DA THORA VAR SYG.
✂
Thora, da de mumled her,
Du var syg og Døden nær,
Fuldelig da var det, som
Glæden gik, da Tidning kom;
257
Bølgekjølnet blev mit Blod,
Olding, tyktes mig, jeg stod.
✂
Og jeg spurge, hvorfor Du
l dit friske Foraarsnu,
Fremfor Mange herlig fød',
Skulde gaae i dunkle Død:
Altfor skjøn og altfor varm
Var for Ormene din Barm.
✂
Og jeg tøede Sjælens Iis, -
Røveren saae Paradiis!
Mine Hænder folded jeg,
Ak, de kjendte ei den Vei;
Bedre lød de mine Vink,
Naar det gjaldt et muntert Klink.
✂
Englene med Undren saae,
Hvor paa Knæ for Gud jeg laae.
Hvad jeg sukked, ikke veed jeg,
Meget græd jeg, mere leed jeg;
Det jeg veed, saa inderlig
Bad til Gud jeg kun for Dig.
✂
Hvad Du var mig, saae jeg grandt,
Da ved Døden jeg Dig fandt;
Sværmet har jeg vel for Mange,
Skrevet Galnings Elskovssange;
Elsket, Thora, tro Du mig,
Elsket har jeg ikkun Dig.
✂
Over Byron, over Schiller
Jeg min elskte Thora stiller;
258
Paa den hele, vide Jord
Væsen kjærere ei boer;
O, betro Dig kun til mig,
Elske vil jeg ikkun Dig.