✂ NAade oc fred aff Gud Fader ved Jesum Christum. Aller kæriste Naadigste Herre/ effter en euig Tacksigelse for alle velgerninger/ Formercker ieg diss verre icke aleniste hoss mig oc mine lige stor sorg oc bedrøffuelse/ men er oc saa fuld viss paa/ ath den største sorg findis vdi eders Naadis bedrøffuede Hierte/ Desligeste hoss Høgborne Førstinde vor Naadigste Fru Drotning eders Naadis Kære Moder/ och desligeste hoss eders Kære Søskene oc andre foruant/ Gud trøste oc hugsuale eder alle samen ved vor Herre Jesum Christum Amen. Kære Naadigste Herre verdis eders Naade at vide/ at hues ieg icke vaar forhindret paa min Sote seng/ da viste ieg vel huad mig burde ath giøre || emod eders Naade oc vor Naadigste Frue/ aff den gaffue som Gud mig giffuit haffuer. Nu faar eders Naade icke at tage mig det til mistycke/ effter at Gud haffuer lagt sin haand saa hart paa mig/ at ieg forseer mig der paa at følge snarlige min Allerkiæriste Naadigste Herre/ fra denne Verden til det Euige liff/ der som hans Naade nu regerer met vor Herre Jesu Christo. Jeg forhaaber ath den gantske Histori om hans Naadis merckelige gierninger bliffuer io flittelige bescreffuen/ aff nogen from oc lerd Christen Mand/ som haffuer de gaffuer de der tilhører/ oc mest; verit i omgengelse met hans Naade/ thi det huercken vil heller maa ties om den Hellige Bibel/ om denne høge Schole/ ia om den gantske Religion her i hans Naadis Lande Danmarck oc Norige/ oss alle sammen til salighedz trøst || oc husualelse/ oc alle andre merckelige stycker som hans Kong: Ma: aff Gudz naade haffuer kommit affsted/ huilcket min Naadigste Herre oc høgborne Første Hertug Frederich vil io haffue i hukommelse til Rigens gaffn oc til Gudz ære.
✂ Allerkiæriste naadigste Herre/ det lader sig saa vnderlige anse/ naar den Siuge vil trøste den sorgefulde i det at hand haffuer och sielff trøst behoff/ det vil dog icke andet vere i denne Verden/ her som wi tit oc offte bliffue siuge oc sorgfulde/ 302 huilcket der er ocsaa malit for vore øgne i denne tale/ om de tho Personer som lagde deris raad tilsammen/ den ene vaar blind oc den anden lam/ saa at den blinde skulde bære den lamme/ oc den lamme skulde vise den blinde veyen. Huor met giffuis tilkende/ at vor trøst oc husualelse i denne Verden/ || vil icke vere anderlunde/ end som den ene bedrøffuit oc sorgefuld kand forglemme eller sette hen til side/ diss emellem sin egen væ oc verck oc tilsige sin næste vdi hans sorrig oc væ naagle trøstlige sprock aff den Hellige Scrifft/ som vor Herre Christus/ vor kære frelsermand haffuer paa Skertorsdag ad Afften set sin egen sorrig tilbage i Nadueren/ oc trøstede sine Discipler som Johannes scriffuer. Saadant er den ene Broder den anden plictig/ oc det bør at vere almindeligt hoss alle/ Edel oc Wedel/ lige som det salige Gudz ord oc Euangelium/ er almindeligt oc vdrobis for alle.
✂ Derfaare Allerkiæriste Naadigiste Herre/ vilde ieg forsøge om ieg kunde i naagellunde maade met min fattige scriffuelse/ trøste oc husuale eders Naade oc eders Naadis kiære Moder/ om eders || salige Her Faders affgang oc hiemferd til vor rette Ferneland som er det euige Liff oc salighed/ forhaabendis ath eders Naade oc eders Naadis Frue Moder holder mig det til gode/ effter den leylighed som nu er paa ferde/ oc ansee mit arme bedrøffuede hierte/ som icke kand betencke/ huad der skulde betenckis til gaffns oc til Guds ære/ at husuale oc trøste saa mange Tusinde sorrigfulde hierter/ som nu begrede vor Herris oc Kongis død oc henfærd (som de vel mue/ och end met Blodige taare om det vaare muligt) dog ved ieg vel/ Gud vere loffuit/ at eders Naade haffuer sielff den beste Trøst hjemme/ til eder oc eders Naadis kiære Frue Moder met/ vdi eders Christen Tro/ i det at i vide huorlunde det haffuer verit oc nu er/ och vil saa vere her effter met oss arme Menniske/ saa lenge som der leffuer ith || Menniske paa Jorden. Aff denne Aarsage er kiød och Blod oss metfød oc henger oss hart paa halsen/ met den oprindelig synd oc alle onde begeringer i all vor liffs tid.
✂ Huor faare wi skulle nyde det ont at/ oc altid Tois oc 303 Banckes/ skuris oc rensis i dette liff/ at Kiød oc Blod maatte saa dødis oc dræbis met sin wrenhed/ Thi der maa inted wrent indgaa i Himmerigis Rige/ Ja kiød oc Blod/ det er den oprindelige synd/ maa icke besidde Guds Rige.
✂ Der fore gaar det nogit ner til met oss/ som met en Mynte mester/ der haffuer i det minste/ sine fire suenne paa Vercksteden eller Mynterbencken/ som skulle tilgiøre oc berede den Malm/ som hand skal siden Mynte aff.
✂ 1 Den første Suend/ som er læredrengen/ hand haffuer gierne ith || Trug fult met vand/ och en kratte-Børste/ at tho oc kratte det groffuiste skarn oc iord aff Malmen/ at mand kand siden kende huad det er for en Malm/ Sølff/ Guld/ Kaaber etc.
✂ 2 Den Anden Suend tager den samme malm/ forhender paa sin vercksted/ oc haffuer sine Hamre/ smaa oc store/ effter som behoff giøris/ at sla och bancke samme Malm/ saa tynd som en kage/ ath der flyer hammer skel trint omkring/ saa lenge til hand haffuer giort sit Embede fyllist.
✂ 3 Der hoss sider den tredie suend oc tager den banckede Malm til sig/ oc haffuer sine Redskaff der til/ som ere/ Hugge- ; iern oc Graffueiern/ at vdgraffue huess wrenhed der icke kunde Tois eller Banckes aff/ saa megit som nock er.
✂ 4 Siden staar den fierde Suend/ oc haffuer en tæckel fuld met gloende Ild/ oc kaster samme Malm der || vdi at skere oc rense det aldelis/ ath huad der kunde icke Banckes eller Tois aff/ oc ey Graffuis aff/ oc ey kand Brendes aff/ ath der er inted wrent igen.
✂ Saa staar Myntemesteren sielff oc lader det vdløbe i ith Mod/ oc bliffuer en deylig Guld kæde aff/ en Portegalizer/ en Daler eller huad hand vil der Mennisken haffuer besynderlig iyst til/ for Kæiserens eller Kongens billede oc omscrifft skyld.
✂ Saa er det i nogen maade met oss sat/ vor Myntemester Gud Fader/ som haffuer vdgraffuit oss aff de sorte oc grumme bierge/ som er Dieffuelsens Rige/ oc vil haffue oss i sit Rige/ ved sin kiære Søns vor Herris Jesu Christi fortieniste/ wskyldige pine oc død oc Rosens Blods vdgydelse/ Hannem haffuer 304 hand giort til en Myntemestere/ ath hand sidder paa sin || Mandoms vegne hamrer och slar Sølff och Guld/ som Malachias scriffuer. Der til ere beskicket de fire Elementer/ Vand/ Vær/ Jord oc Ild/ som vort legomme er tilhobe set aff/ lige som fire Suenne at skure oc rensse oss.
✂ 1. Den Første er Vand/ det er Daaben huor met wi afftois aff vore synder som oss ere medfødde icke ath de ere slet bortte/ men at de skulle icke fordøme oss.
✂ 2 Saa er den anden Suend til rede/ som er værit met alle sine Hamre/ smaa oc store/ der er Whumsk och andit som kommer aff forkrenct Vedet/ saa at der bliffuer smaa Meslinge/ Sprincklinge/ Smaapocker oc heden op ad til Koldesiuge/ Hedesiuge/ Suedesiuge som wi voxe til Synden/ andre store suare Siugdom oc anden breck i meden der er Aand i oss/ Naar den far vdaff oss/ och det Element || haffuer giort sit Embede fyllist oc wi ere døde/
✂ 3 Saa maa den Tredie Suend det er den Tredie Element som er Jorden/ tage fat paa vort Legom met sine graffue Jern/ det er Madicker oc Orme ind at det ene øye oc vd aff det andit/ saa lenge til at Kød oc Blod er fortærit/ oc der er inted igen vdaff oss vden been.
✂ 4 Oc paa det siste skal det Fierde Element som er Ilden (som der er screffuit om i Sancte Peders breff) oc igennem gaa den gantske Jord/ Desligeste igennem vore Been oc Marg/ sør end wi kaldis op til Dommen/ Oc vor Myntemester Christus Jesus Mynter oss om igen effter hans oc sin kære Faders Billede/ vdi den Form oc Mod som wi ere skaffte vdi/ och som wi haffde vdi Paradis/ och bleff siden bort kast/ forrustit/ forraadnit oc foruent ved vore første || Forældre Adam oc Eua/ siden skulle wi til Euige tid vere en geff oc gengelige Mynt vdi Himmerigis Rige/ oc bære Gudz Billede oc omscrifft/ ath wi ere hans vduolde oc skulle bliffue met hannem vdi glæden/ ære/ loffue oc tacke hannem til euig tid/ I huilcken glæde de Siele/ som ere skilde her fra vdi Troen/ huilis vdi/ fra deris døde Dag/ oc ind til Domme dag/ och dog komme vdi vore forklarede Legommer igen/ oc siden tilsamen vdi 305 Euighed/ huilckit alt samen er beuiseligt nock i den gantske hellige scrifft.
✂ Kære Naadigste Herre dette er vort oc alle Christne Menniskers vilkaar/ wseihed oc ælendighed/ och her aff kunde wi forstaa huor langt wi ere end nu tilbage/ fram for de der ere hen farne fra oss aff denne Verden/ ind til wi mødis igen paa Domme || dag alle sammen. Huo kand icke her besinde/ at de ere bedre farne der borte ere/ igennem den trange Dødsens Port/ end wi som her ere til bage igen/ och stunde oc lengis daglige bort effter dem/ oc faa ingen ro eller huile/ før ath alligeuel wi tencke der minst paa/ dog er den lengelse vdi vort hierte/ at wi kunde komme igennem met/ ia alle Creatur lengis och foruente huer sin forløsning som Paulus siger. In summa/ wi bide oc foruente alle effter vor Herris Jesu Christi obenbarelsis dag.
✂ Thi Aller Naadigste Herre huad haffue wi her/ vden stor wrolighed/ iammer/ kummer/ ælendighed/ sorrig/ bedrøffuelse oc vedermod som forfaringen begiffuer sig/ oc den hellige Scrifft melder baade om Mandz och Quindes person besynderlig vdi den Første Mosi bog 3. Capitel. Huilckit oc || saa giffuis tilkende for Mand och Quinde paa deris Brulups dag vdi Kircken. Der som Gud siger til Manden/ vdi dit Ansigtis sued skalt du æde dit Brød. Och til Quinden/ ieg skal skaffe dig megit Kummer och iammer til. Her høre wi io klarlige at huad Ectefolck lide tilsammen i Liff oc død/ Det er Gudz egen gerning/ Raad vilge bud oc befalning/ at saa skal ske/ Oc effter di at det er Gudz gerning oc icke Menniskis (vden det skeer aff Gudz tilladelse) Da faa vi at lade hannem raade oc hans villige ske/ besynderlige effterdi at tiden er icke lang/ oc det onde varer icke lenge/ som Gud siger til Manden/ Indtil du bliffuer til Jord igen/ som du est kommen vdaff/ der met giffuer hand oss tilkende huor lenge det onde skal vare/ oc at det faar farlige ende/ i huor langt det siunis Kød oc Blod at vere/ Thi || det skal icke vare lengre end til vor døde Dag/ I Gud vere loffuit/ da er der icke saa ynckelige langt/ til det kommer ende paa det onde met alle Christne Menniske/ det vil 306 ingen Tusinde Aar vare met oss/ her paa Jorden/ ey heller ni hundrede Aar som met Adam/ oc met Patriarchene/ Ja neppelig it hundrit Aar/ oc mange Tusinde icke halff delen saa lenge/ ia vel vnder tiden fra Moders liff oc til Daaben/ oc fra Daaben och til Graffuen/ da er der io ende paa som Jacob Patriarck sagde/ at vore dage ere stackede oc onde/ och det onde som wi skulle lide her/varer icke hald saa lenge/ mend snarlige faar en god ende/ Om det onde staar saa screffuit i Psalme Bogen/ Vaar allerbeste dage ere møde oc arbeyde oc Sancte Jobs Bog er fuld der aff/ om tiden taler Jesus Christus vor Frelsermand/ oc kaldet det onde || en liden stund/ och anders stedz vdi Scrifften kaldes det ickun en Dag/ Ja somme sted en blot Time det er langt før en wi tencke oss om Da klappis der paa vor dør/ vdaff Herren/ ath wi skulle gaa vd aff Sodoma oc Gommorra oc fra al Synd oc ondskab/ iammer oc kummer/ oc wlycke/ fra al sorrig och bedrøffuelse/ oc da skal al graad tørris aff vore øgne/ naar wi opstaa igen.
✂ Naadigste Herre det ord indtil (paa latine donec) er oss fattige Christne bedre end al Versens Guld der som hand saa siger/ Ind til du bliffuer til Jord igen etc. Ti ved det ord komme wi sra alt det onde/ oc ingelunde ellers/ der som wi haffde end al Versens indkomst. Eders Naade haffuer io hørt tidt oc offte aff Predicke stolen/ ath wi haffue fire tider paa vaar Siel salighedz vegne/ at vare paa grangiffuelig ||met stor act/ och huer aff dem haffuer røstz aduarelse oc paamindelse i scrifften aff Gud selff.
✂ 1 Den Første tid/ kaldte vaar liffs tid/ oc Neffnis hoff Sancte Pouel Naadsens tid oc salighedsens dag/ paa huilcken wi kunde staa oc gaa til det salige Gudz ord oc lære/ det vaar salighed tilhører Om denne tid liuder røst saa aff Christi egen mund: Angrer oc ruer eders sveder/ Himmeriges rige stunder til/ Denne røst skal vare vor ganske liffs tid/ oc wi skulle lyde denne røst ad/ saa framt som wi ville vorde salige met Gud/ som Christus siger Lucæ xiij. Capit. Vden i angre oc rue eders Synder Da skulle i alle bliffue fortabte.
✂ 2 Den Anden tid kallis Dødsens tid/ vdi huilcken wi skulle 307 skillies fra denne Verden/ thi wi haffue her ingen bliffuendis sted/ det er io saa besluttet/ at wi skulle alle || Dø/ oc skillies fra denne Verden/ oc Som Paulus siger ieg begerer at skillies her fra/ och vere hoss vor Herre Jesum Christum. Denne tid haffuer sin egen besynderlig røst oc kaldis aff Gud vdi den lxxxx. Psalme/ Kommer hid til mig i Menniskis Børn/ Her høre wi at wi ere vdkomne fra Gud/ oc vandre Pelligrims ferd her vdi Verden/ som fremmede oc vdlendige/ indtil wi kaldis her fra igen/ heden til Gud/ huilcken røst oss bør oc saa at vere hørige oc lydige/ som ocsaa eders Naadis Herre Fader (Der haffde naffn aff Christo) Haffuer ocsaa nu icke lenge siden verit samme røst lydig/ der Gud haffuer staait for hans Naadis Hiertis Dør/ och klappit paa och sagt disse ord til hans Naade/ Kom hid til mig du Menniskens Barn/ Det vil icke andit vere/ naar Aanden oc Bruden sige/ kom || da er det tid at komme/ Naar Centurio kaller ath sine Suenne/ da komme de strax/ Naar Kongen kalder at sine Hoff sinder/ da ere de strax til rede/ Huor megit mere skulle wi komme naar Gud sielff kalder effter oss/ han for sin Euige godhed giffue oss ellers en salig stund Amen.
✂ 3 Den Tredie tid/ kaldis Domsens tid/ Naar wi alle sammen skulle opstaa aff døde oc møde for Gudz Domstol/ thi lige som Christus sagde til den Høffuitz Mandz Daatter/ Pige ieg siger dig stat op/ Saa vil der ocsaa stødis vdi Basune oc komme Bud effter oss paa Domme dag/ Fordi at denne tid haffuer oc saa sin besynderlig røst vdi Esaie Bog som saa lyder/ Staar op i døde/ gaar vdaff eders Kammer (vaar Graff er vort soffue Kammer) och kommer till Dommen/ lige som wi komme till || ro oc huile i Jorden vdi vor dødz tid/ saa komme wi her til glæde oc icke til Regenskab/ effterdi vor Herre Christus Jesus haffuer vdslet vor regenskab (ved Troen som wi sette til hannem) Det er/ al vor Synd oc ondskab/ feil oc breck/ oc det met den Røde fieder oc Pen som hand haffuer døppit i hans røde Rosens Blod/ huilckit hand vdgaff paa Kaarsens Galiæ/ for oss arme Syndige Menniske/ huor met hand haffuer giort Regenskab for oss/ oc betalit for oss/ 308 Der faare bør oss icke heller at frycte for denne tid/ i det at wi haffue tro oc hob aleniste til vor Herre Jesum Christum.
✂ 4 Den Fierde oc siste tid/ som aldrige kommer ende paa/ kaldis en euig tid/ vdi huilcken alle Guds vduolde Børn biiffue i glæden oc alle Wgudelige vdi pinen/ Denne tid haffuer sin røst oc kald aff Christi || Mund hoss Matheum saa liudendis til de vdualde/ Kommer hid min Faders velsignede/ Item til huer serdelis/ gack ind i den Herris glæde.
✂ Her hører eders Naade de fire tider som oss bør allermest at tage vare paa/ oc ingenlunde fly oc sky/ megit mindre frøcte oc gruffue for dem/ effterdi de ere oss til gode thi naadens tid er oss til Anger oc ruelse/ Dødsens tid til ro och huile i vort Kammer/ Domsens tid til opstandelse och den Euige tid til glæde oc salighed/ i det Euige liff vdi Himmerigis Rige/ Hui skulle wi gruffue for vor henferd her fra vid Døden/ effterdi at wi vide veyen oc kunde maalit/ at wi icke tørffue sige met de wgudelige/ Jeg dør heden/ ieg ved ey veyen/ Jeg skal her bort/ ieg ved ey huort.
✂ Thi vor Herre Jesus Christus er selff vor vey och hans Hellige || salige Ord vort maal/ de Hellige Engle ere vor ledsagere/ saa ath lige som de tiente vor Herre Jesu Christo sielff vdi hans ærefulde Mandom/ den tid hand bleff vndfangen/ der hand bleff fød/ der hand foer til Egypten/ oc der hand foer der fra igen/ der hand bleff fristit vdi Ørcken/ Der hand bad vdi Vrte gaarden/ der hand Døde/ der hand opstod aff døde/ oc der hand opfor til Himmelen/ altid være til rede/ stedis hoss hannem saa haffue de ocsaa befalling/ at tiene oss alle sammen som ære Guds vduolde oc aruinge til det Euige Rige/ vor gantske liffs tid igennem oc besynderlig i vor Dødz tid/ ath føre vaar Siel heden op/ nu icke vdi Abrahams/ Men vdi vor Herris Jesu Christi egit skiød til den Euige glæde/ och det gøre de Hellige Engle hiertene gierne/ oc vor Herre Christus siger det er || glæde for Englene vdi Himmelen offuer en arm Syndere som angrer oc ruer sine Synder/ Haffue de der saa stor glæde aff/ huor megit større glæde monne de haffue der aff/ naar de skulle føre det same Menniskis Siel heden op 309 til himmerige och til det Euige Liff/ der er da støre glæde paa alle sider/ thi wi komme icke heden til nogen fremmede/ som wi kende inted til/ oc som inted kender til oss/ Men til vor allerbeste Kyndinger/ til vaar Kære Himmelske Fader/ til hans eniste Søn vor kære Broder Jesum Christum/ oc til beggis deris Aand/ den verdige Helligand/ til de Hellige Englers oc alle helligene Euige selskab oc staldbrøderskab/ vdi glæden at leffue til samen i en fuldkommelig stadt oc lydelse i hellighed/ vden al wgudelighed/ i kærlighed vden al falskhed/ i renhed vden al besmittelse/ i klarhed || vden al formørckelse/ oc vdi glæde vden al sorrig oc bedrøffuelse etc.
✂
Der er eders salige Her Fader hedenfaren til alle hans Naadis Kyndinger oc trygge venner/ did stunde wi alle heden/ oc end frimodige nock/ lige som en tro Suend/ der sendis her heden fra Københaffns Slot och ind i Jylland/ Naar hand haffuer trolige vdret Kongens ærinde/ da skynder hand sig til bage igen/ spør icke faare vdi Portten/ om hand maa ride ind eller ey/ hand bancker dristelige paa Slotz Porten/ thi hand ved vel at hand maa det gøre/ oc ath hand er velkommen/ hand haffuer der hiemme/ der tagis vel imod hannem/ oc de ere alle glade at hand er kommen igen. Saa haffuer det sig och met oss i den Euige glæde/ Gud Fader siger kommer hid etc. Christus siger || glædis met mig fordi ieg haffuer fundit mit Faar som vaar borte/ oc den Helligaand bær vindisbyrd met oss/ at wi ere Gudz Børn/ Gud vere loffuit til Euig tid/ Huilcken ieg befaler eders Førstlige Naadis Høgmegtighed
til Siæl/ Liff/ Stadt och ith tilkommendis lycksaligt
oc languarigt Christeligt Regemente/ Nu
oc altiid vdi alt liffs och
Siels velfart.