Falbe, Christian Frederik BREV TIL: Rosenørn-Lehn, Otto Ditlev FRA: Falbe, Christian Frederik (1871-09-11)

Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Wien, 11. September 1871.

Herr Baron,

Hans Majestæt Keiseren er igaar vendt tilbage hertil fra Salzburg og samtidigt er Rigskantsleren indtruffen, der idag har havt sin sædvanlige Modtagelsesdag for corps diplomatique. Jeg afholdt mig saameget mere fra at søge Grev Beust, som jeg efter en fortrolig Samtale med Grev Andrassy maatte være forberedt paa, at Kantsleren vilde bringe den slesvigske Sag paa Bane, da samme har været Gjenstand for Omtale under Keisermødet, og jeg ifølge Deres Excellences Instructioner er anviist paa, at undgaae dette vort vigtigste Spørgsmaals Forhandling med ham.

Grev Andrassy ledte nemlig Samtalen hen paa denne Sag ved direkte at spørge mig, hvorledes den stod, og da jeg svarede ham, at den, saavidt jeg vidste, stod aldeles stille, yttrede han: »Nuvel, det lader til, at de Vanskeligheder Fyrst Bismarck møder hos den nordslesvigske Befolkning, genere ham stærkt, og at han gjerne skilte sig ved den. Det Bedste De derfor kan gjøre, hvis De vil have Nordslesvig tilbage, vil være, at De sørger for, at Befolkningen gjør ham Livet saa suurt som muligt.« Jeg svarede, at jeg ikke troede det vilde være den rette Maade at gribe Sagen an paa. Existerede virkelig saadanne Dispositioner hos den preussiske Regjering, som dem Greven antydede, vilde den dog neppe være villig, til at give efter for et saadant Tryk, hvilket vilde være et Exempel for Befolkningen i Elsass-Lothringen, som Regjeringen neppe kunde være tjent med at give. Fyrst Bismarck kunde meget bedre, efter min Mening, erklære, at han ved at tilbagegive Danmark Nordslesvig opfyldte et Løfte om Udførelsen af Prager Freden, givet ved Krigens Udbrud, for at sikkre sig vor Neutralitet. Dette Løfte havde han vel ikke s. 53givet direkte, men ladet os det tilflyde gjennem den storbritanniske og den russiske Regjering. ¹⁾Udfor dette Sted er der i Marginen, vistnok med P. Vedels Haand, skrevet: NB? Falbes Fremstilling er urigtig. (Sml. Nr. 998, Slutn. og 999, Slutn.)

Grev Andrassy bifaldt denne min Anskuelse, og skulde jeg være saa heldig i saa Henseende ogsaa at finde Billigelse hos Deres Excellence, troer jeg, at, saaledes som Situationen er for Øieblikket, Tiden turde være kommet, hvor det kunde lykkes ved Grev Beusts og maaskee nærmest ved Grev Andrassys Hjælp, da denne er en særlig persona grata i Berlin, at bevæge Keiser Vilhelm og hans mægtige Rigskantsler, til at betragte det slesvigske Spørgsmaal fra det ovenfor fremsatte Synspunkt, og maaskee at bringe det nærmere en for os ikke altfor ufordeelagtig Løsning. — Der kan nemlig neppe være nogen Tvivl mere om, at Mødet i Salzburg vil danne et Vendepunkt i Magternes tidligere Forhold til hinanden. Den russiske Regjerings Mistillid er vakt og vil, hvis den udvikler sig videre, føre til et spændt Forhold mellem Berlin og Petersborg og til den forudseete fransk-russiske Alliance. Det hedder vel, at ingen formel Pagt er bleven sluttet i Salzburg, og jeg har al Grund til at troe Rigtigheden deraf, thi jeg veed af god Kilde, at Grev Hohenwart, ²⁾Grev Hohenwart var østrigsk Ministerpræsident. inden han begav sig dertil, fik et bestemt Løfte af Keiseren om, at han ikke vilde binde sig skriftligt; men Fyrst Bismarcks Bestræbelser, for at binde Østrig til Tydskland, kan ikke mere benægtes, ligefra han tilskrev Grev Beust personligt, for at forespørge, om han kunde træffe ham i Gastein og rede til en Forhandling. Dette Faktum er tilstrækkeligt for den russiske Regjering, til at drage den Slutning, at den tilsigtede Tilnærmelse mellem Tydskland-Østrig, om den end ikke er rettet direkte imod den, dog vil forandre Stillingen aldeles til dens Skade, naar hensees til det orientalske Spørgsmaal.

s. 54Den Reserve, som baade Grev Beust og General Schweinitz ¹⁾Tysk Ambassadør i Wien. viste mod Hr. Novikow, er et tydeligt Fingerpeg, og denne lægger ikke Skjul for mig paa sine Apprehensioner. Ligesaa tilbageholdende har Kantlsleren været mod Marquis de Banneville, men lod dog denne skimte, at der var en meget stor Lighed mellem Situationen i Salzburg i 1867 og nu, kun at Østrigs Rolle er omvendt ved denne Leilighed. L’entente cordiale er imidlertid ligesom dengang bleven constateret, og de gjensidige Løfter og Forpligtelser ere blevne noterede. De nedskrevne Notitser ere blevne confererede, men der har ingen Underskrift fundet Sted. Hvorledes Østrig efterkom sine Forpligtelser fra 1867 mod Frankrig er i friskt Minde. ²⁾I 1867 fandt en Tilnærmelse Sted mellem Østrig og Frankrig, der gav sig Udtryk i Allianceforhandlinger og Møder mellem Kejser Franz Josef og Napoleon III, men som — saavidt vides — ikke førte til bindende Aftaler om Forbund. — Se Oncken: Die Rheinpolitik Kaiser Napoleons III. Bd. I, S. 55 f., 62 ff. — Østrig var neutralt under den fransktyske Krig.

Den kongelige Regjering kan under de nærværende Omstændigheder neppe mere knytte noget Haab til den af Kei ser Alexander hidtil udviste Interesse for vor Sag. Har end Fyrst Bismarck endnu ikke naaet det Maal, han har sat sig overfor Østrig, saa opgiver han neppe at arbeide videre hen derimod paa det Grundlag, han har vundet i Salzburg, og vil derfor være saameget mindre uvillig, til at laane Øre til en Forestilling, der maatte komme fra denne Side og som knyttede sig til hans egne seneste Udtalelser, thi til saadanne refererede Grev Andrassy vistnok. Jeg kan imidlertid ikke dølge, at Vanskelighederne, ved at bringe Sagen paa Bane nu, ville være ulige større, end om det var skeet i Salzburg selv, da Anledningen gaves dertil fra preussisk Side. . . .

C. Falbe.

Depeche Nr. 22.