↩ Det synes, at Bagger i den første Tid, han kom paa Basnæs, har haft lidt vanskeligt ved at naa til Klarhed over, hvem af Husets smukke unge Døtre han * V skulde binde sit Hjærte til. Saa hændte det imidlertid, kort før Juleferien 27, at Thora blev alvorligt syg. Derom har Brevene til Brødrene i Sorø fortalt, og disse har delt deres Bekymring med Vennen Carl Bagger. Ham rammer det som et Lynslag, og det afføder det lille Digt »Da Thora var syg«. Digtet er - som det oprindelig hed i Originalmanuskriptet - en »stille Friergang«.*) For første Gang bliver han sig sin Kærlighed fuldt bevidst, og med denne Erkendelse følger en Ruelse over ikke at være hende værdig: »Røveren saa Paradiset.« Hvormed havde han da forbrudt sig? At han ikke bekender den hele Sandhed, naar han skrifter, at han - ligesom Poul Møllers krøllede Frits - har været lidt for tilbøjelig til en munter Klink, fremgaar ligeledes af nævnte Originalmanuskript, hvor der findes følgende lidt farligere Tilstaaelse, som Thora maaske aldrig har faaet i Hænde, i hvert Fald ikke ved den Lejlighed: