↩
Vi kiærligen vil troe, det blot var Hiernens Sag,
At de blev stedse værre Dag fra Dag,
Og drev tilsidst saa vidt det fyndefulde Væsen,
At Jorden, som de hopped paa, blev læk,
Og sank med Top og Tavl dem lige ned sor Næsen,
Hvorved, paa Otte nær, de alle skyltes væk.
14
De fire Par, som havde reddet noget
Af Fugle, Faar, og Sviin, etcetera,
Kom frem igien om et Aars Tid paa Skroget;
Og alt begyndte nu paa nye forfra.
Man gav sig atter til at æde og at drikke,
Og vove med hinanden mangen Dyst,
Og sove sammen, saa det var en Lyst. -
Hvor længe det vil gaae, det veed jeg ikke,
Til Jorden, der ei mere (siger man)
Skal druknes, men gaae tvertimod i Brand,
Forgaaer engang igien med alle Mand -
Men dette veed jeg, kiære Hornemann!
(Dog sig det ei igien til min Veninde
Derinde!)
At hvis det Andre gaaer, som mig (især,
Som i min Fødebye det gaaer mig her),
Var det Umagen ingenlunde værd
At have maattet nok engang begynde
Forfra paa nye at æde, drikke, synde,
Og gaae igien i Livets Jordefærd.