Hunden.

✂ Huldsatigste blandt alle Koner,
I hvis med Blomster strøede Fied
Jeg sikkert alle Jordens Kroner,
Hvis jeg dem havde, lagde ned!
De bød, for nogle Dage siden,
Mig skrive Dem et Brev for Skierts,
Og deri giøre Dem en liden
Begiering, uden Frygt, i Vers.
De havde mærket, at mig noget
Besynderlig paa Hiertet laae,
Og som jeg i gemeene Sproget
Dem stedse kun lod halv forstaae.

✂ "Et Ønske har De vist bag Øret;
"Lad høre, hvad det stikker i!
"Hvem veed, om det blev ubønhøret,
"Hvis det kom frem i Poesie?"

✂ Saa smilte De. - "Med største Glæde,
"Naar De tillader!" var mit Svar; -

✂ "Men lee!" vedblev De, "vil De græde,
"Saa lad det blive, hvor det var!
2 "Jeg hader Alskens Elegier;
"Vær snurrig, løierlig, og dum;
"Og kom mig et med Mulerier;
"Skiemt! eller bliv bestandig stum!"

✂ Velan! jeg vil engang forsøge
(Hvor lidt det ogsaa skikker sig,
Med Alvors Alvor selv at spøge),
Til munter Skierts at tvinge mig.

✂ Man ønsker overalt paa Kloden
Men jeg i dette, som i meer,
Er ingen Slave just af Moden;
Jeg ønsker ikke som enhver.
Een ønsker Konge sig at være;
En anden, simpel Herremand;
Een ønsker Guld; en anden Ære;
Een ønsker Skiønhed; een Forstand;
Een ønsker Drakkenbergers Dage;
Om Døden er en andens Bøn;
Een ønsker sig en yndig Mage;
Og een det hele smukke Kiøn;
Een ønsker baade Baand og Stierne;
Een med en Nøgel er tilfreds;
Een ønsker sig en andens Hierne;
Een ønsker sig et andet Steds;
Og een - og een - (dem alle nævne,
Gav mig for meget Hovedbrud:)
Hver ønsker efter Lyst og Evne;
Jeg ønsker kun, jeg var en Gud -
En saadan Gud, som man fortæller,
At saltg Zeus i sin Tid var:
Hans Almagt havde jeg mig heller
End alt, hvad nogen ønsket har;
3 Ei for at kunne sammenblæse
En halv Snees Verdner med et Puh!
Ei for at kunne med min Næse
Dem atter nyse reent itu;
Ei for at giøre Potentater
Af Slanger, Bielker, eller sligt;
Ei for at kaldes Juvans Pater,
Og løse Knuder t et Digt;
Ei for at sidde paa Titaner,
Og hugges ud i Steen og Træe;
Ei for at have slemme Vaner
Som den, at giøre Folk til Fæe;
Ei for Olympen at regtere
Med Nik, som Gudernes Papa;
Ei for Smaapiger at fixere,
Etcetera, etcetera;
Men for min Herlighed at tabe,
Frivilligen, af Hiertens Grund,
Og mig paa Timen at omskabe
Til en elskværdig Skiødehund,
For, glemmende min Guddoms Himle/
Naar Deres Vink et Hop mig bød,
At synke, drukne, daane, svimle
J Salighed paa Deres Skiød!

✂ Med hvilken Troskab, hvilken Jver,
Hvor lydig, venlig, vims og rap...

✂ Men hvad? - Min Haand, i det jeg skriver,
Alt bliver, synes mig, en Lab -
Mit hele Vildskab er forsvundet;
Jeg pludselig mig føler tam,
Bagbeenet, lodden, lænkebundet;
Mit Vers er Btef, mit Riim er Glam!
4 Jeg bliver ganske kold om Næsen;
Mit Øie synes mig at kløe -
Det er, som om mit hele Væsen
Paa eengang gav sig til at giøe.

✂ O! Held mig! har jeg alt oplevet
Metamorphosens ønskte Stund?
Og er jeg i Gestalt og blevet,
Hvad jeg i Troskab er, en Hund?
O Held mig! mine Taarer rinde
Af Latter! det er ingen skterts!
De selv, som jeg, vil sikkert finde,
At disse Vers er hundske Vers,

✂ Men ak! nu kommer, føde Frue!
Til Slutningen mit Hiertes Bøn:
Und mig en Plads i Deres Stue -
Hvis ikke, staaer jeg der en kiøn!

Gollerette.

✂ Tilgiv mig, uforglemmelige Frue!
At jeg, som nys har lært en smule dansk,
J Deres Vens, mit nye Herskabs Stue,
Og ei forstaaer det mindste tydsk og fransk,
Men blot mit Modersmaal, chinesisk Pladder,
Der klinger, og især t Poesie,
Fast værre selv end Poppenæbbets Jadder
(Hvorfor os Himmelen herefter frie!)
Paa Logen Nummer tretten eller fiorten -
Tilgiv, at her jeg ydmygst kommer frem
Fra Linningen af Pastor Fido-Skiorten
Med et par Linier til Dem.

✂ Erindrer De, jeg Lykkelige nød
Det Held, Dem ikke lidet at behage?
Hvad større Fryd kan Himlens Yndling smage!
Erindrer De, jeg laae paa Deres Skiød?
Erindrer De, hvor tidt jeg blev af Dem lagt sammen,
Og svøbt om Deres skiønne Hals saa tæt,
Hvor jeg i tusind Kys mig aldrig kyste mæt?
O jeg, og Deres Ven erindrer det
Fra nu og indtil Evigheden, Amen.

✂ Fem tusind Mile har jeg reist omkring -
For Dem at see, for Dem at kiende,
En Reise fra vor Klodes anden Ende
Er blot et Spring,
Og, som min Herre siger, ingen Ting -
Men fra den Stund jeg kom fra China hid,
Jeg aldrig har nydt Lige til den Lyst,
Jeg nød om Deres Hals, ved Deres Bryst,
J den uglemmelige søde Tid,
Jeg kappedes med Søster Palantine,
Som Fido kalder Charis-Hermeline,
Om næste Pladsen ved den Trone, hvor
Cytheres hele skiønne Folge boer.
Tidt sagde jeg: Du slemme Palantin,
Du sidder der saa tidt, gaae lidt til Side!
Jeg skiønner meer derpaa, det kan du vide;
Lad hele Pladsen være min!
Men Charis-Hermeline sagde Nei -
Mon nogen Charis gaaer fra Dem sin Vei?

✂ O vidste De, hvor høit fra denne Time
Min Herre, Deres Sanger, ynder mig!
Han siger, jeg har giort ham glad og rig,
At jeg ham er en himmelsk Engel lig,
Og at han Viser vil herefter rime,
Som allesammen skal gaae ud paa mig.
Maaskee de Viser ikke meget due;
Men det beviser dog alligevel,
At inderltgen, som sin egen Siæl,
Han elsker Dem, tilbedeltge Frue!

✂ Saasnart han ei var kommet hiem,
Før han mig fik af Halsen løst herfrem,
Hvor De mig kiærlig havde selv omvundet
Og derved nok engang hans Hierte til Dem bundet
7 Hvor kyste han mig! Eene Deres Haand
Han kysse kan med mere heftig Varme!
Han lagde mig paa begge sine Arme,
Og raabte: "Byd mig Titler, Stierne, Baand,
"Ja Sundhed Selv, og Munterhed, og Aand;
"Jeg dig, min Rigdom, derfor ei bortbytter,
"Du være skal min Læge, min Beskytter,
"Mod Sygdom, Uheld, og Melankolie,
"Du Fremtids-Musen for min Poesie -"
Og andet sligt, som jeg ei meer kan huse,
Og som jeg, stakkels Tørklæd, ei forstod -
Men, dyrebare Frue! vær saa god,
Og sig mig, hvad det er at være Muse?

✂ Endnu engang, tilgiv min slette Stil,
Og læs min Sladren et med haanligt Smil!
Om Vers og Rim er ikke meget nette,
De saadant venligen tilgive maa
En lille, tosset, ulært, silkegraa,
Rødstribet, ung, chinesisk

Fastelavnsriset.

✂ I Morgenrødens Land, paa Jordens Østerkant,
Man har den Skik, ved visse Leiligheder
At sende til den Skiønne, man tilbeder,
En Selam. Næsten alt Fornuftigt, Smukt og Sandt,
Skiøndt med lidt Daarlighed iblandt,
Er kommet os fra Østen, min Veninde!
Men Tiden har det med saa meget gothisk blandt,
At man har Møie med, det ægte Præg at finde.
Saaledes har man, paa barbarisk Viis,
Af hine Selams her giort fastelavnske Riis.

✂ Jeg Dem et saadant ogsaa sender,
Da det i Dag er Fastelavn,
Og jeg er just i Ktøbenhavn,
Hvor Østens Skikke man kun lidet kiender.
Modtag det med et kiærligt Smil!
Og lyt med venligagtsomt Øre
Til Hilsnen, som i Blomsterstil
Tolv hvide Hyacinter her fremføre.

✂ "Fra Deres Søster Flora komme vi
"Med Frygt, undseeligen, skiøndt uden Harme,
"For mellem Klokken ni og ti
"At falme reent ved Deres Arme;
"Hvert Blomster hylder Dem, men ingen meer end vi
9 "Vi blomstred, trods Naturen, midt i Vinter,
"Af Lyst til den Forretning, vi nu har.
"De andre Gratier, vor Jord frembar,
"Man pidsker op med tørre Birkesplinter;
"Men Himlens egen Datter derimod,
"Vor Dronning, yndig, munter, mild, og god,
"Bør eene pidskes op af Hyacinter.
"Ak! und os blid til Løn, at døe paa Deres Bryst,
"Naar vi har vækket Dem, og Deres Hænder kyst!"
_

Tvungen Latter.

✂ Her sender jeg dig, kiære Ven, et Bind
Af Vers, som jeg har trukket ud og ind,
Alt efter Musens løierlige Sind -
Men som, trods al den Flid, hvormed jeg trakte
Deri hver enkelt Tot af Tankens Hør,
Og væved den, og snoede den, og strakte
Den, som en Hørgarnstraad udstrækkes bør,
Mig synes nu, det hele Garn er færdigt,
Om ikke Publicum, saa dig,
Og Carstens, og Seline, Pram, og mig,
Og Folk, som sig forstaae paa Dtgterspind, uværdigt.
Jeg finder det idag, og fandt det alt igaar,
Saa speyet, fuldt af Kurrer, og af Skiæver,
At det mig forekom tilsidst som Blaar.
Men Overbærelse det i det mindste kræver
Af dem, som veed, jeg eene spandt af Nød
Paa Messels Teen, og at jeg meer blev fød
Til tragisk, end til komisk Væver.

✂ Som sagt, til Latter Himlen just saa lige
Mig intet Kald og ingen Drift lod faae;
Men Sygdom, Creditorer, og deslige
Har ofte nødt mig til at lade saa;
11 Selv mangt et Stød, som dybt mit Hierte saarer,
Til convulsivisk Latter tvinger mig -
Thi, ak! til Glædens høie Sprog, til Taarer,
Jeg hidindtil var for ulykkelig.

✂ O! vilde gunstig Skiæbne mig tilstæde,
Ved Hielp af lidt Lyksalighed, engang
Af Hiertens Lyst at turde græde,
Som Milton eller Evald græd, i Sang!
Men ak! min Hornemann, det lader til, desværre!
Jeg ende maae, som jeg har alt begyndt;
Mit Haab om Fryd i Livet er kun tyndt,
Det veed vor Herre!
Naar upartisk jeg i min Skiæbne seer mig til,
Er al Slags Luxus af poetisk Graad og Tuden
Mig ventelig til evig Tid forbuden.

✂ Som Himlen vil!
Hvis i det mindste ved min tvungne Latter
Jeg kunde lokke hist og her et Smil
Af een og anden yndig Evadatter
Saa i en Omkreds af tolv fiorten danske Mil,
Fornemmelig af din Selines Oie
(Thi Du har venteligen din,
Som jeg har min),
Jeg vil mig taalig lade nøie
Med liden Rang
I komisk Sang -
Jsær hvis du til deres Smil vil føie
Et: "Baggesen!
"Fortæl os snart et Eventyr igien!"

Historien indtil Syndfloden

✂ "Fortæl os snart et Eventyr igien!"
Saa lyder Efterskriften, Ven! i Brevet,
Du til Korsør mig kiærligen har skrevet;
Og, hvad du neppe veed, er af en anden Pen
Mig samme Fordring nylig tilstilt blevet.
Men giæt engang, af hvilken? Just af den,
Jeg snappede blandt alle Penne,
Hvis i Cupidos Sted, Som gav mig denne,
Apollo Selv mig vælge lod
I egen Skriverpult og sagde: "vær saa god,
At tage mellem dem, jeg selv har skaaret
I sidste Efteraaret
(Du veed, at en Olympier forstaaer
Ved sidste Efteraar
Den Tid fra Roms Forstyrring til igaar),
Den, best dig synes om!" - Kort Sagt: fra Wessels Pen
Tilflød forleden Dag din arme, syge Ven
Et Brev, hvis Jndhold var: "Jens Baggesen!
"Fortæl os snart et Eventyr igien!"

✂ To Guders Vink imodstaae tør jeg ikke
(Thi dit, min Hornemann! var Venskabs eget Bud,
Og Venskab har, trods Sang og Kiærlighed, sin Gud!)
Et lidet Eventyr jeg altsaa dig vil skikke,
13 Hvoraf du slutte kan, hvor meget man har Grund,
Isteden for at bede mig at skrive,
Herefter mig det gode Raad at give:
"Jens Baggesen! hold, hvis du kan, din Mund!"

✂ For henved otte tusind Vintre siden
Vor Jord, som tys og taus i Mørket laae,
Stod op af Nattens Seng, og blev klædt paa,
Og snurrede sig rundt med Maanen i det Blaa.
Paa denne Store Knøs ophopped nok en liden,
Der af sit eget Ribbeen fik en Viv
Til Tidsfordriv,
Og leved got en stakket Tid med samme,
Til hun en smule feil paa Veien gik
(Som, ak! blev alle hendes Døttres Skik),
Og han begik en lille Daarlighed
(Som siden alle Mænd beginge med),
Hvorved han Herre blev, og hun Madamme,
Og begge to kom til at leve slet;
Thi Syndefaldet, det indseer man let,
Og Ægtefaldet, var det samme.

✂ De Sønner fik, som gik ei heller ret;
Den eene tvertimod gik paa den anden:
Kort, skal man troe, hvad salig Moses skrev
(Og derpaa har vi Alle Kongebrev),
Tilsidst gik hele Slægten fra Forstanden.

✂ Vi kiærligen vil troe, det blot var Hiernens Sag,
At de blev stedse værre Dag fra Dag,
Og drev tilsidst saa vidt det fyndefulde Væsen,
At Jorden, som de hopped paa, blev læk,
Og sank med Top og Tavl dem lige ned sor Næsen,
Hvorved, paa Otte nær, de alle skyltes væk.
14 De fire Par, som havde reddet noget
Af Fugle, Faar, og Sviin, etcetera,
Kom frem igien om et Aars Tid paa Skroget;
Og alt begyndte nu paa nye forfra.
Man gav sig atter til at æde og at drikke,
Og vove med hinanden mangen Dyst,
Og sove sammen, saa det var en Lyst. -
Hvor længe det vil gaae, det veed jeg ikke,
Til Jorden, der ei mere (siger man)
Skal druknes, men gaae tvertimod i Brand,
Forgaaer engang igien med alle Mand -
Men dette veed jeg, kiære Hornemann!
(Dog sig det ei igien til min Veninde
Derinde!)
At hvis det Andre gaaer, som mig (især,
Som i min Fødebye det gaaer mig her),
Var det Umagen ingenlunde værd
At have maattet nok engang begynde
Forfra paa nye at æde, drikke, synde,
Og gaae igien i Livets Jordefærd.

✂ Jeg haaber, du har nok for denne sinde.
Spørg Fader Wessel, naar du næste Gang ham seer,
Om jeg paa den Maneer
Skal Kiøbenhavn, og dig, og ham fortælle meer?
Og om man heller mig ei Munden burde binde?
Lidt panegyriskt man i Vers saa gierne seer.
I Eventyr endog vil Alle gierne roses;
Og ingen holder af at skoses.
Men kan der ventes noget høfligt Ord
Af En, der leer af vores hele Jord,
Selv, naar han til et Brev har Texten laant hos Moses?

Brevlængselen

✂ Den nysbortløbne stolte Baggehund -
Som hver en anden Titel kan undvære,
Som evig intet andet Navn vil bære,
Fra den velsignte Hyrdestund,
Hvori det første Kys af Deres Mund
Belønnede hans Troskab - som desuden
Ei skammer sig ved et i Grunden ædelt Navn,
Fordi det er gemeent i Kiøbenhavn,
Hvor Hund erindrer blot om Bieffen og om Tuden,
Og hvor man synes reent at have glemt,
At intet er paa Jorden saa fornemt
(Endog i Ridderstiernevrimlen)
Som Stiernehunden Sirius paa Himlen -
Den derfor af sit Navn, med doppelt Grund,
Som sagt, alvorlig stolte Baggehund
Er lykkeligen svømmet over Søen
Fra Herthedalen hid til Odinsøen,
Og i Behold, og frisk og sund.
Men den, som kiender lidt til Verdsens Sager,
Begriber let,
At det i dette Liv, som har saa mange Plager,
Er ikke nok med det.
16 Ak! altfor elskede Mama!
De stikker fem og tyve Mil herfra:
Og jeg - desværre, det er ligefrem,
Jeg stikker fem og tyve Mil fra Dem -
See! det er Ormen, som mit Hierte nager!
Og Himlen veed, at Kummer over sligt
Er fem og tyve Gange værr' end Gigt
Men - Laas for Munden! Snak om, hvad jeg lider,
Bekymrer Dem, og lindrer ikke mig -
Taal! hedder Symbolet i vore Tider,
Symbolet vil jeg sige -
Virkelig!
Jeg taaler meer, end nogen skulde troe,
Der kunde taales af en Hund, som gaaer paa to:
Og dog jeg piber ei det mindste, som De seer -
Nu meer!
Jeg kom til Trolleborg i Gaar ved Aften,
Hvor alt i Dag fortryller mig,
Og hvor jeg leve gad evindelig -
Men ak! i dette fyenske Himmerig
Jeg bliver blot til Agens sidste Dag;
Dyp derfor snart en Fiær af Gaasens Bag
I sorte Galdebærresaften,
Og mal dermed paa Fladbrød af Kattun
En Meening eller to, saa blød som Duun:
Den Pude nemlig, De mig loved,
Hvorpaa min Siæl kan lægge matte Hoved -
At De kan tage paa, hvad hermed jeg forstaaer:
Skriv mig et lille Brev saasnart, som Posten gaaer!

✂ O! lad et saadant komme mig tilhænde,
Før min Lyksalighed er her tilende;
At det maae lindre lidt min Sorg
Ved at forlade Brahetrolleborg,
17 For at begive mig til Verdens Ende
(Saa kalder jeg med Grund, i sand poetisk Stil,
Kiel,
Hvor neppe tvende
Barbarer mine danske Viser kiende),
Skriv! jeg besværger Dem, skriv snart! o skriv!
At, vant paa Trolleborg til Guders Næring,
Jeg undervets skal et forgaae af Tæring.
Det fikkert koster mig mit Liv.
Jeg i det mindste gaaer aldeles fra Forstanden,
Hvis i det Øieblik, jeg gaaer herfra,
Jeg ikke, ved et Brev fra min Mama,
Med Nektar bytte kan Ambrosia,
Og flyttes af en Himmel i en anden.

Reisen til Korsør.

✂ Jeg i mit forrige hastfulde Brev
Min Ankomst her til Trolleborg Dem skrev,
I lette Vers - maaskee kun alt for lette!
Men ak! jeg har paa denne Flyven om
Ei Stunder til, en Pidsk i Nakken mig at flette,
End sige til min krumme Stil at rette;
Hver Tanke gaaer deri aldeles, som den kom,
Og kommer, som den gaaer. Det er en egen Maade!
Men, Sødeste Mama! hver har jo sin,
Det er nu min;
Tag den til Naade!
Giv ingen Ærgrelse derover Rum;
Erindre Dem den Frihed, De mig skiænkte
Eengang for alle, til at være - dum
Paa min Maneer, i Prosa som i Vers,
I Snak og Sang, i Alvor og i Skierts,
Og tænke selv, som om jeg aldrig tænkte
Paa noget Verdsens Publicum.

✂ Jeg trolig hin Tilladene benytter,
Og i et Brev til Dem især
(Skiøndt Deres jeg har meer end Verdens Bifald kiær)
Mig for al kunstig Flid og Møie hytter.
19 Men - hvad jeg vilde sige? sidste Gang
Jeg Veien hiemme fra til dette Tryllested
Aldeles oversprang;
Jeg altsaa her i kort Enfoldighed
Vil nu fortælle Dem den giorte Reise.

✂ Fra Dem jeg maatte, som De veed,
Selvsamme Aften, førend Sol gik ned,
Til Pustervigs Udødelige deise.
Der blev jeg Timen een, vel to,
Og tænkte blot paa Dem, i Snak om Cicero.
Derfra jeg fløi til den bekiendte Stue,
Hvor eene med sin Datter jeg fandt Frue,
Som gav mig Thee og Tvebak, mens min Aand
Omsvævede bestandig Deres Haand;
(Men sødeste Mama! gaae ikke hen,
Og sig den gode Kone det igien,
At, mens jeg Tungen løbe lod med hende,
Jeg Tanken løbe lod med Dem!)
Derfra jeg end, skiøndt sildig, maatte rende
Ud til den ædle, sieldne Stiernemand,
Hvis Visdom, Blidhed, Godhed og Forstand
Jeg aldrig ofte nok lovsynge kan.
Der jeg i trende Timer glemte Jorden,
Og al dens Kummer, Gield, og Gigt, og Torden.
Beruust af denne Lethe gik jeg hiem,
Sov ind, og drømte sødeligt om Dem.

✂ Om Morgenen derpaa jeg tog min Hat,
Og ilte til min Reisekammerat,
Der mageligen paa en Sæk med Havre
Bag Kudsken i en Art af Karre sad,
Forspændt af tvende Krikker, blinde, mavre,
Bovlamme, halte, smaae - jeg veed ei hvad.
Det prægtigste blandt alle Kiøretøier
20 Mig ikke havde kunnet giort saa glad
Som dette, der mig syntes skabt til Løier;
Særdeles Kudsken, som jeg gierne gad
Beskrive Dem, ifald jeg ret forstod det,
Og Tiden kun tillod det.
Men ak! jeg har tilovers kun et Blad.

✂ Vi rulled altsaa, kort, til den bekiendte Stad,
Berømt af Kildevand og af Antiqviteter,
Hvor Maddiker af fordums Majesteter
Faaer Mad;
Der spiste vi, skiøndt ikke saa fornemt
Som Ormene, dog got. Vi fik det siden slemt.
Vi ælte-vælted giennem vilde Skove,
Ved Skin af Stierner, ikke nær saa nemt,
Som man sig havde kunnet love
Af en i Tøveir giennemæltet Deig
Af Vei;
Thi Hovedpuden selv i Diævelens Alkove
Er ikke blødere, end denne var.
Jeg Hjulspor oftere dog skuet har;
Men aldrigen i mine Lives Dage
Saae jeg til slige Hjulspor Mage:
Jordbunden de saa dybt igiennemskar,
At (for den rene Sandhed Dem at sige)
Jeg svimled, ved i Furen ned at kige.
Ved meer og meer at stirre, blev jeg vaer,
At der var ogsaa Stierner neden under,
Og ganske bitte Been, som een og anden Gang
Nu flytted sig, nu stod paa Skrævs, nu sprang.
Jeg holdt det dengang for et uforklarligt Under;
Men nu, jeg roligen paa Phænomenet grunder,
Jeg finder Tingen soleklar:
Det Antipoder været har.
21 Vi efter mangt et Stød, og mangen Sorg,
For Arm og Been, og hvad sig let lar knække
Paa slig en Vei, t slige Spor, at brække,
Kom endelig til Løvenborg -
Hvor Klokken eet i velopredte Senge
Vi vore Kroppe fandt for got at slænge.
Men troe mig, saa forknuust og mat jeg var,
Var jeg dog ingen Nar,
At sove ftrax. Til Dem og dennesinde
Jeg mig begav i Tanker - o Veninde!
Min venskabsfulde Siæl en bedre Hvile har
I vaagne Timers Tænkenom paa Dem,
End i den sødeste, den beste Slummer. -

✂ Jeg vaagnede, da Vægtren raabtc fem,
Og fandt med Studsen, til min store Kummer,
At jeg paa ingen Sofa laae;
Og sluttede deraf, jeg maatte være
Paa noget andet Sted end det, hvorpaa
Jeg nyder al min Roe, min Fryd, min Ære.
Jeg bad en Morgenbøn, og den bestod deri:
"Gud Sødeste Mama for Kummer frie!"

✂ Paa Løvenborg jeg leved got for Resten.
Dets Dronning er just een af dem
Blandt Jordens Engle, som omtryller næsten
Dens mørke Fængselhul til lyse Aanders Hiem,
Skiøndt hendes Alders Sol alt synker ned mod Vesten.
Desuden findes i det samme Huus
En lille hvid og vakker Musemuus,
Som holder meget af mig stakkels Puus,
Fordi hun meener, jeg giør bedre Vers end Præsten.

✂ Om Aftenen vi derfra foer
Til Soer;
22 Fra Soer til Slagelfe, hvor jeg mig havde lovet
Et Giensyn af det Musehul, hvori
Min første Ungdom ofred til de Ni;
Men hvor for denne Gang blev sovet.
Den næste Dag jeg blev t Hovedet lidt ør,
Og i mit Hierte Selv, ved Synet af Korsør!

✂ Der er dog noget eget, som et Navne
Formaaer at nævne, ved de Fødestavne -
Jeg neppe Fæstningen t Øiet fik,
Og Kirken, før igiennem Hiertets Aarer
En hellig Gysen foer; en Dug af Taarer
Omhyllede mit barnligglade Blik,
Men ei med Mørke - med en farvet Skimmer,
Regnbuens Skiær i Skyen lig,
Naar Solen i dens Draaber speiler sig.
Min Siæl henflød i denne milde Glimmer;
Jeg skialv, jeg fmilede, jeg græd, jeg bad. -
Et kiælent, saligt, sødt jeg veed ei hvad,
Der ligner, troer jeg, Himmeriges Rige,
Betog mig, som en stille salig Død,
Hvori min Angdoms vilde Liv bortflød,
Jmens min spæde Barndoms stille Dage
Blev i Askyldtghedens Glands tilbage -
Og med en Fryd, som Barnet kun kan smage,
Jeg sad i Tanken paa min Moders Skiød.
O! hvilket Øieblik! - Tilgiv, at atter
Jeg Stræber at indtrylle mig deri!
Men gode, fromme, Dydens, Himlens Datter,
O! Deres skyldfrie skiønne Siæl vist fatter
Dets hele himmelske Magie!
Thi hvad er vel den vilde Fryd, fom daarer -
O! hvad er Glæden, som ei kiender Taarer -
Hvad er den Overgivnes skingre Latter -
Jmod det stille Tryllerie,
23 Som dyssede min Siæl i dette Sværmerie?
Det eene lønnede min hele Vandring;
Men ak! det er forbi, forbi, forbi -

✂ Jeg slutter her. Thi nu er al Forandring
Af Tonen, jeg engang er kommen i,
Amuelig. Skriv mig snart! Det er mit sidste,
Mit Hiertes sidste Suk. O! hvis De vidste,
Hvor nær jeg er mit gamle Mulerie! - - -
Snart er og Glæden her forbi, forbi, forbi.

Brevrusen.

✂ Hvor er jeg? hvor? I hvilke Labyrinter
Af Edens Myrter, mellem Blomsterbed
Af Roser, Lilier og Hyacinter,
Og tusinde, hvis Navn jeg ikke veed,
Forvildes mine zefyrlette Fied?
O alt for underfulde Herlighed!
O Hav af Vellyst, Som min Siæl omringer!
Afgrund af Liv, og Lys, og Fred,
Og paradisisk Overgivenhed!
Glands af Seraphers sammenslagne Vinger,
Af Odins Skiold, og af Kronions Straaler,
Af Nektars Skummen hist i Hebes Skaaler,
Og her af Aphrodites Øines Ild!
Af Krandsen, som min stolte Tinding bier,
Af Phoebi Luth, af Amors gyldne Pil,
Af alle Gratiernes Smil!
O Dands af Muser, som min Aand indvier
Til Evigheds Mysterier, til Rang
Iblandt Homerer, til en Evalds Sang,
I Chor af alle Livets Melodier,
Ledsaget af Orions Harmonier!
O Drukkenskab! o søde Tryllerie!
Ja! Svælg af Salighed, som her jeg drukner i!
25 Saa kom jeg da til Trolleborg,
Ei for at glemme blot hver Livets Sorg,
Men for at lære selv, at lægge sammen
Al Himlens Fryd og hele Jordens Gammen?

✂ Du Engles Ruus, du Guders Raserie,
Navnløse/ høitidsfulde Sværmerie,
Begeistring! hvad du er - for stor til Prose,
For stor endog til rimbeladte Vers!
Lyksalighed paa langs! Lyksalighed paa tvers!
Ha! tør jeg troe dig? Er det ei din Skierts,
O Skiæbne? kan i Livets lave Mose
En ussel Frøe som jeg - een af Per Oxes Froer,
Fra Mølledammen udenfor Korsøer -
Paa eengang svinges, eller svinge sig
Til baade Fyens og Siællands Himmerig?
Paa eengang have det i Rose og i Pose?

✂ O gamle gyldne Horn med nye Dukater i,
Jeg fandt dig! Første Lod i Lykkens Lotterie,
Du faldt mig, Terne! doppelte Qvaterne!
Ja! sødeste Mama! fornem en doppelt Lyd
Af Vellyst, blandt med Vellyst, Fryd med Fryd:
Ja! Hundestiernen er den lykkeligste Stierne!
Og Baggehunden er i denne Stund
Ei Deres blot, men Lykkens Skiødehund!

✂ Ha! viid dig ud, mit alt for trange Bryst,
Til meer end selv en Digters "Ha!" tilstæder:
Til Salighed, som leer, og Salighed, som græder -
Til baade Himmelens og Jordens Lyst!
Til alle tøileløse Glæders Vrimmel,
Til Hiertetryllelse, til Hovedsvimmel,
J Tidens Suus og Evighedens Duus -
Til hvad en Evald t en doppelt Ruus
26 Af Viin og Kiærlighed kan eene fatte:
Til Guders og til Cherubimers Skatte
I en Miltonisk vellystblandet Sum,
Til hellig Lyst, til overgiven Stimmel,
Til baade Hedningers og Christnes Himmel,
Til paradiis og til Elysium!

✂ Men hvor er Sprog? hvad Støvets Ord kan tale,
Hvad Lyd kan tone meer end himmelsk Lyst?
Hvad Tusk kan tegne, hvilken Farve male
Den Salighed, som svulmer i mit Bryst?
Selv Evalds Flammesprog, som hele Norden tænder
Med Apollonisk Ild og smelter nær og fiern,
Fra Møens Klint til Filefieldets Ender,
Hvert Hiertes Jis og hvert et Hoveds Jern,
Formaaer det ei. Guddommelige Digter!
Hvis selv din Harpes Ekko, disse Træk
Af dine Penselstrøg, som jeg saa kiæk
Har efterabet her, mig svigter -
Hvad kan da mine egne svage Qvæk?

✂ Ha! - men for sidste Gang! Thi jeg vil dale
Ned af en Himmel, som er ei mit Hiem;
Og hvad jeg ei kan tone, skildre, male,
Fortælle kort, og dansk, og ligefrem.
Jeg søge vil at redde mig paa Randen
Af den bundløse Poesie,
Hvori min Glædes vilde Raserie
Mig styrter, hvis jeg, som saa mangen anden
Trompetende Poet, gaaer ganske fra Forstanden.

✂ Viid da - hvis ellers det kan lykkes mig,
I et forstaaeligt Sprog at tolke mig -
At som jeg nylig sad i Ludvigs Lund og tænkte:
Hvad om til den Lyksalighed, du her
27 Saa fuldeligen nyder, Himlen skiænkte
Dig pludselig den Fryd, du smagte der,
Hvor Venskab dig med første Kiæder lænkte -
Mon din Henrykkelse du vel holdt ud?
Mon ei din hele Samling gik Sit Skud?
Knap havde jeg tænkt hele Tanken ud,
Før med en deilig Pakke Breve
Treen ind den uforlignelige Greve:
Gav til sin elskede Sybille fem,
Og til mig glade, som, med Støvets Kaar for Øiet,
Var med min Trolleborgske Lod fornøiet,
Eet - er det mueligt, Himmel? - eet fra Dem!

✂ Begriber De nu, huldeste Veninde!
At jeg, Som blev i Hovedet saa ør
Ved Synet af min Fødebye Korsør,
Ved dette Syn af overvættes Glæde
Stak t at dandse, synge, lee, og græde,
Giøe, fløite, klukke, rase, med eet Ord,
Som ingen henrykt Digter nogensinde
Har raset før paa denne Jord?

✂ Begrib det! Men begrib tillige Nøden,
Som tvinger mig at sige Stop
Til min Taksigelses poetiske Gallop.
Postbudet maner; men mit Hiertes Hop
Mod Dem skal intet standse førend Døden.

Fragmentet i Lolland

✂ Jens Baggesen til Anders Christen Hviid:
Fred, Sundhed, Fryd fra nu til Aarets Ende,
Fra den til Livets, og derfra til evig Tid!

✂ Jeg her, hvor jeg mig om igien maa vende
(I Rummet, at forstaae)
For, inden fiorten Dage halv forgaae,
Tilbage til vort Kiøbcnhavn at rende,
Har faaet Deres kiære Brev,
Og Fierdeparten læst af hvad De skrev.

✂ Den Gave mig og flere Dødelige
Blev nægtet her i Livets trange Baand,
At læse: Tællet haver Gud dit Rige!*)
Og Skiæbnens Almanak - og Deres Haand.
Tilgiv paa denne Grund, at jeg Dem svarer
Lidt hen i Veiret. Hvad vi ei forstaae,
Det kan vi, som De veed, ei rigtig svare paa.
Jeg læser: Faner, hvor maaskee bør læses: Farer -
Skiærslipper for Skiærtorsdag - Multebær
For Moldenhauer - og især

✂ Paa tvende Steder jeg tvivlraadig er,
Om læses bør Heroer eller Harer?
Men, desuagtet, har jeg Nok bragt ud
Til Styrkning for mit syge Hierte,
Til Lindring af min Længsels lange Smerte,
Og overvættes Løn for alt mit Hovedbrud;
Thi Fierdeparten, som jeg har forstaaet af Brevet,
Er mere værd end Alt, hvad jeg har skrevet.
Den Forskiel er, min Hviid! imellem Dem og mig:
De skriver lykkelige Tanker slet;
Jeg skriver ulyksalig Sludder net;
De har i Meening - jeg i Bogstav Ret.
Naar Deres Aand er lys i mørke Sving og Streger,
Min lyse Pen med mørk Sottise leger -
Deraf opstaaer en anden Differenz:
Man læser got min Skrift, men fatter et mit Sprog -
Man læser Deres ei, men man forstaaer Dem dog.

✂ Jeg hertil føie vil en passende Seqvenz:
Naar Døden Livets Praas engang os puster ud,
For os et bedre Lys at tænde -
Naar giennem Natten vi gaae hiem til Gud,
Til Høitidsdagen uden Ende -
Naar Vadestøvlerne, som tyngde Siælens Been,
Imens den vaded giennem Livets Moser,
I Dødens Støvleknægt aftrækkes En,
Tillige med de vaade Hoser,
For paa bevingede Solstraale-Skoe
At dandse giennem Evighedens Roser -
Da, tro mig, ædle Hviid! * * * * * * *

✂ Altona. - Hvor slap jeg sidst mon troe?
Seqventsen har jeg glemt. Men det er ligemeget -
Den ei den første var, Som jeg har streget.
30 Sandt, Brevet bli' r ved denne Leilighed
Lemlæstet og skamfeert; men det vil intet sige!
Den tydske Pastor Brüllimann, som De veed,
(Der kiender paa en Prik hvert Bedested,
Hver Bom, hver Kroe, hver Sisebod, hvert Led
Paa Kongeveien til Guds Rige)
Endog en Præken skrevet har og trykt,
Hvoraf den eene Deel er, Himlen veed hvordan,
Forglemt, - den anden Halvedeel forrykt.
Hvis man Fragment af Præken skrive kan,
Hvi skulde det ei med et Brev gaae an?

✂ Isteden for Seqventsen vil jeg - siden
Jeg dog er kommet til at nævne den Guds Mand
Fortælle blandt hans Hendelser en liden,
Som nys passeerte ham i Lollands Land;
Ham siger jeg, og meener kun hans Bog;
Bog siger jeg, og meener kun hans Præ -
(Fragmentet af en Præken bør man dog
Ei kalde Præken heel, men bare Præ)
Historien, imellem os, er denne:

✂ Da, for til gode Dage mig at vænne,
Jeg nylig til de Lolliker drog hen
(Hvor jeg gad drage hen igien),
Kom jeg som Giæst til Christjanssæde,
Et Hyrdeslot, med deilig Have, hvor
En sand Alkinoos blandt Grever boer.
Herr Greven var, med sin Grevinde,
Just ved min Ankomst udspadsert -
I ledige Gemak, hvor jeg blev tndqvartert,
Jeg ønskte mig en Bog, for Tiden at forslaae,
Og milde Skiæbne lod mig finde,
Netop i een, som paa en Sofa laae,
31 Bemældte Prækens prægtige Fragment
I Saffian med Guld paa Randen -
Der, som jeg siden vide fik, var sendt
Af dyrebare tydske Præstemanden
Grevinden til Foræring. Jngen Bog mig
Meer havde kunnet moere. Titlen slog mig
Især; den fyldte heelt det første Blad -
Bag dette fulgte græske, tydske, franske
Sentenzer, i en prægtig Motto-Rad,
Af Rousseau, Paulus, og jeg veed et hvad
Af Claudius - men intei i det danske.
De Mottoer, af heel forskiællig Aand,
Var skrevne til af Autors egen Haand.
Jeg fandt en ledig Plads ved Bladets Ende,
Og efterabende den samme Kloe,
Saa det umueligt var Forskiællen at erkiende,
Jeg tilskrev eet endnu, der kunde gaae for to:

✂ "Jeg havde præket meer; men til den største Skade
"For Læseren, for mig, for Jordens Overflade,
"Er denne lille Stump blot deraf blevet giemt;
"Og det fornemste var maaskee hvad man har glemt."*)
Det giort, jeg lagde Bogen hen
Paa samme Sted igien.

✂ Hvad Spas det siden gav, da Verten og Vertinden
Og alle Giæster samled var,
Og man i Sofaen blev vaer
Det mecenatske Exemplar,
Som netop dediceret var Grevinden,
Og som hun ikke havde seet endnu,
Men forelæste høit - foruden Drøm om Rænke:

✂ "Hi hi! ha ha! hu hu!"
Det gier jeg Provsten at betænke.
Nok sagt, der Raad blev holdt i latterfulde Sal,
Voteert og decideert, at Præsten var lidt gal.

✂ Dog det er Tid, jeg Parenthesen ender,
Og, uden Ophold, mig
Til hvad jeg egentlig
Vil sige, vender.
Men, for at spare Porto og Papir -
Og da dog egentligen Rimets Ziir,
Om ikke mig, saa Dem maaskee dog trætter,
I Simpel Prosa Brevet jeg fortsætter.

Alperne.

✂ Saa kom jeg da til Schweiz? - Saa lod mig Skiæbnen stige
Til denne mine Sværmeriers Top?
Saa kom jeg da med ganske Siæl og Krop
Til Alpernes - til Friheds Rige?
Hvad dansk Poet har giort et saa poetisk Hop? -
Ja, fryd dig, elskte Pram! Din Baggesen har vundet
Det sieldne Lod i Livets Lotterie,
Den største Skat, ham nogentid blev fundet
I Drømme, Drukkenskab og Poesie!
O! saae du Solen, ham er her oprundet -
En Straale blot deraf! O! stod du her
Paa Spidsen af Naturens Himmelstige,
Isteden for paa Trappetrinnet der,
Hvis Høide mod min Høide netop er,
Hvad Cancelltet er mod Himmeriges Rige!

✂ Hvorledes skal jeg sende dig et Gran,
En - blot en Flip - en lillebitte Strimmel
Af min Fortryllelses udstrakte Himmel,
I et elendigt menneskeligt Brev,
Ja selv i Vers, som dem, jeg hidtil skrev?
34 Hvad om jeg, i min Alpeglædes Svimmel,
Udgiød mit fulde Hiertes Raserie
I en pindarisk-klopstocksk-evaldsk Ode -
I meer end menneskelig Poesie -
I dette Sprog, som hidindtil jeg troede
For høit - og Som dog Musene, der rode
I Kieldren af det Huus, hvor Evald boede,
Trods underjordisk Lavhed, piber i?
Hvad om jeg viiste dig, og dem, og hele Verden -
(Min Verden nemlig - hvor du er, der er den)
I en Matroskavai af gammelt jydsk,
Med skotske Lapper i, tilknappet paa sin tydsk,
At ogsaa jeg, saa got som nogen anden,
Kan, naar jeg vil, i Vers gaae fra Forstanden.

✂ Velan, min Pram! lad see, hvad jeg formaaer!
Jeg gaaer! -
Hvad gaae? nei! løbe vil jeg, rende, flyve
Langt bort fra denne gamle Læremoer,
Som har paa Bagen alt de fyrretyve:
Som byder os, at veie hvert et Ord,
Og holde varig Huus med Grammatiken -
Som peger os bestandig paa Logiken -
Og vil med diævelsk Magt, trods alle Ni,
At der skal være Sands og Meening i
Vor christelige danske Poesie!
Jeg længe nok, af Angest for Critiken,
Hvormed hun paa barbarisk Viis
Gav af og til min Digterrumpe Riis,
Adlød den vrantne Hex. Men nu Farvel, Moerlille!
Jeg ikke meer i Ledebaand vil gaae;
Jeg følge vil engang min egen Grille!
Min Digteraand i Schweiz fik Buxer paa.
35 Kom, du, som flagrer hist, lig een af Anholts Maager,
I Sneefog over det codanske Hav,
Svøbt i et Slør af Ossianske Taager,
Hen over Sprogets Skiær i Tankens Grav!
Du Nissers, Lygtemænds, og hines Muse,
Som hyle, tude, tordne, storme, bruse,
Saa høit, at hundred Mile fra mit Hiem
Mit Øre dirrer ved at høre dem,
Kom, brøl, med Stemmen af en finlandsk Torden,
Min Sang fra Sydens Himmeltop mod Norden!
Skrig ud min Glædes Alpeharmonie -
At hver maa tilstaae, saligen bedøvet,
Og, som jeg selv, al Sind og Sands berøvet:
"Det kan man kalde lyrisk Poesie!"

✂ O Schweis! o Jordens høie Himmelpynt!
Hvor Dovrefielde synke ned, som Tuer!
Og Øiet i en evig Svimmel skuer,
Hvor Verden ender, og hvor Verden har begyndt!
Hvor Solen i sin Gang mig synes glide
Hen over Skuldren, Maanen ved min Side!
Hvor Jorden vild og splitternøgen staaer,
Som om dens Skabelse var først begyndt i Gaar!
Hvor magelig jeg ned fra sammes Jsse
Kan, om jeg vil, paa hele Verden p * * * *,
Mens jeg berører Stierner med mit Haar!

✂ Ha! Høide! - Hævet over alle Toppe,
Høit over Klodens siunkne Land og Hav,
Forklaret, henrykt, svimler jeg heroppe,
Som en Opstanden over Livets Grav!
O Himmelluft, som om mit Hoved suuser!
O Vellyst, som min hele Siæl beruuser!
O Svælg af Salighed, som her jeg drukner i!
Er Dødeliges Fryd, multipliceert med ni
36 (Jeg mener den, et Digterhierte huser,
Besat af jer, udødelige Muser!),
Er Engles Ruus - er Guders Raserie -
At ligne med den Følelse, som hæver
Mig her til lyrisk Flugt? - Ha! du, som svæver
Høit over Sirius, som Verden er for snever,
Navnløse, glædedrukne Sværmerie!
Hvad Sprog har nok af O'er og af Ha'er
Til i en værdig Hymneharmonie
At tone dine Frydshallelujaer? -

✂ Ak! intet! intet! - og for denne Gang,
Af Frygt for i min Flugt at dale,
Hvis Odens Næb og Vinger fik en Hale,
Jeg ender pludselig min Sang.

✂ O du, min Pram! hvis Raad saa tidt mig ledte
Derhiemme, naar jeg Penne bed, og svedte
For Rim til O! til Ak! til Hu! og Ha!
Smag dette lille Forsøg i det Høie;
Og kan du meer af sammeslags fordøie,
Saa viid, at der er meer, hvor det kom fra!
Men sig mig, zom en ærlig Ven og Broder,
Om jeg dig synes skabt til Latter eller Graad?
Til Digtertremast eller Digterbaad?
Til lave Fabler eller høie Oder?
Mig synes selv, oprigtig talt
(Endskiøndt jeg her i Schweiz er kommet lidt af lave),
Kun lidet om min høie Digtergave,
Og at jeg ikke giorde galt,
Om jeg beskeden holdt mig til det Lave.

Patriotisme.

✂ Jeg glemme Danmark! jeg i Sydens Favn
Forglemme Nordens Moderbryst! for Kunst,
Umoden Kunst, bortbytte dig, Natur!
For Vittighedens Latter, Viisdoms Alvor!
Jeg vorde velsk, upatriotisk, udansk,
En Sydling! døse, stumre Livet hen
I Sydens lette, lune, bløde Duun;
Og virke, som en Sydling, blot i Drømme!
Fordi jeg lever udenfor det Land,
Jeg lever for? fordi mig Skiæbnen bød
At fierne mig fra Hiemmets stille Havn?
Hvad, eller fordi hin og denne Blomst
Jeg finder skiøn i fremmed Egn, og vover
At hente mig dens ubekiendte Frøe,
For at omplante den i Hiemmets Have?

✂ Nei! den, som i sin Vugge, spæd, engang
Inddyssedes af Dovres Fieldboeqvad,
Ledsaget af din Sqvulpen, Baltica;
Hvis første Blik sig tabte der, hvor Carls
Fortvivlet søgte sin betvungne Steenbuk;
Hvis anden Daab var Dypning i det Hav,
Hvis Bølger døned ham ved Dag og Nat
38 En evig Lovsang, mellem Stormes Brag,
Om Juul og Tordenskiold - hvis første Værk
Var Rustningen af tvende Flader, hans
Og Oldenborrernes, hans Magts Beundring:
Et Barns Udføren, men en Mands Idee -
(Slotsgraven var ham Kiøgebugt, to Nøgler
Hans danske Skyts - han selv den danske Skytshelt)
Hvis første Sang var Havets Lyst, hvis anden
Var Dødens - og hvis hele Liv var Heltens:
Bestandig Kamp - med Lidenskab og Mangel
(Trojaner er den førstes Hær, hvis Hector
Er mere frygtelig end hin - og denne
Fulddanner Peleïder i sin Skole).
O! den, med Eder blev fortrolig, ung
Til Eders Pile vant, og nødt hos Flid
At søge mod Jer Vælde sikker Hielp,
Gienvordighed og Lidenskaber! - Den,
Som hærded sig i Eders lange Kamp -
Og stod mod Eders Storm - omviftes ei
Saa let af Sydens løie Vind - og den,
Som vaaged Nætter i det kolde Nord,
Henslumrer ei sin Dag i Sydens Varme.

✂ Nei, skiøndt den svageste, maaskee, den mindst
Udrustede blandt mine Brødre, hvis
Urokkelige Stierne, deres Aands
Symbol, selv Middags-Solens Sønner leder,
Saa føler jeg mig deres Broder, Dans
Om ringeste, dog ægte Søn - og stolt,
Som Danne-Mand, der aldrig slavisk lød,
Hvis Fædre giennem Sekler aldrig lød
Udanske Spiir, bør evig føle sig -
Og stærk, som den, hvis Kraft i Nordens Kuld
Fuldstørknet smelted aldrig bort ved Luen
Af Sybaritens Vellystild - og noksom
39 Bevæbnet med min Kiærlighed til dig,
O Fødeland! -
O Fødeland! - hvori
Bestaaer den søde Troldom, som min Siæl
Omgriber med en Skabers Kraft, og favner
Med al en Faders Huld i denne Lyd?
Jeg veed ei hvad - men Vee den arme, som
Kan ikke nævne dig! og trefold Vee
Den Usling, som kan nævne dig, og ei
Begeistres ved at nævne dig, som jeg!
Den elsked ei sin Moder - farved graa
Sin Faders Haar før Tiden - undfaldt feig
Sin beste Ven i Prøven - og bedrog
Uskyldigheden i sin Engels Tillid,
Hvis Hiertes Jis ei smelted hen i Lyst
Ved Femmen af den Tanke: Hiem; og den,
Som Fødestavn ei laaner beste Træk
Til Paradiis - vil Paradiser kiede!
Hans løse Siæl vil sværme hiemløs om
I Skabningen - indtil den løSes op
I Dunsten, af hvis lette Skiød den Sprang.

✂ Som den, der elsker ei sin Skaber, ei
Kan elske Verden - den, der elsker ei
Det alt, hvis Harmonie - (saa meget har
Jeg lært til Følese - saa meget har
Jeg følt til Vished) i hver rigtig Hiernes
Ufordomsfyldte Hvelvinger gientoner,
Ei elsker Kloden, paa hvis hele Kreds
Den Viise seer kun een Familie,
Den Gode kun een Faders Børn, og begge
Gienbilleder af Gud - Som den, der ei
Med Broder-Ømhed hver en enkelt Broder
I denne Kreds, fra Nord Cap til Cap Horn,
40 Fra Syd Cap til Labrador lide seer,
Ei heller zittrer ved at see sit Land
Paa Pynten af sin Undergang - saa vist
Var aldrig den en kiærlig Mand, en sand
Fuldprøvet Ven, der ei var nidkiær Borger!

✂ Vort Hierte - medens Tanken i vor Siæl
Indfatter Smaat i Stort, og Stort i Større,
Det Større i et Største - føler omvendt;
Det Største i et mindre Stort, det Mindre
Giemt i det Mindste. Lyd dit Væsens Lov!
Bliv i dit Væsens Orden! Elsk dig selv!
Og du vil elske dig i dine Venner -
Og dine Venner i dit Fødeland -
Og Fødelandet i den Jord, som sprang
Blandt større Verdner af din Skabers Haand -
Og Skaberen i alt!

✂ Vort Hiertes Bud,
Vor Skabers første Bud er Godheds, er
Lyksalighedens Kilde: Elsk dig selv!
Af dette flyder alle andre. Ret
Du elsker ei dig selv, ifald du ei
Din Broder elsker; ei din Broder, hvis
Du ikke elsker alle dine Brødre!
Et dem, hvis ikke Gud!

✂ Vort Hoveds Bud,
Vor Skabers andet Bud, er Viisdoms, er
Lyksalighedens Kilde: Elsk din Gud!
Af dette flyder alle andre. Ret
Du elsker ikke ham, ifald du ei
Hans Skabning elsker; ei hans Skabning, hvis
Du dine Brødre glemme kan, og ei
41 Din Broder, hvis du elsker ikke ret
Dig selv! -

✂ Patriotisme! tidt misbrugte
Femstavelse! tidt misforstandne Aand!
Hvad er du andet end et Middel-Led
I Kiærligheds almindelige Kiæde
Fra mig til Gud, fra Enkeltet til Alt?
som hvert et andet Led af denne, du
Borttages ei, med mindre Kiæden heel
Nedstyrter, knuuses, synker, er ei meer!
Den sande Philantrop er Patriot;
Den sande Patriot Cosmopolit.
Knuus ham i Glemsels Afgrund, som tør fræk
Frembramme for sin Tid og Fremtid med
Det store Navn af Jordens Ven - og som
Ei virkte hvad han kunde for sit Land!
O! knuus hans store Navn! det knuuses let -
Det knuustes alt! thi det var tomt, som stort!
Men ær ei heller den, som mere trædsk,
Og mindre fræk, tillyver sig et Navn
Af Landets Ven - og giemmer Had - af alt
Det nedrigste - til fremmed Folk, Foragt
For fremmed Fortrin i sit trange Bryst.
Bedrager er han sikkert - eller Nar,
Hvis dette Had er spiret i hans Hoved.

✂ Den kloge, gode Fader, som sin søn
Vil klogere og bedre end sig selv
(Det bør den kloge, gode Fader ville),
Ham vælger Lærere, ham skiænker Bøger -
Af begge de bestmueltge. Han har
Af begge Midler til fin Hensigt paa
sit Gods de beste - vel! han bruge dem!
Men sæt, at paa hans Naboes Gods er dog
42 En bedre Lærer, bedre Bøger i
Det fremmede Btbltothek - hans Søn
Ved disse vandt; hans Henfigt blev
Ved disse bedre opfyldt - bør han stolt,
Dumstolt, forkaste dem, fordi paa hin
Og ikke paa hans egen Grund de fandtes?
Den kloge, gode Fader meener nei -
Forskriver Læreren og Bøgerne,
Og glæder sig ved Sønnens Fremgang, som
Om selv han lærte ham; thi Sønnens Fremgang
Er det, han vil - og ei den Lyd: "Gud frie mig!
"Alt det har Fâren lært ham selv!" en Lyd,
Der flinger alt for sødt for mange Fædre,
Og alt for født for mangen Patriot!

Labyrinten paa Rim.

Fuglen.

✂ Fornemmer du, at jeg mig nærmer dig?
Og at mit Legem, som min Siæl,
Skiøndt ubevingt, tilbage skynder sig
Til Kilden af mit Hiertes Vel?
O banker ei dit ellers stille Bryst,
Naar du mod Syden vender dig?
Sig, evig elskede Veninde! sig!
O! føler du, at jeg mig nærmer dig,
Med Tusinddeelen af min Lyst?
Og ønsker du, at kunne flyve mig
Imøde, som en lille Fugl, der svinger
Sig over Bierg og Dal og Krat og Elv,
Paa himmelovergivne lette Vinger,
Som en ætherisk Engel, som du selv?

✂ Ja du er selv en himmelsk Fugl, Palmine!
Og Engles Kiendemærker ere dine!
Som deres er dit Aasyn, deres Sang
Er din; og deres lette Flugt din Gang.
Jeg saae dig over Blomsterengen svæve
Paa Bredden af den underfulde Søe,
Hvorom sig Alper høit mod Himlen hæve,
Meer lig en himmelsk end en jordisk Møe!
50 Jeg saae dig klart udfolde fire Vinger:
De straalende, som hæved dine Fied,
Var Ungdom, Sundhed, Uskyld, Munterhed;
O hvilken iblandt Himlens Fugle svinger
Sig giennem Luften op og ned
Paa fire saa velsignte Vinger?
Og Engel er du, hvis en Dødelig
Ved Engel ellers noget tænker sig;
Thi du er from og venlig, blid og mild,
Og i dit Øie lyser Himlens Ild,
Og i dit Hierte gløder hellig Varme
For alt hvad der er ædelt, skiønt, og got;
Og ei med Fødderne du flyver blot;
Du flagrer selv med dine Arme.

✂ Ja flagre kun med disse, slaae dermed
I Luften!
Hæv op og ned
Med inderlig Livsalighed
Dem begge mig imøde! føl derved,
Hvad Sommerfuglen føler, naar, i Duften
Af Roser og Violer, op og ned
Den gynger sig,
En overgiven Engel lig,
Igiennem Luften:
Det søde salige jeg veed ei hvad,
Som uvilkaarltgen bevæger Livet,
Fra Cederen paa Libanon til Sivet,
Fra Soles Sol indtil det mindste Blad!
Omsonst, Palmine! blev den dig ei givet
Den Egenskab at flagre saa
Med Armene! bekiæmp den ei! lad Vane
Den kalde dem, som intet himmelskt ane,
Hvis Siæle selv ei flyve, men kun gaae;
Hvis halve Liv og halvt maa stille staae!
51 Jeg veed, som Digter, hvad Naturen hyller
I hver Bevægelse, hver fri Gestalt,
som kiendemærker Enkeltet i alt;
Og dette dit Særkiende mig fortryller.

✂ Palmine! jeg vil aabenbare dig,
Hvad Musen, der, hvad er, hvad var og vorder, kiender,
Om hin Bevægelse med dine Hænder
Nys i en Drøm har aabenbaret mig.

✂ Da jeg paa Bredden, hvor jeg alle Blomster sanker,
Alt havde mangen Gang lagt Mærke til,
Palmine! dine Armes Flagrespil,
Faldt jeg engang i dybe Tanker:
Hun sikkert, sagde jeg mig selv,
Paa Blomsterranden af min Elv,
En lille Fugl engang tilforn har været;
Snart denne Tanke blev af tusind andre næret.
Af Pønsen, Grublen og af Længsel reent fortæret,
Blev endelig mit Hierte mat,
Og ubevægelig jeg laae,
Beskygget, under Rislen af min Aa,
I Klippens Læ,
Ved Roden af et yndigt Træ,
Og saae
Paa grønne Qvist en lille lyseblaa,
Sølvspraglet Fugl, saa vever og saa let,
Saa huld og skiøn og peen og net,
At paa dens lille hvide Bryst et Spet
Af Guld selv havde syntes mig en Plet.

✂ I det jeg henrykt stirred paa dens Ynde,
Udfoldte den de kiælne Vinger smaa,
Og flagrede dermed, som vilde den begynde
At flyve ned mod Stedet, hvor jeg laae;
52 Men meer og meer, jo meer jeg stirrede derpaa,
Vedblev den, blot med Vingerne at slaae.
"Aldeles," raabte jeg, "aldeles som Palmine!''
Og et tredoppelt Ekko klang
Fra Klippens Lund, der over Elven hang:
"Palmine!"
Mit pludselige Raab forskrækte den
Saa stærkt, at den, istedenfor at flagre
Fra Qvisten bort hen over Eng' og Agre,
Gud veed hvorhen,
Blev siddende, som i et Buur,
Saa stille som en Muur.

✂ Jeg studsede ved dette Syn
Som rørt af Lun,
Og som om Hiertet i mit Hoveds Svimmel
Blev pludseligen hævet til en Himmel:
En lille lyseblaa, sølvspettet Fugl,
Som med et Løv paa Qvisten leger Skiul!
Som slaaer med Vinger ind og ud,
Og ikke flyver, paa mit Raab, sit Skud!
Som slaaer med Vinger ud og ind,
Og som af Skræk
Ei smutter væk,
Let som en Vind,
Men sidder kiæk
Paa Træets Tind
Som Lindeblomstret i den stille Lind!
Det sikkert ikke er en Fugl som hine,
Der ligne blot i Lethed min Palmine!
Saa tænkte jeg, og udbrød anden Gang:
"Hvor har du hiemme, lille lyseblaa!
Der flagrer først, og sidder stille saa
Paa min Palmines Viis?"
Den sang
53 (Øg atter i min Lund et trefoldt Ekko klang):
"I paradiis!" -
"I min Palmines Hiem" (gientog jeg) "altsaa boer
Du venlige?" - "Nei!" svarte den. - "Hvorledes?
Er Paradiser over denne Jord?" -
"Ja! Himln være lovet!" blev den ved,
"I hvert et andet Lysets Opholdssted,
"Hvor Himlen, smilende til reen Uskyldighed,
"I Favnen af Naturen, aldrig vredes." -

✂ "Men sig mig, smukke Fugl fra Paradiis!"
Begyndte jeg igien fortroligviis,
"Hvi kom du hid, da her du ei har hiemme?
Hvad søger du paa denne Bred,
I min Palmines Blomsterfied?
Tør jeg dit Himmelærende fornemme?"
Den svarte med en sød og kiælen Stemme:
"Jeg leder om min Søster; saae du ei
"Etsteds blandt disse Bierge, paa din Vei,
"En lille lyseblaa uskyldig Pige,
"Som slaaer med Vinger, nei! med Arme vil jeg sige,
"Og som staaer stille, hvor dig andre vige?" -
"Palmine? min Palmine?" raabte jeg -
"Tilvisse har jeg hende seet! tilvisse!
Jeg hende saae, jeg siden intet seer;
Naar mig Naturen sig i al sin Ynde teer,
Naar Rosen og naar Morgenrøden leer,
Naar du med dine Vinger slaaer, i disse,
I disse Vinger selv jeg hende seer!
Ei nogen Dødelig kan her i Live
Om hende dig saa god Beretning give;
Jeg intet andet, jeg kun hende veed,
Men veed i hende nok til Salighed.
Jeg iler just til hendes Opholdssted;
Og gierne vil jeg dig til hende bringe!
54 Men før vi skynde vores Gang,
som ei er lang,
Og snart til Ende,
Du først mig synge, hvad du veed om hende!"
Den sang:

✂ "Jmellem Himmelen og Jorden,
"I Morgenrødens Purpuregn
"Betrygger os et Regnbuehegn
"For Taage, Slud, og Storm, og Torden.
" I stille Glæders kiælne Roe
"Henflagre vi,
"Henfløite vi
"Titi! titi!
"Vort Liv, til Vaaren er forbi,
"Mens Lilier og Roser groe,
"For Torne frie,
"I Himmelhaven, vi beboc.
"Titi! titi!
"Palmine var i dette Paradiis
"En lyfeblaalig Ætherfugl som jeg,
"I hele Himmelhaven var der ei
"En mere skiøn! end lyder i hver Leeg,
"I hvert et Chor af Fugle hendes Priis.
"Sig ingen svang, sig ingen Engel svinger
"Paa lettere, paa luftigere Vinger,
"Og ingen fløi fra Lund til Lund,
" I Morgenstund og Aftenstund,
"Saa liveligt (thi Lysets Straale kun
"Indhenter vores muntre Flugt) som hun!
"Saa himmelsk svæver ingen Colibri;
"Men, hvad hun stedse meest Behag fandt i,
"Var, med os andre, snart med mig, snart eene,
"At lege Skiul blandt Lundens Palmegreene;
55 "Hvorfor hun og, som du har giettet alt,
"I Himmelhaven blev Palmine kaldt.

✂ "Saa legte vi en Aften sammen,
"I Fugle-Fryd og Fugle-Gammen,
"Og skiulte med behendtg Kunst
"Vor Flugt i Maanens Ætherdunst.
"Henflagret fra sin Palmeqvist,
"Hun havde skiult sig allersidst.
"Vi alle ledte efter hende,
"I hver en Havens Kant og Ende:
"Pipipet var et kiælent Ja!
"Vi hørte stedse det, forledet,
"Men kunde aldrig finde Stedet,
"Som Ja-pipipet tonte fra.
"Ufynlig endeligen klang
"Os denne søde Brudesang:"

✂ " "Omsonst I rundt omkring mig svæve!"
" "Forgiæves I mig flagre nær!"
" "Til Stedet, Søstre! hvor jeg er,"
" "I sikkert Eder ei kan hæve."
" "Jeg svæver i en anden Egn:"
" "Mig klang en himmelsk Harmonie,"
" "Jeg svang mig op og fløi forbi"
" "Den Have, som I synger i:"
" "Titi! titi!"
" "Farvel, min fordums Glædes Hegn!"
" "O Tryllerie!"
" "Jeg toner i en anden Egn:"
" "Titi! titi!" " -
"Nordlysene nu tændte sig med Bruusen,
"Og Sangen tabte sig i deres Suusen;
"Vi opgav endelig vort Haab
"Og endte Legen og dens Raab.
56 "Men skiøndt vi sørged femten Foraarsdage
"(Hvori fra Lunden intet Ekko klang),
"Forvandled dog vor bittre Klage
"Til en veemodig Afskeedssang
"Den Trøst, at ingensteds usalig Smerte
"Vil torde nærme sig et saa ufkyldigt Hierte,
"Og at ved hendes første Hiems Forliis
"Palmine vandt et andet Paradiis.
"I Lunden derfor atter Ekko klang,
"Vi sang:"

✂ " "Hun var uskyldig, from og kiærlig"
" "I dette Glædens lille Hegn!"
" "Hun svang sig til en anden Egn,"
" "For der at flagre mere herlig!"
" "Hun finder andre Søstre der;"
" "Og engang skulle ogsaa vi,"
" "Titi! titi!"
" "Did flyve dette Hegn forbi,"
" "Titi! titi!"
" "Vær altid, Søster, hvor du er,"
" "Dig selv kun lig!"
" "Vi Fugle, vi, som blive her"
" "Vil ligne dig!" "

✂ Saa tonte Fuglen og fløi ned.
Jeg strakte Haanden ud - og vaagnede derved.

✂ Saaledes lærte mig en himmelsk Drøm
Paa Bredden af vor Thunas Tryllestrøm,
Palmine! hvad dit Smiil alt tidlig lod mig ane:
Hvorfra du har den englelige Vane,
At flagre som en Fugl med din udslagne Favn.
O læg den aldrig af! jeg den for meget ynder!
Jeg vilde føle smertelig dens Savn!
Det er en Flugt mod Himlen, som begynder
57 I Støvets Lænker alt at yttre sig
Som englelig!
Vel hæve vi, med al vor beste Flagren,
Os ikke høit fra det beskedne Straa,
Vi, her i Livets Bane, træde paa,
End sige over Ax, som bølge sig i Agren;
Men det er altid skiønt, at vidne noget om,
Og var det blot i Flugt med Digteraanden
Og Flagren op og ned med Armen og med Haanden,
At det er Lysets hulde, blide, milde,
Bevægelige, livelige Kilde,
Hvortil vi gaae, hvorfra vi kom!

✂ Modtag med Smiil og venlig Mine
Din Elskers Toner i et Sprog,
Hvori ham fyntes, Nattergalen slog
Og Lærken trilled, selv ved Siden af Palmine,
Langt borte fra hans eget Hiem!
Maaskee Gallina flagre kan trods dem;
Maaskee paa stærkere, maaskee paa flere Vinger
Teutona høiere sig over Alper svinger;
Men Lærkens Dirren, Nattergalens Suk
Og Turtelduens dybe kiælne Kluk
Er ikke tydske, meget mindre franske.
Palmine! læs, hvad qviddrende jeg skrev
I dette fuglelige Ffyvebrev;
Og lad det ane dig, at hine Toners Svev,
Hvis Nyn og Suk i Lunden dig henrev,
Er danske!

Parnas-Revolutionen.

✂ For nogen Tid det Rygte gik,
At Amor, denne Gud, der var saa rask som liden,
Og syntes skabt til ret at trodse Tiden,
Sit Banesaar af egne Pile fik,
Fornemmelig af Nag, fordi han saae
Meer end sin Moder i vort Daniens Lovise
Og derved nødtes til, den Skiæbne sig at spaae,
At Alle Nordens Cypris vilde prife,
Og at han længer selv ei vilde kaldes skiøn,
Naar Jorden engang saae Lovises Søn.
Med Vished veed man, at hans glimrende Frue Moder,
Fordunklet, ikke meer opholdt sig her,
Men flygtede til andre Kloder,
Hvor ingen Rivalinder er.
At Jupiter alt for faa længe siden
Er sovet hen,
At han er færdig at staae op igien,
Det strækker sig endog til Bürgers Viden
(Som dog skal være meget liden!)
Saturn er, som man seer, indsluttet i en Ring
Og giør ei heller mange store Spring -
At Mars det ei vil giøre længe,
59 Det lærer Galliens Revolution,
Og Mangelen paa Subordination,
Og Keiser Leopolds Resignation,
Og Overgangen fra den Spanske Vagt-Cordon.
Merkur i nogen Tid paa Nippet er at hænge;
Som Rapse-Gud (det var han noget nær)
Han er ei heller meget bedre værd.
Om Juno siger man, at, fiden salig Manden
Er død, og Ludvig giorde det Spilop,
At sige til sin Krones Tilbud: Top!
Hun reent skal være gaaet fra Forstanden.
Minerva hos Herr Pram, min gode Ven,
I Dannemark gaaer stærkt igien. -
Diane - Hecate - Proserpina, med flere,
Skal siden Kants Kritik og Reinholds Theorie,
Af Angst for denne nye Philosophie,
Reent være færdig at krepere. -
Saa gik - og gaaer det efterhaanden flere.
Cybelemoder, Enkedronningen,
Gaaer og derhen -
Og kort: med hele Gudfamilien
Det er, som med saa meget mere,
Kun Knald og Fald,
Og snart, som med et Lys, det ude være skal.
Med Gratierne (som jeg, sandt at sige,
Blandt alle disse fandt de meest guddommelige!)
Jeg ikke veed, hvor det staaer til saa lige -
At nu omstunder de er skeer end tre,
Det her imidlertid en Blind kan see;
Men om det netop de selvsamme ere,
Som dandsed om Gudinden i Cythere,
Der kunde tvistes meget om -
Jeg troer, at med vor nye Venus flere
Og endnu skiømiere til Norden kom,
End nogentid blev seet i Grækenland og Rom.
60 Men nok af Tidender om Dødsfald og deslige
I Gudernes det gamle Rige!
Vi alle skulle gaae den samme Vei;
Imidlertid dog - alle gik den ei.
Tre Gange tre pieriske Gudinder
(Tre Gange tre giør ni)
Man endnu her og der i Poesie,
Og som jeg seer med nifold Tryllerie,
J Gravensteens Olympus finder.

✂ O Held mig! at engang mit Øie saae,
Hvad i begeistret Andagts Øieblikke
Jeg ubønhørt saa ofte kaldte paa -
Og - samlet i det mindste - skued ikke!
O Drøm! o Lyst! - men er du blot en Drøm,
Saa lad mig evig, evig, evig drømme!
Og lad min Aand i sin Beundrings Strøm
Fra Sol til Sol i denne Himmel svømme!

✂ AI Verden veed ei blot, at Muserne er ni:
Men og at deres Stats Gynokratie
Formedelst Kong Apoll (en ellers artig Herre,
Men noget herskesyg, som Konger fleft, desværre!)
Adarted tidlig alt til Despotie -
Der var, for Resten, intet ondt deri;
Thi denne Fyrste var, som Alle sige,
Sin Stierne lig, der Fattige som Rige
Bestraaler alle lige;
Og naar Monarken ligner Solen - man
Kan leve meget got i et despotisk Land.
Men skade! det er netop ikke ganske
Tilfældet overalt! Naar man seer til lidt grant,
Er alle Souverainer ikke danske;
Der gives en Hob franske deriblandt. -
61 Men atter til Gudinderne tilbage!
Hans lyse Majestet, saa dødfri, som han lod,
Dog maatte drikke med af Lethes Flod -
Med ham forsvandt Parnassets gyldne Dage;
Hans Eftermand var ikke nær saa god.

✂ Jeg veed ret got, at mange ny Poeter
Forsikre vidt og bredt, at han er til endnu -
Ja gid det var saa vel! saa stod jeg ikke nu
Jmellem Muserne som en fortabt Trompeter,
Nei! skiøndt i Evalds, Prams og Thaarups Vers,
Fornemmelig i alle Musers Breve,
I Fader Mielands attiskfine Skierts,
Og Schillers Alvor end han synes leve,
Død er han - det er vist! saa vel som Jupiter
Og al den anden Gudehær,
Og fiorten Eftermænd, som efter ham de hulde
Gudinder efterhaanden Zeptret gav,
Een efter anden lød Naturens Krav
Og ligge roelig under Mulde.
Hvad Misforstand heri har voldet overalt,
Er, at de alle blev Apollo kaldt,
Endskiøndt iblandt dem alle femten vare
(Saa lidt som i den lange Ludvigskare)
Knap tre, som Navnet med lidt Føie bare.

✂ Guddommelige Muser! mig i Dag,
Jeg veed ei selv hvordan, blev undt den Ære,
Iblandt Apollerne den fextende at være -
En Hæder, som jeg føler mig for svag
i læng're Tid, end høit det halve af en Dag,
At bære.
Dog, for mig den ei reent uværdig at betee,
Nedlægger jeg, i følgende Idee,
62 For Eders Fødder, yndige Gudinder!
Den Krone, jeg, som fleer, i Drømme fik;
Mit Hierte meer end al dens Tryllen finder
I Eders Øines milde Himmelblik!

✂ Ifølge Vælden, mig blev skienkt i denne Gave,
Erklærer jeg, at fra den Dag i Dag
Regieringen skal være deres Sag,
Som Kald og Evne til Regiering have;
At ingen Phoebus meer skal lemmes i
Det eenehellige Gynokratie;
At selv hans Navn af al vor Fremtids Poesie
Forvises skal. Mit Held, guddommelige Ni!
For Resten eene skal bestaae deri,
Til evig Tid at være Musers Slave.

✂ O dette Held jeg skatter meer,
End vidste jeg det alt, hvad første Phoebus vidste,
Og sang som Milton, Klopstok, og Homcr.

✂ At ellers jeg, Apoll den sextende, den sidste,
Den ringeste - nedlægger Zeptret her
For ni Gudinder - intet Under er;
Men - hvis Apoll, den førfte, store, viise,
Den eeneste, som Zeptret værdig bar,
Blandt Muserne blot havde seet Lovise,
Han sikkert selv Regent kun een Dag bleven var!
Han ikke Jorden blot med alle Herligheder,
Men Solen havde lagt for hendes Fod,
Og nøiet med en evig Pages Lod -
Ei meer tilbedet, men Tilbeder,
I hendes Velbehags, i hendes Bifalds Smil
Gienfundet meer end alle Soles Ild,
Og meer end alle Pindi Saligheder!

Paaske-Indbydelsen.

✂ Jeg har Klokken henimod syv i min Stue
Den yndigste, deiligste, vakkrestc Frue,
Som nogentid Engelland bar.
De elsker dog Engelland, Skiønhed, og Ynde -
Kom, kiæreste Winsløw, det Blod at fortynde,
Hver af os i Hovedet har!
Jeg veed, at De kommer kun for at helbrede -
Tre Pattentinder hos mig ere rede,
At modtage Helbred af Dem:
Min Kone har Hoste - min Søster har Krampe -
Min Stuepige ligger i Feberens Dampe -
Min Søn og jeg selv - det giør fem.
Men det HospitaI er kun lidt - mod den siette,
Den omtalte Frue, hvis Hoved at lette
Jeg egentlig bønfalder om.
De finder desuden vor Schulz og hans Mage;
Og kan Dem en Steg af et Paaskelam smage,
Og vil De til Takke med Torskene tage
I nysmeldte Selskab, saa kom!

Tandpinen.

✂ Min Kone skranter lidt igien.
Den korte Tid forbyder mig, min Ven!
At sige mere tydelig,
Hvorledes hun besinder sig. -
De regner det vel ei saa nøie;
Dog dette maae jeg end tilføie:
I hendes Tunges Land er tusindfold
Tyrannisk Eenevold:
En ormestukken Tand er Thronen -
Kom, kiære Winsløw, kom
Og riv Despoten om,
Styrt Ludvigen, som plager Konen
Langt meer, end hin kun alt for gode Ludevig
Har nogensinde plaget Frankerig -
skil den uværdige ved Kronen,
Og lad republikansk Regieringsform
Forjage Smerte, Vold, og Orm!
I Stiil, som koster mindre Hovedbrud:
Træk Tanden ud!

Apollo den Syttende.

✂ For fire Sekler siden (fire Aar
Er fast en Evighed i vore Tider)
Jeg lagde ned paa Stedet, hvor jeg staaer,
For Eders Fødder, hulde Pierider,
Mit Apollonske Scepter - lagde ned,
Med selvfornægtende Beskedenhed,
Den herligste blandt alle Jordens Kroner,
Hvis mageløse Himmelglands
Fordunkled selv den borealske Krands
Og alle Melkeveiens Throner.
Jeg afstod af mig selv, ufordret, frie,
Et Fyrstendom, som Fantasien drømmer,
Det glimrendste blandt alle Fyrstendømmer,
Et Fyrstendom med lutter Muser i -
Og danned' om, hvad sikkert ingen Herre
Har giort for mig, og aldrig giør, desværre!
Et eenevældigt Andrarchie
Til et republikanskt Gynokratie.
Ei for at friske op mit Offers Minde
Og anden Gang en Borgerkrands at vinde,
Gienkalder jeg min Martyrdaad i Dag;
Den fik sin fulde Løn af Eders Hænder,
Den ærefuldeste, mit Hierte kiender -
Hvad Løn er stor som Musers Velbehag?
66 Hvo vilde ei med Lyst al Jordens Glands bortgive,
Aftræde hver en Ret til Opsigt her i Live,
Og froe modtage selv den dødelige Piil,
For Vindingen af Eders Dronnings Smiil?
Nei! ikke for paa nye at lade mig betale
En Daad, af min Samvittighed befalt,
Som blev mig den Gang tusindfold betalt,
Opvækker jeg Erindringen af Dvale.

✂ Blot den selvsamme Stilling nu, hvori
Mig Skiæbnen atter stiller hen, allene,
Til samme Fristelser, i lige Scene,
Omringt af Musechorets Tryllerie,
Aftvinger mig et flygtigt Blik tilbage
Paa min Regierings Brug t hine Dage.

✂ Som jeg den brugte da, saa bruger jeg den nu,
Og som jeg ønskte, de, der over Throner ruge,
Den alle ville bruge
(Besynderligen, o Provence! du,
Der truer med at herske sur la France,
Et par droit de conquête et par droit de naissance),
Til den at skiænke dem, som eene have Ret
Til Hersken overalt og uden Hinder;
Oplysningens velgiørende Gudinder.

✂ Jeg altsaa lægger anden Gang,
Som Gud for Viisdom, Dag, og Smag, og Sang,
Mit Scepter ned for alle Musers Fødder,
Min Krone for den førstes Fod;
Og lover, hvis det tredde Gang mig møder
At stilles her paa Stedet, hvor jeg stod
For fire Sekler siden, hvor jeg knæler
I dette Øieblik, at giøre samme Brug
Af det, som nogle røver, andre stiæler,
Snart aabenbar, og snart i Smug.
67 Dog, før jeg mig af denne Kreds begiver
Tilbage til min skiulte Krog,
Hvor intet Musechor min Sang opliver,
Tillader mig, Gudinder! i det Sprog,
I selv umiddelbar uvante Tunge lære,
En ydmyg Bøn til Afsked at frembære.
Ved Skiæbnens Gunst at være kommet op
Paa Musebiergets Æthertop
Nu allerede tvende Gange;
Og, vinket af saa skiøn en Leilighed,
Dog intet, dog slet intet at forlange -
Var at fornærme Musers Gavmildhed.
Jeg veed for vel, at deres største Glæde
Er den, at lønne prøvet Dyd,
Om ei med jordisk, dog med himmelsk Fryd,
Og en Pervonte selv at ønske de tilstæde.

✂ Mig synes alt, at Eders Smil,
Gudinder! mig det skiønne Tilsagn give:
"Ønsk, Dødelige! hvad du vil,
"Og hvad du beder om, skal opfyldt blive."

✂ Som man i Musers Bibelbog kan see,
Af hvilken Aarsag veed jeg ikke,
Eet Ønske eller to sig aldrig skikke -
Min Bøn og derfor deler sig i tre:

✂ For Kronen, som jeg anden Gang nedlagde,
Den Rose, Flora vor Lovise bragte,
Er alt hvad jeg bønfalder om;
Selv visnet skal den i mit Giemme blive
Den største Skat, mig skiænktes her i Live,
Min meest tilbedte Helligdom!

✂ For Sceptret, som de samlede Gudinder
Jeg gav, udbeder jeg mig her,
68 Som ni betydende Forenings-Minder,
En Knappenaal af hver især;
Som Orden paa mit Bryst jeg disse Naale
Med meer end ridderlig Tilfredshed bære vil,
Saa længe jeg er til,
Og deres Glands skal selv Pleiaders overstraale!

✂ For al den anden Magt og Herlighed,
Mit Muse-Scepter var forleenet med,
Hvis Mage man paa Jorden ikke finder,
Er det for meget, naadige Gudinder!
Hvad her, aftrædende mit Kongedom,
Jeg endelig tilsidst bønfalder om,
Et - ak! jeg iisner, skiøndt mit Hierte brænder -
Et Kys - paa hver af mine Musers - Hænder?

Smagens Forfalden.

✂ Jeg læste samlede, hvad mange Gange
Jeg sang i Vennelag,
For middelmaadig Viin at give Mestersmag,
Min Mesterdrikker! dine Mestersange;
Og saae, du kaldte din fuldendte Spøg,
Der netop er, som rimet Spøg bør være,
I munter Latter hyllet Alvors Lære,
Forsøg - "Forsøg?" udraabte jeg; "Forsøg?
Saa skulle vi dog evig staae tilbage
I Sammenligningen med hine Dage,
Da Latiums og Hellas's Harper klang?
Og lykkes det en vor Tids Skiald engang,
Med hin Tids umiskiendelige Mærker
At præge hint og det af sine Værker,
Maa Titlen i det mindste vidne om,
Hans Smag ei dannedes i Grækenland og Rom.
Anakreon skrev nu Forsøg til Viser,
Horaz Forsøg til Oder, og Homer
Skrev sikkert og paa vor Maneer
Forsøg til et Par Epopeer" -
Ak! vor Tids Smag er mindre eller meer
Fordærvet af Tobak, af Øl, og af - Aviser.

Stambogen.

✂ "Der levede for hundred Aar
"I Dans Elysium en Hertug uden Mage
"I Fortids, den Tids, og i vor Tids Dage -
"Hans Navn, hvis Minde sikkert ei forgaaer,
"Var Fredrik Chrtstian; hans Hertuginde
"Var Jordens favreste, forstandigste - maaskee,
"Ved mere nøie til at see -
"Selv eeneste naturlige Fyrstinde;
"Den største Roes af deres Mund,
"Som i de Tider begge kiendte,
"Var den: hinanden de fortiente!
"Saa god var han, saa elskelig var hun.

✂ "Hvad dem især udmærkte selv i Norden,
"Hvor Despotie,
"Pedanterie,
"Og Slaverie
"Dog ingentid almindelig er vorden,
"Var denne viise Liberalitet,
,"Som planter, nærer og udbreder
"Den blomstrende Humanitet,
"Hvis Frugt er Dyder og Lyksaligheder.
71 "Min Fârfârs Fâr, en dengang taalt Poet,
"I hvis Forsøg du tidt Louises Navn har seet -
"En Vandrerom i Østen og i Vesten,
"Men ganske skikkelig og ærlig Mand for Resten,
"Just levede paa samme Tid,
"Og nød den ham af mig saa tidt misundte Lykke,
"I Gravensteen og i Augustenborg
"At glemme hele Livets Sorg
"Ved Synet af Naturens Mesterstykke -
"Han hyldede det ædle Fyrste-Par
"Med en Hengivenhed og Troskab uden Lige,
"Hans Hiertes Helt var Han, Hun dets Heltinde var,
"Som os hans beste Digte sige;
"Hans hemmelige Dagbog, som engang
"Du arver efter mig, fortæller og, hvorlunde
"Han alting skyldte dem; i Sygdom og i Trang
"Hans Ungdoms første Dage tungt henrunde,
"Da fandt ham Fredrik Christian, og see!
"Ved hans Beskyttelse blev Sundhed, Lyst til Livet,
"Udkomme, huuslig Fryd og Virksomhed ham givet,
"Han Mand og Fader blev - og vore sidste tre
"Forvandskabskuld den Hertug Livet skylde,
"Hvis Billed hist du seer i Marmor paa min Hylde.

✂ "Vor Stammefader, havde han ei vær't,
"Vist ugift var af Slægters Rad forsvundet;
"Først da han Fredrik og Louise havde fundet,
"Fandt han sit Livs Forøgen noget værdt.
"I Dag, min Søn, for hundred Høste siden
"Han helligholdt i Gravensteen
"Den Fødselsdag, vi signe hver og een
"I vor Familie. Min Fârfâr, dengang liden,
"Knap halv saa stor som du, en tvendeaarig Pog,
"Opledte Billeder i denne Bog,
"Hvori hans Fader skrev, hvad du nu lærer stave:"
72 " "Den ott' og tyvende September skal hvert Aar,
" "Saalænge som min Slægt bestaaer,
" "En festlig Rang i vor Calender have.
" "Paa denne Dag blev Hertug Fredrik fød.
" "Den Roe, den Fryd, jeg her i Livet nød,
" "Meer eller mindre var hans Gave.
" "Og du, min Søn, som fyldte tvende Aar
" "I Gaar,
" "Dig denne Stambog hellig være!
" "Din Søn, din Sønnesøn, til sidste Led den lære,
" "At signe Mindet af en Mand,
" "Hvis Priis jeg, mens han lever, et fortæller,
" "For ei med Povler- og med Peter-greller
" "I samme Protocoll at skrives an.
" "Hvad, efter hundred Aar, man skriver eller siger,
" "Kan dog vel, haaber jeg, et meer sees an som Smiger." "

✂ Saa talte, mens han tog af arvet Giemme frem
En Hob Reliqvier, i stadfelige Rader,
Aar atten hundrede halvfemsenstiv' og fem,
Min Sønnesøns den ældste Søn, som Fader,
Sin lille Fredrik til, der mærksom stirred' paa
Den Herlighed, han første Gang nu saae:
"See her, min Søn, det Kæreste, jeg eier,
"Den Daase hist, og dette Uhr, og her
"Hvad, skiøndt for hundred Aar alt visnet, dog opveier
"Og overtræffer alt, hvad blomstrer fiern og nær:
"En Rose, visnet paa Louises Bryst,
"Min Fârfâr Carl forært, og disse Blade
"Af en hans Fader skiænket Blomstpleiade,
"Der af Louises Haand ham straalte Himlens Lyst!
"Det alt tilhører Dig, hvis du vil lydig være,
"Med denne Stambog, som, fra Søn til Søn,
"Vor Slægt har lært, og skal fremdeles lære
"Din Stammefaders deri skrevne Bøn:
73 " "O! Himmel! lad for mig min sidste Slægt end prise
" "Vor Fredrik Christian og hans Louise! " "

✂ O du! hvis ædle, skiønne Siæl,
Hvis Sandhedskiærlighed og Lyst ved Andres Vel,
Hvis rene Villie jeg kiender!
O du min Vækker, min Velgiører, og min Ven!
Lad paa din Dag den Tak, som i mit Hierte brænder,
Jndklædt i Drømmen om den samme Dag igien
Om hundred Aar, dig et mishage!
Den Sang, hvori jeg her fortalte den,
Skal Ord for Ord min sidste Søn gientage.

Strømpebaandet.

✂ Dee den Danhellige, hvis Haand
Formaster sig at løse Baand,
Som Næstens Kones Strømper binde!
Vee den, som skotter blot dertil
I et og andet Flagre-Spil
Af overgivne Vestenvinde!
Ja Vee selv den, der i en Drøm
Med Tanken nærmer sig en Søm,
Som at berøre sig ei sømmer!
Vee hver og een Forvoven, som
Antaster mindste Helligdom,
Endogsaa den, hvorom han drømmer!
Jeg finder utilgivelig
Enhver, sont fræk forgriber sig
Paa mindste Baand, der noget binder,
Fra det, der skiærmer svage Syn
Imod Oplysnings vilde Lyn,
Forinden Lysets Sol oprinder,
Til det, der under Skiørters Flig,
En skyebesløret Iris lig,
Om yndig Kones Knæ sig vinder.
Men ogsaa Vee, Foragt og Haan
75 Den Feige, som for lose Baand
Tilbagezittrer som for faste;
Der hoit med Alles driver Spot,
Men stille for et enkelt blaat
Sig ydmyg kan i Støvet kaste;
Der loe til Millioners Gru,
Hvis Statens Bælte gik itu
Og Krandsen faldt af Himlens Tinding,
Men med en lav og frygtsom Aand
Tør ikke røre ved det Baand,
Som bandt ham til den usle Vinding!
Vee den, som bag sin Bogreol
Antaster Aanders Soles Sol,
Og Fredens Helt, og Statens Værner,
Men trukket af sin Vinkel frem
Staaer skiælvende med hvert et Lem
Og skraber ud for løse Hierner!
Vee, Vee mig selv, om Viises Dom
Var den, jeg brød mig intet om,
Naar disse Vers for spidse lade;
Men Vee mig og, ifald et Snert,
Der traf en Skriblers nøgne Stiert,
Mig skiælve lod for løse Blade!
Dog til mit Strømpebaand igien -
Vee den, og den, og den, og den,
Som løser sligt, hvor det er bundet;
Hvis ellers ei ham Elskovs Gud
Det har om Been af egen Brud
Engang med egne Hænder vundet.
Men ogsaa Vee den dumme Knøs,
Som finder Helligdommen løs
Paa Templets offentlige Trappe,
Og ei som Ridder og som Mand
Seer til, saa hurtig som han kan,
Et saadant Bytte vips at snappe!
76 Og nu tilfulde tifold Vee
Den Digter, som det kunde see
Ved Foden af en Digterinde,
Og lade ligge, hvad der laae,
Og ikke sig til Ridder slaae,
Ved strax det om sig selv at vinde -
Og ikke heller gav igien
Hver anden Skiænk af den og den,
End Baandet, som ham her blev givet!
Jeg appellerer selv til Kant,
Mon Venus vel en slig Pedant
Lod finde noget ineer i Livet?
Nei, Muserne saa reent forhadt,
Saa reent af Gratier forladt,
O Doris! er den Digter ikke,
Der trylledes saa mangen Gang
Af Himlens Toner i din Sang
Og af dens Glands i dine Blikke.

Vers for Prosa.

✂ Min astronomiske, min kiøbenhavnske Ven,
Som lige langt fra Himmelen og Jorden,
Og næsten lige langt fra Syden og fra Norden,
Jeg i Paris omfavned nys igien!
Forlad, at nu, til Svar paa mig tilskrevne Prose,
Den knappe Tid mig blot tillader Vers.

✂ Halvraget tømte jeg den sendte Nyhedspose,
Og slugte graadigen dens Alvor og dens Skiærts.
Det meste sidder mig endnu paa tvers
I Hiertet; thi den mindste lille Glose
Fra Hiemmet er jeg mere slugen paa,
End paa hvad andet nyt, og smukt, og sandt
Mig meldes kan fra fremmed Kant.

✂ Tak for Director-Navn, hvis det er ingen Skose
Og hvis det er, saa Tak alligevel!
Saa stort, den Dag i Dag, er her hos os det Held,
Den Høihed, Herlighed og Ære,
En Directeur at være,
Que tout le monde voudroit être un tel
Même à la tête d'une république
Comique.
78 De melder mig, at man ved Peter Fredriks Død
Blev ikke sort, men bleg, og guul, og grøn, og rød,
Og at man derfor ei, blandt Følget, distingveerte
De Folk, som græd, og dem, som Graad repræsenteerte -
Men Tode havde Ret; thi hele Kiøbenhavn
Kan aldrig blive sort aldeles som en Ravn;
Det skaffer ei saa let, hvor meget det end græder,
Halvtredsindstivetusind sorte Klæder -
Jeg finder derfor klogt, at man, da Suhm var død,
Blev braaget, bleg, og guul, og grøn, og rød.

✂ De melder mig endvidere, hvorlunde
Vor Philosoph, vor Skottballadeskald,
Vor Diplomatiker ved dette Fald
Istemte Sørgeskraal, saa hoit de kunde;
Og at, trods alle Riim paa langs og tvers,
I deres Skraal man ei fandt mindste Vers,
Der for et nogenlunde rigtigt Øre,
End sige rigtigt Hierte, lod sig høre -
Det undrer mig nu fuldt aldeles ei -
Apollo gik med Suhm formodentlig sin Vei;
Og alle Muserne, som vare der tilstede,
Har ikke kunnet giøre meer end græde.
Imens han leved, Evald, Wessel, Pram,
Storm, Thaarup og saa mangen anden Sanger
Reed med Fornøielse paa den bevingte Ganger,
Som for det meste foredes af ham.
Jeg selv reed dengang med af ringe Kræfter,
Saa got jeg kunde det, bag efter -
Hans Liv begeistred mangen Hans og Tøger;
Een gav han Sølv, een Guld, en anden Raad,
Een al den Punsch, han drak, een al den Steg, han aad,
Vor Nyerup Manuscript, og hele Verden - Bøger.
Hvad Under, da med ham vort Pindus stod saa fast,
At ved hans bratte Fald dets hele Hvelving brast?
79 Nei, tvertimod - de slette Vers af Bast,
Af Bozenhard og Riisbrigh dennesinde,
Isteden for at lægges dem til Last,
Mig kunde snart den Ting paa Ærmet binde,
At alle tre, trods alt hvad de har trykt tilforn,
Har dog af Digteraand et lille Korn;
Thi saa ret à propos at tabe reent Forstanden,
Vist forudsatte slig hos hver en anden.

✂ Men hvad af alt mig undrer mindst, o Ven!
I Nyheds-Posen, De mig sendte,
Er, hvad jeg fandt paa Bunden, da jeg vendte
Den om igien:
Den Nyhed nemlig, at en deilig Enkefrue,
Hvis Navn for Resten De fordølger mig,
Ung, vever, vakker, hvid og rød,
Kort, blomstrende, som nylig fød,
Strax efter gamle Herr Gemalens Død
(Der talte, siger man, i Live
For længe siden alt halvfierdsindstive)
I femte Maaned har erklæret sig
Frugtsommelig -
Hvad i den siette saa desuden hver vil skue.
Sig, er det Maaneden? sig, er det Fruen? sig,
Er det Erklæringen? sig, er det Svangerheden,
Som falder Dem forunderlig?
Jeg finder alt saa ubeskrivelig
Naturligt, at, trods al min Leden,
I Tingen intet sært forundrer mig.
Sæt og, at Tvillinger, og begge: Drenge,
I Tidens Fylde giøre Sagen klar -
Jeg sandelig mig dersor ei lod hænge,
Mindst her, hvor man paa sligt hver Dag Exempler har.
Hvis Fruen og, hvis Frugtbarhed mig hover,
Sig havde meldt i samme Aandedrag
80 Frugtsommelig paa femte Dag,
Jeg havde lidet undret mig derover.

✂ Min Ven! jeg slutte maae. Til Straf for alle Synder,
Som jeg i Riim og uden Riim begik:
Herr Lindal og Herr Lenz - unseliges Geschick! -
God dam! ak! les voilà! - Messieurs... Et Øieblik! -
Farvel, min Himmelven! mit Helvede begynder.

Svaret.

✂ Jeg lover hermed en Billet
Til Stykket: den forladte Datter,
Saasnart man samme giver atter,
Skiøndt slig at skaffe just er ikke let,
Da Publikummet, som det lader,
(Især det fine paa de store Stolestader)
Af Lastens Hvideløg i denne Dydens Ret
Saasnart vel ikke bliver mæt;
Og hvad jeg lover, skal jeg ærlig holde.
Men mine Hænder ere lidt for kolde,
Min Siæl for mat, min Aand for tom,
Til at giengielde dine Vers derom.
Jeg vover ikke med din friske Landsbyemuse
At dandse paa de strødde Riim om kap;
Min Ktøbstæddulle vilde sikkert buuse,
Hvis din et Øieblik den slap.
Jeg, som Poet, mig trækker klog tilbage:
Et Særsyn i din rimede Billet
Er nok til mig paa Flugt at jage;
82 Og det er det:
At, paa den koldeste blandt vore Vinterdage,
Din evig grønne Phantasie
Har, med en mig ufattelig Magie,
Som der er meer end Riimbegeistring i,
Formaaet at trylle dig i Rosendal tilbage,
Og Sneens Maaned selv for Blomsternes at tage:
Det kalder jeg den ægte Poesie,
Det sande Dtgtersværmerie,
Hvori,
Min gode gamle Ven! det er med mig forbi,
Fra den Tid af jeg her kom til at bage
Prosaisk Rug- og Byg- og Havrebrød
Isteden for poetisk Hvedekage.
Det bliver, haaber jeg, om føie Tid mtn Død.
Hils med et Rosenkys din kiønne Mage!

✂ E. S. Jeg er prosaisk nok, desværr'!
Til at datere Brev fra Stedet, hvor jeg er,
Regentsen nemlig,
Der dog just ei er overmaade hiemlig.

Vor Verdens Skabelse.

✂ O De, som Oceanets Flade,
Med vore sorte Brødres Øer,
Pallmall, og Store Kongensgade,
Paris, og London, og Korsøer,
De nordamerikanske Stater,
Vor store Post, vort gode Hof,
Vort middelmaadige Theater,
Og kort, vor halve Jord gav Stof
Til tusindgange flere Tanker,
End i en daglig Hierne vanker,
Min Land- og Vand-bereiste Ven!
Tør min forfrosne Pen vel haabe
At afbetale med en Draabe
De mange Glas af Moerskabs Væld,
Hvorfor jeg, siden Deres Kiendskab
Mig blev til Længsel efter Venskab,
Til Deres Omgang er i Gield?
Ak! trods den Varme fra Levante,
De sendte mig i Alikante,
Trods Heeden af den gamle Rum,
Jeg er og bliver dum og stum;
84 Og, hvad jeg ønskte Dem at yde,
Vil af den frosne Pen ei flyde.
Ovid, som attenhundred Aar
Alt ligger i sin Grav, bemærker,
At der til alle Moerskabsværker
Adfordres klækkelige Kaar;
Men mine - skiøndt jeg har den Ære,
Theatrets Medregent at være;
Skiøndt jeg med en saa verdslig Prang
Foreener hellig Provste-Rang
Og altsaa, som det maatte lade,
Kan søbe Kaal af tvende Fade -
Min Walterstorf! slaae neppe til,
Mig selv og mine blot at made,
Som man i Prosa mades vil,
End sige, Folk at giøre glade
Med Vers, og hvad der hører til.
Dog, for at giøre hvad jeg kan,
Da De til Tidsfordriv forlanger
Et Riimbrev af den gamle sanger,
Hvis Vers en Tid lang flød som Vand
Min Muses Gienfærd skal forsøge,
Endnu engang i Riim at spøge:
Lad see, hvorledes det gaaer an!

✂ De gamle Guder og Gudinder,
Som fordum styred Hav og Jord,
Og Luft, og Ild, og hvad man finder
Derpaa, deri, derudenfor -
Hvoraf de fleste nu er døde
(Saa nær som Phoebus og de Ni,
Som hist og her man end kan møde
I een og anden Poesie -
Og Elskovs Gud, som munter, vever,
Barnagtig, og uskyldtgvtid,
85 Med al sin Troldom endnu lever,
Foryngt i Deres Christjans Smil -
Og Gratierne, som Dem dandse
Imøde, hvor De træder frem,
Og mangen Gang med Myrtekrandse
I Rosenkiæder hilder Dem) -
De, længe førend mine Sange
Blandt Philomeles Klager lød
I Siællands Skoves dunkle Gange,
Selv længe førend jeg blev fød -
Ja længe før den første Spire
Til Eegen, i hvis Lye jeg sang,
Var pippet frem, - trods Phoebi Lire
Sig kiedte morderlig engang.
Trods alle Digtergudens Triller,
Trods Pieriders Melodie,
Trods alle Sphærers Harmonie,
Cytheres Suk og Momi Piller
De gabede forskrækkelig,
Som om de hørte Philosopher.
(Man har den Skik ved alle Hoffer,
Engang iblandt at kiede sig;
Sligt hendes end i vore Tider.)
Men Kiedsomheden gik omsider
Saa vidt, da ingen Tidsfordriv
Slog an, at de tilsidst blev kiede
Af det guddommelige Liv,
Og fik til Evigheden Leede.

✂ Der endelig blev holdt et Raad,
Hvori man pønsede, hvorlunde
Ttlværelsen vel saltes kunde
Ved Hielp af Latter eller Graad,
Forinden den gik reent i Raadd.
Man pønsed dybt og pønsed længe,
86 Og længe kom der intet ud
Af al den Pønsen - og bver Gud
Tilsidst var færdig sig at hænge.

✂ Omsider Momus, som saa tidt
Monotonien havde dødet
Og Evigheden dem forsødet,
Naar Saligheden gik for vidt,
Ved Hielp af mangen bitter Skose
Og saltet Spot og pebret Glose,
Faldt paa saa narrtsk en Idee,
At inden den var heel udføret,
Da blot man halv den havde høret,
Det hele Raad stak i at lee.

✂ "Hvad om vi gav os til at skabe,"
Saa, halv i Skiægget, lød hans Ord:
"Et Billed af os selv, en Abe?
"Et Billed af Olymp, en Jord?
"En Verden, narrisk sammenblandet
"Af Graad og Latter, hvis Natur,
"Endskiøndt det eene som det andet,
"Var netop vor Karrikatur?
"Og, at des sikkrere der ikke
"Skal spores mindste Plan deri,
"Hvad om vi gav os til at drikke
"En Draabe først? hvad siger I?"

✂ "Det Forslag er vor Momus værdigt!"
Udbrød den hele Gudehær,
Og neppe gav man sig ifærd
Med Skabelsen, før alt var færdigt:
Vor Jord med alt sit Skramlerie,
Palladser, Hytter, Templer, Telte,
Poeter, Krøblinger og Helte,
Kort sagt - det hele Fuskerie. -
87 O De, som Oceanets Flade,
Med vore sorte Brødres Øer,
Pallmall, og Store Kongensgade,
Paris, og London, og Korsøer,
De nordamerikanske Stater,
Og, hvad der kommer ud paa eet,
Vort middelmaadige Theater,
Kort sagt, vor halve Jord har seet
Min Walterstorf! De sikkert fatter
Olymps uendelige Latter
Og sparer mig en Liste paa
De Narrestreger, der man saae.

✂ Jeg haaber og, at De tilgiver,
Jeg denne Gang ei mere skriver;
Thi som jeg Brevet har begyndt,
Det torde blive lidt for tyndt!
Hvi skulde jeg Dem længer kiede?
De sover sikkert allerede!

Postscriptet i Aar til Brevet i Fjor.

Forfatterens Liv og Levnet i Paris.

✂ Elskværdtgste blandt alle danske Koner -
Hvis alle Dyders Øven uden Tvang,
Bestandig Munterhed paa Livets Gang,
Uskyldighed og, hvad jeg tidt besang:
Det yndige, jeg veed et hvad, som kroner
Det alt, berettiger til første Rang
I Kredsen af de Kiøbenhavnerinder,
Jeg eengang hyldede som troe Veninder -
Charlotte! vil i dtsse Træk,
Som, ak! (jeg seer det af et gammelt Brev med Skræk)
Først efter femten Mellemvintres Ende
Dem kommer fra den samme Pen tilhænde,
Den samme Baggehund, som eengang giøede Dem
Saa snorrigt, at De fandt de ypperligste Sange
Af andre Dtgterdyr kiedsommelige lange
Mod hans Vov vov! naar han mod Dem sprang frem,
Paa fire Been, fra alle sine fem?
Erindrer De, hvor lig han dengang var en Hund
(I Væsen, meener jeg, i Troskab, og i Sproget;
Thi alle Lignelser i Verden halte noget)
Han er, og bliver det endnu i allenstund,
94 Endskiøndt han nogen Tid lod til at øve
Sig i, paa tydsk at vorde Løve,
Og af og til endogsaa reiste sig
Paa sine Bagbeen for lidt opad Banke
Med mere strunk Alvorlighed at spanke
Og lade noget mere folkelig.
Han streed imod Naturen, da det Jydske
Han i sit Væsen prøved' at fortydske:
Og endnu meget mere, da det Danske
Han gav sig til, o Rasen! at forfranske -
For længe siden han den Ruus udsovet har,
Og er igien, som før, en ærlig Siællandsfar.

✂ Hvor uforanderligt hans Hierte dansk mon være,
Kan den Omstændighed Dem lære:
At Amor selv (der dog, som hver Mand veed,
Formaaer endog Umuelighed)
Ved tvende Gange ham at binde,
Først ttl en tydsk, saa til en gallisk Schweizerinde,
Har ganske spildt sin Tid
Og Flid
Paa hans Omdannelse. Han er og bliver
Den samme; logrer, muuler, giøer
Endnu bestandigen som før;
Og, som sor femten Aar han skrev, endnu han skriver.

✂ Hvor langsomseent en Tid af femten Aar
Paa Livets Kiøgevei bortgaaer,
De neppe veed, letfodede Veninde!
De dandsede paa Roser ligefrem
I Livets første Vaar, og tryg, i elskte Hiem.
Den samme Strækning jeg i hede Sommerdage
Blandt Torne lagde stønnende tilbage
Paa mangen Sidevei, nu hist, nu her.
Og saa betydelig den Forskiæl er,
95 At mig nu synes fiern, hvad Dem end synes nær.
Paa denne Grund jeg haaber, De vil finde
Hvad, efter et Forløb af femten Aar,
Jeg skriver her - et Svar paa det, De skrev i Gaar,
Endskiøndt mig samme Brev er gaaet reent af Minde,
Saa reent, at jeg endog tør ikke sværge paa,
At De mig skrev et saadant nogensinde.

✂ Jeg over denne Tvivl en Streg vil slaae -
Og, glemmende mit halve Liv, nu lade,
Som om jeg Dem for femten Dage saae,
De veed nok selv, i Lille-Kongens-Gade,
Og sidste Gang, hvor nu De boer,
Og hvor jeg kyste Deres Haand i Fjor.

✂ O Lotte! Lotte! - (Deres Mand forlade,
Som Broder og som Ven, at ligefrem,
Som til en Søster, end jeg skriver Dem!
Jeg veed, De Begge stive Titler hade) -
O Lotte! kunde jeg i disse Blade
Mig lægge heel og holden, som jeg staaer
Og gaaer!
Og med den gode Letlighed mig liste
Fra min Pariserpult til Deres Sofa, Seng,
Stol, Stolestad, Gaard, Have, eller Eng -
Med eet Ord: hvor De er! jeg gierne gav mit sidste
Udødeligheds Haab, min sidste danske Sang
Derfor! saa heftig brænder i mit Hierte
Den Længsel, Dem at see endnu engang,
Og takke for det Baand, De mig forærte
Til Afsked - som er heelt endnu -
Og, til min Glæde (skiøndt jeg daglig strækker
Dets Silke, naar jeg op af Lommen trækker
Mit Uhr, og Deres blide Minde vækker),
Ligt vores Venskabs, aldrig gaaer itu.
96 Hvor levende staaer malet for mit Øie
Den Punsch, hvori De Glædens Moly giød,
Lig Helena! hvori min Sorg og Møie
Saa sødt ved Deres gtæstfrie Bord henflød!
End seer jeg Deres Mand og ved hans Side
Den stille Anker, og den gode Ven,
Jeg havde bragt med mig til Deres Gilde hen,
Og som De syntes Alle got at lide -
Castor- og Pollux-Wedel - og den Brud,
Hvis Øine, selv ved Deres Side,
Mig truede med de bekiendte Skud,
Der, uden Hovedet just bort at tage,
Ei lade meget stort deri tilbage;
Jeg meener hende, som formodentlig
Alt længe gier vor Manthey lykkelig -
Den hele Himmel for mit Øie staaer,
Som om jeg først faldt ned deraf i Gaar!
Hvi kan jeg ikke did igien opspringe?
Men ak! det Middel, mig er levnet her
Til Fugten mod Olymp, er ingen Gudevinge,
Men blot en Gaasefjær.
Kan Tanken og, ved Hielp af den, sig svinge
Til Dem, saa bli'r dog Kroppen, hvor den er.

✂ Men sæt engang, det Flugtmirakel skeede,
At Kroppen virkeligen fulgte med -
Og at jeg pludselig i min Begeistrings Heede
Fløi, som jeg staaer og gaaer, til Deres Opholdssted:
Hvad vilde følge? Spørsmaal, sammenblandet
Med Studseraab: "Men er det virkelig
"Dem selv? Naar kom - hvordan? hvorfra? - men sig!
"Hvorledes lever De? - Fortæl os ordentlig!" -
Hvad havde jeg derved at tage vare?
Svare! -
97 I Grunden kunde jeg ei giøre meget meer,
End hvad jeg nu vil giøre her.

✂ Jeg lever - for Dem alt til Punkt og Prikke
Sandfærdigen at melde - som en Mand
Af min Natur, i min Forfatning kan:
Jeg lever - reent ud sagt - jeg lever ikke.
Jeg høit/ paa en vellysttg Enkes Viis
(Hvis man vil kalde Liv at aande, spise, drikke,
Som det sig i et Hospital kan skikke)
Henbringer Livet her i Enden af Paris.
Jeg paa Regentsen selv med denne Byes Personer
Meer Omgang holdt end, midt iblandt dem, her;
Jeg saae dog et Par franske Mænd og Konor;
Jeg læste tidt dog Moniteuren der;
Og vidste dog omtrent, hvad Landsbyepræster vide,
Om hvad der gaaer i Svang i denne Hovedstad,
Om ei saa meget, som de fleste gide,
Saa dog langt meer, end selv jeg vide gad.
Men her jeg ikke veed engang af franske Sager
Saa meget som om Grønlands - skiøndt hvad alt
Jeg veed om disse, Puff mig har fortalt:
At nemlig Landet fast paa Dankwerts Kort optager
En Plads som Frankrig - "at den østre part er størst" -
Og - "at man har sin Grund til den at sælge først."
Jeg om Paris i en ægyptisk Pyramide,
Hvad her jeg veed, og mere, kunde vide;
Thi mangt et Mindeskrift maaskee mig lærte der
(Da næsten alle franske Generaler,
Hvorhen de komme, Væggene bemaler),
Hvad jeg for lang Tid siden glemte her.

✂ Min Omgangskreds er, langt fra Verdens Trængsel,
Indskrænket, i mit stedse lukte Fængsel,
Til trende Væsener af begge Kiøn:
98 Min Kone, hendes Fader og min Søn.
Den første, sygelig/ forlader et sin Stue -
Den anden, meer end syg, forlader ei sin Seng -
Den tredie, min søde Frue!
Saae sidste Gang i Fjor en Eng -
Jeg selv, for at forstrøe min hospitalske Jammer,
Som oftest sidder, hvor Herr Patrioten sad,
Der skrev om Sparsomhed et Ugeblad,
Nedgravet i en Art af Pulterkammer,
Og skriver - om just ikke paa et Fad,
Som Harlekin - saa dog, maaskee "til Skade
"For Blæk, og Pen, og for de skiønne rene Blade,"
Et patriotisk Heltedigt
Om Odin, Skjold, og første danske Sæder -
Der, som jeg haaber, bliver ypperligt,
Hvis Nornen mig at ende det tilstæder.

✂ Jeg ingensinde var saa pære dansk,
Som jeg det her, hvor alt er ganske fransk,
Maaskee netop af denne Grund, er blevet;
Og aldrig hiemme jeg i lige Tid
Saa meget siællandsk digtet har og skrevet.
Jeg dansker, fynsker, jydsker Dag og Nat,
Som om jeg af Peer Syv og Edda var besat;
Jeg ingen anden Ting i Verden ændser -
Min Siæl er snart i Jisland, snart paa Hveen,
Snart paa Fredsberg, snart paa en Bautasteen;
Kun aldrig uden for det elskte Nordens Grændser.
Min Helt er ogsaa der. De veed min gamle Skik,
At stirre med enthusiastisk Øie
Paa, hvad mig synes straale fra det Høie;
Lidt Hang fra Barnsbeen af jeg til Beundring fik -
Men, skiøndt i Skyggen her af en og anden Mave
(Som efter Keisermad skal være reent af lave,
Og som for sig vil Alles Stirren have),
99 Mit opadvendte Digterblik
Sig hefter eene paa vor Frederik.

✂ Nu har jeg Dem, Veninde! næsten alt,
Hvad jeg om min Forfatning veed, fortalt -
Hvis De min Fanny havde lært at kiende,
Jeg havde sprunget reent forbi
Det hele dumme Vrævlerie
Og blot fortalt Dem sødt og sandt om hende. -

✂ Men Himmel! hvor dog Tiden den kan rende!
Trods Hulbyeveien i min Poesie,
Tre Timer ere løbne mig forbi!
Jeg maae i Hast til Slutningen mig vende.

✂ Lyksalig Ægtekiærlighed
Er Himlens beste Gave, som De veed:
Os begge denne Skat blev rundeligen givet -
Men ak! der hører meer end himmelsk Salighed
I huuslig Eenighed og Fred,
Til froe paa denne Jord at nyde Livet
Vi, trods vor Elskovs Himmel, ofte fandt
En smule Skiertsild, selv lidt Helved, deriblandt
Vi Dødelige til saa meget andet trænge:
Til Støvler, for Exempel, og til Skoe,
Til Sundhed, Snuustobak, og Natteroe,
Til gode Venner, og især - til Penge.
"Af bare Ktærlighed," forsikkred Rector Ott,
"Kan leves got,
"Men ikke længe."
Den eene Forskiæl er: hvor samme finder Sted
Med Tab af andre Livets Glæder,
At doppelt man hvert Modgangsstød begræder,
Og tvende lide, hvad en enkelt ellers leed. -
En tabt og hidtil uerstattet Datter -
En Fader af et apoplectisk Stød
100 Henstrakt paa Leiet mellem Liv og Død -
Min Fannys svage Helbred - sparsomt Brød -
Parisisk Vand, og aldrig siællandsk Grød -
Racines Graad, og aldrig Holbergs Latter -
Forkommen underveis af mangt et Brev -
Og næsten aldrig Svar paa dem, jeg skrev -
Det Alt, tilsammentaget, min Veninde!
Mig nøder til, trods min Gudindes Favn,
Langt mere suurt end sødt at finde
I Himlen langt fra Dem og Kiøbenhavn.
O! kunde hun, som eene hvert et Savn
Forsøder mig, vort Nordens Kuld fordrage;
Og var ei Livet paa den Plet, hvor jeg blev fød,
For hende sikker, uundgaaelig Død;
Trods alle Hindringer, jeg skyndte mig tilbage!
Men fastholdt, hvor jeg er, af dette Baand
(Hvis Styrke Deres eget Hierte kiender),
Jeg arme Baggehund kun af og til min Aand
I længselfulde Bief mod Norden sender.

✂ Men det er Tid, at jeg for denne Gang
Min Bieffen ender;
Den blev Dem ellers alt for lang.
Af Frygt for nye Henfalden i
Mit gamle velbekiendte Mulerie,
Jeg bryder af i Hast - og kysser Deres Hænder.

✂ E. S. Et venligt Svar jeg haaber fuldt og fast
Paa denne Tilskrift af mit fulde Hierte -
Og hvis det brister, ubønhørt, af Smerte,
Hvis De mig svarer ei med nogenlunde Hast:
Jeg meener, om en fiorten, femten Dage,
Jeg sværger - og hvad jeg har svoret paa, det staaer:
Dem med et Sendebrev om femten Aar,
Om ikke før, igien at plage.

Rom og Paris.

✂ "Skiæbnen bød mig først Johan,
"Nu mig giver Mads til Mand."

✂ Med Johan jeg meener Staden,
Hvor man gaaer i Heltes Spor
Eller og til Herrens Bord,
Naar man bare gaaer paa Gaden;
Med Johan jeg meener hin
Verdens gamle Herskerinde,
Hvor man drikker klassisk Viin,
Hvor man elsker paa Latin,
Hvor man glemmer Elb og Rhin,
Mens enhver târ sin, du din,
Til Virgils og Flakkus Minde,
Hvor man seer i hvert et Huus
Detligt græsk og romersk Gruus,
Hvor man selv af Lazaroner
Og af hæse Tiggerkoner
Hører, i en liflig Klang,
Gienlyd af Tibullers Sang,
Hvor man føler, ved at trykke
Gadetøser til sit Bryst,
102 Nasisk og Catullisk Lykke,
Jupiters og Mavors Lyst,
Hvor man, selv i nye Priveter,
Lugter kun Antiqviteter,
Og, med Wolfsk og Vossisk Smag,
Finder midt i Utøis Vrimmel,
Hvor man gaaer, som i en Himmel,
Saligheder for og bag. -
Verdens nye Herskerinde
Derimod, med al sin Stads,
Hvor man seer kun nette Pinde,
Hvor man hør kun Snakkerads,
Hvor man knap et Haar kan finde
Af en virkelig Gudinde,
Hvor man lugter paa hver Plads,
Selv paa Louvren, er man inde,
Lutter modens franske Vinde,
Meener jeg, min Ven! med Mads.
Kortelig: Johan er Rom,
Mads den Bye, hvortil jeg kom,
Og hvis Navn De seer ved Datum -
Fatum! Fatum! Fatum! Fatum!

✂ "Naar dig nogen Karper byder,
"Og du faaer kun tørre Jyder,
"Bliver du lidt flau derved!"
Siger Wessel samme Sted -
Stedet saa jeg oversætter
As hans Musemaal i mit:
Naar man Tibrens Guld dig byder,
Og du faaer det gule Kridt,
Som i Seinens Aarer flyder -
Naar dig loves Capitol,
Vatikan, og Peders Stoel,
Og dig gives Svinestier,
103 Som de hersoms Thuillerier -
Naar dig bydes Coliseum,
Og du faaer et langt Museum,
Hvor de store og de smaa
Sammenstiaalne Malerier,
Mesterstykker, Fiskerier,
Egenværker og Kopier,
Glindsende, med Fernis paa,
Mellem Alskens Skramlerier
Stygt sig selv i Lyset staae -
Naar dig loves gamle Mure,
Som modstode Tidens Elv,
Og du seer kun nye Skure,
Som nedfalde af sig selv -
Naar dig loves Glimt af Guder
Og Gudinders Trylleblik,
Og en Studser og en Luder
Er den hele Stads, du fik -
Naar, for hine Himmelhøie,
Frieheds-Consuler besteeg,
Du den flade Pøl maa døie,
Hvor, med saare liden Møie,
Directeurer uden Trøie
Frieheds Frøer og Tudser sveeg -
Naar for hele Capitolet,
Paa hvis Rest du havde stolet,
Du kun seer et væltet Læs
Af Capitolinske Giæs -
Naar for Rafaels Madonner
Man dig giver Rubens Bonner,
Og for Alderdommens Templer
Nye Gothers Sakristier,
Og sor Grækenlands Exempler
Lutter galliske Kopier,
Og sor alle Guders Spor
104 Al den Snee, som faldt i Fjor -
Naar man dig moderne Jyder
For antike Karper byder,
Bliver du lidt flau, som sagt;
"Men" - paa dette Men giv Agt!
"Men, har du en sulten Mave
(For at følge Textens Fied)
"Og ei anden Mad kan have,
"Gaaer den tørre Jyde ned!"
Men - saa siger jeg, der taler
Ikke blot om Mad, men om
Forskiæl paa Paris og Rom -
Men har du en yndig Mage
Der, hvor Pligt dig jog tilbage,
Bliver selv, trods Rom, Paris
Dig ilsidst et Paradis;
Og for Kunstens kalkte Grave,
Hist i Tibrens gyldne Land,
Finder du Naturens Have
Her paa Seinens gule Strand.

✂ Ja! min ædle, muntre Ven!
Det er (trøst Dem!), det er Tingen!
Og i mit Paris igien,
Jeg tilfreds misunder Jngen,
Som til Deres Rom kom hen.

✂ Lær heraf, hvad os en Mage
(Naar man vælger een som min)
Alt erstatter: classisk Viin;
Nylært Græsk og glemt Latin;
Pantheon og hver Ruin,
Fra latinske, græske Dage;
Tiburs Lund og Nera's Elv;
Alt hvad Christ og Hedning ynder -
105 Kors - og (Gud forlad mig Synder!)
Jesu Christi Moder selv!
Lær, min Ven! af mit Exempel,
At, trods hvert et ægte Stempel
Af en gylden Alderdom
I den Bye, hvortil De kom -
Trods al Verdens Pantheoner
Og Madonner og Citroner
(Har man vandret Jorden om),
Den elskværdigste blandt Koner
Er tilsidst det sande Rom!

Tilbagegangen over Rubicon.

✂ Sex hele søgne Dage siden
Den sørste Søndag i det sidste Aar,
Jeg, hvor jeg ligger, sidder, staaer og gaaer,
Tilskriver Dem in mente - Tiden,
Jeg veed ei selv hvordan, imidlertid bortgaaer;
Og naar jeg efterseer hvad jeg har skrevet
I Tanker, staaer der ingenting i Brevet.

✂ "Men Baggesen!" min Fanny spørger mig:
"Hvorledes er det fat med dig?
"Hvad har du for? Du glemmer Mad og Drikke;
"Du hele Dagen som i Drømme gaaer,
"Og hele Natten, troer jeg, sover ikke;
"Paa franske Spørgsmaal danske Svar jeg faaer;
"Paa ingen Ting i Huset Agt du giver!
"Hvad giør du? svar mig dog engang!" - "Jeg skriver
"Til Walterstorf!" - "Men er du klog? Du skrev
"Jo Nytaarsmorgen!" - "Jeg begyndte;
"Men ihvormeget jeg mig skyndte,
"Fik jeg dog intet færdigt, og mit Brev
"(Vil sige, sammes inderlige Spire)
" Groer i mit Hierte, skiøndt jeg veed ei hvad
"Forhindrer det at skyde mindste Blad!"
107 Paris, Aar attenhundrede og fire,
Er alt hvad paa Papiret jeg har bragt -
Det øvrige jeg hidindtil, som sagt,
Har ikke kunnet paa Papiret bringe.
Ak! hvad jeg har at sige Dem, min Ven!
Er alt for overvættes for en Pen,
Der ei er trukken af en Engels Vinge.

✂ Velan! jeg bryder overtværs,
Og hvad mig ikke vil i Prosa lykkes,
Jeg her forsøge vil i Vers,
Men notabene Vers, som ei skal trykkes;
Vers, som, foruden Skoe og Strømper paa,
Og uden store Spænder, høie Hæle,
Naturens Gang paa bare Fødder gaae -
Og maaskee lettere, som saa,
Sig giennem Øret ind i Hiertet stiæle;
Vers, som man ei saa let skal eftergiøre mig,
Fordi de giøres ei - kort: Vers, som egentlig,
Naar grundig man betragter Tingen,
Er ingen;
Mod hvilke Prosa selv i Breve, som med Jil
Postvexles mellem Hadersleb og Kiel,
Er bunden Stil.

✂ Jeg loved Dem i mit gemeene sidste
Forklaringen af Pausen i
Vor svarende Brevvexlings Symphonie -
Hvis sammenspillen Deres Venskab vidste
At giøre mig saa let som kiær,
Endskiøndt jeg blæser Fløiten ikke nær
Saa færdtgen, som De Fiolen stryger -
Jeg loved Dem en kort Fortælling om,
Hvad vores Brev-Concert i Veien kom.
108 Viid da, min Ven! at een af Skiæbnens Tordenbyger
Forslog mit Skrog mod Syden, fast til Rom,
Paa samme Tid som Deres Brev fra Norden
Til Pladsen, hvor jeg laae for Anker, kom,
Og hvor jeg havde troet at havne her paa Jorden,
Hvis ellers udenfor min Fødestavn
For mig var muelig en bestandig Havn.
Det fandt mig ei, skiøndt det mig satte efter
Af alle Kræfter:
Jeg var i Florenz, da til Modena det kom;
Og da det derfra gik til Arnos Bredde,
Var jeg et Bøsseskud fra Rom.

✂ Ethvert fornuftigt Brev vel havde turdet vædde
Ti Linier mod een, at en Corsørsk Poet,
Som Coliseum ei endnu har seet
Og Capitolium, etcetera -
Kan ikke være Bøsseskud derfra
Og modstaae Fristelsen, til nogle hundred Mile
At føie nogle Skridt, for did at iile;
Det regned altsaa paa, mig vist at træffe der
I Feieskarnet, som er end tilbage
Af Jordens Herlighed i gamle Dage -
Men Pyt sâe Peer!
Det løb fra Høi til Høi, fra Gade rundt til Gade,
Fra Peters Stoel til hvert et Stolestade,
Fra Port til Port, fra Huus til Huus,
Fra Plads til Plads, fra nye til gamle Bade,
Fra Grav til Grav, fra Gruus til Gruus;
Og ledte med en Omsorg uden Lige
Blandt Støvets Børn og blandt Udødelige;
Omsonst det giennemledte hele Rom:
Poeten fra Corsør var ei at finde -
Det kom og gik, og gik og kom,
Een Maaned eller to derinde,
109 Til kied omsider af en evig Ledenom,
Det lagde sig til Hvile i en Lomme
Hos een af dem, som ventede mit Komme.

✂ Jeg arme foer imidlertid,
I en Forfatning uden Mage,
Med stoisk Selvfornægtelse tilbage
Fra Maalet for min Længsel og min Jid.
Og skiøndt, af lyrisk Romerild opluet,
Jeg Toppen af Soracte havde skuet
Og fandt mig ikke langt fra Tiburs Lund
Hinsides Tibren, paa Horazisk Grund,
Nær Marmorfaldet - næstendeels paa Randen
Af dette Himmeldyb, hvori
Hesperiens Beundrer Dupati
Gik af Beundring fra Forstanden -
Og skiøndt man bød mig Plads i en Karet
(Et sieldent Kiøretøi for en Poet)
Ved Siden af en yndig Kone,
Tvers over for min ældste Ven,
For Jubelfarten ind i Rom at krone -
Skiøndt denne tredie var høistformodentlig
Den sidste Gang, jeg her blandt Guders Grave
Mig nærmcd Kunstens gamle Himmerig,
I Sydens eviggrønne Have -
Jeg vendte Ryggen pludselig
Til Dronningen blandt alle Jordens Stæder,
Til Vatican og Pantheon;
Og gik, trods alle Vink af nye og gamle Glæder,
Tilbage over Rubicon.

✂ Med meer end romersk Tapperhed,
Med ægte cimbrisk Mandighed,
Jeg Fod for Fod den samme Bane,
Man Cæsar henad vandre saae,
110 Betraadde hiemad; thi til Troskabs Fane
Jeg havde svoret - og det er de Danskes Vane,
At holde, hvad de have svoret paa.
Vi have Cæsar ei, men Hercules for Øjet,
Naar der skal vælges i en stridig Færd
Imellem Glædens Hist og Pligtens Her.

✂ Saa blev min Walterstorf ubøiet
Af alle Gratiernes Smiil,
Som vilde standse her hans Jil;
Af alle vort Museums Tryllerier,
Af alle nye parisiske Magier,
Af hver en Vens, af hver Venindes Bøn;
Og fløi, da han begyndte knap at smage
Forlystelsernes Nektar her, tilbage
Til Danmark, til sin Konge, og sin Søn -
Saa bytted Regulus Triumphen hiemme
Med Lænker paa en fiendtlig Kyst,
Og fulgte Pligtens strænge Tordenstemme
Med patriotisk Martyrlyst -
Saa rev jeg selv mig løs af alle Rosenkiæder,
Som fængsled mig paa Herthas Strand
Til Digterlivets elskeligste Glæder,
Dengang jeg dig forlod, mit Fødeland!
Og bytted Nordens kolde, rene Himmel,
Og Hiemmets Liliers og Rosers Duft,
Med giftig Damp og Utøis dovne Vrimmel
I Sydens lunkne, pestopfyldte Luft;
Og offrede mit Liv, min Lyst, min Ære,
Min Barndoms Minder og mit Fødelands
Velsignelser og, hvad jeg kunde mindst undvære:
Dit Bifald, Fredrik! og de danske Døttres Krands
For i Paris, den Stad, jeg meest blandt alle hader,
At tabe mig blandt andet Snaus,
Som fylder dens uendelige Gader;
111 Og glemmes - mere glemt end nogen Claus
I Kiøbenhavn - forstrøes, tiltntetgiøres,
Som Krybet - som det Støv, jeg træder paa -
Som det, der aldrig sees og aldrig høres -
Som Ord af Tungemaal, vi ei forstaae -
Som Blun, der ere blot, naar de forgaae -
Som Gran, der af et Vift til Intets Grube føres.

✂ Men den er hellig, himmelsk, eviggrøn,
Og overstraaler offentlige Minder,
Den Krands, Tilfredshed med os selv os binder;
Udødeligheds selv er et saa skiøn!
Hvad er et Diadem, som Rygtet vinder
Omkring vor Tinding? hvad er Navnets Klang
I Nutids Snak og Evighedens Sang?
Hvad er Triumphens Fryd? Basunens Torden,
Som ruller Heltens Priis om hele Jorden?
O! hvad er Kroner selv og alle Palmer
Mod Dydens største Løn; den stille Lyst,
En reen Bevidsthed skaber i vort Bryst?
O! denne Krands allene aldrig falmer!

✂ Dog hvorhen rev mig et Tilbageblik
Paa Gangen, jeg fra Rom tilbage gik?
Ak! det er slet bestilt med Helte nuomstunder!
Min Walterstorf! naar ret man seer sig til,
Har selv med det moralske Friheds-Under
Forfængeligheds Diævel vundet Spil!
Ak! vore glimrendste, guddommeligste Dyder
Er - i det mindste mine - naar jeg seer
Lidt dybt i Tingen, ikke meget meer
End skiønt poleerte, stadselige Lyder!
Hvad Værd har vel en Handling, nok saa skiøn,
Der leder om et fremmed Bifalds Løn?
Er bedre vel, end Jagen efter Ære,
112 Den Lyst, at aabenbare for en Ven:
Man Verdens Hæder stoisk kan undvære -
Naar Vennens Bifald er os meer end den?

✂ Nok sagt, jeg kom til mit Paris tilbage,
Forvaaget, mat, forknuust, en Skygge lig -
Da, uden nogensteds at hvile mig,
Jeg havde retst i næsten fiorten Dage.
Her fandt jeg vel i min Venindes Skiød
En salig Løn for mine vaagne Nætter,
For Roms Opoffring og for Veiens Stød,
For hver udstanden Fare, hver en Nød,
Og dit og dat, som jeg in Blanco sætter -
Men og uendelig F°rtred
Med Amme, Vaagekone, Kokkepige,
Vert, Portner, Tyvepak, Retfærdighed
(Republikansk Retfærdighed at sige),
Forhøren, Flytten, Stevning, og deslige -
Man havde nemlig, da jeg saae mig om,
Bortstiaalet mig min halve Eiendom -
Og Politiet nødte mig til Klage,
Som kosted mig omtrent hvad Tyven lod tilbage.

✂ Naar mine Sager alt for skiæve gaae,
Naar Alskens Ærgrelser og Bryderier
Bugt med mit gode Lune faae,
Jeg tier -
Mit Hierte slaaer i Livets store Svier;
Men i de smaa
Det gaaer i Staae,
Og Pennen, mine Følelsers Vehikkel,
Er intet andet end dets Perpendikkel.
Jeg altsaa næsten opgav. Haabet om,
Da Skiæbnen vedblev mig at drille,
At faae i Gang igien, hvad der stod stille,
113 Da Deres kiære Brev, fra Rom
Tilbagesendt, mig her tilhænde kom -
Det trak mig atter op, og, trods hver Nød og Plage,
Kan jeg nu gaae igien omtrent i fiorten Dage.

✂ Men det er Tid, jeg Afsked târ
Og mit Besøg, før det Dem kieder, ender;
Dog, før jeg mig tilbagevender,
Tillad mig, at jeg beder om et Svar:
Glem ei, De Nøglen til mit Hierte har!
At ingen sydlig Lyst, at ingen Fryd fra Norden
Det, naar det gaaer i Staae (og ak! det aldrig gaaer
Ustandset, af sig selv, et Fierdingaar,
Tak skee min Skiæbnes idelige Humplen
Og Skumplen),
Formaaer saa sikkert at optrække det igien
Som en Epistel fra min beste danske Ven.

✂ Min Fanny, som blandt alle Tryllerier
Af Idealer i og udenfor mit Hiem,
Af alle Baggesenske Sværmerier
Ei nogen deeler som mit Sværmerie for Dem,
Formelder Dem og Deres ædle Mage
Sin hierteligste Hilsen. Aarets Dage
Og Livets Aar hengltde Dem saa froe,
I Faderfryd og landlig Lykke,
Som vi det ønske begge to;
Mens Deres Christian, de danske Drenges Smykke,
(Det blideste blandt danske Minder troe)
I Tanker til vort Bryst vi trykke.

Romerering.

✂ Glade, lykkelige Ven!
Som i Hesperiders Have
Henrykt sværmer Vintren hen
Mellem Alderdommens Grave,
Hvor Hellænis gaaer igien -
Hvor blandt Roms de store Skygger,
Rundt omgiven af Exempler,
Idealer, Guddomsstempler
Og Udødeligheds Templer,
Venskab Dem en Hytte bygger,
Som kun Moltke bygger den -
Alt for lykkelige Ven!
Hvad kan vel fra Seinens Boder,
Mellem lutter nye Moder,
En forfløien siællandsk Pen
Bringe Dem til Skiænk igien
For de glade Sværmerier,
For de Nyn af Philomeler,
For de Træk af Raphaeler,
For de klassiske Magier,
Deres sidste Tryllebrev
Mere sang mig til, end skrev?
Ak! paa hine ni Gudinder
115 Kalder jog omsonst mig hæs:
Min Anraabelse forsvinder
Mellem lutter Gaasehvæs
Af de tustnd hvide Tøiter,
Som ei blot paa Pinde staae,
Naar en fransk Josias fløiter;
Men som gribe, holde paa
Danske Fremmede, der gaae
(Som De veed) paa Dydens Skøiter
Over Levemaadens Jis
I det slibrige Paris.
Og dog kan og vil jeg ikke
Paa et Brev, som Deres rar,
Dem - maaskee til Tibur - skikke
Et gemeent prosaisk Svar:
Vil det ei; thi, skiøndt beskeden
Som en ægte Siællandsfar
Jeg af Digterevigheden
Med en Stump til Takke târ,
Onsked jeg dog, sandt at sige,
Heel og holden denne Stump;
Og, hvis i Apollos Rige
Jeg til Høihed ei kan stige,
Dog at hytte mig for Dump
I en saa afskyelig Mose
Som min gamle hverdags Prose -
Kan og ikke; thi min Aand
(Vant til Rimets Ledebaand),
Hvergang noget mig beruser,
Hvis den gaaer allene - buser;
Hver en Gang min gamle Pen
Med en sympathetisk Ven
Bliver som til Barn igien,
Rimet mig i Oret suser;
Og ved hver en deelet Fryd
116 Hører jeg en doppelt Lyd,
Som en Væddesang af Muser -
Sligt er eengang min Natur:
Enten maae jeg lægge sammen
I en bunden Stil min Gammen,
Eller tic som en Muur.

✂ Altsaa vilde dog min Stierne
(Hvad De undte mig saa gierne),
At jeg skulde see mig om
I det hellige, det skiønne,
Stolte, gamle, eviggrønne,
Underfulde, store Rom!
Altsaa dog ei blot i Tanker
(Hvori hver Poet jo spanker,
Naar han vil, al Jorden om,
Ja vel og t Himlen dandser),
Men med alle mine Sandser,
Endelig derhen jeg kom!

✂ Ja, min Ven! jeg hører, skuer,
Lugter, smager, føler alt,
Hvad om denne Troldstads Buer,
Støtter, Templer, Torve, Stuer,
Helte, Munke, Muser, Fruer,
Gamle Ørne, unge Fluer
Blev af Hviid og fleer fortalt!
O! jeg seer - og mine Blikke
(Held mig glade!) skuffes ikke,
Som saa mangen anden Gang -
Alderdommens hele Prang:
Dette Capitol, hvis Torden
Rysted fordum bele Jorden -
Hele Jorden, at forstaae:
Folkene, som boe derpaa!
117 O! jeg bæver, ved at skue
Sin Sankt Peter med sin Hue,
I hvis stadselige Vom
Vor Sankt Peter med vor Frue
Magelig til Rette kom!
O! hvad seer jeg ei? mit Oie
Drukner i et Trylleblik
Over selve dig, Sankt Peter!
Over disse Heltehøie,
Disse sande syv Planeter
I den bøiere Sphærik!
(Thi Naturens - o! hvad er den
Imod denne Kunstens Verden
Andet end Matematik
Imod plastisk Dynamik?)

✂ Hvad er Alpetoppes Svimmel,
Hvad er Nattens Stiernevrimmel,
Imod denne Romer-Himmel,
Naar man sandse, føle kan
Med en Mand sorn Winkelmann?

✂ Og - det kan jeg, kiære Ven!
Nok saa got som een igien,
Naar jeg giver mig lidt Stunder
Og paa Kunsten kritisk grunder.

✂ Naar jeg, i en vis Distants
Fra mig selv, paa Posten hans,
Fordumstidens Gudefagter
Her i dette Gruus betragter,
Spørger jeg mig henrykt om:
Hvad er vel vort usle Norden,
Hvad er vel Naturens Orden,
Hvad er Havet, hele Jorden,
118 Alle Stierner, alle Sole
Mellem Melkeveiens Pole,
Hele Verden, kort, mod - Rom?
Den, som midt i Kunstens Skatte
Sligt et Spørsmaal ei kan fatte -
Den, som her et raaber Bæ!
Til vor Nutid - er et Fæ;
Ham gav blot Naturen Patte;
Ham gav ingen sund Critik
Denne Melk, som Smagen kryster
Af de gamle Kunstens Bryster,
Som man kalder Æsthetik.

✂ Himlen over alle Sole -
(Den i den latinske Skole
Meener jeg med Himlen her)
Og dens Rector - være lovet!
Jeg har ei saa reent bortsovet
Tiden i Naturens Arm,
At jeg ei, hvergang mig Dunsten
Stiger noget op af Kunsten,
Skulde kunne blive varm;
Ja endog, trods nogen anden,
Blive ganske heed i Panden.
Svar mig, kiære Gierlew! svar!
Føler jeg mit Hierte banke
Som en anden Siællandsfar?
Er ei værdig Rom den Tanke,
Jeg paa Potteskaar'nes Banke,
Hvor jeg netop stander, har?
Er den Folelse, som stiger
Høit med Tecks og Göthes Lyst,
I mit fordumssvangre Bryst -
Ægte klassisk? See, jeg kiger
Ned paa Brokker hist og her
119 Blandt Ruiner fiern og nær
Og, begeistret af den øde,
Gamle, faldne, knuuste, døde,
Halvforraadne Værdighed,
I hvis Grav jeg blikker ned,
Ønsker jeg: "en dygtig Torden
"Maatte knuuse hele Jorden,
"Og, om mueligt, Himlen med;
"Saa, at alle syv Planeter
"(Hvad jeg vilde sige: ni)
"Med alt hvad der er deri,
"Sole, Stierner, og Cometer -
"Flur blev til Antiqviteter;
"Og (o meer end Salighed!)
"Intet, intet blev tilbage
"Af den unge Herlighed,
"Som skamskiænder vore Dage;
"Og at jeg i dette Nu,
"Mellem Gruus og Skaar og Stumper
"Af de andre Verdens Klumper,
"Selv og maatte gaae itu!" -
Svar mig, Kiære! svar oprigtig:
Finder De min Tanke rigtig?
Er der Tieckisk Sværmerie,
Er der Schlegelsk Poesie,
Er der nye Philosophie,
Er der gammelt Raserie,
Er der klassisk Chiliasmus,
Høihed, Kraft, Enthusiasmus,
Fiinhed, Stolthed, Energie,
Ahnelse, Critik, Genie -
Kort: æsthetisk Ild deri?
Lugter ogsaa den af Fæet,
Som, imellem Faar og Giæs,
Ildelukt af Propylæet,
120 I Naturen gaaer paa Græs,
Og som dumt sig vederqvæger
Ved Forstandens Kilde? - Ven!
Skulde selv en Schlegel-schläger
Kunne skamme sig ved den?
Er den værd de vilde Blikke,
Han (hvis han sig fandt i Rom)
Vilde lyne rundten om?
Ligner den - om nu just ikke
Fuldelig, til Punkt og Prikke -
Noget den beruuste Hikke,
Som ham sikkert der paakom,
Ved sin Siæl i Alderdom
Ganske pærefuld at drikke? -
Svar mig! - Dog De tier? Sligt
Synes Dem (hvis jeg kan læse
Trækket under Deres Næse)
Svimmel Hovmod alt for ligt.

✂ Om jeg altsaa tog tilbage
Denne Pralen uden Mage?
Om for ham i Skiul jeg krøb,
Vigende hans løbske Løb?
Vel! jeg lader ham den Ære
(Men og eene ham) at være
Stærkest i poetisk Ruus,
Gøthiskhed, og klassisk Duus -
Ham, der (som os Rygtet siger)
Alt besov Parnassets Piger
I sin Vugge - ham, hvis Næb
Qviddrede sin Jordemoder
Een af Sprogets beste Oder
I sit allerførste Flæb -
Ham, som alt, før han gik eene,
Drak sig fuld i Hippokrene -
121 Og saasnart ham hans Mama
Lærte stamme plat: Papa!
Føied lyrisk til: Ha! ha! -
Ham, som giorde (tabt desværre!)
Alt en Hymne til vor Herre,
Fuld af Streger, i sit Svøb - -
Ham i Drukkenskab at stikke
Vover min Begeistring ikke;
Skiøndt i Digter-Veddeløb
Fra de Fem og fra Forstanden
Den tør trodse hver en anden.

✂ Men fra denne svimle Top,
Hvor, for Blik med Dem at deele
Over Roms forknuuste Heele,
Jeg saa modigen steeg op,
Giør jeg, ned igien, et Hop.

✂ Thi skiøndt Tidens Ormes Vrimmel
Mylrer i mit Hoveds Svimmel;
Skiøndt jeg føler i mit Bryst
Meer en Gammelost af Himmel
End et Hierte fuldt af Lyst -
Finder dog, naar for og agter,
Her i denne gamle Bye,
Critisk Tingen jeg betragter,
Jeg mig Stakkel alt for nye.
Og naturligviis lidt blye
Ved at finde mig (trods Volden
Paa mit Væsen) heel og holden,
Som man staaer og gaaer i Thye,
Skynder jeg mig ned i Livet
Fra det Golgatha, hvorpaa
De og Moltke henrykt staae.
122 Mig blev, ærlig talt, kun givet
Meget lidet (som De veed)
Af den sande Classiskhed -
Meget lidt af disse Miner,
Hvormed Kienderen fremtriner
Paa Hesperiens Ruiner -
Meget lidt af denne Smag
For hvad Tiden har fortæret,
For hvad eene heelt har været
En Snees Sekler før i Dag -
Meget lidt; skiøndt maaskee mere
Selv end mangen tydsk Pedant,
Der, sorn Schlick og Schlack og flere,
Meer i Roms Kloaker fandt,
End i alt fra Syd til Norden
Ander, eller over Jorden;
Thi det lidt, jeg fik - er sandt.

✂ Men hvad seer jeg? Selv De stiger,
Og min ædle Moltke med,
Ned i Livets lave Riger,
Fra det Hovedpandested,
Rundt om hvilket, hvor det kiger,
Øiet seer kun Dødens Fied.

✂ Mæt af Romerherlighed,
Træt af Trin paa Kunstens Grave,
Tyer De til mit Opboldssted
I vor Nutids unge Have,
Hvor, imellem Blomsterbed,
Man, istedenfor Gudinder
Og Gudinders Børn af Steen,
Svage Dødelige finder,
Lutter Mænd kun og Mandinder,
Men som have Kiød og Been -
123 Og for stumme Idealer
Af en Gud, en Helt en Taler,
Folk, som man kan snakke med
Om sin Fryd og sin Fortred -
Og for hvad de Døde skreve
Og de Døde svarte paa
(Skiøndt i Vers, som evig leve),
Muntre Baggesenske Breve
I et Sprog, som vi forstaae.

✂ Troe mig: Det er skiønt at sveve
Mellem Skygger hist i Rom -
Saligt, vellystfuldt at leve
I det gamle Svinedom,
Nye Sviin bar rodet om -
Mig dets Under og henreve,
Skiøndt jeg kun i Deres Breve
Did med alle Sandser kom.
Men, naar man har seet sig om
Nogen Tid i Guddomsskrabet
Af forgangne Hedenskabet,
Finder man tilsidst sig i
Livet, som det nu er Moden
Mellem Christne her paa Kloden:
Livet uden Maskepie
Med det gamle Svinerie -
Livet, som er end tilbage -
Livet, som er ei forbi -
Livet, kort, i vore Dage
Livet - som man lever i.

✂ Men det er vel Tid, jeg ender!
Jeg er ikke rigtig klog:
Pennen løber, Tiden render,
124 Brevet bliver til en Bog.
Til de Romere jeg skriver
Med en Lyst og med en Jver..
Der maa være noget dog,
Noget eget der, som driver!
Thi Sankt Paulus selv og skrev
Dem sit allerlængste Brev -
Sagen er: jeg romererer
Trods en anden, og jeg er,
Naar jeg Rom satyriserer
Og mig over Kunst moqverer,
Alderdommens Kunst især:
Ræven under Rønnebær.

✂ Lev, min Ven, lyksalig lev!
Hils det gamle Roms Gudinder!
Hils de nye Romerinder!
Hils Virgils og Flakkus Minder!
Hils hvad andet smukt De finder!
Men, for alting, hils mig der
Humboldt med sin Humboldtinde,
Moltke med sin Adaminde,
Og den lille Carl især,
Som jeg meer end alt, hvis Nyden
Blev min Siæl til Deel i Syden,
Har i min Erindring kiær.
Kom omsider fro tilbage,
Rig paa Kundskab, rustet ud
Med Erfaring, - og en Brud
Lære Dem, at vore Dage,
Trods de gamles Daad og Digt,
Have (skiøndt med Snue blandet)
Selv i Norden eet og andet
Himmelskt og guddommeligt!
125 Mangt et Blomst, som lifligt qvæger,
Mangen Plante selv, som læger,
Mangen Frugt - er udenlandsk;
Skue de fierne! pluk de næste!
Prøv dem alle! giem de beste!
O! men bliv bestandig - dansk!

Til min Ven.

✂ Elskværdig kaldte jeg alt mangen Gang
Den første bedste Ven, især i Sang,
For Versets eller Rimets Skyld. - Desuden,
Hvad finder ei den unge Digter saa?
Slet ingen Ting han ved sit Værd lâr staae,
Lâr ingen Mand og ingen Kone gaae,
Som andre got Folk, med et koldt: "saa saa",
Men kysser, hvad han ikke slaaer paa Snuden -
Det er Poetmaneer, saa længe til
Poeten kommer til Skiæls Aar og Alder,
Der gierne seent og selv, som mangen paastaae vil,
I Grunden aldrigen indfalder. -
Det være, som det vil, den Dag i Dag,
Med mine Fyrretyve paa min Bag,
Elskværdigt Epithet jeg ingen let paalyver.
Erfaring mig har lært Oeconomie
Med alle Ting, og selv i Poesie
Jeg holder sparsomt Huus med Kys og Næsestyvre
Naar jeg elskværdig altsaa kalder Dem
Med Overlæg, med alle mine Fem,
Mod alle Tryllerier hærdet,
De frit kan stole paa, De er det.

Overhovedet og i Grunden

✂ De stikler ved hver given Leilighed,
Min ellers ædle Ven, paa Held, jeg har i Munden;
Og sigter overhovedet dermed
Maaskee til hvert et andet Sted,
Men træffer dog mit Hierte kun i Grunden.

✂ Tillad, at overhovedet lidt sær
(J Grunden burde jeg vel have kaldet
Det skaldet)
Jeg, skiøndt jeg overhov'det, som enhver,
Mig tager Stiklen paa mit Hierte nær,
Dog leer i Grunden af Kritikker,
Som sigter oven, og som neden stikker;
Og at jeg altsaa med et muntert Smiil
I disse Vers afbøder Deres Piil
Ved at bevise Dem, min Feil i Munden
Er ypperlige Tanketræk i Grunden.

✂ Forinden videre jeg gaaer
I mit Beviis, er vel Exempel nødigt
Paa hvad jeg overhovedet forstaaer
Ved det Par stakkels Ord, hvorpaa De stedse slaaer;
128 Maaskee et eeneste forslaaer
Og giør Beviiset selv i Grunden overflødigt.

✂ Jeg bærer overhovedet en Hat
(I Grunden er en Hat en Hue),
Thi hvis og Pullen er lidt plat,
Den danner dog mod Randen en Slags Bue
Og viser derved tydeltgen, at
Den er en større, stundom kantet Hue.

✂ Jeg føler overhovedet kun Rum;
Men dette Rum er næsten Alt i Grunden;
Thi det er Himlen; hvad der er paa Bunden
(Paa Jorden, vil jeg sige), er i Grunden
Kun Støv og Skum.

✂ Jeg elsker overhovedet en Mand,
I Grunden elsker jeg en Kone,
Saa giør enhver, der blot har sund Forstand.
Thi elske overhovedet en Kone,
Og under Hovedet en Mand,
Fortiente Daarekisten og en Krone.

✂ Jeg hader overhovedet kun Vand,
Paris, og slette Vers, og alleslags Parykker;
I Grunden hader jeg af alt dog meest Forstand,
Det veed enhver, som kiender mine Nykker;
Og skiøndt Forstand just ei er Skoen, som mig trykker,
Er dog Bekiendelsen i Grunden sand.

✂ Jeg overhov'det giør et store Spring,
Jeg hopper høit til en og anden Kones Hierte;
Jeg overhovedet til ingen Ting
I Verden trænger; al min Sorg og Smerte
Er under Hovedet, i Grunden
Paa Pengebunden.
129 Jeg overhovedet er vittig nok,
Og var jeg ikke dum i Grunden,
Saa kunde jeg endnu med nok en Skok
Deslige Vers Dem ganske stoppe Munden,
Men ganske vil jeg ikke stoppe den;
Hvis og lidt giftig, er den dog, min Ven,
En Hovedkilde til min Fryd i Grunden.

✂ Som Dannemand og General
De intet overhovedet kan lide;
En Mand, der kiender Verden, og hvor gal
Den er, især paa vor luslidte Side,
Maae hver en verdsens Ting i Tide og Utide
I Grunden ogsaa synes lidt fatal.

✂ Mig synes overhovedet det samme;
I Grunden føler jeg som De;
Jeg dristigen deraf tør bramme,
At, naar De siger A, jeg siger B;
Man overhovedet let finder en Foreening,
Naar man i Grunden er af samme Meening.

✂ Jeg haaber altsaa trygt fra nu af Fred,
Og at De aldrig meer vil grusom dræbe,
Ved hvert et andet Ord, den Slags Veltalenhed,
Som Deres Omgang føder paa min Læbe.
Hvis overhovedet jeg sludder har i Munden,
For Dem, min ædle virkelige Ven,
Har jeg en Folelse, som ingen Pen,
Selv Deres egen ei, saa høit jeg agter den,
Adtrykker værdigt nok i Grunden.

Hvis jeg er, og hvis jeg ikke er.

✂ Man skriver mig til Svar paa ni private Breve,
Der alle hidtil ubesvarte bleve,
Fra Fædrelandet i en offentlig Avis,
Og melder mig, blandt andre tydske Sager,
Hvis Vinding eller Tab mig lidet rager,
Min fordums Reisekammerats Forliis -
Med Efterskrift: at ikke længer vides
(Naar man undtager Gud, som alting veed),
Hvis Baggesen jeg stedes eller tides
I Hensigt til min Patriotiskhed -
Kort: hvilket Folks jeg er, der eengang var det danskes?
Om det italienskes, eller spanskes,
Det engelskes, det tydskes, eller franskes? -

✂ Mit Svar er kort: Mit Opholdssted er her
(Hvor mindst maaskee det vides eller vidstes);
Hvad angaaer hvert af hine Folk især,
Hvis jeg er ei det første længer kiær,
Er hvert af dem omtrent mig lige nær;
Og altsaa veed jeg ikke, hvis jeg er,
Jeg veed kun, at jeg ikke er det sidstes.
131 Saa vidt aftvunget Svar. Af egen Drift
Jeg føier til en liden Efterskrift.

✂ Ifald lidt ubestemt, og noget koldt,
Og ganske følesløst, og alt for stolt
Aviscorrespondenten Svaret finder,
Saa for at forebygge Tanken om,
At, efter min forfængelige Dom,
Mig intet Baand i Verden mere binder,
Og at jeg, dum, paa denne hængte Jord,
Fordi jeg ikke hænger meer i Nord,
Min Uafhængighed fuldkommen troer -
Vil jeg syv otte Linier ei spare,
For et par andre Hvisser at besvare.

✂ "Hvis Undersaat jeg," for Exempel, "er?"
Den Danske Konges, evig ingen andens!
"Hvis Borger?" Danmarks Sprogs! "hvis Pensionnær?"
Vor Kronprinds Frederiks, hvis Uniform jeg bær!
"Hvis Sanger?" Hans og Skiolds! (o var min Sang dem værd!)
"Hvis Ven?" Hver ædel Mands! "hvis Fiende?" Fandens!
"Hvis smigrer?" Jngens! "hvis Beundrer?" Kants,
Homers, og blandt nulevende de Færres!
"Hvis Elsker?" Gots og Skiønts! "hvis Dyrker?" Sandts!
"Hvis Tiener?" Min! "hvis Kreatur?" - Vor Herres.

Satansengelen.

✂ Den er der da, den frygtede blandt Dage,
Vor Hersomssamqvems Afskeedsdag:
De gaaer med Top og Tavl til Dannemark tilbage,
For fulde Seil; og jeg - et synkefærdigt Vrag,
Som Hymens Storm forslog paa Seinens Bred,
Fra den Tid af min sidste Mast
I Kiærligheds og Venskabs Nordsøe brast,
Jeg bliver liggende paa samme Sted,
Trods min bekiendte Lyst til Flytten.
I sligt et Fald, min Ven! man føler Nytten
Af lidt poetisk Munterhed.

✂ Den bierged ttdt tilforn, naar jeg var ude
Paa Verdens store Hav, min lille Skude;
Den ogsaa redde skal i Dag,
Trods al dets Synkefærdighed, fra Synken
Mit Vrag.

✂ Vel burde jeg, om nogensinde, græde,
Min Walterstorf! ved dette sidste Stød
For min Pariseromgangsglæde;
Thi Deres Bortgang er dens visse Død!
133 Ieg føler dybt, at mellem alle Skatte,
Som modens Dyd, og Flid, og Kunst, og Videnskab
Har sammendynget her, mig ingen vil erstatte,
Selv ei den største, Deres Tab.

✂ Men det mig netop er en Grund til Latter:
Et Træk paa Smilebaandet kan slaae til,
Naar man har tabt et lille Spil;
Naar man gaaer bag af Dandsen som Forfatter,
Det mangen Versedornmer paastaae vil,
Jeg tidt har giort - naar man gaaer glip af Pæren,
Man sigted til,
Og kommer fra sit Embede med Æren -
Naar man giør Bankerot! - og hvad man ellers vil
Deslige Smaapuf, naar de møde,
En Stoiker kan med et Smiil afbøde;
Men naar en Ven forlader os, Falill!
Der hører noget mere til;
Jsær naar denne Ven, paa vores Liste,
Er ikke blot den første, men den sidste.

✂ For at forstrøe en Sorg som denne, giør man vel,
At gaae saa langt man kan poetisk fra Forstanden,
At feie Rub og Stub Fornuften ud af Panden,
Og, er det mueligt, lee sig reent ihiel.

✂ Jeg efter Evne det vil giøre
I disse korte Afskeedsvers.
De vilde Dem til Graad og ei til Latter røre,
Ifald De kunde læse dem paa tværs!
Thi, ak! min Ven! De vilde see og høre
Fortvivlelsen, som ligger i min Skierts;
Men det er ikke, hvad jeg har bag Øre.
Min Hensigt er, trods al min Hierteklem,
Endnu for sidste Gang at more Dem,
Jeg beder altsaa; læs dem ligefrem!
134 Naturltgvns til Afskeed først jeg takker
For al den Ære, De har viist
Her i Paris mig ufornemme Prakker,
Hvergang i Deres Selskab jeg har spiist,
Ved, Rang og Stand til trods, at gierne lide,
Jeg sad, hvor helst jeg sad, ved Deres Side.
Det giorde mig, som af Naturen er lidt blye,
Jeg kan ei sige Dem, hvor krye;
Sær naar De havde Kiolen paa mod Stiernen -
Paris nødvendigen jo maatte troe,
Trods min luslidte Frak og mine spidse Skoe,
Jeg havde dit og dat i Pungen eller Hiernen.
Thi sielden har den store Verden seet,
Ved Nat og Dag, i Sorg og Gammen,
Som Ligemænd og Venner sidde sammen
En indtsk Gouverneur og en Corsørsk Poet.
Jeg troer imellem os, det første Gang er skeet
Paa saa besynderlig fornemme Steder,
Og ved saa høifornemme Leiligheder,
Som, for Exempel, hos Geheimeraaden her,
Ved Keiserkroningen, ved spanske. Jordefærd,
Ved Hertuginders Bord, ved Deres eget -
Betænk, hvor høit mit Værd maa derved være steget!

✂ Men hvad er Æren imod Øl og Mad,
Naar man har Appetit, og gierne spise gad?
Og hvad er Øl og Mad, som eene Kroppen styrker,
For den, der Siælen frem for alting dyrker,
Mod en venskabelig, taalmodig Fiil,
Der ufortrøden kradser paa vor Stiil,
Saa længe til den faaer os reent af Munden
Vort Overhovedet og vort i Grunden?

✂ O Walterstorf! jeg glemme kan engang,
Hvor høit De lod mig stige her i Rang;
135 Hvor tidt De gav mig Kaffee, Viin og Kage;
Hvor tidt i Deres Vogn De lod mig age;
Hvor tidt De mig forstrakte selv med Guld,
Og proppede min tomme Daase fuld -
Jeg det, og meget meer - thi jeg mig selv kan glemme;
Men aldrig glemmer jeg den venskabsfulde Stemme,
Der med en mageløs Taalmodighed
Mig lod saa længe, lig et Ekko, høre
Mit overhovedets Afskyelighed
Og mit i Grundens Overflødighed,
Til endelig en sand Medlidenhed
Med Deres og mit eget Øre
Mig tvang til en alvorlig Selvkritik,
Hvorved omsider Bugt jeg fik
Med Satans-Engelen og Pælen i min Snak,
Der var mig blcven en Slags aandelig Tobak.

✂ Jeg ellers oekonomisk er med Tak,
Især til Dem, min Ven! som Takken hader;
Men denne haaber jeg, De mig forlader,
Naar jeg Dem Tingen giør lidt mere klar,
Og viiser Dem, hvor stor mig hin Velgierning var.

✂ I ni og tyve syndefulde Aar
(Alt i det ellevte mig en Mandindes Ynde
Lod, om jeg husker ret, begynde,
Om ikke grovt, dog fiint at synde)
Jeg saa alvorlig, som en Synder det formaaer,
Arbeided paa, mig om at vende,
Og mine Lysters Herredom at ende.
Halvfemsindstive Gange, hver en Fest
I Aaret, satte sig min Siæl til Hest
Paa hin Samvittighedens Ganger,
Som danske Moralister kalde Anger,
Og vovede paa den en Dyst
136 Mod Satansengelen, mod Syndsens Lyst.
Halvfemsindstive Gange vendte Siælen
Desværre Hælen;
Beelzebub vandt Seir, og jeg var lige nær
Med min Omvendelse; hvad siger jeg? i Grunden
Blev efter hvert et Slag mig Vanen doppelt kiær,
Og Siælen til den søde, sledske Mær,
Man kalder Synden, doppelt bunden.
Jeg blev tilsidst af denne Riden kied,
Og selv af Gangeren, jeg reed;
Og slutted - ikke Fred, som dog saa mangen anden -
(Thi det forbød mig min Samvittighed)
Men - Stilstand dog paa nogen Tid med Fanden.
Ak! Stilstand! - Som De seer, jeg stod paa Randen
Af min Fordømmelse! hvo veed?
Jeg havde maaskee ganske sluttet Fred,
Hvis De, min Walterstorf! var ikke falden ned
Af Himlen for mig med en anden
Bucephalus end den, jeg hidtil reed,
Og paa hvis Ryg min Siæl fik Bugt med Fanden.

✂ Skam hedder den. Jeg raade vil enhver,
At ride den i Ledingsfærd
Mod hvadsomhelst for slemme Vaner
Og Slendrianer.
At Alskens Synder ere Vaner blot,
Det veed enhver, som syndet har, ret got;
Og, om man har en slig i Hiertet eller Munden,
Det kommer ud paa eet i Grunden.
Hvo sig kan vænne fra et Mundheld i sin Snak,
Kan ogsaa vænne sig fra Snuustobak -
Fra Drik - fra Spil - fra Vers for Arteboder -
Ja selv fra Kiærlighed - og Fanden og hans Moder.
137 Nu mærker De, hvor jeg vil hen -
Tak skee den røde Ktndhest De mig sendte,
Hvorpaa jeg lykkelig bestred
De Mundheldheste, som min Tale skiændte;
Langt fra med Satan nu at slutte Fred,
Jeg, efter opsagt Stilstand, ham bekriger
I hvad jeg giør, og tænker, eller siger;
Og staaes bestandig, saa det er en Lyst,
Med alle hans Pandurer i mit Bryst;
Thi nu jeg ikke blot, men han og stundom viger.

✂ Dog lad mig ikke glemme, hvad især
Jeg burde stride mod (blandt mine Slendrianer
Og alle mine syndefulde Vaner
Den allerværste noget nær),
Den nemlig: med for megen Snak at kiede! -
Jeg skamfuld bryder overtværs
Mit Afskeedsvers:
Vig bag mig, Satan, flye, forsvind, du Leede!

✂ Reis lykkelig, min Walterstorf! min Ven!
Og Reisen vorde Dem forsødet
Ved Tanken: Jeg har trukket Baggesen
Apostelens bekiendte Pæl af Kiødet,
Og voldt, at han paa nye til Kamp uddrog
Mod Satansengelen, som bam med Næve slog.

Tausheden.

✂ Du klager, at jeg skriver alt for lidt
Paa nogen Tid, især til Norden;
Og at min Taushed gaaer saa vidt,
At næsten ingen veed, hvad jeg er vorden,
Og hvor, og om jeg end er til paa Jorden?
Jeg, som tilforn (maaskee kun alt for tidt)
I Skrift og selv paa Prent lod hele Verden vide,
Hvad i den lille Rummets Prik,
Mit Væsen fylder, foregik,
Indtil det mindste Solens Straalestik,
Og Maanens eller blot en Stiernes Blik,
Kort: min Sankthansorms-Lyst og min Sankthansorms-
Qvide -

✂ Jeg nu, da Jorden brager fiern og nær,
Mens alle Himmelens og Helveds Tordner knittre,
Da Lysets Engle selv og Mørkets Aander zittre,
Mens Throner styrte hist og her,
Og Templer falde her og der,
Og alle brøle, hyle, skrige, sukke,
Ei høres meer med mindste Lyd at mukke,
Men tier qvær?

✂ Jeg kunde svare dig: at Nationers Smerte
Er alt for stor for mig og for mit lille Hierte -
Jeg kunde svare dig: at Faldet af et Huus,
139 Der dræber Mennesker, ei mærkes af en Muus -
Jeg kunde svare dig, at Stormene, som bruse
Paa Tidens Ocean, og Tordnerne, som knuse
Hvert Rummets Field, et høres af min Muse -
At den saa lidt, som Ormen i sit Læ
Og Glimmerfnugget i sit raadne Træ,
Fornemmer Jordens Poles bange Knagen
Og Arelens forfærdelige Bragen;
Men det er ikke ganske sandt -
Jeg føler rigtig nok ei Skiælvet i det Hele,
Men dog et lille Stød iblandt.

✂ Aarsagen, hvi jeg ei min Følelse vil deele,
Som før jeg deelte den, i Alvor og i Skierts,
I Skrift og Tryk, i Prosa og paa Vers,
Med een og anden af de kiære Mænd og Koner,
Der gierne høre mine svage Toner,
Er reent ud sagt, min Moltke! den:
At jeg er din og deres Ven.
Og Følelsen, jeg har ved alle disse Løier,
Mens hele Verden skraaler, skriger, støier,
Er saa fortræden og kiedsommelig,
At jeg med den kun vilde plage dig.

✂ O! lad mig tie! lad min Pen forstumme!
Forfør mig ei til høit at raabc: Vee!
Og lok mig et til overlydt at lee!
Tillad mig ei engang at brumme
Det mindste Muk,
Det mindste Suk!
Thi lod jeg mig, den Dag i Dag, sorlyde
Med hvad jeg troer
Om Færdselen i Syd og Færdselen i Nord,
Og overhov'det om vor hele Jord,
Du vilde det, som Ven af den og mig, fortryde!

Sprog-Smørrebrød.

✂ O du, som, deelende den Fred,
Vort kolde Nord oplives ved,
Mens Syd og Vest og Øst i Surturskampen med
Den jordomslyngende, havstrakte Midgaardsslange
Er Rov for Tvedragt og Uroelighed
Og alleslags Elendighed,
Min Desaugiers, som, med en Nasos Fied
Blandt Geter, vanker om i Gothers Bøgegange,
Og Cæsars Priis og Middelhavets Sange
Begeistret toner hist paa Sundets Bred,
Mens jeg, lyksalig i dit Øie,
Misundet næsten af det hele Nord
Og sikkert af den halve Jord,
Paa een af Seinens viinbckrandste Høie,
Nær Verdens Hovedstad og vor besiungne Helt,
Opstaaer min Sanggudindes Telt!
Tør jeg dig danske Vers fra Frankrigs Pindus sende?
Og vil du, ved at læse dem
Langt fra dit eget elskelige Hiem,
Deri med patriotisk Lyst gienkiende
Den Lethed, som kun i dit Modersprog,
141 Ved Bredden af den stille Seine,
Opnaaedes heel af Lafontaine,
Hvorefter hidindtil omsonst man jog
Hvert andetsteds, i Vers, som, lette nok at giøre,
Var derfor ikke lette just at høre?

✂ Du læser, haaber jeg, det Danske dog?
Om intet andet, saa Aviser?
Hvis af en hendelse du skulde svare: Nei!
Jeg derfor dog aldeles ei
Mit Haab, at læses og forstaaes af dig, forliiser;
Thi jeg min bundne Stil i disse, kun for Skiærts
Og Rimets Skyld saa kaldte Vers,
Troer (uden alt for meget den at rose)
Langt mere let end Berlingsbrødres Prose -
Med Berlings Brødre meener jeg en Hær
Ei blot af Ænder i Parnassets Gadekiær,
Men selv af Frøer i Parnassets Tørvemose,
Hvis snaddren, Qvækken, Sang, og andet sligt
I Kiøbenbavn man kalder, troer jeg, Digt,
Fordi det er saa folkeligt,
Saa ligefremt, og saa begribeligt
Som Fod i Hose.

✂ Hvis altsaa, hvad du hidindtil faldt paa
(For dig engang iblandt at øve noget
I danske Sproget)
At læse, ned ei vilde gaae;
Hvis Bugt med Dagen selv du ikke kunde faae -
Du lade dig af saadant ei forskrække!
De Vers, som jeg har trukket ud og ind
Med Lafontainisk Egensind
I lange Liniers og kortes Række,
(Hvis blot en halv Snees Ord af Sproget alt du veed)
Som Smørrebrød, min Ven, vil glide ned.
142 Sandt nok! du vil og intet andet finde
For dennesinde:
Den lille Gave, jeg tør byde dig
Paa dansk, er saare tarvelig.
Men et Glas Vand, naar man er tørstig, smager,
Og naar man hungrig er, man selv i Nød
Med bare Brød
Til Takke tager!

✂ Jeg haaber snart, min ædle franske Ven,
I Tomi-Kiøbenhavn at favne dig igien:
Hvo veed, maaskee jeg der dig bringer nogle Kager,
Af dem, som man til Juulehøitid bager,
Paa Musebierget i vort Nord,
Til Gtengield for den ypperlige Tærte,
Som du mig i din Sang om Peleus Søn*) forærte,
Og som engang den hele Jord,
Til din og alle franske Musers Ære,
Vil under tusind Bravoraab fortære.

Levningm af Uskyldighedsstanden.

✂ Letsindig kalder du, min Lilia! din Sanger,
Fordi han Gratier og Muser fanger
Med Glæde, naar han seer sit Ram,
Det er at sige, bliver ikke bange
For dem, som ham, i Grunden, fange
(Thi han er selv, det veed du nok, saa tam,
Som man det af en Digter kan forlange);
Dybsindig derimod du burde kalde ham:
En jordisk ei, men blot en himmelsk Lyst,
En Levning af Uskyldighedens Eden,
Og ikke mindste Snæv af Skyldigheden
Herneden,
Forraader denne Særhed t hans Bryst.
Den lader sig naturligen forklare
Af Livet førend jeg og du blev fød,
Af den Opdragelse, hans Siæl i Himlen nød,
Af Vanen, i en hellig Engleskare
Sig ikke synderlig at tage vare;
Og først og fremmest af den Barnlighed,
Der er ham egen, sem du veed.

✂ Dog før jeg mig til dens Forklaring vender,
Som en Spadseregang paa banet Gruus,
Til dens af Ædelstene bygte Huus,
144 Og som en Gienvei til dens lyse Throne,
Jeg først fortælle vil min Engel om en Kone,
Der fanged Muus.

✂ Der var engang (hvis det er rigtigt fat
Med min Hukommelse, der kom i lidt Uorden,
Da jeg dig saae for første Gang, og plat
Forglemte alt det øvrige paa Jorden)
Der var engang i Asien en Kat,
Der mored sig, som andre Peiser,
Med Muus at fange, ligesom
Domitianus, den berømte Keiser,
Sig morede for tusind Aar i Rom,
Og Nemesis i vore Dage,
Med Fluefangen. Om nu alt for vidt
Den dette Morskab drev? om andre Kattes Klage,
Som intet levnet blev at jage,
Ved det den jog for meget og for tidt,
Med alt for uophørlig Appetit,
Nu rørte Jupiter? hvad heller andre Synder
(Med store endes tidt, naar man med smaa begynder)
Opbragte mod det arme Dyr
Ægypternes tilbedte store Tyr?
Det veed jeg ei; men nok: Dyrkredsens vrede Konning
Omskabte den paa eengang til en Dronning,
En Dronning over tvendebeente Dyr.
Man paastaaer, at de fleste Kongekoner
Langt bedre vilde være tiente med
At skabes om til halede Matroner,
End disse med at skabes om
Til Dronninger. Jeg fælder ingen Dom:
Man maatte være baade Kat og Dronning,
For ei at dømme feil. Nok sagt, at denne fandt
Sig i sin Skiæbne; som om den var vant
Fra Killing af, at nyde Melk og Honning,
145 Og al den fine Form, og alt det fede Stof,
Og al den Herlighed, sorn falder ved et Hof.
Historien fortæller, at den var
Den viiseste, den tækkeligste Dronning,
Den største Part af Verden skuet har,
Og at dens Majestæt i Høihed uden Lige
Fordunkled i det hele Rige
Hver vakker Mand og hver en yndig Pige,
Aldeles uden Feil og Mangel, saa at sige,
Paa een Besynderlighed nær,
Som jeg ei tør fortie her:
Hun nemligen sprang ned hver Dag af Thronen,
Selv midt i Raadet, over Bænk og Bord,
Og hver Nat af sin Seng, saasnart af Smaapersonen,
Der spiser Ost, hun lugted mindste Spor.
Saaledes jeg, der faldt, som mangen anden
(Som alle), længe førend jeg blev fød,
Fra Himmelen til Jorden, fra Forstanden
Til Alskens Daarlighed, fra Gud til Fanden,
Fra Dag til Nat, fra Liv til Død
(Skiøndt ventelig jeg er med denne Hersoms Stengel,
Der støvet, lodden, tiørnet, askegraa
Kun bærer Aandens Rose, saa som saa,
Blandt tusind andre Bengler selv en Bengel),
Kan ofte mærke, tage, føle paa,
Jeg eengang været har en Engel.
Thi naar og hvor det er, i Livets Dynd,
I Vimmelskaftet af det Endelige,
I Skidenstrædet af vor Arvesynd,
Og selv paa Kiøgeveien til Guds Rige,
Jeg standser i min dødelige Fart,
Der stedse, som man veed, gaaer lige efter Næsen,
Og skeiter ud til Siderne, saa snart
Jeg øiner noget af det Himmelvæsen,
Uskyldigheds Naturen stikker i.
146 Med god Samvittighed jeg synge kan og sige,
Du Engles Engel, Himlens bedste Pige,
At ingen af de tre, og ingen af de ni,
Der ere dig en smule lige,
Jeg nogensinde rolig gaaer forbi;
Naturligviis, I himmelske! fordi
Jeg eengang var, og er endnu, trods Stenglen
Af Torne, som bærer Rosen, og trods Benglen,
Der i sin lodne Kappe giemmer Englen,
Uskyldigheden selv, som I!

Det tilgivelige Tyverie.

✂ Dig, mellem mine danske Læserinder
Den huldeste, mit Hierte drømte sig,
Den eeneste, som med min Barndoms Minder,
Nu, hver en anden vaagen Drøm fosvinder,
I Hiemmets Edenduft omsvæver mig!
Dig, som, Askyldtghedens Engel lig,
Mig aabner atter Barnets Himmerig!
Dig, som jeg sang i digtede Hyrdinder -
For hvem i Templet selv min Harpe klang -
Dig, som sin sidste Krands min Andagt binder,
Dig, som den nynne skal sin sidste Sang!
Dig, til hvis Lyst mig Himmelen lod føde,
Hvad ingen bliver, hvis han er det ei -
For hvem jeg valgte Livets Tornevei,
Som Digter, og for hvem jeg gierne døde,
For end med Sang bag Graven dig at møde -
Mit fulde Digterhiertes andet Jeg!
Dig skulde jeg ei skiænke mine Sange,
De Sange, som blev eene til for dig -
Til hvilke paa min Vandrings vilde Gange,
Naar, uden synlig Aarsag, underlig
Jeg blev bedrøvet, glad, andægtig, bange,
Du selv usynligen besiælte mig?
Jo; skulde jeg endogsaa hemmelig,
148 Da jeg dem ikke selv i Trykken eier,
Og ingensteds for Penge dem kan faae,
Dem stiæle (som jeg ellers aldrig pleier),
Du, trods hver Lov og Ret, dem have maa!
Ja, skulde jeg berøve dem min Moder -
Min egen Søn - min ældste, beste Ven -
Ja! skulde jeg dem stiæle selv fra den,
Det var maaskee den største Synd, igien
At tage fra, hvad selv jeg gav ham hen -
Jeg stial! - saa svor jeg høit, og stial dem fra din Broder.

✂ Døm om min Kiærlighed af denne Daad!
Smil, som Mandinden smilede til Manden,
Da han for hendes Skyld, trods Engles Graad,
Trods Herrens Bud, og trods Fornuftens Raad,
Ved det forbudne Træe af Æblet aad,
Ham sikkert havde rakt omsonst en anden!

✂ Trods Lovens Bud og Rettens strænge Krav
Jeg stial fra Brod'ren, hvad jeg Søst'ren gav -
Som Tyv jeg for en Dommer nu maa møde;
Men til min Lykke du maa møde med,
For at oplyse hans Retfærdighed -
Jeg frygter Dommen ei. Den Himmelynde,
Som mig uskyldige fik til at synde,
Vil og faae Dommeren, trods al hans Strænghed, til
At dømme Synderen og Synden, som du vil!
Hvis et, som Evalds, han afveie vil min Brøde,
Paa min Forklaring, mod min Harpes Klang,
Naar du kun smiler, vil dit Smiil afnøde
Ham min Frikiendelse for denne Gang:
Isteden for mig strængt at lade bøde,
Vil han dig sikkert give selv et Skiøde
Paa den af Digteren til Musen stiaalne Sang.

Selvindbydelse.

✂ Cicilia! jeg zittrer ved
Den gyselige Muelighed,
At een af de kostbare Dage,
Jeg har i denne Bye tilbage,
Skal gaae mig tabt i Kiedsomhed
For mig og dig og Evigheden,
For Venskab og for Poesie,
For Himlen paa vor Jord herneden,
Og for hver Fryd, som er deri.

✂ O kunde du det ikke mage,
Jeg og i Dag en Smule nød
Af Guders Viin og Engles Brød,
Ved, nær din Arm og nær dit Skiød,
Til Middag end engang at smage
Den Glæde, som i Gaar jeg nød
Og stedse kalde skal tilbage
Med saligt Smil i Liv og Død?
Vil du ei skrive mig et Ord,
Et venligt Ord, som mig indbyder
Til det venskabelige Bord,
Hvor i hver Ret du Moly gyder,
Saa Sorgen over Syd og Nord
150 Og hele vores usle Jord
I sød veemodig Lyst bortflyder?
O tag i Hast en lille Pen,
Og sæt dig ved Claveret hen,
Og skriv mig paa et lille Blad,
Imens din Fylla laver Mad:
"O kom i Dag, min Baggesen,
Og deel med din Veninde den!"
Jeg ellers, skiøndt jeg nødig vilde,
Maa spise just et andetsteds,
Hvor jeg er buden til et Gilde;
Og hvor, ei nær saa vel tilfreds,
Jeg vil fortæres af min Kummer,
Hvis jeg ei falder først i Slummer,
Og vaagner op, i Hovdet ør,
I Hiertet tom, og maaskee ganske
Forqvaklet af det tydske Franske,
Faaer Krampe, Sting, og Slag, og døer.

Noureddin til Aladdin.

✂ "Du har da fundet den, min Adam! den, jeg søgte
"Med Alvors dybe Grubien, med
"Utrættelig Arbeidsomhed,
"Fra Sol gik op, til Sol gik ned,
"Blandt Torne og Tidsler, i blodige Fied,
"Med glødende Pande, med strømmende Sveed,
"Mens Hindring og Fare min Stræben forøgte!
"Du har da fundet den, jeg søgte,
"Fra Sol gik ned, til Sol gik op,
"I Afgrundens Skiød og paa Klippernes Top,
"Med frysende Hierne,
"Ved Glimt af vor Nordpols bestandig urokkede Stierne,
"Med iisnende Bryst,
"Ved Smiil kun af Maanens veemodigen vexlende Lyst,
"Allene, blandt Skygger, ufavnet, ukyst,
"Hvor alt i Naturen var tyst -
"Ja! du har fundet den, jeg klarlig skued
"I hver en Slum, i hver en vaagen Drøm,
"Naar varm af Andagt, skiønheddrukken, øm
"Af kiælen Elskov, henrykt, Siælen lued
"I sin Begeistrings underfulde Strøm,
"Skiøndt Død i hvert et Bølgeslag den trued -
"Ja! du har fundet den, jeg sttrred paa
152 "Bestandig, mellem alle Livets Dampe:
"Den gamle, hellige, forunderlige Lampe,
"Som i Naturen dybt nedgravet laae,
"Og sem jeg arme Trold, med bundne Hænder,
"Ei kunde naae.

✂ "Med Fryd, min Adam! jeg dit Fund erkiender.
"Og skiøndt du sandt, hvad du har aldrig søgt,
"Som Lykken eene findes kan, i Blinde;
"Skiøndt du, naar jeg har gravet, kun har spøgt;
"Og skiøndt du, som et Barn, end staaer derinde
"Blandt Underjordens diamantne Træer,
"Din Undergang endnu, som forhen, nær,
"Endnu fortryllet meer af Hulens falske Glimmer,
"Med Himmellampen i din Haand,
"End af dens ægte, fast umærkelige Skimmer,
"End ei, som jeg, erkiendende dens Aand;
"Skiøndt, hildet end af Barnets Ledebaand,
"Blandt Middelaldrens Hvelvinger og Buer,
"Du famler efter Liv i Sølvets Muld,
"Ambrosia i æbledannet Guld,
"Og Nektar i saphirne Druer;
"Skiøndt du er end det Brogede for huld;
"Skiøndt du har fyldet alle dine Lommer
"Med Schlegelpærer og med Tieckske Blommer,
"Og propper Buxefikken alt for fuld
"Af Göthes underjordiske Granater,
"Imens din skiønne runde Hattepuld
"Fiirkantes af et Calderonsk Theater -
"Skiøndt Lampen du med Haan har puttet i
"Belæsselsen af alt det andet Skramlerie -
"Skiøndt, havde du betænkt dig meget længe,
"Du maaskee ganske havde ladt den hænge -
"Saa dog - du har den eengang - og dens Aand
"Er din, min Adam! og din Ven, som ledte
153 "Forgiæves efter den og, mens du spøgte, svedte,
"Med Vellyst rækker dig sin Haand.

✂ "Aladdin Adam Øhlenschläger!
"Noureddin Baggesen, ukiendt med Svig,
"Uegennyttig, umisundelig,
"Froe, hos sin Ven at see den Skat, han ønskte sig,
"Opkalder dig:
"Aladdin Adam Øhlenschläger!
"Ved Lampen! ved Naturens Tryllebaand!
"Ved Lampen! ved den aldrig seete Haand!
"Ved Lampen! ved den Piil, som saarer og som læger!
"Ved Lampen! og ved Lampens Aanders Aand!
"Stig op as Hulen under Jorden!
"Hør Luftens rene Storm og Himlens høie Torden!
"Slæng bort de gamle Ledebaand!
"Kast bort de tydske Snurrepiberier!
"Behold kun Lampen i den ene Haand,
"Og ræk din Ven den anden! - Stormen tier,
"Og Tordenen forstummer - Soles Sang
"Opkalder dig, i alle Stierners Klang,
"Til Lampens Aanders høie Harmonier!
"Stig op! stig op!
"Høit! høiere! til Bierget! til dets Top!
"Der sæt dig, Lykkelige! ved min Side!
"Og jeg, som ikke Lampen bar, men veed
"Om Lampens Brug og Lampens Aand Beskeed,
"Vil lære dig, dens Kobberrust at gnide!" -

✂ Saa raabte dig min hele Siæl,
Saa tonte dig mit fulde Hierte,
Sophias Broder! da jeg (skiøndt en fæl
Og skummel Tvivl endnu mit Bryst fortærte)
Din dybe Gang, med tydske Rangler paa,
I Morgenlands Vidunder Huler saae,
154 Og skimted dig i Eddas Mørke spøge
Blanbt Norges Graner og blandt Herthas Bøge;
Og, følgende med stadigt Blik dit Fied,
Dig øined nær det, underfulde Sted,
Hvor Lampen, jeg har søgt, laae gravet ned.
Hvor fulgte jeg dig paa de vilde Gange
(Fra første Gang, jeg saae dig, var jeg din;
Og hver Triumf, du nød som Digter, min!),
Nu fuld af Haab, nu tvivlende, nu bange!
Hvor zittred jeg, mens dine mange lange,
I Alskens Toner stemte vilde Sange
Mig døvede, ved næsten hvert dit Skridt -
Til endelig jeg saae dig, midt i Dampen,
Imellem Gøglelys dig nærme Lampen!
"O!" raabte jeg - og græd - og slængte hen
Min, ak! af ingen Aand adlydte Pen -
"Nu griber han - nu har - nu har han den -
"Nu har han Lampen! Allah være lovet!
"Vel har jeg trællet, medens han har sovet;
"Men ligemeget! hans Letsindighed
"Er mere værd i Lampens Konges Øie,
"End al min Tanke, Sindighed, og Møie:
"Jeg vil mig over hans Triumf fornøie!
"Mig venter andensteds en anden Salighed." -

✂ Du hørte dybt i Hulen et mit Raab -
Du gik belæsset med de tunge Steene
Din Gang i tusind og een Nat allene;
Dog steg nu alt med hvert dit Trin mit Haab,
Alt som du hæved dig, og - Under over Under! -
Ei meer en rød og hvid, glathaget Dreng,
Der efter alle Frugter greb i Fleng,
Men alt en Mand med Skiæg, jeg saae dig, i Vaulunder,
Ved Hielp af gamle Mimers egen Stav
At velte Steenen fra din mørke Grav
155 Med vældig Kraft. Ei fandt jeg længer nødig,
At hielpe dig; min Arm var overflødig:
Knap var du med den hele Krop
Af Hulens Aabning kommet op,
Saa skued jeg dig, henrykt, selv at gnide
Din underfulde Lampes rette Side,
Og høi og herlig stod du, med et Hop,
Som Hakon Jarl paa Fieldets Top.

✂ Vær hilset her, hvis ei mit Qie svigter,
Hvis du bevarer dig for Fald,
Vær hilset af den ældre Broder-Skiald,
Med høie Bifaldshymners Jubelskrald,
Som Danmarks Melpomenes største Digter!

✂ Forlad, min Adam! at et Oieblik
Jeg tvivled om din Seier, trods den Styrke,
Du fremfor tusind andre fik,
Til Aandernes Natur i Shakespear's Spor at dyrke;
Fordi jeg længe fandt dig ei
Paa den af Grækenland og Evigheden
Erkiendte Kunstens rette Vei!
Jeg dig tilgiver, stolt beskeden,
Engang at have ærgret dig
Derover, at du nogensinde mig
Har kunnet holde for endog en lille Digter.
Jeg kunde svare dig: saa langt vi troe
At kunne øine begge to,
Os begge to maaskee vort Qie svigter;
Men dette svarer jeg dig ei -
Ved hvad jeg grunded paa, ved alt, hvorpaa du grunder!
Ved Emma! ved Aladdin og Vaulunder!
Ved Hakon! og ved Parthenäis! nei!
Vi to, hvis og erkiendt af ingen anden,
Erkiende, skatte, føle dybt hinanden:
156 Dit Øie straaler Castors Ild i mit;
Mit Blik henlyner Pollux Glands i dit.
Er dit og mere vildt, mtt mere blidt at skue,
Saa tindre begge dog af Himlens rene Lue!
Naar hver sin Yndlingslæser drømmer sig,
Den eene, som opveier Millioner,
Og Guden i vort Bryst, som over Mængden throner,
Med Sangens Jødepublikum forsoner,
Jeg tænker dig, og du erindrer mig;
Og Rosen i den Krands, os Danmarks Døttre binde,
Os begge rækkes af den samme Læserinde.

✂ Modtag, med dette Broderkys, min Haand!
Og glem de blinde Puf, vi gav hinanden,
Miskiendende hinandens Aand,
Et Øieblik forledt af Fanden,
Der, dum og nedrig, gierne sætter Splid,
Saasnart han seer sit Ram, imellem Vid og Vid,
Og fører selv Guds egen Søn paa Randen
As Stoltheds og Forfængeligheds Dyb,
Selv Himlens Herre hviskende sit: "Kryb!"

✂ Trods ham og alle hans, vi elske vil hinanden,
Som Castor og som Pollux elskte sig,
Jeg vexelviis i Himmelen med dig,
Du vexelviis i Helvede med mig,
Jeg glad med Ynglingen, du froe med Manden;
Og Lygtemændene, sont under vore Fied
Opklavre, sparkende hinanden ned,
See, høit paa Toppen, studsende derved,
Aladdins og Noureddtns Fred,
Og gaae ved dette Særsyn fra Forstanden!

✂ Hvor dybt, min Adam! føler jeg dit Savn
Her i mit Haabs og min Erindrings Havn!
157 Snart iler jeg til dig og til en elsket Mage,
Fra Hiemmet og dets beste Blomst, tilbage
Til Aanders Helvede, til hint Paris,
Som Hun og du, trods al dets tomme Huulhed
Og al dets ydre Skals forgyldte Fuulhed,
Mtg ville danne til et Paradiis.
Der skal du af min glade Læbe høre,
Hvad i et Brev jeg ei kan heelt udføre -
Der skal jeg, i din Favn, fortælle dig,
Hvad Salighed jeg troer der venter mig,
Naar jeg har kæmpet alle mine Kampe!
Dig vinker i din Lampes Aanders Dands
Paa Fieldets Tinding Evighedens Krands;
Jeg vandrer end, skiøndt et blandt Dalens Dampe,
Forsigtig, varsomdristig, uden Lampe;
Min Gang mod Banens store Maal er seen,
Men stadig, lige, tryg, paa begge Been.
Dog hvad jeg finder, efter mange Kampe
(Ifald jeg ellers finder een),
Det bliver neppe den forunderlige Lampe,
Men ventelig Vaulunders Steen.

Taksigelsen.

✂ Man tvang dig, trods din Mistroe til din Evne
At dømme Sagen selv, end sige meer,
Poeter for din Domstoel at indstevne,
Og mig, din ubektendte Ven, blandt fleer.
Hvordan du ved de andre dig har skillet,
Og baade dem og Sandhed tilfredsstillet,
Det veed jeg ei; det la'r jeg staae derhen -
Men mig i lærde Efterretningen
Om første Bindet af Jens Baggesen
Du har behandlet strængt, og dog som Ven;
Og, med en Salomons og Sancho Pansas Viisdom,
Foreent i Recenstonens Kiendt for Ret
(Hvad sandeligen ikke var saa let)
Venskabets Skaansel med Kritikens Jisdom.
Du fandt mit Bind, sont hvert et andet, deelt:
En Blanding af det gode og det slette -
Amuelig torde du det rose heelt,
Og, ak! du fandt det mindste got - med Rette!
Sex og halvfemsindstyve Stykker smaa,
Hvoraf de sex maaskee, for ei at lyve
(Thi mueligt disse selv kun ere saa som saa),
Er just som slige Digte være maae;
159 Og Fuskerier de halvfemsindstyve. -
Hvad var at giøre her, for med en stræng Kritik
Mig ei aldeles at tilintetgiøre?
£)g dog ei heller just at sætte Klik
Paa eget skarpe Syn og sine Øre?
Du traf det, ædle Claus, du traf det paa en Prik!
For mig at blege hvid, og ei dig selv at plette,
Du dadled hvad var got, og prisede det slette,
Saa jeg paa den Maneer dog et Accessit fik.

✂ Men, mellem os, skiøndt denne Slags Kritik
Giør baade dig og mig i visse Maader Ære,
Du giorde, troer jeg, bedre dog,
Ifald du holdt dig til din Bønnebog,
Og lod Poeter, som du ei begriber, være.

Foresporgselen.

✂ O du, som veed at dømme hver en Sag,
Saavel ved Hoffet som i Staden,
Hvis Mandag er en evig Dommedag
For Folk Paa Marken og paa Gaden;
O du, som kiender Retten for og bag,
Og veed hvor vidt enhver, med sammes Velbehag,
Tør vove sig i Giøren og i Laden!
Tillad at jeg, mens det er Tid endnu,
Din Forudkiendelse mig i en Sag udbeder,
Hvori jeg tænker paa med Gru,
At kunne have syndet uden Hu,
Og stødt lidt an imod, om ikke stødt itu
Een af de tredive Samvittigheder,
Som, efter Obelizes Alphabet,
Bør findes, selv hos en Poet.

✂ Historien, min gode Ven, er denne;
Jeg i en Tid af to og tyve Aar,
Fra Vintren fiir og fiirs og til i Gaar
Har dyppet fyrretive spidse Penne
Paa min Maneer, i eget Blæk,
Og dermed skrevet rolig væk
To Sneese skiemtefulde Breve,
Hvori jeg ingenlunde tænkte paa,
161 Hvad i Forordninger maaskee kan staae,
Som maaskee siden trykte bleve,
Som end maaskee vedlige staae,
Og som maaskee, hvad veed jeg? evig leve.

✂ Jeg disse Breve samlet har,
Og trykt, min Fâr!
Hvorfor? - Ja! hvorfor skriver man, og maler?
Og hvorfor synger man, og tænker man, og taler? -
For sig og andre Tiden at forslaae;
For noget dog paa denne Jord at giøre -
Slaae Folk ihiel, i Retten gaae,
Sye Støvler, brænde, brygge, bage, kiøre,
Og hvad man ellers giør, som saa,
Vi ikke alle kunne giøre -
Enhver giør sit;
Og jeg, i det jeg eet og andet Stykke
Lar trykke,
Giør, efter fattig Evne, mit.

✂ Trykt er det altsaa; men nu kommer Knuden:
Der findes hist og her en Smule Skiemt deri;
Og jeg er uvis, om i vores Poesie
Skiemt er, paa Grund af nogen Lov, forbuden? -
Jeg skulde næsten troe det; thi jeg seer,
At fra det nye Aarhundredes Begynden,
Trods gamle Fristeren og Arvesynden,
Og alt det løierlige, som dog skeer
Saa got som før, slet ingen skiemter meer,
End fige - leer.

✂ Jeg udenfor mit Fødeland har levet
I længer Tid, end nødig var,
For reent at glemme, hvad vel aldrig lært jeg har;
Meddeel mig derfor i et got prosaisk Svar,
Hvad om poetisk Skiemt i Loven findes skrevet.
162 Som sagt, trods min Uskyldighed,
Og trods den inderlige Siælefred,
Som grunder sig derpaa - den Alvor, som jeg læser
Paa næsten alle Hovedstadens Næser,
Den overhaands Afholdenhed fra Skiemt,
Og Spøg, og Skiærts, og hele Resten,
I hvad der skrives for at more Næsten
(Saa stor, at Ordet selv alt synes glemt),
Mig kunde fast den lille Frygt indjage,
At Skiemt forbuden er i vore Dage,
Selv, ikke blot i Prosa, men i Vers,
Den Skiemt, at sige, som hver ærlig Jyde,
Fra Holbergs Tid, har vant sig til at nyde
Paa langs og tvers -
Hvoraf saa gierne jeg i disse Breve
Lod noget op paa nye, hvis det tillades, leve.

✂ Dog jeg vil haabe, det er blot en panisk Skræk
(Den værste rigtig nok, naar Pan man kiender
Og veed, hvad veb hans Død paa Jorden hender),
Og bitver altsaa ved, at lade trykke væk,
Indtil du Svar paa dette Brev mig sender,
Hvormed jeg venteligen siger Stop
Til Musens skiemtende Galop;
Den ei mod Vinden gierne længe rider,
Mindst mod Sydvest ved Juletider;
For megen Regn og Rusk og Snee og Slud
Den standse kan, saa got som Lovens Bud.

✂ Jeg lidt alvorlig alt at blive selv begynder,
Og ender, er jeg bange for, med Graad,
Hvis, inden Siælens Pels mig bliver alt for vaad,
Jeg med at døe mig ikke skynder.

Min Skygge.

✂ I faa, som end tilbagebleve,
Blandt dem, der elskte mig engang,
Til hvem jeg ikke blot i overgivne Breve,
Men i hvert Qvad, mit Hierte sang,
Mig overgav med Venskabs hele Varme,
Med patriotisk Lyst;
I, som modtoge mig med Broder-Arme
Paa Herthas moderlige Kyst;
I, som saa huldt erindrede de Dage,
Da jeg med Eder sang og loe;
Og som saa venligen mig kaldte ttdt tilbage
Til Hiemmets blide Roe;
I Venner og Veninder, som saa gierne
Jeg havde deelt hver Graad og Latter med;
Fra hvem min Skiæbnes underlige Stierne
Mig rev, i legemlig Landflygtighed,
Til Digterlivets Hovedpandested!
Modtager end engang min venskabsfulde Skygge
Med aandeltg Velvillighed
Med patriotisk Giæstfrihed!
Og, mens i Hiemmets Favn I leve trygge,
164 Og glade nyde Livets Fred
I Hegn af Herthas tætte Bøge,
Bedækt af Asa-Fredriks Skiold,
Tillader, inden Eders Vold,
Min Aand endnu, som før, i Axels Stad at spøge!
Og I, som jeg ei Venner nævne tør
(Skiøndt mangen anden Patriot det giør),
Medborgere, Velyndere, Bekiendte!
Hvoraf adskillige, for mig at see,
Gik (siger man) i mangt et Assemblee,
Til mangen Frokost, og til mangen Thee,
Hvor man mit Gienfærd muelig kunde vente
(For ei engang at tale om,
Til offentlige Samlingssteder,
Hvor jeg formodentligen kom,
Som hver en anden Povl og Peder) -
Modtager, i mit sidste Ffyve-Brev,
Undskyldningen for min Usynlighed i Staden,
I Kongens Haves Overdrev -
I Kirken - i Theatret - og paa Gaden -
I Consul Wests berømte Gallerie -
Ved Bostonsbord - hos Comestabili -
I Harmonien - hos de Spæde,
Som lære comisk lee og tragisk græde -
I musicalsk Academie -
I Forgemakkerne - hos Raus - hos vore Raader
Af tredde Classe, hos de nye Naader
Af fierde - og hos Kiøbmand den og den,
Hvor skikkelige Folk dog gierne komme hen,
For Padderne med Skiæl at spise lære,
For Selskabs Skyld, og for at ha' den Ære -
Jeg selv og havde gierne havt en slig
(Thi hvilken løs, og hvilken bunden Digter,
Trods hvert et andet Maal, hvortil han sigter,
Er ikke lidt forfængelig?)
165 Jeg havde gierne viist mig paa de Steder,
Hvor Folk af Levemaade, Folk af Stand,
Og Folk af, hvad det ellers hedder,
Man snakke sammen høre kan,
Og spille, drikke, spise see, med mere,
Som de tillader en Poet,
Der har Paris og London seet,
At observere -
Jeg havde gierne hørt vor søde Harmonie;
Jeg havde gierne hørt de haabefulde Spæde
Paa Hoftheatret lee og græde,
Og seet lidt oftere vor Consuls Gallerie;
Jeg havde gierne Tidens Traad lagt sammen,
I mangt et Søndagselskabs Fryd og Gammen;
Især jeg havde gierne seet lidt fleer
Af disse skiønne Speile, Stole, Borde,
Pianoforter, Canapeer,
Og Senge, Vogne, Heste, Sadler, Giorde,
Huusfrøkner, Fruer, og Livreer,
Som man (foruden eet og andet,
Der vel var værd, derfor tre fire Miil at gaae)
Venskabelig indbød mig paa,
Saavel i Byen sont paa Landet -
Jeg havde gierne taget Deel
I Fædrelandets Selskabssaligheder,
Saavel som Povel og som Peder,
Ifald som Peer og Povl jeg havde været heel.
Men ak! jeg var kun halv, og neppe det tilfulde;
Totreddedeelen af den Baggesen,
Som gik i disse Breves Riim igien,
For længe siden ligger under Mulde -
Den Rest af Selskabs-Liv, ham levnet blev
Fra den Tid af, han reent gik fra Forstanden,
Og ganske sig med Hud og Haar forskrev
Til Phoebus - somme sige Fanden -
166 Er ikke værd at vises frem
Selv udenlands, end sige, i hans Hiem.
Han er en Skygge blot af hvad han var paa Jorden
(Hans Verden var desuden aldrig der) -
Og ak! desværre, her i Norden
Han kun en Skygges Skygge er.
Hans Aand forlader aldrig Danmarks Have -
Den spøgte, Venner og Veninder! her,
Og spøge skal den end paa Fædres Grave,
Saa længe Sangens Guddomsbliv
Opholder Resten af hans underlige Liv;
Men legemlig usynltg er han vorden
For, ak! maaskee for evig, her paa Jorden.

Til Digteren
Adam Ohlenschläger.

✂ Parnassets Alliker, og Giøge, Giæs,
Og Frøer og Ænder, og hvad andet Tamt
Og Vildt, med hæse Skrig, og falske Fiær,
Og halve Vinger, eller vingeløst,
Kukukker, snadrer, qvækker om dets Fod,
Jeg, sænkende Camoenens Ørne-Flugt
Dem visende den længe skiulte Kloe,
Har søgt at skrække Itdt, og skrækt maaskee.

✂ Ugierne fra den Ætherluft, hvori
Jeg, stirrende med stadigt Blik mod Solen,
Omsvævede den vestre Tind, mens du,
Min Adam, om den østre henrykt fløi,
Nedlod jeg mig saa dybt, ugterne drog
Jeg tungt min Aande, skiøndt et Øieblik
Kun dvælende, saa nær den lave Sump
I Dampens Qvalm; men den Gudinde, vi
Tilbede begge: Nordia det bød.
Kied af den evige Kukukken, Qvækken,
Og Snaddren, i en Egn, hvor hun var vant
Til Svaners Susen, Nattergales Kluk
Og Lærkers Triller; frygtende tilsidst,
168 I din Fraværelse, hvis ingen kiæk
Fortolked hendes Mishag, at hun selv
Strafværdig maatte synes, ved i Fred
At lade kukke, qvække, snadre - bød
Hun mig at yttre hendes egen Dom.

✂ Det har jeg giort, endskiøndt i Skiemtens Sprog,
Alvorlig-strængt; endog, maaskee, lidt diærvt.
Men synger du ei selv, om Fieldets Top
Dig hvirvlende, langt fra den lave Sværm,
Hvis Larm ei naaer dig, trods den Fredens Aand,
Du ligne vil: "at Pøbelfordom, Løgn,
"Forfængeligheds Maske, Plathed og
"Den hule Prosa du med Strænghed selv
"Afklæde vil, og vise Folket i
"Sin hele latterlige Nøgenhed?"

✂ Og dette har jeg, skaansom, truet blot -
Dem ladende behørig Tid til Flugt,
Som et vil kiempe, seire, eller døe.
Mens disse ruste sig (jeg venter ei,
Og ønsker ei engang, at alle flye,
Begiærlig efter Letlighed til meer
End Trusel), o! med hvilken Fryd, min Adam,
Opsvinger jeg mig atter i den Luft,
Som toner af dit Vingeslag!

✂ Dit Svar
Paa min med Alvor blandte lette Spøg
Gienkaldte mig det hele Tryllerie,
Hvormed din Hakon mig beruuste; meer
End noget andet Qvad, dig Musen huld
Jndgav, det viiste mig i fulde Glands
Din Modenhed og Manddom - ak! men og,
Hvor let i Rummets og i Tidens Skiød
169 Een Aand miskiender anden Aand, og tidt
En Skygge tage kan for Legemet,
Og Legemet for Skyggen!

✂ Aldrig skrev
En Ven den anden med en mere huld
Og tillidsfuld Fortrolighed, end jeg
Til Skiemtens Aladin min Skiemts Noureddin!
En Hyldest mere varm og inderlig
Og mere hædrende (hvis ei det Navn,
Du selv mig giver i din Sang, er blot
En høflig £yd) jeg troede selv umuelig,
Og krydrede den derfor just, at ei
Den, alt for ubetinget, skulde troes
Tvetydig!

✂ Dig er altsaa Pladsen, jeg
Tilkiendte dig paa Fieldets Top, mens selv
Jeg skued op dertil, et noksom høi?
Dig er ei nok, at jeg, foruden det,
Naturen gav, har ogsaa glad erkiendt
Hos dig, hvad Digtren give bør sig selv?
Ei nok, af mig, den ældre Broderskiald,
At hilses, hvis du vogter dig for Fald,
Som Danmarks Melpomenes største Digter?
Fordi jeg, følende dit store Kald,
Tillader mig, af Omhu for vort Sprog
Og for din egen Hæder, iverfuld
For Kunstfuldendelsen af hvert dit Værk,
At pege paa, du og har store Pligter?
Hvor overstolt!

✂ Ubilligt kalder du,
Og strængt, og haardt, at, mens du "Bien lig,
Ustadig svævede fra Blomst til Blomst,"
Jeg fandt din Flugt ustadig - at "imens
170 Du tumledes fra Skylla til Charybdis,"
Jeg fandt dig lidt i Fare - medens dig
"Sireners falske Sang nær havde misledt,"
Misledelig - at, kort: jeg i dit Chaos
Kun anede, men ikke saae din Verden? -
At jeg et Barn dig fandt, da du var Barn -
Begynder, førend du blev Mester - dig,
Hvad Schiller, Göthe, Shak'spear selv, og hver,
Endog den støbte Kunstens Dyrker, før
Han til dens Allerhelligste blev indladt,
Som prøvet Lærling? Hvor urimeligt!

✂ Tre Gange tonte mig dit Svar i Vest
Paa hvad jeg qvad i Øst. - Tre Gang klang
Med stigende Fortryllen Strængens Sølv
Mig klart; men stedse meer og mere mørk,
Trods al min Lytten, blev mig Strængens Aand,
Som Gienqvad; Gaaders Gaade: hvor du mig
Et Øieblik har kunnet troe Noureddin,
Den hierteløse syge Trold, som nidsk
Hos andre haded, hvad ham nægtedes -
Og Gaaders Gaade, hvor et Øieblik
Du, som Vaulunders og som Hakon Jarls
Forfatter, dig har kunnet troe benævnt
Aladdin? Musens lunefulde Spøg
Har du saa ganske kunnet misforstaae?
Mistyde Billedet, hun valgte, fuld
Af din Allegorie, paa Kald og Pligt,
Paa Genius og Flid, paa Vaar og Høst
Natur og Kunst? - Som om bogstavelig
Jeg troede mig aldeles uden Evne,
Kald, Genius, Natur?

✂ Nei! Melpomene
Forstaaer Thalia; Polyhymnia,
171 Calliope; og Clio selv Erato -
Hvis pieriden fra Parnasset blot
Til Svar dig havde fremskyndt, en saa grov
Mistydning aldrig havde fundet Sted!
Tilstaae det, Ædle: Vredesbrusen, Harm
Fremskyndte dig! Og naar jeg, rolig, alt
Hvad mellem dig og mig et Skyggebierg
Af drømte Grundforskielligheder fast
Nødvendigen har maattet reise; naar
Jeg overveier, at det halve kun
Af Baggesen dig hidindtil sig har,
Endog i falsk Belysning, aabenbaret,
Forstaaer jeg denne Harm og Vredesbrusen,
Og finder den ei blot tilgivelig,
Men ædel, stolt, og skiøn; og favner dig
Med doppelt Frud, fordi du mandig kold
Undveeg et Favntag, som du troede Skrømt!

✂ Dig svævede for Øiet, hvad engang
Jeg yttrede som Kunstner dig (maaskee
For skiærende), mens Lessing og Virgil,
Homer og Vosz mig lærte: vanskelig
At giøre lette Vers - at Formen nemlig er
Det Væsentlige. Det, forbundet med
En gammel Ktærlighed til Wieland (blind,
Som Sønnens til en Fader) og en trodsig
Uvillie mod hans Foragter Göthe
(Forvandlet længst til elskende Beundring),
Naturligen maa have viist dig mig
Fra Smagens Side som en fransk Stilist;
Og, var jeg det, med Rette da min Roes
Du burde frygte meer end selv min Dadel.

✂ Barn har jeg været, Adam, ogsaa mig
Har Ranglen eengang tryllet, og Trompeten
172 Med Bladguld om Zinnobermunden, og
Den lille Hest med Piben i - Som Yngling
Jeg og har lyttet til Sireners Sang,
Og ladt mig føre vild af Lygtemænd
Paa mangen natlig Vandring - alt for syg
Jeg ofte været har, som du for frisk;
Og nærmte du dig Scylla lidt forvoven,
Kom jeg lidt frygtsom tidt for nær Charybdis. -
Maaskee jeg end, som Mand, er meer Odysseus
I Raad end Peleus Søn i Kamp - blandt Sangens
Krigsdommere (der Styrke bør og Viisdom
Forene) meer en Josva lig end Samson;
Hvad veed jeg? - men Philister er jeg ei.
Thi dybt jeg føler i min stille Kraft,
At slaaer mig og en Stærkere, jeg dog
Af Samson selv ei slaaes i Tusindtal.

✂ Du glemmer, at den mindre Kunstner selv
Som Mand, ved Banens Maal, den yngre større,
Der end til sit bag hans afstukne haster
I Løbet, før han naaer det, overseer.

✂ Den Forskiæl er imellem dig og mig,
At længer jeg har vandret paa den Vei,
Du alt har lagt tilbage. Doppelt Tid
Og doppelt Flid anvendte jeg, for did
At komme, hvor jeg seer dig alt. Som Barn
Du naaede Høiden alt, hvorpaa jeg stod
Som Yngling - og, som Yngling, Mandens Top!
Der rakte jeg dig broderlig min Haand
Med velmeent Varsel. Er den overflødig,
Desbedre! Troer du paa det steile Horn,
Til hvis imellem Stierner tabte Spids
Vi begge, stræbende tit sidste Høide
(Vor Top betragtende som første Trin
173 Paa Himmelstigen, Engle kun opklavre),
Gudkaldede nu stige, Fald umueligt,
Saa Gud befalt! jeg troer det ei Min Fod
Gleed alt for tidt paa Sneen - af dens Skiær
Mit Øie blendedes for ofte paa
Den mindre steile Lie, hvor mindre dyb
Sank under mig det nære Svælg - til tryg
At trodse Svimmelen, som boer deroppe
Paa Digterpynten. "Haand paa Værket lagt!"
Du raaber, og i det du springer kiæk forbi
Min rakte Haand, jeg taber dig af Sigte
Høit over mig i Luften. Hakon! Hakon! -
Han hører blot min Varselsang! men ikke
Min Broderstemme! - Vel! saa hører nu
Mit Hiertes høie Raab, I Guder! hører
Min faderlige Bøn! - og du, sont høit
(Blandt alle lydeligst) ham kaldte, du,
Som kaldte Göthe, Sophokles og Shak'spear,
Hør, hvad af ingen Digters Hierte steg
Saa brændende for nogen anden Digter:
Vogt ham for Fald! Han eene falde kan
Ved Overflyven af sig selv, ved alt for kiæk
At ville meer end hans, meer end det meeste!
Indgiv ham mindre Tillid til sin mindre,
Og større til sin større Kraft! den største
Blev hans! Paa Banen, han har valgt, jeg aldrig
Vil naae ham; thi til dennes Tvillingtop
Opløfter eene Tvillingvingen, som
I Vuggen alt af Barnets Haand og Fod
Frempipped i dramatisk Doppeltleeg,
O lad ham ei miskiende denne Kraft,
Som brød i Shak'spear ud til Kunstens støbte Gran
Paa sin Tidsalders Dovre! lad den hellighøi
Som hin, og underfuld, men mere rund -
En Tempelkuppel mod et Ktrkespiir -
174 Udbryde paa vor Nutids Libanon
Som Melpomenes største Ceder! - Storm
Og Torden, Livets Uveir, skaane
Dens høitidsfulde Krone! Hiertets Saar
Ei nage Marven i dens Stamme! Savn
Af Livets Nødtørst aldrig bore sig
Ind i dens stærke Rødder! - Eengang frisk,
Og lykkelig, ei blot af Musen, men
Af Skæbnen blidt og huldeligen tilsmiilt
See Dannemark sin Digter, før omsonst
Dets spildte Taarer kalder ham tilbage!

Jens Napoleon
eller
Fadder-Herlighed og Navnværdie.

✂ At Skrædder i Korsøer et Skrædder-Embryon
Har ladet døbe: Jens Napoleon,
For dog med Navn for Søn at giøre noget,
Som Skiæbneskrædderindens Sax
Afklipper et med Levetraaden strax -
Saalænge Heltebørst og Folkebax
Historiens Kattun og Livets Sirts giør broget,
Og søde, bløde, blide danske Sproget
I Vers, der bølge sig som Ax
For Lunets Vind, og Riim, og saadant noget,
Sig snoer saa let og vever som en Lax -
Det kom mig der i sidste Host for Øre.

✂ Skiøndt nu, jeg nægter ei, den Skrædder-Kompliment
Mig smigrer meer end Roes af mangen Recensent,
Laer samme, troer jeg dog, til Nød sig høre
Som uvidunderlig,
Og uden Strid imod Sandsynlighedens Orden;
Thi, hvis og ei mit Navn er noksom udbredt vorden,
176 For med et Navn, der bredes ud ved Krig,
I Rum og Tid at kunne maale sig,
Er det dog paa den lille Plet i Norden,
Hvor Rasmus Langelands*) Celebritet,
Og Madam Baggers selv, t Spil med min blev beet,
Det samme som Napoleons paa Jorden -
Og strækker hans sig og til Kyster og til Øer,
Hvor aldrig noget Korsisk hørtes før,
Saa nævnes mit (uroest for Gud) paa Steder,
Hvorefter man omsonst i hvert et Atlas leder -
(Spørg Præstedøttre rundt omkring Korsøer!).
At altsaa Skrædderbørn, især naar man betænker,
At de gemeenligen er overmaade smaa
(Saa smaa, at Vessel til en Siettedeel indskrænker
Den Tykkelse, de mueligviis kan naae,
Naar de har kun Papa at stole paa),
Man efter mig, i Live selv, opnævner -
Skiøndt det naturligviis mig noget blæser op;
Adspiler mig dog ei saa ganske Siæl og Krop,
At jeg, som andre, paa Navnkundighedens Top
Af Hovmod revner.

✂ Men - at en Høvedsmand i Danmarks Hovedstad,
Et blot i Skabning net, men ogsaa stærk i Lægge,
Der, alle Gregers og Margrethers Kiæledægge,
Med ingen pommersk Erik bytte gad -
Der ikke varmt blot sidder inden Vægge,
Men, naar han vil, en gallisk Fyrstes Pragt
I Ridderborg og Herresal
Foreener med Amagerbondens Magt
Paa et naturligt Kokkedal -

✂ Der ei med rige Jøders Forskud prunker,
Naar han giør Giæstebud, hos Comestabili,
Med Svinesteeg, men har endogsaa Grunker
Til Paddesmaus og - selv et Svinerie -
Der kiøbe kan, ei blot gavnrige Svinestier,
Men selv, saa snart han vil, et gavnløst Gallerie
Der har, hvad meer er værdt end alle Svinerier:
En reen Fornuft, aldeles frie
For metaphysisk Maskepie
Med Fichtes Jeg og Kants Antinomier -
En reen Forstand - en reen poetisk Smag,
Som han har noksom lagt for Dag
Ved Appetit til mine Poesier -
En reen lutherisk Troe (saa vidt jeg veed)
Og, fremfor alt, en reen Samvittighed -
Der har, hvad meer er værdt end alle Gallerier
Af malte Magdalener og Marier
(Der uden Mæle ligge, sidde, staae,
Og en fornuftig Mand til Medhielp lidt forslaae),
Tre levende Madonner i sin Stue,
To Frøkner nemlig og en Frue,
Som man ei blot kan trylles ved at skue,
Men ogsaa glædes ved at høre paa -
Der endeligen, for paa Lykkens Throne
Sin Mand- og Fader-Herlighed at krone,
Har opfyldt seet endog sin sidste Bøn,
Og faaet en længe savnet Søn -
At denne Mand, der selv iblandt Propheterne
(Da han i Høst alt spaaede en slig)
Med Syn for Sagen kiækt tør vise sig -
Og der i lette Vers beviiser mig,
At, hvis han gad, han saare lettelig
Mig giorde Rangen stridig blandt Poeterne,
At dette doppelte Vidunder af en Mand
I ydre og i indre Digterevner
178 Søn efter mig paa denne Jord opnævner,
Gaaer saa fuldkomment over min Forstand,
Og mig saa lidt af, hvad jeg havde, levner,
At, hvis det virkelig er sandt,
Og ikke blot aprilisk Tant,
For med en Liimstang Jens at lade løbe
Til Dreng, som man vil Alexander døbe,
Jeg ikke blot af Hæder blir lidt ør,
Lidt krye, lidt kroe, lidt tyk, lidt feed, lidt føer,
Men ventelig (da jeg er vant til, Ære,
Som Fadder, i mit Liv aldeles at undvære,
Og lidt af denne Slags formaaer at bære)
Paa Traaden, som man siger, alt for skiør,
Udskeier reent af simple Folks Gelidder,
Opsvulmer i Gestalt, i Mine, Gang, og Sprog
Taer hele Verden for den Krog,
Hvori jeg gaaer og staaer og sidder -
Jndbilder mig at være baade Ridder
Og Mand, og hvad man vil, af Dannebrog -
Faaer Handelsaand, og store Tangsalt-Veer,
Og underlige Pidskebaands-Jdeer -
Faaer Mod paa Hest og Vogn, og gyldne Horn,
Og Pragt, som man har aldrig seet tilforn -
Faaer Lyst til Æreporte, til Tropheer,
Og til napoleonske Kløer -
Gaaer endeligen ganske fra Forstanden,
Og bliver meget meer end ør,
I Maven huul, og tom i Panden,
Om Hiertet flad, i Halsen tør,
Faaer ondt for Alvor, tumler om, besvimer -
Og maaskee - døer
(Som i Paris den keiserkronte Rimer)*)

✂ Midt i min Fadderstads, om ikke før.
Hvis saadant hender, beder jeg dig sætte
Paa Kokkedal mig et fortient
Anstændigt lille Monument,
Der hele Verden kan til Dommedag berette,
Hvad min utrolige Navnkundighed er hendt -
Og hver mit store Ryes Misunder lære
(Som hver en Roser, eller Recensent)
I denne Gravskrift, eller saa omtrent,
Mig i min Grav med Fred at lade være,
Paa Prent:
"Forkynd det Efterverdnen, o Historie!
"Hold op at bieffe, du, som giøer!
"Men græder, alle Dalens Møer,
"Og sukker dybt, Peer Oxes hulde Frøer,
"Hvergang I puster jer forgiæves op til Kiøer:
"Her ligger ynkelig krepeert af Glorie,
"Qvalt af sit store Siællandsnavns Memorie,
"Herr Jens Napoleon den Første fra Korsøer."

✂ Alvorlig talt, jeg troer, vor Verden staaer ei længe,
Da, som jeg mærker, stællandsk Poesie
Saa høit er stegen nu, at ei blot Skrædderdrenge
Man dyppe vil, ved Daaben, lidt deri,
For dem at give Navnværdie,
Men selv Jorddrotters odelbaarne Sønner,
Der fødtes dog, saavidt jeg skiønner,
Til Herlighed, som der er noget i.
Med alt det - trods min Agt for al Slags Ære -
Min Meening er, at naar det gielder om
At kravle møisomt op i Musers Helligdom,
For endelig at faae, naar man til Toppen kom,
Udødeligheds Zaccharias-Pære -
Man nu omstunder paa vor Jord,
Og i Særdeleshed i Nord,
180 Giør vel i, hvis man kan, at lade være -
Saa meget meer, da, naar man seer sig til,
Er Pæren selv dog blot et Drømmespil,
Og lønner Kravleren, som blødte sig tildøde,
Med Saften sin, den overvættes søde,
Først, naar han er ei meere til.
Nei, nei, min Astrup, stod det i min Evne
Den Dag i Dag, mig Livets Gang at jevne
Ved mig at lade føde om paa ny
Til Herligheder i vor Verdens Have,
Hvoraf der gaaer en Smule mindre Rye
(Hvis ikke just til Roden i det Lave),
Jeg giorde det - og lod mig døbe: Mads -
Hver Jens, der neppe har begyndt at savle,
Før efter Digterpæren ban vil kravle,
Med Vellyst overladende min Plads -
Ja! for en Romer, en Athenienser,
Var maaskee muelig Evighedens Roes
Paa taaleltge Vilkor; en Franzos,
En Engellænder - inden visse Grændser
Af virkelig Foragt i Livet - kan maaskee
Sig kronet paa den anden Side see;
Men det er ikke Mad for danske Jenser -
Naar de gaae lidt for høit i Musers Sold,
De gierne lidt gaae Pokkeren i Vold.
Man her til Lands det Nyttige kun ændser.
Jeg selv, naar af mig selv jeg her giør Nar,
Som den, der har saa vidt det drevet,
At udenfor mit Hiem mit Navn bekiendt er blevet,
Er just en ægte Siællandsfar!
Din Søn, blev han berømt, vist vilde det fortryde;
Thi at han her til Verden kom,
Kan jo dog ikke meere giøres om:
Den, som til Siællandsfar er skabt, blir aldrig Jyde!
Jeg takker dig i Spøg for Resten hiertelig
181 For Æren, du har villet unde mig;
Og haaber, da lidt Tid du har mig givet
Til Forberedelse, jeg slippe vil med Livet
Derfra, trods min Beskedenhed.
Men hører Himmelen (hvis Dør dog under Daaben
Vil staae paa Klem, om ei fuldkommen aaben)
Min stille fadderlige Bøn,
Naar Præsten jenser ind din Søn,
Saa kommer han vist ikke til at ligne
Den gamle Jens i det Slags Himmerig,
Som Smaapoeterne misunde mig;
Thi denne Bøn skal, som det sømmer sig,
Alvorlig den Uskyldige velsigne.

Runen.

✂ Ved mine sidste Samlinger af Ord,
Hvori jeg hiemme gav min Aand til Skue,
Jeg kom i Naade hos den største Hat i Nord,
Og tabte Naaden af den største Hue.
Jeg sikkert havde handlet meere snildt,
Min Velfærd i det mindste meer til Baade,
Hvis alle Hattenes jeg havde spildt,
Og blot beholdt den eene Hues Naade;
Thi det er dumt, min Ven, med Hat at ville gaae,
Naar hele Verden sætter Hue paa -
Det mærker jeg, desværre! nu for silde.
Selv hele Veien paa min Reise fandt
Jeg Huen Mode. Det er ilde;
Men det er sandt.

✂ Dog, hvad jeg offentlig dig sige vilde
(Thi dette, som, ihvor det gaaer,
Dog ingen uden jeg og du forstaaer,
Naturligviis imellem os maa blive,
Da jeg forsvoret har om Politik at skrive),
183 I Tydskland mærker jeg, skiøndt først i Nat
Jeg paa den venstre Bred af Rhinen Fod har sat,
At det er der som her, i Syden som i Norden,
Hvorhen man kommer nu paa Jorden,
Aldeles som hos os -
Og at man sige kan, med romerske Poeten,
Trods Vestens triumferende Kolos
Og Østens herlige Rhinoceros,
Om nu nærværende Humaniteten
(Naar for og bag man har beseet 'en)
Saa sandt som kort: «Procumbit humi bos.»

✂ Du vil imidlertid, at jeg paa Veien
Fra Kiøbenhavn til Paradiis
(Saa kalder jo den halve Jord Paris),
Trods Hasten, som jeg har, og Reise-Hurlumheien,
Skal give dig en lille Note blot
Om Nutids tydske Poesien,
Og melde dtg, om der er noget i 'en.
Det vil jeg gierne kort og got.
I Hamborg nemlig levede jeg flot
I alt det Splinterny, de tydske Presser
Leveret har de sidste Messer,
Hos perthes nogle Dage; men -
Dig vil jeg stge det, som Ven,
I en Sonett (da denne Form man priser
Ei blot til Oder, men endogsaa til Aviser).
Kun ikke mine Ord igien;
Thi hvis det mindste Nys derom man fanger,
Jeg og daraussen, før jeg seer mig til,
En Smule steenet blive vil
Som tydsk Gienganger.
184 Huult Poesiens Dødningklokke kimer:
Enhver Poet, som ei endnu blev fød,
Endsige hver, som lever, alt er død -
Selv Wieland daaner - Schiller selv besvimer.

✂ Thi løsladt, uden Tøiler, uden Grimer,
Lydt Seier brølende ved hvert et Stød,
Som treffer Kunsten i Naturens Skiød,
En Skyggetrop af Dantes Mulm fremstimer:

✂ "Synk, Himmel!" brøler den, "og Jord! og Hav!
Forsvind fra Pol til Pol i Digtersproget,
Hvert Spor af Roms og Hellas Harmonier!"

✂ Og Kunsten synker i Naturens Grav -
Og Troppen tuder os paa Schwabisk noget,
Som ligner gamle spanske Melodier.

✂ Der har du, for det første, hvad jeg veed
Om Underhornets Herlighed.
Om otte Dage, hvis jeg blir i Live,
Maaskee fra Rhinens Bred jeg dig kan give
Derom lidt nøtere Beskeed.
Hold midlertid Horndrengene, som tude
(Som eftertude Troppen hiemme der),
Saa vidt det staaer til dig og til enhver,
Der holder Vagt paa Pindus i Gevær,
Fra Klostret og Regentsen ude!
Lad vore Lærde Tidender især
Ei Tropanførerne forgude!
Mig skulde det bedrøve hiertelig,
Hvis og det Raserie hos os blev Mode,
Som i en næsten hunnisk Syvaarskrig
I Tydskland træder Sproget ned for Fode,
185 Forkyndende den gode Smag
En ny barbarisk Dommedag.