BALLADE.
✂
»Hvo vover det? enten den skaldede Mand
Eller han med den tykke, rødlige Top
At gribe den store Bolle paastand
Og hælde dens Indhold i sin Krop?
Den Mand, der gjør det, har vundet Slaget,
Og han være Konge for hele Laget!«
✂
Der sad Saamangen, hvis Næses Guld
Beviste dens Eiers daglige Flid;
De kiged i Bollen - den var saa fuld!
»Sligt gjør ei Nogen i vores Tid!«
Enhver bortvendte sit skaldede Hoved
Og Ingen af Gubberne Dysten voved!
✂
Da reiste der sig en Parykmagersøn -
Den Ædling talte kun tretten Aar!
251
»Vel er jeg om Hagen temmelig grøn,
Men Lammet beskjæmmer de gamle Faar!«
Han hælded i Rallen nu hele Kruset
Og jublende Bravo gjenlød i Huset.
✂
Der sad de gamle Brave,
De saae med lønlig Gru,
Hvorledes den Drengemave
Ei revned' brat endnu.
✂
Den Slurk var ikke hæslig!
Stolt liden Rødtop stod.
Hans Ansigt, Ruder Es liig,
Flammed som friske Blod.
✂
Men der han gik hjem over Gaden
Da snubled hans ene Been;
For tung blev Aftensmaden,
Han sank i en Rendesteen.
✂
Med Hoe'det i Rendesteens Blødme,
Med Munden i Mudderets Grødme,
Med begge Been ivær!
Inddrikkende Bundfaldets Sødme,
Stod han i Aftenens Rødme,
Under Skyglands og Stjerneskjær!