Bagger, Carl IV.

IV.

Det er forstaaeligt, at »Min Broders Levnet« vakte Opsigt og Forargelse, dels paa Grund af de dengang dristige Scener fra Demimondens Verden, dels paa Grund af den Nærgaaenhed, hvormed Forfatteren havde portrætteret kendte dalevende Personer. Paa Basnæs var man vred. Blandt de krænkede var ogsaa Cleophas Svenningsen, der en skønne Dag indfandt sig hos Bagger for at tage Hævn. Han fik at vide, at Digteren endnu ikke var staaet op; men dette syntes ikke at genere Svenningsen. Han kunde udmærket godt slaa Bagger ihjel paa Sengen, sagde han. Da det korn til Stykket, nøjedes han dog med at henstille til Forfatteren, næste Gang han udgav »den rraadne Bog« da at skrive Svenningsen, som han hed, og ikke Svendsen. Langt farligere end Svenningsens Næver var dog Madvigs Pen. Den hindrede Bagger i at faa den Plads paa Parnas, som han utvivlsomt havde ventet og mente sig berettiget til. Hans Biografer har enstemmigt og ensidigt *

XLVI fordømt denne Kritik, og dog er Forholdet sikkert dette, at Madvig ikke er langt fra Sandheden, naar han hævder, at Bagger ikke var en tilstrækkelig stor Digter til at hæve det vanskelige Stof op i et fuldt kunstnerisk lødigt Plan. Det gælder forøvrigt ikke blot om Romanen, men ogsaa om en stor Del af hans øvrige Produktion, at den har større psykologisk og biografisk Interesse, end den har kunstnerisk Værd. Madvig nævner det endvidere som en af Baggers Brist, at han gør sig skyldig i Overfladiskhed. Dette gælder ikke blot i rent mekanisk Forstand - hans mange ufordøjede og fejlagtigt gengivne Citater er et Eksempel herpaa -; men ogsaa i dybere Betydning har det sin Rigtighed. Den Maade, hvorpaa han f. Eks. i Fortællingen ganske uformidlet paahefter Tidsallusionerne for at gøre Skildringen nutidig, føles som en Mangel paa sjælelig Gennemarbejdelse af Stoffet. I Slægt hermed er ogsaa en vis Slaphed - det gælder ikke mindst i Digtene - som alt for ofte hindrer ham i at fastholde en Tanke, en Figur (Fortællerens, Johannes, Karakter sammenblandes saaledes ofte med Forfatterens, hvorved den uheldigvis glider over i Arthurs) eller en engang anslaaet Tone. Han er umusikalsk og uden sproglig Takt. Derfor er ogsaa - som Madvig ligeledes bemærker - hans Stil meget usikker. Muligt gennem tidlig Læsning i Shakespeare fik han Tilbøjelighed til en billedmættet Stil. Tragedien om Dronning Christine er rig paa Eksempler. Ogsaa fra Min Broders Levnet kunde citeres i det uendelige. Bagger magter imidlertid ikke denne Billedstil, men forfalder ofte til de groteskeste Bizarrerier, som f. Eks.: »der var Foraar i mit Hjerte, som naar den første XLVII Kjærlighed indsniger sig hos Mennesket, som naar Hørkræmmerdrengen gaaer ud af sin Lære og bliver Svend.«

Ogsaa det springende og til Tider usammenhængende i hans Maade at opbygge Stoffet paa viser en svigtende kunstnerisk Alvor.

Madvig glemte dog ikke at anerkende, at der i »Min Broders Levnet« var »Glimt og det ikke svage Glimt af Digteraand«. Alene den Omstændighed, at han gjorde den til Genstand for en udførlig Omtale i det fornemme »Maanedsskrift for Litteratur« viste jo, at Bagger var en Mand, han regnede med. Med alt dette er det dog ubestrideligt, at de to ingen Mulighed havde for at forstaa hinanden. Det i godt og ondt dybt menneskelige, der bestandig gør »Min Broders Levnet« til en Bog, der interesserer og bevævæger, havde Madvig ingen Sans for, og der overgik derfor Bagger en stor Uretfærdighed derved, at det blev denne Autoritet, der ene fældede Tidens Dom over hans Værk.

At Kritikken ramte smerteligt fremgaar blandt andet af nogle Udtalelser af H. C. Andersen i hans Livserindringer. Bagger revancherede sig dog kort efter ved i »Søndagsbladet« Nr. 23 at indrykke en mere bitter end morsom Satire over Madvigs Anmeldelse.

»Min Broders Levnet« naaede i Løbet af to Aar at komme i andet Oplag*). I Mellemtiden havde to tyske Oversættelser set Lyset.

V.

Det patologiske i Baggers Sjæleliv: hans ustandselige, syge Fantaseren stadig over de samme to *

XLVIII Grundmotiver: den brødefulde Hemmelighed ved hans egen Tilblivelseshistorie og det brudte Kærligholdsforhold fejrer i Skitsen »Erindringer fra et Ungkarls-Liv i Kjøbenhavn« de vildeste Orgier. Større kunstnerisk Værd har dette Arbejde ikke; men til Belysning af Baggers Psykose og som en Penneprøve til »Min Broders Levnet« har det sin Interesse.

Det er aabenbart, at Williams, Christians og Jacobsens Skikkelser alle belyser Forfatterens eget Jeg. Williams Sind formørkes af Grublerier over, hvem hans Fader har været og af Bitterhed over, at den eneste Lærdom, han fik af dem, som kaldte sig hans Forældre, var »den som han maatte høre tidligt og sildigt: at han var »undfanget i Synd og født i Synd«. For at døve sine Lidelser søger han Munterhed i Vinen, indtil han en Dag ender sit Liv ved Selvmord. Over Skikkelsen kastes intet mildnende Skær som det, der forsonede med en Figur som Arthurs. - Hos Christian er Motivet varieret i den pludselige Afsløring af Slægtshemmeligheden i den mest skærende Disharmoni: »Synes det Dig ikke, at Skjæbnen spotter mig; den lader mig holde et lystigt Gravøl over min Broder, lader mig blive bange for min Moder, og nu, da de Begge er døde, faaer jeg først at vide, hvor nær de var knyttede til mig.«

Det andet Grundmotiv, den skuffede Kærlighed, er indgaaet i Jacobsens Livshistorie. Naar Bagger fantaserede over Thoras Skæbne, endte Tankerne vel mere end een Gang dér, hvor Præstedatteren ender i Skitsen.

Der kan næppe være nogen Tvivl om, at »Et Ungkarls-Liv« er en Forstudie til den større Fortælling: XLIX Arthurs Skikkelse er jo saaledes i Skitsen varieret i Williams, Christians og Jacobsens og yderligere antydet i den forførende Løjtnant, og Mathildes anes i Præstedatteren, som forføres af Løjtnanten og ender i Antoniestræde. Den hjemvendende Indienfarer med den syge Kone (i Skitsen) gaar ligeledes over i Romanen. Af Trespaltningen udvikler sig en Tospaltning med et ganske anderledes interessant Perspektiv, idet en ny Fase vises i Billedet af Johannes. Men for at tegne den maatte Bagger først selv have set den. Den dukker op lige i Slutningen af Skitsen. Mens denne begynder med en næsten religiøs Forherligelse af Bohémelivet, ender den i en Fordømmelse af det. Først efter at Christian til sidst har set sit eget hæslige Billede med Vinen glødende paa Kinderne, og Øjnene stive i Hovedet: »see, saadan ser du ud, naar du er lystig«, - faar Bagger Øje paa Johannes-Skikkelsen.

VI.

Madvig havde endvidere Ret, naar han i Baggers Stil fandt mere Affektation end Originalitet. Han led saaledes af en ubehagelig Tilbøjelighed til at give sine Arbejder Spor af megen Lærdom, og han har let - alt for let - ved at lade sin udbredte, men spredte Læsning gaa uforarbejdet over i sit Forfatterskab. Naar han f. Eks. i »Min Broders Levnet« lader Moderen vise sig for Johannes med de Ord: »Eftertragt ikke, hvad der aldrig kan tilhøre dig,« saa er det en tydelig, men ilde anbragt Reminiscens fra Vaulundurs Saga. Ogsaa megen ufordøjet BlicherLæsning (Blicher var Baggers Yndlingsforfatter) har sat sine Spor, tydeligst i Romanens Jyllands-Skildring. Paa Blichers Manér indledes Beskrivelsen med L en geologisk Oplysning, der iøvrigt er lige saa uholds bar som hos Blicher (»Røverstuen«) og derefter følger - ligeledes i Blichers Stil - en Fremhævelse af almindelige Væsenstræk hos Jyderne (»Hosekræmmeren«). Men mens Blicher i sin Fortælling uddyber og motiverer de Paastande, han fremfører, savnes en saadan Forbindelse hos Bagger. Han fortæller saaledes, at Jyden fuldt vel kender Pengenes Værdi; men af Fortællingen fremgaar dette ikke. Han priser Jyden, fordi han ikke er beheftet med Overtro; men i den flg. Skildring nævnes det ene Eksempel efter det andet paa Overtro hos de Jyder, han beretter om. - Endvidere: i Skildringen af Mathildes natlige Besøg hos Johannes og navnlig af hans paafølgende Betragtninger over den faldne Engel, er der Mindelser fra »En Landsbydegns Dagbog«, og fra samme Værk er meget ubetænksomt Morten Vinges Ord om Kærligheden, der forjager hans Appetit og hans Søvn, overført paa Halvor Thyesen. I »Jøderne paa Hald« har han fundet en med sin egen beslægtet Fantaseren over et brødefuldt Ophav: »Hvor smerteligt er det dog aldrig at have kjendt de Arme, der første Gang omslyngede os! det Bryst, der gav første Næring! ikke at kunne mindes det Aasyn, der med Ømhed og Henrykkelse hvilede paa vort! Ak! mon ogsaa paa mig? mig - forbuden Elskovs ulyksalige Frugt? Mon ikke snarere de bittreste Taarer have vædet mine spæde Kinder, og den dybeste Kummers Sukke blandet sig med mine Skrig.« Og ligesom Johan i samme Fortælling drømmer om sin Moder, og hendes Billede i Drømme sammensmelter med den elskedes, saaledes ogsaa Johannes i »Min Broders Levnet«.

LI

Ikke blot Blicher, men ogsaa Scott har sat Spor i Fortællingen; Bagger nævner i sin Produktion kun een Gang Scotts Navn, og det indirekte, idet han et Sted i »Min Broders Levnet« fremfører et Citat af »Scotts litteraire Successor og Arvtager«. Men at han, som næsten alle i sin Samtid, har læst ham, er dog hævet over al Tvivl, og han synes da ogsaa i Romanen at være tydelig paavirket af »Rob Roy«, som udkom i 1818; i dansk Oversættelse ved J. C. Bøye 1821.*) I Tidens Stil indledes hvert af denne Bogs Kapitler med smaa Vers - Citater fra forskellige Forfattere -, som angiver Grundtonen i eller spiller paa et af Handlingsmomenterne i det flg., og endvidere afbrydes inde i Kapitlerne Prosaen ofte af et Par Verslinier (vistnok af Scott selv). Denne Anvendelse af indledende Vers og Vekslen mellem Prosa og Vers gennemfører Bagger i sin Roman, kun at Indledningsversene ikke er Citater, men Originaler.

At Romanen har fængslet ham er troligt nok. Dens egentlige Hovedperson, Franz Osbaldistone, er ligesom Bagger en ung Mand, hvis Trods og Stolthed faar ham til at bryde med ordnede Forhold, saa at »hans Skib uden ledende Stjerne, uden Compas drev om paa Livets Hav«. (Kap. III). Han lader sig endvidere - ligesom Bagger - af digteriske Sysler drages bort fra den mere nøgterne Beskæftigelse, andre har bestemt ham for; muligt er det af ham, Bagger har faaet sin Interesse vakt for Ariosts »Orlando furioso«, som Franz Osbaldistone er en ivrig Dyrker og flittig Oversætter af.

Direkte Paavirkning fra »Rob Roy« lader sig *

LII paavise i Skildringen af Johannes Ophold i Jylland, som har tydelige Mindelser om Franz Osbaldistones Besøg paa Stamhuset i Northumberland. (Det kan i denne Forbindelse bemærkes, at Bagger, samme Aar som han udgav »Min Broders Levnet«, i »Søndagsbladet« lod trykke en lille Novelle med Titlen »Stamhuset i Northumberland«, en Fortælling der dog iøvrigt ikke synes paavirket af »Rob Roy«).

Den Handling, til hvilken hos Scott Begivenhederne paa Stamhuset i Northumberland sammenfattes, har iøjnespringende Paralleller med den, som udfolder sig under Johannes Harrings Ophold i Jylland: en ung Pige, som har været udsat for en Forførers Efterstræbelser - hos Scott er hun stærkere end Forføreren, hos Bagger bliver hun et Offer for ham - maa afvise den velmenende Frier, hvem hun nærer Tilbøjelighed for, fordi hun er bundet af sin Fortid, over hvilken der hviler et hemmeligt Slør. Hos Scott er Hemmeligheden af politisk Art, hos Bagger den, at den unge Pige allerede er Moder. Hos Scott vier hun sig til Gud, idet hun er besluttet paa at gaa i Kloster; hos Bagger vier hun sig til Kunsten, idet hun agter at gaa til Teatret. Baade hos Scott og hos Bagger overvinder Frieren alle Hindringer og hjemfører den unge Pige som sin Brud. I det iøvrigt lidet sammenhængende Billede af Mathilde er der enkelte Træk, som minder om den unge Pige, Diana Vernon, i »Rob Roy«. Der er over dem begge et romantisk Skær, som hæver dem op over deres raa Omgivelser og derved forlener dem med noget isoleret, der kalder paa Fortroligheden, og naar det hedder hos Scott:

»Intet forvirrede mig mere, end Erindringen om LIII den Maade, hvorpaa Diana havde modtaget Tilstaaelsen af min Kjærlighed; hendes Adfærd, der vaklede mellem Deltagelse og Fasthed, syntes at røbe, at en Følelse i hendes Hjerte talte for mig, men som ikke var stærk nok til at besejre de Hindringer, der forbøde hende at tilstaa denne Tilbøjelighed for mig.« (Kap. XV), har vi aabenbart den Cliché, over hvilken den lidet naturlige Scene i Jasminlysthuset mellem Arthur og Mathilde er formet. Endvidere synes flg. lille Situation i en lidt ændret Skikkelse at være overført til »Min Broders Levnet«:

»Vi (Franz og Diana) sadde sammen i Bogsalen. Diana bladede i en Udgave af den rasende Roland, der tilhørte mig, da et beskrevet Blad faldt ud. Jeg vilde i Hast tage det op, men hun forekom mig. »Vers?« sagde hun, idet hun saae paa Papiret, og da hun havde aabnet det, holdt hun det noget i Haanden, som for at vente paa mit Svar. »Tør jeg være saa dristig? - Aa, naar I bliver rød og stammer, saa maa jeg vel gjøre Vold paa Eders Beskedenhed og forudsætte at jeg allerede har Tilladelsen (Kap. XV)«. Vi genkender her Skildringen af, hvordan Johannes finder et beskrevet Stykke Papir i Mathildes Psalmebog: »Jeg greb en Psalmebog, der laae i Vinduet, der faldt et Papir ud af den - det var Vers.« - I det samme kommer Mathilde ind - hun bliver forlegen og rødmer.

Tydeligst er Paavirkningen dog i det fantastiske Billede af Halvor Thyesen, som, selv om det for visse Træks Vedkommende har et personligt Udgangspunkt, aabenbart i det hele og store er tegnet med Thorncliff Osbaldistone og hans Brødre som LIV Forbillede. De skildres hos Scott (Kap. IV og V) som »klodsede, uziirlige Blokke .... store, stærke og velvoxne; men Forstandens Prometheusgnist syntes at mangle dem lige saa meget som udvortes Anstand og Behagelighed, der i Verden saa ofte erstatter Aandens Mangel. Deres agtværdigste indvortes Egenskaber syntes at være en vis Godmodighed og Tilfredshed, der laae udtrykte i deres grove Ansigtstræk, og de gjorde heller ikke Fordring paa andre Fuldkommenheder end Færdighed i det ædle Jægerhaandværk, for hvilket alene de levede .... Ja hos dem alle finder man en lykkelig Blanding af Tølper, Jæger, Eisenfresser, Staldknægt og Nar«. Den af Brødrene, der har været Baggers nærmeste Forbillede for Halvor, er dog Thorncliff, »denne Fyrste over Rideknægtene, Hanekampene og smudsige Stalddrenge«.

Det første, vi hører til Halvor Thyesen i »Min Broders Levnet«, er hans Hundes Gøen: »Hold Kæft, Hunde« raabte han og sparkede med det samme til den lille Rottehund.« Dernæst ser vi ham »med en Ulvs Glubskhed kile løs paa Fadene«, saa at han »efterhaanden som den nedkomne Proviant udvidede Maven« maatte knappe først Frakken, derpaa Kjolen og sluttelig Vesten op.

Vi genfinder de samme Træk hos Scott: det første, vi hører til Fætteren Osbaldistone, er ligeledes her Hundene: »Flere gammeldags klædte Tjenere bragte paa store, dampende Fade kraftige Spiser, andre bare Bægere, Kander, Flasker, ja smaa Kar med alle Slags stærke Drikke. Da nu endelig med megen Møje og bedøvende Allarm, det rigelige Maaltid var sat paa Bordet, gjenlød en lydelig Støj af Mennesker LV og Hunde, blandet med Knalden af Ridepidske, for at jage de gjøende Hunde tilside; stærke, gjennemtrængende Stemmer og stumpe Fodtrin af vældige Støvler .... forkyndte Jægernes Komme (»Ind tren Sjeur Halvor med Støvler og Sporer« som det hedder hos Bagger) .... Endelig gik Fløidørene op, og ind stormede Hunde og Mennesker - otte Hunde (Halvor har ti), Huus-Kapellanen, Lægen i Landsbyen, sex Fættere og min Onkel« (Kap. IV). Om Maaltidets Forløb hedder det, at »Fætter Thorncliff paa min høire Side og Richard ved Dianas venstre, kastede sig med saadan Iver over de vældige Masser, de havde optaarnet paa deres Tallerkener, at min skjønne Naboerske og jeg sadde saa godt som alene, afsondrede fra de øvrige.« - Og af Gartneren Andreas faar de det Skudsmaal, at de »maa knappe op for at faae Plads til Oxekjødet og Buddingen og Rødvinen«.

Endelig kan det bemærkes, at naar Bagger lader Mathilde ved Synet af de tretten Høje fortælle et Sagn, som knytter sig til Stedet, et Sagn, som imidlertid ingen virkelig Hjemmel har, men er en Sammenblanding af forskellige Sagntyper og en Tildigtning fra Baggers Side, kan han have faaet Tilskyndelsen hertil ved i »Rob Roy« at læse om, hvorledes Jarvie, da han og Franz Osbaldistone paa deres eventyrlige Vandring over den skotske Hede kommer til en rund Høj ved Floden Forth, »med sagte Stemme og i en Tone, der syntes at ville vække Frygt« fortæller det Sagn, der knytter sig til Stedet: at Højen indeholdt Feernes Slotte. (Kap. XXIV).

LVI

Alle disse Paavirkninger er dog mere eller mindre periferiske. Langt mere bestemmende for Baggers Person og for hans Digtning har Byron været. Allerede som Skoledreng begejstredes han af denne Aand, som fra første Færd synes at have virket paa ham med forbilledlig Styrke. Under Opholdene paa Basnæs giver han sine Kærlighedsoplevelser det rette Relief ved en passioneret Fordybelse i Byron:

Fra Kysten flygted Heiren
For eenlig Skippers Flag;
Jeg inde sad med Byron
Den hvide Vinterdag.
Du Thora, kom fra Salen,
Jeg lod Dig ei forbi;
Til varme Kys blev Talen,
Hvor glade vare vi!

Og i sit Frierbrev til hende ved han ingen dyrere Forsikring at give hende, end at

Over Byron, over Schiller
Jeg min elskte Thora stiller.

Aldrig trættes han af at paakalde hans Navn; samme Aar som han udgav »Min Broders Levnet«, lod han i »Søndagsbladet« trykke en Oversættelse af Washington Irvings Bog om Byron, og i sine sidste Leveaar nedskrev han en Plan til en 5. Sang af »Childe Harold's Pilgrimage«. Derimod afslog han et Forslag fra Svogeren Frederik Fiedler om at oversætte Byron til Dansk. Han ønskede ikke at være »Byron's danske Drog«, og han vægrede sig ved at »plante libanonske Ved paa en fremmed om end nok saa vakker Bred«. Og dog, med alt dette turde det LVII være et Spørgsmaal, om ikke Bagger maa henregnes til dem, om hvem Brandes siger, at de »har forstaaet ham halvt og slet ...., de Sønderrevne, de Udlevede og Gaadefulde ....«*). Hans skødesløse og lidet forstaaede Citater af Byron og ikke mindst de uklare Udtalelser om ham i Digtet: »Et Svar til min Svoger« peger i den Retning. Det er ikke vanskeligt i grove Linier at angive fælles Træk hos dem: de er begge Hadere af den snærpede Pænemands-Moral, begge begejstrede Frihedselskere; begges Poesier udpræget egocentriske. De kan kun digte ud fra en oplevet Lidenskab - »poetry, which is but passion«, hedder det i »Don Juan«;**) hos dem begge er der en Trang til at lade Fantasien hengive sig til det sære eller rædselsfulde: de sjælelige Abnormiteter og de udpenslede legemlige Lidelser. I alt dette har Bagger suget Næring hos sit store Forbillede; dog ingensinde anderledes, end at det bestandig føles som en ydre Paavirkning, en laant Maske. At Byrons Personlighed har virket næsten besættende paa et Temperament som Baggers, er kun rimeligt. Men de Udtryk, denne Betagelse giver sig, vidner tydeligt om, at Paavirkningen er af en ret ungdommelig Karakter. Det er saaledes ganske betegnende, at Byrons noget excentriske Indfald at skrive en Gravskrift over sin Hund og ønske sig begravet ved dens Side har grebet Bagger saaledes, at han citerer det i Romanen; og Hunden som den eneste Ven spiller baade i hans Liv og hans Digtning en stor Rolle. Og hvad der for Byron var *

* LVIII virkelig Lidelse, bliver hos hans Eftergører til en Forelskelse i Lidelsen, en Trang til tidlig og silde at reproducere den. Et næsten parodisk Eksempel har vi i »Min Broders Levnet«: da Johannes Harring har faaet sit definitive Afslag hos Mathilde, udbryder han: »Hjem vilde jeg, hurtigt og hvorfor? for at fordybe mig - i Byron«. Madvig finder ganske rigtig dette lidt underligt, da man jo - som han siger - skulde tro, at han havde Lidelse nok i Forvejen. At denne Forelskelse i Lidelsen - som er Reversen af Byronpaavirkningen - har været farlig for Bagger er uomtvisteligt. Han har i hvert Fald, naar det gjaldt om at gøre Brug af Lidelsen som en Undskyldning for sine moralske Fald, været meget lærenem. Man sammenligne eksempelvis hans egne digteriske Forsvar i saa Henseende med det lille Digt Til en Dame, rettet til Mary Chaworth:

Var min du blevet, da var Alting trygt.
Min Kind, hvis Bleghed nu fra Sviren stammer,
da havde aldrig blusset stygt
af Lidenskabens syge Flammer
Men nu jeg søger Lindring for min Harm,
gal blev jeg, vilde jeg at tænke prøve.
Med ordløs Tummel, tom og daarlig Larm
forsøger jeg mit Tungsind at bedøve.*)

Paavirkningen er indlysende: ud fra slige Betragtninger skabtes Arthur-Typen. Vi kunde finde mange Paralleller hos Byron, tydeligst maaske i »Childe Harold«:

* LIX

En Yngling leved der i Albions Land
Som ej paa Dydens Veje Glæde fandt
sin Dag i Svir og Sværm forødte han
og krænked Nattens Øre med sin Tant
o. s. v.*)

Men bag den muntre Maske er et forrevet Sind:

Dog tit, naar lystigt, vildest var hans Liv,
mørkt over Harolds Pande Kvaler jaged,
som om et Minde om en blodig Kiv,
en skuffet Lidenskab derinde naged.**)

Der er endvidere baade hos Childe Harold og hos Arthur en stædig Stolthedsfølelse, som faar dem til at sondre sig ud fra og hæve sig op over Mængden:

Men snart han fandt, at han kun daarlig føjed
sin Gang i Skridt med Mængdens; saare lidt
de havde fælles, og hans Tanker bøjed
sig ej for andres, skønt hans egne tit
fast havde knust ham; end med Modet frit,
han vilde ej sit Sind til Aander binde,
mod hvem hans eget oprørsk havde stridt;
stolt, skønt forladt, han skilt fra Slægten, inde
i Aandens Dyb et Liv, et fyldigt, kunde finde.***)

Løsrevet fra deres Sammenhæng virker Citaterne som bestikkende Paralleller, og at den Side af Childe Harold's Væsen, som de giver Udtryk for, er saa godt som kalkeret over i Arthurs Person, er sikkert nok. Men den, der ud fra det samlede Digt drager Sammenligning, vil nok saa meget fristes til at fremhæve Afstanden mellem Mesteren og *

* * LX neren. Saa sandt som Bagger ingen Byron var, er Arthur heller ingen Childe Harold: han har eksempelvis intet af det majestætiske i hans Ensomhedsfølelse, intet af hans gribende Hengivelse i Naturen, intet af hans Forstaaelse af Friheden som en Værdi, der maa erobres:

I arme, fødte Trælle, véd I ej,
hvo fri vil være, selv maa Sværdet svinge
og bryde sig ved egne Kræfter Vej?*)

eller Friheden som identisk med den frie Tanke; for Arthur er Frihed ikke meget andet end en tom Glose, og hans republikanske Sindelag en ydre Etikette. At der er Byron-Paavirkning i Baggers egne lidt taaget formulerede Fremtidsdrømme om et nyt Samfund, baaret af Folket (se »Et Svar til min Svoger«) synes utvivlsomt. De af Brandes fremhævede Steder fra »Don Juan« er tydelige Eksempler herpaa:**) »Gud skærme Kongen og Kongerne, for hvis han ikke vil, saa tvivler jeg paa, at Mennesker vil det mere. Jeg synes, jeg hører en lille Fugl synge, at Folket lidt efter lidt vil blive det stærkeste. Det mest udasede Øg slaar bagud, naar Seletøjet skærer sig altfor dybt ind i dets hudløse Kød. Og den stakkels Pøbel bliver engang ked af at følge Jobs Eksempel. Først knurrer den blot, saa bander den ogsaa, og saa - som David greb Slyngen mod Kæmpen, griber den de Vaaben, Fortvivlelsen rækker - og saa bliver der Krig. Jeg vilde gerne beklage det, hvis jeg ikke havde indset, at Revolution alene kan *

* LXI rense Jorden fra Helvedes Besmittelse. Krig vil jeg da føre (i det mindste i Ord, maaske engang i Daad) mod Enhver, som bekriger Tanken, og af alle Tankens Fjender er og var Tvangsherskere og Øretudere altid de værste. Jeg véd ikke, hvem der vil sejre; men om jeg kunde vide det forud, det skulde intet Baand kunne lægge paa min ærlige, svorne ligefremme Afsky for ethvert Despoti i ethvert af Jordens Folk.«

Naar Bagger fører lignende Ord i Munden, kan det dog ikke nægtes, at det ogsaa her klinger som en ret tom Eftersnakken. Som en fast og virksom Bestanddel af hans Personlighed indgik de aldrig.

Endvidere skal jeg nævne, at de religiøse Udtalelser, som Johannes Harring lægger sin Broder i Munden, synes at være et saa godt som ordret Citat fra Childe Harold (III. 104): »Man siger ... at jeg ikke har nogen Religiøsitet . . . mine Altre er Bjergene og Havet, Jord, Luft, Stjerner. Alt hvad der udspringer fra det store Hele, der har frembragt og atter vil modtage Sjælen«. Hos Bagger: »Johannes, jeg er stricte talt ingen rettroende, - - vore Kirker tykkes mig for smaa: min Domkirke er den massive Verdenskugle, hvis Altertavle er" det uendeligt svulmende Ocean, hvor Fregatten gaar for fulde Sejl, og hvor Maleriet bestaar af Sol og Maanes og Stjerners Afspejling i Overfladen . . .«

Og endelig. Da Arthur Harring skal dø, gribes han af Feberfantasier af en saa krigerisk Art, at Madvig gør den ogsaa her rigtige Bemærkning, at disse Betragtninger kun lidet falder sammen med Arthurs alt andet end martialske Gemyt. Det er muligt, at Forklaringen ligger i, at Bagger har haft LXII sin Helt Byrons Dødsstund for Øje. Han laa i Vildelse, troede, han kommanderede, og raabte: Fremad, fremad, Mod!

Naar Byron-Paavirkningen hos Bagge i alt væsentligt forekommer som en paataget Gestus, er Grunden vel ogsaa den, at Typer som Childe Harold og Don Juan er af et Verdensformat, som kun daarligt lod sig tilpasse i vore smaa provinsielle Forhold i 30'ernes København - Milieuet og Atmosfæren her er saa helt forskellige fra de byronske Heltes. Det er ikke Albions Land, det er ikke Italien og Grækenland, som er Skuepladsen for Baggers Personer, det er Smaaborgernes Knejper i den lille lukkede By. Dette har været bestemmende for Typen, og her møder vi da Paavirkning fra en anden Digter, som ogsaa besang Knejpelivet i den lavere Borgerstand: C. M. Bellman.

Saavel Bagger som Bellman havde viet deres Digterliv til Bacchi Tjeneste, og for dem begge var Kro? og Skænkestuerne Steder, over hvis Indgang der, som Heiberg siger i sin Afhandling om »Bellman som komisk Dithyrambiker« - stod skrevet: »Træder ind! thi ogsaa her ere Guder.«*)

I vildeste Hopsa paa Hamburger Berg
Fornam jeg dog Mozart, om end kun som Dværg.

Disse Linier af Bagger er betegnende for baade Slægtskabet med og Afstanden fra den svenske Digter.

Mens Bellmans »Kroliv er romantiseret af Naturomgivelserne og omkranset af mythologiske *

LXIII Guddommeligheder og Roccocoens kaade Silener, og koket vellystige Amoriner omflagre det hele med deres lette legende Gratie,«*) er Baggers Skildringer - som jo forøvrigt maa undvære den Charme, Bellmans Musik forlener sine med - virkelighedsbundne indtil det kyniske; Skøgens Leje bliver hos ham visselig aldrig til »en Lilieseng« (Vilh. Andersen), men med en vis stædig Trods fastholdes det, at her og ikke i de fine Saloner funkler Gudegnisten.

Baade i Digtene og i Prosaen mærkes Bellman. Sikrest er Tonen vel ramt i »Promenaden om Natten«, hvor vi træffer de for den bellmanske Digtning saa karakteristiske Udraabsord: Ack, Kors, kom, märk: Ack, om vi hade, god vänner, en så - Kors, utan glas, du ser ut din kanalje! - Kom mina bröder, och dansa paa baler! - Märk, sköna vän!**) Hos Bagger hedder det:

Ak, hvor min Kind dog er blussende rød
Kors, det er svært, saa Du vaklende gaar.
Kom, lad os slentre ad Gaderne hen,
Mærk mit Ord.

Endvidere finder vi i denne Vise det livfulde bellmanske Replikskifte og den ejendommelige Vekslen mellem det burleske og det romantisk-følsomme:

Engang til Brædderne stod jo din Hu
Ja det var underligt, Søren,
kan Du de Griller forstaa?

* * LXIV

Det synes tydeligt, ikke mindst i saa Henseende, at mellem Bellman og Bagger ligger Hertz, af hvem Bagger ogsaa har lært at give den præcise Lokalkolorit:
Vægteren, Tøsen og Branden
og at fange Gadens Ord: »Søren, det er som en Blyhaf der sad, vægtigt og trykkende smedet om Panden« eller »Hvad har han siddet og snivet, min Far«.

Bellman-Paavirkning finder vi ogsaa i Kantaten: »Jesper er død«. Vi møder her den typiske, lunefyldte Sammenblanding af Død og Brændevin, som f. Eks. kommer til Orde i Fredmans Sång (No. 25) om krogaren Cornelius. Denne Brændevinselsker, som »vor herre tog i går« og som

nykter nu bland englar står:
Vid Abrahams sida
Är fåfängt förbida
En bränvinstår

minder om Baggers Jesper,

Den herlige, men trætte Vandringsmand,
Som reiste nys til Lysets Land.
Der sidder stolt han! o! langt rød're
I Kammen, end han för var! Brödre!

Der er i begge Digtene en bakkantisk Glæde over, at den afdøde gik bort i en værdig Stund:

Cornelius dog uppå en krog,
just då han uti glaset slog
Och spelman til festen slog.

Om Jesper hedder det:

O, sörger ei!
Han gik jo glad sin Vei -
Dideldumdey.

LXV

Til de svenske Slutningslinier:

Blot bränvin dig födde
Du lefde och dödde
En krögare

svarer hos Bagger det pompøse Recitativ, i hvilket det hedder, at Jesper som en fyrig Elsker skred ind i hver en aaben Knejpe og

Med Fenrisulvens Glubskhed slugte han
De Sopkners Legio.

Umiskendelig bellmansk Klang har ogsaa Drikkevisen i »Min Broders Levnet«:

Heisa, vor Krofa'er, nu er jeg kommen hjem
Men hvor er vel Gutterne mine . . .

Der er en smældende Livfuldhed i Replikskiftet, som er i Slægt med Epistlernes; men Tonen er rammere, mere gennemført kras end noget Sted hos Bellman.

I Romanens Prosa finder vi hist og her bellmanske Reminiscenser, som naar han saaledes bryder det ellers troværdige københavnske Virkelighedsbillede ved at udstyre sine Svirebrødre med hvert sit Instrument, som ledsager dem tidligt og silde. Men det er typisk for Bagger, at vi kun hører dem frembringe Larm og Dissonans. Endvidere er Skøgen Cocchinellas puncherøde Kjole af bellmansk Kulør, og naar Arthur udnævner Kielerstudenten til Hertug af Genever, Svendsen til Prins af Cognac og Bertel til Fyrste af Annis, da er det en tydelig Efterligning af »Bacchi Ordenskapitel«, hvor f. Eks.

LXVI

Herr von Berco faar »Bacchi stora stjerna: två forgyllda svin.«*)

Det var ikke frit for, at den bakkantiske Tone, den farende Svends Sang, som Bagger lod klinge midt i det hjemlige Stuekor i 30'erne, skurrede lidt i Ørerne.

Senere har større Digtere sunget i samme Toneart: fra Schandorff og Drachmann til Söderberg og Seedorff.

*