Bagger, Carl HERREGAARDEN

HERREGAARDEN

1. Foraaret.

Imod Sydvest paa Sjællands friske Strande
Der staaer fra Riddertid en Herregaard
Med Udsigt over Beltets mørke Vande -
Kom, følg mig, seer du ikke, det er Vaar?
Et Liv er spredt nu, som du aned neppe,
Rundt om i Hauge, Skov og Fiskepark;
Retsom et blødt, et blommet tyrkisk Teppe
Udstrækker spraglet sig hin Kløvermark:
Viid, Flora kommen er nu op til Norden,
Den fine Fod ei stødes maa paa Jorden.

Kom med! hver Aarstid har jeg seet paa Stedet,
Hvert Danmarks Veirlig har jeg prøvet der,
Hver Danmarks Sangfugl har mit Øre glædet,
Jeg har seet Reden i de grønne Træ'r.
Natur! en venlig Barndom saae jeg ikke,
Men Ynglingslykken, den har jeg dog havt,
Og her randt hine skjønne Øieblikke,
Da mine Tanker steeg i modnest Kraft,
Og da, begeistret, over Jordens Dale
Min Aand sig hæved til det Ideale.

Du stille Levning fra et fjernt Aarhundred,
Du peger paa en uddød Kraftens Tid,
En Tid af os snart haanet, snart beundret,
Men knap forstaaet trods de Lærdes Flid;
Vor Old er kun en Klogskabsperiode,
Hvor Kraften ei i Længden kan bestaae,
201 Hvor Jernet, som vi ufortærligt troede,
Paa Klipper ruster hen i Stykker smaa -
Ney og Murat for Kugler maatte segne,
Kun gamle Talleyrand kan ikke blegne. -

Kom med! her har jeg over Skovens Kroner
Seet Lynets Herlighed i Tordnens Sky.
Kom med! hør Himlen fyrer med Kanoner,
I Bugten søger lidet Fartøi Ly.
Nu vel, Fred findes ikke her paa Jorden,
Maaskee der ogsaa oppe føres Krig:
Slaaer Jupiter Giganterne med Torden,
Fordi de røre Kongekaabens Flig?
O nei, kom med og see Du her fra Høien:

Fra Himlen ei, fra Skyen kommer Støien,
Fra Himlen ei, fra Skyen Lyden kommer,
Thi Himlen blaaner i et Fredens Skjær:
Den store Sal de tolv Apostle rummer,
Saa skjønne som de Thorvaldsenske her;
Og han, hvem Pen og Pensel ei kan male,
Han sidder ved sin Faders høire Haand;
Hver elsket Afdød, vakt af Dødens Dvale,
- Fortælles - vandrer der, en renset Aand:
Alt findes hist, hvad savnes maa herneden,
Derfor jeg troer: did flygted ogsaa Freden! -

Kom med! o følg mig blot ud i Naturen,
Det er jo Foraar alt, læg Bogen bort.
Naturen digter nu, og see! Censuren
Kan ei ved Huller gjøre Digtet kort;
Frit synger Lærken over Hvedemarken,
Behøver ei at veie hvert et Ord
202 Og frygte for, at Ørnen, Luftmonarken,
I Trillen en Satire finde troer!
Kom med! i Kjæret Frøen slaaer paa Trommen,
For lang Tid siden er alt Flora kommen.

Kom med! imellem disse Buske ligger
En gammel Liigsten slængt uændset hen;
Indskriften længst forvittret er til Prikker,
Men Sagn i Folkemunde gjemte den:
En Præstemand staaer huggen ud paa Stenen,
Sex Koner hugne staae ved Siden af;
Saa mange Gange brød han Myrthegrenen
Og hvergang blev den henlagt paa en Grav:
Med Rette blev ham intet Varigt givet,
Thi man kun eengang elske kan i Livet.

Kun eengang slynges Elskovs Blomst og Ranker
Om det ungdommelige Hoveds Lok,
Kun eengang fødes disse lyse Tanker,
Kun eengang Nornen staaer ved Freias Rok.
For travlt har Amor, har for mange Pligter,
I Øst og Vest han løbe maa med Iil;
Kun eengang paa hver enkelt Barm han sigter,
Paa Hver han skyder kun en enkelt Piil,
Han har ei Raad til at bortødsle Mere:
Thi hvad blier Verden, naar han ei har flere? -

O hør den mørke Solsorts Fløitetoner:
Den mærked os, den flygter bort med Skrig.
O tøv! jeg vil ei for Dig sætte Doner,
Jeg fører ei med Fugleverdnen Krig.
Jeg selv en Sangfugl er og elsker Sangen,
Jeg elsker Eder, mine Brødre smaa!
203 Jeg vil som Criticus ei dømme Klangen,
Ei sige, hvo i Rækken først skal staae -
Den troer mig ei, see! bange bort den flygter -
Maaskee den om mig hørt har onde Rygter. -

Kom, sæt Dig ned, jeg vil betroe Dig Noget:
I dette Lysthuus sad i Maaneskin
Med Haanden under Kind, med Ryggen kroget
Jeg tidt og lyttede til Aftnens Vind,
Og for mit Øie, med bedrøvet Mine,
Bag Granerne, med Sceptret sønderbrudt,
Et luftigt Omrids stod - det var Christine!
Da kom i det begeistrede Minut
Heel mangen Tanke dybt fra Sjælen inde,
Og jeg besang den svenske Herskerinde.

Og jeg besang den svenske Herskerinde,
Men, ak, da Tanken paa Papiret stod,
Med Smerte tidt mit Øie maatte finde,
Mit Blæk var koldt og sort, skjøndt varmt mit Blod.
- Bliv siddende, jeg vil Dig Mere sige:
Var ikke jeg som Digter lykkelig,
Som Yngling var jeg det: en elsket Pige
Er mere værd, end jeg kan tolke Dig.
- Op, seer Du Storken? skynd Dig, aabne Laagen,
See, hvor om Næbet bidsk sig slynger Snogen.

Nu koger det derinde dybt i Jorden
Og Varmen ud i Overfladen gaaer;
Nu er der Forskjel ei paa Syd og Norden,
Italien blomstrer, Danmark har sin Vaar.
Nu trække Fuglene: paa Pyramiden
Hist i Ægypten staaer ei Storken meer;
204 Instinctet hvisked, det var Reisetiden,
Nu er den her og efter Hjulet seer.
Nu vandre Fiskene, de kolde, stumme,
Liimfjordens Bølger store Stimer rumme.

Du hellige, Du lyse Vaargudinde,
Berør Du ogsaa mig med venlig Haand;
Lad og for mig en nyfødt Sol oprinde,
Giv smukke Tanker mig, foryng min Aand.
I høie Trætop Egernet sig lister,
Hver Busk har Knop, Violen staaer i Flor;
En lysgrøn Farve udaf Barken brister,
Naturens Værksted flyttet er til Nord -
Kast Blomster i mit Hjerte, Vaargudinde,
Lad ogsaa der Din varme Maisol skinne!

2. Et Sendebrev.

From fhe wreck of the past, which hath perish'd,
Thus much I at least may recall:
It hath taught me, that what I most cherish'd
Deserved to be dearest of all.
In the desert a fountain is springing,
In the wide waste there still is a tree,
And a bird in the solitude singing,
Which speaks to my spirit af thee.

Byron .

Det som sig lønligst rører,
Men som kun hviskes bør;
Hvad Pigen gjerne hører,
Men knap dog høre tør;
Hvad Menneskene gjemme
205 Hvor der er sikkrest lukt,
Det tolker Digtrens Stemme
I Sange reent og smukt.

Haansmiil fra kolde Læber
Og vrede Pandefold
Ei Digtrens Haaben dræber,
Gjør ei hans Tanke kold:
Min Ungdoms Flammetanker,
De bedste fra mit Sind,
Paa Døren hos Dig banker,
Min Elskte, luk dem ind.

En Fader hist i Himlen,
En elsket Plet mod Nord,
Eet Væsen udaf Vrimlen,
Paa hvem jeg sikkert troer:
Det Haab sig fast indprenter,
Det skal mig vel staae bi;
Trods hundred Recensenter
Blier det ei Sværmeri!

Blandt alle skjønne Steder
Rundt i min Fødestavn,
Kun eet mit Hjerte glæder,
Vel gjætter Du dets Navn.
Blandt favre Væsner alle,
Som findes i mit Hjem,
Kun Een jeg min vil kalde,
Vel veed Du, Thora, hvem.

Naar mine Øine briste,
Min Aande vorder trang,
206 Da vil jeg Tanken vriste
Ret fri for sidste Gang,
Og mindes, ret med Dvælen,
Et elsket Maleri;
Paa Billedet, som Sjælen,
Staae Thora midtudi.

Basnæs med gamle Taarne
Ved Østersøens Vig,
Mit Ynglingssted udkaarne,
Hint Billed vise Dig!
Da skal Dit Navn jeg sukke
Med glædefarvet Kind,
Og Øiet rask tillukke
Og døe med roligt Sind. -

Fra Kysten flygted Heiren
For eenlig Skippers Flag;
Jeg inde sad med Byron
Den hvide Vinterdag.
Du, Thora, kom fra Salen,
Jeg lod Dig ei forbi;
Til varme Kys blev Talen,
Hvor glade vare vi!

Og husker Du næstsidste
Beklemte Aftenstund?
Usikkre vi os vidste,
Da skjalv Din Rosenmund.
De sorte Øine smykte
En glandsfuld Taareflok;
I Haanden Du mig trykte
Den mørkebrune Lok.

207

Da kyssed jeg Din Pande,
Da klapped jeg Din Kind;
Da syntes mig forsande
Som toned Aftnens Vind:
»Du haver Dig forsyndet
Saa meget mod Din Gud,
Og dog, fra Dommerhyndet,
Han kaarer Dig en Brud!« -

Lad denne Lok, ringbunden,
Et Forbund tolke os,
En Eed i Ungdomsstunden,
Sagt Tidens Magt tiltrods:
Ei blot for Morgenrøden,
Men længer sikkerlig,
For Livet og for Døden
Jeg haver fæstet Dig.

Ret tør ved Vintertide
Ei Rosen bryde frem;
Sletingen maa det vide
Hvad vi To har igjem.
Omkring os gaae saa Mange
Med List, paa Speiderviis:
Ikkun de stille Sange
Kjende vort Paradiis.

Jeg føler, at ei glad jeg
Kan være fjern fra Dig;
Her er det dog som sad jeg
Midt mellem mulne Liig:
Af Lyst kan Øiet tindre
Og Læben høit kan lee,
208 Men dybt i Formens Indre,
Der sidder Sjælens Vee.

Der sidder det som minder
Mig om, at Øiet ei
Sin Længselsgjenstand finder,
Sin Vaar, sin varme Mai.
Koldt tales der med Pennen,
Mit Sprog er ikke godt -
Lad dette Blad fra Vennen
Tjene til Papillot.