Stub, Ambrosius Lyksalig endte Da! min Frelser sine Dage

Aria over Luc. 23 V. 46: Fader jeg vil etc.

Lyksalig endte Da! min Frelser sine Dage,
Sit Lives Kors, sit Korses Plage;
Hans Siæl er løst af alle haarde Baand;
Hans Røst var Himmel høy og Sød før Livets Ende,
Hand raabte: Fader! o min Aand
Vil jeg Levere Dig i Hænde.

Hør til Du levende som har din Død i Hælen,
Lær her at Døe og frelse Siælen,
Som blev saa surt og Dyrt løst ind ved Jesu Blod,
Sov hen med Jesu Ord i Hiertet og i Munden,
Den Siæl Gud tager selv imod,
Har Døden æevig Overvunden.

Mit Liv i Nød og Død! min Jesu! du der Døde!
Hielp mig at gaae min Død i møde
Og give Gud min Siæl ved dine egne Ord;
Faaer da mit faldne Maal ey ført dem ud for Smerte
Saa er mit siste Suk paa Jord
Din Røstes Echo i Guds Hierte.

82

[105.] A: Levin (Nr. 15) S. 20. B: Heiberg 1771 (Nr. 15) S. 37. C: Chr. Stub 1780 (Nr. 23) S. 59. - Litt.: Barfod III Nr. 12; Brix: Ambr. Stub S. 134-35; Fonsmark Nr. 12.

1 Aria over] mgl. BC; jf. flg. 2 etc.] befale min Aand i dine etc. (Hænder C). Aria BC; jf. foreg. 3 Da] Dag B; dog C. - Frelser] endte tilf. B. 5 Hans.. Baand] Linien er femfodet Jambe, mens den tilsvarende Linie i de to andre Vers er Alexandrinere; jf. Brix. 6 før] for BC. 13 Den Siæl] Din Sæl A. 16 møde] A-C har herefter Semikolon; Barfod sætter her Komma. 17 Gud] BC har herefter Udraabstegn.

83