Stub, Ambrosius Vaare Dage løbe fage

Vaare Dage løbe fage

Aria

Vaare Dage
løbe fage
Som en Piil i Luften frem,
Angest, Klage,
Nød og Plage
Næsten altiid følger dem.
Een om Morgenen kan vandre
Stærk og saftig som en Eeg,
Aftenen kan ham forandre
Til at ligge Død og bleeg.

Intet Mægtigt,
Stort og Prægtigt
Kan formilde Dødens Had,
Naar den kalder,
Skiønhed falder
Og forvisner som et Blad.
Den ey lar sig under kiøbe
Af det guule Støv og Leer
Arm og Riig maae begge løbe,
Naar de Dødens Ansigt seer.

49

Hvor tør Aske
Da vel braske,
Sig af Stolthed blæse op,
Og forglemme
Dødens Klemme,
Som skal legges paa Hans Krop?
Hvad vil Skønhed sig indbilde?
Den skal Orme kradse ud
Hvo tør Tid paa Mammon spilde
Den afmægtig Penge-Gud.

Ney jeg bygger
Ey paa Skygger,
Men slaaer Verden af mit Sind,
Jeg ey haaber
Som de Taaber
Paa en Haandfuld flygtig Vind,
Jeg paa Jesum Liid vil sette,
Hand staar evig Klippe fast,
Hand min Sorrig kan forlette,
Omendskiønt mit Hjærte brast.

[89.] A: Levin (Nr. 41) S. 50. B: Heiberg 1771 (Nr. 42) S. 86. C: Arier og Sange I 1773 Nr. 56. D: Ny kgl. Sml. 493 b, 2° S. 290 (Vers 1 og 2). E: Thott 473, 8° Nr. 112 (V. 1 og 2). - Litt.: Barfod III Nr. 30; A. D. Jørgensen S. 506; Vilh. Andersen S. 225; Brix: Ambr. Stub S. 153-54; Fonsmark Nr. 30. - Jf. Indl. S. 54.

2 Aria] mgl. DE. C anfører Mel. I forenede Gemytter, D: Melodie Deylighed, Kiærlighed. 3 Vaare] Vore B etc. 4 fage] dvs. hurtigt. 5 frem] hen DE. 6 Angest,] Komma tilf. efter B. 8 dem] 50 den DE. 10 Stærk.. saftig] Frisk og Modig DE. 12 ligge] lige A. 14 og] mgl. B. 16-17 Naar.. falder] Skiønhed falder, naar den kalder C-E. 22 Dødens] dødsens DE - seer] herefter mgl. DE. 28 Hans] dens C 41 Sorrig.. forlette] Sorg kand eene lette C. Som V. 5 tilføjer C:

Lad min Døds-Basun da lyde
Tidlig, sildig, naar du vil,
Jeg mig hiertelig vil fryde
Ved et saadant Sørge-Spil.
Jeg vil kalde Graven Fader,
Ormen Moder hede skal;
Thi jeg veed, Gud ey forlader
Mig i Dødens Skygges Dal.

Barfod vil i Versets sidste Linie rette Skygges Dal til Skygge-Dal. Verset maa antages at være en senere Tilføjelse, formodentlig af Stub selv. Det har samme Versemaal som Digtet, men ikke samme Rimbygning. L. 5-6 er Citat efter Job 17, 14: Jeg har raabt til Graven: du er min Fader! til Ormen: min Moder og min Søster og L. 7-8 Citat efter Psalme 23, 4: Naar jeg end skal vandre i Dødens Skygges Dal, vil jeg ikke frygte for Ondt, thi du er med mig.

51