Palladius, Peder Peder Palladius' Danske Skrifter

I.

VED Midten af 16. Aarhundrede havde den foregaaende Tids almindelige Mandsdragt: de korte Broge, de stramtsiddende Hoser og de lange Kjortler, der - som Sømmelighed krævede - skjulte Laarets og Benets Form ned til Knæet, naaet sin diametrale Modsætning. For at faa større Bevægelsesfrihed var man, omkring Aarhundredeskiftet, begyndt med at skære lange Spalter i Hoserne 1 og, dels for at dække det herved blottede Ben, dels for at give Dragten et prægtigere Udseende, havde man foret Hoserne med lette brogede Stoffer, som man trak ud gennem Spalterne 2 . Dette Princip førtes i "Pluderhoserne" ud i sin yderste Konsekvens. Spalterne gjordes saa talrige, at Overtøjet, "Overtog" som det kaldtes, kun kom * * 14 til at bestaa af lange Strimler, der blev holdt sammen i Livet og under Knæet, og det lette For gav man efterhaanden en saadan Vidde, at det - skønt fæstnet ved Knæet - faldt i folderige Poser ned til Anklerne. Forpartiet dannedes af "Kilen", der bestod af fire Strimler, mellem hvilke Foret vældede ud, og hvorpaa der til yderligere Fremhævelse var anbragt en mægtig Sløjfe. Samtidig med, at den snævre Benbeklædning havde udviklet sig til de overdaadigt vide Hoser, der naaede fra Livet ned til Foden og gjorde Brogene overflødige, var den lange Kjortel blevet ombyttet med en kort Trøje, saa For- og Bagparti af den nedre Del af Legemet saas i al deres Pragt.

Det er imod denne utugtige og overdaadige Klædning, at Biskop Musculus retter sin Formaning og Advarsel i Skriftet om Hosedjævelen.

Andreas Musculus (1514-88) hører til Aarhundredets mest nidkære Lutheranere. Kamp var for ham ikke blot en Lyst, men en Nødvendighed. Enhver Afvigelse fra den mest bogstavrette Opfattelse af den rene Lutheranisme kaldte ham til Forsvar for denne. Men - som Palladius - er han ikke blot Teolog, han er lige saa lidenskabeligt Moralist. Det foreliggende Skrift skyldes dog ikke blot almindelig Forargelse over Tidens løse Sæder, det har en ganske speciel Anledning: en grov Forhaanelse af Prædikanten i selve Kirken. Musculus var Biskop i Frankfurt a. O. (Generalsuperintendent over Mark Brandenburg), og her havde en Søndag i Aaret 1555 en Diakon ved Navn Melchior Dreger holdt en opbyggelig Prædiken mod Pluderhoserne. Følgen havde været, at der Søndagen efter paa Kirkepillen ligeoverfor Prædikestolen, synlig for alle, hang et overdaadigt Exemplar af de syndige Hoser (jfr. ndf. S. 44 L. 9 f). Biskoppen forlangte af Byens Styrelse den prompteste Undersøgelse af Sagen og den strængeste Afstraffelse af Synderen. Men Efterforskningerne førte ikke til noget Resultat; Straffen kunde ikke følge Synden. Da besteg 15 Biskop Musculus selv Prædikestolen og holdt - Maria Himmelfartsdag - sin Tordentale mod den lappede og forkludede Hosedjævel.

Musculus' Skrift om Hosedjævelen vandt - maaske ikke mindst paa Grund af sin pirrende Titel, der vistnok iøvrigt var paavirket af det faa Aar ældre Frankfurterskrift af Mattheus Friederich "Wider den Sauffteuffel" - hurtigt stor Udbredelse og blev med dets kraftige folkelige Sprog og dets anekdotefyldte Fremstilling Forbilledet for en Række lignende "Djævle"-Skrifter i 16. og 17. Aarhundrede 1 .