Brev til Oberstløjtnant Niels Juel
✂ 17. Marts 1741.
✂ Høy-ædle og Welbaarne Herre,
✂ Høy-gunstige Patron!
✂ I underdanigst Følge Høy-gunstige Hr. Patronens Naadige Behag haver Jeg undertegnede ey kundet undlade paa dette Klagemaal herved i Korthed saaleedes at replicere, det Jeg af Besværingens u-besværede Auctor paa et ugrundet fundament er nærmest blandt dem, imod hvilke hand her søger Assistence og Handthævelse -
✂ Her klages over Nogle efter hans Beretning sig her i Sognet virkelig opholdende Personer, af hvilke hand har ofte æsket Pass og Beviis, men ey kundet obtinere det, og disse er det jo hand af en formeent retskaffen Iver saa hiertelig søger udryddede af Guds Meenighed, med viidere -
✂ Det er ikke min Sag at examinere, hvorleedes Manden bør holde sig sin Allernaadigste Konges Villie efterrettelig i at æske Pass og Beviiser: Hvorleedes hand bør efterkomme baade Guds og Majestetens overeensstemmende Villie i at behandle de Faar, hand her i sin anbetroede Meenighed kalder vildfarende: Hvorleedes hand imod saadanne sig hos ham opholdende virkelig forvildede Mennisker er pligtig at erviise Nidkiærhed med Forstand: Hvorleedes hand bør nøye betragte, at den Leye-Svend, der af frygt for ulven lader Faarene adspreedes, er ey engang saa last-værdig, som den, der med Forset forjager de Vildfarende Faar.
113✂ Men Qvæstio bliver egentlig denne: Om Hr. Iversen med nogen Sandfærdighed har foregivet, det Jeg er een af disse paa-ankede Personer, som hand, efter sin Beretning, har æsket og ofte æsket Pass og Beviis af?
✂ Dersom jeg nu var forsikkret om accuratesse i Mandens Hukommelse, som Jeg virkelig er forsikkret, at der ingen utidige Passioner bør herske over ham, saa maatte hand selv gandske gierne besvare denne Qvæstion; da hand efter en u-partisk Samvittighed i ald Guds Sandhed skulle tilstaae, at dette hans foregivende, saa viit mig betreffer, er aldeeles urigtigt og u-sandfærdigt.
✂ Men, som hand derfore mueligt vilde huske feyl paa Nye, saa svarer Jeg selv og sandfærdelig erklærer, det Min Anklagere Hr. Iversen aldrig af mig har været Pass og Beviis begiærende.
✂ Og da Jeg 1) har været kiendt med ham, siden hand var kun et ungt Barn, 2) har alt i nogle Aar været min egen Mand og vel givet andre, men ey til dato været anmodet at give mig selv Pass, Ja 3) har aldrig nogen Gang paa Slottet indfunden mig som Domestique, men alleene som fremmet hos min Høy-gunstige Patron, undertiden hafft at forrette; Saa veed Jeg ey heller med hvad raiçon slige Ting af mig kunde forlanges.
✂ Om Nogen af de andre anklagede Personer har været ham ubekiendte, og tillige som Huusfolck eller Tieneste Tyende eller paa andre Maader virckelig opholdet sig i hans Meenighed, uden at lade ham paa betimelig Anfordring see, hvad Pass og Beviis de har bragt med sig, kand over alt være Mig lige meget.
✂ Saa meget seer Jeg, at Hans Vellærde Vel-ærværdighed ved denne deres Anklagelse prætenderer at vilde bringe store Ting til Veye, som efter hans egne ord er Deels at befordre 114 dem til Saligheds oplysning og opbyggelse, Deels at hemme den Forargelse, de Eenfoldige af dem har draget -
✂ Men bliver Connexionen ret observeret, saa kand ved denne Mandens Methode end og de oplyste i hans Meenighed en merckelig Scrupel foraarsages, og endda derved hverken skee Saligheds oplysning hos de vildfarende, ey heller den selv-tagne Forargelses Hemmelse hos de Eenfoldige -
✂ Thi hans Welærværdighed giver jo forstaaelig og klarlig nock til kiende, at endskiønt alle de af ham anklagede virkelig, som hand foregiver, opholder sig i hans Meenighed, saa befordrer hand dem dog ikke til nogen Saligheds oplysning og opbyggelse, førend de kand viise ham de samme Pas og Beviiser, som hand, efter egen sigelse, har ofte æsket. Men i Mangel her af søger hand at see dem af denne Guds Meenighed udryddede, hvor de da hos ham hverken har Saligheds oplysning eller opbyggelse at vente.
✂ Hvad om Nogen af dem u-muelig kunde bringe ham pass og beviis i den Form og façon hand faldt paa at æske, og derover efter hans Ivrige forlangende bleve hovedkulds udryddede og udfeyede af denne Guds meenighed? I! saa kunde jo alle her værende oplyste og retsindige Guds Børn meget let falde i disse tancker:
✂ Herre Gud! Mon vor Prest dog ikke være et lidet for nidkiær i somme Poster? Mon de Stakkels Menniskers Oplysning, opbyggelse og Salighed ved ingen anden Middel og Methode uden alleene efter Prestens Paastand kunde bleven befordret? Mon dog ingen Retsindig Siele-Sørger, hvor de efterdags kommer, kand udfinde nogen slags Maade, hvorpaa de blandt andre Guds Børn kand befordres til Salighed? Eller mon alle ret-lærende og ret-levende Prester ligeleedes vil see dem udryddede? O saa maae de jo omsider emigrere til de Steder, hvor ikke engang opbyggelse i den Sande 115 Christendom eller oplysning til Salighed bliver funden? Herre Gud! mon dog vor Prest ikke være et lidet for nidkiær i somme Poster?
✂ Jeg har der fore i Klagemaalet forgieves leedet efter en særdeeles Hoved-Post, i det Manden derudi har glemt at foredrage, at paa hans Side, som Siele-Sørger, ey har manglet den Broderlige Formaning og Paamindelse, den Betænksomme og Beqvemme Behandling, den Kiærlige Sagfmodighed, som de af ham kaldede vildfarende Mennisker, hver efter sin Tilstand kunde behøve, da det dog ufeylbar kommer an paa Siele-Sørgerens Ansvar, i fald nogen Siel enten ved hans Forsømmelse eller Fremfuusenhed skulde periclitere.
✂ Har imidlertid den Eenfoldige Mængde i hans Vellærde Velærværdigheds anbetroede Meenighed da selv, efter hans egne Ord, NB Draget nogen Forargelse, Saa er det meget ilde, at denne farlige Forseelse ey allereede af Presten selv, efter Embeds-Pligt, er bleven remederet hos dem hand erklærer og kiender for sine egne Tilhørere; da den gode Mand, der maaskee nock veed den heel bekiendte Distinction mellem en given og tagen Forargelse, det mand ey med nogen Retsindighed kand prætendere nogen udryddet, just fordi nogle Eenfoldige Mennisker, I Mangel den fornødne Oplysning, af een og anden kand selv drage eller tage Forargelse. Men dette er endelig en Sag, som de sig i saa Maade forargende kand deele med deres Lærere, og mig u-vedkommende med hverandre afgiøre. -
✂ Hvad mig i særdeeleshed betreffer, maae Jeg uforbigængelig tiene denne Anklagere med et par ord til Erklæring paa den heftige Expression, hvorudi Jeg i Klagemaalet er angreben som en Person, der opholder sig paa Slottet fra sin Ægte Hustrue.
✂ Mand skulde snart falde paa de tancker, det Hr. Iversen 116 var forivret paa min ringe Person, siden han for min Skyld synes at foretage sig en liden Reformation her paa Slottet; Men da sligt i sig selv er u-nødvendigt, og Jeg à parte veed, hand lader sig Navnet af en opbyggelig og omhyggelig Prest for alle Ting være angelegen, saa faaer Mand undskylde ham, som en ung Mand, der ey meener det saa ilde.
✂ For resten finder Jeg i bemte Expression aldeeles ingen Realitet til nogen min Præjudice, i hvor haard en forklaring Auctor selv derover vilde formere. - Thi skal ordene forstaaes, ligesom Jeg var stændig eller som en Domestique her paa Slottet, og det for at være fra min Ægte Hustrue, saa er hans Vellærde Welærværdigheds heele Bogstavelige Meening paa dette Sted urigtig og u-efterrettelig og ordene beskriver alleene deres Auctors egen u-kyndighed om den selv samme Ting hand ponerer og anker paa.
✂ Vel er Jeg ofte kommen til Slottet, Vel har Jeg mangen Gang været her i Forretning, men min Høy-gunstige Patron er Selv best vidende, det Jeg ingen gang har været her i nogen Tieneste. Og min Anklagere skal aldrig med mindste Skin af Sandhed kunde sige, det jeg nogen Gang er paa Slottet uden min Hustrues Biefald og Samtykke. Ja! derudi consenterer hun saa meget des hellere, som Jeg adskillige Gange, for et og andet at forrette, er af min Høy-Gunstige Patron saa vel til hendes, som mit Ophold, meget genereux bleven aflagt -
✂ Og da ingen, end ikke Malice og Misundelse Selv, med nogen føye skal kunde negte, det Jeg jo efter ald muelighed stræber engang at erlange det Brød, hvor af min Hustrue og Jeg i Fremtiden stedse kunde have fælles Ophold ved eet og det samme Bord; Saa har Jeg fra den første gang Guds Forsyn insinuerede min Nødtørft i min Høy-gunstige Patrons Bevaagenhed, ey heller nogensinde været her paa Slottet uden 117 i det ulastelige Haab, at, som Gud selv i Himlen hjelper ved Midler her paa Jorden, min Lykke og felles Fremtarv for mig og mine da engang kunde vaagne ved den Herre, hos hvilken dog saa mange Nødlidende, ja end og nogle u-tacknemmelige Stakler har hentet det Brød og den Velstand, som de i denne time saa ufornuftig pukker af.
✂ Hr. Tyrstrup er selv et merkeligt exempel, saa viidt hand for sin Ærværdige Stand har største Aarsag at ære og takke den Samme Herre; og som hand i denne Lycksalighed jo ikke har glemt, ved hvis Haand den Gode Gud af særdeeles Naade og Barmhiertighed rakte ham sin og Hustrues Velfærd, saa seer Jeg aldeeles intet, at Hans Velærværdighed enten kand holde det utilladeligt eller u-rimeligt, at Jeg nu, hand selv har faaet nock, undertiden seer paa Patronens haand, hvorudi Guds Forsyn maaskee alleene til en tid har forvaret, hvad Held og Lykke Jeg og Mine skal have her i Verden.
✂ I andre Hensigter og paa anden Maade har Jeg ingen sinde været her paa Slottet. Men er den, der ikke sørger for sig og sine, verre end en Hedning, saa er den jo ikke et haar bedre, der vilde hindre mig i en lovlig og anbefalet omsorg, hvor ved Jeg hverken har været eller er til anstød for noget retsindig Menniske.
✂ Sluttelig kand hans Velærværdighed alle tider være forsikkret, at enten hand kiører eller rider paa Slottet, saa er Jeg ham aldrig hinderlig i farten eller i nogen maade anstødelig, med mindre hand imod Forhaabning selv behagelig vilde løbe an. Jeg, for min Part, og saa viidt sømmeligt, skal gierne vige af til en side, hvor hand farer frem paa lovlige Veye, som jeg og alvorlig vil ynske ham Saliggiørelsens Forstand til saaleedes at opsøge sine Vildfarende, at hand maae blive dem en tilforladelig Formand og Ledsagere paa den Vey, hvor Eenfoldige og Daarer skal ikke fare vild.
118✂ Der Jeg i øvrigt med særdeeles Veneration og Hengivenhed forbliver
✂ Høy-ædle og Welbaarne Herres
✂ Thorsing Slott
✂ d. 17de Martii 1741-
✂ Høy-gunstige Hr. Patrons
✂ underdanigste Tiener
✂ Ambrosius Stub
✂ LA. Odense. Stamhuset Taasinges Arkiv. Breve til Kammerherre Juel. Tidl. trykt i Festskr. til Erslev S. 442 og i Th. A. Müller, Afhandlinger i Udvalg S. 203. - Jf. Indl. S. 17 og 19.
119