Saa sortnes vort Levnets den bliideste Dag

✂

Aria

✂ Saa sortnes vort Levnets den bliideste Dag,
Naar Solen har skinnet os efter Behag;
Forfarenhed maaler,
De blinkende Straaler,
Men finder i Enden kun idel Bedrag,
Saa sortnes vort Levnets den bliideste Dag.

✂ Saa krympes vor Siæl for den kildrende Lyst,
Naar Hiertet forbander hvad Læber har kyst,
Naar Øyet maae græde,
Just over den Glæde:
Vi suer af Verdens forføriske Bryst;
Saa krympes vor Siæl for den kildrende Lyst.

✂ Saa stikker vort Beenrad dog Hovedet ud
Igiennem den fiineste Kostbarheds Klud;
Lad Prægtighed braske,
Paa levende Aske
Før Ormen faaer boret vor sminkede Hud,
Saa stikker vort Beenrad dog Hovedet ud.

✂ [87.] A: Chr. Stub 1780 (Nr. 55) S. 107. - Litt.: Barfod III Nr. 28; Brix: Ambr. Stub S. 127; Fonsmark Nr. 28. - Digtet har samme Versemaal som foreg.; jf. dette. - Jf. Indl. S. 42.

✂ 15 dog] og A; rett. af Udg. (jf. L. 20).