Bagger, Carl RIDDER STRANGE

RIDDER STRANGE. (Frit omarbeidet efter de af Rahbek og Nyerup udgivne Kæmpeviser, No. CLVI).

»Stat op, Du Ridder Strange,
Stryg ned den lille Slaa;
Fra Hjemmet maa jeg gange,
Saalangt min Fod kan naae.
Paa Baalet skal Du brænde,
- Saa trued min Moder mig -
Og hænges med stor Elende
Skal han der elsked Dig!« -

De Ord klang ham saa stygge,
Skjøndt smuk var Pigens Mund. -
»Paa Herren vil jeg bygge
I hver en sorgfuld Stund,
Og dette Sværd ved Siden
Skal frelse Dig og mig;
Gaa Du blot, Thora liden,
Og hent Guldskrinet Dig.« -

Da reiste sig Ridder Strange,
Strøg ned den lille Slaa;
Gik da til Staldens Gange,
Sadled sin Abildgraa.
Han Dæknet ud mon brede,
Bredte Kappen blaa dertil;
183 Og tause bort da rede
Hr. Strange og Thoralil.

Men da de vare fjerne
Udi hin Rosenslund,
Da lysted hun saa gjerne
At hviles en føie Stund. -
»Hvi skjælver Du med Gruen?
Blier Veien Dig for lang?
Hvad heller Saddelbuen,
Blier den Dig altfor trang?« -

Da svarte med megen Møde
Qvinden i Fødselsvee:
»Den næste Morgenrøde
Faaer ikke jeg at see.
Jeg skjælver ei med Gruen,
For Veien er mig lang
Men vel blier Saddelbuen
Mit unge Liv for trang.« -

Ud slog da Strange Kappen
Og lagde Thora derpaa:
»Hvil Hov'det paa Saddelknappen,
Vi har ei Bolstre blaae.
Tæt under Hestens Manke,
Der maa Du søge Læ;
Vi har ei Voxlys blanke,
Kun Maanen hist i Næ.« -

Da jamred hun med Taare:
»Ak, førend her jeg døer,
Jeg ønskede saa saare
184 Blot En af mine Møer.
Langt heller uden Lue
Isnet i tidlig Død,
End Manden skulde skue
Paa Qvindens haarde Nød!« -

Men Strange stirred mod Stjerne,
Han svarte veemodelig:
»Du haver nu ingen Terne,
Du haver nu ikkun mig.
Bind Dugen om min Pande,
Bind for mit Øie med,
Da skal jeg tro Dig stande
I Fostermoders Sted.« -

Om vikled han det Klæde:
»Hist ligger Din Moders Borg!
O, vel maa Pigen græde,
Naar hun bær Modersorg!«
Men Ridderen Hr Strange
Var Thora huld og tro:
Til Kilden han mon gange
Med hendes lille Sko.

Som han i Skoen hældte
Af Brøndens kolde Vand
Og bittre Taarer fældte,
Qvad Fuglen paa Brøndens Rand:
»Uheld Din Troskab lønner,
Thi Thoralil er død:
Der ligger hun med to Sønner
Udi sit kolde Skjød!«

185

Og da han seer hin Banke,
Hvor græsser Abildgraa,
Hvorover de Sølvlys blanke
Med Dødningglandsen staae,
Heel grandt da Strange skjønner,
At Thoralil er død:
Der ligger hun med to Sønner
Udi sit kolde Skjød!

Da drog han Sværdet, det tunge,
Stak gjennem Tørve ned;
Stenene nede runge,
Som han grov Graven bred.
Den Hvælving snildt han hulte
Tæt under vilden Tjørn,
At Kulen kjølig skjulte
Moder med tvende Børn.

Men som over Graven han stønner,
Saa meget hjertemoed,
Ham tyktes, de smaa Sønner
Græd under pandsret Fod.
Ham tyktes, der lød en Klage
Dybt under sorten Jord:
»Dine Smaabørns Levedage
Forkortede Du ved Mord!«

Ei vidste han, at den Støien
Kom af at Banken var huul
Og at en Grævling i Høien
Færdedes i sit Skjul.
Ham tyktes, hans Børn ham vented,
186 Hans Børn og hans Hustru kjaer:
Da saae han mod Firmamentet
Og faldt i sit eget Sværd.