Aage Friis, 1870-1949 Uddrag fra BREV TIL: Rosenørn-Lehn, Otto Ditlev FRA: Quaade, George Joachim (1872-06-12)

Naar jeg siger at jeg Intet har hørt om det Nordslesvigske Spørgsmaal, saa mener jeg da forresten ikkun, at der Intet er kommet mig for Øre, som der var Anledning for mig til at skrive om. Thi jeg har ganske vist, nu som ellers, hørt tale om Spørgsmaalet, forsaavidt som dels Colleger af mig have spurgt mig om Stillingen var forandret, og dels officielle saavelsom andre Personer, have, som forhen, udtalt deres egen Attraa efter et godt Forhold mellem Danmark og Tydskland og, som Middel hertil, erkjendt Ønskeligheden af det omhandlede Spørgsmaals Løsning; men dette betyder desværre, efter min Mening, ikke Meget; thi der er kun to Personer i Verden, hvis Anskuelser eller Hensigter ere af virkelig Betydning for dette Spørgsmaals Løsning. Hvem disse to Personer ere, vil Deres Excellence let indsee; men paa Spørgsmaalet om hvilken af dem, der har den største Indflydelse paa Sagens Afgjørelse, kan jeg intet Svar give. Kun saameget er vist, at den ene af dem, det jeg veed, aldrig har udtalt sig, ialfald aldrig tydeligt, og at jeg ikke veed, hvormegen Tiltro man kan skjænke den andens mangfoldige Udtalelser.