Bagger, Carl Udvalgte Skrifter

b
c
DANMARKS
NATIONALLITTERATUR
PAA HOLBERGSELSKABETS VEGNE
UDGIVET VED
HANS BRIX · SOPH. MICHAËLIS
OG CARL S. PETERSEN
UNDER REDAKTION AF
POUL TUXEN

HOLBERGSELSKABET AF 23. SEPTEMBER
J. JØRGENSEN & CO. BOGTRYKKERI
KØBENHAVN 1928

d
e

CARL BAGGER

UDVALGTE SKRIFTER

UDGIVNE AF
OSKAR SCHLICHTKRULL

HOLBERGSELSKABET AF 23. SEPTEMBER
J. JØRGENSEN & CO. BOGTRYKKERI
KØBENHAVN 1928

f
I

INDLEDNING

I.

Alt hvad Carl Bagger har skrevet - som har noget Værd - er ikke blot udsprunget af et Virkelighedsmotiv; men det har i højere eller ringere Grad autobiografisk Karakter. Man gør derfor vel i at erindre sig de ydre Data i hans Livshistorie.

Han fødtes den 11. Maj 1807 i København og er et »uægte« Barn. Faderen var en højtstaaende Embedsmand i Politietaten, Moderen en smuk og livsglad Butiksjomfru. De døde begge tidligt: Barnet var kun eet Aar ved Moderens Død og 3 Aar ved Faderens.

En uomgængelig og uligevægtig Farmoder tog sig af Drengens Opdragelse med det Resultat, at hendes ubeherskede Skældsord tidligt ledte ham ind paa Spekulationer over hans illegitime Oprindelse. Skoleaarene tilbragte han dels i Roskilde, dels i Sorø, hvorfra han i 1826 tog en pæn Studentereksamen; paa »Sorø Regens« tog han »anden Eksamen«, hvorpaa han i 1828 drog til København for at studere Jura. Studiet forsømte han imidlertid snart for at hengive sig dels til fri Læsning af forskellig Art, dels til Digtning, mest til et letsindigt Liv i alskens Udsvævelser, der for tidligt nedbrød hans Helbred.

II

I 1836 fik han - uden at have taget nogen Embedseksamen - en Stilling i Odense som Redaktør af Fyens Stifts Adresseavis. Sit sundhedsnedbrydende Liv fortsatte han ogsaa under de nye Forhold, og den 25. Oktober 1846 døde han.

Hans Livs Historie er uløseligt knyttet til den unge Pige, han lærte at kende allerede som Elev paa Sorø Akademi, og som senere blev hans Hustru: Thora Fiedler, Datter af Justitsraad Fr. Chr. Fiedler til Basnæs og Juliane Marie Fiedler, f. Sporon. Søn; nerne Frederik og Valdemar Fiedler var Carl Baggers Skolekammerater, og i Sommerferien 1824 introducerede de Vennen paa Basnæs, hvor Bagger tilbragte adskillige følgende Ferier. En Forelskelse i Datteren Thora resulterede i, at hun i Aug. 1829 fødte ham et Barn, som opdroges i Jylland. Barnets Fødsel betød for Bagger et Brud med Thoras Hjem; med hende selv vedligeholdtes - saavidt det kan ses - en Korrespondance. Først i 1836 saa de hinanden igen; det var i Korsør, hvorfra Thora skulde sejle til Kiel og videre derfra til Hamburg, hvor Familien - for at fjerne hende fra Baggers Indflydelse - anbragte hende i Huset hos en Slægtning.

I 1837 døde Thoras Moder - Faderen var død allerede i 1829 - og da Bagger paa det Tidspunkt havde en Stilling, de kunde leve af, giftede de sig. Brylluppet stod paa Basnæs d. 8. Novbr. 1837. Sønnen, der i Daaben havde faaet Navnet Carl Christian Petersen, flyttede ikke længe efter hjem hos sine Forældre. Han døde pludseligt, ganske kort Tid før Carl Bagger.

Fader og Søn begravedes samme Dag.

III

Hvor sørgeligt Baggers Liv end formede sig, havde det næppe Personlighedsindhold nok til at kunne kaldes en Tragedie: en begavet ung Mand tager Forskud paa Livet og hvirvles ind i et Uføre, som han ikke har Vilje og Styrke nok til at rede sig ud af igen, mens Tid er, og han ender i Elendighed. Hvad der skiller dette Tilfælde fra Tusinder af andre beslægtede, er imidlertid det Temperament, det Gemyt, hvormed den, hvem Historien overgaar, selv oplever den. At Bagger kendte Øjeblikke, da han led sjælelige Lidelser, som førte ham Vanvidsafgrunden nær, derom er der ingen Tvivl. At han var sig disse Lidelsers Værd bevidst som Kilde til sin Digtning det er lige saa givet. I sin Svaghed kælede han for sin egen Ulykke og var vel nok tik bøjelig til at overvurdere Nødvendigheden af at falde dybt som en Betingelse for sin Poesis Lødighed. Og hvor hans Liv bød ham Mulighed for Gisninger i Retning af det brødefulde og uhyggelige, der hagede han sig fast og skabte nyt Passionsstof.

II.

Han begyndte med de højeste Aspirationer. En Tragedie - »Dronning Christine af Sverrig og Monaldeschi« - som udkom i 33, men blev digtet flere Aar før, er i Shakespeares og Schillers Stil. Det var Forfatteren et haardt Stød, at den blev upaaskønnet af Samtiden og kasseret af det kgl. Teater. Til Trods for flere smukke lyriske Partier læses den næppe i sin Helhed med Behag i vore Dage. Hverken den eller et senere historisk Skuespil »Cromwells Søn« (efter Scribe), er optaget i dette Udvalg. Endnu en Tragedie, »Cid«, - ligeledes fra de første IV Ungdomsaar - indleveredes til og kasseredes af Teatret.*) Af Baggers Prosa kan kun »Min Broders Levnet« og en Forstudie til denne: »Erindringer fra et Ungkarlsliv i København« - begge optaget i Udvalget - paakræve Interesse. Det øvrige: nogle smaa Fortællinger, væsentlig med Fortidsemne, er ganske betydningsløst.

Højest naaede Bagger vel nok - trods megen Ujævnhed - som Lyriker, og nærværende Samling byder da ogsaa et fyldigt Udvalg af hans Lyrik.

To Gange har han givet os Programmet for sin Digtning: første Gang i et Indledningsdigt fra 1828 til en paatænkt, men aldrig udgivet Digtsamling. Han kalder det Prolog. Anden Gang i Digtet Til Læseren, hvormed han indleder Samlingen »Smaadigte«, 1834. Han ser i disse Vers sig selv som den simple Sanger, der jævnt og menneskeligt vil tolke Hjærtets Frygt og Sorg og Haaben, og han nævner Frihed, Fædreland og Kærlighed som den Himmelbro, der har gjort ham til Sanger. Kærligheden ledte ham dybest i Sangens Rige; ogsaa Friheden toner stærkt i hans Digte; sjældnere Fædrelandet.

Vi vil i det følgende gruppere Digtene efter disse tre Motiver.

I alle Baggers Kærlighedsdigte lever Thoras Træk, enten aabenlyst eller under Maske; og tilsammen giver de et Billede af deres Kærlighedshistorie.

Det synes, at Bagger i den første Tid, han kom paa Basnæs, har haft lidt vanskeligt ved at naa til Klarhed over, hvem af Husets smukke unge Døtre han * V skulde binde sit Hjærte til. Saa hændte det imidlertid, kort før Juleferien 27, at Thora blev alvorligt syg. Derom har Brevene til Brødrene i Sorø fortalt, og disse har delt deres Bekymring med Vennen Carl Bagger. Ham rammer det som et Lynslag, og det afføder det lille Digt »Da Thora var syg«. Digtet er - som det oprindelig hed i Originalmanuskriptet - en »stille Friergang«.*) For første Gang bliver han sig sin Kærlighed fuldt bevidst, og med denne Erkendelse følger en Ruelse over ikke at være hende værdig: »Røveren saa Paradiset.« Hvormed havde han da forbrudt sig? At han ikke bekender den hele Sandhed, naar han skrifter, at han - ligesom Poul Møllers krøllede Frits - har været lidt for tilbøjelig til en munter Klink, fremgaar ligeledes af nævnte Originalmanuskript, hvor der findes følgende lidt farligere Tilstaaelse, som Thora maaske aldrig har faaet i Hænde, i hvert Fald ikke ved den Lejlighed:

»Snüffe skal jeg aldrig meer,
Naar i Nærhed jeg dig seer;
Drikke Øl om Morgnen ei,
Hvis dit Øie byder nei!
Aldrig Snaps og lidet Viin,
Snarlig Attestatsen min!«

Hun har altsaa tidligt kendt hans Svagheder. At han har haft en begrundet Mening om, at stud. jur. Carl Bagger ikke var persona grata som Svigersøn hos Justitsraad Fiedler til Basnæs, fremgaar af en Efterskrift, som ligeledes kun findes i Originalmanuskriptet: han taler her om en lille Staalring, som han beder hende holde i Ære, til

* VI

Din strænge Fa'r
Ei kan os skille nænne,
Men sætter os en anden klar
Af Guld om højre Hænde.

Samme Efterskrift tyder iøvrigt paa, at han har været sikker nok paa sin Thoras Ja.

Saa tilbragte da Bagger en lykkelig Juleferie paa Basnæs i dagligt Samvær med Thora. Afskeden har været smertelig, og - hvis jeg ser ret - har Digteren ikke fjernet sig mange Mil fra Basnæs, før han har lettet sit tunge Sind i nogle lindrende Vers. Det lille Digt hedder »Søfuglen«. I en By ved en Bugt ser han den hvide Søfugl komme flyvende. Han kalder paa den og spørger den, om den bringer Bud fra hende og Minder fra de dejlige Dage, de har haft sammen? og han beder den svinge sig ad Stranden hen og bringe hende Bud igen fra hendes fjerne Ven. Hvor megen sød Længsel er der ikke i de Ord; netop saadan kalder den sig, der har fjernet sig blot en Mil fra den elskede. Den lille Bugt er da Vigen ved Skelskør, og med denne By som Udgangspunkt bliver der Mening i Strofen: »Sving du dig ad Stranden hen«. - Naar det i 1. Strofe hedder: »Flygted du for Ørnen vel«, maa det vides, at »Basnæs« Borgport var prydet med Billedet af en knejsende Ørn, og for Digteren blev denne et Symbol paa hans elskede: hun er stolt som Ørnen, og hendes Blik er mørkt som den dunkle Sky, der ruger over den lille By, hvor han sidder og mindes hende. At det er rigtigt at henlægge Digtet til den allerførste Tid i deres Kærlighedshistorie fremgaar tydeligt af hans Bøn til hende om at tie og vente og af dets nære Forhold til VII det lille Digt »Et Sendebrev«, der ogsaa er et Minde fra Juleferien 27-28. Nu er Digteren vendt tilbage til Sorø=Regensen, og igen bliver Minderne til Digt. De Strofer af Byron - hvormed han, der netop denne Jul paa Basnæs havde studeret Byron med Henrykkelse, indleder sine Vers - rummer træt Weltschmerz, og det er typisk ungt, at den 21-aarige Elsker giver sin Kærlighed et Perspektiv af mange Aars Lidelser. Men er der Attitude i denne Byronpaakaldelse, saa er til Gengæld Digtet selv saa frisk og ungt som hans egen Kærlighed. Det har Ungdommens Mod til at se sit Livs Morgen i Dødens Belysning, og det har dens Trang til at dvæle ved Udmalingen af Dødsøjeblikket, samtidig med at der i hver Linie aander den hedeste Strøm af Liv.

Tilblivelsesstedet er Sorø-Regensen; her sidder han »mellem mulne Lig« og længes efter hende; han kan le og drikke med Kammeraterne,

men dybt i Formens Indre,
der sidder Sjælens Vee.

Med Længslens Kraft tryller han sig saa tilbage til »Basnæs med gamle Taarne ved Østersøens Vig«. Den farlige Elskovsleg er i Gang med sine lønlige Stunder og søde Hemmeligheder; med den stadige »Væren paa Udkig«; men »hvad ingen vide maa«, det ved de naturligvis alle, eller de aner det. Fra den strenge Husherre - som vel nok er begyndt at angre sin rundhaandede Gæstfrihed - møder de Panderynken og Haansmil; men just da de føler sig allermest usikre, trykker hun ham en mørkebrun Lok i Haanden til Pant paa sin Kærlighed.

VIII

Det varede ikke længe, før Lokken blev gengældt. Omtrent samtidigt med Digtet skriver Bagger - ligeledes fra Sorø-Regensen - et Brev til Thora (dateret d. 7. Jan. 1828), i hvilket det hedder: »Jeg sender Dig en Visk eller Tot af mit Haar; for Guds Skyld anstil ingen Sammenligning mellem den og din Lok«. Om den nære Sammenhørighed mellem Digt og Brev vidner iøvrigt den Omstændighed, at han i dette citerer et Par Strofer fra Digtet: »Undre Dig ikke, min Thora«, hedder det, »om jeg stundom henslænger Spøg blandt den dybeste Alvor. Det er saa min Natur:

Af Lyst kan Øiet tindre
Og Læben høit kan lee,
Men dybt i Formens Indre,
Der nager Væsenets Vee.«*)

Den Sammenhæng, hvori Stroferne anbringes i Brevet, er imidlertid en anden end den, hvori de forekommer i Digtet; der staar de jo som et Udtryk for, at han bag en kaad Maske kan skjule sin Længsel efter hende. Her faar de en videre Betydning, idet han giver dem almen Gyldighed; ogsaa naar han er hos hende, kan han føle Sorgen bag Munterheden. Han er Melankolikeren af Temperament.

Hvad der er Digtets Nerve: den første hemmelige Elskovs Uro og Jubel, er iøvrigt ogsaa Brevets: »Der var saa meget, som jeg ønskede at meddele Dig; men jeg tør ikke ved denne Leilighed; tænk Dig, Thora, om nogle opsnappede disse Linier! . . . Ved Gud, dersom jeg forvoldte, at Sorg og Uro kom ind i dit Hjerte, hvor der, før min Mellemkomst, herskede Fred og Glæde, - jeg kunde af Fortvivlelse * IX gøre hvilket som helst ved mig selv. . . . Hvis no gen erfarede vort Forhold, vilde han maaske dadle os; erklære det for alt for tidligt; altfor ubesindigt - vær i saa Henseende fuldkommen beroliget ... byg paa min Troskab som paa et Granitfjæld.«

Alt tyder paa, at Familien Fiedler - belært af Juleferiens Erfaringer - ikke den følgende Sommer (1828) har indbudt Carl Bagger som Gæst paa Basnæs. I Stedet for maatte han sidde i København og tjene Penge som Korrekturlæser eller Journalist. Allerede i Maj skriver han til en soransk Ven, at han og hans Kammerater er velkomne til at bo hos ham, hvis de kommer til København den Sommer.*) Han har altsaa vidst, at der ikke blev noget af Herregaardsliv den Ferie. Men af Længslen skabtes et af hans bedste Digte, »Sommeren«.

At dette Digt stammer fra Tiden før Katastrofen, er aabenbart. Der er ingen Skygge af Begivenheden at spore, ingen Slange i Paradiset. Grundstemningen er en ungdommelig Fortrydelse over, at han ikke kan faa Lov til »varm og nær« at elske sin Pige.

Fru Thora Bagger har for Vilh. Møller erklæret, at Digtet maa være skrevet senest 1830. Jeg tager næppe Fejl ved at henlægge det til Sommeren 28. . Efter at Thora i August 29 havde født deres Barn, var Basnæs stængt for ham. Men Digtet hentyder til et Besøg paa Basnæs »if jor«, der altsaa maa ligge forud for 1829.

Første Gang, der spores en Smule Nedstemthed i Tonen mellem dem, er i Digtet »Efteraar og Vinter«. Det er ikke ganske frit for, at Bagger giver sin Thora en Lektion. -

* X

H. G. Olrik har ganske sikkert Ret, naar han læser Digtet som en Dialog i Brevform: hun klager over, at det nu er Vinter paa Basnæs; men han afviser hendes Klynken med at minde hende om, at det jo dog har været Sommer og vel nok bliver det igen engang. Er det hende ikke nok, saa kan hun jo da - som han - leve med de store Aander, der altid kan skabe Sommer i ens Sind; ogsaa dette Digt har Fru Bagger tidsfæstet til »senest 1830«. Som bemærket af Olrik, er det imidlertid neppe sandsynligt, at de umiddelbart efter Katastrofen har underholdt hinanden om Vind og Vejr. Det er tiltalende at henlægge det til Sen-Efteraaret 28, umiddelbart efter at Thora er kommet hjem fra sit Københavns-Ophold, det som fik saa skæbnesvangre Følger.*) Digtet mangler den Fyrighed, som har præget hans tidligere Vers til hende. Der er den besiddendes Ro og Overlegenhed i Tonen. Elskeren har faaet sin Vilje. -

Næste Gang, Sangen toner, da bliver det en vemodig Hymne til det tabte Paradis. Digtet hedder »Vaaren«. Fjernt fra sit elskede Basnæs og stængt ude derfra ved Kerubens Flammesværd sidder Digteren i Hovedstaden, mens Vaaren kalder og minder, og de vaagne Drømme fører ham derhen, han vil! En fortrolig Ven følger ham paa hans Digterrejse, al hans tabte Rigdom skal Vennen se, og sit forpinte Hjerte skal han aabne for ham; ikke blot er Lykken tabt; men den er endt i Skam og Fornedrelse. Saa giv du mig da, du lyse Vaargudinde, at min Aand maa lutres og mine Tanker blive rene.

Naar Bagger kredser om det intimeste i sit Liv * XI - det hvorfor der bødedes saa haardt - holder han af at gemme sig bag et fremmed Klædebon. I Digtet »Bortreisen« er den Ham, hvori han forpupper sig, en indisk Elegi. I Begivenhedernes ydre Træk

- den vaarskønne unge Pige, som kommer til sin Ven og søger at afholde ham fra at begive sig ud paa en Rejse - holder han sig tæt op af sit Forbillede. Men mens i Elegien den unge Pige er et ubrudt Billede af en ung, æterisk og dugren Vaargudinde, forglemmer hun sig pludselig i Baggers Digt og bliver saa djærvt og dansk veltalende, at det klinger som et Skænderi med den hjemligste Atmosfære.

»Troer Du, at Du modner din Forstand
ved at see paa fremmed Jordbunds Træer?
See blot rigtigt paa vort eget Land.«
»Vil Du lære andre Landes Sprog?
Ak, det Sprog, din Pige med Dig talte
Sagde tidt Du før, var skjønnest dog;
Thi med det vi bedst vor Lykke malte.«

I Elegien forlyder der intet om, at den elskede rejser for at forøge sine Sprogkundskaber - den unge Pige bebrejder ham blot i al Almindelighed hans hvileløse Omflakken -; men i Forbindelse med Carl Bagger klinger det meget naturligt. Han var en sproglig Begavelse, og han led under dette aldrig at faa Lejlighed til at sætte Foden uden for Danmarks Grund. Da han i 1836 løb i Havn i de smaa provinsielle Forhold i Fyens Hovedstad, lyder der et Suk fra ham til Vennen H. C. Andersen: »Lykkelige Andersen! Du betænker ikke, at Du dog eengang har været paa de Steder, i de Lunde, ved hiint Hav, XII hvilke mangen Dansk, mangen dansk Digter endogsaa aldrig vil komme til at see.«*)

I Baggers Digt er endvidere indført en Person, som Kilden ikke kender noget til: det er Pigens Moder. Mens det hedder i Elegien, at den unge Pige »holdt Øie med Dragerne af hendes Rode« (Skildvagterne), og at hun kun havde »borttaget de Ringe, der plejede at pryde hendes Ankler, for at ikke deres Raslen skulde udsætte hende for Elendighed,« har Bagger en helt anden Historie at berette:

Moder min det ikke vide maa,
Derfor løsned jeg de gyldne Ringe o. s. v.

Og da hun drister sig til at træde ind i hans Telt, er det først efter at have spurgt ham:

Tør jeg troe, at den derinde boer
Ikke myrde vil min Moders Glæde.

Og mens den unge Pige i Elegien helst straks havde kastet sig i sin elskedes Arme, og kun »af Undseelse afbødede hans Omfavnelse«, er hun hos Bagger yderst ængstelig og føler sig først rolig, da han har lovet at handle »som om mange paa os saa«. Udtrykket har ikke megen indisk Klang, men minder langt snarere om den Terminologi, vi kender fra de Dage, da Carl Bagger og Thora legede Skjul med Familien Fiedler. Den indiske Elegi falder da efterhaanden ud til at blive et københavnsk Digt om Minderne fra de første farlige Stævnemøder paa Basnæs. Men den, der dvæler i Minderne, havde paa det Tidspunkt oplevet, hvor galt det kunde gaa, hvor blodigt den lille Fod kunde saares; herom * XIII vidner tydeligt nok hendes Angst og hans højtidelige Forsikring om at ville være kydsk mod sin lille Pige, »ønske fromt og have rene Tanker«. Saadan tales der ikke før Syndefaldet. At Digtet stammer fra Tiden efter Katastrofen bekræftes da ogsaa af en Notits hos Vilh. Møller. Enkelte Udtryk og Vendinger minder om »Foraaret«, med hvilket det muligt er samtidigt. I begge Digte skildres den let svævende Vaargudinde med den fine Fod (»Den fine Fod ei stødes maa paa Jorden« (»Foraaret«), smig. »Den fine Fod var ridset blodig« (»Bortreisen«)). Og begge er de født af et Sind, som har kendt de urene Tanker (»Giv smukke Tanker mig« (»Foraaret«), smlg. »Vi vil have rene Tanker« (»Bortreisen«)).

Det bliver da vel næppe for dristigt at antage, at Baggrunden for Digtet er en lille Konflikt mellem Thora og Bagger. Han har - træt og pint af det hjemlige Livs Vanskeligheder og Smaaligheder - ønsket at forfriske sin Aand og udvide sine Kundskaber ved en Rejse, maaske fristet hertil ved at se Svogeren Frederik Fiedler rejse til Tyskland paa Studiums Vegne; - men Thora har været ængstelig og har holdt igen.

I Digtet blev Rejsen jo imidlertid til Virkelighed. Ud af denne Fiktion springer da et nyt Digt »Hjemkornsten«. Naar han sad i København og længtes efter Basnæs, ja saa var han jo ret beset en Mand paa Rejse, og - netop som Dørene til hendes Kammer er allerstrengest stængte - gør det godt at behage sig i Fantaseren om en længe attraaet Hjemkomst. Nu kommer han da og banker paa sin elskedes Dør. I de første Lykkens Dage var det hans »Ungdoms Flammetanker« (»Et Sendebrev«), der XIV bad om at blive lukket ind. Nu er det en prøvet Mand, der har faret over mørke Vande og træt søger hjem til hende, der aldrig glemte ham. Baade Thora og Basnæs er saare let kendelige: Pigen med det mørke Haar . . . . ildfuld . . . . ung af Aar . . . .; trofast mod den, hun holder af, men maa savne, trykker hun hans Haarlok mod sine Læber.

Og Basnæs i »Regnvejr, Sol og Tordenbrag«; - ganske som i »Foraaret«, hvor det hed: »Her har jeg seet Lysets Herlighed i Tordnens Sky«. Er dette sidste Digt dugget af Vemod over den spildte Lykke, er »Hjemrejsen« en Drøm om, at de stængte Porte - trods alt - engang vil aabnes, og det tabte vindes igen. -

Ogsaa i Folkevisens Toner synger Bagger, med Digtet Ridder Strange, ud af sit eget Sinds Fortrykthed. Ret nøje følger han Handling og Tankegang i Visen; men de tilsyneladende smaa Afvigelser taler et stærkt personligt Sprog: Sidselille bliver uden Betænkning til Thora, og uden Hjemmel i Folkevisen sender hun - da hun skal føde sit Barn - en sorgfuld Tanke til sin Moders Borg. Naar Bagger i sit Digt - i Overensstemmelse med Folkevisen - lader Moderen true med at brænde Sidselil og hænge hendes Elsker, er det en poetisk Omskrivning for Basnæshjemmets Vrede. Uden Hjemmel i Forbilledet er - i Baggers Version - Ridder Stranges tillidsfulde Trods og til sidst Udmalingen af hans vilde Skyldfølelse; i hans eget Liv og Sind har de Hjemmel.

Allerede Schwanenflügel har ment, at ogsaa i Digtet »Fragmenter af den spanske Krønike« maskerer Bagger sin egen Kærlighedshistorie.

XV

Først møder os den syttenaarige Ynglings Drøm, som bliver til Virkelighed i Ximenas (Thoras) Skikkelse. Men ligesom Baggers egen Bejlen ikke fandt Naade hos Faderen, hedder det i Digtet:

Pas paa, Ximena, om en føie Tid
Vil Strid der opstaae mellem vore Fædre.

Striden ender i Digtet som i Virkeligheden med Faderens Død. Dog, det var ikke Meningen: han vilde saare ham i Skuldren - Sværdet

Løb nedenfor, og han sank baglæns nedt
Prælat, o bed om Naade for Rodrigo.

Mens Digtet iøvrigt ret nøje følger sine Kilder - bl. a. de spanske Cid Romancer*) - gaar Bagger her sine egne Veje. Den Rodrigo, der angrer, at han ikke nøjedes med at saare i Stedet for at dræbe sin Modstander, er fjernt fra Historiens og Digtningens Cid; men saadan har Carl Bagger følt det, naar han jagedes af Selvpinsler: da han tog sin elskede, var det en Trods mod hendes Fader; han vidste, at han saarede ham; men dræbe ham - nej det var aldrig faldet ham ind. - Det hedder videre i Digtet, at Sindet er vildt af Sorg. Men Skæbnen kan bæres, og alt kan blive godt:
»Med Tiden blier Ximena vel din Brud«

Men en Daad maa øves:
»Erobre Zaragoza, kæmp for Christus.«
»Saa lad ham ride da mod Zaragoza«...

* XVI

Digtet ender brat. Naar mon Rodrigo at indtage Zaragoza? Tiden skulde vise det.

Baggers Ridt mod Zaragoza gik i hvert Fald gennem dybe Fald.

Og saa har vi da til sidst den pragtfulde Finale: Dampskibet »Løven«. (1836).

Forkrænkelighedens Bæger var tømt indtil Bærmens sidste Draaber. Nu var der kun een af to muligheder: fuldkommen Undergang eller øjeblikkelig Redning. Det blev det sidste, og det skete i Form af en mægtig sjælelig Rystelse, den der er Digtets Indhold. Bagger har faaet at vide, at man vil tage hans Thora fra ham, maaske for bestandig. Det maa ikke ske, det skal ikke ske. Saa kører han da med Dagvogn til Korsør, hvorfra Dampskibet Løven skulde føre hende til Hamburg, og tilbringer der nogle faa Timer med hende, inden Afskedsøjeblikket slaar.

Det er et af de blodigste Digte, vor Litteratur ejer: en rig Aands Opvaagnen til Dom over et forspildt Liv. Med Fortvivlelsens Patos pisker han sig selv i vild Ruelse, for saa pludselig at slaa over i stolt Selvfølelse. I det mindste hun skal vide, at

Jeg har dig elsket, hvad de saa end siger,
Saa højt som dette Hjærte elske kan.

Og i det mindste hun skal forstaa, at han ikke tør maales med Hverdagsmaal; han er Digteren, og

Dyrt maa den alvorsfulde Skjald betale
De smukke Fløitetoner paa sin Luth.

Saa bryder som i Lyset af et Lyn Mindet om de svundne, lykkelige Dage frem - kun for i vild XVII Disharmoni at slaa over i et Skrig af Længsel efter Udslettelse. Da først faar Sindet Ro. Lidelsens Baal er brændt ned - og Digtet kan glide ud i en rolig Tillid til en ny, en kommende Lykke. -

Et Par Maaneder efter sad Bagger i Odense som Redaktør af Fyens Stifts Adressavis - han syntes borgerlig set at være reddet. Men den, der kunde digte sig ud af Sorgen over sig selv, formaaede ikke at tilsætte sin Karakter det Islæt af Fasthed, som ene havde kunnet hjælpe ham. Det er ikke mindst Illusionen i den faldnes Tro paa en Genrejsning, der gør »Dampskibet Løven« til saa tragisk et Digt. - -

Som en smuk Efterskrift til sine Kærlighedsdigte har Bagger sat Thoras Moder - hvem han gennem alle Tilskikkelser vedblev at holde af, og som holdt af ham igen - et værdigt Eftermæle, i Digtet »JuHane Marie Fiedler«.

Naar Helten gifter sig, ender som bekendt hans Historie: ud af den første Kærligheds sarte Sødme, af Erobringens Kampglæde, af Længslens Vemod kunde Bagger digte. Men Besiddelsens Hverdag lod ham stum.

Der er et Ord i Sproget, som Bagger atter og atter tager i sin Pen, men uden nogensinde helt at forstaa dets Betydning; det er Ordet Frihed. Han vidste ikke, at den, der vil være fri, maa kunne beherske indefra. For ham blev Frihed det samme som Tøjlesløshed. Derfor gik hans Liv i Stykker. Han har mange Navne for Afskygninger af det Frihedsideal, som han saa begejstret besynger: snart er det XVIII Bakkantens Hymne til Munterheden, snart Zigeunerens Lovsang for det ubundne Vandreliv, snart Republikanerens Dyrkelse af den simple, jævne Mand.

I det lille, tidligt skrevne Digt »Til Bacchus« sender Vinguden til hans Vugge:
to Engle ned
Min Vintørst og min Munterhed.

Han blev sin Genius tro Livet igennem, og han holdt sit Løfte: at blive »En Gud for Skidenhoben«. Der er ingen Tvivl om, at naar Bagger i de simpleste Knejper i Selskab med Venner, hvis primitive Gemytter ingen Dyd eller Pligt holdt i Tømme, hengav sig til Øjeblikkets Lystighed, kunde han føle en Frihedens Inspiration, der gjorde ham til en »Gud« for Bærmen. Han har haft noget af den samme aandelige Begavelse, der udmærkede Wessel; hans Vid gjorde ham til den selvskrevne Fører i hvert Drikkelag. Det fortælles fra hans Odensetid, at da Værten i en Vinstue, hvor han holdt til Huse, var Bagger lidt vel paatrængende med sin Regning, forlagde han uden videre Residensen til et andet Vinhus. Men Følgen blev, at det første ganske tømtes for Gæster, - Baggers Vid havde været Sjælen i deres Bakkanaler, og de fulgte ham til det nye Sted, indtil den besværlige Vært maatte bede om godt Vejr og love aldrig at genere Bagger med nogen Regning.*)

Det gyldigste Mindesmærke, han har sat Drikkedaaden, er det ypperlige Digt: »Ballade«. Den trettenaarige Parykmagersøn øver den Bedrift i eet * XIX Drag at tømme den Punchebolle, som ingen af de mange prøvede Svende turde binde an med; men Skæbnen indhenter ham, og han synker i en Rendesten:

Med Hoe'det i Rendesteens Blødme,
Med Munden i Mudderets Grødme,
Med begge Been ivejr!
Inddrikkende Bundfaldets Sødme
Stod han i Aftenens Rødme
Under Skyglans og Stjerneskær.

Han staar der endnu som et Varsel for ligesindede.

Til Hælvten Bakkant, til Hælvten Zigeuner ser vi i »Promenaden om Natten« stud. jur. Carl Bagger Arm i Arm med sin Soldebroder stud. theol. Søren Wedege Blicher paa Vandring hjem ved Nattetide fra et lystigt Lag. En trykkende Blyhat er »smedet om hans Pande«; men hjem vil Bagger ikke; han vil slentre og vrøvle og snakke fortroligt om sine skuffede Skuespillerplaner (i hans demokratiske Sind bliver Skuespilkunsten til Frihedens eget Symbol).

Til dette fortroligt slentrende er Nattens Gadeliv en stimulerende Ramme: Vægteren, Tøsen og Branden. Her under Nattehimlen er han fri som Zigeuneren. - Digtet er et ærligt Snit ind i den Tid og det Liv, i hvilke Lystighed var blevet Bagger en daglig Fornødenhed. At det ikke var Lykke, vidste han godt, da han som Motto til sit Digt satte la Bruyéres Strofer:

Il faut rire avant que d'être heureux De peur de mourir sans avoir ri. -

Det Digt, i hvilket Bagger synger sig allergladest i sin fuglefri, stolte Bohêmenatur, er »Zigeunersken«. Som Zigeuneren havde han ogsaa maattet

XX

»sove foruden Væg eller Tag,
Under Regnens skyllende Vand.«

Men for ham har Stjernerne dog lyst paa Himlen, mens »de fine« bærer dem paa Kjolen. Han bytter ikke. Han er en Troubadour, en Folmer Sanger; sin Frihed sælger han ikke.

Den samme djærve Selvtillid og frejdige Fart paa Livsfærden besynges i »Piratens Endeligt«. Han ved, hvad han er værd: en Drot er han, men de, som bærer Scepter og Kroner, er Smaafolk. Lad Døden kun komme og vær lystig til, eller som det hed i »Ønskerne«

»lad Skibet seile, saa kort, Du vil,
Naar Fartøjet løber blot muntert til.«

- Bagger yndede at kalde sig Republikaneren. Ikke saa mange Aar før sin Død skriver han*): »Jeg har fra min tidligste Barndom hyldet de republikanske Grundsætninger, hvortil jeg endnu bekjender mig, og som jeg, med Guds Bistand, først skal forlade, naar mit Hoved lægges under Mulde.« Hans Republikanisme er imidlertid ikke at opfatte i almindelig statsretlig Forstand; den er en Fremhævelse af det oprindelige, det jævne og det ubundne i Menneskenaturen. Det generer saaledes ikke Republikaneren Bagger at skrive Hyldestdigt til den reaktionære Steemann, hvis personlige Menneskeværd han paa nært Hold havde lært at skatte, og den Ansøgningsskrivelse, hvormed han henvender sig til Kr. VIII om at tildele ham Postmesterembedet i Middelfart,**) bærer visselig heller ingen Mærker af at være * * XXI forfattet af en republikansk Haand, men den har Pletter af Bohemens Jargon, som naar han f. Eks. henstiller til Fyrsten »at tage en Ambe paa Navnene Carl og Bagger«. Ejendommeligt er det ogsaa, at han i Digtet »Næsbyhoved Søe« i næstsidste Vers lader Nattergalen slaa »republikansk«, mens han i andet Vers bruger et Billede som dette:

Da høres i Bølgernes hulkende Graad
En Psalme, som var det en kongelig Baare.

Baggers Republikanisme synes iøvrigt i de senere Aar mere og mere at have taget Form af en Fantasi over en forestaaende Verdensrevolution, en Fornyelse fra neden med den simple Mand som Fører. Herom tales tydeligt i de to ejendommelige Digte: »Et Svar til min Svoger« og »En Faders Testamente til Sønnen«.

Det første er et Svar paa en Opfordring fra Svogeren Fr. Fiedler til at oversætte Byron, hvilket Bagger afviser bl. a. med den Motivering, at han ikke ønsker at være »Byrons danske Drog«. Dertil har han for selvstændige Tanker: der forestaar Verden - hedder det - en ny Kirke og

En simpel Mand skal af det simple Grus
Omforme Jorden ......

Fra Frankrig er det, at denne Renaissance skal tage sin Begyndelse. »Jeg har elsket denne Nation«, siger han et Sted, »fordi det er min Overbevisning, at det Lyn, som fra det ægte aandrige Vatikan skal udslynges over Vankundighedens Verden, vil og maa komme fra det Land, der ikke . . . fortaber sig i egoistisk Velbehagelighed over sig selv, men hvis XXII mægtige Puls slaar varmt for alle Lande, for Menneskehedens Vel.«*)

I Kamp for dette Ideal sender han sin Søn til Fronten som Sansculotte og Armods Ven. Og det skal være Arven fra Far til Søn: selv som Tigger at overholde Hjertets simple Charte. Men med en for Bagger yderst karakteristisk Vending slaar han pludseligt om og anbefaler Sønnen ikke at spilde sit Krudt paa at hade Rusland og sværme for Polen; for det er haabløst. Ønsk langt hellere:

at snarligt en Forsoner Stjerne
Maa over alle Verdens Lande staae.

Der var visselig ikke Stof til en Verdensreformator i Carl Bagger, han, hvis Væsen - som hans Hustru vidner det - var Blidhed.**)

I hvert Fald synes Blidheden efterhaanden at være blevet et fremtrædende Træk i hans Væsen, der oprindeligt var sammensat af de særeste Modsætninger. Det er en saadan, vi møder her, uformidlet i »En Faders Testamente«, naar han brat svinger fra mandig Trods til afmægtig Blidhed. Bakkanten, Zigeuneren, Republikaneren: det er Udtryk for den samme Side af hans Væsen. Den sanseløse Livsnyder er imidlertid ogsaa en Grubler, der filosoferer tungsindigt over Liv og Død. Han var sig denne Dobbelthed i Væsen bevidst; herom- vidner bl. a. Digtet »En Vision«. Han paakalder her begge sit Livs Genier: baade den onde - den han tiest søgte - og den gode; de skal løse Gaaden for ham: hvad er der efter dette Liv? Skal vi leve evigt i en * * XXIII forædlet Substans, eller er der kun en Grav, et evigt Mørke? Gaaden løses ikke for ham: »for Engle veed ei meer end stakkels jeg«. Digtet bør sammenholdes med en af Strøtankerne,*) i hvilken han fantaserer over det, som sker, naar et Menneske dør: en Engel læger alle Saar, og Legemet vaagner i et nyt Liv »som det var i dets muntreste Ungdom. Saaledes kun kan man ønske sig at leve op igen, man maa leve op heel, som man var her: der gives ingen Sjæl og Legeme, ikke to Ting, men en Eenhed, som hedder Person.« En hel Række af Baggers Digte - forøvrigt de ringeste - giver Udtryk for denne naivt formulerede Evighedsopfattelse, saaledes en Del Mindedigte over afdøde. Eet af dem er interessant ved den originale Maade, hvorpaa han spalter sit eget Jeg i to kæmpende Modsætninger. Fra Kirken lyder Salmistens Afskedsord til den døde; men udenfor lytter Bakkanten til den søvnige Klang. Nej, i blank Falerner vil han drikke sin Vens Gravøl; med Smil vil han mindes ham. Nu kalder igen Tonerne fra Kirken. Bakkanten drages, Salmisten har besejret ham, for
»Jeg selv har jo skrevet, hvad inde de sang.«

Som han i sin Kunst svinger fra den »elegantklædte Musa« til »Musa vulgivaga«,**) svinger han i sit Liv mellem den tungsindige Livsiagttagen og den blinde Livsfortæren, en bestandig Uro, der gjorde ham, Frihedselskeren, til en ufri Mand.

* * XXIV

Den tredje Streng paa Baggers Lyre, Fædrelandet, er unægtelig den spinkleste. Han hører ikke til de Digtere,

der evigt sige:
»Danmark er en Slette, flad vor Strand,
Vel saa er det stygt at have Bjerge,«*)

og det er typisk, at i det eneste af hans Digte, som har rent fædrelandske Toner, (til Gengæld det populæreste), »Den engelske Kaptajn«, er Helten ikke dansk, men Englænder. Men med fin Kunst har Bagger derved, at det netop er en af Fjendens Rækker, der væmmes ved det engelske Togt, fremhævet Udaaden og saaledes sat Danmark og den danske Flaades Skæbne i et særligt Relief.

Det er Daaden og Skønheden, som inspirerer Bagger. Overalt, hvor den øves og findes, er hans Fædreland. Men uden for Danmarks Grænser naaede han aldrig, saa hans skønne Naturskildringer bliver alle en Hymne til Danmark - eller rettere en lille Plet af Danmark, den eneste han rigtigt kendte og elskede: Basnæs. Her var hans rette Fædreland.

Han skildrer det helst og bedst i Tordenluft og Uvejrsstemning.

III.

Da Bagger i 1836 »skriver lange Vers, jeg over mig,« var Vejen for en saadan versificeret Selvdom banet. Den forelaa nemlig allerede paa Prosa i Fortællingen »Min Broders Levnet«, som udkom paa Schubothes Forlag i Dagene mellem 20. Februar og 20. Marts 1835. Denne er en Fantasi over Baggers eget * XXV Liv med en saa nær Tilknytning til Virkelighedsmotiver, at det for Samtiden var en let Sag ikke blot at genkende Digterens eget Fysiognomi, men ogsaa at udpege den ene Model efter den anden i hans Omgangskreds. Meget har i saa Henseende Aarene udvisket; men det Sindelag, hvormed Bogen er skrevet, og som giver den dens Værd og Berettigelse, lader sig endnu bestemme. Vi vil da begynde med at fastsætte, i hvor vid en Udstrækning Bagger i Tid og Sted knytter Beretningen til sin egen Person. For den samtidige Læser maatte Fortællingen virke med Nutidsfriskhed. Den dufter af Døgnets Stemning og Nuets Samtaleemner. Men samtidig har Bagger søgt at dæmpe Virkningen af Hovedhandlingens nære Forhold til hans eget Liv ved at rykke den nogle Aar tilbage i Tiden. En Undersøgelse paa Grundlag af de faa direkte opgivne Tidsangivelser vil give til Resultat, at Bagger har henlagt Hovedhandlingen, som strækker sig over halvandet Aar, til Tiden omkring Aarene 1828-29; men det, der for ham selv var disse Aars Indhold - Kærlighedsforholdet til Thora og Barnets Fødsel - fjerner han fra Nutiden ved at føre det tilbage til et Tidspunkt, der ligger 4 Aar forud for Hovedhandlingen.

Skuepladsen for Bogens Handling er først en Herregaard paa Sjælland; dernæst føres vi til København; saa følger et Afsnit i Jylland, og til sidst ender vi igen i København; vi passerer kort sagt - og i rigtig Rækkefølge - de Stationer, som markerer Hovedpunkterne i Baggers eget Liv: Opholdet paa Basnæs, Bohêmelivet i København, Thora i Jylland (Barnets Fødsel), og paa ny København i endnu vildere Udskejelser.

XXVI

Allerede i Skildringen af den første Lokalitet lægger Bagger hele sit Hjærte ind. Det dejlige »Højerup«, som han benævner det Gods, han anbringer oppe i det nordlige Sjælland, er nemlig indtil de mindste Enkeltheder det elskede Basnæs, blot at dette laa i det sydlige Sjælland. Naar det hedder, at Højerup var omgivet af Grave, hvis Vand aldrig var rigtig klart, og smaa Taarne stod paa alle Fløjene af Gaarden, saa kan enhver ved Selvsyn forvisse sig om, at netop saadan ser den Dag i Dag Basnæs ud.*)

Naar det videre hedder at »en uhyre Lade, bygget af store firkantede Kampestene var det første, som faldt en i Øiet, naar man kjørte ind ad den store Stenport med de underlige, gamle Forziringer. Paa Laden var indhugget med Jernbogstaver: Axel Arnfeldt 1647«, vil Ligheden med Basnæs tydeligt fremgaa af en Beskrivelse fra 1828, i hvilken det hedder: »Stedet er mærkeligt ved en Lade opbygget af gammelt Murværk med uhyre Kampesten imellem og (en) kunstig Port mellem Borgegaarden og Ladegaarden med adskillige Sandsteens Sirater og Inskription i det spanske Sprog.«**) En ældre Skildring***) (fra 1746) beretter endvidere: »Laden er nok den største, som nu findes i Danmark, hvis Mure og Vægge er af lutter hugne Kampesten. Paa Enden * * * XXVII af den store Lade staar Arnfelds Symbolum: Pietate et integritate 1636«.

Et lille yndefuldt Træk ved sin Faders Gaard fremhæver Johannes Harring med synlig Glæde: »Umiddelbart fra Hovedbygningen kunde man gaae ned i Haven; Viinranker og Ferskentræer beklædte Murene, ja, ved at gjennembryde en Rude havde man ført en Ranke ind i Havestuen, og det var da morsomt at see, hvorledes den Green, der var inde i Værelset, grønnedes tidligt om Foraaret, medens den øvrige Deel af Træet udenfor var død og kold!« At det er et sét Træk fremgaar af ovennævnte Beskrivelse under Omtalen af Haven ved Basnæs som den saa ud, da Thora og Carl Bagger var unge*): »Viindriveriet er især fortræffeligt og forskønnet ved alle de Underholdninger, som denne Slyngplante skjænker Liebhaveren. Den røde Frankenthaler knibes og skæres saa net, at den udenfor Glashuset bærer Klaser af flere Punds Vægt og igjennem Vinduesposterne i den smukke Havesal er Ranker indladte saa net, at de slynge sig som Guirlander under Loftet og samle sig omkring Lysekronen midt over det runde Bord til en Gruppe af Druer . . . .«

Baade i Romanen og i Livet vælter det vilde Hav sig stormende uden for Borgen. Det er i Uros= eller Uvejrsstemning, Bagger ynder at tænke paa sit Basnæs; det saa vi allerede i Digtene, og det er da ogsaa med denne sælsomt dragende Uhyggeklang i Øret, at han former de sønderrivende Begivenheder, han lader foregaa paa Høierup Gods. Og videre behager Fantasien sig med visionær Klarhed i en Uddybning af den Smertens Stund, da det elskede Sted »er * XXVIII kommet i Fremmedes Hænder.« Det var netop, hvad Bagger tre Aar senere maatte opleve at se blive til Virkelighed med sin Ungdoms Lykkested: Basnæs.

Det er betegnende for hans passionstørstende Sind, at han tager Forskud paa Lidelsen.

Fra Herregaarden Høierup paa Sjælland flyttes nu Skuepladsen til det Thyesenske Gods i Jylland, og atter er Lokaliteten bestemt ved en lidelsesfyldt Oplevelse i Baggers Liv.

Fra en lille Høj i Præstegaardshaven ses ud over en fjern Hedestrækning med 12 eller 13 Høje. Alt tyder paa, at dette er Vium Præstegaardshave. I en Topografi over Vium Sogn, fortæller Niels Blicher, at »Præstens Hovedlod har alene ti.«*) Det er aabenbart disse 10 Høje, som i Traps Danmark (6. Bd. 4. Udg. S. 295) omtales som fredlyste, og der tilføjes: »Fredlyste er endvidere paa Præstegaardens Mark Troldhøj og den paa samme Ejendom liggende Del af en anden Gravhøj, samt under Vium atter en Høj.« Ikke langt fra Vium Præstegaard ligger Skovridergaarden Stendalgaard. Indtil de mindste Enkeltheder er Baggers Skildring af den Thyesenske Herregaard en Beskrivelse af Stendalgaard og Omegn: den Granskov, der ligger tæt ved Herregaarden, og om hvilken det hedder, at den dengang var en ganske ung Plantage, er da de Partier af Stendal Plantage, der ligger omkring Stendalgaards Marker, og som er tilplantet lige i Begyndelsen af det 19. Aarhundrede. Den lange Allé, ad hvilken Johannes ser ud over en Eng, fra hvilken nogle Vildænder flyver op, er en Skovvej, som bærer samme Navn den * XXIX Dag i Dag. Fra dens ene Ende har man Udsigt ned til en Eng, Stendalen, hvor der staar Vand en Del af Aaret, og hvor man ofte træffer Vildænder. Paa Baggers Tid kunde man se vidt ud over Engen; nu har man kun et lille Kig, da Udsigten er spærret af høje Graner.*)

Paa Stendalgaard fødtes som omtalt Thoras og Baggers Barn, hos daværende Skovrider Bang. Ingen af Baggers Biografer nævner, at han har besøgt hende her. Den præcise Lokalskildring synes dog at tyde derpaa. Hele Skildringen bærer iøvrigt det flygtige Besøgs Karakter; han har set Stederne, men hverken til Naturen eller Menneskene har han noget fortroligt Kendskab. Skal han skildre et Foraar i Jylland, sker det i en saa intetsigende Vending som denne: »Det var netop et dejligt jydsk Foraar,« og da han - aabenbart i en Følelse af denne Beskrivelses Magerhed - vil udtrykke sig lidt fyldigere, tyer han til »Mallen ved Flommen under Sorø Sø.« Lige saa lidt kender han til det jydske Sprog. Han lader saaledes en Jydsk Forpagter tale om sin Kalvekudsk. Det kunde Forpagteren paa Basnæs gøre; men ikke nogen Jyde vilde bruge det Ord. Naivt beder han endvidere sine Læsere undskylde, at han har ladet Halvor Thyesen tale jysk Bondedialekt. Der er næppe een jysk Vending i Halvors Mund. Bagger troer, at naar han lod ham dygtigt mange Gange sige »Fanden slaa mig«, var det godt Jydsk.

Endnu et Bevis paa, at Bagger ikke føler sig helt hjemme i Stendalgaardslokaliteterne er det, at hist og her isprænges hans Skildring Basnæs-Erindringer.

* XXX

Naar Halvor taler am at gaa paa Jagt i Sibberup Krat, er vi pludselig ved Basnæs. Der og ikke i Jylland ligger Sibberup Krat. Naar samme Halvor skal give sine Hunde Navne, maa nødvendigvis en af dem hedde Mufti; saadan hed nemlig Thoras Hund paa Basnæs. Og naar Bagger vil give os Indtryk af de landlige Sysler ved at præsentere os for en Foged, der ved Hjælp af en dejlig Stok holder en Flok Grøftegravere til Ilden, er denne Foged en gammel Bekendt fra Basnæs. Det er om ham, han synger i Digtet »Sommeren«:

»Forvalteren prygler paa de hovne
krakilske Bønder med sin Stok.«

Fra Herregaardens Sale og Naturens Friskhed gaar nu Vejen til Hovedstadens snævre Kamre og til Kroer og Kipper af usleste Art. Her hengaar Arthur Harrings Liv med Skøger og kyniske Svirebrødre. Grænsen mellem Digt og Virkelighed vil det naturligt ikke her være muligt at drage. Om en Skikkelse som Bagger danner sig hurtigt Myte.*) Jeg skal derfor vel vogte mig for at meddele andet end, hvad vi ved fra hans egne Beretninger og fra Skildringer, som gennem Vilh. Møller er naaet til os fra Svogeren Fr. Fiedler. Dette vil, sammenholdt med Digtene, alt i alt give os et ret paalideligt Indtryk. Saa tidligt som i 1828 skriver han til en soransk Ven: »Alene deraf, at Du hverken Penge eller Brev har faaet, maa Du slutte Dig til, at jeg er aldeles den, jeg var i Sorø; min Natur har aldeles ej forandret sig. Det er idag d. 15. Maj, og jeg har allerede * XXXI fortæret de Penge, hvoraf jeg skulde leve Maaneden ud. Af mine Autores har jeg kun Cicero de officiis tilbage; imidlertid giver jeg min Kavalerparol paa, at det ikke er nogen fortrinlig Agtelse for Bogen, men kun dens daarlige Udsende, som har bevæget mig til at beholde den. Du kan ellers troe, kjære Ven, at dette just er en Verden for mig: idelig Tummel, idelig Spadseren, af og til Invitation til Selskaber, som give min Galde og min Latter Luft: hver Søndag Formiddag Serapionsklub med Andersen og Petit; stundom Kafferen hos Mini; oftere paa Teatret; tiest Besøg i en vis herlig Viinkælder - det hele hover mig, hvis blot ei den blege Jura i Baggrunden truede med en gigantisk Justinian i Haanden.«*) I et Brev til Thora fra det flg. Aar fortæller han hende, at »den arme Fritz P. har da pantsat sine, sorte, nye fine Klæder, saa at jeg paa hans Søsters Geburtsdag maatte laane ham en hel Dragt«**). I 1830 dør hans Bedstemoder, og han faar i pekuniær Henseende friere Hænder. Han synes i 32, da han flyttede sammen med Svogeren Fr. Fiedler, som manuducerede ham i Jura, at have forsøgt paa at tage sig sammen. Men da Fiedler i 34 forlod Landet for et Par Aar, mistede Bagger dermed den Kontrol, som var nødvendig for at holde ham oven Vande, og han var, da Svogeren atter vendte hjem, saa langt nede, at han færdedes i »de simpleste og elendigste Kjældere, og at han om Natten ofte ikke havde Tag over Hovedet«***).

* * * XXXII

Kort efter sin Ankomst til Odense skriver han i et Brev til en Ven i Kristiania: »Jeg vil dog fortælle dig strax, at jeg efter utallige Fataliteter og efter at have paa det angenemeste bortødslet min Fædrenearv ... og efter at have været temmelig forfalden til »Melancholie og Brændevin«, nu endelig er bleven mere hengiven til Stadighed og Arbeide.«*)

I den ramme Scene, i hvilken Arthur i Spidsen for sine Svirebrødre trænger larmende ind til Johannes, er de i Følge med en vis Skøge, Rikke T-. I et Eksemplar af »Min Broders Levned« - som kom i hans senere Biograf Dolleris' Eje - har Bagger givet Scenen et endnu uhyggeligere Virkelighedspræg ved omhyggeligt at oplyse, at denne Dames Navn var Frederikke Tren.**) Let kendelig endnu i vore Dage er den Jyde »med den dybe Bas og den kraftige Legemsbygning«, som han - i den sidste og grelleste af Svirescenerne - anbringer spillende Piquet med en Kielerstudent. Det var et nærgaaende Portræt af daværende Inspektør og Lærer ved Borgerdydskolen paa Christianshavn, Cleophas Svenningsen. Denne sjældent dygtige og særprægede Personlighed, hvis Fysik tillod ham de største Ekstravagancer, uden at det sporedes paa ham, var en hyppig Gæst i tarvelige Beværtninger, hvor han søgte Selskab med Skippere eller Kaptajner fra, Skibene under Børsen. Saadanne Steder mødtes ofte Bagger og Svenningsen, begge gode, vittige Hoveder, der mente, at den rette Menneskelighed fandtes oprindeligere i slige Kredse end hos de saakaldte »fine«.

* * XXXIII

Det er et Interiør fra denne Verden, Bagger har givet os, og Svenningsen er levende karakteriseret baade i Ydre og i Tale - han havde »dette trofaste, overbevisende, langsomme Tonefald med den stærke Snurren paa R-erne«*). Ogsaa Svenningsens Væsen er ramt: hele Spillescenen lyser af Humor, netop den Egenskab, der var mest ejendommelig for ham. Et enkelt lille Træk, som ofte fremhæves hos ham, har Bagger faaet med og har derved yderligere levendegjort Figuren: »Naar han havde tømt [Glasset] lagde han Ansigtet i begge Hænder og sad saa en halv Times Tid og snurrede eller brummede som en stor Humlebi«**).

Men ikke blot er Arthurs Knejpetilværelse bygget over Forfatterens Erindringer, ogsaa den mørke Baggrund, hvorpaa denne makabre Figur danser sin Dødedans, er Skygger fra hans eget Liv. Fortællingens Begivenheder dækker her Livets med biografisk Nøjagtighed: den unge Mand indleder et Kærlighedsforhold til den unge Pige; de faar et Barn, som opdrages paa Landet i Jylland. I Bogen som i Virkeligheden faar Drengen Navnet Carl Petersen. Den lille Afvigelse, at Mathilde og Arthurs Barn holdes skjult - mens Forældrene tror, det er død - er en Variation over det Virkelighedsthema, at Barnet ganske unddroges Thoras og Carl Baggers Indflydelse, idet den lille Dreng stadig var i Jylland, Thora paa Basnæs og Bagger i København.

Men mens Arthurs Forhold til Mathilde var en Episode, var Baggers til Thora Sjælen i hans * * XXXIV Livshistorie. At Bagger har følt Tyngden af en Brøde, vidner Digtene ofte om, ja de fortæller endogsaa, at naar Tanken paa hende greb ham, da kunde midt i Munterheden Angsten for hans Sjæls Fortabelse gribe ham, Frygten for et »rædsomt Vanvid«. Dybden i Baggers Forhold til Thora maales bedst ved Afstanden mellem den »Ynglingslykke«, som han saa smukt besynger og den Fortvivlelse, hvortil Faldet førte ham. Ynglingslykken hører vi intet om i Arthurs Historie, heller ikke synderligt om Angerens Fortvivlelse. Han er slet og ret Forføreren. Og dog er der i hans bedrøvede Ord paa Dødslejet, da man fortæller ham, at hans Søn lever: »Ak, hvorfor faar jeg det først at vide nu,« et Vidnesbyrd om, at denne Episode kunde være blevet til mere, om man ikke havde handlet ilde med ham. Men naar der ogsaa i hans Lystighed ofte høres en smertelig Klang; naar han ler, fordi han ikke kan græde, da skyldes dette væsentligt et andet Forhold.

Tidligt i Baggers Digtning høres Toner af Forladthed, den fader- og moderløses Ensomhed. Hertil kommer yderligere Følelsen af at være født i Brøde. Det var Ord, der, fra han var en lille Dreng der hjemme hos Bedstemoderen, havde lydt i hans Øre: din Horeunge, din Bastard, dit Hittebarn. Her var ikke blot en Skyld at grunde over, her var en Hemmelighed at løse, et Slør at løfte. Bagger havde alle Dage en sygelig Hang til at bore sig ned i det mystiske, det spændende og oprivende (han udtaler saaledes i Forordet til sin store Tragedie om Dronning Christine, at Inspirationen hertil oprindelig var en vis Pirring ved den uløste Hemmelighed, som knyttede sig til Heltens Liv og til de korporlige XXXV Grusomheder, han til sidst maatte døje). Det er da tidligt blevet et ofte tilbagevendende Spørgsmaal i hans Liv: »Hvem er min Moder?« og »Hvad var min Faders Brøde?« og denne ukendte Moder og denne ukendte Brøde har han efterhaanden gjort til Genstand for en formelig Dyrkelse i sit Liv som i sin Digtning. Vilh. Møller fortæller, at »Carl Bagger lod foretage mange Undersøgelser angaaende disse Forhold«, og at han »som et af de tvivlsomme Resultater af sin Søgen skal have fundet, at Moderen (der nok var død og begravet i Roskilde) endnu havde bragt en Pige - altsaa ham en Søster - til Verden.«*)

Ser vi ud over den Række af Moder=Billeder, Bagger har tegnet i sit Forfatterskab, er de alle Visioner. En lille Gruppe er fredfyldt og solbeskinnet; de bærer Thoras Træk, saadan kunde han drømme om hendes og sin egen Fremtid.

Den anden Gruppe er som oplevet i et Mareridt. Billederne veksler som i en sygs jagende Drømme.

Først - og med det indledes »Min Broders Levnet« - den skønne Moder, hvis Portræt i Sønnen Johannes' Øjne synes at forandre sin smilende Mine til vemodige Træk, og som - da hun selv viser sig - »har mistet hiin ungdommelige Munterhed og Livslyst . . . . som for nogle Aar siden havde henrykt Enhver, der færdedes i hendes Nærhed . . .« - Saa Billedet af den døde Moder, der i Drømme viser sig for Johannes, først med Orme og Utøj væltende ud af det fromme Ansigt og af det fulde Bryst; dernæst i Skikkelsen af en dejlig tyveaars Pige med et uendelig vemodigt Aasyn. - Og endelig - i * XXXVI Forstudien til »Min Broders Levnet« - hengiver Fantasien sig til de tøjlesløseste Skildringer af Uhygge og Rædsel i Billedet af den sindssyge Mor, der forfærder den Søn, der uden nogen Erindring om sin Mor forlængst har troet hende død - ved pludseligt at vise sig for ham og som den, der har født ham til Verden, kræve hans Kærlighed. -

I disse Syner er Virkelighedsbilledet - Moderen, som hun var, og som Bagger vel har faaet hende skildret: en ung, meget smuk og straalende livsglad Kvinde - bestandig trængt tilbage for uhyggelige Forvanskninger.

Ligesom Bagger havde ogsaa Arthur maattet føle Savnet af en Moder. Han rives tidligt fra hende, og han har aldrig erfaret, hvad det er at være elsket af en Moder. Heri ligger Forfatterens dybeste Forsvar for sin faldne Helt, og af dette Forhold bløder Arthurs Sind langt smerteligere end af hans Kærlighedsbrøde: da han i det sanseløse Orgie paa Broderens Værelse faar Øje paa sin Moders Portræt, da bliver der stille i hans Sind, da mødes Kristus med Bakkus.

Det vægtigste Forsvar, Arthur selv fører for sit Liv, knytter han til Faderen, hvem han elskede indtil Afguderi, og »siden den Tid, da jeg jordede ham, har mit Hjærte været en Jordklump, hvor ingen lægende Urt, ingen Blomst kunde trives.«

Det berettes i Biografierne, at det er en Tradition i den Fiedlerske Familie, at Modellen til Arthurs Fader skal have været Jacob Brønnum Scavenius. Dette maa dog forstaas med al muligt Forbehold. Af Scavenius (1749-1820) er der sikkert intet andet i denne Figur end nogle rent ydre Træk af hans XXXVII Karriere. Scavenius var Søn af en Handelsmand i Skagen; efter Faderens Død levede han her i København i smaa Kaar og gennemførte ikke et paabegyndt Studium. 1776 fik han Ansættelse som Assistent i det asiatiske Kompagnis Tjeneste i Ostindien, hvor han snart blev Faktor. Efter at have tilbragt 15 Aar i Bengalen, vendte han 1792 tilbage her til sit Fædreland med en meget betydelig Formue, for hvilken han havde erhvervet sig flere Godser. Alt dette falder i det væsentlige sammen med, hvad der fortælles om Arthurs Fader. Men hermed hører ogsaa Ligheden op. Ægteskabet først med den pukkelryggede Kone og senere med Olivia synes at være fri Opdigtning. Og Arthurs Faders Karakter har intet at gøre med den kraftfulde og gennemdygtige Scavenius, der døde i høj Alder efter at have indlagt sig store Fortjenester. Hans ydre Livshistorie havde Bagger haft Mulighed for at lære at kende derigennem, at en af hans Sønner, Lucas Frederik Scavenius*), havde været hans Klassekammerat i Sorø. Bagger har følt sig draget af det spændende i Kammeratens Beretning om Faderens Skæbne, der jo iøvrigt havde Træk tilfælles med Godsejer Fiedlers: ogsaa han havde som Handelsmand tjent saa stor en Formue, at han kunde købe et Gods. Da Fru Fiedler var død, og Godset i Dec. 1838 gik over paa fremmed Haand, var det en yngre Broder til Lucas Frederik Scavenius, der købte det.

At Arthurs Fader iøvrigt er en Fantasi over Baggers egen Fader lader sig næppe betvivle. Et Maleri * XXXVIII af Peter Christian Bagger viser netop de Træk og synes at røbe de Anlæg, som Arthur mener at læse i sin Faders Billede: Intelligens, Svaghed og Melankoli.*)

Som Arthur i Fortvivlelse spørger sin Broder, om det skulde være muligt, at han, Faderen, hvem han har elsket, skulde have gjort sig skyldig i en grufuld Brøde, saadan har Bagger spurgt sig selv: Vår min Fader en brødefuld Mand? Sveg han min Moder? Var han Skyld i hendes tidlige Død? Stærkere og stærkere hidser han sin Fantasi, og til sidst staar for hans Blik den pukkelryggede Kvinde, som styrtes i Bølgerne af sin Mand.

Naar Bagger standsede ved sin egen Brøde, saa mindedes han, at Fædrenes Synd skal nedarves, og da han tegnede Arthurs Skikkelse lod han Arven fra Faderen følge ham som en uafvendelig Skæbne: begge er de oprindeligt Løjtnanter i Flaaden; begge tager de - af en vis Uafhængighedstrang - deres Afsked, og begge gør de sig skyldige i en Brøde: Faderen myrder sin første Kone, Arthur »myrder Uskyld og tilintetgør en deilig Piges timelige Velfærd.« -

Ikke blot i ydre Livshistorie, men ogsaa af Sind bærer Arthur sin Forfatters Træk. De har begge denne Ujævnhed i Væremaade, der faar dem til at svinge fra Yderlighed til Yderlighed, og den stejle Stolthed og Uafhængighedsiver, som de kalder republikansk, og som gør det umuligt for dem at modtage Hjælp. Da Fr. Fiedler kom hjem fra Udlandet, havde han det største Besvær med at faa Bagger * XXXIX talt til Fornuft, saa at han gik ind paa at modtage den Haandsrækning, der ene kunde bringe ham lidt paa Fode.*) Alt hvad der hed Familieindblanding har været Bagger en Plage. Med Skildringen af den Qvasitante, Generalmajorinde B., der i Fortællingen ytrer sin Familievenlighed ved at udsprede ondartet Sladder om Arthur, har Bagger taget Hævn og sat sin Tante Baronesse Sophie Selby g. m. Generalmajor v. Bülow et ondartet Eftermæle.**)

Flere Fællestræk kan nævnes: Bagger og hans Figur mødes i en ikke helt lykkelig Kærlighed til Scenens Kunst; deres lidt svævende, panteistisk farvede religiøse Anskuelser er beslægtede; de har samme litterære Smag: Arthur lader sig paa Dødslejet forelæse Partier af Ugelspiegel; Bagger begyndte faa Aar efter Bogens Fremkomst Udgivelsen af »nogle kortvillige Historier om Tiile Ugelspegel.«***) Endvidere, den Forstaaelse, de savner hos Menneskene, søger de hos Dyrene: Arthurs bedste Ven er hans Hund Murat; det er aabenbart den, som Thora tager sig af i Digtet »Hjemkomsten«, og da Bagger kom til Odense, saas han altid i Selskab med sin »eneste og bedste Ven, en Hund ved Navn Murat.«****) Og endelig: Arthur var en Sanger; men ingen ænsede hans Sang. Det var vel nok den dybeste Skuffelse i Baggers Liv, at hans store Digteraspirationer straks blev mødt med en dræbende Kulde, so han aldrig helt fik Bugt med. Først efter Arthurs Død forstaar Johannes, at han * * * * XL var »en lille Fugl, der har sin Rede inde mellem Løvet i det lave Buskads.« Netop saadan vurderede Bagger sig selv som Digter:

Mindes dog, at skjønt i høie Træer
Mangen Sangfugl bygger sig en Rede,
Kan man undertiden hist og her
Efter den med Held i Busken lede.

(»Til Læseren«).

Men kastes der end nok saa ofte et forsonende Skær over Arthurs Person, hans Liv blev dog ligefuldt et Liv i Selvødelæggelse, og hans Væsens Brist: Svaghed lader sig ikke tilsløre. Ingen Vilje møder Vanskelighederne, Arthur er uden etisk Alvor.

Denne Dom fælder Bagger over sig selv, da han lader Johs. Harring sidde til Doms over Arthur.

Johannes er Carl Baggers bedre Jeg, han er udstyret med hans reneste og bedste Interesser, Kærligheden til de store Aander, Shakespeare, Byron, Kærligheden til Naturen og Livet i den (han er som Bagger en stor Fugleven*). Han har ved med Flid at tilendebringe et teologisk Studium realiseret, hvad der for Bagger kun blev en flygtig Plan blandt mange**).

* * XLI

Mens Arthurs Ansigt har Dødens Farver, og hans Liv viste, at han havde Døden i sit Hjærte, er Johannes »sund og rød som en Rødbede,« og for ham ligger Livet aabent; ham giver Bagger da ogsaa sin egen Drøm om Lykke i Eje som en Virkelighed: han vinder Mathilde, og i den idylliske Præstegaard leger den lille Carl Christian med Tinsoldater, mens Johannes fylder Blad paa Blad til Schubothes Forlag om den fortabte Broder, over hvem den endelige Dom dog bliver et skaansomt: Han var en miskendt! De skal faa Lov at sande det, naar jeg engang er død, siger Bagger: »Jeg er en miskendt.«

Det er da ogsaa Arthurs Skikkelse, der fængsler og ikke Johannes'. Kampen synes ulige. Mod Arthur var Naturen uskaansom, mod Johannes ødsel i sin Gavmildhed. Hvor Arthur har et sygeligt, uligevægtigt Sind, dér er Johannes sund og harmonisk. Maatte Arthur leve sit Liv uden at have følt en Moders Kærlighed, er det bærende Minde i Johannes' Liv Erindringen om en yndig Moder; mens Arthur forpester sit Sind i Selskab med fordærvede Personer, hænger Johannes en frisk Blomsterkrands om sin Moders Portræt.

Arthur - og ikke Johannes - har sin Forfatters Kærlighed. Han var en stor Synder; men hans Hjærte blødte. Den sikre og sunde Johannes giver Bagger Livets Ret; men han glemmer ikke at plette ham med Dydens Selvglæde: den som drister sig til at kalde sig selv: »Jeg den rene«, og som siger om sin forførte elskede: »hun havde Dydens Ansigt og Lasternes Legeme,« staar sin Forfatter fjernt.

Jeg fejler vel næppe heller, naar jeg formoder, at der i Skildringen af Johannes er indgaaet Momenter XLII af en Dydens Ridder, som ofte satte sit myndige Jeg op mod Baggers: Svogeren Frederik Fiedler. Naar de afgørende Scener mellem Arthur og Johannes bærer det oplevedes Karakter, saa er det sikkert, fordi de afspejler Fr. Fiedlers energiske Forsøg paa at faa den ryggesløse Carl Bagger paa Fode. Hvad Fiedler har ladet Vilh. Møller berette i saa Henseende, dækker fuldt og helt, hvad Bagger fortæller i sin Bog. - -

Bagger nøjedes imidlertid ikke med at dissekere sit eget Jeg; ogsaa den Kreds af Mennesker, som han færdedes i, afgav Stof for hans Fortælling. For den kvindelige Hovedpersons Vedkommende, Præstedatteren Mathilde Johnsen, har da ogsaa Baggers Oplevelser med Thora Fiedler været bestemmende. Men iøvrigt har Bagger øjensynligt gjort sig de ivrigste Bestræbelser for at fjerne Figuren fra den, som fyldte hans Hjærte. Resultatet blev derefter. Mathilde Johnsen er blevet en af de mest forskruede Romanfigurer, vor Litteratur ejer. Man erindre sig blot en Udgydelse som denne: »Endnu ung og smuk, endnu varm af Lidenskab, vil jeg, med et glimrende Ydre, fra et høit Standpunkt, maaske blænde Verden, saa at den, begeistret ved Beskuelsen af min Kunst og af mit Talent vil tilgive min Ungdoms Synd . . .«

Det utvivlsomme Forsæt: at skabe en af Thora uafhængig Figur, har Forf. dog ikke helt kunnet gennemføre. Det hænder - til Fordel for Skildringen - at han lader Hjærtet tale med og ganske * XLIII forglemmer sig selv, som naar han f. Eks. lader den samme Mathilde, som oprindeligt kaldes »Pigen med de lyse Haar«, pludseligt faa Thoras »castaniebrune Haar, der kontrasterer herligt med den fine Teint.« Og har han først faaet Øje paa Thora, saa slipper han hende ikke. Vi ser hendes »deilige Hals, omkrandset af en hvid Perlerad«, som vi kender den fra Ungdomsbilleder af hende, vi ser i hendes Øjne, »saa mørkebrune, som om jeg saa ned i det sorteste Mosevand«. Vi genoplever hans Kærligheds unge Lykke: »der straalede en Taare i hvert af hendes Øine« .... »Der sad en Vemod i hendes Ansigt .... der var Foraar i mit Hjerte, som naar den første Kærlighed indsniger sig hos Mennesket.«

Netop saadan synger han om hende i et af sine første Kærlighedsdigte: »Et Sendebrev«.

I hvilken Udstrækning Bagger iøvrigt har brugt levende Model, lønner det sig næppe at efterforske.

Det kan blot nævnes, at Dolleris*) hævder, at en af hans Studenterkammerater fra Sorø, Thyge de Thygeson (1806-1905), der senere blev Landstingsmand, Klitinspektør og Kammerherre, skal være Grundlaget for Skildringen af Halvor. Antydninger i denne Retning giver nogle faa Strofer fra et Digt af Bagger om hans Skolekammerater, i hvilket det hedder om Thygeson:

»Seer I hist en lystig Fyr
Springe henad Bane,
Prise høit de vilde Dyr,
Skrige som en Trane?
Hid fra Jyllands Kyst han kom.

* XLIV

Stærk som Hercul, Hjernen tom
Vil han Visdom lære.«*)

Denne fantastiske Figur har iøvrigt - som vi senere skal se - et litterært Forbillede.

Endnu en let kendelig Silhouet fremhæver Biograferne: Værten i Den sorte Hest, en lille Figur med Papegøjenæse og lang blaa Frakke, er baade i Ydre, Væsen, Navn og Stilling den dengang velkendte Gæstgiver Nepomuk Møller, ogsaa kaldet »Papegøje Møller«.

Man gør sikkert rigtigt i at flytte hele den Kreds af Standspersoner, som Johannes træffer i Præstegaarden i Jylland, over til Selskabssalene paa Basnæs. Det blandede Selskab, som ved visse Lejligheder samledes her, vakte ofte hans Latter og Satire.

En Replik i Fru Thyesens Mund har Bagger muligt selv maattet høre paa Basnæs:

»Naar man ikke kan gifte sig, bør man heller ikke forlove sig.«

De Paralleller, vi har draget mellem Bogen og Virkeligheden, har nu forhaabentligt gjort det klart, at Skildringen er en fortvivlet Mands Dom over sit eget Liv. I den forudgaaende Proces er der ikke blot en Aktor, men ogsaa en Defensor. Svagheden faar sin Skæbne, om end der over den lyser et Forsoningens Skær.

I de smaa Vers, der indleder Kapitlerne, og som ofte giver Grundtonen for det følgende, kan man høre Baggers egne dybe Hjærtesuk, smerteligst maaske i Linierne: »Forvandlet blev hans unge Vaar til * XLV en sørgelig Gravdecember.« Ogsaa lyder hans Protest mod Seivgodhed og ensidig Fordømmelse og endelig Forbandelsen af det Sted, som fortærede hans Ungdom »du By med de hundrede Laster« eller, som han kalder den i et Brev til Thora Aaret efter - »denne forbandede By«*).

Bagger ender da ogsaa sin Fortælling med et eftertrykkeligt Farvel til dette Lasternes Sodoma:

»Saa gaa da, Bog, til Byen - Jeg misunder dig ikke.«

IV.

Det er forstaaeligt, at »Min Broders Levnet« vakte Opsigt og Forargelse, dels paa Grund af de dengang dristige Scener fra Demimondens Verden, dels paa Grund af den Nærgaaenhed, hvormed Forfatteren havde portrætteret kendte dalevende Personer. Paa Basnæs var man vred. Blandt de krænkede var ogsaa Cleophas Svenningsen, der en skønne Dag indfandt sig hos Bagger for at tage Hævn. Han fik at vide, at Digteren endnu ikke var staaet op; men dette syntes ikke at genere Svenningsen. Han kunde udmærket godt slaa Bagger ihjel paa Sengen, sagde han. Da det korn til Stykket, nøjedes han dog med at henstille til Forfatteren, næste Gang han udgav »den rraadne Bog« da at skrive Svenningsen, som han hed, og ikke Svendsen. Langt farligere end Svenningsens Næver var dog Madvigs Pen. Den hindrede Bagger i at faa den Plads paa Parnas, som han utvivlsomt havde ventet og mente sig berettiget til. Hans Biografer har enstemmigt og ensidigt * XLVI fordømt denne Kritik, og dog er Forholdet sikkert dette, at Madvig ikke er langt fra Sandheden, naar han hævder, at Bagger ikke var en tilstrækkelig stor Digter til at hæve det vanskelige Stof op i et fuldt kunstnerisk lødigt Plan. Det gælder forøvrigt ikke blot om Romanen, men ogsaa om en stor Del af hans øvrige Produktion, at den har større psykologisk og biografisk Interesse, end den har kunstnerisk Værd. Madvig nævner det endvidere som en af Baggers Brist, at han gør sig skyldig i Overfladiskhed. Dette gælder ikke blot i rent mekanisk Forstand - hans mange ufordøjede og fejlagtigt gengivne Citater er et Eksempel herpaa -; men ogsaa i dybere Betydning har det sin Rigtighed. Den Maade, hvorpaa han f. Eks. i Fortællingen ganske uformidlet paahefter Tidsallusionerne for at gøre Skildringen nutidig, føles som en Mangel paa sjælelig Gennemarbejdelse af Stoffet. I Slægt hermed er ogsaa en vis Slaphed - det gælder ikke mindst i Digtene - som alt for ofte hindrer ham i at fastholde en Tanke, en Figur (Fortællerens, Johannes, Karakter sammenblandes saaledes ofte med Forfatterens, hvorved den uheldigvis glider over i Arthurs) eller en engang anslaaet Tone. Han er umusikalsk og uden sproglig Takt. Derfor er ogsaa - som Madvig ligeledes bemærker - hans Stil meget usikker. Muligt gennem tidlig Læsning i Shakespeare fik han Tilbøjelighed til en billedmættet Stil. Tragedien om Dronning Christine er rig paa Eksempler. Ogsaa fra Min Broders Levnet kunde citeres i det uendelige. Bagger magter imidlertid ikke denne Billedstil, men forfalder ofte til de groteskeste Bizarrerier, som f. Eks.: »der var Foraar i mit Hjerte, som naar den første XLVII Kjærlighed indsniger sig hos Mennesket, som naar Hørkræmmerdrengen gaaer ud af sin Lære og bliver Svend.«

Ogsaa det springende og til Tider usammenhængende i hans Maade at opbygge Stoffet paa viser en svigtende kunstnerisk Alvor.

Madvig glemte dog ikke at anerkende, at der i »Min Broders Levnet« var »Glimt og det ikke svage Glimt af Digteraand«. Alene den Omstændighed, at han gjorde den til Genstand for en udførlig Omtale i det fornemme »Maanedsskrift for Litteratur« viste jo, at Bagger var en Mand, han regnede med. Med alt dette er det dog ubestrideligt, at de to ingen Mulighed havde for at forstaa hinanden. Det i godt og ondt dybt menneskelige, der bestandig gør »Min Broders Levnet« til en Bog, der interesserer og bevævæger, havde Madvig ingen Sans for, og der overgik derfor Bagger en stor Uretfærdighed derved, at det blev denne Autoritet, der ene fældede Tidens Dom over hans Værk.

At Kritikken ramte smerteligt fremgaar blandt andet af nogle Udtalelser af H. C. Andersen i hans Livserindringer. Bagger revancherede sig dog kort efter ved i »Søndagsbladet« Nr. 23 at indrykke en mere bitter end morsom Satire over Madvigs Anmeldelse.

»Min Broders Levnet« naaede i Løbet af to Aar at komme i andet Oplag*). I Mellemtiden havde to tyske Oversættelser set Lyset.

V.

Det patologiske i Baggers Sjæleliv: hans ustandselige, syge Fantaseren stadig over de samme to * XLVIII Grundmotiver: den brødefulde Hemmelighed ved hans egen Tilblivelseshistorie og det brudte Kærligholdsforhold fejrer i Skitsen »Erindringer fra et Ungkarls-Liv i Kjøbenhavn« de vildeste Orgier. Større kunstnerisk Værd har dette Arbejde ikke; men til Belysning af Baggers Psykose og som en Penneprøve til »Min Broders Levnet« har det sin Interesse.

Det er aabenbart, at Williams, Christians og Jacobsens Skikkelser alle belyser Forfatterens eget Jeg. Williams Sind formørkes af Grublerier over, hvem hans Fader har været og af Bitterhed over, at den eneste Lærdom, han fik af dem, som kaldte sig hans Forældre, var »den som han maatte høre tidligt og sildigt: at han var »undfanget i Synd og født i Synd«. For at døve sine Lidelser søger han Munterhed i Vinen, indtil han en Dag ender sit Liv ved Selvmord. Over Skikkelsen kastes intet mildnende Skær som det, der forsonede med en Figur som Arthurs. - Hos Christian er Motivet varieret i den pludselige Afsløring af Slægtshemmeligheden i den mest skærende Disharmoni: »Synes det Dig ikke, at Skjæbnen spotter mig; den lader mig holde et lystigt Gravøl over min Broder, lader mig blive bange for min Moder, og nu, da de Begge er døde, faaer jeg først at vide, hvor nær de var knyttede til mig.«

Det andet Grundmotiv, den skuffede Kærlighed, er indgaaet i Jacobsens Livshistorie. Naar Bagger fantaserede over Thoras Skæbne, endte Tankerne vel mere end een Gang dér, hvor Præstedatteren ender i Skitsen.

Der kan næppe være nogen Tvivl om, at »Et Ungkarls-Liv« er en Forstudie til den større Fortælling: XLIX Arthurs Skikkelse er jo saaledes i Skitsen varieret i Williams, Christians og Jacobsens og yderligere antydet i den forførende Løjtnant, og Mathildes anes i Præstedatteren, som forføres af Løjtnanten og ender i Antoniestræde. Den hjemvendende Indienfarer med den syge Kone (i Skitsen) gaar ligeledes over i Romanen. Af Trespaltningen udvikler sig en Tospaltning med et ganske anderledes interessant Perspektiv, idet en ny Fase vises i Billedet af Johannes. Men for at tegne den maatte Bagger først selv have set den. Den dukker op lige i Slutningen af Skitsen. Mens denne begynder med en næsten religiøs Forherligelse af Bohémelivet, ender den i en Fordømmelse af det. Først efter at Christian til sidst har set sit eget hæslige Billede med Vinen glødende paa Kinderne, og Øjnene stive i Hovedet: »see, saadan ser du ud, naar du er lystig«, - faar Bagger Øje paa Johannes-Skikkelsen.

VI.

Madvig havde endvidere Ret, naar han i Baggers Stil fandt mere Affektation end Originalitet. Han led saaledes af en ubehagelig Tilbøjelighed til at give sine Arbejder Spor af megen Lærdom, og han har let - alt for let - ved at lade sin udbredte, men spredte Læsning gaa uforarbejdet over i sit Forfatterskab. Naar han f. Eks. i »Min Broders Levnet« lader Moderen vise sig for Johannes med de Ord: »Eftertragt ikke, hvad der aldrig kan tilhøre dig,« saa er det en tydelig, men ilde anbragt Reminiscens fra Vaulundurs Saga. Ogsaa megen ufordøjet BlicherLæsning (Blicher var Baggers Yndlingsforfatter) har sat sine Spor, tydeligst i Romanens Jyllands-Skildring. Paa Blichers Manér indledes Beskrivelsen med L en geologisk Oplysning, der iøvrigt er lige saa uholds bar som hos Blicher (»Røverstuen«) og derefter følger - ligeledes i Blichers Stil - en Fremhævelse af almindelige Væsenstræk hos Jyderne (»Hosekræmmeren«). Men mens Blicher i sin Fortælling uddyber og motiverer de Paastande, han fremfører, savnes en saadan Forbindelse hos Bagger. Han fortæller saaledes, at Jyden fuldt vel kender Pengenes Værdi; men af Fortællingen fremgaar dette ikke. Han priser Jyden, fordi han ikke er beheftet med Overtro; men i den flg. Skildring nævnes det ene Eksempel efter det andet paa Overtro hos de Jyder, han beretter om. - Endvidere: i Skildringen af Mathildes natlige Besøg hos Johannes og navnlig af hans paafølgende Betragtninger over den faldne Engel, er der Mindelser fra »En Landsbydegns Dagbog«, og fra samme Værk er meget ubetænksomt Morten Vinges Ord om Kærligheden, der forjager hans Appetit og hans Søvn, overført paa Halvor Thyesen. I »Jøderne paa Hald« har han fundet en med sin egen beslægtet Fantaseren over et brødefuldt Ophav: »Hvor smerteligt er det dog aldrig at have kjendt de Arme, der første Gang omslyngede os! det Bryst, der gav første Næring! ikke at kunne mindes det Aasyn, der med Ømhed og Henrykkelse hvilede paa vort! Ak! mon ogsaa paa mig? mig - forbuden Elskovs ulyksalige Frugt? Mon ikke snarere de bittreste Taarer have vædet mine spæde Kinder, og den dybeste Kummers Sukke blandet sig med mine Skrig.« Og ligesom Johan i samme Fortælling drømmer om sin Moder, og hendes Billede i Drømme sammensmelter med den elskedes, saaledes ogsaa Johannes i »Min Broders Levnet«.

LI

Ikke blot Blicher, men ogsaa Scott har sat Spor i Fortællingen; Bagger nævner i sin Produktion kun een Gang Scotts Navn, og det indirekte, idet han et Sted i »Min Broders Levnet« fremfører et Citat af »Scotts litteraire Successor og Arvtager«. Men at han, som næsten alle i sin Samtid, har læst ham, er dog hævet over al Tvivl, og han synes da ogsaa i Romanen at være tydelig paavirket af »Rob Roy«, som udkom i 1818; i dansk Oversættelse ved J. C. Bøye 1821.*) I Tidens Stil indledes hvert af denne Bogs Kapitler med smaa Vers - Citater fra forskellige Forfattere -, som angiver Grundtonen i eller spiller paa et af Handlingsmomenterne i det flg., og endvidere afbrydes inde i Kapitlerne Prosaen ofte af et Par Verslinier (vistnok af Scott selv). Denne Anvendelse af indledende Vers og Vekslen mellem Prosa og Vers gennemfører Bagger i sin Roman, kun at Indledningsversene ikke er Citater, men Originaler.

At Romanen har fængslet ham er troligt nok. Dens egentlige Hovedperson, Franz Osbaldistone, er ligesom Bagger en ung Mand, hvis Trods og Stolthed faar ham til at bryde med ordnede Forhold, saa at »hans Skib uden ledende Stjerne, uden Compas drev om paa Livets Hav«. (Kap. III). Han lader sig endvidere - ligesom Bagger - af digteriske Sysler drages bort fra den mere nøgterne Beskæftigelse, andre har bestemt ham for; muligt er det af ham, Bagger har faaet sin Interesse vakt for Ariosts »Orlando furioso«, som Franz Osbaldistone er en ivrig Dyrker og flittig Oversætter af.

Direkte Paavirkning fra »Rob Roy« lader sig * LII paavise i Skildringen af Johannes Ophold i Jylland, som har tydelige Mindelser om Franz Osbaldistones Besøg paa Stamhuset i Northumberland. (Det kan i denne Forbindelse bemærkes, at Bagger, samme Aar som han udgav »Min Broders Levnet«, i »Søndagsbladet« lod trykke en lille Novelle med Titlen »Stamhuset i Northumberland«, en Fortælling der dog iøvrigt ikke synes paavirket af »Rob Roy«).

Den Handling, til hvilken hos Scott Begivenhederne paa Stamhuset i Northumberland sammenfattes, har iøjnespringende Paralleller med den, som udfolder sig under Johannes Harrings Ophold i Jylland: en ung Pige, som har været udsat for en Forførers Efterstræbelser - hos Scott er hun stærkere end Forføreren, hos Bagger bliver hun et Offer for ham - maa afvise den velmenende Frier, hvem hun nærer Tilbøjelighed for, fordi hun er bundet af sin Fortid, over hvilken der hviler et hemmeligt Slør. Hos Scott er Hemmeligheden af politisk Art, hos Bagger den, at den unge Pige allerede er Moder. Hos Scott vier hun sig til Gud, idet hun er besluttet paa at gaa i Kloster; hos Bagger vier hun sig til Kunsten, idet hun agter at gaa til Teatret. Baade hos Scott og hos Bagger overvinder Frieren alle Hindringer og hjemfører den unge Pige som sin Brud. I det iøvrigt lidet sammenhængende Billede af Mathilde er der enkelte Træk, som minder om den unge Pige, Diana Vernon, i »Rob Roy«. Der er over dem begge et romantisk Skær, som hæver dem op over deres raa Omgivelser og derved forlener dem med noget isoleret, der kalder paa Fortroligheden, og naar det hedder hos Scott:

»Intet forvirrede mig mere, end Erindringen om LIII den Maade, hvorpaa Diana havde modtaget Tilstaaelsen af min Kjærlighed; hendes Adfærd, der vaklede mellem Deltagelse og Fasthed, syntes at røbe, at en Følelse i hendes Hjerte talte for mig, men som ikke var stærk nok til at besejre de Hindringer, der forbøde hende at tilstaa denne Tilbøjelighed for mig.« (Kap. XV), har vi aabenbart den Cliché, over hvilken den lidet naturlige Scene i Jasminlysthuset mellem Arthur og Mathilde er formet. Endvidere synes flg. lille Situation i en lidt ændret Skikkelse at være overført til »Min Broders Levnet«:

»Vi (Franz og Diana) sadde sammen i Bogsalen. Diana bladede i en Udgave af den rasende Roland, der tilhørte mig, da et beskrevet Blad faldt ud. Jeg vilde i Hast tage det op, men hun forekom mig. »Vers?« sagde hun, idet hun saae paa Papiret, og da hun havde aabnet det, holdt hun det noget i Haanden, som for at vente paa mit Svar. »Tør jeg være saa dristig? - Aa, naar I bliver rød og stammer, saa maa jeg vel gjøre Vold paa Eders Beskedenhed og forudsætte at jeg allerede har Tilladelsen (Kap. XV)«. Vi genkender her Skildringen af, hvordan Johannes finder et beskrevet Stykke Papir i Mathildes Psalmebog: »Jeg greb en Psalmebog, der laae i Vinduet, der faldt et Papir ud af den - det var Vers.« - I det samme kommer Mathilde ind - hun bliver forlegen og rødmer.

Tydeligst er Paavirkningen dog i det fantastiske Billede af Halvor Thyesen, som, selv om det for visse Træks Vedkommende har et personligt Udgangspunkt, aabenbart i det hele og store er tegnet med Thorncliff Osbaldistone og hans Brødre som LIV Forbillede. De skildres hos Scott (Kap. IV og V) som »klodsede, uziirlige Blokke .... store, stærke og velvoxne; men Forstandens Prometheusgnist syntes at mangle dem lige saa meget som udvortes Anstand og Behagelighed, der i Verden saa ofte erstatter Aandens Mangel. Deres agtværdigste indvortes Egenskaber syntes at være en vis Godmodighed og Tilfredshed, der laae udtrykte i deres grove Ansigtstræk, og de gjorde heller ikke Fordring paa andre Fuldkommenheder end Færdighed i det ædle Jægerhaandværk, for hvilket alene de levede .... Ja hos dem alle finder man en lykkelig Blanding af Tølper, Jæger, Eisenfresser, Staldknægt og Nar«. Den af Brødrene, der har været Baggers nærmeste Forbillede for Halvor, er dog Thorncliff, »denne Fyrste over Rideknægtene, Hanekampene og smudsige Stalddrenge«.

Det første, vi hører til Halvor Thyesen i »Min Broders Levnet«, er hans Hundes Gøen: »Hold Kæft, Hunde« raabte han og sparkede med det samme til den lille Rottehund.« Dernæst ser vi ham »med en Ulvs Glubskhed kile løs paa Fadene«, saa at han »efterhaanden som den nedkomne Proviant udvidede Maven« maatte knappe først Frakken, derpaa Kjolen og sluttelig Vesten op.

Vi genfinder de samme Træk hos Scott: det første, vi hører til Fætteren Osbaldistone, er ligeledes her Hundene: »Flere gammeldags klædte Tjenere bragte paa store, dampende Fade kraftige Spiser, andre bare Bægere, Kander, Flasker, ja smaa Kar med alle Slags stærke Drikke. Da nu endelig med megen Møje og bedøvende Allarm, det rigelige Maaltid var sat paa Bordet, gjenlød en lydelig Støj af Mennesker LV og Hunde, blandet med Knalden af Ridepidske, for at jage de gjøende Hunde tilside; stærke, gjennemtrængende Stemmer og stumpe Fodtrin af vældige Støvler .... forkyndte Jægernes Komme (»Ind tren Sjeur Halvor med Støvler og Sporer« som det hedder hos Bagger) .... Endelig gik Fløidørene op, og ind stormede Hunde og Mennesker - otte Hunde (Halvor har ti), Huus-Kapellanen, Lægen i Landsbyen, sex Fættere og min Onkel« (Kap. IV). Om Maaltidets Forløb hedder det, at »Fætter Thorncliff paa min høire Side og Richard ved Dianas venstre, kastede sig med saadan Iver over de vældige Masser, de havde optaarnet paa deres Tallerkener, at min skjønne Naboerske og jeg sadde saa godt som alene, afsondrede fra de øvrige.« - Og af Gartneren Andreas faar de det Skudsmaal, at de »maa knappe op for at faae Plads til Oxekjødet og Buddingen og Rødvinen«.

Endelig kan det bemærkes, at naar Bagger lader Mathilde ved Synet af de tretten Høje fortælle et Sagn, som knytter sig til Stedet, et Sagn, som imidlertid ingen virkelig Hjemmel har, men er en Sammenblanding af forskellige Sagntyper og en Tildigtning fra Baggers Side, kan han have faaet Tilskyndelsen hertil ved i »Rob Roy« at læse om, hvorledes Jarvie, da han og Franz Osbaldistone paa deres eventyrlige Vandring over den skotske Hede kommer til en rund Høj ved Floden Forth, »med sagte Stemme og i en Tone, der syntes at ville vække Frygt« fortæller det Sagn, der knytter sig til Stedet: at Højen indeholdt Feernes Slotte. (Kap. XXIV).

LVI

Alle disse Paavirkninger er dog mere eller mindre periferiske. Langt mere bestemmende for Baggers Person og for hans Digtning har Byron været. Allerede som Skoledreng begejstredes han af denne Aand, som fra første Færd synes at have virket paa ham med forbilledlig Styrke. Under Opholdene paa Basnæs giver han sine Kærlighedsoplevelser det rette Relief ved en passioneret Fordybelse i Byron:

Fra Kysten flygted Heiren
For eenlig Skippers Flag;
Jeg inde sad med Byron
Den hvide Vinterdag.
Du Thora, kom fra Salen,
Jeg lod Dig ei forbi;
Til varme Kys blev Talen,
Hvor glade vare vi!

Og i sit Frierbrev til hende ved han ingen dyrere Forsikring at give hende, end at

Over Byron, over Schiller
Jeg min elskte Thora stiller.

Aldrig trættes han af at paakalde hans Navn; samme Aar som han udgav »Min Broders Levnet«, lod han i »Søndagsbladet« trykke en Oversættelse af Washington Irvings Bog om Byron, og i sine sidste Leveaar nedskrev han en Plan til en 5. Sang af »Childe Harold's Pilgrimage«. Derimod afslog han et Forslag fra Svogeren Frederik Fiedler om at oversætte Byron til Dansk. Han ønskede ikke at være »Byron's danske Drog«, og han vægrede sig ved at »plante libanonske Ved paa en fremmed om end nok saa vakker Bred«. Og dog, med alt dette turde det LVII være et Spørgsmaal, om ikke Bagger maa henregnes til dem, om hvem Brandes siger, at de »har forstaaet ham halvt og slet ...., de Sønderrevne, de Udlevede og Gaadefulde ....«*). Hans skødesløse og lidet forstaaede Citater af Byron og ikke mindst de uklare Udtalelser om ham i Digtet: »Et Svar til min Svoger« peger i den Retning. Det er ikke vanskeligt i grove Linier at angive fælles Træk hos dem: de er begge Hadere af den snærpede Pænemands-Moral, begge begejstrede Frihedselskere; begges Poesier udpræget egocentriske. De kan kun digte ud fra en oplevet Lidenskab - »poetry, which is but passion«, hedder det i »Don Juan«;**) hos dem begge er der en Trang til at lade Fantasien hengive sig til det sære eller rædselsfulde: de sjælelige Abnormiteter og de udpenslede legemlige Lidelser. I alt dette har Bagger suget Næring hos sit store Forbillede; dog ingensinde anderledes, end at det bestandig føles som en ydre Paavirkning, en laant Maske. At Byrons Personlighed har virket næsten besættende paa et Temperament som Baggers, er kun rimeligt. Men de Udtryk, denne Betagelse giver sig, vidner tydeligt om, at Paavirkningen er af en ret ungdommelig Karakter. Det er saaledes ganske betegnende, at Byrons noget excentriske Indfald at skrive en Gravskrift over sin Hund og ønske sig begravet ved dens Side har grebet Bagger saaledes, at han citerer det i Romanen; og Hunden som den eneste Ven spiller baade i hans Liv og hans Digtning en stor Rolle. Og hvad der for Byron var * * LVIII virkelig Lidelse, bliver hos hans Eftergører til en Forelskelse i Lidelsen, en Trang til tidlig og silde at reproducere den. Et næsten parodisk Eksempel har vi i »Min Broders Levnet«: da Johannes Harring har faaet sit definitive Afslag hos Mathilde, udbryder han: »Hjem vilde jeg, hurtigt og hvorfor? for at fordybe mig - i Byron«. Madvig finder ganske rigtig dette lidt underligt, da man jo - som han siger - skulde tro, at han havde Lidelse nok i Forvejen. At denne Forelskelse i Lidelsen - som er Reversen af Byronpaavirkningen - har været farlig for Bagger er uomtvisteligt. Han har i hvert Fald, naar det gjaldt om at gøre Brug af Lidelsen som en Undskyldning for sine moralske Fald, været meget lærenem. Man sammenligne eksempelvis hans egne digteriske Forsvar i saa Henseende med det lille Digt Til en Dame, rettet til Mary Chaworth:

Var min du blevet, da var Alting trygt.
Min Kind, hvis Bleghed nu fra Sviren stammer,
da havde aldrig blusset stygt
af Lidenskabens syge Flammer
Men nu jeg søger Lindring for min Harm,
gal blev jeg, vilde jeg at tænke prøve.
Med ordløs Tummel, tom og daarlig Larm
forsøger jeg mit Tungsind at bedøve.*)

Paavirkningen er indlysende: ud fra slige Betragtninger skabtes Arthur-Typen. Vi kunde finde mange Paralleller hos Byron, tydeligst maaske i »Childe Harold«:

* LIX

En Yngling leved der i Albions Land
Som ej paa Dydens Veje Glæde fandt
sin Dag i Svir og Sværm forødte han
og krænked Nattens Øre med sin Tant
o. s. v.*)

Men bag den muntre Maske er et forrevet Sind:

Dog tit, naar lystigt, vildest var hans Liv,
mørkt over Harolds Pande Kvaler jaged,
som om et Minde om en blodig Kiv,
en skuffet Lidenskab derinde naged.**)

Der er endvidere baade hos Childe Harold og hos Arthur en stædig Stolthedsfølelse, som faar dem til at sondre sig ud fra og hæve sig op over Mængden:

Men snart han fandt, at han kun daarlig føjed
sin Gang i Skridt med Mængdens; saare lidt
de havde fælles, og hans Tanker bøjed
sig ej for andres, skønt hans egne tit
fast havde knust ham; end med Modet frit,
han vilde ej sit Sind til Aander binde,
mod hvem hans eget oprørsk havde stridt;
stolt, skønt forladt, han skilt fra Slægten, inde
i Aandens Dyb et Liv, et fyldigt, kunde finde.***)

Løsrevet fra deres Sammenhæng virker Citaterne som bestikkende Paralleller, og at den Side af Childe Harold's Væsen, som de giver Udtryk for, er saa godt som kalkeret over i Arthurs Person, er sikkert nok. Men den, der ud fra det samlede Digt drager Sammenligning, vil nok saa meget fristes til at fremhæve Afstanden mellem Mesteren og * * * LX neren. Saa sandt som Bagger ingen Byron var, er Arthur heller ingen Childe Harold: han har eksempelvis intet af det majestætiske i hans Ensomhedsfølelse, intet af hans gribende Hengivelse i Naturen, intet af hans Forstaaelse af Friheden som en Værdi, der maa erobres:

I arme, fødte Trælle, véd I ej,
hvo fri vil være, selv maa Sværdet svinge
og bryde sig ved egne Kræfter Vej?*)

eller Friheden som identisk med den frie Tanke; for Arthur er Frihed ikke meget andet end en tom Glose, og hans republikanske Sindelag en ydre Etikette. At der er Byron-Paavirkning i Baggers egne lidt taaget formulerede Fremtidsdrømme om et nyt Samfund, baaret af Folket (se »Et Svar til min Svoger«) synes utvivlsomt. De af Brandes fremhævede Steder fra »Don Juan« er tydelige Eksempler herpaa:**) »Gud skærme Kongen og Kongerne, for hvis han ikke vil, saa tvivler jeg paa, at Mennesker vil det mere. Jeg synes, jeg hører en lille Fugl synge, at Folket lidt efter lidt vil blive det stærkeste. Det mest udasede Øg slaar bagud, naar Seletøjet skærer sig altfor dybt ind i dets hudløse Kød. Og den stakkels Pøbel bliver engang ked af at følge Jobs Eksempel. Først knurrer den blot, saa bander den ogsaa, og saa - som David greb Slyngen mod Kæmpen, griber den de Vaaben, Fortvivlelsen rækker - og saa bliver der Krig. Jeg vilde gerne beklage det, hvis jeg ikke havde indset, at Revolution alene kan * * LXI rense Jorden fra Helvedes Besmittelse. Krig vil jeg da føre (i det mindste i Ord, maaske engang i Daad) mod Enhver, som bekriger Tanken, og af alle Tankens Fjender er og var Tvangsherskere og Øretudere altid de værste. Jeg véd ikke, hvem der vil sejre; men om jeg kunde vide det forud, det skulde intet Baand kunne lægge paa min ærlige, svorne ligefremme Afsky for ethvert Despoti i ethvert af Jordens Folk.«

Naar Bagger fører lignende Ord i Munden, kan det dog ikke nægtes, at det ogsaa her klinger som en ret tom Eftersnakken. Som en fast og virksom Bestanddel af hans Personlighed indgik de aldrig.

Endvidere skal jeg nævne, at de religiøse Udtalelser, som Johannes Harring lægger sin Broder i Munden, synes at være et saa godt som ordret Citat fra Childe Harold (III. 104): »Man siger ... at jeg ikke har nogen Religiøsitet . . . mine Altre er Bjergene og Havet, Jord, Luft, Stjerner. Alt hvad der udspringer fra det store Hele, der har frembragt og atter vil modtage Sjælen«. Hos Bagger: »Johannes, jeg er stricte talt ingen rettroende, - - vore Kirker tykkes mig for smaa: min Domkirke er den massive Verdenskugle, hvis Altertavle er" det uendeligt svulmende Ocean, hvor Fregatten gaar for fulde Sejl, og hvor Maleriet bestaar af Sol og Maanes og Stjerners Afspejling i Overfladen . . .«

Og endelig. Da Arthur Harring skal dø, gribes han af Feberfantasier af en saa krigerisk Art, at Madvig gør den ogsaa her rigtige Bemærkning, at disse Betragtninger kun lidet falder sammen med Arthurs alt andet end martialske Gemyt. Det er muligt, at Forklaringen ligger i, at Bagger har haft LXII sin Helt Byrons Dødsstund for Øje. Han laa i Vildelse, troede, han kommanderede, og raabte: Fremad, fremad, Mod!

Naar Byron-Paavirkningen hos Bagge i alt væsentligt forekommer som en paataget Gestus, er Grunden vel ogsaa den, at Typer som Childe Harold og Don Juan er af et Verdensformat, som kun daarligt lod sig tilpasse i vore smaa provinsielle Forhold i 30'ernes København - Milieuet og Atmosfæren her er saa helt forskellige fra de byronske Heltes. Det er ikke Albions Land, det er ikke Italien og Grækenland, som er Skuepladsen for Baggers Personer, det er Smaaborgernes Knejper i den lille lukkede By. Dette har været bestemmende for Typen, og her møder vi da Paavirkning fra en anden Digter, som ogsaa besang Knejpelivet i den lavere Borgerstand: C. M. Bellman.

Saavel Bagger som Bellman havde viet deres Digterliv til Bacchi Tjeneste, og for dem begge var Kro? og Skænkestuerne Steder, over hvis Indgang der, som Heiberg siger i sin Afhandling om »Bellman som komisk Dithyrambiker« - stod skrevet: »Træder ind! thi ogsaa her ere Guder.«*)

I vildeste Hopsa paa Hamburger Berg
Fornam jeg dog Mozart, om end kun som Dværg.

Disse Linier af Bagger er betegnende for baade Slægtskabet med og Afstanden fra den svenske Digter.

Mens Bellmans »Kroliv er romantiseret af Naturomgivelserne og omkranset af mythologiske * LXIII Guddommeligheder og Roccocoens kaade Silener, og koket vellystige Amoriner omflagre det hele med deres lette legende Gratie,«*) er Baggers Skildringer - som jo forøvrigt maa undvære den Charme, Bellmans Musik forlener sine med - virkelighedsbundne indtil det kyniske; Skøgens Leje bliver hos ham visselig aldrig til »en Lilieseng« (Vilh. Andersen), men med en vis stædig Trods fastholdes det, at her og ikke i de fine Saloner funkler Gudegnisten.

Baade i Digtene og i Prosaen mærkes Bellman. Sikrest er Tonen vel ramt i »Promenaden om Natten«, hvor vi træffer de for den bellmanske Digtning saa karakteristiske Udraabsord: Ack, Kors, kom, märk: Ack, om vi hade, god vänner, en så - Kors, utan glas, du ser ut din kanalje! - Kom mina bröder, och dansa paa baler! - Märk, sköna vän!**) Hos Bagger hedder det:

Ak, hvor min Kind dog er blussende rød
Kors, det er svært, saa Du vaklende gaar.
Kom, lad os slentre ad Gaderne hen,
Mærk mit Ord.

Endvidere finder vi i denne Vise det livfulde bellmanske Replikskifte og den ejendommelige Vekslen mellem det burleske og det romantisk-følsomme:

Engang til Brædderne stod jo din Hu
Ja det var underligt, Søren,
kan Du de Griller forstaa?

* * LXIV

Det synes tydeligt, ikke mindst i saa Henseende, at mellem Bellman og Bagger ligger Hertz, af hvem Bagger ogsaa har lært at give den præcise Lokalkolorit:
Vægteren, Tøsen og Branden
og at fange Gadens Ord: »Søren, det er som en Blyhaf der sad, vægtigt og trykkende smedet om Panden« eller »Hvad har han siddet og snivet, min Far«.

Bellman-Paavirkning finder vi ogsaa i Kantaten: »Jesper er død«. Vi møder her den typiske, lunefyldte Sammenblanding af Død og Brændevin, som f. Eks. kommer til Orde i Fredmans Sång (No. 25) om krogaren Cornelius. Denne Brændevinselsker, som »vor herre tog i går« og som

nykter nu bland englar står:
Vid Abrahams sida
Är fåfängt förbida
En bränvinstår

minder om Baggers Jesper,

Den herlige, men trætte Vandringsmand,
Som reiste nys til Lysets Land.
Der sidder stolt han! o! langt rød're
I Kammen, end han för var! Brödre!

Der er i begge Digtene en bakkantisk Glæde over, at den afdøde gik bort i en værdig Stund:

Cornelius dog uppå en krog,
just då han uti glaset slog
Och spelman til festen slog.

Om Jesper hedder det:

O, sörger ei!
Han gik jo glad sin Vei -
Dideldumdey.

LXV

Til de svenske Slutningslinier:

Blot bränvin dig födde
Du lefde och dödde
En krögare

svarer hos Bagger det pompøse Recitativ, i hvilket det hedder, at Jesper som en fyrig Elsker skred ind i hver en aaben Knejpe og

Med Fenrisulvens Glubskhed slugte han
De Sopkners Legio.

Umiskendelig bellmansk Klang har ogsaa Drikkevisen i »Min Broders Levnet«:

Heisa, vor Krofa'er, nu er jeg kommen hjem
Men hvor er vel Gutterne mine . . .

Der er en smældende Livfuldhed i Replikskiftet, som er i Slægt med Epistlernes; men Tonen er rammere, mere gennemført kras end noget Sted hos Bellman.

I Romanens Prosa finder vi hist og her bellmanske Reminiscenser, som naar han saaledes bryder det ellers troværdige københavnske Virkelighedsbillede ved at udstyre sine Svirebrødre med hvert sit Instrument, som ledsager dem tidligt og silde. Men det er typisk for Bagger, at vi kun hører dem frembringe Larm og Dissonans. Endvidere er Skøgen Cocchinellas puncherøde Kjole af bellmansk Kulør, og naar Arthur udnævner Kielerstudenten til Hertug af Genever, Svendsen til Prins af Cognac og Bertel til Fyrste af Annis, da er det en tydelig Efterligning af »Bacchi Ordenskapitel«, hvor f. Eks.

LXVI

Herr von Berco faar »Bacchi stora stjerna: två forgyllda svin.«*)

Det var ikke frit for, at den bakkantiske Tone, den farende Svends Sang, som Bagger lod klinge midt i det hjemlige Stuekor i 30'erne, skurrede lidt i Ørerne.

Senere har større Digtere sunget i samme Toneart: fra Schandorff og Drachmann til Söderberg og Seedorff.

*

MIN BRODERS LEVNET
FORTÆLLING
AF
JOHANNES HARRING

2
3

I.

Og hvorfor vil I vel skilles ad,
Kan Kjærlighed skiftes om til Had?
Vil du see paa ham med et harmfuldt Sind,
Hvem igaar du kyssed paa Mund og Kind?

Præsten var endnu ikke kommen; En af min Faders og En af min Moders Slægtninge gik tause op og ned i den store Sal paa Herregaarden, stundom rømmende sig, stundom stirrende ud af Vinduet, men Ingen af dem talte et eneste Ord til den Anden. Jeg husker saare grandt, at min skjønne Moders Portrait, som just hang paa Væggen i Salen, forekom mig netop paa den Dag at have et særeget særgmodigt Kast; hun havde forandret sin smilende Mine til veemodige Træk, til en kummerfuld Holdning - maaskee var Belysningen Skyld deri: naar man er en Dreng paa sex Aar (saa gammel var jeg netop dengang), kjender man ikke synderligt til Bedrag og mindst til de optiske.

Endelig rullede der en Vogn ind i Borggaarden; nysgjerrig steeg jeg op paa en Skammel, for at see, hvem den nye Gjest vel monne være og jeg opdagede, at det var Præsten. Jeg hørte, hvorledes den 4 Guds Mand alvorsfuldt hilsede paa min Fader; jeg saae, da Begge traadte ind i Storsalen, at der endnu hang Sneefog i den ærværdige Præsts Øienbryn. Sneen smeltede, dog troer jeg, at Præsten tillige fældte Taarer - den hele Scene opvakte min Nysgjerrighed. Formodentlig skulde jeg ikke have været Vidne til hvad der forefaldt, men alle Parterne vare saa fordybede i dem selv, at Ingen af dem mærkede min Tilstædeværelse.

Efterat Præsten havde været i Salen saamegetsom et Par Minutter, traadte min Moder ind; hun saae bleg ud og havde forgrædte Øine. I hendes Ansigt var ikke mere hin ungdommelige Munterhed og Livslyst at see, som for nogle Aar siden havde henrykt Enhver, der færdedes i hendes Nærhed. Ogsaa min Fader saae ud, som om han ikke var i det bedste Lune; det forbausede mig, at han den Dag bar sin Kapitains-Uniform - jeg havde kun en eneste Gang før i mit Liv seet ham i den. Min Moder ilede hen til sin Slægtning, en Skibskapitain, Cornelius, og jeg bemærkede, at hun klyngede sig tæt op til ham, som om hun anraabte hans Beskyttelse mod en overhængende Fare.

»Koldt Veir idag,« henvendte min Fader sig til Præsten, men denne sèndte ham et straffende Blik og svarte med skjælvende Stemme: »en anden Gang, Hr. Kapitain, om Veiret; gid jeg var kommen hid blot for at tale om det! Kun lidet tænkte jeg, tænkte vel ogsaa De selv, Hr. Kapitain, paa, dengang jeg for elleve Aar siden viede Dem og naadig Fruen, at jeg om elleve Aar skulde komme hid for at - adskille Dem.« Her brast min Moder i Graad, og, ihvor lille jeg end dengang var, saa anede jeg dog, at der nu 5 forestod os Alle en mørk og sørgelig Omvæltning i vore Familieforhold.

Jeg maa imidlertid nødes til, for at Læseren fuldelig skal forstaae Begyndelsen af min simple Fortælling, at meddele en kort Udsigt over min Faders Liv, saaledes som min Moder og Kapitain Cornelius senere have givet mig den.

Den Dag min Fader blev Lieutenant, døde hans Moder, Enke efter en Garver i Kjøbenhavn; hendes Boe toges under Skifterettens Behandling og erklæredes for insolvent. Min Fader fik altsaa sin Portd'epee indhyllet i Sørgeflor, men han synes ikke at have bekymret sig meget om Tabet af sin eneste Slægtning: han levede sine første Officeersaar i idelig nær Berørelse med Kjøbenhavns muntreste og vildeste unge Mennesker. Efter et Par Aars Forløb fandt han, som han udtrykte sig, »at han paa det Forfærdeligste havde brouilleret sig med sine Finantser,« hvorfor han ængsteligt stirrede efter en Udvei, der kunde bringe ham til »nogen Mønt«.

Netop i hint kritiske Tidspunkt skete det, at min Fader hændelsesviis traf paa den i vor Fortællings Begyndelse omtalte Slægtning af min Moder, Skibskapitain Hans Cornelius, en rask Gut, der foer paa Ostindien. Sømanden syntes godt om den unge Lieutenant; det var jo ogsaa virkelig et smukt ungt Menneske, som, foruden utallige andre Fuldkommenheder, kunde nedsvælge en diabolisk Mængde Grog, spille Bruus og Polskpas og fortælle gode Anekdoter. Og saavidt gik da Cornelius's Enthusiasme for min Fader, at han en Aften, under Nydelsen af et betydeligt Qvantum Æggepunsch og et om muligt endnu større Antal lystige Historier fra min Faders Mund, 6 tilbød ham fri Overfart og Hjemfart igjen paa sit smukke Skib, Esther, næste Gang - og der var kun en fem Ugers Tid til - at det skulde gaae til Ostindien. »Endnu iovermorgen,« svarede min Fader henrykt, »indgiver jeg min Ansøgning om Afsked og følger Dem. Maaskee jeg i det fjerne Asien finder hvad mit Øie ikke kan opdage i det koldere, fattigere Europa. Den megen Grog har desuden taget noget paa mit Bryst - Søluften vil maaskee være helbredende - jeg reiser!«

Nær havde imidlertid et ulykkeligt Tilfælde forhindret min Fader fra at tage med. Han styrtede med Hesten og fik en svær Contusion i Hovedet og siden den Tid syntes Nogle at have bemærket - momentviis blot - en Forvirring i hans Tanker og Anskuelser. Naar han blev hidsig, forekom det Mange, at der spillede en selsom Vanvidsstraale ud af hans sorte Øie, at en lidende Tilstand spredtes over hans skjønne Træk; en mørk Dæmon syntes da at staae ved hans Side; han saae sig ængstelig omkring, som om han vilde undgaae et Angreb af en ham overlegen Magt.

Umiddelbart efterat dette Uheld havde ramt ham, kom han sig imidlertid saameget, at han kunde søge sin Afsked, (som han erholdt med Kapitains Charakteer,) og stige ombord paa Esther til stor Glæde for Hans Cornelius. Overreisen var heldig, men Cornelius beklagede sig over, at han syntes min Fader havde tabt sit gode Humeur. Det var derfor ikke saa tungt for ham, som det under andre Omstændigheder vilde have været, at min Fader ikke vilde tage tilbage med Esther, men at han derimod vilde forblive i Ostindien, hvor han havde sluttet 7 Bekjendtskab med en ung, riig Enke. Cornelius reiste altsaa, men min Fader forblev.

Der var gaaet et Par Aar siden Cornelius var vendt tilbage fra Ostindien; han havde opgivet sine Farter dertil og havde vendt sit Blik til America. Han var netop nylig vendt tilbage fra Vestindien og sad hjemme i sit Huus en mørk Efteraarsaften, morende sig med at læse Norcrosses Levnet. «Fandens Karl!« mumlede Sømanden, »kjender Ingen, aldeles Ingen, der kunde blevet hans Lige; ja, maaskee dog han, det var en desperat Fyr - spilte ypperlig Domino - Stakkel, siden det Fald med Hesten aldeles tabt sin Couleur - før rød, som en Rose, siden den Tid sort, som Jorden. Gud veed, hvordan han har det nu. Altid i gamle Dage i Spektakler med Vægtere og Kreditorer!« -

Denne Monolog afbrødes derved, at Kapitainens Broderdatter, Olivia, der holdt Huus for Pebersvenden og som senere blev min Faders Kone og Moder til mig og min Broder, kom ind og mældte, at en høi, smuk Mand stod udenfor og vilde tale »med Onkel.«

»Kom ind!« raabte Kapitainen og ind kom - Ostindianeren, Kapitainen min Fader.

Cornelius kjendte ikke øieblikkeligen den Indtrædende; ogsaa havde denne forandret sig betydeligt. Hans Klædedragt var riig; idet han traadte ind, kastede han en stor blaa Kappe hen paa en Stol, ved hvilken Leilighed den massive Guldkjæde blev synlig, som hang udenpaa Kjolen, og hvis Ender laae, heftede til Uhret, skjulte i Vestelommen. Hans Haar var blevet noget tyndere, hans Hudfarve noget mørkere; paa hans Kinder sad ingen Rødme, men snarere 8 Napoleons bekjendte Bronzecouleur; hans Blik var melancholskt. Han strakte sin Haand, der glimrede af Ringe, hen til Cornelius og sagde: »Goddag, Du!« medens et svagt Smiil skjælvede om Munden.

»For Fanden, Harring!« udbrød Sømanden, »er Du der? Du har lagt Dig prægtige Klæder til, Krabat, jeg kjendte Dig næsten ikke - hei, Olivia, Grog til Harring, nei, det er sandt, Du drikker helst Æggepunsch, aha, jeg husker nok i gamle Dage i »Holger Danske«, da var det -«

»Stille Cornelius,« afbrød min Fader ham, »jeg drikker Vand nu - men har Du ikke hørt - vidste Du ikke, at jeg var kommen hertil?« og et convulsivisk Smiiltræk kom atter tilsyne.

»lkke et Ord!« svarte Kapitainen, »jeg har ligget syg de f jorten Dage jeg har været hjemme - kommer lige fra Jamaica - tjent gode Pjastre, men nok ikke saamange som Du.«

Paa et Vink af Onkelen gik Olivia ud af Stuen og nu væltede der da en Mængde Spørgsmaal ind paa min Fader, navnlig: »om han var gift?«

En mørk Skygge udbredtes over min Faders Ansigt og med en stærk Betoning paa det andet Ord i den fjerde Linie, fremsagde han det gamle Vers:

Vel født er vel en Trøst,
Dog bedre vel opdragen;
Vel gift er Livets Lyst -
Vel død er hele Sagen.

Og dermed skjulte han sit Ansigt i sine Hænder og brast i Graad og det var først efter et Qvarteers Forløb, at han syntes mere fattet.

»Men, min Gud!« raabte Cornelius, »hvordan er 9 det fat med Dig? ligger der noget Tungt paa Din Seiler, saa betro mig det, saa skal jeg nok see at faae den flot igjen.«

Min Fader takkede ham for hans Venskab, saae sig om i Værelset og hviskede sagte til Kapitainen: »vi ere dog ene?«

»Vel er vi det,« lød Svaret.

»Ja,« tog min Fader hemmelighedsfuldt til Orde, »jeg skal sige Dig, at jeg i de sidste Uger ikke har været ene noget eneste Øieblik: Du maa vide: en lønlig Fjende forfølger mig - i forskjellige Former - snart som en uhyre Vampyr, der breder sine Vinger udover mig og vil presse mig ind til sit lodne Legeme, for at suge Blodet ud af mig; snart som en Ridder i hvid Sølvrustning, med et høirødt Skjærf; han er dog bedre; han udfordrer mig, det er partie égale, han vil dog ikke overvælde mig; snart - og det er det værste - snart som en ung qvindelig Skabning med en Pukkel paa Ryggen - saasnart jeg kommer i Affect, siger jeg Dig og Du maa troe mig, saa kommer En af disse Skikkelser frem - og hvad der er det værste, det er, at jeg i mine lyse Øieblikke selv er overbeviist om, at jeg har taget feil, at det Hele grundes i Selvbedrag fra min Side - men, Cornelius, hvad tyde disse Selvbedrag paa? de pege paa, at min Forstand staaer paa Nulpunktet, at jeg til visse Tider er gal - og Vanvid er saa sørgeligt - man kan i hine Øieblikke tale over sig ........« -

En lang Pause paafulgte og Cornelius sad i stum Forundring, udpustende frygtelige Tobaksskyer; han kastede Piben hen paa Bordet, lagde begge sine Hænder paa min Faders Arm og sagde i den venligste 10 Tone af Verden: »hvorfor er Du kommen hid? er Du syg? hvad kan jeg, efter Din Formening, gjøre for Dig?«

»Du skal gjøre, hvad Du før har gjort for mig, lød Svaret, »Du skal være min Ven!«

»Ja,« raabte Kapitainen glad og ledsagede sit Udraab med et eftertrykkeligt Haandtag, »det skal jeg Død og Pine være, men saa maa Du ogsaa være, hvad Du var før.«

»Seer Du,« begyndte nu min Fader, »jeg kom hertil næsten som en Fremmed; alle mine Bekjendter vare borte. Kun Du, hørte jeg, kun Du levede her i Byen. Nu veed Du, at der er et Instinct, der hvisker til os: søg en Ven, med hvem Du kan tale. Da tænkte jeg paa Dig og paa Claus Sølberg, ham Mølleren, som forpagtede Fru Z-'s Mølle.« -

»Ja, den Forpagtning gik hurtigt overstyr,« afbrød Cornelius ham, »efter et Aars Forløb maatte han gaae fra Møllen. Han kommer nu hos mig og tigger og forsikkrer mig stadigt om, at Aarsagen, hvorfor han maatte fra Møllen, var, at det var Vindstille hele det Aar igjennem da han havde den i Fæste. Nu forleden havde han faaet en taalelig Hat af mig: den næste Dag da han atter besøgte mig, havde han sin gamle Kaskjet paa og havde - formodentlig - sviret Hatten op. Jeg spurgte efter den. Ak - svarede han - da jeg forgangen Dag gik over Høibro, kom der et frygteligt Vindstød og tog Hatten af. - Skade, svarte jeg, at den Vind ikke kom dengang I havde Møllen. Haha, Du kan troe, at han blev rød i Kammen.«

Min Fader smilede svagt og bad Cornelius om at lade lave et Glas Punsch. »Jeg er nu mere rolig,« 11
sagde han, »og jeg fortæller maaskee tydeligere, naar den stærke Drik har opvakt mine Livsaander.« Punschen kom og min Fader begyndte: »Som Du nok erindrer, skylder jeg Dig Penge; jeg kommer tildeels for at betale dem. Din Godhed og Rundhaandethed satte mig istand til at forlade Byen; den førte mig over Havet; da Du reiste tilbage til Danmark, gav Du mig to hundrede Daler - jeg har ikke glemt det. Aarsagen, hvorfor jeg ikke vilde følge med Dig, var, veed Du, mit Bekjendtskab med den unge Enke, Fanny S-. Den Aften, da jeg fortalte hende, at vi om fjorten Dage skulde seile tilbage til Danmark, tilstod hun mig sin Kjærlighed, forsikkrede, at den kjendte ingen Grændse, intet Maal, og, ved Gud hun talte Sandhed. Hun tilbød mig at dele sine Rigdomme; jeg ægtede hende og hun elskede mig med hin østerlandske Varme, mod hvilken selv den spanske og italienske Kjærlighed synes mat og uden Farve. Hendes afdøde Mand havde været Kjøbmand og Handelen havde i hendes Hænder, under en ypperlig Factors Bestyrelse, ikke tabt; jeg skulde nu overtage den, men snart mærkede jeg, at det brøstede mig baade paa Lyst og paa Kundskaber. Desuden længtes jeg efter mit Fødeland; Solen skinnede her for sterkt, det var ikke Danmarks tempererede Klima; Danmarks Nætter, syntes mig, vare smukkere; Menneskene selv, tyktes mig, vare bedre i mit Hjem - jeg vovede at proponere min Kone at ophæve Handelen, realisere vore Eiendomme, reise til Danmark, og der kjøbe en Landeiendom; jeg fortalte hende, hvor smukt der var i Danmark, og jeg lovede hende, at kjøbe en Eiendom ved Kysten, thi hun var vant til at have fri 12 Udsigt over det stolte Hav. Hun blev dybt rystet af mit Forslag og hun indvilligede deri med Taarer. Ak, klagede hun, jeg har længe ventet det; dog hvorfor skulde Du ogsaa savne Dit Fødeland? lad os reise, men erindre Dig, Harring, at Du, ved at rive mig ud af mit Fødeland, paadrager Dig endnu stærkere Forpligtelser til at elske mig. Holdt Du op at elske mig her, da kunde jeg dog trøste mig med at jeg havde Slægt og Venner, som nogenlunde kunde erstatte Tabet af Din Kjærlighed; men derovre kjender jeg Ingen, der har jeg kun Dig og hvis Du der svigtede mig, o da havde det været bedre for mig, om jeg aldrig havde lært Dig at kjende.« -

Her tømte min Fader et stort Glas Punsch, som om han derved vilde søge Styrke til at fortsætte sin Fortælling; og, i Sandhed, den mørkere Deel stod tilbage.

»Seiladsen til Europa,« vedblev min Fader efter dette Ophold, »var heldig, paa en rædsom Storm nær i Canalen. Fanny var paa hele Reisen meget stille og jeg mærkede, at hun ofte græd ved Nattetide. Vi vare lige komne ud af Canalen, da jeg engang om Aftenen hørte de to Styrmænd tale med hinanden om mig og min Kone. - Skade, sagde den Ene, at hun er pukkelrygget. - Siger Intet, gjenmælede den Anden, naar Pukkelen indeni er fyldt med Pjastre. - Jeg gad seet, tog den Første igjen til Orde, den hovne Kapitain Harrings Ansigt, naar han fører sin Kone i Selskaber og Alle lee ad Pukkelen. Han har blot taget hende for Pengenes Skyld - smuk Mand forresten. - - - Disse Ord vare som Dolkestik i den ommeste Deel af mit Legeme. Det havde jeg ikke tænkt paa. Vist var hun pukkelrygget, ikke meget, 13 men altid dog saaledes, at Enhver maatte bemærke det; forresten var hendes Figur og Ansigt meget smukke og der lyste en ubeskrivelig Godhed udaf hendes Træk. Jeg gad styrtet hen og myrdet de to Matroser, som vovede at omtale denne Legemsfeil, dette mit Hjertes Nolimetangere. Jeg syntes fra dette Øieblik af, at jeg, ved at forbinde mig med

- en Vanskabning, havde udsat mig, og det med Rette, for hele Verdens Latter og Spot. Jeg tabte næsten al Godhed for den stakkels Fanny; hun mærkede min Lunkenhed og sørgede; den mørkebrune Rose paa hendes Kinder svandt - hun blev styg! -

- Jeg unddrog mig hendes Kjærtegn; blot Synet af hendes Legemsbræk bevirkede Væmmelse, Berørelsen Forbittrelse - og hun har vist været meget ulykkelig.«

Min Fader drog et dybt Suk og vedblev med skjælvende Stemme: »vi staae nu ved min Beretnings Ende, vær beredt paa at høre det Værste. - For en fire Uger siden, ved Midsommerstid, Klokken ti om Aftenen, kom vi hertil Rheden. Det var for sildigt at komme i Land og vi maatte altsaa sove paa Skibet, men jeg havde ingen Ro, jeg stod op og gik op paa Dækket. Imorgen, sagde jeg til mig selv, begynde dine Lidelsers Dage; imorgen skal Folk begynde at sige: der gaar han med den pukkelryggede Kone, som han tog for ussel Mønts Skyld; naar I skjære Pukkelen over, saa falder der Dukater ud. - Idet samme 1øftede jeg mit Øie iveiret, og foran mig stod Fanny i en sørgmodig Stilling og betragtede mig med Taarer. Ha, raabte jeg, hvad vil Du her? - Bede Dig om en Ting. - Siig frem, hviskede jeg utaalmodigt. - Harring, tog hun til Orde, vi ville tale aabent med hinanden.

14

Du maa ikke længer søge at fordølge for mig, at Du ikke mere elsker mig. Fire Nætter efter Stormen i Canalen, har Du sagt mig det i Søvne - Du kaldte mig, Din Kone, Din egen troe Fanny, mig kaldte Du en - Vanskabning. Du vilde duellere med dem der loe ad Dig og som havde Dig til Bedste. Din Opførsel mod mig i Din vaagne Tilstand har bekræftet, at hine stygge Ord kom fra Dit Hjerte. Hør mig nu, Harring: Du skal ikke komme til at skamme Dig over Din Kone. Giv mig det Halve af de rede Penge, som Du har, saa reiser jeg tilbage til mit kjære Fødeland, til min Slægt. Jeg har allerede talt med Skibskapitainen her, han vil til Foraaret reise til Ostindien, naar jeg giver ham en betydelig Sum. Jeg vil til den Tid indlogere mig hos ham. Giv mig blot Pengene, da skal Du aldrig see mig mere. Dit Fædreland skal ikke blive Dig kjedsommeligt for min Skyld. - Er Du gal, Fanny, raabte jeg, vi To kan ikke skilles ad i dette Liv. - Vi kan, tog hun grædende til Orde, giv mig blot Pengene, Harring, eller synes Du, at det Halve er formeget, saa giv mig blot sex tusind Daler, saameget fordrer Kapitainen for Overfarten. O Harring, giv mig mit Land igjen, giv mig mine Søstre tilbage; husker Du dog ikke hvad jeg sagde til Dig hin Aften, da Du bad mig om at ville følge Dig til Europa? Bad jeg Dig ikke om at være trofast i Din Kjærlighed, da jeg ellers herovre maatte gaae tilgrunde? - Taabelige Qvinde, raabte jeg forbittret, Du faaer hverken det Halve eller de sex tusind Daler, Du er min Kone og forbliver hos mig. - Jeg greb hende vredt i Armen og vilde føre hende tilbage til sit Leie, men hun vristede Armen ud af mine Hsender. - Du har aldrig 15 elsket mig, raabte hun, Du har lokket mig fra mit varme Fødeland, for at Du i Dit kolde Norden kunde handle ilde med mig, men jeg vil ikke mishandles. Du har taget mig for Mammons Skyld og Gud forlade Dig Din Synd - - - -.«

Min Fader taug, spændt spurgte Cornelius: »naa da, hvad saa?«

Da reiste min Fader sig op, rystende over hele Legemet; han saae sig ængsteligt om i Vserelset, bøiede sit Hoved ned til Cornelius's Øre og hviskede: »og saa sprang hun ud i Søen.« - - -

»Forbarmende Gud!« raabte Cornelius, »og hvad gjorde da Du?«

Min Fader satte sig atter ned og vedblev: »seer Du, jeg befandt mig i hint Øieblik i en selsom Sindstilstand, jeg var ikke Mester over mine egne Tanker. Ak, Cornelius, der gives Øieblikke, hvori en Mægtigeres Haand ligger tungt paa mit stakkels Hoved. I dette Nu er jeg Herre over mine Tanker og min Villie; i næste Moment vil Du maaskee see mig anderledes. Da er det som om jeg, Mazeppa liig, var bundet til en vild Ganger, der foer med mig gjennem tykke, veilose Skove, over høie Bjerge, over Aaer og Floder, ned i Vanvids sorte Afgrund; det er som om en stor Ørn holdt mig i sine gule Kjæmpekløer, svang sig høit i Veiret med mig og lod mig derpaa fra Skyen paa den blaae Himmel falde ned i det kolde Hav. I hine mørke Øieblikke vil jeg ikke kjende Dig; Dit ærlige Ansigt vil være mig fremmed. Frygt, veed Du, at jeg ellers ikke kjender; men i hine tunge Minutter skjælver mit Hjerte, som om jeg var et Barn der stod Ansigt til Ansigt med en opbragt Fader. Er det om Dagen, saa synes mig, at det er Nat, og, omvendt, 16 bliver den hvide Maane for mit Blik til en brandrød Sol. Det er da ikke mig selv der taler; et fremmed Væsen lægger Ord paa min Tunge, som mit eget Jeg fralægger mig. Tro ikke, Cornelius, tro for Guds Skyld ikke, hvad jeg siger i hine usalige Øieblikke, thi Usandfærdigheden sidder paa min Læbe. Tro det ikke, lov mig blot det, lov mig det, og min Taknemlighed skal være grændseløs.«

Min Fader var stærkt bevæget, imidlertid trøstede Corneliuses milde Tale ham nogenlunde og han fortsatte sin Fortælling noget roligere.

»Mig selv ikke bevidst, styrtede jeg mig ud efter hende,« sagde han, »men da jeg var kommen ud i Vandet, vidste jeg ikke længer, hvorfor jeg var sprunget ud. Skibsfolket var imidlertid bleven opmærksom paa den Støien; jeg veed selv ikke hvad jeg skreeg, men de forsikkrede mig, at de havde hørt nogle gjennemtrængende Skrig, som af en Qvindestemme. Jeg svømmede til Land og styrtede bevidst1øs til Jorden paa den saakaldte »lange Linie.« Her fandt man mig om Morgenen og man bragte mig til Toldbod-Viinhuus, hvor jeg opvaagnede og saae mig omgivet af en Læge og to Politiebetjente. Jeg styrtede op og tænkte mig om; efterhaanden kom den svundne Nats Begivenheder for mit indre Øie. Jeg forbigaaer Politieforhørene; jeg forbigaaer det frygtelige Optrin, da man pludselig førte mig ind i en Stue, hvor min stakkels Fanny laae livløs udstrakt paa en Baare; en Vandplante havde slynget sig ind mellem hendes sorte Haar. Denne grønne Krands i Forening med hendes hvide Natdragt mindede mig om hm glade Dag, da hun blev min Brud. Her laae da død og kold den, som paa Jorden havde elsket 17 mig inderligst; fjern fra sit kjære Asien, fra Slægt og Venner fandt hun en tidlig Grav i de kolde Vande og - jeg var den usalige Aarsag til hendes Død.« -

Cornelius hørte med stor Sindsbevægelse paa min Faders Fortælling og spurgte ham derpaa, hvilke Tjenester han i dette Tilfælde kunde yde ham. Min Fader svarte: »mange og store Tjenester. Kan det undre Dig, at min mørke Øieblikkes Antal har formeret sig? Jeg har kjøbt det store Gods, »Høierup,« i det nordlige Sjælland, kom og besøg mig, jeg trænger til Adspredelse. Naar der er Nogen hos mig, er det bedre med mig. O kunde jeg tilbagekjøbe hende fra Elysium, Cornelius, jeg sværger Dig til, jeg vilde give alt mit Guld, al min Rigdom; jeg vilde blive til en Bonde, gaae bag Ploven og fælde Glædestaarer. Dog, hvorfor stedse tænke paa og tale om een og samme Gjenstand? Vil Du komme ud til mig?«

Cornelius lovede det, hvis han maatte tage sin Broderdatter med sig, en Anmodning hvori min Fader øieblikkelig indvilligede. -

Min Faders Gaard, Høierup, laae paa den nordlige Kyst af Sjælland. Det var en meget gammel Herregaard, omgivet af Grave, hvis Vand dog aldrig var rigtig klart; oprindelig var den nok bygget af en Sørøver. Smaa Taarne stode paa alle F1øiene af Gaarden; en uhyre Lade, bygget af store, fiirkantede Kampestene var det Første, som faldt En i Øiet, naar man kjørte ind ad den store Steenport med de underlige gamle Forziringer. Paa Laden var indhugget med Jernbogstaver: Axel Arnfeldt, 1647. Umiddelbart fra Hovedbygningen kunde man gaae ned i Haven; Viinranker og Ferskentræer beklædte Murene, 18 ja, ved at gjennembryde en Rude havde man ført en Ranke ind i Havestuen og det var da moersomt at see, hvorledes den Green, der var inde i Værelset, grønnedes tidligt om Foraaret, medens den øvrige Deel af Træet udenfor var dødt og koldt. Paa venstre Side af Haven laae et engelsk Anlæg, paa høire Dyrehaven og ligefor Bygningen væltede sig brølende det vilde, stormfulde Kattegat.

Det var her paa det deilige Høierup, at Cornelius med sin Broderdatter, Olivia, opholdt sig i flere Maaneder, for at adsprede de mørke Tanker, som jevnligen plagede min Fader; det var her, at min Fader lærte Olivia nøiere at kjende og det var her, at Præsten en mørk Efteraarsaften viede min Fader og Olivia til Corneliuses store Fryd. Vielsen skete i al Stilhed og Præsten kjørte hjem silde om Aftenen. Men om Natten opstod et frygteligt Uveir: det klang ude fra Kattegattet af som om der opførtes en vældig Musik af tusinde Harper, Basuner, Piccolofløiter og Contrabasser; hvo der har reist i Jylland og har to Mile fra Kysten hørt »Vestervovvov« gjøe ved Midnatstide, han kan dømme om Stormens Magt hin Brudenat. Min Fader var mørkt stemt: »oprører den druknede Fanny Søen?« mumlede han ved sig selv; »gjør hun endnu Krav paa min Kjærlighed og harmes hun over at jeg elsker Olivia? Lever vel hendes Gjenfærd i Havet, vækker hun sine Søstre, de hvide Havfruer, for at synge Brudesangen udenfor mine Vinduer?« og tankefuld gik han Klokken halv tolv ind i Brudekamret.

Lampen brændte svagt i Soveværelset, da Døren Klokken to sprang op og en qvindelig Skikkelse i hvide Klæder, drivvaad, med udslagne Haar styrtede 19 ind til det nygifte Par og raabte om Hjælp, om hurtig Bistand. Dette Syn berøvede min Fader Besindelsen. »Hvad vil Søen oppe paa Landjord? hvad vil Døden her i Livet? Synk tilbage, Fanny, i den kolde Sø og forstyr ikke min Fred!« - Og dog var der aldeles ingen Aarsag til Frygt og Rædsel; thi Graven, have vi Alle erfaret, beholder hvad den har faaet og Veien dertil fører hen, men ikke tilbage. Den qvindelige Skikkelses pludselige Indtræden i Brudekamret var foranlediget af en naturlig Tildragelse: Skibet Iris fra Newcastle, ladet med Steenkul, Kapitain Derby, var strandet udfor Høierup. Kapitainen var svømmet i Land med sin Kone, men var svømmet tilbage til Skibet for at hente sin Søster. Konen, som var gaaet i Land i det engelske Anlæg, ilede gjennem Haven op til Hovedbygningen og her ledede Lyset hende til Brudegemakket. Men den følgende Morgen, da den rødlige Efteraarssol tittede nysgjerrigt ud af Skyerne, for at see hvilke ødelæggelser Stormen afvigte Nat havde anrettet, da var Skonnerten Iris sjunket; kun den øverste Deel af Masten stod over Vandfladen og det engelske Flag hang sørgmodigt ned i Bølgerne, medens Kapitainens og hans Søsters afsjælede Legemer af Strømmen dreves langs somt ind paa Kysten.

20

II.

Der er en Plet i Dit øje,
Der er en Bleghed paa Din Kind,
Som viser klart og nøie:
Der hviler Noget paa Dit Sind.

Efter halvandet Aars Ægteskab bragte min Moder en Søn til Verden, og denne Søn kaldtes Arthur.

Og det er da til Dig, kjære Arthur, til Dine manes, at jeg heiliger disse faa Blade. Mig tykkes, som jeg saaledes sidder her i min forfaldne Præstegaard, at jeg mærker en skjælvende Bevægelse i Luften over mit Hoved. Er det Din forklarede Aand, som besøger mig her i min Udørken? Vel, vi skiltes forsonede ad og det unaturlige Broderhad tilintetgjordes førend Du døde.

Arthur blev øieblikligen min Faders Kjæledægge: lille Arthur maatte gaae med Fader paa Jagt og Fiskeri, lille Arthur maatte tænde Faders Tobakspiber og nippe til Faders Punscheglas og - hvad der allerstrengest overholdtes - lille Arthur maatte, ihvor uartig han end maatte tee sig, aldrig straffes eller endog blot mundtligen irettesættes af sin Moder. Og var det da, efter en saadan Opdragelse, noget Under, eller, maaskee rettere sagt, var det ikke naturligt, at lille Arthur blev næsviis imod sin Moder, hovmodig imod Tjenestefolkene og senere, da jeg var kommen til Verden, tyrannisk over sin mindre Broder? Jeg husker meget vel, at en af hans Hovedforlystelser bestod i, at staae tidligt op om Morgenen og foretage sig en Promenade gjennem alle Pige og KarleKamrene, hvor han da diverterede sig med at helde 21 Vand i de aabne, snorkende Munde. Han overtalte engang mig til at følge sig paa saadan en Morgenvandring og jeg skal ikke nægte, at det havde noget pudsigt ved sig at see, hvorlunde de stakkels Men. nesker pludseligt opvaagnede, nær ved at qvæles, og hvorledes der da, medens Ansigtet convulsiviskt fordreiedes, stode store Fontainer ud af Munden. - -

Jeg var to Aar yngre end Arthur; og, medens jeg aldeles ikke var afholdt af min Fader, nød jeg min Moders fulde ømme Kjærlighed; ja, jeg kunde næsten fristes til at sige, at min Fader kun betragtede Arthur som sit Barn, medens omvendt min Moder ansaae mig som hendes egentlige kjsere Foster.

Min Faders onde Lune tiltog med Aarene og især indtraf det hyppigen om Efteraaret, naar de vilde Storme oprørte Kattegattet. Naar Uveiret saaledes rasede udenfor, maatte flere af Gaardens Karle hele Natten igjennem ride langs Strandkanten og speide om der ikke var et eller andet Skib tilsyne, som stod Fare for at forlise. Kun naar Svaret lød negativt, beroligedes min Fader nogenledes. - -

Og nu kunne vi da vende tilbage til Storsalen paa Høierup, hvor, som oven meldt, begge mine Forældre, Præsten, Kapitain Cornelius og En af min Faders fjernere Slægtninge vare forsamlede.

Cornelius tog til Orde: »Olivia, Du har tilskrevet mig og bedet mig om skyndigst at komme ud til Dig; jeg seer, at Du ogsaa har anmodet Præsten om at komme, jeg seer endnu en anden mig ubekjendt Herre tilstede - hvad ligger Dig paa Hjertet? thi jeg haaber, at hvad Du yttrer i Dit Brev til mig og hvad den ærværdige Præst før i sin Tale sigtede til - 22 en Skilsmisse - nei, Olivia, saavidt kan det da ikke være gaæt?«

»Det er gaæt saavidt, jeg kan ikke leve sammen med Harring!« lød min Moders Svar.

»Og jeg kjender Harring,« raabte Cornelius noget forbittret, »jeg kjender hans gode og hans svage Sider og han er et godt Menneske i det Hele taget. Er det hans ulykkelige Sygdom, der har bortvendt Din Kjærlighed fra ham? den, vidste Du, at han plagedes af, dengang Du ægtede ham. Det er Din Pligt at pleie ham, ikke at anklage ham.«

»Jeg tør ikke, kjære Onkel!« hulkede min Moder, jeg tør ikke leve sammen med ham.«

Min Fader havde hidtil staæt taus og spændt, men nu blev Uroligheden synlig i hans Ansigtstræk, han blev dødbleg; idet samme hørtes et frygteligt Vindstød at tørne mod Vinduerne, og Kattegattet, i fuldt Oprør, begyndte sin rædsomme Larm; da saae jeg, at min Fader skjælvede og stirrede ængsteligt udad mod Stranden.

»Hvad mener De, naadige Frue,« spurgte nu Præsten, »med det Udtryk: at De ikke torde

»Qvindepassiar!« mumlede Cornelius. Da raabte min Moder: »lover mig Alle I, der her er tilstede, at hvad I nu høre skal aldrig tiere komme over Eders Læber, sværger det ved hvad I, hver især, holde for helligst.«

Og de svore.

Nu traadte min Moder frem paa Gulvet; hun holdt sig ikke længere fastklynget til Cornelius, men hendes Væsen var frit og hendes Holdning sikker, idet hun henvendte sig til min Fader: »Harring, hvorfor frygter Du Stormen, hvorfor er Du ængstelig til- 23 mode, naar Kattegattet er i Oprør? Din første Kone styrtede ikke Søen, men hun blev styrtet og den der gjorde det, det var Dig!«

En stum Forfærdelse gjennembævede de Tilstedeværende; min Faders Ansigtstræk vibrerede frygteligt.

»Du tilstod mig det den sidste stormfulde Nat,« vedblev min Moder, »Du tiggede mig først om at være taus med Din Hemmelighed, men senere truede Du mig med den samme Skjæbne; Du fortrød at Du havde betroet mig det, og - Du lagde Haand paa mig! See, Onkel, Sporene af Voldsgjerningen paa min Hals og siig mig saa, om Du vil have, at jeg tenger skal forblive her.« -

»Ikke et Øieblik,« raabte Cornelius, idet han med Rædsel betragtede de blaae Pletter paa min Moders hvide Hals, »lad min Vogn forspænde, Du skal vende tilbage til mit Huus. Forbandet være det Øieblik, da jeg fik det Indfald at føre ham over til Ostindien!«

Da stirrede min Fader vildt om sig, det mørke Øieblik traadte ind. »Hvad!« raabte han, »hvorfor gaaer jeg i Uniform, naar der ingen Krig er i Landet? Det er ikke sandt hvad Du siger, hun styrtede sig selv ud i Søen, men jeg har ingen Fred paa mig, det er hele Ulykken. Dybt i Bølgen, der er koldt og sort og hun har hvide Klæder, seer Du, de skinne igjennem det mørke Vand. Jeg var lidt hidsig, men jeg styrtede mig jo selv bagefter for at frelse hende. Kan jeg gjøre for, at jeg ikke fandt hende? Hvor er Arthur? Du skal lære at svømme, saa kan Din Fjende ikke drukne Dig!« -

Atter kastede Stormen sig imod Bygningen, da styrtede min Fader bevidstløs baglænds om, ligesom 24 knust af Vindstødet. Alle undtagen min Faders Slægtning fjernede sig og Tilberedelserne til Afreisen gik for sig. Spørgsmaalet var nu blot om, hvo der skulde have Børnene, min Broder og mig. Da kom min Faders Slægtning ind i Stuen til os; han havde det Budskab til min Moder, at min Fader var kommen sig, men var dog gaaet tilsengs. Forresten lod han min Moder sige, at hun selv skulde fastsætte, hvad hun vilde have i Penge om Aaret; han bad hende om Tilgivelse og om ikke at dømme ham for haardt. Han var aldeles enig med hende om at der burde finde en Skilsmisse Sted; han vilde ikke selv risikere, at han i et mørkt Moment, uden selv at vide det, mishandlede hende. Een Ting bad han hende kun om, det var at tillade ham at beholde Arthur; han kunde ikke undvære Drengen og Drengen vilde selv helst blive hos sin Fader.

I det samme aabnedes Døren og Arthur stod for os. Han havde grædt og det lod til at han var meget opbragt. »Stygge Moder,« raabte han, »slemme Moder har gjort Fa'er Fortræd, saa Fa'er er bleven syg. Og med Dig, Johannes!« henvendte han sig til mig, »med Dig skal jeg tale, naar vi begge blive store. Saa vil jeg fægte med Dig og skyde Dig ihjel, fordi Du ikke vil blive hos Fader.« Og dermed slog han Døren i og vi hørte, hvorledes han løb op til Faders Værelse.

Efter et Qvarteers Forløb sadde vi tre, Cornelius, min Moder og jeg i en Wienervogn paa Reisen til Kjøbenhavn. Min Moder saae aldrig meer det herlige Høierup, men jeg var der if jor. Eiendommen er kommen i Fremmedes Hænder; Gaarden er malet op med en hvid Farve, før var den rød; de lange Alleer af 25 Kastanietræer ere omhugne, Buxbomshækkerne tilintetgjorte, Blomsterfloret uddøet - kort Alt syntes mig forandret, undtagen det balstyrige Kattegat, der buldrede tæt udenfor Haven.

III.

Saa Barnets Bygning sit Grundlag fik,
Det blev som saa;
Og Tiden lagde sit Mosaik
Derovenpaa.

Aaret 1819 var for mig et Sorgens Aar; thi jeg mistede min saakaldte Onkel, Cornelius; henimod Vinteren blev jeg berøvet min Fader og Juleaften min Moder.

Natten efter den Dag, da min Moder var bleven begravet, havde jeg een rædsom og een deilig Drøm. I den første syntes mig, at jeg stod foran min Moders Kiste, at Kisten vel var lukket, men at der var en fiirkantet Aabning i Laaget, saaledes at jeg kunde see Hovedet og Brystet paa den Døde, medens den øvrige Deel af Legemet skjultes af det sorte Træ. Da tyktes mig, at Orme og Utøi pludselig væltede ud af min Moders fromme Ansigt og af det fulde Bryst; de opaade alt Kjødet, saa at tilsidst kun Beensystemet var tilsyne. Da begyndte Dødningehovedet at nikke, det reiste sig op, snart kom de tynde Arme ud af Aabningen og endelig stræbte hele Skelettet, med krummet Ryg, at hasve sig ud af det smalle Hul. I det samme vaagnede jeg, skjælvende over hele Legemet, og mit Leie var drivvaadt af Angstens kolde Sveed.

26

Den anden natlige Aabenbaring havde en mildere Form. Mig syntes, at Døren aabnedes og at min Moder, forynget til en deilig tyve Aars Pige, i et blegrødt Gevandt, traadte ind i Stuen. Hun havde en trearmet Sølvlysestage i Haanden og betragtede mig med et uendeligt veemodigt Aasyn. Men efterhaanden forandrede hendes Ansigtstræk sig og hun voxede, saa at sige, i Deilighed og en herlig qvindelig Skabning stod for mit Blik. »Hvad vil Du mig?« syntes mig at jeg raabte til hende. - »Eftertragt ikke,« forekom det mig at hun svarede, »hvad der aldrig kan tilhøre Dig.« Og hun satte sig ned ved mit Leie og en himmelsk Musik strømmede ud af hendes Mund, og, som hin Digterkonge siger, han, hvem jeg senere lærte at kjende, elske og beundre: »da var der ikke saameget af min Fader i mig, at jo min hele Moder traadte i mit Øie, - jeg græd.« Og Skikkelsen forsvandt, men den lever endnu i min Erindring, den viser sig endnu dagligen for mit Øie; man har i Mythologien ingen Gudinde for Veemod - hende var det, jeg saae hin Nat og hendes Billede er ikke siden bleven fortrængt, selv ikke af KratzensteinStubs Halcyone paa det kongelige Billedgallerie paa Christiansborg. Drømmen selv oplevede jeg i Virkeligheden for et Par Aar siden - kan det da undre Dig, at jeg elsker den og at min Tanke jevnligt dvæler ved den? - -

Jeg og min Broder fik strax en Hofogstadsretsprokurator til Curator, det skjønne Høierup solgtes. Hvad vort Arvefald var, dengang Eiendommen solgtes, veed jeg ikke, men det erfarede jeg, at min Fader havde lidt betydelige Tab ved Pengeomvæltningen 1813. Som Følge deraf blev min Arvelod efter 27 Fader og Moder reduceret til femten tusind Rigsbankdaler, men jeg havde særskilt arvet fem tusind Daler efter Onkel Cornelius.

Aarene ilte hurtigen hen og jeg tog efterhaanden første, anden og Embeds-Examen, den theologiske. I den Tid havde min Broder været Cadet, han var bleven Officeer, havde imedens været paa Opmaaling i Jylland, men havde senere taget sin Afskeed og levede i Kjøbenhavn, foruden af sin Formue, ogsaa af Informationer i Mathematik og de levende Sprog. »Han er,« sagde En af vore fælles Bekjendter, en Student Riegelsen, »et ypperligt Hoved, men, skjøndt myndig og fuldvoxen, saa ellevild som en trettenaars Dreng. Han skriver smukke Vers, men henkaster dem i et fortroligt Øieblik til sine Venner. Han omgaaes stadigen de muntreste Fyre i Byen, deeltager i deres Svire og er deres egentlige Anfører, skjøndt han ofte, som opvaagnende i Følelsen af sin Aands» overlegenhed, behandler dem som sine Undergivne og overøser dem med Haan og Spot. Han er en stor Ven af det saakaldte smukke Kjøn; han har den Vane, i en alvorlig Samtale, pludselig at bryde af og komme med et comiskt Spørgsmaal til den, med hvem han taler. Han har taget sin Afsked af en vis Uafhængighedssyge og - han bryder sig ikke en Smule om Dig, skjøndt Du er hans Broder!«

»Og hvor seer Du ham?« spurgte jeg Riegelsen videre.

»I Gjasstgivergaarden den sorte Hingst er hans og hans Kammeraters Samlingsplads. Men er det ikke pudsigt, at han benægter, at Du er hans Broder? han siger, at han slet ingen Familie har.«

»Det maa jeg troe«, svarte jeg noget forbittret, 28 »han hilser mig ikke paa Gaden og jeg har ikke talt med ham siden jeg var sex Aar gammel.«

»Jeg vil fortælle Dig,« afbrød Riegelsen mig, »en af hans Geniestreger, som fuldkomment charakteriserer ham. Kort efterat han af Magistraten var bleven erklæret umyndig - thi ogsaa den Skjæbnens Tilskikkelse har han maattet undergaae - begyndte han at speculere i Lotteriet. Hvad skeer? han vinder en Terne paa en femhundrede Daler. Strax tilsiger han syv af sine Bekjendter, - jeg maa indrømme, at han ikke forbigik mig,-og med disse syv sætter han sig tilvogns, for i Forening med dem at reise Gevinsten op paa en Tour omkring i Sjælland. Dog, Skjæbnen vilde have det anderledes; thi vi naaede ikke længer end til Blaustrød-Kro. Her - Du veed, det er simple Folk, som her drive Vertsskab - traadte vi ind ligesom Konen i Huset lagde en Kalkun paa tyve Andeæg, for at den skulde udruge dem. - »Hei,« - raabte da Din Broder, ere I alle enige med mig, saa forblive vi her indtil Ællingerne komme ud af Æggene.« - Vi samtykkede Alle, men forhindredes i at blive længere end fjorten Dage ved den uheldige Omstændighed - at de femhundrede Daler i den Tid vare opbrugte.«

Tungsindig taug jeg og forlod Riegelsen; jeg ønskede, at han havde overdrevet sin Fortælling.

29

IV.

Halv Olding var han, halv galen Pog,
Halv - Gud veed hvad;
For hver Betragter en Cifferbog
Med tvetydigt Blad.
Som Dreng hans bedste Moerskab det var,
Naar med Faderens Gulduhr han spøgte;
Da lyste hans Pande saa mild og klar
Og Øinene som en Lygte.
Det var et Varsel fra Evighed,
Som tyded paa Livet siden:
Thi Guldet spøgte han altid med
Og hyppigt ogsaa med Tiden.

Man tænke sig min Forundring, da jeg Dagen efterat jeg havde været oppe til theologisk Attestats og erholdt bedste Charakteer, modtog et saa lydende Brev:
Min meget ærvserdige Hr. Broder!

Jeg har med sand contentement og Vellyst erfaret, at Du har faaet laudabilem til Embedsexamen, naar Du nu blot ikke vil gjøre mig den Sorg, at blive til En af de Heilige. Har Du hørt Noget om det, at Grev H. til H-g skal have ansøgt Kongen om at blive creeret til Degn ved Helliggeistes Kirke? - Vi have ikke handlet broderligt mod hinanden, vi have ikke besøgt hinanden, ja saa at sige, naar vi skulle tale Sandhed, vi kjende ikke hinanden. I min Faders Dødsstund bad han mig hilse Dig, han lyste sin Velsignelse over os Begge, baade over den Tilstedeværende og den Fjerne. Jeg vil komme til Dig med det Første. Du veed da, at jeg er gjort umyndig? -

30

Staae ene, foruden Bro'er og Mo'er,
Det tyktes mig eengang deiligt;
Saa kan Du vælge fra Syd til Nord
Det Stade, som meest er beleiligt;
Saa kan Du vælge ved Øresund
Kontoiret og Toldtariffen,
Hvad heller tumles i Shakspears Lund
Paa Pegasus, Gangergriffen.

Saa kan Du vælge den geistlige Stand
Og famle, som Fiere har famlet,
Hvad heller paa Scenen spille Din Mand
Som Romeo eller som Hamlet;
Saa est Du Din egen Autokrat,
Kan færdes med frieste Villie -
Dog fik jeg aldrig Friheden fat,
Skjønt ugeneert af Familie.

Jeg forsikkrer Dig, kjære Johannes, at jeg siden min Faders Død ikke har interesseret mig for nogen levende Person. Kun ham elskede jeg af mit fulde Hjerte, ham kunde jeg gjøre Alt for, o vidste Du, hvor godt vi to kom ud af det med hinanden! »Arthur,« sagde han ofte til mig, »blot for Din Skyld gad jeg leve, thi Du er min eneste Trøst.« - Siden den Tid, da jeg jordede ham, har mit Hjerte været en Jordklump, hvor ingen lægende Urt, ingen Blomst kunde trives; thi Du veed jo nok, at jeg aldrig har brydt mig om min Moder. Dog:

Nu kjender jeg ikke til Sønnens Lyst,
Og ei til de barnlige Taarer;
Jeg har kun smult ved Naturens Bryst,
Laant Blodet af hendes Aarer.
Hvad ikke jeg kjender, tier jeg om,
Urokket staae Hvermands Throner!
Og Barnets Følelser staae for min Dom,
Som fremmede Religioner!

31

En anden Aarsag, hvorfor jeg ikke har søgt Din Omgang, men har nøiedes med de faa Korn, som jeg har nippet i Hønsegaarden, kan jeg angenehmt udtrykke saaledes:

Du vælge Dig Venner til Hjertero,
Men vel Du Dig for maa see:
Du vælge Dig Een, Du vælge Dig To,
Men aldrig Fleer end Tre. - -

Min Helbred er daarlig, thi mit Bryst er sygt og en hektisk Rødme farver mine Kinder, netop saaledes som Stormenes Kulde maler Efteraarsbladene røde: det tyder paa - min forestaaende Tilintetgjørelse! Forstaar Du mig? vi ville vorde Venner, inden vi skilles ad. Vær hjemme imorgen Aften, saa kommer jeg op til Dig.

Din Arthur Harring.
Kjøbenhavn den - jeg har ingen Almanak, - Du maa undskylde.

V.

Vi komme hid som muntre Gjæster,
Og vi vil drikke, det vil vil
Vi er ei sortbeklædte Præster,
Men vi gaae løs paa Svireri.

Jeg gjennemlæste flere Gange dette besynderlige Brev og søgte at uddrage Arthurs Charakteer af de faa Linier, som han havde sendt mig. Letsindig maa han da være til det Yderste, tsenkte jeg ved mig selv, men jeg synes, at der lyser megen Godhed ud af det 32 Hele. Det der smertede mig meest, var Antydningen om at hans Helbred var nedbrudt; alt andet kunde redresseres, men dette ikke. Han havde imidlertid gjort det første forsonende Skridt, og det stod nu til mig at besvare hans venlige Hilsen: jeg ilte derfor strax hen til Riegelsen, for hos denne at faae Arthurs Bolig at vide, og han sagde mig, at det var Nr. 20* ved Vestervold.

Jeg traadte ind ad Gadedøren og hørte en umaadelig Larm oppe i Huset, jeg skyndte mig opad Trapperne. Paa tredie Sal fandt jeg en Dør, hvor der stod: Lieutenant Harring, men selve Døren blev bestormet af en Skomagerdreng og en temmelig velklædt Kone.

»Er Hr. Lieutenanten maaskee ikke tilstede?« spurgte jeg.

»O jo, min Sæl er han saa,« svarede den qvindelige Furie, medens den sorte Skomagerdreng med et impertinent Griin hamrede paa Døren med Hænder og Fødder, »men han vil ikke lukke os op.«

»Heisa, Hr. Lieutenant!« raabte Skomagerdrengen ind ad Nøglehullet, »jeg skal hilse fra min Mester, at her er Deres Regning. Et Par nye Støvler syv Rigsbankdaler, et Par forføddede fire Daler, et Par Dandseskoe (formodentlig opslidte i en Dandsebod udi en Langsomvalts med Mutter Vaskerkones Datter, Sybille), tre Daler tre Mark, en Bod paa en Støvle otte Skilling, en Bagflik tolv Skilling - aa vær saa god og luk op, nu saae jeg jo gjennem Hullet, at De gik over Gulvet.« -

»Og jeg,« begyndte Konen at skrige, »tør udbede mig Deres behagelige Opmærksomhed medens jeg tydeligt oplæser Deres Regning for den fremmede Herre, der staaer herude med Slængkappe paa. Lyder 33 som saa: tre Skjorter (Herren har nok kun fire ialt) à sex Skilling, sexten Par Flipper à tre Skilling, eet Par Uldsokker fire Skilling - - - -.«

Her begav jeg mig skyndsomst nedad Trapperne, thi jeg hørte, at min Broder dreiede Nøglen om for at lukke op. Jeg vilde ikke for al Verden have, at han skulde blive vidende om at jeg havde været Vidne til denne deklamatoriske Morgenunderholdning. Men førend jeg var kommen eet Stokværk ned ad Trappen, blev Skomagerdrengen med en anstændig Fart slynget over Rækværket ned efter mig; min Broder ramte mig med Drengen lige i Ryggen, saa at jeg styrtede omkuld, medens et vældigt Kladsk oppe paa Trappen gav en grundet Formodning om at Vadskerkonen havde faaet et kraftigt Ørefigen. Naar der nu føies til, at en uhyre Hund foer efter mig og Skomagerdrengen, og truede med sin gigantiske Flab at sluge os levende, kan man vel ikke undre sig over at jeg og Drengen realiserede den iilsomste Retirade. En Minut efterat vi vare slupne udaf Døren, kom ogsaa Vadskerkonen, hvis blussende høire Kind tydeligt nok røbede hvilke Fataliteter den saaledes i det aarle Morgengry havde maattet undergaae, men oppe paa Trappen lød der endnu en betydelig Gjøen, som, advarende imod gjentagne Besøg, endelig hendøde i en douce Brummen. »Jeg lader ham indklage for Forligelsescommissionen,« jamrede Konen. »Og jeg,« hylede Drengen, »vil aldrig gaae mere med Regninger til ham, det skal den store Christian gjøre.«

Jeg gik hjem, men besluttede dog om Eftermiddagen at gjøre endnu et Forsøg paa at faae Arthur i Tale førend han om Aftenen kom til mig. Jeg gik 34 derfor atter til Vestervold og stod nu anden Gang udenfor hans Dør, men forhindredes fra at gaae ind ved at høre en forvirret Larm i Stuen; jeg lyttede og søgte at dechiffrere dette underlige babyloniske Sprog og Resultatet af min Undersøgelse blev da, at de forskjellige, forvirrede Lyde vare Klingen med Glas og Raslen med Flasker, Trumfen i Bordet og Nynnen af stygge Viser, høirøstet Latter og Kasten med Tærninger. Tungsindig vendte jeg hjem og lavede Alting til til Modtagelsen af den sjeldne Gjæst: jeg hang en frisk Blomsterkrands over min Moders Portrait, jeg dækkede Bord og satte Viin under Kakkelovnen og ventede nu taalmodigt paa Gjæstens Ankomst.

Men Vægteren havde alt raabt ni og ingen Arthur var endnu kommen tilsyne; jeg begyndte at mistvivle - da jeg pludselig hørte flere Instrumenter spille op nede paa Gangen. Den strygende og blæsende Musik kom op ad Trapperne; jeg kunde høre en afskyelig Clarinet og en, om muligt, endnu falskere Violin, medens et Valdthorns forfærdelige Brøl bragte det skrøbelige Huses Mure til at skjælve. Min Dør fløi op og et heelt Tog traadte ind i min Sal.

Forrest gik Arthur med en Dame under Armen; hun havde en lille sort Kaabe paa og en Vifte i Haanden og hun støttede sig ømt og fortroligt til Arthurs Arm. Arthur saae echaufferet ud og nærmede sig mig med usikkre Skridt, forresten opfyldtes Værelset af ti til tolv Mennesker af et temmeligt brutalt Udvortes og midt iblandt dem bemærkede jeg Riegelsen. Denne Sidste nærmede sig mig pludseligt, bukkede, men hvidskede mig med det samme i Øret: »hold gode Miner, thi disse Mennesker ere berusede.« -

35

Instrumenternes Støien vedblev efterat Kapellet var traadt ind i Salen og forøgedes med hin frygtelige Bulbiders Tuden, med hvilken jeg alt iformiddags havde gjort Bekjendtskab.

»Jeg maa gjøre Dig,« tog min Broder til Orde, idet han søgte at ordne sine Tanker, »noget nærmere bekjendt med vort Selskab - jeg haaber dog, at jeg har den Ære at tale med min Broder, Hr. Johannes Harring? - aha, jo jeg kunde nok see det. Denne Dame er Jomfru Rikke T-.«

Jeg gyste tilbage, da han nævnte dette Navn; hun var En af Byens meest berygtede Qvindfolk. »Og hende,« raabte jeg, »gaaer Du med under Armen!«

»Ja, hvorfor ikke det?« svarede Arthur, »jeg veed ikke af at hun har noget Udslet, der kunde smitte mig. Forresten dandser hun fortreffeligt, nu skal Du strax see - aa, lille Rikke, dands den bekjendte Sarabande for min Broder og I, Musikanter, spiller op, jeg vil selv tractere Violinen.«

Og nu begyndte da atter den infernale Musik, medens min Broder paa eengang spilte Primoviolinen og dandsede med Damen. Donnæns Gebærder vare naturligviis særdeles uanstændige og min Broder gav just ikke synderlig efter i det Kapitel saa at jeg ved at see paa hende uvilkaarligt kom til at tænke paa Ariosto i hans sjette Sang:

Su per la soglia, e four per le colonne,
Corron scherzando lascive donzelle,
Che se i rispetti debiti alle donne
Servasser più, sarian forse più belle.

Med en mageløs Aplomb dreiede hun sig paa Taaspidsen og uddelte smaa Ørefigener og andre ømme 36 Kjærtegn til Orchestret og Tilskuerne. Pludseligt taug Musiken; hun havde dandset sig træt og lagde nu Guitarren hen, min Broder blev staaende maalløs og ubevægelig midt paa Gulvet. Han lagde sin høire Haand paa min Arm og pegede med den venstre hen paa Væggen; »for Himlens Skyld, Johannes!« raabte han, »hvem er den Dame med Krandsen over Hovedet?«

»Vor Moder, Arthur!« sukkede jeg. Da blev han kridhvid i Ansigtet og to tunge Taarer randt ned over hans Kinder. Han hævede Lysestagen op i Veiret, for nærmere at betragte det skjønne Hoved og fiere og fiere Taarer væltede ud af hans Øine. »O Moder,« jamrede han, »skulle vi saaledes gjensees? Da jeg sidste Gang som niaars Dreng saae Dig, var jeg uartig imod Dig og nu da jeg staaer voxen foran Dig, saa er jeg i den Tilstand! jeg kan ikke trygle om Din Tilgivelse, thi Du hører mig ikke, jeg kan ikke kysse Din Haand, thi den er vissen og kold. O Johannes, hun maa være meget vred paa mig, jeg har ikke tænkt paa hende siden den Dag at hun og Du reiste fra Høierup!«

»Husk,« trøstede jeg ham, »at Lidenskab og Vrede ikke medtages i Graven; Trækkene ere blide og Aasynet er roligt paa den Døde. Kun Kjærlighed lever i Urnen, men Hadet bliver oven Mulde hos os stakkels Efterlevende.«

»Lad det Maleri afcopiere,« bad Arthur, »saa skal jeg betale Dig i Begyndelsen af næste Maaned. Hør, er det ikke pudsigt, hvorledes man kan gaae over fra Fuldskab til den ædrue Tilstand? Nu er jeg mig selv mægtig, før vidste jeg ikke hvad jeg gjorde. Mennesket er et fleersidigt Talent, han kan baade 37 være ædru og drukken. Min Compliment til Dem, min smukke Moder, vi skulle altsaa sees paa mit eget Værelse!« og hermed vendte han sig med et letsindigt Buk fra Portraitet og betragtede med synligt Velbehag sine Ledsagere.

Disse værdige Personer havde imidlertid grouperet sig omkring det Bord, hvorpaa den Arthur og mig tiltænkte Aftensmad stod, og her vare de da ivrigen beskjæftigede med at anrette de største Ødelæggelser i Madvarerne. Isærdeleshed steeg min Forbittrelse høit, da jeg saae Donna Rikke dele en Kapun med Arthurs store Hund. Imidlertid fattede jeg mig og gik hen og skjænkede de Par Flasker Viin om, der stode under Kakkelovnen. Signora Rikke proponerede Vertens Skaal og Arthur forsikkrede, at det vilde være meget uhøfligt af mig, om jeg ikke vilde klinke med hende og det øvrige Selskab. Nu dannede min Broder en Basun af et Landkort, der var klinet paa Pap; En af Ledsagerne greb Violinen, en Anden Clarinetten, medens min Broder og hans Hund kappedes om at frembringe de meest uharmoniske Toner og saaledes blev da min Skaal drukken under en klingende Fanfare. Men da nu Maden var sluppen og Vinen var drukken, længtes Selskabet nok efter en større Tumleplads for deres Virken, de begyndte at skrabe med Benene og give deres Mishag tilkjende over at Arthur ikke gav Signal til Opbrud. Da greb han mig om Armen og førte mig hen til et Vindue. »Johannes!« sagde han, »døm mig ikke for haardt, men husk, at ligesom der ikke findes to eensdannede Blade paa et Træ, saaledes gives der heller ikke tvende eensdannede Sjæle paa den hele Globus. Du har ikke de samme Lyster eller Liden- 38 skaber som jeg, men Din Trang og Din Hu staaer til noget ganske andet. Men nu gives der nogle eenfoldige Mennesker, som ikke kunne begribe, at Andre kunne tænke, ønske og handle anderledes, end de selv; fordi at de selv ikke kunne lide engelsk Porter, ville de have at alle Bryggerierne ved Themsen skulle gaae ind og hele Verden skulde drikke Thevand. Jeg hylder Munterheden, men Du er alvorlig; nu vel, lad Ingen af os gaae den Anden i Veien. Ørnen kan ikke svømme, Rensdyret kan ikke flyve, Fisken kan ikke synge og jeg kan ikke græde. Og nu, min alvorlige Broder, nu maa Du lyse os ned ad Trapperne, thi jeg havde nær forvredet mit Been, da jeg gik herop.«

»Lad for Guds Skyld,« raabte jeg, »ikke det Feiltrin afskrække Dig fra at besøge mig tiere, »og« - vedblev jeg leende - »tro endelig ikke, at Dit Besøg vilde være mig mindre kjserkomment, mindre interessant, om Du for Fremtiden kom ene og uden Harmoniemusik.«

»Aa,« svarede Arthur, »jeg er ligesom Uglen, Minervas Fugl, saasnart jeg om Natten viser Verden mit smukke Aasyn, flokker der sig strax omkring mig en Skare ubetydeligere Fugle og ledsager min lette Flugt med Hyl og Huien.«

Hermed trykkede han min Haand og jeg gik foran Toget med Lyset i Haanden nedad Trapperne. Men, ak, hvad jeg havde anet og befrygtet, skete: langs nedad Trapperne udførtes atter en stor Symphonie, hvor Donna Rikkes Guitar iværksatte en skingrende Væddestrid med min Broders Hoboe. Huusfolkene tittede nysgjerrigt udaf Kjøkkendørene, men jeg tryglede forgjæves om Taushed. Endnu heelt langt 39 ude paa Gaden vedbleve de gale Mennesker at spille op, indtil Vægterens Pibe bevirkede, at Skaren adsplittedes; man hørte forvirrede Raab, en Lyd som om en Violin blev slaaet mod Steenbroen, man hørte Latter og en høi qvindelig Stemme, der protesterede mod en forestaaende Bortførelse til »Hullet«. Og endelig, for at gøre min Ærgrelse fuldstændig, stod min Vært paa Trappen, ventende paa mig, for, i Anledning af Spektaklerne paa Gangen, at sige mig op.

VI.

Naar Vinden er god, saa seiler jeg bort,
Til Fyen, eller muligt længere fort,
Men vil Du mig noget, saa skriv mig til,
Jeg er Din Broder og svare da vil.

En fire Uger efter at denne Aftenscene fandt Sted, stod jeg en Formiddag med Copien af min Moders Portrait udenfor Arthurs Dør. En ganske ung Maler, B-z, havde afcopieret Billedet og Foretagendet var lykkedes udmærket. Faa Aar efter reiste den talentfulde Kunstner udenlands - Tydskland misundte os ham - han satte Foden over Alperne - hans Hu stod til det blaa Italien, der hvor de opgrave (som Digteren siger) den fjerne Oldtid af Markerne - da døde han og Danmarks Hjerte blev, da hans sidste Mesterstykke kom til hans Fødeland og, hyllet i Flor, ophængtes paa Udstillingen i Kjøbenhavn, deelt mellem Sorg og Beundring.

Jeg lyttede udenfor min Broders Dør, men jeg hørte ingen Menneskestemmer; jeg bankede paa - »kom ind!«

40

Min Broder sad og læste og ved Siden af ham i Sophaen sad en smuk lille Dreng og skrev.

»Gaa, Georg,« sagde Arthur til Drengen, »saa skal jeg læse med Dig i Eftermiddag. Kummerfuldt Arbeide, at være Rygpidsker, Johannes; men jeg faaer det ret godt betalt, det er min Verts Søn. Et lille Glas Viin, eller muligt en Cognac?«

Jeg betakkede mig, men satte mig ned ved Siden af ham. »Jeg er af en anden Anskuelse, end Du,« sagde jeg, »angaaende Skole- og Opdragelses-Vassenet, ja, jeg er endog af en saa modsat Mening, at jeg om otte Dage reiser fra Byen, for at blive Huuslærer paa en Herregaard.«

Arthur foer op og korsede sig: »Er Du besat? Du, en theologisk Candidat med bedste Charakteer, Eier desuden af tyve tusind Daler, Timelærer i Byens første Skoler, (ja det var nu rigtignok en af de maadeligere Egenskaber), Du vil forlade Kjøbenhavn, den muntre Hovedstad, for at -«

Her bankede det paa Døren, Arthurs Ansigt formørkedes, men opklaredes strax, da han saae, hvem det var.

Den Indkommende var en høi Mand i blaa Chenille; han havde noget galt ved Øinene paa Grund af at han engang i Dyrehaven - thi han var kommen hertil som Markskriger - havde fordærvet sit Syn derved, at der ved et Kunststykke sprang ham noget Krudt i Ansigtet.

»Ah,« raabte min Broder, idet han kjælent lagde Hovedet ned paa den ene Skulder og sødtsmilende truede ad den, maaskee ubehagelige, Gjæst med Pegefingeren: »det er ikke smukt bandiet af Dem, Hr. G-! Blot jeg tøver to Dage over Terminen, saa 41 hjemsøger De mig strax. Men kan da ikke et Menneske have Forfald? See her, Utaknemmelige, her er en Liste over alle mine Creditorer, nei, see blot, siger jeg. Hvem staaer øverst? Hr. Skrædermester G-. De skal først og fremmest betales; min Ære tilsiger mig, at det er min Pligt - De har jo givet mig Credit, skjondt De vidste, at jeg var erklæret umyndig. Ja, De kan troe, at jeg havde Ubehageligheder med ham, der staaer antegnet som Nr. Elleve. Han vilde være Nr. Eet, Kanaillen, men jeg svarede: nei, min ærlige Skræddermester, Hr. G-, skal være Nr. Eet. Spørg min Broder ad, ja, det er min Hr. Broder, der sidder, han kan være mit Vidne til at jeg skjændtes meget længe med det fordømte Nummer Elleve - en trodsig Karl. Forresten, min gode Hr. G-, saa benyttede jeg samme Leilighed til paa det kraftigste at anbefale Dem til min Broder, aah, det er en ganske anden Mand, end jeg. Jeg er bleg og skrantende, som en Hvidroe, han er sund og rød, som en Rødbede - Alt en Følge af den forskjellige Levemaade. Ogsaa lovede han, at han skulde lade sye en Sommerfrakke hos Dem. Kan jeg da gjøre meer for Dem, min kjære, gode Hr. G-

Under denne lange Tale saae jeg, at Arthur ideligen gjorde nogle for Skrædderen skjulte Haandbevægelser hen til Hunden og Dyret forstod fuldkomment de fine Vink. Knurrende luskede den omkring Skrædderen, biæffede og fremviste af og til et udmærket Tandsystem; ikke heller var Hr. G- en rolig Tilskuer, men retirerede langsomt hen imod Døren.

»Slem Hund,« talte Hr. G- med sin tydske Dialekt, »aha, Lieutenanten ingen Penge endnu? still 42 Hund! ja ja, faaer vente til de kommer - ruhig, mein Hund, bin guter Freund - min Herr vil hae en Sommerfrack, jeg kjender godt Hr. Canditaten af Namen - ah den Hund, den Hund - naar maa jeg høre op hos Hr. Lieutenanten, næste Uge? binnen fjorten Dage? ach, es kommt ein Wechsel heute!«

Min Broder lovede Manden sine Penge med det allerførste og Hr. G- ilede udaf Værelset, idet han kastede skye Blik hen paa Hunden.

»Saaledes maa man fægte sig gjennem Verden,« raabte Arthur leende, da Manden vel var borte; og han viste mig da en ti elleve forskjellige Lister, hvor Creditorernes Navne stode paa hver især i en forskjellig Orden.

Men jeg var ikke stemt til Latter. »Arthur!« tog jeg til Orde, »Du er i Pengeforlegenhed, henvend Dig til Din Broder, Intet er rimeligere. Følg hjem med mig, Du skal faae saa mange Obligationer, som Du vil.«

»Bryd Dig aldrig om sligt,« svarede han endnu muntrere, »men lad mig om den Ting. Jeg er nu eengang saaledes vant til denne Kræven, at jeg ikke kan undvære den. Ligesom jeg nu engang er vant til at sove, spise, gaae opreist, læse Bøger, saaledes er jeg ogsaa vant til at have Gjæld, og Pengeforlegenhed er for mig blevet til en af Livets første Fornødenheder. Aanden er altid i Bevægelse, jeg har ingen Ro, men er nødt til at speculere, at see mig om efter Udveie, at gruble efter Undskyldninger. Naar jeg gaaer ud fra, at Hvile, at Dødsstilhed, at Tilintetgjørelsen ere de værste Onder, den sørgeligste Tilstand, saa maa jeg elske den Tankevækkende, oplivende, stimulerende Gjæld, som et virkeligt Gode; den tvinger 43 mig til at tænke, den pirrer de slappede Aandsevner, jeg lever et potentieret Liv og dette Sidste er mig saa meget vigtigere, som jeg - snart kommer til at forlade Livet.«

Dette Sidste sagde han med dæmpet Stemme og en dunkel Rødme foer over hans blege Kinder; Taarerne traadte mig i Øiet. Skal jeg miste øieblikligen, tenkte jeg ved mig selv, hvad jeg saa nyligen fandt, og skal jeg strax igien vorde en frændeløs Stakkel? Skal han, som nu staaer for mig i ungdommelig Munterhed, saa tidligt gaae den Vei, som ellers naturligst kun betrædes af Oldingen? Ligger der muligt over hans uskyldige Hoved en Forbandelse fra Havets Dybder, en Forbandelse, som egentlig nærmest burde have ramt hans Fader? - Jeg afbrødes ved hans Tiltale:

»Seer Du denne unaturlige Rødme, Johannes?« sagde han muntert, idet han pegede paa sin Kind, »troer Du det er Sundhed? det er det ei. Har Du ikke seet om Foraaret, naar Valdbyerne bringe det første Græssmør tiltorvs, at dette Smør er saa overraskende guult? troer Du denne Farve er naturlig? det er Gurgemeie, det er Unatur, og saaledes er ogsaa det Røde paa min Kind. Det er mit Bryst, Johannes, som er daarligt.«

»Er det saaledes fat,« afbrød jeg ham hastigt, »saa skal Du reise øieblikligen, til Frankrig, til Italien; maaskee kan Du komme Dig i det varmere Strøg, og Penge skal Du faae hos mig.«

»Tak for dit Tilbud,« svarede han, »men ogsaa det maae jeg afslaae. Mig hjælper ikke meer Forandring af Opholdssted og Skiften af Klima. Døe skal jeg formodentlig snart og saa vil jeg døe her, omringet af 44 mine Venner. Men Guds Død, er det ikke Mandag idag? havde jeg ikke nær glemt det Allervigtigste!« og med hurtige Skridt gik han udaf Døren og jeg hørte ham raabe paa: Claus!

Jeg hørte en Mumlen udenfor paa Gangen; jeg hørte min Broder gjentagne Gange nævne nogle Talstørrelser - endeligen kom han tilbage ind i sin Stue.

»Hør mig,« sagde han særdeles venligt og indsmigrende, »Du er meer end min Broder, thi Du er min - Ven. Jeg har ikke været istand til, fra Begyndelsen af, at kunne vælge Dig til min Broder, men nu er jeg voxen, myndig, (skjøndt i juridisk Betydning umyndig) og med fuldmodent Overlæg udkaarer jeg Dig til min Ven - jeg lægger Meer i det Ord: Ven, end i Ordet: Broder; thi Forholdet Broderskab bestemte Gud, men jeg, jeg selv, udseer mig mine Venner: jeg skaber mit Venskab.«

Jeg forundredes høiligen over denne Introduction, men nøiedes med at forsikkre ham om at jeg ikke alene følte mig smigret, men ubeskriveligt lykkelig over at hans Valg var faldet paa mig.

»Jeg seer paa dine Ansigtstræk,« vedblev han leende, »at Du forundrer Dig over, at jeg sætter saa liden Priis paa Slægtskab, men tilgiv: jeg har mine Grunde. Jeg veed, at Du kommer til vor fælles QuasiTante, Generalinde B-, men Du veed maaskee ikke, at jeg i de senere Aar ikke er kommen der alene for din Skyld, reent ud sagt, blot fordi jeg skyede dit Selskab. Generalinden følte sig piqueret over denne »Mangel paa Opmærksomhed« og behagede at revanchere sig paa det eclatanteste. Hun fik at høre, at jeg - uden at ændse om hvad hun saaledes havde 45 hørt af sine Sladdersøstre, var sandt eller usandt, - søgte min Afsked og at jeg, som man siger, søgte offentlige Steder; øieblikligen udspreder hun det Rygte, at jeg i tre Maaneder ikke har gjort andet, end spille Kort i »tre Ruller« og i »blaa Stud«, Steder, som Du vistnok veed, hvor kun Avlskarle og Melkekudske søge deres kortvarende Tidsfordriv, og dog« - her foer der Lyn ud af Arthurs Øine - »dog forsikkrer jeg Dig, at jeg i den nævnte Tid af de tre Maaneder havde været paa Opmaaling i Jylland, mange, mange Miil fra hendes Naades ubehagelige Nærhed.«

»Jeg kan ikke nægte,« sagde jeg, da han saae mig stivt i Øinene, »at hun ogsaa har fortalt mig det.«

»Seer Du, Johannes!« raabte han fnysende, »det er Familieskab: at være den Første til at anklage, den Sidste til at forsvare den stakkels Slægtning og at være bagefter den Sidste til at række en hjælpende Haand til Frænden, hvis han har snublet, o, det er altsammen det nære Familieskab! - - Dog det var ikke det, hvorom vi skulde tale. Du vil reise? hvorhen?

Jeg nævnte ham Herregaarden i Jylland samt Proprietairens Navn; han studsede: »derhen?« raabte han, medens en usædvanlig Glands spillede i hans Øine, »reiser Du derhen? - - - jeg har selv reist derigjennem - men det var om Natten - Johannes, hør, dersom Du -«

I det samme Øieblik bankedes der paa Døren og en Soldat traadte ind med en Seddel i Haanden.

»Naa, Claus,« spurgte min Broder, »der var da Intet iveien?«

»Jo,« svarte Claus, »der var det i Veien, at Herren 46 ikke havde 1øst den sidste Seddel, hvisaarsag Collecteuren ikke vilde skrive denne af.«

»Saa maa Du lægge Pengene ud,« raabte Arthur bistert.

»Jeg eier Kronedød kun sex Skilling,« lød det veemodige Svar, »men jeg har faaet et Par Ridestøvler af Herren, dem vil jeg sætte i Pant hos Collecteuren.«

»Dumt Sludder,« raabte min Broder, »den gamle iisgraae Collecteur har jo Podagra.«

Her afbrød jeg Samtalen ved at raskke Arthur min Brevtaske og tilbyde ham at tage hvad han lystede. Han aabnede den hurtigt og foer høit i Veiret med alle Overraskelsens Fagter: »Himmel,« raabte han, »hvilket Syn! kom, Claus, og see med. Tierter, Femmere, og, Gud tilgive mig alle mine Synder, to Hundreder. Betragt isser det sidste, det vil vare længe inden dit Øie vil falde paa noget lignende. Der er en Tiert, løb til Collecteuren, og - saa kunde Du gjerne tage en Bouteille Petit Bourgogne med paa Veien. En Mark gives Dig for din Uleilighed.« Og Karlen løb som om han havde havt en Bremse til Forfølger.

Jeg var imidlertid gaaet hen til Vinduet og havde anstillet høist sørgmodige Betragtninger over Arthurs Adfærd. Da jeg tilbød ham Penge til at betale sin Gjæld med, afslog han dem; da jeg tilbød ham dem, for muligt derved at frelse sit Liv, sagde han ligeledes nei; men nu modtog han dem, og hvortil? til en Flaske Viin og en Lotterieseddel!

Da jeg vendte mig om, stod han og betragtede Portraitet, som jeg havde medbragt til ham. »Veltruffet!« raabte han, idet han hængte Billedet ved Siden af vor Faders, »herligt afcopieret! skjønne Moder, saaledes tænker jeg mig Dig, og jeg haaber, naar jeg om 47 en føie Stund skal møde Dig i bedre Egne, da at see Dig, saa smuk, saa livsfrodig, som Du viser Dig her for mig fra det stive Lærred. I Livet afsondrede Du Dig fra ham, hvem Du nu i Døden fredeligt hænger ved Siden af; o Johannes, troer Du virkeligt, at Rygtet sagde Sandhed, dengang det fortalte, at han, som hænger der paa Væggen og hvis melancholske Træk tyde paa et godmodigt Sindelag, en sværmerisk Aand og et - jeg kunde næsten sige-qvindeligt Hjerte, han, hvis blide Egenskaber staae nedarvede udpræget i dit fromme Ansigt, siig mig, troer Du virkeligt, at han har kunnet været istand til, trods alle menneskelige Følelser, at styrte sin første Kone ud i Havet? raaber virkeligt Bølgen op til Landjorden, hvor hans lille Grav er, og beretter den hans Brøde? O, hvad er dog denne menneskelige Natur, naar endogsaa han har kunnet falde! Tie stille! han selv har betroet mig det Hele - og fra det Øieblik af syntes Verden mig mørk og ubehagelig, fra det Minut sørgede jeg over Menneskeheden, fra hiint bedrøvelige Secund søgte jeg at drukne mine mørke Grublerier i -« her bankede Claus paa Døren - »et Ocean af Cognac, en Himmel af Rødviin.«

Troligt overleverede Claus sin Herre Lotterieseddelen, men endnu mere behændigt skjænkede han Viin i Glassene, og forglemte ikke at fylde eet til sig selv.

»Drik, Johannes,« sagde min Broder til mig, »og Du Claus, skjænk et fjerde Glas til min Moder. - Hør, jeg lider ikke, at den christelige Religion adskiller Livet saaledes fra Døden, at der ikke fra os gaaer nogen Vei til, at der ikke for os gives nogen Berørelse med Urnen, undtagen gjennem et mørkt 48 og tvivlsomt Taageflor. Hvorfor tænke stedse med Kummer paa vore Kjære? nei, Johannes, anderledes tænkte de Gamle: de Døde deeltoge i de Levendes Gjæstebud, Timeglasset stod ved Siden af Bægeret, og Oldtiden havde sine Libationer! Modtag, søde Moder, det første Glas Viin af denne Flaske - din Arthur mener Dig det godt!« og han kastede et Glas Viin paa Gulvet, medens han med den anden Haand vinkede til Karlen, at han skulde gaae. Paa hans vaade Blik kunde jeg see, at han med Andagt mindedes den Afsjælede - men om Taaren hidrørte fra ungdommeligt Sværmeri eller om den bevirkedes af en stærk Nervesvækkelse, om Christus stod afpræget i hans Ansigt eller om det var Bacchus - det kunde jeg ikke med Vished bestemme.

Jeg vovede i dette Øieblik at gribe hans Haand og med broderlig Ømhed at bebreide ham den Ringeagt, han udviste mod sit Helbred og sit Legeme; jeg bemærkede, at det Selskab, han til dagligdags søgte, just ikke var det meest passende, men herom vilde han Intet høre.

»Tag Dig iagt med mig,« sagde han alvorligt, »hvis Du ønsker, at vort Venskab skal have nogen Bestandighed. Søg aldrig at indskrænke min Frihed og beed mig ingensinde om at forandre min Levemaade. Husk paa, at jeg som Republikaner af Principer, sætter min personlige Uafhængighed over alt Andet i Verden. Den militaire Disciplin mishagede mig og jeg søgte min Afsked; vil En af mine Venner hovmestere mig, saa ophører han at være min Ven; det, at Ingen i hele Verden kan sige til mig: did skal Du gaae! eller: her skal Du forblive - det er Hjertet i al min Glæde. Hvad Tegnèr saa smukt siger 49 ihenseende til den politiske Frihed, der hvor han tiltaler Historiens Muse:

»Gudinna! Folkens öden
du skrifver. På vår lott
skrif farorna, skrif döden,
men skrif ej träldom blott.«

det overfører jeg ogsaa paa de selskabelige Forhold.« Det forekom mig, som om han fra dette Øieblik var koldere mod mig, end fra Begyndelsen af mit Besøg og da jeg gik over til at tale om min nærforestaaende Afreise, lyttede han vel til med spændt Opmærksomhed og spurgte mig nøie ud om jeg kjendte noget til Folkene i den Egn af Jylland, men han tilkjendegav ikke den ringeste Sorg over Skilsmissen.

Da jeg vilde gaae, standsede han mig pludselig i Døren: »kom tilbage,« sagde han, »jeg vil endnu sige Dig noget. Du maa vist have lagt Mærke til, at en stor Deel unge Mennesker netop i deres meest blomstrende Periode meest plages af en Anelse om en nærforestaaende Død. Jeg tilstaaer, at jeg, om med Grund eller ikke, frygter for en brat og tidlig Opløsning. Lov mig, hvis det indtræffer, hvad jeg sigter til, lov mig da, at Du vil antage Dig det, som elsker mig meest paa Jorden, det, ved hvilket mit Hjerte har hængt med sin friskeste Kjærlighed - Du vil lee, det er min Hund, min Murat. Hvad Hoffmanns Kat var for ham, har denne Hund vseret for mig. Mindes, at den store Byron i Haven ved Newstead-Abbediet reiste et Marmormonument for sin døde New-Foundlandske Dogge og skrev i Indskriften, »at han kun havde havt een Ven og her 50 laae han.« Vaar god imod den for min Skyld og saa Farvel!«

Han sagde dette med dyb Følelse og intet letsindigt Smul var at see i hans Ansigt. Dengang han levede, anede jeg ikke, hvilket godt Hjerte han besad; men, som det altid gaaer: »der Tod hat eine reinigende Kraft«. saaledes gaaer man mangen Gang i Sommerens Tid langs Hækker og Buskatser og aner ikke, at en lille Fugl har sin Rede inde imellem Løvet; men om Efteraaret, naar Nordenvinden hvirvler Bladene fra Busken, da først kan man see Reden imellem de nøgne Grene og da opdager man først, at der har boet en bevinget Sanger. - I dette Øieblik ligger det mægtige Dyr henne ved Kakkelovnen og sover, men - jeg har holdt det Løfte, som jeg gav min Broder. - -

Dagen efterat jeg havde besøgt Arthur, sendte jeg ham et Brev, hvori jeg bønfaldt ham om at modtage indesluttede kongelige Obligation paa tusinde Daler; derhos opfordrede jeg ham til aabenhjertigen at meddele mig, om han trængte til Mere, i hvilket Tilfælde min Formue stod aldeles til hans Raadighed. Men min Karl vendte tilbage til mig med Obligationen og med en Indbydelse fra min Broder til at - ja jeg gider ikke engang opskrive den yderst uhøflige Invitation.

Jeg saae nu, at der Intet var at gjøre i den Sag og jeg reiste da fra Kjøbenhavn.

51

VII.

Lyngen blomstrer nu saa lyserød
Og bedækker heelt den jydske Hede;
Skriget, som saa sælsomt lød,
Kom nok fra en Urfugls Rede.
Ikke langt fra Heden staaer
Eensomt bygt en Præstegaard;
Blaabærbuske danne Gjærdet,
Haven trives Aar for Aar,
Skjøndt dens Muld kun slet har været.
Hun, som hist paa Bakken staaer,
Pigen med de lyse Haar,
Hun, som sjeldent eier Spøg og Latter -
Det er Præstens unge Datter,

Veed Du hvad har gjort saa tankefuld
Denne fordum overgivne Pige?
Hvorfor bort fra Verdens Muld
Stirrer hun mod Himmerige?
Har hun mistet Mo'er og Fa'er
Eller mon en Sygdom har
Bleget disse skjønne Kinder?
Nei, men Hjertet gjemmer Ar,
Sjælen gjemmer bittre Minder.
Kom og sæt Dig, da jeg skal
Med veemodigt Tonefald
Fra min Lyre, Dig forblommet sige
Rygtet om den stakkels Pige.

Og jeg var da endeligt kommen til Jylland, til den Proprietair, hvis Børn jeg skulde undervise, og jeg betragtede nysgjerrigt mine Omgivelser, for at udfinde Forskjellen mellem Jyden og Sjellænderen. Vidt strækker sig Ahlheden med sine blegrøde Lyngplanter og bedækker de øverste Toppe af den underjordiske, langstrakte Bjergryg, der i Løndom forbinder de tydske Bjerge med Kjølen og Dovre.

52

Og dette tyktes mig, at jeg kunde mærke paa hele Folkefærdet: Jyden er virkelig en Bjergbeboer, større og stærkere, end den spinkle Sjellænder, med langt friere Anskuelser og begavet med en livligere Sands for Uafhængighed. Men atter er der een stor Forskjel paa Jyden og andre Bjergfolk, som Skotlænderen og Normanden, det er den, at der ikke hos den Første hersker saamegen Overtro, som hos de tvende Andre: Jyden, der om Natten eensomt rider over Ahlheden, hører ikke Dværgene i de underjordiske Bjerge at pikke med Hammeren paa Ambolten og smedde Kroner til Kongen; kommer der en Lyd af Nattevinden for hans Øre og den ligner Klangen af raslende Metalstykker, da tænker han enten: det er kun Blæsten, der hviner! eller: det er Gud Mammon, som tæller sine Specier; - thi Jyden kjender fuldtvel Pengenes Kraft og Værdi. - -

Proprietair Thyesen havde først for et Aar siden kjøbt den Herregaard, han nu beboede; han havde før været Forpagter, men en riig Onkels Død og det deraf flydende betydelige Arvefald satte Thyesen istand til at gjøre sig til sin egen Mand og kjøbe dette Jordegods. Han var en godmodig Mand, noget opfarende, men let at forsone. Han stod just i Gaarden, da jeg kom kjørende, og han ilede da øieblikligen hen til mig og bad mig om jeg ikke, før jeg gik ind i Huset, vilde følge lidt med ham ned i Haven.

»Jeg maa,« begyndte han, da vi spadserede langs med Blomsterrabatterne, »før De indtrseder i min Familie, meddele Dem nogle Oplysninger om dens Medlemmer. Jeg selv er en Forpagtersøn og har først for ikke længesiden kjøbt denne Eiendom, da jeg 53 arvede min Onkel; før var jeg fattig, meget fattig. De kan altsaa begribe, at jeg ikke har nydt nogen fortrinlig Opdragelse, men snarere er bleven opfødt som en slet og ret Bondesøn. Da jeg som Forpagter levede i særdeles trange Kaar, kunde jeg heller ikke give mine Børn nogen Huuslærer; de ere derfor meget uvidende, dog troer jeg, at Hjertet paa dem sidder paa det rette Sted. Nu først seer jeg mig istand til at skjænke dem en bedre Opdragelse, blot det ikke er for sildigt: de ere Alle voxne, ja min ældste Datter er forlovet. Den største af mine Sønner, Halvor, har desværre alt, ifølge sit tidligere Levnet, tabt al Sands for hvad man kalder Lærdom, ham faaer De neppe Bugt med, men de Andre ere ikke saa vilde og raae, som han. Vær da inderligt velkommen og bevirk, at ikke mine Børn skulle, som deres Fader, i de ældre Aar tungt savne, at de Intet have lært.«

Han trykkede min Haand og vi gik nu op i Dagligstuen, jeg i temmelig mørke Tanker over det, at jeg skulde have med lutter Voxne at bestille og iblandt disse med en saa formidabel Person, som Halvor.

I Stuen var der tre voxne Piger og et ungt Menneske paa atten Aar med et særdeles godmodigt Ansigt; alle Fire kom mig imøde og rakte mig venligt Haanden. En stor Steenmasse, en heel Række St. Gottharder, faldt fra mit Hjerte; thi Halvor saae sletikke slem ud. Men ak, kun korte ere de jordiske Glæder! jeg var næsten grædefærdig, da jeg hørte den gamle Thyesen spørge: hvor er Halvor? og Svaret lød: i Skoven paa Jagt. - Ak, ak, dette var altsaa hans yngre Broder, Christian.

54

Men Konen i Huset? eller var der maaskee ingen? jo saamænd var der saa og jeg gjennemskuede saare hurtigt hendes Charakteer. Hun var herskesyg og hun var bleven stolt siden Arven faldt; jeg lagde ogsaa Mærke til en betydelig Gjerrighed og en stor Ugeneerthed med at lægge sine Meninger for Dagen (paa begge Dele forefaldt et stserkt Exempel ved Middagsbordet). Hun bar Levningerne af en sjelden Skjønhed, men hun var, hvad man kalder, meget »siusket«. Sin Mand cujoneerte hun, men Halvor frygtede hun; Halvor var den egentlige Herre i Huset. Mig modtog hun meget venligt og i det Hele bøde alle mig en høflig, ja næsten hjertelig Velkomst. Man bød mig Frokost; jeg satte mig ned. Et Øieblik efter foer Havedøren op og ti eller tolv Hunde: Mynder, Dachshunde, Vandhunde, Hønsehunde, Mopser og Spidser kom da pludseligt tilsyne, omringede mig og hilsede mig med en utaalelig Gjøen; alle vare de Forløbere, der skulde melde, at Sjeur Halvor agtede at aflægge en Visit oppe i Stuen, hvor forresten hans mangelunde Forretninger i Stald, Svinesti, Skov, Mose, Hønsegaard, Kornloft og Hakkelsekiste, kun sjældent tillode ham at opholde sig udenfor Spisetiderne.

Og ind treen da Sjeur Halvor »med Støvler og Sporer«. Han var iført en grøn Kalmuks Frakke med russisk Skind paa Kraven og om Haandleddene; om Brystet var der slynget en Hundepisk, medens Krudthorn og Hagelpung ziirligt hang ved Hoften. Skjøndt hans Reusserstøvler naaede høit op paa Laarene, vare dog de uhyre Uldstrømper, som sadde udenpaa Beenklæderne, løbne et godt Stykke fra Støvlerne, thi de vare trukne op ligetil Maven og 55 øverst paa hver af dem var der indsyet med rød Silke et mægtigt H. T., klart antydende, at de vare Halvor Thyesens Strømper og Ingen Andens. Hans Ansigt var lidt guulagtigt, Næsen gik opad, som om den vilde flyve til Menneskets egentlige bedre Hjem; Øinene vare graablaae og Haarene lyse, hvilken sidste Egenskab jeg imidlertid først opdagede, et godt Qvarteer efter at han var kommen ind i Stuen, thi saalænge beholdt han sin lodne Hue paa Hovedet, trukket ned ligetil Ørerne.

»Hold Kjæft, Hunde!« raabte han og sparkede med det samme til en lille Rottehund, saa at den foer hen i Skjødet paa hans forskrækkede Søster, »er det den lærde Mand fra Kjøbenhavn? god Morgen og velkommen tilhuse. Sophie, giv mig Gaffel og Kniv, jeg er sulten. Med Forlov! er det Dyresteg?« her satte han sig paa en Stol og tog med Fingrene en uhyre Bid Steeg fra Fadet. »Ja, det er, o skynd Dig saa, Sophie, naa det er godt.«

Og med en Ulvs Glubskhed kilede han nu Las paa Fadene; det ene Stykke Kjød forsvandt efter det andet, den ene Aborre efter den anden, og ikke talte han, ikke saae han sig om, ikke snød han sin Næse engang, skjøndt den trængte dertil - nei, Bugens Tillokkelser ændsede han kun, han var totus in illo. Eet eneste, hvad han gav sig Tid til, var, efterhaanden som den nedkomne Proviant udvidede Maven, da at knappe Frakken op, derpaa Kjolen, der sad indenfor, sluttelig Vesten, og, oprigtigt talt, sad jeg i den dødeligste Angst for at han paa Beqvemmelighedens Vegne endelig ogsaa vilde opknappe sine Beenklæder. Efter fuldendt Maaltid samlede han alle Been (og han havde alene paa sin Tallerken et 56 fuldstændigt Skelet af en And) paa et Fad og kastede dem derpaa midt ud paa Gulvet, hvor der da udviklede sig en haardnakket og blodig Kamp mellem alle Hundene, hvilken Kamp imidlertid Halvor, efter en fem Minutters glade Beskuen, endte derved, at han listigen trak en af de gigantiske Vandstøvler af og kastede den mellem Hundene, ligesom Jupiter fordum slængte Træklodsen ned iblandt Frøerne. Stor blev Forskrækkelsen blandt de Fiirbenede, og en Mops var saa uheldig i sin Forvirring at flygte ind i selve Støvlen, hvor den kom til at sidde fast og hvorfra den, til Halvors ubeskrivelige Moro, udsendte de meest klagende Toner.

Efterat han havde renset sine Tænder og henstrakt sine Been i al Magelighed, begyndte han at tale, ikke til nogen bestemt Person, men til alle de Tilstedeværende, overbeviist om, at hans Beretning umuligt kunde andet end interessere Enhver: »en uheldig Jagt idag! Jeg saae Blomsten af en Hare ude i Kaalhaven - men Fanden tog ved den. Mikkel med den stinkende Lunte løb væk fra mig i den lange Grøft. Jeg skjød forbi et Bæst af en Krage og i Fortvivlelse fyrede jeg Bøssen af paa denne foragtelige Skabning, som jeg langt hellere vilde havt levende.« (Jeg forstod dengang ikke denne Tale; først senere fik jeg at vide, at Harens Hale i Jægersproget hedder Blomst, Rævens derimod Lunte). Derpaa rodede han i den uhyre Sidelomme i Frakken og kastede Fuglen med Foragt hen i Skjødet paa mig; noget stødt over denne Adfærd tog jeg Fuglen op, besaae den og sagde: »det er jo en Flagspætte!«

En glad Forbauselse afspeilede sig i Halvors Ansigt: hans Øine glindsede og Braknæsen heisedes 57 endmere i Veiret, ligerviis som en Soldats Arm, der hæver sig op til Chacoten for at bevise en forbigaaende Officier sin Ærefrygt. »Hvad Fanden!« raabte han og rakte mig venligt og med en Slags Ærbødighed Haanden, »kjender Hr. Doktoren til Fugle?«

Jeg forsikkrede ham, at jeg var en stor Amateur, og at jeg i Kjøbenhavn havde havt en Voliere og en flyvende Hæk; endvidere bemærkede jeg høfligt, at jeg havde adskillige illuminerede Kobbere og mange Værker, som henhørte til det naturhistoriske Fag og - at det Altsammen stod til hans frie Afbenyttelse, naar det blev udpakket.

»Aa Guds Død og Pine!« raabte han og sprang i Veiret, »Sophie! rend og hent mine Tøfler! Kjære Doktor, De maa strax op med mig og see mine Fugle - ak, min Ravn er syg! for Fanden, hvor kunde jeg troe, at en lærd Mand bekymrede sig om Flagspætter! der er dog nok mere menneskeligt i saadan en Bogorm, end jeg havde forestillet mig.« Imidlertid vare Tøflerne komne; han stak kun en af dem paa det Been, der til Forfærdelse for Hundene var blevet berøvet sin Pryd, Vandstøvlen, og dandsede saaledes med een Vandstøvle og een broderet Tøffel foran mig op paa Loftet, efterfulgt af de tolv Hunde. Paa Veien spurgte han mig, om jeg var en Ven af Hunde: jeg bejæde det og mærkede, at han blev gladere og gladere. »Hør, Doktor,« raabte han, »jeg har dresseret mine Hunde fortræffeligt, kan De troe. Har De seet noget Menneske før mig gaae paa Jagt med tolv Hunde, alle af ganske forskjellige Racer? see her Hønsehunden Thor! Thor, içi! sitze! saadan - seer De, den sidder paa Bagbenene! - pas nu paa Mynden! Snap! içi, vil hun spadsere! seer 58 De, hun gaaer opreist! - Pas nu paa Mopsen!Muphti, avance! seer De, hvor han kryber paa Bugen. Aa, det er et herligt Syn, at see Dachshunden staae for Beccasiner og see denne segte fyenske Spids apportere Krikænder. Sommetidsens saa mislykkes det, men saa vanker der Stryg.« - Og nu stode vi inde i Værelset, hvor de bevingede Skabninger befandt sig: vel var der ikke saa høit et Loft, som det deres frie Kammerater flyve under, men de havde det dog særdeles comfortable derinde. Smaa Grantræer vare plantede om i Ballier, og der byggede Fuglen fra de canariske Øer sin Rede. Jeg traf i Stuen mange gamle Bekjendter: den brogede Stillits, den vaargrønne Sisgen, Munken og den sjeldne GuulPirol, den blommede Drossel og den skye Solsort; Turtelduen kurrede og loe sin hæse Latter, men indespærrede i Bure sadde den næsvise Moskovit og den lille highwayman, Tornskaden.

»Jeg mangler,« udbrød han med en raa Latter, »een Fugl endnu.«

»Hvilken?« spurgte jeg, »muligt Bogfinken eller den grønne Vipstiert?«

»Nei, dem meente jeg just ikke.« svarede han, bestandigt tølpermæssigt leende, »nei, jeg meente den skjønne Sidensvands; det er en smuk Fugl, men meget skidenfærdig. Imidlertid har jeg et ret godt Erstatnings-Exemplar nede i Stuen - i min Moder!« - Jeg tilkastede ham et vredt Blik, men maatte senere indrømme, at Lignelsen var træffende.

Vi gik fra Fuglecolonien ned i Stalden, hvor Halvor, efterat have trukket en Haarsime gjennem Brystet paa en lungesyg Hoppe og efterat have paa den behageligste Maade af Verden bibragt en 59 skrantende Ko en velgjørende Klysteer, beordrede to Heste opsadlede, for at vi i Fælledsskab skulde besee Omegnen. Og saameget havde da min Veiviser paa denne Tour at bestille med at inspicere en Flok Grøftgravere, der arbeidede under en duelig Ladefogeds Opsyn, (han slog en deilig Stok), med mundtligt at irettesætte en Huusmand der tækkede sit Huus paa en Maade, der ikke fandt Behag i den unge Herremands Øine, og med korporligt at revse en Røgter, der søgte efter et bortløbet Faar - at vi først kom hjem, da Gongonen antydede, at Halvor Thyesens kjæreste Time paa Dagen, Middagsstunden nemlig, nu endelig var indtruffen.

Ved Bordet saae jeg da for første Gang min tilkommende Madmoder. Hun var endnu, skjøndt Moder til fem Børn, virkeligen smuk; mig betragtede hun med Velvillie; enten det nu var, fordi jeg var en Laudabilist med tyve tusind Daler (rigtignok et sjeldent Phænomen i Danmark), eller fordi jeg havde et ret tækkeligt Udvortes, det kan jeg ikke bestemme. Hvad det sidste angaaer, maa jeg imidlertid bemærke, at, skjøndt Andre have fundet, at jeg havde et smukt, skjøndt noget melancholskt Ansigt med sorte Øine, mørke Øienbryn og en anstændig Bakkenbart, maa jeg dog tilstaae, at jeg har fundet langt smukkere Ansigter blandt Underofficererne ved Garden tilfods.

Som Mørket ved Skabelsen uden Ophold forsvandt, da Jehova raabte: vorde Lys! (Haydn har malet det i sine Toner), saaledes tilintetgjordes hver Grødklump og hvert Kjødstykke paa Halvors Tallerkener, saa at de i et Nu bleve ganske hvide; og ikke afbrødes hans ødelæggende Virksomhed, før 60 hans Moder henvendte sin Tale til mig med følgende Ord: »min gode Hr. Harring! jeg anseer Dem allerede som et Lem af Familien og beder Dem derfor at dømme imellem mig og min Mand angaaende en Familiesag og det er denne: min ældste Datter Sophie er forlovet med Tiendecommissair R-, en meget velhavende Mand, som agter til Julen i dette Aar at holde Bryllup. Nu faaer Enhver af vore Døttre fiirsindstyve Daler til at klæde sig for om Aaret; men jeg paastaaer, at Hr. R- nu skal betale Sophie de fiirsindstyve Daler, og at min Mand ikke længer skal give hende dem; jeg betragter Forlovelse og Ægteskab som een og samme Ting; den som ikke kan gifte sig, skal heller ikke forlove sig - men den tossede Pige, hun generer sig for at sige det til Hr. R-. Det er just ikke for de fiirsindstyve Dalers Skyld - thi Penge har vi jo nok af .......

Her foer Halvor op: »hvad er det for noget Sludder, Mutter? Er Forlovelse og Ægteskab eet og det samme? jo, det vilde være pænt, om Sophie og Commissairen sagde det samme og lavede en Rede fuld af Unger og Commissairen derpaa gav hende en god Dag. Nei, Du skal ikke græde, Sophie. Vil Fa'er ikke betale Dig dine Lommeskillinger, saa vil jeg min Salighed gjøre det. Sikke noget! Sophie, min Tøs, bring mig Kaffeen ned i Stalden, jeg skal see om den syge Ko - Du har altid været en god Pige. Farvel, Doktor, husk paa Billederne.«

Og dermed reiste han sig vredt og gik til Døren, men da han kom til den, erindrede han, at han endnu paa sin Tallerken havde levnet et fedt Stykke Peberrodskjød - det fristede ham - han vendte tilbage, stak Klumpen i Munden, nedsvælgede to store Glas Øl 61 og gik derpaa gravitetisk, fløitende ad alle Hundene, udaf Stuen. Jeg anbefalede mig strax efter Maaltidet og gik op paa mit Værelse, hvor jeg udpakkede mine Bøger og indrettede mig paa det beqvemmeligste.

Men nu kan jeg tydeligt indsee, at jeg ikke længere tør opsætte at levere Halvor Thyesens Charakteristik og den lyder da som følger:

Halvor Thyesens Kundskaber som Dyrelæge tør vel efter de tvende omtalte Kjendsgjerninger med Hoppen og Koen neppe bestrides. Hvad hans Legeme angik, da »førte han en overmaade god Person,« havde brede Skuldre og en betydelig Armkraft. Sin venstre Haand havde han brukket i sit attende Aar, da han stak de fem Fingre ned i fem Soldatergeværer og vilde paa engang 1øfte dem alle op i stiv Arm. Som Dreng havde han skudt Spurver med Flitsbue, nu skjod han Svaner med Riffel. Han vidste, at naar Svinet løb med en Halmvisk i Munden, for dermed at berede sig et Leie, da var det et sikkert Forvarsel paa Uveir; ingenlunde var han uvidende om, at naar Frøerne begynde at qvække om Foraaret, da er det Tid at saae Havre, men naar Slaaentornen springer ud, da skal Kornet i Jorden; heller ikke, kjære Læser, maa Du troe, at han ikke vidste, at Lærken skal tie saalænge efter Kyndelmisse, som den synger før, og at vi faae en streng Vinter, naar Rønnen bærer overflødig Frugt. Godt vidste han Beskeed om, at naar Hunden æder Græs eller Ræven gjøer stærkt eller Kragerne om Efteraaret flokke sig i store Forsamlinger paa Marken, da er det en Forbetydning paa ondt Veirligt. Prægtigt vidste han at fortælle, hvorledes tør Marts, vaad April og kold Mai skal fylde Husene med Sæd; klart 62 vidste han at berette, at naar Engene røg og dampede, da »rørte Mosekjerlingen sin Aftengrød,« og da vilde den næste Dag blive heed. Endvidere var han kløgtig paa himmelske Affairer: stod Regnbuen ned i Sønder, da betyder det Regn; staaer den i Nord, da betyder det tørt Veir; endeligen har han ofte forsikkret mig, at jeg aldrig skulde see Kukkeren og Syvstjernen sammen*). Han hengav sig hjertensgjerne til Bugens Forlystelser, men desto sjeldnere til Læsning, undtagen Bogen angik Agerdyrkning, Jagt, Fuglefangst eller Uglspil og Holger Danske. Naar hans Aand tog sin høieste Flugt og han var allermeest romantisk stemt, da ønskede han sig tilbage ind i Riddertiden, han gottede sig ved Tanken om Tourneringer, hvor man med Sværdet hug en vældig Modstander midtover, og han vederqvægede sit Sind ved at tænke paa »Skalledrikning.« Han drak aldrig Brændeviin og følte sig smigret ved at jeg, den lærde Mand, heller ikke gjorde det. Han var særdeles voldsom i sine Bevægelser og skal endog, i Anledning af at hans Fader vilde afskedige en tækkelig Malkepige, have brugt Uqvemsord mod Paterfamilias; ogsaa vare næsten alle hans tolv Hunde Invalider, saaledes havde han i sine ustyrlige Øieblik revset dem: Snap halte de paa det ene Forbeen, Thor havde kun eet Øre, Spids havde en knækket Hale og Muphti var castreret. For Bøger og loerde Mænd havde han en betydelig Aversion, men han elskede Naturen, dog selv uden at ane denne sin Kjærlighed; først naar man gjorde ham opmærksom paa en eller anden Skjønhed, først da fattede og

* 63

tilegnede han sig den, og han var da yderst taknemmelig imod den Mand, der havde viist ham den. Blandt alle lærde Mænd (han kaldte dem tilhobe: Doctores) nøde især Theologerne hans ubetingede Foragt: han kaldte dem simpelthen Hyklere, og jeg erhvervede mig først hans fuldkomne Tillid, da han erfoer, at jeg med Liv og Sjæl hyldede den christelige Moral, men at jeg ikke troede blindthen paa de mirakuløse Forziringer. Og nu, min kjære Halvor Thyesen! skulde Du af en Hændelse, eller maaskee af Velvillie for mig, værdiges at kaste et Blik paa disse simple Ark, da vil Du bestemt sige: Johannes Harring, Du har beskrevet mig rigtigt!

Faa Dage efter min Ankomst til Herregaarden begyndte jeg mine Informationer med Pigerne og Christian, og mine Elever voldte mig den største Glæde: det var meest levende Sprog, Fransk, Tydsk og Engelsk, som jeg bibragte dem gjennem de ypperligste Forfattere fra de forskjellige Lande. Jeg overtalte engang Halvor til at bivaane en af disse Timer, men først parlamenterte han med mig, at alle hans Hunde skulde være inde i Værelset, hvor vi læste: han kunde umuligt undvære deres Selskab i en stiv Klokketime. Og da vi derpaa begyndte at læse, var der tusinde Adspredelser for Halvor: snart bed Snap Muphti i Halen, snart kløede Spids sig paa et Saar, den havde paa Ryggen og snart vilde Pudelen caressere Jagthunden, som var en Tæve; og endeligt forsikkrede han mig om, at hans Bryst ikke tillod ham en langvarig siddende Stilling og derpaa begav han sig iilsomt bort (hvad Brystet ellers angik, saa var det en Hvælving ikke uliig Kuppelen paa det nye Kapel ved Roeskilde Domkirke).

64

En anden Gang derimod traf jeg heldigere hans Smag: jeg inviterede ham til et naturhistorisk Foredrag. I en populair Fremstilling stræbte jeg blot efter at gjøre mine faa Tilhørere Naturhistorien kjær og jeg lempede især min Tale didhen, at Halvors Opmserksomhed bestandigen var spændt: jeg fortalte ham, at Reisende atter havde fundet den i Aartusinder betvivlede og omtvistede fiirhornede Antilop, som alt Ælianus beskrev; jeg meddeelte ham, hvorledes russiske Skippere nord for Sibirien havde paa et Stykke Driviis fundet det gigantiske Mammouthsdyr med Hud og Haar, Kjød og Muskier - det vældige Dyr var ved Kulden bevaret friskt og holdent fra hin fjerne Tid, da Verdens Grundvold blev lagt; heller ikke forglemte jeg at oplæse hvorledes de franske Naturforskere paa Napoleons ægyptiske Tog havde opgravet en Mumie, der holdt en Zwiebel i Haanden; de plantede Løget i Jord og det voxede, og for Napoleons og hans tilkommende Marschallers Øine prangede den Blomst, der vel egentlig skulde have udfoldet sig for Cleopatras og Ptolomæernes stirrende Blik. - -

Om Aftenen kom Halvor ind paa mit Værelse med en Flaske Viin og to Glas. »Doktor,« sagde han, »jeg kan godt lide Dem og derfor vil jeg drikke Dus med Dig og saa er jeg din Ven og saa kan Du stole paa mig og saa Vee den, der vil gjøre Dig nogen Fortræd, naar Halvor Thyesen seer det.« Og vi drak Dus med alle Formaliteter. - -

Det var en klar Søndag Morgen i Foraarets skjønneste Tid at jeg tankefuld sværmede om i Dyrehaven og blev staaende ved Enden af en lang Allee, hvorfra man havde Udsigt over en Eng, der endnu 65 stod fuld af Vand. Et enkelt Par Vildænder fløi op, da de hørte mine Skridt; i det Fjerne ringede Landsbyens Kirkeklokke for at samle de rødmossede Bønder. Min Sjæl var stemt til Andagt og jeg mindedes min Broder Arthurs Ord, da han sagde til mig: »Johannes, jeg er stricte talt ingen rettroende, eller rettere sagt, ingen fuldstændigt troende Christen. Vore Kirker tykkes mig for smaa: min Domkirke er den massive Verdenskugle; min Altertavle er det uendeligt svulmende Ocean, hvor Fregatten gaaer for fulde Seil og hvor Maleriet bestaaer af Sols og Maanes og Stjerners Afspeiling i Overfladen; min Daab er Foraarsregnens Vande, der klække Blomsterfloret udaf Jorden; mit Orgel er den store Menneskeslægt og Orgelets Piber dannes af de enkelte malmfulde Stemmer fra hvert ædelt Bryst.«

Jeg afbrødes i mine Grublerier ved Halvors raae Stemme; jeg forbausedes ved, at der i hans Ydre idag herskede en vis Elegance, som han ellers til enhver Tid forsmaaede, men allermeest frapperede det mig, at der af alle hans Hunde ikke var een at see i hans Følge. »Kom og følg med mig, Doktor,« begyndte han, »vi ville besøge Prassten og spise til Middag hos ham; jeg har allerede sagt det oppe i Stuen. Der skal Du see hans Datter« - her overtrak en luende Rødme hans Kinder - »det er den smukkeste Pige i Egnen, men hun er noget melancholsk. Gud give, at hun vilde blive min Kone, saa skulde jeg gjerne forandre mig og klæde mig mere pynteligt og jeg vilde ogsaa læse Fransk og Tydsk (det Engelske kan jeg bestemt aldrig lære at udtale, troer Du vel?) og jeg vilde lade være at banke mine Hunde.« Der laae i det Øieblik noget saa rørende i hans 66 raae Stemme, at jeg forbauset saae op paa ham og da bemærkede jeg, at han tørrede sine Øine.

»Og holder hun da sletikke noget af Dig?« spurgte jeg efter en Pause.

»Aa, nei vist gjør hun ikke,« svarede han ærgerligt, »jeg er hende for bondemæssig og for styg - saa til Helvede, nu har jo Køerne revet Hegnet ned

- jeg troer meget snarere, at Du vil gjore Lykke hos hende; om saa var, saa undte jeg da ogsaa Dig hende mere end nogen Anden - jeg har ellers før holdt meget af Skytten Richard - hendes Fader er hvad de kalder Consistorialraad, er der ikke noget, som hedder saadan? det vil vel sige, at han snart kan vente at blive Biskop? - aa, Guds Død og Pine! Muphti, pus ham, allez, allez, Thor, Snap! pus ham, see Ræven, - aa det er ogsaa kjedeligt, nu har jeg jo lukket dem inde deroppe - han er ogsaa Ridder af Dannebrogen - jeg mener Præsten, en meget stolt Mand, en fiin Hofmand. Hun hedder Mathilde, og hun har to Øine, saa mørkebrune, som om jeg saae ned i det sorteste Mosevand. Kom lad os gaae rask til, jeg længes uhyre efter at see hende, skjøndt jeg veed, at hun sletikke bryder sig om mig

- see der hopper en Rødkjelke!« - -

Vi gik hurtigt og kom til Præstegaarden; ud af et Hul i Muren i Porten sprang en Hund og modtog os med en lydelig Gjøen, men et Vink af den store Hundeamateur, Halvor, forandrede strax dens Vrede til en venlig Logren. Vi kom ind i Dagligstuen og der sad da den blomstrende Qvinde, hvis skjønne Stjerne var bestemt til saa betydningsfuldt at tindre ind i mit Horoskop.

67

VIII.

I Skoven vanker den brunc Hjort,
Den er saa smuk, naar den flygter bort;
Men i Præstens Have der vandrer en Hind,
Ved den hænger hele mit elskende Sind.

»Det er Doktor, jeg vil sige Student og Candidat Harring!« tog min Ledsager til Orde, idet han pegede mig ud for Mathilde ligesom jeg var et udenlandsk Dyr; med det samme skrabede han ud i Elskovs søde Forvirrïng og sparkede mig derved ret føleligt opad Benene.

Hvad enten det nu var min eller Halvors Ankomst, der satte den skjønne Pige i Bevægelse, saa overfoer en brændende Rødme hendes Kinder, Hals og deilige Nakke; et smerteligt Træk glimtede i hendes Ansigt, da hun stivt betragtede mig og hun svarede ikke andet end: »jeg skal kalde paa Fader.«

Da hun havde forladt Stuen, spurgte Halvor raskt: »naa, er hun ikke smuk?«

»Tilvisse!« svarede jeg grublende.

»Og hjertensgod tillige, ikke sandt?« vedblev Elskeren.

»Det kan jeg endnu ikke bestemme,« svarede jeg leende, men blev strax igjen alvorlig ved at betragte hendes Portrait, der hang paa Væggen. Hun kunde vel nu være een og tyve Aar, men Billedet fremstillede hende som en sextenaarig Ungmø, der legede med et Egern. Det var ret lykkedes Maleren, at lægge just noget naivt og fromt i det muntre Ansigt; nu bar hun sit Haar opflettet, men hun var afmalet med nedhængende Lokker. En let Skjælven gik igjennem mit Legeme - jeg kunde have kysset det smukke Portrait.

68

Døren aabnedes imidlertid og Consistorialraaden viste sig med en Diplomats hele Fiinhed. Han bar Ridderkorset netop paa samme Sted, hvor der paa Halvor prangede et Krudtmaal i et lille grønt Baand. Hr. Johnsen, saaledes hed Mathildes Fader, havde en bruun Kaskjet paa Hovedet, hvorfor han undskyldte sig: »jeg er noget forkjølet i disse Dage,« begyndte han, »jeg var nemlig saa uforsigtig forleden Dag at gaae igjennem en Sal, hvor der stod et Vindue aabent - saaledes er det, naar en gammel Mand vil være rask paa det og gjøre, hvad kun de Unge tør fordriste sig til. Velkommen, Hr - - Hr Harring,« her saae jeg et bittert Smul ved hans Mund, men han forandrede det snart og vendte sig til Halvor med de Ord: »naa, min bolde Jæger, hvor gaaer det med Jagten? jeg skulde dog haabe, at Muphti og Snap befinde sig vel?«

Halvor tog disse Spørgsmaal i al Alvor og svarede: »Muphti er frisk og vel, men Snap har forspiist sig i nogle Pølseskind, hvisaarsag den lider af Forstoppelse. Hvad Jagten angaaer, saa har jeg, skjøndt det egentlig er Synd paa denne Tid, da de har Killinger, skudt en Hare, som Jens Røgter vil overbringe Deres Velædelhed« - (denne Titel troede Halvor maatte være særdeles udmærket og brugelig endog imod Justitsministre og vestindiske Gouverneurer, [Mennesker af eet og samme Slags Høihed] saasom den indeholdt Hentydning paa Adel) »forresten er der da ikke stor Skade skeet, thi det var en Ramler« (med andre forstaaelige Ord: Hare af Hankjønnet).

Præsten henvendte sig derpaa til mig og sagde, idet han betragtede mig skarpt: »for nogle Aar siden var der en Lieutenant Harring herovre paa Opmaaling, 69 kjendte De ham eller er De maaskee i Familie med ham?«

»Det er min Broder,« svarede jeg med blussende Kind, thi jeg anede strax, at min Broder havde gjort sig skyldig i nogle gale Streger, der havde paadraget ham Prasstens Opmærksomhed og mulig endog hans Uvillie.

»Har han aldrig nævnet mit Navn for Dem?« spurgte han med en inqvisitorisk Mine.

»Ingensinde,« svarte jeg og trak Consistorialraaden hen til Vinduet, »jeg formoder imidlertid af Deres Velærværdigheds Spørgsmaal, at min gode Arthur vel har spillet sin sædvanlige muntre Rolle herovre, saaledes som han endnu gjør det i Hovedstaden. Bestaaer imidlertid hans Brøde i at han, som jeg næsten skulde troe, har efterladt sig Gjæld herovre, da beder jeg indstændigen Deres Velærværdighed om at meddele mig Oplysninger derom, da jeg saa ufortøvet skal betale alle hans Regninger, hvor store de end maatte være.«

»Aa, paa ingen Maade saaledes meent,« raabte Johnsen med et vibrerende Smiil, »jeg veed ikke det ringeste om noget saadant, nei langtfra. Jeg meente kun, at han var en overmaade - lystig Person; forresten var han kun to Dage her. Behager De ikke, min gode Thyesen, at vise den ærede Gjæst lidt om i Haven? Mit stakkels Hoved tillader mig ikke at gaae i den friske Luft - ah, den Gigt, den Gigt, men Mathilde skal strax komme.«

Der var mig noget ubehageligt Fornemt hos Consistorialraaden, saa at jeg med Glæde unddrog mig hans Nærværelse og skyndte mig ud i Haven.

70

IX.

Vaaren er i Haven, see Dig om!
Vinterstormen lydig maae forstumme,
Alle Sydens Fugle kom,
Hør de Humlebier brumme.
Mangefarvet er hver Plet,
See blot nedad her f ra Høien:
Bøgens Løvværk blier saa tæt,
Ranke Lillie svaier let,
Blussende staaer hist Levkøien.
Hver en Blomst forynger sig,
Seer forundret op til Dig:
Du var selv en Blomst saa frisk og frodig,
Og nu visner Du sørgmodig!

Det var netop et deiligt jydsk Foraar og jeg er overbeviist om, at Laxen i Randersfjord og Mallen, (hvis den findes endnu), under Flommen ved Sorøsøe, i en munter Bevidsthed om at Flora var »atter kommen« op til Nord, have gjort nogle betydelige Bukkespring, hver i sit respective Vand; endydermere begyndte, som ovenomtalt, Bierne mærkeligt at summe.

Halvor bukkede sig ned, tog en Bie, brød den midtover og rakte Bagdelen til - den fremtrædende Mathilde og bad hende om (naturligviis i al bondemæssig Courtoisie) at smage, hvormegen Honning den alt af de faa Foraarsblomster havde indsuget (Fortælleren tør sværge paa, at han meente det ærligt med Indbydelsen).

Mig syntes, at hun havde grædt - muligt tog jeg feil.

Hun henvendte sig smilende til mig, (Halvors venskabelige Tilbud modtog hun ikke), og tilbød sig at 71 vise mig om i Præstegaardens nærmest tilstødende Omegn. »Her,« sagde hun, da vi stod paa en Høi i Haven ,hvorfra vi overskuede Marker, Banker, Skove, og en fjern Hedestrækning, »her seer De, Hr Harring,« - her skjælvede hendes Stemme betydningsfuldt - »tolv eller tretten Høie! nu ere de alle grønne, som for tre Aar - nei fire Aar - siden. - - - Dog for mig er det kjæreste ved disse Bakker - De maae vide, at jeg stedse er hvad Verden kalder romantisk stemt - det elskeligste for mig ved den hele grønne Plads er det 1øierlige Sagn, som hefter ved Stedet. En gammel Herremand paa den Gaard, som Deres Fader for nærværende Tid eier, Hr Thyesen! skal nemlig have nedgravet en uhyre Skat i en af Bankerne - om det var af Frygt for et røveriskt Indbrud i Gaarden eller Bevæggrunden var lav Gjerrighed, melder Traditionen ikke; kun saameget er vist, at han, da han mærkede Døden nærmede sig, bød sin eneste Datter at kjøre ud med sig til Bakkerne, som dengang vare tæt bevoxede med Underskov og Tjørn. Men i det Øieblik han fik Høiene isigte og hævede Haanden for med Fingeren at paapege Stedet, da sank han død om i Vognen. Datteren lod opgrave alle tretten Høie, men der fandtes Intet og hun blev afsindig, Stakkel. Bonden troer endnu, at hun ved Midnat vandrer om og søger efter Sølvet og ene denne Overtro skræmmer ham selv fra ved Tolvslaget at sætte Spaden i Bevægelse og oplede det Fordulgte.«

»Og, naadige Frøken,« tillod jeg mig at bemærke, »istedetfor at elske Stedet fordi det er Deres Hjem, saa lægger De det Elskelige, og det der fængsler Dem, i en Tradition, i et simpelt Eventyr?«

72

»Hr Harring,« svarede hun, »fra Barnsbeen har jeg elsket Bogen meer end Livet; først sildigt kom jeg til den Erfaring, at man gjør bedst i at elske det Virkelige meer end det Ideale. Jeg elsker Sagnet, men søger at oversee og forglemme Stedet, hvorom Sagnet dreier sig. Jeg elsker den arme vanvittige Pige, jeg hader de tretten Banker - de have altfor bittre Erindringer for mig - betænk ogsaa Hr Harring, at jeg har ført en eensom og glædeløs Levetid her i denne Egn, hvor Menneskene snarere ligne Dyr end de ligne dem, der skulle være skabte efter Guds Aasyn« - her stampede Halvor i Jorden og gav sig til at fløite Melodien paa Bondevisen:

Drude var liden og vogtede Faar,
Jeppe han tjente med hende i Gaard.

Drude voxte op og blev temmelig kjøn,
Jeppe han beiled til hende iløn.

Drude hun svared og sagde strax nei,
Gaa du til Else, jeg gif ter mig ei.

Jeg er for liden og Du est for stor,
Qvæget dør ofte, mens Græsset det groer.

- »ingen dannede Mennesker,« vedblev hun, uden at paaagte Halvors Utilfredshed, »findes i hele fire Miils Strsekning. Hvert Blad minder mig om, at jeg her stedse har kjedet mig og hver Fugl, som synger over mit Hoved, erindrer mig om, at jeg hvert Øieblik har gabet og derpaa er falden i Søvn, ifald jeg med disse haandgribelige Talemaader kan gjøre mig forstaaelig for Dem, Hr. Halvor Thyesen.« -

Som oftest ere unge Piger kun et Gjenskin af deres nsermeste Omgivelser: saaledes gjengiver den 73 rindende Aaes Overflade baade de grønne Strandbredder og Himlens Skyer og Skjær - men anderledes var det med Mathilde: hendes skjønne Sjæl afprægede sin Eiendommelighed i enhver hendes Bevsegelse, i hele hendes yndige Ydre, ret »ligesom Lyset, der sættes ned i en Alabastes Vase, oplyser den hvide Steenmasse.« Først senere, da jeg blev bekjendt med hendes Historie, forstod jeg fuldkomment hendes ved kummerfulde Erfaringer ophøiede og forædlede Natur og da følte jeg tilfulde Sandheden af hvad Walter Scotts litteraire Arving og Successor siger: »der gives ingen Hemmelighed, der bedre oplader det menneskelige Hjerte, end Modgang - isærdeleshed den Modgang, der har sin Oprindelse af Lidenskab. Forbauser en Skribent Dig ved sin Indsigt i Din Natur, da vær forvisset om, at ogsaa han eengang selv har sørget: saadan Kundskab findes i Taarernes Alchymie.« -

Men bittert nagede hendes sidste Ord paa Halvors Sjæl: han vendte sig om til hende og sagde med et hvidt Ansigt og med Øine fulde af Graad: »dømmer De saa haardt om den, der mener det saa godt med Dem, saa tag dette Krudtmaal tilbage, som De gav mig sidste Marked - jeg vil ikke bære det, naar De fortryder at De har givet mig det som et Tegn paa Deres Venskab, og naar de sammenligner mig med min Faders Oxer og Stude.«

Det smertede hende, at hun havde krænket Halvor og hun rakte ham Haanden, forsikkrende, at hendes Mening ikke havde været saa slem som hendes Tale. Forsonet stak han atter Krudtmaalet i sit Knaphul og kyssede Mathildes Haand.

Som vi nu stode oppe paa Høien, saae vi en 74 Bondedreng, der af alle Kræfter løb over Marken og styrede sin Cours lige hen til det Sted, hvorfra vi overskuede Egnen. Da han kom os nær nok, raabte han hidseblæsende: »aa gode Frøken, Moer Dorthe ligger for Døden og hun beder Dem for Guds Skyld at komme til hende før hun opgiver Aanden.«

»Strax!« svarede Mathilde; Drengen løb tilbage over Marken og vi ilede gjennem Haven op til Præstegaarden.

»Dorthe Christensen er syg,« tiltalede Mathilde sin Fader ved Indtrædelsen i Stuen, »og hun lader mig bede endelig at komme til sig før hun døer; skal jeg gaae eller vil maaskee Du?«

»Ja vist vil jeg, mit Barn,« svarede Consistorialraaden hurtigt, »unge Piger have ikke godt af at see Døende; desuden maa Du forblive hos vore Gjæster. Naa, saa? Dorthe for Døden? det maa da indberettes til Amtmanden, for at han kan træffe de fornødne Anstalter. Hent mig min Ræveskindspelts og saa mine Galoscher, lille Thilde, og den laadne Hue, jeg er allerede stærkt forkjølet. Mine Herrer undskylde, men det er min Pligt at trøste Lidende og Døende.«

Og dermed indpakkede Datteren sin Fader, og den velærværdige Consistorialraad begav sig gjennem Gaardspladsen i Præsteboligen hen til den døende Kone; og det var moersomt at see, hvorlunde han i sin Ræveskindspelts, med den lyse lodne Hue paa, med sin smalle diplomatiske Taille, tæt indhyllet i Dyresloprokken, lignede en vandrende Vandpost, der om Vinteren er udvendigt omviklet med den gule Halm; dertil stod nu denne siberiske Dragt i aabenbar Modsætning til Aarstiden: en opvarmende 75 Sol drev Sæden ud af Jorden, Crocus havde affloreret for længesiden, Fuglen byggede sin Rede og Staldkarlen havde aflagt den røde Hue og taget Hat paa; endydermere var Dompappen for længesiden fløiet til Norge. - - -

Saa lad ham vandre! - -

Men inde i Stuen sad jeg ene med Mathilde: thi Halvor havde i ondt Lune forladt Værelset, for at kige ind i Længen og see om Tærskerne ogsaa arbeidede (ogsaa havde Præsten faaet en ny Plov - det var muligt den, som Landmanden nærmere vilde tage i Øiesyn), dog troer jeg, at det var Mathilde, som havde fornærmet ham ved at see venligt og smilende til mig; men nok var det, at Halvor var ude og jeg var inde.

Og der sad jeg og grublede over Mathildes Ansigt: der straalede en Taare i hvert af hendes Øine, som naar Dugperlen hænger i Morbærtræets Blade; der sad en Veemod i hendes Ansigt, som naar Vintersolen skinner gjennem et Vindue i Hovedstaden ind paa de i Stuen staaende Zwiebier; der var et Foraar i mit Hjerte, som naar den første Kjærlighed indsniger sig hos Mennesket, som naar Hørkræmmerdrengen gaaer ud af sin Lære og bliver Svend, som naar Skoledisciplen bliver Student. Der sad jeg og indsugede den søde Gift af hendes Læber, medens Halvor færdedes langt ude i Markerne, formodentlig omtumlet af alle Skinsygens Piinsler. Endelig vendte Præsten tilbage; den syge Kone var død. Vi spiste til Middag, da Halvor kom hjem fra sin Udenlandsreise og om Eftermiddagen gik han og jeg sammen tilbage til Herregaarden, men Halvor 76 var taus og vranten og jeg mærkede godt, at han undertiden betragtede mig med skumle Blik.

Men fra den Dag af var Halvor Thyesen min Fjende.

X.

Naar Maanen skinner i Granskoven svagt
Og Fuglene alle sove,
Da vil jeg gaae paa en Menneskejagt,
Da vil jeg det Dristige vove.
Min Haand er sikker, min Riffel god,
Jeg vil see den Forhadtes Hjerteblod.

Et mørktfarvet, næsten kulsort Had viste sig i Halvors Ansigt, siden hint vort fælles Besøg i Præstegaarden; han afbrød al Omgang med mig, sendte alle de Bøger, han havde laant af mig, tilbage til mit Værelse og beskjæftigede sig udelukkende med Landvæsenet.

Jeg tilbragte imidlertid næsten hver Søndag hos Consistorialraaden, just ikke lokket dertil af Manden, snarere drevet derhen af en ubeskrivelig Længsel efter at see Mathilde. Ogsaa var hun særdeles forekommende imod mig og jeg mærkede godt, at hun gjerne talede med mig.

Det var en Søndag Aften, at jeg sad ganske ene inde i Præstens Dagligstue: Præsten var kjørt hen at besøge Thyesens, og Mathilde var beskjæftiget i Huusholdningen. Jeg greb en Psalmebog, der laae i Vinduet, der faldt et Papir ud af den - det var Vers - Haanden forekom mig bekjendt, dog kunde jeg ikke mindes, hvor jeg før havde seet den. Digtet var ikke heelt, der manglede baade Begyndelse og Ende; hvad der var, lød saaledes:

77

- - - - - -
- - - - - -
Men med min Skjæbne da, harmfuld i Hu,
Vilde jeg flux gaae irette:
»Tænkte jeg ikke fra Vuggen til nu
Ene med Længsel paa dette?
Var det ei derfor, paa Markerne tidt
Ene jeg taled, ustyrligt og frit?
Læste jeg ikke i Bogen
Helst om en indvortes Strid?
Speided jeg ikke fra Krogen
Menneskets Handling med Flid?
Trækket af indvortes Stræben,
Minen, der tyder paa paa aandelig Magt,
Smiil fra Uskyldighedslæben -
Skjænked jeg dem ei bestandig min Agt?«

»Hvad er en Skuespiller paa Jord,
Naar han kan meer end blot more?
Præst i en Kirke, hvis Menighed troer
Blindt paa det Skjønne, det Store.
Mægtigt han griber i Dødens Nat,
Hæver de Blege fra Graven brat.
Livets Larve han hænger
Over det hvide Skelet:
Fortidens Dobbeltgænger
Træder paa Kunstens Bræt.«

»Ordet, der ligger i Skjaldenes Qvad,
Har kun et Sædekorns Evner;
Kornet først spirer med Stilk og med Blad,
Naar det i Jordbunden revneer.
Digteren er jo den saaende Mand,
Skuepladsen hans frugtbare Land;
Drivhuus er det forsande,
Mod Dagligdagskulden lukt,
Her kan Træerne stande
Med større, med gylden Frugt.«

78

»Betragt engang, før Teppet gaaer op,
Den skummeltstirrende Mængde!
Den bringer ind kun en mødig Krop
Og Kummer i Ansigts Længde;
Og hurtigen dog, paa Kunstnerens Bud,
De dele hans egne Tanker,
De Ansigter snart som hans see ud
Og Marmorhjerterne banker!«

»Begeistring sømmer sig Kunstens Kuld,
Og Liv i den venstre Side;
Thi de skulle lokke Blomsten af Muld,
Heel ofte ved Vintertide:
Gudherren bød dem blandt Folket gaae,
Som før Propheterne ginge,
At vække hver Sands, som gik istaa.
Og Folket tillive at bringe.«

»Jeg veed, en Kunstner har ingen Jord,
Ei blanke Søer med Bugter;
Hans Rige gaaer ei mod Vest eller Nord,
Han fanger ei Sydens Frugter,
Og dog har han faaet en Herskermagt,
Hvorfor han al anden ei ændser:
Den hele Mark er ham underlagt,
Fra Graadens til Latterens Grændser.«

»Og skjøndt han vel er forvisset om,
At Verden vil mod ham dømme,
Da sætter høit over Globens Dom
Han dog sine egne Drømme:
Selv skal han miste sit kjære Hjem,
Sin Moders ømhed ilive -
Han haaber, et nyt Jerusalem
Vil Skuepladsen ham give.«

»Og gjelder sædvanligt som Substantiv
Ei Kunstnernavnet i Sproget,
Da er det Pronomen demonstrativ -
Og det er dog altid Noget:
79 Thi Kunsten peger jo stadigen
Til Høiderne nede fra Dalen,
Og holder sin Finger alvorligt hen
Mod Gud og mod Himmelsalen!« - -

Underlig drømte jeg Natten derpaa;
Hamlet stod ved min Side;
Taarer var der i Øiets Blaa,
Meget han syntes at lide.
I Parterret vi ene stod,
Rundtom var Bænkene øde:
Bort svandt alt mit forrige Mod
Ved det natlige Møde.

»Hamlet!« hvisked j eg ængstelig,
»Ræk mig den dobbelte Maske!
Verden ei aner, den troer ei paa mig,
Men jeg vil den overraske.« -
Ak, som om denne Bøn ham var
Sørgelig at fornemme,
Gav han mig et veemodigt Svar
Med en veemodig Stemme:

»Hvad er en Skuespiller paa Jord,
Selv kan han meer end blot more?
Han er et X dog, om hvilket man troer
Alt, ikkun ikke det Store.
Ene ved Navnet der klæber en Plet,
Som ikke skures ved daglige Tvæt:
Gjerne vil Verden Dig skue,
Naar det paa Scenen kan skee,
Men i Familiens Stue
Vil ingen Fader Dig see.

«Lokker Dig Æren? o den er en Fugl,
Flygtig fra Græsset til Vandet
Flytter ustadigt den Hjemstavn og Skjul,
Hopper fra Træ't til et andet.
Saalænge du gaaer din Ungdomsgang,
Fløiter den for Dig sin smigrende Sang;
80 Snart vil dog Tid og Mode
Skyde de Yngre frem,
Da synger Fuglen sin Ode
Meer ei for Dig, men for dem.«

»Hungrig kanskee Du endogsaa vil gaae,
Veed ei hvad Enden skal blive -
Paradiis aabent for Armod skal staae,
Men den har Helved ilive.
Sorgfuld din Genius vender sig bort,
Naar den Dig seer, mellem Flasker og Kort,
Haanet af Fortidens Minder,
Røvet din Barndoms Plads,
Søgende hvad Du ei finder,
Mindst i det skuffende Glas.«

»Og naar Formørkelse dækker din Sol
Og Du gad barnligen græde,
Da skal Du dog paa Forundringens Stol
Lee og Dig synligen glæde.
Elskov forlader, hun kjender Dig ei,
Venus istedet vil staae paa Din Vei.
Længe før Løvet falder,
Blier Du i Opvæxten træt,
Ligger i Ynglingsalder
Under det eensomme Bræt.«

»Og naar Begeistringen splitter sig ad
Og Du maa den selv undvære,
Og dine Haab falde, Blomster og Blad,
Hvordan vil dette Du bære?
Er ei Theatret den eensomste Gaard?
Uden for Verden i Sandhed den staaer:
Ei kan tilbage Du vende,
Verden vil spærre din Vei;
Broen blier slængt overende,
Togange bærer den ei.«

»Troer Du ei, Smaalighed rækker saa langt,
Troer Du, Misundelsen sover?
81 Der er ei noget saa asdelt og rankt,
Hvortil de To sig jo vover:
Broderlighed vil Du tidt omsonst
Søge hos Broderen selv i din Kunst,
Er Du i Sandhed en Hamlet,
Da bør Du her ikke boe;
Her kunde længe jeg famlet
Efter Horatio.« - -
- - - - - -
- - - - - -

»Og hvem,« spurgte jeg nysgjerrigt Mathilde, der netop nu kom ind i Dagligstuen, »hvem er vel Forfatteren til dette vakkre Digt? aha, De rødmer! - - maaskee,« tilføjede jeg, næsten skinsyg, »maaskee en fordums Tilbeder?«

»Langtfra,« lød hendes Svar, »men - men, kjære Harring, hvorfor jeg rødmer? det spørger De mig om? det var - det er, fordi De har opdaget een - een af mine Svagheder. Seer De, fra Barnsbeen har jeg været stemt for at gaae til Theatret; det tyktes mig saa herligt, at være det levende Organ for de store Mestere blandt Digterne, at være Moralist for hele Menneskeheden, at være Maler af hver Lidenskab, at opfange de hurtigt forbifarende udvortes Spor af de indvortes Tanker og Følelser. Jeg betroede mig til en - Fætter, ham der har skrevet hine Vers, men han irettesatte mig venligt gjennem disse Linier: saamange Fristelser og Farer maa Manden gjennemgaae, han ligger for det Meste under - hvorledes skulde da jeg, en Qvinde, kunne bestaae? og dog kunde det sandelig endnu falde mig ind at gaae den omtalte Vei, naar, og gid det skee seent, min Fader bliver lagt i Kisten. Dette simple Liv 82 behager mig ikke, jeg har jo givet Afkald paa alle dets Glæder, jeg har vendt mig bort fra Virkeligheden - hvad har jeg da tilovers andet, end Kunst en?«

»De har Meget,« udbrød jeg med Varme, »De har endnu Meget tilbage af Virkeligheden, De har Ungdom, Godhed og Skjønhed - og De har en Ven, hvis De tillader det, i mig!«

»Har jeg virkelig?« svarede hun grædende, idet hun lagde sin Haand paa min Skulder og stirrede ind i mit Øie, »har virkeligt den stakkels Mathilde endnu en Ven, der finder hende god og ung og smuk. O Harring, jeg har lidt meget og dog hader jeg ikke denne Verden; fordi Een har krænket min Sjæl, gjør jeg dog ikke som mange Andre, der forbande dem alle.«

»Jeg vil erstatte Dem, Mathilde, hvad De har lidt,« raabte jeg, »jeg vil elske Dem trofast og i Sandhed - -«.

Da foer Dødens Bleghed over hendes Ansigt og hun stødte mig med en Slags Rædsel tilbage: »gaa, Harring,« hviskede hun, »gaa øieblikligen herfra, nu kommer min Fader!« Og hurtigen rakte hun mig min Hat og næsten stødte mig ud af Stuen.

Bedøvet gik jeg gjennem Gaardsrummet og var alt halvveis kommen hjem til Herregaarden, da jeg modte Præsten i sin Vogn. »Ei, ei,« raabte han, »holdt, Kudsk, men pas vel paa Hestene; De gaaer der uden Overkjole, Hr Harring, høist uforsigtigt: de danske Nætter ere ikke at spøge med. Paa Søndag er det min Geburtsdag og jeg haaber at see Dem - alle Thyesens kommer ogsaa. Ikke sandt, De svigter ikke? kjør saa til, Kudsk, mig synes Duggen er kold.«

83

Og bort rullede Præsten uden at høre, enten jeg sagde ja eller nei. Gud bevares! hvorledes skulde det da ogsaa falde en Hr. Consistorialraad ind, at Nogen torde sige nei, naar han inviterede til en Fête?

Uden ellers at mærke noget til den af Consistorialraaden saameget befrygtede Dugg, bøiede jeg ind i en Granskov, der ligger tæt ved Herregaarden. Det er, eller, rettere sagt, det var dengang en ganske ung Plantage, hvor de smaa Træer neppe vare saa høie som en velvoxen Karl. Og som jeg nu gik, ærgerlig tilmode, og slentrede hen ad Veien, afhuggende med min Stok de frodige Brændenelder og Skræpper, - faldt der et Skud og en Kugle hvislede tæt forbi min Nakke. Det var efter mig man havde skudt, ganske bestemt efter mig, men hvo var Fjenden? Hvem var vel i den fremmede Egn bleven fornærmet af den fredelige theologiske Candidat? - - - Jeg stod et Øieblik stille og havde den Ubekjendte villet mig rigtig tillivs, da havde dette Øieblik, da jeg, uden egentlig at tænke paa Faren, fortabt i Gisninger, stod, lænet forover paa min Stok, lyttende om jeg ikke kunde mærke Buskenes Raslen ved den Flygtendes Bevægelser - ja, i Sandhed, dette Øieblik kunde have været tilstrækkeligt til at ende mit Liv. Jeg gik ganske langsomt hjem, men kun bittre Følelser bevægede mit Bryst: havde ikke hun berøvet mig ethvert Haab om Gjenkjærlighed og var ikke jeg, som ikke havde fornærmet et eneste Menneske, i den eensomme Granskov bleven overfalden paa Snigmorderviis?

»Du skal sige det til H-!« tænkte jeg ved mig selv, men jeg fik ikke tænkt ud: Begyndelsesbogstavet af Halvors Navn, dette let henaandende Bogstav 84 gav mine Tanker en ganske ny Retning: hvad om Stimanden var selve Halvor Thyesen?

Hurtigt løb jeg opad Trapperne til Halvors Værelse paa Qvisten, (Dueslaget var beliggende ganske tæt derved). Jeg vilde lukke Døren op, men den var tillaaset - han pleiede ellers altid at sove for aabne Dørre - - -

XI.

Ja vel, ja vel! jeg vilde dræbe!
Men viid: fra nu af skal min Læbe
Kun tale mildt, forsonligt Sprog.
Mig syntes, Livet hvisked: nyd kun!
Mig syntes, Bøssen raabte: skyd kun!
Men Du vil vist tilgive dog.

Tidligt den følgende Morgen traadte Halvor ind i mit Værelse, men jeg forskrækkedes næsten over hans vilde Udseende. Det lod til at han slet ikke havde været iseng; hans Haar var uredt og Øinene indfaldne, Kinden blegere end ellers. Hans hele stærke Legeme rystede, Stemmen var brudt og paa hans Kalmuksfrakke hang der Pigger af Grantræe. Mod1øs stod han i Døren og stirrede hen paa mig med en Blanding af Glæde og Smerte: »Harring,« sagde han, »det var mig der skjød efter Dig inat, hvad vil Du gjøre?«

»Halvor,« svarte jeg, »Du duer ikke til at være en Forbryder - hvad havde jeg forresten gjort Dig, siden Du vilde dræbe mig?«

»Aa, hvad Du har gjort mig?« udbrød han, »slet 85 intet, det var kun - det var fordi jeg saae, at Du elskede Mathilde, og at hun syntes bedre om Dig, end om mig. Hør, jeg har i lang Tid ikke været Menneske meer; hvor jeg gik og hvor jeg var, i Stuen eller i Skoven, paa Marken eller i Baaden, saa har jeg kun tænkt paa Dig og paa hende. Det Krudtmaal, som hun sidste Markedsdag gav mig, kastede jeg i mit Raseri ned i Møllebækken og dykkede derpaa tilbunds for atter at faae det. Mine Fugle - stakkels Dyr - ere omkomne af Sult; Møllerens forbandede sorte Hund har bidt Snap i Bagbenet og jeg har endnu ikke slaaet det Bæst ihjel - ogsaa det er forsømt. Jeg hadede Dig ligeindtil jeg fik skudt Bøssen af, men fra det Øieblik af har jeg ret holdt af Dig. Jeg har i Morgenstunden ligget udenfor Din Dør og lyttet efter dine Aandedræt. Gud i Himlen! hvis Du havde været saaret! Fordre af mig hvad Du vil, jeg skal gjøre det, men tilgiv mig blot. Jeg vil endnu idag gaae hen til Mathilde og bede hende om at elske Dig. Jeg vil aldrig see hende meer, kun Du skal have Lov og Eneret dertil. O Harring, Harring, vær ikke mere vred!«

Her omfavnede han mig voldsomt og jeg mærkede, hvorledes hans vældige Muskelbygning krampagtigt rystede i mine Arme. Jeg tog hans Haand og knugede den heftigt: »nei, Halvor,« gjenmælede jeg, »troe ikke, at jeg er vred, men lad os som redelige Medbeilere kæmpe om Kronen. Glemt være hvad der er skeet. - Jeg har just ikke noget stort Haab, men jeg vil paa Søndag - nu veed Du det - paa Præstens Geburtsdag, udspørge Mathilde, om hun vil vælge Dig eller mig eller Ingen af os To. Handle Du saaledes som Du troer det er bedst; gaa Du hen 86 og tal med hende, om Du vil, endnu idag, og forresten saa lad det gamle venskabelige Forhold atter træde i Kraft imellem os To.«

Halvor saae paa mig med store Øine: han kunde ikke fatte, hvorledes man saa hurtigt kunde tilgive et Riffelskud. Han trykkede min Haand og hviskede venligt: »ja, jeg vil tale med Mathilde idag.« Og dermed ilede han ud af Værelset og jeg hørte, hvorledes han sprang ned ad Trapperne, nynnende sin Ynglingsarie, den meer eller mindre bekjendte Maimaanedssang, hvor den gudfrygtige Bonde fremfører sine forskjellige ønsker og Bønner for Vorherre:

»Giv Mælk og Smør og Osten sød;
Velsign os med Boghvedegrød.

Lad Hønen give Æg paa Fad
Til Pandekag' og Æggemad.

Bevar vor' Gjæs fra alskens Nød,
Gjør Kaaien feed og Dynen blød.

Stærk Humle hæng paa Stængerne,
Sæt beesk Malurt i Bedene.«

Kort efter saae jeg ham rende over Ladegaarden, men om det var for at aflegge et Morgenbesøg hos Mathilde eller for at tugte Møllerens sorte Hund, kan Forfatteren ikke med nogen apodictisk Vished bestemme.

87

XII.

For os kun Glæden haves
I Fremtids Hal;
Din Fortid skal
I Glemselen begraves.

Du kan ei gi'e mig Lindring:
O nei, o nei,
Min Vandringsvei
Kun lettes ved - Erindring-!«

Jeg har aldrig seet Halvor Thyesen saa »net«, som paa Consistorialraadens Geburtsdag i Præstegaarden: han havde endogsaa drevet det til en blaa Kjole med forgyldte Messingknapper - og han bar - for første Gang et Par uhyre Flipper, ud fra hvilket hans Ansigt stirrede, (blodrødt ved det stramme Halstørklæde), ligesom en Pakhuuskarls Hoved, der, forsynet med en rød Hue, viser sig i et Loftsvindue, eller som (jeg holder meget af Billeder) en Tulipan i et Vandglas. Der laae noget vist Triumpherende i de Øiekast, han sendte mig; de røbede tydeligt, at han meente, han havde gjort mig en betydelig Tjeneste - paa hvad Maade? det kunde jeg ikke gjæt-

te. om jeg nu sidder her i den øde Præstegaard og bemaler det rene hvide Bikubepapir, med min smukke Kone, der sidder og syer ved Vinduet, medens den lille Carl leger med sine Tinsoldater og af og til seer hen til Arthurs store Hund, der 1øfter Hovedet iveiret og knurrende lytter til Avlskarlens Fodtrin i Gaarden, saa fremstaaer for mit indre Blik Mindet om hin selsomme, paa mit Liv saa indvirkende Nat i Consistorialraadens Huus. - - -

88

Der var grumme mange »fornemme« Folk i Præstegaarden hin Aften: der var en afskediget Lieutenant, der havde giftet sig med en Pige paa femten Tusind Daler og derpaa (naturligviis) kjøbt en lille Landeiendom (thi hvo kan ikke være, eller i det mindste ikke blive til, en - Landmand?); det var (naturligviis) kun en ganske lille bitte Landeiendom, som han havde kjøbt, og, (naturligviis) saa røg han fra Gaarden et Par Aar efter og blev (naturligviis) Toldbetjent i Kjøbenhavn; men den Aften, paa Præstens Geburtsdag, havde han (naturligviis) Sporer paa, og i disse formidable Sporers Hjul sad (naturligviis) adskillige Kniplings-Garneringer, som han (naturligviis paa krigerisk Maneer) havde erobret fra Damernes Musselins Kjoler. Skjøndt Mars i sin Tid skal have været en stor General og en Officeer af smukt Udvortes, saa troer jeg dog neppe, at han, hvad Bakkenbarter angik, kunde maale sig med Hr. Lieutenanten.

Og saa var der da ogsaa adskillige af Nabopræsterne; Een af dem vil være mig evigt uforglemmelig. Han var tredsindstyve Aar gammel og havde siddet i fem og tredive Aar i eet og samme Kald; det var ret et Exemplar af en af de rigtigt »gamle Præster paa Landet.« Jeg har aldrig seet et Menneske i sit Ansigt mere ligne et Sviin, end denne Sjælens Hyrde gjorde. Og saa var der da spredt en S1øvhed over hans hele Væsen, som om han i en rum Tid havde været en Træstub og havde været nedplantet i Jorden og overbevoxet af Mos og Skimmcl. Jeg tænkte ved mig selv: »men er det virkeligt ogsaa et Menneske? er det ikke snarere en Dragkiste eller en Spyttebakke, der har antaget en menneskelig Skikkelse 89 og sniger sig omkring i en Forklædning, i en dyb Maske?«

Og saa var da selve Amtmanden tilstede, en spinkel,

»En lille Mand, men stor i Staten,
Und für den Satan ein schoner Braten.«

Han hilste omkring i Forsamlingen med en Venlighed, med et Smul, saa at man aldeles ikke skulde troe, at der to Gange var blevet skudt efter hans Kareth, fordi han, naar han lod Skatterne inddrives hos Bønderne og disse ikke kunde betale, men Staklerne skulde afsone den med Vand og Brødsstraffen, gjemte Bønderne til om Vinteren, »fordi Tarmene lide mere ved Sulten i Kulde, end i Varme.« Som sagt, man skulde aldeles ikke have troet, at det var »Kongen paa Landet.«

Og midt i Kredsen bevægede sig da ogsaa en smidskende Doktor. »Min Gud!« raabte denne til en rødmosset Toldbetjent, »hvor De seer daarlig ud! De har vist ikke fornyeligt brugt de kjølende Pulvere, som jeg sidst forordnede!« - »Jo, det veed Gud jeg har,« skjælvede Toldbetjenten, der lige til dette Minut havde befundet sig saare vel, »men jeg synes selv, at jeg nu ikke mere er rigtig frisk - det var maaskee bedst, at jeg strax tog hjem?« - Upaatvivleligt!« raabte Doktoren, »jeg skal nok kjøre Deres Kone hjem inat. Stakkel, hun skulde dog ogsaa have sig en lille Dands.« - Og hjem kjørte Toldbetjenten med en frisk Recept i Haanden - lad ham ha'e 'en! -

Endydermere var der i Stimlen en Prokurator: hændelsesviis traf han i Selskabet sin Mandant og 90 forsikkrede da Denne om at Sagen aldrig kunde tabes ved Høiesteret (Høiesteret dømte forresten, at Landsoverrettens Dom burde ved Magt at stande).

Og der var mange Fleer i Stuen, iblandt Andet ogsaa en jydsk Forpagter, men han talte kun om Vaarsæden og om sin Kalvekudsk; han bukkede særdeles dybt for Amtmanden og brugte Skraa.

Men snart vendte mit Blik sig hen til Mathilde. Hendes castaniebrune Haar contrasterede herligt med den fine Teint; hun havde en lyserød Kjole paa og den deilige Hals var omkrandset af en hvid Perlerad. Hun kom mig strax imøde, da jeg traadte ind, og hun rakte mig fortroligt Haanden: der var vistnok Fiere i Selskabet, der misundte mig, men Thyesen vendte sig om og saae ud af Vinduet hen paa Præstens »Guldgrube«, den store Mødding. Sorgfuld, næsten grædende tænkte jeg ved mig selv: ak, hvorfor kan hun dog ikke elske mig! - Bestandigt hvilede imidlertid hendes Øine paa mig og jeg syntes at de stirrede ømt og kjærlighedsfuldt.

Efter Theevandet blev der spillet og jeg dandsede med den skjønne Pige. »Mathilde,« bad jeg, »tillad mig et Øiebliks Samtale med Dem ude i Haven, jeg fordrer Forklaring af Dem; min Rolighed, min Lykke, alle mine Ungdomshaab ville gaae tilgrunde, hvis De afslaaer min Bøn.«

Hun nikkede sørgmodigt og snart bemærkede jeg, at hun gik ud af Stuen; Halvor smilede, da han saae mig gaae ud af Havestuedøren, og snart sad jeg med Mathilde i Jasminlysthuset - jeg bad hende om Haand og Hjerte.

»Kjære, kjære Harring,« gjenmælede hun, »af alle de Mennesker, som jeg seer omkring mig, er De den, 91 hvem jeg elsker meest og hvis Venskab og gode Omdømme jeg sætter størst Priis paa. Men,« - tilføiede hun, jeg syntes med en skjælvende Stemme - »det er ikke Lidenskab, troe endelig ikke det, det er en Søsters Ømhed, en Nærbeslægtets venlige Følelser, som besjæle mig. Betragt mig som en smuk Egn, en yndigtformet Billedstøtte, en straalende Blomst - De siger jo, kjære Harring, at jeg er smuk, o det glæder mig, at jeg behager Dem. Seer De, naar man ret kjærlighedsfuldt betragter en smuk Egn, da forekommer det En, at Egnen, jo længere man seer paa den, tiltager i Deilighed, ligesom om Naturen gjorde sig Umage for at see smuk ud i sin Tilbeders Øine - saaledes glæder det ogsaa mig, at De holder af mig, men lad det aldrig falde Dem ind at ville ægte mig, det kan aldrig skee - ligesaa godt kunde De ville ægte en smuk Egn, en Billedstøtte, en Blomst eller« - i det samme hørte vi Amtmanden rulle bort i sin Wienervogn og Mathilde tilfoiede smerteligt leende - »eller hans Høivelbaarenheds deilige Wienervogn. Nøies med mit Venskab, jeg beder Dem.«

Hun bøiede sig hen til mig og jeg mærkede et svagt Kys paa min Kind, da skjselvede hele mit Legeme. Pludselig foer hun op: »ha,« raabte hun forfærdet, »det var her paa denne Plet, paa denne Dag, i denne Time, for fire Aar siden! Kom, lad os gaae op.«

Jeg spurgte, hvad der saaledes havde afficeret hende, men hun svarede Intet og snart stode vi i Dandsesalen. Med Forundring mærkede jeg, at Mathildes Opførsel imod mig var ganske anderledes kold og afmaait oppe i Selskabet, end det før havde 92 været nede i Haven. Var hun maaskee vred, fordi hendes Følelser havde faaet Overmagt nede i Lysthuset? Hun var paa eengang bleven alvorlig: borte fra hendes Ansigt var Smilet og Glæden, og Sidelokkerne hang ned over de skjønne Kinder, ligesom Cypressen eller Taarepilen over den Afdødes Urne.

Jeg stod i en Vinduesfordybning hensjunken i Grublerier, da hørte jeg Hestetramp ude i Gaarden, jeg hørte En ligesom fløite ad en Hund: det var Halvor, der reed hjem. - -

Men ligesom der til et velindrettet Festmaaltid hører Voxlys, Kjedsomhed og Tjenere i Liberi, saaledes er ogsaa en Sang uadskilleligt forbunden med hele Comoedien, og dette havde da ogsaa En af Degnene følt, hvisaarsag den fromme Mand havde opsat en Tingest i bunden Stiil, hvor der fandtes Overflødighed af »sølvgraat Haar og Aftenrøde,« men hvorfra egentlig Poesie var totaliter banlyst: det var en fuldkommen Riim-Frost.

Efter Bordet dandsede jeg Fandango med en svær Dame, en Skovriders plumpe Datter - Gulvet var glat, jeg faldt og forvred min Fod. Man maatte bære mig hen til en Sopha, og tre Doctores trak Foden igjen i Led, men den Ene erklærede, at jeg inat maatte blive i Præstegaarden og ikke hverken ride, kjøre eller gaae hjem. Jeg protesterede, men Mathilde erklærede, at jeg skulde forblive hvor jeg var. »Hvem veed,« sagde hun, »hvad en Uforsigtighed kunde føre til: jeg vilde nødig see Dem halte. Vil De ikke bie, naar jeg beder Dem derom?« Dette Sidste hviskede hun mig næsten i øret, Gjæstekamret gjordes istand, Selskabet tog bort efterhaanden og jeg sov først ind efterat Alt var blevet stille; 93 først efterat Consistorialraaden havde betalt sin Stuepige hendes Tjenesteløn (det vil sige: da Pigen havde indsamlet Kortpengene), først da bøiede Morpheus sig over mit Hoved.

XIII.

De sover Allesammen nu,
De vaagner Alle først silde;
Nu er i Huset, med sorgfuld Hu,
Kun vaagen ene Mathilde.

Klokken kunde vel være to, da jeg blev vækket ved en Lyd, som om Døren aabnedes og knirkede; søvnig vilde jeg vende mig om mod Væggen da jeg bemærkede, at Stuen, hvori jeg laae, pludseligen oplystes. Jeg dreiede mig om og saae - - -

For mig stod lyslevende hiin friske Drøm, som jeg havde havt Natten efter at min Moder var bleven begravet. I lyserødt Klædebon, blændende deilig, med den trearmede Sølv-Lysestage i Haanden, stod den herlige qvindelige Skikkelse for mig, sørgmodig, med den venstre Haands Pegefinger paa Munden, antydende Stilhed; snart rødmende, snart blegnende, undseelig, men skjøn i sin Sorg. Det var ikke min foryngede Moders Ansigt, nei det var et andet, - Gud tilgive mig -, et mig næsten endnu kjærere Aasyn - det var Mathildes.

»Johannes Harring!« begyndte hun, »med Rette betragter De mig med Forundring: hvad mon jeg vel ogsaa vil hos Dem paa denne Tid? Af Deres egen Mund har jeg hørt, at De elsker mig, paa Deres Øie 94 har jeg seet, at min bestemte Erklæring, aldrig at kunne tilhøre Dem, har gjort Dem ondt. Jeg kommer nu for at mildne den Smerte, som jeg mod min Villie har tilføiet Dem: jeg kommer for at anklage mig selv, for at forringe mit eget Værd, for at forspilde Deres Agtelse og Kjærlighed. Den Mathilde, der nu staaer for Dem, er ikke den, for hvem De antager hende; hun er ikke den uskyldige Pige, som De troer; ogsaa hendes Fod har betraadt Brødens sumpige Enemærker, men hun er dog ædel nok til ikke at ville bedrage Dem og sælge Dem chaldarisk Erts istedetfor Guld. Johannes, jeg har alt eengang

- været Moder!«

»Gud i Himlen!« raabte jeg, »og hvem?«

Da svarede hun med en klangløs Stemme: »han hed - Arthur Harring!«

»Og Barnet?«

»Det har det godt,« svarede hun grædende og pegede mod Loftet, »det er hos Gud i Himlen!« - - -

Kjære Læser, Du maa kunne begribe hvilket Indtryk dette hendes Udsagn gjorde paa mig. Hun, hvem jeg i Fortiden beskuede som en Marmorvase, hende skulde jeg fra nu af betragte som et simpelt Leerkar; jeg havde tildrømt mig en skjøn, idealsk Verden, incarneret i hendes yndige Skikkelse, og hun var nedsjunket til at blive et vendisk Afgudsbillede, fjernet fra alle græske, symmetriske Former: hun havde altsaa Dydens Ansigt paa Lastens Legeme!

- - Nu erindrede jeg, at Arthur studsede, da han hørte i hvilken Egn af Jylland, jeg skulde opholde mig; nu mindedes jeg Mathildes underlige Adfærd den første Gang jeg saae hende; nu faldt det mig ganske naturligt, at Præsten havde spurgt til 95 Arthurs Befindende og nu først gjenkjendte jeg min Broders Haandskrift i det Digt, som jeg havde fundet i Mathildes Psalmebog. Alle disse Tanker strømmede bedøvende ind paa mig og jeg sank tilbage paa mit Leie med uendeligt bittre Følelser.

Efter en lang Pause tog Mathilde atter til Orde: »De kjender nu min Hemmelighed og indseer, at jeg aldrig kan gifte mig. Bedøm mig imidlertid ikke for strengt: betænk, at jeg kun var sexten Aar gammel da Arthur i Jasminlysthuset tilsvoer mig en evig Troskab. Jeg var jo næsten et Barn, men det er rigtigt hvad Oehlenschlseger siger i Erik og Abel: »man lærer meget, naar man bliver ældre!« - Iøvrigt, naar De engang gjenseer Deres Broder, saa hils ham fra mig og siig ham, at jeg alt for længe siden har tilgivet ham, men beed ham blot om een Ting: om Taushed! Det var dog Synd, om han aabenbarede min Skam, saa at Folk skulde pege Fingre ad den stakkels Mathilde og kalde hende en Skjøge, ikke sandt, Johannes, det var for haardt? Desuden, kom det ud iblandt Folk, saa vilde vist min stolte Fader tage sin Død derover. Jordemoderen var den gamle Kone, som døde den Dag, De første Gang besøgte vort Huus: min Fader, en gammel tro Karl, Arthur og De ere alle de som kjende Hemmeligheden og De, veed jeg vist, vil ikke røbe den. Dræb Deres Kjærlighed til mig, men lad mig beholde Deres Venskab.« -

Sagte, som hun var kommen ind i mit Værelse, forlod hun det atter og efterlod mig i en feberagtig Tilstand. Da jeg atter kom til mig selv, græd jeg som et Barn, der havde Mæslinger. Denne Prsestegaard, mit fordums Bajæ, mit Yndlingssted, det var nu 96 vanhelliget - og Morgensolen skinnede ind paa mine Taarer.

Min Beenskade var aldeles helbredet, da jeg næste Dag traadte ind i Dagligstuen. Mathilde var ikke i Værelset, men Consistorialraaden kom strax hen til mig: »unge Mand,« begyndte han, »jeg veed hvilket Besøg De har havt inat, Mathilde har imorges betroet mig det Hele. Hun vil ikke see Dem idag; stakkels Pige, hun er skamfuld: i en romantisk Stemning har hun igaar gjort hvad hun idag fortryder. Har jeg ellers viist Dem nogen Kulde fra vort Bekjendtskabs Begyndelse, saa tilgiv en fornærmet Fader. Jeg har altid godt kunnet lide Dem og - jeg stoler paa, at De tier stille

Jeg forsikkrede ham ikke alene om min, men endog (hvad jeg dog egentlig slet ikke kunde sætte nogen Borgen for) om min Broders Taushed. Forresten var jeg i et saa ondt Lune, at jeg ikke engang ændsede den Hjertelighed, hvormed den gamle Præst tiltalte mig. Uden at bede ham hilse Mathilde, ilede jeg med at komme bort. Ak, jeg tænkte ikke paa, at denne min Kulde vilde tilveiebringe søvnløse Nætter for Mathilde. Stakkels, ulykkelige Skabning! jeg var den Eneste af alle hendes Omgivelser, hvem hun elskede, den Eneste, hvis Agtelse hun brød sig om og jeg var grusom nok til at forlade Huset, hvori hun boede, uden at give hende et broderligt Haandtryk, uden at forsikkre hende om, at hendes Tilstaaelse paa ingen Maade forringede mit gode Omdømme om hende - at jeg alligevel elskede hende, at hun dog stedse var Den, hvem jeg ansaae for den reneste Skikkelse, jeg hidtil havde seet. Vel var Pigen 97 forsvundet, men jeg kunde dog ikke andet end betragte hende som en deilig - Enke.

Men Consistorialraaden saae jeg aldrig meer. - Ikke havde jeg sovet, meget havde jeg grædt, mere havde jeg sørget. Foraaret, hvis uendelige jydske Rigdomsfylde laae udspredt for mit Øie, den letfodede Flora - jeg ændsede ikke hendes duftende Gaver. Hjem vilde jeg, hurtigt hjem og hvorfor? for at fordybe mig - i Byron. Kun han har seet Mennesket og Livet fra den rigtige Side, tænkte jeg, bort usle øhlenschlæger og du, lavtflyvende Nyplatoniker, Ingemann, det er om Eder at Byron siger:

»These are the madmen, who have made men mad!«

O, jeg mindes endnu de afskyelige Følelser, de skjærende Smerter, som greb ind i mit inderste Væsen, da jeg gik hjem fra Præstegaarden. Vel havde jeg Himlen over mig og Jorden under mig, men jeg havde ogsaa Helvede i mig. En Bonde kom netop forbi mig, jeg kjendte ham, men af lutter øieblikkelig Ondskab vilde jeg ikke hilse ham, men stirrede stift hen for mig.

»God Morgen, Doktor,« raabte han, thi Halvor Thyesens Benævnelser vare blevne optagne af den hæderlige Bondestand, »I kommer vel fra Præstens?«

»Ja!« svarede jeg; »fordømte Bondeknold!« tænkte jeg; men undlod at indklæde denne smukke, poetiske, høflige Tanke i tydelige Ord.

»Det har nok støvet igaaraftes ved Dandsen, Doktor, Jeres Øine ere ganske røde,« vedblev min ubehagelige Ledsager.

»Ja vist støvede Gulvet, men dog ikke saameget, 98 som Jeres fordømte Hest gjør nu, hvorfor Satan rider I ikke til?« var mit just ikke hofmandsmæssige Svar.

»Doktoren er nok ikke i god Couleur idag,« vedblev Christen Hansen.

»Nei!« og saa bandede jeg uvilkaarligt Halvor Thyesens Favoriteed, »nei, Satan slaae mig, er jeg ikke og lad mig saa gaae!«

Ganske phlegmatisk vedblev Bonden at ride ved Siden af mig og syntes ret at have Lyst til at forlænge Samtalen. »Med Forlov,« begyndte han atter, »er det sandt, at I skal giftes med Præstens Datter, for i det Tilfælde har jeg et Par Ord at sige Jer, go'e Karl!«

Her forgik Taalmodigheden mig: »nei, min Sjæl naar jeg skal,« raabte jeg og slog Hesten over Krydset med min Stok, saa at den i skarpt Trav foer afsted og forsvandt med sin humpende Rytter.

XIV.

Under kulsort Sky
Har jeg levet kun sorgfulde Dage;
Jeg vil bort, jeg vil flye,
Jeg vil til Hovedstaden tilbage.
For mit Saar gives intet Plaster,
Et Apothek er der ikke for mig;
Du By med de hundrede Laster,
Mit grædende Øie skal gjensee Dig!

Er det sandt hvad en tydsk Professor (Gerlach i Halle) siger, at Logiken er, om end ikke en medicina mentis, saa dog et almindeligt Politie i hele 99 Forstandens Rige, saa maa jeg angerfuld og veemodig indrømme. at der, paa hele Touren hjem til Thyesens Gaard, i min Hjerne herskede en aldeles lovløs Tilstand, et psychologisk Anarchie.

Jeg gik lige op paa mit Værelse og snart efter traadte Halvor ind til mig. Paa hans Ansigt saae jeg strax, at der i hans Indre havde fundet en dygtig Kamp Sted og saaledes er da den menneskelige Natur beskaffen, at Halvor aabenbart glædede sig over mit nedslagne Haab: nu havde jo han en Stalbroder i foragtet Kjærlighed! og paa den anden Side frydedes jeg ved at han var min Kammerat i Ulykken. Jeg meddeelte ham forresten kun saameget af Historiën, at jeg af Mathilde havde faaet et totalt Afslag og at hun først efter sin Faders Død vilde bestemme sig til En eller Ingen af Parterne.

»Iøvrigt,« sagde jeg, »maa jeg fortælle Dig, min gode Thyesen, at jeg ikke længe vil forblive paa din Faders Gaard. Maa jeg tale frit ud? og vil Du love mig, ikke at forebringe din Familie hvad jeg i dette Øieblik betroer Dig? nu vel, dit Haandtryk er mig en sikker Borgen. Jeg har længe mærket, at din Moder Søger at tilveiebringe en Forbindelse mellem din Søster Charlotte og mig; din Moder har i lang Tid - jeg har godt mærket det - søgt at sværte Mathilde for mig og at nedsætte hende ved alle Leiligheder: hun ønskede maaskee heller, (og deri kan jeg ikke fortænke hende), at Mathilde blev din Kone. Hvad nu din Søster Charlotte angaaer, saa er hun en særdeles vakker Pige, hvis venlige Hjertelag vist vil - tidligt eller sildigt - tilvende hende en Mand, bedre og ædlere end mig; men elske hende, det kan jeg nu engang ikke. Endelig - og det er da 100 Hovedgrunden, hvorfor jeg maa iilsomst reise fra Jylland - saa har jeg faaet et Brev fra Kjøbenhavn, hvori der meides mig, at min Broder Arthur er betænkeligt syg.«

Denne Erklæring (kunde jeg tydeligt see) slog Halvor i en mærkelig Grad: ligesom han nu engang var vant til hver Onsdag og Søndag at skifte Uldsokker og Skjorte, ligesom det nu engang hos ham var indført som Skik regelmæssigt til visse Tider paa Dagen at besøge Kostalden og til andre bestemte Tider (og dem overholdt han strengt) at spise Frokost og Middagsmad, - saaledes var han nu engang bleven vant til dagligen at see og at tale med mig og at betroe mig, hvor høit han elskede Mathilde og hvor bange han var for at det lille Føl, som var falden efter Tamerlan, (en udmærket Racehingst), skulde med Tiden blive en Krybbebider. Tanken om dette Afsavn af en god Ven bedrøvede ham da saaledes, at Øinene udspiledes og bleve saa store som to fuldvægtige Specier og at Munden aabnedes saa vidt, at en Kareth med fire Heste godt kunde være sluppen igjennem, endog med betydelig Contrabande (Toldvæsenet er jo ikke saa strengt). »Ih! oh!« var den eneste Lyd, det eneste klingende Symbol paa Forundring, som Halvor mægtede at fremstamme, og langsomt forlod han Værelset.

Før min Afreise forestod der mig imidlertid Opfyldelsen af en tung Pligt, og det var at skrive til Mathilde. Med den ømmeste Skaansel berørte jeg neppe engang hendes Hemmelighed - o det var et vanskeligt Brev at skrive! »Tro ikke,« sagde jeg blandt andet, »at De staaer nedværdiget i mine Øine, hele Deres Brøde hviler paa Arthurs Hoved: det er 101 Forføreren og ikke den Faldne, som man skal foragte. Imidlertid vil jeg øieblikligen reise herfra, tilgiv mig, at jeg ikke vil see Dem. Lad en Stund gaae hen, da vil jeg med den gamle Begeistring kunne betragte Dem, nu derimod kan jeg ikke andet end nære smertelige Følelser, naar De staaer for mig. Og kan dette undre Dem? er jeg ikke paa eengang bleven skuffet i mine herligste Forhaabninger, har jeg ikke opdaget en brødefuld Hemmelighed, hvis mørke Pletter vanzire min egen Broder? Og hvad har jeg at haabe, at vente i min Fremtid? ligger den ikke udstrakt for mit Øie som en uhyre Sandørken uden en eneste Oase, uden en eneste forfriskende Kilde? Jeg havde aldrig elsket før; jeg er nu ingen Fusentast længer; min Forstand er udviklet, desto stærkere, desto inderligere vare ogsaa de Følelser, som jeg nærede for Dem. Det var ikke en Balinclination, det var intet ungdommeligt Sværmeri, det var den reneste Kjærlighed. Dog een Ting maa jeg bede Dem om: lade mig tale med min Broder. Jeg har dog en Formodning om at De endnu elsker ham; hvo veed, om han ikke angerfuld vender tilbage til Dem og om ikke De kunde styre hans vilde Lidenskaber og blive hans frelsende, gode Engel? Jeg fraskriver mig enhver Fordring paa Dem, jeg vil, hvad det end skal koste mig, lære at betragte Dem som en yngre Søster. Een Ting kan De være forvisset om og det er, at De bestandig i mig skal finde en oprigtig Ven; ogsaa stoler jeg paa, at De i Forlegenheder aldrig vil henvende Dem til nogen Anden, end til Deres Johannes.«

Dette Brev sendte jeg hende en halv Time før jeg selv reiste bort: jeg vilde netop ikke have noget 102 Svar, jeg vilde ikke have, at hun skulde afslaae mig min Bøn: jeg vilde tale med Arthur.

Kort efter at jeg havde bortsendt dette Brev, kom Halvor for at sige mig Farvel. »Ak,« sagde han, »hvo skulde have tænkt, at Du saasnart vilde forlade os! nu er det Midsommer og jeg havde allerede glædet mig til, at vi skulde gaae paa Jagt sammen til Efteraaret, Du kan troe, Doktor, at der er grumme mange Ræve i Sipperup Krat. Den Dag, da - jeg havde skudt efter Dig, Dagen derpaa, mener jeg, gik jef saamænd op til Mathilde, og bad hende, hvis hun havde den ringeste Godhed for mig eller hvis hun følte Begyndelsen af en Smule Kjærlighed til mig, at hun da for Guds Skyld vilde qvæle denne Lidenskab i Fødslen og derimod ene elske Dig, men hun loe mig ud. Dog haaber jeg, at besøge Dig til Vinter i Byen; jeg har aldrig været i Kjøbenhavn og jeg har hørt, at der skal være en stor Fuglesamling i Stormgaden, den vilde jeg dog nok see før jeg døer, som nok snart forestaaer, thi den fordømte Kjærlighed har forjaget al min Appetit og min Søvn.«

Den gamle Thyesen og alle hans voxne Børn toge en venlig Afsked med mig, men Fruen i Huset snærrede ad mig; thi Charlotte var jo endnu ikke bleven forlovet og jeg eiede jo circa tyve tusind Daler, som Gud skee Lov ikke stode i Capellets Enkekasse.

XV.

Kongen bærer Kronen,
Kruus tilhører Yngling;
Dronningen har Demant,
Dalens Glut har os jo.
103 Glæde her ved Gilde
Gives frit de Unge;
Silde vil vi sørge,
Thi Solen skinner herligt.

I Fattigdom vi færdes,
Freidigt dog vi synge;
Skillinger vi skyde
Sammen til et Gilde.
Mellem tynde Mure
Maae vi stundom sidde:
Solen kan da skinne
Stærkere paa Lokken!

Natten os sammen nærmer
Næsten meer end Dagen;
Vægteren raaber vældigt
Udenfor vort Vindue:
Stærkere vi synge,
Siddende ved Bordet:
Siden kan vi sørge,
Hvis Solen ei vil skinne!

Dybt i Stagen, dunkelt,
Dirrer Lysets Flamme;
Ungersvende uden
Uqvemsord vi tale.
Lad os lee og leve
Lystigt i liden Stue:
Senere kan vi sørge,
Hvis Solen ei vil skinne.

Lad kun disse Linier danne Overgangen fra mit fredelige Landliv til et uroligt Ophold i Kjøbenhavn, i hvis vildeste, sorteste Kipper jeg skulde oplede min Broder. Jeg skal netop i dette Kapitel betræde saadan en »Kasse« og vil komme med en Beretning, som maaskee flere af mine Læsere ville finde overdreven og usandsynlig, og dog er min Beretning sand og 104 grundet paa Begivenheder, som ere foregaaede under mine egne Øine. Mangen Embedmand i de høiere Klasser, mangen pæn ung Dame er uvidende om, at der midt i Hovedstaden, maaskee kun fire eller fem Huse fra deres egen Bopæl, findes Steder, hvor Raahed og Sviir, Kortenspil og Rundsang beskjæftiger - muligen deres egne Sønner, ikke umuligen deres egne Kjærester. Det er ikke en Gjenstand, der kunde begeistre en Correggio, men det er en Scene for Hogarth, og jeg vil da ikke tøve med at rykke mit Billede nærmere hen for den fine Verdens Øine, stolende paa, at Læseren vil ligesaa velvilligt tilgive nogle forekommende maaskee vel plumpe Udtryk af Sviregasterne, som jeg haaber han alt iforveien har tilgivet Halvor Thyesens Bondedialekt. -

Oprigtigt talt, saa ilede jeg ikke med at gaae op til min Broder: efterhaanden som jeg kom længere og længere bort fra det dyrebare Jylland, syntes mig ogsaa at jeg fik hende kjærere og kjærere. Hvor bittert fortrød jeg ikke, at jeg havde forladt hende uden mundtligt Farvel! Det tyktes mig som om jeg havde handlet liig et uartigt Barn, der i Arrighed sønderslaaer sit kjæreste Legctøi og dræber selv sine bedste Glæder. Ved min Afreise havde jeg været usædvanligt koldt stemt imod hende, men efterhaanden som Tiden gik, forekom det mig, at hendes Billede dagligen forskjønnede sig og forherligedes i min Indbildningskraft og det gjenerobrede sin oprindelige Reenhed, sin første tillokkende Ynde.

Og hvad skulde jeg sige til min Broder? tale haardt eller tale mildt? Jeg besluttede at handle som Øieblikket indskjød mig det og efterat at have fattet denne kraftfulde, en Mand værdige Beslutning, 105 begav jeg mig en mørk Efteraarsdag hen til Volden, hvor min Broder boede - men til min store Forskrækkelse og dog alligevel, naar jeg skal være ærlig, til en svag Glæde for mig (thi nu fik jeg jo udsat den ubehagelige Samtale et Par Timer) var Arthur flyttet og Ingen vidste, om han var i Byen eller paa Landet, over Jorden eller i den. Ikke vidste jeg, hvor Riegelsen boede; da faldt det mig ind at gaae ud i »den sorte Hingst«, der havde jo det lystige Selskab før samlet sig og holdt sine Bacchanalier. Og jeg ilede da derud, men her var Alting dødt og stille: kun en enkelt Gjest trippede om i Stuen og Marqveuren havde et ubeskriveligt veemodigt Udseende. »Her er jo ingen Folk,« tænkte jeg,

»Apparent rari nantes in gurgite vasto!«

Her finder jeg neppe Arthur. »Marqveur! et Glas Viin.«

»Gammel Viin?« spurgte han.

»Fy for Fanden! nei, rød!« - han bragte mig Glasset. »De skulde vel ikke have taget feil af Flasken og taget Æddike?« spurgte jeg, men Marqveuren forsikkrede nei og nu spurgte jeg, om her ikke kom en Lieutenant Harring?

»Jo vist!« svarede han og fløitede i sine Fingre, »nei, da han havde faaet en Regning paa fyrretyve Daler, saa løb han sin Vei med hele sit Slæng. De skylder allesammen. Der var Kielerstudenten, han skylder ni Mark; der var Mægleren han skylder fem Daler; der var Skipperen fra Eckernførde, han skylder femten Mark, nei af det hele gode Selskab er saamænd Barberen og Skarpretteren de reelleste - Skarpretteren sidder ellers inde i den anden Stue ifald Herren vilde -«

106

»Nei, nei Tak, ellers uendelig forbunden!« udbrød jeg meget hurtigt, »men forresten saa har Lieutenanten sendt mig for at betale Pengene - her er de - vær saa god og skaf mig en Qvittering fra Verten selv - og - og« (her kom Studentens Æresfølelse med i Spillet) »tag ogsaa de ni Mark af for Kielerstudenten, han har ogsaa paalagt mig at afgjøre sit Mellemværende.«

Forbauset ilede Marqveuren ud til Verten og kort efter saae jeg syv eller otte Personer af Familien, der nysgjerrigt tittede ind ad Døren for at faa Øie paa den rige Ambassadeur fra Lieutenanten, og der var i Naboværelset en Hvisken imellem dem allesammen, som om et Par hundrede Fødder slæbede hen ad Gulvet og mange Qvadriller opførte et glimrende Bal.

Med glædestraalende Ansigt fremførte nu selve Verten sin lille Figur med Pappegøienæsen, bukkede for mig saa at den lange blaae Frakke, der hang om ham som et Sengeomhæng, næsten naaede ned til Gulvet. »Gud give,« expectorerede han sig, »at alle Mennesker vare saa reelle og saa fulde af Galantitet som Lieutenant Harring! o vær saa god at komme og drikke et Glas Viin Hr. - - jeg veed ikke Deres Navn.« Og Pigen kom nu ind med tre Glas Blækviin, eet til Verten, eet til mig og eet til - ja til hvem?

O Gud! til Skarpretteren! han nærmede sig allerede, den lille runde Mand med det ganske særegne Kast med den høire Arm. »Man maa saamænd ta'e hvad der bydes Een i denne trange Tid!« begyndte den værdige Øxemand, »der er saamænd ikke meget at fortjene i denne Tid, i det mindste er der 107 kun kummerligt Arbeide for mig. Min Herre, De seer ud til at være en studeret Mand, med Forlov, troer De ikke at Høiesteret dømmer meget for mildt? eller skulde det indskrænkede Antal af Halshuggelser muligt have sin Grund i at Menneskeheden forbedredes og endelig engang aabnede sit Øre for Ærens, Fornuftens, Moralitetens, Religionens og Øxens forskjellige Stemmer, eh? Deres Sundhed, min gode Herre!« - Og vi klinkede.

»Her er Regningen ærbødigst qvitteret!« mælede Verten og leverede mig et Papir; jeg læste Indholdet og det lød som følger:

S. T. Hre Leytenandt Haring!

for Bekomne spisendes og især drikendes Varer contanter betalt fyretyve Riksdaler meget erbødigst Nepomuk Møller herbergeer. og gestgiver i sorte hingstd.

»Men lad mig nu see,« vedblev den venlige Vert, »at De ogsaa selv engang imellem seer ind til os, her er saamænd kun propert Selskab.«

»Ja,« afbrød Skarpretteren, »skulde Nogen af os kunne gjøre Dem een eller anden lille Tjeneste, saa kan De ganske sikkert stole paa os, idetmindste staaer min Haand og Arm aldeles til Deres Disposition.«

»Jeg vil strax benytte deres gode Tilbud,« tog jeg øieblikligen til Orde, »ved at bede Dem om at bevise mig den Tjeneste, at sige mig hvor Student Riegelsen boer - jeg veed, at han før er kommen og maaskee endnu kommer i Deres Huus.«

»Strax herved!« raabte Verten.

108

»To Huse herfra!« echoede Skarpretteren, »jeg skal med Fornøielse følge Dem derhen.«

»O, jeg be'er,« raabte jeg angst til Døden, thi hvad vilde man sige i Byen, hvis man saae Candidatum theologiæ laudabilem, Johannem Harring, gaae Arm i Arm med Skarpretteren? »nei, det er ikke mig, men det er En af mine Bekjendter, som vilde tale med Manden,« og dermed anbefalede jeg mig paa det hurtigste.

Jeg ilede rask op til Riegelsen og traf ham hjemme: »hvor kan jeg finde min Broder, er han levende eller død?« spurgte jeg, ikke uden en vis Ængstelighed.

»Han er levende,« lød det trøstende Svar, »men hvor han boer, kan jeg ikke sige Dig, thi jeg veed det ikke. Han og jeg ere noget brouillerede sammen i denne Tid, men vil Du følge med mig i Aften, saa skal jeg føre Dig hen paa den taberna, hvor han og hans Selskabsbrødre søge. Hvor boer Du? Jeg skal hente Dig Klokken syv.«

Riegelsen holdt Ord og afhentede mig til bestemt Tid og Sted. »Du vil more Dig,« sagde han paa Veien, »ved at see det lystige Selskab. Vil Du, som jeg, saa skal Du en Tidlang holde Dig skjult i Baggrunden for at Du kan overskue den hele løierlige Tummel. Naar vi ere komne ind i den yderste Stue, skal Du sætte Dig der og forblive der, imedens jeg gaaer ind i den inderste for at see deels om han er saaledes stemt, at Du tør vove at nærme Dig ham. Du veed jo nok, at han har sine Luner.«

Jeg billigede Riegelsens Forslag og snart stode vi udenfor Gjæstgivergaarden, hvor man netop havde tændt Lysene i Værelserne. Jeg satte mig i den 109 forreste Stue, Riegelsen gik ind i det Allerhelligste. Der laae en gammel Statstidende (Gud veed hvor det elendige Blad havde faaet den Benævnelse fra), jeg læste ellers aldrig dette fortrinlige Blad, men som mit Øie foer hen over Siden, standsede det ved et Navn - Blodet foer op i mine Kinder, jeg syntes at Jordbunden rystede under mig, medens mit Blik flakkede omkring paa Loft og paa Vægge. Den Bekjendtgjørelse, som saaledes bevægede mit Indre, var en Annonce om et Dødsfald; det lød saaledes: »Søndagen den 11te November 18- hensov, efter nogen Tids Svagelighed, min kjære Fader, Consistorialraad og Ridder af Dannebroge, Edvard Johnsen. Menigheden tabte sin Hyrde, men Datteren sin Fader, sin eneste Slægtning, sin troeste Ven. Mathilde Johnsen.« - -

Og dette kunde Du nænne at skrive, Mathilde? kalde den kolde, forsigtige, fornemme Præst, kalde ham din troeste Ven! Er jeg da aldeles Intet for Dig? ændser Du slet ikke de Piinsler, som jeg dagligen gjennemgaaer, naar jeg kommer til at tænke paa Dig? hans Blod laae stille som Iisvand, mit ruller som Geisers kogende Bølger; han elskede Dig som en Formynder kan tage sig af et fremmed, rigt Barn, men jeg saae eengang i Dig hint Ideal, som kun eengang kan fremkogles i den menneskelige Hjerne -

Jeg afbrødes i disse Tanker ved en Sang i det tilstødende Værelse; en skingrende Tenor lod sig høre:

»Treibt mich der kiihle Wind aus meinem Lande,
So treibt er mich doch nicht aus meinem Stande!
In der Luft Luft leb' ich,
110 In der Luft Luft schweb' ich,
Und wer in Luft Luft lebt, der ist mein Bruder!«

Jeg gik ind i det Værelse, hvorfra Sangen lød; der sad To og spilte en Piqvet. Den tydske Tenorsanger var - som jeg senere erfarede - ingen Anden, end den Kielerstudent, for hvem jeg hos Verten i den sorte Hingst havde betalt de ni Mark. Det var en svær Person med et herligt Hoved, hvis stærkt marqverede Træk gjordes endnu mere barske ved et uhyre Ar over den ene Kind. Hans Medspiller var en Jyde med en dyb Bas, særdeles koldblodig, forsynet med en udmærket kraftfuld Legemsbygning. Han talte meget langsomt og snurrede saaledes paa det brave Bogstav R, at jeg, hvis jeg skal give Læseren et nogenlunde klart Begreb derom, nødsages til at anvende tre Errer i de Ord, hvor der ellers kun forekommer eet, og fire hvor der oprindeligt kun findes to.

»Det err nogle rraadne Viserr,« begyndte Jyden, Hr. Svendsen, »disse, tydske, min venlige Brroerr! Derr err ikke det Malm i dem som i vorre rredelige danske Viserr og Melodien err saamænd ofte tarrvelig nok!« Og dermed begyndte han, for at bevise sin Paastand, liig en uhyre Humlebi, at brumme den bekjendte Strophe:

Mangen bær' Navnet, som ei det fortjener,
Mangen er stolt for han eier lidt Guld!
Jeg vil det sige reentud som jeg mener:
Hele vor Jord er af Tiggere fuld.
Den Ene tigger Nøgler, den Anden tigger Baand,
Den Tredie tigger Stjernen af den kongelige Haand.

Pludselig foer Kielerstudenten op fra Stolen »nei,« raabte han, »jeg taaler det ikke, Svendsen! Du 111 sidder jo og snyder mig lige op i mine aabne Øine, jeg vil ikke spille mere!«

Ganske rolig svarte Svendsen blot: »nu vel, vil Du ikke spille, kan Du lade være. Sæt Dig imidlertid ned og giv Kort, jeg har Forhaanden.« Kieleren satte sig og de spilte atter, men i dyb Taushed.

»Det er forskrækkeligt,« begyndte Svendsen atter, »hvor hidsige og paastaaelige slige unge Mennesker ere som Du, min venlige Bro'er, og Dine Lige.«

»Holdt!« skreg atter Kieleren og foer heftigt i Veiret, »der snød Du atter, Du spiller falsk, Din Æsel! det er afskyeligt og det tyder paa en lav Charakteer.«

»Men det er dog noget urimeligt noget,« gjensvarede Svendsen ganske phlegmatisk, »skal Du da ene ha'e Lov til at snyde? Du skal aldrig høre mig bebreide Dig, at Du spiller falsk og saa gjør Du dog saadant et Spektakkel, hvergang Du griber mig. Nei min venlige Bro'er, snyd Du kun som sædvanligt, men forbyd ikke mig at tage Repressalier. Vil Du gi'e eller skal jeg?« -

Jeg fik ikke mere at høre af denne Samtale, thi Riegelsen kom i samme Øieblik for at afhente mig til [x][x][x][x][x][x] eller penetralia. »Kom,« sagde han, »der er Intet i Veien. Der skal netop i Aften være et Afskedsgilde i Anledning af en holsteensk Skippers Afreise imorgen. Sæt Dig i Baggrunden, naar vi komme derind, hør og see til, og Du vil ufeilbarligen more Dig.«

Og vi gik igjennem Billardstuen, hvor to halte Personer, en Krigsassessor og en afskediget Consul, spilte Polydor: i et Nu stod jeg ligeoverfor Arthur.

Min kjære Broder var, tæt lænet op til Kakkelovnen, falden i en behagelig Slummer; foran ham stod 112 et Snapseglas og et Ølglas, i hvilket sidste endnu det Meste af Øllet stod tilbage.

»Hvad vædde vi,« hviskede Riegelsen, »at jeg veed Aarsagen til hans Søvnighed? Husker Du hvad Plinius siger: omne animal post coitum triste.«

Jeg betragtede Arthur nøiere og fandt, at hans Ansigtsfarve var saare bleg, ja, reentud sagt, den var guul: han lignede, forekom det mig, frappant min Fader saaledes som denne saae ud hin Aften paa Høierup, da min Moder anklagede ham. Min Fader havde myrdet sin første Kone; den Broder, ligeoverfor hvem jeg stod, havde myrdet Uskyld og tilintetgjort en deilig Piges timelige Velfærd. Min Moder anklagede min Fader, men jeg traadte op imod min Broder, og det forekom mig i dette exalterede Øieblik som om jeg skulde vorde en Blodhevner for Mathildes Ære, et Menneske, der skulde, efter Skjæbnens Forudbestemmelse, rase imod sin egen Slægt; det tyktes mig, som om jeg i hint Nu var langt stærkere, end jeg egentlig var. Og der stod jeg og knyttede krampeagtigt Haanden og stirrede med Had og uendeligt bittre Følelser hen paa min Broders gustne Ansigt. Heller ikke slumrede han, den kolde Forbryder, roligt! et bittert Smiil svævede over hans Mundvig, saa at jeg kom til at tænke paa en Strophe af en Ode, som En af mine Skolekammerater skrev til Søvnens Gudinde, hvori han tiltaler hende:

»Tanken, stundom Sjælens Orm,
Faaer hos Dig en skiftet Form;
Samler sine Brødre smaa,
Som saa vilde trindtom gaae,
Driver sammen dem i Strøm,
Danner saa en Guderdrøm.
113 Hellig, hellig er din lid
I den tause Nattetid;
Uskyld er Dig kjærest og,
Manden er Digtidtforklog,
Derfor kommer fra det Blaae
Tiest ned Du til de Smaa.«

»Nei, blege Broder,« tænkte jeg ved mig selv, »Du kan ikke sove roligt! den grædende Mathildes Skikkelse omsvæver dit indre Øie. Det lille Barn i Kisten viser sig for Dig hver Midnat, derfor kan Du ikke sove om Natten, men maa gjøre det om Dagen: derfor tør Du ikke sove ene paa dit Værelse, men maa gjøre det her midt i Mennesketummelen; derfor elsker Du din Hund saa høit, fordi det er det eneste Væsen som elsker Dig. Guult er dit Ansigt! ha, jeg har læst hos Oken, at Farvernes Symbolik er naturphilosophisk rigtig: rødt er Ild, Kjærlighed - Faderen; blaat er Luft, Troskab og Tro - Sønnen; grønt er Vandet, det dannende Princip, Haabet - Aanden: dette er de trende Hoveddyder. Men guult, Arthur, guult er Jorden, det Ubevægelige, Falskheden, den eneste Last - Satan! der gives tre Dyder, men kun een Last. - Du har vanhelliget hvad jeg stillede høiest af hvad jeg hidtil har seet; Du har tilintetgjort mine skjønneste Forhaabninger; i min Indbildning har jeg reist mig et Tempel af Marmor, men see! Søllerne brast og Kuppierne faldt sammen, og det store Gudernes Huus sammenskrumpedes til en - Katafalk. Og Du, en Forbryder af Grundsætning, en ussel Vellystning, en Egoist med Liv og Sjæl, en Tvivler og en Bedrager, Du har endnu Enevælden over Mathildes Tilbøielighed, medens jeg, den Rene, den Eneste i Verden der mener hende det 114 godt, maa staae tilbage og forgjæves sukke efter hendes Kjærlighed! Hun elsker mig, og hvorfor? fordi jeg ligner Dig, fordi hun i mig troer at kunne gjenkjende et Glimt af dit Ansigt, en enkelt Straale af din Stjerne, et Ord af din Tale.«

Der sad inde i den Stue, i hvilken jeg var kommen med Riegelsen, kun min Broder og fire Andre, men snart fyldtes Stuen med nye Gjæster, Riegelsen blandede sig i deres Selskab, og ingen bemærkede mig i min Afkrog. Verten kom ind med en stor Bolle Punsch, saa at jeg kunde begribe, at Festiviteten nu skulde tage sin muntre Begyndelse. Kielerstudenten, som ogsaa var kommen med, proponerede, at han skulde vække Lieutenant Harring, men i det samme skulde hele Selskabet istemme en vis Sang. Propositionen gik igjennem og Kieleren tog nu et Stykke graat Papir op af Lommen, lagde det sammen i en Form af en Fidibus, tændte det, slukkede det atter, men holdt den rygende Tingest under Arthurs Næse. Den væmmelige qvælende Stank gjorde sin Virkning: min Broder vaagnede og nøs, men gjengjeldte denne Vennetjeneste med et klaskende Ørefigen. Sligt maa imidlertid have været Coutume i Selskabet, thi Ingen i Stuen tog det ilde op og Kieleren selv loe; i det samme begyndte Sangen og min Broder istemmede særdeles jovialt. Senere erfarede jeg, at Arthur selv var Forfatteren; det er mig derfor en kjær Pligt, at meddele Læseren hele Visen, som lød saaledes:

Heisa, vor Krofa'er, nu er jeg kommen hjem,
Men hvor er vel Gutterne mine?
Op nu med Tøiet og Flaskerne frem,
Jeg vil have de fineste Vine!
115 Skaal, min Ven,
Skjænk i Glasset igjen,
Kald paa alle vore gode Mænd!
Munden er tør, mine Been ere ømme,
Jeg har seilet, men nu vil jeg svømme.
Skaal for Dig og for Alle,
Hvem vort trofaste Lag vi kan kalde.

Siig mig nu først, hvor er Prangeren vel nu,
Den Stærke, som trumfed i Bordet?
»Stille, min Ven, Du bedrøver min Hu,
Jeg kan neppe jo fremføre Ordet.
Ak, en Stud
Stanged Øiet ham ud,
Graven gjemmer ham i hviden Klud!« -
Ih saa for Fanden! lad Aadselet ligge,
Vil ei Bæstet, lad os da kun drikke.
Drik kun ud, mine Gutter,
Livet varer kun nogle Minutter!

Siig mig saa, Kjære, hvor findes Søster min?
Jeg gjerne vil hende besøge.
»Stille, min Ven, hun er bleven et Sviin,
Hun vil sikkert din Kummer forøge.
Mærk mit Ord:
Hun i Brøndstræde boer,
Skjøndt ei gift er dog hun bleven Moer.« -
Tjener hun godt, er det ogsaa det Samme:
En er vild, men de andre gaae tamme.
Drik kun ud, mine Gutter,
Dyden varer kun nogle Minutter!

Siig mig saa, hvor vor Hosekræmmer gaaer,
Han spilte saa godt paa Billardet.
»Ak, i mit Øie nu Taarerne staaer,
Han tilvisse har Modgang erfaret.
Det gik skidt!
Enden var en Fallit,
Gridsk hver grusom Creditor tog sit,
Stakkelen hængte sig saa i en Strikke!« -
116 Lad ham hænge, men vi ville drikke!
Lad ham hænge da, Gutter,
Pinen varer kun nogle Minutter!

Siig mig, saa, Krofa'er, hvor lever vel min Broer?
Han spilte saa ivrigt Rouletten.
»Kjæreste Ven, tør Du høre mit Ord?
Ved sit Tab han blev tosset i Hætten.
Bistrupgaard
Huser skabede Faar,
Issefjorden til dens Have naaer.«
Gaae fra Forstanden! en kort Promenade!
Tabe Mønten er langt mere Skade.
Spar paa Mønten, I Gutter,
Penge varer kun nogle Minutter!

Siig mig nu - hiin praktiserende Jurist,
Hvor tumles nu han vel i Verden?
»Han har forandret sig svært siden sidst,
Skiftet Dragten og hele Gebærden.
En Corvet
Bragte, sikker og let,
Til Vestindien ham nok saa net:
Blækhornet kasted han, tog saa Musketten!« -
Det var Tab vist for Loven og Retten!
Drik kun ud mine Gutter,
Viin bør vare kun nogle Minutter!

Endelig siig mig nu, hvor er vel min Fa'er?
O, see dog de sønlige Taarer!
»Sørgeligt, Kjære, kun lyder mit Svar,
O hvor Synden dog mange bedaarer!
Christjanshavn
Tager venligt i Favn
Dem man kalder Tyveknegt af Navn -
Der i sin Celle din Fader forbedres!« -
Saa med Ordnen om Benet han hædres? - -
Drik tilbunds, mine Gutter,
For i Aften vort Møde jeg slutter!

117

Sangen var endt og Arthur tog til Orde: »jeg er i godt Humeur i Aften og agter i den Anledning at uddele adskillige Titler og Gunstbeviisninger. Du, Kieler, skal være Hertug af Genever (buk og tak, dit Bæst), Svendsen skal være Prinds af Cognac, Bertel skal være Fyrste af Annis og hvis min Broder, det Fæ, der ikke forstaaer sig paa Drik, havde været tilstede, saa skulde han være bleven Generalinspecteur over de pontinske Sumpe.«

Udentvivl skulde denne opbyggelige Tale have varet meget længer, hvis ikke den forventede Skipper Espesen fra Eckernførde var traadt ind efterfulgt af Verten, der bagefter ham bar en frisk, brændende Bolle, og den gode Skipper var da saaledes ikke ulig en Comet med sin luende Hale. Riegelsen gav mig et Vink om ikke endnu at træde frem og jeg blev følgelig siddende. Jeg kunde tydeligt mærke, at Arthur ikke kunde lide Espesen, men at han gik ud paa at chicanere Manden paa alle Maader. Skipperen var en lille bredskuldret Mand, ganske skaldet og med uhyre Koppear; han talte halvt tydsk og halvt dansk, og broutede og løi paa det behageligste.

Man drak og Arthur henvendte sin Opmærksomhed og Tale til Skipperen. »Ved nærmere at betragte Deres Ansigt, Hr. Admiral,« sagde han, »kommer jeg til at tænke paa en udmærket Kunstner og Jongleur, som for nogle Aar siden var at see i Dyrehaven.«

»Und wie so?« spurgte Skipperen.

»Jo,« svarte Arthur, »han var, ligesom De, forskrækkelig koparret, men denne Naturens Brøst anvendte han til at danne en skjøn Kunst. Han havde nemlig staaende ved Siden af sig en Krukke med 118 Æbleskivedeig og med denne Deig indsølede han hele Ansigtet; derpaa tog han en Glød i Munden, lod en lille Dreng blæse ham i Bagdelen med en Puster, og saaledes forfærdigede han og udsolgte de yndigste Æbleskiver.«

En skrallende Latter fulgte paa denne Historie og Skipperen vilde fare løs paa Arthur, men denne raabte leende: »o bliv siddende, jeg vil ingen Kindhest ha'e: chose de main, chose de vilain! Gesundheit, lieber Bruder! naa og i Morgen reiser De?«

»Ja wohl!«

»Siig mig engang,« spurgte Arthur videre, »har De været i Messina?«

»In Messina? ja wohl!«

»Hvorledes synes Dem om Omegnen?« vedblev min Broder.

»Ah, ja, ja, die Gegend ja, o es war so ein Taage, da jeg opholdt mig der, saa at jeg gar nichts sehen konnte.«

Arthur trak paa Smilebaandet, men spurgte fremdeles meget høfligt: »har De været i Constantinopel?«

»In Constantinopel? ja wohl, freilich! zu wiederholten Malen in Constantinopel gewesen.«

»Und die Gegend dort, ist sie hübsch, Liebwerthester?« fortsatte Arthur sin Inqvisition.

»Ja, ja,« svarte Skipperen, »die Gegend, o Hr Wirth, en Boll Punsch - ja det var in Constantinopel at jeg havde den Fatalitet, at brækk min Been.«

»Og hvorledes det?« spurgte Arthur med en overordentlig Interesse.

»O, Hr Lieutenant,« lød Skipperens Svar, »es 119 schieht viel Wunderbares in der Welt. Seer De, jeg boede i vierte Stockwerk, und jeg schlummerte des Nachts ganz ruhig im Bette. Des Morgens früh stod jeg op og erwartete nichts unbehagliges oder widerwärtiges, aber was ist in den schwarzen Stunden geschehen? Das ganze Haus, meine Etage ausgenommen, ist ganz und gar durch eine fürchterliche Feuersbrunst vernichtet worden. Ich vil træde ned ad Treppen und bemerker nicht, at der ingen Treppe gives meer. Kun die Balken des niedern Hauses waren stehen geblieben, aber Gulvene og alle Værelserne waren eingestürzt, nur meine Etage war gerettet. Nun ich, der ich von gar nichts wuszte, træder ud og styrter ned, brækk min Been und werde in Schutt und Wasser begraben.«

Alle brast i en lydelig Latter over den uforskammede Løgn. Arthur henvendte sig til Svendsen og sagde: »hør, er det ikke skjændigt, at saadant et Bæst skal troe os saa dumme, at han vover at byde os Sligt? Hør,« og nu rettede han sin Tale til selve Skipperen, »I Karl, naar I næste Gang vil fortælle saadan en Historie, saa fortæl den til det Selskab, af hvis Hoveder der findes eet i Jer egen Hat.« - Og dermed satte han Hatten frem paa Bordet, men indeni den laa et ufordærvet Lammehoved; nysgjerrig og vred keeg Skipper Espesen ned i Bunden af Hatten og udbrød: »wie, das mir? ein Lammskopf?« hidsigt tog han Lammehovedet og slyngede det hen efter min Broder, men denne undveeg det ved smidigt at bøie sig hen til høire Side.

»Hør, Kammerat,« raabte nu Arthur, idet han holdt fast paa Verten, der just kom ind med en Bolle brændende Punsch, »skaldede Mand, Du skal 120 have en Paryk!« Og dermed greb han den store Kumme, hvori den sydende Punsch flammede med sin svovelblaae Lue, og satte hurtigt og behændigt den omvendte uhyre Spølkum ned paa Skipperens Isse, som om det havde været en Nathue eller en Hat. Og der stod nu Skipperen med Bollen paa Hovedet, medens den flammende Drik rødmende styrtede ned over Ansigtet og gjorde det ikke uligt en Fyrstes Brystbillede paa en Guldmønt.

Dog - dette forblev ikke uhevnet: rasende greb Skipperen fat paa en Flaske, fyldt med Øl, og knus sede den mod Arthurs Pande; i det næste Øieblik væltede han Bordet, saa at alle Lysene slukkedes og vi omgaves af et bælne Mørke. Jeg foer op af Krogen for at yde Arthur min Bistand, men modtoges i Mørket og Tummelen med et vældigt Ørefigen. Hele Selskabet styrtede hen efter Skipperen, men man kunde jo ikke see, saa at man sloges indbyrdes i det Haab, at En af de Tilstedeværende vel maatte være Espesen. Og der styrtede nu ned, ligesom fra Himmelen af, en Pladskregn af Ørefigener, en Hagelbyge af Stokkeprygl, et Uveir af Puf og Bank.

Og saaledes tumlede hele Slænget igjennem Billardstuen og de øvrige Værelser, ud af Porten, gjennem Gaderne i fuldt Oprør og Slagsmaal; men da Verten, der vilde have styret tilfreds og som derved havde faaet nogle fæle Hug i Ansigtet, atter traadte ind i Stuen med Lys, da laae Arthur blødende, med flakt Hoved, bevidstløs udstrakt paa Gulvet; kun Svendsen og jeg vare i Stuen. Jyden betragtede min Broder meget koldsindigt og sagde kun de faa Ord: »derr liggerr han, tilføiet legemlige Lidelserr, 121 dygtigen tugtet gjennem Huden! Jeg skal dog see, om jeg ikke kan hevne ham!« - Og dermed tog han sin Hat og gik.

XVI.

Kun trøstig frem, min unge Fod,
Rask over Stub og knudret Rod!
Er Stien steil og Dybet brat,
Gaaer Trinet ned i bælmørk Nat -
Naar blot i Sjælen Morgenstunden
I Dæmringsskjæret er oprunden,
Saa faaer vel Foden Fæste hinden!

Suk ei saa dybt, du stille Bryst,
Fordi Du savner enkelt Lyst!
Lad ikke Tungsinds Edderorm
Boe i den hvalte Tempelform,
Fordi af Qval Du stundom skjælved,
Meen ei, at han, som Hallen hvælved,
Har den udhulet til dit Helved!

Og kan I Øine end ei see
To Andre mildt til Eder lee,
Da skal I dog ei stirre ned,
Som om ei fandtes Kjærlighed:
Meer blank, end klare Øiestene,
Meer trøstende, naar Du er ene,
Meer tro staaer Himmelen, hin rene!

Og Du min unge, ædle Sjæl,
I Eensomheden ikke dvæl!
Tro fast, at om Dig vist der boe
Og nær Dig Hjerter, ædle, troe,
Og naar i Liv de om Dig røres,
Og naar de nær Dig sammenføres,
De vist og for Dig banke høres.

122

Udmattet havde jeg forladt min Broder: jeg havde vaaget over ham i tvende Døgn og havde nu bedet Riegelsen at løse mig af paa den besværlige Post.

En venligere, en renere Himmel aabner sig nu for Læseren: det er Mathildes Tanker, som ere (svagt nok) udtrykte i Mottoet over nærværende Capitel. Vi ville møde hende med det Første. - -

Det var høit oppe paa Dagen og jeg sov bestandig, men ingen rolig Søvn. Snart saae jeg Mathilde vandre sortklædt omkring paa en Kirkegaard; snart syntes mig at jeg saae Kielerstudenten opløfte et uhyre Oxehoved Rødviin og true min Broders Pande; endelig forekom det mig at Døren gik op og Halvor Thyesen traadte ind. Jeg gned mine Øine og opdagede da, at jeg var vaagen og at Halvor virkelig stod foran min Seng.

»Men er Du gal, Doktor?« tiltalte han mig leende, »i to Nætter har Du ikke sovet hjemme og idag ligger Du endnu i Sengen, skjøndt Klokken er halvgaaen Eet. Det er nok et kydsk Liv Du nu fører. Oh, mine Fødder, Doktor! Blodet snurrer i dem som Vandet i en Theemaskine, jeg er vant til at gaae paa den bløde Jordvei og ikke paa den fordømte Steenbro. Oh, oh! Med Forlov at ta'e dine Tøffler, oh, oh!«

»Men siig mig,« udbrød jeg, da jeg nogenledes var kommen mig af min Overraskelse, »forklar mig dog, hvorfor Du egentlig er kommen til Kjøbenhavn, kjære Halvor?«

»Ja hvorfor?« svarede han, »kan Du sige mig det, for jeg veed det, F-n slaae mig ikke,« og ligesom om en ubehagelig Tanke pludselig gjennemfoer hans Hjerne, kylede han vredt Støvleknegten, som han 123 just havde taget op fra Gulvet, mod Kakkelovnen saa at det yderst nyttige Møbel splintredes i mange Stykker. »Kun saameget veed jeg,« vedblev han efter denne Kraftanstrengelse, »at saasnart jeg fik at vide, at Mathilde Johnsen var taget til Byen, saa fik jeg en uimodstaaelig - Lyst til at see Fuglesamlingen i Stormgaden.«

»Hvad,« raabte jeg og foer op fra mit Leie, »er Mathilde her i Byen? - hvor?«

»Ja, det veed jeg sgu ikke,« svarede han ganske ærgerligt.

»Jeg vil strax opsøge hende,« udbrød jeg og klædte mig øieblikligen paa. Under denne Toilette spurgte jeg da Halvor om Nyt fra hans Hjem og den værdige Landmand udkrammede beredvilligen hele sit Forraad. »Carine,« begyndte han, »har faaet syv Hvalpe og Meiersken Else er død. Jeg har alt skudt tre Ræve i Sipperup Krat, men Maaren anlægger frygtelige Ødelæggelser i Hønsegaarden. Hveden var daarlig iaar og til Juul skal min Søster giftes med Tiendecommissairen. Der var forleden Auction over Præstens Efterladenskaber og jeg kjøbte hans Ræveskinds Pelts; der solgtes ogsaa en leedagtig Mængde skimlede Bøger.« -

»Fra hvem mon er dette Brev her ligger til mig?« afbrød jeg ham og brak Seglet. Jeg læste:

»Tilgiv mig kjære Hr Harring, at jeg henvender mig til Dem, men jeg har ingen Ven undtagen Dem; De har desuden lovet mig at ville staae mig bi med Raad og Daad, naar jeg skulde trænge. Kom ret snart til Deres Mathilde Johnsen.«

Knapstedsgaard, den - 18-.

124

Jeg viste Halvor dette Brev; han læste det hurtigt og gav sig derpaa til at nynne en af sine Favoritviser:

Den danske Landsoldat han er
Som Løven bidsk og grum,
Men haver ogsaa Pigen kjær
Udi et eenligt Rum.
Hans Mod er ei tilfals,
Faldera!
Vi vil en Jernring lægge om vor Fjendes Hals.« -

Dog pludseligt holdt han inde med Sangen og henvendte sig til mig med et Blik fuldt af inderlig Smerte. »Hun har valgt Dig og ikke mig,« sagde han, »jeg seer det tydeligt, og herved er Intet at gjøre. Jeg vil ikke see hende, men jeg vil strax reise tilbage til Jylland og gi'e Fuglesamlingen Døden og Dævlen. Tag Du hende da, men vær god imod hende, thi Halvor Thyesen vilde blive grumme vred, hvis hun kom til at beklage sig over Dig.« Han trykte mig i Haanden og gik stille udaf Døren; jeg saae ham først igjen i Jylland.

Men jeg ilede hen til Knapstedsgaard og spurgte efter Mathilde Johnsen; man viste mig op paa et Værelse og der sad Mathilde med Haanden under Kinden og hendes Øine vare fulde af Taarer. Hun udstødte et Glædesskrig, da hun saae mig. »Endelig, endelig,« sagde hun, »jeg troede, at ogsaa De havde forladt mig; i to Dage har jeg forgjæves ventet, Gud skee Lov at De kom.« Hun rakte mig sin Haand, men jeg omfavnede hende og bedækkede hendes Ansigt og Hænder med Kys. Dog snart rev hun sig løs og sagde rødmende: »Johannes, vi forglemme os Begge To. See derhen!« 125 Jeg kastede mit Blik hen i den Retning hvor hun pegede og forundret opdagede jeg en deilig Dreng; han kunde vel være en fire Aar. »Hvad er det?« spurgte jeg blegnende.

»Den Mand der staaer,« sagde nu Mathilde til Drengen, »han vil være din Fader! men gaae nu ned i Billardstuen og see paa dem der spille.« Hun kyssede endnu Drengen førend han gik ned og vi satte os ned i Sophaen.

»Det er Arthurs og mit Barn,« tog hun smerteligt til Orde.

»Men De sagde jo til mig, at det var dødt?« udbrød jeg.

»Jeg vidste jo selv ikke andet,« svarede hun, »min Fader havde bedraget mig.«

Men i det følgende Capitel vil Læseren erfare hvad Mathilde fortalte mig; gid han vilde høre det med den samme Interesse som jeg i sin Tid optog det!

XVII.

Arme Forladte, ak, Du har ei
Fader, som tro kan vise Dig Vei,
Er og Dit Hjerte stærkt, at Du kan
Savnfri tumles i fremmede Land?

»Stille, Du Stemme, Fader jeg har,
Fader, som stedse kjærlig mig var:
Høit over Skyen, hist i det Blaae
Seer Du hans Throne funklende staae!«

Arme Forladte, ikke din Arm
Slyngtes om Moders elskende Barm;
Aldrig at skue, Stakkel, Du fik
Glæden i Moderens funklende Blik!

126

»Moder jeg haver, herlig og stor,
Hende jeg skuer i Syd og i Nord;
Ei hende fængsle Gjærder og Muur:
Venlige Moder hedder Natur.«

Omtrent fire Aar før det Tidspunkt, da de sidstnævnte Begivenheder forefaldt, stod Mathilde Johnsen med forgrædte Øine foran sin Fader Consistorialraaden. »Jeg tør ikke længer fordølge Dig det, Fader,« sagde hun med skjælvende Stemme, »at Lieutenant Harring har bedaaret mig: jeg bærer et Foster under mit Hjerte. Ikke nok at han har besnæret mig, men han har tillige forladt mig og er reist til Kjøbenhavn.«

Dette frapperede vel den gamle Fader, men - det Slemme var nu eengang skeet og kunde ikke kaldes tilbage - en Feil, som Ingen veed, er ingen Feil: det gjaldt nu blot om at holde det Hele hemmeligt for den øvrige Verden.

Og da nu det skjæbnesvangre Fødselsøieblik pludselig paakom den bange Mathilde, satte Præsten sig i sin magelige Agestol og kjørte efter Jordemoderen; gamle Hans var Kudsk, en tro Tjener, og havde fra sin første Ungdom af været Tyende hos Consistorialraaden: intet Under derfor, at Præsten betroede den gamle Betjent hele Ulykken og Hans var ogsaa tro og taus.

»Du kjører vist for stærkt, Hans,« sagde Præsten paa Veien, »lad for Guds Skyld ikke Hestene styrte.«

»De kan ikke styrte, Huusbond,« svarede Hans og pidskede atter paa.

»Jo, Sand for Gud, kan de det,« raabte den bekymrede Fader.

»Nei, Huusbond,« beroligede Kudsken sin Herre, 127 nei, de kan ikke styrte nu. Naar et Menneske skal hente Jordmo'er, saa kan Hestene ikke styrte; saameget holder dog Vorherre af de uskyldige Smaabørn, det veed jeg meget bedre.«

»Ak,« sukkede Johnsen, »den simple Mand har ofte en stærkere og skjønnere Tro, end selve Generalsuperintendenten.«

Da den gamle Præst traadte ind til Jordemoderen, Dorthe Christensen, var denne allerede i Seng; hun vækkedes og Præsten sagde til hende: »min Datter Mathilde er i Barnsnød og Du maa betjene hende, kom, følg mig strax. Men saasnart at Barnet er kommet til Verden, skal Du tage det med Dig og derpaa bestandigt sige til Mathilde, at det er dødt. Det skal opdrages i en simpel Bondefamilie, thi jeg vil ikke ved min Død kunne efterlade saameget, at Barnet kan komme til at faae en Opdragelse, der svarer til Moderens Stand. Desuden vilde jeg ikke for al Verden have, at Nogen skulde erfare min Datters Skam. løvrigt skal jeg betale godt for Barnet og rigeligt for din Taushed desuden - det døde Barn vil snart vorde forglemt, men det levende vilde hvert Øieblik paa en ængstende Maade sysselsætte Mathilde.«

Og da nu Fødselen var overstaaet og Præsten havde døbt Barnet: Carl Petersen, overgav han det derpaa ganske koldsindigt til Jordemoderen, for at hun skulde sætte det i Kost hos simple Bønderfolk; men da Mathilde spurgte efter sit Barn, da svarede Faderen, at det var dødt.

Mathilde græd, men trøstede sig alligevel tilsidst dermed, at Barnet dog ikke nu kom til at lide Skam i Verden og maaskee friste en kummerlig 128 Tilværelse. Man viste hende en lille Grav, som man angav at være den smaa Carls og mangen Gang gik Mathilde seent ud paa Natten hen og lagde Blomster paa den grønne Forhøining og der begræd hun som død den lille raske Purk, der imidlertid i røde Bondeklæder tumledes i en velhavende Huusmands lille Have og legede med en tam Skade.

Efter halvfjerde Aars Forløb blev Jordemoderen, Dorthe Christensen, syg og ventede at henfare inden faa Timer. Den »kloge Kone« havde forgjæves anvendt hele sin æsculapiske Færdighed og man ventede alt Snedkeren, der skulde endnu paa den Levende tage Maal til Kisten; da traadte en gammel Sognefoged frem og gav sit vise Raad. »Det slaaer netop nu til med Maanen,« sagde han, »og vi kunne i det mindste forsøge det med Dorthe. Min Fader har i sin Tid fortalt mig, at naar Doktoren reent havde opgivet en Syg, da skulde man, naar Maanen stod midt mellem Ny og Næ, grave en Grav paa vildene Mark og lægge den Syge ned i Hulingen; og da skulde man bære en Plov tre Gange over den Syge og hvis den Syge kunde overleve det, saa var han frelst fra Døden.« -

Og gamle Bønder bare ved Midnat (thi saaledes befaler endnu den Dag i Dag Overtroen de jydske Bønder at fuldføre slig Forretning) den Syge ud paa Marken, og de grove Graven, og Maanen stod midt mellem Ny og Næ, og Livets Symbol, den virksomme Plov, gik tre Gange over den Syge; men Livsprincipet kunde ikke indpodes i den Døende, og Uglen hylede i den nærliggende Granskov og Snedkeren tømrede rask væk paa Liigkisten, thi Begge 129 havde en Anelse om, at Dorthe Christensen dog skulde døe.

Atter bare de gamle Bønder den døende Kone hjem, men da forlangte hun at tale med Frøken Mathilde. Strax løb en lille Dreng (som vi ovenfor have seet) over Marken hen til Præstens, men Drengen traf paa Mathilde, Halvor Thyesen og mig, netop da vi fra en Forhøining i Præstegaardens Have betragtede de tretten Høie, hvori Herremandens Skat skulde være nedgravet.

Da nu Præstedatteren tøvede længe og den syge Kone frygtede for at døe forinden hun kom, da lod hun den omtalte Huusmand kalde, hos hvem den lille Carl var i Kost, og da Alle vare gaaede ud af Stuen tiltalte hun ham saaledes: »det Barn, som Du har i Huse, det er Frøken Mathildes Barn: thi hun har bragt det til Verden. Jeg siger dette til Dig, for at Du, naar Præsten døer, men heller ikke før, kan meddele Frøkenen, at hendes Barn er ilive og ikke under Mulde. Her under min Hovedpude kan Du tage hundrede og halvtredssindstyve Rigsdaler til Barnets Pleie, men saa skal det ogsaa have det godt. Det var Synd, om den lille Carl, som tegner saa godt, skulde med Tiden blive Soldat; det var Synd, om ikke Moderen skulde gjensee sit Barn, og det var Synd, om ikke Barnet skulde arve sin Moders og Faders Rettigheder.« - Og dermed opgav Dorthe Christensen Aanden og gamle Bondekoner afklædte Liget, og Snedkeren kom med sin Kiste endnu knap en stiv Klokketime efterat Patienten var død. - -

Men Dagen efterat Consistorialraaden var død, kom der en Huusmand ind i Stuen til Mathilde og 130 havde et deiligt fireaars Drengebarn ved Haanden (det var den samme Bonde, hvem jeg havde truffet paa om Morgenen efterat jeg havde forvredet min Fod paa Ballet i Præstegaarden), og han sagde til Mathilde: »min gode Frøken, De har mistet Deres Fader, men jeg vil give Dem en Søn istedet: thi Dorthe Christensen har paa sit Yderste erklæret lille Carl for Deres Søn. Dertil saa gav den salig Kone (rar Kone mens hun levede, har betjent min Kone flink i alle Maader hele otte Gange), hun gav mig hundrede og halvtredssindstyve Daler, hvoraf jeg kun har til Barnets Fornødenheder brugt de to og tyve og her er saamænd Resten. løvrigt kan da Frøkenen forhøre Dem hos gamle Hans, om det ikke er sandt Alt hvad jeg nu har sagt.«

XVIII.

Tidt fandt hos den Slette jeg Funker fra Gud:
Det Gode kan aldrig dog reent slettes ud.
I vildeste Hopsa paa Hamburgerberg
Fornam jeg dog Mozart, om end kun som Dværg.

Saaledes lød i Korthed Mathildes Fortælling og den var netop forbi, da Drengen atter kom op. Jeg betragtede hans Ansigt noget nøiere og fandt mange af Arthurs Lineamenter, men formildede og yndigtgjorte ved en herlig Sammenblanding med Mathildes venlige Ansigtstræk. Sammenholdt med Arthurs og med Mathildes Aasyn var dette Barnehoved liigt et skjønt Landskab, der oprindeligt havde været et Vildtnis, men som ved Menneskets stigende 131 Cultur ver bleven til en frugtbar og deilig Egn. Jeg kyssede Drengen og udraabte: »Carl, vil Du ret holde af mig og være en god Dreng, saa vil jeg være din Fader.« Drengen saae forundret paa mig og gik ind i den anden Stue, hvor han morede sig med nogle Billedbøger, som den ømme Moder strax havde anskaffet.

»Og hvad er Deres Hensigt nu?« spurgte jeg Mathilde.

»Min Hensigt,« svarte hun med en bestemt Tone, »er at opfylde min Pligt. Dette stakkels Barn skal ikke opfødes til Bonde: han skal ikke, naar han bliver voxen, trække den røde Trøie paa og maaskee mishandles af en ung lapset Lieutenant; han skal ikke, saafremt jeg kan gjøre noget til at forhindre det, af trange Kaar og Sult forledes til Forbrydelser. Han har ingen Fader, men han skal faae at vide, at han har en Moder. Jeg vil arbeide for at skaffe Penge til hans Underholdning og Lærdom, og det er derfor, at jeg har bedet Dem, kjære Harring, om at komme til mig. Gjør mig den Tjeneste, at gaae til Theaterdirektionen og mæld mig som en Person, der attraaer at gjøre Prøve.«

»Til Theatret?« sukkede jeg,

»Erindre Dem,« tog hun nu til Orde, »at jeg staaer som et Gjenfærd fra en svunden bedre Tid; at jeg ikke elsker, ja muligen ikke engang forstaaer mine Omgivelser. For Andre af mit Kjøn og af min Alder gives der Kjærlighed, men jeg skal ingensinde erfare den; thi hvilken Kjærlighed skulde jeg kunne byde Nogen? der sidder en Plet paa mit Væsen, som ingensinde kan afviskes, og selv tilgav min Elskede mig min Brøde, maatte jeg da ikke bestandig frygte 132 for, at han ved den mindste huuslige Uenighed vilde mindes den og med Haan bebreide mig hvad jeg som Barn har forbrudt? Nei, Johannes, mit stille Levnetsløb er afsluttet og fra nu af vil jeg begynde et ganske nyt Liv, helliget ikke til mig selv eller til mine særegne Tilbøieligheder, men udelukkende indviet min Carl og - Kunsten. Endnu ung og smuk, endnu varm af Lidenskab, vil jeg, med et glimrende Ydre, fra et høit Standpunkt, maaskee blænde Verden, saa at den, begeistret ved Beskuelsen af min Kunst og af mit Talent, vil tilgive min Ungdoms Synd. Jeg har aldrig stærkere følt mit indre Kald, end netop i dette Øjeblik.

»Men hvad om min Broder,« afbrød jeg hende, »angerfuld bad om Deres Tilgivelse og tilbød Dem sin Haand?«

»Og dette spørger De mig om, Johannes?« sagde hun blegnende, »troer De virkelig, at jeg nogensinde vilde tilhøre ham? Har han fra Begyndelsen af, da han lærte mig at kjende, aabenbart kun lagt an paa at forlokke mig; har han kold og hjerteløs med en djævelsk Ironie betragtet min varme, uskyldige, sværmeriske Kjærlighed; har han uden Medlidenhed forladt mig i det Øieblik, da han erfarede, at han havde gjort mig grændseløs ulykkelig, da han saae min Jammer og Fortvivlelse; har han i fire Aar ikke ladet mig høre et Ord fra sig, ikke spurgt engang, om han eiede et Barn, - saa maa jeg vel spørge Dem, om jeg nogensinde kunde elske dette Menneske? O, jeg taler altfor mildt om min Forfører, men det er kun fordi han er Deres Broder.«

»Og, kjære Mathilde,« sagde jeg med skjælvende Stemme, »om nu Arthur laae for Døden? om nu 133 Beskueisen af den nære Opløsning havde betvunget hans Vildhed, om det sig hurtigt nærmende Øieblik, da han skal træde frem for den vrede Dommer, havde ængstet ham? om nu Deres sørgmodige Skikkelse stod ved hans Dødsleie og martrede ham? om De nu til hans Beroligelse tilgav ham og rakte ham Deres Haand og De derved kunde befrie Dem og Deres Barn fra den mørke Plet - vilde De da ikke ægte den - Døende?«

Hun skjælvede og græd: »jo, jo,« raabte hun, »for mit Barns Skyld vilde jeg, for Carls Skyld. Barnet skal aldrig erfare Faderens Brøde; jeg vil ikke indplante det noget Had til sin egen Fader. Jo, Harring, det vilde jeg.«

»Mathilde,« sagde jeg, »jeg melder Dem ikke til Theatret - men jeg gaaer strax hen til min Broder.« Jeg omarmede hende heftigt og forlod den rødmende Pige for at besøge Arthur. - -

Paa Trapperne hos min Broder traf jeg hans Læge, en ung Homøopath L-, en Skolekammerat af mig. »Deres Broder,« sagde han, »er fortabt. Hans Bryst er ødelagt og det Onde har ved denne Anledning faaet en Leilighed til at bryde ud. Hans Hoved er betydeligt beskadiget, saa at De, hvis De vil lyde mit Raad, øieblikligen maa kalde en ældre Chirurg, end mig. Jeg foreslaaer Professor C-, skjøndt han er Barbeer. Vil De forresten tale et fornuftigt Ord med Deres Broder, saa tal De idag, ja i dette Øieblik, thi jeg veed ikke naar der gaaer Inflammation i Hjernen, og da bliver han naturligviis afsindig.«

Jeg ilte op ad Trappen og kom ind i min Broders Værelse; han laae i sin Seng, men Claus, hans gamle Karl, læste Ugelspegel høit for ham. »Tak skal Du 134 have,« sagde den Syge, »fordi Du kommer at see til mig; ja, jeg skal himle: je m'en vais chercher un grand peut-être! Der,« og nu udmalede han sig paa sin Viis Tilstanden i den bedre Verden, »der er jo Alting mere fuldkomment, end her! Der tiltales ikke Kongerne med: Deres Majestæt! men der siger Gud: Du! til Frederik den Anden, og: Han! til Harald Blaatand, og maaskee: Slyngel! til Ludvig den Fjortende. Der er det herligt at leve: Flasken kan aldrig tømmes og man bevertes gratis om Morgenen med Anchiovis og Sildesalat. Jomfru Coccinella med den røde Kjole og de røde Gardiner er ikke længer Skjøge og boer ikke mere paa Salen, men bærer, istedetfor den nedringede Kjole, et høihalset, yderst anstændigt Drapperie. Der spiller man L'hombre, men der gives ingen Codiller, thi Alle vinde. Der er en evigvarende Tørst, men der gives ogsaa evigtsprudlende Viinkilder. Der laxerer man Dukater og vomerer Specier. Der gives en uindskrænket Trykkefrihed og man kjender ikke til Vægtere og Politiebetjente. Der har man ikke Hovedpine efter en gjennemsviret Nat - der, Johannes, skal jeg mødes med min og din Fader - ak, jeg kunde dog maaskee have anvendt mit Liv bedre! o det smerter stundom grueligt i mit Bryst og mit Hoved.«

»Ulykkelige Broder,« tog jeg nu til Orde, »saml dine Kræfter og anvend dine Tanker til Alvor og ikke til bittert Spøg med det Hellige. Tilvisse kunde Du have anvendt dine Talenter bedre, dog kan Du endnu gjøre eet Fejltrin godt igjen. Jeg vil ikke fordølge Dig, at dit Liv jo er Fare underkastet og at Du muligt kun har kort Tid at leve i tilovers. Veed Du, at Du er Fader?«

135

»Fader?« spurgte han forundret, »nei den Værdighed har jeg dog ikke tiltroet mig! hvad mener Du?«

»Har Du glemt Mathilde Johnsen?« raabte jeg forbittret.

»Det Barn er dødt,« svarte han mørk.

»Det lever, Arthur,« sagde jeg, »det er med Moderen her i Byen og jeg fordrer af Dig, at Du endnu idag skal vies til Mathilde og derved skjænke Barnet sin Ære og sine Rettigheder: det skal arve Dig.«

»Lever det virkeligt?« sukkede han, »ak, hvorfor faaer jeg det først at vide nu! Det er egentlig en Taabelighed mod Enden af sit Liv at give sig af med Følelser; da skal man bruge sin Forstand. Hjertet skal bruges af den Unge og den Levende, men Hovedet og Modet tilkommer Oldingen og den Døende. I det Øieblik den Døende hengiver sig til Følelsen, da sætter han sin Throne i sin Vugge. Imidlertid hent Barnet og Moderen og en Præst, saa kan Du og Doktoren være Forlovere.«

Og Jeg gjorde de fornødne Anstalter, frygtende meest for, at Afsindighedens Øieblikke skulde indtræffe for hurtigt.

XIX.

Og derpaa saa gik han hin sorte Vei,
Hvor Haabet med Tvivlen kjæmper:
Forvandlet blev hans unge Mai
Til en sørgelig Gravdecember.

Usædvanligt tidligt indtraf Vinteren det Aar: den første Snee knasede under Vognhjulene, da jeg med 136 Mathilde og den lille Carl kjørte hen til Arthur. Det var som om Naturen selv vilde væve et hvidt Voxlagen til min Broders afsjælede Legeme.

»Og tykkes Dem ikke,« spurgte jeg Mathilde inde i Vognen, »at jeg udfører en sørgelig Pligt? jeg fører den, hvem jeg elsker høiest paa Jorden, hende fører jeg som Brud i den Døendes Arme. Jeg overgiver Dem til en Mand, som ikke bekymrer sig om Dem; om nogle Timer muligt, er De, den skjønne blomstrende Qvinde i den hvide Silkekjole, med Rosenkrandsen i Haaret, om faa Minutter kanskee er De forvandlet til en sortklædt Enke. Til en Anden overleverer jeg min Lykke, kun Sorgen beholder jeg for mig selv. Faa Mennesker kunde vist bære det med den Taalmod og Rolighed, som jeg gjør det.«

»Vær vis paa,« svarede hun mig, idet hun trak sin hvide Handske af og rakte mig sin lille bløde Haand, »at jeg skal være taknemlig, naar jeg kan. Nu forstaaer jeg, at Deres Kjærlighed er oprigtig; gid den havde truffet paa en ædlere Gjenstand eller gid jeg havde lært Dem at kjende, før jeg saae Deres Broder!«

Tause og veemodige kjørte vi til den døende Mand, men da vi holdt udenfor Arthurs Bolig, klam rede Mathilde sig fast til mig og spurgte mig med beklemt Røst, om det ikke var bedre at lade det Hele fare? Jeg svarte nei, og nu stode vi ved Syge leiet.

Præsten var alt kommen og Lægen, den anden Forlover, stod ved Sengen; den Sidste nærmede sig mig hurtigt og hviskede: »hvad De gjør, det gjør snart: jeg indestaaer ikke et Øieblik for, at jo Vanvidsøieblikket vil indtræde.«

137

»Her kommer jeg med din Brud,« tog jeg til Orde, Arthur vendte sig om og betragtede Mathilde stivt.

»Er Du den, hvem jeg saa dødeligt har fornærmet?« henvendte han sig til hende. »Ja, jeg seer det: disse Kinder har jeg kysset, denne Pande har jeg klappet, denne Haand har jeg trykket, men nu skal jeg døe. Det kryber inde i min Hjerne, som om der fandtes tusinde levende, myldrende Orme derinde. Er det min Søn?« her brast han i Graad, »ja, jeg har været Dig en slet Fader. Carl, Carl, naar Du bliver voxen og jeg raadner under Jorden, da mindes hvad jeg i dette høitidelige Øieblik siger Dig: bliv din Moder mere liig end din Fader! Præst, gjør Deres Pligt.«

Og Præsten viede det contrasterende Par, hende med Rosen paa Kinden og ham med det indsjunkne Øie; men under denne kirkelige Forretning overfaldt mig en grufuld Bævelse: »ha!« kom jeg til at tænke paa, »hvis han ikke døde, hvis Lægens Kunst kunde hjælpe den synkende Organisme! hvis han gjorde Krav paa sin Hustru og vilde leve med hende! hvis jeg skulde see hende tilhøre ham!« - - - En lignende Tanke gjennemfoer upaatvivleligt Mathilde, thi hun stirrede ængsteligt hen til mig og betragtede mig veemodigt.

Vielsen var tilende - Gravbrylluppet var skeet. Da stirrede Arthur vildt hen paa Bruden: en pludselig Lyst til at leve, og at leve med hende, med den skjønne Qvinde, vaagnede i det halvt bristende Hjerte. »Doktor,« skreg han heftigt, »jeg vil leve, jeg vil elske hende, jeg vil forbedre mig! Blot eet Aars Liv endnu med min deilige Kone, een Maaned blot - kan da din Kunst aldeles ikke udrette Noget?«

138

Lægen trak paa Skuldrene. »Saa reis til Helvede,« skreg Arthur, »Du Doktor med de sorte Haar og den røde Bakkenbart: paa dit Hoved har Ravnen bygget over Ræven: Ræven bilder Folk ind, at den forstaaer Lægevidenskaben - Gud hjælpe os! - og Ravnen stjæler den arme Patients Penge. Murat, min stakkels Hund! Johannes, sørg for den og for lille Carl!« Han sank et Øieblik tilbage, men foer pludseligt iveiret og da havde Vanvidets sorte Sørgeflor bedækket hans Isse: »hvad er det?« raabte han, »hvad vil Qvinden med Pukkelen? er der Oprør i Byen? ja der er! Troppebevægelser paa Kongens Nytorv: Commandanten taler til Folket. Vi storme Tuillerierne og Slutteriet. Der gives Politiet en udstrakt Myndighed, den maa bruge Stok, og tre Mennesker maae ikke staae og snakke sammen paa Torvet. Det er altsammen Trykkefrihedens Skyld - - - ha, min Fader, min kjære Fader!«

Og han strakte sine Arme ud og greb uvilkaarligt min og Mathildes Haand; han lagde dem begge inde i hinanden, betragtede os med en forbauset og dog rolig Mine, drog et dybt Suk, og - var ikke mere. Carl græd og holdt fast ved Moderens Kjole; den store Hund reiste sig paa Bagbenene og snusede omkring paa Puderne paa min Broders Ansigt; Lægen følte betænkeligt paa Pulsen, og lyttede efter Aandedraget, men jeg omfavnede Mathilde og stirrede stivt hen paa det blege Broderansigt og da faldt Ovids Ord mig ind:

Jam cinis est de tam magno rest at Achille

Nescio quid parvam quod non bene compleat urnam.

139

XX.

Kjære Graver, aabne Laagen,
Luk mig kun i Haven ind!
Inde ligger der i Krogen,
Evig taus og aldrig vaagen,
Arthur med det muntre Sind.

Komne ere Sydens Fugle,
Jeg har seet dem her igjen:
Hvorfor i den mørke Hule
Vil kun Du Dig evigt skjule,
Har du reent forglemt din Ven?

Kom, min Arthurs muntre Psyche,
Kom blot hid i et Besøg!
Her i Laurbærlundens Skygge
Kan vi sidde ganske trygge,
Tomt er Kirkegaardens Strøg!

Fugl Du var med klare Toner,
Fugl med klingende Musik!
Aldrig vist fra Skovens Kroner,
Selv i Persiens varme Zoner,
Skjønnere man Sange fik!

Kjære Graver, Psyche tøver,
Har den muligt Vingen tabt?
Mon i Syd den Stemmen øver,
Nipper den i Spaniens Kløver?
Den var dog i Nord jo skabt.

Kort efter min Broders Død blev jeg Præst i det Kald, hvorfra jeg udsender disse korte Skizzer. Mathilde gik ikke til Theatret, men et Aar efterat jeg var kommen til mit Kald, ægtede - - - - - -

140

EFTERSKRIFT.

Jeg blev netop i dette Øieblik afbrudt i mit Skriveri derved at der kom en Rytter ind i Præstegaarden, for at aflægge et Besøg. Han var iført Consistorialraadens gule Ræveskindspelts og sligt saae løierligt nok ud, fordi han sad til Hest. Gjæsten var Halvor Thyesen. Han rødmede stærkt, da han hilste paa min Kone og han er netop nu beskjæftiget med at forære hende en Mængde Kaalrabi- og Hvidløg-Frø af udmærket Bonitet; men jeg har lovet Schubothes Boghandling endnu idag at oversende den det Sidste af Manuscriptet og saaledes hændes det da, at Mange ville synes, at min Bog ingen Slutning har. I Guds Navn da:
»Parve, nec invideo, sine me, liber, ibis in urbem!«

ERINDRINGER FRA ET
UNGKARLS-LIV I KJØBENHAVN
(1835)

142
143
Den 3die April 18-

Kjære Søren! Det er et kummerligt Liv at være Musikus! for Guds Skyld, lad aldrig din Dreng blive det, lad ham studere, blive Soldat eller Haandværksmand, men aldrig Musikus. Jeg er nu kommen saa vidt, at mit Flygel er gaaet samme Vei, som alt det Øvrige; Marchandiseren har kjøbt det af mig for en Bagatel. Det var haardt nok at skilles fra det, og jeg savner det allerede betydeligt; Nu har jeg kun Dig tilbage af mine Venner, ja! jeg kan gjerne sige, at Du ogsaa er gaaet tabt for mig, siden Du kom til Jylland; thi jeg faaer vel aldrig Raad til saa lang en Reise, og Du kommer vel neppe til Kjøbenhavn, før Du om en Snees Aar tør vise Dig her igjen som Supplicant. Jeg har mistet alle mine Informationer paa to nær, har intet Instrument at trøste mig med, er flyttet fra Vimmelskaftet til Borgergaden, hvor jeg boer paa et elendigt Qvistkammer, og er ikke Eier af saa mange Skillinger, at jeg kan kjøbe mig en Smule Haab, ved et Avertissement i Adresseavisen, thi Pengene for Flygelet ere gaaede til gammel Gjæld.

Jeg blev afbrudt ved et Besøg af Jacobsen; nu er 144 han gaaet igjen, og jeg vil fortsætte. Han kom her for at laane Penge af mig, da han havde hørt, at jeg havde solgt mit Flygel. Jeg fortalte ham, at jeg havde havt isinde at gaae til ham i samme Hensigt. »Der er hundekoldt hos Dig, Christian,« sagde han; »giv mig en Snaps.« »Jeg har ingen,« svarede jeg. »Laan mig din sorte Kjole i Aften, jeg skal i Selskab.« -

»Jeg skal selv ud at informere i Aften hos Grossereren.«

»Giv mig da en Pibe Tobak.«

»Jeg har nyligt røget den sidste, jeg havde.«

»Spil mig da et Stykke paa Clarinetten.«

»Jeg har sat den i Pant for tre Rigsdaler.«

»Gaa da Fanden i Vold,« saaledes endte han og gik bort uden at sige mig Farvel.

Søren, gaaer det Dig derovre paa Vestkysten ligesaa knapt med Brændsel og flot med Røg, som mig, saa maa Du fryse forbandet; jeg kan neppe holde paa Pennen; men det varer ogsaa længe, inden der kommer Varme i Veiret i Aar.

Undskyld, at jeg ikke frankerer dette Brev. Lev vel og hils Familien.

Den 28de April.

Gode Søren! jeg var bleven vred paa Dig, hvis jeg ikke kjendte Dig bedre. Troer Du, at mit sidste Brev til Dig var et Tiggerbrev, siden Du sender mig Penge i dit Svar derpaa. Hermed sender jeg dine tyve Rigsdaler tilbage; jeg har ingen Brug for dem for Øieblikket, endnu kan jeg til Nød fortjene mig Livets Ophold.

Du fortæller mig vidt og bredt om hvor godt Du 145 har det derovre, og hvor store Dine Indtægter ere; Gud hjælpe os! saa Du troer at kunne indbilde mig, at et Præstekald paa Vestkysten kan give saadan af sig? Nei, min Ven, jeg veed nok, hvorfor Folk ere saa bange for at faa haud til Attestats. Behold Du dine Penge, de kunne nok bruges til at afbetale den Gjæld, Du satte Dig i for at kunne holde Bryllup o. s. v.

Tak for alle dine tilsendte Trøste-Grunde; havde Skipperen, som bragte dem til mig, vidst, at han havde dem ombord, saa havde han vist ikke bandet den Modvind, som var Aarsag i, at jeg først idag modtog dit Brev.

Jeg har vundet en Ambe paa 19 og 27, og nu har jeg løst min Clarinet igjen; igaar blæste jeg første Gang paa den efter i lang Tid at have savnet den.

Nu maa jeg holde lidt op, thi min Vertinde slaaes med sin Mand, som er Saugskjærer, og de holde et Huus derinde, saa at jeg ikke kan samle en Tanke.

Striden er nu sagtnet, men Klokken er saa mange, at jeg skal hen og informere hos Grossereren.

Den 7de Mai.

Søren! gjør mig den Tjeneste at brænde de to sidste Breve, jeg har sendt Dig. Saavidt jeg erindrer, indeholde de kun Klager. Nu er jeg flyttet hen i Vimmelskaftet igjen, nu har jeg mit Flygel igjen, og nu kan jeg spørge Dig, om Du ikke skulde have Brug for nogle Penge for Øieblikket, i hvilket Tilfælde Du blot behøver at skrive et Par Ord til mig desangaaende; og, hvis Du vil vide, hvad der giver 146 mig Ret til denne Tale, skal jeg fortælle Dig Aarsagen.

Saavidt jeg erindrer, sluttede jeg mit sidste Brev til Dig kort før jeg gik hen at informere hos Grossereren. Da Timen var udløben, kom han til mig og bad mig følge sig ind i sit Contoir. Jeg kunde ikke begribe, hvad dette skulde betyde, da Hr. L. ellers aldrig pleier at indlade sig med mig, og jeg fulgte ham i den største Spænding igjennem Værelserne uden at han oplod sin Mund. Da vi vare komne ind i Contoiret presenterede han mig for en høi, gammel, elegant klædt Mand, med blege, skarpe Ansigtstræk; denne bukkede ziirligt for mig, sagde, at han var en Kjøbmand ved Navn d'Agilion, som havde Sager af Vigtighed for mig at afgjøre med mig, og bad mig, hvis min Tid tillod mig det, at følge hjem med. Jeg gik med ham, og paa Veien bestræbte jeg mig for at faae min Nysgjerrighed stillet, men det lod, som om han ikke vilde forstaae mine Spørgsmaal, og han talte kun om ligegyldige Ting med mig. Endelig havde vi naaet Kongens Nytorv, her gik han op i et smukt Sted, hvor jeg fulgte ham igjennem flere kostbart meublerede Værelser til et Slags Cabinet. Dette laasede han forsigtigt og bad mig sidde; han satte sig hos mig, greb min Haand uden at see paa mig og begyndte saaledes: »Hr. D., da jeg saae Dem sidst, ventede jeg ikke at træffe Dem i saadanne Omstændigheder som Deres nærværende; thi De behøver ikke at skjule det for mig, jeg er nøie underrettet om Alt, efter min Ankomst hertil. Har Deres salig Fader aldrig talt til Dem om et vist utaknemmeligt Menneske, som havde laant mange Penge af ham.«

147

Jeg svarede ham, at min Fader havde havt mange Debitorer, men at han aldrig talte til mig om sine Handelsaffairer. »Mærkeligt nok,« vedblev han, »men De var saa lille dengang jeg var i Kjøbenhavn, og De har maaskee ikke lagt Mærke dertil. Nu til Sagen: jeg er dette Menneske, som skylder Deres Familie Alt, hvad jeg nu kalder Mit. Efter mange Lykkens Omvexlinger i forskjellige Verdensdele er jeg kommen tilbage til mit Fødested for at betale en gammel Gjæld, der længe har betynget min Samvittighed. Jeg erfarede desværre først for silde Deres Faders Fallit til at kunne komme Huset til Hjælp, og nu jeg er kommen hertil hører jeg, at han er død og at hans eneste Søn lever i Armod. Min Gjæld kan ikke betales med Penge, men forlang alligevel af mig hvad jeg formaaer at give, og jeg vil sige Dem, at jeg er meget rig; for Himlens Skyld, forlang! naar De vidste, hvilken god Gjerning De gjorde dermed, da vilde De ikke saalænge staae der taus og betragte mig med Deres forundrede Øiekast, nej det er ikke Forundring, det er noget spottende, foragtende, der ligger i Deres Blik,« vedblev han heftigt, »men vil De møde mig saaledes, da veed jeg ogsaa - - -« her afbrød denne forunderlige Mand sig selv og vendte sig bort fra mig; han gik hen til et Chatol, hvorfra han tog en Pakke, som han overgav mig i en næsten tiggende Tone: »Hr. D., vi skulle gjengjælde Ondt med Godt, derfor modtag disse otte Tusinde Rigsdaler, det er Penge, Deres salig Fader har laant mig. Maaskee Beviserne for dette Laan ere tilintetgjorte eller bortkomne, men vær overbeviist om, at Tingene forholde sig saaledes, 148 som jeg siger Dem det; modtag dem, de brænde mine Fingre!«

Jeg tog dem, jeg veed selv ikke hvorfor. Det syntes mig i det Øieblik, at jeg gjorde ham en vigtig Tjeneste dermed. Den besynderlige Mand takkede mig, og jeg stod saa forlegen, at Du, hvis Du havde seet os, efter vor forskjellige Adfærd at dømme, havde maattet antage ham for En, der var reddet af en stor Knibe, og mig for Redningsmanden, endskjøndt Sagen forholdt sig omvendt.

Nu bad han mig at tie saameget som muligt, om det Passerede, da han sagde mig, at han af flere Grunde ikke ønskede, at hans Ophold i Kjøbenhavn blev bekjendt og at han derfor udgav sig for en fransk født Kjøbmand, af hvilken Formening, han bad mig ikke at bringe Nogen. Saaledes endte han: »Hr. D., hvad De ønsker, som staaer i min Magt at tilveiebringe, det skal De faae; lad kun dette Tilbud ikke undre Dem, husk, at jeg skylder Deres afdøde Fader min hele Eiendom.«

Du kan troe, at det i Begyndelsen var mig en forunderlig Forandring, saa pludseligt fra en fattig Djævel at blive til en Eier af otte Tusind Rigsdaler, men nu har jeg begyndt at fatte mig deri, endskjøndt jeg langtfra er kommen saavidt, at jeg kan bringe Harmonie mellem Hr. d'Agilions besynderlige redelige Opførsel og Hverdagslivets Tænkemaade; jeg kan endnu ikke Andet, end betragte mig som Borger i en Feeverden, hvor denne Mand er given mig som en Skytsengel. Det maa naturligviis ogsaa klinge noget overnaturligt, i vore Tider at faae et saadant Tilbud, som han gjorde mig: »hvad jeg kan give, maa De forlange af mig, og det vil jeg sige Dem, 149 at jeg er, hvad Folk kalder meget rig, saa De aldrig behøver at frygte for at fordre formeget.« Skriv mig endelig snart til, at jeg kan faae din Mening at vide om dette Mirakel; men læs først videre.

Alle de gamle Venner fra den Tid, Du boede i Nr. 16, besøge mig nu igjen hver Dag; de troe, at der er tilfalden mig en Arv, og de have Alle tilbudet mig, at være mig behjælpelige i at destillere den.

Igaar gjorde jeg et Gilde paa deres Opfordring; skulde Du have Lyst til at blive mindet om de gamle Dage, som vi kalde dine Studenter-Aar, skal jeg fortælle Dig, hvorledes det spændte af. Jeg havde i Sinde, at Alt skulde gaae roligt og maneerligt til den Aften, og derfor havde jeg ikke bedet Jacobsen med. Vi begyndte med en af Haydn's Qvartetter, men vi vare ikke komne langt ind i Allegroen, før Takten blev slaaet paa Døren i et vældigt Crescendo, og hvo var det? Jacobsen! han var gaaet forbi, og den stærke Belysning bag Rullegardinet havde forraadt os. I Førstningen lode vi, som om vi ikke hørte ham, men saa blev han utaalmodig og raabte med sin Tyrestemme: »for Satan! Christian, er Du bleven døv? Lukker Du mig ikke ind, sparker jeg Døren itu, thi jeg vil være med i Aften, hvad enten Du har inviteret mig eller ikke.«

Da jeg havde lukket ham ind, saae han omkring paa alle mine Gjæster, vendte sig derpaa til mig og sagde næsten rørt: »Christian, hvad har jeg forbrudt, siden Du har glemt mig i Aften? Hører jeg da ikke ogsaa med iblandt alle de gamle Drenge, som jeg seer forsamlede hos Dig? Hvorlænge er det ikke siden, jeg saae disse bekjendte Ansigter samlede paa 150 eet Sted? Nu, det glæder mig saameget, at jeg vil forglemme den Fornærmelse, Du har voldet mig.« Derpaa rakte han mig Haanden og satte sig hen i en Krog for ikke at forstyrre vort Spil.

Han var mærkeligt stille den Aften; ved Bordet var han næsten alvorlig, og Vinen kunde ikke bringe ham udaf denne Stemning.

Da Rhinskvinen skulde drikkes, fyldte han sit Glas, stod op paa Stolen og begyndte saaledes: »Lader os i Aften ganske hengive os til Mindet om de gamle Dage, mine Venner; endskjøndt de maaskee vare gale Dage, vil jeg dog sige Eder, at de blive de lykkeligste af vort Liv. Hvad mig angaaer, da kunde jeg fortælle Eder en Deel om Erindringens Hellighed og Behagelighed; jeg behøver blot at sige, hvorledes jeg selv er stemt i dette Øieblik, men da jeg veed af Erfaringen, at I ville kalde det Vrøvl, og jeg savner To i vor Kreds, som jeg bedst af Alle kunde vrøvle med, saa vil jeg tie dermed. Christian, jeg har to Skaaler at proponere i Aften, og de gjælde netop disse tvende kjære absentes. Fylder Eders Glas, Drenge! - Søren leve!«

Søren leve! gjenlød det nu fra Alles Munde og Hjerter, Glassene bleve tømte, og vi sang Din Yndlings-Sang. Nu har Du vel glemt den, min Ven, eller Du kalder den maaskee profan, men for os lød den saa høitidelig som en Psalme.

Efter et Øiebliks Pause stod Jacobsen igjen paa sin Stol og begyndte med et mørkt Aasyn: »saaledes er Verdens Gang; den sorte Kjole har stjaalet ham fra os, men den Anden, mine Venner, har den værste af alle Tyve røvet os, en Tyv, som gjemmer sine 151 Koster saa godt, at de aldrig komme for Lyset meer, jeg mener: Døden.«

»Jeg veed, at jeg ikke fornærmer nogen af Eder ved at tilstaae, at det var min bedste Ven, den tog, da den gale Vestindianer døde. Christian, laan mig i Aften Dine Værelser og Din Viin, der falder mig Noget ind; jeg vil agere Vert og invitere alle de Tilstedeværende til, more antiquorum, at drikke vor henslumrede Vens, den gale Vestindianers Gravøl i Nat.«

Han stod et Øieblik taus, som om han besindede sig paa noget; derpaa satte han det fyldte Glas paa Bordet og løb ud af Døren, lovende strax at komme tilbage.

Dette Indfald virkede underligt paa os! Du veed, hvormeget vi Alle elskede den fidele Hedenfarne.

Det varede ikke længe, før der blev banket paa Døren. Det var Jacobsen, som kom tilbage. Med en høitidelig Mine hilsede han os igjen i en Costume, som fik os Alle til at lee. Han havde netop en gammel Vægter-Kabuds paa Hovedet, og to Morgenstjerner paa Skuldrene, og fra Spidsen af den ene af disse vaiede der en ulden Lap, som fra en Fahne.

Uden at det syntes, at han lagde Mærke til vor Latter, gik han ind i Stuen, tog et Spillebord frem, satte det op til Væggen og paa dette en Stol. Nu stak han begge Morgenstjernerne igjennem begge Stolearmene, saaledes at de dannede et Kors; Kabudsen hang han paa et Søm paa Væggen over Stolen, og, uden at spørge mig om Forlov, hentede han min Hat, rev Sørgefloret af den og dannede deraf en Sløife, som han knyttede om Morgenstjernerne der, hvor de krydsede hinanden. Han bad os sætte 152 Stolene i en Halv-Kreds om disse Emblemer, fyldte Glassene, tog selv et i Haanden og tiltalte os, efter at være gaaet ind i Kredsen, ligesaa alvorlig, som Du, naar Du holder en Liigtale.

»Gamle Drenge!« begyndte han, »Pladsen er tom under disse Trophæer, thi han er død, hvem det tilkom at besætte den. Vi have drevet saamangen Scandal sammen i de gamle Dage, saa I neppe ville kunne mindes, fra hvilken Aften hine Seierstegn ere, derfor vil jeg fortælle Eder det, men først vil jeg tale et Par Ord om vor afdøde Ven, almindeligen kaldet den gale Vestindianer, til hvis Minde denne Nats Høitidelighed skal vies.«

»Hvor han var født, vidste han ikke selv, og hans Fødselsdag vilde han heller ikke sige Nogen, saasom han ansaae den for den sørgeligste af alle Dage i hele Aaret; thi hvor lystig han end syntes, var dog hans Valgsprog dette: » »Lykkelig er den, som ikke er:« « Jeg taler ikke her som en Criticus; thi da var der god Leilighed for mig til at vise det Gale i denne Sætning, eftersom den, som ikke er, kun ulogiskt kan siges at være lykkelig, eller blot at være; men, hvad han og selv sagde, da Alt var forkeert i og hos ham, saa maatte hans Valgsprog ogsaa være det.«

»Han var eneste Barn, men dog var han langtfra blevet forkjælet af sine Forældre, thi de hadede ham fra den Tid han begyndte at skjønne, og han var en bestandig Aarsag til Splid imellem dem; saavidt han kunde indsee, var nok Paterniteten Grunden, saa at han ikke med Vished kunde sige, hvem der var hans Fader. Efter Naturens Orden elsker Barnet sine Forældre, men saaledes var det ikke med ham; han tilstod reent ud, at han snarere hadede dem, thi de 153 havde givet ham en sørgelig Tilværelse, og den eneste Lærdom, som han fik af dem, var den, som han maatte høre tidligt og sildigt: at han var undfangen i Synd og født i Synd. Jeg var hans fortroligste Ven, og derfor betroede han mig Meget, som jeg nu maa holde hemmeligt.«

»William Lochley var egentlig ikke hans Navn, men han havde Grunde, hvorfor han lod sig kalde saaledes i Danmark. Aarsagen, hvorfor han havde forladt sine Forældres Huus var, at hans Moder havde overtalt ham til at flygte med sig hertil, hvilket var blevet opdaget af hans Fader, som nu sagde Sønnen i al Fortrolighed, at hans høieste Ønske var, aldrig meer at see ham for sine Øine, eftersom han var født til hans Ulykke, og at han kunde faae Penge og reise Fanden i Vold, naar han blot vilde love at forandre Navn. Dette lod William sig naturligviis ikke sige to Gange, og dette Tilfælde kunne vi tilskrive den Lykke at have gjort hans Bekjendtskab. Hans curieuse Tænkemaade maae vi antage at være foranlediget af hans Opdragelse, men denne afholdt ham ikke fra at være en troe og uforsagt Ven. Hvis I saae de Summer, han hemmeligen har bortskjænket til Trængende, hvis I vidste, hvormeget han har tracteret i sit Liv og hvormeget han selv kunde drikke, saa kunde I ikke Andet, end agte og beundre ham som Menneske. Han var ikke ærgjerrig; thi naar Nogen vilde takke ham eller tale rosende om ham i hans Nærværelse, saa sagde han sædvanligt: »Hold Mund,« eller ogsaa gik han bort. Af Digtere kunde han godt lide Wessel, især for hans aabenhjertige Gravskrift over sig selv; den, sagde han, 154 kunde ogsaa passe over ham, men helst ønskede han med Pope:

»not a stone tell where I lie.«

og derfor har jeg ladet hans Grav sløjfe.«

»Jeg staaer ikke her som en leiet Liigtaler, men som en sørgende Ven, jeg roser ikke efter Betaling, men siger Sandheden. Han havde mange Feil, thi han var et Menneske, men den største af dem var, at han dræbte sig selv med Gift. Dette gjorde han dog ikke af Feighed; han behøvede ikke at frygte for et kummerligt Livsophold, ei heller for en ond Samvittigheds Plager, nei, han gjorde det, fordi Verden havde viist ham sin sorteste Side og fordi den arme Djævel havde faaet den Idee, at det var det Bedre i Mennesket, som gjør det til en Grubler.«

»Saaledes levede han, og saaledes endte han, og der er vist Ingen iblandt Eder, som vil nægte mig at tømme Glasset for vor afdøde Vens, den gale Vestindianers Minde. Men først, mine Venner, tager Bassen og Violinerne, og Du, Christian, din skrigende Clarinet, og spiller hans Yndlingsmelodie tre Gange efter hverandre, saa ville vi Andre synge dertil. Det er den Melodie, I saa ofte maatte stryge for ham, naar han var i godt Humeur, I huske dog Alle, hvorledes den begynder, ellers vil jeg sige Eder det: »Gud veed, hvor nær mig er min Ende.«

Vi toge Instrumenterne og spilte den gamle Psalme fiirstemmigt; Jacobsen sang for og de Andre istemmede med ham.

Du kan nok forestille Dig, at der var noget Underligt ved denne Ceremonie, jeg tør sige, at vi Alle vare alvorligere stemte derved, end noget Liigfølge i Almindelighed pleier at være.

155

Da vi havde endt Sangen, taug Jacobsen en Stund og saae bedrøvet mod Jorden. »Jeg kan godt begribe,« begyndte han, »hvorfor William kunde holde meest af denne Sang; dens Melodie taler til Sjælen bedre, end hundrede Prædikener, men lystig er den just ikke; nu videre i Texten,« vedblev han med en kraftigere Stemme, »paa den gale Vestindianers Venskabs Minde! tømmer Glassene, den Døde leve!«

Det gjorde vi, og Alle satte vi os derefter stille ned paa Stolene. Enhver, der havde seet os dengang, maatte troe, at vi udgjorde en Frimurer-Loge eller et saadant hemmelighedsfuldt Selskab; thi der var noget Mystiskt i det Billede, som denne Scene maatte afgive. Forestil Dig et saadant Øieblik; Nattens Stilhed havde sneget sig ind til os: med alvorlige Ansigter sadde vi i en Kreds med tomme Glas i Hænderne, og Lysene, som vi længe havde glemt at pudse, kastede et døsigt Skjær over hele Selskabet og belyste mat de phantastiske Trophæer.

Jacobsen afbrød Tausheden med et vældigt Slag i Bordet og begyndte høirøstet saaledes: »ja, det var den galeste af alle hans gale Streger, at han tog den forbandede Mixtur. Jeg veed ikke, hvad jeg vilde give, for endnu engang at kunne drikke et Glas med ham. William, var det muligt, at Du kunde vise Dig for din Ven her i Verden, da ønskede jeg det aldrig stærkere, end i dette Øieblik!«

I samme Nu bankede det sagte paa Døren.

I et Secund fløi Alles Blik studsende til den, og derpaa saae vi forundrede paa hverandre.

»Jeg er Vert i Aften, Christian,« sagde Jacobsen alvorligt, »derfor tilkommer det mig at byde Gjæsterne Velkommen. Kom ind, ihvo det ogsaa er!« 156 brølte han nu saa høit, at den stærke Lyd satte Bassens Strænge i Svingning. Døren aabnedes langsomt, og en høi Skikkelse i en mørk Kappe, som næsten skjulte hans blege Ansigt, traadte hurtigt ind; han kastede Kappen tilside, saae sig forundret omkring med et skarpt, vildt Blik og forsvandt derpaa ud af Døren ligesaa hurtigt og uventet, som han var traadt ind ad den.

Jacobsen traadte først forbauset et Skridt tilbage, men derpaa fløj han ud af Værelset for at hente den Ubekjendte tilbage; det var dog forgjæves, thi Manden var ikke at indhente hverken paa Trapperne eller paa Gaden.

»Forunderligt nok,« sagde han, da han var kommen tilbage, »hvem gjaldt da dette Besøg? Saae I ikke alle hvor han lignede William? Den spidse Hage, den krumme Næse, de lynende Øine og hele Gestalten var jo hans, kun en tredive Aar ældre.«

»Besøget gjaldt mig,« svarede jeg, uden at ville indlade mig paa at sige Selskabet, hvem det var. Og, Søren, Manden var ingen Anden, end d'Agillon. Jeg kan nu ikke nægte, at jo oftere jeg faaer Leilighed til at betragte denne besynderlige Mand, destomere synes mig Ligheden mellem ham og William at fremtræde bestemt.

Det varede længe, inden Jacobsen kunde faae sin Fatning efter dette Syn; endelig lod han sig bevæge til at forklare os Grunden, hvorfor han havde opstillet sine Seierstegn for os.

»Nu vel,« begyndte han, »jeg skal fortælle Eder det, men var jeg en Digter, vilde jeg synge det i Hexametre. Kunne I endnu mindes, at William, naar jeg var overstadig i min Galskab i de gamle Dage, 157 kunde bringe mig til Rolighed med de Ord: rue de Saint Antoine? l vide ikke, hvad Betydning der laae for mig deri, men hør nu til. - Jeg veed ikke selv, hvorledes det er fat med mig i Aften, jeg er saa snakkesyg som en gammel Kjærling, og mine Hemmeligheder løbe over for mig, endskjøndt det ikke er, fordi jeg gjemmer fleer, end jeg kan rumme. - Det er nu otte Aar siden, jeg første Gang saae Stine L.« Da han havde udtalt dette Navn, begyndte alle mine Gjæster at smile; thi saaledes kalder en Nymphe sig her i Byen, som Du maaskee, om ikke for Andet, kan erindre for hendes Skjønhed. Ja, lee kun høit,« vedblev Jacobsen, der mærkede den Virkning, dette Navn havde paa os, »jeg selv vilde ønske, at jeg kunde lee med, men, endskjøndt det er lange otte Aar siden hun var min Kjæreste, er det Helved, hun tændte i mig, endnu ikke udbrændt. Dengang var hun en ærbar Præstedatter, som formedelst Forældrenes Død maatte conditionere som Huusjomfru her i Byen. Jeg saae hende og elskede hende saa høit som Nogen har elsket en Pige, og det lod til at hun gjengældte min Kjærlighed. Jeg begyndte at slide alvorligt for at faae Hast paa min EmbedsExamen, og Arbeidet gik godt for mig; thi jeg havde altid den Tanke for Øie, at det var for hende, jeg pløiede i de mugne Bøger. Da var det et Aar efter, at hendes Herskab flyttede ud paa Landet om Sommeren, og her fik en Skurk af en Lieutenant Leilighed til at forliebe sig i hende og at vinde Seier over en svag Piges Troskab. Giv mig en ny Flaske, Christian,« afbrød han sig, og efter at have skyllet et Par Glas i sig, vedblev han blussende: »kort at fortælle; det var forbi mellem hende og mig, Skurken 158 forlod hende naturligviis snart, og to Aar efter havde hun drevet det til at boe paa en Sal i Antonistræde. - For Satan! I sidde der saa rolige, som om der intet mærkeligt var ved denne Historie; men det kommer deraf, at I ikke vide, hvad det er at have elsket oprigtigt, dertil ere I for sløve, og det kunde kun min William forstaae. - Et Glas endnu, Christian; det brænder i mig, jeg kan ikke faae den Ild slukket dernede.«

»En Nat gik William og jeg paa Slotspladsen; jeg hang med Hovedet, og han vilde trøste mig, den Stakkel, endskjøndt han maaskee trængte hundrede Gange meer til Trøst end jeg; da hørte vi noget fra os Sporeklirren og lystige høittalende Mennesker. Vi standsede et Øieblik for at lade dem passere forbi os, og nu kjendte jeg ved Lygteskinnet Skurken. Det er ham, raabte jeg; ei, ei, svarede William og sprang tilligemed mig henimod de tre Officerer. Jeg greb ham, fortalte, hvem jeg var, og dækkede ham saaledes til i mit Raseri at han, hvis ei Fanden har taget ham, endnu den Dag i Dag føler Svien. Hans Kammerater vilde forsvare ham, men med dem gjorde William det saa godt af, at de flygtede og raabte om Hjælp. Min Mand havde imidlertid faaet Leilighed til at trække Sablen, og med den var han saa heldig, at mærke mig paa min venstre Kind, som I see, men jeg fik snart fat i den, brak den itu, kastede Stumperne i Øinene paa ham og fik ham til at kysse Stenene.«

»Imedens dette skete var Vægteren kommen til, og William fik ham til at tie med det Onde, da det Gode ikke kunde hjælpe. Hans Kammerat fra Holmens Bro kom ogsaa til, og ham gik det ligedan. Nu 159 saae vi os nødsagede til at flygte, og min Ven var saa besindig at tage Seierstegnene med: Derfra skrive disse tvende Morgenstjerner sig, derfra denne Hue og denne uldne Lap, som er Skjødet af en Vægterkjole. Kunne I nu begribe, hvorfor disse tvende Trophæer ere mig saa hellige? Skjænker i Glassene og drikker endnu engang den tappre Williams Skaal!« Vi adlød. »Og spil saa endnu engang hans Vise, - I maae ikke bryde Eder om, at den falder lidt traurig,« bad han os. Vi gjorde det. Og under denne Sørgemusik satte han sig paa Gulvet, støttede sit Hoved i sin Haand og henfaldt i Drømmerier, hvoraf vi maatte vække ham længe efter at vi havde ophørt at spille; nu reiste han sig, bekjendtgjorde, at Gravøllet var endt, og bad Enhver om at forføie sig til sit Hjem.

Saaledes havde jeg aldrig seet Jacobsen; jeg havde ikke bedet ham med til Gildet af Frygt for hans sædvanlige gale Streger, og nu han var kommen, blev han en Aarsag i at mine Gjæster forlod min Bolig med saadanne Ansigter, som om de kom fra et Liighuus.

Denne Gang seer jeg, at min Skrivelse bliver til en Pakke istedetfor et Brev, men nu kan det ikke skade, da jeg veed, at det vil interessere Dig at læse den, og jeg har Raad til at betale Postpengene. Imorgen Aften vil jeg fortsætte.

Den 8de Mai.

Søren! jeg er bleven fem Aar ældre, siden vi levede sammen i de gamle Dage; nu ere de fornyede, men, endskjøndt nu Alt, paa Omgangen med Dig nær, gaaer til som i hiin Tid, kan jeg dog ikke mere 160
leve med saadan Lyst og Hjertelighed som da. Jeg veed ikke hvad det er jeg savner, men mig synes nu ofte, at das fideles Leben har noget Tomt i sig, ja, ofte synes det mig at ligne en smuk Maske, som dækker et forraadnet Ansigt paa et Gadaver. Jeg veed ikke om det er saaledes, men mig forekommer det ogsaa, at de gamle Drenge næsten uden Undtagelse have forandret sig; deres Lystighed synes mig enten at klinge som Fortvivlelse eller Forstillelse, og Jacobsens Kjærligheds-Historie og Williams Dødsmaade forekommer mig at være to Scener af dette Liv, som jeg har seet frie for Besmykkelse af en forførerisk Flitter. Hvad der ogsaa har bragt mig paa en saadan Tænkemaade er en Drøm, som jeg havde Natten, eller rettere sagt, Morgenen efter Gildet. Jeg drømte om d'Agillon, og hans Person syntes at sammensmelte til Et med Williams; tilsidst havde jeg kun at gjøre med denne. Han trak sine mørke Bryn sammen og kastede et alvorligt Blik til mig, idet han vinkede mig til sig. Jeg gik hen til ham, og nu bad han mig om at følge sig: »Broder,« hviskede han mig i Øret, »jeg vil vise Dig noget Lystigt«; derpaa tog han mig i sin Favn og fløi afsted med mig. Reisen gik bestandig nedad, og jo dybere vi kom, desto mørkere blev det; tilsidst syntes det mig, at jeg sad fast i et dybt Morads, hvoraf jeg stræbte af alle Kræfter at komme ud. Han bad mig være uden Frygt og at see mig nøie om. Da voxede der lidt efter lidt Huse op af Sumpen, de ordnede sig hurtigt i Rækker og bleve til Gader. Nu kom der en Mængde Skarnbasser til Syne, som fordeelte sig i Gaderne; de vare klædte som Vægtere, og ved Siden af dem gik der St. Hans 161 Orme; Vægterne befalede disse at krybe op paa Husene, hvorpaa de begyndte at skinne som Lygter.

Nu begyndte de oplyste Gader at vrimle af kostbart klædte Frøer og Skruptusser; nogle af dem kjørte i Kareter, og foran disse var der spændt Fiirbeen. Fra et af Husene lød der en Summen og Brummen saa det gjenlød i Gaden: jeg spurgte, hvad man foretog sig der, og istedetfor at svare førte William mig op ad Trappen, aabnede en Dør og bad mig see ind ad den. Det var min Stue, hvori man holdt Gilde; jeg saae Jacobsen og alle mine Gjæster derinde, og iblandt dem var der En, som jeg ikke strax kjendte, men snart saae jeg til min Forbauselse, at det var mig selv. Det var et rædsomt Syn; jeg sprang om paa Gulvet som et vanvittigt Menneske, Vinen glødede paa mine Kinder, Øinene stode stive i Hovedet paa mig; snart loe jeg som i en Krampelatter og snart teede jeg mig saaledes som jeg engang havde seet en Gal i en Daarekiste. Jeg bad William om at føre mig bort derfra: han gjorde det, og paa Veien hviskede han til mig: »see, saaledes seer Du ud, naar Du er lystig.«

Da jeg vaagnede, havde Solen alt længe kastet sit Skin ind i Værelset; Døren stod aaben til den Stue hvor Gildet var blevet holdt, og ligefor Sengen vare Jacobsens Trophæer endnu opstillede; nogle Stole stode hist og her uordentligt omkring, og andre laae kastede omkuld, Bordet og Gulvet flød af Viin, og rundtenom stode tomme og halvtømte Glas og Flasker mellem Lysestager, Tobakspiber og Cigar-Stumper.

Søren, Du kan ikke begribe, hvor væmmeligt, ja næsten rædsomt, dette Billede forekom mig i den 162 stærke Solbelysning; det mindede mig levende om min Drøm, og det var som om William sagde til mig: »see, derinde har været Lystighed!«

Er det fordi jeg er bleven ældre, at jeg har forandret Mening? lad mig snart høre din Mening derom.

Jeg veed ikke, hvad jeg skal troe om d'Agillon; jeg vilde ønske, at jeg ikke havde modtaget hans Penge, thi jeg kan ikke lide dette Menneske; der er saa meget Hemmelighedsfuldt ved ham. Jeg besøgte ham i Dag for at spørge ham om, hvad Ærinde han havde hos mig Torsdag Nat. Han svarede mig, at han var gaaet forbi min Bopæl, og at han fik Lyst til at besøge mig, men at han var gaaet saa pludseligt igjen, fordi han fandt Selskab hos mig, hvilket han ikke havde ventet. Jeg maatte forklare ham, hvilken Betydning de Insignier havde, som vare opstillede paa Væggen; han loe over Jacobsens Indfald, men det var en afskyelig huul Latter; i det Hele syntes det mig, at min Tale om William vakte en Interesse hos ham, som han bestræbte sig for at skjule. Han lod til at bemærke, at jeg havde iagttaget denne Virkning af Samtalen, og derfor forsøgte han af alle Kræfter at lede min Opmærksomhed hen paa andre Gjenstande; jeg havde nu besluttet at drille ham og lod mig derfor ikke afholde fra bestandig at fortælle om den Afdøde. Da jeg meget vidtløftigt havde skildret Williams gode Sider, talte jeg om hans besynderlige Charakteer og unaturlige Opdragelse: »Efter enkelte af og til faldne Udbrud«, sagde jeg, »er der al Rimelighed for, at den Ulykkelige var paa en uretfærdig Maade bleven tvungen til at forlade sin Familie; forholder det sig 163 saaledes, da have de nederdrægtige Forældre væltet en Byrde paa deres Samvittighed, som de aldrig kunne befrie den for, de have da aabenbart myrdet deres eneste Barn; thi det er afgjort at den stakkels Forskudte selv har endt sin sørgelige Tilværelse.«

»Hvad siger De?« afbrød d'Agillon mig heftigt og kastede sit Blik mod Jorden.

»Jeg siger,« svarede jeg høirøstet, »at den ulykkelige William forkortede sit kummerfulde Liv ved Gift, og kunde hans Forældre faae Underretning derom, da var det den værste Hevn, han kunde tage over dem.«

D'Agillon knugede sine lange Fingre voldsomt sammen og skar et fortvivlet Ansigt; jeg var ifærd med at spørge ham om Aarsagen til denne Sindsbevægelse, (thi jeg frygtede ikke uden Grund, at denne Sag angik ham meer, end han vilde tilstaae,) da i samme Øieblik Noget greb mig fast i Skulderen bagfra; jeg saae mig om og sprang i Forskrækkelse op af Stolen. Aldrig har jeg i mit Liv seet et saadant Skrækkebillede, som da mødte mit Blik. Jeg stod en Stund uvis, om det var et Væsen fra Aandeverdenen eller et Menneske. Det var en gammel Qvinde-Skabning, som, bedækket med en Slags Morgendragt, en sid Kaabe, der hang i en Mængde Folder omkring hendes Knokkelfigur, stod ligeoverfor mig. Øinene glimtede som udgaaende Lampeblus i et Par mørke Huler, og et purret graat Haar dækkede halvt det furede gustne Ansigt; hun udstrakte sin indskrumpne Haand imod mig, og skreg hæst med et vanvittigt Smiil: »Christian, Christian, kjender Du mig igjen?« Dette Bekjendtskab fik mig til at gyse, 164 og som forstenet stod jeg og saae, hvorledes d'Agillon sprang op af sin Stol, greb Qvinden i Armen og kastede hende ind ad en aaben Dør i et Side-Værelse medens hun hvinende arbeidede mod denne Vold.

Han laasede Døren, tog Nøglen til sig og begyndte heftigt at gaae op og ned ad Gulvet. Den Hylen, som lød fra Værelset, hvori Spøgelset raste, tabte sig snart og sank til en jamrende Tone; tilsidst ophørte ogsaa denne i en afbrudt Stønnen. D'Agilions Gang blev heftigere og heftigere, og han tilbød sig ikke at give mig Forklaring over denne Scene.

»Hvad var det for et Fruentimmer, og hvorfra kjender hun mig?« spurgte jeg ham flere Gange, uden at han syntes at høre mig; tilsidst standsede jeg ham i hans Gang og gjentog mit Spørgsmaal.

»Det var min Kone,« svarede han nu hurtigt; »hun er afsindig og har været det længe. Hun kjender Dem ikke, men forvexler Dem med en Beslægtet, der bærer samme For-Navn som De. Nu ligger hun i et Krampe-Anfald, som hyppigt kommer over hende; derfor undskyld mig, jeg maa ind til hende, men De skal snart høre fra mig.« Med disse Ord skjød han mig ud af Døren, og jeg gik halvdrømmende hjem, hvor Jacobsen sad og ventede paaa mig.

Jeg fortalte ham Alt, hvad der var hændet mig hos d'Agilion, og jeg havde endnu ikke udtalt, før han tog sin Hat og forlod mig sigende: »Det er afgjort; denne Mand er Williams Fader. Farvel saalænge, jeg vil gaae hen at bringe ham en venlig Hilsen fra hans elskede Søn.«

Det er bleven Aften, men Jacobsen er endnu ikke kommen tilbage. Hvergang jeg hører Fodtrin paa 165 Trappen troer jeg, at det er ham, men naar jeg saa seer hen til Døren svæver det frygtelige Billed af d'Agilions afsindige Kone mig for Øiet.

Nu troer jeg, at jeg er bleven en Aandeseer, endskjøndt jeg ikke er født paa en Søndag; thi hvor jeg vender mit Blik hen, staaer dette Skrækkebillede lyslevende for mig. Jeg kommer nok til at søge Søvnen for at blive det qvit.

Den 10de Mai.

Gode Søren! belav Dig paa en Mængde TrøsteGrunde for din stakkels Ven; Du vil snart faae Besøg af ham, naar han først har opfyldt en sørgelig Pligt herovre.

For at Du paa bedste Maade kan blive underrettet om Sagens Sammenhæng, sender jeg Dig indlagte Papirer, hvilke Jacobsen bragte igaar fra ham, der kaldte sig d'Agilion.

Til Christian D.

Hensigten med denne Skrivelse er deels at overgive Dem indlagte Testament og deels at opklare det Væv af ulykkelige Hemmeligheder, hvori jeg har bragt Dem.

Mit Navn er ikke d'Agilion, men Wilhelm P. Aarsagen, hvorfor De ikke kjender det, er at Deres Fader havde forbudt Enhver af hans Omgivelse at udtale dette Navn i sin eller sin Søns Nærværelse, og Grunden, hvorfor han forbandede det og den, som bar det, skal De nu erfare.

Som ungt Menneske kom jeg i Deres Faders Tjeneste, og formedelst den Tillid, han bar til mig, var 166 jeg avanceret til Fuldmægtig i hans Contoir. I sit fyrreogtyvende Aar giftede han sig med Deres Moder, som dengang var atten Aar gammel. Hun havde været et fattigt Barn, som han havde ladet opdrage i Kjøbenhavn, og, da hun, efterat være bleven confirmeret der, kom i Huset hos ham, forandrede Forholdet imellem dem sig saaledes, at han tilbød hende sin Haand, hvilken hun modtog, mere gjennemtrængt af Taknemmelighed for hvad hun skyldte ham, end af Kjærlighed, hvortil hun dengang endnu ikke kjendte. De blev Frugten af denne Forbindelse; og Deres Fader havde naaet Lykkens Culminations-Punkt.

Min Principal foretog sig nu en Reise i Handels-Affairer; i hans Fraværelse bestyrede jeg hans Forretninger og fik ved denne Leilighed hyppig Anledning til at see og tale med hans unge Kone. Satan kastede sin onde Sæd i os, og der opstod et strafværdigt Forhold imellem os: vi glemte Deres Fader, glemte Gud og os selv, og hver Dag førte os længer ind i Syndens Labyrinth.

Da hendes Mand var kommen tilbage, hyklede den Troløse længe for den bedragne Ægtemand, men tilsidst blev han hende modbydelig i Sammenligning med mig, som hun elskede lidenskabeligt, og hun begyndte at pønse paa Midler til at løsrive sig fra ham.

Deres Faders Tillid og Venskab til mig var mig uudholdeligt; hvergang han roste min Troskab, maatte jeg samle al min Kraft for ei at segne under de Saar, hans venlige Ord bibragte min forbryderiske Sjæl; tilsidst troede jeg ikke at kunne taale længer at være i hans Nærhed, og jeg besluttede hemmeligt at forlade ham og min Medskyldige. Men jeg 167 manglede Kraft til at sønderbryde de Baand, som bandt mig til hende, og et Øiekast af hende var tilstrækkeligt til at holde mig tilbage

Vi indbildte os ikke at kunne leve adskilte, og, da hendes og min Velgjører en Dag foretog sig en kort Reise, benyttede vi Øieblikket, fik falske Pas tilveiebragte og flygtede, efter at have bemægtiget os saameget af hans Eiendom, som vi troede at behøve for at kunne komme til en anden Verdens Deel.

Det var netop i den Periode, da Napoleons Planer havde bragt Tydskland i Forstyrrelse, og dette hjalp os til uhindrede at komme derigjennem. I Schweits bleve vi viede under opdigtede Navne, og efter fire Aars Omflakken landede vi paa St. Thomas.

Men Tiden forandrede vor Sindsstemning, og den onde Samvittighed begyndte at gjøre sin Ret gjældende; Nat og Dag martrede dens Rædsler os; vi skyede hinanden, thi hvert Blik af os indbyrdes mindede os om vor Skjændsel.

Hun havde født mig en Søn, og det var ham, som jeg, for at dynge Gjæld paa Gjæld over min Sjæl til Helvedes Fyrste, jog bort fra os, og som nu har berøvet sig selv Livet. Jeg kunde ikke udholde Drengens Øiekast; de gjennemborede mig som Dolkestik, og han syntes mig kun at være født til at nære den Ild, som ulmede i mig, og som jeg forgjæves søgte at dæmpe. Jeg hadede ham og blev en unaturlig Fader; hans Moder gik det ligedan, og Drengen gjengjældte os med lignende Følelser.

Verden var mig væmmelig; jeg havde forladt den for længe siden, hvis ikke een Ting havde holdt mig tilbage i den. Det var det ulykkelige Mammon, som jeg elskede indtil Raseri. Handelen gik heldigt 168 for sig, og det Guld, jeg havde røvet fra Deres Fader, voxede under mine Hænder til store Rigdomme.

Min Kone fik nu den Idee at reise til Danmark for at kaste sig for Deres Faders Fødder og bede om en Tilgivelse, uden hvilken hun ikke kunde leve. Jeg vilde ikke tillade det, og hun søgte derfor at faae sin Søn overtalt til at flygte med sig; det lykkedes hende, men jeg opdagede deres Hensigter, og efter den Tid holdt jeg hende indesluttet. William jog jeg bort med den Forpligtelse, aldrig at tale til Nogen om sin Herkomst. Jeg hører af deres Ven Jacobsen, som overleverer Dem disse Blade, at han ei har holdt dette, men at han, hvad der var naturligt, har agtet en Vens Fortrolighed meer end en unaturlig Faders Forbud.

Efter den Tid ventede jeg at faae min Samvittighed til at sove bedre end forhen; men jeg bedrog mig, thi ogsaa Guldet blev mig vederstyggeligt og forhadt, og mit Held i Handelen syntes mig nu at være den Betaling, hvorfor jeg havde forskrevet min Sjæl til Helvede.

Min Kone blev vanvittig i sin Indespærring, og jeg misundte hende denne Tilskikkelse.

Paa denne Tid hørte jeg paa St. Thomas engang tilfældigt om Deres Faders Fallit; Tanken, om jeg ikke paa nogen Maade hemmeligt kunde redde ham, foer mig igjennem Hovedet, og jeg besluttede at reise til Danmark i denne Hensigt, men ogsaa det blev mig nægtet; han var død, da jeg ankom hertil. Nu opspurgte jeg Dem; ved Deres Bekjendtskab fik jeg at vide, at William, Deres Broder, var 169 død, og De gav mig en Forsmag paa Helvedes Pinsler, da De fortalte mig det.

Det Spøgelse, som forskrækkede Dem hos mig idag, var Deres Moder; det var uvenligt af Skjæbnen, at den viste Dem hende saa at sige første Gang i en saadan Skikkelse; Ingen vilde kunne see paa hende, at hun havde været den skjønne Qvinde, som engang bar Dem ved Brystet. Men naar De nu seer hende igjen, har den forvirrede Aand forladt sit Støv og er indgaaet for den Domstol, hvorfor alt Ondt maa grue; thi hun er død i Aften i Krampetrækninger, som en Følge af det voldsomme Indtryk, hun fik ved at høre vor sidste Samtalepaa hvilken hun, uden at vi mærkede det, lurede bag vore Stole. Hendes sidste Ord var Deres Faders og Deres Navn.

De maa ikke forbande hende; hun var dog Deres Moder, og nu er hun død; men lad kun Alt komme over mig, der giver Dem hende tilbage som et Liig.

De skal ikke lade anstille Efterforskninger efter mig; der, hvor jeg reiser hen, kan De dog ikke finde mig. - - - Naar kun de Qvaler, jeg har liidt her, maatte lette Vægtskaalen lidet, hvorpaa mine Synder skal veies! Jeg veed ikke, om det er formasteligt at nære Haabet derom, men det synes mig dog at skimte som et svagt Lys i det chaotiske Mørke, der ligger for mit Blik, naar jeg vender det mod mit svundne Liv. Jeg veed ikke, om det er formasteligt at tænke saaledes: »Skulde den retfærdige og barmhjertige Gud, som skabte os af Aand og Kjød, lade en Evighed være afhængig af denne korte Prøvetid?« men jeg tør ikke udrydde denne Tanke af min Sjæl.

Disse ere de Bekjendelser, jeg skylder Dem. Gaa 170 nu hen at opsøge Deres Broders Grav og lad deri gjøre Plads til den Kiste, hvori Deres Moders Been skulle hensmuldre, og bed saa ved Graven for de Hedenfarnes Sjæle!

Wilhelm P.

Nu Søren! Hvad siger Du om denne Historie? Nu kunne vi begribe min Faders Tungsind. Det var den eneste Gang, han bedrog mig, da han sagde mig, at min Moder var død paa en Reise i Udlandet. Det maa ellers - Gud forlade min Synd! være et underligt Møde, naar de To træffe sammen i den anden Verden. Synes det Dig ikke, at Skjæbnen spotter mig; den lader mig holde et lystigt Gravøl over min Broder, lader mig blive bange for min Moder, og nu, da de begge ere døde, faaer jeg først at vide, hvor nær de vare knyttede til mig, og saa betragter den mig ovenikjøbet som et Barn, og giver mig Guld, for at jeg ikke skal græde over deres Død.

Jacobsen er saa glad, som jeg aldrig har seet ham før; han paastaaer at han har forsonet William med hans Fader og siger, at han fra nu af aldrig vil forlade mig, eftersom jeg er en Broder til hans afdøde Ven. Men, naar han seer mig sørge over min Moders Død, siger han: »Tak Du Gud, at han i rette Tid tog det vanvittige Qvindemenneske til sig og tak ham tillige for den velsignede Mængde Syle, han har sendt Dig. Forresten, hvad er Slægtskab, naar ikke den Vane at leve sammen med de Beslægtede har bundet os til dem? Troer Du, at Du havde taget nogen Notits af din Broders, den gale 171 Vestindianers Død, hvis Du ikke havde lært at kjende ham i levende Live? Ham kan Du græde over, men ikke over dem, Du aldrig har kjendt noget til. Men istedetfor at hænge med Hovedet skulde Du nu foretage Dig noget Nyttigt, exempli gratia, udregne, hvormange Flasker Madeira- og Port-Viin vi behøve til Begravelsen, eller andet deslige.«

Saaledes er Jacobsens Trøst; jeg veed, at den kommer fra et godt Hjerte, men jeg kan ikke dele den Anskuelse af Tingene med ham; hos Dig venter jeg en bedre.

Min Søgen efter Williams Fader er forgjæves; naar han dog blot ikke - - Jeg tilgiver ham, og Andet vil jeg ikke sige om ham. Naar Omstændighederne tillade mig det, kommer jeg over til Dig.

Om Efteraaret, da Løvet alt var begyndt at falde af Træerne, opdagede en Bonde, som samlede affaldne Grene i Skoven, et Skelet, der hang paa en Green af et Egetræ inde i en Tykning. Efter Oplysningen i Avisen mældte Jacobsen sig og forklarede, at det var Levningerne af forhenværende Kjøbmand Wilhelm P.

172
173

DIGTE

174
175

TIL LÆSEREN

Medens Christian Winthers milde Haand
Lyren slaaer om Lammet og om Oxen,
- (Barnlig selv, han kim til Barnets Aand
Taler her og forbigaaer hver Voxen) -
Medens Hertz og Andersen mod Syd
Foer med deres Snekker til Neapel,
Gaaer fra denne Streng en dæmpet Lyd,
Løber denne lille Baad af Stabel.

»Skynd Dig,« - nys opmuntred mig en Ven,
»Hurtigt skriv, at snart Du Bogen ender,
Inden Danmark seer sin Hertz igjen,
Inden Christian fra de Smaa sig vender! -
Skynd Dig: end man ændser Digt'rens Pen,
Men ret snart der komme Rigets Stænder;
Da seer man til Talerstolen hen,
Uhørt Harpen blier i Skjaldens Hænder!« - -

Hvis Du holder af at læse Qvad,
Digtede til Fyrsters Fødselsdage,
176 Vend Dit Øie da fra dette Blad,
Aldrig denne Bog vil Dig behage.
Mennesket jeg kun betragte vil,
- Koften blænder ei som Purpurkaaben -
Jeg vil tolke Lidenskabers Spil,

Tolke Hjertets Frygt og Sorg og Haaben.
Dybt i Dalen er mit simple Hjem,
Aldrig vil paa Bjerget op jeg klavre;
Lad for Andre Slottets Port paaklem,
Jeg vil see paa Bondens Rug og Havre.
Dog ifald til Kongeborg engang
Jeg gaaer vild, fra Marken og fra Haven,
Ei som Smigrer skriver jeg min Sang:
Thi den gjelder Konger da - i Graven! -

Kjøb mig ei, hvis i hver Linie Du
Vil en Skjønhed see, en nyfødt Tanke -
Der er Dag og Nat i Mandens Hu,
Snylteplanter om den skjønne Ranke!
Mærk hint Springvand! hver en fremmed Gjæst
Seer det dagligt sprudle Vand i Skaalen,
Men ikkun til enkelt Høitidsfest
Seer de gyldne Æbler han i Straalen! -

Kjøb ei Bogen, hvis hvert Øieblik
Du vil høre nævnet »Danmarks« Rige,
Retsom Danmark kun hvert Gode fik -
Jeg er ei blandt dem, der evigt sige:
»Danmark er en Slette, flad vor Strand -
Vel, saa er det stygt, at have Bjerge!
Lidet er vort elskte Fødeland -
Hvor politiskt dog, at være Dværge!«

177

Veiet haver jeg den hele Sag,
Veiet koldt den paa Forstandens Bismer;
Da kom tydeligen for en Dag
To forskjellige Patriotismer:
Mangen hænger ved sit Fødeland
Kun fordi det fødte Patrioten;
Usselt, kun instinctviis elsker han,
Kysser Moderdyret sløvt paa Poten!

Hvor der smukt er, did jeg kaldes hen,
Hvor der handles stort, did flyver Tanken,
Ligekjært om mellem Indiens Mænd
Eller og hos Tyrken eller Franken.
Skjaldens rette, egentlige Hjem,
Tykkes mig, er Universets Hele:
Borger, hvor han flytter Foden frem,
Har han Part i alle Klodens Dele.

Selsomt, hvor han Hjem dog vælge kan!
Hvor der Sorg er, hvor der lyder Klage,
Tykkes tidt ham, er hans Fødeland,
Did ham Smertens Toner mægtigt drage.
Rundtom har han Slægt, som, stædt i Nød,
Veeraab til hans Sjæl og Øre sender:
Polen gisper hist i grufuld Død -
Hine Døende, det er hans Frænder! - -

End et enkelt Vink jeg føier til,
Een Ting end, saa har Prologen Ende:
Kjøb mig ei, hvis paa min Bog Du vil
See et Digternavn, som Alle kjende.
Danmark eier mangt et Navn med Klang,
Eier Ædelstene nok, der funkle;
178 Jeg har intet Navn og ingen Rang,
Jeg er Flintestenen kun, den dunkle;

Mindes dog, at skjøndt i høie Træ'r
Mangen Sangfugl bygger sig sin Rede,
Kan man undertiden hist og her
Efter den med Held i Busken lede:
Naar henover Tjørnens lave Krat
Hvide Maane kaster Sølverskinnet,
Udfra Busken gaae i stille Nat
Stundom Toner dog, som røre Sindet

SOPHIA AF HARDENBERG.*)

Was sie gethan, was sie geübt,
Das weisz kein Mensch; dass sie geliebt,
Das wissen wir. Genug gesagt,
Wenn man nach Wamik und Asra fragt.

Goethe.

Kong Frederik spored høien Hengst:
»Hvorfor vil saalænge Du nøle?
I Skovsbo var Du vist alt forlængst:
Hvis blot Du som jeg kunde føle

* 179

Bruunrødlig glimter den taarnede Borg!
Ak, al min Glæde, min Angst, min Sorg
Om hint lille Vindue sig dreier -
Flyv, Ganger, om Styrke Du eier!«

Og der nu Kongen til Porten reed,
Under de grønne Linde,
Da stirred veemodig fra Salen ned
Den blye, den deilige Qvinde:
Hans Legesøster Sophia det var
Med Hjertet saa reent, og Panden klar;
For Kongen, med Taarer i Øiet,
Den unge Pige sig bøied:

Du kommer til Skovsbo, min Konge from,
Med Sjælen søndret og blodig?
Din Fader har Herren kaldt for sin Dom,
Med Skjel staaer Sønnen veemodig!
Men naar nu Spiret og Kronens Guld
Dig hæver høit over Mænd af Muld,
Da glem ei, som Drot i Dit Rige,
Din stakkels, sørgende Pige!

Jeg gav Dig min Haand, jeg gav Dig min Mund,
Jeg gav Dig et fuldtroe Hjerte;
Nu, Fredrik, ringer vor Afskedsstund,
Min Fader igaar mig det lærte:
Graaulven i Ridderens simple Skjold
Tør ikke lege med Løven bold,
Og aldrig blier Ridderpige
Moder for Danmarks Rige!« -

Op Konningen slog med hviden Haand,
Blank Draaben stod under Brynet:
180 Os knytter jo et usynligt Baand,
Tab Kongen og Løven af Synet!
Og husker Du ei, hvad i Malmø Du
Mig lovte med barnlig, men kjærlig Hu?
Kongens Brud kun vilde Du blive
I Død, som i levende Live!« -

»Jeg husker det Ord, jeg elsker den Tid,
Som Moderen elsker sit Foster,
Jeg knytted dertil min Barndoms Iid,
Men Alt maa nu glemmes i Kloster!
Du seer mig, Fredrik, for sidste Gang,
Du hører min Røst i sin døende Klang:
Jeg Taarer og Perler skal tælle,
Og bede for Dig i min Celle.

Kun saaledes kan i Opfyldelse gaae,
At Kongebrud skulde jeg blive:
Den største Konge, som Jorden saae,
Korsfæstede man ilive!
Hans lyse Brynie er Himlen blaa,
Forziret med alle de Sølvprikker smaa;
Hans Krone funkler i Solen,
Alverden er Kongestolen!« -

Bedrøvet stod Kongen, med krænket Sind,
Og stirred hen for sig stille:
»Ak, Fuglen i Reden, ved Maanens Skin,
Slaaer for Hunnen sin muntre Trille!
Men mægter ei Kongen for Danmarks Land
At eie, hvad Smaafuglen eie kan,
Da tag kun hans Scepter og Krone:
I Skoven staaer stoltere Throne!« -

181

»Glem Fuglen, Du saae paa den lave Tjørn,
Lær tidligt at længes, at savne!
Husk, Konge, Du er en flagrende Ørn,
Kan Ørnebrud ikkun favne.
Fæst Blikket fast paa Dit herlige Land,
Læs Runen paa Dankongens Skjolderand,
Den fortæller, hvad Drotter de vare,
Som Skjoldet for Landet bare!

Lad Æren vorde Din unge Brud,
Og Troskab Din Søster kjære!
Armod, der vandrer i Kuld og Slud,
Som Barn paa Armen Du bære!
Visk Taaren af dine Øine blaae -
Troer ei Du, at jeg monne sorgfuld gaae?
Smaafuglens Toner henklinge,
Men Ørnen maa ryste sin Vinge!« -

Kong Frederik saae i det klare Blik,
Han kyssede Pigemunden:
»Jeg drikker Livets og Dødens Drik,
Sært blandet i Afskedsstunden.
Det veed i Himlen den rige Christ,
Hvor gjerne jeg bytted paastand forvist
Mit Scepter i Høienlofte
For Ridderens Sværd ved Hofte!« -

Kong Frederik spored høien Hengst:
»Hvorfor vil saa længe Du nøle?
Fra Skovsbo var Du vist alt forlængst,
Hvis blot Du, som jeg, kunde føle.
Guldkringlen tapper Dit ædle Blod?
182 Kun rask, min Ganger, far til med Mod,
Om end Blodstrømme der runde -
Dankongen har dybere Vunde!« -

RIDDER STRANGE.
(Frit omarbeidet efter de af Rahbek og Nyerup udgivne Kæmpeviser, No. CLVI).

»Stat op, Du Ridder Strange,
Stryg ned den lille Slaa;
Fra Hjemmet maa jeg gange,
Saalangt min Fod kan naae.
Paa Baalet skal Du brænde,
- Saa trued min Moder mig -
Og hænges med stor Elende
Skal han der elsked Dig!« -

De Ord klang ham saa stygge,
Skjøndt smuk var Pigens Mund. -
»Paa Herren vil jeg bygge
I hver en sorgfuld Stund,
Og dette Sværd ved Siden
Skal frelse Dig og mig;
Gaa Du blot, Thora liden,
Og hent Guldskrinet Dig.« -

Da reiste sig Ridder Strange,
Strøg ned den lille Slaa;
Gik da til Staldens Gange,
Sadled sin Abildgraa.
Han Dæknet ud mon brede,
Bredte Kappen blaa dertil;
183 Og tause bort da rede
Hr. Strange og Thoralil.

Men da de vare fjerne
Udi hin Rosenslund,
Da lysted hun saa gjerne
At hviles en føie Stund. -
»Hvi skjælver Du med Gruen?
Blier Veien Dig for lang?
Hvad heller Saddelbuen,
Blier den Dig altfor trang?« -

Da svarte med megen Møde
Qvinden i Fødselsvee:
»Den næste Morgenrøde
Faaer ikke jeg at see.
Jeg skjælver ei med Gruen,
For Veien er mig lang
Men vel blier Saddelbuen
Mit unge Liv for trang.« -

Ud slog da Strange Kappen
Og lagde Thora derpaa:
»Hvil Hov'det paa Saddelknappen,
Vi har ei Bolstre blaae.
Tæt under Hestens Manke,
Der maa Du søge Læ;
Vi har ei Voxlys blanke,
Kun Maanen hist i Næ.« -

Da jamred hun med Taare:
»Ak, førend her jeg døer,
Jeg ønskede saa saare
184 Blot En af mine Møer.
Langt heller uden Lue
Isnet i tidlig Død,
End Manden skulde skue
Paa Qvindens haarde Nød!« -

Men Strange stirred mod Stjerne,
Han svarte veemodelig:
»Du haver nu ingen Terne,
Du haver nu ikkun mig.
Bind Dugen om min Pande,
Bind for mit Øie med,
Da skal jeg tro Dig stande
I Fostermoders Sted.« -

Om vikled han det Klæde:
»Hist ligger Din Moders Borg!
O, vel maa Pigen græde,
Naar hun bær Modersorg!«
Men Ridderen Hr Strange
Var Thora huld og tro:
Til Kilden han mon gange
Med hendes lille Sko.

Som han i Skoen hældte
Af Brøndens kolde Vand
Og bittre Taarer fældte,
Qvad Fuglen paa Brøndens Rand:
»Uheld Din Troskab lønner,
Thi Thoralil er død:
Der ligger hun med to Sønner
Udi sit kolde Skjød!«

185

Og da han seer hin Banke,
Hvor græsser Abildgraa,
Hvorover de Sølvlys blanke
Med Dødningglandsen staae,
Heel grandt da Strange skjønner,
At Thoralil er død:
Der ligger hun med to Sønner
Udi sit kolde Skjød!

Da drog han Sværdet, det tunge,
Stak gjennem Tørve ned;
Stenene nede runge,
Som han grov Graven bred.
Den Hvælving snildt han hulte
Tæt under vilden Tjørn,
At Kulen kjølig skjulte
Moder med tvende Børn.

Men som over Graven han stønner,
Saa meget hjertemoed,
Ham tyktes, de smaa Sønner
Græd under pandsret Fod.
Ham tyktes, der lød en Klage
Dybt under sorten Jord:
»Dine Smaabørns Levedage
Forkortede Du ved Mord!«

Ei vidste han, at den Støien
Kom af at Banken var huul
Og at en Grævling i Høien
Færdedes i sit Skjul.
Ham tyktes, hans Børn ham vented,
186 Hans Børn og hans Hustru kjaer:
Da saae han mod Firmamentet
Og faldt i sit eget Sværd.

ZIGEUNERSKEN.

Herr Greven stod ved Vinduespost
Og stirred ud imod Veien:
Morsom at see var i blanke Frost
Sneefogets Tumlen og Dreien.
Stillits og Guulspurv i Ladegaard
Søge sig kummerlig Føde:
Lumske Forvalter i Stalddøren staaer,
Skyder dem alle døde.

Hr. Grevens Søn, en rask lille Dreng,
Kom løbende til sin Fader:
»Ude paa Veien et løierligt Slæng
Sig nærmer med sære Lader.
En lille Pige, taalelig kjøn,
En Mand og en Kone jeg øiner!« -
Hr. Greven svarte sin undrende Søn:
»Manden er en Zigeuner«.

Mand og Kone samt Pigelil,
De udgjorde hele Horden;
Den halvvoxne Pige, munter og mild,
Neiede nede i Gaarden:
»O maae vi komme paa Slottet op
Til Moro for Deres Naade?
Mellem Æg kan jeg med luftige Hop
Dandse paa kunstig Maade!«

187

»Paa Ryggen har Fader et Bræddebuur,
Der sidder en liden Abe!
Det er det Dyr, efter hvis Natur
Os Mennesker Gud mon skabe.
Joli, kom ud, Du maa dandse, hei,
Lad os see dine morsomme Fagter!
Dine Lige, Joli, ere Greven og jeg, -
Vi har kun forskjellige Dragter«.

»Jeg spreder mine Æg paa den frosne Jord,
Jeg dandser, men tør ikke falde,
Thi Æggene skulle jo paa vort Bord
Iaften mætte os Alle.
Lidet tænkte vist Hønen paa,
Saa hurtigt at vorde bedrøvet:
Hun haabed en Kyllingeflok at faae -
Men til Gryden vi Æggene røved«.

»Hr. Greve, Naturen er vældigt riig,
Deraf dens uhyre Ødslen!
Det halve Jordliv den gjør til Liig
Og dræber det grumt i Fødslen:
Af Snese Æg blive Kyllinger to,
Rovfuglen æder den ene,
Den anden gaaer sulten og uden Ro,
Søger Korn mellem nøgne Stene!«

»Deres Naade, blandt hundrede Mennesker man
Kun træffer en enkelt Greve;
De Nioghalvfems maae af Brød og Vand
Særdeles tarveligt leve.
Vi sove foruden Væg eller Tag,
Under Regnens skyllende Vande -
188 Den lille Greve gaaer hver en Dag
Med vandfrie Blik og Pande!«

»Naturen var ikke de Fattiges Ven,
Den var os en haardhjertet Amme:
Deres Naade kan gjøre det godt igjen,
Gjør De Naturen tilskamme.
Vi komme som Fugle til Ladegaard,
Vi søge kun Affald til Føde -
Vær ikke som han, der i Stalddøren staaer
Og skyder Armod tildøde!« -

Saa dandsed hun mellem de spredte Æg
Under Klang af Tambourinen,
Og skimted man end den trinde Læg,
Uskyldig var Holdning og Minen:
Trohjertig hun dandsede op og ned
Med Bind for Panden og Øiet:
»Joli, kom frem, Du maa dandse med,
Du skal ogsaa være fornøiet!«

Der svævede hen det selsomme Par
Under Kredsens beundrende Tien!
At sammenligne de Tvende var
Med Begeistring og Ironien.
Og naar hun venlig, ja næsten øm,
Ham Haanden rakte til Kjæden,
Da var hun en deilig Ungdomsdrøm,
Og Joli var - Virkeligheden!

Men Hr. Greven fandt i Dandsen Behag
Og vendte sig til den Lille:
»Du skal ei sulte fra denne Dag,
189 Ei dandse aarle og silde!
Jeg Betlersken tager i Datters Sted,
Jeg vil gamle Fordomme trodse:
Naar jeg kjører ud, skal Du kjøre med
I min pyntelige Carosse!«

»Lege Du skal med min lille Dreng,
Gaae ham lidt imellem tilhaande;
Passe paa naar han løber paa tilfrossen Eng,
Hans kuldskjære Fingre beaande;
Efter Middagstaffelet munter og rap
Læse høit de franske Journaler,
Gnide mine Been med en ulden Lap,
Og mildne min Podagras Qvaler!«

»Men naar jeg til Keiserens Fødselsdag
Besøger Hovedstaden,
Og Fiirspandet rask uden Pidskeslag
Stormer igjennem Gaden,
Naar Alle med Undren seer op til mig
Og Skildvagten præsenterer:
En Deel af Saluten da tilkommer Dig -
Man seer, jeg Dig protegerer!«

»I Mode Du kommer om føie Tid -
Ha, jeg seer alt dit Øie slaaer Funker!
Sin Haand tilbyder i Handske hvid
Dig hurtigt en Kammerjunker.
Din Skjønhed vil snarligen op og ned
Paa Pynt og Coiffure vende:
Den eneste Dragt, hvoraf Hoffet veed,
Den blier à la Egyptienne!«

190

»Den hele Verden, paa Hofferne nær,
Er - meer eller mindre - Canaille:
Min Pige, derfor taknemlig vær,
Jer frier Dig kanskee fra en Galge,
Og fører Dig ind i et gyldent Pallads,
Hvor man kjender ei Næringssorger,
Hvor Fyrster og Prindser finde Plads,
Men ei den stupide Borger«;

»Hvor Himmelens hele Herlighed,
Dens skinnende Stjerner og Solen
Kan siges at være dalet ned,
Saa Folk dem bærer paa Kjolen;
Hvor Mennesket ei er Menneske meer,
Men betragtes som store Guder -
Kort, hvor man det Sorte i Livet ei seer,
Men Alt er couleur de Ruder!« - -

Den brunladne Pige lyttende stod,
Saae stundom hen til sin Fader
Og tripped uroligt med spæde Fod -
Ak, mon hun sin Stamme forlader?
Anende Uraad stirred Joli
Veemodigt paa Herskerinden;
Da svarede Pigen med Skjelmeri
Og Smiilfordybning i Kinden:

»Kan Himmelens hele Herlighed,
Dens skinnende Stjerner og Solen
End siges at være dalet ned,
Saa Folk dem bærer paa Kjolen,
Saa mener jeg dog, at det bedre var
For Hoffets talrige Vrimmel,
191 Om indenfor Kjolen de Alle bar
- I Hjertet - en Fredens Himmel!«

»Tidt koster Stjernen et slaviskt Buk,
Med Titler belønner man Smiger;
Tidt bærer ved Hofte man Sabel smuk,
Men derfor er man ei Kriger.
Langt hellere færdes i fri Natur
Og løbe til Solen daler,
End stille sidde bag fornem Muur
Og lindre - Podagras Qvaler!«

»Langt hellere dukke Hovedet ned
For at undgaae Sneefald i Øiet,
End hist, i en hectisk Herlighed,
For Fyrster at sidde bøiet!
En Skilling jeg tager taknemlig imod,
Jeg dvæle vil Øieblikke -
Din Rigdom sparker jeg til med min Fod,
Og Livet sælger jeg ikke!«

Men Greven kunde slet ikke forstaae
Den Foragt for de høie Sale,
Men anede dog, at der Ondskab laae
Formummet i Pigens Tale;
Han raabte: »Flygt, eller føl min Stok,
Jeg er kjed af den Dands og den Gjøglen!«
Og derpaa han viste den fattige Flok
Ryggen og - Kammerherrnøglen!

192

PROMENADEN OM NATTEN.

Il faut rire avant que d'ètre heureux, de peur de mourir
sans avoir ri.

La Bruyére.

Søren, saa kom da nu, Søren, min Ven!
Søren, nei det var da Fanden til Drikken.
Kom, lad os slentre ad Gaderne hen -
O saa hold op med den Hikken.
Ak, hvor min Kind dog er blussende rød,
Søren, den Punsch blier tilsidst dog min Død.
Kom lad en Stund os om Hesten
Gaae i fortrolig Passiar!
Kinden maa kjøles i Blæsten -
Hvad vil Du hjemme, din Nar?

Hører Du, Søren? nu Klokken er to,
Klokken er to nu og vi ere tvende,
Hele vort Selskab er gaaet til Ro,
Det tog for tidligt en Ende.
Natuglen kaldes Studenternes Fugl,
Den kommer sildigt først ud af sit Skjul.
Stjernen paa Himmelens Bue -
Stirre paa den er min Lyst,
Men det er hæsligt at skue
Stjerner paa Menneskets Bryst.

Kom, vi vil vandre til Klokken er tre,
Du og saa jeg og min Ruus ere trende.
Hvad? hvor vi er? kan Du ikke da see
Hov'dvagtens Skive derhenne?
Hist, hvor de Stene med Jernlænker staae,
Der er Theateret, stol Du derpaa.
Hvorfor mon skulde jeg lyve?
193 Løgn er til Ingenmands Tarv:
Løgnere, Mordere, Tyve
Faae ei den himmelske Arv.

Kom, lad os vandre til fire den slaaer,
Vi og to Ruse, vi udgjør jo fire.
Kors, det er svært, saa Du vaklende gaaer,
Øinene døsigen plire.
Der staaer Theatret, naa, seer Du det nu?
»Eengang til Brædderne stod jo Din Hu?«
Ja, det var underligt, Søren,
Kan Du de Griller forstaae?
Tidt har jeg misundt Acteuren,
Naar jeg paa Scenen ham saae.

Bogen er som et Kapel og en Grav,
Hvor Dine Haab og Ideer Du jorder;
Øiet har Fordringer, Sandserne Krav:
Ciffret ei levende vorder.
Da blier en fredelig Mægler og Tolk
Kunstneren midt mellem Digter og Folk.
Det som var sparsomt beundret
Staaer han mod Glemselen bi:
Høit han forkynder for Hundred
Hvad der kun læstes af Ti.

Er han ei Frihedens eget Symbol?
Vender mod Fattigmand venligt sin Tale,
Vender den dristig mod Høihedens Pol,
Ryster selv Herskerens Dvale!
Minder han ikke ved Holdning og Gang
Om hvad i Oldtid fra Meiselen sprang?
Viser han ikke hver Aften,
194 Norden til inderlig Fryd,
Det som hin Mester i Kraften,
Thorvaldsen, hugged i Syd?

Søren, det er som en Blyhat der sad,
Vægtig og trykkende, smeddet om Panden.
Vægteren sidder i Skuret saa lad -
Vægter o hør, hvor er Branden?
Hvad, har han siddet og snivet, min Fa'er?
»Aa, lille Herre, I er jo en Nar!«
Hører han ikke den Klemten?
»Det er jo Meelmandens Kat.« -
Ilden er i Nummer femten!
»Femten har jeg sgu besat.« -

Søren, det er som paa Skøiter jeg gik:
Benene glide, mod Eierens Villie.
Dertil saa ærgrer det mig, at jeg fik
Punsch paa min gode Chenille.
Ak, hvilke Fristelser har ei vor Jord!
Hist kommer een os imøde, min Broer.
Seer Du? i Form af en Qvinde
Tripper paa Hjørnet der een:
Seer Du? de natlige Vinde
Blotte det velskabte Been.

Søren, jeg vædder saa høit som Du vil,
At Du faaer ondt i dit Hoved imorgen.
»Driller Du atter? Hvad skal det dog til?
Du kjender ikke til Sorgen:
Ondt i sit Hoved, Du broutende Nar,
Faaer ikke Du som et Hoved ei har.« -
Ikke begynd nu at skumle -
195 Nei, hvad er det for en Lugt?
»Hører Du Vognene rumle?«
Skynd Dig blot, hurtigt paa Flugt!

Søren, i Tiden naar skilte vi gaae,
Een vel i Jylland, i Fyen vel den Anden,
For vor Erindring skal Rusen da staae,
Vægteren, Tøsen og Branden.
Bedre vi kunne vel anvendt vor Tid,
Renere kunde vel været vor Iid,
Men mere livlig og munter
Neppe der kommer en Dag,
End disse lyse Secunder,
Som vi nu har paa vor Bag.

BORTREISEN.*)

Aldrig glemmer jeg den skjønne Nat,
Da hun til mit Telt kom bly og bange,
Stod i Døren skjælvende saa mat,
Saae sig om saa ængstligt flere Gange;

Sagde til mig disse smukke Ord:
»Tør jeg ogsaa ind i Teltet træde,
Tør jeg troe, at den, der inde boer,
Ikke myrde vil min Moders Glæde?«

* 196

»Vil Du tale med mig rene Ord,
Tale med mig som en kjærlig Broder?
Er saa barnligt from Du som jeg troer,
God som Englen i de fjerne Kloder?« -

Da jeg raabte: »kom kun, smukke Barn,
Kom, vær barnligt hilset mange Gange!
Denne Haand ei fletter listigt Garn,
I mit Hjerte slumrer ingen Slange.«

»Vi vil tale som to Søstre smaa,
Som to Stjerner tale med hinanden,
Som to Blomster, der ei Synd forstaae -
Kom, jeg kysser Haanden kun og Panden!«

»Vi vil her i denne stille Vraa
Os indbilde, at vi ei er ene,
Handle som om Mange paa os saae,
Ønske fromt og have Tanker rene.«

Og beroliget hun kom mig nær,
Og jeg saae, hun bleg var og sørgmodig,
Og jeg saae ved Lampens hvide Skjær,
At den fine Fod var ridset blodig.

Og jeg saae, hun havde vistnok grædt,
Og jeg saae, hun endnu følte Qvalen,
Og jeg saae, hun frøs og syntes træt,
Og jeg saae, hun ikke bar Sandalen.

Grandt jeg saae, at hun var ung og smuk,
Og jeg hørte hendes Hjerte banke,
Og jeg vidste, mig gjaldt hendes Suk -
Men bestandig reen var dog min Tanke.

197

»Du vil reise!« - sagde hun saa blødt -
»Derfor til Dig kommer jeg i Teltet:
Dengang Alle hjemme slumred sødt,
Stod jeg op, tog Sløret paa, tog Beltet.«

»Moder min det ikke vide maa,
Derfor løsned jeg de gyldne Ringe
Fra min Ankel, da jeg skulde gaae,
At forrædersk ei de skulde klinge.«

»Veiens Flintestene skar min Fod,
Thi forsigtigt jeg Sandalen kasted:
Derfor seer Du her Din Piges Blod,
Seer dets Stænk paa Veien hvor jeg hasted.«

»Ingen Stjerne skinte for mit Blik,
Skyen drivvaad hang paa Firmamentet;
Ikkun Lynet lyste hvor jeg gik,
Saa Dit Telt at finde knap jeg vented.«

»Reise vil Du! er paa mig Du vred,
Siden Du med Længsel seer mod Stranden?
Vidste Du, hvad dette Hjerte leed -
Elsker høiere Du nogen Anden?«

»Ak, i Søen lever slimet Kryb,
Stormens døde Offre boe i Vandet -
Hvorfor seile over Gravens Dyb,
Naar Du aande kan i Fødelandet?«

»Indiens Sol har Kraft og mægtig Glands,
See Dig om, hvor smukt her er i Hjemmet!
Her er hvad ei findes udenlands,
Her er Alt jo vort og Intet fremmedt.«

198

»Stakkels Trækfugl flakker evigt om
Og fra Fjeld til Fjeld Gazellen springer;
Fast har Mennesket sin Helligdom,
Den er der, hvor Modersmaalet klinger.«

»Troer Du, at Du modner Din Forstand
Ved at see paa fremmed Jordbunds Træer?
See blot rigtigt paa vort eget Land,
Vi har Meer end mangen Europæer.«

Vil Du tale andre Landes Sprog?
Ak, det Sprog, Din Pige med Dig talte,
Sagde tidt Du før, var skjønnest dog,
Thi med det vor Lykke bedst vi malte.«

»Derfor, naar Du kommer hjem igjen
Og har Sproget lært fra fjerne Zoner,
Koldere da taler vist min Ven
Og har glemt de kjære Hjemlandstoner;«

»Glemt ei Sproget blot, men og forglemt
Dem der talte det, forglemt os Alle;
Vender hjemad anderledes stemt,
Saa at vi Dig selv en Fremmed kalde.« -

Og hun kasted ned sig for min Fod,
Bønfaldt mig, som var jeg Bramaguden,
Og med vankelmodigt Sind jeg stod -
Da faldt Daggryskjær igjennem Ruden.

Angst da flygted hun for Morgnens Skin,
Flygted bort i Ly af Palmetræer -
For at hente mig, i Teltet ind
Traadte nu den blonde Europæer.

199

Og med hellig Gysen pegte han
Didud, hvor min Elskte flygted bange,
Raabte: »sandt er da hvad om Dit Land
Staaer fortalt i Eders gamle Sange!«

»At besjælet er hver Plante her,
At her endnu synligt Guder vandre,
Og at Alt har her et helligt Skjær,
At I Lykken eie fremfor Andre.«

»Seer Du Skikkelsen bag grønne Løv,
Seer Du, Sløret viftes bort af Vinden -
Nei, hin Ansigt er ei jordiskt Støv,
Denne Skikkelse er Vaargudinden:«

»Vaargudinden, som i Morgengry
Daler ned og venligtsindet spreder
Sine Gaver over Mark og By -
Ak, Europa maa misunde Eder!«

»See, hvert Skridt Gudinden gaaer
Springe Roser ud, hvor Foden hvilte!
Bort nu svandt hun - Skibet taklet staaer -
Dette Varsel vist os Held tilsmilte!« -

Men jeg saae det vel og grandt:
Roserne var Blod paa Flintestene -
Middagssolen mig paa Havet fandt
Og min Elskte hjemme gik alene.

200

HERREGAARDEN

1.
Foraaret.

Imod Sydvest paa Sjællands friske Strande
Der staaer fra Riddertid en Herregaard
Med Udsigt over Beltets mørke Vande -
Kom, følg mig, seer du ikke, det er Vaar?
Et Liv er spredt nu, som du aned neppe,
Rundt om i Hauge, Skov og Fiskepark;
Retsom et blødt, et blommet tyrkisk Teppe
Udstrækker spraglet sig hin Kløvermark:
Viid, Flora kommen er nu op til Norden,
Den fine Fod ei stødes maa paa Jorden.

Kom med! hver Aarstid har jeg seet paa Stedet,
Hvert Danmarks Veirlig har jeg prøvet der,
Hver Danmarks Sangfugl har mit Øre glædet,
Jeg har seet Reden i de grønne Træ'r.
Natur! en venlig Barndom saae jeg ikke,
Men Ynglingslykken, den har jeg dog havt,
Og her randt hine skjønne Øieblikke,
Da mine Tanker steeg i modnest Kraft,
Og da, begeistret, over Jordens Dale
Min Aand sig hæved til det Ideale.

Du stille Levning fra et fjernt Aarhundred,
Du peger paa en uddød Kraftens Tid,
En Tid af os snart haanet, snart beundret,
Men knap forstaaet trods de Lærdes Flid;
Vor Old er kun en Klogskabsperiode,
Hvor Kraften ei i Længden kan bestaae,
201 Hvor Jernet, som vi ufortærligt troede,
Paa Klipper ruster hen i Stykker smaa -
Ney og Murat for Kugler maatte segne,
Kun gamle Talleyrand kan ikke blegne. -

Kom med! her har jeg over Skovens Kroner
Seet Lynets Herlighed i Tordnens Sky.
Kom med! hør Himlen fyrer med Kanoner,
I Bugten søger lidet Fartøi Ly.
Nu vel, Fred findes ikke her paa Jorden,
Maaskee der ogsaa oppe føres Krig:
Slaaer Jupiter Giganterne med Torden,
Fordi de røre Kongekaabens Flig?
O nei, kom med og see Du her fra Høien:

Fra Himlen ei, fra Skyen kommer Støien,
Fra Himlen ei, fra Skyen Lyden kommer,
Thi Himlen blaaner i et Fredens Skjær:
Den store Sal de tolv Apostle rummer,
Saa skjønne som de Thorvaldsenske her;
Og han, hvem Pen og Pensel ei kan male,
Han sidder ved sin Faders høire Haand;
Hver elsket Afdød, vakt af Dødens Dvale,
- Fortælles - vandrer der, en renset Aand:
Alt findes hist, hvad savnes maa herneden,
Derfor jeg troer: did flygted ogsaa Freden! -

Kom med! o følg mig blot ud i Naturen,
Det er jo Foraar alt, læg Bogen bort.
Naturen digter nu, og see! Censuren
Kan ei ved Huller gjøre Digtet kort;
Frit synger Lærken over Hvedemarken,
Behøver ei at veie hvert et Ord
202 Og frygte for, at Ørnen, Luftmonarken,
I Trillen en Satire finde troer!
Kom med! i Kjæret Frøen slaaer paa Trommen,
For lang Tid siden er alt Flora kommen.

Kom med! imellem disse Buske ligger
En gammel Liigsten slængt uændset hen;
Indskriften længst forvittret er til Prikker,
Men Sagn i Folkemunde gjemte den:
En Præstemand staaer huggen ud paa Stenen,
Sex Koner hugne staae ved Siden af;
Saa mange Gange brød han Myrthegrenen
Og hvergang blev den henlagt paa en Grav:
Med Rette blev ham intet Varigt givet,
Thi man kun eengang elske kan i Livet.

Kun eengang slynges Elskovs Blomst og Ranker
Om det ungdommelige Hoveds Lok,
Kun eengang fødes disse lyse Tanker,
Kun eengang Nornen staaer ved Freias Rok.
For travlt har Amor, har for mange Pligter,
I Øst og Vest han løbe maa med Iil;
Kun eengang paa hver enkelt Barm han sigter,
Paa Hver han skyder kun en enkelt Piil,
Han har ei Raad til at bortødsle Mere:
Thi hvad blier Verden, naar han ei har flere? -

O hør den mørke Solsorts Fløitetoner:
Den mærked os, den flygter bort med Skrig.
O tøv! jeg vil ei for Dig sætte Doner,
Jeg fører ei med Fugleverdnen Krig.
Jeg selv en Sangfugl er og elsker Sangen,
Jeg elsker Eder, mine Brødre smaa!
203 Jeg vil som Criticus ei dømme Klangen,
Ei sige, hvo i Rækken først skal staae -
Den troer mig ei, see! bange bort den flygter -
Maaskee den om mig hørt har onde Rygter. -

Kom, sæt Dig ned, jeg vil betroe Dig Noget:
I dette Lysthuus sad i Maaneskin
Med Haanden under Kind, med Ryggen kroget
Jeg tidt og lyttede til Aftnens Vind,
Og for mit Øie, med bedrøvet Mine,
Bag Granerne, med Sceptret sønderbrudt,
Et luftigt Omrids stod - det var Christine!
Da kom i det begeistrede Minut
Heel mangen Tanke dybt fra Sjælen inde,
Og jeg besang den svenske Herskerinde.

Og jeg besang den svenske Herskerinde,
Men, ak, da Tanken paa Papiret stod,
Med Smerte tidt mit Øie maatte finde,
Mit Blæk var koldt og sort, skjøndt varmt mit Blod.
- Bliv siddende, jeg vil Dig Mere sige:
Var ikke jeg som Digter lykkelig,
Som Yngling var jeg det: en elsket Pige
Er mere værd, end jeg kan tolke Dig.
- Op, seer Du Storken? skynd Dig, aabne Laagen,
See, hvor om Næbet bidsk sig slynger Snogen.

Nu koger det derinde dybt i Jorden
Og Varmen ud i Overfladen gaaer;
Nu er der Forskjel ei paa Syd og Norden,
Italien blomstrer, Danmark har sin Vaar.
Nu trække Fuglene: paa Pyramiden
Hist i Ægypten staaer ei Storken meer;
204 Instinctet hvisked, det var Reisetiden,
Nu er den her og efter Hjulet seer.
Nu vandre Fiskene, de kolde, stumme,
Liimfjordens Bølger store Stimer rumme.

Du hellige, Du lyse Vaargudinde,
Berør Du ogsaa mig med venlig Haand;
Lad og for mig en nyfødt Sol oprinde,
Giv smukke Tanker mig, foryng min Aand.
I høie Trætop Egernet sig lister,
Hver Busk har Knop, Violen staaer i Flor;
En lysgrøn Farve udaf Barken brister,
Naturens Værksted flyttet er til Nord -
Kast Blomster i mit Hjerte, Vaargudinde,
Lad ogsaa der Din varme Maisol skinne!

2.
Et Sendebrev.

From fhe wreck of the past, which hath perish'd,
Thus much I at least may recall:
It hath taught me, that what I most cherish'd
Deserved to be dearest of all.
In the desert a fountain is springing,
In the wide waste there still is a tree,
And a bird in the solitude singing,
Which speaks to my spirit af thee.

Byron.

Det som sig lønligst rører,
Men som kun hviskes bør;
Hvad Pigen gjerne hører,
Men knap dog høre tør;
Hvad Menneskene gjemme
205 Hvor der er sikkrest lukt,
Det tolker Digtrens Stemme
I Sange reent og smukt.

Haansmiil fra kolde Læber
Og vrede Pandefold
Ei Digtrens Haaben dræber,
Gjør ei hans Tanke kold:
Min Ungdoms Flammetanker,
De bedste fra mit Sind,
Paa Døren hos Dig banker,
Min Elskte, luk dem ind.

En Fader hist i Himlen,
En elsket Plet mod Nord,
Eet Væsen udaf Vrimlen,
Paa hvem jeg sikkert troer:
Det Haab sig fast indprenter,
Det skal mig vel staae bi;
Trods hundred Recensenter
Blier det ei Sværmeri!

Blandt alle skjønne Steder
Rundt i min Fødestavn,
Kun eet mit Hjerte glæder,
Vel gjætter Du dets Navn.
Blandt favre Væsner alle,
Som findes i mit Hjem,
Kun Een jeg min vil kalde,
Vel veed Du, Thora, hvem.

Naar mine Øine briste,
Min Aande vorder trang,
206 Da vil jeg Tanken vriste
Ret fri for sidste Gang,
Og mindes, ret med Dvælen,
Et elsket Maleri;
Paa Billedet, som Sjælen,
Staae Thora midtudi.

Basnæs med gamle Taarne
Ved Østersøens Vig,
Mit Ynglingssted udkaarne,
Hint Billed vise Dig!
Da skal Dit Navn jeg sukke
Med glædefarvet Kind,
Og Øiet rask tillukke
Og døe med roligt Sind. -

Fra Kysten flygted Heiren
For eenlig Skippers Flag;
Jeg inde sad med Byron
Den hvide Vinterdag.
Du, Thora, kom fra Salen,
Jeg lod Dig ei forbi;
Til varme Kys blev Talen,
Hvor glade vare vi!

Og husker Du næstsidste
Beklemte Aftenstund?
Usikkre vi os vidste,
Da skjalv Din Rosenmund.
De sorte Øine smykte
En glandsfuld Taareflok;
I Haanden Du mig trykte
Den mørkebrune Lok.

207

Da kyssed jeg Din Pande,
Da klapped jeg Din Kind;
Da syntes mig forsande
Som toned Aftnens Vind:
»Du haver Dig forsyndet
Saa meget mod Din Gud,
Og dog, fra Dommerhyndet,
Han kaarer Dig en Brud!« -

Lad denne Lok, ringbunden,
Et Forbund tolke os,
En Eed i Ungdomsstunden,
Sagt Tidens Magt tiltrods:
Ei blot for Morgenrøden,
Men længer sikkerlig,
For Livet og for Døden
Jeg haver fæstet Dig.

Ret tør ved Vintertide
Ei Rosen bryde frem;
Sletingen maa det vide
Hvad vi To har igjem.
Omkring os gaae saa Mange
Med List, paa Speiderviis:
Ikkun de stille Sange
Kjende vort Paradiis.

Jeg føler, at ei glad jeg
Kan være fjern fra Dig;
Her er det dog som sad jeg
Midt mellem mulne Liig:
Af Lyst kan Øiet tindre
Og Læben høit kan lee,
208 Men dybt i Formens Indre,
Der sidder Sjælens Vee.

Der sidder det som minder
Mig om, at Øiet ei
Sin Længselsgjenstand finder,
Sin Vaar, sin varme Mai.
Koldt tales der med Pennen,
Mit Sprog er ikke godt -
Lad dette Blad fra Vennen
Tjene til Papillot.

DEN ENGELSKE KAPITAIN.
(Et Billede fra 1807).

»Kan Retten tolkes med større Fynd,
End naar man tolker den med Kanoner?
Og tør vel Nogen det kalde Synd,
Hvad Fyrster gjør, for at vinde Troner? -«

Fra Kullagunnarstorp de Svenske saae
I Kattegattet spredt en engelsk Flaade.
Hvorhen den stærke Sømagt skulde gaae,
Det var for dem, det var for os en Gaade.
Fra Kronborg saae man med forbauset Blik,
At ud for Sundet standsed Seilerskaren -
En Anelse henover Danmark gik,
Man skimted nu, men frygted ikke Faren.

Der laae for Anker nu med Reeb om Seil
De tætbefolkede, de hule Masser;
Med Selvtilfredshed saae i Havets Speil
209 Afmalte sig de gyngende Palladser.
Ombord udefter Fjenden stirred man,
Uroligt teede sig de blaae Matroser:
En Sømand er jo dog i hvert et Land
En Ven af Laurbær og de røde Roser.

Paa Orlogsmanden, hvor det største Flag,
Storadmiralens, vaied stolt fra Masten,
Der blev, dengang det gryed blot ad Dag,
Blandt Officererne saa travl en Hasten.
De tæt forseglte Ordre skulde nu
Af Chefen brydes - spændt man vented Talen -
Lord Gambier brød dem med nysgjerrig Hu,
Og Alle stirred hen paa Admiralen.

»Seil did« - saa lød det barske Kongebud -
»Hvor Danmark har sin Flaade trygt i Rheden!
Hvad der I see, bring det af Havnen ud,
Brug Krigen vel, dog tilbyd stedse Freden.
De Danske tømret har saa fast en Borg,
Før os en Anden muligt torde komme -
Grib rask kun til - saa byder Kong Georg -
Belønning faaes, naar Slaget vel er omme!«

Høit lød nu fra det rummelige Dæk
Det hele Mandskabs vilde Hurraraaben;
I beget Fjæs saaes ikkun glade Træk -
Til Ry og Plyndring stod jo Alles Haaben.
Kun Een af alle hine Mænd ombord,
Kun Een tog ikke Deel i Mængdens Glæde,
- En ung Kaptain - men bad med jevne Ord
Om Lov, frem for sin Chef at torde træde.

210

»Hr. Admiral!« - saa tog til Orde han -
»Jeg var kun Purk, da jeg paa Dybet seiled:
Ved Abukir, paa Nelsons Orlogsmand,
Som Femtenaarig jeg til Æren beiled;
Hist i Vestindien mangen vild Corsar
Jeg greb og hang ham lystigt op i Galgen;
Man ridsed ved Trafalgar mig et Ar -
Men det er skjult af Ordner og Medaillen!«

»Hvad England virked mod den franske Stat,
Historien med Stolthed det opskriver;
Hvad jeg har mod den listige Pirat
Udøvet, øved jeg med munter Iver;
Med Lyst jeg raabte: Gud og Kong Georg!
Hvergang jeg fyred paa Napoleons Brigger -
Men her jeg næsten græde maa af Sorg:
Paa Røveri jo nu vor Flaade ligger!«

»Jeg svoer, at følge troligt Englands Flag,
Til Dødens Sved omperler denne Pande,
Men jeg har meent: i aabent, ærligt Slag -
Ei loved jeg, at ville overmande!
Falskt viser Politikens Øieglas -
Matrosen ledes sikkert af Magneten,
Han bruger Retsinds ærlige Kompas,
Guds Stjerner vise Længden ham og Breden!«

»Dog aldrig skal der siges, at jeg brød
Den Eed jeg svoer, min Vimpel at forsvare:
Jeg har forsvart den ærligt til min Død -
Her er for Æren, ei for Flaaden Fare!
Seil I! jeg lyder ikke Kongens Bud,
Men gaaer paa andre Æventyr og Reiser -
211 Der staaer i Skriften: Du skal lyde Gud,
Meer selv end Du skal lyde Romas Keiser!« -

Og dermed styrted han sig overbord!
-Kald ham nu Sværmer eller kald ham Drømmer -
Igjennem Vandets Masse hurtigt foer
Tilbunds i Kattegat den djærve Svømmer.
Der - i det hemmelighedsfulde Dyb,
Hvor aldrig der af Stemmer høres Klangen -
Blandt vaade Planter, mellem hæsligt Kryb,
Krampagtigt bored han sig ned i Tangen!

Og Flaaden styrede mod Kjøbenhavn. -
Fjern fra det Sted, hvor Slaget skulde stande,
Laae han, Kaptainen - ukjendt er hans Navn -
Et vandkoldt Liig, skjult af de sorte Vande,
Til Strømmen drev ham op og svenske Mænd
Paa Fiskertog i stjernefulde Nætter
Ham fandt, bar ham i Baad til Stranden hen
Og - rafled om den Dødes Epauletter.

Paa Skaanes Kyst, lidt nord for Helsingborg,
Ved la Gardies berømte Grevesæde,
Han jordet blev foruden Graad og Sorg -
Paa en nedtrampet Grav nu Maager træde.
Dog stundom skal en luftig Skygge der
Fra Pletten stirre vildt udover Søen -
Ham er det, som i hvide Maaneskjær
Vil bort, vil hjem, vil hist til Steenkulsøen! - -

212

ØNSKERNE.
(1826).

En lang, en sygelig Drømmervei,
Derom, Alfader, jeg beder Dig ei;
Lad Skibet seile saa kort, Du vil,
Naar Fartøiet løber blot muntert til.

Lad ei som Mand mig forbande det,
Hvad Barnet velsigned som stort og ret;
Lad aldrig mig skue med Taareflod
Hvad tidligen varmed mit Hjerteblod.

Lad Sjælen elske den skjønne Jord,
Men glemme dog ei hvad der oven boer;
Hvor herligt der end er i Hjemmets Land,
Kun Afglands af hisset det være kan.

Den Mund, som svarte min Længsels Raab,
Lad den og i Døden tilhviske mig Haab;
Det Hjerte, som eengang har banket for mig,
Lad aldrig blot det forandre sig!

Og dem jeg elsker, men aldrig saae,
De henfarne Store, som nær Dig staae,
Med dem lad mig boe i Dit høie Huus,
Naar Jordebygningen synker i Gruus.

Men Æren i skinnende Sølvermor,
Hun svæve ned paa min Grav i Nord,
Hun kæmpe kjækt imod Glemsels Vold,
Og sjunge mit Navn for en yngre Old!

213

FRAGMENTER AF DEN SPANSKE KRØNIKE.

I kjender Alle den berømte Cid! -
Naar Driveren paa Pyrenæerbjerget
Sit Muuldyr fører nedad Skrænterne,
Da synger han ei om Napoleon -
O nei, han synger om Rodrigo Diaz,
Benævnet Gid; skjøndt Helten leved i
En længst henrunden Tid, besynges han,
Og dog har vor Tid havt en Palafox!

Hvad synges da vel om Rodrigo Diaz?
Der synges om hans Elskov til Ximena,
Der synges om, hvor smuk Ximena var -
Drøm Dig fra Danmark ned til Spaniens Himmel!

1.

Betænksom sad i guldbetrukne Sal
Ximena, tramped svagt med liden Fod
Og lytted efter sin Rodrigos Trin
Og bøiede det skjønne Hoved ned,
For om hun muligt kunde snappe op
En Lyd, en Klirren af hans gyldne Sporer,
En Raslen af hans Klinge stødt mod Væggen,
En Susen af hans mørkblaae Fløielskaabe; -
Men Trinet taug og Sporen klirred ikke,
Og Klingen rasled ei og taus var Kaaben,
Og Alt var tyst, som dengang Herrens Aand
Ved Skabelsen hensvæved over Vandet -
Da glimted Taaren udaf Pigens Øine:
»Forlænge lader han idag mig vente -
Hvad foraarsager vel Rodrigos Stolthed?
214 Hans Skjønhed dog vel ei? det er jo kun
En gammel Egenskab - Narcissus var det.
Hans Viisdom? Salomon var visere.
Hans ædle Herkomst? Alt Achilles stammed
Fra lutter Konger ned. Hans Tapperhed?
Hispanien har ingen feige Sønner.
Alt det, hvorpaa sin Stolthed han begrunder,
Er gammelt, gammeldags og længst nedarvet!« -

End meer hun klaged i sin Eensomhed:
»To Gange har hans Falk alt slaaet ned
I Gaarden paa min Dueflok; idag
Har med sin Klo den qvalt min Yndlingsfugl -
Den, som ei styre kan sin egen Falk,
Fortjener ei de gyldne Riddersporer,
Ei noget Haandtryk af en trofast Ven,
Og ei et Kys af nogen Piges Mund!«
Men da stod smilende Rodrigo Diaz
I Døren, som han havde holdt paaklem;
Han tog Baretten af med hviden Fjerbusk
Og hviskede med Trods de stolte Ord:
»Og dog gav Kongen mig den gyldne Spore,
Tidt trykked Prindserne dog denne Haand,
Og ikke sjeldent kyssed mig Ximena!«

Men paa hans Skulder sad den hvide Falk
Med brune, menneskeligtkloge Øine,
Med gule Been, den kostelige Falk,
Nedbragt til Spaniens rige, varme Klima,
Ned til Orangens og Cypressens Zone,
Fra Øen Island, hvor de varme Kilder kaage
Dybt under Jorden, men hvor Overfladen
Er skjult af Sneens sølverhvide Lillier
215 Og savner ellers alle grønne Urter.
Han tog den hvide Falk fra Skulderen
Og knuste den mod Marmorfliserne:
»Der ligger Falken« - sagde muntert han -
»Vær nu ei længer vred paa Falkens Eier,
Nu skal den meer ei jage Dine Duer.
Du havde mistet jo Din Yndlingsfugl,
Jeg vilde derfor ogsaa miste min,
I Stort og Lidet skal vi være eens!« -

»Dog« - sagde pludselig han alvorsfuld -
»Pas paa, Ximena, om en føie Tid
Vil Strid der opstaae mellem vore Fædre.
Da skal, i Andres Paasyn, ogsaa vi
See dobbelt koldt og vredent til hinanden;
Og Du skal saadan i Din Kjole tage
Paa begge Sider, gaae to Skridt tilbage,
Og neie stift og fornemt for Rodrigo.
Og jeg skal trække lidt paa Overlæben
Og bukke saare dybt; ja stundom skal
Jeg gaae foruden Hilsen Dig forbi
Og lade som med Villie jeg det gjorde,
Og Du skal vende Dig til Infantinden
Og tale ilde om »den stolte Dreng« -
Og det skal vare ved den ganske Dag!
Men hen mod Aften, elskede Ximena,
Naar Solen synker, er vi meer ei vrede,
Da lægge vi Forstillelsen tilside;
Da sniger jeg mig ind i Slottets Have
Og synger Sange under Vinduet,
Og lidt Du lytter da til Citharen,
Dog ei for længe, sagte sniger Du
Paa lette Fodspids Dig ned til Rodrigo -
216 Vee den, der tør forstyrre Dig og mig,
Naar tause ved Jasminerne vi sidde -
Den Lykke vare skal den ganske Aften!
Men naar den første Nattens Stjerne kommer
Og skræmmer bort mig fra Din elskte Nærhed,
Da skilles vi, da gaae vi Hver til sit -
Dog det skal ikke vare ved bestandig.
Snart fører jeg min Brud hjem til min Borg -.«

Da hørtes Fodtrin udenfor paa Gangen -
Ximenas Moder vil sin Datter see!
Da sprang Rodrigo Diaz ned i Haven:
Fjerbusken vaied og hans Klinge rasled
Og Vinden sused i hans Fløielskaabe;
Men for sin Moder dybt Ximena neied,
Bad om Velsignelsen og gik tilsengs.

2.

Og Zaragoza var i Maurerhænder;
Almoctad hed den alderstegne Konge.
Hvor gammel han end var, saa var hans Sjæl
Dog ung og kraftig; Haanden længtes efter
Erobringer, den vilde herske over
Det hele Spanien, ei kun en enkelt By.

Almoctad klædte som Zigeuner sig,
Achmed, hans Søn, iførtes samme Dragt;
Formummede da ginge Søn og Fader,
Som Speidere paa Veien hen til Burgos.
Men Achmed tog til Orde: »Herre Fader,
Profeten byder Aabenhjertighed,
Men Du gaaer skjult tilværks. Profeten byder:
217 Med krumme Sabel, lange Landser søg
Din Fjende paa den grønne Mark, og da
Vil selv Profeten føre Dig til Seiren!« -

Men Faderen var taus og mørk; han lod
Som om han Sønnens Ord ei havde hørt,
Og videre paa Veien ginge Begge.
Men Achmed tog til Orde: »Herre Fader,
Jeg vorder ræd, thi Veien er saa mørk,
Kan ei vi vende om? - Ei Mahomed
Vil hylle sig i List og Nat, den aabne
Profet foragter List og Nat, og ønsker
Begeistring kun og Dagens stærke Skin.
Ved dette rænkefulde Speidertog
Har Du Profetens Redlighed fornærmet:
Hans lyse Maane saaes paa fjerde Nat
Ei hvor den ellers altid for os lyste -
See Taagen har sig lagt om Træ'r og Buske.« -

Men Faderen var taus og mørk; han lod
Som om han Sønnens Ord ei havde hørt,
Og videre paa Veien gik de Tvende.

Men Achmed greb sin Faders Kjortelflig
Og kasted sig i Støvet for hans Fødder:
»Kald i Erindringen tilbage Dine
Forgængeres Historie, min Fader!
Hvor nu Du hersker, herskede Kalifer
Af den forgudede Ommeiaslægt.
Fra Ganges, over Asien, gjennem det
Forbrændte Africa, hid til Gibraltar
Sig strakte deres Rige, og saalænge
De gik med krummet Sværd den lige Vei
218 Og holdt med Alvor ved Profetens Lære,
Da fulgte Lykken dem - da blomstred Slægten!
Men da de optog vantroe Sæder, da
I Slaget meer ei flammed Mahoms Aand,
Men kun Begeistring, hvis urene Kilde
Var den forbudne Drik - da styrted Slægten!
Hixem den Tredie blev af Folket afsat;
Paa Torvet raabte Mængden aabenlydt:
Der er ei Held meer ved Ommeiastammen,
Den bringer Sorrig over Troens Børn! -
Da sprang paa Torvet frem den Sidste af
Den fordum store Ommeiadeslægt,
En Yngling var det, Hixems arme Søn,
Med Graad han raabte: giv mig een Dag Sceptret,
Og dræb den næste Dag mig, hvis Jer synes! -
Men Ingen hørte ham og han forsvandt,
Og gik til Africa, i Ørknen ud,
Og - Ørknens Løver aad med Hyl hans Liig
I Sandet. - Fader, o lad ei vor Slægt
Fortørne Herren, liig Ommeiastammen;
Lad os ei den Dag leve, at man seer
Dig styrte fra Din Throne, at man hører
Din Achmed raabe: giv mig een Dag Sceptret,
Og dræb den næste Dag mig, hvis Jer synes,
Hvad heller giv min Krop til Ørknens Løver!« - -

Da pegede den gamle Konning op
Imod den brede, mørktilslørte Himmel,
Og svarte barsk: »Profeten er ei vred,
Fordi jeg vil en mægtig Hersker være!
Nei, Mahomed er ikke vred, han gjemmer
Ikkun sin Maane, til den høitforbauset
Skal see Almoctad paa de Christnes Throne!« -
219 Men neppe havde Kongen sagt de Ord,
Før Maanen med sin skjønne, fulde Skive
Op af de sorte Uveirsskyer dukked,
Retsom en pragtfuld Blomst, der springer ud
Med yndigt Farveskjær blandt dunkle Blade.
Pletteret laae det rige Landskab for
Den gamle Konges Øie - see! da viste
Sig for hans Blik en ukjær Skikkelse:
Bagved en Hyldebusk stod alvorsfuld
I Fløielskaaben med de gyldne Fryndser
Rodrigo Diaz, lænet til sit gode Sværd
Og raabte harmfuld til den gamle Konge:
»Hvi gaaer som Tigger Du paa Speiderviis?
Tør ikke meer Du see os kjækt i Øiet?
Ha see! skjøndt Du er Mand med Vaar og Vintre,
Staaer Du tilskamme for en Ungersvend!
Kald dine vilde Horder sammen, sæt
I Sadlen Dig med Perler om Din Turban
Og smyk Dig med Din kongelige Dragt,
Da skal jeg møde Dig i vilden Slag.
Vi har alt længe ventet Dig: langs Grændsen
I vore Borge, Dag og Nat, med Bidsler,
Med Sadler vore muntre Heste stod -
Gaa skamfuld bort og bedre Dig, o Konge!«« -

Da svarte Kongen: »vel jeg kjender Dig,
Rodrigo Diaz, tæm Dit unge Sind!
Jeg møder Jer med List, thi listig er
Hver Christen, skjøndt han gjerne lader from -
Skal jeg fortælle Dig, hvordan I handle
Selv Eders Konger er Forbrydere,
Hvor lifligt end dem Krøniken vil sminke:
Det er ei længe siden, at Kong Sancho
220 Sin skyldfrie Broder, Antolin, lod smedde
Til Væggen fast og grusomt martred ham
I nitten Aar! hvert Aar blev Jernene
Gjort smallere, for at de kunde passe
Den meer og meer fortærte Knokkelhaand.
Men i det tyvende, det sidste Aar,
Da endlig Antolin var Døden nær,
Befalte Sancho, Lænken skulde løsnes.
Da raabte Antolin: lad Lænken sidde,
Med hvad jeg leved, vil jeg ogsaa døe! -
End i Zamora paa hans Gravsteen staaer
Udhuggen Antolin den Lænkebundne;
Da vi Zamora fra Jer tog, vi fandt
Hint Skjændselsmonument for Broderhadet!« -

Men dette krænkede Rodrigo Diaz,
Vredladen svarte han: »nu, Kong Almoctad,
Hin Liigsteen skal ei meer forarge Dig,
Med Guds Hjælp faae vi atter nok Zamora!«

Da lød med Haan den onde Konges Svar:
»End faaer Zamora Du, Du faaer dog neppe
Zamoras Kirkeklokker med det samme;
Dem nedtog vi af Kathedralen flux
Og bored Huller i dem langs ad Randen
Og fæsted Messinglænker i hvert Hul.
Omvendte, hænge de i Zaragoza,
Som Lamper, i den hvælvede Moskee!«

En Torden lød, et Lyn paa Himlen glimted,
Regndraaberne paa Skovens Kroner pladsked;
Iklædt en Handske, syet af sorte Skyer,
Trak Herrens Haand igjen tilbage til sig
221 Langt ind i Himmelen den gule Maane
Og mørknede det før saa lyse Landskab.
Imellem Buskene forsvandt Almoctad!
Men tankefuld til Burgos gik Rodrigo,
Thi Strid der var imellem begge Fædre.

3.

»Og var Ximena da saa meget smuk « -

Ja, Yngling, hun var smuk, saa smuk som Den,
Du end ei saae med legemlige Øine! -
Hvis Du er sytten Aar, da kommer snart
En Tid, da for Din Sjæl sig vise vil
Et Billed af en ung og deilig Pige:
Hun er ei klædt, som dem Du dagligt seer;
I Regnbuefarver hendes Klædebon
Vil svømme for Dit glædedrukne Øie.
Hun er ei jordiskt formet, vækker ingen
Nedværdigende, syndig Eftertragten;
Det er som om Du saae en Himlens Engel
Afspeilet i en sølvblaa Sommersø.
Paa Marken seer Du hende svæve hen,
I Skoven sidder stille hun bag Espen.
Paa Jord har ei Du hendes Lige seet,
Men dog Du haaber, snart at maatte finde
Den deilige, den gaadefulde Gjenstand.
Paa Baller søger Du veemodig hende,
Musikken klinger, o hvor tøver hun?
Du stirrer paa de røde Silkeschawler,
Hold op, Du stirrer til Dit Øie perler!
Gaa bort, gaa raskt fra Ballet, Yngling, flygt:
Hun er ei der, hvor Menneskene færdes!
222 Kun naar Du eensom gaaer i Natten ud
Og vandrer udenfor det Huus, hvor Dandsen,
Hvor Vinen, hvor Musikken sammenblandes,
Derudenfor, naar Du betragter Stjernen,
Der kommer deilig atter hun tilsyne
Og hvisker til Dig: »søg, saa skal Du finde!« -

Hint Billed, Yngling, veed Du, hvad det er?
Det er en Skabning, som Gud Amor kogler:
Han danner den af Morgenrødens Farver,
Af Uskylds Taarer og af Længsels Suk;
Det er et Sendebud fra ham til Dig,
Det melder Dig hans eget nære Komme;
Man kalder det - sit Ideal!

Saaledes,
Saa smuk, som syttenaarig Ynglings Drøm,
Saa reent, saa yndigt formet var Ximena -
Nu svar mig Du, var ei Ximena smuk?

4.

Ximenas Moder treen i Salen ind:
»Min Datter! dræbt i Tvekamp er Din Fader,
Din Faders Morder er Rodrigo Diaz;
Kom tag et Slør, tag sorte Fløielsklæder,
Klæd kulsort Dig, thi sort er nu vor Himmel!« -

Da græd den unge stakkels Elskerinde,
Hun svared': »tag de sorte Klæder bort!
Sorg eier ingen fast og enkelt Farve,
Den værste Sorg desuden kan ei sees.
Sorg har sig spredt i hele Skabningen,
223 Den har sin Andeel i hver Jordens Gjenstand
Og er forklædt i mange Skikkelser;
I hele vor Natur ei Væsen findes,
Der ei er bundet til den fælles Lov:
Hver Gjenstand og dens Farve kjender Smerte.
Derfor kan til min Sorgs Symbol jeg vælge
Det Blaae, det Hvide eller Røde mig -
Tag, Moder, kun de sorte Klæder bort!«

5.

De Voxlys brændte smukt i Klosterkirken,
De Munke sang saa lifligt om vor Frelser;
Paa Altertavlen malet stod hin Busk,
Hin Tjørn i Flammerne paa Sinai.
Da treen i Kirken ind Rodrigo Diaz,
Foruden Sværd, foruden Ridderkaabe,
Foruden Sporer (alting hang derhjemme),
For Altret knælte han og talte saa:
»Prælat, som staaer i hviden Messesærk,
Jeg kommer sorgfuld hid til Skriftemaal,
Thi viid: i Tvekamp dræbte jeg Grev Gormaz.
Nu er det tyst i Grevens Borg: hans Datter,
Min elskede Ximena, hader mig;
Hun ændser ei, hun hører ei min Klage,
Hun lytter meer ei til min Cithers Klang.
I Salene, hvor Munterheden dvælte,
Der ruger Tungsind, aldrig skinner Solen.
Istedetfor de muntre Gjæster kommer
I regelmæssige Besøg kun Lægen -
Prælat, beed Gud om Naade for Rodrigo!«

Da svared Herrens Tjener: »skrift, min Søn,
Men tael oprigtigt! Gormaz er hos Gud
224 Og hører hvert et Ord og melder selv til Herren,
Naarhelst en usand Lyd din Læbe siger.
Heel grusomt har Du endt den Sværdeleeg:
Et Saar var blodig Hevn - hvi dræbte Du -«

Men op mod Himlen hæved da sin Haand
Rodrigo Diaz, sagde: »Herrens Tjener,
Giv nøie Agt, Rodrigo taler sandt.
Jeg kom til Kredsen paa Tourneringspladsen,
Mit Følge holdt i Rader rundt i Kredsen;
Det var mit første Alvorsridt i Livet.
Paa Pladsen sank jeg hen i Grublerier:
Stundom jeg saae min gamle Faders Graad; -
Stundom Ximena hævede sin Haand
Og løfted Myrthekrandsen af sit Hoved
Og gav mig alle Grenene tilbage; -
Stundom jeg stirred i min egen Grav«,
Hvidt klædte gamle Qvinder mig, de lagde
Tilrette for mig i min Katafalk,
Og herreløs stod mine Fædres Borg.
I Kisten laae jeg selv, et mullent Liig;
Paa Kisten laae mit Sværd, ved Kisten sad
I Sølverslør Ximena, peged paa
Stamtavlen over Graven, og der stod
Med rødlig Skrift paa Tavlen nederst ridset:
»Rodrigo Diaz, sidste mandlig Arving,
Gud være Stammen naadig, hvor den er!« -
Det var en vaagen Drøm - og der kom fleer
Og værre Syner, da jeg sad paa Hesten:
Ti Aar var svundne hen, som lette Skyer!
Mig tyktes, jeg var paa en ukjendt Borg,
Ximena var der - med en fremmed Mand.
Den Ubekjendte klapped hendes Hals
225 Og spurgte hende: har Du glemt ham ganske?
Da nikked venligt hun og tog paa Skjødet
Et lille Barn og Barnet raabte: Moder!
Og see! i Gluttens favre Træk og Ansigt
Var ei et eneste af mine Træk,
I Mod'rens Sjæl ei Minde meer om mig!
Da mærked jeg, jeg drømte lutter Løgn,
Jeg løfted Haanden vredt mod Fristeren,
Mod Drømmens Gud, mod Løgnens gamle Fader,
Ham i den sorte Himmel, Satanas!
Jeg gjøs og spored uvilkaarligt Hesten,
Den steiled høit i Veiret og jeg vaagned.
Og da holdt ligeoverfor mig Gormaz,
Han smilte haanligt, meente vel, jeg frygted,
Da stred vi, atter jeg besinded mig,
Jeg vilde saaret ham i Skuldren - Sværdet
Løb nedenfor, og han sank baglænds ned -
Prælat, o beed om Naade for Rodrigo!««

Bevæget rakte Herrens Tjener ham
Sin Haand og atter talte da Rodrigo«.
»Prælat, som seer med Mildhed paa Rodrigo,
Jeg mere skrifte vil, Du skal erfare,
Hvorledes det ser ud nu i mit Hjerte.
Mit Øie hvile kan paa hele Jorden,
Eet Væsen kun tør ikke jeg betragte.
Naar En fortæller muntre Eventyr,
Da leger paa mit Ansigt tidt et Smiil,
Men een Ting maa Du ei med Ord berøre,
Hvis ikke Du vil see min Latter druknes
I Krampegraad, hvis ikke Du vil see
Min Munterhed til Dødsangst sig forvandle;
Kun een Ting maa i min Nærværelse
226 Du ikke tale om - det er om hende!
Thi denne Tanke forbeholder jeg
Mig selv, naar jeg foruden Selskab er.
Alt andet kan jeg tale om fornuftigt,
Men denne Tanke grændser nærmest til
Min Sjæls Fortabelse, til rædsomt Vanvid.
See, jeg er ung og smuk af Legeme
Med smidig Arm og sunde Ledemod,
Og jeg har en Fornuft, som Du og Andre,
Naar det alt Andet, kun ei hende gjelder;
Men i det Øieblik Du nævner hende,
Da svinder bort min Ungdomsskjønhed og
Min mennesk'lige milde Mine og
For hver en kold Betragter vil jeg tee
Mig som en Ulv, en Bjørn i kulsort Pelts,
Med Blodinstincter og med hviden Hugtand:
Min klare Indsigt gaaer fortabt og jeg
Nedsynker i en lodden Dyreverden -
Prælat, o beed om Naade for Rodrigo!«

Og Herrens Tjener fældte milde Taarer;
Han havde megen Medynk med Rodrigo,
Men videre da talede Rodrigo:
»Prælat, som græder over mine Sorger,
Giv mig et Raad, hvorledes jeg skal handle.«

Da sagde Herrens Tjener: »vend Dit Øie
Fra jordisk Elskov bort en stakket Stund;
Med Tiden blier Ximena vel Din Brud.
Stor Sorg er lagt omkring Dit unge Hjerte,
Dog lider Ingen hvad han ei kan bære;
Mangt Bismerpund er paa Din Skulder lagt,
Det maa vel tyde paa, at den er stærk.
227 I Zaragoza boer en maurisk Konge,
Almoctad, fientlig stemt mod alle Christne -
Erobre Zaragoza, kæmp for Christus,
Jeg vie skal Dit Sværd og lyse Kirkens
Velsignelse, Rodrigo, over Hjelmen!« - -

Den næste Dag Rodrigo sad paa Skimlen -
Saa lad ham ride da mod Zaragoza!

HJEMKOMSTEN.*)

Aldrig glemmer jeg den skjønne Dag,
Da jeg atter steg iland paa Stedet,
Der hvor Regnbue, Sol og Tordenbrag
Tidligt havde Drengen vakt og glædet;

Hvor min Pige med det mørke Haar
Havde siddet hos mig tæt ved Ganges,
Ildfuld, som mit Hjemland, ung af Aar,
Ændsende kun mit Blik, ei de Manges;

Trykkende min Haarlok til sin Mund,
Pegende paa Skyerne, der vandred -
Ak, som Himlens Skyer var ei hun,
Hun var fast og tro og uforandret.

Reist jeg var henover Bjerg og Dal,
Havde seet saa mange smukke Egne;

* 228

Ved hver Skjønhed følte jeg en Qval:
Jeg var fremmed Gjæst jo allevegne.

Hørt jeg havde mange Fugles Sang,
Hørt de Fremmede saa lifligt tale:
Bedst sang Fuglen dog i Indiens Vang,
Blødest taltes dog i Indiens Dale.

Men i saare lang Tid havde jeg
Ikke seet min Hjem og mine Frænder;
Frodigt groede Græsset paa min Vei,
Luget var der ei af Gartnerhænder.

Og forfalden laae mit smukke Huus
Og Platanen hang med sine Blade;
Haugen opfyldt var af Sand og Gruus,
Marmoret var sort i mine Bade.

Og min Hund var død, den smukke Hund!
Ei til Velkomst mod mig meer den gjøede;
Sorgfuld for min Sjæl var denne Stund:
Der var vistnok mange Flere døde.

Og jeg gik med ganske sagte Trin
Hen til Stedet, hvor min Pige boede,
Kiged listigt gjennem Ruden ind,
Hvor i stille Blund jeg hende troede.

Men Gardinet skjulte for mit Blik,
Om min Elskte ogsaa var derinde;
Sagte banked, efter fordums Skik,
Jeg paa Ruden hos den fagre Qvinde.

229

Men hun troede, det var Fugle, som
Hakkede paa Glasset, for at vække
Hende, der om Morgnen god og from,
Pleied van de Smaa lidt Korn at række.

»Lille Fugl,« hun nynned, »er Du alt
I den lyse Morgen ved min Rude?
Fra min skjønne Drøm har Du mig kaldt -
Jeg er vred og la'er Dig blive ude!« -

Da jeg raabte: »det er ingen Fugl,
Men det er din egen Drøm, der banker!
Ham det er, hvem i dit stille Skjul
Nu som før Du vier dine Tanker.«

»Mindes ikke Du en Yngling, som
Fordum reiste til de fjerne Lande?
Han er atter til sin Helligdom
Seilet over vilde, mørkblaae Vande.«

»Han har skuet fremmed Land og By,
Men ei glemt sin Barndoms troe Veninde;
Han har seet og elsket høit det Nye,
Men det Gamle skal ham tro dog finde.« -

Sagte lukked hun da Vindvet op,
Udaf Aabningen sprang hurtig Hunden,
Sprang med Logren og med lystigt Hop,
Glad ved mig og glad ved Morgenstunden;

Hunden, som jeg havde tænkt mig død,
Havde hun - min Elskte - tro bevaret:
Medens Stormen om mit Øre lød,
Havde hun mit Yndlingsdyr forsvaret.

230

SOMMEREN.