Aage Friis, 1870-1949 Det nordslesvigske Spørgsmaal, 1864-1879 - aktstykker og breve til belysning af den danske regerings politik (3. bind)

DET
NORDSLESVIGSKE
SPØRGSMAAL
1864-1879

AKTSTYKKER OG BREVE TIL BELYSNING AF
DEN DANSKE REGERINGS POLITIK

PAA UDENRIGSMINISTERIETS FORANSTALTNING

UDGIVET AF

AAGE FRIIS

III. BIND

FRA 1. JANUAR 1871 TIL 31. DECEMRER 1877

KØBENHAVN
HENRIK KOPPELS FORLAG
1932

s. II

s. IIIFORORD

DETTE tredie Bind »Aktstykker og Breve til Belysning af den danske Regerings Politik i det nordslesvigske Spørgsmaal 1864—79« indeholder danske Akter for Aarene 1871 til 1877 og er udgivet efter samme Principper som de første to Bind.

Det fremdragne Materiale saavel fra danske som fra udenlandske Arkiver har ved vidtgaaende Undersøgelser og Imødekommenhed hos Statsmyndigheder og Private faaet saa stort Omfang, at mine Publikationer vil blive meget væsentlig større end fra først af forudsat. En samlet Oversigt over det danske og udenlandske Kildestof og dets Herkomst vil sammen med Registre og andre tekniske Hjælpemidler blive givet ved Værkets Afslutning.

Nærværende Samling Aktstykker og Breve fra danske Arkiver vil blive afsluttet med et fjerde og femte Bind, der foreligger i Korrektur. Det indeholder Resten af Materialet for de i det nordslesvigske Spørgsmaals Historie særlig betydningsfulde Aar 1878 og 1879 samt et Efterslæt af Akter fra den foregaaende Periode, der er fremdraget efter Trykningen af de første tre Bind. Blandt Materialet vil være alt, hvad der i Kong Christian IX’s Arkiv i det danske Rigsarkiv findes af Betydning for Danmarks politiske Forhold til Tyskland. Gennem Udenrigsministeriet er denne Del af Kongehusets Arkiv blevet tilgængelig for mig ved Tilladelse af Hans Majestæt Kong Christian X. Hermed vil alle danske Samlinger, der kan tænkes at indeholde Kilder af Betydning, være lagt til Grund for min Publikation, intet er tilbageholdt.

I et særskilt Bind vil blive udgivet, hvad det danske Statsraads Protokoller indeholder om det nordslesvigske Spørgsmaal, samt om Danmarks Udenrigspolitik fra den 30. Marts 1863, da Hall forelagde Statsraadet »Kundgørelse angaaende Hertugdømmet Holstens Forfatningsforhold«, indtil Udgangen af 1879.

Yderligere vil som en Publikation for sig i flere Bind blive offentliggjort det væsentligste af, hvad der i udenlandske Arkiver s. IV— udenfor Tyskland — har kunnet fremdrages af Akter til Belysning af de fremmede Magters Stilling til det nordslesvigske Spørgsmaal, Danmarks Neutralitet og politiske Stilling i det hele, fra 1865 til 1879. Det er i Særdeleshed Akter fra Statsarkiverne i Stockholm, Moskwa, Wien, Paris og London, det engelske Kongehus’ Arkiv i Windsor samt enkelte Supplementer andetsteds fra.

Dette Materiales Fremskaffelse, Trykning og Udgivelse har foraarsaget meget stor Anvendelse af Arbejde og megen Bekostning, og hele Arbejdet er kun blevet muligt ved, at Carlsbergfondet har givet Tilsagn om Understøttelse til Supplering af Statsbevillingen. Da en stor Del af Stoffet først har kunnet tilvejebringes, efter at den væsentligste Del af det danske Aktmateriale allerede var trykt, har jeg anset det for rigtigt i Noterne til de danske Akter i Hovedsagen ikke at give Henvisninger til dette Materiale, medens der ved Udgaven af de fremmede Akter vil ske en systematisk Henvisning til de danske Akter og Breve.

Det samlede danske og udenlandske Aktmateriale ligger til Grund for Fortsættelsen af min Fremstilling i »Den danske Regering og Nordslesvigs Genforening med Danmark«, hvis andet Bind foreligger i Manuskript, og som med tredie afsluttende Bind vil blive ført op til Udgangen af Aaret 1879.

København, 25. Januar 1932.

AAGE FRIIS.

s. VINDHOLD:

AKTER OG BREVE FRA DANSKE

ARKIVER

12. JANUAR 1871 — 15. DECEMBER 1877

s. VI

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin.
Kjøbenhavn, 12. Januar 1871.

Kjære Kammerherre.

For nogle Dage ¹⁾Iflg. Kriegers Dagbøger V, S. 111 f. var det 4. Januar. siden kom Heydebrand og sagde at han havde faaet en noget delicat Ordre fra Berlin, men før han udførte den hos Ministeren vilde han meddele mig den for at jeg kunde forberede Baron Rosenørn derpaa. Han skulde spørge her om

den danske Regering vilde finde det berettiget, at den preussiske Regering i Betragtning af at den franske Blokade af de tydske Havne ikke havde været effectiv, erklærede sig for løst ligeoverfor Frankrig under nærværende Krig for de øvrige Forpligtelser efter Declarationen af 16. April 1856. ²⁾Den saakaldte Pariser-Sørets-Deklaration, vedtaget paa Pariserkongressen 1856 af de 5 Stormagter, Tyrkiet og Sardinien, giver Regler vedrørende Søretten i Krigstid; bl. a. erklærer den Kaperi for afskaffet og fastsætter, at kun effektiv Blokade har Gyldighed. Deklarationens Tekst er optaget i den ministerielle Note af 25. Juni 1856, ved hvilken Danmark tiltraadte Deklarationen, trykt Danske Tractater efter 1800 I, Politiske Tractater I, S. 295.

[Efter Vedels Ønske drøftede han og Heydebrand Sagen »aldeles académiquement« og kom til det Resultat, »at det nærmest maatte være Caperbreve som man vilde udstæde«. Det var Regeringens Hensigt at trække det ud med at svare herpaa, men hvis man fra tysk Side trængte paa for at faa et Svar, var et saadant foreløbigt opstillet. Om dette og om Sagen i det hele bad Vedel om Quaades Mening.]

Quaades Papirer. U. A.

P. Vedel.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 12. Januar 1871.

Kjære Vedel,

. . . Jeg har . . . sat Thile i Kundskab om Sagen [ɔ: Gedalias Virksomhed for at skaffe Understøttelse til de franske Fanger], og han har ikke alene ikke havt det Mindste at sige derpaa, men endog ved denne Leilighed udtrykkelig sagt mig, at man her overhovedet ikke havde Grund til Andet end til i enhver Henseende at anerkjende den Maade hvorpaa den danske Regjering havde overholdt Neutraliteten. Der havde vel engang været Lidt at sige med Hensyn til Forsyning med Kul; ¹⁾Sml. II, S. 737. men ligesom dette var en Ubetydelighed man ikke vilde hænge sig ved, saaledes indsaae man ogsaa, at da der var en Forskjel mellem Lodser og bekjendte Mænd, kunde det ikke lægges den danske Regjering til Last, om en eller anden bekjendt Mand engang havde lodset franske Krigsskibe udenfor dansk Lodsfarvand. . . .

[Om Udvisninger af Børn og unge Mennesker fra Slesvig.] Ceterum censeo, at, saaledes som De ogsaa siger, det er bedst, at alle udvandrede Slesvigere holde sig borte fra Slesvig, saalænge Krigen varer.

G. Quaade.

P. Vedels Privatpapirer.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 15. Januar 1871.

Kjære Vedel,

. . . [Protokollen af i856, hvori et Punkt om Kapere]. Forresten vil De maaskee erindre at Grev Bernstorff i 1864 paa Londoner Conferencen ogsaa truede med at Preussen vilde søge sig løst fra Protoc. af 56 paa Grund af vor Blocade. . . . ²⁾Sml. Nr. 962.

s. 3[Gedalia vil træde i direkte Forbindelse med de herværende franske Delegerede til Krigsfangernes Understøttelse, hvad Quaade er vel tilfreds med].

G. Quaade

P. Vedets Privatpapirer.

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin.
[Kjøbenhavn,] Tirsdag 7. Februar 1871.

Kjære Kammerherre,

. . . Forleden kom et Medlem af Folketinget, Termansen, herop og sagde at han og hans Venner vilde see sig nødte til at gjøre Noget for at bevise Nordslesvigerne at man ikke havde glemt dem. Han vilde derfor vide om der var noget tilhinder for at han interpellerede URM. i Rigsdagen og spurgte om han var opmærksom paa hvad der skeete i Slesvig i Modstrid med Wienerfreden idet danske Undersaatter nægtedes Ophold der osv. osv. Han vilde lade sig nøie med en alm. Erklæring af Baron Rosenørn om at han var opmærksom paa at der fulgtes Grundsætninger som heller ikke han kunde finde stemmende med Wienerfreden, men at han haabede at det skulde lykkes hans fortsatte Bestræbelser og efterhaanden som fredelige Forhold indtraadte i Preussen, at fjerne de Vanskeligheder der nu stillede sig iveien for Sagens bedre Ordning. Han vilde i det Hele m. H. t. Ordene føie sig efter vore Ønsker. Jeg svarede at 1) var det en mislig Sag med en saadan Interpellation, da man aldrig kunde vide hvad der kunde falde andre Medlemmer ind at yttre under en saadan Interpellation og man kunde jo ikke stole paa Alles Takt i samme Omfang som paa Hovedmandens. Dernæst vidste jeg ikke om ikke en saadan Interpellation kunde indvirke forstyrrende paa de mundtlige og fortrolige Forhandlinger som De netop for Tiden drev om disse Slesvigeres Stilling og jeg maatte derfor forbeholde mig derom at sætte mig i Forbindelse med Dem. Vær derfor saa god ved Lejlighed s. 4at yttre Dem derom. Termansen sagde at det havde jo ingen Hast, han meente kun at han maatte gjøre Noget før Rigsdagen gik hjem — og dermed har det, Gud bedre det!, lange Udsigter. ¹⁾Sml. Nr. 981.

1*

P. Vedel

Quaades Papirer. U. A.

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin.
Kjøbenhavn, 28. Februar 1871.

Kjære Kammerherre.

. . . Forresten er jeg meget mismodig over de slesvigske Sager. Nordsles vigs Tilbagegivelse under en eller anden Form ventes nu af Mange kun ikke af mig. Men derimod havde jeg rigtignok ventet at det personlige Spørgsmaal om Art. 19 ²⁾Art. 19 i Freden i Wien 30. Oktbr. 1864 lyder:
»Les sujets domiciliés sur les territoires cédés par le présent traité jouiront pendant l’espace de six ans, à partir du jour de l’échange des ratifications, et moyennant une déclaration préalable à l’autorité compétente, de la faculté pleine et entière d’exporter leurs biens-meubles en franchise de droits, et de se retirer avec leurs families dans les états de Sa Majesté Danoise, auquel cas la qualité de sujets danois leur sera maintenue. Ils seront libres de conserver leurs immeubles situés sur les territoires cédés.
La même faculté est accordée réciproquement aux sujets danois et aux individus originaires des territoires cédés et établis dans les états de Sa Majesté le Roi de Danemark.
Les sujets qui profiteront des présentes dispositions ne pourront étre, du fait de leur option, inquiétés de part ni d’autre dans leurs personnes ou dans leurs propriétés situées dans les états respectifs.
Le délai susdit de six ans s’applique aussi aux sujets originaires soit du Royaume de Danemark, soit des territoires cédés qui, à l’époque de l’échange des ratifications du présent traité, se trouveront hors du territoire du Royaume de Danemark ou des Duchés. Leur déclaration pourra être reçue par la mission danoise la plus voisine, ou par l’autorité supérieure d’une province quelconque du Royaume ou des Duchés.
Le droit d’indigénat, tant dans le Royaume de Danemark que dans les Duchés, est conservé à tous les individus qui le possèdent à l’époque de l’échange des ratifications du présent traité.« ikke vilde støde paa uovervindelige Vanskeligheder og hvis s. 5Bismarcks Hjemkomst ikke giver Sagenen gunstigere Vending end hidtil veed jeg virkelig ikke hvad vi skulde gjøre thi lade det gaae som hidtil er umuligt og at faae en 2—3 enkelte Tilfælde afgjorte naar de øvrige hundreder blive liggende er kun en uforsvarlig Begunstigelse af et Par Slesvigere, som dog ikke have større Adkomst end alle de andre. Nu rykker ogsaa Tidspunktet nærmere for Termansens antydede Interpellation og hvad skal vi gjøre for at hindre den, eller svare derpaa hvis vi ikke kunne eller ville hindre den?

Naturligvis have vi paa Forespørgsel erklæret os villige til at erkjende den nye franske Regering, saasnart den officielt notificeres os. Heydebrand har ikke endnu faaet nye Creditiver, ¹⁾I Anledning af det tyske Riges Oprettelse. saasnart det skeer, maa De jo ogsaa have Deres, vil De skrive mig til hvad De finder Anledning til at bemærke i den Anledning. Nu er da endelig Freden sluttet og jeg længes efter hvorledes de politiske Forhold i Europa derefter ville gestalte sig. Hvad veed De om Keiseren af Tydsklands Sundhedstilstand, om Kronprindsens politiske Sympathier, om Forholdet til Rusland og Østerrig? Hvorledes ville Sagerne nu stille sig i Sorte Havs-Conferencen, ²⁾Rusland havde 31. Oktober 1870 sagt sig løs fra Bestemmelsen i Traktaten af 30. Marts 1856 om Flaaden i Sortehavet. Paa Pontuskonferencen 22. Januar—13. Marts 1871 i London fik det Tilladelse til at holde et ubegrænset Antal Skibe i Sortehavet. naar den paany optages? Ja De veed nok, at een Taabe kan spørge [om] Mere end 10 Vise kunne svare paa!

P. Vedel.

Quaades Papirer. U. A.

Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Wien, 8. Marts 1871.

Forsøg til Tripelalliance skal være gjort af Rismark, antaget af Rusland og ifærd med at antages her paa Basis af Fredens Opretholdelse. Skal jeg gjøre Forsøg paa Artikel Fems Udførelse hos Beust? Svar haster.

Falbe.

Chiffertelegram, indleveret i Wien 8. Marts 1871 Kl. 6 Efterm.

Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn til Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin.
Copenhague, 9 mars 1871.

Falbe mande par voie télégraphique que la triple alliance est au point de se former entre la Prusse, la Russie et l’Autriche, et demande s’il doit faire des démarches auprès de Beust pour l’exécution de l’article V. Je ne suis pas disposé à employer l’Autriche, mais peut-être plutôt la Russie. Quelle est votre opinion? Répondez-moi par le télégraphe.

R. L.

Koncept til Chiffertelegram, indleveret i København 9. Marts 1871.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 9. Marts 1871.

Kjære Vedel,

Idet jeg takker Dem for Deres Brev af 28. Febr. ¹⁾Trykt som Nr. 966., skal jeg først besvare de i Slutningen deraf fremsatte Spørgsmaal. Disse ere saa fyldige og der kan siges Saameget derom, at jeg kan fatte mig kort.

Den tydske Kaiser har i nogle Dage liidt af et Hexenschuss; men er nu som sædvanligt.s. 7Kronprindsen har altid været anseet for liberal eller constitutionelt sindet. Men han er jo Thronfølger, og Thronfølgere ere jo, eller siges jo ikke altid at være enige med Magthaverne. Imidlertid er han gift med en parlementarisk Prindsesse, ¹⁾Victoria af England. der har betydelig Indflydelse paa ham og ansees for at være ham overlegen. Soldaternaturen er hellerikke saa stram hos ham som hos alle andre Hohenzollere. Med Hensyn til os troer jeg han er bedre end Faderen; men det er et Spørgsmaal om han kunde gjøre hvad denne kan.

Hvad Forholdet mellem Rusland og Preussen angaaer, vid. Telegrammerne. ²⁾Antagelig Avistelegrammerne. Dog troer man ikke nu, at der bestaaer nogen skreven Alliance mellem dem. Preussens Forhold til Østerrig synes og siges nu at være godt. Østerrig kan ikke leve, medmindre det tydske Element beholder Overvægten. Der maa mellem de mangfoldige Racer være een som hersker. Men ingen af de ikke-tydske Racer er istand hertil, medens den tydske Race har det Fortrin, at de andre ere vante til at lyde den. Men for nu at kunne herske behøve de tydske Østerrigere Tydsklands Hjælp; og denne Hjælp troer jeg, at Tydskland vil give, tilsyneladende uden Egennytte eller Bagtanke, i den Erkjendelse, at Uorden i Østerrig for Tiden hverken er nyttig eller nødvendig, og i det vistnok vel begrundede Haab, at de tydske Østerrigere dog senere, naar Pæren bliver moden, ikke løbe bort, og at saa Kalven kan komme hjem som Ko.

Alt dette beroer jo imidlertid paa Europa, nemlig paa om vi skulle have Universalmonarchiet eller ikke. . . .

Jeg kommer nu til vore egne Sager.

Jeg har i lang Tid Intet hørt som kunde begrunde et Haab om en god Ordning af det nordslesvigske Spørgsmaal. Henimod Slutningen af Nov. f. A. sagde Baron Werther ³⁾Baron Karl v. Werther, 1869—70 nordtysk Ambassadør i Paris. Sml. Nr. 984. mig, at s. 8han meget ønskede Ordningen af dette Spørgsmaal; men medens han var imod alle Slags Garantier, troede han ikke at man kunde give os Als og Sundeved. Senere er Wrangel ¹⁾Generalfeltmarskal Grev Fr. v. Wrangel. den eneste der har talt til mig om Sagen; men jeg tvivler paa at han betyder Noget, og jeg veed ikke, om han taler til Andre som til mig. Jeg maa tilstaae, jeg har selv meget ondt ved at danne mig en Mening om hvad jeg skal troe; men vist er det, at jeg ikke indseer, hvorledes Mange hos os kunne vente Nordslesvigs Tilbagegivelse under nogensomhelst Form. Vor Presse, og den er jo dog i vore egne Øine, eller ialfald i de Manges Øine, selve Danmark, har for sit Vedkommende idetmindste, gjort Alt for at tilintetgjøre enhver Tilbøielighed som ellers maatte findes hos Tydskland til at komme os imøde.

Jeg skal her anføre et Fingerpeg som jeg har fra Due, den svensk-norske Gesandt, og som er ligesaa paalideligt som betydningsfuldt. Efter hvad Due meddeler mig, har BeckFrijs indberettet, at Heydebrand i en Samtale med ham havde fremhævet, at den franske Memoire om den franske Flaades Operationer i Østersøen havde afgivet et Argument mod at give Danmark Als tilbage. ²⁾Depeche Nr. 12 fra Beck-Friis til Wachtmeister 7. Febr. 1871. (U. Dept. Stockholm.) Denne Memoire ³⁾Der hentydes maaske til Artikler i »Moniteur universel de Tours« for 27. og 28. November 1870, hvori Als omtales som eventuel Landgangsplads for franske Tropper. De paagældende Artikler er optrykt i »La campagne de la Mer du Nord et de la Baltique«. Bremen 1871, S. 20 ff. — Det franske Udenrigsministeriums Arkiv har foreløbig, trods venlig Bestræbelse, ikke kunnet oplyse, til hvilken »Memoire« der sigtes. havde netop fortrinsviis betegnet Als som et Punkt der maatte være Gjenstand for Operationerne, og saaledes saae man altsaa, hvor vigtig Besiddelsen af denne Ø var for Tydskland. Iøvrigt havde Heydebrand tilføiet, at det var en bekjendt Sag, at den danske Regjering, ved Krigens Udbrud, overveiende s. 9havde været for at slutte sig til Frankrig, og vare ikke Efterretningerne om de tydske Seire komne til Kbhvn., forinden Forhandlingerne med Cadore endnu vare komne til Afslutning, vilde disse Forhandlinger ogsaa ganske sikkert have endt med at Danmark havde taget Parti mod Preussen. ¹⁾Sml. Nr. 979 og Hähnsen II, Nr. 853.

De maa jo vide om Rusland har gjort eller kan eller vil gjøre Noget. Ellers beroer Alt paa Bismarck. Men det kan jo være, at han vil holde sine Løfter; og der er intet Spørgsmaal om at han nu har Magt dertil; thi hans Popularitet overalt kan ikke blive større; og jeg er overbeviist om, at den almindelige Mening i Tydskland nu langt mindre end tidligere er imod, ja maaskee endog overveiende er stemt for en Udsoning med Danmark. Det er hos Slesvigholstenerne [man] vil have den største Modstand at frygte; men de have ikke forstaaet at indynde sig videre hos deres nye Landsmænd.

Endelig kommer jeg til den fortrædelige Art. XIX. ²⁾Sml. Note til Nr. 966.

Mit første Indtryk da jeg læste hvad De skriver herom, var at det egentlig vilde være det Bedste, ialfald det ønskeligste og meest fyldestgjørende for mig, om en af de Herrer Ploug, Bille eller Termansen, eller en Anden, som disse Herrer fandt skikket dertil, sendtes herover for at ordne Sagen. Det er jo muligt at man vilde opnaae et godt Resultat paa denne Maade, og ialfald vilde det ikke være til Skade, om hine Herrer engang selv kom i Ilden.

Imidlertid var dette kun mit første Indtryk; og hvad iøvrigt Sagen selv angaaer, saa troer jeg at kunne sige, at De har seet den noget for sort. Min sidste almindelige Beretning derom, som jeg har indsendt efter Deres eget Raad, siger dog ikke Meer end hvad De selv tidligere har ventet, nemlig at der Intet var at gjøre, saalænge Krigen ikke var endt. Men samtidig med at jeg indsendte Beretningen skrev jeg til s. 10Baron Rosenørn, at det herværende Udenrigsdepartement havde skrevet meget alvorligt om Sagen til det pr. Indenrigsministerium, og heraf maatte fremgaae, idetmindste var det min Mening, at der var Udsigt til at Sagen i en nær Fremtid, d. v. s. en nær Fremtid i preussisk Forstand, vilde tage en bedre Vending. Denne Udsigt er endnu tilstede, og jeg kan tilføie at baade Thile og Philipsborn og König ¹⁾Gehejmelegationsraad Philipsborn var Direktør i det preussiske Udenrigsministerium, König Embedsmand sammesteds. med hvem jeg stadig taler om Sagen, umiskjendelig alle ere stemte for af yderste Evne at imødekomme vore Ønsker. Men ved Siden heraf troer jeg at vi, naar vi ville være billige, maae erkjende, at Sagen selv for den pr. Regjering ikke er fri for Vanskeligheder. De udvandrede Slesvigere gaae ud fra, at Art. XIX ikke har havt noget andet Formaal end at sætte dem istand til at leve i Slesvig under deres gamle Forhold uden Forpligtelser, navnlig med fuld Frihed for Militairtjeneste. Dette er jo i og for sig ikke saa unaturligt; men Følgen er at deres Fordringer ofte blive aldeles urimelige, og undertiden troe de ogsaa, at det er ligegyldigt hvorledes de iagttage de foreskrevne Former, stolende paa at det saa maa være den danske Regjerings Sag at hjælpe dem, og at, hvis den ikke gjør det, saa skulle nok Bladene sørge derfor. Naar det saa er lykkedes dem at opnaae hvad de ønske, og de altsaa komme tilbage til Slesvig og gaae uhindrede omkring der, saa gjøre de Nar og pege Fingre ad deres Kammerater, som ikke have benyttet Art. XIX, og dette — det har König sagt mig — kan ganske naturligt ikke blive uden Indflydelse paa de slesvigske Local-Embedsmænd. Forresten troer jeg at have ført det til, at man i Udenrigsdepartementet ikke vil lægge synderlig Vægt paa hvad der kommer fra disse Embedsmænd, men disses Meninger ere dog naturligviis, og navnlig ifølge den preussiske traditionelle Forretningsorden, ikke uden Indflydelse paa de dem foresatte Autoriteter.

s. 11Resultatet af alt Forestaaende er, at jeg paa ingen Maade har opgivet Haabet om at Sagen om Art. XIX endnu vil kunne ordnes paa en taalelig Maade, og at det derfor vilde være ønskeligt, om en Interpellation kunde undgaaes; thi jeg er ikke sikker paa, om den ikke her vilde skade meer end gavne.

Jeg maa endnu sluttelig bemærke, at König af og til kaster mig Sagen om Archiverne i Næsen, tilføiende at den pr. Regjering selv langtfra vil træde os nær, men at den selv generes og plages af sine Archivarier. ¹⁾Dette drejer sig om den i Wienerfredens Art. XX fastsatte Udlevering af Arkivalier vedrørende de af Danmark afstaaede Hertugdømmer, hvorom der i en Aarrække førtes meget besværlige Forhandlinger mellem den danske og preussiske Regering. Sagen omtales idelig i den officielle og private diplomatiske Korrespondance, men de paagældende Udtalelser er næsten alle udeladt her.

G. Quaade.

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn til Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien.
Copenhague, 10 mars 1871.

Ne faites aucun démarche pour le moment auprès de Beust mais rapportez moi soigneusement tout ce que vous apprendrez sur la marche des négociations sur la triplealliance.

Rosenørn-Lehn.

Koncept til Chifferdepeche med P. Vedels Haand.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Berlin, 10 mars 1871.

Selon mes informations l’alliance en question est très-loin d’être probable, mais pour toute démarche à faire actuellement s. 12à propos de l’article cinq, la Russie me semble préférable.

Quaade.

Chiffertelegram, indleveret i Berlin 10. Marts 1871 Kl 3 Efterm.

Christian IX til Maria Feodorowna.
Kjøbenhavn, 10. Marts 1871.

Min egen elskede Minny.

. . . Omsider er Krigen nu heldigviis dog endt, men hvilken sørgelig Fred for det ulykkelige Frankrig der foruden betydelige territoriale Afstaaelser ogsaa maae betale disse næsten uhørte Summer; imidlertid maae man lade Preusserne og Tydskerne at de have gjennemført Krigen glorieux uagtet den strenge Vinter og de besværlige Forhold, hvorimod Franskmændenes sammenløbne, uøvede og i alle Henseender slet forsynede Tropper bidroge til at forværre Landets fortvivlede Stilling. Gid i det Mindste at denne saa sørgelige Krig for Fremtiden maae være dem en god Lære til at blive fornuftige og dygtige, saa vil de nok om en 20 Aar atter kunne tale et vægtigt Ord med i Europas Politik. — Det er en sand Guds Lykke at vi her have kunnet blive udenfor som jeg tildeels har at takke Kaiser Alexander for som virkede saa ivrigt for at alle udenfor værende Stater forblev Neutrale, hvilket lettede mine Bestræbelser betydeligt. Naar han blot nu vilde være lige saa ivrig til at søge at indvirke paa sin Onkel til omsider at give os det Danske Slesvig tilbage, helst med Flensborg; hvis det ikke kan lade sig gjøre, da maae vi dog have Nord-Slesvig med Øen Als og Sundevitt som er fuldstændig Dansk. Jeg vil ikke gjerne besvære Kaiseren med at skrive ham desangaaende, men beder min søde Minny om med sit varme Danske Hjerte at tale med ham om denne Sag for at han opfordrer Onklen til denne Afstaaelse hvortil nu Øieblikket synes mig aller gunstigst. En saadan Afstaaelse vilde desuden være en ringe Løn fordi vi nu holdt os strengt neutrale, og vilde bidrage til at der kom et godt s. 13Forhold mellem Danmark og Tydskland. Bitte tal snarest og ret indtrængende med ham derom og underret mig da endelig om hvad hans Mening er og om han troer at han kan og vil udrette noget for os? Jeg maae desværre allerede slutte. Idet jeg omfavner min engle Minny og Baby forbliver jeg med uforanderlig Kjerlighed

Din troeste
Papa.

Russiske Statsarkiver, Moskva. — Brevet, af hvilket kun uvæsentligt er udeladt, gør Indtryk af at have været mange Gange læst og sammenfoldet. Maria Feodorownas Svar har ikke været tilgængeligt. — Sml. »Bismarck und die nordschleswigsche Frage«, S. 369 f., Hähnsen II, 345 og Krieger V, 171.

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin.
[Kjøbenhavn,] Lørdag 11. Marts 1871.

Kjære Kammerherre,

Jeg faaer kun Tid til at skrive et Par Ord med Krarup og maa derfor fatte mig i største Korthed.

Falbes Depeche som De forleden modtog herfra i Telegram ¹⁾Nr. 967-68. kom idetmindste mig temmelig uventet thi hvorvel en Tripelalliance nok kunde ligge i Luften og jeg nok forstaaer at Bismarck kan ønske at stadfæste Brusseler-Freden ²⁾Der maa menes de Forhandlinger, som ifølge Fredspræliminærernes Art. VII af 26. Februar 1871 skulde føres og uden Resultat blev ført i Bruxelles om den endelige Fred. ved et europæisk Forbund, saa seer jeg dog ikke at Busl. og Øst. have nogen sær Interesse af at stille sig som Caution uden at faae Noget for det og det er mig uklart hvad det skulde være uden det orient. Spørgsmaal men 1° kunne begge disse 2 mødes i en fælles Interesse og 2° kan Bismarck ville gjøre sig England til Fjende?

Det forundrede mig derfor ikke at De svarede at det endnu havde langt frem med denne Tripelalliance og ligesaalidet at s. 14De ligesom vi meente at vi ikke bør opfordre Beust til ved denne Leilighed at trænge paa Art. V.s Opfyldelse. Vore Grunde ere 1) Beust har ingen Grund til at interessere sig særlig for denne Sag og vil neppe heller giøre det. Art. IV er gaaet uden videre, ¹⁾Ved Pragfredens Artikel IV anerkendte Østrig 1866 Opløsning af det tyske og Dannelsen af det nordtyske Forbund og gav sit Samtykke til en Union mellem de tyske Stater syd for Main-Linien, der atter skulde kunne indgaa en Forbindelse med det nordtyske Forbund. Vedels Mening maa være, at Østrigs Ret er krænket ved, at den tyske Enhed ikke er kommet i Stand paa den Maade, som forudsættes i Pragfredens Art. IV. Sml. Nr. 1058. for ham er Art. V endnu mindre. 2) Han kan ikke giøre og vi kunne ikke henvende os til ham uden ved at fremhæve Retten og Forpligtelsen efter en Fredstraktat og Øieblikket er neppe gunstigt for at pukke paa Ret. 3) Hvad vi skulle kunne faae, kan kun naaes ved Preussens egen gode Villie, og den vil neppe fremmes ved Beusts Forestillinger. Skal Noget kunne gjøres i den Henseende var det fra Rusland.

Men det næste Spørgsmaal er saa, om selv Rusland kan og vil Noget. Af Gortchakow venter jeg ikke synderligt og er bestyrket endeel deri ved M’s ²⁾M’s ɔ: Mohrenheims. Yttringer og Keiserens venskabelige Interesser har jo saa ofte men altid forgiæves været anvendt! Men fremfor Alt risikere vi ikke at vi derved ledes ind i Dilemma’er af meget farlig Natur? Her gaaer allerede i 14 Dage almindelig Rygtet om at der snart vil komme Forslag fra Preussen og den meest udbredte Version lyder paa Indtrædelse i Toldforbundet (det tilføies endog: for Halvøen alene!) mod at faae hele Slesvig eller Flensborg Linien. Undertiden varieres det derhen at det er et offensivt-defensivt Forbund der skal foreslaaes, osv. Heydebrand selv gjør undertiden Indtrykket som om han frygtede snart at blive Overbringer af Noget, men han har vel Intet bestemt at gaae efter. — Risikere vi nu ikke at fremskynde deslige Forslag hvis vi bad Rusland om at bringe Sagen frem?

s. 15Jeg fortæller Dem ikke Carl d. 15des forfærdelige Uheld med Brevet til den franske Officer, og Dues Ubehændighed ved den Leilighed fordi jeg antager at De kjender det Hele. ¹⁾Carl XV havde gennem den svensk-norske Gesandt i Berlin F. G. K. Due ved Aarsskiftet 1870—71 sendt et Brev til en fangen fransk Officer, Verrier; Brevet blev læst af den preussiske Regering og sendt tilbage til Due. Iflg. Depeche Nr. 20 af 1. Marts 1871 fra W. Scheel Plessen til Rosenørn-Lehn lød den omtalte Passus: »Je regrette de devoir assister à ce combat les bras croisés, moi et les Suédois qivon appelle les Français du Nord, nous espérons que le jour de la vengeance viendra. Nous nous armerons lentement, mais avec vigeur.« Ordlyden var dog ikke nøjagtig denne. Sml. Hallendorff, Från Karl XV.s Dagar, S. 181 f. — Jvf. Kriegers Dagbøger V, 135.I modsat Fald skal jeg ved Leilighed kunne meddele Dem den interessanteste Passus i Brevet, der af Bismarck er i Afskrift sendt Bichthofen ²⁾Emil Karl Heinrich von Richthofen (1810—95), det nordtyske Forbunds og senere det tyske Kejserriges Gesandt i Stockholm 1868—74. til Efterretning.

P. Vedel.

Quaades Papirer. U. A.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 14. Marts 1871.

Kjære Vedel,

Jeg sender Dem idag to Avisartikler ³⁾Findes ikke vedlagt. Sml. Hähnsen II, Nr. 856.. . . . Jeg har ingen Anledning funden til at foretage Videre med Hensyn til Artiklen fra Nordslesvig, da jeg ikke vilde faae andet Svar end at Avisen /:Nord. Allgem. Zeit. :/ ikke er officiel, hvilket jeg maatte vide i Forveien, og altsaa kunde faae Skin af at have interpelleret i denne Sag alene i den Hensigt at sondere med Hensyn til Art. V. Men dette mener jeg ikke vi skulle gjøre. Ville vi foretage Noget med Hensyn til Art. V og finde vi at Tiden er kommen dertil, saa maae vi efter min Mening ikke længer sondere, men vi maae ligefrem spørge hvad man har isinde. . . .

G. Quaade.

P. Vedels Privatpapirer.

Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Fortrolig.
Wien, 14. Marts 1871.

Herr Baron,

Jeg havde den Ære at tilmelde Deres Excellence den 8de sidstl. den vigtige Efterretning om Sandsynligheden af Dannelsen af en Trippelalliance mellem de tre østlige Stormagter. Denne Efterretning var netop bleven mig meddeelt som positiv og som en dyb Hemmelighed, med Forsikring om, at Østerrigs Antagelse af det fra Grev Bismarck udgaaede Forslag var umiddelbart forestaaende. Jeg udbad mig derfor Deres Excellences Bemyndigelse, til at sondere Grev Beust, om hvorvidt han, under Forudsætning af, at ovennævnte Forhandlinger virkelig finde Sted, vilde være villig til, at bringe det nordslesvigske Spørgsmaal i Erindring, da det var sandsynligt, at Grev Beust, samtidigt med at han gik ind paa Grev Bismarcks Forslag, ogsaa vilde kunne opnaae ved denne, som den mest passende, Leilighed Ordningen af den slesvigske Sag som en Indrømmelse i Fredens Interesse.

Samtidigt med Deres Excellences Svartelegram, der paabød mig for Øieblikket ikke at gjøre noget Skridt hos Grev Beust i den antydede Retning, meldte et Telegram fra Petersborg, at den nordslesvigske Sag var bleven bragt paa Bane af det russiske Cabinet, og en Demarche her vilde i saa Fald vistnok være mindre paatrængende. Lord Bloomfield og flere andre Diplomater have sagt mig, at de i Anledning af dette Petersborger Telegram havde interpelleret Grev Beust, men at denne havde benægtet at vide noget om Sagen. Jeg har derfor indskrænket mig til at udspørge Herr Novikow, ¹⁾Russisk Ambassadør i Wien. der imidlertid ogsaa var uvidende om at hans Regjering skulde have foretaget et saadant Skridt. Senere er jeg kommen under Veir med, at Efterretningen ikke stammer fra Petersborg, men er bleven »Presse« meddeelt her, og det vistnok s. 17gjennem dets Forbindelser med det keiserlig tydske Gesandtskab.

Jeg vil ikke undlade at tilføie her, at jeg fandt Hr. Novikow under Indtrykket af, at Østrig ved Depechen af 26. December f. A. ¹⁾Fra Beust til den østrig-ungarske Ambassadør i Berlin i Anledning af Tysklands forfatningsmæssige Nyordning. Ambassadøren skal meddele den preussiske Statssekretær, at den østrig-ungarske Regering ikke ønsker Pragerfreden diskuteret i denne Forbindelse, at den med Glæde ser Dannelsen af det tyske Rige og haaber paa et venskabeligt Forhold mellem dette og Østrig-Ungarn. — Trykt i Das Staatsarchiv XX, S. 106. havde givet Afkald paa enhver ved Prager Freden hjemlet Ret og altsaa ogsaa med Hensyn til Opfyldelsen af dens 5te Artikel. Jeg erklærede mig bestemt imod denne Fortolkning, deels da denne Artikels Indhold ligger udenfor det tydske Spørgsmaal, der var Gjenstanden for Depechen af 26. December, deels da tilmed Grev Beust i samme afviser om end paa en indirekte Maade Grev Bismarcks Forsøg paa, at erklære Prager Freden for tilsidesat. . . .

C. Falbe.

Depeche Nr. 12.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 17. Marts 1871.

Kjære Vedel,

De vil maaskee selv allerede have fundet den Artikel i Nord. Allg. Zeit. som følger i hoslagte Coupon ²⁾Findes ikke vedlagt. — Følgende Notits i »Dagbladet« 20. Marts 1871 omhandler maaske den paagældende Artikel:
»Nordd. Allg. Zeit.« maa være meget forlegen med at finde et Paaskud til at kaste sig over de Danske; thi det tager stærkt paa Vei over, at der i Kjøbenhavn udkommer en Oversættelse af det franske Skrift om de tyske Hæres Udpresninger, Røverier og Grusomheder i Frankrig. [ɔ: De tyske Armeers Udpresninger, Røverier og Grusomheder i Frankrig. Oversat af R. Watt. Kjøbenhavn (Wätzolds Forlag) 1871.] »At et saadant Brandskrift offentliggjøres i Danmarks Hovedstad,« skriver det officieuse Blad, »kan efter Alt, hvad der iøvrigt er blevet præsteret af en stor Del af den herværende Presse, ikke vække Forundring.
Men at dette Makværk, hvoraf nu to Hefter ligge for os, allerede er blevet trykt i det tredie Tusinde Exemplarer, giver Stof til Betragtninger, naar man betænker, for hvilket forholdsvis ringe Publikum Bøger i det danske Sprog skrives, og er meget lidet skikket til at forøge vore Sympathier for disse Naboer og vor Tillid til deres Dom over os og til deres eventuelle Holdning under kommende Forviklinger.«. Jeg har s. 18ganske vist engang i Tiden udtalt, at hvis man her vilde ordne den bevidste Sag, lod man sig næppe afholde derfra ved vore Blade, men jeg frygter dog for, at hvis man skulde balancere i den omhandlede Henseende, saa vil den Tone og Betning, som endeel af vort Publicum, ved at læse vore Blade m. v., opmuntrer endeel af vor Presse til at skrive i, kunne udøve en meget stor Indflydelse til vor Skade; ikke at tale om at, hvis man ikke vil ordne Sagen, saa vil man i vor Presse finde et Forsvar for sin Fremgangsmaade, der vil være saameget brugeligere, som i Udlandet Alle, til hvilken Nationalitet de end høre, dømme Stemningen i Danmark efter den danske Presse. ¹⁾Sml. Hähnsen II, Nr. 850. . . .

G. Quaade.

P. Vedels Privatpapirer.

Kammerherre Vind, Gesandt i St. Petersborg, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
St. Pétersbourg, 19/7 mars 1871.

Monsieur le Baron,

. . . Plusieurs journaux étrangers ayant répété ces derniers jours un bruit d’après lequel le cabinet de Berlin aurait proposé au gouvernement du Roi d’entrer dans l’union douanière allemande contre la restitution du Nord-Slesvig, le prince Gortchakow m’a demandé si cela nous conviendrait en ajoutant cependant qu’il n’avait aucune donnée sur la réalité d’une telle intention du gouvt. prussien. J’ai répondu au prince Gortchakow que j’en ignorais également l’existence, mais que je croyais qu’elle serait fort peu populaire s. 19chez nous comme tout qui pourrait menacer l’indépendance du pays. J’ai attiré 1’attention du prince Gortchakow — et ceci était le principal but de ma visite — sur le résultat qu’avaient eu les dernières élections pour la diète allemande dans le Slesvig, ou le candidat danois avait obtenu une écrasante majorité contre le candidat allemand le général Manteuffel, preuve éclatante de la ténacité des populations danoises du duché. ¹⁾Ved Valget til den ny tyske Rigsdag 3. Marts 1871 fik i 1. slesvigske Valgdistrikt H. A. Kruger 12592 Stemmer, medens Manteuffel fik 1677. J’ai également fait remarquer au prince Gortchakow que depuis quelque temps la presse allemande officieuse commençait à s’occuper de la question du Nord- Slesvig d’une manière peu rassurante pour nous. Le prince Gortchakow m’a dit que tant que la paix entre la France et l’Allemagne se négociait encore, il serait oiseux de toucher à cette question. J’ai prié le chancelier de ne pas oublier cette affaire si importante pour nous, quand il croirait arrivé le moment opportun de s’en occuper. Le prince m’a répété qu’il n’aimait pas à faire inutilement des démarches. . . .

E. Vind.

Depeche Nr. 7.

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin.
[Kjøbenhavn,] 20. Marts 1871.

Kjære Kammerherre,

Deres sidste to Breve har været ganske særdeles velkomne forsaavidt de synes at love os lidt Luft i det nordslesvigske Værnepligtsspørgsmaal. Jeg haaber det skal lykkes at hindre en Interpellation, og Folkethingspræsidenten ²⁾Christopher Krabbe. har lovet at giøre hvad han formaaer derfor.

F[albe] fortsætter sine Meddelelser og paastaaer bestemt at Treklangen er ifærd med at danne sig. Vi fastholde vor s. 20Utilbøielighed til at henvende os til den Musikant, som F. kjender. Derimod har vor Nabo paa den anden Side Colonnaden skrevet til sin Datter. ¹⁾Se Nr. 972. — Kongens Palæ og Udenrigsministeriet laa paa hver sin Side af Kolonnaden paa Amalienborg.

De har ganske Ret i at beklage Dem over vore Aviser, men Regeringen er jo destoværre aldeles ude af Stand til at giøre Noget derved. Selv Hall er ganske vis[t] ikke mægtig nok til at lægge Baand paa Bille. Hvad veed De om Molzens nuværende Opholdssted og Bedrifter?

P. Vedel

Quaades Papirer. U. A.

Lensgreve C. E. Frijs til Direktør P. Vedel.
Neapel, 22. Marts 1871.

Kjære Vedel! Det var mig en stor Glæde at modtage forleden Deres venlige Linier, hvorefter jeg havde længtes meget. ²⁾Brevet er ikke bevaret. . . . Under disse yndige og tillige imponerende Omgivelser fremtræder den hele menneskelige Virksomhed for mig i sin sande myreagtige Skikkelse, og det er dog sikkert at mange af de Sorger, hvorunder man lider ere en Følge af vor indbildte Forfængelighed, at vort Værk eller vor Gjerning skulde frembringe et givet Resultat, — et saadant ligger sjelden i vor Magt at frembringe og selv om et saadant forønsket maatte naaes er det ingenlunde givet at være tilveiebragt ved vor Virksomhed; naar jeg her betragter det Store og Mægtige der er tilveiebragt saavel i Skjønhed som i Ødelæggelse, tager jeg med Taknemmelighed imod vor myreagtige ringe Virksomhed erkjendende at Hovedsagen er Arbeide og dette med Alvor og Ærlighed, overladende Udbyttet eller Udfaldet trøstig til vor Herres Omsorg. Det er en sand Forfriskelse at komme herned i den yndige Natur og det friske livsnydende Folk efter at have passeret igjennem det s. 21triste Tydskland og det sørgmodige Frankrige og dog er det sidste Land vistnok endnu ikke kommet til Culminationen af sin Ulykke. De veed at jeg aldrig har troet paa Thiers Cuurmethoder, thi for at kunne kurere, maatte han først og fremmest erkjende, at han er en af de Væsentligste der har bragt det franske Folk til sin Selvforgudelse som dog er Hovedgrunden til dets dybe Fald, thi det har gjort det blind for Virkeligheden, og Øinene ere endnu ikke aabnede trods den haarde Modgang. Hvad der nu foregaaer i Paris og hvad der yderligere forestaaer vil kun tjene Reactionen og jeg detesterer denne fuldt saa meget som den røde Republik, — det er sørgeligt at Alternativet er enten absolut Monarchi — som desværre er hyklerisk fordi den gamle Tro paa Salvelse og Kaldelse af Guds Naade virkelig mangler saavel hos Dannede som hos den store Masse —, og hvilken derfor kun kan støttes ved et militairt Herredømme, eller en rød socialistisk Republik, som vil leve paa Bekostning af Fortidens Arbeide; forhaabentlig maa der dog tilsidst komme noget Godt ud af denne Kamp om man end for Øieblikket ikke er istand til at ane hvori dette Gode skulde bestaae; dog er Eet vist, at slige Uroens og Ufredens Tider bevirke, at Mennesket ikke i den Grad fæster sig ved det jordiske Liv.

Paa min Reise har det forundret mig at see og høre Deres Erfaringer om det franske Folks Bedømmelse af Andre og Neutrale stadfæstede, men jeg er overbeviist om at de Samme, der nu istemme de høieste Jubelsange for Preussen, vilde være de Første til at synge Nidviser, naar disse engang skulde friste Modgang. Det har moret mig meget at erfare Heydebrands Kundskab om at jeg skulde have aftalt det Fornødne med Cadore, Noget hvortil jeg selvfølgelig ikke havde nogen Myndighed; men at Landet var blevet frelst ved Begivenheden ved Wörth; ¹⁾Sml. Nr. 969, S. 8-9. denne Bemærkning udbredt i et lettroende Publikum er en ganske naturlig Hævn, fordi jeg skrev s. 22til Blixen at Fru H[eydebrand] havde fortalt og bildt ham Noget paa Ærmet hvorom hun Intet vidste — hvilken Beretning naturligviis ikke i nogen moderat Form er bragt Vedkommende for Øren — Manden har troet at kunne hævne sig ved at ville være malicieus mod mig, og dette skal være ham velundt, thi han gaaer egentlig kun derved mit Ærinde, ved at faae Folk til at troe at jeg er mere fransksindet end jeg nogensinde har været, thi vel har jeg Sympathi for Folket, men jeg har aldrig havt nogen Tro for dets opoffrende Politik, navnlig ikke for at det kunde bringe os nogen virkelig Hjælp i Længden. Det glædede mig meget at erfare af Deres Brev at der ikke var Nogetsomhelst i de Rygter, der stode i de italienske Aviser, om Bismarckske Tilbud, thi saaledes som disse fremstilles her var der al skjellig Grund til at sige timeo Danaos dona ferentes; De kjender min Tro i saa Henseende, jeg har ikke havt nogen Grund hidindtil til at forandre denne Tro, men jeg vilde ønske at jeg maatte kunne forandre min Mening. . . . [Om Personer i Udenrigsministeriet.]

Hvem skal blive Birchs ¹⁾Vilhelm Ludvig Birch, Guvernør i Dansk Vestindien, var død 26. Februar 1871. Efterfølger? en saadan er ikke let at finde, i nogle Henseender kunde Raasløff være Manden men han har saa forekommer det mig gjort sig selv umulig baade ved sin Sommergjerning ²⁾Som uautoriseret Forhandler i Paris. Sml. Friis, Danmark ved Krigsudbrudet, S. 72 f. og ved hvad han [har] foretaget sig i Rigsdagen med Hensyn til de vestindiske Øer. ³⁾Sml. Det danske Folks Historie VII, S. 210. Hvad jeg af Alt det under denne Rigsdag passerede meest beklager er hvorledes Regjeringen har stillet sig til Commissionens Nedsættelse ⁴⁾Der er formodentlig her Tale om den den 9. Marts 1871 af Folketinget valgte Undersøgelseskommission vedrørende Vallø og Vemmetofte, ved hvilken Justitsminister Krieger af forfatningsmæssige Grunde var ret betænkelig. Sml. Kriegers Dagbøger V, S. 124 ff. ikke engang saa meget for den s. 23Sags Skyld der skal undersøges men fordi der nu er givet et Præcedents saa det vil blive meget vanskeligt at afvise kommende Galskaber; Sagen dreves ikke frem med saadan Kraft fra Venstres Side at den jo kunde have været afviist naar Justitsminister [en] var optraadt med den Fasthed som han saa tidt har givet sig Udseende af at besidde og som han har bebreidet Andre at mangle. — . . .

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 23. Marts 1871.

Kjære Vedel.

. . . Jeg glemte at bemærke, med Hensyn til vore Blade, navnlig Bogen af K. Vissing, ¹⁾Der sigtes vistnok til Robert Watt: Pariserfotografier, som udkom 1871 i 2. Udg. paa K. Vissings Forlag. Sml. Nr. 976 og 983. at jeg ikke er saa ganske fri for en Mistanke om at der finder lidt Seelenverkoperie Sted hos os ved franske Bestræbelser. Jeg sigter ikke til Kjøb for Penge, skjønt det jo gerne kan være at hiin Bog er oversat og udbredt for franske Penge. Men jeg sigter til franske Høfligheder, Opmærksomheder og Condescendentser — Noget hvormed man hos os kan opnaa særdeles Meget, og som jeg heller ikke paa nogen Maade vilde fortænke en Franskmand i at udøve. . . .

G. Quaade.

P. Vedels Privatpapirer.

Direktør P. Vedel til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
25. Marts 1871.

Kjære Excellence.

Der er intet væsentligt passeret i Deres Fraværelse. Af mindre Ting skal jeg foreløbig kun nævne følgende:s. 241. Termansen har været hos mig og Resultatet af vor Samtale var at han frafaldt sin Interpellation. ¹⁾Sml. Nr. 965.

2. Der har været en Anmodning fra Krüger om at tilstaae en 100 Rbd. eller 200 til en Secretær for ham under hans Ophold i Berlin. Derom forbeholder jeg mig at tale nærmere med Dem. ²⁾Sml. Nr. 983. . . .

P. Vedel

Oreby.

Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn til Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien.
Confidentiel.
Kjøbenhavn, 28. Marts 1871.

Deres Høivelbaarenheds Meddelelser om en nærforestaaende Tripel-Alliance mellem de 3 Keisere have været af saameget større Interesse for mig, som den kongelige Gesandt i St. Petersborg ikke synes at kjende Noget til en saadan politisk Combination, og Kammerherre Quaade ikke alene selv ikke troer derpaa, men ogsaa bemærker, at hans Colleger i Berlin nære samme Overbevisning og i Overensstemmelse dermed have udtalt sig til deres Hoffer. ³⁾Sml. Nr. 967, 971, 975.

[Vurdering af de Fordele og de Vanskeligheder, der ved Alliancen vil opstaa for de tre Kejserdømmer.]

Hvorledes end dette Spørgsmaal vil udvikle sig, har Deres Høivelbaarenhed imidlertid med Rette henledet min Opmærksomhed paa, om den kongelige Regjering ikke kunde benytte disse Forhandlinger til Fordeel for det nordslesvigske Spørgsmaal. Som De allerede ved mit telegrafiske Svar ⁴⁾Nr. 970. har erfaret, troer jeg dog ikke at burde anmode Grev Beust om at tage Initiativet i denne Sag i Berlin. Deels venter s. 25jeg ikke at finde nogen særdeles Interesse hos Greven for Opfyldelsen af Art. V i Pragerfreden, og jeg indseer, at han har ganske andre vigtige Hensyn at tage ved Afgjørelsen af Alliancespørgsmaalet, deels frygter jeg ogsaa for, at Udsigten til at en saadan Insinuation blev vel optaget af Grev Bismarck, ikke vilde vinde derved, at den kom fra Grev Beust. Overhovedet er det min Anskuelse, at hvis nogen fremmed Indflydelse skal kunne fremme en for os gunstig Afgjørelse af det nordslesvigske Spørgsmaal, er det alene Rusland, som maaskee har Evne og Villie dertil. De fornødne Skridt for at vinde Ruslands Bistand ere herfra ad privat Vei indledede ¹⁾Sml. Nr. 978, 972. men det er endnu ikke klart, hvor stort Haab vi kunne knytte dertil. Fra Preussens Side er aldeles Intet foregaaet, som antyder, at man i Berlin for Tiden beskjæftiger sig med Sagen, og navnlig ere de forskjellige Rygter, som ere fremkomne i Aviserne om Tilbud om Nordslesvigs Tilbagegivelse, imod at Danmark indtraadte i det tydske Toldforbund, fuldstændigt ubegrundede.

O. D. Rosenørn-Lehn.

Depeche Nr. 3. — U. A. Ges.ark. Østrig I—II. Pol. Sager 1871—80.

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin.
[Kjøbenhavn,] Tirsdag 28. Marts 1871.

Kjære Kammerherre,

. . . Deres Formodning om St. Ferriol og hans Forhold til Bogen hos Vissing ²⁾Sml Nr. 980. og Avisudtalelserne er bestemt ubegrundet. Han er meget langt fra at drive den Slags Intriguer, han er saa nedbøiet at han undgaaer Berøring med Alle og han har en naturlig Degout for Aviskunster. Løsningen af Hemmeligheden ligger meget nærmere og De kan finde den i s. 26Aften i Monrads Artikel i Berl. Tid. ¹⁾»Berlingske Tidende« 29. Marts 1871 indeholder en Artikel »Krigen III. Dens Slutning.« af D—d, hvori omtales et Skrift udkommet i København oversat fra Fransk: Om de tyske Armeers Udpresninger. Sml. Nr. 976. De maae ikke tage Feil af Stemningen hos os, den er virkelig meget stærk antitydsk, naar jeg undtager i de høieste Kredse. Der er mange ellers forstandige Folk som i deres Hjerter bebreide Regeringen at den ikke gik med Frankrig i Juli og saa blinde ere de at de troe at Pr.s Overmagt mod Frankrig da vilde have været ude af Stand til at seire. — Der var forresten nogle Udtryk i Deres Brev som bragte mig til at troe at De maaske vilde advare mig mod at have formeget at giøre med St. Ferriol. Senere har jeg forstaaet Ordene anderledes men har De hørt Noget i den ovennævnte Retning saa gjør mig den Tjeneste at sige mig det. Jeg seer nemlig hyppigt St. F. som jeg har stor personlig Sympathi for, da han tager sin Ulykke saa alvorligt og inderligt og som jeg saameget hellere viser større Hensynsfuldhed end jeg ellers vilde det, som jeg under Cadores Nærværelse her kom til at staae i hans Øine som meget antifransk, da jeg i en længere Samtale med C. i St. F.s Nærværelse saae mig nødt til at sige den Første og den fr. Regering adskillige haarde Sandheder. ²⁾Sml. Friis: Danmark ved Krigsudbrudet, S. 128 f.

Krüger har bedt om at Schleisner maatte faae lidt Understøttelse til at reise til Berlin for at holde vor gamle Bams med Selskab under Parlamentssessionen. Ministeren vil tilstaae denne Begiæring og da jeg veed at De ikke har noget imod Schl. har jeg ikke søgt at hindre dette.

Rygterne om preussiske Forslag have som De vil see af Aviserne her forskrækket Folk meget. Handelsstanden erklærer at en Tiltrædelse til det tydske Toldforbund vilde ødelægge hele vor Handel og Politikerne ansee en saadan Tiltrædelse omtrent som en politisk Incorporation. Vi undgaae den paatænkte Interpellation af Termansen ³⁾Sml. Nr. 981. om Nordslesvigerne s. 27(idetmindste har han lovet mig det), takket være Deres bedre Efterretninger om Sagens Stilling, men maaskee faae vi en anden om det politiske Spørgsmaal. Det vil vise sig idag. ¹⁾Se Kriegers Dagbøger V, S. 146 og 149. Forresten vil De af Depechen til Dem og den til Falbe see hvorledes vi overhovedet staae og hvad vi dømme om Forholdene. ²⁾Se Note til Nr. 984.

Krigsministeren vil sende nogle Officerer ud paa deres egen Haand for at lære hvad de kan. Da han overlader dem selv at vælge hvor de finde bedst Leilighed til at lære, begiærer han ingen Tilladelse for dem i Berlin, men de ville paa det Sted hvor de ønske at see Noget, henvende sig til den Øverstcommanderende og spørge ham om de som danske Officerer kunne vente Adgang dertil. Saasnart de reise herfra, skulle deres Navne blive Dem officielt meddeelte. Jeg har sagt Kongen at jeg frygtede for at de Commanderende ikke kunde give dem slig Adgang, naar Tilladelse ikke var givet i Berlin, men det sagde han at han vilde risikere. Haffner fortalte mig forresien at da vi begiærede Tilladelse for Fog og Güldencrone ³⁾Oberst Ludolf E. Fog (1825—97) og Premierløjtnant Baron Ghr. Güldencrone (1837—1902) var i 1871 paa Studierejser i Frankrig. skulde man i Versailles have sagt: »endlich«! — altsaa man havde længe ventet paa at vi indfandt os. Mon?

A propos den upaalidelige Person som Fædrelandet igaar Aftes omtaler m. H. t. de ovenberørte Rygter er Molzen der rumler paany, men jeg troer at jeg har sikkret Baron Rosenørn mod alle Misforstaaelser m. H. t. ham. ⁴⁾»Fædrelandet« 1871 Nr. 73 27. Marts: Der har i de sidste Dage været talt en Del om, at Regeringen skulde have faaet Meddelelser angaaende Nordslesvig — det være nu Forslag, Tilbud eller Antydninger til saadanne — fra Preussen. Efter hvad vi erfare, savner denne Tale ethvert faktisk Grundlag, og har formentlig ingen anden Oprindelse end et Brev, der skal være indløbet fra en bekjendt, eller rettere sagt berygtet, politisk Eventyrer. — Sml. Kriegers Dagbøger V, S. 143.

P. Vedel

Quaad.es Papirer. U. A.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Fortrolig.
Berlin, 1. April 1871.

Deres Excellence,

Jeg har havt den Ære at modtage Deres Excellences meget ærede Depesche af 28nde f. M. Nr. 3 tilligemed sammes Bilag. ¹⁾Denne Depeche er i det væsentlige af samme Indhold som den som Nr. 982 trykte til Falbe.

Den for den kongelige Gesandt i Vien bestemte Instruction vil jeg sandsynligviis ikke see mig istand til at befordre til dens Bestemmelse før henimod Slutningen af næste Uge, da hverken den engelske eller den østerrigske Coureer afgaaer tidligere herfra. Jeg har imidlertid ved en Leilighed, som jeg ikke er sikker paa vil kunne benyttes længer end til Prag, tilskrevet Kammerherre Falbe, at jeg er i Besiddelse af en Instruction for ham, som »gaaer ud paa, at der intet Positivt ønskes foretaget fortiden«.

Siden jeg ifjor i det første Tidsrum efter Begyndelsen af Krigen mellem Tydskland og Frankrig tillod mig ad privat Vei at sætte Deres Excellence i Kundskab om forskjellige Antydninger angaaende det nordslesvigske Spørgsmaal, som jeg havde fundet værdige til Omtale, uden dog, navnlig paa hiin Tid, at kunne tillægge dem tilstrækkelig Betydning til at gjøre dem til Gjenstand for officiel Indberetning, ²⁾Sml. II, S. 513 f., 517 f., 654, 716, 724. har jeg intet Yderligere og af større Betydning kunnet erfare med Hensyn til de Tanker, den preussiske Regjering nærer hvad hiint Spørgsmaal angaaer. De omtalte Antydninger bestode deels i Artikler i herværende Blade, navnlig en Artikel af Professor v. Holzendorff i Bladet »Die Post«, samt i en Afhandling i »Grenzboten«, og deels i Yttringer af Personer, der staae de preussiske Regjeringskredse nær; men skjøndt disse Antydninger stillede en Ordning i Udsigt, gik de dog, med Hensyn til Ordningens Beskaffenhed, ikke videre end s. 29til at betegne den kongelige Regjerings Neutralitet under ovennævnte Krig som en Politik, der vilde bære god Frugt for de danske Interesser. Det Samme gjælder i alt Væsentligt om de yderligere Erfaringer jeg har gjort i den omhandlede Henseende.

Jeg havde vel for nogen Tid siden en Samtale om det slesvigske Spørgsmaal med den forhenværende nordtydske Ambassadeur i Paris, Baron Werther, som sagde mig, at han for sit Vedkommende meget ønskede, at bemeldte Spørgsmaal maatte blive ordnet paa en for Danmark tilfredsstillende Maade, og at han ansaae dette for i høi Grad stemmende med Preussens egne Interesser; men at medens han bestandigt havde fundet det ligesaa unødvendigt som overhovedet uhensigtsmæssigt og skadeligt, at bebyrde den eventuelt danske Deel af Slesvig med Garantier, troede han dog ikke, at det vilde være muligt at opnaae Aftrædelsen af Als og Sundeved. Dette er den eneste med Hensyn til Omfang og Betingelser for en Afgjørelse bestemte Yttring, der i lang Tid er kommen mig for Øre, men dens Betydning afhænger ikke alene af, om en saaledes begrændset Afgjørelse vilde være tjenlig, men ogsaa af, hvilken Vægt der kan tillægges Baron Werthers Ord og personlige Ønsker. Jeg troer at kunne sige, at han staaer i stor Yndest hos den tydske Kaiser, men jeg maa ansee det for tvivlsomt, om Fyrst Bismarck atter vil benytte hans Tjenester som Diplomat, ¹⁾K. Werther, der var faldet i Unaade paa Grund af sin Holdning som nordtysk Ambassadør i Paris ved Krigsudbrudet 1870, blev dog senere ansat i det tyske Diplomati. og jeg kan ikke antage, at han, dersom Forbundskantsleren overhovedet betroer sine inderste Tanker om det nordslesvigske Spørgsmaal til Nogen, faaer Deel i denne Fortrolighed.

Omtrent samtidigt hermed har, saaledes som jeg har havt den Ære i sin Tid at meddele Deres Excellence privat, ²⁾I et utrykt Brev 11. Januar 1871. Oreby. — Sml. Nr. 986. en af mine herværende Colleger sagt mig, at han havde hørt, at s. 30den preussiske Regjering efter Freden med Frankrig vilde ordne det slesvigske Spørgsmaal, og for kort siden har en anden af mine Colleger søgt særlig Leilighed til at meddele mig, at en Person, som han var overbeviist om maatte ifølge sin Stilling være vel underrettet, havde forsikkret ham det Samme. Men her mangler ogsaa en klar Forestilling om Omfanget og Betingelserne for Afgjørelsen. — Efter at have erholdt ovenstaaende Meddelelse har jeg, idet jeg ifølge min Hjemmelsmands Ønske fortiede hans Navn, søgt om muligt hos min russiske Collega at erfare, om der laae Noget til Grund for Meddelelsen. Men ved dennes Yttringer har jeg ikke kunnet komme til nogensomhelst Slutning enten i den ene eller i den anden Retning; af Herr Oubrils Udtalelser er det mig kun klart, at han, ligesom, ifølge Deres Excellences Meddelelse i Depeschen Nr. 3, ¹⁾Den i Begyndelsen af nærværende Aktstykke omtalte Depeche. Fyrst Gortchacow, mener, at, saalænge Freden ikke endeligen er afsluttet med Frankrig, vil Preussen neppe beskjæftige sig med det slesvigske Spørgsmaal; og dette er ogsaa mit Indtryk, saavel umiddelbart som ifølge den fuldstændige Taushed, som fra det herværende Udenrigsdepartements Side iagttages ligeoverfor mig i den omhandlede Henseende.

Jeg har herved tilladt mig i Korthed at meddele Deres Excellence Alt, hvad der i længere Tid er kommet mig for Øre om det slesvigske Spørgsmaal. Rygtet om Tilbud, der skulde gjøres mod en heel eller deelvis Tilslutning af Danmark til den tydske Toldforening anseer jeg for aldeles grundløst.

Jeg har seet Fyrst Bismarck nogle Gange siden hans Hjemkomst til Berlin, men han har ikke talt om Forretninger, hvortil der iøvrigt hellerikke var særlig Anledning eller fandtes Leilighed.

H. M. den tydske Kaiser synes noget ældet efter den lange Fraværelse, men har dog bevaret et fuldkomment sundt Udseende. . . .

Quaade.

Depeche Nr. 9.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 1. April 1871.

Kjære Vedel,

. . . Forresten veed jeg, at St. Ferriol er dygtig, og jeg troer ogsaa vi kunne ansee ham for fuldkommen paalidelig og paa en fornuftig Maade velsindet mod os, saa at jeg kun kan sympathisere med Dem, naar De viser ham al den Deeltagelse som enhver brav Franskmand under nærværende Forhold har Krav paa at finde især i et Land som bedre end noget andet veed hvad det er at lide Ondt. Men glem blot ikke Heydebrand. Jeg veed, at Fru Heydebrand for nogen Tid siden hertil har klaget over, at det kjøbenhavnske »Selskab« ved alle Leiligheder forsømte hende og hendes Mand; og jeg husker godt fra 1865, hvorledes man i flere Cirkler viiste sig spids mod Herr og Fru H. . . .

Da jeg sidst skrev havde jeg endnu ikke kunnet erfare noget om Molzen. Hvad jeg senere har erfaret er forsaavidt hellerikke meget, som jeg selvfølgelig ikke fuldt kan indestaa for min Kilde. Men hvis det jeg har erfaret, forholder sig rigtigt, og jeg seer egentlig ingen Grund til at troe det modsatte, saa have vi vistnok al Opfordring, jeg vil ikke sige til at vente virkelig Fare fra Personens Side, men dog til at modtage alt hvad der kommer fra ham med den største Mistro. Omtrent ved Nytaarstider omtalte Bauer, som var her paa Besøg, at han havde mødt Molzen, som havde seet meget godt ud i Klæder, og at denne havde sagt ham, at han gjorde Forretninger her som Kjøbmand, og at det gik ham meget godt. Men efterat jeg havde modtaget Deres Brev, har jeg erkyndiget mig om Personen hos Kafka, som De vil kjende fra nogle tidligere Meddelelser, og denne har sagt mig, at Molzen var bleven brugt under Krigen og endnu brugtes ved Politiet af den bekjendte Stieber, ¹⁾Wilhelm Stieber (1818—82), Grundlægger og Leder af det preussiske Efterretningsvæsen, Direktør for Berlins Politi, 1866 og 1870—71 Chef for Feltpolitiet. ligesom han ogsaa endnu bestandig s. 32stod, om ikke i directe, saa i indirecte Forbindelse med Keudell. . . .

At Stemningen hos os er anti-tydsk har jeg intet at sige imod. Hos mig selv er Stemningen virkelig ikke tydsk, om jeg end kunde ønske at meget hos os var ligesaa godt indrettet som her. Men det nytter ikke, og kan kun skade, at vise denne Stemning, og for mig er det virkelig klart, at vi hellerikke skylde Frankrig synderligt. Ingen skal faae mig fra, at dersom Nap. III havde handlet anderledes i vor Sag, saa vilde alt være gaaet anderledes for os, og maaskee ogsaa for ham, ligesom efter al Rimelighed det samme havde været Tilfældet dersom Franskmændene ingen Revolution havde gjort i 1848. . . .

G. Quaade.

P. Vedels Privatpapirer.

Direktør P. Vedel til Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien.
[Kjøbenhavn,] 12. April 1871.

Gode Kammerherre.

Hvor ubehageligt det end ellers kan være at skulle give Oplysninger af den Beskaffenhed, som De i Deres Brev til mig ¹⁾Er ikke fundet. har angivet, saa er det mig dog denne Gang en Fornøielse at meddele dem, fordi jeg ser, at man i Wien befinder sig i en betydelig Vildfarelse med Hensyn til Baron Eders Stilling her. Det er nemlig saavel Regeringens — og dermed mener jeg ikke blot Udenrigsministeriets men ogsaa de andre Ministres — som Baron Eders Collegers Mening om ham, at han er en usædvanlig forstandig og kundskabsrig Mand og særdeles behagelig og vindende i sit Væsen. Han læser Dansk og følger meget godt med alt hvad der foregaar baade her og i Verden, og jeg kan med Sandhed sige, at jeg s. 33for min Part altid sætter særdeles Priis paa en Samtale med ham, fordi jeg altid er vis paa at faae et virkeligt Udbytte deraf. Dertil er han rolig og sindig, moderat og sikker, saa at han i det Hele kan siges at representere paa en særdeles værdig Maade sin Regering.

Hans private Forhold er maaske mindre tilfredsstillende. . . .

Jeg kan ikke andet end til Slutning at udtale at det vilde gjøre mig ondt, om Baron Eder skulde forlade os, og jeg vilde anse det for et virkeligt Tab for det østerrigske Diplomati, om han udtraadte af dets Tjeneste. ¹⁾Baron Eder rappelleredes fra København 18. Januar—30. Marts 1872. . . .

P. V.

P. Vedels Privatpapirer. — Udfærdiget, men vistnok ikke afsendt Brev blandt Falbes Breve til P. Vedel.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 16. April 1871.

Kjære Vedel, . . .Jeg antager, at den megen Tale om Tripelalliancen nu er forstummet, saa at det jeg siger herom egentlig er overflødigt, og den Ypsilantiske Udtalelse om Nordslesvig betyder, saaledes som jeg har antydet. ²⁾I fortrolig Depeche Nr. 11 af 16. April 1871 havde Kammerherre Quaade meddelt, at den i Berlin accrediterede græske Gesandt, Fyrst Ypsilanti, som ellers havde fast Ophold i Wien, havde tilbragt nogle Uger i Berlin for ifølge sin Regerings Befaling personligt at kunne overrække den tyske Kejser sin Suveræns Svar paa Notifikationen om Kejserrigets Genoprettelse og Antagelsen af Kejsertitlen. Fyrst Ypsilanti havde før sin Tilbagerejse til Wien sagt til Kammerherre Quaade, »at han forlod Berlin med det temmelig sikkre Indtryk, at den preussiske Regering agtede efter Afslutningen af den endelige Fred med Frankrig at ordne det nordslesvigske Anliggende«. Quaade havde, siden han sidst [formodentlig i Depeche Nr. 9 af 1. April, her trykt som Nr. 984] indberettede herom, »intet erfaret, som kunde enten bestyrke eller afkræfte denne den græske Gesandts Formodning«. heller ikke stort. . . .

Jeg har nylig seet Kafka. Om Nordslesvig kunde han Intet sige mig. Han havde spurgt Wagener, sagde han, men denne havde Intet vidst. Men hvad Molzen angik, sagde han mig, at han endnu var i Frankrig i sin Politivirksomhed. . . .

G.Quaade.

P. Vedels Privatpapirer.

3

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 22. April 1871.

Kjære Vedel, . . . Jeg har, imellem os sagt, ikke saa let ved at skrive til ham [ɔ: Rosenørn-Lehn] som til Frijs; thi denne skrev selv en eller to Gange om Ugen og jeg havde kjendt ham siden vi begge vare unge Mennesker; men Baron Rosenørn har jeg kun kjendt meget lidet, og selv skriver han kun sjeldent, hvad der jo forresten er naturligt nok, da han kjender mig ligesaalidt som jeg ham, og der jo desuden hellerikke kan være synderligt at skrive om hertil fra Kbhvn. . . .

Jeg vedlægger en Coupon af Kreuzzeitung for igaar om det nordslesvigske Spørgsmaal. ¹⁾Findes ikke vedlagt; men der sigtes sandsynligvis til en Artikel, der er refereret i »Fædrelandet« for 22. April 1871 saaledes: Berlin. »Kreuzzeitung« betegner Diskussionen i herværende og fremmede Blade om det nordslesvigske Spørgsmaal som fuldkommen ørkesløs, da det ikke paany er sat i Bevægelse.

G. Quaade.

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsministerens Udtalelser i Ministerraadet
1. Maj 1871
i Anledning af Krigsministerens Forslag om, at der straks skulde gøres diplomatiske Skridt i Berlin om en Opfyldelse af Pragerfredens Art. V. ²⁾P. Vedels Overskrift. Iflg. Kriegers Dagbøger V, S. 164, fremkom Rosenørn-Lehn først 2. Maj med denne Udtalelse i Ministerraadet.

Intet tyder hen paa at den preussiske Regering skulde være tilbøielig til for Tiden at beskjæftige sig med det slesvigske s. 35Spørgsmaal. Naar denne Sag derfor nu skulde fremmes, maatte det være imod Preussens Ønske og kan altsaa ikke tænkes uden ved Hjælp af et stærkt ydre Tryk paa den preussiske Regering.

Selvfølgelig vil en Opfordring af os til nu endelig at udføre Pragerfreden ikke udøve en saadan Virkning i Berlin, saa meget mindre som vi neppe kunde vente at et saadant Skridt af os vilde blive understøttet af nogen anden Magt i Europa. Af alle Magter er der aabenbart kun een der indenfor visse temmelig snevre Grændser kunde have Evne og Villie til at antage sig vor Sag, nemlig Rusland, men det er bekjendt at Fyrst Gortchakow nylig bestemt har udtalt til den kgl. Gesandt, ¹⁾Nr. 977. at saalænge Freden mellem Frankrig og Tydskland ikke endnu er sluttet maa under alle Omstændigheder den slesvigske Sag hvile. Ere disse to Forudsætninger rigtige, at Preussen for Tiden ikke ønsker Sagens Gjenoptagelse og at ingen Magt finder Øieblikket gunstigt dertil, vilde en Opfordring fra os i Berlin, langtfra at gavne Sagen, tvertimod virke til Skade. Fyrst Bismarck vilde enten kunne afvise os med den Erklæring at Preussen ikke fandt Momentet beleiligt til at tage denne Sag under Behandling eller simpelthen henvise os til sine tidligere Tilbud med Garantier, Pengebyrder o. s. v., medmindre han muligvis nu maatte finde Anledning til at skærpe disse Betingelser yderligere. I begge Tilfælde vare vi bragte til Taushed og Alle vilde være enige i at bebreide den danske Regering dens Utaalmodighed.

Hvor pinlig og i mange Henseender hemmende for Udviklingen den nuværende Uvishedstilstand end er, skjønner jeg dog altsaa ikke at den kgl. Regering for Øieblikket kan giøre noget Officielt for at fremme en Afgiørelse af det slesvigske Spørgsmaal. Noget Andet er om Regeringen ikke heller kan foretage Noget for underhaanden at forskaffe sig nogen Oplysning om Preussens fremtidige Hensigter med s. 36Hensyn til Pragerfredens Art. V og for allerede nu at forberede Skridt, som skulle giøres naar det gunstige Øieblik dertil maatte være kommet. Det Første kunde ganske vist skee, hvis det var muligt at opnaae en udførlig fortrolig Tanke-Udvexling med Fyrst Bismarck, hvortil denne efter sin Natur maaskee ikke vilde vise sig utilbøielig. Men det gielder da om at finde en til en saadan Samtale egnet Personlighed, idet det neppe vilde kunne ventes at Rigskantsleren vilde udtale sig uforbeholdent til vor officielle og stadige Repræsentant i Berlin. Det Sidste vilde formeentligen bedst eller rettere sagt alene kunne skee ved Hjælp af Kongehusets personlige Forbindelser navnlig i Petersborg og det kan neppe betvivles at den russiske Keisers Interesse for Sagen allerede paa passende Maade er vakt ad denne Vei. ¹⁾Sml. Nr. 972 og 989 a, samt »Bismarck und die nordschleswigsche Frage« Nr. 277.

3*

Hvad der ligger for, er alene Spørgsmaalet om der med Nytte for Tiden kan giøres Noget herfra. Jeg skal altsaa opsætte at undersøge, hvorvidt det vil være i vor Interesse at tage Initiativet, saasnart Freden er sluttet, indtil dette Tidspunkt indtræder. Foreløbigt vil jeg kun bemærke, at paa den ene Side maa det vistnok af Alle erkjendes naturligt at den danske Regering da ikke længere opsætter at træde frem med sin Fordring, men paa den anden Side bliver det dog altid nødvendigt at undersøge, om det ikke vil være nyttigere at lade Preussen tage Initiativet. Det er nemlig min Overbevisning, at Fyrst Bismarck da vil finde det nødvendigt selv at bringe Sagen frem dels fordi en ordentlig Regering ikke uden Videre vil lade et traktatmæssigt Løvte henstaae uden Afgiørelse i den ene eller den anden Retning, dels ogsaa fordi han ikke kan fordølge sig at den europæiske Opinion trænger til at see Tydskland vise nogen Agtelse for Andres Ret. Men jeg antager rigtigtnok tillige at Preussens eventuelle Tilbud ville være clausulerede og betingede paa en Maade som vi ikke kunne gaae ind paa, og det turde være muligt at s. 37vi under en vanskelig Forhandling derom vilde være bedre tjente med at have afventet de preussiske Forslag hellere end selv at have taget Initiativet. — Det er ikke min Hensigt at antyde at disse Betragtninger bør være de afgiørende ved Spørgsmaalets Afgiørelse, men kun at giøre giældende, at vi ikke allerede nu ville udtale Noget om hvad der bør giøres, naar Freden engang foreligger.

Koncept med. P. Vedels Haand.

Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Fortrolig.
Wien, 7. Mai 1871.

Herr Baron,

Da jeg for nogle Dage siden havde en Samtale med Rigskantsleren, spurgte han mig atter, uden nogen Foranledning fra min Side, hvorledes det stod til med den nordslesvigske Sag„ og om den russiske Regjering havde gjort nogen Demarche i Berlin i Faveur af samme. Jeg svarede, at min Regjering intet havde meddelt mig herom, og at Herr Novikow, da jeg sidst havde talt med ham, heller ikke havde havt noget at meddele mig i saa Henseende. . . .

C. Falbe.

Depeche Nr. 19.

Christian IX til Maria Feodorowna.
Kjøbenhavn, 16. Maj 1871.

Min egen elskede Minny!

. . . Til Kaiseren har jeg ogsaa skrevet ¹⁾Dette Brev er foreløbig ikke fundet. og benyttet denne Leilighed for at opfordre ham til at bidrage Sit til at den Slesvigske Sag nu dog omsider maatte afgjøres med Tydskland og os med nogenlunde Billighed??

Din troeste
Papa.

Russiske Statsarkiver, Moskva.

A. E. M. Schleisner til Direktør P. Vedel.
Berlin, 27. Mai 1871.

Høivelbaarne Hr. Etatsraad!

Igaar tillod jeg mig at sende Dem et Brev, ¹⁾Om H. A. Krüger, der under Schleisners Pleje laa syg i Berlin. som maaskee blev mindre vel affattet end det burde have været, men Kmhr. Q[uaade] mente det var rigtigst at jeg skrev strax, og jeg maatte ile med at skrive for at faa Brevet tidsnok afsted, og blev desforuden stadig afbrudt af K[rüger], naar jeg enten maatte give ham Medicin, eller naar han ønskede at tale med mig.

Da han opfordrede mig til at tage hertil med ham, sagde jeg Ja af forskjellige Grunde; De var saa god at virkeliggjøre, at jeg kunde opholde mig her, og jeg kan ikke være andet end glad over at jeg har været hos ham, omendskjøndt den Tilværelse jeg fører her er alt andet end glædelig.

Jeg er glad over at jeg er hos ham her, fordi jeg næppe indseer hvorledes han som Fremmed skulde være kommet ud af det, naar han ikke havde havt Nogen om sig under hans nuværende Tilstand. . . .

Jeg har altid været af den Mening, fra det Første jeg lærte ham og hans Forhold at kjende, at hans Stilling var den, her at fremtræde som en levende Protest, der alene ved sin Tilstedeværelse gav sin Meningsyttring tilkjende, han er et saa talende et saa levende Bevis, at der ikke behøves mere end hans Personlighed. Jeg troer derfor, uden at træde Beskedenheden for nær, ogsaa at kunne være glad over at jeg her har havt Leilighed til at gjøre ham fortrolig med (overbevise tør jeg ikke sige), at han ikke gavner Sagen ved at ville behandle en Regjering, og mindst den herværende, paa samme Maade, som han i sin Tid behandlede sine ham ubehagelige Gjæster, da han var Krovært. Jeg er glad over at han har indseet, at han kun kan skade Sagen ved her paa Talerstolen oplæsende at producere Taler, om hvilke han selv siger, at »de kun ere til for at kaste v. B. Sten i s. 39Veien«, medens jeg nærmest vilde betegne dem som Knappenaalsstik, og om hvilke dog enhver her troer, at de hidrøre fra den danske Regjering. Idag fik han Besøg af Kmhr. Q., han veed naturligvis ikke, at det er sket paa mit Initiativ, men jeg er overmaade glad over dette Besøg, fordi det har beroliget hans Sind i høi Grad. Herregud, Forfængelighed have alle meer eller mindre, og jeg maa tilstaa, at Virkningen her har overtruffet min Forventning; med lidt Imødekommen vil man med Lethed mildne hans af Naturen saa godmodige Sind, og bringe den Bitterhed til at forsvinde, som han desværre har næret og nærer mod Forskjellige, som ville det Bedste for den Sag, som han er det levende Udtryk for, men om hvilke han troer, at de af rent personlige Grunde ikke ville yde ham den Understøttelse, han mener at være berettiget til at fordre.

Til mig yttrer han sig aabent og frit, fordi han har fuldkommen Tillid til mig, og det kan han ogsaa have, fordi han veed, at jeg aldrig vilde handle mod hans eller den Sags Interesse han arbeider for, og det er netop i denne Sags Interesse, at jeg har holdt det for min Pligt, ligeoverfor Deres Høivelb. og Kmhr. Q., da De paa Deres Standpunkt ere hævede over enhver Smaalighed, at omtale de Følelser og Anskuelser han nærer overfor den danske Regjering og dens Repræsentanter. Det har gjort mig ondt, denne Gang at see den Voldsomhed hvormed han fremsætter disse Anskuelser, som han ledsager af Fortællinger, om hvilke man ikke veed hvad man skal tro; men ved at samtale med Kmhr. Q. i den senere Tid, har jeg erfaret, at han for en stor Del phantaserer sig dem til. Han er ligesom et stort Barn i den Henseende, og aner naturligvis ikke den Skade han kan gjøre ved at udbrede sine falske Forestillinger og Opfattelser til Andre.

Pintsesøndag.

[Om Krügers Sygdom.] Idet jeg slutter dette Brev, som er skrevet under idelige Afbrydelser, beder jeg Deres Høivelb.s. 40undskylde den maaskee noget ligefremme og umiddelbare Maade hvorpaa jeg har skrevet, idet jeg haaber at den gode Hensigt ikke mis[for]staaes.

A. E. M. Schleisner.

Oreby.

Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn til Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin.
Copenhague, 14 juin 1871.

D’après lettre parvenue à la Reine le duc de Mecklenbourg ¹⁾Hertug Georg af Mecklenburg-Strelitz, der var en Broder til Frederik VIIʼs 2. Hustru, var gift med Storfyrstinde Catharine af Rusland. Jvf. Kriegers Dagbøger V, S. 171 under 4. Juni 1871 og Nr. 991 a. à St. Pétersbourg a dit que le moment actuel serait peut-être propice pour faire des démarches à Berlin relatives à l’article V. En savez-vous quelque chose? Y-a-t-il lieu de croire que le duc s’est prononcé ainsi d’après inspiration du cabinet prussien ou par suite de la présence de l’Empereur russe à Berlin? Une mesure de cette nature vous paraît-elle opportune?

Koncept til Chiffertelegram; paa en anden Koncept staar: Efter UMinisterens Ordre afsendt pr. Post istedetfor pr. Telegraph.

Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 19. Juni 1871.

Kjære Directeur!

Uagtet jeg vel veed at Ro og Fred er en af Hovedbetingelserne for at man skal kunne nyde godt af en Badekuur, og det er langt fra at jeg vil forstyrre denne for Dem, kan jeg dog ikke lade være at sende Dem et Par Ord idag, og tager dette saameget mindre i Betænkning, som den Efterretning, jeg har at bringe, dog hører til de bedre. Jeg havde nemlig igaar et Brev fra Kammerherre Quaade, ²⁾Koncept, dateret 16. Juni, findes blandt Quaades Papirer i U. A. hvori han melder »at Udvandringssagen nu staaer en heel Deel bedre«, idet s. 41nemlig Hr. v. Balan havde sagt ham, at ikke alene Udenrigsdepartementet, men ogsaa Krigsministeriet og Baron Carl Plessen nu vare paa vor Side, og at det altsaa for Tiden hovedsagelig kommer an paa at vinde Localautoriteterne eller bringe dem til Taushed. Dette kan nu vistnok have sine Vanskeligheder, da de overalt i Pr. ere i Besiddelse af stor Competence, men paa den anden Side skulle de i vore Skrivelser førte Beviser for de af dem begaaede Overgreb have gjort god Virkning i Berlin. Det er jo altsammen godt og glædeligt, men hvad ville de gjøre for at bøde paa de begaaede Overgreb?

Jeg maa dernæst fortælle Dem, at Heydebrandt forleden Dag — udenfor den alm. Conferencetid og uden anden særlig Anledning end at fortælle mig at — jeg troer det var — Italien, der havde taget denne venezuelaske Historie ¹⁾Den danske Regering var af Tyskland blevet opfordret til at deltage i en diplomatisk Fællesaktion i Venezuela til Beskyttelse af de derboende Udlændinges Interesser. — Skrivelse til den danske Generalkonsul i Caracas 1. Juni 1871. Geheime Registraturen. paa samme Maade som vi — besøgte mig, og efterat have udtalt sine Beklagelser over at den fatale Udvandringssag ikke kunde falde ilave, bestemt raadede til at paalægge Quaade at søge Leilighed til at behandle den i en privat Sammenkomst med »Fürsten«. Jeg fandt det uforsvarligt at lade denne Yttring, især da den kom frem for anden Gang, gaae upaaagtet hen, og confererede derfor med Krieger, ²⁾Sml. Kriegers Dagbøger V, S. 175. med hvem jeg vidste at De havde talt derom første Gang, og da han ganske var af min Mening telegrapherede jeg til Quaade forat »invitere« ham til at søge en Samtale med Bismarck. Jeg troer nok at Q. er blevet noget forskrækket ved denne »Auftrag«, imidlertid har han lovet at gjøre sit Muligste. Det vil nu dog maaskee være overflødigt. Hans Brev var forresten skrevet i en noget gnaven Tone, der især kom til Udtryk i en høflig Bebreidelse, fordi jeg havde antydet i Telegrammet s. 42at han selvfølgelig ikke maatte slaa paa »Compromisset« i Samtalen med B. — men det skriver jeg paa Regning af hans ufrivillige Ophold paa en Tribune i stegende Solhede fra Kl. 7 F. M. til Kl. 4½ E. M. for at beundre Seirsindtoget.

Det omtalte Brev ¹⁾Jvf. Nr. 991 og Kriegers Dagbøger V, S. 174 under 13. Juni 1871. fra Hertug G. af Mecklenb. er da kommet, og Kongen læste det, eller ialfald en Deel deraf, for mig forleden. De kan vel vide at en Yttring som den, at han (Hertugen) holdt for, dass der rechte Augenblick vielleicht jetzt gekommen wäre, um in Berlin ganz leise anzuklopfen — havde gjort et vist Indtryk paa ham, men da han ikke turde besvare mit Spørgsmaal om det var at betragte som det Raad fra Keis. af Rusland, som vi saalænge havde ventet paa, gav han mig Ret i, at det dog vist var bedst at opsætte denne Anklopfen i det Mindste til vi fik at see, om der kommer Noget ud af den keiserlige Sammenkomst, hvorom der ikke høres det allermindste. Forresten var Brevets Indhold ikke meget trøsterigt: et Sted siges der at Bismarck har yttret maaskee nok at ville aftræde os det »tørninglehnske« og et andetsteds føies til at ikke engang denne Bid kan blive tilkastet os (mine Ord) »ohne Opfer z. B. Abschluss versch. Handelsverträge«, hvorpaa Prindsen dog mener at vi paa Grund af vort Forhold til det øvrige Scandinavien ikke kunne gaae ind.(?) Jeg anseer nu slet ikke dette Brev for Andet end en høflig og velvillig Udtalelse fra Fætteren til Cousinen, men fandt derhos, at Quaade dog maatte kjende dets Indhold, og jeg lod derfor ganske kortelig telegraphere til ham. Han svarer mig nu at han Intet veed og ikke troer at Brevet er inspireret af Keiseren, ligesaa lidt som at det indeholder Noget, der kan bygges videre paa. ²⁾Telegrammet til Quaade er det som Nr. 991 trykte. »Nu« ɔ: vistnok i Brevet af 16. Juni, se S. 40, Note 2. . . .

O. D. Rosenørn-Lehn.

P. Vedels Privatpapirer.

Direktør P. Vedel til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Modum, 23. Juni 1871.

Kjære Excellence.

Jeg takker Dem ganske særdeles for det Brev, som jeg igaar modtog ¹⁾Trykt som Nr. 991 a. — baade for Brevets egen Skyld og for de fortræffelige Efterretninger det bragte mig om den Slesvigske Udvandresag. Det var et trøstende Svar paa de mistrøstende Reflectioner som jeg nogle Dage iforveien havde udtalt til Dem og jeg vilde rigtigtnok føle mig en heel Deel lettere om Hjertet, hvis den Sag kunde faae et anstændigt Udfald. Det faaer at være at endeel Slesvigere have faaet noget Vand og Brød og liidt andre Gjenvordigheder, naar kun den danske Regering endelig faaer Ret i Hovedsagen — skeer det, forekommer det mig at vi gjøre klogest i ikke at spænde Buen strammere og forlange Opreisning for det Skeete. Vi kunne altid sige, at det var de Paagjældendes egen Skyld, da de frivilligt indfandt sig i Slesvig, istedetfor at blive her og afvente Resultatet af den danske Regjerings Bestræbelser i Berlin. Desuden maa det erkjendes at den preussiske Regering vilde have meget store Vanskeligheder og at dens Autoritet vilde lide et uhyre Skaar, hvis den skulde godgjøre de skeete Overgreb. Naturligvis er det ikke retfærdigt at lægge et saadant Hensyn til Grund men i Diplomatien, mere end i alle andre Forhold, gjælder det om at vide at sætte sig paa sin Modstanders Standpunkt og derfor at bedømme hvad der [er] nogen Mulighed for at opnaae.

Den Samtale, Quaade er bleven »inviteret« til at søge med Bismarck haaber jeg at han ikke har opgivet fordi han har faaet beroligende Meddelelser om Sagens Stilling, og det haaber jeg af 2 Grunde. For det Første kunde det jo være — det have vi jo seet før — at man har villet trøste ham, og hvis det da viste sig at Resultatet blev anderledes end vi s. 44havde Grund til at vente efter Balans Yttringer, vilde vi altid bebreide os, og Rigsdagen, naar den til Efteraaret rimeligvis faaer vore Papirer at see, vilde sikkert regne Regeringen det stærkt tillast at vi ikke havde forsøgt et Middel, der baade i og for sig fremstiller sig som naturligt og desuden særligt er anbefalet af Heydebrand. Men for det Andet vilde det være en ypperlig Anledning for Q. til at »anklopfen« i den store Sag, uden at dette Skridt faaer en Characteer som senere kunde genere os. Som De veed, har jeg ikke altfor optimistiske Forestillinger om hvad der er Udsigt til at opnaae, men i alt Fald bør vi Intet forsømme. Meget eller lidet, troer jeg dog at vi bør tage hvad vi kunne faae, NB. hvis det ikke gjøres afhængigt af farlige og skadelige Betingelser. Handelstraktat i og for sig kan være meget acceptabel og efter Omstændighederne gavne os begge men det maa naturligvis alene komme an paa at Handelstraktaten, afseet fra alle andre Hensyn, ogsaa virkelig er gavnlig for os eller i alt Fald ikke er skadelig, thi er det modsatte Tilfældet, synes jeg rigtigtnok at vi ikke, om man saa bød os hele det danske Slesvig, skulde risikere vor hele Fremtid. . . .

Endelig er der en lille Sag som jeg tillader mig indstændigt at anbefale. Der var tidligere i Kiel en fransk Consul, Valois, som havde Leilighed til før 1870 at yde den danske Regering meget væsentlige Tjenester. Der var dengang og navnlig i Grev Frijs’ Tid flere Gange Spørgsmaal om at gjøre ham til Ridder i denne Anledning men uagtet jeg fuldkomment erkjendte hans Qualification, tillod jeg mig dog at gjøre opmærksom paa at det vilde være lidet politiskt at henlede den preussiske Regerings Opmærksomhed paa hans Forbindelser med Danmark ved at give ham Dannebrogen. Denne Betragtning erkjendtes af Dotézac og af Grev Frijs og Resultatet blev at man indskrænkede sig til at love ham Korset, saasnart han ikke længere var ansat i Holsteen. Hans gamle Ven, Professor Panum her ved Universitetet har nu erindret mig om dette formelle Løvte og paa hans Vegne bedet om s. 45at det nu maatte blive indløs da han for Tiden arbeider i Ministeriet i Paris og det vilde være en Anbefaling for ham at faae den danske Decoration. Jeg troer at Deres Excellence i denne Motivering vil finde tilstrækkelig Anledning til at indstille ham til Ridder, »i Betragtning af tidligere Tjenester ydede af ham saavel i den Tid, han før 1864 fungerede som Consul i Kiel under den danske Regering som ogsaa efter denne Tid.« Vilde man være meget forsigtig — jeg troer slet ikke at det behøves men i alt Fald kunde det jo ikke skade — kunde man jo gjennem Trap indrette det saa, at Udnævnelsen ikke kom i Aviserne. Hvis Deres Excellence vilde lade Koefoed med et Par Ord i sin Tid underrette Prof. Panum om Udnævnelsen, vilde jeg være Dem meget erkjendtlig derfor. ¹⁾A. J. de Valois, fhv. fransk Konsul, blev Ridder af Dannebrog 8. Juli 1871. — Sml. Aage Friis: Den danske Regering og Nordslesvigs Genforening med Danmark I, S. 240 f., 271, 273 f.

P. Vedel

P. Vedels Privatpapirer. — Paaskrift med P. Vedels Haand: Til Baron Rosenørn.

Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 26. Juni 1871.

Kjære Directeur!

Uagtet jeg forudseer at jeg — i Særdeleshed paa Grund af et langt Besøg af Prinds Hans, der lige var kommet hjem fra London, ²⁾Sml. Hähnsen II, S. 347. og derfor som De kan tænke Dem snaksom i en foruroligende Grad, — kun kan faae Tid til at skrive Dem et udjaget Brev til, vil jeg dog sende Dem et Par Linier forat sige Dem Tak for Deres Brev, der jo bringer mig ganske gode Efterretninger om Deres Befindende, uagtet jeg nok seer at De ikke finder Opholdet i Modum overdrevent moersomt; og s. 46deels forat melde Dem at Quade da atter maa have taget feil af sine Preussere, idet Krigsministeriet jo ingenlunde er enigt med os i det slesvigske Udvandrerspørgsmaal. ¹⁾Se Nr. 991 a. Kommer dertil at Bismarck om end i en høflig Form har nægtet at modtage ham, er jeg tilbøielig til at ansee det for det rette Øieblik til at komme frem med den oftomtalte Commission. ²⁾Udvandringssagen: Ordningen af de, særlig under Krigen til Danmark udvandrede værnepligtige Slesvigeres Forhold, der i Efteraaret 1872 afgjordes ved »Aabenraakonventionen«. Denne var forberedt af en Kommission af danske og tyske Befuldmægtigede, hvis Nedsættelse bifaldtes ved kgl. Resolution af 5. August 1871. Sml. Mackeprang, Nordslesvig 1864—1909, S. 76 ff. Der indeholdes i de udenrigsministerielle Akter og Breve en Mængde her udeladt Omtale af denne vigtige Sag. Jeg har derfor isinde at forebringe Sagen for Ministerconferencen i Morgen, og beder Dem derfor at meddele mig Deres Tanker i faae Ord, saasnart De kan, om De finder det rigtigt at vi bryde Isen, om Øieblikket er gunstigt, om Valget af Mellemmændene (Nielsen og Villemoes f. Ex.) osv. Jeg har anmodet de Coninck om samtidig at sende Dem Afskrifter af Quades Rapporter og Breve i de sidste Dage. — Om det store Slesvigske Spørgsmaal veed Q. som De seer Intet, og Kongen har sagt mig at han heller Intet har erfaret om der har fundet en Samtale Sted imellem de to Keisere i Anledning af det. . . .

O. D. Rosenørn-Lehn.

P. Vedels Privatpapirer.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister, Baron Rosenørn-Lehn.
Berlin, Ier juillet 1871.

Monsieur le Baron,

Je ne saurais tarder plus longtemps à répondre à la dépêche chiffrée ³⁾Nr. 991. que Votre Excellence m’a fait l’honneur de m’adresser dernièrement au sujet de l’article V.

II m’est impossible de croire que la suggestion mentionnée s. 47dans cette dépêche ait été inspirée par le cabinet de Berlin, ni mes propres impressions ni les informations que j’ai pu recueillir ne me portent à considérer le moment actuel comme propice pour une démarche faite par nous en vue de la mise à exécution du dit article.

J’ai vu récemment le ministre de Russie et je lui ai demandé son opinion, sans toutefois lui faire part du motif spécial que m’avait fourni la dépêche de V. Exc. —

M. d’Oubril dit qu’il a toujours confiance dans la bonne volonté de M. de Bismarck, mais que ce dernier a contre lui l’Empereur et le parti militaire, tandisque le gouvernement prussien est encore très occupé d’autres affaires, et que par conséquent il n’y a pas, selon lui, de probabilité pour que ce gouvernement fasse rien pour le Danemark à l’heure qu’il est. D’autre part M. d’Oubril ne croit pas que l’Autriche soit à même ou ait la volonté d’insister pourque la Prusse accomplisse son engagement envers elle, et dans ces circonstances il est d’avis qu’afin de ne pas tout compromettre, il ne faut rien précipiter, mais, sauf l’imprévu, attendre pour qu’une appréciation correcte de ce qu’exigent la situation politique et les véritables intéréts de l’Allemagne, gagne du terrain. Les vues de M. d’Oubril coincident avec celles des autres personnes que j’ai pu consulter sur la question qui nous occupe.

Quaade.

Chiffer-Depeche Nr. 14, modtaget 3. Juli 1871.

Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 3. Juli 1871.

Kjære Directeur!

. . . De vil ogsaa have erfaret at Forsøget med vor »Anklopfen« i Berlin aldeles mislykkedes, idet Bismark ikke har villet modtage Q. og at der ikke er sporet den allerringeste s. 48Virkning i vor Interesse af de to Keiseres Sammenkomst i Berlin. At Q. tilligemed sin Kone forlod Theatret ved den store Gallaforestilling for at undgaae at see et for Danmark ydmygende Tableau ¹⁾Ved Gallaforestillingen 17. Juni 1871 opførtes Digtningen »Barbarossa« af Hein, med historiske Tableauer. Som 5. Billede var planlagt: 1864 u. 1866, der imidlertid udgik. (Quaades Dep. Nr. 21, 18. Juni 1871.) fandt jeg i sin Orden; men heldigere havde det jo været, dersom han var bleven, da vedkommende Nr. i Forestillingen, saavelsom et østerrigsk, man mener for Gablenz’ Skyld, paa allerh. Befaling gik ud. . . .

O. D. Rosenørn-Lehn.

P. Vedels Privatpapirer.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigskeminister Baron Rosenørn-Lehn.
Berlin, 11. Juli 1871.

I Forbindelse med min allerærbødigste Indberetning af Gaars Dato Nr. XCIV tillader jeg mig at fremsende omstaaende Afskrift af en Artikel i National-Zeitung for igaar Aftes om det nordslesvigske Spørgsmaal. ²⁾Af »National-Zeitung« for 10. Juli 1871:

Jeg troer at kunne afholde mig fra enhver Betragtning over det egentlige Indhold saavel af denne som af de igaar omhandlede Artikler, og skal saaledes indskrænke mig til at fremhæve, at den her fremsendte Artikel stemmer med Statssecretair Thiles Udsagn til mig om at der fra den preussiske s. 49Regjerings Side intet laae til Grund for Meddelelsen i »Elberfelder Zeitung«. ¹⁾I »Dagbladet« for 11. Juli 1871 refereres bl. a. en Artikel i »Elberfelder Zeitung« om, at den preussiske Regering, da Danmark vedbliver at stille overdrevne Fordringer m. H. t. Opfyldelsen af Art. 5, agter at henvende sig til Østrig for at blive fritaget for den i Art. 5 indgaaede Forpligtelse.

Ogsaa den herværende østerrigske Chargé d’affaires siger mig, at der intet er ham bekjendt hvorefter fornævnte Meddeelelse kunde fortjene Tiltro.

Quaade.

Depeche Nr. XCV, modtaget 13. Juli 1871.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister, Baron Rosenørn-Lehn.
Berlin, 13. Juli 1871.

I Forbindelse med min allerærbødigste Indberetning af 11te d. M., om de seneste Avisrygter angaaende det nordslesvigske Spørgsmaal, har jeg den Ære at indberette, at Herr v. Thile idag har sagt mig, at efter at han havde havt Leilighed til nærmere at erkyndige sig i den omhandlede Henseende, kunde han nu give mig den bestemte Forsikkring, at der af den preussiske Regjering hverken var forberedt eller foretaget Nogetsomhelst i bemeldte Anliggende, som kunde begrunde hine Rygter. Han tilføiede, uden særlig Foranledning fra min Side, at han med Hensyn til den Skade, som den allerede nu i de offentlige Blade begyndte Polemik om det omhandlede Spørgsmaal kunde forvolde, havde til Hensigt at lade Rygterne modsige paa en saadan Maade, at der ingen Tvivl kunde være om, fra hvilken Kilde Modsigelsen hidrørte.

Quaade.

Depeche Nr. XCVII.

4

Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Fortrolig.
Wien, 28. August 1871.

Deres Excellence,

Jeg har idag gjort Rigskantsleren min Opvartning og fandt Hans Excellence meget vel af Udseende efter sit Ophold i Gastein. ¹⁾I August og September 1871 fandt i Gastein, Ischl og Salzburg Møder Sted mellem den tyske og østrigske Kejser og deres Rigskanslere, Bismarck og Beust. Han yttrede, at de sidste Dage vel havde været noget bevægede og i den Henseende mindre heldige, som Slutning paa en Badecuur; men at hans personlige Møde med Fyrst Bismarck, afseet herfra, havde været af en saa behagelig Natur, at han ikke kunde Andet end være i høi Grad tilfreds over, at have havt Leilighed, til at udvexle Tanker med ham om alle vigtigere Spørgsmaal, og da navnlig om de to Rigers gjensidige Stilling, saaledes som det sidste Aars Begivenheder havde medført den. Fyrst Bismarck havde været den Første, til at fremsætte sine Anskuelser i denne Henseende, og han havde havt den Tilfredsstillelse, at finde dem i Et og Alt stemmende med hans egne. Det var nødvendigt i Politikken, tilføiede Kantsleren, at bedømme Situationerne, og rette sig efter dem, saaledes som de faktisk vare, medens det ikke gik an, at lade sig lede af sit eget gode eller slette Lune. Deres Excellence vil lettelig af min ærbødige Rapport af 24de Dennes kunne see, hvem dette Sidehug gjaldt. ²⁾Der sigtes til indre Modsætninger i Østrig, der i Novbr. 1871 førte til Beusts Fald. . . .

Marquis de Banneville ³⁾Gaston Robert Morin, Marquis de Banneville (1818—81), fransk Gesandt i Wien 1871-73. har meddelt mig, at han . . . havde videre forespurgt [Grev Beust], hvorvidt Rygtet havde talt sandt, at den slesvigske Sag havde været Gjenstand for Forhandling. Grev Beust nægtede dette paa det bestemteste, og søgte at fralægge sig Ansvaret for Art. V,s. 51og at føre dette over paa den franske Regjering. Da han ikke fandt Medhold heri hos Marquis de Banneville, havde Rigskantsleren yttret, at han havde taget sig med Iver af Sagen i Berlin indtil i 1868, men at han var bleven standset i sin Virken af den danske Regjering selv og af dens Gesandt i Berlin, som havde yttret Frygt for, at en Pression fra Østrigs Side snarere var til Skade for de slesvigske Forhandlingers Fremme, og fra den Tid af havde han afholdt sig fra enhver Demarche. ¹⁾Sml. Nr. 999. Han stod videre i den Formening, at den russiske Regjering havde gjort sig til Talsmand for vor Sag, og maaskee var bedst egnet, til at gjøre dette med Held. Grev Beust havde tilføiet, at han vilde udtale sig til mig i denne Retning, naar han saae mig. Da jeg imidlertid ansaae det for ørkesløst, at gjøre Spørgsmaalet til Gjenstand for en Samtale, saalænge mine Instruxer ikke tillade mig at søge at fremkalde en Action fra det keiserlige Cabinets Side, undgik jeg i min Samtale med Grev Beust al Hentydning dertil, og gjorde denne saa kort, som Høfligheden tillod det. . . .

C. Falbe.

Depeche Nr, 21, modtaget 4. September 1871.

Godske Nielsen til Udenrigsminister, Baron Rosenøm- Lehn.
Kjøbenhavn, 30. August 1871.

Henholdende mig til min Samtale med Deres Excellence i Mandags Morges skal jeg ikke undlade at meddele, at naar Kryger [har] faaet sit Udlæg til Dr. B[auer], i dette Øieblik Rdl. preuss. 307, refunderet imod Kvittering fra ham, K., saa har han Intet Andet at ønske, end at der aarlig udbetales Dr. B. Rdl. preuss. 300, saalænge han assisterer Kryger under Rigsdagsvirksomheden i Berlin. . . .

Godske Nielsen.

Oreby.

4*

Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Wien, 11. September 1871.

Herr Baron,

Hans Majestæt Keiseren er igaar vendt tilbage hertil fra Salzburg og samtidigt er Rigskantsleren indtruffen, der idag har havt sin sædvanlige Modtagelsesdag for corps diplomatique. Jeg afholdt mig saameget mere fra at søge Grev Beust, som jeg efter en fortrolig Samtale med Grev Andrassy maatte være forberedt paa, at Kantsleren vilde bringe den slesvigske Sag paa Bane, da samme har været Gjenstand for Omtale under Keisermødet, og jeg ifølge Deres Excellences Instructioner er anviist paa, at undgaae dette vort vigtigste Spørgsmaals Forhandling med ham.

Grev Andrassy ledte nemlig Samtalen hen paa denne Sag ved direkte at spørge mig, hvorledes den stod, og da jeg svarede ham, at den, saavidt jeg vidste, stod aldeles stille, yttrede han: »Nuvel, det lader til, at de Vanskeligheder Fyrst Bismarck møder hos den nordslesvigske Befolkning, genere ham stærkt, og at han gjerne skilte sig ved den. Det Bedste De derfor kan gjøre, hvis De vil have Nordslesvig tilbage, vil være, at De sørger for, at Befolkningen gjør ham Livet saa suurt som muligt.« Jeg svarede, at jeg ikke troede det vilde være den rette Maade at gribe Sagen an paa. Existerede virkelig saadanne Dispositioner hos den preussiske Regjering, som dem Greven antydede, vilde den dog neppe være villig, til at give efter for et saadant Tryk, hvilket vilde være et Exempel for Befolkningen i Elsass-Lothringen, som Regjeringen neppe kunde være tjent med at give. Fyrst Bismarck kunde meget bedre, efter min Mening, erklære, at han ved at tilbagegive Danmark Nordslesvig opfyldte et Løfte om Udførelsen af Prager Freden, givet ved Krigens Udbrud, for at sikkre sig vor Neutralitet. Dette Løfte havde han vel ikke s. 53givet direkte, men ladet os det tilflyde gjennem den storbritanniske og den russiske Regjering. ¹⁾Udfor dette Sted er der i Marginen, vistnok med P. Vedels Haand, skrevet: NB? Falbes Fremstilling er urigtig. (Sml. Nr. 998, Slutn. og 999, Slutn.)

Grev Andrassy bifaldt denne min Anskuelse, og skulde jeg være saa heldig i saa Henseende ogsaa at finde Billigelse hos Deres Excellence, troer jeg, at, saaledes som Situationen er for Øieblikket, Tiden turde være kommet, hvor det kunde lykkes ved Grev Beusts og maaskee nærmest ved Grev Andrassys Hjælp, da denne er en særlig persona grata i Berlin, at bevæge Keiser Vilhelm og hans mægtige Rigskantsler, til at betragte det slesvigske Spørgsmaal fra det ovenfor fremsatte Synspunkt, og maaskee at bringe det nærmere en for os ikke altfor ufordeelagtig Løsning. — Der kan nemlig neppe være nogen Tvivl mere om, at Mødet i Salzburg vil danne et Vendepunkt i Magternes tidligere Forhold til hinanden. Den russiske Regjerings Mistillid er vakt og vil, hvis den udvikler sig videre, føre til et spændt Forhold mellem Berlin og Petersborg og til den forudseete fransk-russiske Alliance. Det hedder vel, at ingen formel Pagt er bleven sluttet i Salzburg, og jeg har al Grund til at troe Rigtigheden deraf, thi jeg veed af god Kilde, at Grev Hohenwart, ²⁾Grev Hohenwart var østrigsk Ministerpræsident. inden han begav sig dertil, fik et bestemt Løfte af Keiseren om, at han ikke vilde binde sig skriftligt; men Fyrst Bismarcks Bestræbelser, for at binde Østrig til Tydskland, kan ikke mere benægtes, ligefra han tilskrev Grev Beust personligt, for at forespørge, om han kunde træffe ham i Gastein og rede til en Forhandling. Dette Faktum er tilstrækkeligt for den russiske Regjering, til at drage den Slutning, at den tilsigtede Tilnærmelse mellem Tydskland-Østrig, om den end ikke er rettet direkte imod den, dog vil forandre Stillingen aldeles til dens Skade, naar hensees til det orientalske Spørgsmaal.

s. 54Den Reserve, som baade Grev Beust og General Schweinitz ¹⁾Tysk Ambassadør i Wien. viste mod Hr. Novikow, er et tydeligt Fingerpeg, og denne lægger ikke Skjul for mig paa sine Apprehensioner. Ligesaa tilbageholdende har Kantlsleren været mod Marquis de Banneville, men lod dog denne skimte, at der var en meget stor Lighed mellem Situationen i Salzburg i 1867 og nu, kun at Østrigs Rolle er omvendt ved denne Leilighed. L’entente cordiale er imidlertid ligesom dengang bleven constateret, og de gjensidige Løfter og Forpligtelser ere blevne noterede. De nedskrevne Notitser ere blevne confererede, men der har ingen Underskrift fundet Sted. Hvorledes Østrig efterkom sine Forpligtelser fra 1867 mod Frankrig er i friskt Minde. ²⁾I 1867 fandt en Tilnærmelse Sted mellem Østrig og Frankrig, der gav sig Udtryk i Allianceforhandlinger og Møder mellem Kejser Franz Josef og Napoleon III, men som — saavidt vides — ikke førte til bindende Aftaler om Forbund. — Se Oncken: Die Rheinpolitik Kaiser Napoleons III. Bd. I, S. 55 f., 62 ff. — Østrig var neutralt under den fransktyske Krig.

Den kongelige Regjering kan under de nærværende Omstændigheder neppe mere knytte noget Haab til den af Kei ser Alexander hidtil udviste Interesse for vor Sag. Har end Fyrst Bismarck endnu ikke naaet det Maal, han har sat sig overfor Østrig, saa opgiver han neppe at arbeide videre hen derimod paa det Grundlag, han har vundet i Salzburg, og vil derfor være saameget mindre uvillig, til at laane Øre til en Forestilling, der maatte komme fra denne Side og som knyttede sig til hans egne seneste Udtalelser, thi til saadanne refererede Grev Andrassy vistnok. Jeg kan imidlertid ikke dølge, at Vanskelighederne, ved at bringe Sagen paa Bane nu, ville være ulige større, end om det var skeet i Salzburg selv, da Anledningen gaves dertil fra preussisk Side. . . .

C. Falbe.

Depeche Nr. 22.

Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn til Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien.
Kjøbenhavn, 20. September 1871.

De forskjellige Depescher som Deres Høivelbaarenhed har tilskrevet mig om de to Keiseres Sammenkomster og navnlig Deres sidste Rapport Nr. 22 ¹⁾Trykt som Nr. 997. give mig Anledning til nærmere at udtale mig om, hvorledes jeg opfatter Forholdet mellem Tydskland og Østerrig paa den ene Side og mellem det førstnævnte Rige og Rusland paa den anden Side, navnlig forsaavidt jeg derpaa støtter min Anskuelse om den Holdning der bedst kan stemme med vor Interesse i det slesvigske Spørgsmaal.

Jeg troer at Tydsklands Avancer mod Østerrig ere oprigtigt meente, thi ligesom jeg er overtydet om at en Tilnærmelse mellem disse to Stater stemmer med Keiser Wilhelms Characteer og personlige Tilbøielighed, saaledes antager jeg ogsaa at Fyrst Bismarck ønsker at Østerrig skal bevare sin nuværende Stormagtsstilling og at han idetmindste for det Første ikke tænker paa at udvide Tydskland over det tydske Østerrig. Jeg forstaaer dernæst meget vel at denne Tilnærmelse kan gjøre Rusland betænkelig men derimod indseer jeg ikke hvorledes det skulde kunne stemme med Tydsklands Interesse at give denne vaagnende Mistro hos Petersborger-Cabinettet Næring. Langtfra at stille sig saaledes, at en fransk-russisk Alliance vilde blive det naturlige Svar paa den tydsk-østerrigske entente, troer jeg derfor at Tydskland tvertimod vil vise Imødekommen og Opmærksomhed mod Rusland. Selv om man i Berlin forudseer at det Øieblik kan komme, da Forhold i Orienten ville tvinge Tydskland til at skuffe de Forventninger som Rusland hidtil har knyttet til sin tydske Alliance og selv om man ikke fordølger sig at et Thronskifte i Petersborg muligvis vilde kunne have Indflydelse paa Keiserhoffets politiske Sympathier —s. 56og jeg kan næsten tilføie, netop naar man i Berlin har disse Eventualiteter for Øie — vil man omhyggelig undgaae at fremskynde en saadan Forandring i det gjensidige Forhold ved allerede nu at vise Kulde og Ligegyldighed imod Rusland. Det forekommer mig ikke usandsynligt at Fyrst Bismarck fremfor Alt bereder sig paa at Frankrig, saasnart det kommer til Kræfter igien, vil gjenoptage Kampen, og med en saadan Udsigt for Øie kan det allermindst convenere Tydskland at give Anledning til en Tilnærmelse mellem Frankrig og Rusland.

Naar jeg efter disse Betragtninger over den nærmeste Tids politiske Stilling i Almindelighed vender mig til det slesvigske Spørgsmaal, maa jeg strax bemærke at jeg ikke troer at fremmed Indflydelse i nogen meget væsentlig Grad vil kunne indvirke paa Preussens Beslutninger i denne Sag. Skulde Preussen nogensinde bestemme sig til en virkelig loyal Opfyldelse af Pragerfredens Art. V, vilde det vistnok snarere være, fordi det fandt det stemmende med sin Interesse ikke at møde fremtidige Eventualiteter med en misfornøiet Nationalitet i Nordslesvig og med en forurettet Nabo paa sin Nordgrændse. Forsaavidt finder jeg altsaa Grev Andrassys Tanke ret vel begrundet, idet han vistnok kun har villet udtale at en fortsat Misfornøielse i Nordslesvig kan blive et vægtigt Motiv for Preussen men derimod ikke, at man nogensinde i Berlin skulde vedgaae den som den virkelige Grund til en Tilbagegivelse, der derimod ostensibelt vilde motiveres ved Hensyn til Traktater, Ædelmodighed eller venskabelige Magters indstændige Anmodning.

Uden at jeg saaledes venter mig meget afgjørende Virkninger af andre Magters Mellemkomst i Sagen, opgiver jeg dog ikke derfor Haabet om at den til en vis Grad kan være os gavnlig, men jeg kan ikke dele Deres Anskuelse om at vi i saa Henseende Intet skulde kunne vente os af Keiser Alexanders fortsatte Bestræbelser i Berlin. Tvertimod vil De af den Opfatning, som jeg ovenfor har søgt at begrunde om s. 57Forholdet mellem Tydskland og Rusland, see, at jeg netop antager, at man i Berlin mere end nogensinde kunde finde det nyttigt at tage noget Hensyn til Forestillinger, som ligemeget stemme med Ruslands naturlige Interesse og med saavel den nuværende Reisers som med den eventuelle Thronfølgers personlige Ønsker. Ganske anderledes stiller Forholdet sig derimod m. H. t. Østerrig, som hverken i nogen politisk Interesse eller i nogen dynastisk Forbindelse har Opfordring til alvorligt at beskjæftige sig med en Sag, der, som Grev Beust gjentagne Gange har erklæret, kun er bleven nævnt i Pragerfreden, fordi Frankrig forlangte det, og hvis Gjennemførelse derfor heller ikke vedrører Østerrig.

Saalænge Grev Beust førte en heftig Notekrig med Grev Bismarck og denne, med eller uden Rette, tillagde ethvert Skridt af det østerrigske Kabinet en underfundig Hensigt, kunde der selvfølgelig ikke være Tale om at den danske Regering skulde vente sig Andet end Skade af at Grev Beust mindede om Pragerfredens Art. V i Berlin. Da den tydskfranske Krig havde viist Preussens uhyre Overlegenhed, undgik Grev Beust naturligvis Alt, som kunde irritere det berlinske Cabinet, men vi maatte snarere frygte for at Østerrig skulde søge at forsone sin mægtige Nabo ved at erklære sig beredt til at stryge Art. V. af Pragerfreden, end vi kunde haabe, at Grev Beust skulde ærligt arbeide for dennes Opfyldelse. Nu er Forholdet mellem de to Cabinetter vistnok blevet et andet, men jeg savner endnu fremdeles al Grund til at troe, at Østerrig skulde ville anvende den Indflydelse som det maaskee har vundet i Berlin, til at fremme et Spørgsmaal, hvoraf det kun har liden Interesse, istedetfor at benytte den i Retninger, der ere Keiserstaten ulige vigtigere.

Deres Høivelbaarenhed seer heraf, at jeg fremdeles ikke venter mig synderligt af Østerrigs Virksomhed i den slesvigske Sag, men dermed vil jeg selvfølgelig dog ikke sige, at den kongelige Regjering ikke med Erkjendtlighed skulde modtage,s. 58hvad Grev Beust maatte ville gjøre for Nordslesvigs Tilbagegivelse. Naturligvis har jeg aldrig ønsket at De skulde hindre Grev Beust i at meddele Dem, hvad han selv maatte tage Initiativet til at yttre om denne Sag. Hvad jeg derimod hidtil har villet undgaae var, at han i Berlin med nogen Ret kunde give det Udseende af, at vi havde begjært hans Intercession til Opfyldelsen af Art. V. Om jeg under nærværende Omstændigheder skal ansee det for rigtigt at modificere den Instruktion, som i saa Henseende tidligere er Dem givet, afhænger af de Meddelelser, som Grev Beust, naar han taler med Dem, maatte gjøre Dem. Foreløbig finder jeg kun Anledning til at bemyndige Dem til, naar De seer ham, i Samtalens Løb at spørge ham, hvorvidt og hvorledes den slesvigske Sag maatte være bleven berørt under de sidste Sammenkomster.

Sluttelig maa jeg giøre opmærksom paa at forsaavidt De synes at antage, at den preussiske Regjering ved den tydskfranske Krigs Begyndelse ad indirekte Vei skulde have givet os Løfte om at ville opfylde Art. Y, dersom vi bevarede Neutralitet under Kampen, beroer dette paa en Vildfarelse: et saadant Løfte er ikke givet os gjennem England og Rusland saalidt som ad anden Vei. ¹⁾Sml. Friis, Danmark ved Krigsudbrudet, S. 103 f. —

O.D. Rosenørn-Lehn.

U. A. Ges.ark. Østrig I—II. Politiske Sager 1871—80. — Depeche Nr. 5, modtaget 23. September 1871.

Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Wien, 26. September 1871.

Herr Baron

Jeg har den Ære at anerkjende Modtagelsen af Deres Excellences Depeche Nr. 5 af 20de Dennes.

s. 59Da jeg igaar gjorde Rigskantsleren min Opvartning, yttrede jeg under Samtalens Løb, at jeg havde Grund til at antage, at det slesvigske Spørgsmaal var bleven berørt under Sammenkomsten i Salzburg. Grev Beust svarede mig benægtende, men tilføiede i en meget venlig Tone, at han for sit Vedkommende var meget villig til at tale vor Sag i Berlin; men at han, siden han ved sin Depeche af 1. April 1868 havde »brændt sine Fingre«, og Kammerherre Quaade saa indtrængende havde bedet Grev Wimpffen om, at afholde sig fra ethvert Skridt hos Berliner Cabinettet, som mere skadeligt end gavnligt for Sagens Fremme, havde han afholdt sig siden den Tid fra enhver Demarche, saalænge han ikke vidste, om det maatte stemme med den kongelige Regjerings Ønsker. ¹⁾Beusts Depeche er trykt i Das Staatsarchiv XV, S. 165 ff. Sml. II, 41 f., 54 f., 66 f. — Hähnsen II, S. 217 Noten. Nu var hans Forhold til den tydske Regjering et saadant, at han maaskee med nogen Udsigt til Virkning, kunde indlægge et Ord for os. »Iøvrigt, tilføiede Greven, havde han en Følelse af, at Fyrst Bismarck gjemte paa den slesvigske Sag, for ved given Leilighed ved Hjælp af samme at kunne vise Rusland en Villighed.«

Da jeg ikke kan tvivle om Kantslerens Oprigtighed i at benægte, at den slesvigske Sag havde været Gjenstand for hans Samtaler med Fyrst Bismarck, maa jeg antage, at samme kun er bleven berørt mellem denne eller en af hans Tillidsmænd og Grev Andrassy. Skulde Leiligheden tilbyde sig, vil jeg ikke undlade at søge at komme til Kundskab om de nærmere Omstændigheder, og forsaavidt Deres Excellence maatte ville overlade det til mit Skjøn, at sondere, hvorvidt Grev Andrassy skulde være villig til, underhaanden at forfølge den givne Ledetraad, for at lære Berliner Cabinettets Dispositioner at kjende. VedSiden heraf vil Deres Excellence vistnok erkjende, at der er noget misligt i, ikke at modtage den af Grev Beust tilbudte velvillige Haandsrækning,s. 60og at jeg bør være meget forsigtig i, ikke for ofte at fremkalde Tilbud, som jeg ikke tør gaae ind paa.

Skulde Berliner Cabinettets Dispositioner vise sig at være gunstige for Spørgsmaalets Løsning, saaledes som de i Salzburg faldne Yttringer vel lede til at formode, saa turde dog vist nok en Impuls givet udenfra, om den end ikke skete med noget sært Eftertryk eller var inspireret af nogen egen Interesse, ja maaskee netop af den Grund, kunne give Udslaget til, atter at bringe Forhandlingerne paa Gled. De Hensyn, som Fyrst Bismarck maatte have at tage til Keiser Alexander og den russiske Politik, vilde da neppe kunne Andet end gavne vor Sag.

Ved Siden heraf bør man vistnok gjøre sig klart, hvad Fyrst Bismarck overhovedet maatte være villig til at give os, og hvad Hans Majestæts Regjering, henseet til de politiske Forhold, kan samtykke i at modtage, samt Betingelserne herfor. Et tredie Punkt, ikke at tabe af Sigte, vilde være, i hvad Retning Østrig eller Rusland, eller begge hver for sig, vilde udøve deres mæglende Indflydelse.

At Restitutionen af Nordslesvig skulde udstrække sig til »en virkelig loyal Opfyldelse af Pr ager Fredens Art. V« under den nærværende Constellation, er der vist absolut intet Haab om. Meget mere vilde den keiserlig tydske Regjering, hvis den optog de i 1868 standsede Forhandlinger, sikkert gjøre den preussiske Regjerings daværende Forslag til Udgangspunktet. Grev Beust, paa sin Side, maa ventes at ville fastholde de Betragtninger, han gjorde gjældende i sin Depeche af 1. April s. A. ɔ: enten Afstaaelsen af de reent danske Distrikter uden Betingelser, eller en Deling af Slesvig efter Nationaliteternes Majoritet i de enkelte Distrikter og da forbundet med en Protektionsret fra Tydsklands Side for de talrige tydske Minoriteter, der kom under dansk Scepter. Jeg tør ikke gjøre mig den Illusion at troe, at Fyrst Bismarck skulde kunne bevæges til at gaae videre end til Afstaaelsen af Gjenner-Fjord Linien, dog med Frafald af de i 1867—68 s. 61stillede Betingelser, som kunde give Anledning til senere Indblanding i vore indre Anliggender. Ved Siden heraf turde vore Bestræbelser maaskee nærmest være at rette paa Gjenerhvervelsen af Als, som et af de mest ublandede danske Distrikter, og herfor var det vel ikke umuligt at faae Østrigs Støtte i Henhold til Grev Beusts Depeche af 1. April 1868.

Saa utilfredsstillende for den nordslesvigske Befolkning en saadan Løsning end vilde være, vilde man dog vistnok finde den Deel af samme, der ikke indbefattedes under Retrocessionen, resigneret paa standhaftigt at afvente bedre Tider, uden at misunde deres Brødres heldigere Lod. Hans Majestæts Regjering paa sin Side, der i en Afgjørelse af Sagen vistnok ikke ledes af noget Ønske eller Hensyn til territorial Udvidelse, turde opnaae den Fordeel, ved nu at underkaste sig en Løsning af Spørgsmaalet, at et mere tillidsfuldt Forhold til Tydskland vilde kunne etablere sig, ligesom den i Fremtiden vilde staae med friere Hænder overfor de Magter, der kunde have til Hensigt, at benytte vor nærværende trykkede Stilling, til at drage os ind med i de europæiske Forviklinger.

Hvad Ruslands Forhold til Tydskland og Østrig angaaer, saa er det meget vanskeligt for Øieblikket at komme til ret Kundskab herom. Keiser Alexander er i Caucasus og Fyrst Gortchakoff i Schweitz eller Baden. Hr. Novikow er uden al Instruktion siden Salzburger Mødet, ja var endnu idag uvidende om den østerrigske Circulaires ¹⁾Beusts Cirkulære af 12. September 1871 til de østrig-ungarske Missioner om Kejsermøderne i Ischl og Salzburg. Trykt Das Staatsarchiv XXI, S. 297. Afsendelse og Meddelelse til Hr. Westmann, samt om dennes Svar: »at Rusland med Tilfredsstillelse havde bragt den stedfundne Tilnærmelse mellem de to Magter i Erfaring«. Grev Beust yttrede til mig, at Fyrst Gortchakoff havde optaget Sagen meget vel. Imidlertid vil Deres Excellence neppe være uvidende om, at s. 62alt for nogen Tid siden Petersborger Cabinettet har forlangt Forklaring i Berlin om Meningen med, at alle øst preussiske Fæstninger armeredes, og at det neppe har ladet sig stille aldeles tilfreds ved det givne Svar: »at man benyttede de rigelige Midler, man nu havde at raade over, til overhovedet at complettereMateriellet og lade nyttigeArbeider foretage«.—

Hvad Slutningsbemærkningen i Depechen af 20de dennes angaaer, saa har jeg vel ikke modtaget nogen Meddelelse fra Deres Excellence om de betræffende Forhandlinger; men ligesom jeg paa den ene Side dog troer at kjende Fyrst Bismarcks Yttringer til Kammerherre Quaade i Anledning af vor Neutralitets-Erklæring af 25. Juli f. A., nemlig: »at han ikke kunde love Opfyldelsen af vore Ønsker til Gjengjæld«, ¹⁾Akter II, S. 570 ff. saa gik paa samme Tid navnlig den russiske Chargé d’affaires Antydninger, som jeg ogsaa mindes at have meddeelt Deres Excellence, ²⁾Blandt Falbes Depecher fra Juli—August 1870 findes om denne Sag kun det som Nr. 772 (Akter II, 528) trykte Chiffertelegram (af 23. Juli 1870), men alle Falbes Depecher fra denne Tid har ikke kunnet fremskaffes. ud paa, at vi kunde vente at erholde Lønnen for vor Neutralitet efter endt Krig. Da det er vitterligt, at den preussiske Regjering gav Impulsen til de Skridt, som den engelske og russiske Regjering gjorde efter fælles Aftale i Kjøbenhavn, troede jeg at turde antage, at den for de nævnte Magter havde antydet Muligheden af en eventuel Opfyldelse af Art. V, for at fremskynde den Pression, som den ønskede iværksat imod os. Beklageligt er det vistnok, at hine to Magter viste saa ringe Interesse for vor Sag, at de ikke benyttede den saa gunstige Situation til, at fravriste den preussiske Regjering bestemte Løfter eller Indrømmelser i vor Faveur.

C. Falbe.

Depeche Nr. 24.

Lensgreve C. E. Frijs til Direktør P. Vedel.
Frijsenborg, 5. October 1871.

Kjære Vedel!

. . .Jeg troer at det Hele meget godt kan være tjent med at jeg gjelder for Krigsparti, thi det vil bidrage til at styrke den nuværende Regjerings Combination. — Det skulde være underligt om Tscherning ikke meget sikkert skulde vide fra de allerpaalideligste Kilder, at jeg ikke har havt den allerringeste Ahnelse om den Politik som R[aasløff] og Tietgen drev i Paris, thi jeg har aldeles bestemte Data for at Tscherning til den Tid ikke var saa fredselskende men betragtede mig som en Blyklump. ¹⁾Sml. Friis: Danmark ved Krigsudbrudet, S. 72 f. og 110 f.

C. E. Frijs

P. Vedets Privatpapirer.

Lensgreve C. E. Frijs til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Kjøbenhavn, 17. October 1871.

Kjære Baron Rosenørn! Idet jeg takker Dem ret meget for Gjennemlæsningen af de modtagne Aktstykker, ²⁾De Akter, der meddeltes Rigsdagsudvalget. som herved remitteres og hvorfor jeg haaber at De maa modtage Anerkjendelse, endskjøndt det oprigtig talt kan være det Samme, thi Mange af dem der ere kaldede til at udtale en Dom ere ikke istand til at fælde en upartisk Dom tagende Hensyn til de forskjellige Forhold, der bør tages i Betragtning, saa kan jeg dog ikke undlade at benytte denne Leilighed forinden min Afreise til at gjentage en Bemærkning fra igaaraftes eller rettere at formulere den skarpere og tydeligere. Tag Dem iagt og vær overordentlig forsigtig (men lad Dem ikke mærke dermed) med Alt hvad der kommer fra Baden-Baden ³⁾Der sigtes vistnok til, at i Baden-Baden mødtes Blixen-Finecke og Raasløff. Den »lille Grevinde« er Konseilspræsident Grev Holstein-Holsteinborgs Frue, f. Zahrtmann. hvor der hos enkelte Personer brænder et levende Had til s. 64enkelte baade Høieststaaende og høitstaaende Personligheder, og hvor der spindes Intriguer og der forsmaaes hverken gamle Krigscommissairer ¹⁾Formentlig W. R. Raasløff. ei heller Conseilspræsidentfruer, naar det er muligt at finde et svagt Punkt hvorfra disse kunne angribes og gjøres altsaa tilgjængelige for at blive Redskaber, for at fremme sine Maal Hævn til den ene Side og Yden Tjeneste for den politiske Luther. ²⁾Luther, d. v. s. Bismarck; sml. Kriegers Dagbøger VII, 245. De kan muligviis troe, at jeg overdriver, men vær overbeviist om, at jeg raader ikke drevet af Lidenskab men paa Grund af gammel bitter Erfaring. Jeg kjender naturligviis ikke til Deres høie Chefs nuværende Stilling til Blixen, men han har været under hans sataniske Indflydelse og det turde være at den lille Grevinde som er meget kjed [af] ikke [at] være Udenrigsministerfrue tilbød et godt Stof for B:[’s] Benyttelse.

C. E. Frijs.

Oreby.

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin.
[Kjøbenhavn,] 2. November 1871.

Kjære Kammerherre.

Dersom De hændelsesvis skulde høre at jeg var bleven forvirret i Hovedet, saa skal De ikke lede om Grunden thi saa er den sikkert at søge i den slesvigske Værnepligtssag. Hver Dag voxer den mere og snart er de 12 Timer af Dagen ikke tilstrækkelige til at giennemlæse de utallige Andragender der strømme ind, skrive til Indenrigs- Justits- og Krigsministerium, sætte Dahlstrøm ind i Sagen, tale med Fallesen, og saa tale med Slesvigerne etc. etc. . . . ³⁾Ved kgl. Resolution af 30. Oktbr. 1871 udnævntes Stiftamtmand, Kammerherre F. G. E. Dahlstrøm og Oberst M. E. Fallesen til at indtræde i »Aabenraa-Kommissionen«; sml. Nr. 991 c.

P. Vedel

Quaades Papirer. U. A.

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade,Gesandt i Berlin.
[Kjøbenhavn,] 13. November 1871.

Kjære Kammerherre.

. . . Hvad Krügers Interpellation angaaer, har jeg netop igaar fra Slesvig modtaget en lignende Meddelelse som De sender hertil. ¹⁾I P. Vedels Privatpapirer findes et Brev fra Quaade af 11. Novbr. 1871, hvormed han har fremsendt en, nu ikke bevaret Meddelelse, som maa være den, der sigtes til. Som De troer ogsaa jeg at Hensigtsmæssigheden af dette Skridt under nærværende Forhold er meget tvivlsom, men vi have ingen Middel til at hindre det og maa lade det gaae som det kan. I alt Fald antager jeg det dog bedre at hvis der skal røres ved Sagen, skal det være Krüger og Slesvigerne, men derimod ikke den danske Regering og her er stadigt Mange, som forlange at der skal gjøres Noget. Muligt er det jo ogsaa at Kr. smigrer sig med at finde en Tilslutning som naar det kommer til Stykket vil vise sig illusorisk. . . .

P. Vedel.

Quaades Papirer. U. A.

Dr. Bauer til Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin.
Altona, 16. November 1871.
Hochzuverehrender Herr Kammerherr!

Excellenz!

Herr Hjort Lorenzen reiste heut durch Altona. Er besuchte mich, um mir uber den Erfolg der Schritte, die er in Gemeinschaft mit Herrn Kriiger gethan, ²⁾S ml. Kriegers Dagbøger V, 207. Bericht abzustatten. Die Abgeordneten, welche Herrn Krüger zur Stellung einer Interpellation ermuntert und ihm den von ihm acceptirten Wortlaut, den Ew. Excellenz mittlerweile in den Tagesblättern gelesen haben dürften, vorschlugen, waren der Abg.s. 66Oehmichen aus Sachsen und Graf Baudissin aus Schleswigholstein. Krüger wandte sich um Unterstutzung der Interpellation an die Führer der National-Liberalen, hauptsächlich an Herrn v. Bennigsen, und Herrn Braun (früher Braun-Wiesbaden genannt). Letzerer sagte seine Unterschrift zu, behielt sich aber vor, die Entscheidung seiner Fraction einzuholen. Herr v. Bennigsen sagte, er könne und dürfe sich nicht entscheiden, bevor er nicht die Sache in einer Fractionssitzung zur Sprache gebracht habe. Krüger bat um einen schriftlichen und motivirten Bescheid, welchen v. Bennigsen zusagte. Bald darauf erhielt er ein Schreiben von Herrn v. Bennigsen, des Inhalts, dasz eine Unterstützung der Interpellation nicht für thunlich gehalten werde. Motive fehlten. Auch den Fuhrer der Fortschrittspartei, Herrn v. Hoverbech, ersuchte Krüger um die Unterstutzung der Interpellation: dieser antwortete ihm gleichfalls, dies sey Sache der Fraction: die sodann einlaufende Antwort von Seiten und im Namen der Fraction lautete ablehnend. Von Conservativen war es Herr v. Blankenburg, den Krüger um seine Unterschrift anging. Die Bitte wurde ohne weitere Redensarten abgewiesen. Erwähnenswerth ist, dasz, sobald die Interpellation von Herrn Krüger in Umlauf gesetz ward, die Herren Oehmichen und Baudissin aus dem Reichstage verschwanden, so dasz er nicht einmal die Unterschriften der Verfasser des Aktenstückes erzielen konnte. Daher war gestern Abend, im Momente der Abreise Lorenzens die Interpellation noch ohne jegliche Unterstützung und die Hoffnung, einen Erfolg zu erringen, muszte aufgegeben werden. Gleichwohl gedachte Krüger heute noch den einen oder die zwei Polen, welche persönlich im Reichstage zugegen zu seyn pflegen, aufzufordern und überdies die Herrn Schrags und Bebel nicht vorbeizugehen. Möglich ist es, dasz er die Namen von zwei Polen und der beiden Socialdemokraten erzielt, obgleich auch dies noch nicht für sicher gelten darf, weil die Polen sich gewöhnlich hinter die Ausflucht verstecken, dasz sie in s. 67Deutsche Angelegenheiten nicht eingreifen möchten, und weil Bebel durch sichere Aeusserungen einigermassen compromittirt ist — er machte es im Frühjahr 1867 dem Bundeskanzler zum Yorwurf, dasz derselbe Luxemburg geopfert habe und Deutschland um Nordschleswig verkürzen wolle. Falls Krüger heute die geschilderten Schritte noch thun sollte, so würde dies nur den Zweck haben, die Geschichte der Interpellation zu vervollständigen. Lorenzen deutete sogar an, dasz Krüger sich möglicherweise auch an den Fürsten Reichskanzler wenden und an dessen freien Entschlusz appeliren werde, eine Sache ins Klare zu setzen, die der Reichstag selber nicht anzuregen wage. Zu guter Letzt wolle Krüger — sagt Lorenzen — ein Schreiben an den Präsidenten Simson richten, worin er unter Berufung auf die Fruchtlosigkeit seiner Interpellationsbemühungen erklären werde, dasz er diesen Reichstag nicht mehr zu besuchen gedenke. Eine ausdrückliche Mandats-Niederlegung soil dies jedoch nicht seyn.

5

In Betreff der von Krüger und Ahlmann zu befolgenden Landtagspolitik steht fest, dasz sowohl die Ablehnung der Wahl Seitens der beiden Herren immer von Neuem wiederholt, als auch die Wahl der beiden durch die Wahlmänner-Collegien immer wieder stattfinden soil. Schlieszlich, heiszt es, würden die beiden Wahlmänner-Collegien eine Petition an das Abgeordnetenhaus richten, des Inhalts, dasz die Wahlmänner Nordschleswigs die Eidverweigerung billigen, dasz sie keine Anderen wählen wollen, als die Herren Krüger und Ahlmann, und dasz sie um die Feststellung einer mit den Verträgen übereinstimmenden Eidesformel bitten, welche es ihren Repräsentanten ermögliche, im Landtage zu entscheiden. Welche Quälerei! Das Eine jedoch geht aus alien diesen Dingen hervor, dasz der parlamentarische Lebensabschnitt der Nordschleswigschen Sache sich erschöpft hat. ¹⁾Sml. Mackeprang, S. 44 ff.

Dr. Bauer.

Quaades Papirer. U. A.

5*

Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn til Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien.
Kjøbenhavn, 21. November 1871.

Den Omstændighed at Grev Andrassy har overtaget ¹⁾14. November 1871. det østerrigsk-ungarske Udenrigsministerium istedetfor Grev Beust fjerner vel en Deel af de Betænkeligheder, som jeg hidtil har næret ved at forsøge paa ved Østerrigs Hjælp at røre ved Spørgsmaalet om Pragerfredens Art. V. Men om jeg end har langt større Tiltro til den nuværende Udenrigsministers Villie og Evne, end jeg havde til hans Forgænger, saa er det mig dog endnu fremdeles i høi Grad tvivlsomt, om det overhovedet kan nytte til Noget under nærværende Omstændigheder at søge at bringe det slesvigske Spørgsmaal til en Afgjørelse. For saavidt muligt at kunne danne mig en bestemt Mening derom, ønsker jeg, at Deres Iiøivelbaarenhed i følgende Form skal bringe denne Sag paa Bane til Grev Andrassy:

Uden direkte at søge Udenrigsministeren i denne Anledning, vil De ved passende Leilighed bringe Samtalen hen paa de Conversationer, som De gjentagende har havt med ham i afvigte Efteraar om Sagen. De vil da yttre Dem derhen, at De kunde ønske at kjende: 1) hvorledes han selv opfatter Art. V og navnlig om han ikke finder, at Grev Beust i sin be- kjendte Depesche af 1. April 1868 ²⁾Jfr. Nr. 999. altfor meget har nærmet sig den hidtilværende preussiske Fortolkning af denne Artikel, og 2) hvorvidt han antager at det preuss. Cabinet nu, da den franske Krig er tilendebragt, maatte være tilbøieligt til at ville opfylde det givne Løfte om Nordslesvig i et videre Omfang og paa antageligere Betingelser end forhen. Dersom Grev Andrassy da tilbyder sig at ville giøre nogen Forespørgsel i Berlin, vil De afslaae dette, med den Bemærkning, at da det er ganske af egen Drift, at De har bragt Sagen paa s. 69Bane, kan De ikke Andet end ønske, at han ikke i Anledning af denne Samtale skal foregribe et for den kongelige Regjering saa vigtigt Spørgsmaal, før De i alt Fald har havt Leilighed til at brevvexle med mig om Hensigtsmæssigheden af et saadant Skridt

O. D. Rosenørn-Lehn.

U. A. Ges.ark. Østrig I—II. Politiske Sager 1871—1880. — Depeche Nr. 9.

Kammerherre Vind, Gesandt i St. Petersborg, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
St. Pétersbourg, 25/13 novembre 1871.

Monsieur le Baron,

A la première entrevue que j’ai eue avec le chancelier de l’Empire, après mon retour à St. Pétersbourg, le 23 d. c. m., j’ai demandé à Son Altesse si, pendant son séjour récent en Allemagne, il avait eu l’occasion de s’occuper de l’exécution de l’article V du traité de Prague. Le prince Gortchacow m’a répondu qu’il avait bien »sondé« le terrain, mais qu’il n’avait rien appris qui pût lui faire croire que la cour de Berlin serait disposée a provoquer une solution de cette question. Ayant mentionné au prince Gortchacow que S. M. le Roi avait emporté de Son entrevue de cet été avec l’Empereur d’Allemagne à Bade 1’impression du peu de disposition de l’Empereur d’entamer ce sujet — chose bien connue du prince du reste —, le chancelier me dit que c’était précisément là l’impression que ses conversations à Berlin lui avaint laissée. ¹⁾Sml. »Bismarck und die nordschleswigsche Frage« Nr. 279 (S. 371). Il m’a répété ensuite à peu près les mêmes paroles qu’au commencement de cet été j’avais eu l’occasion de mander à Votre Excellence ²⁾Sml. Nr. 977., en me disant qu’il n’aimait pas à s’aventurer dans une affaire sans être sûr d’obtenir s. 70un résultat favorable. En général, je puis dire que dans mon entretien avec le prince Gortchacow j’ai trouvé que le chancelier n’avait pas modifié ses vues d’alors sur 1’opportunité d’une intercession quelconque de sa part en faveur de notre cause.

Le prince, dans le courant de la conversation, m’a dit, si nous mêmes nous ne pourrions pas tâter un peu le terrain à Berlin. Mais à la remarque que j’ai faite, que le gouvernement du Roi, en faisant une telle démarche, devait craindre de provoquer une réponse du cabinet de Berlin qui peutêtre trancherait la question d’une manière peu conforme à nos intérêts, le prince a dû convenir que c’était juste, en ajoutant que du reste nous devrions être les meilleurs juges de nos intérêts. ...

E. Vind

Depeche Nr. 26.

Lensgreve C. E. Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 28. November 1871.

. . . Jeg haaber at De har faaet ryddet lidt op i Deres store Bunke og ved at see denne forsvinde ogsaa er bleven gladere tilsinds, thi jeg trøster mig med at Deres Lede af Udenrigsministeriets Luft kun maa være forbigaaende; — om end Tilfredsstillelsen ikke er stor, eller rettere sagt det der vindes ikke er stort, — saa synes jeg dog sammenlignelsesviis at Forsvaret af vor Stilling siden 1865 under de 2 store Criser dog har været kronet med Held og at vi ere blevne svømmende ovenpaa; saalænge der er Liv er der ogsaa Haab om en mulig Fremgang.

C. E. Frijs.

P. Vedets Privatpapirer.

Redaktør H. R. Hiort-Lorenzen til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
»Dannevirke«s Kontor, Haderslev, 1. December 1871.

Deres Excellence,

Medfølgende Udtog af et Brev, jeg i Dag har modtaget fra Krüger i Berlin, antager jeg, det vil interessere Deres Excellence at læse, hvorfor jeg herved tager mig den Frihed at sende Dem det. Jeg formoder nemlig, at Deres Excellence ikke paa anden Maade kommer til Kundskab om, hvad der her er passeret Krüger.

H. R. Hiort-Lorenzen.

Bilag.

»For et Par Dage siden kom jeg til at tale med en Herre i Spisestuen, som jeg forvekslede med en Rigsdagsmand, ved Navn ?; han sad ved Bordet, og da jeg til adskillige Deputerede, der vare til Stede, havde uddelt nogle Fotografier, hvorom de havde anmodet mig, satte jeg mig ved et Hjørne af det Bord, hvorved Manden sad. Han reiste sig og spurgte, om jeg ikke havde et Billede tilovers til ham, saa vilde det være ham særdeles kjært at modtage det af min Haand. Jeg rakte ham et og bad ham undskylde, at det var saa simpelt og slet udstyret. Han havde siddet længe ved Bordet og hørt paa en Debat, som jeg havde med flere Medlemmer, og hvori Forsøget med Interpellationen blev ordenlig drøftet og Sagens Sammenhæng oplyst. ¹⁾Sml. Nr. 1004 og Mackeprang 106. Manden, som jeg som sagt antog for min Kollega, bragte paa Tale adskilligt, som han vidste om mig, og ytrede, at han beundrede den seige Udholdenhed, hvormed jeg forsvarede min Sag. Jeg svarede ham meget kort, at med en Sag som den, jeg var Bærer af, kunde man holde ud, hvor det var og saa længe det skulde være. Han gjorde flere Tilløb for at bringe en Samtale i Gang; men jeg blev ved at affærdige ham paa en kort og virkelig slet ikke galant Maade. Jeg skal dog s. 72til min Undskyldning sige, at jeg som sagt lige i Forveien havde været i stærk Dispyt med en Gruppe af Husets Medlemmer, saa jeg var slet oplagt til paa ny at fortsætte paa den Maade, der altid efterlader et bittert Indtryk paa Sindet. Efterat jeg imidlertid flere Gange havde tiltalt ham som Kollega, rakte han mig Haanden, idet han gjorde mig opmærksom paa, at han ikke var min Kollega, men at han kjendte mig godt og havde kjendt mig længe. Han præsenterede sig da for mig som Statsminister Navnet hørte jeg ikke og gad ikke spørge ham derom. ¹⁾Det lykkedes ikke at faa oplyst, hvem denne Statsminister var; jfr. Nr. 1017 og 1019. Han vedblev, at han med Interesse havde hørt paa den Debat, jeg havde havt med mine Kolleger, men spurgte mig da, om jeg nu, da der fr£ min Side var forsøgt alt, ikke gjorde bedst i at tale med Bismarck selv. Jeg svarede hertil, at jeg ikke vilde paatrænge mig Hans Durchlauchtighed, og efter hvad jeg havde erfaret nu ved mit Forsøg med Interpellationen, maatte jeg antage, at Bismarck ikke ønskede at røre op i denne Sag, og altsaa ikke at tale med mig om mit Anliggende. Statsministeren svarede, at B. var en meget tilgængelig Mand, med hvem jeg just skulde tale paa den Maade, han nys havde hørt mig tale med mine Kolleger. Han vilde dog raade mig til ikke at forsømme noget, hvad der kunde opnaaes ad den Yei. Han spurgte mig fremdeles, om jeg ikke havde besøgt B.s Soiréer, og da jeg svarede Nei, vedblev han, at han dog ikke haabede, at jeg nærede noget personligt Nag til B., og derfor skyede ham; for den Sags Skyld vilde jeg meget let kunne bekvemme mig til at tale med B., naar jeg derved kunde udrette noget for min Sag.

Her blev der kaldt paa ham, og han anbefalede sig. Jeg tillagde ikke denne Historie nogen videre Betydning, og hvor stor Vægt jeg nu kan tillægge den, ved jeg heller ikke. Men medens Sammenstødet forleden Dag var et rent Tilfælde,s. 73var det ikke saaledes i Dag. Jeg sad paa en Sofa i Korridoren, da jeg saa den samme Herre komme om Hjørnet paa den modsatte Ende. Han standsede, forinden han gik ind i Spisesalen, og da han blev mig var, kom han hen til mig og hilste paa mig omtrent med følgende Ord: »Jeg har seet af Aviserne, at De i Gaar atter er bleven valgt i Haderslev med stor Majoritet, og jeg kunde ikke andet end lykønske Dem dertil, skjøndt jeg ved, at De ikke modtager Valget, som jo er et Tillidsvotum fra Deres Vælgere.« ¹⁾Sml. Mackeprang, S. 164. Jeg takkede ham for hans Artighed, og han skyndte sig da med at sige mig, at det vist ikke var sandsynligt, at B. kunde tage imod mig, saasom han var meget lidende i denne Tid, og da jeg spurgte, om det virkelig forholdt sig saa, svarede han, at han kunde forsikre mig, at det virkelig var Tilfældet. Han spurgte mig nu, om jeg ikke kjendte Keudell, som sad her i Huset, og med ham syntes han, jeg burde tale. Her løb han fra mig og lod hurtigt Øiet løbe hen over de Herrer, der befandt sig i Forstuen, men kom tilbage og sagde, at Keudell var der ikke. Han vilde, selv om jeg ikke fandt mig foranlediget til at tale med ham, K., om min Sag, gjerne præsentere os for hinanden.

I den derpaa følgende Samtales Løb fremhævede jeg, at det forekom mig, at Preussen satte meget paa Spil ved ikke at opfylde sine traktatmæssige Forpligtelser, og gjorde ham det Spørgsmaal, om han da virkelig troede, at Andrassy kunde føle sig kaldet til at kvittere for Østerrig’s Ret til Medbesiddelsen af tvende Hertugdømmer for at forstørre Tydskland’s Magt og udvide dets Grændser; jeg tvivlede jo ikke om, at Østerrig’s Forhold til Preussen var venskabeligt; men det forekom mig dog at være for store Vexler at trække paa Venskabet, om Preussen vilde forlange sligt. Tiderne kunde omskifte, og jeg behøvede da ikke at sige ham, at en Pligtforsømmelse fra Preussen’s Side kunde komme det dyrt at staae. Her afbrød han mig, idet han med Pathos udbrød:s. 74»Ja men, høistærede Herre, selv om den preussiske Regering indlod sig paa at afstaae Nordslesvig, troer De da virkelig, at det kunde bekvemme sig til at afstaae Als? Nei! Nei! De kan være overbevist om, at Preussen ikke afstaaer Als, aldrig! Als er Nøglen til Østersøen, og den giver Preussen ikke ud af sine Hænder.« — »Det gjør mig ondt, Hr. Statsminister, at høre sligt af Deres Mund. Jeg vil først bemærke, at jeg er Repræsentant for Als, og hvilke Planer og Principer Regeringen i sin Tid fulgte ved Revisionen af Kredsinddelingen i 1. og 2. Distrikt, vil ventelig være Dem bekjendt.« — »Ja det ved jeg.« — »Som Repræsentant for Als maa det være mit Kald at tale for Als, og dette er saa meget mere min Pligt, som Als ved Valgene har vist sig som den mest danske Del af Nordslesvig. Skulde Als ved en eventuel Regulering af det nordslesvigske Spørgsmaal blive ladt i Stikken, saa havde man kuldkastet det Grundlag, hvorpaa Afstemningsprincipet er opført til Gunst for den danske Befolkning.« — »Fra Deres Standpunkt — gjensvarede Statsministeren — har De ganske vist Ret; men jeg har tænkt mig Sagen saaledes, at De maaskee ved en Samtale med Keudell, som er meget godt bekjendt med Bismarcks Planer, paa en eller anden Maade kunde bringe Sagen til en Afgjørelse.« — »Hr. Statsminister — svarede jeg — det, hvortil De her opfordrer mig, ligger udenfor Grændserne af min Kompetence. Det tilkommer ikke mig at rokke ved de en Gang fastslaaede Bestemmelser i hin Traktat. Befolkningens Villie er det Medium, der skal af gjøre, om den vil være dansk eller preussisk. Jo længere man overhoved trænger ind i en Undersøgelse af denne Sag, desto vanskeligere, mere indviklet og uklar bliver Situationen, og derfor kan jeg nok forstaae, at den af mig forsøgte Interpellation maatte være ubeleilig. Men man tager meget feil, naar man troer, at min Sag er saa ubetydelig, at man kan forbigaae den med Taushed eller endog tie den ihjel.« — »Deri giver jeg Dem fuldkommen Ret. Deres Sag indeholder s. 75et meget stort Principspørgsmaal, og jeg deler Deres Anskuelse om, at det var godt, om den kom ud af Verden.«

Der kom nu Bud efter ham, og han anbefalede sig med de Ord: »Jeg haaber, at jeg endnu en Gang faaer Leilighed til at tale med Dem.«

Jeg har endnu ikke kunnet faae opsporet, hvem denne Herre er, og hvad han hedder; men han er i hvert Fald en fin Mand, der bevæger sig i Regeringskredsene. Hvad han meddelte om Bismarcks Upasselighed har stadfæstet sig; han skal virkelig være syg; i de sidste 5 Dage har han ikke været i Salen. Der er vel ingen Spørgsmaal om, at Keudell vel nok vilde tale med mig, thi jeg kan virkelig ikke indsee andet, end at denne Herre er inspireret af ham. Men jeg kan i hvert Fald ikke gjøre det, forinden Rigsdagen er forbi, da jeg ikke vil lade mig afholde fra at minde de gode Folk om deres Pligtforsømmelse, hvis det lykkes mig at faa Ordet. Det har rigtig tilfredsstillet mig gjennem Interpellationsforsøget at komme til Kundskab om, at Bismarck endnu med Hensyn til Artikel V har Lænken om Benet.

Oreby. — Ikke helt ordret Gengivelse af to Breve fra Krüger til Hjort-Lorenzen. Begyndelsen indtil andet Stykkes Slutning (præsentere os for hinanden) synes at være Udtog af el Brev, dateret: Berlin 29. Novbr. 1871, Resten (fra: I den derpaa følgende Samtales Løb) af et Brev, dateret: Berlin 30. Novbr. 1871. Brevene er trykt Sønderjydske Aarbøger 1907, 255—61.

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin.
[Kjøbenhavn,] 1. December 1871.

Kjære Kammerherre.

Deres Brev af igaar indeholdt dog nogen Trøst m. H. t. Archivsagen og jeg takker Dem meget fordet. ¹⁾Sml. Nr. 969. Jeg forsikkrer s. 76Dem at den Indflydelse som jeg kan udøve paa Sagen skal gaae ud paa at ordne den engang for alle og jeg kan ikke troe Andet end at det kan lykkes, navnlig hvis URM. i Berlin virkelig vil opgive Gottorper Archivet og Forestillingsprotokollerne eller i alt Fald indskrænke sig til holst. Ministeriums og sl. holst. lauenb.’ Cancellies. Men der er 2 Ting som i den Henseende behøves: den ene er at Heydebr. faaer Sagen at behandle her, thi det er jo aldeles umuligt at forhandle med Saurma, ¹⁾Friherre von Saurma-Zeltsch, tysk Legationssekretær i København. der hverken veed hvad sl. holst. lauenb. Cancelli eller hvad Rentekammer og Geheime Archiv er. Det andet er at det er faktisk umuligt i Løbet af nogle Dage at kunne give et Svar. For det Første sidder jeg begravet for Øieblikket i Værnepligtssagen — det er muligt at den kan klare sig nogenlunde ud, og der tales om en snarlig Slutning — saalænge kan jeg virkelig ikke lade den ligge paa Halvveien for at løbe omkring efter Archiverne. For det Andet: hvem skal vi faae de fornødne faktiske Oplysninger af? Regenburg er den eneste der kjendte Noget dertil men han er i Jylland og dernæst er han vist snarere tilbøielig til at skabe Vanskeligheder end fjerne dem i denne Sag — Wegener er som et Pindsvin der ruller sig sammen saasnart han hører Tale om Archiver — nu er unge Madvig ²⁾J. N. A. Madvig (1833-1919). den der under Conseils- præsidiet har med de sl. og holst. Archiver at gjøre, men han kjender dem ikke derfor. Altsaa maae vi møisommelig samle vort Materiale sammen og det tager Tid. Da det formeentlig er gavnligt at have en Autoritet at skyde paa som den rette competente, har URM. skrevet til Conseilspræs. og forlangt de fornødne faktiske Oplysninger. Saurma har foreløbig faaet en accusé de réception paa sin Note, med Tilføiende af denne strax er tilstillet »de compet. Autoriteter« og »saasnart man faaer Svar fra dem, skal han strax faae Underretning om hvorledes den kgl. Reger, stiller sig til den preus. Regerings s. 77Forlangende«. Det synes som om han dermed er tilfreds og han gjorde Ministeren igaar Undskyldninger for sin Regerings Iilfærdighed. ...

P. Vedel.

Quaades Papirer. U. A.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 2. December 1871.

Kjære Veciel!

... De vil have seet, at min sidste Meddelelse om den Krygerske Interpellation var forhastet, forsaavidt som der dog endnu dengang var Haab for Kryger om den fornødne Tilslutning. ¹⁾Sml. Nr. 1004 og 1008. Dette Haab er nu vel ikke bleven opfyldt, men iøvrigt er Sagens Udfald bleven bedre end man kunde have frygtet for, idet de forskjellige Rigsdagsfractioner have motiveret deres Vægring ved at give Tilslutningen paa en saa- dan Maade at Sagen endnu kan betragtes som integra. Istedet- for at sige, at de slet ikke vilde have med Sagen at bestille, have de nemlig indskrænket sig til at udtale, at de ikke ansaa det nærværende Øieblik for opportunt. Meget betyder dette maaske ikke; men et ligefremt Afslag havde været værre, og et saadant frygtede jeg især af den Grund, at det vilde have bestyrket mig i en Mistanke som er opstaaet hos mig i den senere Tid efter Læsningen af de mod Benedettis Rog ²⁾Benedetti: Ma mission en Prussc (1871). herfra fremkomne Indsigelser og navnlig Bismarcks Paastand om at hans Forhandlinger med Benedetti have været dilatoriske, eller med andre Ord ikkun førte i det Øiemed at smøre Kaiser Nap. om Munden. Min Mistanke, der skjønt den, som sagt, ikke er bleven bestyrket ved hiin Krygerske Episode, dog desværre endnu altid forekommer mig ikke at være ganske uden Grund, er den, at Bismarcks Udtalelser og Løfter s. 78til os om Nordslesvig muligen ogsaa blot have havt en dilatorisk Characteer og navnlig have været beregnede paa, ved at gaae jevnsides med Udtalelserne til Kaiser Nap. og Benedetti, at styrke disse Udtalelser. Paa denne Maade kunde det forklares, at Bismarck havde villet fornedre sig til at lyve for os.

Jeg havde igaar Besøg af Baron Const. Dirckinck, der er her for at sælge nogle af sine Malerier. ¹⁾Baron Constant Dirckinck-Holmfeld. Sml. Friis, Danmark ved Krigsudbrude t 1870, S. 29 f., 206. Han fortalte mig, at han for omtrent et halvt Aarstid siden havde meddelt Kongen og Kronprindsen en Plan med Hensyn til Nordslesvig, som han endnu nærer og formodentlig atter vil bringe frem, af hvilken Grund jeg her vil omtale den. Den skulde bestaae i at Kronprindsen og Storfyrst Thronfølgeren begge skulde begive sig hertil og henvende sig til Kronprindsen af Preussen for ved Hjælp af denne at faae den Nordslesvigske Sag gunstig ordnet, imod at Storfyrsten lovede, naar han blev Kaiser, ikke at foretage nogetsomhelst Fjendtligt mod Tydskland. Jeg sagde Dirckinck, at af de Expedients, som der for Tiden kunde være Tale om, kunde dette vel i og for sig forekomme mig det bedste, men at jeg tvivlede paa at det vilde føre til Maalet, da jeg ikke antog, at Kronprindsen af Preussen n u kunde gaae ind paa den omhandlede Accord.

Kunde Tingen gaae, var det jo meget godt; men iøvrigt anseer jeg det hellerikke af videre Betydning om Dirckinck skulde komme frem igjen med sin Plan; thi Storfyrsten kunde næppe indlade sig derpaa uden Kaiserens Samtykke, og dette vilde beroe paa Gortchacow, som selvfølgelig ikke sluttede sig dertil uden først at have spurgt sig for her. . . .

G. Quaade.

P. Vedels Privatpapirer.

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin.
Tirsdag 5. December 1871.

Kjære Kammerherre.

Jeg har været en heel Deel beskjæftiget med Værnepligtsforhandlingerne og dernæst med Archivsagen. . . .

[Udførlig Omtale af Arkivsagen.]

Og saa, — mange Tak for Deres Brev med Hegermann. Constants ¹⁾Constant Dirckinck-Holmfeld. Plan var meget god men det er vel lidet sandsynligt at Rusl. vilde binde sin Politik for at skaffe os en Stump Nordslesvig der i politisk Henseende er aldeles betydningsløst og gjorde Storfyrsten det, er det vel lidet rimeligt at B[ismarck] ikke forudsaae at »Loven er let, men Holden besværlig« og at Forholdene kunne blive stærkere end Villien. — Jeg har paa anden Haand hørt nogle Historier om flere Samtaler som Krüger skulde have havt med en fhv. »Statsminister«, hvis Navn han dog ikke vidste og som skulde have raadet ham indstændigt til at tale med Bism. eller i alt Fald med Keudell, men uden at han dog fulgte dette Raad! Det lyder temmelig apocrypht men vist er det at Kr. har skrevet det hjem fra Berlin.

. . . Veed De hændelsvis Noget om at 0. Blome har sagt sig løs af det preuss. Undersaatsforhold? Jeg troer at jeg engang har talt til Dem derom, men Sagen dukker op igjen og han vil gjerne have en høi Hof stilling her. ²⁾Grev Otto Blome til Salzau i Holsten, dansk Gehejmekonferensraad (1795—1884). Han fik ingen Hofstilling i Danmark. Sml. Kriegers Dagbøger V, S. 208.

P. Vedel

Quaades Papirer. U. A.

Lensgreve C. E. Frijs til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Kjøbenhavn, 6. December 1871.

Idet jeg herved tilbagesender Brevet ¹⁾Trykt som Nr. 1008. med hjertelig Tak for Laanet, kan jeg ikke tilbageholde Ønsket om, at der maatte komme noget for os og Slesvigerne Gavnligt ud af bemeldte Statsministers Snakkesalighed; hvorvel Erfaringen ikke synes at tale for en snarlig Opfyldelse af vort Ønske, maa man dog gjøre Alt for at opretholde Modet hos sig selv og hos Andre, og det er glædeligt at Slesvigerne ikke tabe Modet

C. E. Frijs.

Oreby.

Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Wien, 7. December 1871.

Herr Baron,

Efter en Uges Fraværelse i Ungarn har Grev Andrassy først idag været tilgjængelig for corps diplomatique, og det var for mig den første Leilighed, til at gjøre ham min officielle Opvartning i hans nye Stilling. Efter den første indledende Samtale om personlige Forhold, gik Grev Andrassy over paa det politiske Gebet, ved at spørge mig, hvad jeg syntes om hans Circulaire, ²⁾Andrassys Cirkulære af 23. November 1871 til de østrig-ungarske Gesandter i Udlandet. Cirkulæret indeholder den ny Udenrigsministers Program: Fortsættelse af den fredelige Udenrigspolitik. Trykt i Das Staatsarchiv XXI, S. 299. og yttrede, at han haabede, ved samme at have givet et vægtigt Bidrag til at befæste Freden for Fremtiden, ligesom han nu var sig bevidst, at have fulgt den rette Vei, ved at holde Østerrig udenfor det forløbne Aars skjæbnesvangre Begivenheder. Efter nogle Bemærkninger fra min Side, om at han i den kongelige Regjering vilde finde en oprigtig Støtte for sin Fredspolitik, yttrede Grev Andrassy, at s. 81han havde Grund til at troe, saaledes som han havde sagt mig efter Salzburger Mødet, at vi vilde være de Første til at nyde Frugterne af denne Fredsæra, idet Fyrst Bismarck kun ventede paa det beleilige Øieblik, for at vise sin Høimodighed /: dette ironisk meent:/ ved Nordslesvigs Tilbagegivelse til Danmark. Jeg tillod mig hertil at spørge Grev Andrassy, om han vidste, i hvad Udstrækning og paa hvilke Betingelser den preussiske Regjering tænkte paa at udføre dette priisværdige Forsæt. Han svarede mig, at han ikke var istand til at give mig nogen nærmere Oplysning i saa Henseende, thi derom var Intet bleven sagt ham. Jeg greb da Anledningen til at føre Greven tilbage til Sagens Standpunkt ved Forhandlingernes Afbrydelse og Grev Beusts Depesche af 1. April 1868, ¹⁾Sml. Nr. 999, 1005. idet jeg fremhævede, hvor umuligt det havde været for Hans Majestæts Regjering at gaae ind paa de preussiske Betingelser, og skjulte ikke for ham, hvor lidet den havde følt sig tiltalt ved Beusts Mediation. Idet Grev Andrassy noterede sig Depeschens Datum, og smilende bemærkede, at denne i sig selv var temmelig omineus, bad han mig undskylde, at han ikke endnu var tilstrækkelig inde i dette, som i mange andre Spørgsmaals Detailler; men han haabede, efterhaanden, at kunne sætte sig fuldstændigt ind i samme og derefter være istand til at danne sig en mere bestemt Dom. Jeg fortsatte derefter min Udvikling ved at sige, at Hans Majestæts Regjering, saalidt som den østerrigsk-ungarske forfulgte ærgjerrige Hensigter. Dens Hovedformaal var, at see Pragerfredens Bestemmelse udført paa en Maade, der var egnet til at fjerne al fremtidig Anledning til Complicationer fra dens mægtige Naboes Side; men dette vilde næppe kunne skee, uden at den preussiske Regjering afstod alle overvejende danske Distrikter f. Ex. Als, hvor den danske Befolkning udgjorde over 90 pr. Cent, og opgav de saakaldte strategiske Hensyn, hvorpaa den hidtil havde støttet sin Uvillie til at udlevere s. 82dem, saavelsom den Beskyttelsesret, som den havde forbeholdt sig.

6

Grev Andrassy bemærkede da, at Fyrst Bismarck havde nævnt, at en af Hindringerne for Udførelsen af hans Hensigter netop laae i Vanskeligheden, for at finde den rette Vei, til at beskytte de tydske Familier, som maatte blive indbefattede i Afstaaelsen. Hvad de »strategiske« Hensyn angik, saa frygtede han, at Preussen overfor os vilde begaae samme Feil, ved Bibeholdelsen af Als, som det havde begaaet ved at beholde Metz og Strassborg. Jeg replicerede hertil, at hvad Als angik, var det »strategiske« Hensyn et aldeles tomt Paaskud. Kielerhavn var af den største strategiske Betydning for Tydsklands Magtstilling i Østersøen, hvorimod Alssund og Høruphav kun havde en saadan, forsaavidt det agtede at true Danmark og kaste en fjendtlig Styrke over paa vore Øer. »løvrigt, tilføiede jeg, seer jeg af Deres Yttringer om Metz-Strassborg, at jeg har forstaaet Deres Circulaire rigtigt, idet jeg har opfattet den Pointe, det indeholder til Deres Naboer.« Grev Andrassy loe og indrømmede Rigtigheden af min Bemærkning, idet han tilføiede, at det var mærkeligt, hvor ugeneert man som Diplomat kunde sige sin sande Mening, thi da blev den først ret ikke forstaaet eller udfundet. Han alluderede derved til, at General Schweinitz har været instrueret paa at udtale sin Regjerings levende Anerkjendelse af hans Circulaire, ligesom Hr. Novikoff har meldt ham det russiske Cabinets Samstemning med de af ham udtalte Principer.

Af Grev Andrassys Slutningsbemærkning fremgaaer saaledes en yderligere Bekræftelse af, hvad jeg tidligere har havt den Ære at indberette, nemlig at den østerrigsk-ungarske Regjering ikke har villet eller i Fremtiden agter at tage nogen Deel i Tydsklands Ansvar for Annexionen af Elsass-Lothringen, og ikke vil lade sig binde til nogen Alliance, der maatte indbefatte en Garantie for disse Provindser.

Hvad den slesvigske Sag angaaer, haaber jeg under de nærværende s. 83Omstændigheder at have fulgt saa nær Deres Excellences Instructioner af 21de f. M., ¹⁾Trykt som Nr. 1005. som hine tillod det. Uden at trænge paa mere præcise Udtalelser fra Grev Andrassys Side, vil jeg lade mig det være magtpaaliggende, ikke at forsømme de Leiligheder, der maatte tilbyde sig, til at erfare Ministerens nærmere Anskuelser om Sagen og at indvirke paa dem i vor Interesse

C. Falbe.

Depeche Nr. 35.

H. A. Kriiger til A. E. M. Schleisner.
Beftoft, 12. December 1871.

Meget ærede Ven!

Efterat Valget her til den tydske Rigsdag har funden Sted og efterat jeg paany er gjenvalgt som Repræsentant for Nordslesvig, saa er det Tidspunkt kommen da jeg maa henvende mig til Dem og bringe Dem i Erindring hvad vi tilsammen talte om under mit sidste Ophold i Kjøbenhavn. Skjøndt jeg fuldt og [fast] forudseer, at min parlamentariske Virksomhed er og vil vedblive at være fuldkommen ørkesløs, saa længe Bismarck har sine diplomatiske Forhandlinger med Danmark i vore Spørgsmaal at støtte sig til, saa har jeg dog uagtet jeg vitterligt veed at jeg gjør mig selv Uret, troet at burde give efter for mine Vælgeres Ønske der enstemmig gaaer ud paa at jeg indtager min Plads i Rigsdagen.

Naar jeg siger Dem at det er dengang med stor Ulyst og Uvillie jeg gaar til Rigsdagen saa maa De ikke opfatte det saaledes som om jeg betragter det nordslesvigske Spørgsmaal opgivet derved, at Frankrig er beseiret, tvertimod jeg mener at vor Sag ingensinde har staaet høiere end netop i dette Øieblik og det fordi at Tydskland i nærværende Moment netop s. 84staar i Begreb med at afslutte en Fredstractat med Frankrig og det da er af særlig Vigtighed at Tydskland kan constatere for al Verden, at den ærligt og loyalt efterkommer sine Tractatsforpligtelser. Nei det der kjeder mig og der virker lammende og hemmende paa mit Humeur, det er at jeg mærker mere og mere at den Politik jeg hævder staar i stik modsat Retning den Politik hvorefter den danske Regjering søger Spørgsmaalet ordnet, og ligesom de omtalte Forhandlinger mellem det danske og berlinske Cabinet gjør Bismarck det let at overbevise hele Europa om med hvilken redelig Villie han [har] søgt at fyldestgjøre sin Tractatsforpligtelse ved at henvise til Forhandlingerne, paa samme Maade vil han kunde forskaffe Ret naar det engang skulde komme saa, at Frankrig manglede et Paaskud den kunde paaberaabe sig naar den fandt for godt at gjøre et Sving til Siden fra det Spor den nu afsluttede Tractat bød den at gaa, thi da vil han atter kunde overbevise Verden om sit fredelige Sind ved at pege paa de fortrolige Forhandlinger med Danmark; da den nordtydske Forfatning dennegang foreligger til Revision saa er der vistnok tilstrækkelig Argumenter som tjener mig som Tilknytningspunkt for min Virksomhed, men den Maade jeg her er henvist til at forskaffe mig Ordet paa er forbunden med et meget bebyrdende Arbeide, thi mig tilstedes det ikke som Andre at opnaa Ordet under nogen Generaldebatter i Huset. Thi der er ved den nye Forretningsordens Revision i sidste Samling draget Omsorg for, at Oppositionen ikke kommer for tidt til at tale, man lader som De veed ikke mere dem der ønsker Ordet reise sig op, og Præsidenten gier den han synes bedst om Ordet. Det er i hvert Fald ikke passeret mig endnu, at Præsidentens Øie har søgt den Plads hvor jeg stod. Man maa da paa anden Maade see at gjøre sig gjæl- dende og dette kan skee ved at stille Ændringsforslag til Forfatningen, saadanne kan stilles til 2den Behandling uden Understøttelse og man begjerer da Ordet der ikke kan negtes een for at motivere sit Forslag, men det er en svær og byrdefuld s. 85Vei at gaa; man overdrages med et Arbeide der overstiger mine Kræfter. Jeg er allene som De ved; jeg er overbevist om at Ahlmann nok skulde paa min Begjering følge mig til Berlin, han negter det ikke, men jeg veed tillige, han finder sig umaadelig ilde ved at opholde sig i Berlin, hvorfor han virkelig har en afgjort Afskye og jeg kan derfor ikke faa over mit Sind at anmode ham om at følge mig, derimod har det ikke bebreidet mig da jeg hørte at De som 29aarig paa sidste Session var bleven udskreven til Soldat, at jeg var saa dristig at anmode Dem at aftjene Deres Værnepligt med at assistere mig naar jeg atter blev valgt, og skulde indtage min Plads i Rigsdagen; det er vel sandt Kongens og Fædrelandets Tjeneste bør ingen fornegte sig, men kjere Ven, i hvilken Branche af Militairlivet, kunde De yde Fædrelandet en større Tjeneste som ved at staa mig bi og lette mig de Byrder hvoraf jeg i mine Bestræbelser for Folkets og Fædrelandets Sag er overvældet af. ^*)Til Rigsdagen reiser jeg saasnart den samles.

6*

Hvis Regjeringen og navnlig Krigsministeren under hvis Reseur [?? ɔ: Ressort] det Spørgsmaal hører, anseer min Virksomhed for nyttig, saa antager jeg ikke, at mit Ønske møder Uvillie. Naar jeg herved beder Dem om der ved hiin Samtale erklærede Dem villig til at gaa ind paa mit Forslag i den antydede Retning, at De vilde foreligge mit Ønske for Ministeriet, det skulde dog være besynderlig om Regjeringen skulde hælde til den Mening at De formaaede at gjøre større Nytte ved som Menig at stikkes ind i et Regiment, som De vilde kunde ved at anvende Deres inteligente Evner og Kræfter, Deres erhvervede dybe Indsigter paa det politiske Omraade som De ved tidligere Samvirken med min Ven Ahlmann og mig har lagt for Dagen De er i Besiddelse af, i den Kamp jeg har og ligesom er fordømt til at bestaae imod en overmodig Modstander.

Dersom jeg var kommen til Kjøbenhavn, vilde jeg mundtlig s. 86have foredraget Sagen for høie Paagjældende ^*)De maa hos høie Autoriteter hvem Sagen vedrører efter eget Tykke forelese denne Skrivelse, Stykkevis eller i sin Heelhed alt efter Behag. men jeg finder det rigtige ikke nu at reise did, da man herfra bliver speidet ved hvert Skridt man gjør, og jeg vil ikke give mine Fjender selv et Skinpaaskud.

Det hele maa foregaa i al Stilhed og ingen Uvedkommende maa indvies i Sagen. Jeg har endnu kuns for Deres oeconomiske Forholds Skyld at gjøre Dem opmærksom paa at Tjenesten i Berlin kræver større Offre som Tjenesten i Kjøbenhavn; for at holde Dem skadesløs maatte Deres Lønning hæves fra Menig til Officeer.

Jeg venter inden jeg reiser til Rigsdagen altsaa endnu i denne Uge at høre nærmere fra Dem i Sagen der er mig af særlig Vigtighed.

H Krüger

Cand. phil. 0. A. Schleisners Papirer. — Gengivelsen er bogstavret, dog er Tegnsætningen og Brugen af store og smaa Bogstaver lidt lempet.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Berlin, 27. December 1871.

Deres Excellence vil maaskee allerede af mit Brev af 29de Sept., hvorved jeg efter min Tilbagekomst til Berlin udtalte min Tak for min Ferie, have faaet en Forudfølelse af, at jeg ikke for det Første vilde blive istand til at indsende mange eller righoldige politiske Meddelelser. Under nærværende Forhold, hvor hele Opmærksomheden er henvendt paa det store Centralrige som har dannet sig her, og hvor Omverdenen i forventningsfuld Tilbageholdenhed undgaaer enhver selvstændig Action, synes det iøvrigt ogsaa rimeligt nok, at s. 87der intet Vigtigt foregaaer i de internationale Forhold, eller at, hvis der foregaaer Noget, Ingen uden de umiddelbart Interesserede erfarer Noget derom. Alt hvad man nogenlunde klart kan see, er at Forholdet mellem Preussen og Rusland er saa godt som nogensinde; at Forholdet mellem det nye Tydskland og Østerrig er bedre end tidligere, og at England, sin i den senere Tid stadig fulgte Politik tro, kun beflitter sig paa at hylde Lykken hvor den findes. Her i de indre Forhold gaaer Alting glat. Ikkun de geistlige Forhold i Tydskland give Anledning til Rivninger og, som jeg troer, ikke ringe Betænkelighed.

Hvad vore Sager angaaer, saa har jeg, siden min Tilbagekomst til Berlin i Efteraaret, aldeles Intet hørt om den af dem, som er den vigtigste. De andre gaae deres sædvanlige langsomme Gang igjennem de mange over- og underordnede Instantser som maae høres og desværre ogsaa ofte adlydes; men der er vel dog Grund til at haabe, at de efterhaanden ville finde, om just ikke en fuldkommen tilfredsstillende, saa dog en antagelig Løsning. Jeg modtog nylig en Sag om Hjemstedsbeviser fra Ministeriet, hvis endelige Ordning jeg, efter foreløbig at have talt derom i Udenrigsdepartementet, ikke antager vil volde videre Vanskelighed; men der maa corresponderes derom med de indre Autoriteter, navnlig Localautoriteterne, og saaledes vil der ogsaa hertil udfordres Taalmodighed. Dette er vistnok en ikke alene god men ogsaa i mange Tilfælde nyttig Dyd; men det er haardt i Alting at maatte tage sin Tilflugt dertil, og jeg vilde oprigtigt ønske, endelig engang at kunne meddele noget virkelig Godt og Glædeligt herfra. Jeg kan kun haabe, at det nye Aar, hvortil jeg herved sender Deres Excellence mine bedste Ønsker, maa bringe en heldig Vending i denne Henseende.

G. Quaade.

Orebg.

Lensgreve C. E. Frijs til Direktør P. Vedel.
Frijsenborg, 3. Januar 1872.

Kjære Vedel! Tak for Deres venlige Lykønskning til det nye Aar, hvori vi nu ere indtraadt og som jeg vil haabe maa bringe Dem og Deres megen Glæde i Deres Familiekreds og Dem selv i det Offentliges Tjeneste mindre Kjedsommelighed og Anstrængelse end de foregaaende, samt et saadant otium i Sommerens Løb at jeg engang kan glæde mig til et Besøg af Dem. Endskjøndt jeg nu Intet eller saa godt som Intet har at varetage i det Offentliges Interesse saa synes det Lidet mig dog for meget og jeg tænker tidt paa at vælge et passende Moment for at nedlægge mit Mandat som Landsthingsmand, thi jeg synes det er uforsvarligt at være saa tidt og længe fraværende og jeg kan dog ikke bequemme mig til at leve saa længe adskilt fra min Familie. Imorgen staar jeg i Begreb med at begive mig til Berlin for at hilse paa en syg Søster, hvem jeg nu i 7 Aar ikke har seet ¹⁾Formentlig Juliane Sophie von Kardorff, f. Comtesse Frijs. og jeg maa overvinde min Modbydelighed imod et Ophold, selv om det kun bliver paa et Par Dage i Berlin. Jeg vil naturligviis ikke dersteds hilse paa Nogen undtagen paa Quaade, thi dette kan jeg ikke undlade uden at støde ham personlig, endskjøndt mit væsentligste Ophold vil blive ved Sygesengen. Hidindtil er jeg da Gud være lovet blevet forskaanet for Krygers Besøg, hvilket jeg ikke længes efter, da jeg har havt mere end nok af ham som Minister. ...

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 4. Januar 1872.

Kjære Vedel

... De omtaler i et tidligere Brev et Punkt som jeg endnu ikke særlig har berørt. De siger, at Kryger har skrevet til s. 89Kbhvn., at han havde havt flere Samtaler her med en pr. Statsminister, hvis Navn han ikke erindrede, og som havde raadet ham til at tale med Bismarck eller ialfald med Keudell. ¹⁾Sml. Nr. 1008 og 1011. Det samme har Kryger, da han besøgte mig før sin Afreise, sagt mig; men tiltrods for alle hans yderligere Antydninger og Bestræbelser for at hjælpe mig paa Gled, har det ikke været mig muligt, at udgrunde hvilken Statsminister det kunde være. Han tilføiede imidlertid at det var en Statsminister ausser Dienst. Nu nylig har en Collega ²⁾Due, svensk Gesandt i Berlin. Sml. Nr. 1019. af mig sagt mig at den forhenværende Badensiske Minister Roggenbach havde til ham udtalt sig i en for os gunstig Retning om det nordslesvigske Spørgsmaal; men Krygers »Staatsminister« skulde, efter hvad han sagde mig, foruden at han var pr. St. M. a. D., ikke være Medlem af Rigsdagen.

G. Quaade.

P. Vedels Privatpapirer.

Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Baron Rosenøm-Lehn.
Wien, 23. Januar 1872.

Herr Baron,

Jeg er i den senere Tid gjentagent bleven interpelleret af mine Colleger angaaende et cirkulerende Rygte om Forhandlinger mellem Cabinetterne i Kiøbenhavn, Berlin og Wien angaaende Opgivelsen af Prager Fredens Art. V og Danmarks Neutralisation, som Eqvivalent for det Tab, det saaledes leed. Jeg har ikke skjænket Rygtet nogen Tiltro, og erfoer tilmed gjennem Marquis de Banneville, der havde interpelleret Grev Andrassy om Sagen, at Ministeren bestemt nægtede, at kjende Noget til saadanne Forhandlinger. Da jeg imidlertid igaar paa en Spadseretour med Grev Andrassy fandt en gunstig Leilighed, berørte jeg det nævnte Rygte.s. 90Ministeren forsikkrede ogsaa mig, at der ikke var ham det Mindste bekjendt om disse formeentlige Forhandlingers Existents; tilmed havde han modtaget en Rapport fra Kiøbenhavn, ifølge hvilken Deres Excellence havde besvaret den K. K. Chargé d’affaires’ Spørgsmaal derhen, at der fortiden aldeles ikke forhandledes om den slesvigske Sag. ¹⁾Beretning fra v. Tavera, den østrigske fungerende Chargé d’Affaires i København, 2. Januar 1872 (Wien). Hvad en garanteret Neutralitet angik, ansaae han en saadan af Nytte for Lande, som f. Ex. Belgien, der laae imellem rivaliserende Stormagter, og saaledes vare udsatte for at blive draget ind i deres Trætter, medens Danmark med sin geographiske Beliggenhed og sin politiske Stilling ikke syntes ham, at være udsat for de samme Farer, ligesom det heller neppe i paakommende Tilfælde vilde finde en saa virksom Støtte for dets Neutralitet, som den Belgien ved sidste Krigsudbrud havde havt i England.

Jeg svarede, at jeg vilde afsee fra selve Betydningen af en garanteret Neutralitet, der vel ogsaa havde sine svage Sider, eftersom man havde anseet det for nødvendigt, i det ovenciterede Tilfælde at forny Garantien udtrykkeligt ved en speciel Traktat. ²⁾Englands Traktater med Frankrig 9. August og Tyskland 11. August 1870, hvorved England i Tilfælde af, at den ene af de krigsførende Kontrahenter krænkede Belgiens Neutralitet, tilsagde den anden sin Støtte. I nærværende Tilfælde forekom det Arrangement, som der var Tale om for Danmarks Vedkommende, mig at være ensbetydende med, at vor Debitor skulde fritages for at betale os, hvad han skyldte, og tillige have den Fordeel, at vi sattes i en saadan Stilling, at det gjordes os umuligt, at reclamere vort Tilgodehavende. Fordelen vilde saaledes ganske være paa den ene Side.

»Det er sandt«, svarede Grev Andrassy, »oversat paa godt Fransk /: vor Samtale førtes i dette Sprog :/ er det accurat Meningen af et saadant Forslag.«

s. 91Grav Paars Udnævnelse til Gesandt ved det kongelige Hof er underskrevet af Hans Majestæt Keiseren, og vil en af Dagene blive offentliggjort. ¹⁾Grev Ludvig Johan Baptist Emanuel v. Paar fik sit Akkreditiv udfærdiget 18. Januar 1872 og overleverede det 30. Marts 1872. Grev Paar befinder sig for Tiden endnu i Dresden.

C. Falbe.

Depeche Nr. 1, modtaget 3. Februar 1872.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenøm-Lehn.
Berlin, 28. Januar 1872.

. . . Jeg troer ikke man kan tillægge Krygers Sammentræf med en formeentlig preussisk Statsminister synderlig Betydning. Min Mening er, ligesom Deres Excellences, at Sagen Intet har paa sig. Jeg forstaaer ikke, at Kr. nu mener, at den paagjældende var Eulenburg, thi denne er, som bekjendt, activ Statsminister, medens Kr. betegnede sin Mand for mig som Staatsminister ausser Dienst. Da Kr. fortalte mig Sagen, nævnte jeg forskjellige Statsministre a. D. for saaledes muligen at bringe ham paa det rette Navn, men jeg nævnte kun Preussere saasom blandt andre, Grev Lippe ²⁾Leopold v. Lippe, preussisk Justitsminister 1862—67. og Hr. v. Bernuth ³⁾v. Bernuth, preussisk Justitsminister 1860—62., dog uden Resultat; og senere har jeg, saaledes som jeg har skrevet til Vedel, ⁴⁾Nr. 1017. tænkt mig at vedkommende kunde være den tidligere badensiske Udenrigsminister Baron Roggenbach ⁵⁾Franz v. Roggenbach, badensisk Udenrigsminister 1861—66.; og da min svenske Collega, Due, nylig sagde mig at Roggenbach for ham havde udtalt sig i en for os meget gunstig Retning om det slesvigske Spørgsmaal, er det atter faldet mig ind, at det kunde være ham, der havde givet Kr. det omhandlede Raad. Men Roggenbach er Medlem af Rigsdagen, medens Kr. i sin Tid sagde, at den han meente, saavidt han troede,s. 92ikke var Medlem af denne Forsamling. Kr. fortjener vist al Paaskjønnelse for sin gode Villie og mageløse Iver og Udholdenhed; men hans Referater om hvad der foregaaer i Rigsdagen her, ere ofte noget ufuldstændige og forhastede, idet det tydske Sprog endnu altid er ham temmelig fremmed.

Afseet herfra viser der sig imidlertid dog for mig oftere Tegn paa, at man her gjerne vilde have det slesvigske Spørgsmaal ud af Verden. Men jeg troer at Sagen udelukkende beroer paa Bismarck og selvfølgelig Kongen. Der kan derfor, efter min Mening, saamegetmindre bygges noget paa hvad Andre sige, som disse sikkert ikke kjende Bismarcks Tanke; hvortil kommer, at Folk, naar man har dem enkeltviis for sig, ofte, blot for at være behagelige, sige Ting, som der ikke ligger noget Videre bagved. Men forresten sagde gamle General Wrangel forleden ved Ordensfesten paa Slottet, i to preussiske Generalers Paahør, til mig, at det slesvigske Spørgsmaal snart maatte ordnes forat det kunde komme »ins Klare« mellem Danmark og Preussen. Jeg kan imidlertid ikke tillægge dette nogen Betydning, og mange mene ogsaa at Wrangel har overlevet sig, saavelsom ogsaa den Indflydelse han maatte have havt. ...

G. Quaade.

P. Vedels Privatpapirer.

Lensgreve C. E. Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøhenhavn, 7. Februar 1872.

Kjære Vedel! Hvis De vilde gjøre mig den Fornøjelse at spise til Middag hos mig næstkommende Tirsdag den 13de Kl. 6, vilde De herved glæde mig meget; det er ængsteligt i hvilken Grad det danske Udenrigsministerium bliver belæmret med politiske Agenter, thi knap er jeg kommet hjem, førend en Ny, jeg antager Hrr Tietgen indfinder sig i Berlin; jeg haaber at der er ligesaalidt Røg ved den sidste som ved den første Brand.

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Berlin, 10. Februar 1872.

Deres Excellence vil af mit sidste Brev ¹⁾Nr. 1019. erindre en Yttring om Nordslesvig af Feldtmarschal Wrangel. Jeg kan idag omtale nogle lignende Yttringer, som, skjøndt de jo vistnok Intet bevise med Hensyn til det endelige Udfald, dog, naar man kan fæste Lid til dem,vidne fordeelagtigt om Stemningen i de Fyrst Bismarck nærmeste Kredse.

Jeg saae nylig paa et Hofbal Baron Keudell og benyttede Leiligheden til at anbefale ham Udvandringssagens hurtige Fremme, forsaavidt dette stod i hans Magt. ²⁾Sml. Nr. 991 c. Han lovede mig at gjøre hvad han kunde, idet han bemærkede, at Sagen, som jeg vidste, ikke hørte under hans Ressort; og derpaa tilføiede han: »Men jeg vilde ønske, at vi snart ogsaa kunde faae en anden vigtigere Sag bragt i Orden.« Paa samme Maade yttrede senere Geheimr. Abeken sig, til hvem jeg ligeledes havde anbefalet Udvandringssagen. Disse Yttringer tør vi jo ganske vist ikke tillægge nogen særdeles Betydning. Vi kunne vistnok ikke bygge noget Haab paa dem alene; men de give dog et ikke ringe Bidrag til at støtte den Mening, at Hindringen for den nordslesvigske Sags Ordning ligger andensteds end i Udenrigsdepartementet.

Udvandringssagen er i disse Dage gaaet til Krigsministeriet; og jeg benyttede Leiligheden paa ovennævnte Hofbal til ogsaa at anbefale Krigsministeren, Gen. Roon, og Chefen for vedkommende Afdeling i Krigsministeriet, Gen. Stiehle, Sagen. Begge udtalte de sig meget tilfredsstillende. . . .

G. Quaade.

Oreby.

Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn til Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien.
Kjøbenhavn, 12. Februar 1872.

I Anledning af Deres Høivelbaarenheds Indberetning af 23de f. M. ¹⁾Trykt som Nr. 1018. undlader jeg ikke at bekræfte, at der ikke er skeet nogensomhelst Henvendelse til den kongelige Regjering i Retning af en Neutralisation af Danmark, som skulde garanteres af Europa, ligesom heller intet Datum bringer mig til at antage, at denne Tanke skulde beskjæftige Cabinetterne. Jeg kan imidlertid ikke dele den af Dem i Deres Samtale med Grev Andrassy udtalte Opfattelse, at nemlig et saadant Forslag skulde være »ensbetydende med, at vor Debitor skulde fritages for at betale os hvad han skyldte«, thi jeg vilde tvertimod i og for sig lettest kunne forstaae, at det omtalte Forslag fremkom i Forbindelse med en paatænkt Opfyldelse af Art. V og som Svar paa den fra preussisk Side saa ofte fremsatte Indvending mod Tilbagegivelsen af Als og Dybbøl, at den danske Regjering derved vilde komme i Besiddelse af strategisk vigtige Positioner, der i en europæisk Krig kunde blive farlige for Preussen. Men netop den Forbindelse, som disse to Spørgsmaal saaledes forekommer mig at staae i til hinanden, bestyrker mig kun yderligere i, at det omtalte Forslag slet ikke for Tiden er Gjenstand for nogensomhelst Forhandling.

O. D. Rosenørn-Lehn.

U. A. Ges.ark. Østrig 1—11. Politiske Sager 1871—80. — Depeche Nr. 2.

Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Wien, 16. Februar 1872.

Herr Baron.

Jeg har havt den Ære idag at modtage Deres Excellences Depeche Nr. 2 af 12te dennes i Svar paa min ærbødigste s. 95Rapport af 23de f. M., ¹⁾Trykt som Nr. 1018. og hvorved De bekræfter min Formodning om, at de formeentlige Forhandlinger angaaende Prager-Fredens Art. V’s Opgivelse og en dermed i Forbindelse sat Neutralisation af Danmark, kun beroe paa et løst eller forsætlig udspredt Rygte. Naar Deres Excellence dertil bemærker, at De ikke kan dele den af mig i min Samtale med Grev Andrassy udtalte Opfattelse, formaaer jeg ikke at forklare mig dette, uden forsaavidt De kun henfører mine Yttringer til Spørgsmaalet om en Neutralisation alene og uden Forbindelse med det andet i min Rapports Indledning fremhævede Punkt. Jeg skal derfor tillade mig, for større Tydelighed at resumere min Argumentation. Rygtet gik, som anført, ud paa, at Forhandlinger vare indledte /: formeentlig fra Berliner Cabinettets Side :/ om »Opgivelsen af Prager Fredens Art. Y og Danmarks Neutralisation som Eqvivalent for det Tab, som Det saaledes led.« Med andre Ord: den preussiske Regjering skulde ville fritages, for at tilbagegive Danmark nogensomhelst Deel af Slesvig, og skulde ville formaae de europæiske Cabinetter, til at garantere Danmark Dets Neutralitet, som en formeentlig Erstatning, fordi Prager Fredens Art. V ikke opfyldtes. Yi skulde altsaa finde vor Trøst i vor fremtidige Sikkerhed indenfor vore nærværende Grændser.

Idet Grev Andrassy i sit Svar først gik ind paa at discutere den halve Deel af Sagen, nemlig Danmarks Neutralisation, taget for sig i sin Almindelighed, svarede jeg ham, at jeg vilde af see fra dette Spørgsmaal i dets Almindelighed. Men at »i nærværende Tilfælde« altsaa henseet til Spørgsmaalet, som det nu forelaae, nemlig i Forbindelse med en Opgivelse af Prag er Fredens Art. V — »forekom dette Arrangement mig at være eensbetydende med, at vor Debitor skulde fritages for at betale os, hvad han skyldte, og tillige have den Fordeel at sætte os i en saadan Stilling /: ved vor Neutralisation :/,s. 96at det gjordes os umuligt at reklamere vort Tilgodehavende.« Denne Sammenligning forstod Grev Andrassy fuldkomment og billigede den. Han gav saaledes en Forventning om, at han i paakommende Tilfælde ikke vilde give de omtalte Forslag sin Stemme, hvilket vistnok turde have noget Værd. Saa usandsynligt det maa forekomme os, at Cabinetterne skulde lade sig besnære til at gaae ind paa saadanne Forslag fra preussisk Side, saameget mere maatte det forundre mig i en Samtale med min russiske Gollega at finde, at han ikke var utilbøielig, til at betragte Danmarks Neutralisation som et Gode for os, der var nok værd at tilkjøbe sig ved en Renonciation paa Art. V ɔ: Nordslesvigs Tilbagegivelse.

Jeg haaber saaledes at have tydeliggjort Meningen af den Sammenligning med en Debitors Forhold, jeg gjorde i min Samtale med Grev Andrassy, og skal sluttelig tillade mig at udtale, at jeg fuldstændigt deler Deres Excellences Anskuelse, at man fra vort Standpunkt kun vilde kunne finde nogen sund Mening og et Beviis paa en ærlig Politik i det formeentlige Neutralisationsforslag, naar samme blev sat i Forbindelse med en Opfyldelse istedetfor en Opgivelse af Art. V og navnlig med Hensyn til Ais’ og Dybbøls Tilbagegivelse.

C Falbe

Depeche Nr. 3, modtaget 20. Februar 1872.

Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Wien, 22. Februar 1872.

Herr Baron,

[Jeg har i Dag benyttet Lejligheden til at gøre Grev Andrassy] opmærksom paa, at Spørgsmaalet om en Opgivelse af Prager Fredens Art. V i Forbindelse med Danmarks Neutralisation paany var blevet fremdraget, og det af »Augsb.s. 97Allg. Zeitung«. ¹⁾»Augsburger Allgemeine Zeitung« Nr. 42 og 43 for 11. og 12. Februar 1872 indeholder en Artikel: »Ueber neutralisirte Staaten und die angeblich zur Frage stehende Neutralisirung Danemarks«: »Pester Lloyd« har nylig meddelt, at Danmarks Neutralisering er paa Tale, og at den danske Regering tillægger den Sikkerhed under en fremtidig Krig, som Danmark derigennem vilde opnaa, saa stor Betydning, at den er villig til at opgive de Fordringer, der grunder sig paa Pragerfredens Art. V, hvis Preussen vil understøtte Neutraliseringsplanen. »Augsburger Allgemeine Zeitung« anser det for usandsynligt, at Neutraliseringen i Øjeblikket, da den danske Konge er i Udlandet, skulde staa paa Dagsordenen, men Tanken er ikke ny og vil sikkert før eller senere blive gjort til Genstand for Forhandlinger mellem Stormagterne. Artiklens Forfatter anstiller derefter en Sammenligning mellem Danmarks og de neutraliserede Staters Stilling og drøfter Betingelserne og Mulighederne for en Neutralisering og dennes Betydning for Danmark. Jeg yttrede, at skjøndt jeg ikke tillagde Rygtet nogen øieblikkelig Betydning, turde jeg dog ikke lade det gaae helt ubemærket hen, da det muligt kunde være anlagt paa at bearbeide den offentlige Mening forud for, at Forslag i denne Retning fremkom, og tilføiede, at der maaskee kunde være nogen Mening i en Neutralisation, naar den preussiske Regjering ved at tilbagegive os de strategiske Positioner, som efter Befolkningens Nationalitet utvivlsomt tilkom os, vilde søge at afværge, at disse i Fremtiden vendtes imod den selv, idet jeg saaledes i Deres Excellences Depeche, Nr. 2, af 12. dennes har troet at see en tilstrækkelig Autorisation til at fremsætte den deri udviklede Anskuelse som en personlig Bemærkning.

Grev Andrassy svarede mig, »at han, som tidligere sagt, aldeles ikke kjendte til noget Forslag af omtalte Art fra nogen Side, at man imidlertid fra Berlin af altid forberedte en Sag paa lang Haand med sædvanlig Behændighed, saa at han vel forstod, at jeg ikke kunde lade Rygter af saadan Art gaae upaaagtet hen. Han formaaede selv ikke at see nogen Logik i hiint Rygtes dobbelte Proposition, der bestod i først at tilegne sig det mest mulige af sin Nabos Eiendom og dernæst gjøre ham uskadelig, saaat han ikke kunde søge at s. 98komme til sin Ret igjen. Det var at give en dobbelt Fordeel til den ene Part og Intet til den anden.« Deres Excellence vil finde, at Grev Andrassy saaledes næsten Ord til andet udtalte som sin egen Mening, hvad jeg havde yttret til ham unger vor forrige Samtale om denne Gjenstand. Han billigede ogsaa ganske min Slutningsbemærkning om en Neutralisation forsaavidt der var Tale om at tilbagegive os Als og Dybbøl, og tilføiede, »at han ikke ansaae det for umuligt, at Preussen tilsidst bekvemmede sig til at udføre Art. V.« Dog kunde jeg ikke andet end bemærke, at Grev Andrassy, ligesom hans Ord ikke tydede paa nogen stærk Forvisning i denne Henseende, ogsaa i Tonefaldet talte med langt mindre Til lidsfuldhed, end da han ved sin Tiltrædelse af Udenrigsministeriet selv bragte dette Spørgsmaal paa Bane for mig. . . .

7

C. Falbe.

Depeche Nr. 4, modtaget 27. Februar 1872.

Circulaire confidentielle aux ministres du Roi à Berlin, Londres, Paris, Rome, Stockholm et St. Pétersbourg.
Copenhague, 2 mars 1872.

Il n’a sans doute pas échappé à votre attention, monsieur, que des journaux étrangers se sont occupés dernièrement de la question d’une neutralisation du Danemark, et ils ont méme été jusqu’à prétendre que cette idée faisait objet de pourparlers entre les cabinets. Je n’ai pas ajouté à cette nouvelle une importance qu’elle ne me parait pas mériter. Aucun indice quelconque n’est en effet venu la confirmer, les grands cabinets me paraissent trop préoccupés d’autres questions politiques qui les touchent de plus près, et une décision européenne de la nature susindiquèe ne pourrait guère être prise en dehors d’une conférence générale, dont la réunion dans l’état actuel de la politique rencontrerait sans doute de très grandes difficultés.

s. 99Mais tout en étant pour le moment entièrement dépourvu d’actualité, il n’en est pas moins assez significatif, que cette idée ait pu être émise par la presse, et je ne crois pas superflu dès-à-présent de vous fixer, monsieur, sur ma manière de voir relativement à une combinaison politique qui à un moment donné et dans d’autres circonstances pourrait peutêtre revenir plus sérieusement sur le tapis.

Tant qu’il ne s’agirait que de couvrir le territoire actuel du Danemark d’une inviolabilité que les puissances étrangères s’obligeraient à respecter en temps de guerre, je n’hésiterais pas de regarder un tel avantage comme trop chèrement acheté au prix d’un abandon de la liberté d’action politique du gouvernement danois. Je ne veux entrer ici dans aucune discussion sur la valeur qu’une pareille garantie européenne peut mériter, bien que les expériences des dernières années n’aient pas servi à augmenter le prestige d’un acte international de cette nature. En effet, les belligérants paraissent plutot disposés à prendre conseil de leurs convenances qu’à se conformer strictement à la parole donnée, et s’il est permis de voir l’expression indiscrète des sentiments intimes non seulement de l’Angleterre mais aussi des autres garants dans les explications que Lord Derby ¹⁾Edward Henry, Lord Stanley (1826--93), 1869 15. Earl of Derby, engelsk Udenrigsminister 1866—68 og 1874—78. (:alors Lord Stanley :) croyait devoir donner en plein parlement relativement à la garantie de la neutralité du Luxembourg, ²⁾Se Pari. Debates CLXXXVII, 1918, eller Polit. History of England XII, 211 f. il est bien difficile de conserver la moindre illusion sur l’efficacité d’une pareille garantie. Mais la réflexion qui avant toute autre me déciderait, c’est que la neutralisation du territoire actuel du Danemark impliquerait naturellement l’abandon de tout l’espoir de recouvrer jamais la partie danoise du Slesvig, car il n’est pas possible de se dissimuler que, le Danemark une fois neutralisé, la Prusse n’aurait plus aucun motif s. 100pour remplir l’article V du traité de Prague et elle ne manquerait certes pas de chercher dans la nouvelle position donnée au Danemark un prétexte pour décliner les suggestions que d’autres puissances pourraient vouloir lui faire à ce sujet.

7*

La question prendrait, il est vrai, un tout autre caractère, si la rétrocession loyale et complète de la partie danoise du Slesvig venait à précéder ou à accompagner la neutralisation du Danemark entier. Dans cette supposition la Prusse serait appelée à payer — dans une mesure assez modeste, il faut l’avouer — l’avantage important d’avoir à ses frontières un voisin inoffensif, et le Danemark se trouverait placé dans les conditions nécessaires pour éprouver à 1’égard de la Prusse les sentiments amicaux, sans lesquels il lui serait bien difficile de remplir consciencieusement ces nouveaux devoirs comme état neutre. Demander au Danemark le sacrifice de son indépendance politique ne serait enfin pas possible que si en même temps la nation obtenait, je ne dis pas une faveur, mais une satisfaction de son droit, basé sur la justice et affirmé par les traités. Je ne dis pas que même dans cette supposition le gouvernement danois se déterminerait à accepter une neutralisation qui irait au delà des territoires rétrocédés et notamment des points d’importance stratégique, comme le Dybböl et l'île d’Als, mais je reconnais que la question ainsi posée, mériterait d’étre soumise à un examen sérieux et approfondi.

Je n’ai pas 1’intention de vous inviter à chercher une occasion pour vous énoncer dans le sens de cette dépêche, mais je vous prie de vous inspirer des considérations susidiquées dans les conversations fortuites que vous pourriez être mis dans le cas d’avoir avec vos collègues à 1’égard de cette question.

O. D. Rosenørn-Lehn.

Geheime Registraturen.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Berlin, 29. Marts 1872.

. . . Deres Excellence vil have seet, at den herværende Presse saa at sige aldeles ikke har beskjæftiget sig med det i meget æret Depesche af 2den d. M. Nr. 4 ¹⁾Nr. 1025. omhandlede Spørgsmaal om Danmarks Neutralisation. Jeg kan hertil føie, at dette Spørgsmaal slet ikke er bleven berørt for mig fra preussisk eller tydsk Side, og at de enkelte af mine Colleger, som have omtalt det for mig, aldrig have gjort det for Alvor.

Quaade.

Depeche Nr. 9, modtaget 2. April 1872.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Berlin, 12. Juni 1872.

Deres Excellence vil af min Rapport af 10de have seet, at vi endnu i en 14 Dage maae have Taalmodighed med Udvandringssagen. Men efter alt hvad man siger mig, vil da ogsaa Sagen gaae i Orden.

Hvad den anden endnu vigtigere Sag angaaer, da bestaaer det Eneste jeg i lang Tid har hørt derom, i en Meddelelse, som Kjker Krag ²⁾Kammerjunker R. Krag, Legationssekretær. ved sin Tilbagekomst til Berlin for omtrent 14 Dage siden bragte mig om en Efterretning der var kommen til Kbhvn. fra Vien, og hvorefter den herværende Regjering havde søgt Enighed med nogle andre Regjeringer navnlig den østerrigske, om et Slags Ultimatum der skulde stilles Danmark. Her har der, saavidt jeg veed, aldeles ikke været Tale om noget Sligt, selv som Rygte, og jeg maa saaledes saameget mere ansee det for ugrundet, som der dog alt s. 102er hengaaet temmelig lang Tid, uden at der synes at være kommet Andet ud deraf.

Naar jeg siger at jeg Intet har hørt om det Nordslesvigske Spørgsmaal, saa mener jeg da forresten ikkun, at der Intet er kommet mig for Øre, som der var Anledning for mig til at skrive om. Thi jeg har ganske vist, nu som ellers, hørt tale om Spørgsmaalet, forsaavidt som dels Colleger af mig have spurgt mig om Stillingen var forandret, og dels officielle saavelsom andre Personer, have, som forhen, udtalt deres egen Attraa efter et godt Forhold mellem Danmark og Tydskland og, som Middel hertil, erkjendt Ønskeligheden af det omhandlede Spørgsmaals Løsning; men dette betyder desværre, efter min Mening, ikke Meget; thi der er kun to Personer i Verden, hvis Anskuelser eller Hensigter ere af virkelig Betydning for dette Spørgsmaals Løsning. Hvem disse to Personer ere, vil Deres Excellence let indsee; men paa Spørgsmaalet om hvilken af dem, der har den største Indflydelse paa Sagens Afgjørelse, kan jeg intet Svar give. Kun saameget er vist, at den ene af dem, det jeg veed, aldrig har udtalt sig, ialfald aldrig tydeligt, og at jeg ikke veed, hvormegen Tiltro man kan skjænke den andens mangfoldige Udtalelser.

Hvad M.’s Yttring ¹⁾Feltmarskal Grev H. v. Moltke. Sml. »Bismarck und die nordschleswigsche Frage«, S. 397—400. Hähnsen II, Nr. 946—48. angaaer, saa kan man vel ikke frakjende den al Betydning, og muligt er det jo ogsaa, at en saadan Yttring foreligger netop fra den nærværende Tid; thi ifølge min Erfaring har Gr. M. bestandig været blandt dem der ønskede en Forsoning med Danmark; men jeg forstaaer ikke, at Yttringen skulde være gaaet saa langt Syd paa som Deres Excellence mener. Idetmindste har Gr. M. i tvende Samtaler med mig, hvorom jeg under 3die April og 1ste Maj 1869 har privat tilskrevet Grev Frijs, ²⁾1869 Fejl for 1868. Trykt som Nr. 446 og 489. Sml. Nr. 1047. udtrykkelig undtaget »die Schlachtfelder« fra hvad der kunde gives Danmark tilbage.s. 103I den første af disse Samtaler gjorde han ganske vist en Indrømmelse med Hensyn til Als, men i den anden var han atter mindre coulant.

G. Quaade.

Oreby.

Folketingsmand Carl St. A. Bille til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Kjøbenhavn, 16. Juni 1872.

Paa en nylig endt Rekreationsrejse benyttede jeg et Ophold i Berlin, hvor den tydske Rigsdag var samlet, til efter min Sædvane at stifte Bekjendtskab med forskjellige Personligheder, der enten gjennem Pressen eller som Deputerede udøve Indflydelse paa de offenlige Anliggender, og ved Samtaler med dem søge direkte Kundskab om Opfattelsen af Spørgsmaal, som berøre vort Fædrelands Interesser. ¹⁾Sml. Kriegers Dagbøger V, 237 f., 256. Det var fortrinsvis det nordslesvigske Spørgsmaal, Preussens og Tydsklands Stilling til Pragerfredens Artikel V, hvorom disse Samtaler drejede sig, og skjøndt ingen af dem, med hvem jeg har drøftet denne Sag, indtager nogen officiel Stilling eller har kunnet tale paa den preussiske Regerings Vegne, saa har det dog forekommet mig rigtigt at meddele det Indtryk, som jeg ad denne Vej har modtaget af dette for Danmark saa betydningsfulde Anliggendes nuværende Stilling, til Deres Excellence, henstillende til Deres Afgjørelse, om De maatte finde Dem foranlediget til videre at benytte denne Skrivelse. Jeg skal endnu kun forudskikke, at jeg selvfølgelig i alle de Samtaler, jeg har ført, stærkt og gjentagende har fremhævet min rent private Stilling samt betonet, at jeg, uden nogensomhelst Kundskab til den danske Regerings Hensigter, kun i min Egenskab af dansk Rigsdagsmand og tidligere dansk Journalist ²⁾Bille havde fra 1851 til 1872 redigeret »Dagbladet«. ønskede at kjende den paa tydsk Side raadende Opfattelse.

s. 104Det nordslesvigske Spørgsmaal er den offenlige Mening i Tydskland inderlig ubehageligt; man hører det nødig omtale, skyder det helst tilside som »verblasst« eller »aus der realen Politik fast ausgeschieden«, og om man end i private Samtaler tilsidst indrømmer, at det maa løses, og helst bør løses paa en imod Danmark billig Maade, saa vover Anerkjendelsen heraf sig sjelden ud over Lønkammeret. Med een eller to Tydskere er det forholdsvis let at komme paa det Rene om, hvad Ret og Billighed kræver, men saasnart der bliver tre eller fire, saasnart den solidariske tydske Følelse kan gjøre sig gjældende, holder Retfærdigheds- og Billigheds- følelsen op for at lade Erobringslysten og Troen paa den tydske Kulturs Velsignelser for enhver anden Folkestamme blive eneherskende. Mange tydske Journalister have under fire Øjne indrømmet baade det Kloge og det Retfærdige i en liberal Opfyldelse af Pragerfredens Art. V, men ingen tør eller vil sige det Samme offenlig; ethvert Blad frygter for at lide samme Skjæbne som »Köln. Zeit.«, der ligefrem har tabt i almindelig Indflydelse ved at insistere paa Traktatens Opfyldelse og idelig spottes for sin »fixe Idee«, sin »marotte« i dette Punkt. »Man vilde stene mig, hvis jeg sagde dette offenlig« — yttrede en af de indflydelsesrigeste berlinske Hovedredaktører til mig efterat være bragt til at erkjende, at der dog mulig kunde være Tale om en Delingslinie fra Gjenner Bugt til Höyer. Ikke destomindre er der med denne Uvillie og Utilbøielighed til offenlig at vedstaae, hvad man nødes til privat at indrømme, hos Mange forenet et stærkt og oprigtigt Ønske om at faae Forholdet til Danmark bragt paa det Rene. Hvad enten man erkjender Nordslesvigernes nationale Ret i og for sig eller kun bøjer sig for den Traktat, som Fyrst Bismarck nu engang har »begaaet den Fejl« at afslutte, hvad enten man indrømmer en »Ehrenverpflichtung« eller kun vil høre om en »Ehrensache«, saa ønsker man at see dette Mellemværende afgjort, at faae denne dog altid ubehagelige Historie bragt ud af Verden og komme i et godt s. 105Forhold igjen til Danmark, til det skandinaviske Norden. Hvad man længst dvæler ved, er Tvivlen om, at Danmark virkelig vil lade sig forsone, at man kan komme til en Afgjørelse, der uden at opoffre, hvad Tydskland menes ikke for nogen Pris at kunne give slip paa, nogenlunde kan tilfredsstille Danmarks Krav og forvandle denne fjendligsindedeNabo til en sympathetisk Ven. Man røber den højeste Grad af Sensibilitet ligeoverfor enhver, selv nok saa ubetydelig, Yttring af den nationale Uvillie fra dansk Side, som man ikke kan nægte er naturlig og forskyldt ved Tysklands hele Optræden imod os, og man forlanger Vidnesbyrd om, at en anden Stemning imod Tydskland er indtraadt i Danmark og i det skandinaviske Norden. Svarer man da, at Begyndelsen netop maa skee fra tydsk Side ved at vise Redebonhed til at opfylde den Traktat, ud over hvilken Danmark intetsomhelst Ønske nærer, saa hedder det atter og atter, at der maa komme en Impuls fra dansk Side, at Initiativet maa tages herfra. Denne Skyden over fra den Ene til den Anden er maaskee den største af de Vanskeligheder, som frembyde sig for en nyttig Behandling af Emnet i den danske og den tydske Presse.

Men over alle disse Yttringer og alle de Udviklinger, hvortil de give Anledning, er der een Hovedbetragtning, som har mødt mig hos saagodtsom alle dem, med hvem jeg har talt, hvad enten de tilhørte det ene eller det andet Parti, hvad enten de viste sig personlig stemte for en mindelig Overeenskomst med Danmark eller troede at kunne afgjøre Alt ved en Henvisning til Preussens »Machtstellung« og den tydske Nationalitets Velsignelse som Kulturbringer. Det er den, at Alt i denne Sag beroer paa den tydske Regering, at den kan gjøre, hvad den vil, uden at bryde sig om den offenlige Mening, at Fyrst Bismarck her som i saa meget Andet er uindskrænket Herre. Meningerne vare delte om Nytten af at bearbejde Stemningen gjennem Pressen, men desto mere samstemmende om, at Sagen kunde være ordnet i et Nu,s. 106naar Bismarck vilde det, men at han ogsaa er den Aller-Eneste, som helt magter denne Sag, fordi kun han har den Autoritet, som kræves til at imponere alle Parter og overvinde den Modstand, som for enhver Anden vilde voxe op til at blive uovervindelig eller dog ialfald saa farlig, at neppe Nogen vilde vove at udfordre den.

Om da Fyrst Bismarck vil nogen Overenskomst, var et Spørgsmaal, som man ikke kunde besvare mig med samme Sikkerhed. Imidlertid vare de Fleste af den Tro, at han gjerne vil det, og navnlig var denne Opfattelse meget bestemt hos Flere, der i Anskuelser staae Bismarck nær, ja som sandsynligvis ere bekjendte med hans Tankegang paa dette særlige Omraade. Den Anskuelse, som jeg medbragte, nemlig at den nuværende Kejser var uvillig stemt imod en Tilbagegivelse af slesvigsk Territorium til Danmark, blev bestridt; man forsikkrede mig, at der fra denne Side ikke vilde være nogensomhelst Hindring at overvinde for Bismarck, at Kejseren tvertimod vilde føle sig tiltalt ved at kunne arrangere ogsaa denne Sag med Forsynet og indfrie sit givne Ord, saa at det ikke henstod som en pinlig Gjæld til hans Efterfølger.

Særdeles vanskeligt var det derimod selvfølgelig at komme til nogen Klarhed om, paa hvilke Vilkaar Fyrst Bismarck kunde ventes at være villig til at søge en Overenskomst bragt tilveje. Herom yttredes kun Gisninger, der varierede stærkt; medens en Enkelt ikke ansaae det for umuligt, at Bismarck kunde ville give selv Dybbøl og Als tilbage, vare Andre af den Anskuelse, at der ikke kunde ventes mere end en »Grændseregulering«. Derom vare dog Alle enige, at de under »Samtalerne« fra Maj 1867 til Marts 1868 ¹⁾Om disse Forhandlinger se Akter I og Aage Friis: Den danske Regering og Nordslesvigs Genforening med Danmark I. opstillede Fordringer om Garantier for de Tydskere, der maatte komme tilbage under dansk Herredømme, ikkun vare Paaskud, som benyttedes til at forhindre et Resultat, og at der ikke for Alvor kunde blive Tale om saadanne. Det syntes ogsaa at være s. 107en fælles Anskuelse, at en Ordning vilde lettes betydelig ved en Opgivelse fra dansk Side af Folke-Afstemningen.

Det samlede Indtryk, som jeg har modtaget af de i Berlin førte Samtaler, og som siden er blevet bestyrket ved en omhyggelig Overvejelse af den hele politiske Stilling i Øjeblikket, er dette, at et fra den danske Regerings Side taget Initiativ ikke vilde blive tilbagevist af Fyrst Bismarck, naar der til Forsøget valgtes en ved social Stilling og politisk Fortid fremragende Personlighed, som var egnet til den for den tydske Rigskantsler ejendommelige Forhandlingsmaade, og naar man strax uforbeholdent udtalte sin Erkjendelse af den ved Tydsklands Sejr over Frankrig indtraadte Forandring i Situationen. Netop det nuværende Tidspunkt, hvor intet større Anliggende optager Interessen, og hvor intetsomhelst Skin af Tvang eller Tryk vilde falde paa Preussen ved et eventuelt Forlig, turde være særlig skikket til et Forsøg, som selv i ugunstigste Tilfælde Intet vilde forspilde, og som dog mulig kunde føre til en saadan Løsning af Danmarks Livsspørgsmaal, der efter de givne politiske Forhold maatte erkjendes for nogenlunde tilfredsstillende, selv om den ikke opfyldte Alt, hvad vort Fædreland engang troede at turde haabe. ¹⁾Sml. Hähnsen II, Nr. 890.

Bille.

Oreby.

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin.
Kjøbenhavn, 19. Juni 1872.

Kjære Kammerherre.

Bille (Dagbladet) har nylig været i Berlin og der sat sig i Forbindelse med Deputerede og Journalister angaaende Art.V. Hjemkommen fra sin Rejse har han skrevet Baron Rosenørn et Brev til om sine Erfaringer, hvoraf det forresten s. 108viser sig at Halls ¹⁾C. C. Hall var Kultusminister. Efterretninger og hemmelighedsfulde Antydninger baserede sig paa hans Referater.

Bille siger: man er generet af Art. V, man vil gjerne stille sig i et godt Forhold til os (og Sverig-Norge), man giver Bismarck fuldkommen carte blanche m. H. t. denne Sag. Bism. vil ligeledes gjerne arrangere Sagen, Moltke er for den, og Kongen er ganske villig til ogsaa at ordne dette Forhold før han døer. Vi kunne just ikke vente Als og Dybbøl, dog var det maaskee ikke aldeles umuligt. Men vi maae tage Initiativet, Øjeblikket er meget godt nu, vi burde sende en Mand der kjender Bismarcks Maade at forhandle paa og det Hele kunde være hurtigt gjort. Man er villig til at opgive Fordringen om Garantier.

Det er Quintessencen af hans Brev. Da Baron R[osenørn] viste mig det — thi Hall som kjender mine Tanker har ikke talt derom til mig — sagde jeg at jeg troer ikke at det er sandt at M. og Kejseren vil give tilbage, derimod anseer jeg Bism. for altfor politisk udviklet til at han i Principet skulde være imod Sagen, hvis han vandt Noget derved. Jeg vil endvidere troe at Fordringen om Garantier ikke fastholdes i sin fulde Udstrækning, men dels troer jeg at der ikke er Tanke om Mere end en større Grændseregulering, dels vil man derfor have Mere end den Bevidsthed at opfylde Art. V taliter qualiter. Hvori dette Mere kan bestaae, forudseer jeg ikke, men man maa her være belavet paa at Udstrækningen af en eventuel Retrocession gradueres efter Størrelsen af hvad vi vilde love. Jeg tænker Muligheden af en mere omfattende Handelstractat, maaskee ogsaa directe politiske Forpligtelser. Jeg veed ikke hvad der i saa Henseende kan komme frem og det er Regjeringens Sag at vide hvad den eventuelt vil svare til Sligt, men det holder jeg paa, at det vilde være letsindigt at tage et Initiativ og ikke være klar forinden med sig selv om 1) hvor lidet man event, vilde lade sig nøje med s. 109og 2) hvorledes man vil stille sig til saadanne videregaaende Forslag, der maaskee kunde gjøres os.

Baron Rosenørn har indvendt mig:

1. at vi jo altid kunde trække os tilbage, hvis man ikke i Berlin vilde tilbyde os hvad vi ikke kunde være tjent med at modtage og at vi da i alt Fald Intet havde tabt ved at gjøre et Forsøg, som Mange herhjemme ansee for rigtigt.

Det benægter jeg. Efter min Mening staae vi slettere naar vi selv tage et Initiativ og da strax maae sige Nej til Tilbudet, for ikke at tale om at hvis man foreslog os et Forbund af politisk Natur, vilde vor Vægring fremkalde en bestemt Mistro til os, som dog, naar intet Spørgsmaal og altsaa heller ingen Vægring foreligge, i alt Fald kun er meget ubestemt.

2. om jeg da haaber paa at Pr. vil tage et Initiativ ligeoverfor os naar vi vente? Det er ganske vist det svage Punkt for mig, at jeg ikke med Sikkerhed tør sige Ja dertil. Ganske vist holder jeg for at Bism. er for regulair en Politiker til at han kan lide at en Art. staaer hen uløst og Billes egne Erfaringer gaae jo ud paa at man i det Hele i Tydskland ønsker at faae denne Sag ordnet. Men jeg erkjender at Tiden gaaer og hidtil har Intet viist sig. Imidlertid mener jeg at det i alt Fald er bedre ikke at courir les aventures og derfor bedst at vente.

Jeg forudseer at naar Ministeriet engang bliver fuldstændigt, naar Krieger og Haffner komme hjem vil dette Spørgsmaal blive rejst i Ministerraadet. Hall vil vist holde paa Billes Anskuelser og Krieger vil, som jeg haaber, høre paa hvad jeg kan sige derimod. Gjør mig den Tjeneste udførlig at sige mig Deres Mening, om en Underhandler, hvad enten det nu, som Bille havde tænkt sig, blev en særlig Underhandler ͻ: Grev Fr., eller den ordinære Gesandt, — uden Skade under nærværende Omstændigheder og uden yderligere Instruxer om event, at gaae ind paa nogen Contraydelse af os, har Udsigt til at kunne faae Andet ud af det end at forplumre vor Stilling

P. Vedel.

Quaades Papirer. U. A.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 26. Juni 1872.

Kjære Vedel,

De maa undskylde at jeg har tøvet noget med at besvare Deres Brev af 19de /: ikke 20de :/, men Sagen fordrede Overveielse, og selv har jeg ikke været rigtig tilpas i den sidste Tid.

Det forekommer mig, at Spørgsmaalet om hvorledes vi skulle stille os til de af Dem omtalte til Kbhvn. komne Efterretninger nærmest beroer paa Beskaffenheden af eller Kilden til de Udsagn af herværende Personer, som ligge til Grund derfor.

Hidrøre disse Udsagn, hvad jeg for mit Vedkommende er meest tilbøielig til at troe, fra velvillige Privatpersoner som, uden Bevidsthed om eller Følelse af nogetsomhelst virkeligt Ansvar, have udtalt deres egne subjective Meninger og Anskuelser, da har det muligen ikke Saameget at sige hvad vi gjøre. Vi kunde dog, i en Sag som den om Nordslesvig, ikke nu uden videre sende en officiel Underhandler eller paalægge Gesandten strax at foretage officielle Skridt i Retning af en formelig Underhandling. Vi maatte først fortroligt erkyndige os om hvorledes man her var stemt; og det vilde saaledes formodentlig endnu altid staae i vor Magt, at trække os tilbage itide. Imidlertid er dette dog ikke fuldkommen sikkert; thi der er ogsaa en, omend fjern, Mulighed for, at vi uvilkaarlig vilde blive ført ind i en Forhandling, som vi snart maatte fortryde at have indladt os paa, ikke at tale om at, selv om denne min værste Forudsætning ikke indtraadte, det af os foretagne Skridt dog altid indtil en vis Grad kunde have præjudiceret Fremtiden.

Jeg er gaaet ud fra, at de omhandlede Udsagn ikke hidrøre fra officielle og ansvarlige Kilder; men jeg kan dog paa ingen Maade benægte Muligheden af at det Modsatte er Tilfældet. Skjøndt jeg ikke har mærket det mindste dertil, vil jeg dog ansee det for muligt, at de her i Berlin gjorte Antydninger og s. 111navnlig de her givne Raad virkelig have deres Oprindelse i et paa de afgjørende Steder næret Ønske. I saa Fald maae vi skjelne mellem to forskjellige Tilfælde. Enten mener man det paa de afgjørende Steder ærligt og oprigtigt med Danmark, idet man ønsker en saadan Afgjørelse af det svævende Spørgsmaal, at de to Lande i Fremtiden kunne leve uafhængigt og fredeligt ved Siden af hinanden, eller Ønsket gaaer kun ud paa at blive bemeldte generende Spørgsmaal qvit paa de for Tydskland billigste Vilkaar. Ved det første af disse Tilfælde behøver jeg ikke at opholde mig videre; men jeg maa dog bemærke, at naar den preuss. Regjering føler sig generet ved at Pragfredens Art. V henstaaer uopfyldt, og ved Siden heraf mener det ærligt med Danmark, saa seer jeg ikke hvorfor den ikke selv tager Initiativet til Opfyldelsen.

Derimod er Faren for os meget stor, naar vi gaae ud fra det sidste af fornævnte tvende Tilfælde; thi da udsætte vi os, naar vi nu tage Initiativet til en Forhandling om det nordslesvigske Spørgsmaal, enten for at maatte tage tiltakke med en Overeenskomst, og det en endelig Overeenskomst, der ikke, ja maaskee langtfra ikke svarer til vore Ønsker, eller for at maatte trække os tilbage fra Underhandlingen og herved i høieste Grad at compromittere vore fremtidige Forhold til Nabomagten; og da jeg med Dem vilde ansee dette for en yderst fordærvelig Eventualitet, er jeg ogsaa enig med Dem i, at vi, forinden vi tage en Beslutning, maatte have gjort klart for os selv 1) hvorlidet vi eventl. vilde lade os nøie med, og 2) hvorledes vi vilde stille os til de Contrafordringer, som De betegner; ¹⁾Se Nr. 1029. ja jeg gaaer maaske her endnu videre end De, idet jeg ikke engang veed, om det vilde være tilstrækkeligt at vi i Forveien vare paa det Rene med hvorlidet vi vilde modtage. Vi maae jo sige os selv, at naar en under de her forudsatte Forhold indledet Forhandling strander paa s. 112det territoriale Spørgsmaal, er der ikke mindste rimelige Udsigt til, at vi senere skulde faae Meer eller endog blot Nogetsomhelst godvillig tilbage af Slesvig.

Her vilde jeg nu gjerne kunne standse, men det De kalder Deres svage Punkt, er ogsaa svagt for mig, og jeg kan derfor ikke undlade at berøre det; saameget mindre som jeg ikke er fuldkommen vis paa at F[yrst] Bism. er en regulair Politiker i den Forstand hvori De tager dette Begreb. Jeg har længe troet det, og vil ikke endnu opgive denne Tro; men der er dem som ikke troe det, og der er Mange som ikke vilde frakjende ham den nævnte Egenskab, selv om det var hans Plan at tie det nordslesvigske Spørgsmaal tildøde. Ved Siden heraf er der Intet foretaget af os i vort umiddelbare Forhold til Preussen siden Thiles fortrolige Meddelelse i Slutningen af Marts 1868; ¹⁾Se Akter I, S. 819 ff. og det har derfor længe været mig en meget trykkende Tanke, om det ikke efterhaanden vilde blive nødvendigt, at vi foretoge et eller andet Skridt for at vække Sagen af den Dvale, hvori den ligger. Her er altsaa en særlig Grund til at handle, foruden den som de til Kbhvn. komne Antydninger afgive, og maaskee tabe herved de Betænkeligheder i Betydning, som gjorde sig gjældende mod at tage hine Antydninger tilfølge, saalænge de stode alene. Imidlertid skal jeg dog bemærke, at om vi end i en nærmere eller fjernere Fremtid maae gjøre Noget for at forebygge en mulig Præscription, saa skjønner jeg dog ikke, at det i og for sig vilde være nødvendigt, i denne Henseende at foretage Noget i dette Øieblik.

Med Hensyn til de Bestemmelser man maatte ville tage i Kbhvn., skal jeg endnu til Slutning give en lille Skildring af hvorledes de herværende Forretnings- eller Instantsforhold ville stille sig i Sommer.

Fyrst Bism. er i Varzin, hvor Ingen kommer til ham, og hvor man siger, at han heller ikke modtager Breve. Om han s. 113kommer hertil, veed Ingen, men ialfald bliver det kun paa et Par Dage, uvist naar. Ligesaalidt veed man om hans Bevægelser overhovedet.

Thile reiser om faa Dage i Congé, formodentlig paa en 6 Uger, og hvem der skal besørge hans Forretninger, veed man endnu ikke; men i ethvert Tilfælde forhindres saaledes med det Første al den Smule politiske »Fühlung« som overhovedet existerer her. En overordentlig Underhandlers Ankomst hertil vilde altsaa, paa Grund af de overordentlige Skridt der maatte foretages for at skaffe ham »Fühlung«, vække Opsigt, selv om han kun kom i aldeles confidentielle og foreløbige Øiemed.

Mig kan man ikke bruge ved nærværende Leilighed. De synes Selv at forudsætte det, og jeg behøver altsaa ikke nærmere at forklare, hvorfor jeg for mit Vedkommede er overbeviist om Umuligheden deraf. — Grev Frijs vilde være fortrinlig, men under nærværende Forhold veed jeg ikke hvorledes Tingen skulde kunne practiseres; og det Eneste jeg saaledes seer, at der vilde staae tilbage, vilde altsaa være at bruge Heydebrand dertil. Jeg tvivler ligesaalidt paa hans gode Villie som paa hans Evne, og ifølge hans Stilling vilde han ogsaa være kaldet til at yde os sin Hjælp. Men skjøndt min Forudsætning altid er [den], at man for det Første ikkun vilde sondere Terrainet, vilde det dog altid være vanskeligt at bruge ham uden at udsætte sig for derved at blive ledet videre end man ønskede. Men denne Vanskelighed er rigtig- nok altid tilstede.

G. quaade

P. Vedels Privatpapirer.

Lensgreve C. E. Frijs til Direktør P. Vedel.
Boller, 29. Juni 1872.

Kjære Vedel! Det gjorde mig meget ondt, at jeg ikke fik Tiden til at slaae til for at komme ud at samtale med Dem om Adskilligt, navnlig vilde jeg have spurgt om hvem den s. 114Emissair har været der enten i 54, 55 eller 56 reiste i Hertugdømmerne for fransk Regning og hvis Rapport i sin Tid ikke har været uden betydelig Indvirkning paa de politiske Constellationer, ¹⁾Det vides ikke, hvem her sigtes til. endvidere vilde jeg ogsaa have omtalt for Dem en vigtig Begivenhed i 1864 som muligviis heller ikke er Dem fuldt bekjendt og som jeg iaar erfarede i Paris ²⁾Det vides ikke, hvad her sigtes til. og begge disse Data indeholder forenede en god Oplysning om napoleonsk Politik os vedrørende. Jeg fik kun Tid til at tilendebringe mine egne Forretninger Terminen vedrørende og maatte saaledes opgive et Møde med Hall, hvorpaa jeg havde lagt nogen Vægt for dog at faae Leilighed til at fremsætte mine Bemærkninger om adskillige Personalia, ikke fordi jeg troer at det vilde have nogen stor Betydning men fordi jeg dog vilde have frelst Samvittighed for at have fraraadet en forestaaende Skandale. ³⁾Formentlig vedrørende Gesandtudnævnelser. Sml. Kriegers Dagbøger V, 240 ff. — Saavel hos Rosenørn som hos Kongen gjorde jeg mit Bedste for at virke i den Aand, vi havde omtalt under vor sidste Samtale; det løber mig tidt koldt ned af Ryggen naar jeg tænker paa vort ulykkelige elskede Fædrelands Fremtidsskjæbne, thi det forekommer mig at blive en national Eiendommelighed for os Danske at være blottet for sund Menneskeforstand eller for at tale Lehmannsk at mangle le gros bon sens, og tidt forekommer denne Mangel mig at være en Følge af og Udvikling af vor Lidenhed, thi Blikket kan ikke hæve sig op over det Trivielle og denne Mangel forekommer mig at forefindes overalt ligesaa vel hos de Fornemme som hos de Dannede og ligeledes saavel hos Bjørnbakkere og førende Venstremænd som hos vore danske Internationale. Jeg vil haabe at det maa være en Taage som svæver kun for mit Blik men den udøver tidt en isnende Indflydelse paa hele min Tilstand; undskyld at jeg ikke har kunnet tie stille hermed thi Intet kunde jeg dog s. 115mindre ønske end at De blev smittet af lignende Svaghed. Med Latter i Sind mindes jeg endnu Deres to udmærkede Anekdoter. — ...

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 26. Juli 1872.

Kjære Vedel,

... Jeg havde Besøg her forleden af Herr J. J. Hansen, som reiste herigjennem med Familie til Kbhvn., hvor hans Datter skal gaae til Præsten forat confirmeres til Foraaret. Han talte om et Skrift, han vilde offentliggjøre om hans Samtaler med Bismarck om Nordslesvig. ¹⁾Sml. Kriegers Dagbøger V, 244. J. J. Hansen: En Korrespondents Dagbog blev trykt 1872 i København, men kom (ifølge Oplysning i utrykt Optegnelse i P. Vedels Privatpapirer) ikke i Bogladen. I et Eksemplar, der har tilhørt Univ. Biblioteket i Kbhvn. og nu findes i det kgl. Bibliotek, har Jules Hansen skrevet: Maa ikke offentliggøres. Han vil vel sagtens søge at tjene, om ikke ved Udgivelsen, saa ved ikke-Udgivelsen af Skriftet. Men der er næppe stor Anledning til at gjøre videre Complimenter med ham. — . . .

G Quaade

P. Vedels Privatpapirer.

Kammerherre Vind, Gesandt i St. Petersborg, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
St. Petersborg, 5. August/24.juli 1872.

Deres Excellence,

Hr. Geheimeraad Westmann har idag bekræftet mig paa en aldeles bestemt Maade en Efterretning, som allerede siden nogle Dage omtaltes som begrundet, nemlig at H. M. Keiser Alexander har til Hensigt i September at besøge Berlinerhoffet samtidig med den østerrigske Keisers Besøg der.

s. 116Keiseren skal i Førstningen, formodentlig af reent private Grunde, have været utilbøielig til at modtage den Indbydelse, som den tydske Keiser ønskede at tilstille ham. Senere er imidlertid Reisen for hvilken vægtige Grunde ere blevne anførte, bleven besluttet og den 23. August/4 Septbr. vil keiseren indtræffe i Berlin til et 7 Dages Ophold. De store Manøvrer, som til den Tid skulle afholdes i Preussen og Afholdelsen af nogle Jagter angives ¹⁾Synes rettet til: foregives. som den nærmeste Anledning til Reisen.

At det maa være af stor Vigtighed for det nye tydske Keiserhof at have sine to mægtigste Naboer til Gjæster, er let forstaaeligt, især hvis der af dette Møde kunde fremgaae en Overeenskomst om det Bestaaendes Opretholdelse. I ethvert Fald vil Europa i de tre Monarchers Sammenkomst see en Garantie for Fredens Opretholdelse saavel med Hensyn til de ydre politiske Fjender af den bestaaende Tilstand, som til de indre Fjender af den sociale Tilstand. ²⁾Trekejsermødet afholdtes i Berlin 5.—12. September 1872, se Nr. 1045.

Ønsket om Fredens Opretholdelse og Frygten for Revolutionens Skræmmebillede er det udentvivl ogsaa nærmest, der har bevæget Keiser Alexander til at give efter for Berlinerhoffet, der stiller sig som Forkæmper for de conservative Principer, og i hvis Planer det vel ligger at tilveiebringe en yderligere Tilnærmelse imellem Rusland og Østerrig.

Jeg spurgte Hr. Westmann, om han ei troede at ved denne forestaaende Sammenkomst Leiligheden skulde være kommen til at bringe det nordslesvigske Spørgsmaal til Afgjørelse, idet jo en af de directe ved Tractaten interesserede Magter — Østerrig — var der tilstede. Hr. Westmann svarede imidlertid undvigende herpaa, og det er heller næppe at antage, at der fra ham vil kunne udgaae noget Initiativ til Indbringelsen af denne Sag, hvortil dog Leiligheden — forsaavidt s. 117det er mig tilladt at udtale nogen Mening derom — synes mig given.

Fraværelsen i dette Øieblik af betydeligere og indflydelsesrigere Politikere fra Petersborg gjør det ei godt muligt at faae Oplysninger i saa Henseende. Imidlertid har jeg dog fundet enkelte, der dele min Anskuelse.

E. Vind

Depeche Nr. 17, modtaget 9. August 1872.

Jules Hansen til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Frankfurt a. M., 12. August 1872.

Idag Formiddag Kl. 10 traf jeg A. i Hotel d’Angleterre og havde med ham en lang Samtale. ¹⁾Grev Harry Arnim, tysk Ambassadør i Paris. Jeg begyndte med at sige ham Følgende:

»I Onsdags forlod jeg Kjøbenhavn for at søge Dem i Heiligen Damm, hvor jeg opholdt mig to Dage, indtil jeg fik Vished for at De endnu vilde blive i Frankfurt nogle Dage. Jeg reiste da i Løverdags Aftes hertil for at sige Dem, at jeg under mit Ophold i Kjøbenhavn er kommen til den Overbeviisning, at der sammesteds — ogsaa i de ledende Kredse — hersker et levende Ønske om saa snart som muligt at faa det slesvigske Grændsespørgsmaal ordnet, og at man anseer den forestaaende Trekeisersammenkomst i Berlin for en Begivenhed, der vel kunde bringe Sagen nærmere til en Afslutning. «

Hertil bemærkede han, at han ønskede at vide om det var blot min personlige Opfattelse eller om jeg havde talt med competente Folk derom og kunde indestaae for at jeg ikke vilde blive desavoueret, naar jeg saa stærkt accentuerede Tilstedeværelsen af et sligt Ønske i Danmark.

Jeg svarede, at han vel maatte kunne indsee, at jeg ikke uden alvorlige Grunde havde søgt ham paa flere Steder i s. 118Tydskland. Jeg tilføiede, at efter min Opfattelse vilde den danske Regjering ikke være utilbøielig til at paabegynde direkte Forhandlinger om Udførelsen af § 5, saasnart som den ved en eller anden avis fra Berlin var bleven underrettet om, at en lignende Tilbøielighed var tilstede hos den preussiske Regjering.

Hertil bemærkede han: »Vanskeligheden er at for Tiden ere Alle i Berlin spredte ad rundt om ved Badestederne. I Berlin er kun Balan i Thieles Sted. Bismarck befatter sig kun lidet med Politik; han er temmelig svag endnu, og det er ikke engang sikkert, at han kommer til Berlin under Trekeisersammenkomsten, der saa temmelig er arrangeret en dehors de lui. Men Keiseren kunde maaskee selv tage Sagen i sin Haand, og det vilde gaae saa meget lettere, hvis De kunde sige mig, om Kong Christian ikke vilde være villig til at modtage en Indbydelse til Berlin under Keisersammenkomsten; saa kunde Keiseren jo selv tale med den danske Konge om det slesvigske Spørgsmaal, og derved vilde Sagen lettest komme i Gang.« —

Hertil svarede jeg, at jeg Intet kunde sige ham med Hensyn til Kong Christians Tilbøielighed til at tage til Berlin, men at det ialfald forekom mig afgjort, at Kongen med al sin Villie til at gjøre hvad han kunde for sit Land, dog ikke kunde foretage en saadan Reise uden at der havde fundet foreløbige Forhandlinger Sted om den Maade, hvorpaa det nordslesvigske Spørgsmaal vilde kunne afgjøres.

Hertil svarede han: »Ja, Ja, lad os see; det dreier sig jo først om at faae Sagen sat igang, og jeg troer nu, at det er rigtigst at henvende sig strax til Keiseren, og jeg er ikke utilbøielig til at hjælpe Dem dermed.« —

Jeg bemærkede hertil: »Jeg maa bede fastholdt at jeg vedblivende maa betragte Paabegyndelsen af Underhandlinger — og alvorlige — om Grændsereguleringen som Hovedsagen, som Grunden til min Reise. Spørgsmaalet om Kongens Indbydelse til Berlin kan jeg kun betragte som kommende »i s. 119anden Linie«. Husk paa, at Kongen ikke kan modtage Indbydelsen, medmindre han faaer Vished for at Grændseregu- leringen kan ordnes paa antagelig Maade. «—

Hertil svarede han: »Lad os formulere nogle Punkter.« —

Vi bleve da enige om Følgende:

1 Stærk Tilbøielighed i Kjøbenhavn til at faae en Ende paa den slesvigske Sag.

2 Man vil dog Intet paabegynde i Kjøbenhavn førend man har faaet en avis om hvorledes Sagen opfattes i Berlin.

3 Trekeisersammenkomsten kan skabe en for Sagens Tilendebringelse gunstig Situation;

4 Dersom denne Situation forinden klarer sig paa en for Danmark tilfredsstillende Maade, kan der være Spørgsmaal om danske fyrstelige Personers Tilstedeværelse i Berlin først i September.

(Om det fjerde Punkt maatte jeg kæmpe længe med ham, der aabenbart interesserer sig for Sagen og vil tage den i sin Haand. Han lægger hele Tiden Vægten paa »at Kongen blot skal tage til Berlin, saa ville han og Keiseren nok arrangere det Hele«. Jeg vilde engang afbryde Samtalen, da jeg helst vilde heelt undgaae alt dette om Kongens Reise. Imidlertid veed A. nu klarlig, at der maa gjøres Indrømmelser for at der skal være Tale om Kongens Nærværelse i Berlin). —

Efterat vi vare blevne enige om disse 4 Punkter, yttrede han: »Jeg skal nu sætte en Beretning op til Keiseren. Iaften reiser jeg til Berlin, og min Beretning vil afgaae med Feldjæger til Gastein imorgen. Hvis Keiseren vil indlade sig paa Sagen, vil det jo være det Correkteste, at han paa officiel Maade tager Initiativet og henvender sig direkte til den danske Regjering. Isaafald burde denne da hurtig tage en Beslutning, thi der er jo ikke lang Tid tilbage. Det bedste for den danske Regjering vilde vel være at sende strax »eine geeignete Persönlichkeit« til Berlin eller til Gastein for at arrangere de foreløbige Aftaler; thi Alt angaaende 5te Artikel kan dog ikke ordnes saaledes i en Fart. Jeg kan s. 120endnu ikke sige Dem, om det vil lykkes at sætte Sagen i Gang, men imidlertid lover jeg Dem at gjøre hvad jeg kan. Hvis det er muligt, skal jeg lade Dem tilflyde et Par Ord i Paris, for at De ikke skal være uvidende om, hvad Vending Sagen har taget. Jeg beder Dem, om ikke at lade Nogetsom- helst komme i Bladene om Affairen, førend der foreligger noget Officielt. Den offentlige Mening behøver ikke at forberedes i Tydskland, hvor Ingen mere bekymrer sig om det nordslesvigske Spørgsmaal. Alt ligger i Keiserens Haand.«

Hermed tog jegAfskeed og reiser imorgen tidlig over Kölin til Paris, hvor jeg agter at blive, indtil der kommer Klarhed i Sagen. Skulde Alt gaae vel, kunde jeg ønske at tage til Berlin under Keisersammenkomsten; min Nærværelse der kunde maaskee paa en eller anden Maade blive nyttig.

Naar jeg nu eftertænker min Samtale med A., kan jeg ikke Andet end i det Hele være ret tilfreds. Han er vistnok den rette Mand at henvende sig til i Øieblikket, og han forekommer mig dog ret vel stemt mod Danmark.

Til Østerrigere taler jeg under disse Omstændigheder ikke om Sagen.

Hvis Keiseren indlader sig derpaa, er det jo muligt, at en officiel avis indtræffer i Kjøbenhavn en af de første Dage (Torsdag, Fredag eller Løverdag). Man vil jo da have tilstrækkelig Tid til at træffe sine Forberedelser. Efter min Mening maatte der hjemme ved denne Leilighed handles med Resoluthed og Energi. Keisermødet er en Situation, der ikke maa lades uforsøgt; det vilde ikke kunne forsvares. Jeg kan jo tage feil, men det bæres mig for, at vor Konge vil udrette endeel, hvis det skulde komme saavidt, at han anstændigviis kan tage til Berlin.

Jeg antager, at De har faaet mit Brev af i Løverdags (afsendt til min Kone). De bedes ved Modtagelsen af nærværende at sende mig følgende Telegram (undertegnet Greisen) til min Adresse: 9 rue de Beaune, Paris: »Vos deux lettres reḉues. Santé bonne«. —

H.

s. 121P. S. Hvis De ønsker andre Meddelelser, bedes De tilskrive mig. Jeg kunde maaske give endnu et eller andet Vink.

Oreby. Uden Angivelse af Adressaten. Navnet Greisen benyttedes ofte under Korrespondance med Jules Hansen til og fra P. Vedel og Udenrigsministeren. — Sml. Grev Harry Arnims Referat af Sammenkomsten i Privatbrev til Bismarck af 12. August 1872, trykt i Uddrag i »Bismarck und die nordschleswigsche Frage«, S. 375 f., samt J. Hansen: Les coulisses de la diplomatie, S. 253 f.

Udenrigsministerens Beretning til Ministerraadet
13. August 1872.
Udenrigsministeriet, 13. August 1872.

Naar tidligere gjentagne Gange Spørgsmaalet om at opfordre den preussiske Regering til at opfylde Pragerfredens Art.V har været bragt paa Bane i Ministerraadet har jeg gjort gjældende:

1. at man maatte være sig vel bevidst at naar et saadant Skridt gjordes, var en Afgjørelse af Sagen i den ene eller den anden Retning bleven nødvendig. Enten maatte den kgl. Regering da modtage en Løsning paa de Vilkaar som Preussen vilde opstille eller denne Magt vilde benytte Leiligheden til at erklære Art. V som bortfaldet. En simpel Tilbagevenden til den nuværende Tilstand, som Følge af at Danm. ikke troede at burde modtage Pr.s Tilbud, ville ikke længere være mulig,

2. at under disse Omstændigheder burde vi ikke gjøre noget saadant Skridt førend vi kunde ansee den pr. Regering saa vel stemt som muligt for at give Spørgsmaalet en nogenlunde tilfredsstillende Løsning; og

3. at den nuværende tydske Keisers Anskuelser ikke turde ansees for at være af den Beskaffenhed, at han selv i Tilfælde af Ruslands Understøttelse af vore Ønsker kunde antages at ville imødekomme disse indenfor de snævresté Grændser, hvorfor det altsaa efter min Formening vilde s. 122være nødvendigt, hvis ikke særlige Omstændigheder maatte forandre denne Formodning, hellere at afvente et senere Tidspunkt, hvorved jeg nærmest har tænkt paa et Thronskifte i Preussen.

Jeg behøver ikke nærmere at udvikle hvorfor jeg antager at en ny Regering i Berlin kunde vise sig mere imødekommende end den nuværende Keiser, og ligesaa lidet trænger det til nærmere Begrundelse at jeg antager at de Motiver der gjøre det særdeles ønskeligt for Danm. endelig at see Spørgsmaalet løst, ikke ere af en saadan Beskaffenhed at vi ikke skulde kunne vente paa en Løsning endnu i den sandsynligvis dog kun kortere Tid, der vil hengaae, før den ovennævnte Eventualitet indtræder.

Den forestaaende Keisersammenkomst i Berlin har imidlertid fremkaldt det Spørgsmaal, om herved ikke opstod en Leilighed, der vilde kunne benyttes med Fordeel til at hidføre en tilfredsstillende Løsning.

Det er ganske vist at Omstændighederne i saa Henseende i flere Retninger stille sig gunstigt. Paa dette Møde vil Rusland, repræsenteret ved Keiseren og ved Storfyrstthronfølgeren, paa den direkteste Maade kunne understøtte vore Ønsker, og der er ingen Grund til at antage at den østerrigske Keiser og Grev Andrassy skulde være derimod. Hensigten med Overenskomsten er utvivlsomt af politisk Natur, man vil sikkre Freden i Europa imod Frankrigs eventuelle Magtudvikling, og det vil derfor baade være naturligt at man foruden de større politiske Spørgsmaal tillige skjænker det slesvigske Anliggende nogen Opmærksomhed, og at man ønsker at den moralske Betydning, som den hele Demonstration skal have, forøges ved at Danmark sluttede sig til den paa en eller anden Maade. Dette vilde formodentlig i formel Henseende temmelig let kunne arrangeres derved at man underhaanden udvirkede en Indbydelse eller Opfordring for H. k. H. Kronprindsen til at møde Souverænerne i Berlin, ved hvilken Leilighed en Løsning af det slesvigske s. 123Spørgsmaal foreløbig kunde indledes, for da senere at gjennemføres i en ordentlig diplomatisk Forhandling.

Men ikke destomindre stiller der sig efter min Mening overveiende Betænkeligheder imod en saa optimistisk Bedømmelse af Situationen. I den Henseende skal jeg gjøre opmærksom paa:

1. Mere end nogensinde ellers vil ved et saadant høitideligt Møde Danmark enten være nødt til at modtage, hvad der bydes det af Preussen eller maatte opgive Haabet om overhovedet at faae Noget tilbage af Slesvig. Bringes Spørgsmaalet frem paa et saadant Møde, vil enten Keiser Vilhelm strax afvise det som umuligt eller han vil angive visse Grændser, indenfor hvilke en Løsning efter hans Opfatning alene er mulig, og visse Betingelser, hvorunder han dertil vil være villig. I første Tilfælde er det meget lidet rimeligt, at de 2 andre Souveræner ville indtage en saadan Stilling til dette Afslag, at de senere under forandrede Omstændigheder kunne reise Spørgsmaalet paany, og i alt Fald vil det være ulige vanskeligere for en tilkommende preussisk Regering at gaae ind paa en for os gunstig Løsning, naar den nuværende Regering saa bestemt har afslaaet det. Naar dertil kommer at Kronprindsens Nærværelse i Berlin vil have henledet hele Europas Opmærksomhed paa Resultatet af dette marquante Skridt fra Danmarks Side, kan det ikke nægtes at Spørgsmaalet derved vilde have modtaget et Slag, hvorefter det neppe senere vilde kunne reise sig. — Man vil imidlertid hertil svare, at en simpel Afvisning fra Keiser Vilhelms Side ikke er rimelig og at man desuden paa passende Maade maatte sikkre sig iforveien at der overhovedet hos Keiseren var Stemning for en Afgjørelse. Jeg vil derfor gaae over til at betragte den anden Mulighed, nemlig den at Keiser Vilhelm erklærer sig villig til en Overenskomst. En saadan vil imidlertid fra hans Side ikke kunne tænkes uden med Begrændsninger og paa Betingelser, og man kan være vis paa, at naar disse kun ikke overskride de videste Grændser,s. 124ville de andre Souveræner strax slutte sig til dem og med deres fulde Kraft presse paa den kgl. Regering for at bringe den til at modtage dem. Det er dem nemlig mindre at gjøre om, at Danm.s billige Fordringer tilfredsstilles, end derimod om at Spørgsmaalet finder en endelig Løsning, at deres Autoritet hos Keiser Vilhelm ikke skal synes svækket og at Mødet ikke skal forstyrres ved nogen Disharmoni. Og paa den kgl. Regering vil der desuden hvile det umiddelbare Tryk, at den foruden at staae ligeoverfor en collectiv Optræden af de 3 Keisere, heller ikke selv ret vel kan have sat et saa stort Apparat i Bevægelse, uden at Kronprindsens Reise medfører nogetsomhelst Resultat. Jeg troer derfor at turde sige med Sikkerhed at vi ved at gjøre det omhandlede Skridt voldgive Sagen til de 3 Souveræner eller rettere sagt overlade den heelt og holdent til Keiser Vilhelms Ene-Afgiørelse, hvortil de tvende andre Keisere ville slutte sig.

2. Hvad Keiser Vilhelm eventuelt kan ville tilbyde eller forlange, er ganske vist meget tvivlsomt. Men den kgl. Regering tør paa Forhaand ikke vente at Preussen dennegang skulde vise sig synderlig liberalere i Opfyldelsen af Art. V end Tilfældet var ved den tidligere Forhandling. Hverken Keiserens egne personlige Anskuelser eller de Stemninger, der idetmindste tidligere have været tilstæde hos hans militære Omgivelser eller endelig Fyrst Bismarcks Udtalelser lade nogetsomhelst Haab tilbage om at Als og Dybbøl, selv med militære Servituter, nu kunde blive dansk Eiendom. Det er maaskee mere muligt at man vilde give efter med Hensyn til Garantierne, rimeligvis i den Overbevisning at Dmk. ogsaa uden at have paataget sig særlige Garantier, vil blive nødt til at behandle de i Nordslesvig værende Tydske med særdeles Vaersomhed. — Men det ligger heller ikke udenfor Sandsynligheden at Pr. ikke vil blive staaende ved hvad det i 1868 ansaae for passende at forlange. Den kgl. Regering vil saa meget mere maatte være belavet paa at modtage Forslag til, samtidigen med at det slesv. Spørgsmaal s. 125løses, at knytte mere eller mindre politiske eller vidt gaaende commercielle Forbindelser med Preussen, som Keisermødet muligvis selv har til Hensigt at tilveiebringe en varig politisk Tilnærmelse mellem Deeltagerne. Jeg skal ikke videre gaae ind paa disse Eventualiteter, hvorom det er meget vanskeligt at opstille nogensomhelst Formodning, men det er nødvendigt at den kgl. Regering tager Muligheden af deslige Forslag med i Betragtning. Kun skal jeg derom tilføie at det ganske vist vilde være langt mindre betænkeligt om Resultatet vilde blive at Danm. traadte i et saadant Forhold til de 3 Magter end at det alene var med Preussen at en slig Forbindelse blev indgaaet. — Men hvor usikker enhver Formodning end i det Hele taget maa være om hvad Keiser Vilhelm maatte være villig til at yde og under hvilke Betingelser, saa troer jeg dog at den kgl. Regering maatte være beredt paa, eventuelt at staae ligeoverfor et Forslag, som indskrænkede sig til Haderslev og maaskee Aabenraa, i Forbindelse med yderligere byrdefulde Forpligtelser og vil man ikke for den Priis opgive Løvtet i Art. V, vil det efter min Mening være urigtigt at udsætte sig for det Tryk, som jeg i forrige Nr. har forestillet.

Under disse Omstændigheder seer jeg mig ikke istand til at tilraade at den kgl. Regering søger at blive repræsenteret ved det forestaaende Fyrstemøde. Alt hvad jeg kan tilraade er at man paa passende Maade søger at bevæge Rusland til at berøre Spørgsmaalet i Berlin og at afbryde dets Præscription. Dette burde formeentlig skee ad ikke-diplomatisk Vei og jeg haaber at Hs. Maj. Kongen vilde kunne være villig til at anmode Storfyrstthronfølgeren om at udtale til Keiser Vilhelm, Kronprindsen og Fyrst Bismarck at ligesom Rusland og han personlig lægge Vægt paa at Danm.s berettigede Fordringer tilfredsstilles, saaledes kan han ogsaa indestaae for at den kgl. Regering er gjennemtrængt af det Ønske at komme i et godt og velvilligt Forhold til Preussen og kun venter paa at den keiserl. Regering skal tilkjendegive s. 126sin Villie om at gjenoptage Forhandlingerne om Opfyldelsen af Art. V. Skeer dette, kan det tænkes at Svaret gaaer ud paa at man i Berlin er villig hertil men ønsker at Hs. kgl. H. Kronprindsen skal give Anledning til Forhandlingernes Optagelse ved at indfinde sig i Berlin. I saa Tilfælde vilde jeg ansee det for rigtigt at en saadan Reise tages under nærmere Overveielse, men foreløbig maa jeg dog tilføie at efter min Formening vilde ingen Sikkerhed være tilstæde før man underhaanden var bleven giort bekjendt med Basis for den paatænkte eventuelle Forhandling, saavel med Hensyn til Territoriets Udstrækning, som m. H. t Garantifordringer, og alle andre eventuelle Hovedbetingelser, og først naar denne Basis da viste sig at være af den Beskaffenhed at den nogenlunde kunde tilfredsstille den kgl. Regering, burde man engagere Sagen ved at anmode Hs. kgl. H. Kronprindsen om at begive sig til Berlin.

Koncept med P. Vedels Haand. — Sml. Kriegers Dagbøger V, S. 244 f., og Hähnsen II, Nr. 873. — Udkast til en noget anden Redaktion af Beretningens sidste Stk., skrevet med Rosenørn-Lehns Haand, findes i P. Vedels efterl. Papirer (C. 2.).

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenøm-Lehn.
Berlin, 14. August 1872.

. . . Jeg haaber snart at kunne skrive om Kaisermødet; foreløbig bemærker jeg, med Hensyn til hvad Deres Excellence fremhæver i denne Henseende, at det efter min Mening, i Betragtning af hvad der stedse er bleven sagt om Storfyrst Thronfølgerens Sindelag ligeoverfor Danmark og Tydskland, og af den Interesse det russiske Cabinet siger at det har viist Danmark i Henseende til Udførelsen af Art. V, vilde see underligt ud, om man lod Storfyrsten forlade dette Møde med Spørgsmaalet om Nordslesvig i status quo. Dette maatte da ialfald ikke kunne skee, uden at fyldestgjørende Forklaringer vare gaaede forud derfor. Vind, som for et Par s. 127Dage siden reiste igjennem Berlin fra Petersborg, var enig med mig heri. Men desværre stolede han ikke meget paa hvad man fra russisk Side vilde gjøre for os. Vi og vore Interesser forsvinde jo i alt det store som ellers foregaaer. . . .

G. Quaade.

P. Vedels Privatpapirer.

Folketingsmand Carl St. A. Bille til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
f. T. Lille Odinshøj, Hellebæk, 16. August 1872.

Deres Excellence.

I Fortsættelse af den Skrivelse fra Juni Maaned d. A., ¹⁾Trykt som Nr. 1028. hvori jeg tillod mig at udvikle for Deres Excellence min Opfattelse af den nordslesvigske Sags Stilling i Øjeblikket og af de ledende berlinske Kredses Stemninger med Hensyn til samme, tager jeg mig herved den Frihed at forelægge Deres Excellence endnu nogle Betragtninger om dette Anliggende. Dets Betydning for vort Fædreland er saa altovervejende, at der neppe behøves nogen særlig Retfærdiggjørelse for et Skridt, som i en mindre vigtig Sag mulig kunde synes paatrængende.

Det er tidligere udviklet, at det udelukkende beroer paa Fyrst Bismarck, om Spørgsmaalet skal tages praktisk for, og hvorledes det skal løses, at Intetsomhelst kan skee imod ham eller uden ham, men at han paa den anden Side ogsaa er istand til at sætte enhver Afgjørelse igjennem, som han af den ene eller den anden Grund maatte ansee for hensigtsmæssig. Her ønskede jeg fortrinsvis at fremhæve, at Fyrst Bismarck tillige er den Eneste blandt de preussiske eller tyske Statsmænd, som kan og vil optage Sagen, at naar han skulde forsvinde fra Skuepladsen, saa er dermed, afseet fra rent uberegnelige Eventualiteter, omtrent al Udsigt til med Preussens og Tysklands gode Villie at faae noget af Nordslesvig tilbage forbi.

s. 128At enhver Tilbagegivelse af slesvigsk Grund vil støde paa Modstand hos Repræsentationerne og den offenlige Mening i Tyskland, er klart. Rimeligvis vil ingen Fremtidsminister være stærk nok til at besejre denne; men sikkert er det ialfald, at ingen Fremtidsminister vil skjøtte om at udfordre den, og der vil heller ikke let for en fremtidig Statsmand opstaae noget Motiv til at betræde en saa farlig Grund. Fyrst Bismarck skræmmes ikke af slig Modstand, det har for hans ejendommelige Karakter endog noget Pirrende nu og da at udfordre den, thi han er sikker paa at besejre den. Og for Fyrst Bismarck er der alt nu Mofiver tilstede, som kunne bevæge ham til at optræde. Tidligere Forestillinger hos ham om et stort germanisk-protestantisk Forbund, omfattende alle Tysklands og Skandinaviens Folk, have vel nu, efter saa store Omvæltninger, veget Pladsen for mere reale Kombinationer, men det er dog sandsynligt, at Rigskantsleren endnu lægger Vægt paa et godt og venskabeligt Forhold til Norden, og han er ikke i mindste Tvivl om, at hertil fortrinsvis udkræves en Afgjørelse af det nordslesvigske Anliggende. Men hertil kommer endnu, hvad der selv i vore Dage og ligeoverfor en saa lidet sentimental Statsmand ikke bør agtes ganske ringe, at Preussens Forpligtelse efter Nikolsburger Præliminærernes Art. III og Pragerfredens Art. V knytter sig personlig til Fyrst Bismarck, er ligesom hans personlige Tilsagn. Selv naar han antyder, at det i Grunden var en Fejl, som dengang blev begaaet, at han overvurderede Frankrigs Magt, at han ikke havde behøvet at binde sig — selv da erkjendes jo egenlig den personlige Side af den Forpligtelse, som Staten Preussen indgik paa. Det er, forekommer det mig, af den allerstørste Vigtighed at faae Forpligtelsen opfyldt, medens den samme Mand, som har indgaaet den, udøver den højeste Magt; der lides et Tab, saasnart man faaer med en anden Minister at gjøre, selvom det kunde ventes, at nogen Efterfølger vilde optage Spørgsmaalet eller af nu uforudseelige Omstændigheder blive tvungen dertil. Forholdet s. 129frembyder en Analogi til Frankrigs Stilling ligeoverfor os. Det var Kejserdømmet, som var engageret, »bound by honour«, til at skaffe os Opreisning i Slesvig, det var Kejserdømmet, som havde indsat Art. III og Art. V, og Keiseren kunde ikke anstændigvis have sluttet Fred efter en nogenlunde heldig Krig imod Tyskland uden at kræve Fyldest- gjørelse for Danmark. Men med Kejserdømmet forsvinder ogsaa dette specielle Engagement, og det Frankrig, der fremgaaer af Omvæltningerne, vedstaaer ikke denne særlige Arv, det vedkjender sig kun i al Almindelighed Sympathier for Danmark, og selv om Republiken havde tilsidst sejret over sine Fjender og kunnet diktere Freden, er det mere end tvivlsomt, om der i den var blevet tænkt paa Slesvig. I en vis Forstand er Art. V, ihvorvel den formelt forpligter den preussiske Stat, paa samme Maade knyttet til et System, en Person; det er »Bismarcks Paragraf«, han har Ansvaret for, at den er kommen til Verden, ham paahviler det atter at skaffe den ud af Verden. Og det ønsker han utvivlsomt at gjøre. Man maa derfor søge at frembyde for ham en passende Lejlighed til at tage Sagen op, helst paa et Tidspunkt, hvor ikke større og vigtigere Interesser lægge Beslag paa ham.

Det er jo muligt, at Fyrst Bismarck, som den 24de September 1872 har været ti Aar Minister, endnu i en lang Aarrække vil vedblive at lede Preussens og Tysklands Politik. Men det er ogsaa muligt, at han kun har en kort Tid tilbage, og hans stærkt angrebne Helbred, de idelige nervøse Anfald, som altid kræve voldsomme Stimulantser, lade befrygte en brat og uventet Ende paa hans Virksomhed. Det synes derfor vigtigt at benytte Tiden, medens den er der, og ikke ved for lang Udsættelse berøve Danmark den Fordel, som Fyrst Bismarcks personlige Forhold til Pragerfreden medfører. Afseet fra alle øvrige Grunde, der tale for snart at søge en Ordning tilvejebragt af det svævende slesvigske Anliggende, er der her en Betragtning, som synes i høj Grad at opfordre til at handle snart.

9

s. 130Ved den til September berammede Sammenkomst af de tre Kejsere i Berlin ville utvivlsomt de fleste af Tidens politiske Spørgsmaal komme paa Bane mellem Suverænerne og de dem ledsagende Ministre. Jeg henstiller til Deres Excellences og til Regeringens Overvejelse, om der ikke ved denne Sammenkomst, ved hvilken ogsaa Hs. kejs. Højhed Storfyrst-Thronfølgeren siges at skulle være tilstede, burde gjøres Skridt for at faae Pragerfredens Art. V dragen frem af den lange Hvile og søges fremkaldt en Impuls til snarlige Forhandlinger med Fyrst Bismarck om dens praktiske Udførelse. En saa gunstig Lejlighed kommer maaske ikke snart igjen. Under den Triumf, som Preussen fejrer ved at see Ruslands og Østerrigs Kejsere som Gjæster i Berlin, vilde et Ord om Slesvig fra indflydelsesrig Side neppe finde døve Øren.

Idet jeg beder Deres Excellence tilgive, at jeg ukaldet udtaler mig for Dem om et saa vigtigt Statsanliggende, og søge en Undskyldning derfor i min varme Overbevisning om, at den rent passive Holdning, hvortil Danmark hidtil har været tvunget, ikke længere bør bevares, forbliver jeg. . . .

Bille.

Oreby.

Jules Hansen [til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn eller til Direktør i Udenrigsministeriet P. Vedel].
Paris, 16 août 1872.

En meget god Ven af Danmark (C.), som er istand til at være vel underrettet, siger mig i dette Øieblik Følgende:

»De kan skrive til Deres Venner i Kjøbenhavn, at De fra sikker Kilde har erfaret, at Fyrst Bismarck ønsker at faae en Ende paa Spørgsmaalet om Nordslesvig, for at sikkre sig de to Thronarvingers (den russiske og engelske) Bevaagenhed. Han er af dette Hensyn endog tilbøielig til at gjøre s. 131væsentlige Indrømmelser i Grændsespørgsmaalet. Kaiser Wilhelm strider endnu imod, men Personer i hans Omgivelser bearbeide ham i den senere Tid stærkt for at bevæge ham til Eftergivenhed.« —

H.

Deres Telegram modtaget. ¹⁾Sml. Nr. 1034.

Oreby. — Uden Angivelse af Adressaten.

Forestilling til Kong Christian IX af Udenrigsminister Baron Rosenøm-Lehn.
Copenhague, 16 août 1872.

Sire

En me référant à l’entretien que j’ai eu l’honneur d’avoir hier avec Votre Majesté, et en exécution de Fordre qu’il Lui a plu de me donner, je m’empresse très humblement de résumer ci-aprés le résultat des délibérations du conseil des ministres au sujet de la prochaine entrevue des trois Empereurs àBerlin.

Dans notre très humble opinion, il serait trés opportun de profiter de cette occasion pour rappeler à l’Allemagne la question du Slesvig, et, s’il est possible, sonder le terrain pour savoir s’il y a quelque chance que cette affaire puisse, dans un avenir prochain, recevoir une solution satisfaisante. Sous ce rapport, on attacherait le plus grand prix à ce que Sa Majesté l’Empereur de Russie, dans les conversations éventuelles avec l’Empereur Guillaume, le Prince Impérial et le chancelier de l’Empire, daignât exprimer, tant personnellement que par l’organe de Son Altesse Impériale le Grand Duc Héritier, que, de méme qu’Elle a à coeur de voir se réaliser les justes espérances de Votre Majesté dans cette affaire, de même Elle sait, et par les communications directes s. 132de Votre Majesté, et par Son Altesse Impériale le Grand-Duc, que le gouvernement royal est animé du plus vif désir de voir ses relations avec l’Allemagne prendre un caractére encore plus intime et plus cordial, et qu’il appelle en conséquence de tous ses voeux le moment ou le gouvernement impérial allemand lui manifestera sa volonté de reprendre les négociations relatives à1’affaire du Slesvig.

II ressort des déclarations antérieures de la Prusse que cette puissance pourrait bien vouloir regarder comme une nécessité, pour assurer la sécurité de sa frontière du nord, de conserver certains points fortifiés du Slesvig. Dans le cas ou cette considération mettrait obstacle la rétrocession de quelques parties du duché, dont les sympathies et les aspirations danoises ne peuvent pourtant être mises en doute, cela faciliterait sans doute l’affaire que Sa Majesté Impériale de Russie daignât ajouter qu’Elle savait en outre que le gouvernement de Votre Majesté, tout en ne pouvant pas, d’après ses appréciations des rapports futurs entre les deux pays, se convaincre d’une pareille nécessité, est cependant animé d’un si vif désir de voir cette affaire heureusement terminée, qu’il se montrerait disposé à laisser entre les mains de la Prusse celles des fortifications de Sønderborg et de Dybbøl qu’elle jugerait indispensables, et à accepter les servitudes militaires qui en découleraient.

Le vif intérét que Sa Majesté l’Empereur de Russie, ainsi que Son Altesse Impériale le Grand Duc Héritier, ont à diverses reprises manifesté pour cette affaire, me fait espérer que Votre Majesté réussira encore dans cette occasion à assurer au gouvernement royal un puissant appui. Je me permettrai seulement d’ajouter qu’il serait fort à désirer qu’à Son arrivée à Berlin, Sa Majesté Impériale daigne abor der cette question dés qu’Elle juger a les circonstances favorables, et qu’Elle informe ensuite le Roi du résultat, pour que Votre Majesté puisse avoir le temps nécessaire s. 133d’aviser aux mesures ultérieures qu’il y aurait peut-étre lieu de prendre.

O.D.Rosenørn-Lehn.

U.A. Politiske Koncepter III. Paategnet: Traduction. — Trykt i »Bismarck und die nordschleswigsche Frage«, S. 378. — Sml. Kriegers Dagbøger V, S. 245.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Berlin, 19. August 1872.

Deres Excellence spørger mig om min Mening med Hensyn til Benyttelsen af Kaisermødet til Ordningen af det nordslesvigske Spørgsmaal.

Jeg har allerede i mit forrige Brev ¹⁾Nr. 1036. sagt, at jeg fandt det vilde see underligt ud, om man lod Storfyrst Thronfølgeren forlade hiint Møde med det nordslesvigske Spørgsmaal i status quo. Dette maatte ialfald ikke kunne skee, uden at fyldestgjørende Forklaringer vare gaaede forud derfor. Jeg troer ikke, jeg behøver at motivere denne Udtalelse yderligere end jeg ved hiin Leilighed kortelig har gjort det. Derimod skal jeg nærmere begrunde hvad jeg tillige har villet antyde ved min Yttring, nemlig at det er fra Rusland, Initiativet til bemeldte Spørgsmaals Løsning nu maa komme.

Dette Initiativ kunde ganske vist ogsaa tages af os, og der kan jo komme en Tid da vi maae bestemme os hertil, men endnu anseer jeg dette Tidspunkt ikke for at være tilstede, og jeg kan altsaa for Øieblikket tillægge den Betragtning afgjørende Betydning, at naar Initiativet tages af os og der gjøres os et Bud som vi maae tilbagevise, saa ere Forholdene mellem os og Preussen for lang Tid fordærvede, medens det dog altid er muligt, at der, forinden det blev absolut nødvendigt for os at handle, af sig selv kunde indtræde en politisk s. 134Gonjunctur der begunstigede en heldig Løsning af Sagen. Jeg erkjender nu gjerne, at Kaisermødet kan siges at frembyde en saadan Conjunctur; men ogsaa i dette Tilfælde forekommer det mig, i Betragtning af det Forhold hvori Rusland har staaet til Sagen, siden de saakaldte confidentielle pourparlers ophørte i Foraaret 1868, at det nærmest er det russiske Cabinet der maatte benytte denne Conjunctur i vor Interesse. I Formen kunde dette skee, enten ved at Rusland atter directe henvendte sig til Kongen af Preussens »Gemüth«, eller ved at det banede Veien for os til selv at søge Afgjørelsen, og da naturligviis understøttede os; men i Realiteten vilde disse to Ting komme ud paa det Samme.

Her maa jeg imidlertid bemærke, at om vi ogsaa, ved at anvende foranførte Fremgangsmaade, lettere undgaae et Skambud, saa troer jeg dog ikke, at man nu vilde give os Sundeved og Als.

Ved denne Leilighed skal jeg omtale en Udtalelse af Fyrst Bismarck, som nylig er kommen mig for Øre. Min Kilde, som jeg anseer for fuldkommen paalidelig, og som jeg skal nævne ved Leilighed, ¹⁾Sml. Nr. 1041. sagde mig at Fyrst B. har en Universitetsven ved Navn Wille ²⁾Journalisten Francois Wille (1811—96) havde været Bismarcks Korpsfælle i Göttingen. Han boede med sin Hustru, Forfatterinden Eliza W., f. Sloman, paa sit Gods Mariafeld ved Zurichersøen, hvor han modtog mange af Tidens kunstneriske og videnskabelige Berømtheder som Gæster. som boer i Schweits, og med hvem han staaer i en stadig Correspondance, der føres med den største Aabenhjertighed saavel om politiske som om andre Sager. Denne W. har engang spurgt B., hvorfor han ikke ordnede det slesvigske Spørgsmaal, og herpaa har B. svaret, at han for sit eget Vedkommende meget ønskede at komme til en ogsaa for Danmark tilfredsstillende Løsning af dette Spørgsmaal; men der stod store Hindringer i Veien derfor, og Sagen var, i hvor stor en Betydning der end tilkom den i og for s. 135sig, dog for ham ikke af saa stor Vigtighed, at han kunde bestemme sig til den ganske særdeles Kraftanstrengelse, der vilde være nødvendig for at overvinde hine Hindringer. Naar Deres Excellence efterseer min Rapport af 27de Marts 1868 Nr. 17, ¹⁾Trykt I, 819 f. vil De finde en paafaldende Lighed mellem denne Yttring og den mig fra B. ved Herr v. Thile gjorte Meddelelse, hvorfor jeg har gjort Rede i hiin Rapport. . . .

G. Quaade.

Oreby.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Berlin, 1. September 1872.

Deres Excellence vil erindre en Yttring af Fyrst Bismarck med Hensyn til det nordslesvigske Spørgsmaal, som jeg har omtalt i et af mine sidste Breve, uden at nævne min Kilde. Da jeg kan benytte K.herre Krags Af reise til Kbhvn., tilføier jeg nu, at hiin Yttring er bleven mig directe meddeelt af Redacteuren af Kölnische Zeitung, Dr. Kruse, som nylig tilbragte nogle Uger i Berlin, i Anledning af at han agter at tage fast Ophold her forat lede Redactionen af bemeldte Blad herfra.

Iøvrigt maa jeg tilstaae at jeg ingen synderlig Tillid har til at Kaisermødet skal føre det n.slesvigske Spørgsmaal til en Afgjørelse. Dersom det skulde ligge i F. Bismarcks Planer at frigjøre sig for dette Spørgsmaal ved at faae Østerrig til at annulere Art. V., saa troer jeg ikke vi behøvede at frygte for en saadan Plans Udførelse ved nærværende Leilighed, da Kaiseren af Rusland deeltager i Mødet. Men det forekommer mig ikke sandsynligt, at der overhovedet af dette Møde vil fremgaae positive Resultater i enkelte bestemte Retninger. Der vil jo naturligviis blive ført Samtaler og maaskee ogsaa blive truffet ganske almindelige Aftaler om forskjellige vig s. 136tigere Spørgsmaal og Eventualiteter, og af disse Samtaler og Aftaler kan der da senere vise sig særlige Virkninger; men i den nærmeste Fremtid vil man næppe faae Noget at see heraf; og jeg maa sige, jeg veed ikke i hvilken Grad Rusland interesserer sig eller formaaer at interessere sig for det nordslesvigske Spørgsmaal. Ved Deres Excellences Skrivelse til Kongen om dette Spørgsmaal, af hvilken Skrivelse Vedel nylig har sendt mig en Afskrift, ¹⁾Trykt som Nr. 1039. synes Ruslands Bestræbelser til vor Fordeel at maatte lettes ganske betydeligt; men vi maae vistnok være forberedte paa, at det russiske Cabinet, endog med den bedste Villie til at gavne os, ikke vil kunne benytte den forestaaende Leilighed til at gjøre sine Bestræbelser gjældende.

Imellem de herværende interimistiske Chargés d’affaires, — alle Ambassadeurerne og næsten alle Gesandter ere endnu fraværende — har der i den senere Tid gaaet det Rygte, at Rusland skulde have søgt at formaae Østerrig til at minde Preussen om Opfyldelsen af Pragfredens Art. V. Men er dette rimeligt? behøver Rusland Østerrigs Hjælp, ifald Sagen overhovedet er mulig? og vilde Sagens Udførelse lettes hos Preussen ved at Rusland søgte en Andens Hjælp dertil? Rygtet sagde iøvrigt Intet om hvorvidt Østerrig havde været villig til at opfylde Ruslands formentlige Begjæring. . . .

G. quaade.

Oreby.

Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Berlin, 7. September 1872.

Herr Baron,

Som det alt vil være Deres Excellence bekjendt, ankom Hans Majestæt Keiseren af Østrig hertil igaar Aftes Kl. 6. Imorges afholdtes den store Parade for de to keiserlige Gjæster,s. 137og jeg var heldig nok under samme til at komme i Berøring baade med Grev Andrassy, Baron Hoffmann og Grev Karolyi. ¹⁾Grev Aloys Karolyi (1825—89), østrig-ungarsk Gesandt i Berlin 1871—78. — Baron L.-F. v. Hofmann var Sektionschef i det østrigungarske Bigskancelli. Efter endt Parade begav jeg mig til Slottet, for at indskrive mig hos Hans Majestæt, Keiseren af Østrig, og aflægge Besøg hos Følget, af hvilket jeg dog kun traf Baron Hoffmann, og havde en kort Samtale med ham, hvorunder han af egen Drift indlod sig paa at omtale Betydningen af denne Trekeiser-Sammenkomst som et Tegn paa gjensidigt Venskab, medens man var enig om ikke at berøre nogetsomhelst politisk Spørgsmaal. Han tilføiede, at Fyrst Bismarck havde næret en vis Frygt for, at Fyrst Gortchakoff skulde ville bringe et eller andet Spørgsmaal paa Bane; ²⁾Sml. »Bismarck und die nordschleswigsche Frage«, S. 376 f. men at Rigskantsleren alt igaar Aftes havde forsikret ham om, at al Tvivl i saa Henseende var hævet. Da jeg hertil henkastede den Yttring: »altsaa intet orientalsk Spørgsmaal?« svarede Baron Hoffmann: »hverken det orientalske, det slesvigske eller det hannoveranske«. »Overhovedet, tilføiede han, vil man ikke bringe nogen Sag paa Bane, uden at man forud er bleven enig derom fra alle tre Sider«. Hvad Østrigs Forhold til Rusland angik, kunde han sige, at det var blevet saa cordialt og tilfredsstillende som muligt.

Jeg veed ikke, om Fyrst Bismarck ved ovenciterede Yttring, har villet hentyde til det slesvigske Spørgsmaal, som han frygtede kunde blive draget frem af Fyrst Gortchakoff; men det forekommer mig, at efter en saa bestemt Aftale mellem de tre Udenrigsministre ville Souverainerne vanskeligt paa deres Side kunne fremkalde en Discussion om internationale Spørgsmaal. Er man end enig om ikke at forstyrre Harmonien under Trekeiser-Mødet ved politiske Discussio- ner af speciel Charakter, udelukker dette ikke Sandsynligheden for, at man vil benytte det lykkeligt etablerede Venskab s. 138til efterhaanden at søge at ordne de endnu uløste Spørgsmaal, der tidligere eller senere kunde benyttes til at gjøre et Skaar i »Verdensfreden«.

Idet der saaledes efter Baron Hoffmanns Yttringer ikke synes at være noget Haab om, at det slesvigske Spørgsmaal for Øieblikket og her paa Stedet vilde blive bragt sin Løsning nærmere, forekommer det mig rigtigere, ikke at forfølge samme længere her, eller at søge en politisk Samtale med Grev Andrassy selv, med hvem jeg iøvrigt atter tilfældigt traf sammen iaften hos Baron Hoffmann, der havde indbudt os til at overvære den store Tappenstreg fra sine Vinduer i Slottet.

Jeg agter derfor at afreise herfra imorgen, idet jeg antager, at jeg med større Nytte vil kunne fremkalde en Yttring fra Grev Andrassy om den europæiske Situation i Almindelighed og specielt om det slesvigske Spørgsmaal, naar jeg atter møder Hans Excellence i Wien om nogle Dage. ¹⁾Sml. Kriegers Dagbøger V, S. 248 under 6. September 1872.

C. Falbe.

Modtaget 12. September 1872.

Jules Hansen til Direktør P. Vedel.
Paris, 8. September 1872.

Jeg modtager i Øieblikket følgende overraskende Meddelelse fra en Correspondent i Wien; jeg er i Øieblikket ikke istand til at controllere den, men ønskede meget at vide Noget derom paa en eller anden Maade:

»Je puis vous af firmer que la question du Slesvig sera traitée directement entre le Czar et l’Empereur Guillaume pendant Fentrevue de Berlin et cela avec le consentement méme de l’Autriche. La question sera réglée de souverain à souverain, en dehors des ministres, d’aprés un protocole signé le 29 aout.« —s. 139Jeg kan kun sige, at dette staaer i Modstrid med Alt hvad man veed her paa competente Steder. — Det sociale Spørgsmaal ¹⁾Formentlig Spørgsmaalet om de socialistiske Bevægelser etc. kommer formodentlig ikke paa Dagsordenen i Berlin. — Keiseren af Østerrig er bleven bedre modtagen end Czaren af Publikum i Berlin. —

Man antager at et Fredsmanifest af de 3 Keisere vil blive ledsaget af en Concession til Frankrig fra Tydsklands Side.

Uunderskrevet Til Villads Greisen (sml. Nr. 1034). Jules Hansens Haand. — Oreby. — Dette Brev er omtalt i Kriegers Dagbøger V, S. 248 f. under 9. September 1872.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Berlin, 13. September 1872.

Deres Excellence,

[Kejseren af Rusland var ankommet til Berlin d. 5. September, medens Kejseren af Østrig sammen med Kronprinsen af Sachsen kom Dagen efter. Efter en Række Hoffester og militære Skuespil rejste den østrigske Kejser den 11., og den russiske Kejser den 12. Ved dette Møde blev de tre Kejsere enige om, at der i Frankrigs nuværende Tilstand tilkom dette Land muligst Skaansel i enhver Henseende, og om saaledes i alle Retninger at søge at mildne de Saar, hvoraf det endnu led. Andre Aftaler var der, efter hvad Quaade havde kunnet erfare, ikke truffet.]

. . . Dette Mødes Pæsultater have været mere negative end positive. De tre Monarker have selvfølgeligen underholdt sig indbyrdes om de forskjellige vigtigere politiske Spørgsmaal, som for Tiden tildrage sig den almindelige Opmærksomhed, og forsaavidt de da have berørt Forhold, som de ikke alle have kunnet see i samme Lys, have de muligen vedtaget en Grændse udover hvilken de i disse Forhold ikke kunde handle anderledes end i Fællesskab, eller som en enkelt af s. 140dem ialfald ikke kunde overskride uden foregaaende Varsel. . . .

Saaledes som allerede ovenfor indirecte antydet, er det nordslesvigske Spørgsmaal, saavidt jeg veed, ikke bleven berørt paa Kaisermødet. ¹⁾Sml. »Bismarck und die nordschleswigsche Frage«, Nr. 288. Ialfald er det næppe bleven ført sin Løsning nærmere ved denne Leilighed. Den af de tre Souverainer som maatte ventes først at ville bringe dette Spørgsmaal paa Bane, er formentligen Kaiseren af Rusland. Men ligesom denne Souverains Deltagelse i Mødet, efter hvad jeg har erfaret, er foranlediget ved det russiske Cabinets Initiativ, medens Sammenkomsten mellem den Tydske Kaiser og Kaiseren af Østerrig er blevet indledet fra Østerrigs Side, som Gjengæld for Kaiser Wilhelms Besøg ifjor i Ischl og Salzburg, ²⁾Se. Nr. 995. saaledes har jeg god Grund til at troe, at det russiske Cabinet, ved at tage hiint Initiativ, væsentligt har havt det Formaal for Øie, at Kaiseren af Rusland skulde kunne virke modererende paa eventuelle Samtaler eller Forhandlinger mellem de tvende andre Kaisere; og forholder dette sig rigtigt, har Kaiseren af Rusland formentligen ikke vel for sit Vedkommende kunnet bringe et Spørgsmaal som det ovennævnte paa Bane, selv hos sin nærmeste Allierede, den tydske Kaiser, uden at udsætte sig for, at man fra andre Sider ogsaa gjorde andre Spørgsmaal til Gjenstand for mere indgaaende Omtale. ..

G.Quaade..

Depeche Nr. 22, modtaget 18. September 1872.

Lensgreve C. E. Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 14. September 1872.

Kjære Vedel! Da jeg i Formiddag skal ud at gjøre min Opvartning hos Hs. Majestæt eller idetmindste forsøge derpaa, fordi jeg forrige Gang frabad mig Æren af Tilsigelse til Middag s. 141paa Grund af Afreisen, og jeg har af min Datter erfaret igaar at Kongen saae meget nedstemt ud, forudsætter jeg derefter at man har bestemt sig til at foretage et nyt Angreb som atter er mislykkedes og da jeg troer at spore nogen Tilbøielighed hos indflydelsesrige Medlemmer til ikke at lade det blive herved, saa er det mig om at gjøre ikke ved nogen Udtalelse at gjøre Stillingen vanskeligere. De veed efter vore gjentagne Samtaler at jeg frygter, at naar man vil sige Nei, saa har man ikke alene bundet Strikken men ogsaa lagt den om Halsen saa at man vil være ude af Stand til at hindre Vedkommende i at snøre til og hvad der endda bliver lidt ridicult takker ham fordi han skiller En af med Livet (thi jeg vilde ikke undre mig om dette bliver Resultatet, hvis man fæster Lid og vil have Brug for upaalidelige Kræfter). ¹⁾Storfyrsttronfølgeren kom tilbage til København 12. September. Sml. Kriegers Dagbøger V, S. 250, og Nr. 1039.

De kan synes at jeg taler i Gaader men jeg haaber at De forstaaer mig; kunde De enten mundlig eller ved et Par Ord give mig Oplysning om hvorledes jeg med Nytte skal udtale mig veed De at jeg gjør dette med Fornøielse, thi jeg vil ikke ligge et Halmstraa iveien; kan De ikke (og dette kan der være mange forskjellige Grunde til indseer jeg fuldkommen vel) saa lader De dette Brev ubesvaret men er saa god at opgive mig en Tid, hvorpaa vi kunne træffes sammen imorgen, thi jeg længes som altid efter at see og tale med Dem. — ...

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Lensgreve C. E. Frijs til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Frijsenborg, 23. September 1872.

Kjære Baron! Der findes intet Brev fra Quaade i min private Brevsamling fra Aaret 1869 bærende Datum af 1ste Mai,s. 142hvorimod eet af 17de Mai til Marienbad, som er det første efter et af 23de April sendt til Dresden; heller ikke findes noget Brev af 3die April men derimod af 2den og 5te April hvilke hermed følge til behagelig Eftersyn. ¹⁾Sml. Nr. 1027. —

Endvidere sender jeg herved Spidsmusens Bog ²⁾Jules Hansens Dagbog. Sml. Nr. 1032. tilbage, der rigtig beseet ikke er til saa stor Forherligelse for ham selv som han indbilder sig; det er utvivlsomt ikke alene bekjendt for Grev Bismarck men for de Fleste af det preussiske Udenrigsministerium, at Spidsmusen har været brugt som fransk Spion og jeg bilder mig ind atdette ikke kan være nogen Anbefaling for at bruge ham som dansk Tillidsmand vis à vis preussiske Statsmænd. . . .

Jeg beder Dem ved Leilighed at sende mig de omtalte Breve tilbage. ...

C.E. frijs

Oreby.

Lensgreve C. E. Frijs til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Stockholm, 9. October 1872.

Kjære Baron Rosenørn!

. . . Det lader til som om den afdøde Konges Bortgang ³⁾Carl XV var død 18. September 1872 og efterfulgtes af sin Broder Oscar II. har fremkaldt en almindelig Landesorg; endnu synes den Nuværende ikke at have forstaaet at fængsle Folks Hjerter, og jeg tvivler om, at han vil være istand hertil, men derfor kan han blive en yderst god Regent, og bemærkede udtrykkeligen at være af det samme venskabelige Sindelag imod Danmark som hans hedengangne Broder, dog troer jeg uden at foregribe Fremtiden at kunne sige at han altid væsentligst vil lade sig lede af Fornuftens Bydende, saaledes som dette stiller sig for ham, mere end af Hjertets Følelser og naar noget s. 143Andet har været Tilfældet med Broderen, saa har dette dog ikke kunnet levendegjøre sig eller bryde igjennem i Ministerraadet og blive til Gavn for dem som han følte for. . . .

C. E. Frijs.

Oreby.

Lensgreve C. E. Frijs til Direktør P. Vedel.
Frijsenborg, 1. November 1872.

Kjære Vedel! Ved idag atter at gjennemlæse Artiklen i »Fædrelandet« ¹⁾»Fædrelandet« 26. Oktober 1872 Nr. 250 indeholdt en ledende Artikel om »Vor Repræsentation i Udlandet«, hvori der bl. a. blev hævdet, at den gældende Ordning var Skyld i, at vi i en Række af Aar ikke havde kunnet besætte Udenrigsministerposten med en mere eller mindre erfaren Diplomat. En Følge af det nærmere motiverede Forslag til en Nyordning af Udenrigsministeriets Forhold vilde blive, at »saavel Udenrigsministeren som Direktøren for Udenrigsministeriet — i hvert Fald dog een af dem — i Reglen kom til at besidde nogen personlig Erfaring i og noget personligt Kendskab til den diplomatiske Virksomhed«., som jeg kun foreløbigen og aldeles flygtig kom til at gjennemløbe med Øinene forleden, er jeg kommet til fuldkommen Klarhed over at den vanskelig vilde kunne være skrevet af Bille, hvorimod jeg antager den af Dem angivne Ophavsmand ²⁾Med P. Vedels Haand er tilføjet: ͻ: Raasløff. for den sande og rette; han har aldrig elsket Dem, hvilket tydelig synes af Artiklen, og elsker endnu mindre mig for Tiden, saa jeg troer at der ved Ministre uden diplomatisk Erfaring sigtes nok saa stærkt til mig som til Rosenørn, idet han snarere troer ved dennes end ved min Hjælp at kunne vinde Posten i London, og desuden troer at det er min Langsomhed der er Skyld i at vi ikke plukkede den amerikanske Pære ³⁾D. v. s. solgte de dansk-vestindiske Øer til Nordamerika.; De veed at jeg i saa Henseende selv ikke gjør mig nogen Bebreidelse og at jeg derfor tager denne Paastand fra hans Side meget koldblodig. Jeg anseer Raasløff for en meget habil men tillige for en farlig Mand, naar s. 144han ikke i et Ministerium kan finde stærke Kræfter, og jeg troer at det nu efterat han har været Krigs- og Marineminister vil være umuligt at benytte ham i en underordnet Stilling som Gesandt etc. etc. fordi han vil oversee hvilkensomhelst Chef og Lydighed har aldrig været hans stærke Side. — For Deres venlige Skrivelse bringer jeg Dem min hjertelige Tak; det har løbet mig koldt ned af Ryggen naar jeg har læst om Danmarks 2 Agenter i Berlin, thi jeg har men for- haabentlig i ængstelige Drømme tænkt mig Bille og Spidsmusen virkende i Forening for at slukke det sidste Gnist af Haab, og endda herved ikke fremkalde Andet end større Misstemning paa vor Side og paa den anden Side mere fremtrædende Overmod, saa at den Gevinst, som de Ulykkens Mænd der ville have en endelig Afgjørelse naar der ikke er nogen gunstig Chance blot fordi de lide af alfor uroligt Blod, [vil kunne opnaa], ikke engang ville høste [ͻ: vil give dem] nogen individuel Tilfredsstillelse; dog jeg trøster mig at denne Gang kan det Utrolige være Tilfældet at der er Røg uden nogensomhelst Ild.

C.F. frijs

P. Vedels Privatpapirer.

Lensgreve C. E. Frijs til Direktør P. Vedel.
Frijsenborg, 7. November 1872.

Kjære Vedel! De i Deres venlige Skrivelse af 3die Novbr. ¹⁾Er ikke bevaret. modtagne Oplysninger morede mig meget, thi jeg havde en Formodning om at Fallesens Coureerreise havde en bestemt Grund, først troede jeg at han kunde være bleven kaldt ned til Blixen af denne selv, som havende været sidst Curator for Sønnen, men da dette blev mig klart ikke at være Tilfældet saa laae den anden Slutning at det var en politisk Reise meget nær efter den Samtale jeg under mit sidste Ophold s. 145havde med Finantsministeren ¹⁾A. F. Krieger.; det vil ikke undre mig, om man i sin besynderlige Uro efter Virksomhed eller Handling, uden Hensyn til hvad Resultat denne bringer, tilsidst henvender sig til CarlPlessen ²⁾Carl Scheel-Plessen, Overpræsident i Slesvig-Holsten.; De veed efter mit Skjøn vilde jeg naar Galt skulde være endog foretrække den Sidste; thi det er dog en Mand med Alvor om end med Lidenskab og Had imod os. ³⁾Det drejer sig om, at Oberst E. Fallesen paa Foranledning af C. St. Bille og efter Forhandling med Finansminister A. F. Krieger var sendt til Baron Blixen Finecke, der opholdt sig i Tyskland, for at faa denne til at henvende sig til Bismarck om Art. 5. Blixen afslog at gøre dette. Se Kriegers Dagbøger V, S. 256—60. Ligesom De er jeg ogsaa meget bekymret for den nærmeste Fremtid, saavel af Hensyn til Ministeriets indre Sammenhold, som af Hensyn til den indre Gjæring eller rettere uhyggelige Usikkerhedsfornemmelse hos hele Folket, og jeg selv, som efter bedste Evne stræber efter at styrke Modet baade hos mig selv og hos Andre i Overbeviisningen om at det Væsentligste er ikke at tabe Troen paa sin egen Existents, — jeg gyser naar jeg daglig læser om os som det særegne Kristenfolk, thi denne Selvindbildning efter alle Livets tunge Tugtelser forekommer mig tidt som det sidste Stadium inden Folket spærres i Daarekisten og denne Galskab har ved Hjælp af Bondehøiskoler etc. grebet langt videre om sig end de Fleste have eller ville have en Forestilling om. —

De veed at jeg elsker mit eller vort Folk og at jeg har en Tro til dets Begavelse eller Perfectibilitet, men tidt forekommer det mig som om vi have en særegen Eiendommelighed, der gjør os aldeles uskikkede til at være Politikere, nemlig en Mangel paa bon sens, der viser sig deri at vi aldrig kunne holde Maade hverken i vor Kjærlighed og Had ei heller i vor Tro og Mistro, jeg vilde gjerne kalde det barnligt men desværre forekommer det mig i de fleste Tilfælde barnagtigt og en Mangel paa den fornødne Manddomskraft; det var et uerstatteligt Tab i aandelig Forstand da Norge skiltes fra Danmark,s. 146thi den Blanding af de Førstes Energi og Tillidsfuldhed med vor Blødhed og besynderlige Seighed desuagtet var heldig til at fremkalde noget Fornuftigt, hvorimod der nu findes betydelige Mangler paa begge Steder. — De henpeger med en vis Angst paa Krigsministerens 15 Millioner, ¹⁾Den Sum, som Krigsminister Haffner tænkte paa at forlange bevilget til Forsvarsforanstaltninger. Sml. Kriegers Dagbøger V, S. 260-63. og jeg kan tænke mig at saavel Summen som Tiden inden hvilken den skal skaffes tilveie er indiscutabel, men det forekommer mig at en bevidst og permanent Anstrængelse for at gjøre sit Yderste til Selvforsvaret er det eneste Middel til at afværge en fuldstændig Opløsning; under den nuværende europæiske Statssamfundstilstand, hvor egentlig kun een Magt staaer opreist med den for enhver Regjering fornødne Energi til at tage Tøilerne i Haand, kunne slige Anstrængelser ikke fuldelig anerkjendes, men sligt Over- eller Eneherredømme har den hidtidige historiske Erfaring dog viist ikke at kunne være af lang Varighed og der er nogen Sandsynlighed at ogsaa i den Henseende skrider Udviklingen nutildags raskere frem, men dette være nu som det vil — saa spørges om det ikke er absolut indre Nødvendighed under den nuværende demokratiske Udvikling at hævde en slig Arbeiden til det Yderste, og det vil dog være let at gjøre klart for Alle at en slig Bekostning er en Ubetydelighed imod at maatte trælle for Andre; — gid Ministeriet maatte kunne arbeide sig sammen til en fælleds harmonisk Opfattelse i den Henseende. — ...

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Wien, 21. November 1872.

Herr Baron.

Grev Andrassy ankom endeligt her til Staden iforgaars Aftes, og modtog idag corps diplomatique. Under min Samtale s. 147med Ministeren, henvendte han ikke uden Spor af en vis Forlegenhed det Spørgsmaal til mig: »hvorledes det stod til med vor Sag?« Jeg svarede, at det ikke var mig bekjendt, at den var rykket sin Løsning nærmere, og Baron Hofmann havde sagt mig, at den heller ikke var bleven berørt under Keisermødet. Grev Andrassy yttrede da, at det slesvigske Spørgsmaal ganske vist ikke havde været Gjenstand for Forhandling i Berlin, hvor man havde meent, at Storfyrst-Thronfølgeren skulde ville paatale samme, hvilket dog ikke havde været Tilfældet. Jeg bemærkede, at Baron Hofmann havde sagt mig i Berlin, at Fyrst Bismarck havde næret nogen Frygt for, at Fyrst Gortchakoff skulde ville bringe visse Spørgsmaal paa Bane, og spurgte, om der maaskee havde været sigtet til det slesvigske Spørgsmaal, eller om Fyrst Bismarck maaskee havde hentydet til de Løfter, han havde givet ham selv i Salzburg ifjor. Grev Andrassy besvarede det sidste Punkt med en Benægtelse, og det første derhen, at det ialfald ikke var bleven ham sagt, at Fyrst Bismarcks Ængstelse havde havt den slesvigske Sag særligt til Gjenstand, tilføjende, at det syntes, som om den preussiske Regjering ikke havde været istand til endnu at forberede sit Terrain tilstrækkeligt og frygtede den offentlige Mening i Tydskland. Jeg bemærkede da, at det formodentligt havde været med Hensyn hertil, at de preussiske Blade efter Entrevuen saa ivrigt havde beskjæftiget sig med det slesvigske Spørgsmaal, hvilket Greven bejaede. Jeg tilføjede, at den Maade, samme var bleven behandlet paa fra officiøs Side, ikke kunde indgyde os megen Tillid til en heldig Løsning, idet man syntes først og fremmest under en eventuel Gjenoptagelse af Forhandlingerne at ville insistere paa de bekendte Garantier for de Tydskere, som maatte komme under dansk Herredømme. Først og fremmest vilde deres Antal næppe blive af Betydning, idet jeg som Exempel nævnte, at paa Als over 90 p. Ct. af Befolkningen var dansk, og at af den resierende var Størstedelen preussiske Embedsmænd. For at charakterisere Garanti-Fordringerne, behøvede s. 148jeg kun at nævne ham, at den preussiske Regjerings Fordring var gaaet ud paa, at tydske Slesvigere skulde have Klageret til Kongen af Preussen mod den danske Regjering, og havde afbrudt Forhandlingerne, uagtet vi var gaaet saa vidt i vore Indrømmelser at tilbyde, at det danske Cabinet vilde meddele det preussiske saadanne Klager, der maatte indløbe til den. Grev Andrassy hørte paa disse Data med en synlig Forbauselse, og bemærkede, at vi vare fuldkomment i vor Ret, naar vi modsatte os en saadan Afgjørelse. Enhver maatte være fuldkomment Herre i sit eget Hus. . . .

10*

C. Falbe.

Depeche Nr. 20, modtaget 25. November 1872.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 22. November 1872.

Kjære Vedel,

En Person som er meget inde i herværende Presse-Forhold og parlamentariske Forhold, og som jeg derhos troer er os vel stemt, navnlig hvad det nordslesvigske Spørgsmaal an- gaaer, har meddeelt mig, at der i de sidste Maaneder i Danmark er udkommet en paa godt Tydsk redigeret lithografisk Correspondance, som hedder »vom Sunde«, hvis Indhold er ligesaa godt skrevet som Sproget, som giver gode Oplysninger om danske Forhold, og som derfor af og til har været benyttet af herværende Blade. Den har ogsaa, siger han, behandlet det nordslesvigske Spørgsmaal, og nu ogsaa det Bjørnstjerne Bjørnsonske incident ¹⁾B.s Tale ved Vennemødet efter Grundtvigs Død i September 1872 om »at forandre Signalerne«. Sml. bl. a. Det danske Folks Historie VII, S. 227., og i det Hele gjort det godt, men han tilføier at Forfatteren temmelig ofte skriver noget lidenskabeligt og eensidigt, hvorved Bladet kommer til mindre at egne sig for tydske Læsere, paa hvilke det dog er s. 149bestemt til at gjøre Indtryk. Jeg har ikke seet Noget til det omhandlede Blad; men jeg kan godt tænke mig, at den ovenstaaende Kritik er rigtig; thi det er ogsaa min Erfaring at det Meget som i saa mange Aar har været skrevet i Danmark om vort Mellemværende med Tydskland, mere har været skrevet for danske end for tydske Læsere.

Jeg veed ikke om De kan udøve nogen Indflydelse paa bemeldte Correspondance; men for det Tilfælde, at dette er Dem muligt, eller at De kunde gjøre det muligt, har jeg [ikke] villet forsømme at give Dem ovenanførte Vink.

Nærmere beseet, kan jeg gjerne sige Dem, at den Person, som har gjort mig Meddelelsen, er Cölnische Zeitungs herværende Correspondent, og at denne antager at Correspon- dancen udgives af Bille (:Dagbl:). ¹⁾Den paagældende Korrespondance omtales ogsaa i Nr. 1298. Sml. Hähnsen II, Nr. 887 og Omtalen af Bille, Kriegers Dagbøger V, S. 256. ...

G. Quaade

P. Vedels Privatpapirer.

Kammerherre Vind, Gesandt i St. Petersborg, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
St. Pétersbourg, 3 décembre/21 novembre 1872.

Monsieur le Baron,

Lorsque ce matin, j’avais l’honneur de présenter au prince Gortchacow le secrétaire de légation baron de Gyldenkrone, arrivé ici le 30 dr., le chancelier me parla spontanément de la lettre, que S. M. le Roi, pendant l’entrevue des trois Empereurs à Berlin cet été, avait adressé à S. M. l’Empereur Alexandre à propos de l’exécution de l’article V du traité de Prague. ²⁾Sml. Nr. 1039.

Le prince me dit que l’Empereur avait reçu cette lettre la veille de Son départ, et que S. M. en avait sans doute parlé à l’Empereur d’Allemagne, à qui il croyait que l’Empereur s. 150avait communiqué la lettre du Roi. ¹⁾Dette var sket. Sml. »Bismarck und die nordschleswigsche Frage«, S. 378. Ce qui en était résulté depuis il ne sut pas trop. J’ai répondu au prince Gortchacow, que je connaissais la démarche, que S. M. le Roi avait faite auprés de S. M. l’Empereur; que le moment alors avait paru opportun au gouvernement du Roi de faire voir à Berlin, qu’au moins, nous ne considérions pas cette question comme morte; que le voyage de Mgr. le Grand-Due Héritier de Copenhague à Berlin s’était prété à cette com- binaison. J’ai ajouté, que j’avais compris que Mgr. le Grand- Due Héritier avait déclaré à S. M. le Roi à Son retour à Copenhague, que l’Empereur, en réponse à la lettre du Roi, avait l’intention d’écrire à Sa Majesté. Le chancelier m’a paru ignorer ce dernier point. II m’a dit évasivement, que l’Empereur sans doute répondrait, s’il ne l’avait pas déjà fait, que S. M. répondait toujours etc; que du reste, l’amitié que l’Empereur portait au Roi était connue. Quant à lui, il avait souvent parlé de cette affaire à Berlin, méme jusqu’à importunité. Il avait fait remarquer au Roi-Empereur, que Lui si puissant pouvait bien consentir à un arrangement; mais toujours sans résultat. J’ai dit au prince Gortchacow, que nous reconnaissions parfaitement ses efforts en notre faveur; que leur non-réussite jusqu’à présent était d’autant plus regrettable, qu’il me semblait, que tout le monde avait un intérét à voir aboutir cette affaire à une bonne fin. Le prince a reconnu cela, mais a fini par me répéter qu’il avait fort peu d’espoir d’arriver à une solution.

Le prince Gortchacow devait ce matin encore se rendre auprés de l’Empereur, rentré ce matin définitivement de Czarskoe Zélo, pour travailler avec Sa Majesté.

Le prince en parlera-t-il de cette affaire à l’Empereur? Je n’ai pas cru opportun d’engager le prince Gortchacow à le faire.s. 151La cour de Mgr. le Grand-Due Héritier rentre également aujourd’hui de Czarskoe Zélo. S. M. ITmpératrice est attendue ici aprés-demain.

E. Vind

Depeche Nr. 23.

Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Wien, 20. December 1872.

Herr Baron,

Uagtet Grev Andrassy under vor Samtale, over hvilken jeg havde den Ære at indberette under 21de f. M. ¹⁾Trykt som Nr. 1051. saa bestemt havde benægtet, at den slesvigske Sag var Gjenstand for nogen Discussion mellem Cabinetterne, lod han dog paa enkelte Steder skimte igjennem, som det ikke vil være undgaaet Deres Excellences Opmærksomhed, at han vidste mere om Sagen, end han vilde tilstaae. Da jeg senest gjorde Ministeren min Opvartning, ledede jeg Samtalen, som i Forbigaaende, over paa dette Spørgsmaals haabløse Standpunkt, og fremkaldte derved den Yttring fra Hans Excellences Side, »at den syntes at strande paa de uovervindelige Hindringer, som laae i Umuligheden overhovedet at drage en Grændselinie paa Grund af de to Nationaliteters Sammenblanding«. Jeg tilbageholdt ikke min naturlige Forundring over denne nye Udflugt fra det preussiske Diplomaties Side, og yttrede, at naar det kun kom an herpaa, var Løsningsmidlet simpelt nok, idet en Afstemning vilde vise en Linie, der i geographisk Henseende ikke frembød noget Usædvanligt, og indenfor hvilken det danske Element var i en compakt og overvældende Majoritet. Grev Andrassy gjorde hertil en Bemærkning om, at han ikke kunde bifalde Afstemningsprincipet, som, hvis det anvendtes paa de nationale Forhold i de østerrigskungarske Lande, vilde fremkalde Delinger og Grupperinger, paa hvilke ingen Regjering kunde indlade sig. Jeg svarede s. 152hertil, at jeg meget beklagede, at finde denne Anstødssten hos ham; men det maatte ialfald ikke tilskrives os, men vel den preussiske og hans egen Regjering, at den var bleven indflettet i Prager Traktatens Bestemmelser. — Jeg troede ikke at burde fortsætte Discussionen videre i det Øieblik, men udbad mig Tilladelse til, at komme tilbage paa samme ved en anden Leilighed.

Jeg opsøgte derfor atter Ministeren igaar, og indledede Samtalen med at sige ham, at jeg havde troet at mærke af vore tidligere Samtaler, at den slesvigske Sag undertiden var Gjenstand for Meningsyttringer mellem ham og den preussiske Regjering /: hvilket Grev Andrassy indrømmede :/, og at jeg derfor vilde udbede mig hans Opmærksomhed i nogle faa Øieblikke, for at give ham en kortfattet Skildring af Spørgsmaalets nærmeste historiske og traktatlige Udvikling, der vilde sætte ham istand til, at bedømme Sagen i sig selv og de Argumenter, der fra Tid til anden maatte fremkomme om samme.

Jeg fremstillede da for Greven, hvorledes Art. V i Prager-Freden ikke var bleven til ved nogen øieblikkelig eller tilfældig Indskydelse fra den ene eller den anden Magts Side; men at den var en ligefrem Conseqvents af Wiener-Freden og af Londoner-Conferencen. Jeg vilde hovedsagelig holde mig til selve den preussiske Befuldmægtigedes Erklæringer paa denne sidste, og da navnlig i Møderne den 9de og 18de Juni, for at bevise ham, at naar man betragtede Sagen fra de tre Hovedsynspunkter, nemlig det militaire, Nationalitetens og Afstemningens, var en Deling fuldkomment praktisk mulig og erkjendt som saadan af den preussiske Regjering. Som han vilde mindes, var de mæglende Magters Forslag gaaet ud paa, at drage Grændsen ved Slien og Dannevirke, og Grev Bernstorff havde som første Modforslag opstillet Grændselinien Apenrade-Tønder. I Mødet d. 9de Juni havde han bekjæmpet Dannevirke-Linien, som militairt uholdbar og havde indrømmet, at Apenrade-Linien ikke s. 153kunde tilfredsstille i denne Henseende. Derimod vilde en Linie Flensborg-Tønder-Høyer give Damark to stærke Positioner, nemlig Fredericia-Fyen og Als-Dybbøl, som Erfaringen havde viist at være meget stærkere end Dannevirke-Linien, samt at denne Linie tillige havde den store For-deel, fremfor nogen anden, at skille Nationaliteterne fra hinanden. Det var i det følgende Møde, at Grev Bernstorff i sin Regjerings Navn havde opstillet Afstemningsprincipet, og forlangt, at Slesvigs Indvaanere skulde raadspørges om deres fremtidige Skjæbne.

Som Hans Excellence havde sagt mig, var han ikke nogen Ynder af Afstemningsprincipet; men da en saadan alt var saagodtsom iværksat ved de gjentagne Valg i Slesvig, havde man et Materiale, der næsten gjorde en Afstemning overflødig, og som viste en Linie, om end noget sydligere, men som dog omtrent faldt sammen med den af Preussen selv paa Conferencen betegnede Grændselinie, hvilken jeg yderligere anskueliggjorde for Grev Andrassy, ved at forelægge ham et Kort over Stemmetallene i Slesvig.

Grev Andrassy, der opmærksomt havde fulgt min Udvikling, takkede mig, for at have givet ham et saa klart Begreb om Sagen, som han ikke før havde havt, idet han tilstod sit Ubekjendtskab med mange af de af mig fremsatte Punkter. Jeg undlod ikke at ledsage min Udvikling med den udtrykkelige Bemærkning, at den ikke beroede paa nogen Instrux fra den kongelige Regjerings Side, om at bringe Sagen paa Tale, men at jeg havde anseet det for min Pligt, at give ham Midlerne ihænde, til at danne sig en selvstændig og upartisk Mening om Sagen. Jeg ordnede derfor ogsaa min Udvikling paa en saadan Maade, som jeg ansaae for mest stemmende med Grev Andrassys praktiske Sands.

C. Falbe

Depeche Nr. 24, modtaget 24. December 1872.

Jules Hansen til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
P[aris], 26. December [1872].

Jeg erfarer fra authentisk Kilde Følgende:

Billes og Edgar Bauers Bog har opvakt en stærk Vrede i Berlin, hvor man tillige er i høi Grad misfornøiet med den danske Presses Holdning »den eneste i Europa, som bestandig taler om en ny forestaaende europæisk Krig.« ¹⁾Edgar Bauer: Artikel V. Der deutsche Gedanke u. die dänische Monarchie. Nebst einem Nachwort von C. A. Bille. Altona 1873, var udkommen sidst i 1872. Sml. Hähnsen II, Nr. 888 og 890, »Bismarck und die nordschleswigsche Frage« Nr. 296.

Bismarck og Moltke ere meget misfornøiede med de projekterede Befæstninger om Kjøbenhavn.

Alle disse Symptomer ere tagne ad acta og man er i Berlin i det Hele for Tiden »de bien mauvaise humeur« mod Danmark.

H.

Oreby.

Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn til Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien.
Kjøbenhavn, 3. Januar 1873.

Jeg har modtaget Deres Høivelbaarenheds Depesche Nr. 24 af 20de Dec. f. A. ²⁾Trykt som Nr. 1054. i hvilken De giør Rede for tvende Samtaler som De har havt med Grev Andrassy angaaende det slesvigske Spørgsmaals Stilling og jeg er meget tilfreds med den Maade paa hvilken De har orienteret den keiserlige Udenrigsminister i Spørgsmaalet. Men hvad der særlig har interesseret mig var at Grev Andrassy til Dem indrømmede at denne Sag »undertiden var Gjenstand for Meningsyttringer mellem ham og den preuss. Regering«. Det forekommer mig lidet rimeligt at det østerrigske Cabinet skulde tage Initiativet til at berøre dette Spørgsmaal i Berlin og Grev Andrassys mangelfulde Kundskab s. 155om dets Hovedpunkter maa yderligere bestyrke mig i denne Formodning. Det maa altsaa være det preuss. Cabinet der har bragt Sagen paa Bane i Wien og det vilde da være mig af Vigtighed med Hensyn til Bedømmelsen af Sagens diplomatiske Stilling for Øieblikket at vide, om den kun i Forbigaaende er bleven omtalt, sandsynligvis da i Forbindelse med andre Spørgsmaal, eller om den er bragt frem i et positivt praktisk Formaal, og da navnlig det, at sondere hvorvidt den østerr. Regering skulde ville give sit formelle Samtykke til at Pragerfredens Art. V bortfalder. Det vil være mig behageligt at erfare, hvad De i saa Henseende seer Dem istand til at meddele mig, enten efter Data, som De maatte bringe i Erfaring, eller efter Deres egne Formodninger.

O. D. Rosenørn-Lehn.

Depeche Nr. 1. — U A. Ges.ark. Østrig I—II. Politiske Sager 1871-80.

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin.
[Kjøbenhavn,] 9. Januar 1873.

Kjære Kammerherre.

. . . Bauers Bog behager mig meget lidet som praktisk Indlæg til vor Fordeel — en anden Sag er at den er udmærket piquant skrevet og langt overtræffer hvad jeg troede ham istand til. Ved at haane »den tydske Tanke« og ydmyge Tydskerne og ved at gjøre det slesv. Spørgsmaal solidarisk med hele T.s nuværende Skikkelse, troer jeg at han irriterer Alle, vinder Ingen og ikke gavner os det Mindste. ¹⁾Sml. Nr. 1055. Dertil kommer at det lader til at Bauer nyder et saa daarligt Omdømme i T. at Duncker ²⁾Max Duncker (1811—86), Historiker, 1867—74 Direktør for de preussiske Statsarkiver. i Berlin nylig har skrevet til Dr. Brandes her, som han godt kjender, at han der har en vis s. 156Interesse for os beklager at Bille har præsenteret sig Arm i Arm for det tydske Publikum med et saa daarligt Subject. Naa, det kan være for at svække Realiteten at man fremhæver Personen, men der kan ogsaa være noget sandt deri. ...

P. Vedel.

Quaades Papirer. U. A.

Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Baron Rosenøm-Lehn.
Wien, 10. Januar 1873.

Herr Baron,

En Artikel i »Schlesische Zeitung«, der betegnes som inspireret af Fyrst Bismarck selv, har søgt at bevise, at Østrig skyldte Preussen en Opreisning for sit ved Hertugen af Gramonts Meddelelser blottede Forhold til Frankrig i 1870, og at en saadan Opreisning maatte bestaae i Grev Beusts Afskedigelse og en formel Opgivelse af Art. V i Prager Freden. Jeg tog denne Blad-Artikel, skjøndt jeg ikke tillagde den noget Værd, til Udgangspunkt for nogle Bemærkninger, jeg igaar rettede til Hans Excellence, Grev Andrassy, for i Henhold til Deres Excellences i Depeche Nr. 1 af 3die Dennes ¹⁾Nr. 1056. udtalte Ønske nærmere at sondere Situationen. Ministeren benægtede med Bestemthed, at Fyrst Bismarck skulde have Noget med Tilblivelsen af den omtalte Artikel at gjøre, og tilføiede, uden at jeg fra min Side gav nogen directe Anledning dertil, at det slesvigske Spørgsmaal vel blev berørt fra Tid til anden; men at det iøvrigt ikke stod i hans Magt at paatale vor Ret i Berlin. Det gjensidige Forhold mellem Østrig og Preussen stod klart siden Krigen, »og han var overhovedet af dem, som ikke lovede Noget, som han vidste med sig selv, at han ikke var istand til at holde«. Da jeg derefter bemærkede, at jeg meget vel forstod den Reserve, han s. 157troede at maatte paalægge sig; men at vi fra vor Side, at dømme efter de preussiske Autoriteters Fremgang i Nordslesvig ikke kunde have stor Tillid til, at den preussiske Regjering af egen Drift vilde opfylde Art. V, fremkaldte jeg den Modbemærkning fra Grevens Side og med en ikke ringe Overbeviisning i Tonen: »at han ikke kunde dele denne min Mening; han troede at Preussen agtede at holde sine Forpligtelser, da det laae i dets egen Interesse«.

Naar jeg saaledes skal sammenfatte de Indtryk, som jeg i det Hele har faaet, deels ved mine Samtaler med Grev Andrassy, navnlig siden Salzburger Mødet, deels fra andre Sider, turde Stillingen være omtrent den: at Fyrst Bismarck i Salzburg overfor Grev Andrassy — hvis nære Ophøielse til Udenrigsminister dengang vistnok forudsattes imellem dem — erklærede sig villig til, uden at der kunde være Tale om noget Tryk fra Østerrigs Side, og anerkjendte det for stemmende med tydsk Interesse, at imødekomme Danmarks og Nordslesvigernes til Art. V støttede Fordringer, saasnart Forholdene tillode det, og Terrainet var tilstrækkeligt forberedt. Man har saaledes Intet præciseret, hverken Omfanget af Afstaaelsen eller Tiden for samme, dog at denne var nær. Yttringer fra tydske Colleger tyde paa, at Hensigten fremdeles bestaaer i Berlin; »men at man var i Forlegenhed med, hvorledes man skulde gribe Sagen an, idet en Afstemning vilde berøve Preussen Besiddelsen af Als, paa hvilken man ikke vil renoncere«.

De Hentydninger om Vanskeligheden, ved at finde en Grændse paa Grund af Nationaliteternes Sammenblanding, der ere faldne overfor Grev Andrassy, have saaledes vistnok nærmere havt til Hensigt at dække hiin Forlegenhed og trække Tiden ud, end at fremkalde et Samtykke til, at Art. V helt bortfaldt. Spørgsmaalet er, om jeg saa tør sige, mere blevet til en Æressag for Preussen overfor Østrig, end det er en traktatlig Forpligtelse, som man herfra ligesaalidt har Evnen til at fordre opfyldt, som man har kunnet værge sig s. 158imod, at de Østrig selv gjennem Prager Fredens Art. IV tilkommende Rettigheder faldt hen ved Begivenhedernes Magt. ¹⁾Sml. Nr. 973. Iøvrigt forsikkrede jeg Grev Andrassy om, at vi ikke lededes af noget Ærgjerrigheds Hensyn, men af det oprigtige Ønske, at see et fredeligt Forhold til vor Nabo ordnet paa en solid Basis, medens den nærværende Situation stedse indeholdt en Trudsel mod vor Existents; en Betragtning, hvis Gyldighed Grev Andrassy villigt indrømmede. ²⁾Sml. Kriegers Dagbøger V, S. 279.

C. Falbe.

Depeche Nr. 1, modtaget 17. Januar 1873.

Memoire af Direktør P. Vedel.
12. Januar 1873.

I.

Vi kunne ikke vente, at en tilkommende Regering i Preussen skal kunne eller ville opfylde Art. V, naar den nærværende ikke giør det. Kronprindsen af Preussen er ikke venligere stemt mod os end Kejser Vilhelm og han vilde i alt Fald savne den Autoritet som Faderen havde. Bismarck er uafhængigere, fordomsfriere og mere personlig interesseret i Opfyldelsen af det givne Løvte end nogensomhelst Efterfølger. Hvad der skal skee, maa altsaa skee under den nuværende Regering i Preussen, ellers skeer der rimeligvis slet Intet.

Men hvad kan og vil den da? Mere end nogensinde før maa Bismarck nu tage Hensyn til Kejser Vilhelm og til den offentlige Mening i Tyskland. Kejser Vilhelms Stemning kjende vi og selv ligeoverfor Rusland have hans Udtalelser ikke givet noget Haab. Den offentlige Mening see vi i Pressen, der reiser sig som een Mand saasnart der skeer den svageste Hentydning til Art. V, og i Landdagen, hvor Udvalget i sin Tid s. 159aabent udtalte at denne Artikel aldrig burde opfyldes og handlede derefter. Billes sidste Reise gav det samme Resultat, thi hans Forsøg paa at faae en anden Anskuelse fremsat i Spen. Zeit. lykkedes kun forsaavidt som hans første Brev optoges i Forbindelse med en bestemt Modsigelse, medens det næste sendtes ham tilbage. ¹⁾Sml. Nr. 1028 og Kriegers Dagbøger V, S. 256, 258. Bauers Bog vil være ligesaa virkningsløs som Kriigers Protester i Rigsdagen, kun med den Forskjel, at hiin vil ærgre Publikum medens disse morede det.

See det er altsaa de 2 Magter, som Bismarck skulde tvinge og hvorfor skulde han prøve sine Kræfter paa et saa vanskeligt Arbeide? Fordi Art. V nu engang existerer? Det kan for det Første ikke nytte at dølge [for] sig, at den har sine Mangler. At der savnes en Tidsbestemmelse og at den ikke udtrykkelig udelukker Fordringen om Garantier, er ganske vist kun uholdbare Indvendinger, men allerede Udtrykket »nordlige Distrikter« er uheldigt, og hvad der er Hovedsagen, det er kun et Løvte til Østerrig, ikke til os, og Østerrig kan altsaa udtrykkelig eller stiltiende renoncere paa det. Men dernæst er der jo saamange Traktater i Verden som ere blevne uopfyldte og vi selv have en saa rig Erfaring i den Henseende, at vi dog ikke kunne blive saa overordentlig overraskede, hvis Bismarck giør det Samme med Art. V. Eller skulde Bismarck paatage sig dette Arbeide for at give Europa et Pant paa Preussens Maadehold i Lykken og for at vinde en sikker Ven i Danmark? Det ligner ham ikke at giøre store Anstrengelser derfor, og Preussen har nu efter den franske Krig mindre end nogensinde Noget at frygte af Danmark, saameget mere som det vel ved Hjælp af den nuværende Regering i Sverige vilde være det dobbelt let at sikkre sig imod enhver Mulighed fra vor Side.

Det er altsaa ikke lidet rimeligt at Bismarck helst vil lade Sagen skjøtte sig selv og døe. Men skulde han imidlertid s. 160finde Anledning til at giøre Noget for at opfylde Art. V, vilde det sikkert aldrig strække sig videre end til at tilbyde os Haderslev og Aabenraa mod Garantier eller et mindre nordligt Distrikt uden Garantier. Saaledes udtalte han sig, da den franske Krig endnu forestod, og efterat Garantispørgsmaalet engang er kommet frem og er slaaet fast i den tydske Almeenbevidsthed som en Nationalfordring, kunde han ikke i videre Omfang komme bort fra det, selv om han vilde.

II.

Vi kunne ikke paatage os nogensomhelst Garanti. Vi have seet, hvad det gamle Forbund forstod at bringe ud af almindelige og ubestemte Antydninger i en Depeschevexel der dog udtrykkelig var erklæret ikke at skulle skabe nogen international Forpligtelse, og nu skulde vi paa den formelleste Maade binde os ligeoverfor Preussen med Hensyn til vore indre Anliggender? Selv om vi ikke forpligtede os til Andet end hvad vi af andre Grunde allerede vare bestemte paa at giøre, vilde vi dog aldrig kunne paatage os nogen traktatmæssig Forpligtelse dertil. Er der noget, hvori alle Upartiske i Europa giver os Ret, saa er det deri!

Hvad Preussen derimod vil give os tilbage af Nordslesvig uden Garantier, bør vi utvivlsomt tage imod, uden Hensyn til om det er Meget eller Lidet. Saalænge den tydsk-franske Krig endnu forestod, kunde vi foretrække at holde Spørgsmaalet aabent for ikke ved at modtage en Deel af Nordslesvig maaskee at forspilde de Chancer som Frankrigs forventede Seir kunde aabne os til at erhverve det Hele. Men nu da denne Udsigt er forsvunden og ingen anden kan ventes at ville frembyde sig for lang Tid, vilde det være Daarskab fremdeles at holde fast ved Alternativet »Alt eller Intet«. Den sunde Menneskeforstand siger os tvertimod at »Noget er bedre end Intet«, og dette er saa sandt, at Preussen aldrig vilde forstaae et saadant Afslag af os anderledes end som et Bevis for at vi haabe paa en Leilighed, der kan bringe s. 161os det Hele, og det vilde sikkert ikke undlade at tage sine Forholdsregler imod os derefter, naar et almindeligere Fredsbrud igjen maatte true Europa.

Den modsatte Anskuelse savner imidlertid ikke Forsvarere. Tilbagegivelsen af en Deel af Nordslesvig — saaledes siges der — vil dog aldrig kunne bringe os til at glemme den Uret, som vi have lidt og vor nuværende fjendtlige Stemning imod Tydskland vil ikke forandre sig derfor. Hvad de Slesvigere angaaer, der gives tilbage til Danmark, saa vilde de bittert føle Adskillelsen fra deres Brødre, der forblive under det preussiske Herredømme, og dette i Forbindelse med Umuligheden af heelt at tilfredsstille de overdrevne Forventninger, som de under Trykket af deres nuværende ulykkelige Stilling rimeligvis knytte til en Forening med Danmark, vil ikke kunne Andet end fremkalde en farlig Misfornøielse mellem dem. De forladte Nordslesvigere ville klage over at være forraadte og de ville vende sig bort fra et Fædreland der opgiver dem. De Tydske endelig der i større eller mindre Antal vare spredte i den tilbagegivne Deel af Nordslesvig eller som senere bosætte sig der, ville nok med Tiden vide at finde Paaskud til at beklage sig over formeentlige Fornærmelser og Forfølgelser.

Hvad maae vi nu ikke under saadanne Omstændigheder vente os af den tydske offentlige Mening, der kun nødtvungen har fundet sig i Tilbagegivelsen? Kan der være den fjerneste Tvivl om at den hurtigt vil forstaa, at Danmark endnu bestandigt er Tydsklands Fjende, at den i de tilbagegivne Nordslesvigeres forbigaaende Misfornøielse vil see et Udtryk af Anger og i de tilbageblevne Nordslesvigeres Bitterhed imod Danmark en Opfordring, og at den vil exploitere de danske Tydskeres »Smertens Skrig« til at gjenoplive det dybe Had imod os, der sidste Gang kostede os Hertugdømmerne og næste Gang vilde true vor hele Existents? Og for alle disse Farer skulde vi udsætte os, blot for at vinde et Par □ Mile, der dog i Virkeligheden hverken kunde gjøre s. 162os fra eller til? Var det da ikke meget klogere at afslaae den farlige Gave? Vilde vi ikke derved opnaae den dobbelte Fordeel, at undgaae enhver Kilde til ny Strid med Preussen og at sikkre Danmark mod Tydskhedens truende Fremskridt ved en mægtig Dæmning af hele det danske Nordslesvigs forenede Modstand?

11

Hvis disse Præmisser vare rigtige og udtømmende, vilde de føre langt videre og til en Conclusion, som man dog neppe vil vedkjende sig, nemlig at vi endog skulde afslaae Flensborglinien, hvis vi kunde faae den. Thi ogsaa om denne Erhvervelse kan det med Sandhed siges, at den ikke vilde give Danmark nogen væsentlig Magtforøgelse og ikke mindre sikkert er det, at hverken vilde Tydsklands Lyst til paany at søge Trætte med os eller Leiligheden til at finde Paaskud dertil blive mindre, naar det var hele Nordslesvig, og ikke blot en Deel, som gaves os tilbage.

Men de anførte Betragtninger ere ikke rigtige. Man overdriver Vanskelighederne og udmaler Farerne med for stærke Farver. Lad være, at vor Erfaring med Hensyn til de slesvigske Sogne, der ved Wienerfreden ere blevne incorporerede i Danmark, er altfor begrændset til at vi kunne slutte med Sikkerhed derfra, men, saaledes som den nu er, tjener den i alt Fald ikke til at bestyrke hine mørke Forudsigelser. Der er ganske vist Vanskeligheder og Farer forbunden med Gjenerhvervelsen af en Deel af Slesvig, men vilde vi da ved at afslaae at modtage, hvad vi kunde faae, sikkre os mod enhver Mulighed af tilkommende Overgreb fra Tydsklands Side? Det vilde være uforsvarligt at modtage Noget med Garantier, kunne vi ved Hjælp af nogen politisk Combination opnaae en særlig Sikkerhed for Riget, maae vi naturligvis af yderste Evne stræbe derefter, og forresten stole paa at det ved Forsigtighed og Maadehold skal lykkes os at forebygge de Farer, som ganske vist kunne følge af en saadan Erhvervelse. Men af Frygt derfor at afslaae Tilbudet om en partiel Tilbagegivelse vilde være at tilsidesætte Pligter som s. 163et Folk ikke ustraffet kan krænke. Spørgsmaalet lader sig nemlig ikke løse ved alene at afveie Farerne og Vanskelighederne imod den materielle Fordeel som Danmark kunde have af at forøges med nogle □ Mile Land — vare disse de eneste Faktorer med hvilke der skulde regnes, vilde det Facit være rigtigt, at den sidste ikke kan opveie de første. Men der er et ganske andet Hovedpunkt, hvorpaa det kommer an og det er Vigtigheden af at tilbagevinde for det danske Folk en saa stor Deel af de danske Nordslesvigere som endnu staaer til at redde, og denne ideelle men dog meget reale Fordeel kan vel opveie endeel Vanskeligheder og Farer. Selv de der ansee Egoismen for at være den rette Statskløgt, ville erkjende at der er en høiere og forstandigere Egoisme end den der opoffrer endeel af Folket i det daarlige Haab derved at danne en Dæmning til Forsvar for det øvrige. Intet Folk vilde kunne bære Bevidstheden om en saadan Handling og vel kan et lille Folk ikke leve af Verdens Sym- pathie men det kan heller ikke undvære den og hvorledes vilde vi kunne vente at finde nogensomhelst Sympathie hos Fremmede, naar vi stødte, om det endog kun var en Halv- sneestusinde Danske bort, naar det med nogenlunde Sikkerhed var os muligt at opfylde deres inderlige Ønske om at gjenforenes med Fædrelandet?

III.

Af det ovenfor Udviklede fremgaaer det, at vi maae opgive Haabet om at Preussen opfylder Art. V i dens virkelig tilsigtede Omfang, men at det dog er en Mulighed at det vil kunne bestemme sig til at tilbagegive Danmark en om end kun meget ringe Deel af Nordslesvig uden Garantier, samt at det for os er en Pligt at modtage, hvad vi kunne faae uden Garantier baade for at redde, hvad der endnu staaer til at redde og for at bringe et Spørgsmaal tilende der saalænge det endnu henstaaer uløst vil hindre ethvert venskabeligt Forhold mellem os og Tydskland. Men hvad kan der da under s. 164de forhaandenværende Omstændigheder giøres for at opnaae et saadant Resultat?

11*

Det er kun en Mulighed at Preussen vil gaae ind endog paa denne meget begrændsede Opfyldelse af Art. V og der er altsaa den Fare forbunden med at tvinge Bismarck til at udtale sig bestemt, at vi derved udsætte os for at faae det Svar af Preussen at det ikke har isinde at tilbagegive Noget — i alt Fald ikke paa Vilkaar som vi kunde antage, — og i Sammenligning med et saadant Udfald frembyder den nuværende Uvishedstilstand dog den dobbelte Fordeel at holde Spørgsmaalet aabent til bedre Tider og at vort Forhold til Preussen om end ikke godt dog er langt bedre end det da vilde blive. For at undgaae denne Fare og tillige fordi der, selv om Preussen er villigt til at afstaae Noget uden Garantier, altid bliver Spørgsmaal om Mere eller Mindre, vilde det være en væsentlig Fordeel for os, om den preussiske Regering tog Initiativet i Sagen og gjorde os Forslag, hvortil vi da kunde stille Modforslag. Da Krigen med Frankrig var endt, kunde man vente, at Preussen vilde give sig et Skin af Høimodighed ved at gjøre os Tilbud, saameget mere som man hidtil havde ladet forstaae at en af Grundene hvorfor der Intet skeete for at opfylde Art. V var den, at Preussen derved vilde faae Udseende af at handle af Frygt for Frankrig. Det viste sig imidlertid efterhaanden at Preussen ikke af sig selv var villigt til at tage et saadant Initiativ. Vi forsøgte nu paa ved Hjælp af Rusland at bevæge Keiser Wilhelm dertil, men Keisermødet i Berlin bragte os Intet og heller ikke senere have vi sporet nogen Virkning af Keiser Alexanders venskabelige Intercession. Vi kunne saaledes ikke længere vente Noget af Preussen eller af vore Venner, skal der røres ved Sagen, er det os selv, der maae bringe den frem i Berlin. Men kan det overhovedet nytte til Noget, at vi sætte os i Bevægelse?, og i bekræftende Fald naar og paa hvad Maade skulde det skee?

s. 165Det første af disse Spørgsmaal er ganske vist meget tvivlsomt. Det kan med stor Styrke giøres gjældende, at hvis Preussen overhovedet vilde indlade sig paa Noget, havde det vel selv taget Initiativet eller i alt Fald givet os en Antydning gjennem Rusland. Vi kunne altsaa med en til Vished grændsende Sandsynlighed forudsee at en Henvendelse fra vor Side i Berlin vil møde et Afslag og vi paadrage os da de to ovenfor angivne Følger, 1) at vort Forhold til Preussen forværres og 2) at Spørgsmaalet om det end ikke derved bliver endelig slaaet ihjel, dog faaer en meget mislig Vending, fordi Preussen senere vil føle sig bundet ved det engang givne Afslag. Er det da ikke under disse Omstændigheder klogere at lade Sagen staae hen, haabende paa bedre Tider, da Forholdene eller andre Magters Indflydelse maaskee kunde bevæge den preussiske Regering til at optage den? Vi behøve jo ikke at frygte for, at det slesvigske Spørgsmaal saa hurtigt glemmes i Europa, saa lidt som at den danske Nationalitet i Nordslesvig skulde forsone sig med det preussiske Herredømme! — Disse Grunde ere imidlertid ikke afgiørende. Preussens Taushed ligeoverfor os og det undvigende Svar som Keiser Alexander gjentagne Gange har faaet behøve ikke at opfattes som Bevis paa at den preussiske Regering aldeles ingen Indrømmelse vil giøre men kunne forklares derved at den er overbeviist om at vore ufravigelige Fordringer overstige hvad den vil give og under disse Omstændigheder foretrækker at lade Sagen stiltiende falde hen hellere end at give os Leilighed til at constatere at Art. V udtrykkelig af Preussen er erklæret for ophævet. Hvis den preussiske Regerings Adfærd er motiveret herved, vilde den altsaa blive en ganske anden, naar det viste sig at vi ikke fastholdt yderligtgaaende Fordringer. — En eventuel Henvendelse i Berlin maatte derfor skee paa en saadan Maade at man ikke udsatte sig for et officielt Afslag; undgaaes et saadant, ville de ovenomhandlede Farer med Hensyn til den preussiske Regerings s. 166Stilling til Sagen i Fremtiden og vort Forhold til Preussen, i det Væsentlige heller ikke være tilstæde. Men Hovedsagen er at jo længere Tiden gaaer hen desto stærkere forhærder den tydske offentlige Mening sig imod en hvilkensomhelst Indrømmelse til Danmark og der danner sig ligesom en Præscription mod Art. V som navnlig en tilkommende Regering i Preussen vilde mangle Villie og Evne til at opgive.

Af disse Grunde vil det neppe være forsvarligt endnu ret længe at vente paa bedre Tider, hvortil der ikke er nogen bestemt Udsigt, — skal Art. V faae nogensomhelst praktisk Betydning, maa det skee i en nær Fremtid, skeer det ikke, faae vi enten aldrig nogen Deel af Nordslesvig tilbage eller vi faae det i Kraft af ganske andre Adkomster og som Følge af ganske nye Begivenheder.

Vi maae altsaa være beredte paa selv at vove det Forsøg at henvende os i Berlin. Men dermed er det ikke sagt at dette Skridt skal giøres i dette Øjeblik. Det er Bismarck, til hvem vort Haab væsentlig eller vel alene staaer, og hans Stilling er for Tiden altfor truet til at han kunde giøre Noget i denne Sag. Altsaa maae vi i alt Fald vente indtil den nuværende Crisis i Preussens og Tydsklands indre Regeringsforhold er overstaaet men efter al Sandsynlighed vil det ikke vare længe, før man i den Henseende idetmindste vil kunne see klarere end det for Øieblikket er os muligt.

Naar Momentet herefter kunde ansees for gunstigt, er der kun een Form der er mulig, nemlig den at sende en Mand til Bismarck, der paa Grund af sin Stilling hjemme og ude kan vente at hans Ord og har tilbørlig Vægt. Han maa i privat confidentiel Form men i Virkeligheden med den mest authentiske Troværdighed kunne søge at træffe en Overenskomst med Bismarck, og han maa kunne sige denne, at hvis de kunne blive enige, vil han som tilkommende Conseilspræsident og Udenrigsminister overtage Sagens yderligere Gjennemførelse for vort Vedkommende.

s. 167IV.

Tanken om at giøre Danmark til en neutral Stat under europæisk Beskyttelse ligesom Belgien og Schweitz er oftere kommen frem, om end hverken officielt mellem Regeringerne eller offentlig i Pressen. Denne Tanke er kun lidet tiltalende for den nationale Selvfølelse og saalænge der endnu kunde være nogen Udsigt til at Frankrig vilde frembyde en Modvægt mod Tydsklands Overmagt, fandt Neutralitetsideen neppe mange Tilhængere her hjemme. Anderledes stiller Sagen sig vel nu da vi maa føle at vor Existents i høi Grad er truet og da det høieste vi kunne aspirere til, er at faae Lov til at leve.

Men er der nogen Udsigt til at denne Idee skal kunne realiseres, maa det være samtidigt med at det slesvigske Spørgsmaal afgiøres. Det vilde være for meget forlangt at man to Gange skulde beskjæftige sig med vore Anliggender og de to Spørgsmaal staae desuden paa flere Maader i gjensidig Forbindelse. Forsaavidt Danmarks Neutralisation sees som en Sikkerhed for at andre Magter ikke kunne true Tydskland fra Nordsiden, vilde den kunne tjene som Motiv for Preussen til at tilbagegive os et større Stykke af Nordslesvig og sees Neutralisationen fra den Side at den yder Danmark en væsentlig Sikkerhed, vilde vi have et større Krav paa at opnaae denne Fordeel af Preussen paa samme Tid som denne Magt vil at vi skulle lade os nøie med en mindre Deel af Nordslesvig. Dersom vi overhovedet nogensinde kunde modtage en Tilbagegi velse ledsaget af Garantier, hvad vi imidlertid ikke under nogen Omstændigheder bør, vilde det ganske vist lettest kunne tænkes naar vi samtidigen opnaaede Rigets Neutralisation. Det viser sig saaledes at være ligesaa naturligt som praktiskt at sætte disse 2 Spørgsmaal i Forbindelse med hinanden.

Der er imidlertid mange Vanskeligheder og Betænkeligheder forbunden med Neutralisationsideens Giennemførelse.

En Stats Neutralisation pleier at paalægges ikke at begiæres,s. 168med andre Ord den fastsættes fordi de garanterende Magter finde den nødvendig for deres egen Sikkerhed ikke fordi den stemmer med den paagiældende Stats egen Interesse. Kan det nu antages at Danmarks selvstændige Existens er saa vigtig for Europa at dette skulde ville paatage sig Garantien for Rigets bestandige Neutralitet? Og selv om dette besvares bekræftende og man i Europa tillægger det en stor politisk Betydning at det nye overmægtige Tydskland, ligesom det i Syd begrændses af det neutrale Schweitz og i Vest af det neutrale Belgien, ligeledes mod Nord finder en Skranke i et neutralt Danmark, viser der sig endnu en anden Vanskelighed nemlig den at medens Schweitz’s og Belgiens Neutralitet er rettet ikke mod en enkelt Stormagt men mod de flere som omgive disse Lande og hver for sig kunde have en Interesse af at bemægtige sig dem, er Danmarks Beliggenhed derimod en saadan, at der egentlig kun er een Stormagt, som kunde tænke paa at bemægtige sig Danmark for at beholde det. Vil da denne ene, Preussen, give sit Samtykke til en Neutralisation, der kun er rettet imod det alene og hvorved det altsaa ikke vinder nogen tilsvarende Fordeel ligeoverfor andre Stater? Rigtignok kan det siges, at om end de andre Stormagter ikke vel kunde tænke paa at giøre en varig Erhvervelse af Danmark kunde de dog i Tilfælde af en Krig med Preussen, have en betydelig Interesse af at bemægtige sig navnlig Sjælland som Operationsbasis under Krigen og forsaavidt vilde Preussen dog ogsaa vinde en forøget Sikkerhed ved Danmarks Neutralisation, men vil Preussen ansee denne Fordeel for saa betydelig at den opveier Opgivelsen af enhver Udvidelse af Tydskland imod Nord? En Neutralisation har dernæst ogsaa store Betænkeligheder for os paa Grund af den Indflydelse den kan have paa vor indre Udvikling. Vil vor Rigsdag ikke misforstaae Neutraliteten som om den gav Riget en absolut Sikkerhed istedetfor at Sandhed er, at den kun yder os en relativ og maaskee mere moralsk end materiel Garanti og vil man ikke paa s. 169Grund af denne Misforstaaelse forsømme vort Forsvarsvæsen eller giøre dette endnu mere illusorisk end det allerede er? Og vil Rigsdagen der dog nu maaskee til en vis Grad føler en Skranke for sine demokratiske Extravagancer i Bevidstheden om at Landet har en Stilling at opretholde i Europa, ikke mene at en Neutralisation fritager den for at tage ethvert saadant Hensyn, og nu altsaa vil vælte op og ned paa Alt? Vil endelig ikke det danske Folks Interesse vende sig fra den europæiske Civilisations Udvikling og samle sig dels om vore indre smaalige Stridigheder dels om udelukkende materielle Formaal, saa at i saa Henseende Danmark bliver et »monarkisk Hamborg«?

Det kan ikke nægtes at disse Farer og Vanskeligheder virkelig ere tilstæde men der er et Middel hvorved de kunde fjernes eller betydelig formindskes og det vilde være, at Sverig og Norge neutraliseredes i Forbindelse med Danmark. En Neutralisation af hele Norden vilde frembyde en ganske anden Interesse for Europa end Danmarks Neutralisation og den vilde ikke længere være rettet imod Preussen alene men for Sverig-Norges Vedkommende netop i samme Omfang ramme Rusland. Ved tillige at omfatte Sverig-Norge synes Neutralisationstanken altsaa at ville vinde med Hensyn til Udsigten til at kunne realiseres. Det øvrige Europa faaer en større Interesse for Sagen, Preussen vinder Sikkerhed for at Rusland ikke udvider sig paa Sveriges Bekostning foruden at det ikke længere er udsat for at i en Krig Fjenden skal sætte sig fast paa Sjælland, og Rusland opnaaer Sikkerhed for at Preussen ikke bemægtiger sig Danmark og derved lukker Østersøen foruden at det i Tilfælde af en Krig ikke længere behøver at frygte for at Sverig skal slutte sig til dets Fjender. Ogsaa paa vore indre Anliggender vilde Optagelsen af Sverig-Norge i Neutralisationen udøve en meget gavnlig Indflydelse. Intet vilde nemlig da være mere naturligt end at den fælles Neutralitet motiverede et Fællesskab mellem de 3 nordiske Riger i Henseende til Forsvarsvæsenets s. 170Organisation og et saadant Fællesskab vilde utvivlsomt aabne Muligheden til med mindre Bekostninger end nu at skabe et kraftigt og velordnet Forsvar, der derhos som fælles for de 3 Riger, ikke kunde være udsat for den enkelte Rigsdags udelukkende Indflydelse. Virkningerne af et saadant Fællesskab i Henseende til den politiske Stilling udadtil og til Forsvarsvæsen indadtil vilde efterhaanden kunne strække sig videre, saasom i Retning af diplomatisk Repræsentation osv., og der vilde aabne sig en videre Horizont for os end der nu er Tilfældet: Faren for at vi paa Grund af Neutralisationen vilde nedsynke i smaa indre Kjævlerier og i materiel Velværen vilde betydeligt formindskes under denne Forudsætning.

Men vilde Sverig-Norge ogsaa være villige til at modtage en saadan Neutralisation? Dette Spørgsmaal er vistnok meget tvivlsomt da man aldeles savner Data til at danne sig en Formodning derom og da det i høi Grad kan være en Følelsessag navnlig for den svenske Folkebevidsthed, der langt fra ikke endnu har opgivet sine Stormagtsdrømme. Det synes imidlertid at en fornuftig og lidenskabsløs Betragtning af Forholdene maatte føre Sverig-Norge til med Tilfredshed at slutte sig til en saadan Tanke. De forenede Riger kunne ikke for Alvor længere tænke paa at tilbagevinde Finland, hvor det svenske Element allerede er overfløiet af den finske Nationalfølelse og som ligger for nær Petersborg til at Rusland skulde kunne opgive det uden naar de selv var ganske tilintetgiort, og vilde man endog tænke sig et saadant Udfald af en tilkommende Kamp mellem Germanismen og Slavismen, vilde Rusland dog sikkert i Tiden komme op igjen og Sverig vilde da miste, hvad det havde vundet. Sverig-Norge kan altsaa fornuftigvis Intet haabe af Krige men kun frygte dem og den politiske Solidaritet mellem Danmark og Sverig-Norge viser sig deri, at saasnart Preussen bemægtigede sig Danmark, maatte Rusland, enten det vilde det eller ikke, nødvendigvis søge gjennem Besiddelsen af SverigNorge s. 171at naae til Havet paa den anden Side af Østersøen og Sundet, som vare blevne lukkede for det af Preussen. Ligesaa fordeelagtigt vilde et militært Fællesskab med Danmark være for de forenede Riger. Deres Forsvarsvæsen er i en endnu langt slettere Tilstand end vort og deres financielle Ressourcer ere ringere, Rigsdags-Indflydelsen kan hos dem blive ligesaa mislig og det kunde altsaa ogsaa for dem være meget nyttigt om Forsvarsvæsenet unddroges Partistriden og stilledes paa en international Grundvold ved en Overenskomst med Danmark. Man har hidtil med Rette skyet enhver væsentligere Tilnærmelse til os fordi man frygtede for paa den Maade at inddrages i den Fare, der truer os fra Tydskland, men denne Frygt og Fare vilde jo væsentligen være bortfalden naar Danmark neutraliseredes.

Fra hvilken Side Ideen om Nordens Neutralisation sees, viser den sig altsaa at være gavnlig og frugtbar, og er dette Tilfældet synes den ogsaa at maatte kunne virkeliggjøres. Men skal den for Danmarks Vedkommende sættes i Forbindelse med Løsningen af det slesvigske Spørgsmaal, er der ingen Tid at spilde. Forberedelserne maae snarest muligt begynde, thi der er Meget at giøre før Maalet kan naaes: først maatte Sverig-Norge vindes for Tanken — og det gjælder i saa Henseende ikke blot om Regeringen men ogsaa om den offentlige Mening i de forenede Riger —, dernæst maatte maa sikkre sig Tilslutning af Preussen og Rusland som de nærmest Paagiældende, og tilsidst maatte Europas Garanti erhverves paa en almindelig Congres. —

P. Vedel

Egenhændig. P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn til Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin.
Kjøbenhavn, 16. Januar 1873.

. . . Hvad den slesvigske Sag angaaer, maa jeg være ganske af Deres Anskuelse at den fortiden sover en dyb Søvn. Keiseren af Rusland har ikke indfriet sit igjennem Storfyrsten givne Løfte om at ville tilskrive Kongen efter sin Hjemkomst, og vore andre supponerede Venner forholde sig ligesaa passive som han. Kun Falbe mener at Spørgsmaalet endnu bestandig er Gjenstand for Behandling, eller ialfald Omtale, blandt Fyrster og Stormænd; men kun forsaavidt kan jeg give ham Ret som jeg somsagt antager at det lever uagtet det sover.

Keiser Napoléons Død ¹⁾Napoleon III døde i England d. 9. Januar 1873. bryder man sig ikke om her, idet man mere og mere er tilbøielig til at troe at han har skadet vor Sag uagtet han i sin Tid gav sig Udseende af at have været vor sandeste Ven. Uagtet han jo nu var en falden Storhed er det dog vist ingenlunde givet at hans Død vil være uden Virkning, thi i Frankrig hænger man mere ved Bonepartismen end man i Almindelighed troer.

Situationen herhjemme er i Øieblikket temmelig spændt, hvad De vil have erfaret af Bladene. Det viser sig Dag for Dag tydeligere at Kløften mellem Folkethingets og Ministeriets Anskuelser er saa stor at Sandsynligheden er for at en af Parterne vil komme til at vige; jeg nærer imidlertid det Haab at det maa holde saalænge, at jeg kan faae de Bevillinger til Gesandtskabsgager, hvorpaa mine Bestræbelser gaae ud, igiennem. . .

O. D. Rosenørn-Lehn.

Quaades Papirer. U. A.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 1. Februar 1873.

Kjære Vedel,

[Heydebrand har under sit sidste Ophold i Berlin været modtaget baade af Bismarck og af Kejseren; B. modtager ellers i Reglen ikke hverken tyske eller fremmede Diplomater. Sagen har vakt megen Opsigt, idet man har troet, at H. kom direkte fra Kjøbenhavn, mens han i Virkeligheden har tilbragt et Par Maaneder i Congé i Baden.]

Jeg har imidlertid dog villet omtale Sagen for Dem, da den Opmærksomhed man har skjænket H.s Nærværelse forekommer mig at vise, at man endnu bestandig tænker paa Art. V. . . .

G. Quaade

P. Vedels Privatpapirer.

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin.
[Kjøbenhavn,] 7. Februar 1873.

Kjære Kammerherre.

Jeg har endnu kun talt lidet med Heydebrand efter hans Hjemkomst,... men jeg skal nok berigtige enhver mulig Vildfarelse mHt. Deres Forhold til Archivsagen. Det er virkelig Synd at beskylde Dem eller mig for at ønske at trække den kjedelige Sag i Langdrag, men med Kielerprofessorerne paa den ene Side og Wegener paa den anden er det svært at komme til et Resultat. Troer De at H. slet ikke har talt med B. om Andet end Archivsag? Nu har jeg kjendt ham i saa mange Aar og troer at jeg har nogen Erfaring til hans Væsen — og der forekommer mig at være Noget i hans Opførsel efter hans Tilbagekomst der ligesom lader mig formode at der er Noget der kaster en Skygge mellem ham og os. Hans Gemytlighed forekommer mig at være afløst af en vis Stivhed, som jeg tidligere har bemærket, naar han enten var stødt over s. 174Noget eller han vidste noget for os Ubehageligt. Det Hele kan jo forresten være en Indbildning hos mig, saa meget mere som jeg — som sagt — kun har seet ham lidet endnu. Tiden vil vel snart vise hvorvidt jeg har havt Ret. . . .

P Vedel

Quaades Papirer. U. A.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Berlin, 27. Februar 1873.

Deres Excellence vil vistnok, og det med Grund, have fundet, at det i længere Tid ikke har været synderlig bevendt med politiske Beretninger herfra. Imidlertid er dette jo ikke nyt, da det, som bekjendt, intetsteds er saa vanskeligt som her at erholde Stof til paalidelige politiske Meddelelser. . . .

Om det nordslesvigske Spørgsmaal høres, saaledes som Deres Excellence vil have forudset, Intet. Det Eneste jeg i denne Henseende kan meddele, er at Geh. Leg. Bucher, da jeg nylig i et Selskab spurgte ham om vi ikke snart atter skulde til at forhandle derom, svarede: »Wenn wir eine neue Regierung bekommen.« Meningen var klarligen den, at under den nuværende Konge af Preussen var Intet at gjøre.

G. Quaade

Oreby.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 26. Marts 1873.

Kjære Vedel,

. . . Ved at see, at Borgmester Larsen ¹⁾Borgmester i København, Etatsraad Lars Christian Larsen døde d. 24. Marts 1873. er død, bliver jeg opmærksom paa at Bauer i sin Tid, jeg troer i 1865 eller 66, sagde mig, at Molzen, efterat have meddeelt Justitsraad (:Geh. Rd.)s. 175Wagener et Udkast til en Convention om Tilbagegivelse af Nordslesvig ¹⁾Omtalt Akter I, Nr. 40. Trykt i Tillæg. — Sml. Hähnsen I, Nr. 360. II, Nr. 957-58. og at have faaet Wagener til at give dette Udkast Paaskrift om sin Billigelse eller noget Lignende, havde givet Larsen Udkastet til Opbevaring og maaske eventuel Enthiillung. Det er jo meget muligt, at dette ogsaa er Dem bekjendt; men jeg har dog villet omtale det, da jeg ikke troer at Tiden til Enthiillungen endnu er kommen for os.

G. Quaade.

P. Vedels Privatpapirer.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 31. Marts 1873.

. . . Dommen over Socialisterne vil virke godt her, jeg haaber ogsaa især hos os. ²⁾Københavns Kriminal- og Politiret afsagde d. 29. Marts 1873 Dom i Sagen mod Bestyrelsen for den internationale Arbejderforening. Redaktør, Løjtnant L. Pio idømtes 6 Aars Forbedringshus, Journalist P. Geleff 5 Aar og fhv. Musikhandler H. Brix 4 Aar. ...

G. Quaade

P. Vedels Privatpapirer.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Fortrolig.
Berlin, 14. April 1873.

Deres Excellence,

Skjøndt Fyrst Bismarck, efter at have forladt Stillingen som preussisk Ministerpræsident, har erholdt betydeligt mere Tid til sin Raadighed end Tilfældet tidligere var, har dette dog ingen Forandring medført i hans personlige Forhold til de fremmede Regjeringers herværende Repræsentanter. De Forhandlinger disse have at føre i mundtlig Form s. 176med den herværende Regjering føres, ligesom forhen, udelukkende med den som Statssecretair i Udenrigsdepartementet fungerende tydske Gesandt i Brussel, Herr v. Balan, eller med Directeuren for bemeldte Departements ikkepolitiske Afdeling; og da endog Ambassadeurerne ikke modtages af Rigskantsleren i Forretningssager uden ifølge forudgaaende særlig Anmodning derom, have Medlemmerne af Corps diplomatique saaledes i Reglen ingen Leilighed til at nærme sig den virkelige Udenrigsminister uden i de langtfra hyppige Tilfælde hvor denne viser sig enten ved Hoffesterne eller i andre selskabelige Kredse, og hvor politiske Gjenstande, ifølge den nu engang i Berlin herskende Skik, af Landets Egne og ligeoverfor disse aldrig berøres uden i den allerstørste Almindelighed. Naar hertil kommer, at Herr v. Balan, der dog, i Alt hvad der angaaer politiske Spørgsmaal, ifølge sin Stilling skulde træde i Rigskantslerens Sted, paa ingen Maade seer denne saa stadigt, at han til enhver Tid er bekjendt med sin Regjerings Tanke og Hensigter, endog i mindre vigtige politiske Sager, saa bliver det selvfølgeligt i høieste Grad vanskeligt for ikke at sige umuligt for enhver Udenforstaaende at give en blot nogenlunde sammenhængende og følgeret Skildring af den herværende Regjerings Politik deels i indre og deels især i ydre Henseende.

Under disse Omstændigheder vil Deres Excellence vistnok finde det meget forklarligt, at jeg nu i saa lang Tid ikke har omtalt det politiske Spørgsmaal som mere end alle andre interesserer den kongelige Regjering, nemlig Spørgsmaalet om Nordslesvigs Tilbagegivelse til Danmark. Her kommer desuden ogsaa den Omstændighed i Betragtning, at jeg formentligen ikke uden den største Forsigtighed bør bringe dette Spørgsmaal paa Bane ligeoverfor Personer der henhøre til den preussiske Regjering eller paa anden Maade staae denne Regjering nær.

Imidlertid har jeg dog i den forløbne Vinter havt Leilighed til at underholde mig om det slesvigske Spørgsmaal med s. 177nogle Medlemmer af den preussiske Landdag. Disse Personer, hvoriblandt jeg skal nævne den bekjendte Professor Gneist, ¹⁾Juristen Professor Rudolf Gneist (1816—95), 1868—84 Medlem af den nordtyske og den tyske Rigsdag. have uden Undtagelse og alle saa at sige i samme Aand udtalt Ønsket om en fuldstændig Forsoning mellem Danmark og Tydskland, ikke ved en blot og bar Underkastelse fra Danmarks Side under det nu Bestaaende, men netop ved Ordningen af det slesvigske Spørgsmaal; og da nu Tilfældet har villet, at jeg ved de omhandlede Leiligheder er stødt sammen med Personer henhørende hver for sig til de talrigste eller meest fremtrædende Partier i ovennævnte Forsamling, nemlig det nationalliberale, det friconservative og det clericale Parti, kan hiint Ønske udentvivl ansees for at være Udtrykket for en temmelig udbredt Mening i Preussen, og vel ogsaa i Tydskland overhovedet. — Jeg bemærker derhos udtrykkeligt, at de omhandlede Personers Udtalelser til mig have været aldeles spontane, og at der ingen særlig Anledning har været for bemeldte Personer til derved, som man siger, at vise sig behagelige for mig.

Imidlertid maa jeg tilføie, at jeg, i hvad jeg saaledes har kunnet iagttage om den Stemning for Danmark med Hensyn til det slesvigske Spørgsmaal, som kan ansees for den fremherskende, i den herværende Befolknings raadende Kredse, ikke har fundet mere end et Vidnesbyrd om, at den preussiske Regjering, naar den bestemte sig til at ordne hiint Spørgsmaal, ingen virkelig Modstand vilde møde fra den preussiske eller tydske Nations Side. Nationen selv forholder sig passiv; ikke hindrende, men heller ikke selvstændigt fremmende; og de Personer til hvis Udtalelser jeg her henholder mig, stemme ogsaa alle overens deri, at de henvise den attraaede Ordning til Fremtiden.

Jeg har oftere havt den Ære at udtale for Deres Excellence, at den væsentlige og maaskee den eneste Hindring for Ordningen af det slesvigske Spørgsmaal ligger hos Kongen s. 178af Preussen. Hindringen kan muligen være bestyrket eller næret ved enkelte af Hs. Majestæts nuværende eller tidligere militaire Omgivelser, saasom General Manteuffel; men de herfra kommende Vanskeligheder vilde neppe være af selvstændig Betydning, og i den civile Styrelse, navnlig blandt de preussiske Ministre, veed jeg ingen som vilde træde hindrende op imod Ordningen. — At Hindringen hovedsageligt ligger hos Kongen af Preussen, stemmer ogsaa med hvad Fyrst Bismarck stadigt har sagt baade til mig og Andre, og til at tvivle paa Oprigtigheden af dette Udsagn savner jeg, idetmindste endnu, tilstrækkelig Grund.

12

Jeg skal her tillade mig al anføre en Yttring af Rigskantsleren, som ganske stemmer med det Indtryk, Deres Excellence ved Læsningen af Ovenstaaende formeentligen vil faae om det nordslesvigske Spørgsmaals Stilling, nemlig at dette Spørgsmaal ikke er glemt, men at Tiden til dets Afgjørelse dog endnu ikke er kommen.

I en Samtale han for kort Tid siden havde med Fyrst Bismarck, har den herværende engelske Ambassadeur betegnet fornævnte Spørgsmaal som et Anliggende, hvis Ordning man imødesaae med stor Interesse, og herpaa har, saaledes som Lord Odo Russell sagde mig, Rigskantsleren, idet han drog et dybt Suk, svaret, at Ingen mere end han kunde ønske denne Sags Ordning; han var endog rede til at sætte sin Person derpaa, men for Øieblikket var Ordningen umulig.

Lord Odo Russell bemærkede, at han for sit Vedkommende antog, at det nordslesvigske Anliggende først vilde finde sin Løsning i Forbindelse med Ordningen af et andet mødende politisk Spørgsmaal. —

Hs. Maj. den tydske Kaisers Afreise til Petersborg er nu fastsat til den 25de d. M. . . .

Jeg sender denne allerærbødigste Indberetning med en sikker Leilighed til Kjøbenhavn.

Quaade.

Depeche Nr. 9.

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin.
[Kjøbenhavn,] 16. April [1873].

Kjære Kammerherre.

Jeg har været upasselig i et Par Uger og har derfor kun sparsomt kunnet skrive. Men nu haaber jeg at have overvundet Foraarets skadelige Indflydelser paa min Constitution og iler derfor med at oprette Noget af det Forsømte....

5° Deres Depeche om Slesvig var særdeles oplivende, thi vi troede egentlig ikke at det nation. liber. Parti tænkte saa forsonligt, især Gneist der vist vil komme til at spille en stor Rolle i sin Tid. . . .

Her er Sagernes Stilling efter min Mening ikke god trods de foreløbige Seire. Jeg haaber at Finantsloven bliver voteret men jeg frygter at det vil lykkes Hansen at faae en farlig Agitation igang i Sommer, saa at Kampen bliver saameget værre til Efteraaret. Ligesaalidet smigrer jeg mig med det Haab at Socialistdommen har nedslaaet Arbeideragitationen. Foreløbig ere imidlertid baade Venstre og Internationale kastet tilbage og Mange hovere som om Alt var fortræffeligt. Det er løierligt at læse Fædrelandet og høre Folk tale om en Række Opløsninger, den ene efter den anden, og Kongemagten som det Eneste der da bliver tilbage og arver den hele Magt. De samme der nu tale saaledes, talte tidligere ganske modsat og ville formodentlig ikke være saa raske naar det kom til Stykket med fortsatte Opløsninger, der jo i Virkeligheden fortsat systematisk forekommer mig at være et Statscoup. Jeg haaber derfor at det ikke skal komme til den Yderlighed. . . .

P. Vedel

Quaades Papirer. U. A.

12*

Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn til Gesandterne i St. Petersborg, London, Paris og Stockholm.
Kjøbenhavn, 22. April 1873.

Siden de 3 Keiseres Møde i forrige Sommer har, saavidt den kgl. Regering bekjendt, den slesvigske Sag ikke alvorligt været bragt paa Bane fra nogen Side. Efter den Afvisning som Keiser Alexanders almindelige Antydninger om denne Sag mødte i Berlin, ¹⁾Sml. Nr. 1053. har den danske Regering selvfølgelig ikke søgt at bringe den preuss. Regering til at udtale sig om sine Hensigter med Hensyn til Pragerfredens Art. V, thi det kunde ikke være tvivlsomt at en saadan Opfordring under den forhaandenværende Stemning hos Keiser Vilhelms Regering enten vilde fremkalde et bestemt Afslag eller et Tilbud om Tilbagegivelse paa saadanne Vilkaar og med saadanne Indskrænkninger at den danske Regering ikke kunde modtage det.

Under disse Omstændigheder har man altsaa taalmodig maattet afvente et beleiligere Tidspunkt til at gjenoptage dette Spørgsmaal, hvoraf vort Forhold til Preussen og derigjennem mere eller mindre Danmarks fremtidige Stilling afhænger. Men hvor pinlig denne Udsættelse end er for os troer jeg dog at vi ikke alene kunne trøste os med at dette Spørgsmaal ikke vil gaae i Glemme ved de europæiske Hoffer, men ogsaa have Grund til at troe at man i Tydskland selv efterhaanden forsoner sig mere med Tanken om en Tilbagegivelse af en Deel af Slesvig. Det giælder i denne Sag ikke saameget om den materielle Erhvervelse men i en endnu væsentligere Grad om at hvad der vindes tilbage, erhverves med god Villie baade hos den pr. Regering og hos det tydske Folk, thi kun under denne Forudsætning kan Erhvervelsen være varig og blive hvad den skulde være, et Grundlag for et godt og naturligt Forhold mellem de 2 Lande.

s. 181Og seet fra dette Synspunkt, kan det vel endog ansees for at være en Fordeel at Opfyldelsen af Pragerfredens Art. V ikke foregik strax, thi den offentl. Mening i Tydskland manglede dengang den Erfaring om Forholdene i Nordslesvig som den nu efterhaanden dog begynder at faae, og den vilde da ganske sikkert have følt Tilbagegivelsen som en Indrømmelse, der kun var Tydskland fravristet af Frankrig og fra hvilken man altsaa maatte komme tilbage saasnart Hensynet til Frankrig var forsvunden.

Naar jeg siger at man i Tydskland synes efterhaanden at forsone sig med Tanken om en Tilbagegivelse, er det ikke paa den i Pressen fremtrædende offentlige Mening at jeg nærmest tænker, men derimod paa Medlemmer af Rigsdagen og betydelige Personligheder, henhørende til de forskjellige politiske Partier. Af confidentiel Meddelelse fra den kgl. Gesandt i Berlin veed jeg at saadanne Mænd, hvis Anskuelse ved given Leilighed vil øve en meget væsentlig Indflydelse paa den alm. Mening i Tydskland baade erkjende at Forholdet til Danm. maa reguleres og at dette maa skee paa en for Tydskl.s nordlige Nabo tilfredsstillende Maade. Ligeledes helder jeg til den Anskuelse at Fyrst Bismarck personlig deler denne Synsmaade og ikke vilde være utilbøielig til at løse det slesvigske Spørgsmaal, dersom han ikke paa andre Steder mødte en Modstand, som det vilde være forbundet med for store Offre for ham nu at overvinde. Den væsentlige Hindring er rimeligvis at søge hos Keiser Wilhelm personlig og maaskee hos indflydelsesrige Medlemmer af Militærpartiet og Fremtiden synes derfor at kunne aabne gunstigere Udsigter end Tilfældet er under den nuværende Regering. Det har ofte været yttret at Fyrst Bismarcks Indflydelse vilde ophøre med den nuværende Regering, men jeg deler ikke denne Mening, saaledes som Sagerne idetmindste for Tiden staae, og jeg vilde ansee det for en Fordeel for Sagen, om Fyrst Bismarck i Tilfælde af et Thronskifte bevarede sin nuværende Embedsstilling, da han vistnok er den Mand, der s. 182bedst er istand til at vise nogen Retfærdighed imod vore billige Fordringer.

Koncept med P. Vedels Haand til Depeche Nr. 2 (St. Petersborg), 1 (London), 1 (Paris), 3 (Stockholm).

Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn til Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin.
Kjøbenhavn, 25. Maj 1873.

Kjære Hr. Kammerherre!

Som De vil have erfaret af Bladene ere vi da nu endelig bleven Rigsdagen qvit, ¹⁾Rigsdagen sluttede d. 21. Maj 1873. hvad jeg tiltrods for at jeg har saa lidt med den at gjøre, som jeg heldigviis har, dog anseer for at være en stor Lettelse. Det Gode have vi da blandt andet naaet at faae Finantsloven igjennem, hvad vi ikke altid have havt Grund til at haabe, og slippe saaledes for at skulle regjere med provisoriske Love, hvad altid er forbundet med Ulemper. Jeg har altsaa nu endelig faaet de 2000 r til Posten i Berlin, men heller ikke mere, hvad jeg eengang havde ønsket og været sangvinsk nok til at haabe at kunne naae, og naar jeg idag tilsender Dem disse Linier skeer det hovedsagelig, for at udtale for Dem, i hvor høi en Grad jeg beklager dette. At Sagen har havt sine Vanskeligheder vil De vel kunne vide. I Finantsudvalget, hvis Sammensætning ikke er Dem ubekjendt, var Stemningen ingenlunde gunstig imod Gesandtskabsvæsenet i det Hele, og lige overfor forskjellige Tendentser, der yttre sig der, maa man ansee det for en Seir, naar man kan bevare hvad der nu eengang bestaaer. Jeg tilstaaer derfor at det egentlig ikke var nogen stor Skuffelse for mig at see min Hovedbegjæring falde, ja at [det] endog var med en vis Tilfredsstillelse at jeg modtog Halvdelen. Men ved Siden deraf havde jeg ogsaa maattet gjøre den Erfaring, at jeg paa s. 183ingen Maade kunde vente mere og at mine eventuelle Bestræbelser i den Retning vilde være aldeles ørkesløs Gjerning; ja at jeg ved saadanne Forsøg vilde risquere at tabe, hvad der alt var vundet, — og dette er Aarsagen hvorfor jeg paa Finantslovens senere Stadier har forholdt mig saa aldeles passiv. Jeg haaber imidlertid at det Tilskud jeg har erholdt vil kunne bidrage til at hjælpe Dem over nogle af de Vanskeligheder, der i de sidste Aar have indfundet sig.

For Deres Breve takker jeg Dem. Hviler end det slesvigske Spørgsmaal aldeles for nærværende Tid, og er der ingen Udsigter til at det vil komme paa Bane for det Første, er der dog ogsaa Et og Andet, der tyder paa, at det er levende endnu, og oftere Gjenstand for Samtale i de høiere Kredse, og dermed maae vi jo trøste os indtil Videre. Det er vist meget tvivlsomt om det har været paa Bane ved Keiser- mødet i St. Petersborg, men der er dog de der mene det.

Kronprindsen er igaar Morges i bedste Velgaaende kommet hjem fra Wien, og ligesom han der ved sin hele Optræden har vidst at vinde Alle for sig, saaledes er han vendt tilbage derfra med et gunstigt Indtryk af hele Modtagelsen dernede. ¹⁾Kronprins Frederik var Protektor for den danske Afdeling paa Verdensudstillingen i Wien, der aabnedes 1. Maj 1873. Sml. Nr. 1069 og Hähnsen II, Nr. 898.

Idag have vi modtaget Efterretningen om at M. Thiers har trukket sig tilbage. Følgerne af dette Skridt ere vistnok aldeles uberegnelige. Jeg føler mig overbeviist om at Republiken, selvfølgelig den moderate, er den eneste Form, hvorunder Frankrig vil kunne komme til Ro, og jeg maa derfor ansee det for en stor Ulykke, dersom man nu kom over i et andet Spor, hvad enten dette førte til Høire eller til Venstre. ²⁾Sml. Hähnsen II, Nr. 899.

O. D. Rosenørn-Lehn.

Quaades Papirer. U. A.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Berlin, 24. Juni 1873.

Deres Excellence maa tillade mig idag at omtale en Sag som vel er af en lidt vanskelig Beskaffenhed, men som der dog i min hermed følgende Rapport maaskee turde findes en Grund til ikke at lade hvile for længe. ¹⁾Fortrolig Depeche Nr. 20. 24. Juni 1873: Om den tydske Keisers Helbredstilstand.

Kronprindsen af Preussen har ikke Elephantordenen, og det forekommer mig dog ønskeligt, at han havde den forinden han bliver Konge og Kaiser. Det er jo paa ingen Maade vist, at dette skeer saasnart; man kan gjerne sige, at det ikke er sandsynligt. Kongen af Preussen seer ud som en Mand paa 50; han gaaer, rider, kjører og færdes som om han var i denne Alder. Men han har begyndt at være noget modtagelig for legemlige Bræk, og just med Personer, som han, der have holdt sig længe uden ydre Tegn paa Alder eller Svaghed, er det ofte Knald og Fald, naar Aarene ere der og saaledes den tidligere Modstandskraft bliver ringere; og dette Sidste er vistnok nu Tilfældet.

Deres Excellence vil erindre, at da vor Kronprinds var her i Slutningen af 1866, gav Kongen af Preussen ham den Sorte Ørn til ham selv, saavelsom til Kongen. Min Mening, som jeg meddeelte Grev Frijs, var, at vi strax til Gjengjæld burde give den preussiske Kronprinds Elephanten. ²⁾Sml. I, 317 ff. Saa vare vi qvit. Men Grev Frijs syntes ikke om det; og det var ogsaa naturligt, at Kongen, som helst havde været fri for hiin Opmærksomhed, ikke var tilbøielig til at give sig Udseende af at være erkjendtlig for hvad der fornuftigviis ikke kunde være ham nogen virkelig Fornøielse; og der blev derfor Ingenting deraf dengang. Men naar Kronprindsen af Preussen bliver Konge og Kaiser, maa han dog have Elephanten. Saadan som Verden s. 185nu engang er, vil det ikke kunne undgaaes, og da vil Tingen blive vanskeligere end dersom han faaer den før den Tid.

Nu er han Protector for den tydske Udstilling i Vien, ligesom vor Kronprinds er det for den danske. Baade han og Kronprindsessen af Preussen have gjentagende talt til mig om hvor kjært det har været dem at være sammen med vor Kronprinds først en Dagstid i Prag og derefter i Vien, og om hvormeget denne behager dem. Jeg anseer det for min Pligt at bede Deres Excellence tænke paa Sagen. En særlig Leilighed behøves strengt taget ikke; men vor Kronprindses samtidige Ophold i Vien i samme Stilling vilde, naar man søgte en særlig Anledning, i Manges Øine gjælde som en saadan.

G. Quaade.

Oreby.

Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Fortrolig.
[Wien,] 24. Juni 1873.

Hs. Excellence Baron Rosenørn.

Da jeg under Hs. M. Keiseren af Ruslands Ophold i Wien ¹⁾Den russiske Kejser kom 1. Juni 1873 paa Besøg til Wien. — Baron Alexander Jomini (1814—88) var Diplomat og meget betroet Embedsmand i det russiske Udenrigsministerium. i en af mine Samtaler med Hr. Baron Jomini berørte det tydske Riges Forhold udtalte han sig for Berettigelsen af Fyrst Bismarcks Politik, der havde ført til Tydsklands nærværende Udvidelse og Magtomraade. Da jeg hertil replicerede, at jeg ikke vilde frakjende Preussen og Tydskland Ret til ved en nærmere Sammenslutning mellem de enkelte Stater og ved en kraftigere indre Organisation at udvikle sin Magtstilling i Europa, men dog kun forsaavidt man holdt sig indenfor sine nationale Grændser og ikke gjorde Overgreb paa Naboernes Territorium, gav dette Baron Jomini s. 186Anledning til at yttre sig om den slesvigske Sags endnu uafgjorte Stilling. Han sagde, at Baron Mohrenheim i en Bapport ¹⁾Mohrenheim havde fremsat saadanne Synspunkter i Skrivelser til Gortchacow af 18. Februar og 14. April 1870. (Russiske Statsarkiver, Moskwa). havde udviklet, at der var to Forklaringer at give paa Grunden, hvorfor man fra preussisk Side endnu lod denne Sag henstaae uafgjort. Den ene gik ud paa, at Fyrst Bismarck forbeholdt sig sin Opgjørelse, naar nye Forviklinger maatte indtræde i Europa, for at have et Middel til at sikkre sig Danmarks velvillige Neutralitet med det Samme. Den anden Forklaring var den, at Bigskantsleren ventede paa en ny Anledning for at yppe Krig med Danmark og benytte Leiligheden til at fratage det hele Jylland, og tilføiede Baron Jomini, »dette syntes ham den rimeligste Forklaring, men i saa Fald vilde man jo have et Ord at sige med i den Sag.«

Baron Jominis Anskuelse bekræftes jo vistnok derved, at Fyrst Bismarck ikke benyttede Leiligheden ved Krigens Udbrud i 1870, til at afgjøre det slesvigske Spørgsmaal. Hvad det andet Punkt angaar, bør man vistnok gjøre sig Rede for, hvor lidet det hidtil har gavnet Danmark at have saa mægtige Allierede som Busland og England, til hvilke Magter Baron Jomini vistnok nærmest hentydede, og om det ikke vil lykkes Fyrst Bismarck henseet til den velvillige Tilslutning hans Politik har fundet hos disse lige saavel ved en senere som ved alle tidligere Leiligheder at neutralisere den Indflydelse som skulde gjøre sig gjældende i vor Faveur, henset til den velvillige Tilslutning hans Politik har fundet hos disse.

Da jeg ikke har villet overlade denne Beretning til Besørgelse med Posten, har jeg forbeholdt mig under min Congé personligt at afgive samme.

Falbes egenhændige Koncept til Depeche Nr. 17; Udfærdigelsen er ikke fundet. — U. A. Ges.ark. Østrig I—II Politiske Sager 1871—80.

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin.
[Kjøbenhavn,] 28. Juni 1873.

Kjære Kammerherre.

Hvad Elefanten ¹⁾Sml. Nr. 1069. angaaer kan jeg meddele den supplerende Efterretning at da Kronprindsen i Wien traf sammen med Kr[onprinsen] af Pr[eussen] fik han det Indtryk at denne ønskede Ordenen og jeg troer endog at han lod falde nogle Ord om at han gjerne gjorde et Besøg i Kjbhvn. hvis han ikke frygtede for at Befolkningen vilde optage et sligt Besøg mindre godt. Jeg har derfor i Anledning af Deres Brev raadet Ministeren til at tale med Kronprindsen og med Kongen, og en Slags Anledning vilde jo byde sig hvis den Første, som der har været Tale om vilde assistere ved Præmieuddelingen, ²⁾Ved Verdensudstillingen i Wien. hvor han da rimeligvis træffer sammen med Kr. af Pr.

Imidlertid vil jeg dog henstille til Dem om man ikke skulde kunne tænke sig et andet Moment til at vise denne Høflighed. Naar der engang — og maaskee det ikke er saa fjernt — finder et Thronskifte Sted, forekommer det mig nødvendigt for at vort Forhold til Preussen kan blive klaret, at vi strax alvorligt tage fat paa Art. V, for at faae et Resultat, thi et hvilketsomhelst Resultat er bedre end den nuværende Tilstand. Vi kunde da strax sende en extr. Mission derhen — jeg tænker paa Grev Frijs — med fuld Myndighed til at gjennemføre en Afgiørelse. Vilde han saa ikke med det samme passende kunne bringe Ordenen? Eller man kunde jo gaae endnu høiere op, naar der var Spørgsmaal om nogen Repræsentant for Kongen ved slig Leilighed? Jeg henstiller dette til Dem, men indtil Videre har jeg raadet Ministeren som ovenfor sagt. . . .

P. Vedel

Quaades Papirer U. A.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 1. Juli 1873.

Kjære Vedel,

Ifølge hvad De siger om Elephanten ¹⁾Se Nr. 1071. er jeg bange for at jeg ikke har været tydelig nok i mit Brev til Baron Bosenørn. ²⁾Trykt som Nr. 1069.

Jeg er enig i at den Tid maaskee er nær, da vi maae have Klarhed med Hensyn til Art. V og den Form De foreslaaer, lader Intet tilbage at ønske. ³⁾Sml. Nr. 1071. Men det Hele passer dog ikke til hvad jeg havde tænkt. Min Mening var det, at forekomme det Øieblik da vi, efterat Kronprindsen af Pr. var bleven Kaiser, dog maatte enten give ham Elephanten, eller stille en chronisk Spænding mellem os og vor Nabo til Skue for hele Verden. Enhver veed jo at Spændingen er der i en væsentlig Henseende, men derfor kunne vi gjerne regulere vort Forhold i det Ydre til Nabodynastiet. Vi faae ikke Nordslesvig tidligere ved at undlade det, og forsaavidt der kan være Tale om en Bevanche, opgives denne paa ingen Maade ved hiin Begulering.

Som Følge heraf slutter jeg mig ganske til det Baad De i Begyndelsen af Deres Brev siger at De har givet Ministeren. Jeg forudsætter naturligviis, at det ikke skal see ud som om Elephanten kommer mere fra Kronprindsen end fra Kongen, ligesom jeg ogsaa veed at De vil vide at indrette det saaledes, at ikke onde Tunger, naar Kronprindsen af Pr. faaer Elephanten i Anledning af det samtidige Ophold i Vien, skulle kunne sammenligne ham med Udstillerne som faae Præmier.

Inden jeg gaaer over til Dr. Schnitzer maa jeg endnu fremføre hvad jeg glemte at anføre ovenfor, nemlig at det ganske vist er muligt, at Kongen af Pr. ikke lever længe, men at det s. 189dog er ligesaa muligt, at han endnu har mange Aar for sig, og dette kommer altsaa ogsaa i Betragtning ved Deres andet Alternativ.

[Om Dekoration af en Dr. Schnitzer, der en Gang har virket i dansk Interesse i den slesvig-holstenske Sag og paa anden Maade. Kongen og Udenrigsministeriet har ikke megen Lyst til at gøre ham til Ridder af Danebroge.]

G. Quaade.

P. Vedels Privatpapirer. — I Quaades Papirer U. A. findes et tilsvarende Brev ogsaa dateret 1. Juli 1873, paategnet: Meget forkortet. Ud over Forkortelsen er der ikke væsentlige Forskelligheder mellem det oprindeligt skrevne og det afsendte Brev.

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin.
[Kjøbenhavn,] 23. Juli 1873.

. . . Deres Bemærkning om Bismarcks Ord til K. synes at antyde at De tænker Dem en anden Hensigt dermed end den, som jeg var standset ved, nemlig at sige Noget til K. der uden at engagere til Nogetsomhelst heller ikke var denne altfor ubehageligt og kunde ophidse ham til at bralle op i Salen. ¹⁾Se Mackeprang, S. 107 f. og Kriegers Dagbøger V, S. 312 med Note. Men naar De om kort Tid kommer hertil vil jeg udførligen kunne høre Deres Mening derom og om meget Andet.

P. Vedel.

Quaades Papirer. U. A.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Fortrolig.
Berlin, 28. Juli 1873.

Deres Excellence,

Skjøndt der nu er forløbet en meget lang Tid, siden Herr von Thile forlod Stillingen som Statssecretair i det herværende s. 190Udenrigsdepartement, er der dog endnu ingen endelig Bestemmelse truffen med Hensyn til Besættelsen af denne Stilling. I den tydske Bigsdags sidste Samling er der voteret Beløb af 12000 Thaler aarligt for Statssecretairen tilligemed et aarligt Tillæg af 3000 Thaler indtil der kan blive stillet ham en Embedsbolig til Baadighed, Alt i den Hensigt at han kan blive stillet lige med Præsidenten for Bigskantsler- Embedet og Chefen for Admiralitetet samt de preussiske Statsministre; men Herr von Balan er dog endnu bestandigt Gesandt i Bryssel og bestyrer Statssecretair-Embedet ikkun provisorisk. Af min allerærbødigste Indberetning af 22nde December f. A. Nr. 29 vil Deres Excellence erindre, at efter hvad jeg dengang havde erfaret, havde Herr von Balan stillet Betingelser for Overtagelsen af dette Embede, og, afseet fra de pecuniære Betingelser, navnlig forlangt Sæde i det preussiske Statsministerium som preussisk Statsminister. Man har sagt mig, at det er denne Betingelse som hidtil har staaet i Veien for en Afgjørelse, idet Fyrst Bismarck under nærværende Forhold og navnlig saalænge det preussiske Statsministerium er saaledes organiseret som Tilfældet er for Tiden, selvfølgelig ikke kan opgive sin Stilling som Udenrigsminister, medens der paa den anden Side ikke vel kan være Plads i bemeldte Ministerium for to Udenrigsministre. Jeg har oftere hørt yttre af Personer som jeg maa ansee for at være istand til at danne sig en paalidelig Mening, at den her- omhandlede Usikkerheds-Tilstand staaer i Forbindelse med eller er en Følge af meget mislige og forviklede baade reelle og personlige Forhold i den herværende øverste Statsstyrelse. Fyrst Bismarck har mere end eengang udtalt sig ugunstigt om den Uafhængighed, som retligt tilkommer hver enkelt preussisk Statsminister i hans Embedsomraade, og man begynder nu atter at tale om, at hans Maal er at blive preussisk Statskansler.

Da jeg igaar præsenterede den kongelige Legationssecretair, Kammerjunker Krag, som Chargé d’affaires under min s. 191forestaaende Fraværelse fra Berlin for Herr von Balan, sagde denne mig, at der var megen Sandsynlighed for at han ikke forblev længe i det herværende Udenrigsdepartement, men derimod vendte tilbage til sin Post i Bryssel, der var ham langt behageligere.

Det nordslesvigske Medlem af den tydske Bigsdag, Herr Kryger-Beftofts Samtale med Bigskantsleren i Slutningen af forrige Maaned har, efter først at have været offentliggjort i de locale Blade, givet de herværende, navnlig de nationalliberale Blade, Stof til Artikler der som oftest commentere Fyrst Bismarcks Yttringer til Herr Kryger i en for Danmark meget ugunstig Aand. Hvorledes disse Yttringer, hvis Ordlyd uden al Tvivl er correct gjengivet i Herr Krygers Fremstilling, opfattes i de herværende politiske Kredse, er meget vanskeligt at sige. Thi paa denne Aarstid gives der her i Berlin ikke mange Kilder til Oplysning om de Spørgsmaal hvortil hiin Samtale, og især den Omstændighed, at det er Fyrst Bismarck selv som har foranlediget Samtalen, giver Anledning. Der er kun faae af mine Colleger tilbage her, og da de ikke have Adgang til anden Veiledning for deres Meninger end den de finde i deres egne subjective Anskuelser, ere deres Udtalelser meget afvigende. ¹⁾Sml. Nr. 1073. — Hähnsen II, Nr. 902—04.

Jeg bemærker her, at den russiske Ambassadeur nyligt yttrede for mig, at han ikke var vis paa at det, saaledes som oftere er blevet udtalt, og som Fyrst Bismarck gjentagne Gange har antydet og undertiden udtrykkeligt paastaaet, er den tydske Kaiser hos hvem Hindringen for Opfyldelsen af Pragfredens Artikel V maa søges. Han ansaae det for idetmindste ligesaa muligt, at denne Hindring maatte søges hos Rigskantsleren. . . .

G. Quaade.

Depeche Nr. 22, efter Paaskriften modtaget 20. August 1873.

Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn til Kammerherre F. Bille, Gesandt i Stockholm. ¹⁾I Randen staar: f. T. i Christiania.
Kjøbenhavn, 30. Juli 1873.

For det Tilfælde at D. H. efter Deres Conference med General Björnstjerna maatte ansee det for at være foreneligt med Lodssagens ²⁾Der førtes i denne Tid Forhandlinger mellem Danmark og Sverige om en Ordning af Lodsvæsenet i Øresund. De afsluttedes 14. August 1873 med en af Udenrigsminister Raron Rosenørn-Lehn og den svenske Gesandt i København L. Reck-Friis undertegnet Deklaration, trykt Danske Traktater efter 1800 II, S. 404 ff. Sml. Kriegers Dagbøger V, 277, 287, 289 f., 293, 312 f., 315. Tarv at forblive i Christiania, saalænge Kronprindsen af Preussens Besøg hos Hs. Maj. Kong Oscar varer, har jeg anseet det for nødvendigt at sætte Dem istand til at møde forskjellige Eventualiteter, som kunde indtræde.

For det mulige Tilfælde at Hs. keis. Høihed naar De forestilles for ham, skulde giøre en Bemærkning om at han nok kunde have ønsket at lægge Hjemreisen over Kbhvn. for at hilse paa Hs. Maj. Kongen og den kgl. Familie, men at han frygtede for at nærværende Øieblik maaskee ikke var ret gunstigt, og han kunde muligviis endog mere eller mindre tydeligt alludere til den formeentlig fjendtlige Stemning mod Preussen som han formodede at være tilstæde hos Befolkningen i Hovedstaden, bemyndiger jeg Dem med Hs. Maj. allerhøieste Tilladelse til at svare at De tvertimod tør forsikkre Hs. keis. Høihed at det vilde være Kongen og den kgl. Familie meget kjært hvis Kronprindsen vilde realisere denne Tanke, hvori Alle sikkert kun vilde see et velkomment Bevis paa Hs. keis. Høiheds og Keiserens venlige Følelser for den kgl. Familie og for Danmark. — Det vil vistnok være saa meget heldigere om De kunde faae Leilighed til at udtale Dem saaledes som De efter Deres Referat i Depesche af 22. Juli om Deres Samtale med Kong Oscar forekommer mig at have udtalt Dem noget vel mistrøstigt om denne Sag. ³⁾Depechen ikke fundet.

s. 193Jeg forudseer ligeledes Muligheden af at Pragerfredens Art. V kunde blive berørt af Kronprindsen til Dem, saameget mere som Kong Oscar synes tilbøielig til at bringe denne Sag under Omtale til sin høie Giæst. Skulde noget Saadant skee, jeg mener altsaa, hvis Kronprindsen af sig selv berører Sagen til Dem og navnlig giver Dem Anledning til at yttre Dem nærmere derom, — under saadanne Omstændigheder vil det være Dem af Vigtighed at vide hvad De efter Regeringens Anskuelser passende kan udtale. I saa Henseende vil De da, forsaavidt Kronprindsens Ord giver Anledning dertil, kunne forsikkre ham om at denne Sag ligger den kgl. Regering varmt paa Sinde, mindre for den territoriale Gevinst som derved vilde kunne opnaaes men desto mere fordi Regeringens Forhold til Preussen ved en Overenskomst sikkert vilde vinde i Hjertelighed. Forsaavidt det i tydske Aviser nylig i Anledning af Fyrst Bismarcks Samtale med Kryger har været paastaaet at den danske Premierminister til Personer der efter den franske Krig officiøst havde sonderet ham om han var villig til at indlade sig i Forhandlinger om Opfyldelsen af Art. V., skulde have erklæret at den danske Regering af Hensyn til den off. Mening i Dmk. ikke vilde see sig istand dertil, kan De forsikkre at dette beroer paa en Misforstaaelse, og at Conseilspræs. saalidt som nogen anden dansk Minister har udtalt noget Saadant. Tvertimod har den danske Regering før og efter 1870 altid været beredt til og varmt ønsket at disse Forhandlinger kunde finde Sted. Ligesaa urigtigt er det, naar man fra tydsk Side ofte har paastaaet at Dmk. kun paa Betingelser der ikke kunde modtages af Preussen, vilde være villig til at indgaae paa en Overenskomst. De troer at kjende Deres Regerings Hensigter nok til at vide at de Forhaabninger som den giør sig, ere moderate og at hvad den især har for Øie er at ende denne Sag paa en Maade, der for Fremtiden tilfulde vilde kunne sikkre det nabovenlige Forhold mellem Tydskl. og Dmk.

Jeg behøver ikke at sige D. H. at det ganske afhænger af s. 194Samtalens Gang og af Kronprindsens egen Ledelse af samme, hvorvidt De vil faae Leilighed til at udtale dette eller endog kun en Deel deraf, men jeg har dog ikke villet undlade at underrette Dem om, hvorlangt De under givne Forhold kunde gaae i Deres Ord.

13

Koncept med P. Vedels Haand til Depeche Nr. 5.

Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 17. August 1873.

Kjære Directeur!

Jeg vil blot i Forbindelse med at sende Dem tvende Telegrammer . . . kortelig meddele Dem, at Kronprindsen idag reiser til Malmø med Slesvig, for at complimentere den tydske Kronprinds, hvoraf maaskee et Besøg her endnu kunde følge. ¹⁾Sml. Kriegers Dagbøger V, S. 315 f.

O. D. Rosenørn-Lehn.

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn til Gesandterne i Stockholm, London, Paris, Berlin, Wien, Rom og St. Petersborg.
Kjøbenhavn, 21. August 1873.

Som / Tit. / vil have erfaret af Aviserne har den tydske Keiserprinds i disse Dage aflagt et Besøg hos den kgl. Familie paa Fredensborg. ²⁾Besøget fandt Sted 17.—19. August. Sml. Kriegers Dagbøger V, S. 315 f. Allerede i flere Aar havde Hs. keis. Høihed til Hensigt at giengiælde det Besøg som den danske Kronprinds for nogle Aar siden efter særlig Indbydelse aflagde i Berlin, og da de 2 Prindser afvigte Foraar mødtes i s. 195Wien, udtalte Keiserprindsen Ønsket om saasnart en Leilighed bød sig, at udføre denne Hensigt. En saadan Leilighed viste sig naturligen, da Hs. keis. Høihed paa sin Tilbagereise fra Stockholm kom til Malmø og der traf sammen med Hs. kgl. Høihed Kronprindsen, der paa Kongens Vegne havde begivet sig derhen for at hilse paa Keiserprindsen.

Hs. keis. Høiheds Besøg har saaledes en udelukkende personlig Charakteer og ligesom det ikke havde sin Grund i Politiken, saaledes har denne heller ikke været bragt paa Bane under Opholdet her. Ikke destomindre tillægger den kgl. Begering denne Begivenhed en ikke ringe Betydning idet den i dette Besøg seer et Bevis paa den tydske Keiserfamilies venskabelige Følelser for Hs. Maj. Kongen og for Landet, ligesom den ogsaa har al Grund til at troe at Hs. keis. Høihed medbringer et tilfredsstillende Indtryk af den Modtagelse, som han her har mødt. — ¹⁾Sml. Hähnsen II, Nr. 900—01, 905—07.

Koncept med P. Vedels Haand til Depeche Nr. 7 (Stockholm), 3 (London), 6 (Paris), 4 (Berlin), 5 (Wien), 3 (Rom), 5 (St. Petersborg).

Optegnelse om Kong Oscar II’s Politik.
Berlin, 8 septembre 1873.

Le roi Oscar II, de Suède, à l’encontre de feu son frère, n’est pas un partisan du scandinavisme, et croit qu’une alliance avec l’Allemagne pourra seule garantir l’avenir de son pays. C’est pour influencer l’opinion publique en Suède et en Norvége qu’il a invité le prince royal de Prusse. Et en effet, son calcul ne l’a pas trompé. La personnalité du prince a fait la meilleure impression dans les deux royaumes, et le parti scandinave a été relégué au second plan. Son organe, l Aftonbladet, lui-même, a été forcé, par le courant général, à adopter une attitude amicale envers l’empire allemand.

13*

s. 196Quand on a vu, å Copenhague, que les alliés suédois et norvégiens sur lesquels on comptait, désertaient le drapeau du scandinavisme, on a été pris subitement de la peur de lʼisolement, et des hommes politiques assez haut placés en Danemark ont soupçonné le projet d’une alliance suédogermanique, dont, à un moment donné, le Danemark devrait faire les frais. Et en effet, il y a, à Stockholm, des hommes politiques qui commencent à caresser le projet d’une alliance de cette nature, qui donnerait à l’Allemagne la province de Jutland, et permettrait à la Suéde d’annexer les îles danoises. C’est à Berlin que l’on n’a pas voulu entendre parler de ces aventures en expectative. Or, à Copenhague, on ignorait complétement ces dispositions de la Prusse, et, l’esprit plein d’angoisse au sujet de l’appétit prussien, on a lancé dans le public danois ce mot d’ordre: »Pas d’isolement! Entendons-nous avec la Prusse. Laissons, pour le moment, toute récrimination de côté.«

Le roi de Danemark, informé, à Fredensborg, de ces tendances de jour en jour plus répandues dans sa capitale, a cru agir dans le sens national en faisant inviter par son fils le prince impérial d’Allemagne. Ce dernier, spontanément, et sachant qu’å Berlin on aimait à ne pas augmenter les griefs du Danemark, a accepté l’invitation avec cette cordialité qui lui vaut partout une popularité extraordinaire. On connaît l’histoire des toasts prononcés de part et d’autre au château de Fredensborg.

Toutefois, lorsqu’à Copenhague on a eu connaissance de la visite du prince impérial, et que l’on a appris, d’autre part, que l’on n’était ni aussi isolé, ni aussi menacé qu’on l’avait cru, l’enthousiasme pour une entente avec l’Allemagne s’est peu à peu refroidi, de sorte que, pour le moment, le sentiment public est presque (mais non tout-å-fait) complétement retourné à son ancien niveau, en ce qui concerne la Prusse; d’autant plus que l’on sait, maintenant, que la visite s. 197du prince impérial n’aura aucune conséquence tangible et immédiate relativement à l’affaire du Slesvig du Nord.

En Allemagne, par contre, on a vu avec beaucoup de plaisir soit la visite du prince impérial, soit la première phase du changement opéré dans le sentiment public en Danemark; et il ne serait pas impossible que M. de Bismarck, en présence de ces tendances, en fit le point de départ de sa politique ultérieure. Voici comment et pourquoi:

Le chancelier, et surtout son entourage, penchent vers cette idée, que la prochaine guerre, inévitable avec la France, serait non seulement une guerre de revanche, mais pardessus tout une guerre de religion, une guerre du catholicisme, de l’ultramontanisme, contre le monde libéral en matiére religieuse et contre le protestantisme. A la Ligue probable des nations catholiques il faudrait pouvoir opposer alors la Ligue des nations protestantes, c’est-à-dire des Allemands, Danois, Suédois, etc. Pour préparer ce but, pour le rendre possible, il faut un rapprochément simulanté des Etats, qui défendent l’entrée de la Baltique. C’est sur cette base que l’on croit devoir opérer à l’avenir à l’égard des pays scandinaves, et la visite du prince impérial d’Allemagne à Copenhague, comme à Christiania et à Stockholm, peut être considérée comme la premiére étape faite sur cette voie d’apaisement et d’entente. Une fois les esprits apaisés, il sera beaucoup plus facile — on l’espére, du moins, — de formuler et de faire accepter les garanties que l’on croit nécessaires pour protéger les Allemands disséminés dans les districts du Slesvig du Nord. Ces garanties pourraient étre plus facilement accordées par les Danois, et l’Allemagne pourrait en exiger beaucoup moins, de sorte que l’exécution de l’article V du traité de Prague, toujours dans les limites des frontiéres déclarées nécessaires par l’Etat-major allemand, pourrait, à un jour donné, avoir lieu, pour sceller, par cet appoint, Falliance des deux Etats voisins.

s. 198Je crois pouvoir vous garantir que les derniéres idées énoncées ci-dessus sont nourries dans les plus hautes spheres, et surtout dans l’entourage du prince impérial.

Oreby. — Optegnelse iblandt Udenrigsminister Baron RosenørnLehns Papirer med Paaskrift: Source prussienne. Muligvis modtaget gennem Jules Hansen. Haandskriften er dog ikke Jules Hansens, men den samme som i et andet Brev paa Oreby mrkt:: Source prussienne 12/9 [intet Aar] og undertegnet X.

Lensgreve C. E. Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 10. September 1873.

Kjære Vedel!

. . . Der vare mange Ting men dog i Særdeleshed det hvorom vi sidst samtalede ude i Gaarden hvorom jeg kunde have ønsket at udtale mig for Dem, thi det forekommer mig [ikke] alene for Ministeriet men ogsaa for Landet af Betydning, at Throntalen ¹⁾Se Nr. 1081. kommer til at marquere, om ikke ved dens Indhold i positiv Retning saa kan jeg dog tænke mig at den baade indadtil og tildeels udadtil kunde skabe Forestilling om fast Villie og Ihærdighed, uden egentlig at udtale dette altfor stærkt. De veed at jeg har aldrig troet og endnu mindre nu troer paa at Preussen eller Tydskland godvillig retrocederer Nogetsomhelst, men det gjelder, forekommer [det] mig, for den danske Regjering om ikke at faae Skin af at opgive Haabet men tillige om ikke at ægge den overmodige Fjende, som han dog er og bliver trods alle Høflighedsphraser; at noget Andet var ønskeligt er een Sag men jeg troer at alle Aar siden 65 have beviist at han heller ikke mod Nord var mættet, men ligesaalidt som Landmanden maa tabe Modet fordi Vorherre sender mere Regn end ønskeligt, ligesaalidet maa Statsmanden opgive Haabet saalænge der endnu er s. 199nogen chance — og det forekommer mig muligt at naar man var sig dette bevidst, maatte man ogsaa i Udtalelsen kunne marquere dette. . . .

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Berlin, 24. September 1873.

Deres Excellence vil muligen have fundet det besynderligt, at jeg ikke har ladet høre personligt fra mig siden min Hjemkomst til Berlin for 3 Uger siden. Men Sagen er at jeg Intet har havt at skrive. . . .

Den for alle ikke-Tydske, og vel egentlig ogsaa for os, der, skjønt vi ikke ere Tydske, dog ere vante til Saameget, — underlige Ting at B. Bülow bliver Statssecretair efter Thile og Balan, ansees for, og jeg kan ogsaa betegne den som, aldeles afgjort. ¹⁾Holsteneren Bernhard Ernst v. Bülow (1815—79), der havde været i dansk Tjeneste indtil 20. Oktober 1862, fra 1849 som Gesandt ved Forbundsdagen i Frankfurt a. M., og derefter Statsminister i Mecklenburg- Strelitz, tiltraadte Oktober 1873 Posten som Statssekretær i det tyske Udenrigsministerium. — Sml. Bismarck, Die gesammelten Werke, 2. Aufl., Bd. 8, S. 93. Han er for Tiden ikke i Berlin, men ventes at indtræffe her med det Allerførste og da vil hans Udnævnelse blive officiel. Man er i det Hele meget tilfreds dermed; og det kan heller ikke feile, at Forholdene til ham ville blive meget behagelige for Alle der faae med ham at bestille.

G. Quaade.

Oreby.

Lensgreve C. E. Frijs til Direktør P. Vedel.
Frijsenborg, 25. September 1873.

Kjære Vedel! . . . Jeg er meget beroliget ved Efterretningen om at der ingen Throntale holdes, idet derved paa den s. 200lempeligste Maade undgaaes de Skjær som en saadan vilde frembyde baade indadtil og udadtil, og det tillige kan tilkjendegive en fast Villie hos Konge og Regjeringen ikke at ville lade sig byde Alt af den dominerende Stemning i Folkething. Jeg bilder mig ind at Raseriet ikke er saa stort som Trummen gaaer til, og ufeilbart er det at Striden imellem det forenede Venstre ingenlunde er blevet mindre siden sidste Rigsdagssamling, men tillige maa det med Bedrøvelse constateres at den conservative og besindige Deel af Folket snarere er bleven sløiere end mere aarvaagen. —

De kan vide at jeg for nærværende Tid lever mere i Ordningen af Alt til min Datters Bryllup til at beskjæftige mig meget levende med Politik men kan ikke nægte at hvis dette overhovedet var muligt for mig bliver Thiers mig modbydeligere Dag for Dag. — ...

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn til Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin.
Kiøbenhavn, 29. September 1873.

Kjære Hr. Kammerherre!

Det var mig som altid, naar jeg hører fra Dem, en Glæde for nogle Dage siden at modtage Deres sidste Brev af 24de dennes, der uagtet der som De skriver for Tiden er stor Stilhed i Politikken indeholdt Adskilligt, jeg læste med mere end almindelig Interesse. . . .

Den tydske Kronprindses Besøg her, der jo et Øieblik vakte en vis Opsigt er nu begyndt at gaae i Glemme; De saae rigtigt, Hr. Kammerherre! naar De under Deres Besøg hos mig en Dag udtalte det som givet at han vilde komme hertil. Jeg anseer det for særdeles heldigt at det skete, thi i alle Tilfælde har det viist Tydskland, at det er aldeles falskt naar det vedvarende af den tydske Presse paastaaes og af Mange s. 201troes, at vi her i Danmark endnu bestandig ere opfyldte af Had og Vrede imod vor sydlige Nabo, og at en fuldstændig Forsoning [ikke] med største Lethed vilde kunne skabes, naar man vilde komme vore rimelige Ønsker imøde. Det har derfor ikke kunnet Andet end smerte os her, naar den tydske Presse — jo vel nok for en stor Deel inspireret af det gl. slesvigholstenske Parti — tager paa Vei som den gjør i denne Sag. Ikke destomindre gives der dog endnu bestandig dem, der ere sangvinske nok til at mene, at det endog skulde være den nuværende pr. Regjerings (Keisers) Mening at der burde gjøres en Ende paa det slesvigske Spørgsmaal, og det paa for os antagelige Betingelser, og at man kun venter paa at vi fra dansk Side skulde reise det. Jeg kan kun dertil svare, at jeg paa ingen Maade kan dele denne Tro, idet jeg fremdeles maa antage, at den nuværende Keiser er den væsentligste Hindring; at Preussen, dersom det virkelig var dets Ønske, nok selv skulde vide at bringe Sagen frem, og at Kronprindsen selv nok paa en eller anden Maade vilde have ladet det transpirere, ifald noget saadant havde ligget bagved hans Besøg. Jeg føler mig derhos ogsaa overbeviist om at man ikke vilde kunne have skjult saadanne Tanker for Dem, ifald de overhovedet vare tilstede. — Det har vakt en vis Forundring herhjemme at see Bernh. Bülow blive preussisk Statssekretair — det er jo mueligt, at det kan blive til Gavn for vor Sag. — . . .

O. D. Rosenørn-Lehn.

Quaades Papirer. U. A.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Berlin, 3. Oktober 1873.

. . . Det vil vistnok interessere Deres Excellence at høre, at Kronprindsen af Preussen, i en Samtale hvormed han beærede mig ved en Festforestilling som gaves i forrige Uge i Operahuset til Ære for Kongen af Italien, udtalte sig med en s. 202ganske særdeles Tilfredshed om sit i August Maaned d. A. aflagte Besøg i Danmark. Han sagde, at han havde havt den største Glæde af at gjøre den kongelige Families nærmere Bekjendtskab, og at han var i høi Grad erkjendtlig for den gode Modtagelse han havde fundet, ligesom Landet og dets skjønne Natur havde tiltalt ham overordentlig meget. . . .

G. Quaade

Depeche Nr. 26, modtaget 7. Oktober 1873.

Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 5. Oktober 1873.

Kjære Directeur!

Hjort Lorenzen har i en Skrivelse til Gr. Holstein forlangt en Audients for en slesvigsk Deputation ¹⁾I Anledning af Afsløringen af Bissens Rytterstatue af Frederik VII foran Kristiansborg Slot d. 6. Oktober 1873. — Sml. Kriegers Dagbøger V, S. 323. imorgen eller overmorgen hos Kongen. Jeg har raadet til den største Forsigtighed i den Anledning og navnlig til at gjøre Spørgsmaalet til Gjenstand for en Forhandling med Ministrene før Rigsdagen imorgen, hvortil der nok vil findes Tid og som formeentlig vil være tidsnok. Jeg vilde dog gjerne høre Deres Mening, og beder Dem derfor at meddele mig den i faae Ord, ialfald imorgen tidlig med Kjær.

O. D. Rosengrn_Lehn.

P. Vedels Privatpapirer.

Direktør P. Vedel til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Mandag Aften [6. Oktober 1873].

Kjære Excellence.

Jeg synes at der Intet kan indvendes imod at Kongen modtager i Audients en slesvigsk Deputation der kommer hertil i Anledning af en Fortid, som Ingen vil benægte. Men det følger s. 203af sig selv at Kongen maa være forsikkret forinden at Deputationen Intet siger ved Audientsen der kan sætte Ham i en ubehagelig Stilling, og dernæst at Kongen selv er meget varsom.

P. Vedel.

Oreby.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 15. Oktober 1873.

Kjære Vedel,

Det glæder mig idag at have Anledning til at skrive Dem til, da jeg har længtes meget efter engang at høre hvorledes det gaaer Dem.

Anledningen til at skrive gives mig af den nye Statssecretair i Udenrigsdepartementet, B. Biilow. Han staaer jo, som bekjendt, opført i den danske Statskalender som Geh. Conferentsraad, og derhos har han ogsaa denne Titel paa Fortegnelsen over Storkors af Dbr. Dette er Noget som der fra den preussiske Regjerings, eller rettere sagt, Rigsregjeringens Side, ikke kan siges og heller ikke siges det Mindste imod. Da Fyrst Bismarck tilbød Bülow hans nuværende Stilling, mindede Biilow ham om sin tidligere danske Carriere, og navnlig om den Holdning han havde indtaget i Frankfurt i det Dansk-Tydske Spørgsmaal; men hertil bemærkede Bismarck, at han i alt Dette ikke fandt den mindste Grund for Biilow til ikke at antage Tilbuddet, og det saamegetmindre som han, Bismarck, jo lige indtil Krisen kom i 1863 havde indtaget samme Stilling i Forhold til hiint Spørgsmaal som Biilow. Derimod tænker Biilow sig Muligheden af at det ultramontane, og med dette det gammelconservative Parti, kunde i dets egen Interesse og imod Regjeringen exploitere hans ovennævnte Stilling som dansk Geheime-Conferentsraad. Hans herværende Stilling er jo ikke nogen afgjørende politisk, men den er dog af en vis Betydning,s. 204og den giver ham ogsaa endeel Indflydelse; derfor maa det være ham af Vigtighed at fjerne alt som kunde entravere den. Han veed at han, ligesom enhver dansk betitlet Person, kan frasige sig sin Titel; men det krymper han sig ved, og jeg synes han har Ret deri. Hans Ønske er derfor at kunne, uden Opsigt, komme ud af den danske Statskalender som Geheimeconferentsraad, og han har bedet mig om at hjælpe ham hertil.

I denne Anledning har jeg lovet ham, at jeg skulde skrive Dem til, forat bede Dem om at sige mig, hvorledes hans fornævnte Ønske bedst kunde opnaaes. Skulde det ikke være muligt at faae ham uden videre udeladt i Statskalenderen for næste Aar? Han kan jo, som sagt, sende sin Titel tilbage; men dette vilde dog være ligesaa lidet behageligt for os, som det vilde være for ham selv, og derfor finder jeg det vilde være meget bedre, om vi paa en anden Maade kunde komme hans Ønske imøde.

Jeg har endnu ikke omtalt et vist Spørgsmaal for Bülow; jeg maa først være sikker paa, hvorledes han stiller sig i Forhold til mig. Men jeg holder min Opmærksomhed fast henvendt derpaa. Jeg troer jeg har tidligere omtalt for Dem, at han hidtil har været for en for os gunstig Ordning af hiint Spørgsmaal.

G. Quaade.

P. Vedels Privatpapirer.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Fortrolig.
Berlin, 18. Oktober 1873.

Deres Excellence,

I Anledning af at Statssecretairen i det herværende Udenrigsdepartement havde anmodet mig om at besøge ham en af disse Dage, for at han kunde underholde sig med mig om de fra den tydske Gesandt i Kjøbenhavn indkomne Depescher,s. 205begav jeg mig igaar hen i ovennævnte Departement, og Herr v. Bülow gjorde mig da, ifølge Rigskantslerens Paalæg, følgende Meddelelse, som Sidstnævnte ønskede bragt til den kongelige Regjerings Kundskab.

Under Bigskantslerens Ophold i Berlin for nogle Dage siden, paa hans Beise til Vien, havde Herr v. Biilow forelagt ham de ovennævnte Depescher, der navnlig indeholde en Skildring af den parlamentariske Krise som er udbrudt i Danmark, ¹⁾13. Oktober havde Folketinget vedtaget en Erklæring, hvoraf det fremgik, at Venstre ved en Finanslovnægtelse vilde tvinge Ministeriet til at gaa af. Ministeriet stillede derefter sine Portefeuiller til Kongens Raadighed, men blev opfordret til at fortsætte. Efter at Folketinget 17. Oktober havde standset Finanslovforslagets Overgang til 2. Behandling, opløste Regeringen 18. Oktober Tinget. Sml. Hähnsen II, Nr. 910-11. saavelsom af den Stilling den kongelige Begjering har indtaget i Forhold til denne Krise. Bigskantsleren havde med levende Interesse gjort sig bekjendt med disse Herr v. Heydebrands Meddelelser; han fandt den kongelige Regjerings Holdning og Fremgangsmaade i alle Henseender correct og skjænkede den sit uforbeholdne Bifald. Det glædede ham saa meget mere at kunne udtale sig paa denne Maade, som det var baade hans og den kaiserlige Regjerings oprigtige Ønske, at Hs. Maj. Kong Christian IX’s Regjering var en stærk Regjering, istand til at holde den naturlige og selvstændige Udvikling af Danmarks indre Forhold uanfægtet af politisk Uro iblandt Landets Befolkning og af andre hæmmende Vanskeligheder. Han var rede til, indenfor Mulighedernes Grændser, at yde den danske Regjering al den Støtte som maatte ønskes; thi han nærede den største Sympathi for Hs. Maj. Kong Christian IX, og denne Følelse, som deeltes af den kaiserlige Regjering, havde tiltaget i Styrke som Følge af den tydske Kronprindses Udtalelser om den smukke og endog over Forventning forekommende Modtagelse, Hs. kgl. Høihed ved sit Besøg i Danmark havde s. 206fundet hos den kongelige Familie, og om Maaden hvorpaa dette Besøg var bleven indledet.

Kantsleren havde en særlig Grund til at ønske, at den danske Begjering erfarede hvorledes han betragtede den nuværende politiske Krise i Danmark. Det var bleven sagt, at den herværende Regjering med Tilfredshed vilde hilse en dansk Begjering, som nærede Ligegyldighed for den ydre Politik, som f. Ex. vilde ansee Hær og Flaade for unyttige og overflødige Statsindretninger. Der var ogsaa bleven tillagt Tydskland, i dets Forhold til Danmark, Fremtidsplaner, til hvilke det vilde passe, at dette Land henlaae forsvarsløst og hjemfaldent til indre Uroligheder, som tilsidst maatte medføre Landets Opløsning; og der var navnlig bleven talt om Jylland som et nærliggende Object for hine Planer. Alt dette var det Kantsleren om at gjøre, udtrykkeligt at erklære for stridende mod Virkeligheden. Tydskland ønskede ingen svag Regjering i Danmark, det nærede ingen for dette Lands Fremtid farlige Planer. Tvertimod, den herværende Regjering ansaae Danmarks fremtidige Bestaaen og Fremgang i politisk Selvstændighed for stemmende med Tydsklands egne velforstaaede Interesser, og den ønskede derfor at see hiint Land i Besiddelse af den indre Kraft og ydre Uafhængighed, som de naturlige Vilkaar hvorunder det er stillet, gjøre det muligt at opnaae.

Herr v. Bülow tilføiede, at Fyrst Bismarck havde opkastet det Spørgsmaal, om ovenstaaende Meddelelse rettest maatte være at gjøre den kongelige Begjering gjennem Herr v. Heydebrand eller gjennem mig; men de var snart blevne enige om at foretrække det sidste Alternativ; og heri var jeg ogsaa enig, da Statssecretairen til Slutning bemærkede, at han endnu kunde henstille til mig, om jeg vilde foretrække det første Alternativ. Han gav mig fuldkommen Bet i, at, gjort gjennem den tydske Gesandt i Kjøbenhavn, kunde Meddelelsen faae Udseende af en Indblanding, og bekræftede at noget s. 207Saadant havde været aldeles fremmed for Kantslerens Tanke, saavel overhovedet som isærdeleshed naar han havde viist sig tilbøielig til at støtte den kongelige Regjering.

Quaade.

Depeche Nr. 28, modtaget 20. Oktober 1873.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Privat og fortrolig.
Berlin, 18. Oktober 1873.

Deres Excellence,

Jeg tillader mig herved særskilt at tilføie nogle faae Bemærkninger til min Rapport af idag.

Ligesom jeg er overbeviist om at Herr v. Bülow ingen Forestilling gjør sig om at den Meddelelse, hiin Beretning indeholder, skulde kunne være den danske Regjering til umiddelbar Nytte i den Strid som nu er begyndt, saaledes tvivler jeg hellerikke paa, at Fyrst Bismarck, i hvad han end maatte have tænkt sig dengang han udtalte sig med Hensyn til denne Strid, dog snart har indseet, at der ikke kan være Tale om at gjøre nogen ligefrem Brug af hans Udtalelse. Maaskee er Statssecretairen alene Skyld i at Meddelelsen ikke gjøres gjennem den tydske Gesandt i Kjøbenhavn. — Dog dette er kun min egen Tanke, hvortil Herr v. Bülow ingensomhelst Anledning har givet. — Men hiin Strid ligner saameget den Kantsleren selv har havt at udkjæmpe her i Preussen, ¹⁾Hærlovs- og Forfatningskonflikten 1862—1866. at det er ganske naturligt, han har følt Trang til at udtale sig; og medens hans Udtalelse i og for sig altid er af Værd for Ministeriet som en fordeelagtig Dom fra competent Side om dets Holdning, er det, Kantsleren ved Siden heraf yttrer om Kongen, om en stærk Regjering i Danmark, om Erkjendtligheden for den tydske Kronprindses Modtagelse,s. 208saavelsom hvad han udtaler med Hensyn til Danmarks fremtidige Bestaaen af stor Betydning.

Deres Excellence vil maaskee finde det rigtigt at sige Herr v. Heydebrand et Ord for hans gode Beretninger og at lade mig i almindelige Udtryk takke Herr v. Biilow for Kantslerens Meddelelse. —

Herefter skal jeg nu tilføie et ganske fortroligt Tillæg om nogle Yttringer af Statssecretairen, som han jo rigtignok sagde mere udelukkende bestemte for mig, men som han naturligviis maatte vide, at jeg ikke kunde forholde Udenrigsministeren.

Da Herr v. Biilow omtalte Fyrst Bismarcks Beredvillighed til at støtte den danske Begjering, kunde han læse paa mit Ansigt, hvilken Støtte jeg tænkte at der ved denne Leilighed kunde gives den danske Begjering, og han sagde da: ja, De maa ikke forstaae Kantsleren som om han nu var rede til at give Danmark det halve Slesvig; dette er ikke muligt for Øieblikket (med Eftertryk paa dette Ord); men det vil altid være Kantsleren kjært at see den indtraadte Krise ført til et for den danske Konge gunstigt Resultat, og hertil vilde han efter Evne gjerne bidrage. Det blev saaledes uden Nytte for mig, nærmere at betegne den eneste Støtte der ved nærværende Leilighed kunde gives Begjeringen udenfra.

Quaade.

Rimeligvis identisk med det i Nr. 1093 omtalte Brev, modtaget 21. Oktober 1873. Sml. Hähnsen II, Nr. 910—11.

Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Confidentiel.
Wien, 22. October 1873.

Herr Baron!

Jeg tillader mig herved at forelægge Deres Excellence nogle Betragtninger med Hensyn til den slesvigske Sags Stilling,s. 209som Resultatet af mine Iagttagelser og Indtryk i de senest forløbne Maaneder.

C. Falbe.

Depeche Nr. 25, modtaget 17. November 1873. — Da P. Vedel omtaler denne Depeche med Bilag i sit Brev til Quaade 16. November 1873, trykt som Nr. 1110, kan den paategnede Modtagelsesdato ikke være helt nøjagtigt angivet. Sml. Nr. 1089—90.

Nogle Betragtninger om Den Slesvigske Sags Stilling.
Wien, 20. October 1873.

Grev Andrassy har idag under Taflet i Schönbrunn, som gaves til Ære for den tydske Keiser, og i hvilket Deres kongelige Høiheder Kronprindsen og Kronprindsessen samt Storhertugen og Storhertuginden af Baden deeltog, henledet Samtalen med min Kone, hvis Nabo han var, paa det bedre Forhold, der var indtraadt mellem det danske og det preussiske Hof, og lod sig i Samtalens Løb forlyde med, at man fra preussisk Side ikke ønskede bedre, end at komme til en Afgjørelse af den slesvigske Sag; men at det var nødvendigt, at det første Skridt til fornyede Forhandlinger udgik fra dansk Side. Uden dette var det umuligt for den preussiske Begjering, at gjøre Noget, paa Grund af den offentlige Mening i Tydskland.

Grev Andrassy har aabenbart paa denne Maade villet lade mig tilflyde et godt Raad, som Resultatet af disse Dages Samtaler med Fyrst Bismarck, men som Discretionen maaskee forbød ham, at rette til mig personligt som Udenrigsminister, og det er troligt nok, at Hans kongelige Høihed Kronprindsens Ankomst har givet ham Anledning, til at sondere den tydske Rigskantsler om den slesvigske Sags Stilling, for hvilken han stedse har lagt sin Interesse for Dagen under lignende vigtige Sammenkomster.

Jeg veed ikke om den kongelige Regjering maatte føle sig opfordret, til at tage Hensyn til dette i al Fortrolighed, som s. 210Grev Andrassy sagde, »som Ven ikke som Udenrigsminister«, givne Vink, efter det ifjor mislykkede Forsøg paa, ¹⁾Sml. Nr. 1033, 1035, 1042, 1045, 1053. ved Keiser Alexanders Mellemkomst at bringe nye Forhandlinger paa Bane.

14

Dette maatte vistnok have sine store Betænkeligheder for den kongelige Regjering, nu at fremtræcle i Berlin med direkte og positive Forslag til en Ordning af Stridsspørgsmaalet, som gik ind paa Sagens Details, og det turde neppe engang være ret foreneligt med Dens Værdighed. — Paa den anden Side, ligger der vistnok for os en Fare i, at forlænge den nærværende Usikkerhed med Hensyn til Fremtiden, idet den preussiske Regjering endog i vor Tilbageholdenhed kunde finde et Paaskud til en Beskyldning for, at vi kun lurede paa en Leilighed, til at tage vor Revanche, og deri søge en Retfærdiggjørelse for en Aggression, for at sikkre sig mod den fra os formeentlig truende Fare /: jfr. min Samtale med Baron Jomini i Rapport Nr. 17 af 24. Juni d. A. ²⁾Trykt som Nr. 1070. :/ —

Det maatte saaledes gjælde for os, at finde en Maade, til at bringe Forhandlingerne paa Gled, der paa eengang var forenelig med Landets Værdighed, og paa den anden Side ydede os et fordeelagtigt Udgangspunkt til Gjenaabningen af Forhandlingerne.

Det er umiskjendeligt, at den offentlige Mening i Europa mere og mere er stemt for Voldgiftskjendelser til Afgjørelsen af internationale Stridsspørgsmaal. Det vilde derfor ikke kunne overraske i Berlin, om den kongelige Regjering, under Udtalelsen af de venskabeligste Følelser og den største Tillid til den tydske Regjerings forsonlige og fredelige Hensigter, fremtraadte med Forslaget om — da de tidligere Forhandlinger vare blevne afbrudte paa Grund af en for stor Forskjellighed i Opfattelsen af Prager-Fredens Art. V’s Bestemmelser, — at henvise Spørgsmaalet til en tredie Magts Voldgiftskjendelse.

s. 211Det er neppe rimeligt, at Fyrst Bismarck skulde være villig til, at underkaste den tydske Regjering en Voldgiftskjendelse; men i saa Fald vilde det dog være til denne, at vise sin Redebonhed, ved at gjøre det næste Skridt til en Forstaaelse, og at fremkomme med Forslag i den Retning, som man tør haabe, vilde fjerne sig ialfald saameget fra det Standpunkt, som den indtog ved de forrige Forhandlingers Afbrydelse, at de kunde tjene til Grundlag for disses Gjenoptagelse.

Skulde derimod den tydske Regjering gaae ind paa Forslaget om en Voldgift, turde man vistnok kunne gjøre Regning paa en Kjendelse, som vilde dømme nogenlunde retfærdigt mellem Parterne, saavel hvad Udstrækningen af Afstaaelsen angaaer som med Hensyn til Forkastelsen af de Garantiebestemmelser, som Fyrst Bismarck hiin Gang vilde paatvinge os, og som vilde have indeholdt de største Farer for Fremtiden.

En saadan Afgjørelse vilde tilmed frembyde den Fordeel, at Nationen med større Resignation vilde finde sig i en Afgjørelse, der vel neppe fuldstændigt vilde svare til dens egne og Nordslesvigernes Forhaabninger; men som dog maatte siges, at være den bedste, som det var muligt at opnaae under de nærværende Magtforhold i Europa.

C Falbe

Optegnelse med Falbes Haand og med Overskrift som angivet. Bilag til Depeche Nr. 25 af 22. Oktober 1873.

Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn til Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin.
Hvidkilde, 22. Oktober 1873.

Kjære Hr. Kammerherre!

Jeg har idag havt den Fornøielse her at modtage Deres Brev af 18de ¹⁾Rimeligvis det som Nr. 1088 trykte. dennes og har jeg læst dets Indhold med stor s. 212Tilfredsstillelse, idet jeg fuldkommen maa give Dem Ret i at Fyrst Bismarcks Udtalelser kunne være af stor Betydning for os og vore Forhold, uagtet man jo vel maa vogte sig for at lægge mere i dem, end der virkelig ligger. Jeg er dernæst ogsaa ganske enig med Dem i at der bør bringes den preussiske Statssekretair en Tak fra vor Side, og uagtet jeg forbeholder mig at tilskrive Dem nærmere angaaende denne Sag efter min Hjemkomst til Kjøbenhavn vil jeg dog allerede idag bede Dem, Hr. Kammerherre, naar De seer Leilighed dertil i mit Navn at bringe ham en saadan, i den Form og det Omfang som De selv maatte finde passende efter Omstændighederne.

14*

Det undrede mig meget af en af Deres tidligere Rapporter at see, at der ikke blev Noget af vor Kronprindses Besøg i Berlin; thi efter hvad der var passeret syntes mig at et saadant maatte ansees som uundgaaeligt. Det var jo imidlertid vist ganske correct at man afventede en Indbydelse. En saadan kan jo vel iøvrigt komme endnu, og Tanken bringes til Udførelse paa Tilbagereisen. En saadan fortsat Tilnærmelse kan jo have sin store Betydning.

Det er glædeligt at spore den store Bevægelse, der finder Sted rundt om i Valgkredsene i Anledning af hvad der passerede paa Rigsdagen, og jeg anseer det ingenlunde for givet at det forenede Venstre vil gaae af med Seiren paa næste Valgdag, uagtet Bøndernes Stædighed jo som sædvanlig er stor, og den Tillid de nære til I. A. Hansen synes urokkelig. Her i Kredsen (Svendborg) ansees det saaledes ikke for ganske usandsynligt at samme Hansen vil blive slaaet af Gr. Schack, der baade som Amtmand og Menneske nyder stor Anseelse. I Grunden ere vi Danske et loialt Folk.

O. D. Rosenørn-Lehn.

Quaades Papirer. U. A.

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin.
[Kjøbenhavn,] Onsdag 22. Oktober 1873.

Kjære Kammerherre.

Jeg har i saa lang Tid forholdt mig tavs fordi jeg nu i mere end en Maaned har været og endnu er syg, og navnlig lider meget af Nervøsitet, saa at jeg er ubrugelig til Alting. Jeg kan ikke sove om Natten og taaler slet ikke at arbeide — var det en anden Aarstid tænker jeg at en Reise paa et Par Maaneder vilde kunne restituere mig, men paa denne Tid veed jeg ikke hvad jeg kan giøre uden at see at slæbe Vinteren over og da reise. Men jeg vilde dog ikke fortælle Dem om min Sundhed, men derimod tale til Dem om Deres to seneste Meddelelser! Hvad den til mig om B. Bülows Geheime Conferentsraads Titel angaaer, ¹⁾Nr. 1086. saa tvivler jeg ikke paa at hans i saa Henseende ganske naturlige Ønske kan paa den af Dem antydede simple Maade opfyldes. Endnu har jeg ikke kunnet tale med Trap ²⁾Kongens Kabinetssekretær. — thi jeg har nu ligget tilsengs og maatte holde mig inde i næsten en Ugestid —, men der er jo ogsaa Tid nok indtil den nye Stats Calender udkommer. Hvad dernæst den officielle Depeche om den preuss. Regerings Stilling ligeoverfor vor Forfatningsstrid angaar, saa kjender jeg ikke Indholdet af Deres Privatbrev til Baron Rosenørn, ³⁾Sandsynligvis det som Nr. 1088 trykte. der strax efter Folkethingets Opløsning er taget tilbage til Lolland og til hvem jeg altsaa strax sendte Depechen. ⁴⁾Nr. 1087. Grev Holstein var ligeledes borte men kommer tilbage idag. Ham meddeler jeg da Depechen, der af ham meddeles Ministerraadet, og da De jo maa snarest muligt have et Svar, antager jeg at Baron R. kaldes tilbage ved Telegrafen. Det naturlige Spørgsmaal der stiller sig efter min Mening, er da det om den Understøttelse der tilbydes »inden Mulighedens Grændser« er s. 214tænkt at bestaae i en moralsk Hjælp i vore indre Sager, eller om den kan tænkes at staae i Forbindelse med Spørgsmaalet om Art. V. Jeg antager det Første og dernæst at Bism. virkelig ikke tænker sig anden Indblanding i vore indre Anliggender end den moralske Hjælp, der ydes i den Maade paa hvilken den tydske Presse udtaler sig om dem og den Forekommenhed som i alle alm. Sager kan vises den danske Regering fra Preussens Side. I saa Tilfælde vilde vel den Depeche som De skulde faae, gaae i den Retning at »vel er den begyndte Kamp at føre med Regeringens egen Kraft og i Tillid til Folkets egen Besindighed, men det er dog altid af stor moralsk Betydning for Regeringen at vide at andre Regeringer med Interesse og Sympathie følge dens Beslutninger. Det har derfor været med en stor Tilfredsstillelse at den kgl. Reger. har modtaget den meddelte Udtalelse« osv. og derpaa nogle Ord om Forsikkringen mHt. at Preussen ikke har skumle Planer. Skulde derimod denne Avance fra pr. Side kunne indeholde en Antydning om at man event. vilde forhandle om Art. V vilde Svaret jo blive anderledes. Mig forekommer det nu meget lidet troligt at B[ismarck] nu vil erkjende en slig Forhandling som liggende »indenfor Mulighedens Grændser«, og dernæst kunde han jo i det Høieste føle sig opfordret til at forhandle naar det havde viist sig at den nuværende Regering virkelig ogsaa gaaer seirrig ud af Kampen, men ikke nu, da Ingen med Vished kan vide om ikke den nuværende Regering, med hvem Preussen da havde begyndt Forhandlinger, om kort Tid dog maa træde tilbage. Imidlertid forudseer jeg at flere af Ministrene ville troe at der er gjort en Avance i Retning af Art. V. ¹⁾Sml. Kriegers Dagbøger V, S. 327 f. Maaskee har De allerede udtalt Dem derom til Baron R. men i Uvished derom, vil jeg ikke opsætte strax at bede Dem at sige mig Deres Mening om hvorledes Udtalelsen skal forstaaes. Det har vistnok her overrasket at Kronprindsen saaledes er kommen s. 215men midt ind i Festlighederne for den tydske Keiser. ¹⁾Kejser Wilhelm besøgte, ledsaget af Fyrst Bismarck, Kejser Franz Josef i Wien 17.—23. Oktober 1873. — Sml. Kriegers Dagbøger V, S. 328. Rimeligvis vil han imidlertid derved blive sat istand til at kunne meddele Et og Andet til nærmere Oplysning om hvad Fyrst Bismarcks Tanker egentlig er. . . .

P. Vedel

Quaades Papirer. U. A.

Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn til Direktør P. Vedel.
Hvidkilde, 22. Oktober 1873.

Kjære Directeur!

Jeg sender Dem herved et »privat og fortroligt« Brev fra Kammerherre Quade, som jeg har modtaget her igaar, ²⁾Rimeligvis det som Nr. 1088 trykte. og som jeg finder ret interessant, uagtet jeg maa tilstaae at jeg ikke ganske forstaaer det, da jeg ikke kjender Quades Rapport af samme Dato, ³⁾Nr. 1087. hvortil det slutter sig. Saameget kan jeg imidlertid faae ud, at Fyrst Bismarck paa en venlig og anerkjendende Maade har omtalt vore Forhold og at Quade mener at saavel Hr. v. Heydebrandt som Biilow have et vist Krav paa Tak fra vor Side, uagtet man jo selvfølgelig maa vogte sig for at lægge mere i disse Udtalelser end der ligger. For ikke at forsømme Noget har jeg derfor idag tilskrevet Quade ⁴⁾Nr. 1091. og bedet ham bringe Biilow vor Tak i et saadant Omfang og saadan Form, som han selv maatte finde det passende. . . .

O. D. Rosenørn-Lehn.

P. Vedels Privatpapirer.

Direktør P. Vedel til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
23. October 1873.

Deres Excellence.

Mange Tak for Deres Brev og det vedlagte Brev fra Kmh. Quaade. — Den officielle Depeche ¹⁾Trykt som Nr. 1087. indeholder en Samtale som Q. havde med Biilow, i hvilken denne sagde ham at Bismarck med stor Interesse havde læst Heydebrandts Beretninger om Rigsdagsforhandlingerne og da navnlig Regeringens Holdning, og havde paalagt ham (B.) at udtale enten gjennem Q. eller gjennem H. at den preuss. Regering vil indenfor Mulighedens Grændser være beredt til at understøtte den danske Regering i den begyndte Kamp. Det er nemlig langtfra ikke Tilfældet, som man stundom har paastaaet at Preussen var særlig gunstig stemt for et Parti, der vilde forsømme Hær og Flaade i Dmk., eller at det skulde ønske at see Anarchie udbrede sig i de danske Regeringsforhold, for saa ved Leilighed at kunne udvide sig f. Ex. ved at tage Jylland. Tvertimod ønsker Pr. en stærk Regering i Dmk., dette Lands Uafhængighed og Selvstændighed og en saa lykkelig Udvikling af dets Forhold som muligt. Foruden at dette er meest stemmende med Tydsklands velforstaaede Fordeel, saa har Preussen dog en desto stærkere Grund til at interessere sig for Alt hvad der kan være til Gavn for Kong Christian og den danske Regering, som den tydske Kronprinds paa den varmeste Maade har udtalt sig om den Modtagelse, han fandt i Kjbhvn. — ²⁾Sml. Hähnsen II, Nr. 910-11.

Jeg har meddeelt Grev Holstein Rapporten for at han kunde læse den i Ministerraadet, ligesom jeg ogsaa idag confidentielt tilstiller ham Quaades Privatbrev. Jeg har bedt om Rapporten tilbage for at sende Deres Excellence den, men i alt Fald tør jeg antage at min ovenstaaende Analyse af Quaades Samtale med Biilow er udtømmende. Det er meget heldigt s. 217at Deres Exc. privat har givet Q. Bemyndigelse til at udtale sig til Bülow, thi saa kunne vi vente med at skrive officielt til Q. indtil De kommer tilbage.

Mange Tak for Deres venlige Spørgsmaal om mit Befindende. Destoværre lader det endnu Meget tilbage at ønske — jeg gaaer hver Dag i Ministeriet men er igrunden for Tiden ganske ubrugelig.

P. Vedel.

Oreby.

Direktør P. Vedel til [Udenrigsminister, Baron Rosenørn Lehn].
Torsdag Aften [23. Oktober 1873].

Kjære Excellence.

Iaften erfarer jeg ved en Billet fra Grev Holstein at De efter Telegram ventes hertil imorgen. Mit Brev til Dem fra idag vil altsaa vente paa Dem i Hotel Royal, Quaades officielle Rapport ¹⁾Nr. 1087. vil De have modtaget fra Conseilspræsidenten efter hvad han skriver mig, og hoslagt sender jeg Quaades Privatbrev ²⁾Nr. 1088., som De formodentlig behøver.

Oreby.

P. Vedel.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Berlin, 24. Oktober 1873.

For Øieblikket er Art. 5 ikke indenfor Mulighedens Grændser.

G. Quaade.

Chiffertelegram, indleveret i Berlin 24. Oktober 1873 Kl. 6.38. — Afskrift. Oreby.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Berlin, 25. October 1873.

Deres Excellences Brev af 22de modtog jeg igaar, men da jeg ikke traf Bülow den Dag, har jeg først idag kunnet bringe ham den foreløbige Tak for hans Meddelelse. Med den formelle Tak haster det ikke videre.

Nogle herværende Blade have i disse Dage i Anledning af Kronprindsens og Kronprindsessens Ophold i Vien og navnlig deres Sammentræf med den tydske Kaiser lavet endeel Combinationer med Hensyn til Art. V, ¹⁾Sml. Hähnsen II, Nr. 909. og af disse lader jeg en følge hoslagt, ²⁾Findes ikke vedlagt. som idag er bleven sendt mig af en Anonym. Det er jo rimeligt nok, at Spørgsmaalet om Nordslesvig er bleven omtalt under den tydske Kaisers og Fyrst Bismarcks Ophold i Vien; men var det kommet til noget Alvorligt, maatte det jo ialfald være bekjendt i Kbhvn. Jeg omtalte idag den vedlagte Coupon for Biilow; men han vidste Intet derom. . . .

Ogsaa jeg havde ventet at det skulde komme til et Besøg af Kronprindsen og Kronprindsessen hos Kronprindsen af Preussen; og min Tanke var egentlig, at det Brev jeg gjennem Grev Danneskjold ³⁾Formentlig Gehejmekonferensraad, Hofchef hos Kronprins Frederik Lensgreve Chr. Conr. Soph. Danneskjold-Samsøe (1800—1886). havde tilladt mig at henstille til Kronprindsen at skrive til Kronprindsen af Preussen, skulde paa en naturlig Maade lede dertil. Jeg kan ikke andet end finde, at det havde været godt om det var skeet. Det er begribeligt nok, at vore høie Herskaber ikke have Lyst til at vise sig empresserede her; men saadan som Forholdene nu engang ere, og ligeoverfor det Empressement som vises her, er det ikke muligt at holde sig fuldstændig tilbage. Fuldstændige incognito-Beiser gjennem Berlin ere ikke godt mulige. Forresten s. 219er det jo tænkeligt, at Besøget endnu finder Sted. Jeg har ikke af Telegrammerne eller andre Efterretninger fra Vien kunnet see om eller naar Kronprindsen er afreist derfra.

G. Quaade.

Oreby.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 25. Oktober 1873.

Kjære Vedel,

Tak for Deres tvende Breve. Jeg havde igaar sendt Dem et telegraphisk Svar paa Deres Spørgsmaal i det første Brev. ¹⁾Nr. 1096. Det var jo nu overflødigt; men jeg er altid bange for at vække ugrundede Forventninger, og meente ogsaa her at have fundet en god Leilighed til at prøve det nye Chiffer.

Jeg tænker mig Muligheden af at Ministeren endnu ikke er kommen tilbage til Kbhvn., og derfor har jeg ladet vedlagte Brev til ham aabent, saa at De vil kunne læse det. ²⁾Nr. 1097. Efterat dette er skeet, beder jeg Dem enten give ham det eller sende ham det. Det indeholder forresten ikke Stort. . . . [Om Vedels og hans egen nervøse Lidelse.]

G. Quaade.

Jeg glemte, skam at tale om, over Nerverne, det jeg fornemmelig vilde sige Dem. Det er jo maaskee overflødigt; men ligesom Bismarck i den Meddelelse Bülow har gjort mig, meget stærkt accentuerer Kongen, saaledes troer jeg ogsaa, vi i Svaret bør sætte Hs. M. saameget frem som den constitutionelle Form overhovedet tilsteder. Iøvrigt er jeg ganske enig i Deres med Hensyn til Svarets Indhold i Deres første Brev fremsatte Tanke.

G.Q.

P.Vedels Privatpapirer.

Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Vienne, 29 octobre 1873.

Depuis le départ de la cour de Prusse suivi par celui de l’Empereur et du comte Andrassy pour Pest, le calme est rentré à Vienne dans le monde diplomatique; un léger roulis seul se fait encore sentir, de temps en temps, comme conséquence de l’agitation éprouvée pendant toute une semaine. Il est assez remarquable, que justement la question d’un arrangement entre le Danemark et la Prusse soit celle qui la derniére et le plus longtemps tienne la diplomatie en émoi; car personne n’est à méme d’indiquer le fondement de cette nouvelle, ni la maniére dont la question aurait été mise sur le tapis. En tous cas, ni les Empereurs, ni M. le comte Andrassy ou le prince de Bismarck en ont laissé tomber une parole soit à Son Altesse Royale Msgr. le prince Royal, soit à moi, et pourtant, comme le remarque une des feuilles principales de Vienne aujourd’hui, la nouvelle n’a-t-elle été démentie dans aucun organe officieux.

C.Falbe.

Depeche Nr. 26, modtaget 3. November 1873. — Sml. Nr. 1097.

Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn til Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin.
Kjøbenhavn, 30. October 1873.

Den betænkelige Forfatningsstrid, som et politisk Partis Overgreb i Folkethinget nylig har fremkaldt, vil forhaabentlig under ingen Omstændighed kunne indvirke forstyrrende paa Landets venskabelige Forbindelse med andre Stater, og naar den kgl. Regering trygt stoler paa at denne Strid tilsidst vil finde sin tilfredsstillende Løsning, bygger den dette sit Haab paa Folkets naturlige sunde Sands og loyale Følelse, der ikke ville svigte Regeringen, naar denne med Fasthed s. 221søger at sikkre en rolig Udvikling af Landets Forfatningsforhold. Men uagtet dette Anliggende saaledes i enhver Henseende er et indre Spørgsmaal, ligger der ikke destomindre en mægtig moralsk Støtte for den kgl. Regering i Bevidstheden om, at andre Begeringer med Interesse følge dens Bestræbelser, og ligesom denne Sympathi fra ingen Side kan være os vigtigere end fra Tydsklands, saaledes have de velvillige Følelser, som den preussiske Begering nærer for os i denne Sag heller ikke kunnet finde noget fyldigere Udtryk end det er skeet i den Meddelelse fra den preuss. Statssecretair, hvorom D. H. har indberettet i Dep. Nr. 28 af 18de d. M. ¹⁾Trykt som Nr. 1087.

Denne Meddelelse har en saameget større Betydning for den kgl. Begering som Fyrst Bismarck i de Ord, som den pr. Statssecretair har gjentaget for D. H., ikke indskrænker sig til at omtale, hvorledes den preussiske Regering opfatter den nærværende politiske Situation i Dmk., men tillige har grebet Leiligheden til i det Hele at udtale sig om Tydsklands Forhold og Interesser ligeoverfor den danske Stat. Rigscantsleren har endogsaa troet at burde tage Hensyn til visse Planer som Aviserne stundom have tillagt den tydske Politik og som vare truende for Dmk.s Selvstændighed og Integritet. Den kgl. Regering har vistnok ikke skjænket disse uheldspaaende Rygter nogen videre Opmærksomhed men den er dog derfor ikke den pr. Regering mindre erkjendtlig, naar denne har taget Anledning til bestemt at fralægge sig deslige Planer og Hensigter, og til at definere sin Opfattelse af Forholdet mellem de tvende Lande paa en Maade der kun kan være beroligende og tilfredsstillende for os.

Kongen, hvem jeg selvfølgelig strax har forelagt D. H.s Depesche, har paalagt mig ved Dem at udtale til Hr. von Bülow, hvormeget den kgl. Regering paaskjønner den skeete Meddelelse, og Hs. Majestæt ønsker at De desuden særligen s. 222skal fremhæve, med hvor stor Tilfredsstillelse Allerhøistsamme deri har gienfundet de samme venskabelige Følelser for Sig og den kgl. Familie, hvorpaa Hs. Keis. Høihed Kronprindsen af Tydsklands Besøg her allerede havde været et behageligt Bevis.

Koncept med P. Vedels Haand.

Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn til Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin.
Kjøbenhavn, 30. October 1873.

Confidentiel.

I Forbindelse med hvad jeg har udtalt i min Depeche af D. D. paaligger det mig endnu at takke D. H. fordi De, som jeg seer af Deres private og confid. Meddelelse til mig, ikke har ladet denne Leilighed gaae forbi uden at giøre den pr. Statssecretair opmærksom paa at den virksomste Maade, paa hvilken den pr. Regering kunde vise sin Deeltagelse, vilde være at skride til Udførelsen af Pragerfredens Art. V. Jeg fordølger mig ikke at der just ikke er synderlig Udsigt til at den pr. Regering for Tiden skulde troe sig istand til at give dette Bevis paa sin Agtelse for Dmk.s Integritet. Men Forholdene kunne forandre sig i denne Henseende og jeg veed at D. H. har Deres Opmærksomhed henvendt paa Alt hvad der kan tjene til at oplyse Den kgl. Regering desangaaende.

U. i. l.

Koncept med P. Vedels Haand paa samme Ark som Koncepten til Nr. 1100. — Nr. 1101 er afsendt som en særlig Skrivelse, sml. Nr. 1102.

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin.
[Kjøbenhavn,] Torsdag 30. Oktober [1873].

Kjære Kammerherre.

Mange Tak for Deres Breve. Jeg haaber at Ministeriets Skrivelse af idag er saaledes som De ønsker den, vi have s. 223skrevet den anden Deel om Art. V for sig for at De, hvis De synes, uden Vanskelighed skal kunne vise Biilow Instruxen. ¹⁾Nr. 1100. Jeg behøver naturligvis ikke at sige Dem at vi ikke have nogensomhelst — end ikke den fjerneste — Bestyrkelse for Avisrygterne om at den slesv. Sag skulde have været Gienstand for nogen Forhandling i Wien. Curiøst er det at see hvorledes alle tydske Aviser troe derpaa. Det er naturligvis umuligt at have nogen Mening om hvad der her skal komme ud af Valgene, men saa meget er dog vist at »Venstre« viser sig langt mindre sikker end man havde troet det. Saaledes lader det til at Grev Brockenhuus-Schack vil kunne fortrænge I. A. Hansen i Svendborg.

P. Vedel

Quaades Papirer. U. A.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Berlin, 31. Oktober 1873.

Deres Excellence vil have bemærket, at Bladene stadig beskjæftige sig meer og meer med det Nordslesvigske Spørgsmaal. Jeg skulde dog ikke idag opholde mig derved, dersom jeg ikke, tiltrods for hvad jeg i en modsat Retning meddelte den 18de d. M., ²⁾Trykt som Nr. 1088. troede i den sidste Tid at have kunnet spore Noget i Atmosphæren, der tyder paa, at der i Publicum, eller iblandt de 41 Millioner, begynder at indtræde et Omslag med Hensyn til Art. V. En Person, som jeg har kjendt i længere Tid og har al Grund til at ansee for paalidelig og velunderrettet, har sagt mig, at det her saavelsom i det øvrige Tydskland er den almindelige Mening, at den tydske Interesse fordrer hiint Spørgsmaals Ordning; og han har tilføiet at han paa anden Haand veed, at en Embedsmand i det herværende Udenrigsdepartement ikke har villet benægte, at den pr. Re gjering s. 224for Tiden var meer end tidligere rede til en saadan Ordning. Han bemærker ved Siden heraf, at han er overbeviist om, at de Stemmer som hidtil og meest have hævet sig imod ovennævnte Artikels Bestemmelser, hidrøre saa at sige udelukkende fra det Partie i Hertugdømmerne som her kaldes det Augustenborgske, og som vi kalde de gamle Slesvigholstenere, hvis Program i sin Tid var og endnu bestandig er en tydsk Mellemstat Slesvigholsteen. For dem er et Brud paa Hertugdømmernes Integritet et Snit ind i det levende Kjød, og de føle at naar Art. V udføres og der kommer en Forsoning istand mellem Danmark og Tydskland, er det ude med deres Drømme. Den Person ¹⁾Quaade har nederst paa Siden skrevet Navnet: Frensdorff. Sml. Nr. 1109. jeg sigter til, har en ikke ringe Indflydelse i den tydske Presse, og han sagde mig at han vilde søge, i denne at skaffe sin ovenanførte Betragtning Indgang og Udbredelse. Jeg troer Betragtningen er fuldkommen rigtig og jeg har derfor bestyrket ham i hans Hensigt.

Quaades Papirer. U. A. Koncept, hvortil Udfærdigelsen ikke er fundet blandt Baron Rosenørn-Lehns Papirer. I Marginen har Quaade skrevet: Meget forandret.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Berlin, 2. November 1873.

Deres Excellence,

Jeg har rigtigen modtaget Deres Excellences meget ærede Depesche af 30te f. M. Nr. 5 tilligemed den samme ledsagende fortrolige Skrivelse, ²⁾Nr. 1100 og 1101. af hvilke tvende Aktstykker det første indeholder Svaret paa den Meddelelse, Statssecretairen ifølge Bigskantslerens Anmodning havde gjort mig med Hensyn til den i det sidste Folkething opstaaede Forfatningsstrid, og s. 225som jeg har bragt til Deres Excellences Kundskab ved min allerærbødigste Indberetning af 18de f. M. Nr. 28. ¹⁾Nr. 1087.

Indholdet af dette Svar har jeg derefter meddelt Herr v. Biilow, som, ved at blive gjort bekjendt dermed, gjentagne Gange udtalte sin fuldstændige Tilfredshed med den Maade hvorpaa hans egen Meddelelse var bleven optaget fra dansk Side, og til Slutning bad mig bringe Deres Excellence hans Tak derfor.

Idet han tilføiede, at han ikke skulde tøve med ifølge heraf at indberette til Rigskantsleren, bemærkede han til Depeschens Slutning, at det i nærværende Tidspunkt maatte være Dynastiernes Opgave at støtte hinanden. Det var det tydske Riges Hensigt at føre en i alle Retninger conservativ Fredspolitik. ²⁾Sml. Hähnsen II, Nr. 910—11.

Quaade.

Depeche Nr. 29.

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin.
[Kjøbenhavn,] 6. November 1873.

Kjære Kammerherre.

Sagen med Hensyn til Hr. v. Bülows Titel er nu bragt i Orden saaledes som De havde tænkt Dem det, altsaa at hans Navn udelades i Fortegnelsen over Geheimeconferentsraader (i Stats Calenderen p. 165) og at han i Fortegnelsen over Storkors (pag. 7) kun nævnes som preuss. Statssecretair. — Sagen har taget nogen Tid fordi Kongen er noget susceptibel paa dette Punkt og Andre deelte denne Følelse i det foreliggende Tilfælde, forsaavidt man havde det vel ikke ganske ubegrundede Indtryk at vi lettere paa Begjæring kunne tage en Naadesbevisning tilbage end skjule den — men Kongen har personlig saa meget tilovers for Hr. v. Biilow og han har s. 226i det Hele her efterladt en saa god Erindring at Alt tilsidst er gaaet som vi ønskede det. Der foreligger intet Skriftligt men Trap har faaet mundtlig Resolution gjennem Udenrigsministeren.

15

P. Vedel.

Quaades Papirer. U. A. — I Randen har Quaade kort noteret Hovedindholdet af sit Svar 13. November 1873, se Nr. 1108.

Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Wien, 9. November 1873.

Herr Baron!

Medindesluttede ærbødigste Bapport ¹⁾Sandsynligvis den som Nr. 1089—90 trykte. har jeg foretrukket, ikke at afsende med Posten, og jeg har derfor ladet den ligge, saameget mere som den forløbne Tid neppe er af nogen Betydning for Sagen selv, indtil en hjemreisende Landsmand maatte ville tage den med.

Den indeholder den eneste Antydning, som har været gjort her om den slesvigske Sag. Til mig selv har Grev Andrassy ikke yttret et Ord om den, og jeg har sonderet baade Baron Orczy ²⁾B. Baron v. Orczy var Sektionschef i det østrig-ungarske Rigskancelli. og Baron Hofmann; men jeg kunde mærke, at Grev Andrassy heller ikke havde nævnt Sagen for dem. Baron Hofmann gik endog saavidt at mene, at hvis Fst. Bismarck havde talt til Grev Andrassy om Sagen, vilde han ogsaa have udtalt sig derom til ham, Hofmann. Men jeg anseer dette ikke for en Nødvendighed; meget mere er H. vel genegen til at ansee sig selv for Hovedpersonen; men Grev Andrassy er ikke altid af den Mening og Bismk. vist heller ei. Paa den anden Side kan jeg ikke troe, at Grev Andrassy vilde have udtalt sig paa en saa bestemt Maade overfor min Kone,s. 227om Sagen, naar den ikke netop havde været paa Tale med Bismarck. . . .

Med Ønsket om at den gode Sag maa gaae seirrig frem af Valgene, forbliver jeg ..

C. Falbe

Oreby.

Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn til Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin.
Kjøbenhavn, 10. November 1873.

Kjære Hr. Kammerherre!

Min nærmeste Grund til idag at sende Dem et Par Ord er den at sige Dem Tak for Deres sidste Breve, der have interesseret mig meget, og navnlig da det sidste af 31te f. M., ¹⁾Se Koncepten hertil Nr. 1103. hvori De meddeler mig nogle Udtalelser af en med de tydske Presseforhold ret bekjendt Person, som De iøvrigt ikke navngiver, der gaae ud paa at vise, at det mere og mere synes at gaae op for vor sydlige Nabo selv at det ikke alene vilde være retfærdigt imod os, men gavnligt for ham selv at see det for os saa vigtige Spørgsmaal, der nu i en halv Snes Aar har ventet paa sin Løsning, afgjort paa en rimelig Maade. Men jeg skal dog, da jeg har Pennen i Haanden gjøre et Par Bemærkninger. Det kan jo nu vist ikke være nogen Tvivl underkastet, at hiint for os saa vigtige Spørgsmaal slet ikke har været bragt paa Bane ved de høie Herrers Besøg i Wien, hvad jeg jo har faaet yderligere Bekræftelse paa, ikke alene af Dem og Kammerherre Falbe, men til Overflødighed af en anden aldeles competent Mand. Imidlertid maa jeg give Dem fuldstændig Bet i, at den Haardnakkethed, hvormed den tydske Presse hidtil har fastholdt sine Paastande, er høist mærkværdig, og at man, om man altsaa end ikke kan bygge nogensomhelst Forhaabning paa selve Udtalelserne om en snarlig Løsning, dog maa tillægge den Tone, hvori der nu s. 228tales, som jo er himmelvidt forskjellig fra hvad vi en lang Række af Aar har maattet høre paa fra den Kant, en ikke ringe Betydning, idet den jo uimodsigelig tyder paa et Omslag i hele Stemningen imod os, og det er jo netop af et saadant at vi langt snarere end af høitstaaende Venner kunne vente os gode Frugter. Men den Betydning, der kan tillægges hiint uimodsigelige Faktum, afhænger atter væsentlig af, hvor den egentlige Drivfjeder til dette formeentlige Omslag er at søge, eller med andre Ord, hvorfra Parolen i dette Tilfælde maa siges at være udgaaet, og det vilde efter mine Begreber i høi Grad bidrage til klare hin Dom om Forholdene, dersom det maatte kunne lykkes at komme paa Spor derefter, hvad jo selvfølgelig vil være meget vanskeligt. Som Curiosum skal jeg kun anføre, at vor store Statsmand Berg paa forskjellige Folkemøder har beskyldt Regjeringen for selv at have sat Rygterne om Forhandlingernes Gjenoptagelse i Scene for at skytte sig mod det forenede Venstre. — I Slesvig have disse samme Rygter vakt stor Opsigt, og en Mand skrev derovrefra forleden Dag, at man i Begyndelsen var ellevild af Glæde.

15*

Vedel har meddeelt mig B. Bülows igjennem Dem udtalte Ønske om at udgaae af Statskalenderens Rækker som Geh. Conf. Jeg har talt til Kongen derom, hvad jeg ansaae for aldeles nødvendigt, fundet ham rede til at samtykke deri paa Grund af sin store Velvillie for B., og derefter truffet fornøden Aftale med Etatsraad Trap. — Dersom De underhaanden kunde faae lidt at vide om denne Neugebauers Forhold og Stilling, der nylig blev R. af Dbg., vilde jeg takke Dem. ¹⁾Sml. Nr. 1109 og 1123—24. Han er, som De veed, Secretair for den preussiske Kronprinds, og var med ham her. Imorgen vender vor Kronprinds tilbage: jeg har beklaget at der ikke blev noget af hans paatænkte Besøg i B.

O. D. Rosenørn-Lehn.

Quaades Papirer. U. A.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 13. November 1873.

Kjære Vedel,

Bülow beder mig at takke Dem for Deres Medvirkning til Opnaaelse af hans Ønske med Hensyn [til] Geheimeraadstitelen. Det er ganske vist, at det sundeste havde været for ham at gaae den engang foreskrevne legale Vei; men jeg troer virkelig, at han ikke alene har havt til Motiv, at undgaae Offentlighed og heraf følgende mulige Angreb, men at det væsentlig har været hans Følelse imod, at sende en kongelig Naadesbeviisning tilbage. Forresten kan det jo ikke nægtes, at det hele Forhold, hvorledes man end vender og dreier det, er et ganske underligt Forhold. Dog haaber jeg, at vi ikke skulle have Skade af at Biilow har faaet Posten som Statssecretair.

Depeschen Nr. 5 og den fortrolige Skrivelse som ledsagede den, ¹⁾Nr. 1100 og 1101. var i alle Henseender som jeg ønskede; men jeg maa dog ved denne Leilighed gjøre Dem opmærksom paa en lille Unøiagtighed i Depeschen. Biilow kaldes der preussisk Statssecretair; det er han ikke; han er tydsk Statssecretair; thi Udenrigsdepartementet er »das auswärtige Amt des Deutschen Beichs« og egentlig ikke identisk med det preussiske Udenrigsministerium. Dette falder ganske vist i Praxis sammen med eller gaaer op i Auswärtiges Amt, men formelt forholder det sig ikke anderledes til dette, end f. Ex. det sachsiske eller det baierske o. s. v. Udenrigsministerium. Det er jo ingen farlig Unøiagtighed, og da Biilow, som jeg gav Depeschen at læse, standsede derved, tog han ogsaa meget godt imod min Bemærkning om at de herværende Forhold endnu forekom os Fremmede noget dunkle, saa at det ikke altid var saa let at finde sig tilrette deri; og dermed var Sagen forbi. . . .

G. Quaade.

P. Vedels Privatpapirer.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Berlin, 13. November 1873.

Deres Excellences Brev af 10de ¹⁾Nr. 1107. minder mig om at jeg har glemt at nævne den Person som jeg i mit Brev af 31te f. M. ²⁾Nr. 1103. har betegnet som en Anonymus. Jeg vilde dengang, skjøndt jeg ingensomhelst virkelig Mistro har til Posten, for Sikkerheds Skyld ikke navngive ham i samme Brev, hvori jeg omtalte hans Meddelelse, men min Hensigt var dog altid at navngive ham senere, eftersom enhver Meddelelse dog altid opfattes rigtigst og bedst, naar man bestemt veed hvorfra den kommer. Den omhandlede Person er Cölnische Zeitungs herværende Correspondent, eller rettere sagt en af bemeldte Avises herværende Correspondenter, Dr. Frensdorff. Han er en meget paalidelig og fornuftig Mand der i sin Tid er bleven mig meget anbefalet af min herværende belgiske Collega, og jeg har altid fundet ham godt underrettet, ligesom han ogsaa bestandig har deelt Cölnische Zeitungs Anskuelser i det nordslesvigske Spørgsmaal, og disse Anskuelser, — der jo ganske vist undertiden havde kunnet gaae noget videre, men som vi dog maae tage til Takke med, saalænge vi ikke kunne faae hvad der er bedre, — ere paa ingen Maade forandrede, om end Bladet har troet at burde lade nogen Tid hengaae, uden at røre ved Spørgsmaalet.

Statssecretair Biilow har bedet mig takke Deres Excellence for Deres Imødekommen med Hensyn til hans Geh. Conferentsraadstitel. Jeg havde jo sagt ham og han vidste ogsaa selv, at der gaves en legal Vei, hvorpaa Sagen kunde ordnes; men medens det var hans Følelse imod at bede Kongen tage en kongelig Naadesbeviisning tilbage, hvorpaa han altid havde sat stor Priis, og medens dette var hans Hovedmotiv for den Vei han valgte, vilde Betrædelsen af hiin legale s. 231Vei, ogsaa netop have ført til den Offentlighed, som han vilde undgaae. . . .

Jeg har endnu Intet kunnet erfare om Herr Neugebauer, og der kan maaskee hengaae nogen Tid endnu inden jeg erfarer Noget; thi man seer endnu ikke mange Mennesker. At han er bleven Ridder af D. maa iøvrigt være i sin Orden; thi han er Ridder og Officer af flere andre Ordener. . . .

G. Quaade.

U. A. Rapporter fra Berlin.

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin.
[Kjøbenhavn,] Mandag 16. November 1873.

Kjære Kammerherre.

Mange Tak for Deres Brev og Oplysningen om Hr. v. Bülows rigtige Stilling — jeg tilstaaer at jeg bildte mig ind at Udenrigsministeriet endnu stod ligesom Krigsministeriet ɔ: var preussiskt men tillige udførte Rigets Anliggender.

Hermed sender jeg Dem en conf. Depeche, ¹⁾Sml. Nr. 1089-90. som endnu ikke er forelagt Ministrene da Baron Rosenørn i nogen Tid er paa Landet og jeg helst holder den tilbage til hans Hjemkomst saa meget mere som jeg da vil kunne faae Deres Mening at vide forinden og event. støtte mine Bemærkninger dertil. Efter min Mening er

1. Slutningen fra disse løse Ord til Fru F., naar de ikke støttes ved nogetsomhelst Andet men tvertimod svækkes baade ved hvad der iøvrigt foreligger i Wien og i Berlin, meget usikker.

2. Det paatænkte Forslag om Voldgift vil vel neppe i Berlin tages godt op og det synes mig noget naivt at troe at hvis s. 232den preuss. Regering ønskede at Sagen kom frem nu, behøvede den og ønskede et saadant Initiativ fra vor Side.

3. Fremfor Alt maa man her være sig klart bevidst at ved at røre ved Sagen, sætte vi Alt paa eet Kort. Ville vi det og ere vi enige med os selv om hvad vi forlange og event. ville gaae ind paa?

Af alle Grunde anseer jeg altsaa det fremkomne Memorandum for meget uovertydende og jeg vilde ligeoverfor de mange sangvinske og med deslige Forhold mindre bekjendte Mennesker, meget have ønsket at det ikke var fremkommet fra et dansk Gesandtskab. — Hvad mener De om det Forslag nu at gjøre et saadant Skridt i Berlin?

Valgene her ere just ikke udmærkede, imidlertid kunde de være værre og jeg troer at Mange dele den Mening som Dagbladet ¹⁾»Dagbladet« 16. November 1873 udtaler: »Udfaldet af Valgene blev altsaa, at det forenede Venstre mistede et Par Stemmer, uden at dog det moderate Parti fik Majoritet, tvertimod, der er vedblivende en lille bitte Majoritet paa det Forenedes Side. Dette Udfald har for os ikke været nogen Skuffelse, og vi betænke os ikke paa at betegne det som gunstigt.« udtaler derom. Saa meget er vist at Begeringen giver neppe efter og skulde den til et givet Øieblik træde tilbage blev det vistnok for at afløses af et endnu bestemtere Modstandsministerium

P. Vedel.

Quaades Papirer. U. A.

Direktør P. Vedel til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Onsdag, 19. November 1873.

Kjære Excellence.

I Ministeriet er Intet forefaldet af sær Betydning. Liebe her medbragt fra Wien en Depeche ²⁾Rimeligvis den som Nr. 1089 og 1090 trykte. fra Falbe — formodentlig s. 233den hvorom Kronprindsen talte til Dem — og hvori han mener at Preussen ønsker at vi skulle foreslaae i Berlin at Art. V bliver Gienstand for Voldgift. Ikke at han just troer at Tydskland agter at underkaste sig nogen saadan Afgiørelse, men han antager at Bismarck da som Contraforslag vil gjøre os anstændige Propositioner til en directe Afgiørelse som han nu kun venter paa en saadan Leilighed til at fremkomme med. Grunden hvorfor Falbe troer alt dette der jo rigtignok i alle andre Henseender synes i bestemt Modstrid med hvad der iøvrigt ligger for, er at Gr. Andrassy forleden ved et Taffel havde sagt Noget til Fru Falbe om at det jo var at ønske at den slesv. Sag kunde blive afgiort og at vi maatte giøre Noget derfor. — Fundamentet forekommer mig mere end svagt, Forslaget som vi skulde gjøre i Berlin (nemlig Voldgift) vil af Tydskl. næsten opfattes som en Fornærmelse, og den Tro at Bism. hvis han nu ønsker at afgiøre Sagen — hvad jo iøvrigt Alt taler imod — skulde behøve et saadant Træk fra vor Side, forekommer mig meget naiv. Hvis han vilde noget Saadant behøvede han jo ikke at lade det komme an paa Andrassys Confidencer til Fru Falbe, men kunde istedetfor hele det Attirail lade Bülow antyde det til Quaade. Jeg seer derfor i Falbes Memorandum et aldeles umodent Forslag, maaskee nærmest motiveret ved Lyst til at tage sig ud i Kronprindsens Øine og til at vise hvilken Gavn Ministeriet har af Fru Falbes Diplomatie. Jeg har for Resten ikke viist Depechen til Nogen men giemmer den til at De selv kan forelægge den for Deres Colleger. Kun har jeg for at forberede en Overveielse over den sendt Quaade privat en Afskrift for at høre hans Mening om den. ¹⁾Se Nr. 1110. . . .

Jeg har ikke seet Nogen af Deres Colleger, saa at jeg ikke veed hvorledes de opfattede Valgene. Den almindelige Mening mellem Andre her er den som Dagbladet og Fædrelandet udtale, nemlig at Resultatet ikke er værre end man s. 234kunde vente det, snarere bedre. Man har sagt mig at Indenrigsministeren skal være temmelig nedslaaet over sit Uheld, ¹⁾Ved Folketingsvalget 14. November 1873 sejrede Indenrigsminister C. A. Fonnesbechs Modkandidat Redaktør, cand. polit. I. H. G. Tauber af Slagelse. men det vil vel i alt Fald snart fortage sig.

P. Vedel.

Oreby.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 20. November 1873.

Kjære Vedel,

Naar jeg skal sige min Mening om de Betragtninger, ²⁾Det som Nr. 1090 trykte Aktstykke. hvoraf De har sendt mig Afskrift med Deres Brev af 16de, ³⁾Nr. 1110. maa jeg skjelne mellem to Spørgsmaal, nemlig først Spørgsmaalet om der virkelig kan antages at være givet et Vink, navnlig et Vink som Giveren har været sig fuldt bevidst, og dernæst det Spørgsmaal om den for at tage Vinket til Følge foreslaaede Fremgangsmaade er den rette.

Hvad det første Spørgsmaal angaaer, saa skal jeg ganske see bort fra hvad der, som De veed, med Hensyn til den omhandlede Sag foreligger for mig paa Stedet, og i hvis Følge jeg jo maatte besvare Spørgsmaalet med en bestemt Benægtelse; men jeg skal spørge om det som er forefaldet mellem Fru F. og hendes Nabo, ikke naturligst maa være gaaet til paa følgende Maade. Paa Naboens Bemærkning om det Glædelige i det gode Forhold, og efter at denne Bemærkning havde faaet Samtalen i Gang, ligger det meget nær, at Fr. F. har svaret med at bemærke, hvor ønskeligt det vilde være om der nu ogsaa snart kunde blive sat et fast og varigt Stempel paa det forbedrede Forhold. Forholder det sig saaledes, saa er det jo ikke Naboen, men Fr. F., som Initiativet til det Hele s. 235skyldes, og dette er af stor Betydning ved Afgjørelsen af Spørgsmaalet. Her burde Samtalen have været refereret langt udførligere og meget meer detailleret. Desuden siger Naboen ikke, at der skal handles strax; han siger kun at, naar det ønskede Besultat skal opnaaes, saa maae vi begynde; og finder De ikke at denne Yttring i sit Indhold meget ligner hvad de tydske Aviser i den senere Tid have sagt, nemlig at naar Sagen skal komme i Orden, saa er det den danske Regjering der maa begynde, og denne maa da møde med Afslag paa sine tidligere med saa stor Haardnakkethed fastholdte Fordringer?

Jeg nægter ikke at Naboens Yttringer forekomme mig at være ganske simple, løse Conversations-Yttringer, og for en Regjering uden Videre at handle efter dem, vilde, efter min Mening, være at gjøre et Spring ud i Mørket.

Der siges ganske vist paa et senere Sted i Betragtningerne: — «Dette i al Fortrolighed, som . . . . . ¹⁾Prikkerne findes i Originalen. sagde, » »som Ven ikke som . . . .« « 1) givne Vink« o. s. v.; men hvis det her har været Meningen at give Yttringerne Charakteren af et formeligt Vink, saa er dette senere Sted i Betragtningerne i Strid med det foregaaende Sted, det Sted hvor Samtalen refereres, altsaa det vigtigste Sted i Betragtningerne; thi paa dette Sted siges ikke Andet, end at Naboen »aabenbari paa denne Maade har villet« o. s. v.

Jeg mener derfor, at der i ethvert Tilfælde ikke burde foretages Noget i Sagen, uden efterat F. havde været opfordret til at forklare sig nøiere, og til, forinden han lancerer sin Regjering ud paa en meget slibrig og farlig Vei, idetmindste at gjøre et Forsøg paa at skaffe sin egen Mening, ihvor stærk den end er hos ham selv, et ydre nogenlunde positivt Stempel, som Andre kunne tage og føle paa.

Jeg kommer nu til det andet Spørgsmaal, hvis Besvarelse er meget simplere.

s. 236Ifald der foreligger et Vink, kunde der jo aldrig være Tale om at efterkomme det ved strax at henvende sig til Vedkommende med detaillerede Forslag. Der kan kun være Tale om at begynde med et fortroligt Spørgsmaal om hvorvidt man her maatte være villig til nu atter at tage Sagen for. Men under disse Omstændigheder vilde et Forslag om Voldgift saameget mindre være paa sin Plads, som der jo endnu ikke har reist sig nogen formelig Strid. Et saadant Forslag vilde ogsaa, paa Sagens nuværende Standpunkt, hvad man saa end vilde tænke om det senere, ganske sikkert idetmindste blive optaget med Uvillie og altsaa møde et Afslag; og det vilde ligesaa sikkert ikke alene være meget overraskende for Vedkommende, men ogsaa virke skadeligt paa de begyndende bedre Forhold.

Forresten vil jeg gjerne indrømme, at der ligger en Fare for os i Forlængelsen af den nuværende Usikkerheds Tilstand; men den Fare som F. seer, er ikke den jeg seer; ialfald anseer jeg den for temmelig fjern. Nu vil man ikke have os; og naar den Tid skulde komme, da man vilde have os, vil man ikke behøve at søge den Leilighed dertil, som kunde findes i den heromhandlede Sag. Den Fare jeg seer, bestaar i at Spørgsmaalet kunde blive tiet tildøde. Men vi have dog nu seet, hvormegen Livskraft det har, hvorledes det hvert Øieblik lever op, og jeg troer hellerikke, at det efter sin inderste Natur er af de Spørgsmaal der saa let døe.

Jeg anseer den Fare for meget større som vi vilde udsætte os for ved i nærværende Øieblik selv at tage Initiativet til at bringe Sagen frem. I dette Tilfælde, og dersom F. ikke kan give klarere Besked, vilde, efter min fulde Overbeviisning Resultatet enten blive en slet Afgjørelse eller en i meer eller mindre mild Form given Afviisning; og ligesom vel Alle ville være enige i, at en slet Afgjørelse ikke er at foretrække for den nuværende Usikkerhed, saaledes vilde denne jo ikke ophøre efter Afviisningen, men snarere blive større, og ved Siden s. 237heraf efter al Sandsynlighed forstyrre eller dog til en vis Grad alterere de begyndende bedre Forhold.

G. Quaade.

U. A. Rapporter fra Berlin.

Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn til Direktør P. Vedel.
Orebygaard, 21. November 1873.

Kjære Directeur!

Jeg takker Dem meget for Deres Brev af 19de. . . . Det har jo vistnok været den Depeche fra Falbe, som Liebe nu har bragt, til hvilken Kronprindsen har sigtet i sin Samtale med mig paa Fredensborg. Jeg kan ikke andet end være meget glad ved at De har holdt den tilbage til jeg kommer og afæsket Quade hans Yttringer derover, saaledes at jeg maaskee vil kunne forelægge eller referere begge Dele i Conferencen paa Mandag; jeg er iøvrigt ganske enig med Dem i at den hele Historie vist næppe har saa meget at sige, og at man maa tage paa den med stor Varsomhed. . . .

O. D. Rosenørn-Lehn.

P. Vedels Privatpapirer.

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin.
[Kjøbenhavn,] 1. December 1873.

Kjære Kammerherre.

Som De maaskee har bemærket har Augsb. Allg. Zeit. og efter hvad der er sagt Ministeren, ligeledes Schles. Zeit. og andre Tidender der med eller uden Rette antages at have officiøse Forbindelser, udtalt sig til Fordeel for det forenede Venstre imod den nuværende danske Regering. ¹⁾»Augsburger Allgemeine Zeitung« Nr. 327 for 23. November 1873 indeholder en Korrespondance fra København om Folketingsvalget: Da Partiernes Styrkeforhold efter dette er nogenlunde uforandret, og da Ministeriet, som synes at sætte en Ære i at holde Stillingen saa længe som muligt, ikke kan antages at ville træde tilbage, bliver Resultatet blot en Fortsættelse af den gamle, for Landets Interesser skadelige Konflikt. For denne bærer »Dagbladet«s overmodige Tone en stor Del af Skylden. — En Valgkorrespondance fra København i »Schlesische Zeitung« for 19. November 1873 viser ingen særlig Sympati for Venstre. Dette er s. 238bleven bemærket her og Venstres Aviser have hoveret over deri at finde et Bevis for at den preuss. Regering ønsker dets Seir.

Dette er naturligvis baade ubehageligt for Ministeriet og skadeligt forsaavidt det synes at bestyrke Venstres Paastand om at vi lettere kunne vente et Arrangement mHt. Art. V naar et Venstre-Ministerium staaer i Spidsen for Regeringen end nu. Baron Rosenørn har derfor overdraget mig at gjøre Dem opmærksom herpaa og henstille til Dem engang confidentielt at tale derom til Hr. v. Bülow, idet nemlig den Maade paa hvilken han efter Opfordring af Fyrst Bismarck har udtalt sig om den preussiske Regerings Opfattelse af denne Forfatningskamp, ¹⁾Se Nr. 1087-88. giver os Anledning til at troe at han vil dele baade vor Utilfredshed med at der tillægges den preuss. Regering en saadan Anskuelse og vort Ønske om at denne Misforstaaelse ophører. Den simpleste Maade til at opnaae dette Formaal vilde formeentligen være at Nordd. Allg. Zeit. eller andre anseete preuss. Aviser hvis Forbindelse med Regeringen ikke er Gjenstand for Tvivl, om end kort og i Forbigaaende saa dog paa tilstrækkelig bestemt Maade udtalte sig for de conservative Interesser som i denne Sag repræsenteres og forfægtes af det nuværende Ministerium.

Hvor langt det end er fra Regeringens Hensigt i denne Sag at søge nogen Støtte hos Udlandet og dets Sympathie, kan det dog heller ikke gaae an at Oppositionen benytter dette Vaaben, saameget mere som det i Virkeligheden slet ikke staaer til dets Disposition, og Alt hvad Ministeriet ønsker er derfor kun at der ei kan være nogen Tvivl om at det er fuldkommen s. 239uberettiget naar Venstre vil give sig Mine af at være særligen velseet af den preuss. Regering. Baron Rosenørn beder Dem derfor at tale om Sagen med Hr. v. Bülow og stoler paa at denne ikke vil mistyde denne fortrolige Henvendelse. —

P. Vedel.

Quaades Papirer. U. A. — Paategning af Quaade: Spenersche Nr. 11. M. A. Donnerstag 8. Jan. (jvf. Nr. 1122).

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 5. December 1873.

Kjære Vedel,

Jeg har talt med Biilow om Indholdet af Deres Brev af 1ste d. M., og han er meget villig til at opfylde vort Ønske. Han kunde vel ikke love mig, at dette for det Første skulde skee gjennem Nordd. Allg. Zeitung; thi hertil behøvede han en særlig fremtrædende Anledning, og saalænge en saadan ikke forelaae tilstrækkelig objectivt, meente han ogsaa at Afbenyttelsen af dette Blad kunde være selve det danske Ministerium til Skade; men han skulde benytte andre Veie, som han ikke tvivlede paa vilde vise sig virksomme, og efterat nu Rigsdagen atter er traadt sammen, vilde Leiligheden til at benytte hiint Blad maaskee snart komme af sig selv, f. Ex. ved Referater om Forhandlingerne i Forsamlingen.

Vi talte temmelig udførligt og indgaaende om Sagen. Efterat jeg havde fremhævet, at det naturligviis aldrig kunde være Vor Mening at søge Støtte hos Udlandet i et indre Anliggende, men at vi kun ønskede at forebygge, at tydske Blades Udtalelser forstodes saaledes, at Befolkningen i Danmark erholdt urigtige Forestillinger om den herværende Regjerings Opfattelse af danske Forhold, oplæste jeg den Deel af Deres Brev for ham, hvor De særlig betegner Maaden hvorpaa man her kunde komme den danske Regjering imøde, idet De s. 240siger: »Den simpleste Maade til at opnaae dette Formaal« o. s. v. Jeg gjorde ham derhos opmærksom paa, hvorledes, vistnok falskelig, det nordsl. Sp. benyttes til at bringe det nuværende danske Ministerium i Miscredit. Herpaa gik han ikke nærmere ind, — naturligviis fordi han ansaae det overflødigt, hvilket han ogsaa tilkjendegav ved sit Minespil; og De vil ogsaa forstaae, at jeg blandt Andet og væsentlig gjorde det for muligen at fremkalde en Yttring af hans Tanke om dette Punkt overhovedet; men han sagde med særligt Eftertryk, at jo meer man her glædede sig over det »rapprochement«, som i den sidste Tid havde fundet Sted mellem de tvende Regjeringer, desto meer ønskede man at Kongemagten var stærk i Danmark og forblev, til Gavn for en rolig Udvikling af Forholdene, i Besiddelse af den Betydning som med Rette tilkom den. Kongen maatte have fuld Frihed til selv at vælge sine Ministre.

Forresten bemærkede B. med Hensyn til de af Dem nævnte tvende Blade, Augsb. Allg. Zeitung og Schlesische Zeitung, at hverken det ene eller det andet af dem kunde siges at være inspireret af den herværende Regjering. Augsb. Allg. Z. fik ganske vist undertiden Artikler eller Anvisninger til Artikler herfra; men der gik en dobbelt Strømning igjennem Bladet; thi ved Siden af hine Artikler indeholdt det ogsaa Artikler, der gik i en mod den herværende Regjering ligefrem oppositionel Retning.

Hvad Schlesische Zeitung angaaer, sagde B. at det var saa langt fra, at den kunde kaldes inspireret eller siges at staae i Forbindelse med den herværende Regjering, at denne sidste tværtimod havde Grund til at være i høieste Grad opbragt over dette Blads fjendtlige Tendentser. Saaledes havde Bladet nylig paastaaet, at nogle Meddelelser, »Times« havde erholdt fra sin herværende Correspondent om den pr. Regjerings Holdning i det katholske Spørgsmaal, vare betalte af denne Regjering, hvilken Beskyldning man da ogsaa alvorligen havde tilbageviist.

s. 241Med Hensyn til »National Zeitung«, som jeg betegnede som særlig ugunstig stemt mod Danmark, idet jeg dog tilføiede at jeg paa ingen Maade ansaae den for inspireret, bemærkede B. at der ikke bestod den ringeste Forbindelse mellem dette Blad og den pr. Begjering, eller den tydske Beg. Derimod omtalte han, at »Hamburger Correspondent« undertiden fik berigtigende Artikler herfra, især i Forhold der angik Hertugdømmerne, og dette havde navnlig været Tilfældet i Anledning af de seneste Bygter om Art. V, i Lighed med de Berigtigelser danske Blade havde bragt i samme Henseende.

G. Quaade.

Oreby.

Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn til Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien.
Kjøbenhavn, 9. December 1873.

Jeg har rigtig modtaget Deres Høivelbaarenheds confidentielle Depesche Nr. 25, med hvilken De har indsendt nogle Betragtninger om den slesvigske Sag som Resultatet af Deres Indtryk og Iagttagelser i de senest forløbne Maaneder, ¹⁾Trykt som Nr. 1089 og 1090. og jeg har taget Indholdet af disse Bemærkninger under nøie Overveielse. Det er navnlig den første Deel af Deres Høivelbaarenheds Memorandum som har været mig af særdeles Interesse; thi hvad den anden Deel angaaer, nemlig Maaden paa hvilken Sagen eventuelt skulde bringes paa Bane i Berlin, deler jeg ikke alene ganske den af Dem udtalte Formodning at den preussiske Begjering neppe vilde være tilbøielig til at gaae ind paa et Forslag om at undergive Spørgsmaalet en tredie Magts Voldgift, men jeg frygter endog for at dette Forslag i Berlin vilde giøre et meget uheldigt og for vort Forhold til den preussiske Regjering ugunstigt Indtryk, ligesom jeg ogsaa finder det tvivlsomt, om Sagens formelle Stilling overhovedet er af den Beskaffenhed, at det er muligt for Tiden at s. 242fremkomme med et saadant Forslag. — Spørgsmaalet om Maaden og Formen er imidlertid det underordnede, og Hovedpunktet i Deres Høivelbaarenheds Memorandum er derfor ogsaa det Faktum, at Grev Andrassy i en privat Samtale har udtalt, at det første Skridt til fornyede Forhandlinger maatte udgaae fra dansk Side. Selv om man imidlertid er enig med Grev Andrassy i denne Sætning, staaer det endnu tilbage at afgjøre, om det nærværende Øieblik vilde være gunstigt til at gjøre et saadant Skridt, eller om man ikke snarere maatte afvente et andet Tidspunkt, hvor Omstændighederne, bedre end Tilfældet nu er, kunde aabne Udsigt til en Imødekommen fra preussisk Side. Grev Andrassy udtaler sig ikke udtrykkelig om dette vigtige Alternativ, og alle de Data, som foreligge for den kongelige Regjering, tale overveiende imod for Tiden at tage et saadant Initiativ i Berlin.

16

Idet jeg takker Deres Høivelbaarenhed fordi De har gjort mig bekjendt med de Ord som Grev Andrassy ved Taflet i Schönbrun har yttret i Samtale med Deres Frue, troer jeg dog ikke at burde opfatte dem saaledes, at det skulde være Grevens Mening dermed at lade den kongelige Begjering et Raad tilflyde om, under de nuværende Forhold at bringe Pragerfredens Art. V paa Bane i Berlin, og jeg tør haabe, at vor Tilbageholdenhed i denne Henseende hverken i Berlin eller andetsteds vil kunne blive Gjenstand for nogen Mistydning.

O. D. Rosenørn-Lehn.

Depeche Nr. 6. — U. A. Ges.ark. Østrig I—II. Politiske Sager 1871-80.

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin.
[Kjøbenhavn,] 13. December 1873.

Kjære Kammerherre.

Ministeren har anmodet mig om at udtale Dem hans særdeles Tak for Deres Samtale med Hr. v. Biilow om Augsb.s. 243Allg. Zeit. Han og de øvrige Ministre ere meget erkjendtlige for den Maade, paa hvilken den tydske Statssecretair har optaget denne Henstilling fra Regeringens Side og ere fuldkomment enige med ham i at man bør vente til der under Forhandlingerne byder sig en naturlig Leilighed til at gjøre gieldende at den preussiske Regering sympathiserer med det Princip, at Kongen frit og uafhængigt af Folkethingets Majoritet kan vælge sine Ministre. —

Det seer forresten slet ikke videre hyggeligt ud i Rigsdagen og jeg kan næsten ikke begribe hvorledes det skal være muligt at naae til Enden af Sessionen uden en ny Opløsning eller uden at Ministeriet gaaer af. Har De lagt Mærke til at Landsthinget er stærkt imod Toldloven? Skulde denne Modstand vise sig uovervindelig, troer jeg at Finantsministeren trækker sig tilbage og saa troer jeg at hele Ministeriet maa gaae. Saaledes true Farer fra begge Thingene og det bliver ret en bedrøvelig Session. . . .

Baron Thielmann ¹⁾Tysk Legationssekretær i København. er aabenbart en meget begavet og lovende Personlighed. . . .

Kongen personlig har frabedt sig Grev Müllinen ²⁾Grev Johann Fr. R. Mülinen var fra 1862—72 østrigsk Gesandt i Stockholm. der skulde have afløst Grev Paar.

P. Vedel

Quaades Papirer. U. A.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 21. December 1873.

Kjære Vedel,

Tak for Deres Brev af 13de, hvoraf det har glædet mig meget at see bekræftet hvad jeg ogsaa har erfaret her, at det s. 244gaaer godt fremad med Archivsagen. Naar denne Sag er ordnet, vil Meget være vundet. Derimod har det De skriver om vore indre Gjenvordigheder været mig mindre glædeligt, og det er ikke bleven bedre ved hvad der derefter er passeret i Folkethinget. Forat forstaae den Slags Ting maa man jo helst være paa selve Stedet; her forstaaer jeg ialfald ikke hvor Vedkommende vil hen.

16*

I de indre Forhold synes jeg, Ministeriet har gjort alt hvad der kunde forlanges, og hvorledes det skulde handlet anderledes i de ydre Forhold, veed jeg virkelig ikke. Hvad det nordslesvigske Spørgsmaal angaar, saa vil efter min Mening dettes Ordning ganske vist ikke beroe paa hvem der sidder i det danske Ministerium. Den beroer alene paa den politiske Constellation og paa at det endelig maa gaae op for Preussere og Tydske, at Danmarks Venskab er vigtigere for Tydskland end nogle slesvigholsteenske Wühleres Misfornøielse, saavelsom paa hvem der regjerer her. Men de Herrer i Folkethinget kunne være overbeviiste om, at ingen herværende Regjering udleverer Nordslesvig til Danmark, saalænge den ikke kan være sikker paa at det er Kongen, og ikke en parlamentarisk Forsamling, som faaer Landet til at regjere over; og heri troer jeg, at den herværende Regjering vil faae Ret i det øvrige Europa, navnlig ikke alene af den russiske, men ogsaa af den engelske Regjering. Den franske taler jeg ikke om.

Jeg forstaaer jo godt, at vore Ministre gjærne ville være frie. Men det forekommer mig at de ifølge Sagens hele Gang ikke kunne opgive Kongen, og jeg vilde behøve ganske særegne Oplysninger forat forklare mig det, om Kongen tillod nogen af dem at træde tilbage. . . .

G. Quaade.

P. Vedels Privatpapirer.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Berlin, 29. December 1873.

. . . Med Hensyn til det nordslesvigske Spørgsmaal er det nu atter fuldkommen stille. Her bliver Taalmodigheden desværre sat haardt paa Prøve. Men jeg seer ikke, at der er Andet at gjøre end at vente. Heldigviis har Sagen endnu ikke liidt derved. Maaskee bringer det nye Aar nogen Lysning tilveie, og med dette Haab, saavelsom med de bedste Ønsker for det nye Aar og min oprigtige Tak for det gamle, forbliver jeg . . .

G. Quaade.

Oreby.

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin.
[Kjøbenhavn,] 2. Januar 1874.

Kjære Kammerherre.

Glædeligt Nytaar for Dem og Deres og Tak for det forløbne! Efter al Sandsynlighed vil det nu begyndte Aar blive af stor Vigtighed for os baade i de indre Forhold og mHt. vort Forhold til Preussen, forsaavidt et eventuelt Thronskifte i Berlin vil blive en ny Leilighed, ved hvilken Løsningen af det nordslesvigske Spørgsmaal passende kunde skee og Noget vel i saa Henseende maa forsøges. Jeg deler ganske den Anskuelse, som De i Deres sidste Brev ¹⁾Trykt som Nr. 1118. udtaler angaaende vore indre Forhold og det Forkeerte der vilde være i nu at skifte Ministerium, men paa den anden Side maa man ogsaa huske paa at den nuværende Strid med Folkethinget ikke vil være til Ende for lang Tid og Ministrene kunne ikke holde længe ud endnu; hvis de altsaa ikke trække sig tilbage paa et forholdsmæssigt roligt Tidspunkt, vilde de let kunne komme til at virke endnu mere forstyrrende paa Udviklingen ved at s. 246gaae af i et senere mere critisk Moment. Man maa nemlig vide at Bevægelsen paa Landet endnu ikke er i Tilbagegang, tvertimod er Ophidselsen efter alle Beretninger i Stigning i Jylland og en Opløsning vil neppe bringe bedre Valg end de sidste. Igaar ved Couren var hverken Formanden eller Viceformændene tilstæde og saavidt jeg veed var der ingen Undskyldning gjort for denne Udeblivelse, idetmindste vidste Liebe Intet derom. Bigtigtnok hører jeg idag at Krabbes Kone er i Barselseng, men ialt Fald berører det da ikke Viceformændene.

Jeg concluderer derfor til at medens jeg ganske vist fastholder at for Øieblikket bør Ministeriet blive — og jeg er langt fra vis paa at alle Ministrene ere af den Mening — troer jeg dog at det vilde være heldigt om en passende Leilighed kunde byde sig for dem til senere at trække sig tilbage og afløses af et Ministerium af samme Farve (f. Ex. Frijs, Estrup, hvis de ville) og bestaaende af Personer der ikke ere saa upopulaire, som adskillige af de nuværende — efter min Mening med Urette — unægtelig ere det. Tilstanden her er forresten ikke blot i dette Punkt meget lidet tilfredsstillende. Er det fordi jeg bliver ældre og mindre sangvinsk i mine Forhaabninger? det er muligt, men vist er det at jeg seer med stor Bekymring paa Forholdene i særdeles mange Henseender og Fremtiden stiller sig meget mørk for mig, thi vi begynde stærkt at lide af de samme Bevægelser der gjøre sig gjældende i de store Stater i Betning af en utaalmodig Higen efter materielt Velværen, saavel i de høiere som i de lavere Classer, forværret ved den Tilbøielighed til Misundelse som hører til vor Nationalcharakteer. — Men jeg vil ikke fortsætte disse lidet opbyggelige Betragtninger, som

De maaske selv engang imellem anstiller. . . .

P. Vedel

Quaades Papirer. U. A.

Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn til Kammerherre Ouaade, Gesandt i Berlin.
Kjøbenhavn, 12. Januar 1874.

Kjære Hr. Kammerherre!

... Jeg har flere Breve liggende for mig fra Dem, for hvilke jeg herved beder Dem modtage min Tak. Det lader til at Keiserens Sygdom nu forsaavidt er overstaaet, som han kan kjøre ud igjen, og beskjæftige sig med Statssager; men der er jo vist intet Spørgsmaal om at hans Tilstand et Øieblik var betænkelig nok, og Alderen er der jo saaledes at det vanskeligt lader sig beregne, hvad det nye Aar vil bringe. Saalænge den pr. Krone bæres paa dette Hoved troer jeg ikke paa nogen Mulighed af at naae Noget for os, — vi maa derfor fremdeles vente og haabe; iøvrigt maa man ogsaa være beredt paa at et Thronskifte vilde kunne medføre mange Eventualiteter, hvis Udgang ikke lader sig overskue. Det kan dog vist ikke oversees at vort Forhold til Tydskland har forbedret sig i det sidste Aar; at vore Naboer dog ligesom have begyndt at faae Øinene op for at der er skeet os Uret, og tænke sig Muligheden af at gjøre Indrømmelser om hvilke der før ikke kunde være Tale. Og forholder dette sig saaledes troer jeg at man kan sige at Kronprindsen af Pr. Besøg her i Sommer væsentligt har bidraget dertil.

Som De vil have erfaret er det forenede Venstres sidste Stormløb mod Ministeriet ikke lykkedes, idet Hs. M. Kongen har troet bedst at kunne jævne Striden ved Hjælp af sine nuværende Raadgivere. ¹⁾Sml. Nr. 1124. Kriegers Dagbøger V, 340—42. Jeg vil ønske og haabe at han maa faae Ret i denne sin Opfattelse af Forholdene; men Sagen kan jo ganske vist ogsaa sees fra en anden Side og jeg har selv været tilbøielig til at troe at det havde været heldigt, dersom andre Kræfter vare komne til Roret. Thi det kan jo ikke nægtes at Situationen jo forsaavidt er forandret, som man jo ikke kan nægte at det ikke længere er det forenede Venstre,s. 248med hvilket man udelukkende har at gjøre, men maa indrømme at det har faaet adskillige Tilsætninger af aristocratiske og bureaucratiske Elementer, ligesom det ogsaa er traadt tydeligere frem at det er Personer og ikke — i det mindste ikke udelukkende — Principper, hvorom der strides. Men det er mueligt at hvad der mueligviis vilde være vundet ved en Forandring, kun havde været en Galgenfrist, og i alle Tilfælde haaber jeg at Venstre nu maa være kommet til den Overbeviisning at Ministeriet ikke mangler Mod til at møde det. . . .

O. D. Rosenørn-Lehn.

Quaades Papirer. U. A.

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin.
[Kjøbenhavn,] 16. Januar 1874.

Kjære Kammerherre.

Kronprindsens Reise er først bestemt for et Par Dage siden og han vil afreise herfra Lørdag over Lübeck. Han regner derefter at komme om Aftenen til Berlin og at afreise strax nogle Timer [senere] derfra. . . . Ministeren har forestillet saavel Kongen som Kronprindsen at det vistnok vil være ønskeligt at han paa Tilbageveien gjør et Besøg i Berlin og dette vil formodentlig nærmere blive aftalt mellem de Paagjældende i Petersborg. ¹⁾Sml. Nr. 1126. Iflg. »Berl. Tid.« 19. Januar afrejste Kronprinsen Søndag 18. Januar til St. Petersborg i Anledning af Hertugen af Edinburghs Formæling med Storfyrstinde Marie.

Sagen med Thilemann er paa en Maade faldet i Orden men jeg er fuldt bestyrket ved denne Affaire og ved forskjelligt Andet i at han er en farlig Mand for os. Ved Leilighed skal jeg komme tilbage derpaa. ²⁾Sagen med Thielmann er et Mellemværende om et Lejemaal mellem den tyske Legationssekretær, Baron Th., og hans Værtinde, som Udenrigsministeriet havde været nødt til at gribe ind i, da Baronen havde optraadt utilbørligt og bl. a. erklæret, at han som tysk Diplomat ikke stod under de danske Love. (Brev fra P. Vedel til Quaade 2. Januar 1874.)

s. 249Har De lagt Mærke til Spen. Zeit.s Artikel om os i Nr. 11? ¹⁾Spenersche Zeitungs Morgenudgave Nr. 11 for 8. Januar 1874 indeholdt en ledende Artikel af den ansvarshavende Redaktør, Dr. Ad. Zehlicke, om den politiske Stilling i Danmark. Den længe ventede Konflikt mellem Parlament og Krone i Danmark var 20. December 1873 brudt ud ved den af Folketinget overfor Kongen udtalte Mistillid til Ministeriet Holstein-Holsteinborg. Siden 1864, hvor Ejderdanskerne led deres Nederlag, var der begyndt et Omslag i Stemningen hos den jydske Bondebefolkning, der følte, at Fastlandet var blevet sat tilbage til Fordel for København. Skønt det maatte indrømmes, at den maadeholdent-konservative Regering ved enhver Lejlighed gjorde sig Umage for at berolige og befæste Forholdet til Tyskland, tog Holstein-Holsteinborgs Ministerium dog med en vis Ængstelse Hensyn til det nationale Parti og dettes Kæphest: det nordslesvigske Spørgsmaal, idet Ministeriet i modsat Fald vilde have svævet i Luften. De jydske Bønder vilde imidlertid ikke gaa med til Forøgelse af Hær og Flaade, Københavns Befæstning og større Afgifter, da de havde erkendt, at Danmark ikke mere kunde deltage i Storpolitikken, og at Landet ubetinget maatte støtte sig til den ledende Magt i Europa: Tyskland. Naar Christian IX dog erklærer at ville beholde Ministeriet, er det en alvorlig Fejl, som kan hævne sig bittert. Denne Konflikt kan virke til, at Modsætningen mellem Ødanskere og Fastlandsdanskere forstærkes.

p. Vedel.

P. S. Ovenstaaende er nu forandret derhen at Kronprindsen gaaer over Stralsund imorgen Aften og slet ikke berører Berlin. Derimod fastholdes Tanken om Besøg paa Tilbagereisen. . . .

Quaades Papirer. U. A.

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin.
[Kjøbenhavn,] 27. Januar 1874.

... De vil idag eller imorgen modtage til Deres egen Underretning en kort Fremstilling af en ubehagelig Sag om et Barn Hammel i Silkeborg, hvem den tydske Fader reclamerer s. 250efter i en Række Aar at have ladet det danske Fattigvæsen sørge for det. ¹⁾Om denne Sag findes i Akterne og i den private Brevveksling en Mængde Udtalelser, der her for største Delen er udeladt. Naturligvis har Regeringen erklæret Faderen berettiget til at faae Barnet, men nu har Hammel forestillet den tydske Regering at han hverken selv turde søge Sønnen i Silkeborg eller sende en Fuldmægtig for at hente det, da han frygter for at det danske Politi ikke vil tilstrækkeligt beskytte ham, da han synes at have bragt i Erfaring at Sønnen der nu er saa stor at han er i Lære hos en Næringsdrivende, ikke ønsker at forlade denne for at komme til en Fader der saa længe har forsømt ham. Den tydske Regering har derfor forlangt at vi o: Regeringen skulde behandle Drengen som Forbryder og udlevere ham paa Grændsen til pr. Øvrighed. — Dette Forlangende er temmelig nærgaaende da det uden tilstrækkelig Grund gaaer ud fra at det danske Politi ikke kan eller vil gjøre sin Pligt. Men desuden har Regeringen ikke efter Loven Myndighed til at gribe ind i dette reent private Forhold, saalænge der ikke foreligger Andet end hvad der nu er Tilfældet. — Vor Mening er ikke at bede Dem om at tage Initiativet til at omtale denne Sag, men da jeg frygter for at muligvis Rigskantsleren kunde ville føre Sagen videre, meente Ministeriet at det var godt at De kjendte den fuldstændigt. Jeg tilføier at der er skrevet til Justits M. om underhaanden at instruere Øvrigheden i Silkeborg at være meget agtpaagivende naar H. eller hans Fuldmægtig kommer, saa at Intet kan lægges den tillast. — Først havde vi tænkt paa at trainere Svaret til Heyd. kom tilbage for at undgaae Hr. Th.s ²⁾Th. o: Baron Thielmann, der forestod det tyske Gesandtskab under Gesandtens Fraværelse. neppe velvillige Commentar, men Deres Bemærkning om H.s Stilling gjorde at vi besluttede hellere at forskaane ham, skjøndt vi jo turde haabe at han som en fornuftig og moderat Mand vilde indsee at en saadan Begjæring ikke er ret passende imod os.

s. 251Af en Rapport fra Kjær hvoraf De vil modtage Afskrift sees det at der er stor Uro i Italien og at man tillægger Tydskl. Hensigter der ikke ere trøstelige. Hvad mener De derom? Keiser Wilhelm gjør det vel heller ikke meget længere og jeg havde tænkt at Regeringen saasnart en saadan Eventualitet indtraadte, maatte sende en meget stor Person til Berlin, der foruden Complimenteringsforretningerne tillige kunde benytte Leiligheden til at sondere det politiske Terrain, thi man kan vel da ikke længere bevare den hidtilværende Taushed mHt. Art. V. Dertil mener jeg at vi kun have een Mand nemlig Gr. F[rijs] og jeg bilder mig ind at han er Patriot nok til at overtage sig denne Mission. Hvad mener De derom? A propos jeg henleder Deres Opmærksomhed paa den Person, som nævnes i Deres Skrivelse CXC af 8. Dec., læg vel Mærke til ham, jeg har nogen Grund til at troe, at det er en farlig Person, for hvem vi skulle tage os iagt. ¹⁾Det drejer sig om Hofstatsekretær hos den tyske Kronprins Gustav Neugebauer, der 18. September 1873 var bleven udnævnt til Ridder af Danebroge. Sml. Nr. 1107, 1109 og 1124.

Bigsdagsforhandlingerne er meget piinagtige og det gaaer vist ikke i Længden. Ganske ugrundet er neppe Holst. Ledreb.s Bemærkninger og Kleins Hidsighed igaar har ikke forbedret Situationen. Det er ganske vist ikke ønskeligt at Oppositionen trænges over til at ansees for og ansee sig selv for at være rettet mod Kongen, dertil er den for stor og mægtig. — Imidlertid maa vi jo haabe at Ministeriet idetmindste holder sammen indtil Sommer. — Mange Tak for Meddelelsen om Deres Samtale med Hr. v. B. om Spen. Zeit., ²⁾Sml. Nr. 1122. Quaade har i et utrykt Brev til P. Vedel af 21. Januar 1874, der findes blandt Vedels Papirer, meddelt, at han, da Artiklen i »Spen. Zeit.« fremkom, har talt med v. Bülow derom; denne benægtede, at »Spen. Zeit.« var inspireret. Da Regeringen imidlertid ikke officielt har tilkendegivet, at den ikke delte de i Artiklen fremsatte Synspunkter, har Quaade taget Anledning af det tilsendte Udklip til d. 20 Januar paany at minde v. Bülow om Sagen. netop Dagen iforveien havde jeg i Nordd. All. Z. læst en meget velvilligt s. 252holdt Correspondance fra Kjhbvn. som jeg gav Ministeren til Meddelelse for Hall der ogsaa var ret fornøiet dermed.

P. Vedel

Quaades Papirer. U. A.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 31. Januar 1874.

Kjære Vedel,

Tak for Deres tvende Breve af 27. og 29. Jeg er ogsaa meget erkjendtlig for de to Rapporter fra Rom og Paris. Saadanne Meddelelser ere altid, og især her for mig, af stort Værd. Der gives næppe noget Sted hvor Corps dipl. holdes mere tre Skridt fra Livet end i Berlin. Dette er til stor Roes for den preussiske Organisation, men til stor Ulempe for dem der lide derunder, og denne Ulempe afhjælpes vel ikke fuldstændigt ved Meddelelser som de ovennævnte; men man bliver dog herved sat istand til at betragte og opfatte det lidet man faaer at see og høre omkring sig, med større Objektivitet, ikke at tale om at man, naar man endelig finder at man for Skams Skyld ikke kan tie længere, da ogsaa faaer noget andet at holde sig til eller gaae ud fra, end Aviser. Forresten maa jeg bemærke at min Rapport af idag var færdig til at afgaae iforgaars da jeg modtog Kjærs Rapport, og at jeg udsatte dens Afsendelse fra igaar til idag, ikke paa Grund af Moltkes Rapport men af Hensyn til Hoffesten igaaraftes der muligen kunde yde mig noget Stof. Begge de mig tilstillede Rapporter have været mig af stor Interesse, Moltkes deels fordi dens Opfattelse af den nuværende Stilling mellem Berlin og Paris i alt Væsenligt stemmer med min, og deels især fordi den berigtiger min tidligere Forestilling om at Forholdet mellem Italien og Frankrig var slet, ligesom Forholdet mellem Tydskland og Frankrig. Jeg kan forresten ikke frigjøre mig for den Tanke, at naar hele Verden ikke skal blive s. 253anderledes end den hidtil har været, og Frankrig engang atter skal komme til Velmagt, saa maa det søge Veien dertil paa det Sted hvor dets Afmagt tog sin Begyndelse ved dets egen Feil.

Det De i Deres Brev af 29de meddeler mig af Moltkes sidste Beretninger stemmer ganske med hvad jeg allerede i forrige Uge hørte at Bismarck skulde have sagt til den herværende franske Ambassadeur. ¹⁾Se om den politiske Situation Die grosse Politik I, Kapitel VI. Der var ikke saa lidt Tale derom her, men, saavidt jeg veed, har Ingen kunnet faae nøiagtig Besked derom hos Gontaut selv. ²⁾Anne Armand Elie, Vicomte de Gontaut-Biron (1817—90), fransk Ambassadør i Berlin. Der sagdes at Bism. havde truet G. med Krig; men Alle vare enige i, at ifølge B.s Eiendommelighed, kunde Ord af den Beskaffenhed godt være falden fra ham, uden at de dog, deels ifølge den Sammenhæng og de Vendinger hvori de var sagte, og deels paa Grund af Tonen hvori der taltes, behøvede at tages efter Bogstaven. Efter hvad De nu meddeler har det imidlertid dog været Alvor. Men jeg kan dog ikke troe paa Fare for Freden. Tydskland kan jo ikke vinde ved en Krig. Flere Penge kan det næppe faae, og flere Provinser er det ikke tjent med. Heller ikke synes der i Tydsklands Indre at findes Grunde til at søge en Afleder udadtil. Saa slem er Kampen mod Ultramontanismen dog ikke, ialfald ikke endnu. Men det kan gjerne være at man her vil føre en Krig paa Kniven med den nuværende franske Begjering, forat den, efterat dens Stilling i Frankrig er bleven uholdbar, skal blive afløst af en ny Regjering, der gaaer mere til Venstre og, som sammensat af Mænd der ikke behøver franske Katholikers og Monarkisters Understøttelse forat holde sig, vilde være bequemme for Tydskland. Man siger her at Stillingen i Frankrigs Indre er meget daarlig; at Handel og Vandel er standset og ligger hen fordi Folk ingen Tillid have til Fremtiden; at overhovedet de derværende Tilstande ere langt slettere end s. 254under Occupationen og i Thiers’ Tid, og at den væsentlige Grund hertil er, at man ikke stoler paa at den nuværende franske Regjering vil kunne holde sig. Mac Mahon agtes af Alle som en brav Militair og en hæderlig Charakteer, men han er ingen politisk Størrelse, og hans Ambition gaaer vel høit nok til at han sætter Priis paa en fornem Stilling, men er dog ikke stærk nok til at han, forat bevare denne Stilling, skulde i Længden kunne finde sig i politiske Kjævlerier, især naar disse hvert Øieblik fremmane de constitutionelle Regenters Bussemænd, Ministerkriser. —

Hvorledes det egentlig staar sig med den tydske Kaisers Befindende kan man ikke komme fuldstændig paa det Rene med. Han er jo en gammel Mand, og i hans Alder veed man aldrig hvad Morgendagen bringer; men gamle Mænd kunne jo leve længe efter at de have tabt deres forrige Rørighed og trods mange locale Skavanker. Hvad nu den af Dem omtalte Eventualitet angaaer, som jo efter Naturens Orden engang maa indtræde, da vil De erindre, at der er to forskjellige Stadier at tænke paa, nemlig for det første, hvad der bliver at gjøre i Svar paa Notificationen om det Skete; der maa jo Svarets Form rette sig efter Notificationens Form; og for det Andet, hvad der bliver at gjøre i Anledning af den senere Kroning. Det er dette jeg antager De har havt for Øie, og her vil der da sandsynligviis blive tilstrækkelig Tid til at overlægge Sagen nøiere; men for Øieblikket er min Mening, med eet Forbehold som jeg strax kommer til, den samme som Deres. Jeg kjender heller Ingen, der vilde være saa skikket til det omhandlede Hverv som den De nævner, og jeg skulde ogsaa troe, at han vilde være Patriot nok til ikke at undslaae sig derfor. Afgjort er det ialfald at vi ikke kunne lade os nøie med i det forudsatte Tilfælde at bruge den her ansatte faste Gesandt, saalidt som forrige Gang. Men nu maa jeg anføre mit Forbehold. I 1861 sendte Kaiseren af Rusland sin Brodér, Kaiseren af Østerrig og den daværende Konge af Baiern gjorde ligesaa. Dette, saavelsom at flere mindre tydske Stater s. 255ogsaa sendte Prindser, har maaske ikke saameget at sige; men Kongen af Belgien sendte sin Søn Greven af Flandern, og med dette Exempel for Øie forekommer det mig, at der i Betragtning af den herværende Kronprindses saavelsom Kronprindsessens ved alle Leiligheder viiste Sympathie for vor Kronprinds, kunde være Spørgsmaal om ikke den Sidste vilde være den man ialfald helst her seer. Maaske man endog vilde vente Sligt. Jeg forstaaer godt det bittre derved for Vedkommende, men man maa her i Livet sluge mangen en bitter Pille, endog med ringe Haab om at den vil hjælpe; og noget Nedværdigende finder jeg ikke at der, ifølge de gjældende conventionelle Forestillinger, vilde være deri. See paa Østrig og Sachsen.

Efter Deres Bemærkninger i Brevet af 27de om den i mit Nr. CXC nævnte Person ¹⁾G. Neugebauer. Se Nr. 1123 med Note. forstaaer jeg ogsaa nu et Spørgsmaal Baron Rosenørn for nogen Tid siden gjorde mig om samme Person. ²⁾Se Nr. 1107. Jeg kjender ham ellers ikke, og har, indtil han blev Ridder af Dbr., været fuldkommen uvidende om hans Existents, da han ikke hører til de Personer man seer enten ved Hoffet eller i Selskab.

De har Ret i, at Rigsdagsforhandlingerne ere pinagtige. Forresten sagde Bülow mig nylig, at Th. ³⁾ͻ: Thielmann, den tyske Legationssekretær i København. havde meddeelt at Ministeriets Stilling var styrket. Det var umiddelbart efter at Folkethinget havde modtaget Kongens Svar paa Adressen. ⁴⁾20. December 1873 overrakte Folketingets Formand Christian IX en Adresse, som var vedtaget i Folketinget med 59 Stemmer mod 32, og hvori der krævedes et Ministerskifte som Betingelse for et frugtbart Samarbejde mellem Folketing og Regering. 7. Januar svarede Kongen, at Hensynet til Landets Tarv krævede Ministeriets Forbliven. Sml. Kriegers Dagbøger V, S. 335 ff.

Jeg havde Besøg her iforgaars af Gen. Raasløff.

G. Quaade

P. Vedels Privatpapirer

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin.
[Kjøbenhavn,] 6. Februar 1874.

Kjære Kammerherre.

Jeg havde nok tænkt mig at Kronprindsen maaskee vilde være beredt til at begive sig til Kroningen i K∅nigsberg naar engang efter Naturens Orden denne Ceremonie skulde finde Sted, men tillige at der kunde være Spørgsmaal om strax at sende den anden Personlighed om hvem jeg talte for at condolere og gratulere — thi Kroningen kommer vel meget senere. Jeg antog nemlig at ligesom vi ¹⁾NB. Fred. VI og Chr. VIII (tilføjet i Randen med Quaades Haand). altid havde sendt en Mand i en høj Stilling for at notificere et Thronskifte, saaledes vilde Preussen ogsaa gjøre det til os, saameget mere som det sikkert vil gjøre det til Sverig, ²⁾Fred. Wilh. IV Waldersee (tilføjet i Randen med Quaades Haand). og saa var Leiligheden der for os til at replicere ved Manden fra Toldbodveien. ³⁾Grev Frijs. Sml. Nr. 1071. Som De med Rette siger er der jo altid Tid til at tænke nærmere derover, men vi ere just ikke altid hurtige i vore Vendinger og det har derfor været mig af Vigtighed at forsikkre mig om Deres Anskuelser om Sagen. —

Deres interessante Depeche, ⁴⁾Utrykt Depeche Nr. 2 af 31. Januar 1874 om Forholdet mellem Tyskland og Frankrig. hvortil Deres Brev til mig ⁵⁾Trykt som Nr. 1124. gav en yderligere Commentair, har hjulpet godt til at berolige visse Gemytter der vare meget agiterede af Fouragehistorier og Beretninger om umaadelige Rustninger af alskens Natur og Ministeren har gjentagne Gange maattet slaae Vand i Blodet paa altfor vel underrettede Personer.

Hr. v. Thilemann [ͻ: Thielmann] er paa Grund af sin Moders pludselige Død afreist herfra før Heydebrandt kom tilbage og jeg troer ikke at vi skulle beklage os over at have mistet ham. Det er imidlertid ikke Meningen at han skulde s. 257være værre end en anden »Streber«; men det er et farligt Folkefærd især under vore nuværende Forhold.

Jeg haaber at Statscalenderen opfører Hr. v. Bülow efter

dennes Ønske. ¹⁾Sml. Nr. 1105.

Quaades Papirer. U. A.

P. Vedel

Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn til Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin.
Kjøbenhavn, 16. Februar 1874.

Kjære Kammerherre Quaade!

Forleden Dag sagde Kongen mig at Hr. v. Heydebrandt, i den første Samtale, han havde med ham efter hans Hjemkomst hertil, ved at omtale og referere forskjellige Yttringer af den tydske Keiser ved en Audients han havde havt hos ham i Berlin, havde yttret, at denne Sidstnævnte havde udtalt sin store Tilfredsstillelse og Glæde over at Hs. M. vor Konge (eller den danske Regjering) havde udtalt sig saa anerkjendende om hans Optræden imod Catholicismen i Tydskland. I den Anledning spurgte Kongen mig om Forklaring, da han ikke vidste personlig at have yttret noget Saadant, hverken directe eller indirecte, der kunde være kommet Keiseren for Øren, men maaskee tænkte sig Mueligheden af, at jeg i min Skrivelse til Dem i Anledning af Statssecretairens Udtalelser om Regjeringens Strid med Folkethinget (af 30te Oct.) kunde have udtalt mig saaledes. ²⁾Trykt som Nr. 1100. Jeg oplyste imidlertid snart Hans Majestæt om det Modsatte, ved at forelægge ham en Afskrift af samme Depeche, der forresten i sin Tid var affattet i fuldstændig Overeensstemmelse med hans egen Opfattelse af de da foreliggende Forhold. Da det lod til at interessere Kongen at faae opklaret hvad der s. 258kan have foranlediget Keiseren til disse Yttringer, vil jeg bede Dem Hr. Kammerherre! ifald De skulde kunne vide Noget derom, at meddele mig det, uagtet jeg villig skal erkjende at jeg vanskelig kan tænke mig Muligheden deraf. At Keiseren ikke skulde have udtalt sig som anført til Hr. v. H. kan ikke godt tænkes, naar denne Sidste siger det; derimod var det jo tænkeligt at han kunde have forvexlet vor Konge med en anden Fyrste.

17

Angaaende Kronprindsens Hjemreise og eventuelle Besøg i Berlin veed jeg endnu aldeles Intet. — Kongen har kun sagt mig, at han havde ønsket at forlænge sit Ophold i St. Petersborg noget, for at kunne deeltage i Festlighederne til Ære for den østerrigske Keiser, hvortil den russiske udtrykkelig havde indbudt ham. Før sidst i Maaneden kommer han saa vel næppe her.

Det forekommer mig at Forholdet mellem Tydskland og Frankrig er noget mindre truende nu end for nogle Uger tilbage, og at der er god Grund til at haabe paa at Freden indtil Videre idetmindste vil blive bevaret. Imidlertid holde Rygterne sig dog her bestandig om store Rustninger i Tydskland og interpelleres jeg i den Anledning saa jævnlig af min Collega Krigsministeren, som jeg paa bedste Maade beroliger med at de ikke gjælde os, da det er min fulde Overbeviisning at Pr. for Tiden netop ønsker at bevare et godt Forhold til os.

Rosenørn-Lehn.

Quaades Papirer. U. A.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Berlin, 18. Februar 1874.

Kjære Excellence,

Jeg vil ikke tøve med at meddele hvorledes jeg troer det hænger sammen med de Yttringer af den tydske Kaiser, som Herr v. Heydebrand ved sin Tilbagekomst til Kbhvn. har s. 259forebragt Kongen. Ifølge Deres Excellences Brev til mig havde den tydske Kaiser til Heydebrand udtalt sin Tilfredsstillelse og Glæde over at Hs. M. vor Konge havde yttret sig saa anerkjendende om hans Optræden mod Katholicismen i Tydskland. Jeg skulde næsten troe, at det er de her understregne Ord, mod Katholicismen i Tydskland, der have givet Anledning til det Dunkle, som det gjælder at opklare Da jeg saae Heydebrand under hans Ophold i Berlin for nogle Uger siden, sagde han mig nemlig, at Kaiseren, hos hvem han nylig havde havt Audients, havde paalagt ham, naar han kom tilbage til Kbhvn., at takke Kongen for den Maade hvorpaa Hs. M. havde udtalt sig om Kaiserens bekjendte Brev til Paven. ¹⁾Pave Pius IX havde i et aabent Brev til Kejser Wilhelm af 7. August 1873, hvori han beklagede sig over de Forholdsregler, der i Tyskland under Kulturkampen blev truffet mod Katolikkerne, udtrykt sig for en paa Kejseren stødende Maade. Bl. a. hed det i Brevet, at »enhver, som har modtaget Daaben vedkommer i en eller anden Forbindelse eller paa en eller anden Maade Paven«. Kejseren svarede 3. September 1873 skarpt, at Fremfærden mod Katolikkerne nødvendiggjordes ved, at disse havde organiseret sig som et politisk Parti, der havde søgt at ødelægge den konfessionelle Fred i Preussen ved statsfjendtlig Optræden. »Den evangeliske Tro . . . tillader os ikke i Forholdet til Gud at antage en anden Mellemmand end Jesus Kristus.« Da Heydebrand, før sin Afreise fra Kbhvn., havde sin Afskedsaudients hos Kongen, havde Hs. M. omtalt bemeldte Brev saaledes at han, Heydebrand, havde fundet sig foranlediget til at udtale sig om Kongens Yttringer i sin Indberetning til Udenrigsdepartementet om Audientsen. Saaledes er det, hvis Heydebrands Referat til mig er rigtigt, ikke om Kaiserens Optræden mod Katholicismen, eller med andre Ord, om en nu allerede meer end Aar og Dag varende politisk Situation, men om et Incidentspunkt i denne Situation, som Kongen ved den omhandlede Leilighed skulde have udtalt sig; og betænkes det da, at Kaiserens Brev er af October, jeg troer fra Begyndelsen eller ialfald den første Halvdeel af denne Maaned, og at samme Brev i s. 260lang Tid derpaa, navnlig endnu paa den Tid da Heydebrand havde sin ovennævnte Afskedsaudients, afgav Stoffet til de fleeste politiske Samtaler, saa forekommer det mig rimeligt nok, at det er kommen paa Tale ved denne Audients; og det er maaskee da ligesaa rimeligt at antage, at Heydebrand, efter ved hiin Leilighed at have lagt Meer i Kongens Ord end der virkelig laae deri, nu i sin sidste Audients hos Hs. M. har nævnt Kaiserens Optræden mod Katholicismen istedetfor det, Kaiseren, fra et psychologisk Standpunkt betragtet, var nærmest til at udtale sin Tilfredsstillelse over, nemlig Kongens Udtalelser om hans eget personlige Brev til Paven. Under denne Forudsætning vilde jeg finde det meget naturligt, om Kongen ikke havde erindret sine tidligere Ord til Heydebrand, — Ord hvori der, som sagt, ifølge Hs. M. egen Mening ikke skulde ligge synderlig Meget, — og saaledes kan have antaget at der laae en Misforstaaelse eller Forvexling til Grund for Sagen. . . .

17*

Quaade.

Oreby.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Berlin, 21. Marts 1874.

Deres Excellence,

Jeg har tidligere af og til seet mig istand til at meddele Udtalelser af forskjellige Personer om den herværende Regjerings Tanker med Hensyn til det nordslesvigske Spørgsmaal Paa Grund af Forholdenes Beskaffenhed maae naturligvis saadanne Udtalelser altid forstaaes med det Forbehold som følger af, at Ingen er fuldstændigt indviet i Fyrst Bismarcks Politik; og det er altsaa med dette samme Forbehold at jeg idag skal tillade mig at anføre en senere lignende Udtalelse som, foruden at have hiint Spørgsmaal til Gjenstand, ogsaa tjener til at kaste et Lys over Maaden hvorpaa den preussiske eller det tydske Riges Regjering opfatter et andet,s. 261fra et almindeligt europæisk Standpunkt maaskee endnu vigtigere Spørgsmaal.

Jeg havde nylig en Samtale med en Mand som ikke alene ifølge sin bekjendte personlige Charakteer fortjener særlig Tiltro, men ogsaa ifølge sine udbredte sociale Forbindelser og navnlig ifølge en Stilling han forhen har indtaget ved Dronningen af Preussens Hof, maa ansees for at være bekjendt med de herskende politiske Meninger i preussiske Kredse. ¹⁾Sml. Nr. 1129. — Denne Samtale, som først havde de elsasslothringske Deputeredes Optræden i den tydske Rigsdag til Gjenstand, gik derpaa over til at omhandle den sidste Fredsslutning mellem Tydskland og Frankrig, som jeg fandt indeholdt Spiren til en ny Krig, da Frankrig formentligen ikke vilde kunne forvinde Tabet af Elsass og Lothringen. Dette indrømmede den ovenbetegnede Person; men idet han bemærkede, at det især var Lothringen, hvis Tab smertede Frankrig, tilføiede han, at han troede, at naar det efter en Tids Forløb viiste sig at Frankrig kunde opgive Tanken om Hævn og derhos finde sig i Tabet af Elsass, saa vilde det tydske Rige ikke være utilbøieligt til, for saaledes at besegle en varig Fred, atter at aftræde Metz. Han bemærkede desuden i denne Henseende, at Fyrst Bismarck, som aldrig havde seet nogen virkelig Fordeel for Tydskland i Besiddelsen af Lothringen, i sin Tid kun efter stor og langvarig Modstræben havde indvilget i, at Metz og det derom liggende Land optoges blandt de Landsdele der fordredes aftraadte til Tydskland.

Herfra førtes Samtalen ganske naturligt over til det nordslesvigske Spørgsmaal, idet jeg bemærkede, at naar det fra tydsk Side kunde ventes, at man i Frankrig vilde glemme Tabet af Strasborg, naar Metz erholdtes tilbage, saa kunde jeg med Bestemthed udtale, at man i Danmark nu, om ikke allerede for længe siden, havde forvundet Tabet af Holsteen s. 262og det tydske Slesvig, men at man aldrig vilde finde sig i Tabet af det danske Slesvig; og paa denne Bemærkning erholdt jeg et Svar der ganske stemte med de Udtalelser jeg tidligere har meddeelt om den preussiske Regjerings Opfattelse af det nordslesvigske Spørgsmaal, idet det gik ud paa, at man fra tydsk Side erkjendte Nødvendigheden af en Forsoning med Danmark paa Grundlag af en tilfredsstillende Ordning af fornævnte Spørgsmaal, men at Tiden dertil endnu ikke var kommen.

Det vil maaskee være Deres Excellence bekjendt, at man fra fransk Side allerede længe har gjort sig Forventninger med Hensyn til en eventuel Tilbagegivelse af Metz, og dersom en saadan Transaction virkelig ligger i den herværende Regjerings Hensigter, saa maa dette vistnok ansees som et Vidnesbyrd om et fredeligt Sindelag. Imidlertid antages det paa ingen Maade af Alle, at Rigskantsleren nærer fredelige Hensigter ligeoverfor Frankrig. — Ved at omtale den bekjendte Samtale mellem Fyrst Bismarck og den ungarske Romanforfatter Maurus Jokai, ¹⁾Se Bismarck: Die gesammelten Werke, 2. Aufl. VIII, S. 106, og »Nationalzeitung« 6. Marts 1874. Bismarck skal 27. Februar 1874 have udtalt følgende til den ungarske Digter Maurus Jókai om Frankrig: »Das ist ein niemals zu versöhnender Feind! Denn die Franzosen sind ein wildes Volk! Wenn wir vom Koch, vom Schneider und vom Friseur absehen, haben wir die indianische Rothaut.« og navnlig den deri indeholdte Yttring ved hvilken den franske Nation sammenlignes med nordamericanske Vilde, udtalte saaledes nylig en Col- lega ²⁾Sml. Nr. 1129. af mig, at han paa ingen Maade betragtede denne Yttring som undsluppen Kantsleren i Talens Løb, men tvertimod ansaae den for aldeles forsætlig, idet det var hans Mening, at Kantsleren vilde provocere en ny Krig mellem Tyskland og Frankrig. Kantsleren gik ud fra, at en saadan Krig var uundgaaelig, og foretrak da at den førtes paa et tidligere Tidspunct, paa hvilket Frankrig endnu ikke var tilstrækkeligt s. 263forberedt, fremfor paa et senere, paa hvilket det kunde antages at dette Land ikke alene var fuldstændigen rustet, men ogsaa muligviis styrket med Alliancer. Iøvrigt bliver Fyrst Bismarcks ovenstaaende Yttring nu dementeret; muligen er denne sene Dementi imidlertid foranlediget ved at, saaledes som jeg veed, man i flere herværende tydske Kredse har fundet Yttringen meget uforsvarlig. . . .

Jeg sender denne Indberetning ved sikker Leilighed.

Quaade.

Depeche Nr. 7.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Berlin, 21. Marts 1874.

Deres Excellence maa ikke vente Meget fra mig idag, da jeg i nogle Dage har maattet sidde i et mørkt Værelse for mine Øines Skyld. Det er nu bedre, skjøndt jeg dog maa iagttage stor Forsigtighed. Jeg vil imidlertid gjerne allerede ved denne Leilighed, til Deres Excellences egen fuldstændigere Efterretning, tilføie nogle Navne til min Rapport af idag.

Den Person som har talt om Nordslesvig, er en Geheimelegationsraad Meyer. Han er en indsigtsfuld, kundskabsrig og paalidelig Mand med meget udbredt Bekjendtskab, som tidligere har været Lecteur hos Dronningen af Preussen. Han hverken er eller har været Diplomat, men hans Titel skriver sig fra hans nævnte tidligere Stilling.

Den Collega jeg omtaler som tillæggende Bismarck den Hensigt at provocere Frankrig, er den herværende schweizeriske Gesandt Oberst Hammer. Det er indlysende at Schweiz er fortrinlig interesseret i Spørgsmaalet om Krig

eller Fred mellem Tydskland og Frankrig.

G. Quaade.

Oreby.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 4. April 1874.

Kjære Vedel,

. . .Jeg havde nylig Besøg her af Copist J. J. Hansen. Han reiste til Vien i Pengeaffairer angaaende det tyrkiske Laan. Han skulde tale derom med Rothschild. Til Berlin var han kun kommet forat tale med nogle Literater i den Hensigt at bevirke en bedre Tone i Pressen ligeoverfor Frankrig. Han sagde mig, at han tænkte paa, med det Første at offentliggjøre sit Skrift om Forbindelserne med Bismarck. ¹⁾Det drejer sig om Jules Hansen: Fra Diplomatiens Verden. Optegnelser fra Aarene 1864—67. Kbh. 1875. Paa Fransk: A travers la diplomatie (1864—1867). Paris 1875. Sml. Hähnsen II, Nr. 943. Det var alt oversat paa Fransk, og han saae ikke, hvorfor han ikke skulde kunne offentliggjøre ligesaavel som Benedetti og Gramont m. fl. Jeg vilde ikke ved stor Modstand gjøre for meget Væsen af Sagen; men efter min Mening er det ikke for

os Øieblikket til at slaae paa Tromme.

G. Quaade.

P. Vedels Privatpapirer.

Folketingsmand Carl St. A. Bille til H. A. Krüger.
Kjøbenhavn, 23. April 1874.

Kjære Kryger!

Min bedste Tak for Deres lange og interessante Brev af 11te April. ²⁾C. S. A. Billes Papirer er ikke bevarede. . . .

Elsas-Lothringerne have debuteret saa uheldig som vel muligt og givet deres Modstandere Sejren ihænde fra det første Øjeblik; det var Slaget ved Worth om igjen: ingen fast Plan, intet Sammenhold, ingen gjensidig Samarbejden. ³⁾De femten Deputerede fra Elsass-Lothringen nedlagde 16. Februar 1874 ved deres Indtræden i den tyske Rigsdag en højtidelig Protest mod Indlemmelsen i det tyske Rige. Senere indtraadte der Splittelse i deres Rækker, idet nogle af dem holdt sig borte fra Forhandlingerne, medens Flertallet af de klerikale Repræsentanter blev siddende i Rigsdagen. Om s. 265det saa var Valget af en Mand ved Navn Teutsch til at protestere imod Tyskland, saa var det som et Varsel; det var ubehændigt og gav strax Fjenden et Kort paa Haanden. Min og Manges første Tanke, da Efterretningen naaede os om denne sørgelige Scene, var Tak og Anerkjendelse til Dem, kjære Kryger! Vi tænkte paa, hvor længe og under hvor vanskelige Forhold De nu har befundet Dem i Berlin, hvor isoleret De har staaet under de Dem fremmede Omgivelser, Tingene ikke mindre end Menneskene, Tankegangen ikke mindre end Sproget, hvor ofte De har været nødt til at optræde, og hvorledes De, ledet af en lykkelig Sands og en varm Patriotisme, altid har vidst at bringe Deres og vor Sag uskadt ud af selv den betænkeligste Situation. Eet stort Fortrin har De nu ogsaa havt fremfor Elsas-Lothringerne, og det maa tages med i Anslag: De har altid været ene eller dog næsten ene, thi med Ahlmann var De og er De jo i Maalet og i det Væsenlige een Sjæl og een Tanke. Derfor har De, naar De først havde fattet en Beslutning, ogsaa kunnet handle korrekt efter den. Deres Armee kunde ingen Knuder gjøre Dem, thi De var i Deres ene Person baade General og Armee. Denne Undskyldningsgrund for Elsas-Lothringerne maa ikke glemmes, men selv naar den tages til sin fulde Vægt med i Betragtning, bliver dog Facit, at de have skilt sig rigtig slet ved deres Opgave og bragt deres i sig selv saa gode og smukke Sag ind i et Spor, fra hvilket det maaskee paa det parlamentariske Omraade aldrig mere vil lykkes at bringe den bort.

Det er ikke urimeligt, at Elsas-Lothringerne vilde have staaet sig adskillig bedre ved foreløbig selv at være passive og overlade f. Ex. til Dem at føre Deres Sag, hvortil De, som vi jo talte om, da vi saaes i Efteraaret, havde flere gode Betingelser. Dog er jeg ikke helt misfornøjet over, at det ikke er kommet saaledes, og eftersom Tingene nu engang have stillet sig, vil jeg advare imod, at De for meget identificerer Dem med Elsas-Lothringerne og paralleliserer Slesvigs Sag med disse Provindsers. Om min Sympathi med de fra Frankrig s. 266løsrevne Franskmænd behøver jeg vel ikke at forsikkre Dem. Men det maa endelig ikke tabes af Sigte, at deres og vor Sag ere grundforskjellige. Polakker, Slesvigere og ElsasLothringere beraabe sig alle med fuld Føje paa Nationalitetens og Selvbestemmelsens Ret, og dette vigtige Princip skylde vi at hævde overalt. Men Polen og Elsas-Lothringen (navnlig det sidste, thi Polen har dog Lidt fra 1814 at beraabe sig paa ¹⁾Paa Wienerkongressen konstitueredes en Del af det tidligere Hertugdømme Warszaw som et særligt Kongerige Polen (Kongrespolen), der ganske vist skulde være uopløseligt forbundet med Rusland, men som dog fik garanteret en egen Forfatning. En saadan blev oktrojeret af Zaren 1815, men ophævet efter det polske Oprør 1830—31.) savne positiv, folkeretlig Hjemmel for deres Krav paa Selvbestemmelse, de ere erobrede i aaben Krig, de ere afstaaede og indlemmede ved retsgyldige Traktater. For os er derimod i dette Øjeblik vor traktatmæssige Ret til Slesvigernes Selvbestemmelse det Væsenlige, som vi holde fast og bestandig bringe i Ilden. Det maa overalt hævdes, at Slesvigs Stilling er en ganske anden, Slesvigs Ret en langt sikkrere og uomtvisteligere end nogen af de andre Provindsers. Alt dette er De jo fuldstændig paa det Klare med, og det er forsaavidt overflødigt at udvikle det for Dem; men stundom er det nyttigt ogsaa at gjentage, hvad der forud er Enighed om. Ved Elsas-Lothr. lader der sig foreløbig slet ikke røre. Den forrige Episode maa glemmes. Saa maa der begyndes helt forfra, helst af ganske nye Personligheder, og gid man saa vil være bleven klog af Skade.

I Militærlovens Afgjørelse ²⁾Det saakaldte Septennat, hvorved den tyske Fredsstyrke fastsattes for 7 Aar. seer jeg kun et nyt Revis paa, hvor lidt tydsk Parlament betyder ligeoverfor de militære Fordringer, hvor slet Professorhuen kommer fra det, naar den vil drikke Skaller med Pikkelhuen. Men de Tilstande, som skabes ved de bebudede 50 Aars fortsatte Rustninger, og som egenlig indvies for al evig Fremtid, skal Ingen fristes til at misunde Tyskland. Det bliver dyrt kjøbte Milliarder ogdyrt s. 267betalte »Reichslande«! Naar saa den katholske Konflikt og de social-demokratiske Rørelser kommer til, bliver Billedet endnu mindre tiltalende.

Bille.

H. A. Krügers Privatarkiv. R. A.

Lensgreve C. E. Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 23. April 1874.

Kjære Vedel! . . . For Øieblikket ere de politiske Forhold i vort Indre endmere brouillerede end til dagligdags men jeg haaber at Slutningen af Ugen maa bringe lidt Bedring, idet Ivren eller Galskaben hos det »Forenede« begynder at sætte sig.

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin.
[Kjøbenhavn,] 24. April 1874.

Kjære Kammerherre.

. . . Har De hørt Noget om at Heydebrand skulde til Brüssel eller hvis Perponcher ¹⁾Grev G. v. Perponcher-Sedlnitzky, tysk Gesandt i Holland. kommer derhen, da afløse denne i Haag? Det vilde vi meget nødigt have.

Vor Ministercrise udvikler sig kun langsomt. Jeg har imidlertid bestemt Grund til at antage at Krieger giver sin endelige Dimission inden Udløbet af nogle Uger, og det vil da vise sig om den ikke drager hele Ministeriet med sig. Jeg mistvivler meget om at i saa Fald Grev Frijs vil lade sig bevæge til at danne et nyt Cabinet, Estrup er meget tvivlsom, ogsaa Haffner siger Nei. I det Hele er det meget sørgelige Udsigter, som der aabner sig for os paa alle Leder. . . .

s. 268Jeg har talt til Hall om Hansens Hensigt om at udgive sine Fata — det var den eneste Vei ad hvilken jeg troede at kunne bringe ham fra den Tanke. Om det hjelper, veed jeg ikke. ¹⁾Sml. Nr. 1130.

P. Vedel.

Quaades Papirer. U. A.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenøm-Lehn.
Berlin, 8. Maj 1874.

Fortrolig.

. . . Det vil ikke være undgaaet Deres Excellences Opmærksomhed, at for en Tid siden, samtidigt med General Bildts Ankomst til Berlin som svensk-norsk Gesandt, et herværende Blad »Deutsches Wochenblatt« indeholdt en Artikel,ifølge hvilken Hs. Maj. Kong Oscar II skulde have givet bemeldte Gesandt det særlige Hverv, at ordne det nordslesvigske Spørgsmaal. ²⁾Sml. Hähnsen II, Nr. 915. Artiklen tillagde den svensk-norske Konge Følelser for Tydskland, der stode i stor Modsætning til de Sympathier, Høistsammes Forgænger i Regjeringen, som bekjendt, stedse nærede for Danmark, og idet General Bildt ogsaa skildredes som særligt velsindet mod Tyskland, skulde selvfølgelig Ordningen finde Sted fra et reent tydsk Standpunkt. En Collega af mig spurgte mig i sin Tid om der kunde tillægges denne Artikel nogen Betydning, og uagtet jeg svarede, at dens Indhold efter min Mening var aldeles blottet for Grund, har han dog senere henvendt det samme Spørgsmaal til General Bildt selv. Denne har derefter meddeelt mig, at han har givet min omhandlede Collega ganske det samme Svar som jeg, og tilføiet at han, hverken af sin Souverain personligt eller af den svensk-norske Regjering som saadan har erholdt nogetsomhelst Hverv angaaende det ovennævnte Spørgsmaal. Han beklagede at den omhandlede Artikel var s. 269fremkommet, thi herefter maatte hans Stilling i Forhold til hiint Spørgsmaal, selv i almindelige private Samtaler, være mere reserveret end den ellers havde behøvet at være, og det var saaledes blevet ham vanskeligere, end han ønskede, at tilveiebringe veiledende og muligen for den danske Regjering nyttige Oplysninger eller Vink om herværende Stemninger i Henseende til Udførelsen af Pragfredens Art. V.

Ved denne Leilighed skal jeg tillade mig at registrere en Yttring af Feltmarschal Grev Moltke i en Samtale jeg nyligen havde med ham. Jeg havde til en foregaaende Yttring af ham om reent danske Forhold bemærket, at man i Danmark stadig ventede paa Udførelsen af ovennævnte Artikel. Deres Excellence vil erindre, at Grev Moltke er iblandt de herværende Mænd af Betydning, som ønske en fuldstændig Forsoning mellem Danmark og Tydskland; og han svarede ogsaa Følgende: »De veed jo nok, at der er Mange her, som gjerne vilde bidrage hertil, og jeg troer at kunne tilføie, at Fyrst Bismarck er iblandt disse; men Danmark maatte da ogsaa komme os imøde; De forlange jo nu f. Ex. Dannevirke og Flensborg.« Hertil bemærkede jeg, at det Danmark ønskede, var at den dansk-tydske Grændse blev lagt saaledes tilrette at der for Fremtiden bestandig kunde herske Venskab mellem Danmark og Tydskland. ¹⁾Sml. om Moltkes Standpunkt Nr. 1027 og Hähnsen II, Nr. 946.

Jeg har med Flid sagt ovenfor, at jeg registrerede Grev Moltkes foranførte Yttring; thi om jeg end finder at den fortjener nogen Opmærksomhed, deels fordi den hverken berører Sundeved eller Als, og deels paa Grund af Hentydningen til Fyrst Bismarcks Anskuelser, anseer jeg det dog for afgjort at den for Tiden ikke egner sig til andet Brug.

Quaade.

Depeche Nr. 12, modtaget 12. Maj 1874.

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin.
[Kjøbenhavn,] Torsdag [28. Maj 1874].

Kjære Kammerherre.

Da jeg tænker at reise til Vichy paa Tirsdag (d. 2den Juni) tager jeg altsaa for nogen Tid Afskeed med Dem. . . .

Jeg tænker at Øieblikket for saa vidt er vel valgt, som vi igrunden Intet har med Tydskland at forhandle — vi have lidt med Sverig og med Amerika, foruden China og Japan, men det kan vel gaae sin Gang eller vente. Derimod er det rigtignok lidt underligt at reise bort med den Rimelighed at man finder en Anden i Udenrigsministeriet som Chef, naar man kommer hjem. Mellem os sagt, begynder Ministercrisen paa Mandag da Krieger giver Grev Holstein sin Dimission. 1) Jeg har endeel Grund til at antage at Resultatet af Forhandlingerne bliver at hele Cabinettet indgiver sin Dimission og denne Gang med den oprigtige Forventning at Kongen vil finde et andet Ministerium. Saa kommer det første Stadium: Kongens Bestræbelser for at bevæge Ministeriet til at blive og det er umuligt at forudsee hvad Resultatet deraf kan blive og navnlig lod det sig tænke at Grev Holstein kunde ville paatage sig at danne et nyt Ministerium, i hvilket Tilfælde han rimeligvis blev Udenrigsminister. Det troer jeg imidlertid ikke. Er det nu afgjort, kommer det næste Stadium: at finde Andre og da hvem? Bedst var vist Estrup — Grev Frijs vil ikke — men jeg troer at Kongen ikke strax vender sig til ham og det er altsaa muligt at forinden nogen Anden paatager sig at danne Ministerium, thi der er jo maaskee Fonnesbech, eller Haffner eller Raasløff der nu kommer hjem. Hvorlang Tid Crisen kan staae paa, er ligeledes uberegneligt,

1 Ministeriet Holstein-Holsteinborg afløstes 14. Juli 1874 af Ministeriet Fonnesbech med Rosenørn-Lehn som Udenrigsminister. — Sml. Kriegers Dagbøger V, S. 383 ff.s. 271uden forsaavidt at den vel maa være overstaaet før Kongen reiser, men jeg veed ikke engang om man sikkert kan stole derpaa. . . .

P. Vedel.

Quaades Papirer. U. A.

Lensgreve C. E. Frijs til Direktør P. Vedel.
Paris, 2. Juni 1874.

Kjære Vedel!

. . . Endnu lader det ikke som om Ministerkrisen eller Omtalen herom er kommet i Aviserne og det maa dog fra igaar af være i fuld Gang. — Jeg har under mit Ophold i Vichy oftere studeret Rappel og Republique française og fundet disse Ultrablade overordentlig moderate vis à vis vore folkevenlige Venstreblade, og herved er meent selve Indholdet thi hvad Formen angaaer da ville vi jo altid beholde vore særlige Typer i Søren Kjær ¹⁾Gaardejer, Folketingsmand Søren Nielsen Kjær (1827—1893). og Consorter. Jeg havde haabet dog hersteds at træffe noget der var værre end vort, men med Hensyn til folkelig Demoralisation, ͻ: hvad der bydes og fortæres af Smiger i Folket eller Publikum, da troer jeg at vi ere paa Høidepunktet. — [Grev Frijs har spadseret Morgen og Aften med O. Plessen, der var hypochonder som sædvanlig.]

Jeg haaber at blive fri for Anløb naar jeg kommer til Kjøbenhavn, da det altid er kjedsommeligt naar Kongen forgjæves maa henvende sig til Nogen og jeg kan aldeles ikke forsvare dette for min Familie og jeg har saa tydeligt og uforbeholdent udtalt mig herom til Forskjellige, saa at det var Uret om man lod Kongen henvende sig til mig. Jeg bilder mig ind at see et Tegn paa Holstein-Holsteinborgs Forbliven deri at han ikke tager med til Island, thi baade Kongen og Conseilspræsidenten kunne ikke godt være borte paa længere Tid, og vilde han bestemt være gaaet af, saa var han s. 272nok taget med i Kongens Følge; det forekommer mig nu ogsaa at den hele Islandsfærd kan blive interessant. . . .

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin.
[Vichy,] 24. Juni 1874.

Kjære Kammerherre.

... A propos altsaa Estrup har erklæret sig fallit, saa Moltke-Br., nu er Touren til Haffner og hvis han afslaaer, hvad jeg er vis paa at han gjør, da Holstein igjen. Men hvorfra faaer han Colleger?

P. Vedel

Jeg skal hilse Dem ret meget fra Baron O. Plessen, med hvem jeg har tilbragt et Par Dage her. —

Quaades Papirer. U. A.

Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 25. Juni 1874.

Kjære Directeur!

Jeg har saamænd tidtnok i denne trange Tid, der tiltrods for at den for alle Vedkommende er saa penibel som den er, dog ogsaa kan aftvinges sin Interesse, havt Pennen i Haanden for at skrive Dem et Par Ord til, men naar det kom til Stykket har jeg lagt den fra mig igjen; thi jeg følte mig stedse trykket af i et Brev ikke at kunne tale saa aabent og frit med Dem, som vi pleiede at gjøre, naar vi spadserede op og ned ad Gulvet i min Stue paa Amalienborg; men jo alvorligere Situationen bliver og jo mere Grunden begynder at vakle under Ministeriets Fødder, jo mere føler jeg Trang til at sende Dem nogle Linier, og har jeg nu besluttet at bringe denne Tanke til Udførelse idag, hvordan de saa end blive.s. 273Hovedtrækkene af hvad der er passeret herhjemme kjender De jo imidlertid igjennem Kofoeds og sandsynligviis Andres Breve, og jeg kan derfor indskrænke mig til at gjøre nogle enkelte Tilføielser til disse.

Minen sprang da ved Kriegers Skrivelse directe til Kongen, i hvilken han ikke alene bad om sin Afsked, men tillige begrundede dette sit Skridt paa den Omstændighed, at Ministeriet umuelig længere kunde magte Situationen, og nu barde gaae af. Denne Form, der var os ganske ubekjendt, fandt man paa visse Steder noget stødende, og deri laae Grunden til at Kongen ikke strax gik ind paa at opfylde hans Ønske, da han ikke vilde give det Udseende af, at K.s Udtrædelse var nok til at vælte Ministeriet overende, og ved Siden af bestandig nærede Haab om at bevare os Alle i sin Tjeneste, hvori han dog skuffedes, da vi faae Dage efter fulgte Exemplet. Kr. trængte nu imidlertid mere og mere paa, og da han absolut vilde reise d. 23de gav Kongen efter, saameget lettere, som de Forhandlinger, der i Mellemtiden vare indledede, ikke havde ført til noget Resultat. ¹⁾Krieger indgav sin Afskedsbegæring d. 8. Juni, det øvrige Ministerium d. 12.; d. 19. underskrev Kongen Kriegers Afsked fra d. 20. at regne, medens Resten af Ministeriet Holstein-Holsteinborg først d. 14. Juli afløstes af Ministeriet Fonnesbech. Sml. Kriegers Dagbøger V S 384-89; VI, S. 5-9.

Som en historisk Kjendsgjerning skal jeg her bemærke at den Første til hvem Kongen henvendte sig var mig, men at jeg selvfølgelig af mange nærliggende Grunde refuserede, blandt andre af den at jeg maatte ansee det for meget lidet ønskeligt at det nye M, dannedes af et af det afgaaendes Medlemmer, og denne Grund troer jeg at man fandt saa plausibel, at en Tanke om paa et senere Standpunkt at gjøre et lignende Forsøg hos Fonnesbech blev opgivet. Gr. Frijs og Estrup vare nu komne hertil omtrent samtidig, og da der altsaa kunde vælges, foretrak Kongen først at henvende sig til den sidstnævnte, da han, som han sagde, af tidligere Erfaring s. 274vidste at han hos F. vilde faae et Afslag. Men han fik ogsaa et bestemt Afslag af E., der gav til Gr. at hans Time formeentlig endnu ikke var slaaet. Dette, i Forbindelse med hans Udsagn aldrig at have givet Anledning til at troe at han skulde være rede til at tage Tømmerne nu, — hvad han i Gr. F.s Nærværelse for mig har gjentaget — vakte en vis Sensation, og det saameget mere som han skal have styrket den Anskuelse for Kongen at der slet ingen Grund var til at forandre Ministerium nu, da det »forenede Venstre« kjendelig trak Følehornene tilbage hvorom hele Stemningen i Jyllandbar tilstrækkeligt Vidnesbyrd og Forholdet til Landsthinget var saa godt at der fra dets Side aldeles Intet var at frygte. I Særdeleshed blev Krieger saare vred, og slog nu, efterat have opgivet E. aldeles, saa ganske om, at han nu meente at Ministeriet burde blive, naturligviis med Undtagelse af ham selv, uden at det dog lykkedes hans Bestræbelser at overtyde os andre derom. — Derefter fulgte saa et Forsøg hos Grev Frijs, og faae Dage efter et lignende hos Gr. Moltke, ¹⁾Grev Fr. G. J. Moltke til Bregentved (1825—75) var Udenrigsminister i Ministeriet Estrup fra 11. Juni 1875 til sin Død 1. Oktober s. A. men begge med samme Resultat, hvad igrunden ikke undrer mig, saameget mindre som de Former, hvori Henvendelserne skete ikke vare de heldigste. Endelig er der da nu sendt Bud efter Haffner, der i Dag kommer herind til Kongen, og i Almindelighed kan det vel siges, at der er større Udsigt til [at] vinde ham end der var hos nogle af de tidligere Æmner, hvorpaa hans noget fremskyndede Hjemkomst fra Carlsbad kan tyde, ligesom ogsaa visse Udtalelser i et Brev fra ham til Holstein — ialfald har han da ikke givet noget bestemt Afslag endnu. Lykkes det at bevæge ham til at paatage sig Hvervet, hvad jeg meget vil ønske vil De næppe finde mig mere her naar De vender tilbage, idet sandsynligviis enten H. selv eller Moltke da vil sidde i min Stol. Skulde det glippe, vil der vist være flere Stadier at gjennemvandre, inden s. 275der kan blive Tale om at slaae sig til Ro igjen ved det Gamle (selvfølgelig med Undtagelse af Kr., der jo er uigjenkaldelig tabt). Kongens Humeur er meget slet, hvad De vel kan vide og det synes ikke at Kong Oscars Besøg ¹⁾Kong Oscar med Familie aflagde d. 22. Juni 1874 Besøg paa Bernstorff Slot. bidrog til at forbedre det, uagtet han upaatvivlelig har raadet ham til ikke at skifte Ministerium, men hellere prøve en Opløsning til Efteraaret.

18

Af de Coninck og Kofoed er De vist holdt saa godt à jour med hvad der er forefaldet i Ministeriet, at jeg ikke kan fortælle Dem videre af Interesse. . . .

O. D. Rosenørn-Lehn.

Jeg har i dette Øieblik talt med Haffner, der dog endnu ikke har været hos Kongen; uagtet han var meget reservé troer jeg ikke at have taget feil i min ovenomtalte Opfattelse. Nogle sige at han selv vil være Udenrigsminister. . . .

P. Vedels Privatpapirer.

Direktør P. Vedel til Udenrigsminister Baron Rosenørn -Lehn.
Vichy, 30. Juni 1874.

Kjære Excellence.

Tusinde Tak for Deres interessante Brev, som væsentlig supplerede hvad jeg vidste fra Krieger. Uagtet de Data, som De anfører ganske vist synes at tyde paa at General Haffner har en større Tilbøielighed til at tage Styret end jeg troede, saa kan jeg dog endnu ikke troe at han kan, om han ogsaa vil. Thi hvorfra skulde han kunne finde Colleger, naar Estrup, Frijs og Moltke have svaret Nei — en ganske anden Sag vilde det jo være hvis han istedetfor at ville danne et nyt Cabinet, indtræder i det nuværende, det vilde være en passende Mellemvei, men saa bliver det dog i det Væsentlige s. 276som nu og jeg fastholder derfor fremdeles det Haab som jeg udtalte da jeg tog Afskeed med Dem, nemlig at jeg træffer Dem ved min Hjemkomst i Udenrigsministeriet. Saaledes som Sagen staaer, er det bedste der kan skee, at Grev Holstein vedbliver at være Conseilspræsident og at han finder en ny Finantsminister og en ny Cultusminister, men jeg vilde meget ønske at man dertil kunde finde meget sindige Folk, thi naar jeg troer at Ministeriet vil komme til at savne Krieger, saa er det ikke alene og end ikke meest fordi han unægtelig baade besidder stor administrativ Dygtighed, Arbeidsomhed og Kundskab og desuden er en betydelig parlamentarisk Capacitet, men langt mere fordi han dog egentlig var den i Ministeriet der meest tæmmede paa den ene Side Landsthingsfyrigheden, der igrunden kun længes efter en ordentlig Conflict med Venstre, saasom i Form af en provisorisk Finantslov med efterfølgende Rigsretsaction og Frikjendelse, og paa den anden Side holdt Lysten til at nærme sig Venstre formeget, i Tømme. — I Parenthes bemærket var denne sidste Retning hos Krieger stundom efter min Mening for svag, navnlig i finantsministerielle Spørgsmaal, men det troer jeg nu at Fengers Indflydelse paa ham var Aarsag i. — See det er det jeg frygter for det reconstruerede Ministerium, at de 2 ovenfor anførte Retninger skulle styrkes ved nye Indtrædende og at Centrum skal svækkes for stærkt ved Kriegers Udgang. De vil bedre end jeg kunne see om jeg har Ret i denne Frygt og om ikke navnlig Klein maaskee helder for stærkt til Landsthingssiden, medens Andre mere ere bøiede til den anden Side, og De kjender alt for vel de forskjellige Personligheder, om hvilke der kan være Spørgsmaal for at supplere Ministeriet, til ikke at føle hvorledes de næsten Alle mere eller mindre helde for stærkt til en af Siderne Det er den Fare som jeg altsaa frygter for det nuværende Ministerium, at det i næste Rigsdagssessions Løb kan afvige fra den Linie der hidtil har været holdt og som netop viste sig at være Mellemveien derved at man fra begge s. 277Sider fandt at den bøiede for meget til den modsatte Side, og at det kan ville optræde »energisk« og derved føre Regeringen ind i meget mislige Stillinger. Det er ingen Konst at være energisk, men det giælder om at være det til rette Tid og Sted. — Jeg veed at De, kjære Excellence, i det Hele billigede Kriegers Standpunkt og at De fremdeles vil holde derpaa. Det er saaledes ikke blot for min egen og for Udenrigsministeriets Skyld at jeg oprigtigt ønsker at beholde Dem som min Chef, men ogsaa for den almindelige indenlandske Regeringspolitik at jeg vilde ansee Deres Udtræden af det nuværende Ministerium som meget uheldig.

18*

Som De seer, kjære Excellence, tillader jeg mig skrivtligt at sige Dem min Mening ligesaa uforbeholdent som naar jeg har den Fornøielse mundtlig at tale med Dem. Jeg troer at det vil blive en stræng Vinter for Ministeriet, uagtet det ganske vist er en betydelig Forbedring i Stillingen at Forsøget har været giort og at alle Chancer ere blevne udtømte.

. . . [Om at Vedel er udset til at repræsentere Danmark paa en Kongres i Bruxelles om Krigens Love og Sædvaner.]

P. Vedel.

Oreby.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Berlin, 4. Juli 1874.

Dr. Wollheim da Fonseca, som under Titel af »Zur Nordschleswigschen Frage« nylig har udgivet en Brochure om Pragfredens Art. V., har meddeelt mig, at det vilde være ham særdeles kjært, om det, i Anerkjendelse af de Sympathier, han stedse har næret for Danmark og som han har villet lægge for Dagen ved Udarbeidelsen af denne Brochure, kunde blive ham allernaadigst forundt at forelægge Hs. M. Kongen et Exemplar af bemeldte Arbeide. ¹⁾A. E. Wollheim da Fonseca: Zur Nordschleswigschen Frage. Leipzig 1874.

s. 278Skjøndt den Ordning Dr. Wollheim foreslaaer af det omhandlede Spørgsmaal ligesaalidt tilfredsstiller de danske Interesser som den formeentlig vilde være en virkelig politisk Løsning af den stillede Opgave, forekommer det mig dog, at bemeldte Forfatter ved nærværende Leilighed har givet Beviser paa et Sindelag for Danmark, som fortjener Paaskjønnelse overalt hvor det viser sig i Tydskland, og da jeg saaledes ikke har kunnet nægte ham min Medvirkning til Opnaaelsen af hans Ønske, tillader jeg mig herved at anbefale dette Ønske til at tages i velvillig Betragtning af det kongelige Ministerium.

For det Tilfælde at det kongelige Ministerium ikke kjender den omhandlede Brochure, vedlægger jeg et mig tilhørende Exemplar deraf, som ved Leilighed kunde sendes mig tilbage, og sluttelig tillader jeg mig, dersom Hs. M. Kongen allernaadigst behager at modtage et Exemplar af Brochüren, at foreslaae, at jeg allernaadigst bemyndiges til at meddele Dr. Wollheim Allerhøistsammes Tak derfor, dog saaledes at det af denne min Meddelelse fremgaar, at det er Forfatterens gode Villie og Sympathie for Danmark, men derimod ikke den af ham foreslaaede Ordning, der har været Gjenstand

for allernaadigst Paaskjønnelse.

G. Qnaade.

Depeche Nr. CIX, modtaget 6. Juli 1874.

Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 6. Juli 1874.

Kjære Directeur!

... De fik da Ret med Hensyn paa Haffner. Efter en Ugestids Bestræbelser for at danne et Ministerium, hvad jeg troer at han ærligt har arbeidet hen til, har han nu i Forgaars meldt Kongen at han ikke saae sig istand til at opfylde det ham givne Hverv, idet han angiver som Grund, at hans Helbred er angrebet af Badekuren og at de Mænd, der skulde s. 279staae ham bi, ere fraværende, imedens den vel snarere er at søge, baade i de store Fordringer, han mener at maatte stille til sine eventuelle Colleger, som han mener at maatte betragtesom Conseilspresidenten aldeles underordnede Væsener, og i temmelig yderliggaaende Ideer, han hylder i visse Retninger, saasom i Almueunderviisningssagen, Præstelønnings -og Tiende Sagen samt Forsvarsspørgsmaalet. — Der var da atter Tale om Fonnesbech, men det blev meget snart opgivet igjen, og nu ere vi komne omtrent accurat ligesaa vidt som da vi begyndte, og vi forudsee jo, at vi, naar Kongen nu atter henvender sig til sit gamle Ministerium som et ultimum refugium, maa give efter, og see at stille noget paa Benene, der i det mindste indtil videre, maa kunne holde sammen. Jeg er aldeles enig med Dem i Deres Udtalelser i Deres Brev ¹⁾Nr. 1139. om K.s Udtrædelse, og Følgerne deraf, og jeg maa derfor ogsaa billige at H. — idetmindste ikke til Dato — har søgt ved Fjernelsen af alle sine Colleger at danne noget heelt nyt; men jeg er for saavidt ikke enig hverken med Dem eller ham som jeg anseer det for rigtigst, at vi nu staae Last og Brast med hverandre, til vi see hvad Efteraaret bringer og indskrænke os til at see at skaffe en Finantsminister tilveie. Jeg troer ikke at det vil være beroligende for Fremtiden i Almindelighed eller for Ministeriet selv, ifald det attraaer at leve længe og virkelig udrette Noget, dersom f. Ex. Monrad ²⁾D. G. Monrad., Kaufmann ³⁾Den senere Krigsminister, Oberst W. F. L. Kauffmann (1821—92). og Fischer ⁴⁾I. C. H. Fischer (1814—85), Kultusminister 1875—80. (Ussing) ⁵⁾Landstingsmand, Nationalbankdirektør W. J. A. Ussing (1818—87). skulde blive optagne i det. Og jeg troer at vi ere komne dertil, at der meget snart vil blive gjort Skridt for at gjennemføre en saadan Forandring, hvortil jeg dog maa føie den Bemærkning at Hall, der immer vakler, nok ønsker at blive, ifald M. vil tage Finantsministeriet. Jeg vilde ansee min Udtrædelse,s. 280naar saa store Forandringer skulde skee, for fuldkommen berettiget og ønskelig da der i mit Sted maatte kunne tilføres Ministeriet en større politisk Capacitet, men paa den ene Side er det ikke saa let for mig at slippe bort, og paa den anden vide vi jo nok hvor Portefeuillen gik hen. Under disse Omstændigheder kan De vel vide, at man, idet man selvfølgelig meget beklager at De har opgivet Tanken om at gaae til Brüssel, hvad jeg anseer for at være uigjenkaldeligt, ikke ønsker at træffe noget Valg til denne Sendelse da dette maaskee kunde lette Th.s Fjærnelse. ¹⁾Sml. Kriegers Dagbøger VI, S. 7 f. Th. er formentlig Krigsminister, Oberst C. A. F. Thomsen og Meningen vistnok den, at Thomsens Demission vilde lettes ved hans Valg til Delegeret.

Med Vilje har jeg opsat Afsendelsen af dette Brev i nogle Dage, da jeg ventede at faae Kongen at see igaar og haabede paa at Alt kunde være endt idag, hvad jeg nu dog seer vil være aldeles umueligt. Der er til Dato kun talt til Kongen om Monrad, som De veed han fra gl. Tid har en Deel tilovers for og der er fra hans Side aldeles Intet iveien for hans Optagelse i Ministeriet. Kun vil han paa ingen Maade have ham til Finantsm. men nok til Cultusm., hvad jo ikke fjerner men tvertimod forøger Vanskelighederne. Hertil ere vi altsaa komne og ikke videre. Kongen synes selv at frygte for at Crisen vil trække i Langdrag og taler om at opgive Jyllandsreisen og gaae directe herfra til Iisland. . . .

O. D. Rosenørn-Lehn.

P. Vedels Privatpapirer.

Lensgreve C. E. Frijs til Direktør P. Vedel.
Boller, 19. Juli 1874.

Kjære Vedel! Det gjorde mig ligesaa ondt som Dem at jeg ikke traf Dem i Frankrig, da der vare mange Ting, som jeg s. 281kunde have ønsket at samtale med Dem om, og endskjøndt jeg kan vide at vi i flere Henseender ville være uenige om Personerne, saa kan jeg dog ikke undlade at samtale med Dem derom, og kan jeg saaledes ikke nægte, at den Uforskammethed ligeoverfor sine egne Collegaer og ligeoverfor den hele Situation som Kriegers Demission indeholder forekommer mig at overskride alle tænkelige Grændser; man kan ganske vist paapege Svagheder hos næsten Alle og utænkeligt at noget Menneskebarn skulde være fri, men det er min fulde Overbeviisning efter hvad jeg nu har seet, at med alle sine gode Egenskaber, hvilke jeg anerkjender, maa Krieger ikke alene ødelægge sine Venner, men Alt hvad der kommer i Forbindelse med ham, thi han vil herske over dem og over Alle paa Grund af sin overbevisende Kraft, og naar han saa er midt i Arbeidet, løber han selv fra sin Overbeviisning uden at angive nogensomhelst Grund. Dette kaldes Stolthed, men jeg troer ikke engang at det kan bære dette Svaghedsnavn, men maa siges at have sin Grund i en ubegrændselig Egennytte, fremkaldt ved Forkjælelse idet man ligefra Barndommen af er bleven betragtet som en lille Gud; det er min Overbeviisning at K. ifølge sin Natur er uskikket til at beherske og styre Mennesker, thi han er paa en vis Maade for stolt til at tage dem som de ere og slig Opfattelse er dog en contre sens, naar man vil give sig ud for Statsmand idet jeg sætter Statsmand og Philosoph som to modsatte Begreber, den første virkende i det forhaandenværende Liv, den Anden i Tankernes og Aandernes Verden. Derimod erkjender jeg at Kr. mangler mange Smaasvagheder som Andre have; men jeg betragter det som en Ulykke for vort Land trods al hans Skarpsindighed, at han vedblivende er Politiker og dette bliver værre jo mindre Strid han faaer, thi han kan ikke undvære dette Sidste. Jeg glæder mig baade i reel Henseende og personlig for Dem at Rosenørn er blevet, idet jeg herigjennem er forvisset om at vi ikke i udenrigsk Politik skulle gjøre Krumspring; det Indre tager jeg mig ikke s. 282saa nær, endskjøndt jeg vel kan see at Opløsningen ogsaa kan komme herfra; endskjøndt jeg ikke betragter min gamle Collega von Esbech ¹⁾Konseilspræsident C. A. Fonnesbech. som nogen Ørn — Gud maa vide om et saadant Dyr i det Hele passer enten til vor Situation eller til vor nationale Eiendommelighed, jeg frygter idetmindste for at han i sin høie Flugt vilde faae nogen Ringeagt for vore altid krybende Bevægelser, og dog bedre den der kryber paa Jorden saa længe han er Menneske, end den der vil flyve uden at have Vinger og saaledes falder ind under Vanvidets Regioner — saa er jeg overbeviist om at han nærmest er Situationens Mand, i Virkeligheden troer jeg at Spørgsmaalet var snarest Klein eller Ikkeklein, thi ganske afseet fra hvad Kongens personlige Ønske maatte være, saa kan jeg tænke mig det som ganske naturligt ifølge virkelige politiske Hensyn for en Conseilspræsident, at dette Enten-Eller egentlig kunde staae saaledes med sine chancer for og imod at det kun gjennem et Tærningekast kunde afgjøres hvad der var at foretrække, thi af »Ikkeklein« kunde man komme til at drage Slutninger med Hensyn til Svaghed og Eftergivenhed som kun vare til at overvinde ved Gjerning udover det som muligviis Fornuften vilde tilsige — da saavel imellem Indi viduer som i en større Sphære Troen paa Mangel af Mod berøver Muligheden for at kunne styre — og »Klein« ogsaa kunde komme til at staae som en Vanskelighed i et Ministeriums Sammenarbeiden; paa dette sidste troer jeg ikke men jeg kan tænke mig at Andre kunde have en anden Tro. Hvad der gjør mig meest ondt i det nye Ministeriums Sammensætning det er Navnet »Ankjær« som Krigsminister, thi saaledes lød Parolen igaar ved Modtagelsen i Aarhuus, og jeg havde næsten hellere ønsket enhver Anden. —

Som Aftenlecture kan Monrads politiske Breve ²⁾D. G. Monrad udgav 1874: Politiske Breve Nr. 1—4. være gode, men det gjør mig ondt at en Mand med de store Gaver, med s. 283den oplevede dybe Sorg, som jeg troer har grebet ham fuldt saa dybt som nogen Anden, med de 60 Aar paa Bagen, og som Biskop kan holde af at spøge om saa alvorlige Ting; det kunde have sin naturlige Plads under en Bordsamtale, hvor der fandtes flere tykhudede Personer, men ikke i en politisk Brochure, thi det ligger meget nær under vor Situation at man som en naturlig Continuation kan komme til at spøge over sin egen Undergang, og heri kan ligge baade noget Dæmonisk og noget yderst Letsindigt, — vist er det, at Alt hvad Vorherre maatte sende os, skal bæres med Taalmod men ogsaa med Tak — hvilket Sidste falder vor menneskelige Stolthed saa svært, men man maa dog bevare Haabet om Bevarelsen indtil det Sidste, da man ellers kan opgive sig selv for tidligt. . . .

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 6. August 1874.

Kjære Directeur!

. . . I en Ministerconference igaar syntes Tobiesen at gaae Tietgens Ærinde, idet han undrede sig over at jeg endnu ikke var fremkommet med en Proposition om Sendeisen af en fast Ambassade til China og Japan, med Tilføiende at Telegraphselskabet vilde betale hvad den maatte koste, dersom Rigsdagen ikke vilde bevilge Midlerne. Fonnesbech er jo vistnok af samme Mening som T. og jeg forudseer jo at det ikke vil lykkes mig i ret lang Tid at stoppe Munden paa dem, som jeg gjorde det igaar, ved at love at skulle overveie Sagen og paa et senere Standpunkt fremkomme med et Forslag. Maaskee De ogsaa, naar De skriver mig til vilde sige mig hvorledes De mener jeg — ialfald foreløbig — bør stille mig til dette Spørgsmaal, i hvilket Folk, takket være Tietgens Intriguer s. 284synes at tage Parti for Sendeisen, der dog vel skulde indskrænkes til en enkelt. ¹⁾I August 1874 ansøgte Bestyrelsen for Det store nordiske Telegrafselskab Regeringen om Udsendelse af et ekstraordinært Gesandtskab til Kina med det Formaal at faa den Beskyttelse og traktatmæssige Anerkendelse, som Danmark 1862—63 havde opnaaet for sin Handel og Skibsfart paa Kina, udvidet til at gælde Selskabets Virksomhed i dette Land. Andragendet blev imødekommet; General Raasløff blev udnævnt til ekstraordinær Gesandt i Kina og Japan og afrejste samme Efteraar til Østen. — Sml. Kriegers Dagbøger VI, S, 13. Det store nordiske Telegrafselskab 1869—94, S. 95. . . .

O. D. Rosenørn-Lehn.

P. Vedels Privatpapirer.

Direktør P. Vedel til Udenrigsminister Baron Rosenørn -Lehn.
Brussel, 6. August 1874.

Kjære Excellence.

Det vil interessere Dem nærmere at høre hvorledes den tydske Befuldmægtigede her igrunden er den ene Afgjørende. ²⁾Paa russisk Foranledning afholdtes i Brüssel Juli—August 1874 en Konference om en international Konvention vedrørende Krigens Love og Sædvaner. Konventionen søgte at kodificere Landkrigsreglerne, men Forslagene blev ikke ratificeret. Det sidste Møde afholdtes if. »Dagbladet«: 27. August 1874. Danske Delegerede var Direktør P. Vedel og Oberst i Generalstaben G. A. A. F. Brun. — Baron Jomini var russisk Delegeret. Den »franske General« er Brigadegeneral Arnaudeau; »Østrigeren« formentlig den østrigske Militærdelegerede Generalmajor, Baron v. Schönfeld. Allerede den første Dag da vi om Morgenen traf General Voigts-Rhetz hos Baron Jomini, frapperedes vi over at bemærke, hvor stolt og kjækt, paa samme Tid som han naturligvis var høflig, den smukke preussiske General optraadte ligeoverfor den smidige Russer. Klart og bestemt sagde den Ene hvad han vilde, næsten ærbødigt bøiede den Anden sig. Senere saae vi dem i Mødet. Hvergang Jomini foreslog Noget vendte han sig først til Voigts, billigede han,s. 285var Sagen afgiort, havde han Betænkeligheder, gav Jomini hurtigt sit Forslag den fornødne Dreining. Dette gjentog sig efterhaanden saaledes at det næsten er bleven fast Regel I det første Møde, den saakaldte Commission holdt, mødte jeg, fordi Meningen var at man skulde begynde med Forslagets Begyndelse, altsaa med Partier af politisk Indhold. Men da vi skulde aabne Forhandlingen erklærede Præsidenten paa engang at efter General Voigts-Rhetz’s Forslag vilde han først sætte Cap. 3 under Forhandling. Men dette Cap. var af militær Natur og altsaa skulde den militære Delegerede have mødt, og desuden vare nu Alle forberedte paa det første Cap. og ikke paa de Spørgsmaal, som nu bleve tagne for. Jeg gjorde Præsidiet opmærksom paa Ulemperne ved denne uforudsete Forandring af Dagsordenen men uden at insistere. De Andre følte ligeledes det Uregelmæssige heri men General Voigts havde forlangt det og Sagen var dermed afgiort. — Igaar havde vi et andet endnu formløsere Exempel Skjøndt man fra alle Sider ønsker at Forhandlingerne fremmes og at man kan see Enden paa dette uendeligt kjedsommelige Liv her i Brüssel, saa gav Præsidenten dog paa een Gang Ferie for en Dag, og den Grund han officielt angav, var — at General Voigts ønskede at gjøre en Udflugt til Spa for at besøge sin Kone.

Forresten tager Generalen sig, som sagt, godt ud i denne overordnede Stilling. Han er i Formen høflig, men i Realiteten peremptorisk og staaer paa den imponerende Piedestal at repræsentere den dominerende Magt i Verden, og selv ved Familie, militær Bravour, almindelig Dygtighed og loyal Charakteer at rage op over alle de Andre. Den franske General er en ubetydelig, noget raa men vistnok brav og hæderlig Person, der ingen Rolle spiller, og Østerrigeren er ubegavet, mangler Personlighed og giør sig forgjæves Umage for at snakke lidt med, sædvanligt kun for at sige at han slutter sig til Voigts. Saaledes faaer man her i Conferencen ret en Følelse af hvor stor Preussens Magt for Tiden er i Verden s. 286og tillige, hvorledes den virkelig fortjener det i Sammenligning med de andre. — Jeg modtager i dette Øieblik Baron Jominis nye Udkast til Sect. 1 Cap. 1, hvorom jeg strax vil skrive en Indberetning til D. Exc. fordi det efter min Mening ganske fritager os for et altid pinligt Initiativ. ¹⁾Jominis »nye Udkast« maa være det, han forelagde i Plenarmødet 5. August, og som der besluttedes trykt og omdelt til Medlemmerne Inddelingerne refererer sig til det russiske Konventionsudkast, hvis Sect. I, Cap. 1 har Titlen: »De l’autorité militaire sur le territoire de l’état ennemi.« Section II, Cap. I: Du pouvoir militaire à l’égard des personnes privées. Cap. II: Des réquisitions et des contributions. Sml. Wörterbuch des Völkerrechts, Art: Brüsseler Deklaration og Actes de la Conférence de Bruxelles 1874. Dersom jeg turde give Dem en Antydning, der, som jeg troer, vilde blive sat megen Pris paa, saa skulde det være at De snarest muligt, og uden at antyde Noget om at Danmark muligvis kunde have stillet sig i en Slags Opposition til Rusland ved at opstille Ændringsforslag til det oprindelige Udkast, udtaler til Mohrenheim, »med hvor oprigtig Tilfredsstillelse De har erfaret at den russiske Regering selv har forelagt nyt Forslag til Sect. 1 Cap. 1 og derved fjernet Betænkeligheder som kunde findes hos de smaae Regeringer, og at De paa samme Maade haaber at det vil lykkes den russiske Regering at overvinde de Vanskeligheder som Sect. 2 Cap. 1 og 2 i adskillige §§ endnu frembyde.« — Jeg veed at han strax [er villig til] at indberette det og at man vil sætte Pris paa en Anerkjendelse af den Dygtighed og Smidighed som det russiske Diplomati ved denne Leilighed virkelig har lagt for Dagen.

Jeg behøver vist ikke at sige D. Exc. at jeg tæller Dagene til at jeg kan forlade Brussel og gjensee Ministeriet.

P. Vedel.

Oreby.

Lensgreve C. E. Frijs til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Kjøbenhavn, 9. August 1874.

Idet jeg herved er saa fri at tilbagesende Brochuren ¹⁾Maa være den i Nr. 1140 omtalte Brochure. med hjertelig Tak for Laan, kan jeg ikke tilbageholde den Bemærkning, at jeg finder det et meget løst Arbeide, indeholdende Paaberaabelser af facta, der enten slet ikke have fundet Sted saaledes, ei heller paa den Tid som angivet; forsaavidtsom Manden troer om sig selv at være en upartisk Referent af Historien, da tvivler jeg om at han vil kunne bibringe Andre den Tro. —

Min varme Lykønskning til at det maa lykkes Dem at afværge den chinesiske Mission, baade fordi der ikke er nogen Grund til særlig at frembære en Humbug, der dog vil ligge alfor klart for Dagen til at den er istand til at fange nogen Chineser, og fordi det forekommer mig at være uanstændigt al fremdrive denne Sag under et Ministerium, hvor en enkelt Minister er Telegraphentrepriserens lønnede Medstyrer. ²⁾Indenrigsminister Tobiesen var fra 1874 Medlem af Det store nordiske Telegrafselskabs Bestyrelse.

C. E. Frijs.

Oreby.

Direktør P. Vedel til Udenrigsminister Baron Rosenørn -Lehn.
Brüssel, 9. August 1874.

Kjære Excellence.

Mange Tak for Deres private Brev og for de venlige Ønsker De udtaler om at vi ikke maae gaae til Grunde i Diner’er osv. Naa det kan man jo altid til en vis Grad selv sørge for, saa det er jeg endda ikke saa bange for. . . .

Deres Excellence ønskede jo at vide min Mening om to Spørgsmaal, Falbe og Tietgen. [Anbefaler ikke at forbedre Falbes Gage.]

s. 288Hvad Tietgen angaaer, er Sagen meget compliceret, men Eet staaer i alt Fald klart for mig, og det er at der ikke er nogensomhelst forsvarlig Grund til nu at sende en Mission til China uden at have faaet Penge dertil paa Finantsloven for næste Aar. Hvis jeg opfatter Sagen rigtigt er der Tale om strax at sende Raasløff eller hvem Hr. Tietgen behager, og da bagefter søge Rigsdagsbevilling altsaa paa Tillægsbevilling. At tage den af extr. Missions Conto i Aar og næste Aar gaaer slet ikke an, idet disse Penge ere bestemte til de europæiske og, om jeg saa maa sige det, ordinære extr. Missioner, jeg mener dermed de Missioner som altid forefalde, saasom iaar Choleracongressen i Wien, den internationale i Brüssel osv. og det vilde dernæst være aldeles umuligt at disponere over denne Conto til den Tietgen’ske Mission der alene vilde sluge Conto’en for 2 Aar. Altsaa det skal være paa forventet Tillægsbevilling. Jeg vil nu da for det Første spørge om der er nogen fornuftig Grund til at en Mission om hvilken der nu har været snakket saa meget og saa længe, nu paa eengang bliver saa presserende at den afsendes kort før eller samtidig med Rigsdagens Sammentræden, og ikke kan vente paa dens Samtykke. — Jeg veed det nok, at det er General Raasløff der da har Lyst til at reise, men jeg tvivler paa at det er en antagelig Grund. — Men saa dernæst: er Ministeriet da saa vis paa Folkethingets Velvillie at det ikke frygter for at man maaskee netop vil være meget glad ved at kunne tilføie Cabinettet et betydeligt échec ved at nægte at godkjende den gjorte Udgift. Jeg veed ikke om det blev et Cabinetsspørgsmaal, eller om det blot blev et Nederlag der rammede Udenrigsministeren og for hvilket han vel maatte trække sig tilbage. Saa tilbyder Tietgen sig, naar altsaa Rigsdagen ikke vil betale, da at komme Ministeren til Undsætning og spare ham at betale Pengene af sin egen Lomme, ved at overtage det paa Selskabet. Jeg bedømmer maaskee et saadant eventuelt Arrangement noget vel haardt, men jeg erkjender at jeg ikke forstaaer noget s. 289Saadant — det vilde, forekommer det mig, simpelthen kunne oversættes saaledes: Tietgen søger at faae Staten til at betale, Ministeren hjælper ham deri ved at give det Udseende for Rigsdagen af et fait accompli, af en allerede gjort Udgift, som ikke kan omgiøres uden at den paalægges Ministeren selv, og naar da det moralske Tryk paa Rigsdagen viser sig ikke at hjælpe, saa svinder det Hele hen i Dunst, og Tietgen bestemmer sig til at betale for Udførelsen af Selskabets Forretninger af Selskabets egen Kasse. Det Spil forekommer mig uantageligt for en Udenrigsminister.

Conclusionen af disse Præmisser er altsaa den, at De bestemt vægrer Dem for paa Deres eget Ansvar, saa nær før Rigsdagen træder sammen og uden at der er nogen forstaaelig Grund til nu paa engang at ile saaledes med Sagen, at gjøre en saa betydelig Udgift paa forventet Tillægsbevilling, men at De derimod forbereder, (thi jeg mener at der bør samles forskjellige Oplysninger sammen) et Forslag paa Finantsloven for 1875/76 til en extr. Mission til China. Indvender Tietgen Noget derimod forekommer Svaret mig givet. Det er hans egen Skyld at han ikke ifjor er fremkommen med den Begiæring, som han nu har reist, og han maa virkelig tillade Ministeren at tage lidt Hensyn til sin Stilling og til Rigsdagens forfatningsmæssige Ret. Ud af den Position kan, efter min Mening, hverken Finantsministeren eller Deres Collega Tobiesen trænge Dem, thi det er Dem og ene Dem der bærer det constitutionnelle Ansvar for en saadan Overskridelse af Finantsloven. —

Dixi et liberavi animam meam! Jeg vilde ønske at jeg mundlig kunde supplere og levendegjøre disse Linier — i det Hele længes jeg ret meget efter igjen at kunne faae Leilighed til at samtale med Deres Excellence om mange Ting, som ligge mig paa Hiertet, og efter at befinde mig igjen i Ministeriet.

P. Vedel.

Oreby.

19

Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn til Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin.
Kjøbenhavn, 15. August 1874.

Kjære Kammerherre!

Det er selvfølgelig ikke undgaaet Deres Opmærksomhed at de preussiske Autoriteter ere begyndte i den senere Tid at gaae frem med en overordentlig høi Grad af Hensynsløshed mod de danske Undersaatter i Slesvig, forsaavidt disse give sig af med Pressen, og at dette har havt flere Udviisninger tilfølge osv. Uagtet man jo nu vel maa sige, at man fra et aldeles preussisk Standpukt maaskee kan forstaae dette — det vilde jo heller ikke være os med, naar vi saae Tydskere herhjemme igjennem Pressen arbeide i en Retning, der gik imod, hvad vi maatte ansee for stemmende med Regjeringens Ønsker og Interesser — kan det dog ikke Andet end revoltere ethvert ærligt dansk Hjerte at see Landsmænd blive behandlede saaledes. Pressen har nu ogsaa begyndt med at beskjæftige sig med denne Sag og navnlig havde »Dagbladet« (hvoraf jeg vedlægger en Coupon) igaar morges et temmelig ubehageligt Stykke i den Anledning, ¹⁾»Dagbladet« 14. August 1874 Nr. 189 indeholder en ledende Artikel om Udvisningerne. Det hedder heri, at den dansksindede Presses Betydning i Nordslesvig fremgik af »den rasende og hensynsløse Forfølgelse«, som de tyske Autoriteter havde aabnet mod den, idet man, da man ikke kunde komme den til Livs paa lovlig Maade, nu var tyet til »alle Tyranners sidste Middel: den vilkaarlige Anvendelse af Magten«. Man havde først udvist Løjtnant Richard Sørensen, Redaktøren af det mindst oppositionnelle af de nordslesvigske Blade Freja, med den Følge, at Freja og Dannevirke forenedes, og derpaa udvist Redaktionssekretæren for det forenede Blad samt Typograferne ved samme. De slesvigske Autoriteter vilde imidlertid ikke naa deres Maal herved, thi i Befolkningen vilde Trykket kun forøge Modtrykket. Da det er danske Undersaatter, Forfølgelsen er rettet mod, »har den danske Regering ikke blot en Ret, men ogsaa en Pligt til at tage sig af deres Sag og gøre sit Yderste for at værge dem mod fremmed Vilkaarlighed«. Den kan og bør ikke tage Repressalier, »men den kan nedlægge den mest energiske Protest imod de ligefrem fjendtlige Handlinger, hvori de preussiske Autoriteter gør sig skyldige«. Vil man i Berlin ikke høre den danske Regerings Forestillinger, kan og maa der komme andre Tider, hvor det vil være nytugt og nødvendigt, at det er konstateret, hvorledes Tyskland har handlet i den Tid, da det gererede sig som Verdens Herre. — Sml. Mackeprang, S. 88 f. og rundt om hører s. 291man Udbrud af Misnøie over at Sligt kan skee, uden at Regjeringen kan gjøre Noget for at forhindre eller idetmindste modificere det, idet Folk derhos ikke ville indsee at man, ved at skrive og tale saaledes, ikkun skader den gode Sag. Jeg tilstaaer nu oprigtigt at jeg ikke troer at der er nogetsomhelst at gjøre, og at man i ethvert Fald, ifald man troede at der var noget at gjøre, maatte iagttage den høieste Grad af Forsigtighed, for ikke at fordærve det i det mindste nogenlunde gode Forhold til Preussen, af hvilket vi dog endnu bestandig haabe paa at der engang, naar Tidens Fylde kommer, maa kunne udvikle sig en ønskelig Løsning af det slesvigske Spørgsmaal. Men inden jeg lægger den hele Sag paa Hylden, kunde jeg ret meget ønske at høre Deres Tanker om den i et Par confidentielle Linier hertil, og beder jeg Dem derfor være af den Godhed at skrive mig nogle Ord til angaaende Deres Opfattelse engang i den nærmeste Fremtid, naar Deres Tid maatte tillade Dem det. . . .

O. D. Rosenørn-Lehn.

Quaades Papirer. U. A.

Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 18. August 1874.

Kjære Directeur!

. . . Den kjedeligste Sag, der verserer for Tiden, er Spørgsmaalet om Missionen til China; dog hvad den angaaer skal jeg fatte mig kort, da jeg veed at Schøller ¹⁾Kammerjunker N. S. v. Schøller, Fuldmægtig i Udenrigsministeriet. nylig har tilskrevet Dem derom. De vil altsaa vide, at man søger at udøve et stærkt Tryk paa mig, og til Bekræftelse herpaa skal jeg kun nævne at jeg forleden Dag havde Besøg af Tietgen,s. 292Tobiesen og Fonnesbech, lige efter hverandre, og saa af Raasløff ovenpaa. Det er jo i Overeensstemmelse med Deres Mening at vi ikke undgaae Missionen, og jeg har derfor, under Forudsætning af at der kommer til at foreligge en bestemt Erklæring fra Finants- og Indenrigsministeren om Nødvendigheden af den, kunnet give mit Samtykke forsaavidt, og Spørgsmaalet dreier sig altsaa kun om Tidspunktet for dens Sendelse. Det paastaaes nu fra den anden Side, at det er aldeles nødvendigt, at den afgaaer til 1ste Septbr., blandt Andet af den Grund at der nu er indrømmet Concession til Anlæg af 80 til 100 Mile Traad, hvortil Materiellet afgaaer herfra i disse Dage, men hvis Anbringelse man dog ikke tør begynde paa før der er givet Garantier. Jeg tilstaaer at det forekommer mig at der kan være nogen Mening i den Tale, at det er heldigst at den gaaer snarest mueligt, naar den overhovedet skal gaae, og kan dens Nødvendighed bygges paa Erklæringer som ovenfor antaget fra de andre Ministre, er jeg egentlig ikke bange for at paatage mig Ansvaret, forsaavidt det kommer til at paahvile mig, for Sendeisen til den nævnte Tid — der faaer saa at følge paa hvad der vil. Men under alle Omstændigheder bør det jo strængt fastholdes, at Gesandten er Statens Embedsmand og ikke Selskabets Agent, ligesom ogsaa at Staten bærer Udgifterne, dog ikke ud over 25000 R., til hvilket Maximum vi ved at sammenholde den paatænkte Reise med de foregaaende, ere komne. Raasløff undgaae vi ikke, og bør maaske heller ikke stræbe derefter, naar vi ikke kunne foreslaae en meget bedre, hvad vi ikke kunne. Er Kronprindsen meget tilbøielig til at skyde den hele Historie fra sig, er det af Uvillie mere mod denne Mand end mod hele Sagen. ¹⁾Kongen og Prins Valdemar var den 3. August rejst til Island i Anledning af 1000 Aars Festen, og de vendte tilbage til København den 23. August. I Kongens Fraværelse var Kronprins Frederik Regent. . . .

19*

O. D. Rosenørn-Lehn.

P. Vedels Privatpapirer.

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Hindsgavl, 18. August 1874.

Kjære Excellence,

Det er ganske vist en meget ubehagelig Artikel, ¹⁾Se Nr. 1147. Dagbladet har bragt om de fornyede Forfølgelser i Slesvig, og det Allerubehageligste derved er at der ikke synes at kunne gjøres Noget hvoraf Resultatet vilde være til nogensomhelst Nytte, ialfald for Sagen selv.

Det skulde hellerikke undre mig, om der kom flere lignende Artikler i samme eller andre Blade, thi den danske Presse, især den Deel deraf som altid har gjort sig til Opgave at lede eller veilede den danske Regjerings slesvigske Politik, kan ikke vel undlade, ved Leiligheder som den her omhandlede, at tale saaledes som den nu har talt, da ellers de dansksindede Slesvigere kunde troe sig forladte af deres Landsmænd i Kongeriget, og saadan Tale lettes meget ved de i det danske avislæsende Publicum herskende temmelig vrange Forestillinger om statsretlige Forhold og om Folkeretten.

Det er unægtelig den danske Regjerings Pligt, at beskytte de danske Undersaatter i Udlandet og forsvarlig at varetage deres Ret, naar de have en Ret; men enhver uafhængig Stat har og vil sikkert aldrig fraskrive sig Retten til at fjerne fra sit Territorium enhver Fremmed hvis Nærværelse falder den besværlig, og ligeoverfor denne Ret kan den danske Regjering ikke fordre, at den preussiske Regjering skal paa sit Territorium give Ophold til Danske som, under dette Ophold, deeltage i og fremme en Virksomhed som nu engang fra preussisk Side ansees for stridende mod preussiske Interesser. Alt hvad den danske Regjering er berettiget til efter Folkeretten, er at gjøre den preussiske Regjering det temmelig overflødige Spørgsmaal, hvorfor den har udviist de omhandlede danske Undersaatter; men naar saa det Svar som kan ventes, er modtaget, vil man hverken kunne protestere s. 294eller tale høit, thi baade til det ene og til det andet hører der, at vi have en Ret at staae paa, og en saadan have vi ikke.

Men skjøndt saaledes Intet kan gjøres for Sagen selv, nemlig for de fra Slesvig udviiste danske Undersaatter, kan der dog maaskee spørges, om ikke noget kunde gjøres for at værne om den danske Regjerings Værdighed, forsaavidt denne maatte ansees krænket, og da navnlig for at vise, at det i denne Henseende Fornødne ikke var forsømt.

Jeg har meget vanskeligt ved at besvare dette Spørgsmaal bekræftende. Det Eneste som efter min Mening kan foretages, er nemlig hverken let at udføre eller frit for Fare; og hertil kommer at jeg troer, at andre Regjeringer, f. Ex. den franske, maae taale fuldt saameget som den danske af tydsk Overmod og af det strenge preussiske Regjeringssystem, saa at det er tvivlsomt for mig, om den danske Regjering taber i sin Værdighed ved, for andre større Interessers Skyld, i nærværende Tilfælde at forholde sig passiv ligeoverfor Overmagten, afventende bedre Tider. Men skal Noget gjøres, kan det, saavidt jeg kan skjønne, ikke bestaae i Andet end at der fra dansk Side søges indledet en Depesche-Vexel med den preussiske Regjering eller Udenrigsdepartementet i Berlin.

Mundtlige Forestillinger gjorte i Berlin af den danske Gesandt ville aldrig svare til Øiemedet; thi medens, som sagt, Intet vilde bringe de udviiste Danske tilbage til Slesvig, vilde naturligviis Gesandtens Beretninger om hvad han havde sagt og om hvad der var bleven svaret, ikkun blive bekjendte for den danske Regjering; og de vilde altsaa ikke tjene til at stille dennes Virksomhed i det rette Lys ligeoverfor den af Pressen bearbeidede offentlige Mening, medens derimod en Depesche-Vexel eller blot en fra den danske Regjering som Indledning dertil udgaaet Depesche, som jo kunde offentliggjøres og ogsaa maatte være indrettet derpaa, vilde afgive et uomstødeligt Beviis paa at der var gjort det Muligste baade forat beskytte danske Undersaatter og for at værne om den danske Regjerings Værdighed. Denne Form vilde ogsaa være s. 295den som i Almindelighed følges af Regjeringerne i Tilfælde af den heromhandlede Beskaffenhed, naar de overhovedet ville handle.

Selvfølgelig maatte der gaae indtrængende mundtlige Forestillinger til den tydske Gesandt i Kbhvn. forud for Depeschens Afsendelse, og ved denne Leilighed kunde det siges ham, at man, ifald Forestillingerne, efter af ham at have været gjentagne i Berlin, ikke frugtede, — ialfald ikke frugtede saaledes at han bemyndigedes til officielt at berolige den danske Regjering, — saa maatte man gaae den ovenfor betegnede mere formelle Vei; og ved Siden af at den tydske Gesandt i Kbhvn. saaledes anmodedes om at virke hos sin Regjering, vilde naturligviis ogsaa den danske Gesandt i Berlin være at instruere til der paa Stedet at virke i samme Retning.

Depeschen fra den danske Regjering, som maatte være bestemt til at afgives i Gjenpart og altsaa være redigeret paa Fransk, vilde naturligviis være at affatte med den allerstørste Forsigtighed. ¹⁾Se Nr. 1151. Navnlig maatte man fra dansk Side ikke stille sig paa Retsstandpunktet, thi et saadant haves i Virkeligheden slet ikke paa denne Side. Derimod kunde man maaskee, næst at bemærke at allerede den nuværende Grændse gjør det overordentlig vanskeligt at beherske saadanne Rørelser Nord og Syd for Grændsen, som tjene til at forstyrre det gode Naboskab mellem Regjeringerne, fremhæve hvilke Virkninger de slesvigske Autoriteters i den senere Tid fulgte System nødvendigviis maa have i denne Henseende, idet man derhos henviiste til det fra et politisk Standpunkt Uforsvarlige i at hine Autoriteter i deres Foranstaltninger ganske ignorere Forholdet mellem deres egen og N aboregj eringen.

Herom forbeholder jeg mig imidlertid at tale nærmere med Deres Excellence ved min Ankomst til Kbhvn., hvor jeg under nærværende Forhold vil indtræffe tidligere end jeg s. 296ellers havde bestemt, ligesom jeg ogsaa, saasnart jeg har havt Leilighed til at gjøre H. M. Kongen min skyldige Opvartning, er rede til at afbryde min Congé og vende tilbage til Berlin.

G. Quaade.

Oreby.

Lensgreve C. E. Frijs til Direktør P. Vedel.
Frijsenborg, 9. September 1874.

Kjære Vedel!

Idet jeg ret hjerteligt ønsker Dem velkommen hjem glæder jeg mig til at træffe sammen med Dem om circa 3 Uger ved Rigsdagens Aabning eller saa omtrent og at høre Deres Beretning om det Brüsseler Møde, der vel ikke tilsyneladende vil bringe noget praktisk Resultat men som deels vil for os kunne have det Gode ai det har bragt Dem nogle personlige værdifulde Bekjendtskaber deels vil kunne tjene som en Føler for det Besynderlige som man med Sikkerhed gaaer imøde i den nærmeste Fremtid. Jeg seer ingenlunde vor Fremtid meget lys, men dens mørke Sider ligge saa aldeles aabenlyst, saa at naar den store Masse heri Landet Gaardmændene ikke har sund Menneskeforstand nok til at see dette — den eneste Grund som der har været tænkelig til at forsvare Valgrettens Udstrækning her i Landet, nemlig at den dog vilde blive i Hænderne paa et vel egoistisk men dog forsigtigt Landbourgeoisie, der altid vilde holde igjen imod Ultrabevægelser — saa er det vanskeligt at see hvor Frelsen skal komme fra eller rettere sagt hvorledes Landet skal frelses thi de rovbegjærlige Naboer ville gjøre deres Mulige for at vanskeliggjøre en stærk Regjering; vor Hjertes Ven — Heydebrand — siges derfor i særlig Grad at sværme for det nye Ministerium. —

Jeg kan endnu ikke fravige min Overbeviisning om at Fonnesbech er bedre end Holstein, thi han kan dog blive vred naar han trædes paa Tæerne, det kan undertiden være for seent men det er dog relativt en Fordeel naar Muligheden s. 297herfor er givet. De veed at jeg nødig vil tale imod et Ministerium men mig forekommer nok dette at H. Ledreborg turde ligeoverfor sin Fætter eller Oncle efter den Behandling der var vederfaret Ministeriet, komme og samtale med ham om et nyt Project af Venstre vedrørende Embedslønninger, ud over al Beskrivelse. ¹⁾Grev Holstein-Ledreborgs »Fætter eller Oncle« maa være Grev Holstein-Holsteinborg, og der hentydes da vistnok til de i Kriegers Dagbøger V, S. 352 f. omtalte Forhandlinger, som Holstein-Ledreborg og Folketingsmand, Højesteretssagfører Bagger førte med Ministeriet, kort efter at Folketinget 23. Februar 1874 havde standset Behandlingen af Regeringens Forslag om Løntillæg til Embeds- og Bestillingsmænd. . . .

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.

Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn til Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin.
Copenhague, 18 septembre 1874.

Il vous sera connu que depuis quelque temps les autorités locales du Slesvic procèdent avec une rigueur extrême envers les sujets du Roi domiciliés dans le Duché. Plusieurs de ces derniers ont même été subitement expulsés du pays, et comme nous cherchons en vain à nous expliquer cette mesure extraordinaire par laquelle des sujets danois ont été privés de leurs moyens d’existence et enlevés du milieu social où ils vivaient, je vous engage, monsieur, d’ordre du Roi, à vous entretenir sans délai à ce sujet avec M. le secrétaire d’état pour les affaires étrangéres. ²⁾Se Mackeprang, S. 90 f.

Je ne m’occuperai pas ici du principe d’aprés lequel tout état, en vertu de sa souveraineté, possèderait le droit d’expulser de son territoire les étrangers dont la présence lui paraîtrait inopportune; car quelle que soit l’étendue que l’on veut donner à ce principe, je suis sûr que M. le secrétaire s. 298d’état reconnaîtra volontiers que l’esprit des traités et les rapports amicaux entre les états demandent que les sujets de l’un ne soient expulsés de l’autre qu’en vertu de raisons concluantes.

Or, le système adopté en dernier lieu par les autorités du Slesvic, est-il de nature à raffermir les relations de bonne intelligence qui depuis quelque temps sont en voie de s’établir entre les populations du Danemark et de l’Empire Allemand? Répond-il au désir exprimé à plusieurs reprises, et à notre grande et sincère satisfaction, par le gouvernement de S. M. l’Empereur et Roi de faciliter de toute manière une bonne entente entre les deux pays et gouvernements voisins?

J’avoue à mon plus vif regret, que j’ai de la peine à répondre affirmativement à ces questions, lorsque je considère de plus près les cas d’expulsion qui jusqu’à présent ont été formellement portés à ma connaissance.

Il s’agit d’abord d’un individu, H. J. Jepsen de Branderup qui en s’adressant au ministère s’est référé à l’article annexe d’un journal slesvigois, ¹⁾I en Afskrift: du journal »Dannevirke«. article qui selon lui contient un récit véridique et complet de son cas. Comme il en ressort, les autorités locales paraissent l’avoir expulsé pour le seul fait d’avoir assisté comme spectateur à une élection publique à Branderup. Je doute fort que cette conduite de sa part établisse véritablement une infraction à la loi, mais quand même il en fût autrement, un tribunal lui aurait infligé tout au plus une amende, tandisque l’autorité administrative l’a expulsé, en agravant d’ailleurs cet acte par la manière dont il a été exécuté.

Mais ensuite on a expulsé un certain nombre de typographes auxquels on a reproché d’avoir par leur travail dans une imprimerie, coopéré à la publication d’un journal qui paraît ouvertement et légalement dans le Duché. Je n’ai pas s. 299besoin de vous faire observer, monsieur, que si ces renseignements sont exacts, le procédé des autorités locales ne peut guéres être justifié par les circonstances. Si le journal contient des articles d’une tendance illégale, ce sont le rédacteur et l’auteur qui en sont responsables, mais nullement des ouvriers qui, la plupart du temps, ne connaissent pas même le contenu des articles qu’ils impriment en réunissant machinalement les caractères. Traduits pour cette coopération inconsciente devant un tribunal ils auraient sans aucun doute été absous, mais ici ils sont frappés d’une peine, beaucoup plus grande que celle dont il aurait pu être question devant un tribunal, et cela par le décret d’une autorité administrative locale.

Toutes ces pauvres gens qui se trouvent soudainement chassées de leurs foyers, se sont adressées au gouvernement pour qu’il intervienne en leur faveur, et je vous prie, monsieur, de soumettre les observations que je viens de faire à M. le secrétaire d’état des affaires étrangéres de l’Allemagne. J’aime à croire que les explications que vous lui donnerez ne resteront pas infructueuses et que la réponse que je recevrai sera dictée par ce même désir de voir s’améliorer de plus en plus les rapports entre les deux pays que le gouvernement impérial a bien voulu exprimer en d’autres circonstances et que nous partageons pleinement.

O. D. Rosenørn-Lehn.

Geheime Registraturen.

Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Wien, 20. September 1874.

Deres Excellence!

Wiener Pressen begynder paany at beskjæftige sig med det nordslesvigske Spørgsmaal, foranlediget ved den Opsigt,s. 300som Udviisningerne i Slesvig have foraarsaget, i Forening med Rygtet om, at den kongelige Regjering havde gjort Forestillinger desangaaende i Berlin.

Det vedlagte officieuse »Fremdenblatt« af 17de indeholder saaledes en ledende Artikel, hvoraf Quintessencen er den, at Østerrig bør søge at unddrage sig alt Ansvar og al Deelagtighed i Stridsspørgsmaalet. »Tagespresse« af idag bringer en Correspondance fra Berlin fra »velunderrettet Side«, der vil vide, at Forfølgelserne i Slesvig ere blevne systematisk indledede, for ved dette Tryk at bringe Sagen paa Bane i