RIDDER STRANGE.
(Frit omarbeidet efter de af Rahbek og Nyerup udgivne Kæmpeviser,
No. CLVI).
✂
»Stat op, Du Ridder Strange,
Stryg ned den lille Slaa;
Fra Hjemmet maa jeg gange,
Saalangt min Fod kan naae.
Paa Baalet skal Du brænde,
- Saa trued min Moder mig -
Og hænges med stor Elende
Skal han der elsked Dig!« -
✂
De Ord klang ham saa stygge,
Skjøndt smuk var Pigens Mund. -
»Paa Herren vil jeg bygge
I hver en sorgfuld Stund,
Og dette Sværd ved Siden
Skal frelse Dig og mig;
Gaa Du blot, Thora liden,
Og hent Guldskrinet Dig.« -
✂
Da reiste sig Ridder Strange,
Strøg ned den lille Slaa;
Gik da til Staldens Gange,
Sadled sin Abildgraa.
Han Dæknet ud mon brede,
Bredte Kappen blaa dertil;
183
Og tause bort da rede
Hr. Strange og Thoralil.
✂
Men da de vare fjerne
Udi hin Rosenslund,
Da lysted hun saa gjerne
At hviles en føie Stund. -
»Hvi skjælver Du med Gruen?
Blier Veien Dig for lang?
Hvad heller Saddelbuen,
Blier den Dig altfor trang?« -
✂
Da svarte med megen Møde
Qvinden i Fødselsvee:
»Den næste Morgenrøde
Faaer ikke jeg at see.
Jeg skjælver ei med Gruen,
For Veien er mig lang
Men vel blier Saddelbuen
Mit unge Liv for trang.« -
✂
Ud slog da Strange Kappen
Og lagde Thora derpaa:
»Hvil Hov'det paa Saddelknappen,
Vi har ei Bolstre blaae.
Tæt under Hestens Manke,
Der maa Du søge Læ;
Vi har ei Voxlys blanke,
Kun Maanen hist i Næ.« -
✂
Da jamred hun med Taare:
»Ak, førend her jeg døer,
Jeg ønskede saa saare
184
Blot En af mine Møer.
Langt heller uden Lue
Isnet i tidlig Død,
End Manden skulde skue
Paa Qvindens haarde Nød!« -
✂
Men Strange stirred mod Stjerne,
Han svarte veemodelig:
»Du haver nu ingen Terne,
Du haver nu ikkun mig.
Bind Dugen om min Pande,
Bind for mit Øie med,
Da skal jeg tro Dig stande
I Fostermoders Sted.« -
✂
Om vikled han det Klæde:
»Hist ligger Din Moders Borg!
O, vel maa Pigen græde,
Naar hun bær Modersorg!«
Men Ridderen Hr Strange
Var Thora huld og tro:
Til Kilden han mon gange
Med hendes lille Sko.
✂
Som han i Skoen hældte
Af Brøndens kolde Vand
Og bittre Taarer fældte,
Qvad Fuglen paa Brøndens Rand:
»Uheld Din Troskab lønner,
Thi Thoralil er død:
Der ligger hun med to Sønner
Udi sit kolde Skjød!«
✂
Og da han seer hin Banke,
Hvor græsser Abildgraa,
Hvorover de Sølvlys blanke
Med Dødningglandsen staae,
Heel grandt da Strange skjønner,
At Thoralil er død:
Der ligger hun med to Sønner
Udi sit kolde Skjød!
✂
Da drog han Sværdet, det tunge,
Stak gjennem Tørve ned;
Stenene nede runge,
Som han grov Graven bred.
Den Hvælving snildt han hulte
Tæt under vilden Tjørn,
At Kulen kjølig skjulte
Moder med tvende Børn.
✂
Men som over Graven han stønner,
Saa meget hjertemoed,
Ham tyktes, de smaa Sønner
Græd under pandsret Fod.
Ham tyktes, der lød en Klage
Dybt under sorten Jord:
»Dine Smaabørns Levedage
Forkortede Du ved Mord!«
✂
Ei vidste han, at den Støien
Kom af at Banken var huul
Og at en Grævling i Høien
Færdedes i sit Skjul.
Ham tyktes, hans Børn ham vented,
186
Hans Børn og hans Hustru kjaer:
Da saae han mod Firmamentet
Og faldt i sit eget Sværd.