Stub, Ambrosius Vel an, endskiønt jeg skal

Vel an, endskiønt jeg skal

Aria

Vel an, endskiønt jeg skal
Ved Trængsel uden Tal
Igiennem Verden med et taaligt Sind;
Jeg seer dog Jesu Spor
Til Himlen lagt mig for;
Jeg gaaer i det til Himlen og derind,
Er Stien end trang,
Besværlig og lang,
Besat, belagt med Torn og Steen,
Dog ved jeg, min foed
Faaer Hvile og Boed
For all sin Møye, Bræk og Meen.

Velan! jeg fatter Moed;
Thi Enden bliver God,
Min Frelser lever, jeg skal leve med;
Jeg øyner med min Troe
Hiin megen stille Roe,
Der er Hand, og har alt bereed mig Sted,
Jeg skynder mig frem
Til Hærligheds Hiem,
Som har sin Tryghed trindt omkring;
Lad Verden forgaae,
Jeg stræber at naae
I Gud og Jesu alle Ting.

87

[107.] A: Levin (Nr. 10) S. 13. B: Heiberg 1771 (Nr. 9) S. 25. C: Chr. Stub 1780 (Nr. 9) S. 29. - Litt.: Barfod III Nr. 15; Brix: Ambr. Stub S. 143; Fonsmark Nr. 15. - Jf. Indl. S. 50.

6 Spor = C; Spoer AB; hos Datidens Digtere ofte kortvokalisk (~ for) som i forskellige Nutidsdialekter. 12 foed] fooe A. 13 Boed] Rooe A. 18 øyner] øyne A. 21 frem] hiem B.

88