Bagger, Carl ERINDRINGER FRA ET UNGKARLS-LIV I KJØBENHAVN

ERINDRINGER FRA ET
UNGKARLS-LIV I KJØBENHAVN
(1835)

142
143
Den 3die April 18-

Kjære Søren! Det er et kummerligt Liv at være Musikus! for Guds Skyld, lad aldrig din Dreng blive det, lad ham studere, blive Soldat eller Haandværksmand, men aldrig Musikus. Jeg er nu kommen saa vidt, at mit Flygel er gaaet samme Vei, som alt det Øvrige; Marchandiseren har kjøbt det af mig for en Bagatel. Det var haardt nok at skilles fra det, og jeg savner det allerede betydeligt; Nu har jeg kun Dig tilbage af mine Venner, ja! jeg kan gjerne sige, at Du ogsaa er gaaet tabt for mig, siden Du kom til Jylland; thi jeg faaer vel aldrig Raad til saa lang en Reise, og Du kommer vel neppe til Kjøbenhavn, før Du om en Snees Aar tør vise Dig her igjen som Supplicant. Jeg har mistet alle mine Informationer paa to nær, har intet Instrument at trøste mig med, er flyttet fra Vimmelskaftet til Borgergaden, hvor jeg boer paa et elendigt Qvistkammer, og er ikke Eier af saa mange Skillinger, at jeg kan kjøbe mig en Smule Haab, ved et Avertissement i Adresseavisen, thi Pengene for Flygelet ere gaaede til gammel Gjæld.

Jeg blev afbrudt ved et Besøg af Jacobsen; nu er 144 han gaaet igjen, og jeg vil fortsætte. Han kom her for at laane Penge af mig, da han havde hørt, at jeg havde solgt mit Flygel. Jeg fortalte ham, at jeg havde havt isinde at gaae til ham i samme Hensigt. »Der er hundekoldt hos Dig, Christian,« sagde han; »giv mig en Snaps.« »Jeg har ingen,« svarede jeg. »Laan mig din sorte Kjole i Aften, jeg skal i Selskab.« -

»Jeg skal selv ud at informere i Aften hos Grossereren.«

»Giv mig da en Pibe Tobak.«

»Jeg har nyligt røget den sidste, jeg havde.«

»Spil mig da et Stykke paa Clarinetten.«

»Jeg har sat den i Pant for tre Rigsdaler.«

»Gaa da Fanden i Vold,« saaledes endte han og gik bort uden at sige mig Farvel.

Søren, gaaer det Dig derovre paa Vestkysten ligesaa knapt med Brændsel og flot med Røg, som mig, saa maa Du fryse forbandet; jeg kan neppe holde paa Pennen; men det varer ogsaa længe, inden der kommer Varme i Veiret i Aar.

Undskyld, at jeg ikke frankerer dette Brev. Lev vel og hils Familien.

Den 28de April.

Gode Søren! jeg var bleven vred paa Dig, hvis jeg ikke kjendte Dig bedre. Troer Du, at mit sidste Brev til Dig var et Tiggerbrev, siden Du sender mig Penge i dit Svar derpaa. Hermed sender jeg dine tyve Rigsdaler tilbage; jeg har ingen Brug for dem for Øieblikket, endnu kan jeg til Nød fortjene mig Livets Ophold.

Du fortæller mig vidt og bredt om hvor godt Du 145 har det derovre, og hvor store Dine Indtægter ere; Gud hjælpe os! saa Du troer at kunne indbilde mig, at et Præstekald paa Vestkysten kan give saadan af sig? Nei, min Ven, jeg veed nok, hvorfor Folk ere saa bange for at faa haud til Attestats. Behold Du dine Penge, de kunne nok bruges til at afbetale den Gjæld, Du satte Dig i for at kunne holde Bryllup o. s. v.

Tak for alle dine tilsendte Trøste-Grunde; havde Skipperen, som bragte dem til mig, vidst, at han havde dem ombord, saa havde han vist ikke bandet den Modvind, som var Aarsag i, at jeg først idag modtog dit Brev.

Jeg har vundet en Ambe paa 19 og 27, og nu har jeg løst min Clarinet igjen; igaar blæste jeg første Gang paa den efter i lang Tid at have savnet den.

Nu maa jeg holde lidt op, thi min Vertinde slaaes med sin Mand, som er Saugskjærer, og de holde et Huus derinde, saa at jeg ikke kan samle en Tanke.

Striden er nu sagtnet, men Klokken er saa mange, at jeg skal hen og informere hos Grossereren.

Den 7de Mai.

Søren! gjør mig den Tjeneste at brænde de to sidste Breve, jeg har sendt Dig. Saavidt jeg erindrer, indeholde de kun Klager. Nu er jeg flyttet hen i Vimmelskaftet igjen, nu har jeg mit Flygel igjen, og nu kan jeg spørge Dig, om Du ikke skulde have Brug for nogle Penge for Øieblikket, i hvilket Tilfælde Du blot behøver at skrive et Par Ord til mig desangaaende; og, hvis Du vil vide, hvad der giver 146 mig Ret til denne Tale, skal jeg fortælle Dig Aarsagen.

Saavidt jeg erindrer, sluttede jeg mit sidste Brev til Dig kort før jeg gik hen at informere hos Grossereren. Da Timen var udløben, kom han til mig og bad mig følge sig ind i sit Contoir. Jeg kunde ikke begribe, hvad dette skulde betyde, da Hr. L. ellers aldrig pleier at indlade sig med mig, og jeg fulgte ham i den største Spænding igjennem Værelserne uden at han oplod sin Mund. Da vi vare komne ind i Contoiret presenterede han mig for en høi, gammel, elegant klædt Mand, med blege, skarpe Ansigtstræk; denne bukkede ziirligt for mig, sagde, at han var en Kjøbmand ved Navn d'Agilion, som havde Sager af Vigtighed for mig at afgjøre med mig, og bad mig, hvis min Tid tillod mig det, at følge hjem med. Jeg gik med ham, og paa Veien bestræbte jeg mig for at faae min Nysgjerrighed stillet, men det lod, som om han ikke vilde forstaae mine Spørgsmaal, og han talte kun om ligegyldige Ting med mig. Endelig havde vi naaet Kongens Nytorv, her gik han op i et smukt Sted, hvor jeg fulgte ham igjennem flere kostbart meublerede Værelser til et Slags Cabinet. Dette laasede han forsigtigt og bad mig sidde; han satte sig hos mig, greb min Haand uden at see paa mig og begyndte saaledes: »Hr. D., da jeg saae Dem sidst, ventede jeg ikke at træffe Dem i saadanne Omstændigheder som Deres nærværende; thi De behøver ikke at skjule det for mig, jeg er nøie underrettet om Alt, efter min Ankomst hertil. Har Deres salig Fader aldrig talt til Dem om et vist utaknemmeligt Menneske, som havde laant mange Penge af ham.«

147

Jeg svarede ham, at min Fader havde havt mange Debitorer, men at han aldrig talte til mig om sine Handelsaffairer. »Mærkeligt nok,« vedblev han, »men De var saa lille dengang jeg var i Kjøbenhavn, og De har maaskee ikke lagt Mærke dertil. Nu til Sagen: jeg er dette Menneske, som skylder Deres Familie Alt, hvad jeg nu kalder Mit. Efter mange Lykkens Omvexlinger i forskjellige Verdensdele er jeg kommen tilbage til mit Fødested for at betale en gammel Gjæld, der længe har betynget min Samvittighed. Jeg erfarede desværre først for silde Deres Faders Fallit til at kunne komme Huset til Hjælp, og nu jeg er kommen hertil hører jeg, at han er død og at hans eneste Søn lever i Armod. Min Gjæld kan ikke betales med Penge, men forlang alligevel af mig hvad jeg formaaer at give, og jeg vil sige Dem, at jeg er meget rig; for Himlens Skyld, forlang! naar De vidste, hvilken god Gjerning De gjorde dermed, da vilde De ikke saalænge staae der taus og betragte mig med Deres forundrede Øiekast, nej det er ikke Forundring, det er noget spottende, foragtende, der ligger i Deres Blik,« vedblev han heftigt, »men vil De møde mig saaledes, da veed jeg ogsaa - - -« her afbrød denne forunderlige Mand sig selv og vendte sig bort fra mig; han gik hen til et Chatol, hvorfra han tog en Pakke, som han overgav mig i en næsten tiggende Tone: »Hr. D., vi skulle gjengjælde Ondt med Godt, derfor modtag disse otte Tusinde Rigsdaler, det er Penge, Deres salig Fader har laant mig. Maaskee Beviserne for dette Laan ere tilintetgjorte eller bortkomne, men vær overbeviist om, at Tingene forholde sig saaledes, 148 som jeg siger Dem det; modtag dem, de brænde mine Fingre!«

Jeg tog dem, jeg veed selv ikke hvorfor. Det syntes mig i det Øieblik, at jeg gjorde ham en vigtig Tjeneste dermed. Den besynderlige Mand takkede mig, og jeg stod saa forlegen, at Du, hvis Du havde seet os, efter vor forskjellige Adfærd at dømme, havde maattet antage ham for En, der var reddet af en stor Knibe, og mig for Redningsmanden, endskjøndt Sagen forholdt sig omvendt.

Nu bad han mig at tie saameget som muligt, om det Passerede, da han sagde mig, at han af flere Grunde ikke ønskede, at hans Ophold i Kjøbenhavn blev bekjendt og at han derfor udgav sig for en fransk født Kjøbmand, af hvilken Formening, han bad mig ikke at bringe Nogen. Saaledes endte han: »Hr. D., hvad De ønsker, som staaer i min Magt at tilveiebringe, det skal De faae; lad kun dette Tilbud ikke undre Dem, husk, at jeg skylder Deres afdøde Fader min hele Eiendom.«

Du kan troe, at det i Begyndelsen var mig en forunderlig Forandring, saa pludseligt fra en fattig Djævel at blive til en Eier af otte Tusind Rigsdaler, men nu har jeg begyndt at fatte mig deri, endskjøndt jeg langtfra er kommen saavidt, at jeg kan bringe Harmonie mellem Hr. d'Agilions besynderlige redelige Opførsel og Hverdagslivets Tænkemaade; jeg kan endnu ikke Andet, end betragte mig som Borger i en Feeverden, hvor denne Mand er given mig som en Skytsengel. Det maa naturligviis ogsaa klinge noget overnaturligt, i vore Tider at faae et saadant Tilbud, som han gjorde mig: »hvad jeg kan give, maa De forlange af mig, og det vil jeg sige Dem, 149 at jeg er, hvad Folk kalder meget rig, saa De aldrig behøver at frygte for at fordre formeget.« Skriv mig endelig snart til, at jeg kan faae din Mening at vide om dette Mirakel; men læs først videre.

Alle de gamle Venner fra den Tid, Du boede i Nr. 16, besøge mig nu igjen hver Dag; de troe, at der er tilfalden mig en Arv, og de have Alle tilbudet mig, at være mig behjælpelige i at destillere den.

Igaar gjorde jeg et Gilde paa deres Opfordring; skulde Du have Lyst til at blive mindet om de gamle Dage, som vi kalde dine Studenter-Aar, skal jeg fortælle Dig, hvorledes det spændte af. Jeg havde i Sinde, at Alt skulde gaae roligt og maneerligt til den Aften, og derfor havde jeg ikke bedet Jacobsen med. Vi begyndte med en af Haydn's Qvartetter, men vi vare ikke komne langt ind i Allegroen, før Takten blev slaaet paa Døren i et vældigt Crescendo, og hvo var det? Jacobsen! han var gaaet forbi, og den stærke Belysning bag Rullegardinet havde forraadt os. I Førstningen lode vi, som om vi ikke hørte ham, men saa blev han utaalmodig og raabte med sin Tyrestemme: »for Satan! Christian, er Du bleven døv? Lukker Du mig ikke ind, sparker jeg Døren itu, thi jeg vil være med i Aften, hvad enten Du har inviteret mig eller ikke.«

Da jeg havde lukket ham ind, saae han omkring paa alle mine Gjæster, vendte sig derpaa til mig og sagde næsten rørt: »Christian, hvad har jeg forbrudt, siden Du har glemt mig i Aften? Hører jeg da ikke ogsaa med iblandt alle de gamle Drenge, som jeg seer forsamlede hos Dig? Hvorlænge er det ikke siden, jeg saae disse bekjendte Ansigter samlede paa 150 eet Sted? Nu, det glæder mig saameget, at jeg vil forglemme den Fornærmelse, Du har voldet mig.« Derpaa rakte han mig Haanden og satte sig hen i en Krog for ikke at forstyrre vort Spil.

Han var mærkeligt stille den Aften; ved Bordet var han næsten alvorlig, og Vinen kunde ikke bringe ham udaf denne Stemning.

Da Rhinskvinen skulde drikkes, fyldte han sit Glas, stod op paa Stolen og begyndte saaledes: »Lader os i Aften ganske hengive os til Mindet om de gamle Dage, mine Venner; endskjøndt de maaskee vare gale Dage, vil jeg dog sige Eder, at de blive de lykkeligste af vort Liv. Hvad mig angaaer, da kunde jeg fortælle Eder en Deel om Erindringens Hellighed og Behagelighed; jeg behøver blot at sige, hvorledes jeg selv er stemt i dette Øieblik, men da jeg veed af Erfaringen, at I ville kalde det Vrøvl, og jeg savner To i vor Kreds, som jeg bedst af Alle kunde vrøvle med, saa vil jeg tie dermed. Christian, jeg har to Skaaler at proponere i Aften, og de gjælde netop disse tvende kjære absentes. Fylder Eders Glas, Drenge! - Søren leve!«

Søren leve! gjenlød det nu fra Alles Munde og Hjerter, Glassene bleve tømte, og vi sang Din Yndlings-Sang. Nu har Du vel glemt den, min Ven, eller Du kalder den maaskee profan, men for os lød den saa høitidelig som en Psalme.

Efter et Øiebliks Pause stod Jacobsen igjen paa sin Stol og begyndte med et mørkt Aasyn: »saaledes er Verdens Gang; den sorte Kjole har stjaalet ham fra os, men den Anden, mine Venner, har den værste af alle Tyve røvet os, en Tyv, som gjemmer sine 151 Koster saa godt, at de aldrig komme for Lyset meer, jeg mener: Døden.«

»Jeg veed, at jeg ikke fornærmer nogen af Eder ved at tilstaae, at det var min bedste Ven, den tog, da den gale Vestindianer døde. Christian, laan mig i Aften Dine Værelser og Din Viin, der falder mig Noget ind; jeg vil agere Vert og invitere alle de Tilstedeværende til, more antiquorum, at drikke vor henslumrede Vens, den gale Vestindianers Gravøl i Nat.«

Han stod et Øieblik taus, som om han besindede sig paa noget; derpaa satte han det fyldte Glas paa Bordet og løb ud af Døren, lovende strax at komme tilbage.

Dette Indfald virkede underligt paa os! Du veed, hvormeget vi Alle elskede den fidele Hedenfarne.

Det varede ikke længe, før der blev banket paa Døren. Det var Jacobsen, som kom tilbage. Med en høitidelig Mine hilsede han os igjen i en Costume, som fik os Alle til at lee. Han havde netop en gammel Vægter-Kabuds paa Hovedet, og to Morgenstjerner paa Skuldrene, og fra Spidsen af den ene af disse vaiede der en ulden Lap, som fra en Fahne.

Uden at det syntes, at han lagde Mærke til vor Latter, gik han ind i Stuen, tog et Spillebord frem, satte det op til Væggen og paa dette en Stol. Nu stak han begge Morgenstjernerne igjennem begge Stolearmene, saaledes at de dannede et Kors; Kabudsen hang han paa et Søm paa Væggen over Stolen, og, uden at spørge mig om Forlov, hentede han min Hat, rev Sørgefloret af den og dannede deraf en Sløife, som han knyttede om Morgenstjernerne der, hvor de krydsede hinanden. Han bad os sætte 152 Stolene i en Halv-Kreds om disse Emblemer, fyldte Glassene, tog selv et i Haanden og tiltalte os, efter at være gaaet ind i Kredsen, ligesaa alvorlig, som Du, naar Du holder en Liigtale.

»Gamle Drenge!« begyndte han, »Pladsen er tom under disse Trophæer, thi han er død, hvem det tilkom at besætte den. Vi have drevet saamangen Scandal sammen i de gamle Dage, saa I neppe ville kunne mindes, fra hvilken Aften hine Seierstegn ere, derfor vil jeg fortælle Eder det, men først vil jeg tale et Par Ord om vor afdøde Ven, almindeligen kaldet den gale Vestindianer, til hvis Minde denne Nats Høitidelighed skal vies.«

»Hvor han var født, vidste han ikke selv, og hans Fødselsdag vilde han heller ikke sige Nogen, saasom han ansaae den for den sørgeligste af alle Dage i hele Aaret; thi hvor lystig han end syntes, var dog hans Valgsprog dette: » »Lykkelig er den, som ikke er:« « Jeg taler ikke her som en Criticus; thi da var der god Leilighed for mig til at vise det Gale i denne Sætning, eftersom den, som ikke er, kun ulogiskt kan siges at være lykkelig, eller blot at være; men, hvad han og selv sagde, da Alt var forkeert i og hos ham, saa maatte hans Valgsprog ogsaa være det.«

»Han var eneste Barn, men dog var han langtfra blevet forkjælet af sine Forældre, thi de hadede ham fra den Tid han begyndte at skjønne, og han var en bestandig Aarsag til Splid imellem dem; saavidt han kunde indsee, var nok Paterniteten Grunden, saa at han ikke med Vished kunde sige, hvem der var hans Fader. Efter Naturens Orden elsker Barnet sine Forældre, men saaledes var det ikke med ham; han tilstod reent ud, at han snarere hadede dem, thi de 153 havde givet ham en sørgelig Tilværelse, og den eneste Lærdom, som han fik af dem, var den, som han maatte høre tidligt og sildigt: at han var undfangen i Synd og født i Synd. Jeg var hans fortroligste Ven, og derfor betroede han mig Meget, som jeg nu maa holde hemmeligt.«

»William Lochley var egentlig ikke hans Navn, men han havde Grunde, hvorfor han lod sig kalde saaledes i Danmark. Aarsagen, hvorfor han havde forladt sine Forældres Huus var, at hans Moder havde overtalt ham til at flygte med sig hertil, hvilket var blevet opdaget af hans Fader, som nu sagde Sønnen i al Fortrolighed, at hans høieste Ønske var, aldrig meer at see ham for sine Øine, eftersom han var født til hans Ulykke, og at han kunde faae Penge og reise Fanden i Vold, naar han blot vilde love at forandre Navn. Dette lod William sig naturligviis ikke sige to Gange, og dette Tilfælde kunne vi tilskrive den Lykke at have gjort hans Bekjendtskab. Hans curieuse Tænkemaade maae vi antage at være foranlediget af hans Opdragelse, men denne afholdt ham ikke fra at være en troe og uforsagt Ven. Hvis I saae de Summer, han hemmeligen har bortskjænket til Trængende, hvis I vidste, hvormeget han har tracteret i sit Liv og hvormeget han selv kunde drikke, saa kunde I ikke Andet, end agte og beundre ham som Menneske. Han var ikke ærgjerrig; thi naar Nogen vilde takke ham eller tale rosende om ham i hans Nærværelse, saa sagde han sædvanligt: »Hold Mund,« eller ogsaa gik han bort. Af Digtere kunde han godt lide Wessel, især for hans aabenhjertige Gravskrift over sig selv; den, sagde han, 154 kunde ogsaa passe over ham, men helst ønskede han med Pope:

»not a stone tell where I lie.«

og derfor har jeg ladet hans Grav sløjfe.«

»Jeg staaer ikke her som en leiet Liigtaler, men som en sørgende Ven, jeg roser ikke efter Betaling, men siger Sandheden. Han havde mange Feil, thi han var et Menneske, men den største af dem var, at han dræbte sig selv med Gift. Dette gjorde han dog ikke af Feighed; han behøvede ikke at frygte for et kummerligt Livsophold, ei heller for en ond Samvittigheds Plager, nei, han gjorde det, fordi Verden havde viist ham sin sorteste Side og fordi den arme Djævel havde faaet den Idee, at det var det Bedre i Mennesket, som gjør det til en Grubler.«

»Saaledes levede han, og saaledes endte han, og der er vist Ingen iblandt Eder, som vil nægte mig at tømme Glasset for vor afdøde Vens, den gale Vestindianers Minde. Men først, mine Venner, tager Bassen og Violinerne, og Du, Christian, din skrigende Clarinet, og spiller hans Yndlingsmelodie tre Gange efter hverandre, saa ville vi Andre synge dertil. Det er den Melodie, I saa ofte maatte stryge for ham, naar han var i godt Humeur, I huske dog Alle, hvorledes den begynder, ellers vil jeg sige Eder det: »Gud veed, hvor nær mig er min Ende.«

Vi toge Instrumenterne og spilte den gamle Psalme fiirstemmigt; Jacobsen sang for og de Andre istemmede med ham.

Du kan nok forestille Dig, at der var noget Underligt ved denne Ceremonie, jeg tør sige, at vi Alle vare alvorligere stemte derved, end noget Liigfølge i Almindelighed pleier at være.

155

Da vi havde endt Sangen, taug Jacobsen en Stund og saae bedrøvet mod Jorden. »Jeg kan godt begribe,« begyndte han, »hvorfor William kunde holde meest af denne Sang; dens Melodie taler til Sjælen bedre, end hundrede Prædikener, men lystig er den just ikke; nu videre i Texten,« vedblev han med en kraftigere Stemme, »paa den gale Vestindianers Venskabs Minde! tømmer Glassene, den Døde leve!«

Det gjorde vi, og Alle satte vi os derefter stille ned paa Stolene. Enhver, der havde seet os dengang, maatte troe, at vi udgjorde en Frimurer-Loge eller et saadant hemmelighedsfuldt Selskab; thi der var noget Mystiskt i det Billede, som denne Scene maatte afgive. Forestil Dig et saadant Øieblik; Nattens Stilhed havde sneget sig ind til os: med alvorlige Ansigter sadde vi i en Kreds med tomme Glas i Hænderne, og Lysene, som vi længe havde glemt at pudse, kastede et døsigt Skjær over hele Selskabet og belyste mat de phantastiske Trophæer.

Jacobsen afbrød Tausheden med et vældigt Slag i Bordet og begyndte høirøstet saaledes: »ja, det var den galeste af alle hans gale Streger, at han tog den forbandede Mixtur. Jeg veed ikke, hvad jeg vilde give, for endnu engang at kunne drikke et Glas med ham. William, var det muligt, at Du kunde vise Dig for din Ven her i Verden, da ønskede jeg det aldrig stærkere, end i dette Øieblik!«

I samme Nu bankede det sagte paa Døren.

I et Secund fløi Alles Blik studsende til den, og derpaa saae vi forundrede paa hverandre.

»Jeg er Vert i Aften, Christian,« sagde Jacobsen alvorligt, »derfor tilkommer det mig at byde Gjæsterne Velkommen. Kom ind, ihvo det ogsaa er!« 156 brølte han nu saa høit, at den stærke Lyd satte Bassens Strænge i Svingning. Døren aabnedes langsomt, og en høi Skikkelse i en mørk Kappe, som næsten skjulte hans blege Ansigt, traadte hurtigt ind; han kastede Kappen tilside, saae sig forundret omkring med et skarpt, vildt Blik og forsvandt derpaa ud af Døren ligesaa hurtigt og uventet, som han var traadt ind ad den.

Jacobsen traadte først forbauset et Skridt tilbage, men derpaa fløj han ud af Værelset for at hente den Ubekjendte tilbage; det var dog forgjæves, thi Manden var ikke at indhente hverken paa Trapperne eller paa Gaden.

»Forunderligt nok,« sagde han, da han var kommen tilbage, »hvem gjaldt da dette Besøg? Saae I ikke alle hvor han lignede William? Den spidse Hage, den krumme Næse, de lynende Øine og hele Gestalten var jo hans, kun en tredive Aar ældre.«

»Besøget gjaldt mig,« svarede jeg, uden at ville indlade mig paa at sige Selskabet, hvem det var. Og, Søren, Manden var ingen Anden, end d'Agillon. Jeg kan nu ikke nægte, at jo oftere jeg faaer Leilighed til at betragte denne besynderlige Mand, destomere synes mig Ligheden mellem ham og William at fremtræde bestemt.

Det varede længe, inden Jacobsen kunde faae sin Fatning efter dette Syn; endelig lod han sig bevæge til at forklare os Grunden, hvorfor han havde opstillet sine Seierstegn for os.

»Nu vel,« begyndte han, »jeg skal fortælle Eder det, men var jeg en Digter, vilde jeg synge det i Hexametre. Kunne I endnu mindes, at William, naar jeg var overstadig i min Galskab i de gamle Dage, 157 kunde bringe mig til Rolighed med de Ord: rue de Saint Antoine? l vide ikke, hvad Betydning der laae for mig deri, men hør nu til. - Jeg veed ikke selv, hvorledes det er fat med mig i Aften, jeg er saa snakkesyg som en gammel Kjærling, og mine Hemmeligheder løbe over for mig, endskjøndt det ikke er, fordi jeg gjemmer fleer, end jeg kan rumme. - Det er nu otte Aar siden, jeg første Gang saae Stine L.« Da han havde udtalt dette Navn, begyndte alle mine Gjæster at smile; thi saaledes kalder en Nymphe sig her i Byen, som Du maaskee, om ikke for Andet, kan erindre for hendes Skjønhed. Ja, lee kun høit,« vedblev Jacobsen, der mærkede den Virkning, dette Navn havde paa os, »jeg selv vilde ønske, at jeg kunde lee med, men, endskjøndt det er lange otte Aar siden hun var min Kjæreste, er det Helved, hun tændte i mig, endnu ikke udbrændt. Dengang var hun en ærbar Præstedatter, som formedelst Forældrenes Død maatte conditionere som Huusjomfru her i Byen. Jeg saae hende og elskede hende saa høit som Nogen har elsket en Pige, og det lod til at hun gjengældte min Kjærlighed. Jeg begyndte at slide alvorligt for at faae Hast paa min EmbedsExamen, og Arbeidet gik godt for mig; thi jeg havde altid den Tanke for Øie, at det var for hende, jeg pløiede i de mugne Bøger. Da var det et Aar efter, at hendes Herskab flyttede ud paa Landet om Sommeren, og her fik en Skurk af en Lieutenant Leilighed til at forliebe sig i hende og at vinde Seier over en svag Piges Troskab. Giv mig en ny Flaske, Christian,« afbrød han sig, og efter at have skyllet et Par Glas i sig, vedblev han blussende: »kort at fortælle; det var forbi mellem hende og mig, Skurken 158 forlod hende naturligviis snart, og to Aar efter havde hun drevet det til at boe paa en Sal i Antonistræde. - For Satan! I sidde der saa rolige, som om der intet mærkeligt var ved denne Historie; men det kommer deraf, at I ikke vide, hvad det er at have elsket oprigtigt, dertil ere I for sløve, og det kunde kun min William forstaae. - Et Glas endnu, Christian; det brænder i mig, jeg kan ikke faae den Ild slukket dernede.«

»En Nat gik William og jeg paa Slotspladsen; jeg hang med Hovedet, og han vilde trøste mig, den Stakkel, endskjøndt han maaskee trængte hundrede Gange meer til Trøst end jeg; da hørte vi noget fra os Sporeklirren og lystige høittalende Mennesker. Vi standsede et Øieblik for at lade dem passere forbi os, og nu kjendte jeg ved Lygteskinnet Skurken. Det er ham, raabte jeg; ei, ei, svarede William og sprang tilligemed mig henimod de tre Officerer. Jeg greb ham, fortalte, hvem jeg var, og dækkede ham saaledes til i mit Raseri at han, hvis ei Fanden har taget ham, endnu den Dag i Dag føler Svien. Hans Kammerater vilde forsvare ham, men med dem gjorde William det saa godt af, at de flygtede og raabte om Hjælp. Min Mand havde imidlertid faaet Leilighed til at trække Sablen, og med den var han saa heldig, at mærke mig paa min venstre Kind, som I see, men jeg fik snart fat i den, brak den itu, kastede Stumperne i Øinene paa ham og fik ham til at kysse Stenene.«

»Imedens dette skete var Vægteren kommen til, og William fik ham til at tie med det Onde, da det Gode ikke kunde hjælpe. Hans Kammerat fra Holmens Bro kom ogsaa til, og ham gik det ligedan. Nu 159 saae vi os nødsagede til at flygte, og min Ven var saa besindig at tage Seierstegnene med: Derfra skrive disse tvende Morgenstjerner sig, derfra denne Hue og denne uldne Lap, som er Skjødet af en Vægterkjole. Kunne I nu begribe, hvorfor disse tvende Trophæer ere mig saa hellige? Skjænker i Glassene og drikker endnu engang den tappre Williams Skaal!« Vi adlød. »Og spil saa endnu engang hans Vise, - I maae ikke bryde Eder om, at den falder lidt traurig,« bad han os. Vi gjorde det. Og under denne Sørgemusik satte han sig paa Gulvet, støttede sit Hoved i sin Haand og henfaldt i Drømmerier, hvoraf vi maatte vække ham længe efter at vi havde ophørt at spille; nu reiste han sig, bekjendtgjorde, at Gravøllet var endt, og bad Enhver om at forføie sig til sit Hjem.

Saaledes havde jeg aldrig seet Jacobsen; jeg havde ikke bedet ham med til Gildet af Frygt for hans sædvanlige gale Streger, og nu han var kommen, blev han en Aarsag i at mine Gjæster forlod min Bolig med saadanne Ansigter, som om de kom fra et Liighuus.

Denne Gang seer jeg, at min Skrivelse bliver til en Pakke istedetfor et Brev, men nu kan det ikke skade, da jeg veed, at det vil interessere Dig at læse den, og jeg har Raad til at betale Postpengene. Imorgen Aften vil jeg fortsætte.

Den 8de Mai.

Søren! jeg er bleven fem Aar ældre, siden vi levede sammen i de gamle Dage; nu ere de fornyede, men, endskjøndt nu Alt, paa Omgangen med Dig nær, gaaer til som i hiin Tid, kan jeg dog ikke mere 160
leve med saadan Lyst og Hjertelighed som da. Jeg veed ikke hvad det er jeg savner, men mig synes nu ofte, at das fideles Leben har noget Tomt i sig, ja, ofte synes det mig at ligne en smuk Maske, som dækker et forraadnet Ansigt paa et Gadaver. Jeg veed ikke om det er saaledes, men mig forekommer det ogsaa, at de gamle Drenge næsten uden Undtagelse have forandret sig; deres Lystighed synes mig enten at klinge som Fortvivlelse eller Forstillelse, og Jacobsens Kjærligheds-Historie og Williams Dødsmaade forekommer mig at være to Scener af dette Liv, som jeg har seet frie for Besmykkelse af en forførerisk Flitter. Hvad der ogsaa har bragt mig paa en saadan Tænkemaade er en Drøm, som jeg havde Natten, eller rettere sagt, Morgenen efter Gildet. Jeg drømte om d'Agillon, og hans Person syntes at sammensmelte til Et med Williams; tilsidst havde jeg kun at gjøre med denne. Han trak sine mørke Bryn sammen og kastede et alvorligt Blik til mig, idet han vinkede mig til sig. Jeg gik hen til ham, og nu bad han mig om at følge sig: »Broder,« hviskede han mig i Øret, »jeg vil vise Dig noget Lystigt«; derpaa tog han mig i sin Favn og fløi afsted med mig. Reisen gik bestandig nedad, og jo dybere vi kom, desto mørkere blev det; tilsidst syntes det mig, at jeg sad fast i et dybt Morads, hvoraf jeg stræbte af alle Kræfter at komme ud. Han bad mig være uden Frygt og at see mig nøie om. Da voxede der lidt efter lidt Huse op af Sumpen, de ordnede sig hurtigt i Rækker og bleve til Gader. Nu kom der en Mængde Skarnbasser til Syne, som fordeelte sig i Gaderne; de vare klædte som Vægtere, og ved Siden af dem gik der St. Hans 161 Orme; Vægterne befalede disse at krybe op paa Husene, hvorpaa de begyndte at skinne som Lygter.

Nu begyndte de oplyste Gader at vrimle af kostbart klædte Frøer og Skruptusser; nogle af dem kjørte i Kareter, og foran disse var der spændt Fiirbeen. Fra et af Husene lød der en Summen og Brummen saa det gjenlød i Gaden: jeg spurgte, hvad man foretog sig der, og istedetfor at svare førte William mig op ad Trappen, aabnede en Dør og bad mig see ind ad den. Det var min Stue, hvori man holdt Gilde; jeg saae Jacobsen og alle mine Gjæster derinde, og iblandt dem var der En, som jeg ikke strax kjendte, men snart saae jeg til min Forbauselse, at det var mig selv. Det var et rædsomt Syn; jeg sprang om paa Gulvet som et vanvittigt Menneske, Vinen glødede paa mine Kinder, Øinene stode stive i Hovedet paa mig; snart loe jeg som i en Krampelatter og snart teede jeg mig saaledes som jeg engang havde seet en Gal i en Daarekiste. Jeg bad William om at føre mig bort derfra: han gjorde det, og paa Veien hviskede han til mig: »see, saaledes seer Du ud, naar Du er lystig.«

Da jeg vaagnede, havde Solen alt længe kastet sit Skin ind i Værelset; Døren stod aaben til den Stue hvor Gildet var blevet holdt, og ligefor Sengen vare Jacobsens Trophæer endnu opstillede; nogle Stole stode hist og her uordentligt omkring, og andre laae kastede omkuld, Bordet og Gulvet flød af Viin, og rundtenom stode tomme og halvtømte Glas og Flasker mellem Lysestager, Tobakspiber og Cigar-Stumper.

Søren, Du kan ikke begribe, hvor væmmeligt, ja næsten rædsomt, dette Billede forekom mig i den 162 stærke Solbelysning; det mindede mig levende om min Drøm, og det var som om William sagde til mig: »see, derinde har været Lystighed!«

Er det fordi jeg er bleven ældre, at jeg har forandret Mening? lad mig snart høre din Mening derom.

Jeg veed ikke, hvad jeg skal troe om d'Agillon; jeg vilde ønske, at jeg ikke havde modtaget hans Penge, thi jeg kan ikke lide dette Menneske; der er saa meget Hemmelighedsfuldt ved ham. Jeg besøgte ham i Dag for at spørge ham om, hvad Ærinde han havde hos mig Torsdag Nat. Han svarede mig, at han var gaaet forbi min Bopæl, og at han fik Lyst til at besøge mig, men at han var gaaet saa pludseligt igjen, fordi han fandt Selskab hos mig, hvilket han ikke havde ventet. Jeg maatte forklare ham, hvilken Betydning de Insignier havde, som vare opstillede paa Væggen; han loe over Jacobsens Indfald, men det var en afskyelig huul Latter; i det Hele syntes det mig, at min Tale om William vakte en Interesse hos ham, som han bestræbte sig for at skjule. Han lod til at bemærke, at jeg havde iagttaget denne Virkning af Samtalen, og derfor forsøgte han af alle Kræfter at lede min Opmærksomhed hen paa andre Gjenstande; jeg havde nu besluttet at drille ham og lod mig derfor ikke afholde fra bestandig at fortælle om den Afdøde. Da jeg meget vidtløftigt havde skildret Williams gode Sider, talte jeg om hans besynderlige Charakteer og unaturlige Opdragelse: »Efter enkelte af og til faldne Udbrud«, sagde jeg, »er der al Rimelighed for, at den Ulykkelige var paa en uretfærdig Maade bleven tvungen til at forlade sin Familie; forholder det sig 163 saaledes, da have de nederdrægtige Forældre væltet en Byrde paa deres Samvittighed, som de aldrig kunne befrie den for, de have da aabenbart myrdet deres eneste Barn; thi det er afgjort at den stakkels Forskudte selv har endt sin sørgelige Tilværelse.«

»Hvad siger De?« afbrød d'Agillon mig heftigt og kastede sit Blik mod Jorden.

»Jeg siger,« svarede jeg høirøstet, »at den ulykkelige William forkortede sit kummerfulde Liv ved Gift, og kunde hans Forældre faae Underretning derom, da var det den værste Hevn, han kunde tage over dem.«

D'Agillon knugede sine lange Fingre voldsomt sammen og skar et fortvivlet Ansigt; jeg var ifærd med at spørge ham om Aarsagen til denne Sindsbevægelse, (thi jeg frygtede ikke uden Grund, at denne Sag angik ham meer, end han vilde tilstaae,) da i samme Øieblik Noget greb mig fast i Skulderen bagfra; jeg saae mig om og sprang i Forskrækkelse op af Stolen. Aldrig har jeg i mit Liv seet et saadant Skrækkebillede, som da mødte mit Blik. Jeg stod en Stund uvis, om det var et Væsen fra Aandeverdenen eller et Menneske. Det var en gammel Qvinde-Skabning, som, bedækket med en Slags Morgendragt, en sid Kaabe, der hang i en Mængde Folder omkring hendes Knokkelfigur, stod ligeoverfor mig. Øinene glimtede som udgaaende Lampeblus i et Par mørke Huler, og et purret graat Haar dækkede halvt det furede gustne Ansigt; hun udstrakte sin indskrumpne Haand imod mig, og skreg hæst med et vanvittigt Smiil: »Christian, Christian, kjender Du mig igjen?« Dette Bekjendtskab fik mig til at gyse, 164 og som forstenet stod jeg og saae, hvorledes d'Agillon sprang op af sin Stol, greb Qvinden i Armen og kastede hende ind ad en aaben Dør i et Side-Værelse medens hun hvinende arbeidede mod denne Vold.

Han laasede Døren, tog Nøglen til sig og begyndte heftigt at gaae op og ned ad Gulvet. Den Hylen, som lød fra Værelset, hvori Spøgelset raste, tabte sig snart og sank til en jamrende Tone; tilsidst ophørte ogsaa denne i en afbrudt Stønnen. D'Agilions Gang blev heftigere og heftigere, og han tilbød sig ikke at give mig Forklaring over denne Scene.

»Hvad var det for et Fruentimmer, og hvorfra kjender hun mig?« spurgte jeg ham flere Gange, uden at han syntes at høre mig; tilsidst standsede jeg ham i hans Gang og gjentog mit Spørgsmaal.

»Det var min Kone,« svarede han nu hurtigt; »hun er afsindig og har været det længe. Hun kjender Dem ikke, men forvexler Dem med en Beslægtet, der bærer samme For-Navn som De. Nu ligger hun i et Krampe-Anfald, som hyppigt kommer over hende; derfor undskyld mig, jeg maa ind til hende, men De skal snart høre fra mig.« Med disse Ord skjød han mig ud af Døren, og jeg gik halvdrømmende hjem, hvor Jacobsen sad og ventede paaa mig.

Jeg fortalte ham Alt, hvad der var hændet mig hos d'Agilion, og jeg havde endnu ikke udtalt, før han tog sin Hat og forlod mig sigende: »Det er afgjort; denne Mand er Williams Fader. Farvel saalænge, jeg vil gaae hen at bringe ham en venlig Hilsen fra hans elskede Søn.«

Det er bleven Aften, men Jacobsen er endnu ikke kommen tilbage. Hvergang jeg hører Fodtrin paa 165 Trappen troer jeg, at det er ham, men naar jeg saa seer hen til Døren svæver det frygtelige Billed af d'Agilions afsindige Kone mig for Øiet.

Nu troer jeg, at jeg er bleven en Aandeseer, endskjøndt jeg ikke er født paa en Søndag; thi hvor jeg vender mit Blik hen, staaer dette Skrækkebillede lyslevende for mig. Jeg kommer nok til at søge Søvnen for at blive det qvit.

Den 10de Mai.

Gode Søren! belav Dig paa en Mængde TrøsteGrunde for din stakkels Ven; Du vil snart faae Besøg af ham, naar han først har opfyldt en sørgelig Pligt herovre.

For at Du paa bedste Maade kan blive underrettet om Sagens Sammenhæng, sender jeg Dig indlagte Papirer, hvilke Jacobsen bragte igaar fra ham, der kaldte sig d'Agilion.

Til Christian D.

Hensigten med denne Skrivelse er deels at overgive Dem indlagte Testament og deels at opklare det Væv af ulykkelige Hemmeligheder, hvori jeg har bragt Dem.

Mit Navn er ikke d'Agilion, men Wilhelm P. Aarsagen, hvorfor De ikke kjender det, er at Deres Fader havde forbudt Enhver af hans Omgivelse at udtale dette Navn i sin eller sin Søns Nærværelse, og Grunden, hvorfor han forbandede det og den, som bar det, skal De nu erfare.

Som ungt Menneske kom jeg i Deres Faders Tjeneste, og formedelst den Tillid, han bar til mig, var 166 jeg avanceret til Fuldmægtig i hans Contoir. I sit fyrreogtyvende Aar giftede han sig med Deres Moder, som dengang var atten Aar gammel. Hun havde været et fattigt Barn, som han havde ladet opdrage i Kjøbenhavn, og, da hun, efterat være bleven confirmeret der, kom i Huset hos ham, forandrede Forholdet imellem dem sig saaledes, at han tilbød hende sin Haand, hvilken hun modtog, mere gjennemtrængt af Taknemmelighed for hvad hun skyldte ham, end af Kjærlighed, hvortil hun dengang endnu ikke kjendte. De blev Frugten af denne Forbindelse; og Deres Fader havde naaet Lykkens Culminations-Punkt.

Min Principal foretog sig nu en Reise i Handels-Affairer; i hans Fraværelse bestyrede jeg hans Forretninger og fik ved denne Leilighed hyppig Anledning til at see og tale med hans unge Kone. Satan kastede sin onde Sæd i os, og der opstod et strafværdigt Forhold imellem os: vi glemte Deres Fader, glemte Gud og os selv, og hver Dag førte os længer ind i Syndens Labyrinth.

Da hendes Mand var kommen tilbage, hyklede den Troløse længe for den bedragne Ægtemand, men tilsidst blev han hende modbydelig i Sammenligning med mig, som hun elskede lidenskabeligt, og hun begyndte at pønse paa Midler til at løsrive sig fra ham.

Deres Faders Tillid og Venskab til mig var mig uudholdeligt; hvergang han roste min Troskab, maatte jeg samle al min Kraft for ei at segne under de Saar, hans venlige Ord bibragte min forbryderiske Sjæl; tilsidst troede jeg ikke at kunne taale længer at være i hans Nærhed, og jeg besluttede hemmeligt at forlade ham og min Medskyldige. Men jeg 167 manglede Kraft til at sønderbryde de Baand, som bandt mig til hende, og et Øiekast af hende var tilstrækkeligt til at holde mig tilbage

Vi indbildte os ikke at kunne leve adskilte, og, da hendes og min Velgjører en Dag foretog sig en kort Reise, benyttede vi Øieblikket, fik falske Pas tilveiebragte og flygtede, efter at have bemægtiget os saameget af hans Eiendom, som vi troede at behøve for at kunne komme til en anden Verdens Deel.

Det var netop i den Periode, da Napoleons Planer havde bragt Tydskland i Forstyrrelse, og dette hjalp os til uhindrede at komme derigjennem. I Schweits bleve vi viede under opdigtede Navne, og efter fire Aars Omflakken landede vi paa St. Thomas.

Men Tiden forandrede vor Sindsstemning, og den onde Samvittighed begyndte at gjøre sin Ret gjældende; Nat og Dag martrede dens Rædsler os; vi skyede hinanden, thi hvert Blik af os indbyrdes mindede os om vor Skjændsel.

Hun havde født mig en Søn, og det var ham, som jeg, for at dynge Gjæld paa Gjæld over min Sjæl til Helvedes Fyrste, jog bort fra os, og som nu har berøvet sig selv Livet. Jeg kunde ikke udholde Drengens Øiekast; de gjennemborede mig som Dolkestik, og han syntes mig kun at være født til at nære den Ild, som ulmede i mig, og som jeg forgjæves søgte at dæmpe. Jeg hadede ham og blev en unaturlig Fader; hans Moder gik det ligedan, og Drengen gjengjældte os med lignende Følelser.

Verden var mig væmmelig; jeg havde forladt den for længe siden, hvis ikke een Ting havde holdt mig tilbage i den. Det var det ulykkelige Mammon, som jeg elskede indtil Raseri. Handelen gik heldigt 168 for sig, og det Guld, jeg havde røvet fra Deres Fader, voxede under mine Hænder til store Rigdomme.

Min Kone fik nu den Idee at reise til Danmark for at kaste sig for Deres Faders Fødder og bede om en Tilgivelse, uden hvilken hun ikke kunde leve. Jeg vilde ikke tillade det, og hun søgte derfor at faae sin Søn overtalt til at flygte med sig; det lykkedes hende, men jeg opdagede deres Hensigter, og efter den Tid holdt jeg hende indesluttet. William jog jeg bort med den Forpligtelse, aldrig at tale til Nogen om sin Herkomst. Jeg hører af deres Ven Jacobsen, som overleverer Dem disse Blade, at han ei har holdt dette, men at han, hvad der var naturligt, har agtet en Vens Fortrolighed meer end en unaturlig Faders Forbud.

Efter den Tid ventede jeg at faae min Samvittighed til at sove bedre end forhen; men jeg bedrog mig, thi ogsaa Guldet blev mig vederstyggeligt og forhadt, og mit Held i Handelen syntes mig nu at være den Betaling, hvorfor jeg havde forskrevet min Sjæl til Helvede.

Min Kone blev vanvittig i sin Indespærring, og jeg misundte hende denne Tilskikkelse.

Paa denne Tid hørte jeg paa St. Thomas engang tilfældigt om Deres Faders Fallit; Tanken, om jeg ikke paa nogen Maade hemmeligt kunde redde ham, foer mig igjennem Hovedet, og jeg besluttede at reise til Danmark i denne Hensigt, men ogsaa det blev mig nægtet; han var død, da jeg ankom hertil. Nu opspurgte jeg Dem; ved Deres Bekjendtskab fik jeg at vide, at William, Deres Broder, var 169 død, og De gav mig en Forsmag paa Helvedes Pinsler, da De fortalte mig det.

Det Spøgelse, som forskrækkede Dem hos mig idag, var Deres Moder; det var uvenligt af Skjæbnen, at den viste Dem hende saa at sige første Gang i en saadan Skikkelse; Ingen vilde kunne see paa hende, at hun havde været den skjønne Qvinde, som engang bar Dem ved Brystet. Men naar De nu seer hende igjen, har den forvirrede Aand forladt sit Støv og er indgaaet for den Domstol, hvorfor alt Ondt maa grue; thi hun er død i Aften i Krampetrækninger, som en Følge af det voldsomme Indtryk, hun fik ved at høre vor sidste Samtalepaa hvilken hun, uden at vi mærkede det, lurede bag vore Stole. Hendes sidste Ord var Deres Faders og Deres Navn.

De maa ikke forbande hende; hun var dog Deres Moder, og nu er hun død; men lad kun Alt komme over mig, der giver Dem hende tilbage som et Liig.

De skal ikke lade anstille Efterforskninger efter mig; der, hvor jeg reiser hen, kan De dog ikke finde mig. - - - Naar kun de Qvaler, jeg har liidt her, maatte lette Vægtskaalen lidet, hvorpaa mine Synder skal veies! Jeg veed ikke, om det er formasteligt at nære Haabet derom, men det synes mig dog at skimte som et svagt Lys i det chaotiske Mørke, der ligger for mit Blik, naar jeg vender det mod mit svundne Liv. Jeg veed ikke, om det er formasteligt at tænke saaledes: »Skulde den retfærdige og barmhjertige Gud, som skabte os af Aand og Kjød, lade en Evighed være afhængig af denne korte Prøvetid?« men jeg tør ikke udrydde denne Tanke af min Sjæl.

Disse ere de Bekjendelser, jeg skylder Dem. Gaa 170 nu hen at opsøge Deres Broders Grav og lad deri gjøre Plads til den Kiste, hvori Deres Moders Been skulle hensmuldre, og bed saa ved Graven for de Hedenfarnes Sjæle!

Wilhelm P.

Nu Søren! Hvad siger Du om denne Historie? Nu kunne vi begribe min Faders Tungsind. Det var den eneste Gang, han bedrog mig, da han sagde mig, at min Moder var død paa en Reise i Udlandet. Det maa ellers - Gud forlade min Synd! være et underligt Møde, naar de To træffe sammen i den anden Verden. Synes det Dig ikke, at Skjæbnen spotter mig; den lader mig holde et lystigt Gravøl over min Broder, lader mig blive bange for min Moder, og nu, da de begge ere døde, faaer jeg først at vide, hvor nær de vare knyttede til mig, og saa betragter den mig ovenikjøbet som et Barn, og giver mig Guld, for at jeg ikke skal græde over deres Død.

Jacobsen er saa glad, som jeg aldrig har seet ham før; han paastaaer at han har forsonet William med hans Fader og siger, at han fra nu af aldrig vil forlade mig, eftersom jeg er en Broder til hans afdøde Ven. Men, naar han seer mig sørge over min Moders Død, siger han: »Tak Du Gud, at han i rette Tid tog det vanvittige Qvindemenneske til sig og tak ham tillige for den velsignede Mængde Syle, han har sendt Dig. Forresten, hvad er Slægtskab, naar ikke den Vane at leve sammen med de Beslægtede har bundet os til dem? Troer Du, at Du havde taget nogen Notits af din Broders, den gale 171 Vestindianers Død, hvis Du ikke havde lært at kjende ham i levende Live? Ham kan Du græde over, men ikke over dem, Du aldrig har kjendt noget til. Men istedetfor at hænge med Hovedet skulde Du nu foretage Dig noget Nyttigt, exempli gratia, udregne, hvormange Flasker Madeira- og Port-Viin vi behøve til Begravelsen, eller andet deslige.«

Saaledes er Jacobsens Trøst; jeg veed, at den kommer fra et godt Hjerte, men jeg kan ikke dele den Anskuelse af Tingene med ham; hos Dig venter jeg en bedre.

Min Søgen efter Williams Fader er forgjæves; naar han dog blot ikke - - Jeg tilgiver ham, og Andet vil jeg ikke sige om ham. Naar Omstændighederne tillade mig det, kommer jeg over til Dig.

Om Efteraaret, da Løvet alt var begyndt at falde af Træerne, opdagede en Bonde, som samlede affaldne Grene i Skoven, et Skelet, der hang paa en Green af et Egetræ inde i en Tykning. Efter Oplysningen i Avisen mældte Jacobsen sig og forklarede, at det var Levningerne af forhenværende Kjøbmand Wilhelm P.

172