↩
Min Fader smilede svagt og bad Cornelius om at lade lave et Glas Punsch.
»Jeg er nu mere rolig,« 11
sagde
han, »og jeg fortæller maaskee tydeligere, naar den stærke Drik har
opvakt mine Livsaander.« Punschen kom og min Fader begyndte: »Som Du nok
erindrer, skylder jeg Dig Penge; jeg kommer tildeels for at betale dem.
Din Godhed og Rundhaandethed satte mig istand til at forlade Byen; den
førte mig over Havet; da Du reiste tilbage til Danmark, gav Du mig to
hundrede Daler - jeg har ikke glemt det. Aarsagen, hvorfor jeg
ikke vilde følge med Dig, var, veed Du, mit Bekjendtskab med den unge
Enke, Fanny S-. Den Aften, da jeg fortalte hende, at vi om
fjorten Dage skulde seile tilbage til Danmark, tilstod hun mig sin
Kjærlighed, forsikkrede, at den kjendte ingen Grændse, intet Maal, og,
ved Gud hun talte Sandhed. Hun tilbød mig at dele sine Rigdomme; jeg
ægtede hende og hun elskede mig med hin østerlandske Varme, mod hvilken
selv den spanske og italienske Kjærlighed synes mat og uden Farve.
Hendes afdøde Mand havde været Kjøbmand og Handelen havde i hendes
Hænder, under en ypperlig Factors Bestyrelse, ikke tabt; jeg skulde nu
overtage den, men snart mærkede jeg, at det brøstede mig baade paa Lyst
og paa Kundskaber. Desuden længtes jeg efter mit Fødeland; Solen
skinnede her for sterkt, det var ikke Danmarks tempererede Klima;
Danmarks Nætter, syntes mig, vare smukkere; Menneskene selv, tyktes mig,
vare bedre i mit Hjem - jeg vovede at proponere min Kone at
ophæve Handelen, realisere vore Eiendomme, reise til Danmark, og der
kjøbe en Landeiendom; jeg fortalte hende, hvor smukt der var i Danmark,
og jeg lovede hende, at kjøbe en Eiendom ved Kysten, thi hun var vant
til at have fri 12 Udsigt over
det stolte Hav. Hun blev dybt rystet af mit Forslag og hun indvilligede
deri med Taarer. Ak, klagede hun, jeg har længe ventet det; dog hvorfor
skulde Du ogsaa savne Dit Fødeland? lad os reise, men erindre Dig,
Harring, at Du, ved at rive mig ud af mit Fødeland, paadrager Dig endnu
stærkere Forpligtelser til at elske mig. Holdt Du op at elske mig her,
da kunde jeg dog trøste mig med at jeg havde Slægt og Venner, som
nogenlunde kunde erstatte Tabet af Din Kjærlighed; men derovre kjender
jeg Ingen, der har jeg kun Dig og hvis Du der svigtede mig, o da havde
det været bedre for mig, om jeg aldrig havde lært Dig at kjende.«
-