↩ Aldrig trættes han af at paakalde hans Navn; samme Aar som han udgav »Min Broders Levnet«, lod han i »Søndagsbladet« trykke en Oversættelse af Washington Irvings Bog om Byron, og i sine sidste Leveaar nedskrev han en Plan til en 5. Sang af »Childe Harold's Pilgrimage«. Derimod afslog han et Forslag fra Svogeren Frederik Fiedler om at oversætte Byron til Dansk. Han ønskede ikke at være »Byron's danske Drog«, og han vægrede sig ved at »plante libanonske Ved paa en fremmed om end nok saa vakker Bred«. Og dog, med alt dette turde det LVII være et Spørgsmaal, om ikke Bagger maa henregnes til dem, om hvem Brandes siger, at de »har forstaaet ham halvt og slet ...., de Sønderrevne, de Udlevede og Gaadefulde ....«*). Hans skødesløse og lidet forstaaede Citater af Byron og ikke mindst de uklare Udtalelser om ham i Digtet: »Et Svar til min Svoger« peger i den Retning. Det er ikke vanskeligt i grove Linier at angive fælles Træk hos dem: de er begge Hadere af den snærpede Pænemands-Moral, begge begejstrede Frihedselskere; begges Poesier udpræget egocentriske. De kan kun digte ud fra en oplevet Lidenskab - »poetry, which is but passion«, hedder det i »Don Juan«;**) hos dem begge er der en Trang til at lade Fantasien hengive sig til det sære eller rædselsfulde: de sjælelige Abnormiteter og de udpenslede legemlige Lidelser. I alt dette har Bagger suget Næring hos sit store Forbillede; dog ingensinde anderledes, end at det bestandig føles som en ydre Paavirkning, en laant Maske. At Byrons Personlighed har virket næsten besættende paa et Temperament som Baggers, er kun rimeligt. Men de Udtryk, denne Betagelse giver sig, vidner tydeligt om, at Paavirkningen er af en ret ungdommelig Karakter. Det er saaledes ganske betegnende, at Byrons noget excentriske Indfald at skrive en Gravskrift over sin Hund og ønske sig begravet ved dens Side har grebet Bagger saaledes, at han citerer det i Romanen; og Hunden som den eneste Ven spiller baade i hans Liv og hans Digtning en stor Rolle. Og hvad der for Byron var * * LVIII virkelig Lidelse, bliver hos hans Eftergører til en Forelskelse i Lidelsen, en Trang til tidlig og silde at reproducere den. Et næsten parodisk Eksempel har vi i »Min Broders Levnet«: da Johannes Harring har faaet sit definitive Afslag hos Mathilde, udbryder han: »Hjem vilde jeg, hurtigt og hvorfor? for at fordybe mig - i Byron«. Madvig finder ganske rigtig dette lidt underligt, da man jo - som han siger - skulde tro, at han havde Lidelse nok i Forvejen. At denne Forelskelse i Lidelsen - som er Reversen af Byronpaavirkningen - har været farlig for Bagger er uomtvisteligt. Han har i hvert Fald, naar det gjaldt om at gøre Brug af Lidelsen som en Undskyldning for sine moralske Fald, været meget lærenem. Man sammenligne eksempelvis hans egne digteriske Forsvar i saa Henseende med det lille Digt Til en Dame, rettet til Mary Chaworth: