BORTREISEN.*)
✂
Aldrig glemmer jeg den skjønne Nat,
Da hun til mit Telt kom bly og bange,
Stod i Døren skjælvende saa mat,
Saae sig om saa ængstligt flere Gange;
✂
Sagde til mig disse smukke Ord:
»Tør jeg ogsaa ind i Teltet træde,
Tør jeg troe, at den, der inde boer,
Ikke myrde vil min Moders Glæde?«
✂
»Vil Du tale med mig rene Ord,
Tale med mig som en kjærlig Broder?
Er saa barnligt from Du som jeg troer,
God som Englen i de fjerne Kloder?« -
✂
Da jeg raabte: »kom kun, smukke Barn,
Kom, vær barnligt hilset mange Gange!
Denne Haand ei fletter listigt Garn,
I mit Hjerte slumrer ingen Slange.«
✂
»Vi vil tale som to Søstre smaa,
Som to Stjerner tale med hinanden,
Som to Blomster, der ei Synd forstaae -
Kom, jeg kysser Haanden kun og Panden!«
✂
»Vi vil her i denne stille Vraa
Os indbilde, at vi ei er ene,
Handle som om Mange paa os saae,
Ønske fromt og have Tanker rene.«
✂
Og beroliget hun kom mig nær,
Og jeg saae, hun bleg var og sørgmodig,
Og jeg saae ved Lampens hvide Skjær,
At den fine Fod var ridset blodig.
✂
Og jeg saae, hun havde vistnok grædt,
Og jeg saae, hun endnu følte Qvalen,
Og jeg saae, hun frøs og syntes træt,
Og jeg saae, hun ikke bar Sandalen.
✂
Grandt jeg saae, at hun var ung og smuk,
Og jeg hørte hendes Hjerte banke,
Og jeg vidste, mig gjaldt hendes Suk -
Men bestandig reen var dog min Tanke.
✂
»Du vil reise!« - sagde hun saa blødt -
»Derfor til Dig kommer jeg i Teltet:
Dengang Alle hjemme slumred sødt,
Stod jeg op, tog Sløret paa, tog Beltet.«
✂
»Moder min det ikke vide maa,
Derfor løsned jeg de gyldne Ringe
Fra min Ankel, da jeg skulde gaae,
At forrædersk ei de skulde klinge.«
✂
»Veiens Flintestene skar min Fod,
Thi forsigtigt jeg Sandalen kasted:
Derfor seer Du her Din Piges Blod,
Seer dets Stænk paa Veien hvor jeg hasted.«
✂
»Ingen Stjerne skinte for mit Blik,
Skyen drivvaad hang paa Firmamentet;
Ikkun Lynet lyste hvor jeg gik,
Saa Dit Telt at finde knap jeg vented.«
✂
»Reise vil Du! er paa mig Du vred,
Siden Du med Længsel seer mod Stranden?
Vidste Du, hvad dette Hjerte leed -
Elsker høiere Du nogen Anden?«
✂
»Ak, i Søen lever slimet Kryb,
Stormens døde Offre boe i Vandet -
Hvorfor seile over Gravens Dyb,
Naar Du aande kan i Fødelandet?«
✂
»Indiens Sol har Kraft og mægtig Glands,
See Dig om, hvor smukt her er i Hjemmet!
Her er hvad ei findes udenlands,
Her er Alt jo vort og Intet fremmedt.«
✂
»Stakkels Trækfugl flakker evigt om
Og fra Fjeld til Fjeld Gazellen springer;
Fast har Mennesket sin Helligdom,
Den er der, hvor Modersmaalet klinger.«
✂
»Troer Du, at Du modner Din Forstand
Ved at see paa fremmed Jordbunds Træer?
See blot rigtigt paa vort eget Land,
Vi har Meer end mangen Europæer.«
✂
Vil Du tale andre Landes Sprog?
Ak, det Sprog, Din Pige med Dig talte,
Sagde tidt Du før, var skjønnest dog,
Thi med det vor Lykke bedst vi malte.«
✂
»Derfor, naar Du kommer hjem igjen
Og har Sproget lært fra fjerne Zoner,
Koldere da taler vist min Ven
Og har glemt de kjære Hjemlandstoner;«
✂
»Glemt ei Sproget blot, men og forglemt
Dem der talte det, forglemt os Alle;
Vender hjemad anderledes stemt,
Saa at vi Dig selv en Fremmed kalde.« -
✂
Og hun kasted ned sig for min Fod,
Bønfaldt mig, som var jeg Bramaguden,
Og med vankelmodigt Sind jeg stod -
Da faldt Daggryskjær igjennem Ruden.
✂
Angst da flygted hun for Morgnens Skin,
Flygted bort i Ly af Palmetræer -
For at hente mig, i Teltet ind
Traadte nu den blonde Europæer.
✂
Og med hellig Gysen pegte han
Didud, hvor min Elskte flygted bange,
Raabte: »sandt er da hvad om Dit Land
Staaer fortalt i Eders gamle Sange!«
✂
»At besjælet er hver Plante her,
At her endnu synligt Guder vandre,
Og at Alt har her et helligt Skjær,
At I Lykken eie fremfor Andre.«
✂
»Seer Du Skikkelsen bag grønne Løv,
Seer Du, Sløret viftes bort af Vinden -
Nei, hin Ansigt er ei jordiskt Støv,
Denne Skikkelse er Vaargudinden:«
✂
»Vaargudinden, som i Morgengry
Daler ned og venligtsindet spreder
Sine Gaver over Mark og By -
Ak, Europa maa misunde Eder!«
✂
»See, hvert Skridt Gudinden gaaer
Springe Roser ud, hvor Foden hvilte!
Bort nu svandt hun - Skibet taklet staaer -
Dette Varsel vist os Held tilsmilte!« -
✂
Men jeg saae det vel og grandt:
Roserne var Blod paa Flintestene -
Middagssolen mig paa Havet fandt
Og min Elskte hjemme gik alene.