↩
Hvergang jeg sidder paa den Hoppe
(Thi Svanen, som jeg sadler best
Og rider helst er ingen Hest),
Kan Fanden selv mig ikke stoppe.
Det gaaer med Hurra, hop, hop, hop!
I Trav og susende Gallop,
Trods Snuen, mod hvis Aand jeg ryger,
Tobias mod Asmodi lig
(Den diævelagtigste for mig
Af alle Livets slemme Syger),
Trods Træk, der giennem Taagen stryger,
Trods Hagl, og Storm, og alle Byger,
Trods Sneen, der imod os fyger;
(Især, hvergang det gaaer til dig,
Hun løber løbsk, med Surr i Panden
[Jeg meener Hoppen, kiære Ven,
Den nys omtalte Riimbrev-Pen],
Som hun var ganske fra Forstanden,
Med saadan Fart, med saadan Hast,
At Sadelgiorden ofte springer,
Før jeg har rigtig sat mig fast -
At Stok og Steen om Øret klinger
212
I Veiens Pøs og Veirets Slud,
Saa Kappen staaer mig agter ud
Bag Hovedets og Halens Vinger,
Og jeg seer reent forstyrret ud,
Med Tab af Tømmen, Tab af Hatten,
Og ofte selv af Halsens Klud,
Bestandig i Begreb med Dratten
Og Nakkens Knæk og Hiernens Brud -
Det gaaer som i et evigt Skud,
Som i en Præk af Biskop Hansen -
Som paa et Bal hos salig Knud -
Som om der agter i var Krud,
Og der var gaaet Jld i Svandsen:
Hei! svup i Tridse! svup i Tud!
Skump Fruen lystig om i Dandsen!
Fiir af paa Fokken! Skiødet ud!
Bras op i Toppen! Fyr i Krandsen!
Fyr i Kabyssen! Fyr paa Skandsen!
Frisk! Kiøl i Veiret! frisk, min Brud!
Det stryger i et smuldent Flud,
Saa glat, saa let, saa langt fra Brud,
Fra Skvulp, fra Støden og fra Standsen,
Som om jeg gleed paa Skrid i Glandsen
Og Farten af et Stierneskud.)