Bagger, Carl J. CHR. A

J. CHR. A. (DØD I AUGUST 1845.)

»Hør Vennernes Sang,
Farvel de Dig sige!
Gaa freidig din Gang
Til Aandernes Rige!
Du salig har endt,
Nu kommer Lønnen,
Thi her Du trolig har tjent!«

Hvorfra disse Toner? - fra Kirken de komme!
For mig de klinge saa matte, saa tomme,
De jorde med Graad, med søvnig Klang
Den Mand, der elskede frydelig Sang!
Ham! Livets, Nydelsens, Glædens Ven
De følge med Flæben til Urnen hen!
Gaaer kun! jeg følger ei med! som han,
Jeg elsker med Fyrighed Livets Land.
Jeg begræder ei ham! langt heller
Jeg gaaer ned i den Afdødes Kjelder,
Jeg fremmaner Fortidens lystige Stjerner
Og drikker hans Gravøl i blank Falerner.

»Du elsked jo Sang,
Dig glæded jo Toner!
Ved Psalmernes Klang
Gaa til din Forsoner!
Den Gang er saa smuk,
Thi Du ledsages
Med mangt et inderligt Suk!«
245 »Et inderligt Suk!« - ja, sortklædte Skare,
De Ord i Psalmen var ægte Vare!
Af alt hvad han skrev, den elendige Skjald,
Var dette det skjønneste Tonefald!
Af alt hvad han skrev - baade Løgn og Tant -
Forbliver kun dette vist og sandt.
Men jeg vil ei sørge, jeg lystige Svend,
Med Smiil jeg mindes kun henfarne Ven.
Sæt Viinløvkrandsen blot om min Pande,
Saa skal ei Sorgen mig overmande.
Kom med i Kjeldren! drei om alle Haner,
Og skjænk os Sauterne og Syracusaner!

»Med liflige Chor,
Med Fredens Accorder
Høit over vor Jord
Hist hilset Du vorder!
Men her skal bestaae
Dit elskte Minde,

Mens hist Du er i det Blaae!
»Mens hist Du er i det Blaae!« de synge!
Jeg vil! jeg vil følge den sorte Klynge.
Jeg selv har jo skrevet hvad inde de sang,
Jeg følger om end saa Pulsaaren sprang.
Af Alt, hvad jeg skrev, baade Løst og Fast,
Kun dette fra Hjertet og Pulsaaren brast.
Min gamle, min gode, min udkaarne Ven,
Vi mødes hos salige, ærlige Mænd!
Jeg følger dit Liig - kan Du vise
Dig for mig bag Graven, da kom!
Hvis ikke - med Tillid vi prise
Den Dommer, der fælder den tause Dom!

246