Esa. 1 Cap. 18 V.

✂ Kommer dog saa, og lader os gaae i Rette mod Hverandre,
siger Herren, der som eders Synder end vare som Purpur,
da skal de dog blive Snee-Hvide.

✂ Ach hører Himlens Ord,
I Syndere paa Jord!
Gud kalder os for Retten;
Men til Forlig i Tretten,
Vort Liv vi selv forbrød;
Men han vil ey vor Død.

✂ Han har en Siæl saa kiær,
Dens Jammer gaaer ham nær,
Han dømmer, den skal leve
Som ses bodfærdig bæve;
Strax er hver Synde-Plæt
Sneehvid, for Naadens Ret.

✂ O! reene Gud jeg veed,
Min Søle er dig leed,
Til Synden løb jeg modig,
Der gleed, der laae jeg blodig
Ja blev fra Top til Fod
Besudlet i mit Blod.

✂ Jeg har forsyndet mig
Mod Himlen og mod dig,
Jeg ligger her bedrøvet
og angerfuld i Støvet,
For jeg som var dit Barn
Blev sligt et blodigt Skarn.

✂ O! Fader, jeg foer vild!
Lad Dommen blive mild.
Jeg lægger kun for Dagen
Min Talsmands Død, i Sagen,
Lad Dommen blive god,
Og skreven med hans Blod.

✂ Hans Blod, hans Verdskylds Fynd,
Kan reense af ald Synd,
Det Troe-Stæd, jeg har funden
Er, hvor hans Blod er runden,
Ach! tvæt min Purpur Ham
Sneehviid i dette Dam.

✂ Ledsag mig snuble-frie,
Paa Himlens reene Stie,
Ledsag mig, til jeg qvæder
I lange hvide Klæder,
Saa er du evig bliid,
Jeg evig reen og hviid.

✂ [110.] A: Chr. Stub 1780 (Nr. 14) S. 40. - Litt.: Barfod III Nr. 18; Brix: Ambr. Stub S. 144-45; Fonsmark Nr. 18. - Jf. Indl. S. 65.

✂ 37 Verdskylds Fynd] dvs. Forsonings Kraft. 42 dette Dam] Dam er i fynsk Dialekt Intetkøn.