Petrus Palladius
✂
Dette mit føye arbeyde/ som ieg haffuer lagt paa denne merckelig Vnderuisning/ mod den slemme synd Druckenskab/ at ieg lod den vdprente/ skencker ieg først: alle dem som mand kalder Selskaber her inden Københaffns porte/ hine rette slemmere oc demmere/ som lade dem daglige finde i Ølkonis hus/ Først til Brende Vin/ om Morgen/ der nest oppaadagen til Tydskøl/ paa det siste om afftenen til Prysing/ met al den slemhed der henger hoss. Siden maa ocsaa denne bog være skenckt alle andre vdi dette gandske Rige/ aff det samme selskab/ baade i Hoffgaarde oc vden ved/ alle dem som inted andet vide fra morgen oc til afften oc fra afften oc til morgen igen/ end subbe oc sette/ oc dette paa det haab/ at nogle aff dem maatte end rette sig/ aff denne vnderuisning/ som er dog sandru/ en part aff den hellig scrifft/ en part aff ret sant forfaring/ at det || gaar io saa til met alle dem/ som icke kunde eller ville vende paa halff veyen/ Huad slemhed Druckenskab følger/ giffuer end ocsaa den historie til kende/om de Lacedemoner/ som giorde deris Suenne Druckne/ oc naar de laa i onde maade/ somme bespide oc somme begiorde met aarloff sagt/ da førde de deris Sønner oc statz Junckere ind til dem/ at de kunde se den slemhed oc vemmis der ved oc faa saa vederstygelighed til Druckenskab. Men huad ont och skade/ der kommer aff Druckenskab/ end dog det staar icke til at opregne/ dog finder mand i denne Bog/ nogle besynderlige puncter der om/ paa det at mand diss lættere kunde lade sig beuegis til at sky oc fly Druckenskab/ Gud giffue sin naade der til
Amen ||
En underuisning oc formaning/
besynderlige til Bønder faalck/ om it erligt samsæde/ i Gilde oc Gestebud.
✂ Naar i komme tilsammen/ at dricke en dryck øl offuer eders tørst/ met huer andre i Gilde oc Gestebud eller andre erlige Samsæde/ da fortaler ingen/ lader huer være god faar sig/ oc ver du god faar dig. Sidder icke oc regner op/ fra den ene by ende oc til den anden/ som de wgudelige/ hitte Bagtalere oc Baguaskere gøre/ nu sidder icke næsen i hoffuedit paa den/ som de ville haffue hende siddendis/ nu staar klæderne icke skaarne om den/ som de ville haffue dem skaarne/ nu vide de it lack met huert Menniske/ oc inted met dem selffue/ men naar de see dem om/ da ere de selffue || aldermest besmittede oc beklickede/ fordi at den som gerne vil fortale en anden/ hand faar selffue at dricke den samme skaal tit oc offte før hand dør aff Verden. Fortaler ingen/ sidder helder oc siunger hellige psalmer oc quæder gode viser tilsammen.
✂ Oc naar du est da glad/ saa gack hiem til din Hustru/ oc lad hende faa en god afften/ naar du haffuer hafft en god dag/ spild icke Bermen paa hende/ sæt hende icke til rette/ naar du kommer hiem drucken oc fuld/ det gør ingen Dannemand. Haffuer hun brut dig nogit emod/ huor faar hun haffuer vnderuisning behoff/ da gør det naar i ere baade fastende oc ædruge/ oc lad end da ingen høre derpaa/ om du kant det vnduære/ paa det/ at du icke selffue skalt komme din Hustru i nogen vanære oc ont røcte.
✂ Det haffuer gode lempe met sig/ oc icke naar du est fuld och drucken/ huad veed en arm fuld stymper/ huorlunde hand skal sette sin Hustru och Huss til rette? En Seng er hannem da best. End dog ingen skulde dricke || sig fuld oc drucken/ det er it Suine leffnit/ oc de kalde dig Peder slemmere eller Matz drucken paa det siste.
210✂ Foruarer Eder at i sidde icke Natten offuer oc slemme/ Tlhi alle natte dryck och wtilbørlig natte vegt/ som ere Hueghorss/ Huide biørn/ Julebuck/ Huggetynde/ Daaretynde vdi Brullup/ oc andet saadant er altsammen afflagt til Landsting/ vnder Kongens Suerd/ huo der findis. Din seng klager icke offuer dig/ Mand pleyer at sige at fire Raffne gøre en Dieffuel/ det er icke sanden/ Fordi at Raffne ere Guds gode Creatur som andre Fule/ Men fire Natraffne/ som sidde och slemme natten vdoffuer met huer andre/ de haffue den femte hossdem/ som er Dieffuelen/ hand kommer dem i halss oc haar sammen/ met Suerd oc Kniffue/ saa at de gøre huer andre det korteste/ Nu græder Hustruen/nu tyde Børnene/ nu kommer Siegt och Venner i fald/ nu haffuer du forkast al din velferdt met en skaal øl/ maat du icke skamme dig faar Gud och alle hans || Engle? Huo der vil haffue den siste dryck/ hand skal haffue den første pust/ der vil icke andet vorde aff.
En anden underuisning oc formaning/
om Bønders Købstedferdt.
✂ KEre Bonde/ ieg spør dig at met huad god samuittighed kant du och tør sidde i Ølkonis Huss i Købsted/ eller paa Landzby och slemme och demme/ ia sla saa megit i din halss/ met Aarloff sagt/ at din fatige Hustru oc Børn skulle sidde hiemme oc dricke valde oc Vand derfaar igen/ Tenck huad dit hierte vil suare dig/ om du gør hende det samme skel/ som du vilde haffue aff hende/ om hun vaare i din sted/ huad gelder det/ at dit hierte vinder dig offuer/ at du est en Tyff faar Gud aff Himmelen? I det at du stiæler fra dig selffue/ oc forkommer det/ som din fattige || Hustru ocb Børn skulde haffue gaat aff met dig/ er det skel oc relighed? er det Ecteskabs tro oc loffue?
✂ Mand kand baade lee/ oc haffue en faur mund/ du kant end baade sløcke din tørst vdi Købsteden/ oc der som du vilt gøre Ølkonen rig/ at hun io skal faa aff dine pendinge/ da kant du tage en Leyel eller Flaske met dig/ oc købeden fuld hiem 211 til dig/ din Hustru oc Børn/ huem kant du faa i al Verden/ dig bør helder at dricke met/ end met din Hustru oc Børn? Huad Huss bør dig at haffue kærere/ end det Huss/ som din kære Hustru oc børn ere vdi (vndettagit Gubs Huss/ det skulle i end nu baade haffue kærist) Men det skal være der langt fra/ min kære Bonde lilde/ at du skalt haffue Ølkonens Huss i Købsteden eller paa Lansbyen/ mere kært/ end det Huss som din kære Hustru oc Børn ere vdi/ Betenck huad du loffuede hende den tid mand lagde eders hender sammen oc i bleffue thu Ectefaalck/ da tilsagde du hende/ at den mindste pending du kunde || affle tilsammen/ der aff skulde halffdelen være hendis.
✂ Det seer mand paa rømnings godz naar en mand rømmer fra Huss/ oc hiem/ da tager Herskab hans Hoffuitlod eller halff bodzlod op/ den anden halffue part/ som hører Hustruen til/ mue de icke raacke eller røre/ saa sant som hun haffuer icke forkast sin part met/ der paa kand man io forstaa/ at halffdelen hører Hustruen til/ derfaar er det io tilbørligt/ at du vnder hende oc dine Børn met dig. Dricker du en broder dryck da vnd dem en Søster dryck met dig vdi Jesu naffn/ saa est du hiemme til dit egit/ saa haffuer du dit Hoffuit helt/ saa : haffuer ingen slagit dig ihiel i Ølkonens Huss/ oc du haffuer ingen slagit ihiel/ saa er icke dine Heste skende met din Vogn/ saa er dine arme oc ben hele paa dig/ saa kant du gaa til din seng/ naar som du haffuer faaet en skaal øl offuer din tørst/ Mange Dannemend lyde mig at/ oc de kende sig gaffn der vdi/ de fare til Købsteden en stunderom eller tho/ oc saa hiem igen til deris || bo oc bygge/ at vare paa deris biering/ oc sette dem icke nu lenger til Slemmedryck/ som en haab Ølkrager (Aalekrager skulde ieg sige) at det løber igennem dem/ huad de forhuerffue, saa at de kunde gøre huercken Kongens eller Hosbondens skeppe fyldest/ Men nødis til at flytte oc flacke omkring/ saa lenge aff it Gods/ paa it andet at de bliffue til stackarle/ naar dem glipper da alting/ da glipper dem icke staadergang paa det siste.
✂ En Øldaare veed huer mand at tale om/ som icke megit 212 duer/ som mand kand her faare læse i denne Bog om Druckenskab/ besynderlige i den femte artickel.
✂ Som den Øldaare der sad i Kruen/ oc hagde sin Sogneprest paa genge/ som saadant skarns faalck pleye at haffue/ oc sagde/ Jeg tror at det er Remmene løgn vor Sogneprest predicker faar oss/ i det hand siger/ at Mand oc Quinde ere it liff tilsammen/ Som buds tremmen vaare min Hustru och Jeg it liff tilsammen/ da finge hun saa vel som ieg/ aff dette gode Tyskøl/ Jeg || sidder her oc slaar i mig/ oc hun sidder hiemme oc tørster ind til hun faar aff Bermen.
✂ Ah den Tiuff/ der maatte haffue tagit nogit hiem met sig til hende/ da haffde hun end faait nogit der aff met hannem/ O du Orme krop/ du faar end alligeuel nock/ der skulle alligeuel Taadzer oc Padder krybe ind at munden oc vd aff Næsen oc Øyen paa dig/ oc æde vd igen det som du saa slemmer i din hals.
✂ Oc saa vil det gaa dig (vden du retter oc bedrer dig) at naar din Hustru oc børn gaa ind i Himmerigs Rige paa Dommedag oc bliffue salige ved Troen/ som de haffue beuist met deris taalmodige Valdedryck oc Vandryck/ da faa de at see der paa/ huorlunde at du skalt nedskiudis vdi Helffuede/ oc Dieffuelen skal der skencke i faar dig/ Helffuedis Ild til euig tid/ faar din formaledidet slemmen och demmen.
✂ Du maat icke saa bære dig at/ vent om igen/ ræt dig/ at det skeer icke mere/ betenck huad du est din Hustru oc Børn plictig/ om || du vilt være oc kaldis en Dannemand/ thi dig bør at skicke dig saa emod din Hustru oc leffue saa met hende/ som met it skrøbeligt kar/ om hun kand icke end aldelis være efter dit sind oc villie/ som du gerne vilde/ at du skalt icke derfaare strax bliffue som en Løffue eller Dieffuel vdi dit Huss/ met hug och slag/ men at du bær offuer met hende/ Thi diss bedre du far met hende/ diss bedre haffuer du hende/ hun er dit kød oc blod/ oc skal end besidde Himmerige Rige met dig (om du icke forkaster din part) Mand skal to holde aff det klædebon/ som han haffuer nest sig.
✂ Her maatte du sige/ du straffer mig fast/ oc ieg hører min 213 Hustru ingen straff faa/ Ja min Ven/ kunde du betencke hendis sag ræt/ da er hun ydermere straffit aff Gud/ for vaare Forelders Synd/ saa at hendis gandske leffnit/ er mere en skrøbelighed och siugdom end førlighed och karskhed/ Ja hun skal tidere gaa i døden end du skalt/ oc megit ont lide &c. Forhaabendis at hun hører io || Guds Ord/ oc end besynderlige tage disse ord til hierte.
✂ Du Danne Quinde vilt io saa stille dit hierte/ mund och gerninger emod din kære hosbonde/ ath du skulde langt helder være død oc ligge i keregaarden/ end du skulde fortørne din hosbonde/ met it ord/ aff vitterligt mod/ saa langt skal det være der fra/ at du skalt staa hannem vdi Næsen som sinnep/ eller være hannem whørig och wlydig faar/ det gør ingen danne Quinde/ Scriften siger/ at du skalt tide din hosbonde oc være hannem hørrig oc lydig.
✂ SAa hørre i nu baade tit oc offte/ at Eders hierter skulle brende vdi en Ræt Ecteskabs Tro/ ind til huer Eders døde dag at i haffue it huss/ it bord/ en seng tilsammen/ æde oc dricke/ Lee oc græde/ lide ont oc gaat tilsammen/ løffte oc lette huer anden/ huilcken der ligger paa sin sotte seng/tager nu vaare paa/ som eder ligger mact paa.||
✂ Først paa det/ at eders Sogneprest faar icke Bands sag met eder/ om i føre it wskickeligt oc wtilbørligt leffnit/ Gud til fortørnelse oc eders Nabo oc genbo til forargelse/ som de mue icke helder tie met saadant faalck/ vden de ville bliffue fordømte met dem/ oc bør dem at vare Sognepresten at/ huilcke saadanne ere/ ellers er den saa god der holder som den der flaar/ oc der pleyer end tit at komme ild vdi en mands Huss/ vdaff hans Nabois huss/ oc de som bo hoss saadant faalck/ pleyer end vnder tiden/ at faa en benling aff huden met. Derfaare er det tid paa/ at de giffue saadanne tilkende faar Sognepresten/ paa det at Guds fortørnelse oc Menniskens forargelse kunde borttagis.
✂ Faar det andet skulle i vende aff saadant it wskickeligt 214 leffnit/ ocsaa derfaare/ at i kunde haffue it gaat vidnisbyrd aff Nabo oc genbo/ naar de bære eders lig til graffue/ Thi da vil det først vogne met dig for alffuere/ huorlunde dine fleder haffue staait skaarne om dig her vdi Verden. It Menitiske || følger ekon it ord/ fra denne Verden/ huad helder det er ont eller gaat. Det er da ilde leffuit/ naar de klappe effter met Skulien/ och dine Naboer och genboer staa hoss din graff oc ere glade/ at de ere bleffne vdaff met dig.
✂
Faar det tredie skulle i rette och bedre Eders leffnet/ paa det/ i skulle icke komme i liffs och fiels fare. Thi Gud lader ingelunde saadant være wstraffit/ vden der raadis bod paa/ icke aleniste emod din Hustru/ Børn/ Naboer oc neste/ met it Christeligt leffnit oc omgengelse/ Men aldermest emod Gud selffue och Eders Siælesørgere/ met Eders Gudfrøctighed/ at søge til Kircke/ høre Guds ord/ gaa til Sacramentit/ loffue och tacke Gud/ holde Eders Børn til det samme/ som gode Christne bør at gøre/ paa det dine wskyldige Børn skulle icke nyde dig ont at/ och høre dig ved deris Brød/ naar du est død oc ligger i Jorden/ Thi Sønen drager gerne sin faders Sko paa/ Leffuer for di Gudfrøctelige oc erlige/ Gud til ære || oc eders Børn til it gaat exempel oc efftersiun/ saa at Eders hierter skulle brende vdi en stadig tro til Jesum Christum al den stund i leffue i Verden/ saa at i haffue en tro/ en Daab/ en Gud/ en Helligaand/ en Kircke/ en Predickestol/ Funt oc Altere/ en Sogneprest och Sognedegn til haabe/at huer mand kand sige eder at være thu gode Christne faalck tilsammen/ først i Troen til Gud/ saa i en Ecteskabs tro til din Hustru oc der til met i tro oc loffue til Nabo och genbo/ at du ingen liuer paa/ ingen stieler fra/ ingen gøre andet skel/ end som du vilt haffue aff dem/ at naar de legge dig da ned i Jorden/ da staa dine Naboer hoss din graff oc græde saa bitterlige/ oc saa amodelige for dig/ och sige til huer andre/ O Herre Gud naade oss/ at wi miste saadanne Naboer/ huilcke gode Naboer vaare de/ huor vel de forligtis/ aldrig hørde faalck nogit vidunder aff dem/ gode magsomme Naboer/ de lonte oss/ de borgede oss. Gud giffue at de maatte haffue leffuit met oss/ wi
215
faar icke saa gode Naboer igen || som de vaare. Er det icke vel leffuit? Monne en Øldaare faa saadant it vidnisbyrd? Monne mand icke helder faa at høre effter hans død/gamel vaar hand nock/ det haffde værit bedre/ at hand haffde vænt bortte faar x Aar siden/ huilcken en skarns mand vaar hand i sit Huss/ huor tit maatte hans Hustru nøgen op aff sin seng oc vd til Naboer/ naar hand kom drucken hiem om natten/ Gud være
loffuit at hand er bortte/ det er saa ilde leffuit/ naar alle bede hannem ont/ den sten bliffuer snart vaad/ der huer mand
spytter paa. Derfaar skicker saa eders leffnit/ at i kunde
altid haffue it gaat vidnisbyrd/ der til giffue
eder Gud sin naade ved Jesum
Christum Amen ||