HJEMKOMSTEN.*)
✂
Aldrig glemmer jeg den skjønne Dag,
Da jeg atter steg iland paa Stedet,
Der hvor Regnbue, Sol og Tordenbrag
Tidligt havde Drengen vakt og glædet;
✂
Hvor min Pige med det mørke Haar
Havde siddet hos mig tæt ved Ganges,
Ildfuld, som mit Hjemland, ung af Aar,
Ændsende kun mit Blik, ei de Manges;
✂
Trykkende min Haarlok til sin Mund,
Pegende paa Skyerne, der vandred -
Ak, som Himlens Skyer var ei hun,
Hun var fast og tro og uforandret.
✂
Reist jeg var henover Bjerg og Dal,
Havde seet saa mange smukke Egne;
✂
Ved hver Skjønhed følte jeg en Qval:
Jeg var fremmed Gjæst jo allevegne.
✂
Hørt jeg havde mange Fugles Sang,
Hørt de Fremmede saa lifligt tale:
Bedst sang Fuglen dog i Indiens Vang,
Blødest taltes dog i Indiens Dale.
✂
Men i saare lang Tid havde jeg
Ikke seet min Hjem og mine Frænder;
Frodigt groede Græsset paa min Vei,
Luget var der ei af Gartnerhænder.
✂
Og forfalden laae mit smukke Huus
Og Platanen hang med sine Blade;
Haugen opfyldt var af Sand og Gruus,
Marmoret var sort i mine Bade.
✂
Og min Hund var død, den smukke Hund!
Ei til Velkomst mod mig meer den gjøede;
Sorgfuld for min Sjæl var denne Stund:
Der var vistnok mange Flere døde.
✂
Og jeg gik med ganske sagte Trin
Hen til Stedet, hvor min Pige boede,
Kiged listigt gjennem Ruden ind,
Hvor i stille Blund jeg hende troede.
✂
Men Gardinet skjulte for mit Blik,
Om min Elskte ogsaa var derinde;
Sagte banked, efter fordums Skik,
Jeg paa Ruden hos den fagre Qvinde.
✂
Men hun troede, det var Fugle, som
Hakkede paa Glasset, for at vække
Hende, der om Morgnen god og from,
Pleied van de Smaa lidt Korn at række.
✂
»Lille Fugl,« hun nynned, »er Du alt
I den lyse Morgen ved min Rude?
Fra min skjønne Drøm har Du mig kaldt -
Jeg er vred og la'er Dig blive ude!« -
✂
Da jeg raabte: »det er ingen Fugl,
Men det er din egen Drøm, der banker!
Ham det er, hvem i dit stille Skjul
Nu som før Du vier dine Tanker.«
✂
»Mindes ikke Du en Yngling, som
Fordum reiste til de fjerne Lande?
Han er atter til sin Helligdom
Seilet over vilde, mørkblaae Vande.«
✂
»Han har skuet fremmed Land og By,
Men ei glemt sin Barndoms troe Veninde;
Han har seet og elsket høit det Nye,
Men det Gamle skal ham tro dog finde.« -
✂
Sagte lukked hun da Vindvet op,
Udaf Aabningen sprang hurtig Hunden,
Sprang med Logren og med lystigt Hop,
Glad ved mig og glad ved Morgenstunden;
✂
Hunden, som jeg havde tænkt mig død,
Havde hun - min Elskte - tro bevaret:
Medens Stormen om mit Øre lød,
Havde hun mit Yndlingsdyr forsvaret.