Bagger, Carl JULIANE MARIE FIEDLER,

JULIANE MARIE FIEDLER, FØD SPORON, EIERINDE AF BASNÆS.

»Imod Sydvest paa Sjællands friske Strande,
Der staaer fra Riddertid en Herregaard
Med Udsigt over Beltets mørke Vande -
Kom, følg mig, seer Du ikke, det er Vaar?« -
Det skrev jeg, da jeg selv stod midt i Vaaren
Og ændsed aldrig, der kom Vintertid!
Men kom nu, hvis af Vinterblæsten baaren,
Du ønsker et Minut at flyve did.

Derude fraader stadigt Østersøen,
De vilde Svaner skrige høit ved Nat
Og end sees Gaarden trygt paa Kant af Øen,
Det bange Raadyr springer i dens Krat.
Men der er Noget dog, som savnes inde,
Og Noget savnes i den frie Natur, -
Ak, det er Herregaardens troe Veninde,
Som meer ei trækker op det gamle Uhr.

Og der er Savn nu i de gamle Sale,
Nu seer man Pletter i det graae Paneel;
Claveret kan ei nu som fordum tale,
Der sprang en Streng og Tonen er ei heel.
Alt hvad hun yndiggjorde ved sin Virken,
Hver en Culturblomst, som hun klækked ud,
Den følger døende nu med til Kirken
Og danner Krandsen, naar hun staaer for Gud.

247

Der var paa Basnæs denne skyldfrie Glæde,
Midt mellem Adelsmand og Fattigmand,
Som ikkun ene Den kan vakkert klæde,
Der hjerteligt for Begge føle kan.
Solstraalen glimted, Moder, paa din Pande,
Det var din Vittighed, man øined strax;
Den gule Krands, som Dig ved Bæltets Strande
Paa Kisten lægges, er af Bondens Ax.

Sælg hver en Muursteen af den gamle Gaard
Og hvert et Træ, der rasler dybt i Skoven;
Sælg Duehusets gyldenbrune Maar,
Ja selv den skjønne Udsigt over Voven;
Sælg Sivets Susen; Vindens Symphonie
Og hver en Trækfugl, der i Vaaren kommer;
Sælg Hingstens Vrinsken i det grønne Frie.
Sælg Vintren, sælg den hele danske Sommer;

Kjøb Gaarden med Besætning og med Avl,
Med Bondens Onskab, med hans gode Villie;
Kjøb Storkens Rede hist paa Staldens Gavl
Og Havens Hyacint og hvide Lillie;
Kjøb Mosens Dyb, kjøb Lugt af nyslaaet Hø,
Og Isens Bragen, Hunden, Klappejagten;
Kjøb Krebsen kun i liden Dam og Sø,
Kjøb Gaardens Herlighed og dens Forpagten:

Du sælger ei den gamle røde Lade,
Saadan som den staaer præget i mit Sind;
Du sælger ei de Ansigtstræk, saa glade,
De Smiil, jeg saae paa Moders fine Kind;
Du sælger ei min Kjærlighed til denne Moder,
Ei hendes Billed i mit stille Bryst;
248 Du sælger ei min Ungdoms lyse Kloder,
Ei disse gamle Sales dybe Røst;

Du kjøber ikke denne Moders Minde,
Og ikke disse Gyldenlakkers Pragt;
Du kjøber ikke hvad der ligger inde,
Hvad hun af Skjønhed har i Blomsten lagt;
Du kjøber ikke Hjertet af vort Indre,
Det slaaer kun for den Døde og for os;
Du kjøber ei den Sol, som før mon tindre,
Du kjøber kun en stjerneløs Kolos.

Vi sælger ei den tabte kjære Moder,
Det smukke Billed bliver i vor Barm;
Vi samles stille, Søster med sin Broder,
Ved Hjertet holde vi den Døde varm:
Saa frisk som den, Ægypteren bevared,
Skal for vort indre Blik hun stedse staae,
Retsom det syntes, hendes Læbe svared,
Naar i vort Øie hun en Taare saae.

Vi alle Børn, de større som de mindre,
Vi see mod Firmamentets sølvblaae Hav,
Der hvor de mange Herrens Baade tindre,
Som bringe Sjælene fra Jord og Grav.
Vor Moder - sukke vi - hvor er Du henne?
Plantagen er ei meer, som fordum, smuk,
O, Moder, hvor med Smiil vi vandred Tvende,
Der gaaer nu Een og med tungsindigt Suk.

Hver Stjerne hist et Basnæs er, en Rude
Paa det umaalelige Storpallads,
Hvor Lyset indenfra naaer til os ude,
249 Men vi kan ei see gjennem Stjernens Glas.
Bereed saa nær Dig, som Du kan, en Plads
Hvorhelst i Stjernerne Du monne vandre;
Hvor Du ei er, der er os ei tilpas -
Du veed: vi ville mødes med hverandre.