MIGNON I GRAVEN.
✂
Sover Du Lille? Øiet er lukket,
Lokken ei bølger, tyst er nu Sukket.
Mignon, Du Elskte, ak, vil Du ikke
Aabne de sorte, brændende Blikke?
✂
Han, hvem Du elsked, trofast i Haabet,
Mærked ei Sukket, ændsed ei Raabet:
Derfor var ogsaa mægtig din Længsel,
End'lig at bryde Skranker og Fængsel.
✂
Huset Du mindedes stedse andægtig,
Støtten, som standed marmorne prægtig,
Landet, hvor Løvet aldrigen falder,
Bjergenes hvidgraae, taagede Haller.
✂
Citharens Toner bragte Dig Trøsten,
Ak, men saa Faa kun lytted til Røsten!
Sorgen boer ene - Glæden foragter,
Flyver forbi den med haanlige Fagter.
✂
Haver ei Huss og haver ei Moder,
Har ingen Søster og har ingen Broder;
Stien er smal og knudret er Jorden -
Barnet er utaalmodigt nu vorden;
✂
Søger og beder - kan ikke finde,
Banker og stirrer - Taarerne rinde;
Kraften er knuust og Trøsten ei funden -
Blomsten er aarle visnet i Lunden.
✂
Barnet ei Hjem har lavt udi Byen,
Hjemmet er Himlen og Vuggen er Skyen;
Fader og Moder, Søster og Broder
Findes i hine lysende Kloder.
✂
Sangen hentoner! - Mignon, Du sover!
Stille staae Barmens svulmende Vover.
Kjærlighed græder! Mignon vil ikke
Aabne de tause, brændende Blikke.