Om Ecteskabs Stat.
✂ EFterdi at Ecteskabs Stat er icke aleniste aff Gud oc der faar sin loff verd/ men ocsaa den første oc aller elste Stat funderet/ ordineret oc Stadfest aff Gud fader/ da vilde Gud bestyrcke oc beuare den samme gamle || oc lofflige Stat mod Satan oc hans gantske wgudelige hob oc selskab.
✂ Thi strax effter at vor Himmelske fader haffde beskickit 90 Ecteskab i Paradiss/ lagde Satan sig effter met løgen oc mandrab hannem at forhindre oc forderffue.
✂ Derfaar lod Gud fader alsommectigste strax ordinere oc beskicke tho andre Stater/ som skulde komme den forfaldene oc besmittede Ecteskabs Stat paa fode igen/ oc den oprette/ beskytte oc beskerme/ som er den hellige Kirckis Stat oc verdsens Stat/ paa det at den første skulde bestri Satans løgen oc bedrageri/ met Guds ord oc sandhed/ den anden skulde bestri hans Mandrab och wlydelse met fuerdet oc retferdighed oc det der faare/ at Ecteskabs Stat skulde beskyttis oc beskermis met faadant it dubelt forsuar/ mod Satans falsk oc suig.
✂ Der faare effterdi at denne ypperlig oc gudelig Stat er en hellig ting. Da || bør oss alle som enten vil giffue oss der vdi/ eller ere der nu vdi/ at offuerueye/ at det er icke nock/ at wi forstaa denne Stat hellig at være/ men wi skulle ydermere see oss om/ huorlunde at wi selffue ocsaa/ som begere Ecteskabs ret/ kunde skinne met denne Stat vdi lige hellighed oc gudelighed.
✂ Der faare haffue wi først en Christelig vnderuisning behoff/ met hwad middel oc maade/ wi skulle beredis til samme Stat/ at wi kunde den Christelige begynde/ gudfrøctelige den framholde/ oc gudelige fuldkomme oc fuldende/ Men paa det at vort forsæt kand haffue en ret lycksalig oc gudelig fremgong/ da er det oss behoff/ at wi den begynde met Gud oc vdi Guds naffn.
✂ Men Guds villie skulle wi lære/ io mere oc mere vdaff hans hellige oc salige Ord/ buor paa oss bør ath legge en flerck/ viss oc stadig grunduaal/ huor paa wi skulle bygge oc opsette vort gantske || forsæt/ oc inted tuile/ at det et ey aff Gud oc hannem behageligt/ oc at hand der faare vil recke oss haanden/ beskerme oc beuare oss. Der som wi det gøre/ da kunde wi met it frit mod begynde den handel/ gaa lycksalige fram der vdi oc gudfrøctelige det fuldende.
✂ Faar det andet/ effterdi at al vor handel oc forfæt skal beskickis effter Gudz ord som effter den rette rictesnor/ Som 91 Jesus Syrach 9. siger/ da er det tilbørligt at wi skulle høre det salige Guds ord/ som vor tro raadgiffuer/ oc der aff bede oc begere raad/ da skulle wi finde vdi Gudz ord/ iblant andre ocsaa dette raad at wi skulle tilgaa oc begynde alle vore gerninger/ besynderlige dem som røre Gud paa/ vdi en sand ydmyghed oc vdi en aand som er ydmyg oc fremmed fra al hoffmod oc høyferdighed. Thi Gud som S: Peder siger/ modstaar de Stolte oc Høyferdige/ oc hand deler sin naade met de ydmyge. ||
✂ Der faare vil det icke andet være end wi skulle ydmyge oss oc giffue oss vnder Guds mectige oc veldige haand/ oc da gaar vor sag vel faar sig hoss Gud i en sand ydmyghed oc en tro bøn/ som er foruden al tuilactighed.
✂ Der som wi i saa maade legge en grunduaal til vor tilkommendis Ecteskab oc wi gøre oss en indgong der til oc begynde det met en ret tro Christen bøn oc en ydmyg aand/ da begynde wi icke den Stat af nogen daarlighed/ hoffmodighed eller kødelig trøghed oc frimodighed/ som denne verdsens Børn pleye at begynde al deris handel.
✂ Der aff kommer det ocsaa/ at huad de tage dem faare oc ville haffue fram/ det gaar til bage faar dem. Oc de haffue ingen lyckelig Ørferne paa Himmelen/ som kand Liuse faar dem/ ingen lyckelig framgong/ ingen Guds velsignelse kunde de fornemme naagit til/ oc her til er dette sagen aleniste/ fordi at de indbiude || til deris Brullup tho wgudelige Jomfruer/ som føre dem al skade i gaard/ den ene heder Daarlighed/ den anden Kødelig vissdom/ Tho hoffmodige/ opbleste/wblusommelige oc skadelige Søstre i Guds sandhed. Fordi at huor som de bygge deris rede i noget Menniskis hw oc sind der tør mand icke vente nogen god lycke eller lycksalighed.
✂ Men it Menniske som er gudfrøctigt och rettelige frøcter Gud/ indbiuder til sit Ecteskabs begyndelse oc til sit Brullup/ disse tho Jomfruer som ere Ydmyghed/ det er/ sin skrøbelig nature bekendelse/ huor met hand vnderstaar sig at være en stor synder for de misgerningers skyld/ huor met hand haffuer offuertraad Guds Lou/ Oc en Christen Bøn er den anden 92 Jomfru/ Disse tho lede oss den rette vey hen til Gud/ oc ophøye oc oprette vor hw oc sind til hannem.
✂ Naar wi haffue giort oss en indgong vdi en sand ydmyghed/ vdi en tro Bøn || siden skulle wi ydermere legge vind paa/ huorlunde wi kunde vandre bedre fram/ oc saa beskicke vort Ecteskab/ at wi kunde Gudfrøctelige och Christelige haffue oss der/ vdi dette vsle oc arme leffnis laab oc framholdelse. Her haffue wi tho husfolck behoff/ som wi skulle tage ind til oss/ som er Guds frøct oc Taalmodighed/ de skulle vere til stede hoss oss alle vegne/ vdi alt vort leffnit oc omgengelse/ oc aldrig vige fra oss.
✂ Guds frøct viger oc flyer fra alt det som er Gud almectigste vor kæriste Himmelske fader til mode. Men Taalmodighed hun drager/ offuerbær oc lider/ være sig huad for kaarss oc modgang der tilfalder vdi Ecteskab.
✂ Der faar er det storlige behoff at huer Husfader oc husmoder kand vel lære at kende disse tho gamle herlige Matroner/ oc trolige beholde dem hoss sig til herbers/ i det at de ere megit snilde oc forsøgte/ Thi at der som disse tho søstre || vdi Ecteskab/ som er Guds frøct/ oc taalmodighed nødis til at vige vdaff dit huss/ strax i deris sted komme igen/ tho gamle dieffuels rynckede oc galne søstre/ tho forbandede Beginer oc Begutter/ tho gamle troldquinder och trafaler/ som ere Frimodighed oc Hastighed/ eller knurren oc murren.
✂ Den første som er Frimodighed eller ørckeløshed/ hun haffuer inted andet til idret/ hun tager sig inted andet til/ end sider bag Kackeloffnen oc soffuer/ Oc vnder tiden vender hun stecte Pærer oc Eble/ oc hun er saa frimodig i al sin ting/ at hun skøder om ingen ting i busit/ inted gør hun/ inted arbeyder hun/ men hun tencker ekon aleniste/ at der skal komme nogle stegte Kyllinge selffminte flygendis i munden paa hende/ som det pleier at ske de borger/ som boe i det Rige der kaldis Vtopeia. Der faare ruter hun oc præfer sig altid/ slemmer oc demmer oc forbrasker || i meden der er en pending igen/ den aller skadeligste Gest.
✂ Men den anden hendis ven oc søster som er Vreduordenhed 93 oc wtaalmodighed naar hun formercker/ at al ting er ved frimodighed forsømt/ forød/ wnyttelige fortæret/ forslemmet oc fordemmet/ da kaster hun sig ocsaa bag offnen vind oben oc recker sig/ oc ligger oc suuer sine negle som Biørnnen gør/ inted tager hun sig til/ hun ligger oc knurrer oc murrer oc er vred/ hun suarer til huert ord/ bander/ skiuder onde guffer vd/ kiffuis oc trettis/ oc ligger oc fører ont iblant de andre met stor wtaalmodighed.
✂ Disse tho ere de rette forgifftige Huspuger eller Husdieffle/ fra huilcke min Herre Gud beuare mig stedse oc altid.
✂ Det første/ naar der kommer nogit kaarss paa ferde i huset/ det er nogen wlycke/ som kand være siugdom/ foractelse/ fattigdom/ geld/ hunger eller nøgenhed/ || da flytter wtaalmodighed oc vreduordenhed icke gerne aff husit/ men er altid tilstede met euige væklage/ sorg oc graad. Der faare er det mit gode raad/ at du beholder hoss dig de første søstre/ som er frøct huor met du kant frøcte Gud/ oc Taalmodighed/ Thi ved Guds frøct skyer oc flyer mand det onde/ som Salomon siger/ oc huo der haffuer Gud faar øyen/ hand synder icke oc huo der inted bedriffuer mod Gud/ men frøcter hannem oc er hannem hørig oc lydig/ til hannem sender icke Gud (som haffuer skabt oc beuaret alting) disse trætactige oc spaadske skøger ind i huset/ frimodighed (siger ieg) oc wtaalmodighed/ Men den som taalmodig er/ hand lider veluillige oc gerne huad hannem kommer til/ venter oc forbider effter Guds neruerendis oc milde hielp/ Saa bestyrckes wi vdi haabet/ oc haabet steder icke til at wi skulle beskemmes vdi taalmodighed/ Thi Gud almectigste haffuer sin allerbeste løst af || dem/ som hannem frøcte oc vente hans miskundelighed/ som Dauid siger.
✂ For det Tredie/ der som wi i saa maade begynde Ecteskabs Stat met Guds hielp/ oc wi leffue der saa hen vdi nogen tid lang effter Guds gode vilie ved al Taalmodighed oc frøct/ da skrider dog Solen ned paa det siste/ lade sig vere huor megit hun haffuer skinnit paa vor Himmel/ at hun vil ocsaa til at gaa ned/ Thi saa vil det gaa til met oss/ effterdi wi ere icke lenger vnge oc veldige/ eller aar gammele.
94✂ Vore aar flyde bort som bølier i Haffuit som Propheten siger/ naar (siger ieg) dette hender oss/ da er det storlige behoff/ at wi gøre det som Christne bør at gøre/ oc offuerueye at wi haffue icke her lenge stad at bo vdi/ men mue søge effter den tilkommende stad/ oc er behoff at wi berede oss til Taalmodighed i alt det som tilstunder ved døden/ oc at wi rede oss til at opsøge it andet oc bedre liff en dette er. ||
✂ At wi kunde rettelige fuldende oc fuldkomme denne ferd/ skulle wi haffue tuende søstre til ledsagerske oc veyuiserske/ som kunde lede oss frem at den rette vey til det tilkommendis liff/ som ere/ Troen oc Tacknemmenlighed.
✂ Disse tuende ledsagerske ere oss io storlige behoff oc nøttige/ at wi dem ind til enden beholde hoss oss/ oc naar det vil være met oss/ tit kalde dem til oss oc idelige bruge deris hielp oc trøst. Thi end dog wi haffue fremdragit it Gudfrøctigt oc Christeligt leffnit effter vort tøcke/dog alligeuel haffuer alt det/ som wi haffue giort/ værit styckuerck oc wfuldkommeligt oc hør nu langt andet der til huorlunde/ wi kunde bliffue delactige i det euige liff. Troen er den søster som støer sig paa Guds naade oc Barmhjertighed aleniste/ trøster sig der paa aleniste/ oc husualer sig der met aleniste/ Huilcken Gud faders naade mildhed oc miskundhed Guds søn Jesus Christus flide || ossoc gaff oss/ huilcken den hellig Aand haffuer oc indsæt i vore hierter/ hu oc sind/ oc haffuer giort oss visse paa samme naade.
✂ Her følger strax effter den anden Ledsagerske/ som er Tack nemmelighed/ Huor met wi skulle beuise oss tacknemmelige imod Gud oc alle hans velgerninger/ som hand haffuer oss beuist. Thi alle gode gaffuer oc alle fuldkomne gaffuer komme offuen ned aff liffsens Fader/ der faare bør oss io at prise/ ære; loffue oc tacke hannem/ Men der som disse tho Satans Brud trenge sig ind paa oss oc ville io haffue herredom/ raade on regere offuer oss/ som ere Mishaab oc wtacknemmelighed/ do er det visselige aldelis giort met oss. De sla oss aldelis ihiel Fordi Mishaab er moder til fordømmelsen/ oc wtacknemme lighed er vist en wtacknemmelig gest/ at wi met hende kand icke komme ind huercken i Himmelen eller i Paradiss. ||
95✂ Der faare om de tho bliffue oss formastige/ oc faa offuerhaand oc mact offuer oss/ da skiude de oss houedkuldis ned i Helffuedis affgrund/ da vil det ske/ at der som wi her haffue icke dragit vden en slæde (som det ordsprog lyder) skulle wi der drage it helt læss/ oc aldrig finde nogen rolighed enten her eller der/ fra huilcken iammer/ elendighed oc euig wselhed beuare oss Gud fader formedelst sin elskelige Søn/ i den verdige hellig Aand.
✂ For det fierde/ effterdi at wi først haffue hørt oc fornommet/ at Ecteskab er aff Gud skicket oc indsæt/ helligt oc Gud behageligt/ disligeste huorlunde wi skulle berede oss/ oc der til met huorlunde wi skulle haffue oss der i/ vdi Guds frøct/ oc den lycksalige vdi en ret tro fuldende/ da bør oss der effter at høre oc lære/ at denne Stat/ er icke aleniste erlig/ men ocsaa nøttelig/ ia den aller ypperste iblant de Stater som den almectigste Gud haffuer || ordineret/ skicket oc indsæt.
✂ Thi aff denne Stat ere først komne Guds Børn/ oc de her i opfødis/ saa mange som bliffue sande Guds børn/ ved den hellige Daab/ huor til de framberis aff deris faareldere som ere lofflige tilsammen føyde i Ecteskab. Disse børns Engle see altid vor Himmelske faders ansict. Disse børn de loffue oc prisse oc ere Gud/ oc Himmerigs rige hører saadane til. Aff disse/ ocsaa aff diende børns munde opuecker Gud sin mact oc krafft/ oc sin Hær for sin faders skyld at hand kand sla sin wuen oc den heffngerig ihiel/ ved disse børn loffuis Gud/ met sang/ bøner/ paakaldelse oc tacksigelse.
✂ Oc at ieg vil sige dig met it ord/ aff denne Ecteskabs Stat samler den euige Gud som alting haffuer skabt/ sig it folck/ til en besynderlig eydom oc kircke/ vdi huilcken Gud vil selff sla sin bodpel oc bygge oc bo i hende/ Denne er den løffuende skrin oc monstrans som Gud vil || være vdi/ icke som i Pauedommen/ der mand indlucte det brød som vor vtid paa Alteret/ vdi sølkar oc træhuse eller monstranser. Her er det Tempel vdi huilcket Gud vil selff huile sig/ De ere ocsaa Guds naadis oc den hellig Aands kar.
✂ Oc der som det end hender sig/ at de tho Stater begynde 96 at faa it fald/ oc forderffuis/ at mand kand fornømme at der er brøst oc breck/ nød oc trang paa ferde vdi dem/ som ere vdi kirckens Stat oc verdsens Stat/ Da kunde de dog ligeuel oprette oc komme paa fode igen met al det som behoff gøris vdaff denne eniste Ecteskabs Stat/ som er en kelde oc begyndelse til alle de andre Stater oc ordinering/ lade sig vere huor hellige oc huor ypperlige de kunde være.
✂ Thi aff denne hellige Ecteskabs orden oc Stat vdtager Gud vor allerkieriste fader merckelige/ lerde/vise/ forstandige || oc kloge mend/ huor aff der vduelis Embidzmend oc Regenter/ saa vel vdi Kirckens som vdi Verdsens Stat/ oc de som ere storlige bequemme til alle haande Stater oc embeder oc met gode seder beskickede/ met alle haande gode handel/ kunster oc gerninger.
✂ Der faare alt det som brugis lofflige oc nøttelige til Kirckens oc Lands regementis beuarelse/ det er visselige vdhugget oc vdgraffuet alt sammen aff dette træ/ som er opvoxet vdi Ecteskabs orden oc Stat/ Der faare ligger Gud stor mact paa denne Stat/ icke kand mand heller opregne eller optelle/ huad gaffn/ oc huad offuerflødige gode/ der vdflyder aff denne Orden til den gantske hellige Christelige Kirckis opbyggelse oc til lands Regementis ophold oc beuarelse.
✂ Der faar bør vnge mennisker den stund de ftaa i blomster oc ere deylige oc || smucke/ lade sig vden al modstand oc gensigelse tilraade/ at de icke nødde oc tuongne/ men veluillige giffue sig i denne Stat/ at de kunde affle børn ved en lofflig samquetn oc opbyggelse/ oc siden opføde dem oc skicke dem der til/ at Christi Rige maatte ved samme liffsens fruct formeris oc vdbredis/ met huilcke børn mand søger oc atspør i dette liff/ Guds rigis oc lands regementis beste/nøtte oc gaffn/ Oc end dog at vore børn kunde icke alle sammen framholdis eller ophøyis til høy oc ypperlig befalning/ til stor ære o verdighed/ dog bør denne verdsens Høffdinger oc de som mac haffue at holde hoss dem huer i sit regemente/ bequemme men som frycte Gud oc ere lerde/ oc forsøgte/ der som de ville eller rettelige staa den menighed faare som dem er befalet.
97✂ Icke seer Gud heller til nogens person/ at behage den ene mer end den anden men hand haffuer saa Stor elskelighed || til Ecteskabs Stat/ at hand tit oc offte begaffuer en enfoldige Bondis oc fattige Borgers søn met saa stor visdom/ forstand oc klogskab/ at hand framholder hannem/ oc ophøyer hannem paa Herre Slaat oc Konge gaarde/ at saadanne tøre side nest hoss Konger/ Herrer oc Førster i raad/ til bords/ i Regemente/ oc saadanne vdrette/ ordinere oc skicke tit oc offte mere gaat vd end Førsterne selffue gøre.
✂ Oc i denne maade skeer det ocsaa tit/ at en fattig tieniste Pige bliffuer lyckeligere gifft/ der som en rig oc hoffmodig Quinde dissimellem forsømmis oc forglemmis/ oc mand seer hende staa bag Dørren/ lige som den euige Gud oc skabere fremholt oc ophøyet den fattige Jomfru Hester til saa stor heder/ ære oc verdighed/ at hun bleff vduold til Dronning saa at hun der effter vaar det gantske folck aff hendis landskaff/ oc alle dem som hende haffde behoff/ megit til nøtte oc gaffn. ||
✂ Sandelige saadant skulle Ectefolck vel legge paa hiertet/ oc opføde deris fattige Børn i Guds frøct. Thi en god lycke oc skeffne er ingen forbuden/ at den ene kand ey vere saa ner som den anden/ Thi huo som frycter Gud oc holder hannem faar øyen/ den holder Gud sine øyen offuer igen/ oc fremholder oc ophøyer hannem/ Men vngdommen skal her tage vel vare paa/ at hand bliffuer i saadan Guds frøct met en ydmyg aand hw oc sind. Thi io diss ydmygere nogen er vdi sin aand hw oc sind/ io diss snarer ophøyer Gud hannem. Fordi at Gud er alsomhøyeste offuer alle/ oc naar hand nogen tid skiuder sine øyen ned aff den høye Himmel til oss/ Adams Børn oc affkom/ da seer hand effter sin feduan alleniste til dem som ere ydmyge/ oc dem drager hand til sig oc ophøyer dem/ at de skulle bliffue delactige i den Himmelske høyhed.
✂ For det femte vaar det oc storlige || behoff at wi haffde en eniste husualer vdi Ecteskab/ huor met wi kunde trøste oc husuale oss i nogen maade i vor wselhed/ wrolighed/ pine oc plage/ saa at mand bør i mange maade at bære kaarssit der vdi/ oc nat oc dag faar mand at lide angest oc nød/ sorge oc 98 bedrøffuelse/ møde oc arbeyde/ trethed/ armod/ siugdom/ plage/ pine oc andre atskillige fristelser/ modgang oc genuordihhed.
✂ Der faare er denne den første oc ypperste trøst oc husualelse/ som wi kunde dristelige oc met stor fortrøstning støe oc opholde oss paa/ som er at denne Ecteskabs stat/ som wi haffue giffuit oss vdi/ effter Guds ord oc hans guddommelig ordening oc skick/ er hans egen guddommelig ordtnants/ hellige indsettelse oc megit hellig Stat/ huilcken wi haffue begynt som ret Guds ordning met en god samuittighed/ huor aff wi ere komne vdi en viss forfaring/ oc tro det ocsaa i sandhed || at være vden al tuil/ at denne Stat er Gud behagelig/ som hans egen Guddommelig befalning oc ypperste gerning. Effterdi at de ere hannem icke wbehagelige/ saa mange som gøre hans befalning oc vilie/ giffue sig i denne hellige orden/ vdi en sand Guds frøct oc i Troen.
✂ Der til met at den veluillige Gud oc Skabermand vor kiere Fader haffuer saa skabt oss/ at hand haffuer ocsaa det indplantet i vor natur/ huor aff wi kunde forstaa oc begribe/ at wi ere bequemme til Ecteskab oc der faare effter hans skabning oc gerning haffue wi giffuet oss der vdi/ frøcte Gud oc icke ville tilstede nogit som vor forkrenct natur vil tuinge oss til mod denne Ecteskabs Stat/ huilcket som kunde være Gud til mode/ oc før end wi ville nogit saadant bedriffue/ da ville wi helder kaste oss i adskillig besuering oc fare. For den sag skyld kalde wi paa Gud alsommectigste oc alsomueluilligste oc trofastelige || at hand vil hedre oc ære denne Stat/ oc dele met oss aff sin veluillighed oc godhed. Fordi at wi haffue/ for hans befalning skyld giffuit vaare halse vnder saadant it aag.
✂ Oc end dog at det bieske kaarss trycker en tid lang oc den suare kaarsis byrde tuinger oss/ dog være sig huad det være kand/ da er det ekon timeligt oc forgengeligt/ icke er heller saadant it kaarss oss paa lagt aff verden eller Satan/ men aff Guds godhed och veluillighed/ som det ocsaa er vdi sandhed/ Sandelig da gaar det vel til met oss. Thi Gud den mectige første oc Herre lader icke sin Asen falde oc dø vnder byrden/ 99 men vil hielpe hannem/ haffue medønck offuer hannem/ enten at forminske den tunge byrde helder oc slet forløse oss/ eller oc tillegge oss nogen som kand hielpe oss at bære oc drage/ Som ocsaa den hellig Aand oc husualer mand/ hielper oss met sin || trøst oc husualelse/ at bære oc drage huad for byrde oss kand paaleggis.
✂ Der til met er Kaarssit met pine oc plage oss til forhindring/ at wi skulle icke synde/ Thi den veluillige Gud holder oss tilbage der met/ at wi skulle icke vandre fram vdi synden/ oc bliffue saa fortabte vdi den/ saa er det oss nøtteligt oc til salighed/ at vor Herre Christus kommer oss saa vnder tiden til mode oc vnder øyen. Offuer alt er Kaarssit i den maade en idelig øffuelse/ huor met wi øffuis som paa den hellig Aands verckested oc schole/ driffuis oc læris vdi vor Hw oc sind at smage oc forfare huad Guds frøct er/ huad troen/ huad kierlighed/ huad lydelse/ hwad taalmodighed/ huad haab/ huad veluillighed/ huad spagferdighed/ oc huad miskundhed er/ denne er da den rette randsagelse oc prøffuelse/ huor met mand skal kende oss tro Christne at være oc huorlunde at wi skulle haffue oss/ baade imod Gud oc vor neste.