INDLEDNING.

✂ SOM foran (I. Bind S. 352, Note 4) nævnt findes i det lille Haandskrift, der nu opbevares i Stiftsbiblioteket i Vexiø, Bl. 22 v -25 r et latinsk Skrift, der nøje svarer til Palladius' ndf. udgivne Tavle over Jesu Navne og Titler. Spørgsmaalet bliver da, om det latinske Skrift er oversat efter Palladius' Tavle, eller om der til Grund for denne ligger en latinsk Original. Palladius' Skrift bestaar, som det vil ses, af en Række Skriftsteder, i hvilke Benævnelser for Jesus findes. Hvis nu disse Skriftsteder stemmer overens med Texten i den danske Bibel 1550, er der en vis Sandsynlighed for, at Palladius selv har samlet Skriftstederne (skønt han ogsaa i Oversættelser fra denne Tid kan bringe Skriftstederne i Overensstemmelse med 1550-Texten, se foran III Bind S. 271 ff.); skulde det derimod vise sig, at Skriftstedernes Form er forskellig fra den danske Bibels, men stemmer overens med den latinske Texts, tør det anses for sikkert, at Palladius' Skrift ikke er originalt, men oversat efter det latinske. Et Par Sammenstillinger mellem Palladius' Text og Vexiø-Haandskriftets vil give Svar paa Spørgsmaalet.

✂ Hos Palladius staar (ndf. S. 6, L. 10): En euig Prest , hvilket svarer til Vexiø-Haandskriftets: Æternus sacerdos , Biblen 1550 har derimod: en Prest euindetige , hvilket gengiver Luther-Oversættelsens: ein Priester ewiglich (Ps. 110.4). Hos Palladius staar (sst. L. 12): En forligelse for alle verdsens Synder ; dette svarer nøje til Haandskriftets propitiatio pro peccatis totius mundi , mens Biblen 1550 har forligelsen 4 for vore synder , gengivende Luther-Oversættelsens: die Versönung für vnser sünde (1. Joh. 2.2).

✂ Der kan da ingen Tvivl være om, at Grundlaget er den latinske Text; og Palladius har, som det oftest var hans Sæd, fulgt sin Kilde nøje, ogsaa hvor denne ikke stemmede med den autoriserede Bibels Ordlyd. Men Grundlaget har naturligvis ikke været den tilfældige Afskrift, der findes i Vexiø-Haandskriftet; dette fremgaar alene deraf, at der i denne Afskrift findes Huller i Navnerækken, som ikke findes hos Palladius (saaledes mangler i Haandskriftet de Skriftsteder, der svarer til Palladius' Text ndf. S.6, L.17: Hebr. 13.10, L. 32: Joh. 6.35; S. 8, L.23: Col.1.15); Grundlaget har sikkert været et trykt Skrift, højst sandsynlig en Tavle (et Folioblad) som Palladius' Nytaarsgave, men denne latinske Original er det ikke lykkedes mig at finde. Saa meget værdifuldere for os bliver da Afskriften i Vexiø-Haandskriftet, og denne viser, at Palladius har fulgt den latinske Original helt igennem; selv Efterskriften, som man paa Grund af dens personlige Form kunde have troet var forfattet af Palladius, er - som Skriftstederne - oversat Sætning for Sætning. Det vil være tilstrækkeligt at anføre Efterskriftens Begyndelse. I Haandskriftet lyder den:

✂ Ad lectorem. Vide quantum lucis adferunt hi egregij titulj ad veram Christi cognitionem, etiam cum simpliciter sine interpretatione recitati fuerint. O quam admirabilem sapientiam. O quam vberrimas consolationes in apertum proferre possit etc.; og Palladius gengiver lokaliserende: Her kunde i oc eders Erlige oc edele Søstere/ kære Fru Pernille/ see faar øyen/ huad liuss/ forstand oc forklaring disse merckelige Naffn oc Titeler føre met sig til at forstaa rettelige vor Herris Jesu Christi ærefulde Mandoms velgerninger/ oc huad Hand vdrette til vor Salighed/ alligeuel at de staa her ekon enfoldige opregnede til at betencke oc offuerueye/ vden nogen forklaring oc vdleggelse/ O huilcken vnderlig Visdom/ oc huor offuerflødige trøst oc husualelse de føre met sig/ etc.

✂ Palladius' Nytaarsgave til Fru Pernille Oxe og hendes 5 Søstre er da en i alt væsentligt ordret Oversættelse af et lille latinsk Skrift, der rimeligvis er forfattet ved Aarhundredets Midte af en af de tyske Opbyggelses-Skribenter 1 .

✂ Kun et eneste Exemplar af "Nytaarsgaven" er bevaret. Det er i c. 2/3 Størrelse gengivet paa omstaaende Bilag. Noget Trykkested er ikke angivet, men det typografiske Udstyr viser, at Bogtrykkeren som ved Palladius' samtidige Skrifter er Hans Vingaard (se Lauritz Nielsens Afh, i Nord. Tidskr. f. Bok- och Biblioteksväsen 1916, S. 103). Det bevarede Exemplar, der, som Gengivelsen viser, er noget læderet, findes paa det kgl. Bibliotek i København.

Nogle Uor Serris Jesu Christi Hellige
oc salige Naffn oc Titeler/ aff den hellige scrifft/ alle Christne
meget trøstelige/ tilsammen screffne oc skenckte Erlig oc
Velbyrdig Quinde/ Frue Pernille Oxe/ oc hendis
kære Søstre til Nyt aars gaffue.
Aar.M.D.LVI.

✂ Jesus eller Frelsermand. Matth: i. Act: iiii. Phil. ii.

✂ Messias eller Christus. Esaiæ Ixi. Luc. iiii. Psal. xlv.

✂ Vor Konge. Zacha. ix. Matth. xxi.

✂ En euig Prest. Psal. cx.

✂ Vor Naade stol Ro: iii. Ebre: iiii.

✂ En forligelse for alle verdsens Synder. i: Joh. ii.

✂ Genløsere oc genløselse. Esa.xl. Ix. Matth.xx. i.Cor.i. Luc: i.

✂ Den eniste Midler. i. Timoth. ii. Gal. iii. Seb. viii.

✂ Vor Talsmand. i. Jo. ii.

✂ Vor Slactoffer oc Brendoffer. ii. Cor: ii. Esa: liii. Ephe.v.

✂ Vort Altere. Heb: xiii.

✂ Guds lam som drager verdsens synder. Jo. i.

✂ Vor viisbom/ retferdighed/ hellighed etc. i. Cor: i Hiere: xxiii.

✂ Verdsens liuss. Jo. xii.

✂ Vor Mester. Jo: xiii.

✂ Guds Suend oc tienere. Esa. xlii. liii.

✂ Vor Vey/ Sandhed oc Liff. Jo: xiiii.

✂ vor Opstandelse. Jo. xi.

✂ Begyndelsen oc den førstefødde aff de døde. Col: i.

✂ Den første fødde iblant mange brødre. Ro: viii.

✂ Vort haab. i. Timoth. i.

✂ Vor Broder. Psal. xxii. Heb: ii. Mat: xxviii. Jo: xx.

✂ Vor Hyrde. Ezech. xxxiiii. Jo: x.

✂ Den ypperste Hyrde. i. Pet. v.

✂ Den rette Faaresti dør. Jo. x.

✂ Liffzens brød. Jo. vi.

✂ Vor Klippe. Matth. xvi.

✂ Den siuøynet sten. Zach. iii.

✂ Den sten som er vdhuggen aff Bierget foruden hender. Dan: ii.

✂ Louens fuldkommelse. Ro. x.

✂ Den hellige kirckis Brudgom. Eph: v.

✂ Den hellige Kirckis hoffuit. Ephes. i. v.

✂ Det sande Vintræ. Jo: xv.

✂ Den hiørne Sten. Psal. cxviii. Act: iiii.

✂ Den retuishedtz Quist. Jere: xxiii.

✂ Liffsene første. Act. iii.

✂ En Herre offuer alting. Act. x.

✂ Ærene konge. Psal. xxiiii.

✂ Den Retuise. Rom iii. v. Esa.liii. Act: iii.vii. i. Joannis ii.

✂ Math: xv.

✂ Ærens haab: Psal: xxiiii.

✂ En Arffuing offuer alting: Hebr: i.

✂ En Første offuer Kongerne paa Jorden. Apoca: i.

✂ Liffsens ord: i. Joan: i.

✂ Immanuel/ Gud met oss. Esa: vit Math. i.

✂ Gud Faders Euige ord. Joan. i.

✂ Guds visdom: i. Corinth: i.

✂ Guds krafft. Rom: i.

✂ Den wsiunlig Gudz Billid: Colosi: i.

✂ Den første fødde faar alle Creatur: Colos: i.

✂ Hans Faders æris skin. Heb. i.

✂ En sand Gud/ oc det Euige Liff/ i. Joan: v.

✂ Zebaoths Gud. Zacha: ii.

✂ Pactens Engel: Malach: iii.

✂ Vnderlig: 1 Esaiæ .ix.

✂ - - - 1 Esaiæ. ix.

✂ Krafft. Esaiæ. ix.

✂ Kempe: Esaiæ. ix.

✂ Euig Fader Esaiæ. ix.

✂ Fredzens Første.Esaiæ. ix.

✂ Retferdighede Sol: Malach. iiii.

✂ Vor fred. Eph: ii.

✂ En Dommer offuer leffuende oc døde Act: x.

✂ Her kunde i oc eders Erlige oc edele Søstere/ kære Fru Pernille/ see faar øyen/ huad liuss/ forstand oc forklaring disse merckelige Naffn oc Titeler føre met sig til at forstaa rettelige vor Herris Jesu Christi ærefulde Mandoms velgerninger/ oc huad Hand vdrette til vor Salighed/ alligeuel at de staa her ekon enfoldige opregnede til at betencke oc offuerueye/ vden nogen forklaring oc vdleggelse/ O huilcken vnderlig Visdom/ oc huor offuerflødige trøst oc husualelse de føre met sig/ der som nogen vilde met sin vindskibelighed beflite sig til at vdlegge oc vdsige dem/ Thi de giffue oss klarlige nock til kende huad for en Herre Christus er/ Huad raad/ hielp oc trøst wi haffue vdaff hannem i Syndsenes oc dødzens forskreckelse/ huilckit dette ene aller helligste Christi Naffn Jesus/ giffuer nocksom til kende i det at alle bedrøffuede samuittigheder faa en euig husualelse/ besønderlige/ effterdi der er icke andet naffn giffuit menniskerne paa Jorden/ huor ved dem bør at vorde salige. Act: iiii. Huor faar Paulus/ Philip: ii. siger. Gud haffuer ophøyet hannem oc giffuit hannem it Naffn som er offuer alle naffn/ at vdi Jesu naffn skulle alle knæ bøys i himmelen/ paa Jorden oc vnder Jorden. Huad ville wi sige om det Naffn Christus? Huor met bemerckis icke aleniste hans Rige/ men ocsaa hans Præstedom/ Huad dette ord Immanuel? Huad det ord Broder? Huad ville wi da sige om alle de andre? Obne de oss icke en ret vidskab oc kendelse om vor Herre Christo/ til vor Retferdighed? som der staar. Esa: liii.

✂ Hand skal met sin Kendelse/ Retferdig gøre mange. Derfaar skal mand legge vind paa at lære disse fortageligste Naffn oc Titeler vden at/ oc komme dem ihu/ at wi kunde Euige oc altid øffue vor Tro oc paakaldelse met dem/ Jesus Christus vere hoss oss ocsaa i dette Nyt aar som nu begyndis oc staa vor fare i al modgang oc drage oss fram til det euige liff. Amen.

INDLEDNING.

En formaning oc atuarsel om den
leppede oc forkludede Hosedieffuel/ som er opuect
mod al tuct oc ære.

✂ Den hellige Paulue siger til de Romere i det siette Capitel at syndsens sold er Døden/ oc icke aleniste/ den timelig eller euige død/ men al wlycke/ bedrøffuelse/ Siugdom eller huad for modgang dette leffnit haffuer paa sig/ som oc saadant altsammen er aff Gud paalagt vore første faarelder Adam oc Eua/ til en straff for synden Gen: vdi det tredie Capitel. Men effter det gamle almindelig ordsprock. Crescentibus peccatis crescunt et pænæ. Det er/ naar Synden voxer da voxer ocsaa straff oc pine for Synden/ lader Gud det icke bliffue ved saadan en almindelig wlycke. Men som Synden tager til/ voxer oc opstiger i Verden/ saa lader Gud ocsaa hans vrede oc straff voxe oc opstige met och hoss Synden. Lige som nu Synden haffuer voxit altid i Verden/ indtil denne stund/ oc folckit er vordit io arger oc verre dag fra dag/ saa haffuer io daglige ocsaa/ mere oc mere wlycke/ oc større modgang fult der effter/ som ocsaa de Historier aff gamle och ny Testamente/ och der til met de hedniske Historier/ saadant rigelige beuise. Oc der faar/ effterdi ondskab haffuer fangit offuerhaand/ oc Synden er opstiget paa det høyste/ i denne siste tid/ effter Christi egen prophetie/ Saa ere wi ocsaa vnderlagde mere straff/ wlycke/ Krig/ Blodstyrtning/ Pestelentz/ Siugdom/ suar dyr tid/ offuersettelse oc besuering aff Herskab/ som wi det end hart nock forfare/ føle oc tage paa/|| at ocsaa offuer dette altsammen/ Fulene i lucten oc fiskene i vandet/ oc lige saa alt andet/ forsuinder vnder henderne faar oss/ io mere oc mere/ at wi skulde io nocksom kende paa straffen/ at Synden er voxen oc ondskab er opstiget paa det høyste/ Det beuise ocsaa oc vinde offuer oss/ saa mange atskillige ny oc vnderlige siugdomme/ som icke haffue verit tilforn/ men de gamle aldelis wbekynte.

✂ Vdi denne Gudz vredis/ straffis oc mangfoldig wlyckis vext/ formering oc daglig opstigelse/ gøre wi lige som hine hunde/ der løbe effter stenen/ som mand haffuer ramt paa dem met/ oc bide saare hastige der paa oc tencke icke eller see/ vdaff huem eller for huad aarsag de bleffue slagne. Lige effter denne art holde wi oss ocsaa nu/ wi klage paa denne onde tid/ som er beladet met saa megen wlycke/ wi sidde i asken oc henge met vort hoffuit/ oc bide oss i læberne met vor wlycke/ ere sorrigfulde och bedrøffuede/ det gør ossont/ ath wi met vore Børn haffue leffuit denne onde tid/ oc wi tencke icke der en gang paa/ at wi haffue fottient oc opuect saadan Guds vrede oc al wlycke mod oss/ oc at wi skulde falde ind vnder Gudz riiss oc falde hannem til fode/ bede om naade/ oc loffue oc tilsige hannem/ at wi ville rette oc bedre vort leffnit. Men wi ere heller da de rette Kompaner/ och deylige Børn/ som Esaias Prophet klager offuer/ i sit niende Capitel/ der hand saa siger. Dette folck vender sig inted om til den som dem slaar/ oc skøder inted om Herren. Der faar mue wi ocsaa bide oss i læberne oc opæde oss/ met vor egen wlycke/ saa lenge som wi villie/ oc wi ere inted der met behulpne/ men gøre det verre som er ont/ oc bide endelige tenderne vd paa stenen/ och gaa saa || hen til grunde i vor wlycke/ saa skal det gaa til/ oc oss skeer lige oc ret. Der faar/ at wi see icke paa det/ der er aarsag til vor modgang/ oc ey heller ville see der til/ oc der som wi end det see/ huor fra/ vor wlycke vdflyder/ tencke wi icke der paa/ oc ey heller offuerueye/ huorlunde saadan Guds vrede/ maatte blive bortuend fra oss.

✂ Men at wi kunde paa denne tid nogit gøre/ oc icke sige aff mange/ offuermaade drabelige oc vectige hoffuit Synder/ som wi ere faldne vdi effter Christi prophetie. Der som wi vaare aldelis fromme oc haffde ellers ingen Synd/ da fortienner Tyskland nu icke aleniste Guds vrede/ oc denne neruerendis wlycke/ som wi ere nedsunckne vdi/ offuer øynene/ men det vaar ingen vnder/ at Solen icke mere skinde paa oss/ oc iorden icke mere bar oss/ oc at Gud slo der i/ met den siste dag/ for den gruselige wnaturlige oc dieffuels Kledebaan/ som vngt 29 folck nu vanskaber sig met/ oc saa skendelige beskicker dem vdi/ at icke aleniste Gud/ de hellige Engle oc alle fromme erlige folck/ men ocsaa diefflene selffue gry oc vndsette sig faare. Som mand siger for tnfi/ oc i sandhed/ at nu en kort tid forleden/ vaar en frommer mand/ hoss en Maler oc bestillede sig en taffle/ oc bad at hand vilde male dommedag der paa met stor aluorlighed oc gruselighed/ oc besynderlige at hand vilde male dieffuelen paa det allegrummiste/ oc Maleren giorde sin allerstørste flid der til/ oc malede Dieffuelen paa det allergrummiste/ met saadan formaledide Hoser/ met offuertog/ lige som de vnge kompaner nu drage dem. Der er dieffuelen kommen oc gaff den Maler en veldig Kindhest/ oc sagde/ at hand haffde giort hannem vold oc wret/ at hand haffde saa malet hannem. Thi hand sagde sig aldrig at vere saa grum oc saa gruselig/ som || hand haffde aff controfeyet hannem met de paltede lompehoser eller vadstøffle/ oc det skal nu hiede/ for Gud oc mennisken en beprydelse oc staa en vel/ det som den wrene Dieffuel skammer sig selff faar. Men der aff kunde i lettelige forstaa oc begribe/ at der som Gud end nu lenger ophulde met domme dag/ at Verden skulde end nu staa en tid lang/ huad wi met saadant vngt folck for en Verden vilde lade effter oss/ om det ocsaa vaare mueligt/ at Jorden skulde kunde bære vore effterkommere/ i det at de traadde dieffuelen ind/ i hans embede oc stat/ oc bleffue argere oc gruseligere paa Jorden/ end diefflene vaare i Helffuede/ som nu allerede den største part offuergaar dieffuelen i forstockede blindhed oc ondskab/ huilcke der aldrige saa genstridige oc egensindige haffde foractet saadan naade som oss nu tilbiudis oc wi træde den met fødder/ som det nu skeer/ men huor det vil hen vd/ oc huad for en ende det vil tage/ skal icke Verden kunde før kende/ end at vandet slar sammen offuer hoffuidet paa dem/ oc indtil de skrige/ oc sige. Kommer i klipper oc falder paa oss etc.

✂ Men effterdi/ at Gud alle vegne oc altid/ lader hans Naade tilbiude/ oc gaa faar hans vrede oc straff/ som den der icke begerer vor død/ men vor bedring oc liff/ huilcket der skeer 30 vden al tuil/ icke foruden aarsage/ at Gud hiemsøger oss/ met en saa rig oc offuerflødige Naade/ oc hans hellige ords store liuss/ som icke er saa skeet tilforn i femtenhundrit aar/ da vil der effter en hed Solskin komme stor storm oc haffuel/ Ja effter saadan stor tilboden naade/ vil følge en stor wlidelige vrede oc straff. Oc der wi nu som ere kaldede aff Gud/ met en aluorlige oc haard beffalning i det hellige predicke embede/ tilbiuder || huer 1 - - - - - - - - - - - - - - ||

✂ - - - - - - - - - - - - - - - - - ||

✂ høller hand paa oc skiuler sig til/ at giffue tilkende oc paaminde/ om saadan en skam/ indplantet i naturen/ at skiule en part aff legemet/ huor aff den forderffuede naturs forøgelse/ haffuer hendis begyndelse oc oprindelse som til en ihukommelse oc formaning/ at naturen er forderffuet/ ved Arffsynden/ oc paa det at kød oc blod/ som er optend aldelis oc gandske i onde løst oc begeringer/ skulde icke mere eller lengre forargis oc røckis til synd/ ved saadan nøgenhed/ blotelse oc barhed.

✂ Der faar kand mand nu her aff først: beslutte/ vden al modsigelse/ at denne neruerendis forkludede hose Dieffuel haffuer ført aldelis en ny synd i Verden/ oc kommen den paa fode som er oc mod naturen selff/ der som de andre Synder haffue dog deris oprindelse oc vdspryng vdaff naturen/ ond løst oc begering til ont/ oc rime sig/ ia komme offuer ens met naturen. Der faar kand oc huer mand lettelige kende oc dømme/ huad for en arrig oc wforskemt Dieffuel/ der regerer nu i det vnge Folck/ som saa forsømmelige met stackede kiortle/ som icke naa til binde gauene/ oc met Helffuedis flammer oc Ildelouer barer oc bloter deris legeme (oc mest det/ som burde mest at vere skiult) oc sette det saa vden al skam/ faar huer mands øyen/ til forargelse oc indlaackelse/ i alle onde begerelser oc løst/ Huilckit ocsaa naturen vil haffue tiltect oc skiult. Der faar skulde wi bekende/ effter saadan vor første faders Adame exempel oc efftersiun/ oc effter vor egen natures indledelse i saadan iførelse oc ombindelse/ vor Synd/ skam oc skendtzel/ huor i wi ere faldne. Item klage det aff Hiertet faar Gud/ stri mod *1 Bl. A 4 mangler; se Noten ndf. S. 69. 31 onde begeringer oc løft/ modstaa al wrenhed/ oc fortage ocsaa andre Folck den tillaackelse til det onde/ som de kunde see paa oss oc saa skiule oss oc tecke til faar Gud/ faar Englerne oc Mennisker/ vil ieg nu i denne || tid hiemftille det til de vnge kompaner/ oc sette det til deris eget Hierte oc samuittighed (om de haffue nogen samuittighed) oc giffue dem at betencke/ huad for en gruselig och wskamactig Dieffuel/ der haffuer sæt sig i deris Hoser/ huor haardelig Gud vil straffe dem der faar at de met saadan Kludehoser gøre sig megit bart oc blot faar Gud/ Englerne oc Menniskerne/ til alle onde begeringer och til al wkyskhed/ meget mere end naar de gaa ret aldelis blot nøgne/ Som deris egen natur och samuittighed skal paa Domme dag klage paa dem til fordømmelse/ oc offueruinde dem/ at de haffue giort dem selffue langt arriger oc verre/ end de vaare fødde oc komne til Verden ved den forderffuede natur. Oc endelige skal samme Hosedieffuel met stor giede/ hoffuering och triumphering paa domme dag vare paa dem/ oc strax effter Guds dom er gangen dem offuer/ hendrage oc henrøcke dem/ met deris Hoseflammer/ til den euige Helffuedis flamme oc loue/ da faa vore vnge Kompaner at see oc forstaa/ huad det er for en smycke oc beprydelse oc huor deylige saadanne forkludede dieffuels Hoser staa dem. Dissimellem faa wi at giffue oss til fred/ at de spaatte oss och giffue oss en ladder der faar.

Den anden Synd/ som den lompede
Hose dieffuel kommer aff sted mod Gud oc hans
indsettelse/ ordning oc skick.

✂ Videre scriffuer Mose/ i skabelsens bogs tredie Capitel. Der nu Adam haffde saa skiult sig/ met Figene blad/ och vaar førdt faar Guds dom/ oc haffde faat sin dom/ Huor aff hand oc alle hans effterkommere/ haffue || en euig memorial oc en almindeise breff/ huor aff hand kand paaminde sig/ huorlunde hans sag staar/ i huad Synd oc vrede hand er falden vdi/ til huilcken skam/ skendtzel oc 32 vanære hand kom vdi faar Gud/ vden det/ at Adam selff haffuer giort sig en amindelse breff/ i det at hand flette sig selff en kost som tilforn er sagd/ giorde ocsaa Gud Adam oc hans Hustru huer en skindkiortel/ oc førde dem i/ huilcken Kiortel/ Gud vor Herre drog Adam vdi til offuerflødighed/ Huilcket ocsaa den Hellige Chrisostomus formeller/ der hand paaminder sig selff om sine Synders straff/ skade/ skam och wlycke/ met saadan klædebaan/ oc angrer/ røffuer oc klager sine Synder der offuer/ oc trøster sig met Guds tilsigelse foriettelse/ och huorledis det er skicket i det andet liff/ der som hand skal skinne igen faar Gud/ som Stiernerne paa Himmelen met it forklarit Legem/ effter at skam oc skendzel er afflagt/ Som Christus oc den hellige Apostel Paulus haffue saadant forklaret oc tilkende giffuit/ Thi det er lettelige at forstaa der aff/ ath naar vor kære Fader Adam saa til den wrene stynckende skindkiortel aff Gedskind/ hand haffde paa liffuit paa sig/ da haffuer hand visselige tenckt paa den smycke oc prydelse/ huor vdi hand stod tilforne faar Gud/ met ith nøget Legeme/ vden al skam/ met stor ære/ oc at hand nu vaar bleffuen en verstyggelighed faar Gud/ oc til skamme/ Huor saare flittelige haffuer vor Kære fader Adam/ voctet oc beuaret sig for al barhed och nøgenhed/ oc haffuer met sin kære Eua/ vel bundet om sig oc teckit sig til/ met den skindkiortel at forhindre/ dempe oc nedlegge hans forkrenct natur/ onde begeringer/ løst oc tillaackelse til Synd.

✂ * Her haffue nu de vnge Kompaner anden gong/ at see || sig om/ som haffue giffuet sig i tienniste nu i denne tid/ vnder den Hosedieffuel/ om denne ny pract oc Klædebaan/ er saa ringe en paatect/ der kand ske vden al forargede oc Synd/ som de det der faar acte oc holde. Effterdi/ at det er strax lige mod Guds ordning oc skick/ huor met/ det borttagis oc til inted gøris/ i det/ at de bare oc blote/ ia meer end bart oc blot optecke det som Gud haffuer selff tilteckit oc skicket til at være altid skiult. Er nu saadan Klædebaan/ mod Gud och hans Ordning oc skick/ saa er det oc vist at de ere icke Gud behagelige/ men beuege/ røcke oc tuinge hannem til vrede. Er 33 nu Gud vred der faar/ saa følger visselige straffen effter hans vrede/ Men huorlunde Gud hiemsøger oc straffer nu Tyskland/ for den oc andre Synders skyld kunde wi see oc nocksom gribe oc føle paa/ oc wi skulle end nu bedre gribe oc føle der paa/ effterdi wi icke tilscriffue nogen Synd saadan straff ey heller afflade/ och rette oc bedre oss/ som tilfaarn er sagd. Jeg vilde icke gerne være en Prophet/ oc er icke heller/ men ieg befrycter gandske saare/ effterdi at Gud som det gamle ordsprock lyder/ gerne straffer der met/ huor met mand haffuer Syndet/ at hand i dag eller i morgen skicker Tyrcken offuer skyldig oc wskyldig som lige saa kand vdhugge oc hasehugge deris skinnebeen/ lige som Hosene ere bestockne/ oc sandelige saadant vaar vel ret fortient straff offuer de verstyggelige paltede lompende oc skalcke Hofer/ som mand gerne vnte dem/ der som Gud vilde ekon aleniste forskaane oc spare de wskyldige/ som ocsaa faa aar siden vaar en almindelig sauffn oc rob viløbende nock at Tyrcken haffde allerede vdi Vngeren omgaaet oc handlet met vore Tydske/ oc ladet dem hugge lige saa i deris skinneben som Hosene vaare tilsammen flickit/ der aff kand || mand da nocksom forstaa at Gud loed saadan straff gaa offuer Tydskene/ lige for samme Hose skyld. Alligeuel vil der icke følge nogen forbedring effter/ men de gøre nu ydermere oc lenger frem/ effter saadan straff/ Gud oc Dieffuelen til tradtz/ de kludede offuertog oc flammer end større/ wtuctigere oc mere skalckactige. Men effterdi wi skøde icke effter saadan straff/ er det lettelige at offuerueye/ huad for en stor oc forferdelig wlycke her effter vil følge. Thi Gud kand icke lade Synden vere wstraffet/ men lader sin vrede oc straff opstige oc voxe met oc hoss Synden/ Gud vilde forbarme sig offuer vor effterkommere/ Huilcke wi nest effter oss saadant it bad berede.

✂ Mand siger for sant/ enddog ieg haffuer icke selff seet det/ at i dette aar/ en mectig Mands Søn/ huilcken ieg tør icke neffne for hans verdighedz oc ypperlighedz skyld/ skulde haffue ladet sig giort tre Kiler paa saadanne Pluderhofe/ at ieg haffuer stor vnder der paa/ at Jorden haffuer icke opsluget saadant it offuergiffuet oc Gudforgaaet Menniske/ Men Gud 34 lader det ske/ seer igennem fingre/ oc straffer siden der effter/ langt suarere oc gruseligere (effter hand haffuer saadant tilsted) Øffrigheden met den wskyldige/ som see til saadan skalckhed/ oc lade dem saa wstraffet hen gaa/ effterdi det er io vist/ och som den almindelig forfarittg giffuer/ at alt det som verdslig Øffrighed icke straffer/ det vil Gud hiemsøge/ vdi sin vrede oc hastighed/ paa det allergruseligste. Der faar/ huad der vil følge effter saadan en wnaturlig egensindighed/ veed Gud. Jeg frøcter/ at timelig straff er alt forringe/ Gud skal ville hiemsøge det/ met dommedags euige straff. ||

Den tredie Synd/ som den forlompede
Hosedieffuel kommer aff sted mod forbond/ plict oc
eed/ som bleff giort i den hellige Daab.

✂ Det vide wi/ aff den hellige Scrifft oc vor egen forfaring/ at wi ere vndfangne oc fødde i Synden oc drage vort Leffnit frem der vdi/ wi ere tilneyde der til/ fra vor vngdom. Endog saadant sigis om allehonde Synder/ Saa er det dog besynderligt sagt om den Synd/ som regerer besynderlige/ vdi vort Kød oc blod/ som er en wbeskickelige brønde oc begering til wkyskhed/ at saadan en Synd løber ocsaa i Ecteskab vnder hoben met/ oc gør det wrent oc besmitter det/ som faar Adams fald gick faar sig/ vden al Synd oc wbeskickelig brønde/ Adam giorde saadan gerning oc Ecteskabs plict/ til at formere Verden/ vden brønde paa den tid. Men som tilfaarn er sagdt/ strax effter hand vaar falden/ kunde hand mercke oc føle saadan brønde oc hans naturs forderffuelse/ hand skiulde sig der faar oc tecte til/ at hand icke skulde gøre saadanne onde begeringer verre/ oc mere optende dem met saadan opteckelse oc blotelse. Der faar lige som wi ere alle fødde aff Adam/ oc finde saadan suaghed oc wbeskickelig løst i oss/ saa forbinde wi oss met Gud i Daaben/ oc siger hannem til/ at wi skulle imodstaa saadan ond løst i vort Kød oc blod/ døde oc reffse vort Legeme/ oc at wi ville 35
beuare oss/ for huess at saadan løst kand beuegis/ foraarsagis oc tilrøckis vdi oss/ paa det ath wi vilde icke giffue andre Folck nogen forargelse met ord/ seder och Klædebaan/ eller huor met det kunde ellers || ske/ men lige som Adam tecte til/ oc Gud ocsaa selff klædde Adam met den Skindkiortel/ at wi ocsaa skulle holde oss vdi ærlighed oc tuctighed met vor Klædebaan oc ingen giffue nogen aarsag til det onde/ det er den forbond som wi haffue giort i Daaben met Gud/ der effter skulle wi holde oss oc leffue/ lige som vore Kære faarfædre oc gamle faareldre haffue indtil denne dag beskickit dem/ met saadan erlige Klædebaan/ oc end nu paa denne dag/ holde alle fremmede Nationer sig effter dem/ met Klædebaan/ som ieg strax her effter ydermere vil giffue til kende. Men her met ville wi tredie gang giffue at betencke/ oc sette vort vnge Folck deris forkludede Hoser faar næsen/ at de ville speyle dem der vdi/ oc see til/ huorledis de gandskelige forgiette Gud oc deris hellige Daab/ oc bliffue til Meneder oc skalcke/ i det/ at de icke bære aleniste saadan ond løst i Hiertet/ men huad de haffue i hiertet/ det giffue de tilkende oc stille faar huer mands øyen/ vduortis met deris Klædebaan Gud til fortørnelse och deris neste til forargelse. Men/ Kære/ sig mig/ huor til er det ellers nyttigt? huor faar er det begynt/ och aff hvad anden aarsag skeer det? at vore vnge Kompaner lade gøre dem saa stackede Kiortler oc Mantier/ som icke kunde skiule Remmerne/ end sige Kilen/ oc lade saa forklude deris Hoser/ oc lade gøre Kilen faar paa met Helffuedis flammer oc klude/ wmaadelig stor/ at Dieffuelen sidder oc kaager der vd paa alle sider/ aleniste til forargelse oc it ont exempel/ ia at arme vanuittige oc wskyldige Piger forledis oc forlaackis der aff/ ia skendis oc voldtagis der aff/ thi huad for tancker oc huskud de nødis til at faa der aff/ i det at du saa treder frem vnder øyen faar dem/ giffuer ieg dig selff at betencke/ du veedst det vel oc gør || det ocsaa der faar/ det skalt du ocsaa vide der hoss/ at det vaare dig megit bedre/ effter den aluorlig Christi trusel oc formaning/ at du icke vaare fød/ eller oc at der hengde en Møllesten om halsen paa dig/ oc mand kaste dig i Haffuit/ 36 der som det er dybest/ met din Dieffuels paltede oc lompede Hoser/ Huor met du saa hoffmodelige oc skalckagtige forarger de vnge wskyldige Piger/ Jomffruer oc Quinder/ oc egger dem til det onde/ det skaltu fornemme at om du icke retter dig der vdi/ da vil det gaa dig ilde met/ som det er gaait andre met/ som Christus selffue siger Luc: 13. Och at den Hosedieffuel skal riffue dig fra Guds ansict/ fra alle Englers oc Helligernis ansict/ til en større fordømmelse/ oc optende dine skinnebene met Helffuedis flammer oc Ildelue/ at de skulle brendis vden al ophørelse oc affladelse. Gud giffuit/ at du vilt ocsaa i det stycke dig bekende oc afflade. Men der som alle tro formaninger til dig ske til forgeffuis/ saa far fri hen/ huad Raffne hør til/ det druckner icke.

Den Fierde Synd som den
wforstemmede Hosedieffuel kommer aff sted mod det fierde
Budord oc faareldenis lydelse.

✂ DE som ere nogit komne til dage/ oc ere gamle Folck kunde vel dragis til minde/ vdi huad tuet oc erlighed vore Faareldre hulde vdi deris Klædebaan/ huor erlige de klædde sig/ met tilsammen bundne Klæder oc lange Kiortler/ ath de kunde foruare dem for forargelse oc indlaackelse til wtuct/ Huor vdi de haffue som fromme oc tro Faareldre giffuit os sit exempel oc efftersiun/ at wi ocsaa skulde opuoxe i || saadan tuct oc erlighed/ oc i den maade bliffue de paa Dommedag naacksom aarsaget for Gud at det vilde icke lyckis met deris Børn/ huilcke de gaffue ingen aarsage/ til saadan skalckactig/ wtuctig oc wmenniskelig Klædebaan. Dog alligeuel faa de paa Dommedag at skamme sig i deris Hierter for deris Børns skyld/ oc hjertelige frycte oc forskreckis oc ønske at de haffde aldrig afflede oc fød dem eller kommit dem til Verden/ naar de faa at see/ huorlunde deris Børn bliffue skickede faar Guds dom oc Ansict/ oc bliffue hendømte och henførde til den euige fordømmelse saa gruselig forflammede 37 och vdhugne och met saadannen wtugtig Klædebaan. Jeg holder saa faar i Guds sandhed/ der som vore Faarældre skulde en part nu i denne tid opstaa aff døde oc see paa deris effterkommere saadanne forkludede Hoser/ de skulde spøtte ath det/ oc forbande det. Først der faar/ at det staar dem saa ilde/ lige som de vaare icke Mennisker/ der neft for den forargelse skyld oc tillaackelse til alle onde begeringer. Faar det tredie/ for den store bekaastning skyld/ at en vng Bengel eller Spøttegøg skal nu langt førre end det gule voxer aff Nebbet paa hannem/ haffue flere Pendinge til it par Hoser/ end hans Fader haffde behoff til sine Brøllups kleder/ som mig er tilkende giffuet at det er nu almindeligt/ at købe 20/ 30 eller 40. alne Silcke och Saien til vnderfoer och Helffuedis flammer (Men huorlunde mand kommer det der vdi/ det lader ieg Skrederne sørge faar/ Jeg holder saa faare at de beholde vel ocsaa deris deel der aff) ath en Landsknect lod sig købe Ni oc halffemtesinde tiffue Alne til vnderfoer/ oc den tid hand bleff atspurt/ Huor faar hand tog icke hundrede alne/ suarede hand der til/ At ni oc halffemtesinde tiffue er it langt || ord/ som falder vel i Landsknecternis munde/ men Hundrede er it stackit ord oc icke saa vel falder sig ey helder saa stolt eller saa hoffmodige i Talen. Jeg tør ocsaa icke vel sige det/ at en haffde trediue oc hundredede alne Hosefoer til it par Hoser/ Huorlunde kand da Gud lide saadan genstridighed och egensindighed och see der paa? Jeg vndrer der paa/ at effterdi Gud haffuer til forn i det gamle oc ny Testamente/ Haardelige straffet saare megit ringe Synder/ Huad der skal nu vere for en leylighed i Guds dom/ at hand er nu saa langmodig/ oc lider saadan stoer oc suar wtuct oc wdygd/ Men ieg holder saa faare/ at vore Øynder ere nu saa store/ at de kunde icke betalis met timelig straff/ och at Gud opholder der faar hans store vrede/ indtil Dommedag/ paa huilcken hand da skal betale vdi sin hastighed oc grumhed/ det som hand nu disimellem borger oss/ oc opscriffuer met oss paa Talstaacken.

Den femte Synd som den forflammede
Hosedieffuel kommer aff sted/ mod den seduonlighed
oc rette brug som alle Folck paa Jorden haffue.

✂ Et er obenbarligt/ oc den almindelig forfaring giffuer det ocsaa tilkende/ at alle Folck vnder Himmelen haffue aff naturens indgiffuelse (lige som Adam met det Figen blad/ som tilforn er omtalet) paa det allerfliteligste/ tilteckit oc skiult sig/ paa den part aff liffuet/ som vort vnge Folck nu saa wtuctelige optecke blote oc bare/ saa at ocsaa det folck som for stor hede/ vdi de hede Land ellers || gaa nøgne/ tiltecke dog alligeuel deris skam aff indplantede tuet/ bliusel oc erlighed/ met skiurtter aff skøne Fiedre eller anden kaastelig ting. Wi acte paa denne dag de Vendiske folck nogit ringe at være/ fram faar wi acte oss selffue/ dog see wi at der er større erlighed oc tuct hoss dem/ end hoss oss/ wi som ville dog være nogit bedre/ oc see icke en Vendiske mand eller dreng/ være sig aff huor ringe stat hand kand vere/ der met saa stackede oc opdragne Klæder gaar for Fruer oc Jomfruer/ saa aldelis vere opteckt blot oc bart faar paa sit Legem/ ath hand ey haffuer it skiurt om sine Lender oc sig erlige tiltecker oc skiuler. Huilcken erlighed nu paa denne tid er ganske forgiet oc tilbage sæt/ ocsaa hoss ypperligt Folck oc Potentater/ som icke aleniste gaa for Fruer oc for den Meninge mand met optecte Hoser/ men kunde ocsaa det samme lide/ vdi deris Fruertemmer/ oc see igennem fingre/ at det lader icke sig anderledis ansee for mig/ end at al Erlighed skal være vduandret aff Tyskland oc den wtugtige oc wsnøttige Dieffuel skal være indsæt alle vegne i steden igen. Alle nationer/ Vaaler/ Spanier/ Franzotzer/ poloner/ Vnger/ Tatter/ oc Turcker haffue deris lange Klæder/ oc seduonlige skiul oc tilteckelse om deris Liff/ oc end nu det beholde/ som de det haffue fangit aff deris Faareldre/ aleniste haffuer den wforskemmede Dieffuel/ Tyskland ganske besæt oc indtaget/ at der findis nu mere tuct/ blusel oc erlighed/ paa Venus bierg och waar i fordom tid i baghusene/ end hoss 39 oss Tydske/ wi som dog scriffue oc neffne oss alle sammen paa denne dag/ Velbyrdige/ Æreborne oc Erlige oc haffue icke saa megit erlighed/ ære oc tuct/ som en Myg kand føre bort paa hendis stert.

✂ * Oc der som ieg skulde her met indføre/ de Rommeris || erlige dregt oc Klædebaan/ ocsaa huorledis/ de holde och beuare besynderlige Lou/ ordning oc skick der vdi/ da maatte wi besynderlige see oc bekende at wi haffde det vel fortient/ at Gud indførde it fremmit Folck it effter det andet/ offuer oss Tyske/ at de met Kri oc Blodstyrtning aldelis oc gandske vdslette/ ødelagde och vddreffue oss aff Verden vdi en hastig nidkerthed/ som Folck der icke vaare verde at bo paa Jorden met andre Folck/ der al tuct oc erlighed vaare borte fra dem/ oc al skam oc wtuct haffde faat offuerhaand. Lige som Gud haffuer handlet tilforn i Syndfloden/ for den wtuetighed/ som Guds Børn haffde met Menniskens døtter/ huilcken Synd haffuer dog ekon værit barne leg vden al tuil/ imod denne neruerendis wtuct/ som saa tit oc mange gange er opregnit.

✂ Men der som/ end Gud icke straffet Tyskland paa denne tid/ i saa maade/ Da haffue wi daglige for øyen Regenbouen paa Himmelen/ paa huilcken Gud end nu daglige holder oss faare til it exempel oc efftersiun/ den forbeneffnde hans vrede/ met Syndfloden.

✂ * Paa den grøne Vande farffue i Regenbouen oc met den anden Farffue/ som er lige ved Ild/ giffuer hand end nu daglig tilkende oc paaminder/ huad hand vil gøre met Ilden/ paa Dommedag/ huorledis hand vil betale/ paa en hob/ met euige vrede/ det som hand haffuer lenge sparet/ Der paa ville wi lade io den Kludedieffuel oc Hosselomper hengaa saa lenge som det kand vare. Jeg hober at det er allerede/ paa det groffuiste forseet/ at Gud det fortryder oc skal icke lenger kunde lide det/ der som Gud fortøffuer end nu/ en tidlang/ Da troer ieg i sandhed/ at de henge hele styrer Klæde oc Øilckestycker om benene/ eller io optencke en slemmere dregt/ huor || met de kunde til fulde fortienne Guds vrede oc Helffuedis affgrund.

Den fiette Synd/ fom den Helffuedis
flammede Hosedieffuel kommer aff Sted/ mod vor
Christelig Religion oc den hellige
Euangelii Lærdom.

✂ EN Christen maatte vel forundre sig der paa/ oc tencke sagen effter/ huor det io monne komme/ ath saadan wtuctelig oc werlig Klædebaan icke kand findis ellers/ hoss nogne Folck/ end aleniste hoss de Christne/ oc ingen sted i noget Land/ saa almindelig oc saa forferdelig/ som i de samme Land och Steder/ vdi huilcke Gud haffuer vdøst sin Naade/ oc haffuer ladet predicke sit hellige Ord oc den rene Euangelii Lerdom. Thi huo der haffuer løst til forundrelse och ath see och skuoe saadan wfledige/ skalckactig oc wtuctig Kludedieffuel/ vdi mange oc hoss fult/ Hand tør icke lede effter dem i Pauedommen. Men gaa sig hen i de Steder oc Land som nu neffnis Luthers oc Euangeliske/ der fanger hand dem at see/ naagit ner Huss fra Huss/ indtil paa det høyste vederstyggelighed oc vemmelse/ Saa at det skal gøre hannem ont i hans hierte/ oc vndsette sig oc forferdis der faare/ som for den aller grufeligste Hafftrold. Oc er denne en ret aarsag/ at saadanne forferdelige Hafftrolde/ bliffue saa mange seet Huss fra huss i de Euangeliske stæder/ at Dieffuelen/ som vor Herre Christus formelder/ er icke gerne i øde oc wrene steder/ oc egne/ men hand vil ocsaa bo i det Huss som er besmøcket/ oc feyet met || Koste/ oc som der staar i Job/ vil hand oc der være/ som Guds børn staa tyckeste til hobe/ oc som det ordsprock lyder/ bygger hand altid sin Kapel oc Nobiskro/ der som Gud haffuer sin Kircke. Der faar følger det her aff/ vden al modsigelse (der som den Hosedieffuel vilde end nu see saa surt oc icke gerne høre saadant) at alle de/ være sig Landsknect/ Edelfolck/ Hoffmend/ eller end nu aff større stat/ som klæde sig met saadanne wtuctige Dieffuels Hoser/ som den Hosedieffuel er nylige her fremkommen fra den allerbagiste oc dybiste sted i Helffuede/ oc haffue soret hannem oc giffuet sig i 41 selskab met hannem oc met hans Hoffsinder/ ved huilcke som ved hans medel oc redskab denne siste Hosedieffuel vanærer det ypperligt oc dyre Guds ord/ Euangelium oc de bellige Sacramenter til den forargelse/ rob oc bagtale/ at vor Herris Christi fiender/ som icke mue lide denne lærdom/ støde sig der paa/ forarge sig oc gandskelige beslutte/ at det er icke mueligt/ at denne lærdom skal være aff Gud/ mand siunger/ siger och scriffuer der om/ huorlunde oc huad mand vil. Effterdi at nu samme lærdom er forkyndet oc obenbaret/ da findis lige i de samme land/ de Folck/ som lade sig beuege til saadan wtuctig Klædebaan/ som icke er Menniskelig/ oc ville alligeuel holde sig for fromme Christne oc Guds børn/ oc ere dog i sandhed ligere den wreniste Dieffuel/ met saadan Klædebaan/ end de ere Mennisker/ end sige Guds børn/ at ieg oc selff for min person maa sige oc bekende/ naar ieg i denne tid seer vnge folck paa Gaden/ paa Marcken eller i Kircken/ at ieg icke veed/ om ieg skal ansee dem/ for Mennisker eller Hafftrolde/ ia vel aldelis for Dieffuele/ thi saa gruselige haffue de forklæd dem vdhugget oc omkring hengd dem/ met lomper oc Rauffueposer. || Men 1

Den Siuende Synd/ som den
Hosedieffuel/ vden all tuct oc ære kommer aff sted/ mod Guds
ieffuenbillede/ som Mennisken er skabt effter.

✂ Gud skabte i fem dage/ mange deylige oc herlige creatur/ i Himmelen/ i Værit/ paa Jorden oc iVandet/ at hand oc selff saa det altsammen for gaat an/ som Mose scriffuer/ oc det behagede hannem hiertelige vel/ vilde hand paa den siette dag skabe Mennisken met det gantske hellige Trefoldigheds besynderlig herlighed/ Ceremonier oc raad effter sit egit Billede/ da behagede Hannem den skabelse saa vel/ for al den anden/ ath hand skøt || icke 1 *1 Den øverste Del af Bl. C 4 mangler; se Noterne ndf. 42 som vaar skabt effter hans ieffn Billede/ skulde icke bliffue i forderffuelse eller i Dieffuelsens vold.

✂ * Oc ydermere drager Apostelen oc saa det/ til it merckeligt vidnesbyrd/ om Guds behagelighed/ til Menniskens skabelse/ at ocsaa Guds Søn tog icke en Engels skickelse/ men vort Kød oc blod paa sig/ bode iblant oss/ oc giorde oss til metarffuinge offuer alt sit Gods/ at wi nu fremdelis som hans Kød oc been skulle regere til euig tid met hannem. Der faar er det nu ydermere let at beslutte/ Huorledis at Mennisken vanærer sig selff/ Synder mod sig selff/ och gør sig selff saa ringe/ wren/ foractelig oc saa slem/ at ingen Hafftrold kand saadan være/ alligeuel ath Gud haffuer skabt Mennisken saa deylig och smuck oc haffuer saa aldelis en stor behagelighed vdi hannem/ som Dauid forundrer sig der offuer/ der som hand saa siger. Ah Gud/ huad er dog Mennisken/ || at du haffuer saa stor omhu for hannem.

✂ Men vilt du icke tro det/ at din Klædebaan staar dig saa ilde/ da vend dig ekon om/ naar du gaar saa her frem paa Gaden/ met saadan forkludede oc iompede Hoser/ oc see til/ hvorlunde Folck staa stille oc see effter dig oc forundre sig paa din wmenneskelighed/ Men der som folck see effter dig oc met spe oc spaat skamme dig/ saa tenck/ met huad øyen/ Gud meget mere seer paa dig oc bliffuer vred oc hastig offuer dig. Jeg mener io at det heder at smøcke sig/ skøn oc deylig/ det maa vel være oc kaldis deylige Hoser. Her hielper ingen ord til/ Dieffuelen haffuer paa denne tid saa aldelis forblindet vngdommen/ oc sidder i dem met en heel skock i deris leppede Hoser.

✂ * Der faar vilde ieg ønsket/ paa det de kunde kende dem selff/ huilcke deylige Kompaner de ere/ oc huor deylige deris Hoser staa dem/ at de vnge drenge paa gaden/ vilde kaste skarn paa dem oc Pigerne disligeste raadne Eg/ at de kunde dog føle det/ effterdi at Dieffuelen haffuer tilluct deris øyen at de kunde det icke see.

✂ * Jeg holder ocsaa faare/ at Øffrigheden giorde icke ilde/ om de vilde icke ellers straffe saadan wtuct/ at de bestillede en 43 hob skalckactige Drenge som kunde løbe effter dem/ som effter Hafftrolde eller faftelagens gecke.

✂ Som mig ocsaa tilkende giffuet/ at vor naadigste Kørførst oc Landsførste Margreffue Joachim aff Brandelborg/ haffuer nu nylige ladet sig Fyrstelige beuise/ mod saadanne forkludede Hose dieffle/ effter at hans Kørførstelige naade haffde seet tre Landøkneckte gaa paa Gaden met saadanne leppede Hoser/ met en Feyle faar dem/ som de der/ til større genstridighed/ || vilde lade dem see aff den meninge Mand/ som slemme Hafftrolde. Thi hans Kørførstelige naade lod gribe de tre Landskneckte/ och lod sette dem vdi en oben forsprincklede Fengzel i tre dage/ oc paa det at de kunde nocksom lade sig see och skue/ huilckit de søgte effter oc ginge effter/ maatte Feyleren staa der vden faar Fengzlet saa langt tid/ oc hoffere oc feyle for dem. Vilde Gud aff Himmellen at Herrer och Førster vilde oplade deris øyen oc paaminde sig selff om deris embede/ til ath straffe saadan dieffuels ondskab/ ath Gud bleffue icke foraarsaget til at straffe de gode met det onde/ som Paulus siger I. Cor. II. Der som wi dømde oss selffue/ saa bleffue wi icke dømde aff Gud.

✂ Saa haffuer ieg ocsaa hørt sige/ at nogle høye Potentater oc Christelig Øffrighed/ haffue ladet sig deris embet oc befalning gaa til Hiertet/ effter at Store Hanser oc Juncker til Hoffue/ bruge ocsaa nu saadan wmeniskelig Klædebaan/ oc ville icke være straffede/ som de vaare fri Herrer i alt ont/ paa det/ at saadanne Juncker kunde dog see oc mercke/ huor vel oc huor erlige saadan Klædebaan staar dem/ haffue Førsterne ladet en beffalning vdgaa/ at alle Bødle oc Bødel suenne Disligiste Rackere oc Racker suenne skulle klæde dem/ saa skalckactige oc saa forkludede/ oc drage saadanne Hoser paa/ at de Helffuedis lepper kunde recke ned til deris sko/ Saa ath Børnene paa Gaderne kunde dømme paa/ naar de saa saadanne lompede Hose Juncker/ huor faar de skulde holde oc anse dem/ ocsaa huad det vaare for Folck/ der saadanne Hose vel stode. Gud giffuet at Herrer oc Førster vilde endnu fremdelis holde saadanne deris forsæt ved magt/ oc vdiage oc 44 vddriffue igen/ den Hosedieffuel aff Tyskland/ ned til Helffuedis affgrund. ||

✂ * Met oss fattige Predickere er det til forgeffuis/ wi ere alt forsuage mod denne Dieffuel/ der som verdslig Øffrighed icke vil legge deris haand paa met. Thi det er en sterck Dieffuel/ oc haffuer mange haarde oc forblindede Hoffsinder/ mand maa met mact oc velde gribe fat paa hannem. Predicanternis atuersel/ paamindelse/ truen och formaning slar hand hen i veyrit/ eller gør sig en spaat der aff. Som end i dette aar vederforis en aff mine Predicanter/ den tid hand haffde predicket haardelige oc drabelige paa Predickestolen mod disse wtuctige forkludede Hoser/ giorde samme Hosedieffuel hannem det til spaat oc tradtz/ at hand hengde den anden Søndag saadanne lumpe Hoser tuert offuer fra Predickestolen. Det siger ieg aleniste der faar/ at det er til forgeffuis wi straffe/ der som vor verdslig Øffrighed icke ocsaa holde paa met deris hieip.

Den Ottende Synd/ fom den
wforskemmede Hose dieffuel kommer aff sted mod Tysk Nations almindelig gaffn oc velferd.

✂ HVor vel Tyskland haffuer standet/ før den prang oc hoffmodighed indrøcte met fremmede Klæde/ Silcke oc anden ting som er indførdt i Tyskland/ vil ieg nu inted røre ved/ det bleffue for langt/ oc ieg skulde da giffue mig/ for langt bort fra den Hosedieffuel/ men ieg vil giffue huer selffue det at betencke/ oc kortelige at forstaa der aff huorlunde Tyskland haffuer standet/ huad for Guld oc Pendinge der vdi haffuer værit. Først Herrer oc Førster vden Kircke Gods oc vden deris vndersaattis besuering/ haffue værit saa rige/ at de kunde oprette saadanne suare bygninger met || Closter/ Domkircker oc Hospitaler/ som end nu staa faar øyen/ oc haffue alligeuel førdt stor Krig der hoss/ ia haffue dog alligeuel der offuer beholdet en stor skat oc liggende Fæ/ som saadant kunde vel forklaris aff Historier/ der som ieg icke for kortheds skyld lode det staa tilbage. Nu tage Herrer och Førster 45 tilbage igen det som deris gamle Forældre haffue giffuet til Kircken/ besuare der offuer deris vndersaatte/ oc er alligeuel inted der/ det forsuinder/ det ene met det andet.

✂ * For det andet som Historierne det ocsaa vduise/ er Tyskland mestendel som det nu staar bleffuit bygget met merckelige bygde stæder oc slaatte vdinden Ottehundrede aar/ fra Carolo Magno/ huor aff mand kand korttelige tage it maal huad for it Sølkammer Tyskland haffuer værit. Nu i denne tid kunde wi icke holde Taggit ved mact paa saadanne bygninger. I den tid kunde en Stad oprette oc opbygge Kircker oc andre store suare Bygninger/ huor offuer wi nu forundre oss/ huilckit it gantske Land icke nu formaar at gøre.

✂ Faar det Tredie/ vide de end nu som ere nogit gamble/ huor rigelige Borger oc Bynder/ kunde opholde oc føde Muncke oc Prester/ oc saa megit ledigt Folck/ at mangen Købsted kunde rigelige opholde fire/ fem/ sex hundrede ledige Personer/ aff Preste oc Muncke/ oc huer haffde nock til offuer/ oc bleffue rige Folck der hoss/ Nu tager Edelfolck Ager oc Eng fra Kircken, Bønderne giffue inted/ Borgerne haffue beneficia oc Sticterne borte/ oc kand icke en Sogen nu holde oc føde sin Sogneprest/ Ey helder en stor Stad tre eller fire Predicanter vden stor besuaring oc bekømrelse/ der som en Domherre/ Prælat oc Canicke haffde mere tilforne/ til indkomme/ end tiffue Predicanter nu haffue/ oc icke haffuer den || meninge Mand nu dismere/ men ere Staadere mod vore faarældre.

✂ Denne wlycke vil ieg icke nu mere giffue tilkende/ som en aarsag/ oc vil paa denne tid sette en anden her hoss/ effterdi at denne er icke nu behoff til det/ som ieg haffde tagit mig faare. Oc siger ieg dette/ der som Tyskland skulde end nu ienger staa oc ved mact bliffue/ da bleffue der icke en Pending i landet/ effterdi at Kremmere och Købmend føre det vd/ met vogne oc til skibs/ oc føre oss hoselepper/ Karteck/ Silcke/ Saien oc andet saadant mer igen/ at mand tør vel sige/ Franckfort hoss Mien skal i denne tid vere Dørren igennem huilcken alle pendinge føris vd/ aff Tyskland/ hen til fremmede Nationer/ Men der vdi skeer oss Tyske gæcke ret/ wi ville saa det haffue/ oc 46 den stund Herrer och Førster see igennem fingre oc tilstede deris vndersaate saadan prang/ oc kunde det lide oc taale/ at det vnge folck/ haffue nogit nær/ met deris Hoser aleniste/ ført pendingene vdaff Landet/ ath en vng Læcker maa nu haffue mere til it par hoser it aar/ end hans oldefader haffde til sin gandske Kledning/ saa skulde de ocsaa tage til tacke/ at de komme i armod met deris vndersaatte. Oc der som i dag eller i morgen komme nogit nød paa ferde/ at mand skulde verie sig for fremmede Nationer/ da haffbe wi icke pendinge i Landet/ men vor arme fæderne Land maatte bliffue it roff oc priss faar fremmede folck/ de som haffue pendingene til forn borte/ at de da mue tage Landet oc folckit met.

✂ Der faare/ ligger Herrer och Førster saa vel mact der paa som oss Predicanter/ for en god policie och den meninge nytte oc gaffn/ at de ocsaa met oss/ legge dem mod den Hose dieffuel/ at vddriffue den igen veldelige aff Tyskland/ hen || i det hul/ som hand er vdkraaben aff. Huorlunde at Herrer oc Førster skulde ocsaa affstyre oc affuerie den anden prang och offuerflødighed i Klædebaan/ det vil ieg icke nu blande her i blant/ men ieg vil haffue dem selffuer oc andre høye forstandige Mend/ besynderlige de Predicanter til Hoffue (huess Herskab er effterladende oc forsømmelig) befalet/ oc deris Embet paamindet.

✂ * Saa langt/ som mit Kald oc Embede strecker sig/ vi
ieg inden Kircke/ gøre mit der til/ som end allerede er skeet
icke til forgeffuis oc ey heller vden fruct. Giffuit i
Franckfort hoss Oderen/ paa vor Frue dag
Assitmptionis. Guds aar.
M. D. Lv.

Peder Palladius til den Christen læsere.

✂ DEnne fromme Mand Doctor Andreas Musculus haffuer giort sit der til/ at Synd oc ondskab maatte affleggis/ ocsaa met den Hose dieffuel etc. Huilcken hans Bog oc Christelig formaning ieg vdsette gerne/ aff Tydsk paa danske besynderlig for denne sag skyld/ at naar der er Ild i vor Naboes huss da kommer det io snart til vort huss/ om wi icke tage disnøyere vaare paa. Huad vil ieg sige? Den Hose dieffuels Ild/ brender alerede/ mange stæder her i Danmarckis rige/ oc tendis op io mere oc mere/ siden de Landsknecte/ som komme vd paa Skibene/ vaare her i Københaffuen hen ved Pintzdags tide/ i dette forgangne aar/ som haffde det skendige Offuertog paa/ der hettgde oc flagrede om Benene paa dem/ saa at deris Hoser vaare vist lompede/ palte oc forkludede/ met huer mands vidunder/ spaat oc spe/ som de ocsaa giorde denne lignelse om dem/ at de ginge lige saa met samme deris flageruoren Klædebaan/ som nogle Tiffue vdi en Galie/ der deris reffne Klæder henge oc flagre om Benene paa dem. Paa det at ingen skal tage saadant exempel oc efftersiun aff dem/ her i Riget/ er saadannen formaning ocsaa storlige behoff paa Danske/ at den Ild/ huess gnist/ fløy hid offuer aff Tydskland/ icke skal optendis ocsaa i vore Huse/ men at Folck vil io lade dem raade/ oc kende Huit for sort/ før for beskt/ oc gaat for ont/ som Esaias formaledider dem det icke gøre.

✂ Vngdommen er nu paa denne tid/ saa vel i Danmarck || som i Tydskland/ saare løss paa tøyelen/ ath effterfølge al forfengelighed/ huad de see der nyt er/ huad heller det er erligt eller werligt/ Christeligt eller wchristeligt/ huilckit er ønckeligt at tencke paa/ end sige/ at tale eller skriffue der om/ i dette Hare Euangelii liuss/ och salighedz tid. Der faar bør ocsaa først Foreldrene at finde deris børns straff/ och forbiude dem saadant/ disligist Øffrigheden deris vndersaat/ paa det/ at den ene met den anden/ i it ganske Land oc rige/ skal icke nyde det ont at/ oc faa en almindelig straff etc.

✂ Effterdi at de Vnge kunde saa langt spørie/ som de Gamle kunde mindis/ da er det io høy tid paa/ ath de nu spørie dem om/ huad almindelig straff/ der er gaait offuer Danmarcks Rige/ for nogle deris løssactige noder/ facter/ Klædebaan oc onde seder/ saa at Børn i voggen maatte røffue det/ som de maatte inted om volde/ som det almindelige spraack liuder/ det skal Grisene gielde/ som gamle Suin bryde/ Jeg vil icke tale om Kri/ Aarlog/ oc Blodstyrtning/ ey heller om Pestelentz/ hunger oc dyr tid/ men aleniste om nogle besønderlige siugdomme/ vil ieg sette nogle exempler/ som wi kunde see oss i speyei vdi/ rette oc bedre oss/ oc frøcte for saadant mere. Thi straffen følger effter Synden/ som en Lencke henger vid halsen/ oc følger effter Hunden der bryder sig løss etc.

✂ Huer kand see sig til bage/ vdi dette siste Hundrit aar/ huad for straff/ der er kommen ind i Danmarck/ effter løsactige Klæder/ adfore oc onde seder/ exemplum.

✂ * For det første/ nogle aar før ieg bleff fød (som ieg haffuer spurdt i sandhed) der mand indførde her i Riget/ mod Rigens erlige dregt/ Klædebaan oc seder fremmede Klædesed oc løssactige seder vdaff Valland/ da fulde strax der fra met || effter/ de velske Roer/ som den tid vaare gengze/ oc mand nu pleyer at bande met/ her i Riget gruselige/ ekon met siu eller otte oc det er alt for meget/ Nu den Klædebaan er vel lenge siden bortte oc afflagt/ der faare er ocsaa siugen forsuindet/ dog vdi Mands minde/ oc met saadan en bande til en ihukommelse.

✂ * For det andet/ der de Hispaniske seder oc Klædebaan drogis her ind i Riget/ met den løssactighed dem fulde/ da kom ocsaa der fra/ den Hispaniske skab her ind i Riget/ som er ocsaa en gruselig straff aff Gud/ oc er formildet aff Guds Naade oc barmhiertighed som den anden tilforn.

✂ For det tredie/ den tid de Frantzoske løssactige noder/ oc facter i Klæder oc seder/ bleffue indførde her i Riget/ da komme de Paacker der fra her ind i Riget met/ oc henge end nu fuld hart ved/ oc det vaar i min Barndoms tid/ huor faare mand maatte ødelegge almindelige Badstuer alle vegne/ som den Badstue i min fødeby Ribe/ vaar end nu aldrig 49 optagen siden/ der ieg kand faa at vide/ alligeuel at Steden beholder sit gamle naffn oc Gaden disligeste/ som de kalde Badftugade.

✂ *For det fierde/ hen ved trediu aar siden eller noget mere/ der Guds fortørnelse/ kom her ind fra Engeland/ da fulde den Engelske suedsiuge her ind met/ oc hastige foer Riget igennom/ som en fortærendis Ild/ oc slo mange ned/ saa vel dem/ som aldrig saa Engeland/ som den der saadanne fremmede seder ind førde/ som den wskyldige met den skyldige maa holde faar i saadan Guds straff/ som den Historie vduiser om Kong David/ der hand talde sit Folck etc. oc mange andre saadanne Historier/ vdi den hellige Scrifft oc andetfteds. Oc det maa være vnderligt/ at Gud lader straffen komme/ aff de samme Land oc Stæder/ som Synden er fra kommen tilforne. ||

✂ For det femte/ nogle aar der effter/ kom den hede siuge aff Skaatland/ for lige saadanne sager skyld/ och sigis ath være saa almindelig en siuge hoss dem i Skaatland/ som den kaalde siuge er her i Danmarck.

✂ Jeg vil inted tale om Spidalske siugdom/ som siunes at være vandret fra Jødeland och hid/ icke helder om Krefft/ den Fallende sot/ Item om den draabe eller slag som mand bliffuer rørd met/ oc kaldis almindelige Popelsi/ Disse ere visselige huer kommen fra sin hiørne i Verden/ for synd oc ondskabs skyld/ Det mand kand kende paa Island/ Ferør och andre vdøer som fremmede komme icke hen saa almindelige/ at føre dem ny klæder oc ny seder at effterfølge/ at de rose der aff oc tacke Gud/ at de neppelige vide aff nogen Siugdom at sige/ al deris alder igennem/ ind til de ere gamle vdleffuede mend/ Och de viste icke heller aff saadant at sige/ vdi det Gyldene Alder/ som vaar faar Syndfloden/ den tid de leffuede vdi stor affhold vdaff alt det/ som de oc andre kunde tillaackis til Synd met/ Jeg vil icke helder tale om andre siuger/ der hoss den rette Land siuge (som er Kaaldesiuge) ere ocsaa gengze/ oc aar fra aar ny serdelis siugdomme oc ny plager oc straff aff Gud for atskillige Synder/ Affguderi/ Guds ords foractelse/ offuermaadige Prang/ met kleder oc andet/ 50 offuerflødige Dregt/ slemmen oc demmen/ hoer oc mord/ Aager oc andre werlige och wchristelige gerninger. Er icke det i hver mands mund/ naar nogen er siug oc mand spør huad hannem skader/ at de suare/ det er aff den ny Siuge/ det er aff den ny siuge/ her er kommen? Den ny siuge kalde de den/ som de haffue aldrig tilforn seet eller hørt sige vdaff. Ere icke de mange alle vegne i dette Rige/ skøt huer aar? Huor aff mand kand || vel beslutte/ at det skeer for atskillige synder oc Gudz fortørnelse. Ja ny synder/ som vore foreldre inted viste vdaff. Men straffen for samme synder er idel Pænitentz predicken/ formaning oc paamindelse/ at mand skal io i tide affstaa oc rette och bedre sig/ paa det den euige straff oc pine skal icke endelige følge efter paa det siste. Thi Gud vil at alle Menniske skulle rette dem oc bliffue salige/ som hand suer der paa oc siger. Saa Sandelige/ som ieg er en leffuende Gud/ da vil ieg icke en synders død/ men at hand skal omkring vende sig/ oc bliffue ved det euige liff.

✂ Jeg haffuer talet/ om alle haande Løsactigheder/ och Guds fortørnelse/ disligiste om straffen/ som er med indførd i dette Rige/ vdaf Valland/ Spanien/ Franckerige/ Engeland/ Skaatland etc. Item om ny Synder oc ny sluger. Huad om ieg taler ocsaa it ord om Tyrchi/ och huad wi haffue der faaet fra? Haffue wi icke deris høye taappede hatte oc anden klædebaan der fra? Item deris vaaben oc verie oc Tyrckiske seder alle vegne? Oc hierte lag induortis effter som de skicke dem uduortis met saadanne fremmede dregt ock vnderlig klædebaan/ huad vil der dog følge effter/ end nu ydermere end her til er skeet? Naar mand taler om Gog oc Magog/ da veed icke mange huad det er for en tale/ Gud giffuit/ at de her i disse Land/ naar de faa end at vide huad det er/ aldrig skulde friste och forsøge dem/ ey helder deris børn och affkomme intil niende knæ/ ia indtil det tusinde knæ/ om Verden skulde staa saa lenge/ som vor Christne brødre oc søstre i Vngerland/ i Østerrige/ och i andre Riger och Land kende nu vel/ ia alt for vel Gog oc Magog/ friste oc forsøge alt ont/ aff deris neruerelse offuerfald oc henførelse daglige dag/ aar fra aar/|| 51 det kende Gud/ oc hand føre styre der til oc naadelige affuende dem. Och wi der met ville lade oss paaminde/ at wi och vore effterkommere icke skulle faa det samme Guds riss at føle som det er oss lenge siden propheteret/ och besynderlige aff en frommer Guds mand/ huess Prophetie ieg vil paa det aller korttiste sette her effter ath det icke bliffuer forlangt/ och dem kedsommeligt at læse eller høre læsis/ som icke mue gerne lide at mand taler om Synden oc Syndsens straff. Huo er den/ som vil gerne røre och vende i sit egit skarn/ met orloff sagdt? Saa vil mand icke helder gerne komme sine synder i hu etc. Ey helder høre at der predickis oc tales om dem/ och det maa alligeuel saa gaa til/ om Troen skal komme i hiertet oc der skal blive salighed aff.

✂ * Der vaar en Mand faar hundrede aar siden/ i den stad Isenach/ vdi Dyrringer land/ i Graamunckernis Closter/ ved Naffn Johannes Hilten/ en lerd oc Gudfryctig mand/ frem for alle de andre/ som ocsaa paa kende/ i det/ at der hand straffede nogle wgudelige Ceremonier/ oc falsk Guds dyrckelse/ de haffde blant dem/ kaste de hannem i Fengsel oc der dræbte hannem/ som det skarns Folck pleyde at gøre ved alle dem/ som icke vilde sige Deo gratias til al deris gruselig affguderi oc wgudelighed/ huor faar de toge ocsaa denne fromme gamle mand aff dage.

✂ * Hand propheterede megen wselhed om disse Tider/ som en part er lige saa skeet/ oc en part staar end nu til bage/ som den tid hand skreff offuer Daniels bog/ met sin egen haand/ da propheterede hand meget om Paudommens forstøring oc ødeleggelse/ oc disligeste om Tyrckene indfald vdi Tyskland/ oc i de omliggende land/ Oc effterdi at det som || hand screff oc propheterede om Paudommens ødeleggelse/ at den skulde forstøris oc aldrig reyse eller komme til sig igen/ gaar lige saa daglige faar sig io lengere oc mere oc begyntis paa det 1516. Aar effter Christi fødsel/ lige paa den samme tid/ som Lutherus begynte at stri mod de Romske Pauers wgudelig oc Tyranske væsen oc falsk hellighed etc. Da bør mand icke lettelige at foracte de andre hans Prophetier som end nu tilbage 52 staa/ och icke end nu ere fuldkomne besynderlige denne Prophetie/ som hand ocsaa screff met sin egen haand/ at Guds aar 1600. skal it Menniske regere paa det allergrummiste vdi den gandske Europa/ det er/ i denne tredie part aff Verden/ som wi ere vnder/ ocsaa her i Danmarck/ oc strax paa det andet blad siger hand saa/ at Gog og Magog skulle regnere vdi Europa/ naar mand scriffuer Guds aar 1606. (Mand tvdlegger begge Prophetier om Tyrcken) men skulde her komme andre fremmede oc grumme Nationer/ od) met lige grumhed forderffue denne tredie part af Verden/ Europam/ oc trettis der om met huer andre/ da bleffue der end mere wselhed paa ferde.

✂ Huo vil icke her lade sig forferdis/ skelffue oc beffue/ offuer sit gandske Legem/ der kand nogenlunde see dette onde/ end nu langt bortte/ endog det er icke saa lang tid der til/ Thi det kand være paa denne dag 45. aar der til/ huilcken tid icke aleniste vore Børn oc vnge Folck/ men ocsaa de som ere komne til deris lage alder kunde leffue/ oc faa at see føle oc tage paa/ det som oss bør nu tilforne at betencke/ som er Mord oc brand i alle steder oc Kirckers og Scholers ødeleggelse/ oc at her skulde da vancke i vore arme boliger/ Tyrcker/ Tatter oc andre/ som ville vdslette den sattde Lærdom om Gud/ oc afflegge || lou oc ret oc al tuct oc ære oc indføre i steden igen atskillige gruselige synder vden al pine oc straff/ der ville io da Grisene gielde/ det gamle Suin haffue brut. Huo vil icke naar mand tencker der paa/ aff stor offuervetis/ hiertens sorrig oc wæ/ och ræt medynck offuer vore effterkommere/ vende sit hiertte hen fra saadant it spectackel til Gudz Søn vor Herre Jesum Christum/ kaarsfest oc opreyst for vor skyld? oc bede hannem/ at hand icke forlader oss/ i denne siuge verdsens alderdom/ men formilder samme straff/ for oss oc vore effterkommere/ aff hans store Milhed och godhed/ oc beskytter oc beskermer den hellige Christelige Kircke oc hendis Herberger i disse Konge Riger. Saadanne bønner/ aff gode hiertter/ som ere omvende til Gud/ kunde megit hielpe til denne Propheties formildelse eller oc at den maatte aldelis affuendis. Thi Guds 53 Søn/ er io ingen Stoicus/ det er/ grum oc waffbedelige/ effterdi at effter hand haffuer predicket haardelige om denne Verdsens alderdom/ Matth: 24. da giffuer hand oss denne trøst och husualelse/ at hand befaler oss at bede/ ath wi icke skulle vndergaa met de wgudelige i saadan ond tid. Der faar/ vil hand io beuare sig en liden Hob/ naar alle Keyserdomme oc Kongeriger gaa til grunde oc ødeleggis/ for huilcken liden hob wi ville oc idelige gøre vor bøn til hannem.

✂ Wi ville til den Hosedieffuel igen/ den fromme Doctor legger sig omborde at ødelegge den ene Dieffuel/ oc det aleniste i Tyskland/ forhaabendis vist/ som han scriffuer/ ath det skal vorde til gaffns oc til Gudz ære/ og end her i dette Rige met/ naar huer vil denne hans Formaning flitelige offuerueye oc betencke sin egen sag/ huorlunde han staar hoss Gud oc om hand fører det leffnit/ i huilckit hand tør tryggelige dø/ || naar der klappis paa hans dør/ oc hand faar at følge met etc.

✂ Men her maatte nogen falde ind oc sige saa/ Ere ey diefflene saa mange her omkring oss/ som der er grand i Solen ath forhindre vor salighed? Som den hellige Augustinus scriffuer. Huo kand fordriffue dem allesammen? Suar. Ja vist ere de mange/ som denne Doctor oc scriffuer/ at denne Hosedieffuel haffuer en hel skaack met sig/ oc hand bær dog ekon ene naffnet faar de andre. Den fromme Doctor legger sig alligevel omborde met hannem oc met dem alle sammen. Saa er det oc lige saa/ met andre fortagelige Dieffle/ dem følger altid it ont selskab aff deris egne staalbrødre/ som en suar Tyran der haffuer sine mange tyranniske suenne met sig/ til at fuldkomme alt ont etc. Exemplum her i Riget.

✂ For det første/ den Affguds Dieffuel/ der end nu foruilder folck oc kommer dem til at bøye deris knæ/ faar staack oc sten/ i den och den Kircke/ och at løbe hen til den och den Sted/ som de haffue loffuit dem hen til/ oc wi fattige Predickere ere daglige omborde met samme Dieffuel. Ment du/ at hand haffuer icke sin skaack met sig? Foruden den anden sorte hob hans Anhengere och Patroner? Skulde wi fordi falde i mishaab oc lade aff at forfølge hannem/ indtil saa lenge wi faa 54 bugt paa hannem? besyttderlige/ naar Øffrigheden vilaluorlige legge en haand paa met som dem bør at gøre. Ney ingenslunde mue wi offuergiffue oss/ før hand faar at bucke til fulde. Som den Fastelaffuens Dieffuel her inden Københaffns porte/ der wi haffue predicket mod/ nogit nær i disse tiffue aar/ indtil nu try aar siden/ den salige Peder Gaadske som vaar Kon: Maiestatz beffalnings Mand/ her paa Københaffns Slaat lenge oc vel/ hues Legem nu i dag (anden dag || effter Matthiæ Apostels dag) er begraffuet (Gud giffue hannem oc oss alle sammen/ en gledelig opstandelse) hand lagde en haand paa met/ oc beuiste sig i Øffrigheds embet/ som en from Christen Mand/ met den Duns fogit etc. Huor met/ den Fastelagens Dieffuel bleff bort iaget/ saa at wi haffue siden hafft fred faar hannem/ des være Gud loffuit. Gud vnde oss ellers fred/ faar de andre fortagelige Dieffuele/ offuer dette gandske Rige/ som ieg end nu vil opregne en eller tho aff dem paa det/ at kand mand icke aldelis faa fred faar dem/ da kunde io nogle tage fig vare for dem/ som de arme Mus faar Kattene etc.

✂ * For det andet/ den Hoffmodigheds Dieffuel/ som foruilder Folck nu tusindmaal mere i denne tid/ end nogen tid tilfaarne/ met Prang oc offuersettelse i ald offuerflødighed/ met Klædebaan oc andre ting/ huilckit Hieronimus kalder en høy tiffuestyld/ naar det wnyttelige oc offuerflødelige vonbrugis/ som fattig Folck hør til oc kunde behielpis der met/ Monne icke hand ocsaa haffue sin skaack hoss sig/ at hielpe hannem sit regemente frem/ i deris Hiertter/ som icke staa imod/ men gerne tienne hannem effter hane vilie/ langt offuer deris egen stat/ vilckaar oc end effne vndertiden/ som hitte Fule der flue høyre/ end de haffue Vinge til? Mand skal alligeuel vere omborde met hannem/ oc fri nogle aff de fanger/ som hand haffuer i sit Fengzel/ oc paaminde dem/ at det arme Krop som saa præsis/ prydis oc stafferis vd offuer alle maade/ skal dog inden faa dage/ i Jorden effter det er begraffuet/ vremle al fuld met Madicke oc Orme. Fattigdom driffuer end ocsaa den Dieffel bort met al sit selskab/ naar det er vdpræsit/ 55 vdprydet oc vdstafferet/ oc der er da inted mere igen. Fordi naar || Fru Hoffmod haffuer vdbolet met nogle/ da sender hun dem hen til hendis Daatter/ søster Armod. Men det slags Hoffmod/ som opholdis aff fattige och siuge Menniskers arbeid Blod oc armod/ det er besynderlige denne Dieffuels rette vildbrad/ dog saa vederstyggeligt faar Guds ansigt/ som det kunde vere vederstyggeligt/ faar deris egit ansigt/ om Gud vilde vende om i Fadet faar dem/ eller paa Legemet/ det som de præse oc pryde dem met/ met wret aff de Fattigis blodige arbeyd og siugis Voer oc blod. Gud giffue huer at tencke sig træt om/ tiden er kort oc snart der bort etc. Huo sig ophøyer/ skal nedtryckis/ siger vor Herre Christus. Item Esaias siger. Væ dig/ som berøffuer din neste/ tlhi du skalt lige saa berøffuis.

✂ For det tredie/ Den Aager dieffuel/ som io iammerlige nock foruilder mange Menniskers Hierter/ ocsaa i dette Rige/ huilckit mand haffuer aldrig saa hørt her tilforne/ i nogen mands minde/ oc saa groffuelige blant Adelen/ Borger/ Bønder/ Mands oc Quindis person/ blant Suenne oc drenge/ ia blant Staadere/ der end ocsaa er ønckeligt at scriffue om at naar en Staader haffuer tiggit saa mange Blaffert som hand kand skiffte en Daler til sig faar/ saa haffuer hand strax saa megit lært at hand veed at sette dem vd paa Aager oc rentte/ for tho/ tre eller fire huide om vgen/ at opbære huer løffuerdag at afften/ til hand fanger sin Daler igen. Huorlunde kunde denne Dieffuel komme affsted met dette hans gruselig och Tyranniske regemente/ om hand haffde icke sin skaack met sig/ til saa mange slags Menniske/ aff alle stater fattige oc rige/ til at formere oc opbygge Helffuedis rige met/ oc køre dem siden der ind i hobe tal/ huess hand saa maa haffue sin fremgang/ det Gud forbiude/ oc naadelige affuende saadan vanbrug. Det || maa io være en vnderlig ting/ at denne Aagerdieffuel trand saa herlige smøcke sin skalckhed/ vnder Aagers och Rentis boleri/ met smucke høffuiske naffn/ at det skal hede Affgifft ller oc Fortienste/ Ja hand vilde gerne/ at det skulde kaldis forbedring/ men den Helligaand vdi den 109. Psal: gør det I idel Løgen/ naar det er best forsmøcket/ der som hand saa 56 lader sige igennem Davids mund/ Aagerkarlen skal vdsige (eller vd sue) alt det hand haffuer/ oc Fremmede skulle røffue hans Gods/ der giffuer hand dem deris rette naffn/ oc stafferer dem vd/ met deris rette hoffart/ oc ligner dem vid en Egel/ som suer blod aff folck. Den almegtiste Gud/ ved Øffrigheden/ oc ved fromme oc tro Predicanter/ sla och driffue denne Aagerdieffuel/ met alt sit selskab/ oc sortte haab/ til bage oc vdaff landet igen. Amen.

✂ For det fierde/ den Dranckerdieffuel som de kalde Huffa/ oc hans vndersaatte neffnis oc kaldis Selskaber/ det er de som pleyer Selskab/ oc findis gerne tilhobe vdi Kruhuss først hoss Brendeuin/ saa hoss Tystøl/ paa det siste vd paa natten hoss Pryffing/ hoss Vin oc anden drick til hen imod dag/ de veltis i seng/ saa fulde som suin/ saa at de faa aldrig Solens opgang eller nedgang ath see. Fordi om afftenen sidde de til dricks/ met slemmen oc demmen/ oc om morgenen ligge de oc snurcke vdi deris Druckenskab. Haffuer icke denne Dranckerdieffuel/ met sit skaack oc met sit selskab nock at tage vare/ at holde det Suine leffnit ved magt/ met al den werlighed/ wkyskhed/ hoer/ blodskam/ mandrab oc alt andet saadant/ som følger effter Drockenskab/ indtil det er bort drucket altsammen/ oc liff oc siel forderffuet/ borget oc laant/ oc mange der offuer bedragne/ som aldrig faa deris igen. Siden settis de i bande/ || saa til Raffne/ heng en op etc.

✂ Det maa være nock paa denne tid/ met disse fire fortagelige Dieffle/ som her er opregnede/ som er den Affguds dieffuel/ Hoffmodigheds dieffuel/ Aagerdieffuel och Dranckerdieffuel/ mand kand først offuerlegge huor mange de ere/ huer met sit skaack/ det vilde være forlangt at regne flere op/ fordi ath de ere vist wtalige/ som tilforn er sagd. Den fromme Doctor siger i sin bog/ ath den Hosedieffuel sidder ekon i de lompehoser oc kaager vd met sit skaack. O Herre Gud/ der som disse andre oc deris lige sadde icke høyere op paa legemet huer met sit skaack/ ia i hiertet och i Sielen met/ paa alle deris Patroner oc anhenger/ da kunde der end findis raad til at røste den Hosedieffuel aff benene/ met sit selskab.

✂ Men kiere Christie ven/ huort ment du/ at disse onde kompaner ville hen vd/ huer met sin idret/ och huad ville de vdrette hoss dem som de saa besette? Sandelige/ for faringen giffuer det vel til kende/ paa dem det her til er vederfaret/ ath de ville skille (saa megit som i deris magt oc formue er) huert Guds barn/ ved den Helligaand/ ved den rette kerlighed til Gud oc troen paa Gud/ ved den rette Guds frøct och dyrckelse/ ved alle gode gerninger och dygder/ Kortelige/ ved alt det/ som Gud tilhører. Thi Gud annammis icke der/ som den Helligaand er icke tilstede. Icke er der helder forstand/ vilie oc hiertelag/ opliust oc optend imod Gud oc hans hellige ord. Men saadant ith elendige Menniskis hjerte er lige som it gamilt øde oc forfallende huss/ der som Gud icke mere vil boe inde/ oc Veyr och Staarm gaar der igennem paa alle sider/ det er/ alle haande wskickelige tilbøylser oc brønde driffue Hiertet til atskillige Synder/ til wskickelig Elskelighed/ had oc affuend/ || Staalthed/ gerighed/ offuerflødighed etc. Oc der blæser Diefflene deris forgifft ocsaa ind/ at det bliffuer aldrig bedre/ met det Menniske/ Thi Dieffuelen holder hannem nu for sin egen/ oc er krafftig i hannem/ som i alle andre vantro Børn/ indtil saa lenge (om der er nogen haab til/ oc hand er icke vaadt forlangt ud/ ia lenger met Cain oc Juda/ end hand trøster sig til at komme til Land igen/ som den arme Quinde her ligger begraffuen vde ved Galien/ huilcken den Aagerdieffuel dreff saa langt/ at hun faldt i mishob/ saa gennemgaaen vaar hun met Aagers handel etc.) Indtil saa lenge siger ieg/ hand omuendis til det arme Liuss igen/ som huert Menniske haffuer beholdet i sin natur/ at skelne mellem ont oc gaat/ onde gerninger oc gode gerninger/ oc Louen kommer saa til met huilcken Gud vil haffue/ at alle Mennisker skulle bekende deris Synder der ved/ oc indfly til Guds naade oc barmhiertighed for hans kære Søns fortienste oc verdskyld met deris Tro/ oc siden den pryde/ end ocsaa met vduortis tuct i Klædebaan oc andre Guds gaffuer oc holde dem vdaff/ end ocsaa vduortis/ aff det som de kunde fortørne Gud oc deris Neste met/ oc forderffue dem selffue met. Huilckit de kunde 58 end komme aff sted/ met det mørcke naturlige Liuss/ som er i dem/ end sige naar de ere begaffuede met Troen oc met den Helligand. Exemplum. Den som ligger i Kolde siuge/ haffuer io den forstand/ som siger hannem at alligeuel hannem tørster saare/ hand skal dog icke dricke som hannem tørster til/ om hand vil vinde sin helbrede/ da kand hand holde sine Hender/ at de icke gribe til Kanden. Som Achilles alligeuel at hans Hierte brende vdi hannem til stor vrede mod Agamemnon/ saa hand drog sit suerd til hannem/ dog holt hand sig oc stack sit Suerd ind igen och || gick bort fra hannem. Saa megit frihed haffuer io it Menniske/ som er hannem met fød/ at holde sig aff de vduortis ting/ som hannem icke sømmer. Huor meget mere kand hand siden holde sig aff naar hand er begaffuet met den Helligand/ oc stri imod Synden oc henge ved Guds ord oc ved troen til Jesum Christum. Dette vilde ieg/ min fromme Christen læfere/ sette bag op til Docterens bog/ aff ret metønck/ paa mit embedis vegne/ oc der faar/ at du vilt inderlige gøre din bøn til Gud/ paa det/ at hand vilde/ aff sin euige Godhed oc Barmhjertighed/ som den øffuerste Øffrighed Psal: 28. legge sin haand paa met/ at de store/ suare oc gruselige synder maatte formindskis/ oc den fortiente Straff maatte siden formildis heller oc aldelis bliffue borte/ effterdi at hans Naade/ Miskunhed oc langmodighed er større/ end hans strenge Retferdighed/ vrede oc hastighed imod alle dem/ som henge hart ved Jesum Christum. Hannem dig/ min
fromme Christne læsere/ til lycke oc salighed
befalendis til euig tid Amen. Screffuit i
Københaffn 26. Februarii. 1556 .

Rim om den Forkludede Hosedieffuel.

✂ Esaias siger/ Euige væ oc euige spaat
Ske dem som holde ont for gaat/
Oc tuert om/ gaat for ont monne acte
Oc effter mørckit/ oc icke liuset tracte.
Som vngdommen nu haffuer den onde meen/
At de holde huercken ret eller ren
Hvad Gud befaller i høyste Troon/
Hannem lyde dog Stierner/ Sol oc Maan/
Oc alle Creatur gøre deris flid
Met løst oc glæde huer i sin tid.
Men Menniskens børn tencke icke der paa
Som om liuss dag i blindhed gaa/
De skøde icke om nogen Erlighed
Som i deris handel er nock som beted
Som mand om deris Hoser haffuer seet oc hørt
Huilcke Dieffuelen selff haffuer her indført/
Som flammer oc ildelue er deris sned
Som de vilde siuncke til Helffuede ned/
Met Saien/ Silcke oc Fløyel
Forklede de deris skam oc vnderdel
Idel Dieffuele kaage der vd
Som Gedehamser hoss huerrende klud
En stor haab næser der paa er syet
Oc met atskillige farffue bepryt ||
Kilen er ocsaa vdstafered
Lige som der hengde honning ved/
Endog at den forderffuede Natur
Vil haffue skiult denne figur/
De gamle hulde det for en stor skam/
I landet huor mand foer fram/
Om den sted icke vaare teckit oc dult
Som naturen selff haffuer skiult.
60 Den første dregt aff gedskind vaar
Som Gud suøbte selff om Adams laar/
Der effter veffuede de klæder aff Vid
Meget affhulden oc ærefuld.
Indtil Leret oc Linkleder bleff veffd
Det gaff dem siden en bedre heffd
Der nest finge de andet garn
Spundet til Silcke aff orme skarn/
Siden bleff det aldsammen fuld
Met Perler/ Edelstene Sølff oc Guld
Der huer met kaastelige Kleder bleff smøct
Da bleff alting i Land oc Rige forrøct.
Den hellige Augustinus scriffuer saa/
At Gud giffuer selff stor act der paa
Hand maa icke lide den offuerflødighed
I kleder oc andet den er hannem led.
Gud giffue folck gode seder oc tuct/
Oc it ydmygt klædebaan/ det staar smuct.
Hieronimus den Lærefader god ||
Scriffuer ocsaa meget der imod
Hand siger den at vere en tiff
Oc stiele fra de fattigis liff
Det som hannem tiloffuer er
Om hand det wnøttelige fortær
Gregorius hand scriffuer oc ret vel
Oc straffer alle dem met skel
Som finde paa ny vanartige seder
I mad/ øl/ kaast oc kleder
At de skulle lide sorrig oc quid
I Helffuedis pøel til euig tid
At Gud kand det icke lide nogerlund
Siger Zephanias saa aff hans mund
Jeg Herrer oc Førster hiemsøge vil
Oc deris Børn oc affkomme der til
Dem skal icke vel behage det
At de smøcke sig met fremmede sed
61 Hosedieffuelen kaager dem en grød
Huor i de skulle ede deris død
Oc saa lenge sluge i sig der aff
Til huer mand forfarer deris straff
For saadan smøcke oc deylighed
Bliffuer mangen aff/ met sin kyskhed
Moabs Quinders kleder huide som sne
Giorde Israel stor hiertens væ
Horeri oc wkyskhed vaar strax deris fund
Erlighed oc kyskhed forgiet i samme stund. ||
Dina Jacobs Daatter vaar oc slig
Der Sichem fick hende hiem til sig/
Da miste hun sin Jomfruelig Krantz
Mange maatte siden røffue den dantz.
Dauid saa Bersabes huide ben
Hand lod hende hente oc vaar icke seen
Strax udi Hoer fald saadannen Mand
Der aff kom iammer i det gandske Land.
Dette smøcke ved en graff ieg ligne vil
Som siunes vel deylig nock vden til/
Men induortis sort oc saare wren
Met aske oc stynckendis døde ben.
Huilcken stor Synd det er faar Gud
At Hede sig saa imod hans bud.
Met Lompehoser/ huer mande spaat.
Gud hand tager det aldrig for gaat/
Ehuad det er for en anhang
Som kleder sig met saadan prang
Denne bog her faar/ huer lesse kand
Til formaning den menige mand
Ah vilde de høre Gudz ord Quinde oc Mand
Huad det ginge da vel til i alle Land

It andet Rim i almindelighed/ om denne
siste oc korte tid/ oc om denne onde Verden.

✂ I Begyndelsen bleff Verden skabt aff Gud
Oc i tre dele skifft effter hans bud/
Faar/ vnder oc effter Mosi Lou
Elie huss gaar/ som hun haffuer Thou/
Trint oc runt baade Himmel oc Jord/
Hvert effter som det er skabt oc giort
Syndig oc forgengelige er Menniskens Id/
Men Guds ord varer til euig tid.
Denne siste alder er icke nær slig
Som den første men meget wlig
Thi hun er rodfest dybt oc hart
Vdi al wdygd oc meget vonart.
I stor wtacknemmelighed
Mod Guds ord/ som huer mand veed/
I skam oc skendzel mangfoldelig
I fynd oc last saare straffelig
Ære oc relighed maa lide straff
Oc daglige fortryckis aff ret ondskaff/
Stor had oc affuend mand bær
Til sin Neste baade fiern oc nær
Ingen tiener hin anden eller vil hannem gaat
Men haffue huer andre for spe og spaat.
Hoffmod/ prang oc praal offuer ald
Altsammen her aff Adams Fald.
At elske huer andre i Kerlighed
Veed ingen/ thi Hun er huer mand led
Men at dømme/ fordømme oc vaske paa bag ||
Det veed huer mand baade nat oc dag.
At gøre sin nabo skade/ det dur
At føre bimpt/ liuge oc staa paa lur.
Huer søger sit eget nytte oc gaffn
63 Wchristelige vnder Christet naffn.
Beskuo for Guds skyld alle stater
Ere icke mange verre end Tyrcker oc Tater?
Huo søger effter det som er euigt?
Oc icke mere effter det forgengelict?
Ere io alle dygder i stor misbrug
I wdygder er huer mand viss oc klog
Huo køber/ huo sieler/ huo handler ræt
Gud giffue at det er dyrt eller læt?
Er icke Gerighed den onde rod
Til falsk oc suig en stor hoffmod?
Oc til al Finantz oc bedregeri
Hoss Mand oc Quinde/ hoss Suend oc Fri?
Ingen kand tage sig vare i skempt oc skuff
Saa suindig oc listig er Menniskens fornufft.
Det giffuer mange en stor wro
At ingensted findis loffue oc tro/
Men wtro vancker saa vide omkring
At den findis nu i alle Ting.
At skende oc laste/ foracte oc forsmaa
At bande oc bagtale/ det kand gaa/
Hues leffnit er hannem saa sød
At hand ey langt helder vaare død?
Om hand leffuer vdi den stat
Som hand tør tryggelige dø snart oc brat. ||
See wi hen til dom oc ræt
Da er icke end alting der saa slæt/
De affecter reger fuld meget iblant
At faa see til det som er fant/
Skal Dommen gaa/ Gud see der til
Kagen kommer gierne did som konen vil
Mude oc gaffue/ pendinge oc skenck
Foruender retten met sttedighed oc suenck/
Det venstre øye til skenck mone see
Det høyre maa græde oc icke lee.
Huo vil icke fra retten gaa
64 Til den Side/ der pongen henger paa?
Den pending den Pending/ er io saa kær
Hoss alle/ hoss alle/ baade fiern oc nær/
Ehuor mand legger det i lag
Den fattig faar seent ende paa sin sag.
Der faar kommer der straff fra Gud
For alting ske nu mod hans bud/
Der faar kommmer Krig oc Blodstørtning
Pestelentz/ hunger oc dyring.
Effterdi at mange fordrister sig til
At dræbe oc myrde huem hand vil/
Hemmelige om natten foruden sag
Ja obenbarlige om den liuse dag.
I kaast oc tæring offuerflødelig
I Mad oc dricke huer for sig/
Met slemmen oc demmen oc rose der aff/
Som det vaare aldrig verd pine eller straff.
I siugdom er mand wtaalmodig/||
Holder Raad oc middel foractelig/
Huercken Aandelig heller Verdzlig lægedom
Vil mand bruge/ der gaar om/
Huad der kand oc huad der vil
Til døden bruger sit spil.
Det er da forsilde oc forsømt
Saaret lægis best naar det er ømt/
Men wforstandighed er saa stor
At mand skøder huercken formaning eller ord.
Aager oc omslag rycke saa ind
At de fordømme baade mand oc quind/
Men huo skøder der effter oc retter sig?
Huo tencker at pinen er euig?
Stod Helffuede end oben faar huer mands Dør
Da lader mand icke aff at Aagre før
End at Dieffuelen fører dem bort
Næd i Pølen gennem Helffuedis port/
Der at slide oc ryffue i Helffuedis saamp
65 Ild/ Suogel/ Tiære/ Røg oc Damp.
Enten kommer Domme dag fuld snart
At wi maa den vente met en fart/
Heller oc anden ødeleggelse for vist
Stor oc grum baade her oc hist
Stor oprør/ oc ny Regement
Aff Gudz tilladelfe er vel fortient
Ja siger du/ det er io sant
Ingen kand holde det for løgen oc tant
At det gaar ey io lige saa til/
Men huo er den sig rette vil? ||
Huo vil tage sit stycke faar sig
Oc kende sig faar Gud at være slig?
Ah vilde huer til sit hierte gaa
Oc tencke huad vey hand er paa
Til Helffuedis Pøel/ heller Himmelens Troon
At faa dødzens straff eller liffsens kroon/
Vender om/ vender om/ det er høy tid/
At i icke met Dieffuelen kommer did
I pine oc quale/ met Liff oc Siel/
Oc faa met alle wgudelige part oc del.
Gud er fuld aff Naade oc Barmhiertighed
Men varer eder at i vanbruge icke det/
Oc at i Ingenslunde synde der paa
Om det skal eder euige vel gaa/
Vender eder om oc leffuer i fred/
Met Gud oc Mennisken i huerrie Sted/
Lader Troen til Christum alene vere ren.
I hiertet/ foruden lyde/ foruden men
Aff Menniskens lære oc Helgene paakald
Om i ville vndfly Adams fald/
Oc huad i selffue haffue bøt der paa
At Christus kand for eders fynder staa.
Troen være siden Fructsommelig
Oc mod sin Neste venlig oc kierlig/
I alle dygder from oc god
66 At ingen er den anden imod/
Met ord/ gerning oc hiertelaff
At gøre eller lade det/ huor aff ||
Gud kand fortørnis oc vor Neste lide ont/
Saa lyder oc den pact oc forbunt
Som Gud met Mennisken haffuer giort
Effter sit hellige oc salige ord.
Thi oss bør at være som Børn/
Vden al bedrog/ at huer som en Ørn
Fluer høyre en anden i Ære oc dygd
Oc saa vere huer andre til glæde oc frygd.
Da kommer det Gyldene alder igen
Som der vaar først i Verden.
At Gudz ord maatte klinge i alle Land
Oc der effter leffue baade Quinde oc Mand/
Til Christus personlige kommer til dom
At sige ret aff mellem ond oc from
Oc giffue huer foruden bøn/
Effter sin gerning oc skyld deris løn.
Som Scrifften klarlige melder der om/
At wi skulle alle møde for Dom.
Huo da icke vil komme i nød
Effter hand er aff Verden død/
Hand lade Gudz ord oc Troen vere hans grund
Oc det bekende aff hierte oc mund
Oc tro/ bede oc haabe i al sin nød
Saa vndflyer hand vist den euige død.
Men disuer/ de ere saare faa
Som rettelige tencke oc tracte der paa
Huorlunde de kunde beholde den euige Fred
Som Gudz Søn haffuer oss selff beted.
Oc er fra Christi Apostlers tid ||
Som en arffred kommen til oss hid
Gud er selff personlig den rette Fred
Oc der til ocsaa ret Kerlighed
Ja hand er ocsaa vort eniste Haab
67 Som oss er loffuit fra vor Daab/
Oc al den stund wi leffue maa/
Huad wi bede/ det skulle wi faa/
Aff Faderen vdi Sønsens naffn/
Oc komme oss altsammen til gode oc gaffn.
Hand begerer icke Menniskens død
Men vil hielpe hannem til liffuit aff al sin nød.
Jeg vil hand skal omuende sig
Siger hand/ oc euige leffue met mig.
Der faar lader oss bede/ fattig oc rig
Oc vende oss om til Gud ydmygelig
At hand vil være vor tillid
Oc wi hans Børn til euig tid
Oc prise oc loffue i Himmerig.
Hans Hellige Naffn euindelig
Ære være de Hellige Trefoldighed
Siger Amen offuer Christendom viid oc bred.

INDLEDNING.

✂

Erlig oc vellerd Mand her Hans
Henricksen/ som tiente salige Biscop Offue Bilde/
ønsker ieg Peder Palladius lycke och
salighed i Herren.

✂ DEn hellige Paulus siger J. Cor: 7. Est du en tiener eller træl/ da leg vind paa at du kant bliffue fri (det er) din egen/ at du kant siden selff vere en Hosbonde oc haffue tienere vnder dig. Der effter holde i eder ocsaa/ min fromme her Hans/ i det at i acte nu i de hellige Trefoldigheds naffn/ effter lang oc tro tienste/ at sticke eders fødder vnder eders eget bordende/ oc giffue eder i det hellige Ecteskabs Stat/ met Erlige quinde Bold Mattisdaatter Borrisker i Malmø/ Gud giffue eder lycke oc naade Amen/ Men effterdi at ieg kand icke for min || skrøbeligheds skyld vere eders Brulup oc Ecteskab til Ære/ met min neruerelse/ sender ieg eder denne liden bog/ om den hellige Ecteskabs Stat/ til en føye skenck/ som ieg vdsætte paa danske/ baade eder oc andre til trøst oc husualelse/ bedendis at i ville icke den forsmaa. Jeg vil det
gerne forbedre vdi framtiden/ Eder Gud almectigste
befalendis. Screffuit i Københaffn.
Mitsommers dag/
1556.

Om Ecteskabs Stat.

✂ EFterdi at Ecteskabs Stat er icke aleniste aff Gud oc der faar sin loff verd/ men ocsaa den første oc aller elste Stat funderet/ ordineret oc Stadfest aff Gud fader/ da vilde Gud bestyrcke oc beuare den samme gamle || oc lofflige Stat mod Satan oc hans gantske wgudelige hob oc selskab.

✂ Thi strax effter at vor Himmelske fader haffde beskickit 90 Ecteskab i Paradiss/ lagde Satan sig effter met løgen oc mandrab hannem at forhindre oc forderffue.

✂ Derfaar lod Gud fader alsommectigste strax ordinere oc beskicke tho andre Stater/ som skulde komme den forfaldene oc besmittede Ecteskabs Stat paa fode igen/ oc den oprette/ beskytte oc beskerme/ som er den hellige Kirckis Stat oc verdsens Stat/ paa det at den første skulde bestri Satans løgen oc bedrageri/ met Guds ord oc sandhed/ den anden skulde bestri hans Mandrab och wlydelse met fuerdet oc retferdighed oc det der faare/ at Ecteskabs Stat skulde beskyttis oc beskermis met faadant it dubelt forsuar/ mod Satans falsk oc suig.

✂ Der faare effterdi at denne ypperlig oc gudelig Stat er en hellig ting. Da || bør oss alle som enten vil giffue oss der vdi/ eller ere der nu vdi/ at offuerueye/ at det er icke nock/ at wi forstaa denne Stat hellig at være/ men wi skulle ydermere see oss om/ huorlunde at wi selffue ocsaa/ som begere Ecteskabs ret/ kunde skinne met denne Stat vdi lige hellighed oc gudelighed.

✂ Der faare haffue wi først en Christelig vnderuisning behoff/ met hwad middel oc maade/ wi skulle beredis til samme Stat/ at wi kunde den Christelige begynde/ gudfrøctelige den framholde/ oc gudelige fuldkomme oc fuldende/ Men paa det at vort forsæt kand haffue en ret lycksalig oc gudelig fremgong/ da er det oss behoff/ at wi den begynde met Gud oc vdi Guds naffn.

✂ Men Guds villie skulle wi lære/ io mere oc mere vdaff hans hellige oc salige Ord/ buor paa oss bør ath legge en flerck/ viss oc stadig grunduaal/ huor paa wi skulle bygge oc opsette vort gantske || forsæt/ oc inted tuile/ at det et ey aff Gud oc hannem behageligt/ oc at hand der faare vil recke oss haanden/ beskerme oc beuare oss. Der som wi det gøre/ da kunde wi met it frit mod begynde den handel/ gaa lycksalige fram der vdi oc gudfrøctelige det fuldende.

✂ Faar det andet/ effterdi at al vor handel oc forfæt skal beskickis effter Gudz ord som effter den rette rictesnor/ Som 91 Jesus Syrach 9. siger/ da er det tilbørligt at wi skulle høre det salige Guds ord/ som vor tro raadgiffuer/ oc der aff bede oc begere raad/ da skulle wi finde vdi Gudz ord/ iblant andre ocsaa dette raad at wi skulle tilgaa oc begynde alle vore gerninger/ besynderlige dem som røre Gud paa/ vdi en sand ydmyghed oc vdi en aand som er ydmyg oc fremmed fra al hoffmod oc høyferdighed. Thi Gud som S: Peder siger/ modstaar de Stolte oc Høyferdige/ oc hand deler sin naade met de ydmyge. ||

✂ Der faare vil det icke andet være end wi skulle ydmyge oss oc giffue oss vnder Guds mectige oc veldige haand/ oc da gaar vor sag vel faar sig hoss Gud i en sand ydmyghed oc en tro bøn/ som er foruden al tuilactighed.

✂ Der som wi i saa maade legge en grunduaal til vor tilkommendis Ecteskab oc wi gøre oss en indgong der til oc begynde det met en ret tro Christen bøn oc en ydmyg aand/ da begynde wi icke den Stat af nogen daarlighed/ hoffmodighed eller kødelig trøghed oc frimodighed/ som denne verdsens Børn pleye at begynde al deris handel.

✂ Der aff kommer det ocsaa/ at huad de tage dem faare oc ville haffue fram/ det gaar til bage faar dem. Oc de haffue ingen lyckelig Ørferne paa Himmelen/ som kand Liuse faar dem/ ingen lyckelig framgong/ ingen Guds velsignelse kunde de fornemme naagit til/ oc her til er dette sagen aleniste/ fordi at de indbiude || til deris Brullup tho wgudelige Jomfruer/ som føre dem al skade i gaard/ den ene heder Daarlighed/ den anden Kødelig vissdom/ Tho hoffmodige/ opbleste/wblusommelige oc skadelige Søstre i Guds sandhed. Fordi at huor som de bygge deris rede i noget Menniskis hw oc sind der tør mand icke vente nogen god lycke eller lycksalighed.

✂ Men it Menniske som er gudfrøctigt och rettelige frøcter Gud/ indbiuder til sit Ecteskabs begyndelse oc til sit Brullup/ disse tho Jomfruer som ere Ydmyghed/ det er/ sin skrøbelig nature bekendelse/ huor met hand vnderstaar sig at være en stor synder for de misgerningers skyld/ huor met hand haffuer offuertraad Guds Lou/ Oc en Christen Bøn er den anden 92 Jomfru/ Disse tho lede oss den rette vey hen til Gud/ oc ophøye oc oprette vor hw oc sind til hannem.

✂ Naar wi haffue giort oss en indgong vdi en sand ydmyghed/ vdi en tro Bøn || siden skulle wi ydermere legge vind paa/ huorlunde wi kunde vandre bedre fram/ oc saa beskicke vort Ecteskab/ at wi kunde Gudfrøctelige och Christelige haffue oss der/ vdi dette vsle oc arme leffnis laab oc framholdelse. Her haffue wi tho husfolck behoff/ som wi skulle tage ind til oss/ som er Guds frøct oc Taalmodighed/ de skulle vere til stede hoss oss alle vegne/ vdi alt vort leffnit oc omgengelse/ oc aldrig vige fra oss.

✂ Guds frøct viger oc flyer fra alt det som er Gud almectigste vor kæriste Himmelske fader til mode. Men Taalmodighed hun drager/ offuerbær oc lider/ være sig huad for kaarss oc modgang der tilfalder vdi Ecteskab.

✂ Der faar er det storlige behoff at huer Husfader oc husmoder kand vel lære at kende disse tho gamle herlige Matroner/ oc trolige beholde dem hoss sig til herbers/ i det at de ere megit snilde oc forsøgte/ Thi at der som disse tho søstre || vdi Ecteskab/ som er Guds frøct/ oc taalmodighed nødis til at vige vdaff dit huss/ strax i deris sted komme igen/ tho gamle dieffuels rynckede oc galne søstre/ tho forbandede Beginer oc Begutter/ tho gamle troldquinder och trafaler/ som ere Frimodighed oc Hastighed/ eller knurren oc murren.

✂ Den første som er Frimodighed eller ørckeløshed/ hun haffuer inted andet til idret/ hun tager sig inted andet til/ end sider bag Kackeloffnen oc soffuer/ Oc vnder tiden vender hun stecte Pærer oc Eble/ oc hun er saa frimodig i al sin ting/ at hun skøder om ingen ting i busit/ inted gør hun/ inted arbeyder hun/ men hun tencker ekon aleniste/ at der skal komme nogle stegte Kyllinge selffminte flygendis i munden paa hende/ som det pleier at ske de borger/ som boe i det Rige der kaldis Vtopeia. Der faare ruter hun oc præfer sig altid/ slemmer oc demmer oc forbrasker || i meden der er en pending igen/ den aller skadeligste Gest.

✂ Men den anden hendis ven oc søster som er Vreduordenhed 93 oc wtaalmodighed naar hun formercker/ at al ting er ved frimodighed forsømt/ forød/ wnyttelige fortæret/ forslemmet oc fordemmet/ da kaster hun sig ocsaa bag offnen vind oben oc recker sig/ oc ligger oc suuer sine negle som Biørnnen gør/ inted tager hun sig til/ hun ligger oc knurrer oc murrer oc er vred/ hun suarer til huert ord/ bander/ skiuder onde guffer vd/ kiffuis oc trettis/ oc ligger oc fører ont iblant de andre met stor wtaalmodighed.

✂ Disse tho ere de rette forgifftige Huspuger eller Husdieffle/ fra huilcke min Herre Gud beuare mig stedse oc altid.

✂ Det første/ naar der kommer nogit kaarss paa ferde i huset/ det er nogen wlycke/ som kand være siugdom/ foractelse/ fattigdom/ geld/ hunger eller nøgenhed/ || da flytter wtaalmodighed oc vreduordenhed icke gerne aff husit/ men er altid tilstede met euige væklage/ sorg oc graad. Der faare er det mit gode raad/ at du beholder hoss dig de første søstre/ som er frøct huor met du kant frøcte Gud/ oc Taalmodighed/ Thi ved Guds frøct skyer oc flyer mand det onde/ som Salomon siger/ oc huo der haffuer Gud faar øyen/ hand synder icke oc huo der inted bedriffuer mod Gud/ men frøcter hannem oc er hannem hørig oc lydig/ til hannem sender icke Gud (som haffuer skabt oc beuaret alting) disse trætactige oc spaadske skøger ind i huset/ frimodighed (siger ieg) oc wtaalmodighed/ Men den som taalmodig er/ hand lider veluillige oc gerne huad hannem kommer til/ venter oc forbider effter Guds neruerendis oc milde hielp/ Saa bestyrckes wi vdi haabet/ oc haabet steder icke til at wi skulle beskemmes vdi taalmodighed/ Thi Gud almectigste haffuer sin allerbeste løst af || dem/ som hannem frøcte oc vente hans miskundelighed/ som Dauid siger.

✂ For det Tredie/ der som wi i saa maade begynde Ecteskabs Stat met Guds hielp/ oc wi leffue der saa hen vdi nogen tid lang effter Guds gode vilie ved al Taalmodighed oc frøct/ da skrider dog Solen ned paa det siste/ lade sig vere huor megit hun haffuer skinnit paa vor Himmel/ at hun vil ocsaa til at gaa ned/ Thi saa vil det gaa til met oss/ effterdi wi ere icke lenger vnge oc veldige/ eller aar gammele.

✂ Vore aar flyde bort som bølier i Haffuit som Propheten siger/ naar (siger ieg) dette hender oss/ da er det storlige behoff/ at wi gøre det som Christne bør at gøre/ oc offuerueye at wi haffue icke her lenge stad at bo vdi/ men mue søge effter den tilkommende stad/ oc er behoff at wi berede oss til Taalmodighed i alt det som tilstunder ved døden/ oc at wi rede oss til at opsøge it andet oc bedre liff en dette er. ||

✂ At wi kunde rettelige fuldende oc fuldkomme denne ferd/ skulle wi haffue tuende søstre til ledsagerske oc veyuiserske/ som kunde lede oss frem at den rette vey til det tilkommendis liff/ som ere/ Troen oc Tacknemmenlighed.

✂ Disse tuende ledsagerske ere oss io storlige behoff oc nøttige/ at wi dem ind til enden beholde hoss oss/ oc naar det vil være met oss/ tit kalde dem til oss oc idelige bruge deris hielp oc trøst. Thi end dog wi haffue fremdragit it Gudfrøctigt oc Christeligt leffnit effter vort tøcke/dog alligeuel haffuer alt det/ som wi haffue giort/ værit styckuerck oc wfuldkommeligt oc hør nu langt andet der til huorlunde/ wi kunde bliffue delactige i det euige liff. Troen er den søster som støer sig paa Guds naade oc Barmhjertighed aleniste/ trøster sig der paa aleniste/ oc husualer sig der met aleniste/ Huilcken Gud faders naade mildhed oc miskundhed Guds søn Jesus Christus flide || ossoc gaff oss/ huilcken den hellig Aand haffuer oc indsæt i vore hierter/ hu oc sind/ oc haffuer giort oss visse paa samme naade.

✂ Her følger strax effter den anden Ledsagerske/ som er Tack nemmelighed/ Huor met wi skulle beuise oss tacknemmelige imod Gud oc alle hans velgerninger/ som hand haffuer oss beuist. Thi alle gode gaffuer oc alle fuldkomne gaffuer komme offuen ned aff liffsens Fader/ der faare bør oss io at prise/ ære; loffue oc tacke hannem/ Men der som disse tho Satans Brud trenge sig ind paa oss oc ville io haffue herredom/ raade on regere offuer oss/ som ere Mishaab oc wtacknemmelighed/ do er det visselige aldelis giort met oss. De sla oss aldelis ihiel Fordi Mishaab er moder til fordømmelsen/ oc wtacknemme lighed er vist en wtacknemmelig gest/ at wi met hende kand icke komme ind huercken i Himmelen eller i Paradiss. ||

✂ Der faare om de tho bliffue oss formastige/ oc faa offuerhaand oc mact offuer oss/ da skiude de oss houedkuldis ned i Helffuedis affgrund/ da vil det ske/ at der som wi her haffue icke dragit vden en slæde (som det ordsprog lyder) skulle wi der drage it helt læss/ oc aldrig finde nogen rolighed enten her eller der/ fra huilcken iammer/ elendighed oc euig wselhed beuare oss Gud fader formedelst sin elskelige Søn/ i den verdige hellig Aand.

✂ For det fierde/ effterdi at wi først haffue hørt oc fornommet/ at Ecteskab er aff Gud skicket oc indsæt/ helligt oc Gud behageligt/ disligeste huorlunde wi skulle berede oss/ oc der til met huorlunde wi skulle haffue oss der i/ vdi Guds frøct/ oc den lycksalige vdi en ret tro fuldende/ da bør oss der effter at høre oc lære/ at denne Stat/ er icke aleniste erlig/ men ocsaa nøttelig/ ia den aller ypperste iblant de Stater som den almectigste Gud haffuer || ordineret/ skicket oc indsæt.

✂ Thi aff denne Stat ere først komne Guds Børn/ oc de her i opfødis/ saa mange som bliffue sande Guds børn/ ved den hellige Daab/ huor til de framberis aff deris faareldere som ere lofflige tilsammen føyde i Ecteskab. Disse børns Engle see altid vor Himmelske faders ansict. Disse børn de loffue oc prisse oc ere Gud/ oc Himmerigs rige hører saadane til. Aff disse/ ocsaa aff diende børns munde opuecker Gud sin mact oc krafft/ oc sin Hær for sin faders skyld at hand kand sla sin wuen oc den heffngerig ihiel/ ved disse børn loffuis Gud/ met sang/ bøner/ paakaldelse oc tacksigelse.

✂ Oc at ieg vil sige dig met it ord/ aff denne Ecteskabs Stat samler den euige Gud som alting haffuer skabt/ sig it folck/ til en besynderlig eydom oc kircke/ vdi huilcken Gud vil selff sla sin bodpel oc bygge oc bo i hende/ Denne er den løffuende skrin oc monstrans som Gud vil || være vdi/ icke som i Pauedommen/ der mand indlucte det brød som vor vtid paa Alteret/ vdi sølkar oc træhuse eller monstranser. Her er det Tempel vdi huilcket Gud vil selff huile sig/ De ere ocsaa Guds naadis oc den hellig Aands kar.

✂ Oc der som det end hender sig/ at de tho Stater begynde 96 at faa it fald/ oc forderffuis/ at mand kand fornømme at der er brøst oc breck/ nød oc trang paa ferde vdi dem/ som ere vdi kirckens Stat oc verdsens Stat/ Da kunde de dog ligeuel oprette oc komme paa fode igen met al det som behoff gøris vdaff denne eniste Ecteskabs Stat/ som er en kelde oc begyndelse til alle de andre Stater oc ordinering/ lade sig vere huor hellige oc huor ypperlige de kunde være.

✂ Thi aff denne hellige Ecteskabs orden oc Stat vdtager Gud vor allerkieriste fader merckelige/ lerde/vise/ forstandige || oc kloge mend/ huor aff der vduelis Embidzmend oc Regenter/ saa vel vdi Kirckens som vdi Verdsens Stat/ oc de som ere storlige bequemme til alle haande Stater oc embeder oc met gode seder beskickede/ met alle haande gode handel/ kunster oc gerninger.

✂ Der faare alt det som brugis lofflige oc nøttelige til Kirckens oc Lands regementis beuarelse/ det er visselige vdhugget oc vdgraffuet alt sammen aff dette træ/ som er opvoxet vdi Ecteskabs orden oc Stat/ Der faare ligger Gud stor mact paa denne Stat/ icke kand mand heller opregne eller optelle/ huad gaffn/ oc huad offuerflødige gode/ der vdflyder aff denne Orden til den gantske hellige Christelige Kirckis opbyggelse oc til lands Regementis ophold oc beuarelse.

✂ Der faar bør vnge mennisker den stund de ftaa i blomster oc ere deylige oc || smucke/ lade sig vden al modstand oc gensigelse tilraade/ at de icke nødde oc tuongne/ men veluillige giffue sig i denne Stat/ at de kunde affle børn ved en lofflig samquetn oc opbyggelse/ oc siden opføde dem oc skicke dem der til/ at Christi Rige maatte ved samme liffsens fruct formeris oc vdbredis/ met huilcke børn mand søger oc atspør i dette liff/ Guds rigis oc lands regementis beste/nøtte oc gaffn/ Oc end dog at vore børn kunde icke alle sammen framholdis eller ophøyis til høy oc ypperlig befalning/ til stor ære o verdighed/ dog bør denne verdsens Høffdinger oc de som mac haffue at holde hoss dem huer i sit regemente/ bequemme men som frycte Gud oc ere lerde/ oc forsøgte/ der som de ville eller rettelige staa den menighed faare som dem er befalet.

✂ Icke seer Gud heller til nogens person/ at behage den ene mer end den anden men hand haffuer saa Stor elskelighed || til Ecteskabs Stat/ at hand tit oc offte begaffuer en enfoldige Bondis oc fattige Borgers søn met saa stor visdom/ forstand oc klogskab/ at hand framholder hannem/ oc ophøyer hannem paa Herre Slaat oc Konge gaarde/ at saadanne tøre side nest hoss Konger/ Herrer oc Førster i raad/ til bords/ i Regemente/ oc saadanne vdrette/ ordinere oc skicke tit oc offte mere gaat vd end Førsterne selffue gøre.

✂ Oc i denne maade skeer det ocsaa tit/ at en fattig tieniste Pige bliffuer lyckeligere gifft/ der som en rig oc hoffmodig Quinde dissimellem forsømmis oc forglemmis/ oc mand seer hende staa bag Dørren/ lige som den euige Gud oc skabere fremholt oc ophøyet den fattige Jomfru Hester til saa stor heder/ ære oc verdighed/ at hun bleff vduold til Dronning saa at hun der effter vaar det gantske folck aff hendis landskaff/ oc alle dem som hende haffde behoff/ megit til nøtte oc gaffn. ||

✂ Sandelige saadant skulle Ectefolck vel legge paa hiertet/ oc opføde deris fattige Børn i Guds frøct. Thi en god lycke oc skeffne er ingen forbuden/ at den ene kand ey vere saa ner som den anden/ Thi huo som frycter Gud oc holder hannem faar øyen/ den holder Gud sine øyen offuer igen/ oc fremholder oc ophøyer hannem/ Men vngdommen skal her tage vel vare paa/ at hand bliffuer i saadan Guds frøct met en ydmyg aand hw oc sind. Thi io diss ydmygere nogen er vdi sin aand hw oc sind/ io diss snarer ophøyer Gud hannem. Fordi at Gud er alsomhøyeste offuer alle/ oc naar hand nogen tid skiuder sine øyen ned aff den høye Himmel til oss/ Adams Børn oc affkom/ da seer hand effter sin feduan alleniste til dem som ere ydmyge/ oc dem drager hand til sig oc ophøyer dem/ at de skulle bliffue delactige i den Himmelske høyhed.

✂ For det femte vaar det oc storlige || behoff at wi haffde en eniste husualer vdi Ecteskab/ huor met wi kunde trøste oc husuale oss i nogen maade i vor wselhed/ wrolighed/ pine oc plage/ saa at mand bør i mange maade at bære kaarssit der vdi/ oc nat oc dag faar mand at lide angest oc nød/ sorge oc 98 bedrøffuelse/ møde oc arbeyde/ trethed/ armod/ siugdom/ plage/ pine oc andre atskillige fristelser/ modgang oc genuordihhed.

✂ Der faare er denne den første oc ypperste trøst oc husualelse/ som wi kunde dristelige oc met stor fortrøstning støe oc opholde oss paa/ som er at denne Ecteskabs stat/ som wi haffue giffuit oss vdi/ effter Guds ord oc hans guddommelig ordening oc skick/ er hans egen guddommelig ordtnants/ hellige indsettelse oc megit hellig Stat/ huilcken wi haffue begynt som ret Guds ordning met en god samuittighed/ huor aff wi ere komne vdi en viss forfaring/ oc tro det ocsaa i sandhed || at være vden al tuil/ at denne Stat er Gud behagelig/ som hans egen Guddommelig befalning oc ypperste gerning. Effterdi at de ere hannem icke wbehagelige/ saa mange som gøre hans befalning oc vilie/ giffue sig i denne hellige orden/ vdi en sand Guds frøct oc i Troen.

✂ Der til met at den veluillige Gud oc Skabermand vor kiere Fader haffuer saa skabt oss/ at hand haffuer ocsaa det indplantet i vor natur/ huor aff wi kunde forstaa oc begribe/ at wi ere bequemme til Ecteskab oc der faare effter hans skabning oc gerning haffue wi giffuet oss der vdi/ frøcte Gud oc icke ville tilstede nogit som vor forkrenct natur vil tuinge oss til mod denne Ecteskabs Stat/ huilcket som kunde være Gud til mode/ oc før end wi ville nogit saadant bedriffue/ da ville wi helder kaste oss i adskillig besuering oc fare. For den sag skyld kalde wi paa Gud alsommectigste oc alsomueluilligste oc trofastelige || at hand vil hedre oc ære denne Stat/ oc dele met oss aff sin veluillighed oc godhed. Fordi at wi haffue/ for hans befalning skyld giffuit vaare halse vnder saadant it aag.

✂ Oc end dog at det bieske kaarss trycker en tid lang oc den suare kaarsis byrde tuinger oss/ dog være sig huad det være kand/ da er det ekon timeligt oc forgengeligt/ icke er heller saadant it kaarss oss paa lagt aff verden eller Satan/ men aff Guds godhed och veluillighed/ som det ocsaa er vdi sandhed/ Sandelig da gaar det vel til met oss. Thi Gud den mectige første oc Herre lader icke sin Asen falde oc dø vnder byrden/ 99 men vil hielpe hannem/ haffue medønck offuer hannem/ enten at forminske den tunge byrde helder oc slet forløse oss/ eller oc tillegge oss nogen som kand hielpe oss at bære oc drage/ Som ocsaa den hellig Aand oc husualer mand/ hielper oss met sin || trøst oc husualelse/ at bære oc drage huad for byrde oss kand paaleggis.

✂ Der til met er Kaarssit met pine oc plage oss til forhindring/ at wi skulle icke synde/ Thi den veluillige Gud holder oss tilbage der met/ at wi skulle icke vandre fram vdi synden/ oc bliffue saa fortabte vdi den/ saa er det oss nøtteligt oc til salighed/ at vor Herre Christus kommer oss saa vnder tiden til mode oc vnder øyen. Offuer alt er Kaarssit i den maade en idelig øffuelse/ huor met wi øffuis som paa den hellig Aands verckested oc schole/ driffuis oc læris vdi vor Hw oc sind at smage oc forfare huad Guds frøct er/ huad troen/ huad kierlighed/ huad lydelse/ hwad taalmodighed/ huad haab/ huad veluillighed/ huad spagferdighed/ oc huad miskundhed er/ denne er da den rette randsagelse oc prøffuelse/ huor met mand skal kende oss tro Christne at være oc huorlunde at wi skulle haffue oss/ baade imod Gud oc vor neste.

En vnderuisning/trøst oc husualelse for
Quinder som rede til Barsel.

✂ PAa det allersiste/ effterdi S. Peder siger/ (Quinden er io allermest it skrøbeligt kar/ oc at hun skal alligeuel icke dismindre være den ene pille i husit/ oc en mandinde som Gud neffner hende/ bør oss at styrcke dette skrøbelige kar met Guds ord at opholde dette redskab/ oc legge en ret grunduols sten vnder denne pille/ huilcken sten er vor Herre Jesus Christus. Thi det er io vist oc fast/ oc den daglige forfaring giffuer det vel saa at være i sandhed/ at Dieffuelen menniskens saligheds fiende/ legger sig allermest effter at besuige oc bedrage fructsommelige Quinder oc dem som rede til barsel/ hand kand i atskillige maade pine oc plage 100 dem met forskreckelse/ forferdelse/ spøgelse/ bedrøffelse/ redwselhed/ siugdom oc mishaab. Fordisaa at denne Arffuefiende/ er saare vred paa Christne menniskers børn/ ocsaa naar de skiulis vdi moders liff. Thi hand veed vel at de bliffue hen offuer førde oc annammede strax effter de ere fødde/ ved den hellige daab/ til Guds rige/ huor hand kand icke da saa møgit skade gøre dem vdi saadan Naadis forbund/ som tilforne. Thi de hellige Engle aff Himmelen sla deris leyre omkring de døbte/ oc tro Christnes Børn. Oc end dog at Satan legger sig effter siden at de ere døbte/ at gøre dem skade paa deris liff/ dog kand hand icke gøre deris siel nogen skade/ enddog at den gode oc veluillige Gud kand vel aff hans euige godhed beuare it barn alligeuel at det bliffuer bortte i moders liff/ naar faarelderne er i den Naadens forbund/ oc deris suck oc bøn komme faar Gud/ huor met Barnet kand bliffue døbt i moders liff/ oc være delactige i Guds naade oc Rige: Thi Gud || bønhør de tro faarelders fuck/ graad oc bøn/ oc vdi saa maade kand it barn/ ocsaa i moders liff euige beuaris. Thi der er inted wmueligt faar Gud/ icke helder er hans haand forkortet/ at hand ey kand hielpe oc trøste.

✂ Der som Gud kunde rense/ helliggøre oc opliuse Joannem Baptistam i moders liff/ hui skulde hand icke ocsaa kunde gøre det samme ved en tro moders barn mit i døden. Huor mange børn/ ment du/ at der ere hen døde icke aleniste i moders liff. Men ocsaa der effter i de otte dage faar omskerelsen/ før end at de kunde hett bæris aff det Jødiske folck til omskærelsen/ oc annamtms til naadens forbund/ oc de ere dog alligeuel/ vden al tuil euige beuarede. Thi at foriettelsen der Petrus om taller Act: 3 er der tilstede/ at de ere forbundsens børn vdi naaden. Thi/ siger hand/ det er eder oc eders børn oc alle som langt borte ere loffuit oc tilsagt. || Men det altsammen ligger paa Guds vduelelse naade oc barmhjertighed naar saadan nød kommer paa ferde.

✂ For det andet bør fructsommelige Quinder at komme i hw/ at effterdi de ere Euæ døtter/ som haffuer bidet oc smagt/ ved wlydelse/ det forbudne Eble/ at naar det søde Eblis bieske 101 oess vrider oc rumler i Bugen/ da bør dem at bære det kaarss/ som en Guds faderlig riss oc straff/ oc varer eckon aleniste i denne tid/ at hun skal pinis oc plagis met sit foster/ oc lide væ oc spræcke naar de skulle føde.

✂ Sandelige denne trøst oc husualelse haffuer den hellige Paulus ladet dem effter sig I. Timot: 2. At der som Quinderne bliffue hart i Troen/ Herlighed/ hellighed/ ære oc tuct/ da bliffue de beuaret ved deris Børne fødsel. Thi Gud vil tilregne dem deris kaarss ved Troen oc Taalmodighed/ oc deris varactighed || til det hellige oc Euige liff.

✂ Der faar vden haffue ocsaa fructsommelige Quinder oc Barsel Quinder en merckelig trøst oc husualelse i deris væ oc spræcke/ i det at vaar Herre Jesus Christus indfør hoss Johannem/ saadanne fructsommelige Quinder til it exempel oc efftersiun faar alle tro Christne hierter som lide faarfølgelse vnder kaarssit. Fordisaa at de haffue ocsaa aandelige vndfangit Christum ved Troen i deris hierte/ til at føde det aandelige barn Guds ord oc Euangelium til Verden/ huor met de kunde gøre fruct hoss andre oc gøre dem glade.

✂ Men naar dette skeer da slar Satan til Larum/ kommer trette/ bulder oc oprør aff sted/ ved forfølgelse/ paa det hand kand i nogle maade forderffue det aandelige Barn som er vndfangit i hiertet/ at det kunde bliffue it wtideligt foster oc dødt Barn som mand siger/ lige som de || der skulle føde oc ville gaa i Barselseng haffue stor bedrøffuelse/ sorrig/ væ oc spræcke/ som varer dog ekon en liden tid/ thi det aller første it Menniske oc allerkeriste Barn bliffuer fød til verden/ da faar moderen saa stor offueruettis glede at hun aldelis forglemmer den fremgangendis sorrig/ væ oc spræcke/ Saadan en vederquegelse kand Gud aff sin euige veluillighed/ giffue Barselquinder/ oc strax effter deris allerstørste sorrig/ suee oc verck lade komme allerstørst glede/ trøst oc husualelse igen.

✂ Der faare skal denne være (kortelige at sige) den siste oc største trøst oc husualelse/ for alle Christne Quinder som ere fructsommelige oc rede til Barsel/ at Gud almectigste staar først paa deris side/ oc legger dem saadant it kaarss oc 102 bedrøffuelse paa/ eckon en liden tid/ men strax der effter bereder hand dem en stor glede vdaff deris liffsens fruct/ huor faare de || skulle paakalde oc bede Gud vor Herre met it trofast hierte oc om hielp oc trøst i saadan deris nød oc trang/ oc naar det er giort/ skulle de befale Gud dem selffue oc deris liffsens fruct/ oc stille hannem sagen hiem/ at hand vil alting beskicke effter sin Guddommelige mildheds gode vilie.

✂ For det andet skal dette ocsaa trøste oc husuale fructsommelige Quinder som fremmelige rede til Barsel/ at vor Herre Jesus Christus Guds søn kommer ocsaa saadane Quinder ihw/ oc skicker dem til exempel faar alle tro Christne/ vdi deris forfølgelse/ huor aff de kunde begribe oc bekende/ at Guds søn haffuer en besynderlig omhw ocsaa faar dem/ oc en stor faderlig affect oc kerlighed til dem/ i det at hand setter oss faar øyen det hellige oc gyldene forfølgelsis kaarss ved deris væ oc spræcke.

✂ For det siste/ er ocsaa den hellig Aand/ trøster oc husualermand tilstede || hoss Barsel Quinder/ met sin trøst oc husualelse/ huor met hand styrcker dem/ ved det at tro Christne Quinder bliffue salige ved Børne fødsel.

✂ Der faar i Erlige Quinder verer ekon ved it frit mod/ oc wforskrecket/ der som en bode moderen oc fosteret mue vnder tiden dø oc iordis til hobe/ heller huer i seer/ thi Himmelen er eder oben faare/ oc Himmelens port er eder opladit. Salige ere i som pinis/ i troen til Christum/ met eders foster/ ia om i vdi saadan eders Guds kald/ Stat oc embede/ i eders arbeyde oc Børnefødsel/ huor til i ere skabte oc kallede i den hellige Ecteskabs Stat/ end skulde dø/ de hellige Engle aff Himmelen skulle være der hoss/ oc met hender anamme eders liffsens fruct oc føre det op til den euige rolighed oc salighed/ som aldri kommer ende paa. Det giffue bode eder oc alle Christne Quinder Gud alsommectiste/ som eder haffuer skabt/ vor Herre Jefus Christus/ || Guds søn/ som eder haffuer igen løst/ oc den hellig Aand/ som eder haffuer rendet oc hellig giort. Amen.

ydermer Trøst for Barsel Quinder

✂ DEn hellige Paulus befaler oss at see til bage/ oc komme ihw/ huad vildfarelse wi haffue været vdi/ paa det wi kunde see oss disbedre faar/ at wi falde icke til bage igen vdi samme vildfarelse/ Dette skulle ocsaa gode oc Gudfryctige Barsel Quinder vel mercke. Thi deris Barnefødsel/ sex wgers tid/ oc kirckegang haffuer ocsaa værit vdi en stor vanbrug hoss det wgudelige Pauens folck som icke maatte lide Ecteskab/ men horeri/ boleri oc skiørleffnit maatte de vel lide/ saa mange tusinde Pauer/ Cardinaler/ Biscoper/ Muncke/ Nunder/ oc altere Prester/ de maatte icke gifftis/ det vor en leed ting faar || deris øyen. Naar saast du en Graamunck i brullup? det vaar lige som en hund haffde kommit vdi en bastue. Oui det hellige folck/ maatte icke ind i Pilati huss etct. Alligeuel haffuer Gud selff skicket oc sticktet Ecteskab/ der hand gaff Adam oc Eua tilsammen/ met sin egne benedidede hende? oc hellig giorde Ecteskab/ oc befalede den stat i try budord/ vdi den anden taffle/ ocsaa for tre endelige sager skyld som ere/ at affle børn/ at fly skørleffnet/ oc at være huer anden en hielp oc trøst/ men dette maatte inted gielde hoss det folck.

✂ Der faare talede de ocsaa skendelige om en dannequinde/ naar hun laa inden kirckegang/ da sagde de at hun laa hiene/ det er saa megit at forstaa aff Muncke lære/ at hun er en henske Quinde vdi sin Barselseng oc ingen Christen quinde/ at hun haffuer dieffuelen met at fare paa den tid oc icke vor Herre/ at hun skal haffue || liuss oc vand naar hun gaar i kircke/ at liuse oc stencke diefflen fra sig met igen/ ia døde hun bort i sin barsel seng/ da skulde hun vdi en graa kappe/ oc it sluct liuss bæris ind faar hende/ ia vist maatte det være sluct/ der løbe de da fastelagen met/ oc sagde at mand ledde en graa Munck i kircke effter hans første barn/ Saa at wi kunde tage/ føle oc treffue paa vildfarelse/ som wi haffue værit vdi.

✂ Mangen dannequinde haffuer beklaget sig/ at hun aldrig 104 vaar redder for diefflen end naar hun laa vdi sin Barselseng/ det kom alt sammen aff Muncke lære/ at der skulde bliffue io fult Muncke oc Nunder til oc faa Ectefolck/ at dieffuelen kunde bruge sin suig oc spil mod Guds ordning oc skick.

✂ Men min Kere dannequinde/ du est icke en henske quinde vdi din barselseng/ du haffuer icke dieffuelen met at fare/ || om du est ellers en Christen quinde/ Christnet oc døbt i naffn Faders/ Søns oc hellig Aands/ du haffuer icke liuss/ vand eller kappe behoff/ at liusse/ stencke oc kiuse diefflen fra dig naar du skalt i kircke effter dit foster.

✂ Du haffuer Gud Fader/ Søn oc hellig Aand met at fare/ de haffue befalet dig at føde dit barn til Verden met væ oc sprecke/ oc at opføde det met iammer oc kommer oc mange vaagne nætter/ oc S: Pouel siger/ En quinde bliffuer salig ved sin barnefødsel/ saa sant som hun bliffuer i troen til Jesum Christum/ det er icke muncke lære/ det er Guds sandhed vdaff den hellige scrifft. Ja min kiere Quinde ieg vil sige dig mere til trøst/ døde du bort vdi din barsel seng/ som det hender icke end alle quinder/ men nogle faa/ huilcke Gud vil der kalde til sig/ som wi ære hannem alligeuel alle sammen en død skyldige/ da bliffuer du en martyrinde for || Gud i Himmelen/ oc faar større løn aff Guds miskund oc naade vdi Himmelen/ end om du ellers døde vden ved din barselseng/ fordi at du dør icke for din egen skyld/ men vdi dit rette embede/ for din mand oc dit barns skyld/ du lader dit liff for dit liffsens fruct/ effter din maade/ som vaar Herre Jesus lod sit liff for alle vaare synders skyld/ lige som en Konge lode sit liff for sit fæderne Land/ eller en Siele sørger miste sit liff for hans embede skyld/ oc icke for sin egen skyld/ saa er det ocsaa met dig i den maade.

✂ Ja mere quinde lille vil ieg sige dig til trøst/ Der som dit barn end døde bort/ enten det komme død aff moders liff/ eller oc det bleffue fød met lidet liff/ saa at det kunde icke naa til Daaben/ huercken vdi funten eller hiemme vdi husit/ da skal ingen der faare falde i mishaab om det barns salighed/ det skal icke heller iordis i høye eller hiene Jord/ men vdi de 105 Christnes || Kerregaard/ dog vden Tienerens neruerelse/ vden ringen/ siungen/ oc anden stats/ at Daaben icke der offuer skal komme vdi foract/ men at det ellers hen iordis hos andre børn som døbte ere/ paa it gaat haab at vaar Himmelske Fader haffuer det annammet til naade. Thi hand er mectig nock til at giffue it barn salighed inden vdi moders liff/ oc lade det døbis vdi sit egit blod/ om hand saa vil/ Som S: Hans/ hand gledde sig i sin Moders liff/ der vor Herre Jesus kom til hannem vdi Jomfru Maries liff/ som i høre paa vor Frue dag om aarit der Jomfru Maria søgte sin frencke Elisabet/ Men her bør huer dannemand at holde førm offuer sin hustru besønderlige vdi de xl. vger som hun er met sit Foster/ oc huer dannequinde bør at førme offuer sig selff paa saa lang tid/ at du icke forkaster dit barns liff eller dit barns Christendom. Thi det er at friste Gud/ det maat du icke gøre. Du som || reder til barsel haffuer it helt Capittel vdi Kongens Ordinantz bog/ huor vdaff du kant lære/ en deylig bøn/ at skencke oc giffue vor Herre Jesus det foster som du est met/ Naar det er hannem skenckt oc giffuit/ hand tager vel siden vare paa met dig/ ved sine hellige Engle/ at dit barn bliffuer foruaret/ enten til dette liff eller til det euige liff/ huilcket hand vil. Lærer den bøn aff eders Sogne prest/ hand kand venne sig til at læse den aff predicke stolen eller ved Kircke dørren/ saa tit som en dannequinde gaar i Kircke effter sit barn.

✂ Huor faare er nu en quinde inde vdi vi eller vii vgers tid effter hendis barn er fød/ effterdi hun haffuer icke Dieffuelen met at fare vdi sin barselseng? Suar At en dannemand skal vide at holde sig vdi sin hud saa lenge/ oc haffue sin seng faar sig selff/ oc lade sin fattige siuge høstru ligge met sit barn om det er leffuendis eller faar sig selff om det er dødt || oc naar hun kommer end offuen senge/ at hun maa gaa vd oc ind vdi husit oc i gaarden och gøre huad hun kand/ ath hun skal icke nødis eller tuingis hen vd til beckt eller arbeyde/ til høst/ til Brøllup til barsel/ at forsprenge eller fordantze sig/ at forgøre oc forarbeyde sig saa/ at hun spilder sin melck/ forkaster sit liff/ eller sit barne liff/ eller saa forderffuer sig/ at hun 106 aldrig føder barn der effter/ saa lenge som hun leffuer paa iorden. Der maa saa lidet ved komme oc besynderlige paa den tid/ hun er it skrøbeligt kar som Petrus siger/ oc da allermest. Naar hun er forderffuit/ saa haffuer du selff giort det/ selff maat du oc haffue det/ mand haffuer oc det mand gør sig selff/ forsømmelse tager icke mere end hun kand faa. Der faare er nu en dannequinde inden kirckegong/ at hun skal førme offuer sig selff/ paa saa long tid. Oc min kere quinde/ der som du est end saa sterck/ at du kant end gaa vd før end || din kirckegangs tid kommer/ da skulde din egen naturlige høffuiskhed holde dig inde saa lenge/ vden du haffde io diss større nød oc trang til at giffue dig vd/ paa det at en anden fattig skrøbelig dannequinde der haffuer en skalck inden dørre at drages met/ icke skal nyde dig ont at/ oc ride sin Hustru dig i næsen/ oc sige alt gick hun vd/ hui maat icke du gaa vd. Saa skal mangen fattig skrøbelig quinde nyde en hoffmodig stolt oc sterck stømper ont at/ der faare er det best/ at den ene bliffuer inde met den anden/ indtil deris kirckegangs tid kommer. Gud almectigste beuare dem alle sammen inden sin naade til det euige liff Amen.

INDLEDNING.

Petrus Palladius til Læseren.

✂ HEr haffuer i Dauids Psaltere/ vdi liden Form/ ræt vddragen aff den danske Bibel/ met Lutheri Summarie/ hoss huer Psalme. Nu vancker der alleuegne/ her i Danmarck/ en liden Bog/ vdi mange Menniskers Hender/ som Magister Georgius Smaltzing vddrog i sit Fengsel/ aff Dauids Psalme Bog/ oc det vdi Bøne vijs/ som Titelen liuder. Seer nu til/ at den Bog kaster eder icke denne af Haanden/ Thi denne er den rætte Dauids Psalme Bog/ dictet aff den hellig Aand/ ex fonte Saluatoris etc. Oc eder bør io at giøre skilsmisse imellem Kilden oc Bæckette/ som rinde der aff/ oc mere holde aff Kilden/ end aff alle Bæcke. Vdi Smaltzings bog finde i ickon idel Bøner/ men her finde i suar til eders Bøner/ aff Gud selff/ ved den hellig Aand/ igiennem Dauids Mund. Item Trøstepsalmer || fulde aff Husualelser. Disligeste ocsaa Tackepsalmer etc. Thi oss bør saa vel at tacke Gud for alt det gode/ som at bede hannem der om. Saa er denne Bog icke aleniste en Bøne bog/ men ocsaa en Tacke bog/ en Trøste bog/ en Prophecie bog/ oc Lære bog. Derfaare bør eder at haffue denne Kong Dauids Bog mere kier/ end Smaltzings bog. Effterdi der er skilsmisse imellem dem/ som imellem dag oc nat. Dette scriffuer ieg i Guds Ansict/ saa at vere vdi sandhed/ Gud giffue/ at den Menige mand vilde venne sig til/ daglige at bruge aff Hierte og Mund/ disse Kong Dauids Psalmer i steden igien/ for de mange/store/ skendige oc blodige Eeder oc Bander/ som Gud almectigste grufelige oc offuer
maade fortørnis met. Tale wi gaat/ da følger
oss gaat/ Men tale wi ont/ da følger
oss ont/ det vil icke
andet vere.

INDLEDNING.

✂ I det Forord til Fru Eline Gøje, hvormed Palladius indleder sin Oversættelse af Bugenhagens Passionshistorie, skriver han, at han allerede for "vel tolff Aar siden" [d. v. s. omkr. 1543] var blevet opfordret af nogle fromme Guds Ords Tjenere og Sjælesørgere til at udsætte Christi Døds og Pines Historie efter de fire Evangelisters Beskrivelse lige som Doctor Johannes Bugenhagen havde uddragen den nogle Aar tilforn "baade paa latine og tytske". Han havde troet at kunne faa Tid til det med det samme, men andet Arbejde optog ham dengang, saa han først nu i sit "Skrøbeligheds oc siugdoms Aar" har faaet Oversættelsen besørget.

✂

✂

Erlig oc velbyrdig Quinde Frw Eline
Gøye til Klausholm/ salige Her Mauritz Oluffssøns Ridders
effterleffuerske/ ynsker ieg Peder Palladius Doctor/
Naade oc Fred i vor Herre
Jhesu Christo.

✂ Kiere Frw Eline/ effter en euig tack sigelse for alle velgierninger. etc. giffuer ieg eder venlige tilkiende at det er vel tolff Aar siden/ at nogle fromme Guds ords tienere oc Sielesørgere/ som paa den tid vaare baade her vdi Københaffn/ ocsaa disligeste andersted her vdi Riget/ begerede aff mig tit oc offte/ at ieg vilde tage mig den wmage offuer/ oc vdsætte til Guds ære/ oc alle fromme Christne i Danmarck til trøst oc hufualelse/ paa vort danske maal/ Vor Herris Jhesu Christi døds oc pinis Historie effter de fire Euangelisters bescriffuelse/ lige som den høylerde Mand Doctor Johannes || Bugenhagen Pomern haffde den tid nogle Aar tilforn/ vddraget aff de fire Euangelister/ baade paa latine oc tytske. Der vdi lod ieg mig veluillig finde/ oc meente at ieg skulde strax haffue fuldkommet samme løffte oc arbeyde/ oc tog mig samme passens Historie strax forhender at fordanske den/ men det vilde dog paa samme tid icke lyckis met mig/ før nu i dette min skrøbeligheds oc siugdoms Aar/ for atskillige sagers skyld.

✂ Kiære Frw Eline/ mand pleyer at sige: huo som icke forsmaar lidet/ den er mere gaat verd. Effterdi at i toge den lille Bønebog til tacke/ som ieg faar nogle Aar skenckte eder/ da er her ocsaa it herligt klenodie/ icke aleniste at formere eders Libri met/ men til at stadfeste eders Tro oc ellers trøste eder met i eders viduedom/ som vor eniste lærere oc saliggørere Chrtstus Jhesus befaler alle sine tro Predickere at/ giffue || dem mere aff det hellige Euangelij liggendefæ/ som haffue noget tilforn/ at de kunde voxe oc formeris i Troen/ 144 oc at den gnist som er optend i hiertet/ icke skal vdslyckis/ men vederquegis io mere oc mere/ til det euige liff oc salighed.

✂ Nu haffue i lenge siden/ ia for mange Aar (Gud vere loffuet) faaet en sand vidskaff om vor Herre Jhesu Christo/ huor met i daglige omgaas/ oc der vdi io mere oc mere forfremmis oc forbedris/ lige som den Euangeliske Quinde/ Luce xiij. giorde/ der tog det stycke Surdey/ deynede det i tre skepper mel/ indtil det surnede altsammen. Der faare ere de værde at giffue meer som Christus siger en anden sted: Huer som haffuer/ den skal mand giffue mere/ at hand kand faa offuerflødelige nock. I haffue den Billede bog/ som de kalde den lille Passional paa Tytske/ men det ene gode kaster det andet icke borrt. Der faare sender ieg eder nu denne || til paa danske/ at io diss flere bøger i haffue aff saadanne/ diss bedre kunde i komme ihu oc begaa vor Herris Jhesu Christi hellige oc salige pine oc død/ som S. Paulus siger/ at wi skulle forkynde Herrens Død indtil hand kommer/ Oc i kunde videre vnderstaa eder den store wbegribelige velgerning/ som vor Herre Jhesus Christus haffuer beuist oss/ met sin pine oc død oc ærefulde Opstandene/ til vor Salighed/ wforskylt i alle maade.

✂ I finde ocsaa her vdi en dyrbar perle oc kaasteligere liggendefæ (der som i ville ellers lede der effter) end Sanct Eline Keyser Constantini moder skulde haffue fundet i Jerusalem/ om det kunde findis sant at vere/ som er screffuet om hende/ Huilcket dog det wgudelige Paffuens folck hulde saa vist at vere/ huorlunde hun skulde haffue søgt oc fundet det kaarss som Christus hengde paa/ at de stifftede en wgudelig || fest der aff/ oc fastede en Træ afftens faste/ fom de saa kaldede etc. Men her finde i icke Træ eller staack fom er icke vært at lede effter i den maade/ men den kaarefeste Jesum Christum/ som hengde paa kaarsset/ døde oc vdgaff sit rosens Blod/ huor met hand toede oss aff alle vore synder/ oc opstod til vor Retfærdighed.

✂ Siden befinde i ocsaa i sandhed (huilcket dog skal vere sagd foruden roes) at denne Passis Historie haffuer aldri saa flitelige oc endrectelige effter de fire Euangelisters bescriffuelse/ 145 veret tilsammen bescreffuen aff nogen til denne dag/ paa vort danske maal/ som den nu (Gud vere loff oc tack) her findis/ saa at huer Sogneprest oc Sielesørgere her vdi Danmarcks Rige/ saa vel paa landzbyerne som i kiøbstederne/ haffue her en ret klar oc wforkaartet text / naar de om Fasten eller anden tid om aaret skulle || predicke oc forkynde den Christne menighed vor Herris Jesu Christi døds oc pinis Historie/ da haffue de icke behoff at følge nogen anden text effter/ end som dem oc huer from Christen nu er her met stor flit tilsammen bescreffuen/ Oc haabis mig met Guds hielp/ at den som vil tage saadant mit arbeyde til tacke/ er skeet en stor tieniste oc gaffn/ som de selffue skulle befinde/ naar de nu faa læst; dette mit føye arbeyde met flit igiennem. Kiære Frw Eline/ den samme kaarefeste Jhesum Christum/ som ieg nu her met faa
ord haffuer talet om/ vil ieg haffue eder oc alle
tro Christne befalet til euigtid/ Amen.
screffuet i Kiøbenhaffn Sancti
Martini dag.

Det Elleffpte Capittel Johannis om
Lazaro.

✂ DEr laa en fiug/ som hed Lazarus aff Bethania/ i Marie oc hendis systers Marthe By. Men Maria vaar den/ som saluede Herren met salue/ oc tiurde hans Føder met sit haar/ Den sammis broder Lazarus vaar siug. Da sende hans Systre til hannem/ oc lode hannem sige: Herre/ See/ den du elfker hand ligger siug. Der Jhesus det hørde/ sagde hand: Den siugdom er icke til Døden/ men til Guds ære/ at Guds Søn || skal prisis der aff. Oc Jhesus elskte Martham/ oc hendis syster oc Lazarum. Der hand nu hørde/ at hand vaar siug/ bleff hand tho dage paa den sted/ som hand vaar/ Der effter siger hand til sine Disciple: Lader oss drage til Judeam igien. Hans Disciple sagde til hannem: Mestere/ Siste gang vilde Jøderne stenet dig/ oc du vilt drage der hen igen? Jhesus suarede: Ere der icke tolff timer om dagen? Huo som vandrer om dagen/ hand støder sig icke/ thi hand seer denne Verdens Lius/ Men || huo som vandrer om natten/ hand støder sig/ thi der er intet Lius i hannem. Saadant sagde hand/ oc der effter siger hand til dem: Lazarus vor ven soffuer/ Men ieg gaar bort/ at opuecke hannem. Da sagde Hans Disciple: Herre/ soffuer hand/ da bliffuer det bedre met hannem. Oc Jhesus talede om hans død/ Men de meente/ at hand talede om den legemlige søffn. Da sagde Jhesus dem det obenbare: Lazarus er død/ oc ieg er glad for eders skyld/ at ieg vaar icke der/ paa det i skulle tro/ Men || lader oss drage til hannem. Da sagde Thomas/ som kaldis Tuilling: Lader oss drage met/ at wi kunde dø met hannem. Da kom Jhesus oc fant hannem/ at hand haffde allerede ligget fire dage i Graffuen. Oc Bethania vaar nær Jerusalem/ ved femten agre langt. Oc der vaare mange Jøder komne til Martha oc Maria/ at trøste dem for deris Broder.

✂ Som Martha nu hører at Jhesus kommer/ gaar hun imod 147
hannem/ Men Maria bleff sidendis hjemme. Da || sagde Martha til Jhesum: Herre/ haffde du veret her/ da vaare min Broder icke død/ Men ieg veed endnu/ at huad du beder aff Gud/ det giffuer Gud dig. Jhesus siger til hende: Din Broder skal opstaa. Martha siger til hannem: Jeg veed vel/ at hand skal opstaa i Opstandelsen/ paa den yderste dag. Jhesus siger til hende: Jeg er Opstandelsen oc Liffuet/ Huo som troer paa Mig/ hand skal leffue/ alligeuel at hand døer/ Oc huo som leffuer oc troer paa mig/ hand skal aldri dø. Troer du det? || Hun siger til hannem: Herre/ Ja/ Jeg troer/ at du est Christus Guds Søn/ som kom til Verden. Oc der hun haffde det sagd/ gick hun bort/ oc kaldede sin syster Maria hemelige/ oc sagde; Mesteren er der/ oc kalder at dig. Der hun det hørde/ stod hun strax op/ oc kom til hannem/ Thi Jhesus vaar icke endnu kommen i Byen/ men hand vaar endnu paa den sted/ som Martha møte hannem. Jøderne/ som vaare i Huset hos hende/ oc trøstede hende/ der de saae Mariam/ at hun stod || hastelige op oc gick vd/ da fulde de effter hende/ oc sagde: hun gaar bort til Graffuen/ at græde der. Der Maria kom nu did som Jhesus vaar/ och saa hannem/ da falt hun ned faar hans føder oc sagde til hannem: Herre/ haffde du veret her/ da haffde min Broder icke døet. Der Jhesus saa hende græde/ oc Jøderne ocsaa græde/ som komme met hende/ da gremmedis hand i Aanden/ oc gaff sig suarlige/ oc sagde: Huor lagde i hannem hen? De sagde til hannem: Herre/ kom oc see/ Oc || Jhesu øyen løbe offuer. Da sagde Jøderne: See/ huor kiær haffde hand hannem. Men nogle aff dem sagde: Kunde icke den/ som oplod den Blindis øyen beskicke/ at oc denne icke haffde døet? Men Jhesus gremmedis atter i sig selff/ oc kom til Graffuen/ oc der vaar en Hule/ oc en sten lagd der paa. Jhesus sagde: Tager stenen aff/ Martha den dødis syster siger til hannem: Herre/ hand lucter nu ilde/ thi hand haffuer ligget fire dage. Jhesus siger til hende: Haffuer ieg icke sagd dig/ || Der som du troer/ da skulde du see Guds Herlighed. Da løffte de stenen aff som den døde laa. Men Jhesus opløffte sine øyen oc sagde: Fader/ 148 ieg tacker dig/ at du haffuer bønhørt mig/ dog veed Jeg / at du hører mig altid/ Men for Folckens skyld/ som her staar omkring/ siger ieg det/ at de skulle tro/ at du vdsende mig.

✂ Der hand det haffde sagd robte hand Met høy røst: Lazare/ kom hid vd. Oc den Døde kom vd/ bunden met Jordeklæder om Føder oc Hender/ Oc hans ansict vaar skiult || met en Suededug. Jhesus siger til dem: Løser hannem/ oc lader hannem gaa. Mange aff Jøderne/ som vaare komne til Maria/ oc saae huad Jhesus giorde/ trode paa hannem. Men nogle aff dem/ ginge bort til Phariseerne/ oc sagde dem huad Jhesus haffde giort. Da forsamlede de ypperste Prester oc Phariseerne it Raad/ oc sagde: Huad giøre wi? Dette Menniske giør mange Tegen. Forlade wi hannem saa/ da tro de alle paa hannem/ Saa komme da de Romere oc tage fra oss || Land oc Folck. Men en iblant dem/ Caiphas/ som vaar det samme Aar den ypperste Prest/ sagde til dem: I vide intet/ betencke oc intet/ Det er oss bedre/ at it Menniske døer for Folcket/ end at alt Folcket forderffuis. Saadant talede hand icke aff sig selff/ Men effterdi hand vaar det samme Aar ypperste Prest/ da spaade hand/ Thi Jhesus skulde dø for Folcket/ oc icke for Folcket allene/ Men at hand skulde tilhobe sancke Guds børn/ som vaare atspridde. Fra den dag raadsloge || de/ huorlunde de kunde dræbe hannem.

✂ Da vandrede Jhesus icke mere obenbare iblant Jøderne/ Men gick der fra til en Egn/ hart hos Ørcken/ i en Stad/ som kaldis Ephrem/ oc haffde der sit væsen met sine Disciple. Men det vaar nær Jødernis Paaske/ Oc der ginge mange op aff den Egn til Hierusalem/ faare Paaske/ at rense sig. Da stode de/ oc spurde effter Jhesum/ oc talede met huer andre i Templen: Huad tyckis eder/ at hand kommer icke til Høytiden? || Men de ypperste Prester oc Phariseerne haffde ladet vdgaa it Bud/ At der som nogen viste/ huor hand vaar/ da skulde hand giffue det tilkiende/ at de kunde gribe hannem.

Historia paa Palme Løffuerdag/
Johan. XII .

✂ SEx dage faare Paaske/ kom Jhesus til Bethaniam/ der som Lazarus vaar død/ huilcken Jhesus opueckte fra de døde. Der giorde de hannem en Nadere/ oc Martha tiente/ oc Lazarus vaar || en aff dem som sade til bordz. Da tog Maria it pund Salue/ aff wforfalsket kaastelig Nardus/ oc saluede Jhesu føder/ oc tiurde hans føder met sit haar/ oc huset bleff fult aff Saluens luct. Da sagde en aff hans Disciple/ Judas Simonis søn Jscharioths/ som hannem siden Forraadde: Hui bleff denne salue icke solt for try hundrede Penninge/ oc giffne Fattige? Det sagde hand icke/ at hand actede Fattige/ men hand vaar en Tiuff/ oc haffde Pungen/ oc bar hwad der bleff giffuet. Da sagde || Jhesus: Lader hende met fred/ saadant haffuer hun foruaret til min Begraffuelsis dag/ thi i haffue altid Fattige hos edet/ men mig haffue i icke altid.

✂ Da formerckte meget aff det Jødiske Folck/ at hand vaar der/ oc de komme/ icke aleniste for Jhesu skyld/ men at de vilde ocsaa see Lazarum/ huilcken hand haffde opueckt fra de Døde. Men de ypperste Prester haffde i sinde/ at sla Lazarum ihiel/ thi at for hans skyld ginge mange Jøder bort/ oc trode paa Jhesum. ||

Historia paa Palme Søndag.
Matth. XXI. Mar. XI. Luc. XIX. Johan. XII .

✂ DEn anden dag/ som de komme nu nær til Jerusalem/ imod Bethphage/ hos Oliebierget/ vdsende Jhesus tuende aff sine Discipler/ oc sagde til dem: Gaar bort i den By som ligger faar eder/ oc strax naar i komme der ind/ skulle i der finde en Aseninde bunden/ oc it Føl hos hende/ paa huilcket der sad end nu aldrig noget Menniske/ Løser dem op oc fører dem hid til mig. Oc der som nogen 150 taler eder noget til/ da siger/ || Herren haffuer dem behoff/ saa skal hand strax lade eder tage dem/ oc sende dem hid.

✂ Disciplene ginge hen/ oc funde Føllet bundet hos dørren vde paa Veyskellet/ oc de giorde ligerui som Jhesus haffde befalet dem. Oc nogle som der stode/ sagde til dem: Huad giøre i/ at i løse Føllet? Oc de sagde til dem/ lige som Jhesus haffde befalet dem/ oc de stedde det til. Oc de førde Asseninden oc Føllet til Jhesum/ oc lagde deris Klæder der paa/ oc sætte hannem der paa. ||

✂ Men det skede altsammen/ at det skulde fuldkommis/ som er sagd ved Propheten/ som siger: Siger Zions Daatter/ Frycte dig icke du Zions Daatter/ See/ Din Konge kommer til dig sactmodig/ oc rider paa en Aseninde/ oc paa den trælborne Asenindis Føl. Men saadant forstode hans Disciple icke tilforn/ men der Jhesus bleff forklaret/ da tenckte de der paa/ at saadant vaar screffuet om hannem/ oc at de giorde hannem saadant.

✂ Men der det megle Folck || som vaar kommet til Høytiden/ hørde at Jhesus kommer til Jerusalem/ toge de Palme grene/ oc ginge vd imod hannem/ oc kom der meget Folck aff Jøderne met Jhesu fra Bethania/ huilcke om dagen tilforn der hen vaare gangne/ icke allene for Jhesum/ men paa det de vilde see Lazarum/ huilcken Jhesus haffde opueckt fra de Døde. Men det Folck som vaar met hannem/ der hand robte Lazarum aff Graffuen oc opueckte hannem fra de Døde/ rosede den gierning. || Derfaare gick oc folcket imod hannem/ at de hørde/ hand haffde giort saadanne Tegn.

✂ Men Phariseerne sagde til huer andre: I see/ at i intet vdrette/ see/ all Verden løber effter hannem/ Men meget aff Folcket bredde deris Klæder paa veyen. De andre hugge Grene aff Træene/ oc strødde dem paa veyen.

✂ Oc der hand kom nær hen til/ oc drog ned aff Oliebierget/ begynte Folcket som faare gick/ oc effter fulde/ oc den gantske hans Disciplers hob/ at loffue Gud met glæde || oc høy røst offuer alle vnderlige Gierninger/ som de haffde seet/ oc robte oc sagde: 151 Hosiana Dauids Søn/ Loffuet vere den som kommer en Konge i Herrens Naffn/ Loffuet vere vor Faders Dauidz Rige/ som kommer i Herrens Naffn/ Hosiana i det Høye. Fred vere i Himmelen/ oc ære i det Høye.

✂ Oc nogle Phariseer iblant Folcket sagde til hannem: Mestere/ straff dog dine Disciple. Hand suarede/ oc sagde til dem: Jeg siger eder/ der som disse tie/ da skulle Stene robe. ||

✂ Oc der hand kom nær hen til/ saa hand paa Staden/ oc græd offuer hende/ oc sagde: Der som du det viste/ da skulde du oc betencke/ i denne din tid/ huad som tien til din Fred. Men nu er det skiult faar dine Øyen. Thi den tid skal komme offuer dig/ at dine Fiender skulle sla en Vognborge omkring dig/ oc dine Børn met dig/ belegge dig/ oc trenge dig alleuegne/ oc de skulle legge dig øde/ oc icke lade en Sten bliffue paa den anden/ Fordi/ at du kiende icke den tid som du est hiemsøct vdi. ||

✂ Men der vaare nogle Greker iblant dem/ som vaare komne op/ at tilbede i Høytiden. De traadde til Philippum/ som vaar aff Bethsaida vdaff Galilea/ bade hannem/ oc sagde: Herre/ wi vilde gierne see Jhesum. Philippus kommer oc siger Andreas det/ oc Philippus oc Andreas sagde fremdelis Jhesu det. Da suarede Jhesus dem/ oc sagde: Tiden er kommen/ at Menniskens Søn skal forklaris.

✂ Sandelige/ sandelige/ Jeg siger eder/ Vden saa er/ at || Huede kornet falder i Jorden/ oc døer/ da bliffuer det allene/ Men der som det døer/ da bær det megen Fruct. Huo som elsker sit Liff/ hand skal miste det. Oc huo som hader sit Liff i denne Verden/ hand skal foruare det til det euige Liff. Huo som vil tiene mig/ hand følge mig effter/ Oc huor som ieg er/ der skal oc min Tienere vere. Oc huo som mig skal tiene/ den skal min Fader ære.

✂ Nu er min Siel bedrøffuet. Oc huad skal ieg sige? Fader hielp mig aff denne time. || Dog er ieg der faare kommen i denne time. Fader/ forklare dit Naffn. Da kom en røst aff Himmelen: Jeg haffuer forklaret hannem/ oc ieg vil atter forklare hannem. Da sagde Folcket som der stod hos/ oc hørde 152 til: Det tordnede. De andre sagde: Der talede en Engel met hannem. Jhesus suarede/ oc sagde: Denne røst skeede icke for min skyld/ men for eders skyld.

✂ Nu begyndis Dom offuer Verden/ Nu skal denne Verdens Første vdstødis. Oc ieg naar ieg bliffuer ophøyet/ fra || Jorden/ da vil ieg drage dem alle til mig. Men hand sagde det/ at giffue tilkiende/ met huad Død hand skulde dø. Da suarede Folcket hannem: Wi haffue hørt i Louen/ at Christus bliffuer euindelige/ oc huorledis siger du da/ Menniskens Søn skal ophøyis? Huo er denne Menniskens Søn? Da sagde Jhesus til dem: Liuset/ er endnu en liden tid hos eder. Vandrer den stund i haffue Liuset/ at Mørcket skal icke offuerfalde eder. Huo som vandrer i Mørcket/ hand veed icke || huort hand gaar hen. Troer paa Liuset den stund i haffue det/ paa det i skulle vere Liusens Børn.

✂ Oc der hand drog ind i Jerusalem/ da oprørdis den gantske Stad/ oc sagde: Huo er den? Folcket sagde: Det er Jhesus den Prophete aff Nazareth/ vdaff Galilea.

✂ Oc Jhesus gick ind i Guds Tempel/ oc vddreff alle dem som solde oc kiøbte i Templen/ Oc omstøtte Vedzlernis bord/ oc Duekremmernis stole/ Oc sagde til dem: Det staar screffuet/ Mit Hus skal || kaldis it Bedehus/ Men i haffue giort en Røffuere kule der aff. Oc der ginge Blinde oc Halte til hannem i Templen/ oc hand helbredede dem.

✂ Men der de ypperste Prester oc Scrifftklaage saae de vnderlige Gierninger som hand giorde/ oc at Børnene robte i Templen oc sagde/ Hosianna Dauids søn/ da toge de det til mistycke/ oc sagde til hannem: Hører du oc huad disse sige? Jhesus sagde til dem: Ja/ Haffue i aldri læst/ Aff de Wmyndigis oc Diendis mund/ haffuer du || beredt Loff? Oc den tid hand haffde beseet altsammen i Templet/ forlod hand dem der/ oc gick om afftenen hen vd til Bethaniam/ oc bleff der met de tolff hemelige for Jøderne.

✂ Oc alligeuel at hand giorde saadanne Tegn faar dem/ saa trode de dog icke paa hamtem/ paa det Esaie Prophetis sprock skulde fuldkommis/ som hand siger: Herre/ Huo troer vor 153 predicken/ oc huem er Herrens Arm obenbaret? Der faare kunde de icke tro/ Thi Esaias siger || atter: Hand haffuer/ forblindet deris øyen/ oc forhærdet deris Hierte/ at de skulle icke see met øynene/ oc ey forstaa met Hiertet oc omuende sig/ oc ieg kunde hielpe dem. Saadant sagde Esaias/ der hand saa hans Herlighed/ oc talede om hannem. Dog trode der mange aff de Øffuerste paa hannem/ Men for Phariseernis skyld bekiende de det icke/ at de skulde icke sættis i Band. Thi de haffde heller ære hos Mennisken/ end ære hos Gud.

Historia paa Palme Mandag/
Matth. XXI. Marci. XI. ||

✂ Oc den anden dag/ der de ginge fra Bethanien/ oc ginge til Jerusalem igien/ hungrede hannem. Oc hand saa it Figentræ langt borte/ som haffde blad/ Da traadde hand der til/ om hand kunde finde noget der paa/ oc fant intet der paa/ vden aleniste Bladene/ Thi det vaar icke end tid/ at Figen skulde vere: Oc Jhesus suarede/ oc sagde til det: Nu voxe aldri mere nogen fruct paa dig/ oc ingen æde fruct aff dig euindelige. Oc hans Disciple hørde det/ Oc Figen træet visnede strax. ||

✂ Oc de komme til Jerusalem igien/ oc Jesus gick i Templen/ begynte/ oc vddriffue dem som solde oc kiøbte i Templen/ oc Vedzlernis bord/ oc Duekremmernis stole støtte hand om/ oc tilstedde icke/ at nogen bar noget igiennem Templen. Oc hand lærde/ oc sagde til dem: Staar der icke screffuet/ Mit Hus skal kaldis it Bedehus aff alle Folck/ Men i haffue giort en Røffuere kule der aff.

✂ Oc det kom faar de Scrifftkloge oc ypperste Prester/ oc de tenckte huorledis de kunde omkomme hannem/ Men de || fryctede for hannem/ Thi alt Folcket forundrede sig paa hanes Lærdom. Oc om afftenen gick hand vd aff Staden. Oc hand lærde om dagen i Templen/ oc om natten gick hand vd/ oc bleff om natten paa Oliebierget. Oc alt Folcket giorde sig aarle rede til hannem i Templen/ at høre hannem.

En Predicken Christi som er skeet i
samme dage/
Johan. XII .

✂ JHesus robte/ oc sagde: Huo som troer paa mig/ hand troer icke paa mig/ men paa den som mig vdsende. || Oc huo som mig seer/ hand seer den/ som mig vdsende. Jeg er kommen i Verden it Lius/ paa det/ huo som troer paa Mig/ skal icke bliffue i Mørcket. Oc huo som hører mine ord/ oc troer icke/ den skal ieg icke dømme/ Thi ieg er icke kommen at dømme Verden/ men at ieg skal giøre Verden salig. Huo mig foracter/ oc anammer icke mine ord/ hand haffuer allerede den hannem dømmer. Det ord/ som ieg talede/ det skal dømme hannem paa den Yderste dag. Thi ieg haffuer icke talet aff mig selff/ || men Faderen som mig vdsende/ hand gaff mig it Bud/ huad ieg skal giøre oc tale. Oc ieg veed/ at hans Bud er det euige Liff. Der faare/ det ieg taler/ det taler ieg saa som Faderen sagde mig.

Historia paa tisdagen effter Palme
Søndag.
Mar. XI. Mat. XXI. Luce. XX .

✂ OC om morgenen ginge de frem/ oc saae Figentræet/ at det vaar visnet indtil røderne. Oc Peder tencte der paa/ oc sagde til Jhesum: Rabbi/ See/ Figentræet det du forbandede er visnet. De || andre sagde: Hui er det saa snart skeet? Huorledie visnede Figentræet saa snart? Jhesus suarede/ oc sagde til dem: Haffuer troen til Gud/ Sandelige/ Jeg siger eder/ Der som i haffue troen/ oc icke tuile/ da skulle i icke aleniste giøre saadant met Figentræet/ Men der som i sige til dette Bierg/ Løfft dig op oc kast dig ned i Haffuet/ oc hand tuilede icke i sit hierte/ men trode/ at det skulde skee som hand sagde/ Da skal det skee hannem/ som hand sagde. Der faare siger ieg eder/ Alt || huad i bede i eders 155 Bøn/ troer ickon/ at i skulle faa det/ oc det skal vederfaris eder. Oc naar i staa oc bede/ da forlader/ der som i haffue noget imod nogen/ paa det at eders Fader i Himmelen skal oc forlade eder eders Brøst.

✂ Oc de komme atter til Jerusalem/ oc der hand lærde Folcket i Templen/ oc predickede Euangelium/ da komme de ypperste Prester oc Scrifftkloge met de Eldste blant Folcket til hannem/ oc sagde til hannem:

✂ Aff huad mact giør du det? Oc huo haffuer giffuet || dig den mact/ at du giør saadant? Jhesus suarede/ oc sagde til dem: Jeg vil oc spørre eder at it ord/ Der som i sige mig det/ da vil ieg sige eder/ aff huad mact ieg giør dette. Hueden vaar Johannis Daab? Vaar hand aff Himmelen/ eller aff Mennisken? Da tencte de ved sig selff/ oc sagde: Sige wi hand vaar aff Himmelen/ Da siger hand til oss/ Hui trode i hannem da icke? Men sige wi/ hand vaar aff Mennisken/ Da frycte wi oss for Folcket/ Thi de hulde alle/
at Johannes vaar en ret || Prophete. Oc de suarede/ oc sagde
til Jhesum: Wi vide det icke. Da sagde Jhesus
til dem: Saa siger ieg eder oc icke
heller/ Aff huad mact
ieg giør saadant.

✂

Christi Døds Aarsage.

✂ AT Christus er død/ der til ere tho orsager/ Den ene hos Gud Fader/ Den anden hos Jøderne. Hos Gud Fader er Barmhertighed oc sattdhed.

✂ Sandhed er foriæt/ oc Barmhertighed er giffuen aldelis vden al verdskyld.

✂ Hos Jøderne er deris forskreckelige blindhed/ som sig
forarge paa Christo/ oc støde dem paa
den Hiørnesteen/ oc paa den
forargelsis steen. ||

Vor Herris Jesu Christi Pints oc Dødz
Historie/ effter de fire Euangelisters bescriffuelse.

✂ DEr den Søde brødz Høy tid vaar nær/ som kaldis Paaske. Oc Jhesus sagde til sine Disciple: I vide/ at effter tho dage er det Paaske/ oc Menniskens Søn bliffuer forraadt/ at hand skal kaarsfestis.

✂ Da forsamlede de ypperste Prester oc Scrifftklaage/ oc de Eldste iblant Folcket sig i || den ypperste Prestie Sal/ som hed Caiphas/ oc hulde raad/ huorledis de kunde gribe Jhesum met list/ oc ihielsla hannem/ Thi de fryctede sig for Folcket. Oc de sagde: Ja icke paa Høytiden/ at der skal icke bliffue it Oprør iblant Folcket.

✂ Oc Der Jhesus vaar nu i Bethanien/ vdi Simonis den Spedalskis hus/da traadde en Quinde til hannem/som haffde it Glass met wforfalsket Nardis vand/ oc hun sønderbrød glasset/ oc vdstyrte det paa hans hoffuet/ som || hand sad til bordz. Der nogle aff hans Disciple det saae/ toge de det til mistycke/ oc sagde: Huor til tiener dette wraad? Mand kunde haffue solt dette vand mere end for try Hundrede Penninge/ oc giffuet Fattige. Oc de knurrede paa hende. Der Jhesus det merckte/ sagde hand til dem: Lader hende met fred/ Hui 157 bekumre i denne Quinde? Hun haffuer giort en god gierning mod mig/ I haffue altid Fattige hos eder/ Oc naar i ville da kunde i giøre dem til gode/ Men mig haffue i icke altid. Hun || giorde huad hun kunde/ At hun vdstyrte dette vand paa mit Legeme/ der met er hun tilfaarn kommen at salue mit Legeme/ til min begraffuelse. Sandelige/ ieg siger eder/ Huor som dette Euangelium bliffuer predicket i den gantske Verden/ der skal mand oc sige det/ til hendis hukommelse/ det hun haffuer nu giort.

✂ Men Satanas vaar faren i Judas/ som kaldedis Jscharioth/ oc vaar aff de Tolff deris tal. Oc hand gick bort oc talede met de ypperste Prester/ || oc met Høffuitzmendene/ huorledis hand vilde antuorde dem hannem/ oc sagde: Huad ville i giffue mig/ Jeg vil forraade eder hannem? Der de hørde det/ bleffue de glade/ Oc de bøde hannem trediue Sølffpenninge. Oc hand tilsagde dem det. Oc der effter søcte hand beleylighed til at hand kunde forraade hannem vden Oprør.

✂ Men der den første Søde brødz dag kom nu/ paa huilcken mand skulde offre paaskelammet/ ginge Disciplene til Jhesum/ oc sagde til hannem/: || Huor vilt du at wi skulle hen gaa/ oc berede dig Paaskelammet at æde? Oc hand sende Petrum oc Johannem hen/ oc sagde: Gaar bort i Staden/ See/ naar i komme ind i Staden/ da skal it Menniske møde eder/ som bær it Vandkrus/ Følger hannem effter i huset/ som hand gaar ind/ oc siger til Hosbonden: Mesteren lader dig sige/ Min tid er nær hos/ Jeg vil holde Paaske hos dig/ Huor er det Herberge der ieg maa æde Paaskelammet vdi met mine Disciple? Oc hand skal vise || eder en stor Sal som er stenlagd/ bereder det der. De ginge bort/ oc funde lige som hand sagde/ oc de beredde Paaskelammet.

✂ Oc der afften vaar nu kommen/ kom Jhesus oc sætte sig ned til bordz/ oc de Tolff Apostle met hannem/ oc hand sagde til dem: Mig haffuer hiertelige forlenget/ at æde dette Paaskelam met eder/ før end ieg lider. Thi ieg siger eder/ at ieg skal her effter icke mere æde der aff/ indtil det bliffuer fuldkommet i Guds rige. Oc hand tog kalcken/ || tackede oc sagde: Tager 158 denne/ oc deler hannem iblant eder/ Thi ieg siger eder/ Jeg skal icke dricke aff det som voxer paa Vintræ/ Før end Guds rige kommer/ indtil den dag/ at ieg skal dricke det nyt met eder i min Faders Rige.

✂ Oc der de ode/ Vor Herre Jhesus Christus i den nat som hand bleff forraadt/ tog hand Brødet/ tackede/ oc brød det/ gaff sine Disciple oc sagde: Tager/ æder/ det er mit Legeme/ som giffuis for eder/ Det giører i min Hukommelse. || Lige saa tog hand oc kalcken effter Naderen/ tackede/ gaff dem/ oc sagde: Dricker alle der aff/ Det er det ny Testamentis kalck i mit blod/ huilcket som bliffuer vdgydet for eder oc for mange/ til syndernis forladelse. Det giører/ saa offte som i det dricke i min hukommelse. Oc de drucke alle der aff.

✂ Faare Paaske Høytiden/ det er/ paa den samme afften der Jhesus viste at hans tid vaar kommen/ at hand skulde gaa aff denne Verden til Faderen/ lige som hand haffde || elskt sine/ som vaare i Verden/ saa elskte hand dem til enden.

✂ Oc effter afftens Maaltid/ Der Dieffuelen haffde allerede giffuet Juda Simonis Jscharioth i hierte/ at hand skulde forraade hannem/ da viste Jhesus/ at Faderen haffde giffuet hannem alting i sine Hender/ oc at hand kom aff Gud/ oc gick til Gud/ Da stod hand op aff Naderen/ lagde sine Klæder aff/ oc tog it Skørt/ oc omgiordede sig. Der effter øsde hand Vand i it Becken/ begynte at to || Disciplenis føder/ oc tiurde dem met det skørt/ som hand vaar omgiordet met.

✂ Da kom hand til Simon Petrum/ Oc hand sagde til hannem: Herre/ skulde du to mig mine Føder? Jhesus suarede oc sagde til hannem: Huad ieg giør det veedst du icke nu/ Men du skalt forstaa det her effter. Da sagde Petrus til hannem: Aldri skalt du to mine Føder. Jhesus suarede hannem: Toer ieg dig icke/ da haffuer du ingen deel met mig. Simon Petrus siger til hannem: Herre/ icke || Føderne aleniste/ men ocsaa Henderne oc Hoffuedet. Jhesus siger til hannem: Huo som toen er/ hand haffuer icke behoff/ vden at to Føderne/ men hand er aldelis teen. Oc i ere rene/ men icke alle. Thi hand viste sin Forrædere vel/ der faare sagde hand/ I ere icke alle rene.

✂ Der hand haffde nu toet deris føder/ tog hand sine Klæder/ oc sætte sig ned igien/ oc sagde atter til dem: Vide i huad ieg haffuer giort eder? I kalde mig Mestere oc Herre/ oc sige ret der vdi/ Thi ieg || er ocsaa. Der som ieg nu eders Herre oc Mestere/ tode eders Føder/ Saa skulle i oc to eder Føderne iblant huer andre. Jeg gaff eder en Efftersiun/ at i skulle giøre som ieg giorde eder. Sandelige/ sandelige/ Jeg siger eder/ Suenden er icke større end hans Herre/ oc ey Apostelen større/ end den som hannem vdsende.

✂ Der som i vide saadant/ da ere i salige/ der som i det giøre. Jeg siger icke om eder alle/ Jeg veed huilcke ieg haffuer vdualt. Men at scrifften || skal fuldkommis: Den som æder mit Brød/ hand traader mig met Føder. Nu siger ieg eder det før end det skeer/ paa det/ at naar det er skeet/ at i skulle tro/ at det er ieg. Sandelige/ sandelige/ Jeg siger eder/ Huo som anammer den som ieg sender nogen/ hand anammer mig/ Oc huo som mig anammer/ hand anammer den som mig sende.

✂ Der Jhesus haffde dette sagd/ bleff hand bedrøffuet i Aanden/ oc vidnede hand faar dem som sade til bordz oc ode/ || oc sagde: Sandelige/ sandelige/ Jeg siger eder/ En aff eder som æder met mig/ skal forraade mig/ Oc see/ min Forræderis haand er offuer bordet met mig. Oc Disciplene bleffue bedrøffuede/ oc saae paa huer andre/ Oc dem bleff bange om huilcken hand talede. Oc de begynte at spørie iblant sig selff/ huilcken det skulde dog vere iblant dem/ som det skulde giøre/ Oc sagde til hannem/ en effter den anden: Herre er det ieg? oc en anden sagde: Er det ieg? Hand suarede oc sagde til dem: En || aff de Tolff/ som dypper met mig i Fadet/ skal forraade mig.

✂ Menniskens Søn gaar hen lige som det staar screffuet om hannem/ men vee det Menniske/ ved huilcket Menniskens Søn bliffuer forraadt/ det vaare hannem bedre/ at det Menniske vaare aldri født. Da suarede Judas som hannem forraadde/ oc sagde: Er det ieg Rabbi? Hand sagde til hannem: Du siger det.

✂ Men der vaar en iblant hane Disciple/ som sad til || bordz 160 hos Jhesu Bryst/ huilcken Jhesus elskte. Den nickede Simon Petrus til/ at hand skulde vdspørie/ Huem det vaar der hand talede om/ Thi den samme laa paa Jhesu Bryst/ oc sagde til hannem: Herre/ huo er den? Jhesus suarede: Det er den/ som ieg dypper dette Stycke/ oc giffuer. Oc hand dypte det Stycke/ oc gaff Juda Simonis Jscharioth det. Oc effter det Stycke foer Sathan i hannem.

✂ Da sagde Jhesus til hannem: Huad som du giør det || giør snart. Oc der viste ingen aff dem offuer borde det/ huor til hand sagde hannem det. Nogle mente/ effterdi at Judas haffde Pungen/ at Jhesus sagde til hannem: Kiøb huad wi haffue behoff paa Høytiden/ eller at hand skulde giffue de Fattige noget. Der hand haffde nu taget den mundfuld/ da gick hand strax vd/ oc det vaar nat.

✂ Der nu Judas vaar vdgaaen/ Begyntis en trætte iblant dem/ huilcken aff dem der skulde holdis for den Største/ Oc hand sagde til || dem: De verdzlige Konger regere/ oc de veidige kalder mand Naadige Herrer/ Men i icke saa/ men den største iblant eder skal vere som den yngste/ oc den ypperste som en Tienere. Thi huilcken er den største? Den som sider til bordz? Eller den som tien? Er det icke saa/ at den som sider til bordz? Men ieg er iblant eder/ som en Tienere, Oc i ere de som ere bleffne varafftige hos mig/ i mine fristelser/ Oc ieg vil beskicke eder Riget/ som min Fader beskickede mig/ at i skulle æde oc || dricke offuer mit Bord/ i mit Rige/ oc side paa Stole/ oc dømme de tolff Israels slecter.

✂ Men Jhesus sagde atter: Nu er Menniskens Søn forklaret/ Oc Gud er forklaret i hannem/ Er Gud forklaret i hannem: da skal Gud oc forklare hannem i sig selff/ oc hand skal snart forklare hannem.

✂ Kiære børn/ Jeg er endnu en liden stund hos eder/ I skulle lede effter mig/ oc som ieg sagde til Jøderne/ Huort som ieg gaar hen/ der kunde I icke || komme hen. Oc iect siger eder nu/ Jeg giffuer eder it nyt Bud/ at i skulle elske huer andre indbyrdis/ som ieg haffuer elskt eder/ paa det i oc skulle 161 elske huer andre. Der paa skal huer mand kiende at i ere mine Disciple/ der som i haffue indbyrdis Kiærlighed.

✂ Simon Petrus siger til hannem: Herre/ huort gaar du hen? Jhesus suarede hannem: Der som ieg gaar hen/ kant du denne gang icke følge mig/ Men du skalt her effter følge mig. Petrus siger til hannem: Herre/ hui kand ieg || denne gang icke følge dig? Jeg vil lade mit Liff for dig. Jhesus suarede hannem: Skulde du lade dit Liff for mig?

✂ Simon/ Simon/ see/ Satanas begerede eder/ at hand maatte sicte eder/ lige som huede/ Men ieg bad for dig/ at din Tro skal icke afflade/ Oc naar du omuender dig en gang/ da styrcke dine Brødre. Da sagde hand atter til hannem: Herre/ ieg er beredt at gaa met dig i Fengsel oc i Døden. Men hand sagde: Sandelige/ Sandelige Peder/ Jeg || siger dig/ Hanen skal icke gale i dag/ før end du haffuer nectet tre gange/ at du kiender mig.

✂ Oc hand sagde til dem/ Saa offte ieg vdsende eder vden Pung/ vden Taske/ oc vden Sko/ fattedis eder oc noget? De sagde: Intet. Da sagde hand til dem: Men nu/ huo som haffuer en Pung/ hand tage hannem/ lige ocsaa Tasken/ Oc huo som icke haffuer/ hand sælle sin klædebon/ oc kiøbe it Suerd. Thi ieg siger eder/ Der skal end oc det fuldkommis met mig/ som staar screffuet/ Hand er regnet || iblant Misdedere. Thi det som er screffuet om mig/ haffuer en ende, Oc de sagde: Herre/ See/ her ere thu Suerd. Da sagde hand til dem: Det er nock.

Det XIIII. Capittel Johannis.

✂ OC hand sagde til sine Disciple: Eders hierte forfærdis icke. Tro i paa Gud/ saa tro i oc paa mig. I min Faders Hus ere mange Bolige. Der fom det icke saa vaare/ da vilde ieg sige til eder/ Jeg gaar bort/ at berede eder Steden. || Oc der som ieg ginge bort at berede eder steden/ saa vil ieg dog komme igien/ oc tage eder til mig/ 162 paa det I skulle vere der som ieg er/ oc huort ieg gaar hen/ det vide I/ oc veyen vide i ocsaa.

✂ Thomas siger til hannem: Herre/ wi vide icke huort du gaar hen/ oc huorledis kunde wi vide veyen? Jhesus siger til hannem: Jeg er Veyen/ oc Sandhed/ oc Liffuet. Der kommer ingen til Faderen/ vden ved Mig. Der som i kiende mig/ da kiende i oc min Fader. Oc nu her effter kiende i || hannem/ oc haffue seet hannem.

✂ Philippus siger til hannem: Herre/ viis oss Faderen/ det er oss nock. Jhesus siger til hannem: Saa lenge er ieg hos eder/ oc du kiender mig icke? Philippe/ huo Mig seer/ hand seer Faderen/ Huorledis siger du da/ Viis oss Faderen? Troer du icke at ieg er i Faderen/ oc Faderen i mig? De ord som ieg taler til eder/ dem taler ieg icke aff mig selff. Faderen som boer i mig/ hand giør de Gierninger. Troer mig at ieg er i Faderen/ oc Faderen || i mig. Ville i icke/ saa troer mig dog for de Gierningers skyld.

✂ Sandelige/ sandelige/ Jeg siger eder: Huo som troer paa mig/ hand skal oc giøre de gierninger/ som ieg giør/ oc hand skal giøre større end disse/ Thi ieg gaar til Faderen. Oc huad i bede i mit Naffn/ det vil Jeg giøre/ Paa det Faderen skal æris i Sønnen. Huad i bede i mit Naffn/ det vil ieg giøre.

✂ Elske i mig/ da holder mine Bud. Oc ieg vil bede Faderen/ oc hand skal giffue eder en anden Trøstere/ at hand || skal bliffue hos eder euindelige/ Sandheds Aand/ huilcken Verden icke kand anamme/ Thi hun seer hannem icke/ oc kiender hannem icke. Men I kiende hannem/ thi hand bliffuer hos eder/ oc skal vere i eder. Jeg vil icke forlade eder Faderløse/ Jeg kommer til eder. Det er endnu en liden stund/ saa skal Verden icke see mig mere/ Men I skulle see mig/ thi ieg leffuer/ oc I skulle ocsaa leffue. Paa den samme dag skulle i forstaa/ at ieg er i min Fader/ oc I vdi mig/ oc ieg i eder. ||

✂ Huo som haffuer mine Bud/ oc holder dem/ hand er den som mig elsker. Oc huo mig elsker/ hand skal elskis aff min Fader/ oc ieg skal elske hannem/ oc obenbare mig faar hannem. Judas siger til hannem/ icke den Jscharioth: Herre/ 163 Huad er det/ at du vilt obenbare oss dig/ oc icke Verden? Jhesus suarede/ oc sagde til hannem: Huo mig elsker/ hand holder mine ord/ Oc min Fader skal elske hannem/ oc wi skulle komme til hannem/ oc giøre Bolig hos hannem. Men huo mig icke || elsker/ hand holder icke mine ord. Oc det Ord som i høre/ er icke mit/ Men Faderens/ som mig vdsende.

✂ Saadant haffuer ieg talet til eder/ den stund ieg haffuer veret hos eder. Men Trøsteren den hellig Aand/ huilcken min Fader skal sende i mit Naffn/ den samme skal lære eder det altsammen/ oc minde eder paa alt det/ som ieg sagde eder.

✂ Jeg lader eder Fred/ min Fred giffuer ieg eder. Jeg giffuer eder icke som Verden giffuer. Eders hierte forfærdis || icke/ oc frycte sig icke. I hørde/ at ieg sagde eder/ Jeg gaar bort/ oc kommer til eder igien. Haffde i mig kiær/ da glædde i eder/ at ieg sagde/ Jeg gaar til Faderen/ Thi Faderen er større end ieg. Oc ieg sagde eder det nu/ før end det skeer/ paa det/ naar som det nu skeer at i skulle tro.

✂ Jeg skal her effter icke tale meget mere met eder/ Thi denne Verdens Første kommer/ oc haffuer intet met mig. Men at Verden skal kiende/ at ieg elsker Faderen/ oc ieg giør saa som Faderen bød || mig. Staar op/ oc lader oss gaa bort.

Det XV. Capittel Johannis.

✂ JEg er it ret Vintræ/ oc min Fader er en Vingaards mand. Huer Quist paa mig/ som icke bær Fruct/ skal hand bort tage/ Oc huer som bær fruct/ skal hand rense/ at hand skal bære meere Fruct. I ere nu reene/ for det Ord skyld/ som ieg talede til eder. Bliffuer i mig/ oc ieg i eder. Lige som Quisten icke kand bære Fruct aff sig selff/ || vden hand bliffuer paa Vintræet/ Lige saa oc icke I/ vden I bliffue i mig.

✂ Jeg er Vintræet/ I ere Quistene. Huo som bliffuer i mig/ oc ieg i hannem/ hand bær megen fruct. Thi vden mig kunde I inted giøre. Huo som icke bliffuer i mig/ Hand skal 164 bortkastis som en Quist/ oc visne/ oc mand sancker dem/ oc kaster dem i Ilden/ at brende.

✂ Der som I bliffue i mig/ oc mine ord bliffue i eder/ da skulle I bede huad i ville/ oc det skal vederfaris eder. Der vdi || skal min Fader æris/ at I bære megen Fruct/ oc bliffue mine Disciple.

✂ Lige som min Fader elsker mig/ saa elsker oc ieg eder. Bliffuer i min Kærlighed. Der som I holde mine Bud/ da bliffue I vdi min kiærlighed/ lige som ieg holder min Faders Bud/ oc bliffuer i hans kærlighed. Saadant taler ieg til eder/ at min Glæde skal bliffue i eder/ oc eders glæde skal bliffue fuldkommen. Det er mit Bud/ at I skulle elske huer andre. Lige som ieg elsker eder. Ingen haffuer større || kiærlighed end denne/ at hand lader sit Liff for sine Venner. I ere mine Venner/ der som I giøre huad ieg biuder eder. Jeg siger icke lenger/ at I ere Suenne/ Thi en Suend veed icke/ huad hans Herre giør. Men eder haffuer ieg sagd/ at I ere Venner/ Thi alt det som ieg hørde aff min Fader/ haffuer ieg kundgiort eder.

✂ I haffue icke vdualt mig/ Men ieg vdualde eder/ oc sætte eder/ At I skulle gaa bort oc bære Fruct/ Paa det/ om I bede Faderen om noget i mit Naffn/ at hand skal giffue eder det. ||

✂ Det biuder ieg eder/ at i skulle elske huer andre. Der som Verden hader eder/ Da skulle I vide/ at hun hadede mig før end eder. Vaare I aff Verden/ da elskte Verden det hende tilhørde. Thi at effterdi I ere icke aff Verden/ men ieg vdualde eder aff Verden/ Der faare hader Verden eder. Tencker paa mit ord/ at ieg sagde eder: Suenden er icke større end hans Herre. Forfulde de mig/ de skulle oc forfølge eder. Holde de mit ord/ da skulle de oc holde eders. Men alt det skulle de || giøre eder for mit Naffns skyld/ Thi at de kiende icke Den som mig vdsende.

✂ Der som ieg vaare icke kommen/ oc haffde sagd dem det/ da haffde de ingen Synd. Men nu kunde de intet finde paa/ at aarsage deris Synd met. Huo mig hader/ hand hader oc min Fader. Haffde ieg icke giort de Gierninger iblant dem/ 165 som ingen anden haffuer giort/ da haffde de ingen Synd. Men nu haffue de det seet/ Oc hade dog baade mig oc min Fader. Dog at det Ordsprock som er bescreffuet i || deris Low skal fuldkommie: De hade mig vden aarsage.

✂ Naar Trøsteren kommer/ huilcken ieg skal sende eder fra Faderen/ Sandheds Aand/ som vdgaar fra Faderen/ hand skal vidne om mig. Oc I skulle ocsaa vidne/ Thi at I haffue veret hos mig aff begyndelsen.

Det XVI. Capittel Johannis.

✂ DEtte haffuer ieg talet til eder/ at i skulle icke forargis. De skulle sætte eder i Band. Oc den tid skal komme/ || at/ huo som ihielslar eder/ skal mene/, hand giør Gud en Tieniste der met. Oc saadant skulle de der faare giøre eder/ at de huercken kiende min Fader oc ey mig. Men ieg haffuer talet dette til eder/ paa det/ at naar den tid kommer/ I skulle tencke der paa/ at ieg sagde eder det. Oc ieg sagde eder icke saadant aff begynderen/ thi ieg vaar hos eder.

✂ Oc nu gaar ieg hen til den/ som mig vdsende/ oc ingen aff eder spør mig at: Huort gaar du hen? Men fordi at ieg talede dette til eder/ da er eders || Hierte sorgefult Men ieg siger eder Sandhed/ Det er eder gaat/ at ieg gaar bort. Thi at gaar ieg icke bort/ da kommer Trøsteren icke til eder. Men gaar ieg bort/ da vil ieg sende hannem til eder. Oc naar hand kommer/ da skal hand straffe Verden/ for Synd/ for Retfærdighed/ oc for Dom. For Synden/ at de tro icke paa mig. Oc for Retfærdighed/ At ieg gaar til Faderen/ oc i see mig icke lenger. For Dommen/ at denne Verdens Første er dømt.

✂ Jeg haffuer endnu meget || at sige eder/ Men i kunde icke bære det nu. Men naar den Sandheds Aand kommer/ den skal lede eder i all Sandhed. Thi hand skal icke tale aff sig selff/ men huad hand hører/ det skal hand tale/ oc huad tilkommendis er/ skal hand forkynde eder. Den samme skal 166 forklare mig/ thi hand skal tage det aff mit/ oc forkynde eder. Alt huad Faderen haffuer/ det er mit/ Der faare sagde ieg/ Hand skal tage det aff mit/ oc forkynde eder.

✂ Om en liden stund/ da skulle I icke see mig/ oc atter || om en liden stund/ saa skulle I see mig/ thi ieg gaar til Faderen. Da sagde nogle aff hans Disciple til huer andre: Huad er det/ at hand siger til oss/ Om en liden stund/ da skulle I icke see mig/ oc atter om en liden stund/ da skulle I see mig/ Oc at ieg gaar til Faderen? Da sagde de/ Huad er det at hand siger/ om en Uden stund? Wi vide icke/ huad hand taler. Da merckte Jhesus/ at de vilde spørie hannem at/ Oc hand sagde til dem: Der om spørie I iblant huer andre/ at ieg sagde/ Om en liden || stund/ da skulle I icke see mig/ oc atter om en liden stund/ da skulle i see mig. Sandelige/ sandelige/ Jeg siger eder: I skulle græde oc hyle/ men Verden skal glæde sig/ oc i skulle vere bedrøffuede/ dog skal eders bedrøffuelse omuendis til glæde.

✂ En Quinde/ naar hun føder/ da haffuer hun bedrøffuelse/ Thi hendis time er kommen. Men naar hun haffuer født Barnet/ da tencker hun icke mere paa den nød/ for den glæde skyld/ at Mennisket er født til Verden. Oc i haffue nu ocsaa bedrøffuelse/ Men ieg || vil see eder igien/ oc eders hierte skal glæde sig/ oc der skal ingen tage eders glæde fra eder. Oc paa den samme dag skulle I icke spørie mig at noget.

✂ Sandelige/ sandelige/ Jeg siger eder/ Der som I bede Faderen om noget i mit Naffn/ da skal hand giffue eder det Her til haffue i icke bedet i mit Naffn. Beder/ saa skulle i faa/ at eders glæde skal vere fuldkommen. Saadant haffuer ieg talet til eder ved Ordsprock. Men den tid skal komme/ at ieg skal icke tale mere met eder ved Ordsprock/ men || obenbare forkynde eder om min Fader. Paa den samme dag skulle I bede i mit Naffn. Oc ieg siger eder icke/ at ieg vil bede Faderen for eder/ Thi Faderen elsker eder selff/ der faare/ at i elske mig/ oc tro at ieg er vdgaaen aff Gud. Jeg vdgick fra Faderen/ oc kom til Verden/ Jeg forlader Verden igien/ oc gaar til Faderen.

✂ Hans Disciple sige til hannem: See/ nu taler du obenbarlige/ oc siger intet Ordsprock. Nu vide wi/ at du veedst alle ting/ oc haffuer icke behoff/ at nogen spør dig at/ || Der faare tro wi/ at du vdgickst aff Gud. Jhesus suarede dem: Nu tro i. See/ den time skal komme/ oc er allerede kommen/ At i skulle atspredis huer til sit/ oc forlade mig alene. Men ieg er icke alene/ Thi Faderen er hos mig. Dette haffuer ieg talet met eder/ At i skulle haffue Fred i Mig. I verden haffue i Trengsel/ men verer trøstige/ Jeg haffuer offueruundet verden.

Det XVII. Capittel Johannis.

✂ DEtte talede Jhesus/ oc løffte sine øyen op til Himmelen/ || oc sagde: Fader/ den time er her/ at du skalt forklare din Søn/ Paa det at din Søn oc skal forklare dig. Lige som du haffuer giffuet hannem Mact offuer alt Kiød/ paa det hand skal giffue dem alle det euige Liff/ som du haffuer giffuet hannem. Oc det er det euige Liff/ At de kiende dig alene en sand Gud/ oc den du vdsende/ Jhesum Christum. Jeg haffuer forklaret dig paa Jorden/ oc fuldkommet den Gierning/ som du haffuer giffuet mig/ at ieg skulde giøre. Oc forklare || mig nu du Fader/ hos dig selff/ met den klarhed som ieg haffde hos dig/ før Verden vaar. Jeg obenbarede dit Naffn for Menniskene/ som du haffuer giffuet mig aff Verden. De vaare dine/ oc du haffuer giffuet mig dem/ oc de beuarede dit ord. Nu vide de/ at alt det som du haffuer giffuet mig/ er aff dig. Thi de ord som du haffuer giffuet mig/ gaff ieg dem/ oc de anammede dem/ oc kiende sandelige At ieg vdgick fra dig/ oc tro at du vdsende mig.

✂ Jeg beder for dem/ oc ieg || beder icke for Verden/ men for dem som du haffuer giffuet mig/ thi de ere dine. Oc alt det som mit er/ det er dit/ oc det som dit er/ det er mit/ oc ieg er forklaret i dem. Oc ieg er icke mere i Verden/ Men de ere i Verden/ oc ieg kommer til dig. Hellige Fader/ beuar dem i 168 dit Naffn/ som du haffuer giffuet mig/ at de bliffue it/ lige som wi. Den stund ieg vaar hos dem i Verden/ beuarede ieg dem i dit Naffn. De som du haffuer giffuet mig/ dem beuarede ieg/ oc der er ingen fortafft aff dem/ vden det || fortaffte Barn/ at Scrifften skulde fuldkommis.

✂ Men nu kommer ieg til dig/ oc taler saadant i Verden/ paa det de skulle haffue Min Glæde fuldkommen i sig. Jeg gaff dem dit ord/ Oc Verden hader dem/ Thi de ere icke aff Verden/ lige som ieg er oc icke aff Verden. Jeg beder icke/ at du skalt tage dem aff Verden/ men at du skalt beuare dem fra ont. De ere icke aff Verden/ lige som ieg er oc icke aff Verden. Hellige dem i din Sandhed. Dit Ord er Sandhed. Lige som du sende || mig cil Verden/ saa sender ieg dem oc til Verden. Jeg helliger mig selff for dem/ paa det de skulle ocsaa vere helligede i Sandhed.

✂ Jeg beder icke alene for dem/ men ocsaa for dem som formedelst deris Ord/ skulle tro paa Mig/ paa det de skulle alle vere it/ lige som du Fader i mig/ oc ieg i dig/ at de skulle oc vere it i oss/ paa det Verden kand tro/ at du vdsende mig. Oc ieg gaff dem den Herlighed/ som du haffuer giffuet mig/ at de skulle vere it/ lige som wi ere it. Jeg || i dem/ oc du i mig/ at de skulle vere fuldkomne i it/ Oc at Verden kand kiende/ at du vdsende mig/ oc elsker dem/ lige som du elsker mig.

✂ Fader/ Jeg vil/ at de som du haffuer giffuet mig/ skulle oc vere hos mig/ huor som ieg er/ At de skulle see min herlighed/ som du haffuer giffuet mig/ Thi du elskte mig før end Verden bleff grundfest. Retfærdige Fader/ Verden kiender dig icke/ Men ieg kiender dig/ oc disse kiende at du vdsende mig. Oc ieg kundgiorde dem dit Naffn/ oc vil kundgøre || dem/ Paa det den Kiærlighed/ som du elsker mig met/ skal vere i dem/ oc ieg i dem.

Historia fremdelis.

✂ OC der de haffde siunget Loffsangen/ gick Jhesus hen vd effter sin Seduane/ offuer den beck Cedron/ til Oliebierget. Oc hans Disciple fulde hannem effter. Oc Jhesus sagde til dem: I skulle i denne nat forarge eder alle paa mig/ Thi det staar screffuet: Jeg skal sla Hyrden/ oc Faarene skulle atspredis/ Men effter at teg opstaar/ da || vil ieg gaa hen faar eder i Galilea. Peder suarede/ oc sagde til hannem: Der som de oc alle forargede dem paa dig/ Saa vil ieg dog aldri forarge mig. Jhesus sagde til hannem: Sandelige siger ieg dig/ I dag/ vdi denne nat/ før end Hanen gal tho gange/ skalt du necte mig tre gange. Men hand talede end ydermere: Ja der som ieg oc skulde dø met dig/ da vilde ieg icke necte dig. Lige det samme sagde oc alle Disciplene.

✂ Da kom Jhesus met dem til en Haffue/ som hed Gethsemane/ der vaar en Vrtegaard/ || der gick Jhesus ind oc hang Disciple. Men Judas som hannem forraadde/ viste oc den sted/ Thi Jhesus forsamlede sig offte der met sine Disciple. Da sagde Jhesus til dem: Sætter eder her/ saa lenge ieg gaar der bort oc beder.

✂ Oc hand tog Peder oc Jacob/ oc Hans til sig/ de tho Zebedei sønner/ oc begynte at bedrøffuis/ skelffue oc beffue/ oc sagde til dem: Min Siei er bedrøffuet indtil Døden/ bliffuer her oc vaager met mig/ Beder/ paa det i skulle icke falde i fristelse. ||

✂ Oc hand sled sig fra dem ved it Stenskaft/ oc falt paa knæ/ ned paa Jorden/ paa sit Ansict/ Oc bad at den stund maatte gaa offuer/ om det vaare mueligt/ oc sagde: Abba/ min Fader/ alting er dig mueligt. Tag denne Kalck bort fra mig/ Dog icke huad ieg vil/ men huad du vilt. Oc hand kom til sine Disciple oc fant dem soffuendis/ oc hand sagde til Peder: Simon/ soffuer du? Kunde du icke vaage en time met mig? Vaager oc beder at i skulle icke falde i fristelse. Aanden er villig/ || Men Legemet er skrøbeligt.

✂ Anden gang gick hand atter hen/ bad/ oc sagde: Min 170 Fader/ Er det icke mueligt/ at denne Kalck kand gaa fra mig/ vden ieg skal dricke hannem/ da ske din vilie. Oc hand kom oc fant dem atter soffuendis/ thi deris øyen vaare fulde aff søffn/ oc de viste icke huad de suarede hannem. Oc hand lod dem bliffue/ oc gick atter hett/ oc bad tredie gang/ oc talede de samme ord: Fader vilt du/ da tag denne Kalck fra mig/ Men dog ske icke min/ men din vilie. ||

✂ Da obenbaredis en Engel aff Himmelen faar hannem/ oc styrckede hannem/ Oc det kom at hand stridde met Døden/ oc bad inderlige. Da bleff hans sued som Blods draaber/ de fulde paa Jorden.

✂ Oc hand stod op aff Bønen/ oc kom til sine Disciple/ oc fant dem soffuendis aff bedrøffuelse/ oc sagde til dem: Ah ville i nu soffue oc huile? Hui soffue i? Det er nock/ See/ stunden er kommen/ at Menniskens Søn skal antuordis hen i Synderis hender/ Staar op/ lader oss gaa. See/ den || mig forraader/ er hart hos/ Beder at i icke falde i fristelse.

✂ Oc strax/ som hand endnu talede/ See/ da kom Judas en aff de Tolff frem/ der hand haffde nu taget Skaren til sig/ met de ypperste Presters oc Scrifftkloge/ Phariseernis oc de Eldste faar folcket deris tienere/ oc hand gick faare dem/ oc kommer der hen/ met bluss/ lamper/ suerd/ oc met stenger. Oc Forræderen haffde giffuet dem it Tegen/ oc sagde: Huilcken ieg kysser/ den er det/ Griber hannem/ oc fører hannem varlige. |||

✂ Der Jhesus nu viste/ alt det hannem skulde offuerkomme/ gick hand vd/ oc sagde til dem: Huem lede i effter? De suarede hannem: Jhesum aff Nazareth. Jhesus siger til dem: Det er ieg.

✂ Men Judas som hannem forraadde/ stod oc hos dem. Der Jhesus sagde nu til dem/ det er ieg/ vigede de til bage oc fulde til Jorden. Da spurde hand dem atter at: Huem lede i effter? De sagde: Jhesum aff Nazareth. Jhesus suarede: Jeg sagde eder at det er ieg/ Lede i effter mig/ da lader || disse gaa: Paa det/ at det ord skulde fuldkommis/ huilcket der hand sagde: Jeg miste ingen aff dem som du haffuer giffuet mig.

✂ Oc Judas holt sig til Jhesum/ at kysse hannem/ oc strax traadde hand frem til hannem/ oc sagde: Hil vere dig Rabbi/ oc kyste hannem. Jhesus sagde til hannem: Min ven/ huor faare est du kommen? Juda/ forraader du Menniskens Søn met en Kyss? Da traadde de frem/ oc lagde hender paa Jhesum/ oc grebe hannem. ||

✂ Oc der de saae/ som vaare omkring hannem/ huad der vilde skee/ sagde de til hannem: Herre/ skulle wi sla til met suerd? Da haffde Simon Petrus it Suerd/ oc drog det vd/ oc slo effter den ypperste Prestis suend/ oc hug det høyre Øre aff hannem/ Oc den suend hed Malchus.

✂ Da suarede Jhesus oc sagde: Lader dem dog giøre saa langt. Oc sagde til Peder: Stick dit suerd i balgen/ Thi huo som tager Suerdet/ hand skal omkomme met Suerd. Eller ment du/ at ieg icke kunde || bede min Fader/ at hand tilskickede mig mere end tolff Skock Engle? Skal ieg icke da dricke den Kalck/ som min Fader gaff mig? Men huorlunde skulde Scrifften fuldkommis? Det skal alt saa gaa til. Oc hand rørde ved hans Øre oc lægte hannem.

✂ Paa den tid/ sagde Jhesus til de ypperste Prester oc Høffuitzmendene for Templen/ oc de Eldste/ som vaare komne til hannem: I ere vdgangne/ lige som til en Røffuere met Suerd/ oc met Stenger at fange mig/ haffuer ieg dog || daglige sidet hos eder/ oc haffuer lært i Templen/ oc I lagde icke en haand paa mig. Men dette er eders time oc mørckens mact/ paa det Scrifften skal fuldkommis. Men det er altsammen skeet/ at Propheternis scrifft skulde fuldkommis. Da forlode alle Disciplene hannem/ oc flyde.

✂ Oc der vaar en vng karl/ som fulde hannem effter/ hand vaar klædt met it linklæde paa sit bare Legeme/ oc de vnge karle grebe hannem. Men hand slap Linklædet/ oc flyde nøgen fra dem. ||

✂ Men Skaren oc den øffuerste Høffuitzmand/ oc Jødernis Tienere toge Jhesum/ oc bunde hannem/ oc førde hannem først til Annas/ hand vaar Caiphas Suoger/ som vaar det 172 aar ypperste Prest. Men det vaar Caiphas som raadde Jøderne/ Det vaar gaat/ at it Menniske døde for Folcket.

✂ Oc de førde Jhesum hen til Caipham den ypperste Prest/ det er/ til den øffuerste Bisp faar Presterne/ der som alle de ypperste Prester oc Eldste/ oc Scrifftkloge vaare || forsamlede. Men Simon Petrus fulde Jhesum langt effter/ oc en anden Discipel/ indtil den ypperste Prestis Sal/ Den samme Discipel vaar bekient met den ypperste Prest/ oc gick ind met Jhesu i den ypperste Prestis Sal. Men Peder stod vden faare dørren. Da gick den anden Discipel som vaar bekient met den ypperste Prest hen vd/ oc talede met Døruoctersken/ oc flide Peder ind.

✂ Men Suennene oc Tienerne stode/ oc haffde giort en kulild der nedre mit i Salen/ oc || værmde sig/ thi det vaar kalt. Oc Peder stod hos dem/ oc værmde sig/ paa det hand kunde see/ huad ende det vilde faa. Men den ypperste Prestis pige som tog vare paa dørren/ saa Peder side ved Liuset/ der hand værmde sig/ oc stirrede paa hannem/ oc sagde til hannem: Oc du vaarst met Jhesu aff Galilea? Est du icke oc en aff dette Menniskis Disciple? Da nectede hand det for dem alle/ oc sagde: Quinde/ Jeg er icke/ Jeg kiender hannem icke/ Jeg veed oc icke huad du siger. ||

✂ Men den ypperste Prest spurde Jhesum om hans Disciple/ oc om hans Lærdom. Jhesus suarede hannem: Jeg haffuer talet obenbarlige faar Verden/ Jeg lærde altid i Scholen oc vdi Templen/ der som alle Jøderne komme tilsammen/ oc ieg haffuer intet talet i Løndom. Hui spør du mig der at? Spør dem der at/ som haffue hørt huad ieg talede til dem/ See/ de vide huad ieg haffuer sagd. Som hand det talede/ gaff en aff tienerne/ som der stod hos/ Jhesu en Kindhest/ oc sagde:|| Skalt du saa suare den ypperste Prest? Jhesus suarede hannem: Haffuer ieg talet ilde/ da beuys det at det er ont/ Men haffuer ieg talet ret/ hui slar du mig? Oc Annas sende hannem bunden til den ypperste Prest Caiphas.

✂ Men Simon Petrus stod i forgaarden oc værmde sig/ Oc liden stund effter den første nectelse/ som hand gick vd i Forgaarden/ goel Hanen. Oc en anden pige saa hannem/ oc 173 begynte atter at sige til dem som der stode hos: Denne vaar ocsaa met Jhesu || aff Nazareth. Da sagde de til hannem: Est du icke en aff hans Disciple? Oc en anden sagde: Du est en aff dem. Oc hand nectede atter/ oc soer der til/ oc sagde: Menniske ieg er icke/ oc ieg kiender icke det Menniske.

✂ Oc noget der effter ved en stund/ stadfeste en anden met dem som omkring stode/ oc sagde: Sandelige/ du est en aff dem/ Thi du est en Galileer/ oc dit Maal røber dig. En aff den ypperste Prestis suenne hues frende Peder haffde hugget Øret aff/ siger: Saa ieg || dig icke i Vrtegaarden hos hannem? Da begynte hand at forbande sig oc fuerre: Jeg kiender det Menniske icke/ der i tale om.

✂ Oc strax der hand endnu talede/ goel Hanen anden gang. Oc Herren/ vende sig/ oc saa paa Peder. Oc Peder tenckte paa Herrens ord som hand sagde til hannem: Før end Hanen gal tho gange/ skalt du forsuere mig tre gange. Oc Peder gick hen vd/ oc græd bitterlige.

✂ Men de ypperste Prester/ oc de Eldste oc det gantske || Raad/ søcte falskt Vidnesbyrd mod Jhesum/ paa det de kunde komme hannem til døde/ oc de funde intet/ Oc alligeuel at der ginge mange falske Vidne frem/ men deris vidnesbyrd komme icke offuer it. Paa det siste stode der op/ oc traadde thu falske vidne frem/ oc sagde falskt vidne mod hannem/ oc sagde: Wi haffue hørt at hand sagde/ Jeg kand oc vil nedbryde den Guds Tempel/ som er giort met hender/ oc inden tre dage bygge en anden/ som icke er giort met hender. Oc deris || vidnesbyrd komme icke endnu offuer it.

✂ Oc den ypperste Prest stod op iblant dem/ oc spurde Jhesum at/ oc sagde: Suarer du intet til det/ som disse vidne mod dig? Men Jhesus tagde stille/ oc suarede intet.

✂ Da spurde den ypperste Prest hannem atter at/ oc sagde til hannem: Est du Christus den Velsignedes Søn? Jeg besuer dig ved den leffuendis Gud/ at du siger oss/ om du est: Christus Guds Søn. Jhesus sagde: Du siger det/ Jeg er/ Dog siger ieg || eder/ Nu her effter skal det skee at i skulle see Menniskens søn/ side hos krafftens høyre Haand/ oc komme 174 i Himmelens skyer. Da søuderreff den ypperste Prest sine klæder/ oc sagde: Hand bespaattede Gud/ Huad haffue wi lenger Vidnesbyrd behoff? See/ nu haffue i hørt hans Guds bespaattelse/ huad tyckis eder? De fordømde hannem alle/ oc sagde: Hand er skyldig at dø.

✂ Men de Mend/ som hulde Jhesum/ bespaattede hannem/ oc spyttede vdi hans Ansict/ || oc sloge hannem met knytte neffue/ Men nogle andre skiulte hans Ansict/ oc sloge hannem i Ansictet/ besynderlige tienerne oc sagde: Spaa oss Christe/ huo er den/ der dig slog? Oc mange andre bespaattelser de sagde imod hannem.

✂ Men om morgenen forsamlede sig alle de ypperste Prester/ Scrifftkloge oc folckenis Eldste/ oc det gantske Raad/ oc hulde it raad offuer Jhesum/ at de kunde sla hannem ihiel/ Oc de førde hannem hen op faar deris Raad || oc sagde: Eft du Christus/ sig oss det. Hand sagde til dem: Siger ieg eder det/ da tro i det icke/ Men atspør ieg eder/ da suare i icke/ oc lade mig dog icke løs. Der faare/ nu her effter skal Menniskens Søn side hos Guds krafftis høyre Haand. Da sagde de alle: Est du da Guds Søn. Hand sagde til dem: I sige det/ thi ieg er. Da sagde de: Huad haffue wi lenger vidnesbyrd behoff? wi haffue selff hørt det aff hans mund.

✂ Oc den gantske hob stod op/ oc bunde Jhesum/ oc førde || hannem bunden fra Caipha til Domhuset/ oc antuordede Landzherren Pontio Pilato hannem/ oc det vaar aarle.

✂ Der Judas som hannem forraadde saa det/ at hand vaar fordømt til døde/ Da angrede hannem det/ oc hand bar de trediue Sølff penninge til de ypperste Prester oc Eldste igien/ oc sagde: Jeg giorde ilde/ at ieg forraadde wskyldigt Blod. De sagde: Huad kommer det oss ved? See du der til. Oc hand kaste Sølff penningene i Tempelen/ Skyndede sig der fra/ gick || bort oc hengde sig selff/ Oc brast mit i thu/ oc alt hans Induaal vdueltis.

✂ Men de ypperste prester toge Sølff penningene/ oc sagde: Det sømer sig icke at wi legge dem i Guds kiste/ Thi det er Blod penninge.

✂ Saa hulde de it Raad/ oc kiøbte for de Sølff penninge oc wretfærdige Løn/ en Pottemageris Ager/ til at iorde Pillegrime vdi. Oc det er kundgiort faar alle dem/ som bo i Jerusalem/ saa/ at den samme ager kaldis paa dew Maal Hakeldama/ det er/ en || Blodager/ indtil paa denne dag. Da er fuldkommet/ det som sagt er ved Propheten Jeremias/ der som hand siger:

✂ De haffue taget trediue Sølff penninge/ der den solde bleff betalet met/ huilcken de kiøbte aff Jsraels Børn/ Oc haffue giffuet dem for en Pottemageris ager/ Som Herren befalede mig.

✂ Men Jøderne ginge icke i Domhuset/ paa det de skuide icke bliffue wrene/ men maatte æde Paaske. Da gick Pilatus vd til dem/ oc sagde: || Huad klagemaal føre i imod dette Menniske? De suarede/ oc sagde til hannem: Vaare denne icke en Misdedere/ da haffde wi icke antuordet dig hannem. Da sagde Pilatus til dem: Saa tage i hannem hen/ oc dømmer hannem effter eders Low. Da sagde Jøderne til hannem: Wi tørre ingen dræbe/ Paa det at Jhesu ord skulde fuldkommis som hand sagde/ der hand gaff tilkiende/ huilcken Død hand skulde dø.

✂ Oc de ypperste Prester oc de Eldste begynte at klage || hart paa hannem/ oc sagde: Denne finde wi/ at hand affuender Folcket/ oc forbiuder at giffue Keyseren Skat/ oc siger/ Hand er Christus en Konge. Da gick Pilatus ind igien i Domhuset/ oc kaldede Jesum/oc sagde til hannem: Est du Jøde Konge? Jhesus suarede staaendis faar hannem: Taler du det aff dig selff/ Eller haffue andre sagd dig det om mig? Pilatus suarede: Er ieg en Jøde? Dit Folck oc de ypperste Prester/ antuordede dig mig: Huad haffuer du giort? Jhesus || suarede: Mit Rige er icke aff denne Verden/ Vaare mit Rige aff denne Verden/ mine Tienere skulde stride der faare/ at ieg skulde icke antuordis Jøderne/ Men nu er mit Rige icke der aff. Da sagde Pilatus til hannem: Saa est du alligeuel en Konge? Jhesus suarede: Du siger det/ Jeg er en Konge. Jeg er der til født/ oc kommen i Verden/ at ieg skal vidne Sandhed: 176 Huo som er aff Sandhed/ hand hører min røst. Pilatus siger til hannem: Huad er Sandhed. ||

✂ Oc der hand dette sagde/ gick hand vd til Jøderne igien/ oc siger til dem: Jeg finder ingen skyld i dette Menniske. Oc der de ypperste Prester oc Eldste klagede paa hannem/ da suarede hand intet. Da spurde Pilatus hannem atter at/ oc sagde: Suarer du intet? See huor hart de beklage dig? hører du icke? Oc hand suarede hannem icke til it ord/ Saa at Landzherren oc forundrede sig saare.

✂ Men de hulde ved/ oc sagde: Hand haffuer oprørt Folcket/ der met at hand haffuer || lært hid oc did i alt det Jødiske land/ oc begynte i Galilea/ hid indtil.

✂ Men der Pilatus hørde Galileam/ spurde hand om hand vaar aff Galilea? Oc der hand fornam at hand vaar vnder Herodis Øffrighed/ da forsende hand hannem til Herodes/ som vaar oc i Jerusalem vdi samme dage.

✂ Der Herodes saa Jhesum/ bleff hand meget glad/ Thi hand haffde gierne lenge siden seet hannem/ Thi hand haffde hørt meget om hannem/ oc haabedis at skulde || see it Tegen aff hannem. Oc hand spurde hannem i mange maade/ Men hand suarede hannem intet. Oc de ypperste Prester oc Scrifftkloge stode oc klagede hart paa hannem. Men Herodes met sine Hoffsinder foractede oc bespaattede hannem/ hengde it huit klæde om hannem/ oc sende hannem til Pilatum igien. Paa den dag bleffue Pilatus oc Herodes Venner met huer andre/ Thi de vaare før huer andris fiender.

✂ Men Pilatus kaldede de ypperste Prester/ oc de Øffuerste || oc Folcket tilsammen/ oc sagde til dem: I haffue ført dette Menniske til mig/ som den der omuender Folcket/ Oc see/ Jeg haffuer forhørt hannem for eder/ oc finder ingen aff de sager hos dette Menniske/ som i skylde hannem faare/ Herodes icke heller/ Thi ieg sende eder til hannem/ oc see/ mand haffuer intet ført hannem paa/ som hand bør at dø faar. Derfaar vil ieg straffe hannem/ oc lade hannem løs.

✂ Men paa Høytiden/ skulde Landzherren effter Høytidens seduane/ giffue Folcket || en Fange løs/ huilcken de begerede/ 177 Oc hand haffde paa den tid en Fange/ en besyttderlig faar andre/ en Misdedere oc en Mordere som hed Barrabas/ huilcken som met de Oprøriske vaar kast i fengsel/ som haffde giort it Mord vdi it oprør i Staden/ Oc folcket gick op/ oc bad/ at hand vilde giøre som hand pleyde. Oc der de vaare forsamlede/ sagde Pilatus til dem: I haffue en seduane/ at ieg skal giffue eder en løs om Paasken/ huilcken ville i at ieg skal giffue eder løs/ Barrabam/ eller || Jhesum Jøde Konge? som kaldis Christus? Thi hand viste vel/ at de ypperste Prester haffde antuordet hannem hen aff had.

✂ Oc der (Pilatus) hand sad paa Domstolen/ skickede hans Hustru bud til hannem/ oc lod hannem sige: Befatte dig intet met denne Retfærdige/ Jeg haffuer lidt meget i dag vdi drømme faar hans skyld.

✂ Men de ypperste Prester oc de Eldste toge Folcket met ord/ at de skulde bede om Barrabas/ oc affliffue Jhesum. || Da suarede nu Landzherren/ oc sagde til dem: Huilcken ville i at Jeg skal giffue eder løs aff disse tho. Da robte den gantske hob/ oc sagde: Bort met denne/ oc giff oss Barrabam løs. Da robte Pilatus atter til dem/ oc vilde lade Jhesum løs/ oc sagde: Huad skal ieg da giøre met Jhesu/ om huilcken der sigis hand er Christus. Men de robte alle oc sagde: Kaarsfeste Kaarsfeste hannem. Da sagde hand tredie gang til dem: Huad ont haffuer da denne giort? Jeg finder ingen dødelig || sag met hannem/ derfaare vil ieg straffe hannem/ oc lade hannem løs. Men de skrege end meget mere/ oc sagde: Kaarsfeste hannem/ met stort skrig/ oc begerede at hand skulde kaarsfestis/ oc deris oc de ypperste Presters skrig fick offuerhaand.

✂ Da tog Pilatus Jhesum oc lod hudstryge hannem. Men Landzherrens Stridzmend toge Jhesum til sig i Domhuset/ oc forsamlede til hannem den gantske Skare/ Oc de førde hannem aff/ oc hengde en Purpur kaabe om || hannem/ oc flættede en Torne Krone/ oc sætte hende paa hans Hoffuet/ oc it Rør i hans høyre haand/ Oc bøyede knæene faar hannem/ oc spaatter hannem/ oc begynte at hilse hannem/ oc 178 sagde: Hil vere du kiære Jøde Konge. Oc de gaffue hannem kindeheste/ oc de spytte paa hannem/ oc toge Røret/ oc sloge hans Hoffuet der met/ oc fulde paa knæ/ oc tilbade hannem.

✂ Da gick Pilatus vd igien/ oc sagde til dem: Seer/ Jeg leder hannem hid vd til eder/ || at i skulle vide at ieg finder ingen skyld met hannem. Saa gick Jhesus vd/ oc bar en Torne Krone/ oc Purpur klæde. Oc hand siger til dem: See/ huilcket Menniske. Der de ypperste Prester oc Tienerne saae hannem/ robte de/ oc sagde: Kaarsfeste/ kaarsfeste hannem. Pilatus siger til dem: Tage i hannem hen/ oc kaarsfester hannem/ thi ieg finder ingen skyld i hannem. Jøderne suarede hannem: Wi haffue en Low/ oc effter den Low skal hand dø/ thi hand haffuer giort sig selff til Gudz Søn. ||

✂ Der Pilatus hørde det ord/ fryctede hand sig end mere/ Oc hand gick ind igien i Domhuset/ oc siger til Jhesum: Hueden est du? Men Jhesus gaff hannem intet suar. Da sagde Pilatus til hannem: Taler du icke met mig? Veedst du icke/ at ieg haffuer mact at Kaarsfeste dig/ oc at ieg haffuer mact at giffue dig løs? Jhesus suarede: Du haffde ingen mact offuer mig/ der som hun icke vaar giffuen dig her offuen ned. Der faare/ den som antuordede mig dig/ hand haffuer || større Synd. Der effter tenckte Pilatus paa/ huorledis hand kunde lade hannem løs. Men Jøderne robte/ oc sagde: Lader du denne løs/ da est du icke Keyserens Ven/ Thi huo sig giør til Konge/ hand er imod Keyseren.

✂ Der Pilatus hørde det ord/ ledde hand Jhesum vd/ oc sætte sig paa Domstolen/ paa den Sted/ som kaldis Stenlagd/ Men paa Ebraiske Gabbatha. Oc det vaar Beredelsens dag i Paaske/ ved den siette time/ Oc hand siger til Jøderne: Seer/ det er || eders Konge. Men de robte: Bort/ bort met hannem/ Kaarsfest hannem. Pilatus siger til dem: Skal ieg kaarsfeste eders Konge? De ypperste Prester suarede: Wi haffue ingen Konge vden Keyseren.

✂ Der Pilatus saa/ at hand beskaffede intet/ Men at der bleff it meget større Bulder/ hand vilde dog giøre folcket fyldist/ Oc Pilatus dømde at deris begering skulde skee/ Da tog hand 179 Vand/ oc toede henderne faar folcket/ oc sagde: Jeg er wskyldig i denne Retfærdigis blod/ Seer i til. Da || suarede det gantske Folck/ oc sagde: Hans Blod komme offuer oss oc offuer vore Børn.

✂ Da gaff hand dem Barrabam løs/ som vaar kast i fengsel for Oprør oc Mord skyld/ om huilcken de bade. Men Jhesum lod hand hudstryge oc bespaatte/ oc fick hannem hen effter deris vilie oc beger at Kaarsfestis.

✂ Da toge Stridzmendene Jhesum/ oc førde hannem aff Purpuret/ oc førde hannem i sine egne klæder/ oc førde hannem bort/ at de skulde kaarsfeste hannem/ oc hand || bar sit Kaarss. Oc der de ginge vd/ paafunde de it Menniske/ der gick frem/ som hed Simon aff Cirene/ som kom aff marcken/ huilcken der vaar Alexandri oc Ruffi fader/ hannem tuingde de til/ at hand bar hannem Kaarsset/ oc de lagde Kaarsset paa hannem/ at hand bar det effter Jhesum.

✂ Oc der fulde en stor hob Folck oc Quinder effter hannem/ som ynckelige klagede oc begræde hannem: Men Jhesus vende sig om til dem/ oc sagde: I Døtter aff Jerusalem/ || græder icke offuer mig/ Men græder offuer eder selff/ oc offuer eders Børn. Thi see/ Den tid skal komme/ i huilcken mand skal sige: Salige ere de wfructsommelige/ oc de Liff som icke fødde/ oc de Bryst/ som icke gaffue di. Da skulle de begynde at sige til Biergene: Falder offuer oss/ oc til Høyene: Skiuler oss: Thi at giør mand det/ met it grønt Træ/ huad vil bliffue met det tørre?

✂ Der bleffue oc tho andre Misdedere førde bort/ at de skulde affliffuis met hannem. ||

✂ Oc de førde hannem til den Sted som kaldis paa Ebraiske Golgatha/ det er vdlagt Hoffuetpande sted/ oc de gaffue hannem Edicke eller Myrrha at dricke i Vin/ blandet met Galde/ Oc der hand smagede det/ vilde hand icke dricke/ Oc de kaarsfeste hannem paa den sted som kaldis Golgatha/ oc de tho Misbedere met hannem/ Den ene ved den høyre/ oc den anden ved den venstre side/ Oc Jhesum mit imellem. Da bleff Scrifften fuldkommen som siger: Hand er regnet || blant Misdedere.

✂ Oc det vaar paa den tredie time der de Kaarsfeste hannem/ Oc Jhesus sagde: Fader/ forlad dem/ Thi de vide icke huad de giøre.

✂ Da screff Pilatus en Offuerscrifft/ offuen offuer hans hoffuet/ huad skyld mand gaff hannem/ oc Aarsage til hans død/ oc sætte hende paa Kaarsset/ oc der vaar screffuet: Jhesus aff Nazareth Jøde konge. Denne Offuerscrifft læsde mange Jøder/ Thi steden vaar nær hos Staden/ som Jhesus er kaarsfest. Oc det || vaar screffuet paa Ebraiske/ Gredske oc Latinske maal. Da sagde Jødernis ypperste Prester til Pilatum: Scriff icke Jøde konge/ Men at hand sagde/ Jeg er Jøde konge. Pilatus suarede: Det som Jeg screff/ det screff Jeg .

✂ Oc Øtridzmendene/ der de haffde kaarsfest Jhesum/ toge de hans Klæder/ oc giorde fire parte/ huer Stridzmand en part/ der til ocsaa Kiortelen/ Men Kiortelen vaar knyt/ mindet fra øffuerste/ oc slæt igennem. Da sagde de til huer andre: Lader oss || icke dele hannem/ Men kaste Laad der om hues hand skal vere. Paa det Scrifften skulde fuldkommis som siger: De skiffte mine Klæder iblant sig/ Oc kaste laad om min Kiortel. Oc de sade der/ oc toge vare paa hannem. Dette giorde Stridzmendene. Oc Folcket stod oc saa der paa.

✂ Oc der stod hos Jhesu kaars/ hans Moder/ Oc hans Modere syster/ Maria Cleophas hustru/ oc Maria Magdalene. Der nu Jhesus saa sin Moder/ oc den Discipel staa der hos/ som hand || haffde kiær/ da siger hand til sin Moder: Quinde/ see/ det et din Søn. Der effter siger hand til Discipelen: See/ det er din Moder. Oc fra den time tog Discipelen hende til sig.

✂ Men de som der ginge frem bespaattede hannem/ oc røste deris Hoffuet/ oc sagde: Tui dig/ huor deylige nedbryder du Templen/ oc opbygger den i tre dage/ Hielp dig nu felff/ Est du Guds Søn/ da stig hid ned aff kaarsset. Lige saa spaattede ocsaa de ypperste Prester hannem || iblant huer andre met de Scrifftkloge oc Eldste/ oc Folcket/ oc sagde: Hand haffuer hiolpet andre/ oc kand icke hielpe sig felff/ Er hand 181 Christus/ oc Israels konge/ den Guds vdualde/ da hielpe sig selff/ oc stige sig nu ned aff Kaarsset saa wi see der paa/ saa ville wi tro hannem/ hand forlod sig paa Gud/ hand frelse hannem nu om hand haffuer lyst til hannem/ Thi hand sagde/ Jeg er Guds Søn. Lige saa forhaanede ocsaa Røffuerne hannem/ som vaare kaarsfeste || met hannem. Der bespaattede oc Stridzmendene hannem/ traadde til hannem/ oc bare hannem Edicke/ oc sagde: Est du Jøde konge/ da hielp dig selff.

✂ Men en aff Misdederne/ som vaare hengde bespaattede hannem oc sagde: Est du Christus/ da hielp dig selff/ oc oss Da suarede den anden/ straffede hannem oc sagde: Frycter du dig ocsaa icke faar Gud? du som dog est i lige Fordømmelse/ oc sandelige/ wi ere tilbørlige der vdi/ thi wi faa det vaare || gierninger forskyldede/ Men denne handlede intet wskickeligt. Oc hand sagde til Jhesum: Herre/ tenck paa mig/ naar du kommer i dit Rige. Oc Jhesus sagde til hannem: Sandelige ieg siger dig/ I dag skalt du vere met mig i Paradis.

✂ Oc der det vaar ved den siette time/ bleff it Mørck offuer det gantske Land/ indtil ved den niende time/ Oc Solen miste sit skin/ Oc ved den niende time/ robte Jhesus høyt/ oc sagde: Eli/ Eli/ lama asabthani? Det er vdlagt: Min || Gud/ min Gud/ huorfaare haffuer du forlat mig? Oc nogle som stode der | hos/ der de det hørde/ sagde de: See/ hand kalder paa Elias. Der effter som Jhesus viste/ at alting vaar nu fuldkommen/ at Scrifften skulde fuldkommis/ siger hand: Mig tørster. Der stod it kar fult aff Edicke/ Oc strax løb en aff dem hen/ tog en Suamp/ oc fylte hannem met Edicke/ oc Isop/ oc stack hannem paa it Rør/ oc holt hannem det der til Munden/ oc gaff hannem dricke/ oc sagde met de andre: || Holt/ lader oss see/ om Elias kommer oc tager hannem ned. Der Jhesus haffde nu taget Edicken/ sagde hand: Det er fuldkommet. Oc Jhesus robte atter høyt/ oc sagde: Fader/ Jeg befaler min Aand i dine hender/ Oc som hand det sagde/ bøyde hand Hoffuedet oc vdgaff hand sin Aand.

✂ Oc see/ Forhenget i Templen reffnede i thu stycker fra det øffuerste til det næderste/ oc Jorden beffuede/ oc stenene brøste sønder/ oc graffuene lode sig op/ oc der stode mange hilligens Legeme op || som soffue/ oc ginge aff Graffuene effter hans opstandene/ oc komme i den hellige Stad/ oc obenbaredis faar mange. Men Høffuitzmanden/ som stod der hos tuert offuer fra hannem/ oc de som vaare hos hannem/ oc beuarede Jhesum/ der de saae at hand vdgaff Aanden met saadant rob/ oc saae det Jordskel/ oc hwad der skede/ da forfærdedis de saare/ oc prisede Gud/ oc sagde: Sandelige/ denne vaar it retfærdigt Menniske/ oc Guds Søn. Oc alt det Folck som der vaar hos/ oc saae til/ || der de saae/ det som skede/ sloge de sig for deris Bryst/ oc vende til bage igien. Oc alle hans Tilhengere stode langt borte/ oc mange Quinder som effterfulde hannem aff Galilea/ oc saae alt dette/ Blant huilcke vaar Maria Magdalena/ oc Maria den lilde Jacobs oc Joses moder/ oc Salome Zebedei Børns Moder/ som oc haffde effterfult oc tient hannem der hand vaar i Galilea/ oc mange andre/ som vaare gangne op til Jerusalem met hannem. ||

✂ Men Jøderne/ effterdi at det vaar beredelsens dag/ at deris Legeme skulde icke bliffue paa Kaarsset Sabbathen offuer (Thi den samme Sabbaths dag vaar stor) da bade de Pilatum/ at deris Been maatte brydis/ oc tagis aff. Da komme Stridzmendene oc brøde Benene paa den Første/ oc den Anden/ som vaar kaarøfest met hannem. Men der de komme til Jhesum/ oc de saae/ at hand vaar allerede død/ brøde de icke hans Been/ Men en aff Stridzmendene obnede hans || Side met it Spiud/ oc strax gick der Blod oc Vand vd. Oc den som det haffuer seet/ hand vidnede det/ oc hans vidnesbyrd er sant/ Oc den samme veed at hand siger Sandhed/ paa det i oc skulle tro. Thi dette skede at Scrifften skulde fuldkommis: I skulle icke sønderbryde noget Been paa hannem. Oc atter siger en anden Scrifft: De skulle see i huilcken de stunge.

✂ Men der effter om afftenen/ effterdi at det vaar beredelsis dagen/ huilcken der er faar Sabbathen/ da kom en || rig mand/ Joseph aff Jødernis Stad Arimathia/ en god retfærdig ærlig 183 Raadmand/ der icke haffde samtyct i deris raad oc handel/ huilcken som oc ventede Guds rige/ som vaar en aff Jhesu Disciple/ dog lønlige/ thi hand fryctede Jøderne/ hand dristede sig til/ oc gick ind til Pilatum oc bad hannem/ at hand maatte tage Jesu Legeme aff: Da forundrede Pilatus sig/ at hand vaar allerede død. Oc hand kaldede Høffuitzmanden/ oc spurde hannem at/ om hand haffde veret || lenge død. Oc der hand formerckte det aff Høffuitzmanden/ da gaff hand Joseph Jhesu Legeme/ oc befoel at mand skulde antuorde hannem det. Oc Joseph kiøbte it Linklæde. Der kom ocsaa Nicodemus/ som før vaar kommen til Jhesum om natten/ oc bar Myrre oc Aloes sammen blandede/ ved hundrede pund. Da toge de Jhesu Legeme som vaar nedtaget/ oc suøbte det i it rent Linklæde/ oc bunde det met linede klæder met dyrebar Salue/ som Jøderne pleye at begraffue. || Der vaar ocsaa hos paa den sted som hand bleff kaarsfest/ en Vrtegaard/ oc i Vrtegaarden en ny Graff/ som vaar Josephs/ huilcken hand haffde ladet hugge i en Sten/ i huilcken der vaar aldri nogen lagd/ Der lagde de Jhesum hen/ for Jødernis Beredelsis dag skyld/ oc Sabbathen gick paa/ effterdi at Graffuen vaar nær/ Oc de velte en stor Sten faar dørren paa Graffuen/ oc ginge bort Men Maria Magdalena vaar der oc den anden Maria Joses/ de sætte sig tuert offuer fra || Graffuen met de andre Quinder som vaare komne met hannem aff Galilea/ oc saae til/ huor hen/ oc huorledis hans Legeme bleff lagd. Oc de vende dem til bage/ oc beredde dyrebare Vrter oc Salue/ oc Sabbathen offuer vaare de stille effter Lowen.

✂ Den anden dag/ som følger effter Beredelsens dag/ Komme de ypperste Prester oc Phariseer endrectelige til Pilatum/ oc sagde: Herre/ Wi komme ihu/ at denne Bedragere sagde/ der hand end leffde/ Jeg vil effter tre dage opstaa. || Befal der faare/ at mand foruarer Graffuen/ indtil den tredie dag/ Paa det hans Disciple skulle icke komme/ oc stiele hannem/ oc sige til Folcket/ Hand er opstaaen fra de døde/ Oc det siste bedregeri skal bliffue verre end det første. Pilatus sagde til dem: Der haffue i Vectere/ gaar hen/ oc foruarer som i vide.

✂ De ginge hen/ oc foruarede Graffuen met Vectere/ oc beseglede stenen.

Jhesu Christi ærefulde Opstandelsis oc
Himmelfartz Historie/ effter de fire Euangelisters
bescriffuelse.

Doctor Johannes Bugenhagen
Pommer til læseren.

✂ WI haffue met flijt tilsammen screffuet vdaff de fire Euangelister/vor Herris Jhesu Christi pinis oc forklarings Historie/ oc somt noget nær altoflitelige/ dog icke vden Aarsage/ Fordi somme mene saa/ at historien er skeet wræt/ om de see nogle ord vere borte/ Deris skrøbelighed tiene wi gierne her met/ dog bede wi de andre/ at de saadant holde oss til gode/ Thi her er ingen fare/ om der

✂ er || noget i ordene til offuerløbs/ Fordi det er meget lættere/ at bortkaste de offuerflødige ord (som kunde siunis at vere offuerflødige) end at legge til/ det som vaar borte aff Historien.

✂ Wi haffue en god samuittighed der paa/ at wi haffue intet tilhobe forligt vdaff atskillige Historier (som det siunis vnder tiden) oc giffuet det sin ordning/ huor til at historiens samheng icke obenbarlige oss tiltuinget haffuer/

✂ Det wi langt anderledis haffue seet aff somme her til/ || och saa ilde/ at deris forligelse/ eller concordantie/ som de saa kaldede/ obenbarlige er wenn met Euangelisternis historie. Der som nogen vil komme det bedre tilsammen/ lade wi gierne skee/ Wi haffue
alle stede giffuet Aarsagen tilkiende/ om denne Histories
forligelse/ paa det/ at du icke skalt mistencke/
at wi aff daarlighed haffue taget
oss noget faare. ||

Det Liij. Capittel aff den Prophete
Esaia/ Om Jhesu Christi død oc pine/ oc om
hans ærefulde opftandelse.

✂ SEe/ min Tienere skal giøre vijslige/ oc hand skal ophøyes oc meget høyt opløfftis/ At mange skulle forargis offuer dig/ effterdi hans Skickelse er wsiunligere/ end andre Folck/ oc hans Anseelse/ end Menniskens Børn. Men saa skal hand bestencke mange Hedninge/ at Kongerne skulle ocsaa tillycke deris || mund mod hannem/ Thi dem som intet vaar kundgiort om hannem/ de samme skulle det see met Lyst/ Oc de som intet haffue hørt der aff/ de skulle det mercke.

✂ Men huo troer vor Predicken? oc huilcken bliffuer Herrens Arm obenbaret? Thi hand opskiuder lige som en Quist faar hannem/ og lige som en Rod aff tør Jord/ Hand haffuer ingen skickelfe eller deylighed/ Wi saae hannem/ Men der vaar ingen Skickelse som oss behagede. Hand vaar den aller foracteligste/ || oc wuærdeliegste/ fuld aff pine oc siugdom/ Hand vaar saa foractet/ at mand skiulte ansictit for hannem/ Der faare actede wi hannem intet.

✂ Sandelige hand bar vor Siugdom/ oc tog vor Pine paa sig/ Men wi actede Hannem for den/ som vaar plaffuet/ oc slagen aff Gud oc Pint. Men hand er saar giort for vore Misgerningers skyld/ oc knuset for vore Synders skyld/ Straffen ligger paa Hannem/ Paa det at wi skulle haffue Fred/ Oc wi ere || helbrede giorde ved hans Saar. Wi fore alle vild/ lige som Faar/ huer saa paa sin vey/ Men Herren kaste alle vore Synder paa hannem.

✂ Der hand bleff straffet oc pint/ da lod hand sin Mund icke op/ lige som it Lam der ledis til at Slacte/ oc lige som it Faar/ som tier stille faar den som det klipper/ oc lader icke sin Mund op.

✂ Men hand er optagen fra Angist oc Dommen/ Huo vil vdsige hans Leffnets langhed? Thi hand er bort reffuen aff de Leffuendis Land/ der hand || vaar plaffuet for mit Folckis Misgierning. Oc hand er Jordet som de Wgudelige/ oc død som en Rig/ endog at hand giorde ingen wret/ oc der vaar icke besuigelse i hans Mund? Men Herren vilde saa knuse hannem met Siugdom.

✂ Naar hand haffuer giffuit sit Liff til Skyldoffer/ da skal hand faa Sæd/ oc leffue lenge/ oc Herren Forsæt skal gaa frem ved hans Haand. Fordi at hans Siæl haffuer arbeydet/ skal hand see sin Lyst/ oc haffue Nock. Oc i det || mand kiender hannem/ skal hand min Tienere den Retfærdige/ giøre mange retfærdige/ for hand bær deris synder. Der faare vil ieg giffue hannem store Hobe til Byte/ oc hand skal faa de
stercke til Roff/ Fordi at hand gaff sit Liff i døden/
Oc vaar regnet lige som Misbedere/ Oc
hand bar mangis Synder/ Oc
bad for Misbedere. ||

Om |Jesu Christi tilkommelse paa den
Yderste dag/ aff det XXV. Capit. Matthei.

✂ WAar Menniskens Søn kommer/ i sin Herlighed/ oc alle hellige Engle met hannem/ Da skal hand side paa sin herligheds Stol/ og alle Folck skulle forsamlis faar hannem/ Oc hand skal skille dem fra huer andre/ lige som en Hyrde skil Faar fra Geder/ oc hand skal skicke Faarene hos sin Høyre Haand/ oc Gederne hos den venstre || Haand. Saa skal da Kongen sige til dem hos sin høyre Haand: Kommer hid i min Faders velsignede/ arffuer det Rige som eder er beredt aff Verdens begyndelse. Thi ieg hungrede/ oc i gaffue mig mad. Jeg tørstede/ og i gaffue mig dricke. Jeg vaar Fremmet/ oc i lonte mig hus. Jeg vaar Nøgen/ oc i klædde mig. Jeg vaar Siug/ oc i besøcte mig. Jeg vaar i Fengsel/ oc i komme til mig.

✂ Da skulle de Retfærdige suare hannem/ oc sige: Herre/ Naar saae wi dig hungrig/ || oc gaffue dig mad? Eller tørstig/ oc gaffue dig dricke? Naar haffue wi seet dig Fremmet/ oc lont dig hus? Eller nøgen/ oc haffue klædt dig? Naar haffue wi seet dig siug eller fangen/ oc ere komne til dig? Oc Kongen skal suare/ oc sige til dem: Sandelige siger ieg eder/ Huad som i haffue giort en aff disse mine minste Brødre/ det haffue i giort mig.

✂ Da skal hand oc sige til dem hos den venstre haand: Gaar bort fra mig/ i Forbandede/ i den euige Jld/ som || er beredt Dieffuelen oc hans Engle. Jeg vaar hungrig/ oc i gaffue mig icke mad. Jeg vaar tørstig/ oc i gaffue mig icke dricke. Jeg vaar Fremmet/ oc i lonte mig icke herbere. Jeg vaar Nøgen/ oc i klædde mig icke. Jeg vaar Siug/ oc Fangen/ oc i besøcte mig icke.

✂ Da skulle de ocsaa suare hannem/ oc sige: Herre/ Naar haffue wi seet dig hungrig eller tørstig/ eller fremmet/ eller
nøgen/ eller siug/ eller fangen/ Oc haffue icke tient dig? Da
skal hand suare || dem/ oc sige: Sandelige siger ieg eder/
Huad som i icke haffue giort en aff disse minste/ det
haffue i oc icke giort mig. Oc de skulde gaa i
den euige Pine/ Men de Retfærdige
i det euige Liff.

✂

INDLEDNING.

✂

Petrus Palladius

✂ Dette mit føye arbeyde/ som ieg haffuer lagt paa denne merckelig Vnderuisning/ mod den slemme synd Druckenskab/ at ieg lod den vdprente/ skencker ieg først: alle dem som mand kalder Selskaber her inden Københaffns porte/ hine rette slemmere oc demmere/ som lade dem daglige finde i Ølkonis hus/ Først til Brende Vin/ om Morgen/ der nest oppaadagen til Tydskøl/ paa det siste om afftenen til Prysing/ met al den slemhed der henger hoss. Siden maa ocsaa denne bog være skenckt alle andre vdi dette gandske Rige/ aff det samme selskab/ baade i Hoffgaarde oc vden ved/ alle dem som inted andet vide fra morgen oc til afften oc fra afften oc til morgen igen/ end subbe oc sette/ oc dette paa det haab/ at nogle aff dem maatte end rette sig/ aff denne vnderuisning/ som er dog sandru/ en part aff den hellig scrifft/ en part aff ret sant forfaring/ at det || gaar io saa til met alle dem/ som icke kunde eller ville vende paa halff veyen/ Huad slemhed Druckenskab følger/ giffuer end ocsaa den historie til kende/om de Lacedemoner/ som giorde deris Suenne Druckne/ oc naar de laa i onde maade/ somme bespide oc somme begiorde met aarloff sagt/ da førde de deris Sønner oc statz Junckere ind til dem/ at de kunde se den slemhed oc vemmis der ved oc faa saa vederstygelighed til Druckenskab. Men huad ont och skade/ der kommer aff Druckenskab/ end dog det staar icke til at opregne/ dog finder mand i denne Bog/ nogle besynderlige puncter der om/ paa det at mand diss lættere kunde lade sig beuegis til at sky oc fly Druckenskab/ Gud giffue sin naade der til
Amen ||

En underuisning oc formaning/
besynderlige til Bønder faalck/ om it erligt samsæde/ i Gilde oc Gestebud.

✂ Naar i komme tilsammen/ at dricke en dryck øl offuer eders tørst/ met huer andre i Gilde oc Gestebud eller andre erlige Samsæde/ da fortaler ingen/ lader huer være god faar sig/ oc ver du god faar dig. Sidder icke oc regner op/ fra den ene by ende oc til den anden/ som de wgudelige/ hitte Bagtalere oc Baguaskere gøre/ nu sidder icke næsen i hoffuedit paa den/ som de ville haffue hende siddendis/ nu staar klæderne icke skaarne om den/ som de ville haffue dem skaarne/ nu vide de it lack met huert Menniske/ oc inted met dem selffue/ men naar de see dem om/ da ere de selffue || aldermest besmittede oc beklickede/ fordi at den som gerne vil fortale en anden/ hand faar selffue at dricke den samme skaal tit oc offte før hand dør aff Verden. Fortaler ingen/ sidder helder oc siunger hellige psalmer oc quæder gode viser tilsammen.

✂ Oc naar du est da glad/ saa gack hiem til din Hustru/ oc lad hende faa en god afften/ naar du haffuer hafft en god dag/ spild icke Bermen paa hende/ sæt hende icke til rette/ naar du kommer hiem drucken oc fuld/ det gør ingen Dannemand. Haffuer hun brut dig nogit emod/ huor faar hun haffuer vnderuisning behoff/ da gør det naar i ere baade fastende oc ædruge/ oc lad end da ingen høre derpaa/ om du kant det vnduære/ paa det/ at du icke selffue skalt komme din Hustru i nogen vanære oc ont røcte.

✂ Det haffuer gode lempe met sig/ oc icke naar du est fuld och drucken/ huad veed en arm fuld stymper/ huorlunde hand skal sette sin Hustru och Huss til rette? En Seng er hannem da best. End dog ingen skulde dricke || sig fuld oc drucken/ det er it Suine leffnit/ oc de kalde dig Peder slemmere eller Matz drucken paa det siste.

✂ Foruarer Eder at i sidde icke Natten offuer oc slemme/ Tlhi alle natte dryck och wtilbørlig natte vegt/ som ere Hueghorss/ Huide biørn/ Julebuck/ Huggetynde/ Daaretynde vdi Brullup/ oc andet saadant er altsammen afflagt til Landsting/ vnder Kongens Suerd/ huo der findis. Din seng klager icke offuer dig/ Mand pleyer at sige at fire Raffne gøre en Dieffuel/ det er icke sanden/ Fordi at Raffne ere Guds gode Creatur som andre Fule/ Men fire Natraffne/ som sidde och slemme natten vdoffuer met huer andre/ de haffue den femte hossdem/ som er Dieffuelen/ hand kommer dem i halss oc haar sammen/ met Suerd oc Kniffue/ saa at de gøre huer andre det korteste/ Nu græder Hustruen/nu tyde Børnene/ nu kommer Siegt och Venner i fald/ nu haffuer du forkast al din velferdt met en skaal øl/ maat du icke skamme dig faar Gud och alle hans || Engle? Huo der vil haffue den siste dryck/ hand skal haffue den første pust/ der vil icke andet vorde aff.

En anden underuisning oc formaning/
om Bønders Købstedferdt.

✂ KEre Bonde/ ieg spør dig at met huad god samuittighed kant du och tør sidde i Ølkonis Huss i Købsted/ eller paa Landzby och slemme och demme/ ia sla saa megit i din halss/ met Aarloff sagt/ at din fatige Hustru oc Børn skulle sidde hiemme oc dricke valde oc Vand derfaar igen/ Tenck huad dit hierte vil suare dig/ om du gør hende det samme skel/ som du vilde haffue aff hende/ om hun vaare i din sted/ huad gelder det/ at dit hierte vinder dig offuer/ at du est en Tyff faar Gud aff Himmelen? I det at du stiæler fra dig selffue/ oc forkommer det/ som din fattige || Hustru ocb Børn skulde haffue gaat aff met dig/ er det skel oc relighed? er det Ecteskabs tro oc loffue?

✂ Mand kand baade lee/ oc haffue en faur mund/ du kant end baade sløcke din tørst vdi Købsteden/ oc der som du vilt gøre Ølkonen rig/ at hun io skal faa aff dine pendinge/ da kant du tage en Leyel eller Flaske met dig/ oc købeden fuld hiem 211 til dig/ din Hustru oc Børn/ huem kant du faa i al Verden/ dig bør helder at dricke met/ end met din Hustru oc Børn? Huad Huss bør dig at haffue kærere/ end det Huss/ som din kære Hustru oc børn ere vdi (vndettagit Gubs Huss/ det skulle i end nu baade haffue kærist) Men det skal være der langt fra/ min kære Bonde lilde/ at du skalt haffue Ølkonens Huss i Købsteden eller paa Lansbyen/ mere kært/ end det Huss som din kære Hustru oc Børn ere vdi/ Betenck huad du loffuede hende den tid mand lagde eders hender sammen oc i bleffue thu Ectefaalck/ da tilsagde du hende/ at den mindste pending du kunde || affle tilsammen/ der aff skulde halffdelen være hendis.

✂ Det seer mand paa rømnings godz naar en mand rømmer fra Huss/ oc hiem/ da tager Herskab hans Hoffuitlod eller halff bodzlod op/ den anden halffue part/ som hører Hustruen til/ mue de icke raacke eller røre/ saa sant som hun haffuer icke forkast sin part met/ der paa kand man io forstaa/ at halffdelen hører Hustruen til/ derfaar er det io tilbørligt/ at du vnder hende oc dine Børn met dig. Dricker du en broder dryck da vnd dem en Søster dryck met dig vdi Jesu naffn/ saa est du hiemme til dit egit/ saa haffuer du dit Hoffuit helt/ saa : haffuer ingen slagit dig ihiel i Ølkonens Huss/ oc du haffuer ingen slagit ihiel/ saa er icke dine Heste skende met din Vogn/ saa er dine arme oc ben hele paa dig/ saa kant du gaa til din seng/ naar som du haffuer faaet en skaal øl offuer din tørst/ Mange Dannemend lyde mig at/ oc de kende sig gaffn der vdi/ de fare til Købsteden en stunderom eller tho/ oc saa hiem igen til deris || bo oc bygge/ at vare paa deris biering/ oc sette dem icke nu lenger til Slemmedryck/ som en haab Ølkrager (Aalekrager skulde ieg sige) at det løber igennem dem/ huad de forhuerffue, saa at de kunde gøre huercken Kongens eller Hosbondens skeppe fyldest/ Men nødis til at flytte oc flacke omkring/ saa lenge aff it Gods/ paa it andet at de bliffue til stackarle/ naar dem glipper da alting/ da glipper dem icke staadergang paa det siste.

✂ En Øldaare veed huer mand at tale om/ som icke megit 212 duer/ som mand kand her faare læse i denne Bog om Druckenskab/ besynderlige i den femte artickel.

✂ Som den Øldaare der sad i Kruen/ oc hagde sin Sogneprest paa genge/ som saadant skarns faalck pleye at haffue/ oc sagde/ Jeg tror at det er Remmene løgn vor Sogneprest predicker faar oss/ i det hand siger/ at Mand oc Quinde ere it liff tilsammen/ Som buds tremmen vaare min Hustru och Jeg it liff tilsammen/ da finge hun saa vel som ieg/ aff dette gode Tyskøl/ Jeg || sidder her oc slaar i mig/ oc hun sidder hiemme oc tørster ind til hun faar aff Bermen.

✂ Ah den Tiuff/ der maatte haffue tagit nogit hiem met sig til hende/ da haffde hun end faait nogit der aff met hannem/ O du Orme krop/ du faar end alligeuel nock/ der skulle alligeuel Taadzer oc Padder krybe ind at munden oc vd aff Næsen oc Øyen paa dig/ oc æde vd igen det som du saa slemmer i din hals.

✂ Oc saa vil det gaa dig (vden du retter oc bedrer dig) at naar din Hustru oc børn gaa ind i Himmerigs Rige paa Dommedag oc bliffue salige ved Troen/ som de haffue beuist met deris taalmodige Valdedryck oc Vandryck/ da faa de at see der paa/ huorlunde at du skalt nedskiudis vdi Helffuede/ oc Dieffuelen skal der skencke i faar dig/ Helffuedis Ild til euig tid/ faar din formaledidet slemmen och demmen.

✂ Du maat icke saa bære dig at/ vent om igen/ ræt dig/ at det skeer icke mere/ betenck huad du est din Hustru oc Børn plictig/ om || du vilt være oc kaldis en Dannemand/ thi dig bør at skicke dig saa emod din Hustru oc leffue saa met hende/ som met it skrøbeligt kar/ om hun kand icke end aldelis være efter dit sind oc villie/ som du gerne vilde/ at du skalt icke derfaare strax bliffue som en Løffue eller Dieffuel vdi dit Huss/ met hug och slag/ men at du bær offuer met hende/ Thi diss bedre du far met hende/ diss bedre haffuer du hende/ hun er dit kød oc blod/ oc skal end besidde Himmerige Rige met dig (om du icke forkaster din part) Mand skal to holde aff det klædebon/ som han haffuer nest sig.

✂ Her maatte du sige/ du straffer mig fast/ oc ieg hører min 213 Hustru ingen straff faa/ Ja min Ven/ kunde du betencke hendis sag ræt/ da er hun ydermere straffit aff Gud/ for vaare Forelders Synd/ saa at hendis gandske leffnit/ er mere en skrøbelighed och siugdom end førlighed och karskhed/ Ja hun skal tidere gaa i døden end du skalt/ oc megit ont lide &c. Forhaabendis at hun hører io || Guds Ord/ oc end besynderlige tage disse ord til hierte.

✂ Du Danne Quinde vilt io saa stille dit hierte/ mund och gerninger emod din kære hosbonde/ ath du skulde langt helder være død oc ligge i keregaarden/ end du skulde fortørne din hosbonde/ met it ord/ aff vitterligt mod/ saa langt skal det være der fra/ at du skalt staa hannem vdi Næsen som sinnep/ eller være hannem whørig och wlydig faar/ det gør ingen danne Quinde/ Scriften siger/ at du skalt tide din hosbonde oc være hannem hørrig oc lydig.

✂ SAa hørre i nu baade tit oc offte/ at Eders hierter skulle brende vdi en Ræt Ecteskabs Tro/ ind til huer Eders døde dag at i haffue it huss/ it bord/ en seng tilsammen/ æde oc dricke/ Lee oc græde/ lide ont oc gaat tilsammen/ løffte oc lette huer anden/ huilcken der ligger paa sin sotte seng/tager nu vaare paa/ som eder ligger mact paa.||

✂ Først paa det/ at eders Sogneprest faar icke Bands sag met eder/ om i føre it wskickeligt oc wtilbørligt leffnit/ Gud til fortørnelse oc eders Nabo oc genbo til forargelse/ som de mue icke helder tie met saadant faalck/ vden de ville bliffue fordømte met dem/ oc bør dem at vare Sognepresten at/ huilcke saadanne ere/ ellers er den saa god der holder som den der flaar/ oc der pleyer end tit at komme ild vdi en mands Huss/ vdaff hans Nabois huss/ oc de som bo hoss saadant faalck/ pleyer end vnder tiden/ at faa en benling aff huden met. Derfaare er det tid paa/ at de giffue saadanne tilkende faar Sognepresten/ paa det at Guds fortørnelse oc Menniskens forargelse kunde borttagis.

✂ Faar det andet skulle i vende aff saadant it wskickeligt 214 leffnit/ ocsaa derfaare/ at i kunde haffue it gaat vidnisbyrd aff Nabo oc genbo/ naar de bære eders lig til graffue/ Thi da vil det først vogne met dig for alffuere/ huorlunde dine fleder haffue staait skaarne om dig her vdi Verden. It Menitiske || følger ekon it ord/ fra denne Verden/ huad helder det er ont eller gaat. Det er da ilde leffuit/ naar de klappe effter met Skulien/ och dine Naboer och genboer staa hoss din graff oc ere glade/ at de ere bleffne vdaff met dig.

✂ Faar det tredie skulle i rette och bedre Eders leffnet/ paa det/ i skulle icke komme i liffs och fiels fare. Thi Gud lader ingelunde saadant være wstraffit/ vden der raadis bod paa/ icke aleniste emod din Hustru/ Børn/ Naboer oc neste/ met it Christeligt leffnit oc omgengelse/ Men aldermest emod Gud selffue och Eders Siælesørgere/ met Eders Gudfrøctighed/ at søge til Kircke/ høre Guds ord/ gaa til Sacramentit/ loffue och tacke Gud/ holde Eders Børn til det samme/ som gode Christne bør at gøre/ paa det dine wskyldige Børn skulle icke nyde dig ont at/ och høre dig ved deris Brød/ naar du est død oc ligger i Jorden/ Thi Sønen drager gerne sin faders Sko paa/ Leffuer for di Gudfrøctelige oc erlige/ Gud til ære || oc eders Børn til it gaat exempel oc efftersiun/ saa at Eders hierter skulle brende vdi en stadig tro til Jesum Christum al den stund i leffue i Verden/ saa at i haffue en tro/ en Daab/ en Gud/ en Helligaand/ en Kircke/ en Predickestol/ Funt oc Altere/ en Sogneprest och Sognedegn til haabe/at huer mand kand sige eder at være thu gode Christne faalck tilsammen/ først i Troen til Gud/ saa i en Ecteskabs tro til din Hustru oc der til met i tro oc loffue til Nabo och genbo/ at du ingen liuer paa/ ingen stieler fra/ ingen gøre andet skel/ end som du vilt haffue aff dem/ at naar de legge dig da ned i Jorden/ da staa dine Naboer hoss din graff oc græde saa bitterlige/ oc saa amodelige for dig/ och sige til huer andre/ O Herre Gud naade oss/ at wi miste saadanne Naboer/ huilcke gode Naboer vaare de/ huor vel de forligtis/ aldrig hørde faalck nogit vidunder aff dem/ gode magsomme Naboer/ de lonte oss/ de borgede oss. Gud giffue at de maatte haffue leffuit met oss/ wi 215 faar icke saa gode Naboer igen || som de vaare. Er det icke vel leffuit? Monne en Øldaare faa saadant it vidnisbyrd? Monne mand icke helder faa at høre effter hans død/gamel vaar hand nock/ det haffde værit bedre/ at hand haffde vænt bortte faar x Aar siden/ huilcken en skarns mand vaar hand i sit Huss/ huor tit maatte hans Hustru nøgen op aff sin seng oc vd til Naboer/ naar hand kom drucken hiem om natten/ Gud være
loffuit at hand er bortte/ det er saa ilde leffuit/ naar alle bede hannem ont/ den sten bliffuer snart vaad/ der huer mand
spytter paa. Derfaar skicker saa eders leffnit/ at i kunde
altid haffue it gaat vidnisbyrd/ der til giffue
eder Gud sin naade ved Jesum
Christum Amen ||

INDLEDNING.

✂

Peder Palladius til den Christen Læser.

✂ DEn alsommectigste Gud i Himmelen vor Hems Jesu Christi Fader/ giffue sin naade der til/ at det maatte vdi naagen tnaade være velstedt/ oc hoss nogle/ effterdi det kand icke skee hoss mange (thi Dieffuelen er io krafftig hoss den store hob/ som høre hannem til/ saa at der er ingen forbedring at vente) Gud giffue (siger ieg) ath det maatte ellers være velsted/ at her gaar saa mange smaa bøger vd paa Danske/ icke aleniste de som staa i den hellige Scrifft/ som Kong Dauidz Psaltere/ Kong Salomons Ordsprog/ Jesus Syrach etc. Men ocsaa andre som ere vdspundne oc vddragne aff samme hellige Scrifft/ mod allehonde store synder/ som nu ere gengse hoss den menige mand/ oc saa almindelige/ lige som det vaare kaastelige Dygder oc velgerninger/ i dette klare Euangelii liuss/ som mod det formaledide Aager/ mod den forbandede Druckenskab etc. Oc nu her mod den skendige Guds bespaatelse/ met Suæren oc banden/ Huilcken himmel oc Jord skal icke kunde fordrage lenger/ end sige Gud selff som her til haffuer met stor taalmodighed lid oc told samme bespaattelse oc wræt/ som hannem skeer paa sig selff/ paa hans kære Søn/ paa den Helligaand/ paa hans kære Søns mandom oc hans tho høffuerdige Sacramenter/ Thi faalck acter det nu faar inted/ at vor Herre Jesus Christus bleff kaarsfest paa Langfredag/ met minder end at de daglige kaarsfeste hannom aff ny igen/ met mange tussinde blodige Eeder/ och bander/ om hans Vunder/ || Pine oc død/ som i faa grusomelige nock at høre i denne Bog/ Oc paa det/ at inted skulde forsømmis/ til at affpredicke och affuende/ den offuermaade formaledidet Suæren oc banden/ lod ieg denne Bog vdgaa i trende maade/ paa det at naar Rebet er tresnod da holder det snareste/ saa maatte end ocsaa disse tre smaa Bøger/ mod Suæren och banden noget gaat vdrette til gaffns och til Guds ære/ at temme och spege den arme forgifftige 230 Tunge/ at den skal icke saa raade sig selff/ vdaff it ont formaledidet hierte/ som Jacobus 3 Cap. siger/ ath Tungen er en liden Lem/ och kommer store ting aff sted/ besmitter det gandske legemme/ och optender al vor omgengelse/ naar hun er optend aff Helffuede/ Thi al Natur/ Diur oc Fule oc Hugorme oc vnderlig Ting vdi haffuet bliffue temde oc ere temde aff Menniskelige Natur/ Men tungen kand inted Menniske temme/ det wrolige onde/ fuld aff Dødelige forgifftelse/ met hende loffue wi Gud Fader/ oc met hende bande wi Mennisken/ som ere giorde effter Guds Billede/ aff en mund gaar loff oc bander/ met andet huad Jacobus der scriffuer om den arme Lem vor Tunge/ som lader sig saa vanbruge.

✂ Tre smaa Bøger sagde Jeg / ere nu nylige vdgongne mod Suæren oc Banden/ Den Første er it Quatern paa Latine/ tilskreffuit/ aff Øffrigheds befalning/ det gandske Klerckeri/ som er vdi Predicke Embedit/ at affpredicke samme suare Guds Bespaattelse och fortørnelse/ saa megit som dem mueligt kand være. Det andet Quatern vdsæt aff Latine paa Danske/ er skreffuit til Almus faalck/ at ingen skal kunde brede sig vild der om/ at de io || faa baade at høre oc læse/ det som dem skal icke behage vel/ vden/ de rette oc bedre sig. Den tredie er nu denne Bog som de andre tho ere vddragne aff/ den skal være Øffrigheden oc al deris Hoffsinder oc Hofftienere tilscreffuit/ skenckt oc giffuit til en paamindelse oc vnderuisning/ i dette ny Aar/ effterdi det gamle er bortte/ met mange gruselige och store Synder/ alligeuel at straffen oc regenskabet staar endnu tilbage/ suart oc grumt nock/ huo sig icke vil rette oc bedre.

✂ Den første sag huor faar ieg haffuer screffuit dem denne Bog til/ er denne/ at de haffue formaning och vnderuisning aldermest behoff der om/ det kende Gud/ oc hand giffue huer sin Naade til at rætte sig.

✂ Den anden er den/ ath Øffrigheden tit paamindis deris Embede i denne Bog/ huad dem bør at gøre der til vnder Guds høyeste straff.

✂ Den tredie sag er/ at den fromme Docter/ Andreas Musculus/ haffuer skenckt denne Bog paa Tydske/ en frommer/ Edel Krigsmand/ huilcken hand loffuer derfaar/ at hand holder sig temmelig iblant saadant Krigs faalck/ som hand skal daglige omgaas met/ och at hand er Gudfrøctig/ mit iblant de onde/ oc haffuer der hoss købt alle salige Lutheri Tomos oc Bøger paa Tydske/ at forfremme sig met vdi Guds Ord oc hans saligheds sag. Saadanne fromme Gudfrøctige Stridsmend/ vaare ocsaa vdi Christi tid baade den ene Centurio oc den anden. Disligiste Regulus/ Jairus/ Eunuchus/ och andre/ huilcke vort Herrefaalck och Hoffaalck skulde io gerne see sig i Spegel vdi/ effterfølge deris Exempel/ oc købe dem den danske Bibel/ oc andre Bøger/ nyttelige oc gode/ smaa oc store/ som vdgaa nu i denne siste tid/ dem til it Vidnisbyrd/ enten || at staa faar Guds Domstol/ eller at falde/ Gud være loffuit/ at det er icke Hanss skyld her oppe i Himmelen/ som skal tillade saadant/ oc ey helder deris/ som skal det bære faar/ Men skylden skal findis hoss dem/ som det icke ville annamme/ Thi huad helder wi siunge glædelige eller grædelige faar dem/ da skicke de dem inted der effter huercken met glæde eller sorrig/ men ere som hine onde oc wbærige Børn/ der forælderne kunde ingen vey komme met/ der som de staa end med Riset offuer Hoffuedet paa dem/ Ere wi icke nock truede met Guds Riss/ wtidelige Torden oc Liunild/ i fiord paa nytaars afften/ och met andre tegn strax i Jule helligedage/ siden met Comet/ Item Solens oc Maanens formørckelse/ met dyrtid och anden wlycke her paa Jorden/ som wi haffue/ och mere wi faa/ om wi icke rette oc bedre oss/ besynderlige i disse fire vnderlige effterfølgendis Aaringe/ som nu tilstunde om huilcke er aff gammel tid propheterit/ och besynderlige om det fierde/ i saa maade. Anno sexagesimo caueat sibi omnis Homo/ det er/ paa det trediesinde tiuffuende Aar skal huert Menniske paa Jorden vogte och vare sig. Saadant maa mand frøcte sig faare/ Thi Synden føder saadant aff sig/ och drager straffen effter sig/ som en Hund/ der haffuer brudit sig løss/ drager Lencken effter fig.

✂ Huo er den der veed icke her i Danmark/ at alle Sogneprester/ skulle tho gange om Aarit i det alder minste bandsette/ effter Kongens Ordinantz/ som er/ den Søndag nest faare Jul/ oc den Søndag nest faare Paaske/ da skal hand vare alle dem at/ som icke mue gaa til Sacrament/ som ere icke aleniste Mandrabere/ Horefaalck/ skørleffnis faalck/ Bolere faalck/ Item Slemmere och demmere/ || Løgnere etc. men ocsaa Bandere oc Suærere/ som forftaas ocsaa vnder det ord Skendegeste.

✂ Thi huor kand den Hellig Aands naade være vdi det Hierte/ som saa mange skaacker (Gud beuare oss) flyffue vdaff hanss hals/ sin fattige Neste til onde/ Gud giffue du faar etc. Gud beuare oss/ siger ieg end en tid/ Haffuer du saa mange aff de onde/ at giffue bort/ Huilcken hob maa der da være inde igen/ som du haffuer at fare met oc der siden fare hen met dig/ til Helffuedis affgrund/ din Tunge er en liden Lem (som tilforn er sagt) Men hun forkaster din salighed saa snart/ som mand velter en Vogen om.

✂ Mand siger det/ at den bondeman vdi farendeløss/ hoss Ringsted/ som vaar besæt/ skulde haffue bandet sine gester vdi sig/ hand skulde haffue tagit en skaal fuld aff Øl/ oc sagt/ gid Jeg dricker saa mange i mig/ som her er taare i etc. Huo veed der torde vel været saa mange vdi hannem/ som hand sagde til mig/ vdi en hel altmues neruærelse/ der hand kom til sig igen/ effter at hans mund vaar tit hen vrengt op til hans Øren oc hans øyne vaare store trinde oc røde/ met gruselig Skraal oc Skrig hand gaff vd aff sig/ fordi hans geste kunde icke lide en Christen bøn/ Peder sagde hand/ det krilder oc miørler vdi mine Ben oc Laar/ som der vaare tusinde Spurge vdi dem/ Wi haffue end om en beset in Euangelio/ der vaar it skaack aff de onde vdi hannem. Huor mange ere i? (sagde Christus) de suarede it skaack/ det er/ sextusinde/ sexhundrede/ trysinde tiuffue och sex/ Du tørst icke regne dem op i skaack/ lester eller Tynder tal/ eller forplicte och forspunde dem/ de ere io selffue veluelige nock til rede/ de løbe icke bort/ || de bliffue vel hoss dig / alligeuel at du løcker dem icke vdi 233 Tynder/ oc er en stor Guds naade och miskundhed/ at en gang/ naar du haffuer dem alderslemmist/ vdi din mund de bryde icke da vd i Øyene/ Næse oc mund/ at du bliffuer obenbarlige besæt/ som du est alligeuel lønlige besæt.

✂ Disligiste met Suæren/ er det icke en ønckelig ting/ at mand finder dem/ som haffue saa lenge sorit/ om Gudz død (Gud beskerme oss) at de gide icke nu lenger giort dem saa stor wmag/ at neffne det saa bart her vd/ der faar drage de det sammen i it ord/ och Suære alligeuel ved huert ord de tale/ oc sige/ Stø/ gack tremmen i vaald/ Stø ieg troer icke det/ Stø du skalt faa tusinde etc. Andre de ville forfeyre deris Suæren met skemt Eeder/ Guds klunden/ Guds Sacralent/ Men det hielper dem inted som Jesus Syrach siger 23 Cap.

✂ Derfaar effterdi at Gud lader gøre saa suare formaninger til Øffrighed/ til leg oc lerd/ da er det høy tid at vende paa halff vey/ i huad raad mand finder der til/ Den fromme lerde mand Vitus Theodorus gaff en Borgere vdi Norenberge dette raad/ at naar mand kunde mercke hannem det aff at hand sor/ da skulde hand strax gaa hen vdi Kircken oc legge en Gylden i fattige faalckis blaack/ det raad begynte hand at bruge/ oc end før hand kom til hundrede/ da haffde hand vaand sig aff at Suære. Der er raad mod alle wraad/ Gud almectigste for Jesu Christi skyld/ forlæ oss met de beste raad/ at wi kunde betencke oss/ bekende vaare Synder/ oc falde ind vdi hans Skød/ met græden oc affbeden/ alligeuel at hand haffuer Riset offuer Hoffuedit paa oss/ at hand wilde spare oss/ oc brende Riset op/ der som hand formercker vor aluorlig retning oc || bedring/ oc at wi ville temme oc spæge vaare Kindben i

✂ Bidsel oc Grime/ Gud giffue oss sin Naade der til Amen.

En tro formaning oc paamindelse giort
i den beste mening/ mod den wchristelig forskreckelig oc
gruselig Gudz bespaattelse/ som er Suæren
och Banden.

✂ HVorlunde at ondskab/ i de siste dage/ skal faa offuerhaand/ voxe oc opstige/ paa det høyste/ effter vor Herris Christi Prophecie/ Och at samme tid skal bliffue gandske farlig/ effter den hellige Pauli Prophecie/ for den offuermaadige slemme wdygd/ synd oc skam som da vil ske/ det haffuer vor kære Herre Gud/ langt tilforn/ ladit obenbarlige oc for huer mands øyen affcontrofeye oc male/ ved Daniel Prophet/ vdi den siun oc Billede/ som Konge Nabugodonosor saa vdi Drømme/ hues Hoffuit vaar aff Guld/ Brystene aff Sølff/ Bugen aff Kaaber/ Benene aff Jern/ oc Føderne/ en del aff Jern/ oc en del aff Leer/ huilcken siun Daniel vdlegger oc vdtyder/ aff Guds obenbarelse/ paa de fire Monarchier eller Konge Riger/ som er de Asyrier/ Meder oc Perser/ de Greker oc for det Fierde oc siste/ de Romere/ vdi huilckit Konge rige (som Historier det vduise) Verden er bleffuen io verre oc verre/ oc er kommen paa det siste/ fra Guld/ aldelis ned til Leer || oc skarn/ Huor paa saadan suar byrde kand icke lenge bliffue standende/ Men naar de Lierføder bliffue eckon lidet rørde aff sted/ at den gandske Byrde syncker da strax ned effter/ och falder paa en hob. Men at lige den samme tid er nu faar haande/ och at wi ere oc leffue nu i den samme/ huor vdi det Billede staar icke alleniste paa Lierføder/ men aldelis paa idel dreck oc skarn/ som kand icke bliffue fremdelis lenger bestaaende/ oc mand haffuer inted lenger ath tøffue eller forbide efter/ end ath alle ting skulle gaa til grunde/ oc falde i hul/ met huer andre/ Der vdi ere wi alle sammen/ met en røst til hobe vor egne Propheter/ som forkynde och Prophetere om vor egen wlycke/ robe oc skrige/ klage oc sige til lige/ at ondskab er opstigit paa det alder høyeste/ alle wdygder haffue faat den høyeste grade oc sæde/ Verden formaa icke/ oc ey helder kand bliffue argere oc verre/ Oc der som Gud 235 end nu vilde opholde verden en tid lang och lade det Billede (som er ellers icke mueligt) end nu nogit lenger staa i sin mact oc velde paa de vege lier føder oc skarn føder/ Da skal dog Solen paa Himmelen icke mere kunde ansee saadan ondskab/ opstiget paa det høyeste/ oc iorden skal icke helder lenger kunde bære fruct.

✂ Saa langt ere wi nu komne/ Gud være loffuit/ i den siste oc alle farligste tid/ at wi see/ eller megit mere tage oc føle paa/ at Verden er opstigit/ paa den høyeste grade/ i al ondskab/ huad høyt opstiger/ det falder høyt/ och skal visselige sønderbrydes/ hoss den veklage bliffuer det hengendis/ Men ath wi skulde komme den store fare oc nød som oss henger paa/ lenger hen/ det kunde wi icke end begynde/ end sige fuldkomme/ som er at alle samen/ || oc huer faar sig skulde bedre sit leffnit oc skicke sig i denne farlige tid/ oc i disse onde Dage/ met bod oc bedring/ paa vort leffnit. Huer kaster sin Synd (som den Hedenske mand sagde Persius) bag sin Ryg oc spegler sig diss emellem i andre Faalckis Brøst/ rober och klager iammerlige der offuer/ Men ingen begynder paa sig selff.

✂ Saa haffuer Øffrighed oc neder lagt Suerdit/ seer igennem fingre/ haffuer tagit Brillemagerne deris haanduerck fra dem/ og lade alle Gruselige Synder gaa for sig/ voxe oc opstige. Thi huor ingen straff er/ der er helder ingen frøct/ huor som ingen frøct er/ som den Hedenske mand siger/ Licentia omnes deteriores sumus/ der kand det icke anderlunde til gaa/ end at egensindighed oc genstridighed voxe/ wdygder opstige paa det høyeste/ och faa offuerhaand.

✂ Men at ieg legger ocsaa min iemmerlig klagemaal der til/ Saa rimer ieg aldelis offuer ens met det almindelige Raab oc klagemaal/ oc holder det ocsaa mere end vist derfaare/ at det onde er icke aleniste opstiget paa det høyeste/ Men at der er ingen last eller bespaattelse mere tilbage som Sathan maa eller kand hente hid vdaff Helffuede faar Domme dag/ saa lang som hans tid end nu kand vere. Oc ieg derfaare/holder oc acter denne neruerendis tid/ met den almindelig Prophecie/ om vort iammerlige klagemaal/ faar den siste/ och alderfarligste/ 236 som kand icke nu/ mere bliffue argere eller verre. Oc at ieg effter den hellige pauli tilladelsse/ ocsaa lader mig it lidet bruge/ effter mit sind oc gode tycke/ och er dette at Sathan skal faar Domme dag her vdøse al sin ondskab oc forgifftighed tilforn/ oc inted heholde tilbage/ holder ieg oc acter det || aldelis derfaare (ieg vil lade en anden tencke huad hannem gaat tycker) at den alder groffueste oc siste ondskab/ som Dieffuelen haffuer spart til it Stick/ mod det hellige Euangelium/ oc mod vor herris Christi Rige/ er alle rede framkommen/ til Valete/ at giøre skade oc forsøge sig der paa i det siste/ at gøre it anlaab/ met sin Storm/ til vor Herre Jesum Christum oc hans kircke.

✂ Huilcken siste oc alder verste syud/ som er Gud paa det høyeste til mode/ er vden al tuil den forskreckelig oc gruselig Guds bespaattelse/ som er at suære oc bande/ huilcken synd haffuer aldrig værit vdi Verden/ ey helder nogen tid hørt saa som mand maa nu høre. Hedninger haffde vel oc deris suæren oc banden/ Disligiste vore Faareldre/ Men saadan en gruselig bespaattelse/ som nu er i alle Stater/ oc brugelig/ baade hoss de Gamle oc hoss de Vnge/ haffuer Gud icke vild oplade Døren eller obenbarit ind til denne tid/ men haffuer holdit den tillest i Helffuede vnder stercke laass/ huilcken der haffuer nu brøt sig vd/ som den der lenge haffuer værit indeluct/ och er vdfalden met stor vold och mact vdi hobe tal/ at hun haffuer saa hastelige indtagit oc opfylt gandske Danmarck och besynderlige de Steder som det hellige Euangelium predickis vdi/ at det er nu kommit saa ner/ at nogit ner det tredie eller fierde ord hoss huert Menniske/ liden eller Stor/ er en gruselig Guds bespaattelse/ met Suæren och Banden/ och vort Danske sprog/ vil icke lade sig lenger tale/ icke helder vel lyde oc klinge i øren/ vden hun bliffuer tyck oc fast spæckit/ met Suæren oc Banden/ huilcken skendige last mand acter icke nu at være Synd/ men til at pryde oc Smycke sin tale met/ at ocsaa de vnge Børn/ som komme fra Vogen || oc til deris Abc / opuoxe der met oc ere langt bedre ferdige oc nemme til at bande met adskillige slags bander/ end de ere vdi Troens artickle oc vdi Bønen/ 237 Fader vor/ Thi Suæren oc Banden er nu kommen oc indryct i deris sted. Thi Fader oc Moder/ Hosbonde oc hustru kunde vel lade øret til inde i deris huss/ och høre saadanne skendige laster/ aff deris Tiunde oc Børn/ ia vel hoss bordit/ vden al fortrydelse eller straff/ icke anderlunde end at Bande heder at Bede. Øffrigheden haffuer tilstopit øren ocsaa emod saadan Banden/ lige som Ormen gør/ oc vil icke høre/ oc der som de end høre det/ da holde de oc regne det for ingen Synd.

✂ Oc at ieg holder saa faare/ at denne Synd er en besynderlig Synd/ oc den siste/ som er beholden ind til denne tid/ beuegis ieg først der aff/ at det er aldelis en ny Synd oc ellers icke saa hoss andet Faalck/ icke helder til paa denne Stund/ ia icke helder i nogen anden Nation eller sprock/ som aleniste i Tydskland och her hoss oss/ oc der til met ingen Sted alminderligere och Brugeligere/ end der som det salige Guds ord prædickis/ och for det tredie/ er denne Synd opkommen/ icke foruden Guds besynderlige tilstedelse/ met och nest hoss Euangelium inden disse neste 40. Aar/ Guds ord och Christi Rige til den siste/ och alder farligste Stød oc forargede/ men for det fierde/ at ieg holder saa faare/ at der kand icke være en Støre Synd eller fram komme/ end denne Guds bespaattelse/ som nu regere/ huilcken der dog ingenlunde/ oc saa gaat som aff ingen holdis faar at være Synd.

✂ Mand haffde for sæd/ faar vor tid/ i alle Kircker/ vdi Dimmel vge at formaledide oc forbande oc robe paa || den forrædere Juda/ oc de andre Jøder/ som haffde kaarsfest oc drebt vor Herre Jesum Christum/ mand forundrede sig ocsaa der paa/ at iorden obnede sig icke/ eller at der fald icke Ild ner aff Himmelen/ oc opslugede oc fortærede den forræder/ oc dem som miurde Guds søn end dog at de hendømte vor Herre Jesum Christum til Døde/ vdaff vanuittighed/ som den hellige Petrus bær vidne om dem/ Christus beder ocsaa selff for dem/ som hannem pinte oc hengde paa kaarssit/ som de der icke viste huad de haffde giort. Men at vor salig gører och genløser bliffuer nu saa vitterligt oc met ret forsæt/ alligeuel at hand bekendis at være ærens Herre/ den leffuende Guds 238 Søn oc den gandske Menniskelige slects salighed/ tussinde maal gruseligere saar giort/ pint/ bespaattit/ lastit/ och skent/ Der vil icke it Menniske lade sig finde/ som der vil haffue met ynck vdoffuer/ der saadan gruselig bespaattelse kand være til mode/ Thi det er nu bleffuit til en vel behagelig/ deylig oc herlig tale. Vor Herre Christus haffde end nogle Quinder der hand bleff vdførd/ som ynckedis offuer hannem oc begræde hannem/ Men nu kunde Forelderne høre saadan pine/ bespaattelse och saargørelse/ aff deris Børn/ vden al fortrydelse/ saa at det er dem mere behageligt/ end at de skulde sette dem der emod/ eller gøre dem ont/ at de haffue saadanne Børn. Der Christus bleff kaarsfest/ da haffde den Høffuismand och de andre som stode der hos metlidelse met hannem. Men nu der Christus bliffuer mange sinde ynckeligere bespaattit och skendit/ hører vel Øffrigheden ocsaa det vden al metlidelse/ tage end vel selffue den Skendespes vdi henderne och saar gøre/ pine oc dræbe vor Herre Jesum Christum. ||

✂ Men haffuer Gud saa gruselige och forferdelige hiemsøgt oc straffit dem/ som myrde hans eniste Søn/ oc dog som tilforn er sagt/ vdaff Vanuittighed/ effter som vor Herris Christi Prophecie/ haffde tilforn Mat 24. tilkende giffuit oc bleff fuldkommit ord fra ord/ som Historierne/ oc den Jøde Josephus/ som selffue vaar hoss den forstøring/ bescriffuer/ och alle deris effterkommere bleff hen støtte aff Gud/ i lige straff/ oc som arme elendige faalck/ henstrøde oc hensprede/ i alle Land/ nu lengre end femtenhundrede Aar/ Huorlunde lade wi oss tycke/ w anseendis at wi det nu aldelis inted acte eller legge paa hierte/ huad faar en gruselig vrede/ der vil falde offuer disse Land/ huor grummelige Gud vil straffe oc hiemsøge dem/ der (som tilforn er sagt) viterligt oc aff ret forsæt langt argere/ paa ny igen pine oc plage (huilckc Gud saare vil fortryde) vor Herre Christum/ som er dog død faar dem/ huess Ord oc Euangelium/ de dog bekende met munden/ at der er icke nu mere it ledemod paa vor Herris Christi hellige oc benedide Legome (som och bleffue wsaar giorde aff Jøderne) der icke nu sønder riffuis/ saargøris oc pinis/ aff de 239 Christne/ Huilckit den menige mand/ bedre er vitterligt oc kynt/ end at det er behov/ at det skal opregnes/ i stycke tal/ Oc end dog/ mig gruer aff mit hierte/ naar ieg tencker eckon paa den skendelig Guds bespaattelse/ och haffuer i den maade/ mindre løst/ at lade saadant vdkome/ paa Papir/ aff min Scriffuefeder. Dog kand ieg icke lade det være tilbage met mindre/ end ieg det maa beuise met ith exempel/ Huorlunde dog/ den Guds bespaattelse er opstigit/ oc huor ynckelige/ ærens Herre/ som haffuer købt oss/ met sit Dyre blod/ er sønder reffuen/ pint och saargiort/ || vdi det at mand nu Suærer och bander ocsaa om vor Herris Jesu Christi induaal/ effterdi ath de andre Guds bespaattelser/ om de andre Christi ledemod/ ere nu nogit komne i brug/ och end for gamle/ Gud naadelige forlade mig/ at ieg skal det neffne/ Men ath nu saadan forferdelig Guds bespaattelse saa høyt opstiger/ at en from Christens hierte/ maa bliffue kalt der offuer/ oc er it vnder at Jorden haffuer nu forglemt/ at oplade sig oc sluge i sig saadanne Skalcke/ met liff oc Siæl/ effterdi hun haffuer tilforn opslugit dem/ som mindre haffde syndit/ oc Øffrigheden tide ocsaa stille der til/ och lade dem icke formercke/ at de ville straffe effter/ met den alle ringeste straff/ da vil nu den skendige last/ fremdelis ligge paa oss/ wi som ere i Predicke Embedit/ oc huile sig/ Der som wi fremdelis oc ville tide stille/ da bleffue Gud foraarsagit til at straffe Hiurden met de skabede Faar oc Skendebucke.

✂ Men huad oss besynderlige giffuer aarsage til/ at tage haardelige fat paa denne suare bespaattelse/ som er nu wstraffelig vdi Verden/ om wi icke end fortiene stor tack der met hoss Verden/ alligeuel at de vide/ at wi paa vort embedis vegne och at vndfly den euige fordømmelse/ som dem kunde vederfaris/ driffuis oc tuingis der til/ det vil ieg sette her frem/ aff den haarde predicken (som den høye Maiestat haffuer giort) ord fra ord/ som den lyder hoss Ezechiel: Prophet 3. Cap: der som Gud siger saa til oss alle/ som hand haffuer kaldit til predicke Embedit.

✂ Jeg haffuer sæt dig til en Vectere/ offuer Jsraels Huss/ du 240 skalt høre ordet/ aff min mund/ oc paaminde dem paa mine vegne. Naar ieg siger til den wgudelige/ du skalt visselige dø/ oc du atuarer hannem icke/ oc siger hannem || det icke/ met huilckit/ den wgudelig kand foruare sig/ fra sit wgudelige væsen/ at hand maa leffue/ da skal den wgudelig dø for sine syndere skyld/ men ieg vil kreffue hans blod aff din haand. Men paaminder du den wgudelig/ oc hand omuender sig icke aff sin wgudelige væsen oc veye/ Da skal hand dø for sine syndere skyld/ men du haffuer reddit din Siel.

✂ Men huad der rører min person an/ i denne maade/ effterdi ieg er oc end dog aldelis wuerdig/ kaldit aff Gud/ til dette Embede/ Huilckit hand haffuer lagt saa stor en fare oc byrde paa/ Huor aff ieg maa befrycte mig hart for Saadan dom oc straff/ foruden det/ at ieg haffuer met mig selffue oc mine egne Synder/ dess ver/ mere end formegit at gøre met Gud/ at ieg tør icke besuare mig met fremmede Synder/ eller gøre mig delactig aff dem/ met nogen lengre quertiendehed/ det haffuer mit kald/ Embede oc samuittighed/ ocsaa degruselige/ forskreckelige tegen/ som ere skede oc seet/ nogle dage i mange Steder/ vdi begyndelsen/ paa dette Aar/ nest hoss Tyrckens forferdelig anfald oc tilkomst/ giffue mig aarsage til/ at ieg vden ved min Kircke/ ocsaa maa foruare mit Embede/ met obenbarlig skriffuelse/ effterdi at Gud giffuer oss til kende/ oc lader osssee/ vdi mange maade/ hans store tilkommendis vrede oc straff. Men effterdi/ at ieg finder mig altoringe/ at scriffue i lenge oc brede/ som vaare vel behoff/ om denne gruselige bespaattelse/ for haabendis at andre/ som det kunde gøre/ skulle vel saadant vdrette/ vil ieg tage mig faare at giffue tilkende raad vey/ oc maade/ huorlunde saadan en bespaattelse/ som nu holdis sor en dygdelig ting/ oc vil kaaste møde oc arbeyd/ at oprycke met rode/ kand || bliffue straffit aff Øffrighed oc plat ødeleggis/ paa det wi maatte bort vende fra oss/ den vrede/ som er tilkende giffuit. Men ieg vil aleniste gøre min flid der til/ paa denne tid/ Effterdi at denne Guds bespaattelse holdis for ingen Synd/ oc bliffuer derfaar icke straffit/ om ieg kand i det mindste/ giffue til kende/ huad denne 241 Gudz bespaattelse er for en gruselig Synd/ icke en almindelig Synd/ men den allerstørste/ och bør at straffis offuer alle Synder oc Misgierninger/ och met al den martyr oc pine mand kand optencke/ til at ødelege den met. Naar ieg det kand for fremme/ at det maatte begyndis/ hoss nogle/ da vil ieg tacke Gud/ och lade meg tycke/ at ieg haffde da giort mit embede i nogen maade fyldist/ Men forliser ieg møde oc arbeyde/ saa vil ieg gerne/ met Noe oc Loth anamme den spaat til løn/ oc alligeuel være tryg och fri i min samuittighed/ indtil saa lenge at Gud skicker oss Tyrcken eller anden wlycke offuer halsen/ oc gør oss det til synd/ som wi nu holde for en dydelig ting.

✂ Jøderne kunde icke helder see dem om/ ey helder betencke dem/ før end den Romere Vespasianus/ oc strax effter hannem/ hans Søn Titus kom/ oc giorde Jerusalem/ saa vel som det gandske land/ til en Stenhob/ wi tage oss icke helder vare/ før end disse land (vdi huilcke Guds Søn saa wbarmhiertelige/ vden al affladelse/ dag fra dag/ bliffuer martyret/ dødet/ bespaattit/ forsmaat) falde offuer en hob. Da ville wi alle først/ oc det er da forsilde/ bekende/ huor met wi haffde det forhuerffuit.

✂ Nu ville wi endelige tage til det wi haffue sæt oss faare/ oc legge vind paa/ met Guds hielp oc naade/ at giffue til kende/ at saadan Banden oc Guds bespaatelse|| heder icke at Bede/ som det actis nu i denne tid/ och skal icke være nogen besynderlig Synd/ men den som bør aldelis inted eller io met en ringe straff at straffis aff Øffrigheden/ och det aleniste paa de arme oc ringe personer/ men de store oc mectige/ fom kunde Suære oc bande/ paa det alderhøyeste oc grumeste/ dem setter mand hen vdi store Embede/ de skulle haffue dubelt sold oc tiuefold sold/ de skulle haffue befalning/ bliffue Fennicke
dreyger/ Øffuerste/ høffuismend etc. Met dem ville wi nu i
denne tid hiemsøge Tørcken i Constantinopel/
oc slaa den ene Dieffuel met
den anden.

I.
At denne Gudsbespaattelse/met Suæren
oc banden/ er en suar Synd/ oc Jesu Christi/ Guds søns store
gerning och velgerning/ vdi hans ærefuld mandom/
til stor forhaanelse oc forsmælse.

✂ CHristus siger Joa: 3. Saa haffuer Gud elskt Verden/ at hand gaff sin eniste Søn/ paa det at alle de som tro paa hannem/ skulle icke fortabis/ men haffue det euige liff.

✂ Denne er den store hemmelig ting oc gerning/ huilcken oc Englerne kunde icke nocksom beskue/ at Guds Søn gaff sig ned aff sin himmelske Faders skød/ hid til oss/ oc bleff it Menniske/ vdi vort arme kød oc blod oc haffuer befridt oc reddit oss/ fra Døden oc den euige fordømmelse/ ved hans pine/ død/ || saar och blods vdgydelse. Derfaare kalder den hellige Paulus I. Thimoth: 3. Denne forening/ som Guds Søn haffuer giort met vort kød oc blod/ en gudelig hemmelighed/ som er obenbarit vdi kødit/ retferdigt vdi Aanden/ obenbarit Englene/ predickit faar Hedningene/ troet af Verden/ anammit vdi herlighed. Oc ad Ephe: 5. Drager hand det end større oc høyre frem/ som en stor hemmelig ting/ at Guds Søn haffuer saa føyet sig til oss/ at wi ere hans legems ledemod/ aff hans kød/ oc aff hans ben/ at wi/ som oc den hellige Petrus siger/ ere bleffne delactige aff hans gudommelig natur.

✂ Oc det er lige den samme store ting och hemmelighed/ som er den forening/ der Guds Søn haffuer giort met vort kød och blod/ huor effter Abraham haffde hafft saa hiertelige en forlengelse/ oc begerede at see det/ oc hand ocsaa saa det/ som Christus siger Joan: 8. Oc vaar hiertelige glad der ved/ lige den samme forlengelse haffde och de retferdige oc Propheterne til at see det/ men de saae det icke/ som Christus siger Matth: 13.

✂ Derfaar haffuer Sathan oc aff begynderen veldelige met stor flitighed/ møde oc arbeyde/ sæt sig op mod denne 243 foretting/ som de tuende natur haffue i een Person/ och der hand først fick it nyst der vdaff/ at Mariæ Søn vaare Guds Søn oc Messias kunde hand ingen ro faa før end hand haffde førd hannem paa kaarssit och aff kaarssit i Graffuen. Men effter Christi opstandelse der hand bleff ræt vis paa sagen/ och forfarit alsammen vdi sandhed/ at Mariæ Søn er den leffuendis Guds Søn/ huilcken hand kunde icke nu lenger gøre nogit mere ont/ paa hans Persons vegne/ Thi hand haffde slit sig vd aff dødzens snare/ || och skal icke nu mere dø/ forsøgte hand det vdi en anden maade/ om hand kunde gøre denne store Guds gerning/ om Guds Søns Mandom/ ocsaa effter hans opstandelse til inted/ oc lagde hand sig der effter/ met mange vnderlige oc fiserlige hoffueder/ met store oc lerde Personer/ mod denne forening/ at gøre den til inted/ at riffue oc slide den i sønder/ eller oc aldelis blende den ene iblant den anden/ der vdi forsøgte hand sig/ hen ved 500 Aar/ paa vor Herre Christum/ ved mange oc wtalige kettere/ ocsaa i den tid støte oc knusede sit hoffuit paa den Hiørne sten.

✂ Men Effterdi at den hellige Christelige Kircke och det gandske vor Herris Christi Rige er funderit och bygt lige oc aleniste paa denne hemmelighed oc forening/ met de tuende natur i een Person/ och hun staar fast paa denne bekendelse oc bliffuer bestandig ind til Verdsens ende/ Ja euig fast/ mod Helffuedis Porte/ och al Dieffuelens mact/ som historier och spørsmaal om vor Herre Christo/ huo hand er/ vduiser/ Matth 16. der som Peder suarer och siger. Du est Christus/ den leffuendis Guds Søn/ huor til Christus suarede oc sagde/ du est Petrus/ oc paa denne Sten vil ieg bygge min menighed/ oc Helffuedis Porte skulle icke faa mact offuer hende.

✂ Derfaare er det aleniste Dieffuelens idræt/ at hand kand forsøge Helffuedis Portis vold oc mact/ oc al hans krafft der paa/ Men effterdi hand kunde icke forderffue dette Fundament i saa lang tid/ met alle hans Suermere oc Secter/ men haffuer ekon indlagt skam oc spaat oc kunde dog ingenlunde omstøde denne bekendelse och hemmelighed/ Thi Siloh som er sterckere end hand er/ forstører oc ødelegger hans Rige to 244 mere oc mere/ vdbreder oc befester deremod || sit egit Rige/ da haffuer Sathan gandske veldige forsøgt sig paa vor Herris Christi lemmer oc ledemode/ om hand kunde vddrage den bekendelse fra dem och komme den aff deris hierte/ oc det begynde hoss lemmerne lige som de skulde være noget suagere oc lætter til at felde/ och faa omkring/ end vor Herre Christus er selff.

✂ Oc vdi den maade haffuer hand fra begyndelsen haardelige trengt oc plagit de Christne hen ved 600. Aar/ i det at de ere foriagede fra huss oc hiem/ och deris godz er dem fra tagit/ och de maatte lide gruselig tyranni/ forfølgelse/ martyr oc død/ som Apostlernis gerninger/ oc kirckens Historier/ disligiste Nicephorus oc andre rigelige vduise oc tilkende giffue.

✂ Men der den Christelig bekendelse kunde icke beuegis aff saadan haard fortrengelse/ men bleff fast staaendis/ icke aleniste mod Helffuedis Porte/ men ocsaa alle de som ere bygde paa dette fundament vilde icke lade dem affuende vdi nogen maade/ men de bleffue stercke oc frimodige der aff som Historierne vduise/ lod Sathan aff at legge sig emod de Christne vdi de tuende maade/ oc haffuer fra den tid oc indtil denne stund/ forsøgt sig i den tredie maade/ paa vor Herris Christi vduolde/ och met den skade/ som hand da giorde den hellige Kircke/ rætte hand mere vd end hand fick nogen tid lycke til tilforn/ i det at hand fick offuerhaand offuer Petri successores oc effterfølgere/ Biscoper/ Sogneprester oc lærere/ met penninge oc Rigdom/ fra Caroli Magni tid/ hen vdi de ni hundrede Aar oc giorde idelige Epicureer aff dem/ saa at de stucke vor Herre Christum gandske och aldelis under Bencken/ och hengde dem ved Dieffuelen/ och tilbadde hannem oc hans Rigdom/ som er || skenbarlige faar øyen.

✂ Disse ere nu/ de tre staarm oc anstød/ Huor met Satan haffuer relige forsøgt sig paa vor Herre Christo vdi 40 Dage oc netter Matth: 4. Først met hunger/ anden gang met affald fra ordit/ der hand førde hannem hen op paa tinningen aff Tempelen/ Och tredie gang/ oc da paa det allerhaardiste/ den tid hand vidste hannem paa it Bierg/ den gandske Verden/ 245 met sin rigdom/ vdi huilcken fristelse Christus vidste hannem fra sig/ met haarde ord/ oc lige i de samme tre maader/ haffuer Gud och tilstæd hannem at forsøge vor Herris Christi lemmer/ Men hand haffuer icke vundit mere paa de vduolde/ end som hand vandt paa vor Herre Christum/ huilckit der met tilkende giffuis/ at samme fundament oc Christi Kircke/ som er bygt paa denne bekendere/ er komen ved Arffue hid til oss/ oc bliffuer end nu wbeuegelig/ wanseendis/ at Satan met denne siste staarm haffuer giort it stort hul/ ved den Romske Stols affald etc.

✂ Effterdi nu/ at de ere tre anstød oc fristelser/ huor met Satan forsøgte sig førstegang vdi Ørcken/ paa vor Herre Christo/ och lige i disse tre maade/ oc ellers icke nogen maade haffuer Gud tilsted Dieffuelen fra begyndelsen/ hen ind i Disse 1500 Aar/ at legge sig emod hans Søns Rige/ men nu inden 40 Aar/ er Dieffuelen tilsted vden ved disse tre/ i den fierde maade at gribe fat paa den hellige Kircke met haardere/ skadeligere oc forferdeligere fristelser/ nu i hendis høyeste alder oc kortelige faar Verdsens ende/ huorfaar ieg vil blote oc bare/ ia obenbarlige tilkende giffue min wforstandighed och vanuittighed/ at ieg icke end nu kand faa at vide ey helder at optencke || huorfaar Gud haffuer tilsted Dieffuelen i denne siste tid saadan en besynderlig stratagema forferdelig och veldelig anstød oc forskreckelig opløb/ mod hans kere Søns Rige/ huilckit hannem er aldrig tilforn vnt och tilsted/ aleniste at wi io det holde wbeuegelige/ oc det fastelige tro at der er ingen wretferdighed hoss Gud/ som och S: Pouel sig der met beuerner oc beskytter til de Romere Cap: 9. Gud er och bliffuer retferdig i alle sine gerninger/ gaar det anderlunde til end det bør at gøre der som Gud haffuer nu faar domme dag tilsted Dieffuelen nogit mer/ da skulle wi det tillegge hans hellige oc salige ords store foractelse oc vore offuermaadige store Synder/ saa megit haffuer Dieffuelen i/ 1500 Aar/ aff Guds tilstedelse tord vogit sig ved/ at hand/ som tilforn er sagt/ haffuer sat sig hart och veldelige i de tre forneffnde maader emod denne hemmelighed/ om Guds Søns forenelse/ met vort kød 246 och blod/ som er den Christne Kirckis bekendelse och grunduol/ at Jomffru Mariæ Søn/ er den leffuendis Guds Søn.

✂ Men at hand ocsaa forgriber sig paa vor Herre Christum/ met obenbarlige last oc forsmæelse/ det er hannem aldrig tilforn nogen tid tilsted/ men som Jacobus siger/ skyes hand der ved oc met sit gandske Selskab skelffuer och beffrer naar hand ekon hører Jesu naffn neffnis/ tilforn hagde Dieffuelen (dog alligevel met lempe) sønder reffuit aleniste vor Herris Jesu Christi natur/ oc den vdi disputatz viss/ met bulder oc trætte atskilt oc huggit i stycke/ eller aldelis vdi huer andre tilsammen kast/ forblandet och bemenget paa det haab/ at hand kunde aldelis omstøde den hellige Kirckis grunduol/ oc i den maade vilde hand gøre vor Herre Christum til inted/ Men at det er nu Satan || vnt oc tilstet/ at hand vdøser aldelis paa en tid/ oc aff en fulder strube bander/ forsmaar och skender vor Herre Christum/ paa det alder grueste oc forferdeligste/ skulle wi meget bekymre oss der om/ oc tencke der effter met huad synd wi haffue saa hart fortørnet Gud och fortient saadan en stor tilstedels.

✂ Oc paa det at wi kunde endelige forklare det som wi haffue faar hender/ oc giffue tilkende oc ræt at forstaa/ huad vi mene oc ville met denne fierde tilsted maade/ huor met Christi Rige tagis fat paa i denne sidste tid/ ville wi neffne Barnet ved sit rette naffn/ och staar handelen saa som her effter følger c. Christus (som tilforn er om talet) Joan: 3. sagde at Gud haffde saa elskt Verden/ at hand haffde sent sin Søn aff hans Skød her ned til oss/ som haffuer forenet sig/ met vort kød oc blod/ oc er vordit it Menniske/ oc det altsammen derfaar/ och vdaff den aarsage/ at alle som tro paa hannem skulle icke fortabis/ men faa det euige liff/ Thi Gud (sagde hand ydermere) haffuer icke sent sin Søn til Verden/ at hand skal dømme Verden/ men at Verden skal bliffue salig ved hannem/ saa siger hand oc fremdelis/ oc met mange herlige oc trøstelige ord i det 6 og 17 Capitel/ at det er hans Faders eniste/ euige oc womkringskifftelige vilie/ at huo som helst der hannem anammer oc tror paa hannem/ hand skal bliffue salig som den 247 hellige Paulus siger ocsaa I Timoth. I Det er visselige sant/ och it dyrt verdigt ord/ at Jesus Christus er kommen til Verden/ at frelse Syndere/ derfaar giffuer oc Engelen hannem før end hand bleff vndfangen i Moders liff/ det naffn/ at hand skulde hede Jesus/ aff den aarsage/ at hand skulde være en frelsermand och salig gørere/ || och ved hans naffn komme alle arme syndere ihu/ huilckit de skulle forsee dem til hannem oc trøste dem der met/ effterdi det er nu saa fat der met/ saa at det haffuer icke videre forklaring behoff/ och huert Menniske i denne tid Gud vere loffuit/ veed det vel aff Guds ord/ vil ieg hiemstille hine Guds Bespaattere oc Skendegester/ hen ind i deris egit hierte oc tancker/ at betencke om de icke giffue sig tilkende forsmæligere oc bespaatteligere oc forgribe sig ydermere paa Guds Søn/ end det er skeet i 1500 Aar nogen sted aff alle Rettere/ Suermere oc Secter/ som ieg her tilforn haffuer saadant tilkende giffuet/ thi kaldis icke det synd offuer alle Synder? Der Gud haffuer saa klarlige oc saa riglige tilkende giffuit hid ned fra Himmelen/ at hand vil vdi sin Søn ingen fordømme/ men gøre huert Menniske saligt/ Guds Søn staar mit iblant oss/ och beuiser det met gerninger/ hand træder frem mit iblant Synderne och anammer dem til sig/ paa det alder venligste/ forlader dem dem Synder/ æder oc dricker met dem/ der som en Guds Bespaattere tager munden fuld i den sted/ fordømer/ formaledider oc forbander sin neste ved alle vor Herris Jesu lemmer/ som hand tog paa sig den tid haad bode her iblant oss/ Gud oc Menniske/ oc giorde oss salige?

✂ Kaldis det icke synd offuer alle synder som icke kand lignis ved nogen Ketteri eller forsmælse? Som den gandske Helligtrefoldighed kand være vederfaret aff nogen/ i 1500 Aar/ at en Guds bespaattere/ tager saa megit i munden tilsammen/ at hand tillige tør straffe faderen/ Sønen oc den hellig Aand/ at være løgnere oc vende det altsammen hen til fordømmelse oc formaledidelse/ som den gandske Heligetrefoldighed haffuer vdi ordet ladit forkynde oc tilbiude til den euige salighed. ||

✂ Huorlunde kand it Menniske i besynderlighed forgribe sig 248 til støre fordømmelse paa Guds Søn/ end at en Guds bespaattere tager Liffuit/ Blodet/ Kødet oc alle lemmer/ som kunde findis paa vor Herre Christo/ som haffue værit oss alle tienstactige til salighed/ oc vanbruger dem til formaledidelse oc fordømmelse/ met en wblysommelig løgnemule/ mod Guds Søns mangfoldige oc sandru tilsaun oc foriettelse mod den liffseldig venlighed/ i hvilcken hand haffuer taget til sig alle syndere/ altid/ oc haffuer ingen tid ladit it Menniske gaa trøstløss fra sig. Jeg mener at det er io at tage megit i munden paa en tid/ oc vel fortiene Helffuede met saadan wsandru Suæren/ banden och skenden.

✂ Der som de Guds bespaattere vilde betracte oc betencke/ oc ekon lidet offuerueye tilforn/ før end de fore saa forsmelige her vd/ acter ieg det visselige oc gandskelige/ at sagen vaare halff hiulpen der met/ de skulde vel selffue vndsette oc forferde sig/ ia sky oc fly for saadanne ord oc holde deris tunge i besel oc grime/ men det er bleffuit til en dygd/ prydelse oc vanhed met de skendige ord/ de ere fordybt ned sunckne/ Peccator cum in profundum venerit: contemnit/ siger Salomon/ de staa icke til at hielpe/ de skulle icke før kunde skønne der paa/ før end de see en gang/ som scrifften siger/ den som de stunge/ hues liff/ blod/ kød oc saar de haffue misbrugt til formaledidelse/ til suæren/ banden oc skenden.

✂ Men her vdi vil ieg haffue Øffrigheden/ som er skickit af Gud til at straffe de onde/ formanet/ at de vilde dog betencke sig i denne sag/ der som de lade saadanne Bespaattere wstraffede hen gaa/ voxe oc formeris/ met huor || gruselige/ forskreckelige/ fremmede synder de belade sig och gøre dem selffue skyldige met deris quertielse/ som S: Pouel siger Rom: 2 Cap: som ocsaa den hedenske mand haffuer sagt/ Qui non vetat peccare cum possit/ iubet. Huo der kand forbiude och affstyre nogen Synd/ och hand gør det icke/ hand giffuer ydermere aarsage til at Synde/ oc gør sig selff skyldig i samme Synd.

✂ Wi læse vdi historier/ Huorlunde mange frome Keysere oc Konger fra Constantini oc Theodosii tid/ haffue tagit sig faare met stor omkaast/ stor møde oc arbeyd/ naar nogen 249
fteds ketteri er opstandit/ huorlunde de kunde det samme affverie/ styre oc forbiude/ Men at Øffrigheden tager sig nu inted til/ och lader saadanne forsmæelser/ som langt offuergaa alt ketteri hen gaa som de gaa/ opstige oc voxe io lengre io høyere/ icke styre eller affuerie det/ met den aller ringiste straff/ det kand ieg icke anderledis vdlegge eller forstaa/ end at det er en besynderlig straff aff Gud/ at Dieffuelen aff Guds tilladelse/ haffuer aldelis tilluct øyen oc øren paa Øffrigheden/ at de huercken see eller høre saadan en Guds bespaattelse/ paa det at hand kand disbedre før tiden bliffuer hannem forkortit/ och Domedag tager hannem saadan bort/ vdøse denne store forsmæelse som skeer den store hemmelighed/ Guds Søns til hobe føyelse met vort kød oc blod. Der foruden kand ieg icke tage til sinde/ at Øffrigheden kunde holde sig saa forsømmelig/ mod denne gruselige Guds bespaattelse/ effterdi at Gud paaminder dem end saa trolige paa deris Embede och befalning/ och lader sig klarlige fornemme oc tilkende giffue met saa mangfoldige tegn och vnderlige gerninger/ oc ved denne neruærendis forskreckelige Tyrckens tilkommeise/ || huorlunde hand selff heffuer Suærdet op/ at nedlegge dem/ oc slar til met baade neffuer oc vil straffe Førster/ Prelater oc Vndersaatte/ den ene met den anden/ Oc der som formaning/ paamindelse/ tegen oc vnderlige gerninger kunde end nu inted vdrette hoss oss/ men foractis ekon och slas i veyret alt sammen/ da skulle wi alligeuel holde det for vist oc visselige forlade oss der til/ som ocsaa den hedenske mand Aristoteles sagde. Deus et natura nihil faciunt srustra/ at Gud oc naturen gøre inted til forgeffuis/ om wi end nu inted acte saadant/ det bliffuer dog inted til forgeffuis eller borte/ huad Gud truer oss met/ och der som wi eliers vaare aldelis vden Synd (som wi mue dog bekende oss at være dybere faldne vdi Synden end alle faalck paa Jorden) da fortiener dog denne neruerendis ny Synd/ om den gruselige Guds bespaattelse/ som icke er saa hørt aff Verdsens begyndelse/ oc icke end helder paa denne stund/ saa gengse hoss nogen Nation eller faalck paa Jorden/ som hoss oss oc vore naboer vdi Tyskland mere en formegit/ 250 at Gud vil straffe oc hiemsøge oss paa det alle grueligste/ som
hand/ truer oss met oc setter det for vore øyen at hand vil
rede oss it het offuenbad til/ vden tuil/ och det ocsaa faar den
sag skyld/ at saadan skreckelige forsmæelse oc skenden bliffuer
icke affuergit och sorbudit aff Øffrigheden/ Gud giffue
at de ere icke selffue allermest bevantæ met
slig Suæren och banden. ||

II.
At den Guds bespaattelse/ met suæren
oc banden/ er en synd/ mod den ypperlig oc dyre Guds gerning/ som er vor Genløselse/ ved vor Herris Jesu Christi pine/ væ oc sprecke/ saar/ blod/ martyr oc død/ saa at de Guds bespaattete kaarsfeste/ martyte/ skende/ saar gøre/ myrde oc
døde ærens Herre fordømmeligere/ argere oc
forsmæligere/ end det krigs faalck giorde
til Hierusalem.

✂ CHristus siger/Joan: 3. Lige som Mose ophøyede Hugormen i Ørcken/ saa skal Menniskens Søn ophøyis/ paa det at alle de som tro paa hannem skulle icke fortabis/ men faa det euige liff. Af disse vor Herris Christi ord/ kand mand vel forstaa/ huor faare Gud haffuer ladet ophøyet sin Søn/ oc slagit hannem til kaarssit/ om det er der faar skeet/ at mand skal forbande oc formaledide/ met hans vunder/ blod/ martyr oc død/ helder oc der faar/ som Propheten Esaias giffuer tilkende Cap: 53. at hand bar vor skrøbelighed oc siugdom/ tog vor pine paa sig/ hand er saargiort for vore misgerningers skyld/ hand er knusit for vor synders skyld oc straffen ligger paa hannem paa det wi skulle haffue fred/ oc ved hane saar ere wi helbrede giorde/ det samme giffuer ocsaa Joannes klarlige nock til kende I. Joan. I. der som hand saa siger/ Jesu Christi Blod tenser oss aff alle vore synder/ oc I. Pet: 2. hand haffuer offrit || vore synder i hans legom/ paa 251 træit/ paa det wi skulle være fri fra synden oc leffue i retferdighed/ ved hues saar i ere bleffne helbræde.

✂ Det ligger der paa oc er der paa giort/ lige som Satan sette sig tilforn mod den store salige hemmelighed om Christi Mandom/ ocsaa met mange vnderlige hoffueder/ Secter/ Suermere och Kettere/ lige saa haffuer hand sæt sig op mod denne store gerning/ som er vor Genløselse/ ved vor Herris Jesu Christi pine oc død/ den ved vrang forstand oc Ketteri wnøttelig wfructsommelig oc til inted at gøre/ end dog det vaare vel behoff saadant videre at forklare/ dog at effterdi det vil bliffue forlangt paa denne tid/ vil ieg bliffue ved det som ieg haffuer taget mig faare/ saa er det visselige sant/ at al sønderriffuelse/ forsmælse/ vrang forstand oc Ketteri/ mod vor Herrie Christi pine och død/ regnit mod denne neruærendis Guds bespaattelse/ som er mere i brug end Fader vor/ met skenden/ banden oc suæren om vor Herris blod/ vunder/ Martyr/ pine oc død/ haffuer inted vænt/ eller io som barneleg/ Thi ingen Ketter haffuer tordt fare her vd saa groffuelige/ saa forskreckelige/ saa forsmælige oc skendelige/ wanseendis huor saare hand haffuer værit forført aff Dieffuelen/ at ieg kand det icke ligere affmale/ i huor megit ieg tencker der paa/ end at saadan Guds bespaattelse er icke aleniste Dieffuelens instrument oc redskab/ huor ved Satan i denne sidste tid griber fat paa det hellige Euangelium/ som tilforn met vrang forstand/ mange hundride Aar ved Kettere er skeet/ men nu ved obenbarlige bespaattelse oc forsmælse/ men at samme bespaattere ere indtagne oc forblindede saa aldelis i det onde || at de kunde icke tro i deris hierte (som 53. Psalme siger) at der er en Gud til/ en opstandelse aff døde/ eller andet liff/ ellers vden det/ kand ieg icke finde hoss mig huorledis det kand være mueligt/ at it Menniske kand haffue sig saa forsømelig mod Gud/ met saadan forsmælig Suæren oc banden/ vaare der ingen tancke at mand skulde bide effter det tilkommende liff oc gøre regenskab faar alle wnøttige ord/ end sige faar saadan egen vilie oc wforaarsagit skenden/ met Suæren oc banden.

✂ Men effterdi at der er inted mere at vinde eller forbedring at haabe/ hoss de Guds bespaattere/ som hoss forblindede faalck/ i det at disse Synder ere bleffne til dygder och saa komne i brug/ at de som haffue giffuit sig der til/ oc ere komne i vane kunde icke vel bryde sig der fra igen/ vil ieg hiemstille det til deris egne tancker/ som ere fromme oc Gudfrøctige/ oc som icke ere besmittede met saadan Guds bespaattelse/ huad mact der ligger paa/ at mand skyer oc flyer saadan Guds bespaattelse/ oc haffuer ingen selskab met dem/ paa det/ at mand icke gører sig delactig met fremmede Synder/ oc belade sig met lige saadan Gudz dom oc vrede/ som den 49 Psalme siger/ Naar du seer en tiuff/ da løber du met hannem oc haffuer selskab met hoerfaalck/ oc effter det/ som den hellige Johannes siger/ dem skal mand icke anamme och icke helder helse som icke føre den rette Euangelii lærdom met dem/ Men huo der anammer dem til sig/ oc haffuer selskab met dem/ hand gør sig deiactig i deris Synder/ huor megit mere bør de fromme gudfrøctige hierter/ at affskilie sig/ oc ingen selskab haffue met dem/ de som icke aleniste ere/ icke vor lærdom anhengende/ men besmitte oc vanære den paa det aller grueligste || oc skendeligste/ ved deris Guds bespaattelse/ Jeg holder det oc gandskelige derfaar/ at naar saadanne fromme Christne løse om sig oc drage sig aff saadan skendige Suæren oc banden/ skulde de vel en part bliffue blod røde aff skam i dem selffue/ och i det minste nogit bekende sig och aldelis holde dem fra saadan bespaattelse/ eller oc nogit der aff formindske/ men effterdi at ingen skyer oc flyer faar saadanne Guds bespaattere/ ingen skilier sig aff fra dem/ men huer mand tider quer der til/ æder oc dricker met dem/ vden al straff oc formaning/ gør mand sig delactig i deris Synd/ lige for den sag skyld/ at de bestyrckis i deris Synd/ ved saadan quertielse/ oc lade dem tycke/ at det staar dem saare vel/ oc huer mand hører det gerne aff dem.

✂ Men huad den offuer Øffrighed er skyldig til at gøre i den sag/ i det ieg befinder mig for ringe/ at giffue til kende met huad middel oc maade saadan en Synd staar til at oprycke och ødelegge/ vil ieg aleniste paaminde dem deris Christelige 253
oc lofflige nidkerhed/ vdi huilken de fordreffue fast i alle land oc første dømme/ det Jødske faalck/ som fiender/ skendere och vor Christelige religions modstandere/ oc haffuer icke mere vild tilstede dem at sette en fod i deris land/ oc der som de saa haffue huldet dem mod Jøderne til denne dag/ oc nu der emod icke aleniste lide och taale i landit/ thi maal værre Guds bespaattere/ men ocsaa haffue dem end nu paa deris Slaat oc Gaarde/ om de sidde icke end til bords met dem oc der til met opholde dem met besynderlig løn oc besaaldning/ huad for en suar regenskab de faa at gøre Gud derfaare/ vden det huad dem och deris land oc faalck bliffuer ellers tilskickit af Gud/ vere sig wlycke eller anden straff/ for saadan en ustraffit || Guds bespaattelse som de kunde lide oc taale/ oc der som Øffrigheden opsetter sig mod Guds riss/ oc tager dog icke den aarsage bort som er til hans vrede/ oc giffuer sig hen mod Tyrcken met stor krige røstning/ da haffue wi dog nu det i nogen tid forfaret huor lyckelige det et gaat dem/ och gaar lige saa ræt til ocsaa/ naar mand skal sige sandhed/ effterdi at Øffrigheden straffer icke de Guds bespaattere/ men at ieg skal fatte det altsammen tilhobe/ lige som paa en traad/ skulde Øffrigheden skicke saadanne Bespaattere mod Tyrcken/ at hand maatte i deris sted miurde dem/ paa det at saadan gruselig Guds bespaattelse maatte icke bliffue wstraffit/ thi huad er nu vore krigsfaalck andet end en hob Guds bespaattere/ skendere/ Suærere oc Bandere/ och at ingen nu i denne tid holder sig selff for en Krigsmand/ vden hand kand vel Suære oc Bande/ om vunder/ martyr oc død/ huo der er fuldferdig i saadan Guds bespaattelse/ hand er den beste och kommer op til stor befalning och bliffuer frem dragen til dubelt/ tre dubelt/ fire dubelt saald/ der aff er det ocsaa kommet i brug at mand kalder de ypperste Krigs mend Martyrhanser. De Tydske (saa vel som vaare Danske) i fordoms tid haffde beuist deris mandelighed met haanden/ och riderlige gerninger/ de haffue saargiort dræbt oc dødet fienderne met deris Vaaben oc Verie/ men nu er al mandelighed Vaaben oc Verie nedlagt/ oc mand fører krig met munden/ de paagribe deris 254 fiender oc martyre dem/ vunder oc døder dem met tungen/ men de bliffue redelige der offuer slagne paa panden/ at dem kand icke vederfaris mere i nogen tog enten lycke eller velfert. ||

✂ Gud naadelige giffue at wi nu i denne tid/ der Tyrcken i nermer oc nermer kommer til oss/ oc wi skulle møde hannem met saadanne Martyrhanser/ icke skulle faa och fornemme der aff stor oc woffueruindelig skade.

III.
At den Guds bespaattelse/ er en synd
mod den hellig Aands gandske Embede/ oc mod den tredie
vor Christelige troes Artickel.

✂ JOannis 14/15 oc 16. Cap: udi den lange Predicken/ m som vor Herre Christus haffde faar sine Disciple/ lidet før hand gick til sin død/ kommer hand mange gonge den hellig Aand ihu/ loffuer oc tilsiger/ at hand vil sende hannem til sine Disciple/ taler oc predicker om hans Embede/ huad hand skal gøre oc vdrette hoss dem/ som er/ at hand besønderlige skal være Spiritus veritatis/ sattdheds Aand/ som skal føre oc lede dem oc alle som tro/ hen ind i al sandhed oc gøre dem visse paa deris salighed/ mod al rædsel oc mil/ oc at hand der til met skal være pignus hæreditatis/ det er/ den euige arffuis visse pant/ oc til en større vished paa det euige liff skal hand altid bliffue hoss dem som tro och bo i dem/ som Paulus siger I. Corint. 6. Vide i icke at eders Liff er den hellig Aands tempel/ som er i eder/ huilcken i haffue aff Gud.

✂ Men effterdi nu dette er den hellig Aands Embede/ || som wi bekende vdi vor tredie troes artickel/ oc hand hellig gør oss oc icke formaledider oss/ men gør oss visse oc icke wuisse om vore syndere forladelse/ hand gør oss en vis trøst om det euige Liff/ oc kommer oss icke til at tuile/ da vil ieg derfaar lade de Guds bespaattere/ gaa til deris egen samuittighed oc fticke deris haand i deris egen Barm/ at de kunde dog riste den Synd 255 her vd/ oc tage den i haanden/ oc see den vel offuer/ om det er ringe synd/ eller at mand tør icke acte megit at føre saadan Guds bespaattelse frem/ være sig enten met skemt eller aluore och mod al den hellig Aands fortrøstning/ tilsaun och vished huilcken de bande/ fordømme oc vonhellige/ oc til fordømmelse misbruge vor Herris Christi vunder/ blod/ død oc pine oc saa obenbarlige oc egen vilige sette dem op/ icke aleniste mod deris neste/ men oc saa mod den hellig Aand/ som de vil gøre til en løgnere/ i det at de formaledide den/ som den hellig Aand hellig gør/ de fordømme den/ som den hellig Aand trøster oc vis gør paa sin salighed/ Det vaare io synd stor nock/ oc end mere end stor/ at de dømte oc fordømte nogen mod Guds forbud Matth 7. alligeuel at de icke ocsaa lenger hen forgrebe dem paa den hellig Aand och sette sig op mod hannem til met/ vil ieg giffue dem at betencke huad for en dom dem skal gaa offuer paa Dommedag/ der som de icke ville rette sig oc afflade.

✂ De gamle forfædre haffue ladet sig være baade surt oc suart at beslutte oc vdlegge/ huad den synd mod den hellig Aand skal være for en synd/ huilcken der skal icke forladis/ huercken her eller der/ huor om Christus talede Mat: 12 Oc de haffue fast endrectelige besluttit/ at det skal være desperatio eller finalis impoenitentia/ det er/ naar nogen || forherder sig i Synden ind til Døden/ vden al bod oc bedring/ oc der effter aldelte fortuiler oc falder i mishaab/ det kalder mand at være syndet mod den hellig Aand/ oc sige hannem emod/ i det/ at den hellig Aand gør Guds Naade støre/ end Synden/ hand befaler ingen at tuile/ men trøster alle forsagde oc trøstløse/ oc opretter dem igen/ mod fortuilelse/ men huo der affsker Guds Naade fra sig selffue oc falder i fortuilelse mod den hellig Aands trøst/ hand straffer den hellig Aand for løgn/ oc synder mod hannem vden forladelse.

✂ Men her aff vil ieg icke haffue besluttit/ at de Guds bespaattere synde mod den hellig Aand/ ellers vilde det icke bliffue gaat met dem/ Thi al naade bleffue da affskaarit fra dem/ huilcken dem end nu staar oben faare/ der som de ville affstaa 256 oc rette oc bedre sig/ dog vil ieg det her vdaff tage oc beslutte/ om den Guds bespaattelse er icke end i sig selffue en synd mod den hellig Aand/ da er hun dog i den maade en gruselig stor oc forskreckelig Synd/ i det at de ønske andre faalck (huilcke den hellig Aand trøster/ helliggør og giffuer saligheds haab mod al fortuilelse) saadan suaar fortuilelse oc euig fordømmelse och skilte dem aldelis vdaff fra Gud och hans naade/ oc aldelis bortage oc til inted gøre vor Herris Christi blod/ vunder/ martyr/ oc derfaar om den bespaattelse er icke i sig selff en synd mod den hellig Aand/ da er hun dog alligeuel saadan en synd der bander och ønsker andre faalck saadant/ mod Gus ord/ naade och foriettelse. Men om Gud icke met rette effter vor Herris Christi dom Matth: 7 skender/ fordømmer och formaledider paa Domme dag saadanne bespaattere som saa fordømme oc formaledide andre faalck || det vil ieg stille hen til deris egen samuittighed oc at betencke/ men ville de icke nu betencke dem at fly oc sky derfaare/ rette oc bedre sig oc afflade/ da maa de lade være indtil paa Dommedag/ de faa da at see huem de haffue stuckit/ ved hues blod/ pine/ martyr oc død de haffue forit/ bandit och fordømpt andre faalck.

✂ Jeg haffuer allerede tilsorn sagt/ huad for en stor Synd Jøderne haffue begangit paa vor Herre Christo/ der de førde hannem til kaarssitt oc døden/ at Stenene reffnede/ Jorden obnedis/ Solen miste sit skin/ oc faarhengit vdi Tempelen reffs i sønder offuer saadan Synd/ wanseendis at de haffue begaait saadan Synd/ aff deris vanuittighed.

✂ Der som det er nu io saa/ da haffuer det icke flere ord eller ydermere forklaring behoff/ men det er obenbarligt oc er icke helder skiult faar de samme Guds bespaattere/ huad for en gruselig Synd deris er der emod/ som paa ny igen bande/ skende/ saargøre/ martyre oc miurde ærens Herre megit skendeligere och iamerligere/ end det paa den tid er skeet/ huad for en straff der skal gaa offuer dem/ som det gør oc offuer dem som det tilsteder/ offuer Øffrighed och Vnderdane/ det er læt at begribe oc forstaa/ oc om ingen vil det betencke/ da 257 kommer Gud oss nu tilforn/ giffuer oss nocksom tilkende/ met den gruselige torden oc liunild/ i dette aars begyndelse/ met saa mange forskreckelige tegn/ som er skeet mange tilhobe i denne tid/ huad hand vil gøre met oss/ oc huad hand haffuer sæt sig faar/ men det bliffuer der hoss/ som Christus sagde/ non cognouerunt/ donec venisset diluuium/ et sustulisset vniversos/ mand vilde icke bekende sig/ ey helder legge det paa hjerte/ indtil Vandfloden kom oc tog dem alle bort/ men vil mand end nu falde || Gud i hanss riss/ saa er det høy tid/ at

✂ Øffrigheden begynder veldelige at straffe saadan bespaattelse/

✂ før Gud selff ophøyer sit Suerd oc sit riss/ oc

✂ forderffuer baade Hyrden oc

✂ Faaerne.

IIII.
At samme Guds bespaattelse/ er en
Synd/ mod den hellige Daab/ och huad den mercker/ och at
alle Guds bespaattere/ bliffue menedere mod Gud/ om
det løffte och tilsaun som skede i Daaben.

✂ Lige som den hellige Paulus Roma: 1. 2. oc 3. Cap: giffuer tilkende met mange ord/ oc Dauid beuiser oc saadant Psal: 51. Saa giffuer leyligheden sig met oss alle/ som wi ere fødde aff kød oc blod/ at wi kunde icke vdsige Guds Loff oc priss/ met vor mund oc tunge/ men wi ere met vort hierte/ tancker/ sind oc hu/ ia ocsaa met alle Lemmer affuende fra Gud/ vndfangne oc fødde i synd oc leffue aldelis der vdi/ at vden ved Daaben er aldelis inted gaat vdi vort kød/ at Gud haffuer icke mere aff oss end Fiendskab/ forsmædelse/ alt vedermod/ oc wi haffue behaglighed/ løst oc vilie til alt det huad Gud er emod/ men der wi vaare saa aldelis affaldne oc affdøde fra Gud/ gaff hand sig til oss vdi hans kære Søn/ oc i hannem anammede vor elendighed til sig/ oc haffuer giort oss leffuende igen ved den genfødsel i Daaben/ at wi skulle nu leffue som ny Creatur/ oc tiene hannem al vor liffs 258 tid i hellighed/ oc retferdighed/ oc loffue oc prise hans Guddommelige naffn/ || som wi haffue tilforn bandet oc vanæret det samme/ derfaare effterdi vor tunge er fornyet oc oplat/ til hans loff och priss/ oc hand haffuer vdøst offuer oss saa mangfoldige oc saa rige velgerninger/ i sin kære Søn/ da haffue wi mere end stor aarsage til at skicke vort leffnit i saa maade/ at Gud kand bekomme sin loff oc ære igen aff oss/ at wi icke mere skulde leffue i Synd/ men i retferdighed.

✂ Men at wi ville saa holde oss emod Gud/ som nyføde Christne/ forbinde oc forplicte wi oss vdi Daaben saadant at gøre/ loffue oc tilsige Gud/ at wi ville modstaa/ dræbe oc døde den gamle Adam oc nu fremdelis leffue effter Guds vilie i alle maade.

✂ Men effterdi leyligheden sig saa begiffuer/ effter Daaben oc genfødelsen/ met Christne oc Guds Helgen/ Huorfaar kunde wi det anderlunde holde oc acte end hine genstridige Guds Bespaattere/ ere Menedere som frimodelige sønderbryde al forbund oc Contract oc ere affskylde fra Gud/ Huorfaare den hellige Petrus vel affmaler dem/ er oc end deris rette hoffarig/ der som hand holder oc acter saadanne Guds bespaattere/ oc deris lige/ lige som it Suin/ der haffuer thoit sig/ oc velter oc søler sig strax der effter/ i den neste pudz och skarn/ och gør sig skiønere end hun vaar tilforn/ huilcke hand ocsaa ligner ved Hunde/ som sluge strax det i dem igen/ som de haffue tilforn giffuit aff sig/ at det sidste bliffuer verre met saadanne end det første/ oc det haffde værit dem bedre at de haffde icke faait sandhed at vide/ thi det gaar icke anderledis til met saadanne faalck/ end som vor Herre Christus siger/ Matth. 12. Naar den wrene Aand er vdfaren aff Mennisken/ da vandrer hand hen igennem tørre Steder/ søger effter rolighed/ oc finder den || icke/ da siger hand dog/ Jeg vil vende om igen til mit huss/ som ieg gick vdaff/ naar hand kommer da finder hand det ledigt/ feyt oc prydet/ saa gaar hand hen oc tager siu andre Aander til sig som ere verre en hand selffue/ naar de komme der ind/ bo de der/ oc bliffuer det verre met det Menniske der effter/ end det vaar tilforn/ Jeg siger det 259 icke gerne/ men ieg haffuer al forstor sorig/ at det er mere end sant/ i gerningen/ oc mere end gaat gør/ at saadan forferdelig wlycke/ huor om Christus taler/ vederfaris de Guds bespaattere i besynderlighed/ effterdi gerningen saadant beuiser. Thi ieg kand icke finde hoss mig/ at den hellig Aand boer i saadant it hierte/ huor aff saadanne forskreckelige Guds bespaattelser fare vd i hobetal/ och det altid i det tredie eller fierde ord/ vden blysel oc vden al betenckelse/ men er den hellig Aand icke hoss saadanne gruselige Guds bespaattere/ saa følger det io effter oc beslutter sig selff/ huad for en Aand der haffuer vent sig ind til dem atter igen effter genfødselen/ det beuiser ocsaa fructen i sig selff/ som er saadan forskreckelig Guds bespaattelse/ at der er end nu siu andre Aander indrygt met/ at det sidste met dem er bleffuit verre end det første/ thi som ieg haffuer tilforn strax i begyndelsen giffuit tilkende och som huer mand er vitterligt/ effterdi at saadan Guds bespaattelse er icke vorden hørt til forn som før end Euangelium er op kommet igen oc bliffuer icke end nu denne dag hørt i nogit Land/ end som lige der/ huor det hellige Euangelium prædickis/ vil ieg icke beslutte/ men ieg befrøcter mig gandske saare/ at saadan Guds bespaattelse/ er en viss tilkende giffuelse och exempel til den So oc Hund/ der Petrus omtaler/ om de faalck/ huilcke Christus omtaler/ met huilcke det bliffuer verre end tilforn/ || ia det maa rettelige hede at det bliffuer siu gange verre end det vaar tilforn. Thi huo tilforn bandede effter gammel vanbrug/ met fallindiffuel/ en sterredross/ paacker och andet/ hand gør det nu siu gange halffierdesinds tiuffe gange verre/ met vor Herris Christi pine/ død/ vunder oc martyr/ men saadan en wren Aands tale/ kand icke vel elders fremkomme/ end aff it wrent/ och paa ny siu gange verre wrent giort hierte/ men ieg ønsker oc beder aff hiertet at huilcke/ som icke ere forstockede oc haardnackede vdi den gruselige Guds bespaattelse/ de vilde saadant betencke oc rette sig/ før end at naadzens dør bliffuer luct i laas.

✂ Men huad der rører Øffrighed paa/ som i denne tid er kaldet til regiment/ oc hører saadanne skendige laster (met 260 Suæren oc Banden) oc seer at det voxer/ oc i mer oc met stiger op at/ oc der til dog alligeuel ingen lade sig finde/ der vil komme sit Embede oc kald ihu/ tage Suerd i haand/ oc met vold oc alder høyeste straff styre saadan gruselige oc skendige last/ som er icke saa hørt fra Verdsens begyndelse/ vil ieg sette dem aleniste faare det at betencke oc betracte/ huad for Synd den Guds bespaattelse bleff actet i det gamle Testamente/ oc huor hart de bleffue straffede.

✂ Den tid det drog sig først til Leuit: 24. Cap. at en Jsraeliter kiffuedis/ met en anden vdi Ørcken i Paulun/ oc bandede met Guds naffn/ hand bleff strax oc hastelige tagen til fange/ oc førd faar Mose/ men der Mose icke end viste met huad martyr eller pine saadan en synd skulde straffis/ lod hand hannem indlede i fengzelit oc vel foruares/ ind til hand fick at vide/ aff Herren/ huad straff || hand skulde legge hannem paa/ der gaff Gud saadan besked oc suar/ at hand skulde føre saadanne Skendere vden faar Leyren/ oc alle de faalck som haffde hørt saadan skenden oc banden aff hannem/ de skulde legge deris Haand paa hans hoffued/ oc al faalckit/ skulde stene hannem ihiel.

✂ Oc fra den tid gaff Gud Mose befalning/ at forkynde faar det gandske faalck/ at huert Menniske/ være i huad Stat hand fands i/ der som hand faldt i saadan en Synd/ skulde hand være skyldig til Døden/ oc aff den gandske Menighed stenis ihiel.

✂ Effterdi nu at Mose actede den Synd/ om Guds bespaattelse/ saa stor oc saa høy/ at hand viste icke met huad pine samme Synd kunde nock straffis/ oc besøgte Herren selff der om/ oc spurde hannem om raad/ at hand icke skulde gaa aff met for liden straff/ och Gud lagde oc en haard straff paa samme skenden oc banden/ som vaar Stenelse/ oc befalede aluorlige at saa fremdelis skulde holdis/ nu er io det vist/ at den Guds bespaattelse vaar ekon Barneleg/ vden al tuil/ emod denne neruærendis forskreckelig Skenden oc Banden/ huad faar it suart regenskab/ skulle da vore Øffrighed gøre Gud paa Dommedag/ fordi/ at den Guds Bespaattelse/ som 261 er opstiget paa det alder høyeste/ bliffuer aldelis inted straffit/ oc denne wlycke følger ocsaa videre der aff/ effterdi samme Synd bliffuer icke straffet/ at mand och regner hende icke for synd at være/ men hun er vorden mere til en dygd/ som staar en vel/ voxer oc stiger op/ ved saadan effterladenhed/ saa høyt oc saa gruselige/ at det er icke mueligt/ at Gud kand saa lenger see igennem fingre/ met mindre end hand slar || der i/ met Neffuen/ inden en stacket tid vdi hans store vrede oc hastighed/ oc kaster Førster/ Konger/ Herrer/ Land och faalck vdi en hob/ och redder oc frier saa sin ære.

✂ Matth: 26 Cap: Der som presthøffdingen/ formaner och besuer vor Herre Christum/ ved den høyeste Eed/ som er/ ved den leffuendis Gud/ at hand skulde sige det fri her vd/ om hand er Christus Guds Søn/ och Herren suarede der til oc sagde/ det siger du/ ieg er ocsaa/ da reff Presthøffdingen sine klæder i sønder/ gaff ocsaa den aarsag tilkende/ huorfaar hand giorde det och sagde/ hand talede Guds bespaattelse/ och der paa gaff och det gandske Raad denne dom/ at hand skulde visselige dø/ men saadan en brug oc exempel met klædernis sønder riffuelse/ offuer denne synd/ haffue de vden tuil holdet aff gamel tid oc giffuit der met at forstaa/ at samme bespaattelse skulde/ som en besynderlig Synd/ vden al metlidelse/ straffis i stor nidkerhed oc hastighed.

✂ Men effterdi/ at al aluorlighed er nu vdsluct/ at mand kand icke spørre eller mercke nogen nidkerhed hoss Øffrigheden offuer saadan Guds bespaattelse/ som icke er hørt fra Verdsens begyndelse/ kunde wi see/ høre oc tage paa Guds store barmhiertighed/ som gaar faar hanss vrede/ huor faderlige hand paaminder oc opuecker Øffrigheden/ at de skulle gribe til straff oc til Suerd/ vdi de store och mangfoldige vnderlige tegen/ som i det Aar 1556. fra første haffue dragit sig til/ men effterdi/ at Øffrigheden er saa hart forblindet/ met effteriadenhed och forsømmelighed/ at de icke ville lade sig beuege til straff i nogen maade/ see wi der hoss/ huorlunde/ at Gud haffuer skicket Tørcken vdi grensen her ner hoss/ och vil selffue hiemsøge || oc straffe de ypperste saa vel som de ringeste/ men der 262 som det skeer/ da maa wi tage det for gaat oc icke bliffue vrede der offuer/ wi vilde icke haffue det anderlunde/ men der forinden ville wi legge oss op mod samme riss/ som hine Børn der ingen kand faa raad met/ saa at wi gøre en hob saadanne gruselige Guds bespaattere hen vdi strid/ och hente dem tilsammen aff alle hiørner til nøduerie/ saa at huo der kand Bande paa det aiderslemmiste/ hand skal være øuerst/ Item Høffuitzmand/ Fennickedreger oc annamis til andre Embede i krig oc Aarloff/ och ville wi gøre i den maade lige som mand læssi Historier om de Huner/ som met stor Herre mact opreyste nogle hundrede tusinde sterck oc iemmerlige forderffuede och ødelagde fast den største part vdaff den gandske Europa/ men der de vaare faar huer mand grumme til at see/ och faalck maatte oc fly for dem/ naar de bleffue deris wskickelighed var/ da vdskaare de oc hackede dem i selffue deris ansigt/ lige som det skeer nu met mange som gruselige oc slemmelige skicker dem i klæder oc i ansigt/ lige saa ville wi skicke saadanne forskreckelige faalck och Guds bespaattere mod Tyrcken/ de som kunde driffue hannem paa fluct foruden Bøsser oc mands krafft/ aleniste met deris slemme hoser oc forskreckelig Guds bespaattelse/ och der met iage hannem tilbage igen til Constantinopel/ der som det bekommer oss icke anderlunde/ end som det bekommer en Hund der æder græss/ och gaar
faar sig som Bønder drage Speyser/ der
wi dog flittelige ville bede for. ||

V.
At den Guds bespaattelse (met Suæren
oc Banden) er en Synd mod det Høyuerdige/ vor Herris
Jesu Christi Legoms och blods
Sacrament.

✂ DEn tid der vor Herre Christus/ vor genløsere oc saliggørere/ lige den samme tid/ hand tog sig vor genløselsis oc saligheds gerning forhender/ ved hans død oc pine/ giorde hand tilforn sit Testament oc sidste 263 vilie/ lod effter sig sine vdualde oc tro Christne/ sit sande Legom oc blod/ til it ligendefæ/ arffuedel oc en vis tryghed oc beseylning paa hans naade/ syndernis forladelse oc euig salighed/ oc hand siger at wi skulle æde oc dricke samme hans legom oc blod til hans ihukommelse/ oc til hans naadis oc barmhjertigheds stadfestelse/ forseylning mod samuittighedens beklagelse/ mod Louens fordømmelse/ oc euig formaledidelse/ at wi skulde io vel/ oc vdi alle maade bliffue stadfeste oc gjorde vise/ at hand haffuer igenløst oss/ fra den euige død/ ved hans død oc pine/ oc at wi der ved/ haffuer faait den euige salighed/ och denne vor troes visheds Testament oc stadfestelse drager den hellige Apostel Johannes frem/ til vidnisbyrd/ vdi den første Epistele femte Capitel/ met yppere oc trøsteligere ord/ der hand siger/ at Gud aff stor barmhiertighed oc Naade/ vden det/ at wi ere vise giorde oc offuerflødige nock/ om vor salighed/ ved try vidnisbyrd/ vdi Himmelen/ som er Faderens/ Søns oc hellig Aands/ da haffuer hand oc lige saa || ladit effter sig her paa iorden try vidnisbyrd/ som er Aand/ Vand oc blod.

✂ Men at det er nu nock her aff beuist/ huorfaar oc huor til/ vor Herre Christus haffuer indset/ sit hellige Sacrament/ oc giort sit Testament/ huor til ocsaa/ det skal være oss nøtteligt oc gaffnligt. Oc fremdelis ocsaa i det som Apostelen siger/ at ingen tør foruende eller sønderbryde it Menniskis Testament/ kand mand lettelige her aff beslutte/ huad den Guds bespaatning/ er for en gruselige oc forskreckelige Synd/ som borttager aldelis saadan vor Herris Christi sidste vilie/ foruandler hans wforuandelige Testament/ ia det aldelis sønderbryder oc til inted gør/ i det at samme Testament/ Sacrament/ Legom oc blod/ som er aleniste giffuit til vor saligheds vished/ bliffuer vanbrugit/ til en gruselig fordømmelse oc formaledidelse met Suæren oc Banden/ som det er huer mand mer end formegit vitterligt/ met huad ord oc vdi huilcken maade mestedelen alle bogstaffue/ i Herrens Naduere bliffue fremdragne til gruselige skenden oc banden/ Men at saadan forskreckelige Synd bliffuer aff ingen/ vere sig høy eller nederlig Stat/ vere sig vng 264 eller gammel/ regnet for Synd/ oc brugis nu mere hoss den menige mand/ end Fader Vor/ det kand ieg icke anderlunde forstaa end om den store farlige tid/ huor om Paulus taler 2. ad Timoth: 3. Oc om den høyeste opstiget ondskab der Christus propheterer om Matth: 24. for hues skyld dagene skulle/ for de vdualdis skyld/ bliffue forkortede.

✂ Effterdi nu at Verden er forsuffet/ oc aldelis nedsuncken i saadan en Synd/ oc er ingen forbedring at haabe der mig tyckis/ mand maa gribe fat paa huorlunde mand vil/ || saa maa huer forsee sig det beste hand kand/ fly oppaa Bierge/ gaa vd aff Sodoma oc Gomorra/ oc affskilie sig fra saadanne Guds bespaattere/ paa det at ingen skal gøre sig delactig vdi deris Synd/ oc bliffue wrene met dem/ thi Gud skal icke lenger kunde opholde sin Vrede/ huor om wi haffue mere end formegit vidskab om/ haffuer Gud maatte afbryde xx. Aar aff hundrede vdi Syndflodens tid/ fordi at ondskab stigede saa høyt op/ giffue de Guds bespaattere aldelis megit mere aarfage/ at hand skal forkorte de sidste dage/ och nødis til at skere saare megit der aff.

✂ Men at Gud skal nødis til/ at skynde sig och gøre ende der paa/ giffuer Øffrigheden icke mindre aarsage til/ end Vnderdanerne i det at de ved deris effterladenhed och straffens forsømmelighed/ opuecke Gud til høyeste vrede oc hastighed/ oc giffue hannem selffue Suerdit vdi haanden/ mod saadan en Synd/ der staar icke at lide faar Gud oc Mennisken.

✂ Mand less i Historier/ at Jøderne i mange Steder/ tit oc offte igennem stunge/ forhaanede oc vanærede Hostiam/ naar de det kunde bekomme/ aff hine Kirckerøffuere/ ocb det giorde de aff stor had oc affuind/ som de haffde til vor Christelige Religion/ den synd och misgerning/ som Historier vduise/ tog Øffrigheden saa hart til hiertet/ naar de finge det at vide/ at de vdaff en stor och Christelig nidkerhed/ straffede det paa det aller skarpeste/ som der de Jøder vdi Margreffuens Land/ vdi Perlebierge/ bleffue brende for forneffnde offuertrædelse skyld.

✂ Men at al nidkerhed/ er vdsluct i denne tid/ oc Øffrigheden 265 vil icke i det ringeste tage sig til/ at straffe/ ia || icke end met alle lætiste straff/ den gruselige Guds bespaattelse/ som skeer vor Herris Christi liffs och blods høyuerdige Sacramente/ huilcken der ingenlunde staar til at lignis ved Jødernis forsmæelse/ men gaar langt och mange gange der offuer/ dog kand mand mercke der hoss/ at de hulde saadan Jødske bespaattelse for stor Synd/ ieg vilde at de haffde icke selffue en part ocsaa it bøste i salte/ huad kunde wi oss andet formaa och foruente/ effterdi at Gud haffuer allerede trolige oc rigelige nock varet oss at/ oc truet oss/ end en stor oc forskreckelige Guds vrede oc hastighed snarlige til at komme offuer saadan forsmæelse/ emod hans kære Søns legom och blod/ om mand skal icke andet holde til fare/ effterdi at Tyrcken oc anden wlycke/ er forringe it Riss/ til at straffe saadan en forskreckelig Synd/ at Dommedag vil hastelige komme/ oc vor Herris Christi strenge Dom/ at offuerfalde saadanne skendere/ wforseendis paa en hob/ och paa en tid borttage til en euig straff/ alle dem som her nu bliffue wstraffede oc gøre Registeret fuldt/ oc vel fortiene den rette oc euige straff/ i det at de vden al bod och bedring/ saa høyt opstige vdi den skendige last/ met Suæren oc banden at de kunde icke komme høyre.

✂ Wi haffue i denne vor tid forfaret oc seet/ huor at mange Førster oc Herrer haffue wmagit sig/ met stor fare paa Land oc faalck/ at vdrydde den Vinckelmessis vanbrug aff deris Land oc Kircker/ ocsaa paa Herredage/ der som de aff Christelig nidkerhed hulde dem fra de Kircker/ som samme Messer bliffue huldne vdi/ paa det de skulde icke gøre sig delactige aff samme Prophanation met deris neruærelse/ men at Øffrighed holder nu denne Guds bespaattelse/ || for ingen Prophanation/ misbrug oc skenden/ huor met det høyuerdige Sacramente bespaattis/ oc de icke affuerie oc affstyre saadant/ oc ey helder vdrydde oc vdrense aff deris Land (huilckit der kand dog icke lignis ved nogen blasphæmien eller bespaattelse nogen sted/ at denne ey offuergaar alle andre bespaattelser) det gør mig (ieg veed icke huad andre faalck tencke der om) mange vnderlige tancker/ at ieg kand icke rette mig der vdi huorlunde oc 266 for huad aarsag Øffrigheden haffue saa hart tilstoppit deris øren oc saa aldelis tilluct deris øyen til samme bespaattelse/ men det er at befrycte/ at wi allesammen met huer andre snarlige faa det at vide/ ehuort det vil hen oc huilcken side det vil vd paa/ Gud beuare sine oc rycke dem her aff/ som hannem tilhøre.

✂ Jeg vil end nu giffue it exempel tilkende/ oc der ved forklare at ieg/ maa vel ske/ hoss andre fromme Christne/ haffuer aarsage stor nock til at forundre huorlunde det gaar til i denne tid/ at mand kand icke formercke i det alderringeste nogen nidkerhed hoss nogen Øffrighed høy eller lau/ mod saadan languarende bespaattelse/ som io mere oc mere stiger høyt op/ oc det er dette/ Faar nogle faa forgangne Aar siden/ sette mand Sacramentit (som mand saa kaldede) vdi it Monstrans/ aff Sølff eller Guld (som det er end nu brugeligt i Pauedommen) oc det droge de omkring paa Gaderne met stor pomp oc Statz/ met mange Ceremonier/ oc bram/ fra en Kircke oc til en anden/ Der som saadan afflagd misbrug oc prophanation befaledis met mact oc vold vdi en Stad/ at oprettis igen/ oc ved mact holdis/ da (Gud være loffuit) findis der mange fromme Steder/ som holde sig der fra/ at de sette helder alt det de || haffue vdi fare/ før end de lade saadan misbrug trengis ind i dem igen/ men at mand nu kand icke finde i nogen Stad/ enten Borgemester eller Fogeder/ som ville affverie eller afstyre denne neruærindis vanbrug/ huor met vor Herris Christi Legeme oc Blod vanæris/ som langt offuergaar den Prophanation/ som ret nu bleff omtald/ det er lige det samme der mig beueger/ at ieg veed icke i sted huad ieg skal tencke der om/ eller huort ieg skal drage det hen/ Mand finder io i nogle Steder/ end dog saare lidet/ at der er end nogen liden act lagt paa hine Guds bespaattere/ dog aleniste hoss hine Daglønere oc vedhuggere/ men met saa saare ringe straff oc opseende/ lige som mand skulde straffe Skalcke/ der riffuis oc slais/ om nogle tomme Nødskaler/ oc ieg vil inted tale om/ at Forelderne icke aleniste høre/ lide oc taale saadan Guds Bespaattelse aff deris Børn/ men de haffue vel ocsaa en part en 267 velbehagelighed der vdi oc holde det for it tegen/ at saadanne deris Børn bliffue kaastelige Karle/ som saa kunde beuise sig allerede met saadan Guds bespaattelse/ end dog ieg acter oc det/ at der er mange fromme Forældre/ der bliffue forskreckede offuer saadan Guds bespaattelse oc straffe det hart paa deris Børn/ Men den almindelig hob/ haffuer ieg sorrig/ at ieg gør icke stor wret/ Thi at effterdi mand hører saadan bespaattelse paa Gaderne/ da maa mand vel formaa sig til visse/ at de haffue hørt det i husene tilforn/ oc der lert at bruge det/ thi det gaar lige saa til/ som den hendske mand sagde/ Sic agitur censura/ et sic exempla parantur/ Cum Judex alios/ quod monet ipse facit/ Som de gamle siunge faare/ saa siunge de vnge effter/ Jeg haffde sæt mig faare at gøre denne formaning om den Guds bespaattelse || lengre/ at ieg vilde handle det noget videre/ huorlunde denne Guds bespaattelse borttager oc til inted gør vor Herris Christi Rige her paa Jorden/ som hand haffuer befattet det samme i sin besynderlig lou och statuter vdi den lange prædicken hand giorde paa Biergit Matth: 5. 6. och 7. Cap: oc iblant andre statuter/ som hand skicker oc opretter i sin Kircke/ siger hand/ Men ieg siger eder/ elsker eders Fiender/ velsigner dem som eder forbande gører vel emod dem som eder hade/ beder for dem/ som eder gør skade oc forfølge eder/ paa det i skulle være eders Faders børn i Himmelen/ han siger icke saa/ vunder/ martyrer/ skender/ bander etc.

✂ I denne forsæt/ vilde ieg giffue tilkende/ huorlunde denne Guds bespaattelse/ er en Synd mod vor Skabelsis artickel/ som den aldelis forderffuer oc gør Gud selffue til inted.

✂ Jeg vilde ocsaa fremdelis haffue dragit det andet bud frem/ som Gud haffuer sæt i den første Taffle/ mod al Guds bespaattelse/ och at Øffrighed lader en arm Tyff for tho eller tre Daler skyld/ hengis i Galie/ men den lade de saa aldelis wstraffit hengaa/ som stieler Gud sin ære fra/ oc sin Nestis liff oc siel fra/ met samme Guds bespaattelse/ huad for it suart Regenskab de skulle gøre/ huor stor en Guds vrede de belade dem met/ huilckit alt sammen findis vel naar Gud skal sige/ Redde rationem/ huorlunde wi haffue det vdrettet.

✂ At ieg icke gaar frem vdi disse Artickler/ som ieg haffuer tilkende giffuit/ haffuer ieg paa denne tid god sag til/ Der som ieg kand forfare/ at der findis nogle/ som lade sig beuege aff denne formaning oc tager nogit paa at straffe/ || der som det er ekon en liden Købsted/ der vil nogit begynde/ da vil ieg ydermere gøre min flittighed der til at forlenge oc fuldende denne formaning/ men der som ieg kand aldelis inted vdrette/ saa maa ieg det tage til tacke och giffue mig til fredz i min samuittighed/ Den fromme Noe/ Loth/ Propheterne/ vor Herre Christa oc Apostlerne haffue vel hafft saa megit møde oc arbeyd oc giort dem saa stor wmag til forgeffuis/ i det at de haffue tit ræt saa lidet vd/ som en fattig predicker kand holde ved mact eller komme affsted.

✂ Men huor høylige den bespaattelse er Gud emod/ huor met hans ettiste oc kæriste Søn bespaattis/ oc huad for en haard och stor straff/ hand vil vdkreffue for saadan en Synd/ end ocsaa vdaff Øffrigheden/ vil ieg/ til en besluttede/ giffue Øffrigheden/ denne effterfølgende Historie at betencke.

✂ Saa haffuer det sig tildragit/ i Suidzerland/ hoss den Stad Villesauen/ tre mile fra Lucern/ at tre Doblere vaare vdgangne/ om en Søndag/ til spilleplatzen oc sette dem til/ hoss skiffuen at doble/ der vaar en iblant dem ved naffn/ Vlrick skræder/ hand haffde fordoblet mange pendinge den dag/ oc begynte suarlige at suærie oc bande/ Men den tid/ hand fick en god Leg/ mente hand/ at det vaar icke mueligt/ at hand skulde tabe den leg/ sagde hand traadzelig/ at der som hand tabte den Leg/ vilde hand sticke Gud ihiel i Himmelen/ om hand kunde/ oc hand tabte samme spil/ da stod hand op oc tog sin Dagert/ ved odden/ och kaste den op i Veyret/ oc sagde/ Kand ieg/ da vil ieg kaste denne Dagert ind i liffuit paa Gud/ Dagerten bleff bortte/ oc fem blods drober kom faldne ned paa Skiffuen/ strax er || Dieffuelen kommen/ met stor bulder oc hastighed oc førde den samme/ som haffde saa kaste sin Dagert/ obenbarlige bort/ De andre tho effter at de bleffue saare forskreckede/ toge de Skiffuen/ oc droge den ned til vandet/ at de kunde affto blodet/ men dis mere de tode/ dis mere 269 gaff blodet sig tilkende oc til siune/ oc bleff i lenger oc rødere/ I det kom der it skrig i Staden/ oc huer mand løb vd oc funde de tho hos vandet/ dem toge de strax til fange/ effter at de haffde vdsagt oc bekent huor fat vaar/ men den ene bleff saa skrøbelig/ at hand falt om i porten/ voxte der wforuentendis nogle store Lus paa hans gandske krop/ som bede store hul paa hannem/ at hand iamerlige oc met stor pine døde der aff/ Den tredie lod Øffrigheden i Staden halshugge. Blodit lode de skære aff Skiffuen/ oc legge tilsiune/ at mand kand vise folck det/ til atuardsel.

✂ Denne Historie er vden tuil saa skeet/ at de Guds bespaattere kunde der met vnderuisis/ huad for en forferdelig Synd/ den Guds Bespaattelse er/ mod huilcke denne forscreffne Historie maa vel regnis for Børneleg/ disligiste at Øffrigheden maatte komme ihu oc dragis til minde/ huad deris Embede er/ i det at Gud straffede disse tre personer saa hart oc saa snart/ ved ferske gerninger for den Synd/ huilcken icke staar til at lignes ved denne forskreckelige bespaattelse/ som nu er gengze/ huorlunde de/ som der til er kaldede aff Gud/ skulde lade sig finde met stor nidkerhed/ oc allerstørste straff/ mod de Guds Bespaattere/ men dersom de ere forsømmelige der vdi/ vil Gud selff begynde at straffe/ at den ene maa nyde den anden at/ som tit oc offte sagt er tilforn. ||

✂ I denne gandske bog talis inted om den Christelig Suæren eller banden/ som aff Gud er Øffrighed Aandelig oc Verdslig befalit/ thi det er Guds befalning/ oc ingen bespaattelse. Men den Suæren oc banden/ som omtalis i denne bog/ forbiudis i den gandske hellige Scrifft/ vnder høyeste straff oc euig fordømmelse/ Thi saadanne skulle icke arffue Himmerigs Rige/ I. Corinth: 6. Icke skal mand helder faa mad/ det er/ haffue omgengelse met dem/ I. Corinth: 5. Fordisaa at det er en gruselig Guds bespaattelse etc.