En formaning oc atuarsel om den
leppede oc forkludede Hosedieffuel/ som er opuect
mod al tuct oc ære.
✂ Den hellige Paulue siger til de Romere i det siette Capitel at syndsens sold er Døden/ oc icke aleniste/ den timelig eller euige død/ men al wlycke/ bedrøffuelse/ Siugdom eller huad for modgang dette leffnit haffuer paa sig/ som oc saadant altsammen er aff Gud paalagt vore første faarelder Adam oc Eua/ til en straff for synden Gen: vdi det tredie Capitel. Men effter det gamle almindelig ordsprock. Crescentibus peccatis crescunt et pænæ. Det er/ naar Synden voxer da voxer ocsaa straff oc pine for Synden/ lader Gud det icke bliffue ved saadan en almindelig wlycke. Men som Synden tager til/ voxer oc opstiger i Verden/ saa lader Gud ocsaa hans vrede oc straff voxe oc opstige met och hoss Synden. Lige som nu Synden haffuer voxit altid i Verden/ indtil denne stund/ oc folckit er vordit io arger oc verre dag fra dag/ saa haffuer io daglige ocsaa/ mere oc mere wlycke/ oc større modgang fult der effter/ som ocsaa de Historier aff gamle och ny Testamente/ och der til met de hedniske Historier/ saadant rigelige beuise. Oc der faar/ effterdi ondskab haffuer fangit offuerhaand/ oc Synden er opstiget paa det høyste/ i denne siste tid/ effter Christi egen prophetie/ Saa ere wi ocsaa vnderlagde mere straff/ wlycke/ Krig/ Blodstyrtning/ Pestelentz/ Siugdom/ suar dyr tid/ offuersettelse oc besuering aff Herskab/ som wi det end hart nock forfare/ føle oc tage paa/|| at ocsaa offuer dette altsammen/ Fulene i lucten oc fiskene i vandet/ oc lige saa alt andet/ forsuinder vnder henderne faar oss/ io mere oc mere/ at wi skulde io nocksom kende paa straffen/ at Synden er voxen oc ondskab er opstiget paa det høyste/ Det beuise ocsaa oc vinde offuer oss/ saa mange atskillige ny oc vnderlige siugdomme/ som icke haffue verit tilforn/ men de gamle aldelis wbekynte.
28✂ Vdi denne Gudz vredis/ straffis oc mangfoldig wlyckis vext/ formering oc daglig opstigelse/ gøre wi lige som hine hunde/ der løbe effter stenen/ som mand haffuer ramt paa dem met/ oc bide saare hastige der paa oc tencke icke eller see/ vdaff huem eller for huad aarsag de bleffue slagne. Lige effter denne art holde wi oss ocsaa nu/ wi klage paa denne onde tid/ som er beladet met saa megen wlycke/ wi sidde i asken oc henge met vort hoffuit/ oc bide oss i læberne met vor wlycke/ ere sorrigfulde och bedrøffuede/ det gør ossont/ ath wi met vore Børn haffue leffuit denne onde tid/ oc wi tencke icke der en gang paa/ at wi haffue fottient oc opuect saadan Guds vrede oc al wlycke mod oss/ oc at wi skulde falde ind vnder Gudz riiss oc falde hannem til fode/ bede om naade/ oc loffue oc tilsige hannem/ at wi ville rette oc bedre vort leffnit. Men wi ere heller da de rette Kompaner/ och deylige Børn/ som Esaias Prophet klager offuer/ i sit niende Capitel/ der hand saa siger. Dette folck vender sig inted om til den som dem slaar/ oc skøder inted om Herren. Der faar mue wi ocsaa bide oss i læberne oc opæde oss/ met vor egen wlycke/ saa lenge som wi villie/ oc wi ere inted der met behulpne/ men gøre det verre som er ont/ oc bide endelige tenderne vd paa stenen/ och gaa saa || hen til grunde i vor wlycke/ saa skal det gaa til/ oc oss skeer lige oc ret. Der faar/ at wi see icke paa det/ der er aarsag til vor modgang/ oc ey heller ville see der til/ oc der som wi end det see/ huor fra/ vor wlycke vdflyder/ tencke wi icke der paa/ oc ey heller offuerueye/ huorlunde saadan Guds vrede/ maatte blive bortuend fra oss.
✂ Men at wi kunde paa denne tid nogit gøre/ oc icke sige aff mange/ offuermaade drabelige oc vectige hoffuit Synder/ som wi ere faldne vdi effter Christi prophetie. Der som wi vaare aldelis fromme oc haffde ellers ingen Synd/ da fortienner Tyskland nu icke aleniste Guds vrede/ oc denne neruerendis wlycke/ som wi ere nedsunckne vdi/ offuer øynene/ men det vaar ingen vnder/ at Solen icke mere skinde paa oss/ oc iorden icke mere bar oss/ oc at Gud slo der i/ met den siste dag/ for den gruselige wnaturlige oc dieffuels Kledebaan/ som vngt 29 folck nu vanskaber sig met/ oc saa skendelige beskicker dem vdi/ at icke aleniste Gud/ de hellige Engle oc alle fromme erlige folck/ men ocsaa diefflene selffue gry oc vndsette sig faare. Som mand siger for tnfi/ oc i sandhed/ at nu en kort tid forleden/ vaar en frommer mand/ hoss en Maler oc bestillede sig en taffle/ oc bad at hand vilde male dommedag der paa met stor aluorlighed oc gruselighed/ oc besynderlige at hand vilde male dieffuelen paa det allegrummiste/ oc Maleren giorde sin allerstørste flid der til/ oc malede Dieffuelen paa det allergrummiste/ met saadan formaledide Hoser/ met offuertog/ lige som de vnge kompaner nu drage dem. Der er dieffuelen kommen oc gaff den Maler en veldig Kindhest/ oc sagde/ at hand haffde giort hannem vold oc wret/ at hand haffde saa malet hannem. Thi hand sagde sig aldrig at vere saa grum oc saa gruselig/ som || hand haffde aff controfeyet hannem met de paltede lompehoser eller vadstøffle/ oc det skal nu hiede/ for Gud oc mennisken en beprydelse oc staa en vel/ det som den wrene Dieffuel skammer sig selff faar. Men der aff kunde i lettelige forstaa oc begribe/ at der som Gud end nu lenger ophulde met domme dag/ at Verden skulde end nu staa en tid lang/ huad wi met saadant vngt folck for en Verden vilde lade effter oss/ om det ocsaa vaare mueligt/ at Jorden skulde kunde bære vore effterkommere/ i det at de traadde dieffuelen ind/ i hans embede oc stat/ oc bleffue argere oc gruseligere paa Jorden/ end diefflene vaare i Helffuede/ som nu allerede den største part offuergaar dieffuelen i forstockede blindhed oc ondskab/ huilcke der aldrige saa genstridige oc egensindige haffde foractet saadan naade som oss nu tilbiudis oc wi træde den met fødder/ som det nu skeer/ men huor det vil hen vd/ oc huad for en ende det vil tage/ skal icke Verden kunde før kende/ end at vandet slar sammen offuer hoffuidet paa dem/ oc indtil de skrige/ oc sige. Kommer i klipper oc falder paa oss etc.
✂ Men effterdi/ at Gud alle vegne oc altid/ lader hans Naade tilbiude/ oc gaa faar hans vrede oc straff/ som den der icke begerer vor død/ men vor bedring oc liff/ huilcket der skeer 30 vden al tuil/ icke foruden aarsage/ at Gud hiemsøger oss/ met en saa rig oc offuerflødige Naade/ oc hans hellige ords store liuss/ som icke er saa skeet tilforn i femtenhundrit aar/ da vil der effter en hed Solskin komme stor storm oc haffuel/ Ja effter saadan stor tilboden naade/ vil følge en stor wlidelige vrede oc straff. Oc der wi nu som ere kaldede aff Gud/ met en aluorlige oc haard beffalning i det hellige predicke embede/ tilbiuder || huer 1 - - - - - - - - - - - - - - ||
✂ - - - - - - - - - - - - - - - - - ||
✂ høller hand paa oc skiuler sig til/ at giffue tilkende oc paaminde/ om saadan en skam/ indplantet i naturen/ at skiule en part aff legemet/ huor aff den forderffuede naturs forøgelse/ haffuer hendis begyndelse oc oprindelse som til en ihukommelse oc formaning/ at naturen er forderffuet/ ved Arffsynden/ oc paa det at kød oc blod/ som er optend aldelis oc gandske i onde løst oc begeringer/ skulde icke mere eller lengre forargis oc røckis til synd/ ved saadan nøgenhed/ blotelse oc barhed.
✂ Der faar kand mand nu her aff først: beslutte/ vden al modsigelse/ at denne neruerendis forkludede hose Dieffuel haffuer ført aldelis en ny synd i Verden/ oc kommen den paa fode som er oc mod naturen selff/ der som de andre Synder haffue dog deris oprindelse oc vdspryng vdaff naturen/ ond løst oc begering til ont/ oc rime sig/ ia komme offuer ens met naturen. Der faar kand oc huer mand lettelige kende oc dømme/ huad for en arrig oc wforskemt Dieffuel/ der regerer nu i det vnge Folck/ som saa forsømmelige met stackede kiortle/ som icke naa til binde gauene/ oc met Helffuedis flammer oc Ildelouer barer oc bloter deris legeme (oc mest det/ som burde mest at vere skiult) oc sette det saa vden al skam/ faar huer mands øyen/ til forargelse oc indlaackelse/ i alle onde begerelser oc løst/ Huilckit ocsaa naturen vil haffue tiltect oc skiult. Der faar skulde wi bekende/ effter saadan vor første faders Adame exempel oc efftersiun/ oc effter vor egen natures indledelse i saadan iførelse oc ombindelse/ vor Synd/ skam oc skendtzel/ huor i wi ere faldne. Item klage det aff Hiertet faar Gud/ stri mod * 31 onde begeringer oc løft/ modstaa al wrenhed/ oc fortage ocsaa andre Folck den tillaackelse til det onde/ som de kunde see paa oss oc saa skiule oss oc tecke til faar Gud/ faar Englerne oc Mennisker/ vil ieg nu i denne || tid hiemftille det til de vnge kompaner/ oc sette det til deris eget Hierte oc samuittighed (om de haffue nogen samuittighed) oc giffue dem at betencke/ huad for en gruselig och wskamactig Dieffuel/ der haffuer sæt sig i deris Hoser/ huor haardelig Gud vil straffe dem der faar at de met saadan Kludehoser gøre sig megit bart oc blot faar Gud/ Englerne oc Menniskerne/ til alle onde begeringer och til al wkyskhed/ meget mere end naar de gaa ret aldelis blot nøgne/ Som deris egen natur och samuittighed skal paa Domme dag klage paa dem til fordømmelse/ oc offueruinde dem/ at de haffue giort dem selffue langt arriger oc verre/ end de vaare fødde oc komne til Verden ved den forderffuede natur. Oc endelige skal samme Hosedieffuel met stor giede/ hoffuering och triumphering paa domme dag vare paa dem/ oc strax effter Guds dom er gangen dem offuer/ hendrage oc henrøcke dem/ met deris Hoseflammer/ til den euige Helffuedis flamme oc loue/ da faa vore vnge Kompaner at see oc forstaa/ huad det er for en smycke oc beprydelse oc huor deylige saadanne forkludede dieffuels Hoser staa dem. Dissimellem faa wi at giffue oss til fred/ at de spaatte oss och giffue oss en ladder der faar.