175

TIL LÆSEREN

Medens Christian Winthers milde Haand
Lyren slaaer om Lammet og om Oxen,
- (Barnlig selv, han kim til Barnets Aand
Taler her og forbigaaer hver Voxen) -
Medens Hertz og Andersen mod Syd
Foer med deres Snekker til Neapel,
Gaaer fra denne Streng en dæmpet Lyd,
Løber denne lille Baad af Stabel.

»Skynd Dig,« - nys opmuntred mig en Ven,
»Hurtigt skriv, at snart Du Bogen ender,
Inden Danmark seer sin Hertz igjen,
Inden Christian fra de Smaa sig vender! -
Skynd Dig: end man ændser Digt'rens Pen,
Men ret snart der komme Rigets Stænder;
Da seer man til Talerstolen hen,
Uhørt Harpen blier i Skjaldens Hænder!« - -

Hvis Du holder af at læse Qvad,
Digtede til Fyrsters Fødselsdage,
176 Vend Dit Øie da fra dette Blad,
Aldrig denne Bog vil Dig behage.
Mennesket jeg kun betragte vil,
- Koften blænder ei som Purpurkaaben -
Jeg vil tolke Lidenskabers Spil,

Tolke Hjertets Frygt og Sorg og Haaben.
Dybt i Dalen er mit simple Hjem,
Aldrig vil paa Bjerget op jeg klavre;
Lad for Andre Slottets Port paaklem,
Jeg vil see paa Bondens Rug og Havre.
Dog ifald til Kongeborg engang
Jeg gaaer vild, fra Marken og fra Haven,
Ei som Smigrer skriver jeg min Sang:
Thi den gjelder Konger da - i Graven! -

Kjøb mig ei, hvis i hver Linie Du
Vil en Skjønhed see, en nyfødt Tanke -
Der er Dag og Nat i Mandens Hu,
Snylteplanter om den skjønne Ranke!
Mærk hint Springvand! hver en fremmed Gjæst
Seer det dagligt sprudle Vand i Skaalen,
Men ikkun til enkelt Høitidsfest
Seer de gyldne Æbler han i Straalen! -

Kjøb ei Bogen, hvis hvert Øieblik
Du vil høre nævnet »Danmarks« Rige,
Retsom Danmark kun hvert Gode fik -
Jeg er ei blandt dem, der evigt sige:
»Danmark er en Slette, flad vor Strand -
Vel, saa er det stygt, at have Bjerge!
Lidet er vort elskte Fødeland -
Hvor politiskt dog, at være Dværge!«

177

Veiet haver jeg den hele Sag,
Veiet koldt den paa Forstandens Bismer;
Da kom tydeligen for en Dag
To forskjellige Patriotismer:
Mangen hænger ved sit Fødeland
Kun fordi det fødte Patrioten;
Usselt, kun instinctviis elsker han,
Kysser Moderdyret sløvt paa Poten!

Hvor der smukt er, did jeg kaldes hen,
Hvor der handles stort, did flyver Tanken,
Ligekjært om mellem Indiens Mænd
Eller og hos Tyrken eller Franken.
Skjaldens rette, egentlige Hjem,
Tykkes mig, er Universets Hele:
Borger, hvor han flytter Foden frem,
Har han Part i alle Klodens Dele.

Selsomt, hvor han Hjem dog vælge kan!
Hvor der Sorg er, hvor der lyder Klage,
Tykkes tidt ham, er hans Fødeland,
Did ham Smertens Toner mægtigt drage.
Rundtom har han Slægt, som, stædt i Nød,
Veeraab til hans Sjæl og Øre sender:
Polen gisper hist i grufuld Død -
Hine Døende, det er hans Frænder! - -

End et enkelt Vink jeg føier til,
Een Ting end, saa har Prologen Ende:
Kjøb mig ei, hvis paa min Bog Du vil
See et Digternavn, som Alle kjende.
Danmark eier mangt et Navn med Klang,
Eier Ædelstene nok, der funkle;
178 Jeg har intet Navn og ingen Rang,
Jeg er Flintestenen kun, den dunkle;

Mindes dog, at skjøndt i høie Træ'r
Mangen Sangfugl bygger sig sin Rede,
Kan man undertiden hist og her
Efter den med Held i Busken lede:
Naar henover Tjørnens lave Krat
Hvide Maane kaster Sølverskinnet,
Udfra Busken gaae i stille Nat
Stundom Toner dog, som røre Sindet

SOPHIA AF HARDENBERG.*)

Was sie gethan, was sie geübt,
Das weisz kein Mensch; dass sie geliebt,
Das wissen wir. Genug gesagt,
Wenn man nach Wamik und Asra fragt.

Goethe.

Kong Frederik spored høien Hengst:
»Hvorfor vil saalænge Du nøle?
I Skovsbo var Du vist alt forlængst:
Hvis blot Du som jeg kunde føle

* 179

Bruunrødlig glimter den taarnede Borg!
Ak, al min Glæde, min Angst, min Sorg
Om hint lille Vindue sig dreier -
Flyv, Ganger, om Styrke Du eier!«

Og der nu Kongen til Porten reed,
Under de grønne Linde,
Da stirred veemodig fra Salen ned
Den blye, den deilige Qvinde:
Hans Legesøster Sophia det var
Med Hjertet saa reent, og Panden klar;
For Kongen, med Taarer i Øiet,
Den unge Pige sig bøied:

Du kommer til Skovsbo, min Konge from,
Med Sjælen søndret og blodig?
Din Fader har Herren kaldt for sin Dom,
Med Skjel staaer Sønnen veemodig!
Men naar nu Spiret og Kronens Guld
Dig hæver høit over Mænd af Muld,
Da glem ei, som Drot i Dit Rige,
Din stakkels, sørgende Pige!

Jeg gav Dig min Haand, jeg gav Dig min Mund,
Jeg gav Dig et fuldtroe Hjerte;
Nu, Fredrik, ringer vor Afskedsstund,
Min Fader igaar mig det lærte:
Graaulven i Ridderens simple Skjold
Tør ikke lege med Løven bold,
Og aldrig blier Ridderpige
Moder for Danmarks Rige!« -

Op Konningen slog med hviden Haand,
Blank Draaben stod under Brynet:
180 Os knytter jo et usynligt Baand,
Tab Kongen og Løven af Synet!
Og husker Du ei, hvad i Malmø Du
Mig lovte med barnlig, men kjærlig Hu?
Kongens Brud kun vilde Du blive
I Død, som i levende Live!« -

»Jeg husker det Ord, jeg elsker den Tid,
Som Moderen elsker sit Foster,
Jeg knytted dertil min Barndoms Iid,
Men Alt maa nu glemmes i Kloster!
Du seer mig, Fredrik, for sidste Gang,
Du hører min Røst i sin døende Klang:
Jeg Taarer og Perler skal tælle,
Og bede for Dig i min Celle.

Kun saaledes kan i Opfyldelse gaae,
At Kongebrud skulde jeg blive:
Den største Konge, som Jorden saae,
Korsfæstede man ilive!
Hans lyse Brynie er Himlen blaa,
Forziret med alle de Sølvprikker smaa;
Hans Krone funkler i Solen,
Alverden er Kongestolen!« -

Bedrøvet stod Kongen, med krænket Sind,
Og stirred hen for sig stille:
»Ak, Fuglen i Reden, ved Maanens Skin,
Slaaer for Hunnen sin muntre Trille!
Men mægter ei Kongen for Danmarks Land
At eie, hvad Smaafuglen eie kan,
Da tag kun hans Scepter og Krone:
I Skoven staaer stoltere Throne!« -

181

»Glem Fuglen, Du saae paa den lave Tjørn,
Lær tidligt at længes, at savne!
Husk, Konge, Du er en flagrende Ørn,
Kan Ørnebrud ikkun favne.
Fæst Blikket fast paa Dit herlige Land,
Læs Runen paa Dankongens Skjolderand,
Den fortæller, hvad Drotter de vare,
Som Skjoldet for Landet bare!

Lad Æren vorde Din unge Brud,
Og Troskab Din Søster kjære!
Armod, der vandrer i Kuld og Slud,
Som Barn paa Armen Du bære!
Visk Taaren af dine Øine blaae -
Troer ei Du, at jeg monne sorgfuld gaae?
Smaafuglens Toner henklinge,
Men Ørnen maa ryste sin Vinge!« -

Kong Frederik saae i det klare Blik,
Han kyssede Pigemunden:
»Jeg drikker Livets og Dødens Drik,
Sært blandet i Afskedsstunden.
Det veed i Himlen den rige Christ,
Hvor gjerne jeg bytted paastand forvist
Mit Scepter i Høienlofte
For Ridderens Sværd ved Hofte!« -

Kong Frederik spored høien Hengst:
»Hvorfor vil saa længe Du nøle?
Fra Skovsbo var Du vist alt forlængst,
Hvis blot Du, som jeg, kunde føle.
Guldkringlen tapper Dit ædle Blod?
182 Kun rask, min Ganger, far til med Mod,
Om end Blodstrømme der runde -
Dankongen har dybere Vunde!« -

RIDDER STRANGE. (Frit omarbeidet efter de af Rahbek og Nyerup udgivne Kæmpeviser, No. CLVI).

»Stat op, Du Ridder Strange,
Stryg ned den lille Slaa;
Fra Hjemmet maa jeg gange,
Saalangt min Fod kan naae.
Paa Baalet skal Du brænde,
- Saa trued min Moder mig -
Og hænges med stor Elende
Skal han der elsked Dig!« -

De Ord klang ham saa stygge,
Skjøndt smuk var Pigens Mund. -
»Paa Herren vil jeg bygge
I hver en sorgfuld Stund,
Og dette Sværd ved Siden
Skal frelse Dig og mig;
Gaa Du blot, Thora liden,
Og hent Guldskrinet Dig.« -

Da reiste sig Ridder Strange,
Strøg ned den lille Slaa;
Gik da til Staldens Gange,
Sadled sin Abildgraa.
Han Dæknet ud mon brede,
Bredte Kappen blaa dertil;
183 Og tause bort da rede
Hr. Strange og Thoralil.

Men da de vare fjerne
Udi hin Rosenslund,
Da lysted hun saa gjerne
At hviles en føie Stund. -
»Hvi skjælver Du med Gruen?
Blier Veien Dig for lang?
Hvad heller Saddelbuen,
Blier den Dig altfor trang?« -

Da svarte med megen Møde
Qvinden i Fødselsvee:
»Den næste Morgenrøde
Faaer ikke jeg at see.
Jeg skjælver ei med Gruen,
For Veien er mig lang
Men vel blier Saddelbuen
Mit unge Liv for trang.« -

Ud slog da Strange Kappen
Og lagde Thora derpaa:
»Hvil Hov'det paa Saddelknappen,
Vi har ei Bolstre blaae.
Tæt under Hestens Manke,
Der maa Du søge Læ;
Vi har ei Voxlys blanke,
Kun Maanen hist i Næ.« -

Da jamred hun med Taare:
»Ak, førend her jeg døer,
Jeg ønskede saa saare
184 Blot En af mine Møer.
Langt heller uden Lue
Isnet i tidlig Død,
End Manden skulde skue
Paa Qvindens haarde Nød!« -

Men Strange stirred mod Stjerne,
Han svarte veemodelig:
»Du haver nu ingen Terne,
Du haver nu ikkun mig.
Bind Dugen om min Pande,
Bind for mit Øie med,
Da skal jeg tro Dig stande
I Fostermoders Sted.« -

Om vikled han det Klæde:
»Hist ligger Din Moders Borg!
O, vel maa Pigen græde,
Naar hun bær Modersorg!«
Men Ridderen Hr Strange
Var Thora huld og tro:
Til Kilden han mon gange
Med hendes lille Sko.

Som han i Skoen hældte
Af Brøndens kolde Vand
Og bittre Taarer fældte,
Qvad Fuglen paa Brøndens Rand:
»Uheld Din Troskab lønner,
Thi Thoralil er død:
Der ligger hun med to Sønner
Udi sit kolde Skjød!«

185

Og da han seer hin Banke,
Hvor græsser Abildgraa,
Hvorover de Sølvlys blanke
Med Dødningglandsen staae,
Heel grandt da Strange skjønner,
At Thoralil er død:
Der ligger hun med to Sønner
Udi sit kolde Skjød!

Da drog han Sværdet, det tunge,
Stak gjennem Tørve ned;
Stenene nede runge,
Som han grov Graven bred.
Den Hvælving snildt han hulte
Tæt under vilden Tjørn,
At Kulen kjølig skjulte
Moder med tvende Børn.

Men som over Graven han stønner,
Saa meget hjertemoed,
Ham tyktes, de smaa Sønner
Græd under pandsret Fod.
Ham tyktes, der lød en Klage
Dybt under sorten Jord:
»Dine Smaabørns Levedage
Forkortede Du ved Mord!«

Ei vidste han, at den Støien
Kom af at Banken var huul
Og at en Grævling i Høien
Færdedes i sit Skjul.
Ham tyktes, hans Børn ham vented,
186 Hans Børn og hans Hustru kjaer:
Da saae han mod Firmamentet
Og faldt i sit eget Sværd.

ZIGEUNERSKEN.

Herr Greven stod ved Vinduespost
Og stirred ud imod Veien:
Morsom at see var i blanke Frost
Sneefogets Tumlen og Dreien.
Stillits og Guulspurv i Ladegaard
Søge sig kummerlig Føde:
Lumske Forvalter i Stalddøren staaer,
Skyder dem alle døde.

Hr. Grevens Søn, en rask lille Dreng,
Kom løbende til sin Fader:
»Ude paa Veien et løierligt Slæng
Sig nærmer med sære Lader.
En lille Pige, taalelig kjøn,
En Mand og en Kone jeg øiner!« -
Hr. Greven svarte sin undrende Søn:
»Manden er en Zigeuner«.

Mand og Kone samt Pigelil,
De udgjorde hele Horden;
Den halvvoxne Pige, munter og mild,
Neiede nede i Gaarden:
»O maae vi komme paa Slottet op
Til Moro for Deres Naade?
Mellem Æg kan jeg med luftige Hop
Dandse paa kunstig Maade!«

187

»Paa Ryggen har Fader et Bræddebuur,
Der sidder en liden Abe!
Det er det Dyr, efter hvis Natur
Os Mennesker Gud mon skabe.
Joli, kom ud, Du maa dandse, hei,
Lad os see dine morsomme Fagter!
Dine Lige, Joli, ere Greven og jeg, -
Vi har kun forskjellige Dragter«.

»Jeg spreder mine Æg paa den frosne Jord,
Jeg dandser, men tør ikke falde,
Thi Æggene skulle jo paa vort Bord
Iaften mætte os Alle.
Lidet tænkte vist Hønen paa,
Saa hurtigt at vorde bedrøvet:
Hun haabed en Kyllingeflok at faae -
Men til Gryden vi Æggene røved«.

»Hr. Greve, Naturen er vældigt riig,
Deraf dens uhyre Ødslen!
Det halve Jordliv den gjør til Liig
Og dræber det grumt i Fødslen:
Af Snese Æg blive Kyllinger to,
Rovfuglen æder den ene,
Den anden gaaer sulten og uden Ro,
Søger Korn mellem nøgne Stene!«

»Deres Naade, blandt hundrede Mennesker man
Kun træffer en enkelt Greve;
De Nioghalvfems maae af Brød og Vand
Særdeles tarveligt leve.
Vi sove foruden Væg eller Tag,
Under Regnens skyllende Vande -
188 Den lille Greve gaaer hver en Dag
Med vandfrie Blik og Pande!«

»Naturen var ikke de Fattiges Ven,
Den var os en haardhjertet Amme:
Deres Naade kan gjøre det godt igjen,
Gjør De Naturen tilskamme.
Vi komme som Fugle til Ladegaard,
Vi søge kun Affald til Føde -
Vær ikke som han, der i Stalddøren staaer
Og skyder Armod tildøde!« -

Saa dandsed hun mellem de spredte Æg
Under Klang af Tambourinen,
Og skimted man end den trinde Læg,
Uskyldig var Holdning og Minen:
Trohjertig hun dandsede op og ned
Med Bind for Panden og Øiet:
»Joli, kom frem, Du maa dandse med,
Du skal ogsaa være fornøiet!«

Der svævede hen det selsomme Par
Under Kredsens beundrende Tien!
At sammenligne de Tvende var
Med Begeistring og Ironien.
Og naar hun venlig, ja næsten øm,
Ham Haanden rakte til Kjæden,
Da var hun en deilig Ungdomsdrøm,
Og Joli var - Virkeligheden!

Men Hr. Greven fandt i Dandsen Behag
Og vendte sig til den Lille:
»Du skal ei sulte fra denne Dag,
189 Ei dandse aarle og silde!
Jeg Betlersken tager i Datters Sted,
Jeg vil gamle Fordomme trodse:
Naar jeg kjører ud, skal Du kjøre med
I min pyntelige Carosse!«

»Lege Du skal med min lille Dreng,
Gaae ham lidt imellem tilhaande;
Passe paa naar han løber paa tilfrossen Eng,
Hans kuldskjære Fingre beaande;
Efter Middagstaffelet munter og rap
Læse høit de franske Journaler,
Gnide mine Been med en ulden Lap,
Og mildne min Podagras Qvaler!«

»Men naar jeg til Keiserens Fødselsdag
Besøger Hovedstaden,
Og Fiirspandet rask uden Pidskeslag
Stormer igjennem Gaden,
Naar Alle med Undren seer op til mig
Og Skildvagten præsenterer:
En Deel af Saluten da tilkommer Dig -
Man seer, jeg Dig protegerer!«

»I Mode Du kommer om føie Tid -
Ha, jeg seer alt dit Øie slaaer Funker!
Sin Haand tilbyder i Handske hvid
Dig hurtigt en Kammerjunker.
Din Skjønhed vil snarligen op og ned
Paa Pynt og Coiffure vende:
Den eneste Dragt, hvoraf Hoffet veed,
Den blier à la Egyptienne!«

190

»Den hele Verden, paa Hofferne nær,
Er - meer eller mindre - Canaille:
Min Pige, derfor taknemlig vær,
Jer frier Dig kanskee fra en Galge,
Og fører Dig ind i et gyldent Pallads,
Hvor man kjender ei Næringssorger,
Hvor Fyrster og Prindser finde Plads,
Men ei den stupide Borger«;

»Hvor Himmelens hele Herlighed,
Dens skinnende Stjerner og Solen
Kan siges at være dalet ned,
Saa Folk dem bærer paa Kjolen;
Hvor Mennesket ei er Menneske meer,
Men betragtes som store Guder -
Kort, hvor man det Sorte i Livet ei seer,
Men Alt er couleur de Ruder!« - -

Den brunladne Pige lyttende stod,
Saae stundom hen til sin Fader
Og tripped uroligt med spæde Fod -
Ak, mon hun sin Stamme forlader?
Anende Uraad stirred Joli
Veemodigt paa Herskerinden;
Da svarede Pigen med Skjelmeri
Og Smiilfordybning i Kinden:

»Kan Himmelens hele Herlighed,
Dens skinnende Stjerner og Solen
End siges at være dalet ned,
Saa Folk dem bærer paa Kjolen,
Saa mener jeg dog, at det bedre var
For Hoffets talrige Vrimmel,
191 Om indenfor Kjolen de Alle bar
- I Hjertet - en Fredens Himmel!«

»Tidt koster Stjernen et slaviskt Buk,
Med Titler belønner man Smiger;
Tidt bærer ved Hofte man Sabel smuk,
Men derfor er man ei Kriger.
Langt hellere færdes i fri Natur
Og løbe til Solen daler,
End stille sidde bag fornem Muur
Og lindre - Podagras Qvaler!«

»Langt hellere dukke Hovedet ned
For at undgaae Sneefald i Øiet,
End hist, i en hectisk Herlighed,
For Fyrster at sidde bøiet!
En Skilling jeg tager taknemlig imod,
Jeg dvæle vil Øieblikke -
Din Rigdom sparker jeg til med min Fod,
Og Livet sælger jeg ikke!«

Men Greven kunde slet ikke forstaae
Den Foragt for de høie Sale,
Men anede dog, at der Ondskab laae
Formummet i Pigens Tale;
Han raabte: »Flygt, eller føl min Stok,
Jeg er kjed af den Dands og den Gjøglen!«
Og derpaa han viste den fattige Flok
Ryggen og - Kammerherrnøglen!

192

PROMENADEN OM NATTEN.

Il faut rire avant que d'ètre heureux, de peur de mourir
sans avoir ri.

La Bruyére.

Søren, saa kom da nu, Søren, min Ven!
Søren, nei det var da Fanden til Drikken.
Kom, lad os slentre ad Gaderne hen -
O saa hold op med den Hikken.
Ak, hvor min Kind dog er blussende rød,
Søren, den Punsch blier tilsidst dog min Død.
Kom lad en Stund os om Hesten
Gaae i fortrolig Passiar!
Kinden maa kjøles i Blæsten -
Hvad vil Du hjemme, din Nar?

Hører Du, Søren? nu Klokken er to,
Klokken er to nu og vi ere tvende,
Hele vort Selskab er gaaet til Ro,
Det tog for tidligt en Ende.
Natuglen kaldes Studenternes Fugl,
Den kommer sildigt først ud af sit Skjul.
Stjernen paa Himmelens Bue -
Stirre paa den er min Lyst,
Men det er hæsligt at skue
Stjerner paa Menneskets Bryst.

Kom, vi vil vandre til Klokken er tre,
Du og saa jeg og min Ruus ere trende.
Hvad? hvor vi er? kan Du ikke da see
Hov'dvagtens Skive derhenne?
Hist, hvor de Stene med Jernlænker staae,
Der er Theateret, stol Du derpaa.
Hvorfor mon skulde jeg lyve?
193 Løgn er til Ingenmands Tarv:
Løgnere, Mordere, Tyve
Faae ei den himmelske Arv.

Kom, lad os vandre til fire den slaaer,
Vi og to Ruse, vi udgjør jo fire.
Kors, det er svært, saa Du vaklende gaaer,
Øinene døsigen plire.
Der staaer Theatret, naa, seer Du det nu?
»Eengang til Brædderne stod jo Din Hu?«
Ja, det var underligt, Søren,
Kan Du de Griller forstaae?
Tidt har jeg misundt Acteuren,
Naar jeg paa Scenen ham saae.

Bogen er som et Kapel og en Grav,
Hvor Dine Haab og Ideer Du jorder;
Øiet har Fordringer, Sandserne Krav:
Ciffret ei levende vorder.
Da blier en fredelig Mægler og Tolk
Kunstneren midt mellem Digter og Folk.
Det som var sparsomt beundret
Staaer han mod Glemselen bi:
Høit han forkynder for Hundred
Hvad der kun læstes af Ti.

Er han ei Frihedens eget Symbol?
Vender mod Fattigmand venligt sin Tale,
Vender den dristig mod Høihedens Pol,
Ryster selv Herskerens Dvale!
Minder han ikke ved Holdning og Gang
Om hvad i Oldtid fra Meiselen sprang?
Viser han ikke hver Aften,
194 Norden til inderlig Fryd,
Det som hin Mester i Kraften,
Thorvaldsen, hugged i Syd?

Søren, det er som en Blyhat der sad,
Vægtig og trykkende, smeddet om Panden.
Vægteren sidder i Skuret saa lad -
Vægter o hør, hvor er Branden?
Hvad, har han siddet og snivet, min Fa'er?
»Aa, lille Herre, I er jo en Nar!«
Hører han ikke den Klemten?
»Det er jo Meelmandens Kat.« -
Ilden er i Nummer femten!
»Femten har jeg sgu besat.« -

Søren, det er som paa Skøiter jeg gik:
Benene glide, mod Eierens Villie.
Dertil saa ærgrer det mig, at jeg fik
Punsch paa min gode Chenille.
Ak, hvilke Fristelser har ei vor Jord!
Hist kommer een os imøde, min Broer.
Seer Du? i Form af en Qvinde
Tripper paa Hjørnet der een:
Seer Du? de natlige Vinde
Blotte det velskabte Been.

Søren, jeg vædder saa høit som Du vil,
At Du faaer ondt i dit Hoved imorgen.
»Driller Du atter? Hvad skal det dog til?
Du kjender ikke til Sorgen:
Ondt i sit Hoved, Du broutende Nar,
Faaer ikke Du som et Hoved ei har.« -
Ikke begynd nu at skumle -
195 Nei, hvad er det for en Lugt?
»Hører Du Vognene rumle?«
Skynd Dig blot, hurtigt paa Flugt!

Søren, i Tiden naar skilte vi gaae,
Een vel i Jylland, i Fyen vel den Anden,
For vor Erindring skal Rusen da staae,
Vægteren, Tøsen og Branden.
Bedre vi kunne vel anvendt vor Tid,
Renere kunde vel været vor Iid,
Men mere livlig og munter
Neppe der kommer en Dag,
End disse lyse Secunder,
Som vi nu har paa vor Bag.

BORTREISEN.*)

Aldrig glemmer jeg den skjønne Nat,
Da hun til mit Telt kom bly og bange,
Stod i Døren skjælvende saa mat,
Saae sig om saa ængstligt flere Gange;

Sagde til mig disse smukke Ord:
»Tør jeg ogsaa ind i Teltet træde,
Tør jeg troe, at den, der inde boer,
Ikke myrde vil min Moders Glæde?«

* 196

»Vil Du tale med mig rene Ord,
Tale med mig som en kjærlig Broder?
Er saa barnligt from Du som jeg troer,
God som Englen i de fjerne Kloder?« -

Da jeg raabte: »kom kun, smukke Barn,
Kom, vær barnligt hilset mange Gange!
Denne Haand ei fletter listigt Garn,
I mit Hjerte slumrer ingen Slange.«

»Vi vil tale som to Søstre smaa,
Som to Stjerner tale med hinanden,
Som to Blomster, der ei Synd forstaae -
Kom, jeg kysser Haanden kun og Panden!«

»Vi vil her i denne stille Vraa
Os indbilde, at vi ei er ene,
Handle som om Mange paa os saae,
Ønske fromt og have Tanker rene.«

Og beroliget hun kom mig nær,
Og jeg saae, hun bleg var og sørgmodig,
Og jeg saae ved Lampens hvide Skjær,
At den fine Fod var ridset blodig.

Og jeg saae, hun havde vistnok grædt,
Og jeg saae, hun endnu følte Qvalen,
Og jeg saae, hun frøs og syntes træt,
Og jeg saae, hun ikke bar Sandalen.

Grandt jeg saae, at hun var ung og smuk,
Og jeg hørte hendes Hjerte banke,
Og jeg vidste, mig gjaldt hendes Suk -
Men bestandig reen var dog min Tanke.

197

»Du vil reise!« - sagde hun saa blødt -
»Derfor til Dig kommer jeg i Teltet:
Dengang Alle hjemme slumred sødt,
Stod jeg op, tog Sløret paa, tog Beltet.«

»Moder min det ikke vide maa,
Derfor løsned jeg de gyldne Ringe
Fra min Ankel, da jeg skulde gaae,
At forrædersk ei de skulde klinge.«

»Veiens Flintestene skar min Fod,
Thi forsigtigt jeg Sandalen kasted:
Derfor seer Du her Din Piges Blod,
Seer dets Stænk paa Veien hvor jeg hasted.«

»Ingen Stjerne skinte for mit Blik,
Skyen drivvaad hang paa Firmamentet;
Ikkun Lynet lyste hvor jeg gik,
Saa Dit Telt at finde knap jeg vented.«

»Reise vil Du! er paa mig Du vred,
Siden Du med Længsel seer mod Stranden?
Vidste Du, hvad dette Hjerte leed -
Elsker høiere Du nogen Anden?«

»Ak, i Søen lever slimet Kryb,
Stormens døde Offre boe i Vandet -
Hvorfor seile over Gravens Dyb,
Naar Du aande kan i Fødelandet?«

»Indiens Sol har Kraft og mægtig Glands,
See Dig om, hvor smukt her er i Hjemmet!
Her er hvad ei findes udenlands,
Her er Alt jo vort og Intet fremmedt.«

198

»Stakkels Trækfugl flakker evigt om
Og fra Fjeld til Fjeld Gazellen springer;
Fast har Mennesket sin Helligdom,
Den er der, hvor Modersmaalet klinger.«

»Troer Du, at Du modner Din Forstand
Ved at see paa fremmed Jordbunds Træer?
See blot rigtigt paa vort eget Land,
Vi har Meer end mangen Europæer.«

Vil Du tale andre Landes Sprog?
Ak, det Sprog, Din Pige med Dig talte,
Sagde tidt Du før, var skjønnest dog,
Thi med det vor Lykke bedst vi malte.«

»Derfor, naar Du kommer hjem igjen
Og har Sproget lært fra fjerne Zoner,
Koldere da taler vist min Ven
Og har glemt de kjære Hjemlandstoner;«

»Glemt ei Sproget blot, men og forglemt
Dem der talte det, forglemt os Alle;
Vender hjemad anderledes stemt,
Saa at vi Dig selv en Fremmed kalde.« -

Og hun kasted ned sig for min Fod,
Bønfaldt mig, som var jeg Bramaguden,
Og med vankelmodigt Sind jeg stod -
Da faldt Daggryskjær igjennem Ruden.

Angst da flygted hun for Morgnens Skin,
Flygted bort i Ly af Palmetræer -
For at hente mig, i Teltet ind
Traadte nu den blonde Europæer.

199

Og med hellig Gysen pegte han
Didud, hvor min Elskte flygted bange,
Raabte: »sandt er da hvad om Dit Land
Staaer fortalt i Eders gamle Sange!«

»At besjælet er hver Plante her,
At her endnu synligt Guder vandre,
Og at Alt har her et helligt Skjær,
At I Lykken eie fremfor Andre.«

»Seer Du Skikkelsen bag grønne Løv,
Seer Du, Sløret viftes bort af Vinden -
Nei, hin Ansigt er ei jordiskt Støv,
Denne Skikkelse er Vaargudinden:«

»Vaargudinden, som i Morgengry
Daler ned og venligtsindet spreder
Sine Gaver over Mark og By -
Ak, Europa maa misunde Eder!«

»See, hvert Skridt Gudinden gaaer
Springe Roser ud, hvor Foden hvilte!
Bort nu svandt hun - Skibet taklet staaer -
Dette Varsel vist os Held tilsmilte!« -

Men jeg saae det vel og grandt:
Roserne var Blod paa Flintestene -
Middagssolen mig paa Havet fandt
Og min Elskte hjemme gik alene.

200

HERREGAARDEN

1. Foraaret.

Imod Sydvest paa Sjællands friske Strande
Der staaer fra Riddertid en Herregaard
Med Udsigt over Beltets mørke Vande -
Kom, følg mig, seer du ikke, det er Vaar?
Et Liv er spredt nu, som du aned neppe,
Rundt om i Hauge, Skov og Fiskepark;
Retsom et blødt, et blommet tyrkisk Teppe
Udstrækker spraglet sig hin Kløvermark:
Viid, Flora kommen er nu op til Norden,
Den fine Fod ei stødes maa paa Jorden.

Kom med! hver Aarstid har jeg seet paa Stedet,
Hvert Danmarks Veirlig har jeg prøvet der,
Hver Danmarks Sangfugl har mit Øre glædet,
Jeg har seet Reden i de grønne Træ'r.
Natur! en venlig Barndom saae jeg ikke,
Men Ynglingslykken, den har jeg dog havt,
Og her randt hine skjønne Øieblikke,
Da mine Tanker steeg i modnest Kraft,
Og da, begeistret, over Jordens Dale
Min Aand sig hæved til det Ideale.

Du stille Levning fra et fjernt Aarhundred,
Du peger paa en uddød Kraftens Tid,
En Tid af os snart haanet, snart beundret,
Men knap forstaaet trods de Lærdes Flid;
Vor Old er kun en Klogskabsperiode,
Hvor Kraften ei i Længden kan bestaae,
201 Hvor Jernet, som vi ufortærligt troede,
Paa Klipper ruster hen i Stykker smaa -
Ney og Murat for Kugler maatte segne,
Kun gamle Talleyrand kan ikke blegne. -

Kom med! her har jeg over Skovens Kroner
Seet Lynets Herlighed i Tordnens Sky.
Kom med! hør Himlen fyrer med Kanoner,
I Bugten søger lidet Fartøi Ly.
Nu vel, Fred findes ikke her paa Jorden,
Maaskee der ogsaa oppe føres Krig:
Slaaer Jupiter Giganterne med Torden,
Fordi de røre Kongekaabens Flig?
O nei, kom med og see Du her fra Høien:

Fra Himlen ei, fra Skyen kommer Støien,
Fra Himlen ei, fra Skyen Lyden kommer,
Thi Himlen blaaner i et Fredens Skjær:
Den store Sal de tolv Apostle rummer,
Saa skjønne som de Thorvaldsenske her;
Og han, hvem Pen og Pensel ei kan male,
Han sidder ved sin Faders høire Haand;
Hver elsket Afdød, vakt af Dødens Dvale,
- Fortælles - vandrer der, en renset Aand:
Alt findes hist, hvad savnes maa herneden,
Derfor jeg troer: did flygted ogsaa Freden! -

Kom med! o følg mig blot ud i Naturen,
Det er jo Foraar alt, læg Bogen bort.
Naturen digter nu, og see! Censuren
Kan ei ved Huller gjøre Digtet kort;
Frit synger Lærken over Hvedemarken,
Behøver ei at veie hvert et Ord
202 Og frygte for, at Ørnen, Luftmonarken,
I Trillen en Satire finde troer!
Kom med! i Kjæret Frøen slaaer paa Trommen,
For lang Tid siden er alt Flora kommen.

Kom med! imellem disse Buske ligger
En gammel Liigsten slængt uændset hen;
Indskriften længst forvittret er til Prikker,
Men Sagn i Folkemunde gjemte den:
En Præstemand staaer huggen ud paa Stenen,
Sex Koner hugne staae ved Siden af;
Saa mange Gange brød han Myrthegrenen
Og hvergang blev den henlagt paa en Grav:
Med Rette blev ham intet Varigt givet,
Thi man kun eengang elske kan i Livet.

Kun eengang slynges Elskovs Blomst og Ranker
Om det ungdommelige Hoveds Lok,
Kun eengang fødes disse lyse Tanker,
Kun eengang Nornen staaer ved Freias Rok.
For travlt har Amor, har for mange Pligter,
I Øst og Vest han løbe maa med Iil;
Kun eengang paa hver enkelt Barm han sigter,
Paa Hver han skyder kun en enkelt Piil,
Han har ei Raad til at bortødsle Mere:
Thi hvad blier Verden, naar han ei har flere? -

O hør den mørke Solsorts Fløitetoner:
Den mærked os, den flygter bort med Skrig.
O tøv! jeg vil ei for Dig sætte Doner,
Jeg fører ei med Fugleverdnen Krig.
Jeg selv en Sangfugl er og elsker Sangen,
Jeg elsker Eder, mine Brødre smaa!
203 Jeg vil som Criticus ei dømme Klangen,
Ei sige, hvo i Rækken først skal staae -
Den troer mig ei, see! bange bort den flygter -
Maaskee den om mig hørt har onde Rygter. -

Kom, sæt Dig ned, jeg vil betroe Dig Noget:
I dette Lysthuus sad i Maaneskin
Med Haanden under Kind, med Ryggen kroget
Jeg tidt og lyttede til Aftnens Vind,
Og for mit Øie, med bedrøvet Mine,
Bag Granerne, med Sceptret sønderbrudt,
Et luftigt Omrids stod - det var Christine!
Da kom i det begeistrede Minut
Heel mangen Tanke dybt fra Sjælen inde,
Og jeg besang den svenske Herskerinde.

Og jeg besang den svenske Herskerinde,
Men, ak, da Tanken paa Papiret stod,
Med Smerte tidt mit Øie maatte finde,
Mit Blæk var koldt og sort, skjøndt varmt mit Blod.
- Bliv siddende, jeg vil Dig Mere sige:
Var ikke jeg som Digter lykkelig,
Som Yngling var jeg det: en elsket Pige
Er mere værd, end jeg kan tolke Dig.
- Op, seer Du Storken? skynd Dig, aabne Laagen,
See, hvor om Næbet bidsk sig slynger Snogen.

Nu koger det derinde dybt i Jorden
Og Varmen ud i Overfladen gaaer;
Nu er der Forskjel ei paa Syd og Norden,
Italien blomstrer, Danmark har sin Vaar.
Nu trække Fuglene: paa Pyramiden
Hist i Ægypten staaer ei Storken meer;
204 Instinctet hvisked, det var Reisetiden,
Nu er den her og efter Hjulet seer.
Nu vandre Fiskene, de kolde, stumme,
Liimfjordens Bølger store Stimer rumme.

Du hellige, Du lyse Vaargudinde,
Berør Du ogsaa mig med venlig Haand;
Lad og for mig en nyfødt Sol oprinde,
Giv smukke Tanker mig, foryng min Aand.
I høie Trætop Egernet sig lister,
Hver Busk har Knop, Violen staaer i Flor;
En lysgrøn Farve udaf Barken brister,
Naturens Værksted flyttet er til Nord -
Kast Blomster i mit Hjerte, Vaargudinde,
Lad ogsaa der Din varme Maisol skinne!

2. Et Sendebrev.

From fhe wreck of the past, which hath perish'd,
Thus much I at least may recall:
It hath taught me, that what I most cherish'd
Deserved to be dearest of all.
In the desert a fountain is springing,
In the wide waste there still is a tree,
And a bird in the solitude singing,
Which speaks to my spirit af thee.

Byron .

Det som sig lønligst rører,
Men som kun hviskes bør;
Hvad Pigen gjerne hører,
Men knap dog høre tør;
Hvad Menneskene gjemme
205 Hvor der er sikkrest lukt,
Det tolker Digtrens Stemme
I Sange reent og smukt.

Haansmiil fra kolde Læber
Og vrede Pandefold
Ei Digtrens Haaben dræber,
Gjør ei hans Tanke kold:
Min Ungdoms Flammetanker,
De bedste fra mit Sind,
Paa Døren hos Dig banker,
Min Elskte, luk dem ind.

En Fader hist i Himlen,
En elsket Plet mod Nord,
Eet Væsen udaf Vrimlen,
Paa hvem jeg sikkert troer:
Det Haab sig fast indprenter,
Det skal mig vel staae bi;
Trods hundred Recensenter
Blier det ei Sværmeri!

Blandt alle skjønne Steder
Rundt i min Fødestavn,
Kun eet mit Hjerte glæder,
Vel gjætter Du dets Navn.
Blandt favre Væsner alle,
Som findes i mit Hjem,
Kun Een jeg min vil kalde,
Vel veed Du, Thora, hvem.

Naar mine Øine briste,
Min Aande vorder trang,
206 Da vil jeg Tanken vriste
Ret fri for sidste Gang,
Og mindes, ret med Dvælen,
Et elsket Maleri;
Paa Billedet, som Sjælen,
Staae Thora midtudi.

Basnæs med gamle Taarne
Ved Østersøens Vig,
Mit Ynglingssted udkaarne,
Hint Billed vise Dig!
Da skal Dit Navn jeg sukke
Med glædefarvet Kind,
Og Øiet rask tillukke
Og døe med roligt Sind. -

Fra Kysten flygted Heiren
For eenlig Skippers Flag;
Jeg inde sad med Byron
Den hvide Vinterdag.
Du, Thora, kom fra Salen,
Jeg lod Dig ei forbi;
Til varme Kys blev Talen,
Hvor glade vare vi!

Og husker Du næstsidste
Beklemte Aftenstund?
Usikkre vi os vidste,
Da skjalv Din Rosenmund.
De sorte Øine smykte
En glandsfuld Taareflok;
I Haanden Du mig trykte
Den mørkebrune Lok.

207

Da kyssed jeg Din Pande,
Da klapped jeg Din Kind;
Da syntes mig forsande
Som toned Aftnens Vind:
»Du haver Dig forsyndet
Saa meget mod Din Gud,
Og dog, fra Dommerhyndet,
Han kaarer Dig en Brud!« -

Lad denne Lok, ringbunden,
Et Forbund tolke os,
En Eed i Ungdomsstunden,
Sagt Tidens Magt tiltrods:
Ei blot for Morgenrøden,
Men længer sikkerlig,
For Livet og for Døden
Jeg haver fæstet Dig.

Ret tør ved Vintertide
Ei Rosen bryde frem;
Sletingen maa det vide
Hvad vi To har igjem.
Omkring os gaae saa Mange
Med List, paa Speiderviis:
Ikkun de stille Sange
Kjende vort Paradiis.

Jeg føler, at ei glad jeg
Kan være fjern fra Dig;
Her er det dog som sad jeg
Midt mellem mulne Liig:
Af Lyst kan Øiet tindre
Og Læben høit kan lee,
208 Men dybt i Formens Indre,
Der sidder Sjælens Vee.

Der sidder det som minder
Mig om, at Øiet ei
Sin Længselsgjenstand finder,
Sin Vaar, sin varme Mai.
Koldt tales der med Pennen,
Mit Sprog er ikke godt -
Lad dette Blad fra Vennen
Tjene til Papillot.

DEN ENGELSKE KAPITAIN. (Et Billede fra 1807).

»Kan Retten tolkes med større Fynd,
End naar man tolker den med Kanoner?
Og tør vel Nogen det kalde Synd,
Hvad Fyrster gjør, for at vinde Troner? -«

Fra Kullagunnarstorp de Svenske saae
I Kattegattet spredt en engelsk Flaade.
Hvorhen den stærke Sømagt skulde gaae,
Det var for dem, det var for os en Gaade.
Fra Kronborg saae man med forbauset Blik,
At ud for Sundet standsed Seilerskaren -
En Anelse henover Danmark gik,
Man skimted nu, men frygted ikke Faren.

Der laae for Anker nu med Reeb om Seil
De tætbefolkede, de hule Masser;
Med Selvtilfredshed saae i Havets Speil
209 Afmalte sig de gyngende Palladser.
Ombord udefter Fjenden stirred man,
Uroligt teede sig de blaae Matroser:
En Sømand er jo dog i hvert et Land
En Ven af Laurbær og de røde Roser.

Paa Orlogsmanden, hvor det største Flag,
Storadmiralens, vaied stolt fra Masten,
Der blev, dengang det gryed blot ad Dag,
Blandt Officererne saa travl en Hasten.
De tæt forseglte Ordre skulde nu
Af Chefen brydes - spændt man vented Talen -
Lord Gambier brød dem med nysgjerrig Hu,
Og Alle stirred hen paa Admiralen.

»Seil did« - saa lød det barske Kongebud -
»Hvor Danmark har sin Flaade trygt i Rheden!
Hvad der I see, bring det af Havnen ud,
Brug Krigen vel, dog tilbyd stedse Freden.
De Danske tømret har saa fast en Borg,
Før os en Anden muligt torde komme -
Grib rask kun til - saa byder Kong Georg -
Belønning faaes, naar Slaget vel er omme!«

Høit lød nu fra det rummelige Dæk
Det hele Mandskabs vilde Hurraraaben;
I beget Fjæs saaes ikkun glade Træk -
Til Ry og Plyndring stod jo Alles Haaben.
Kun Een af alle hine Mænd ombord,
Kun Een tog ikke Deel i Mængdens Glæde,
- En ung Kaptain - men bad med jevne Ord
Om Lov, frem for sin Chef at torde træde.

210

»Hr. Admiral!« - saa tog til Orde han -
»Jeg var kun Purk, da jeg paa Dybet seiled:
Ved Abukir, paa Nelsons Orlogsmand,
Som Femtenaarig jeg til Æren beiled;
Hist i Vestindien mangen vild Corsar
Jeg greb og hang ham lystigt op i Galgen;
Man ridsed ved Trafalgar mig et Ar -
Men det er skjult af Ordner og Medaillen!«

»Hvad England virked mod den franske Stat,
Historien med Stolthed det opskriver;
Hvad jeg har mod den listige Pirat
Udøvet, øved jeg med munter Iver;
Med Lyst jeg raabte: Gud og Kong Georg!
Hvergang jeg fyred paa Napoleons Brigger -
Men her jeg næsten græde maa af Sorg:
Paa Røveri jo nu vor Flaade ligger!«

»Jeg svoer, at følge troligt Englands Flag,
Til Dødens Sved omperler denne Pande,
Men jeg har meent: i aabent, ærligt Slag -
Ei loved jeg, at ville overmande!
Falskt viser Politikens Øieglas -
Matrosen ledes sikkert af Magneten,
Han bruger Retsinds ærlige Kompas,
Guds Stjerner vise Længden ham og Breden!«

»Dog aldrig skal der siges, at jeg brød
Den Eed jeg svoer, min Vimpel at forsvare:
Jeg har forsvart den ærligt til min Død -
Her er for Æren, ei for Flaaden Fare!
Seil I! jeg lyder ikke Kongens Bud,
Men gaaer paa andre Æventyr og Reiser -
211 Der staaer i Skriften: Du skal lyde Gud,
Meer selv end Du skal lyde Romas Keiser!« -

Og dermed styrted han sig overbord!
-Kald ham nu Sværmer eller kald ham Drømmer -
Igjennem Vandets Masse hurtigt foer
Tilbunds i Kattegat den djærve Svømmer.
Der - i det hemmelighedsfulde Dyb,
Hvor aldrig der af Stemmer høres Klangen -
Blandt vaade Planter, mellem hæsligt Kryb,
Krampagtigt bored han sig ned i Tangen!

Og Flaaden styrede mod Kjøbenhavn. -
Fjern fra det Sted, hvor Slaget skulde stande,
Laae han, Kaptainen - ukjendt er hans Navn -
Et vandkoldt Liig, skjult af de sorte Vande,
Til Strømmen drev ham op og svenske Mænd
Paa Fiskertog i stjernefulde Nætter
Ham fandt, bar ham i Baad til Stranden hen
Og - rafled om den Dødes Epauletter.

Paa Skaanes Kyst, lidt nord for Helsingborg,
Ved la Gardies berømte Grevesæde,
Han jordet blev foruden Graad og Sorg -
Paa en nedtrampet Grav nu Maager træde.
Dog stundom skal en luftig Skygge der
Fra Pletten stirre vildt udover Søen -
Ham er det, som i hvide Maaneskjær
Vil bort, vil hjem, vil hist til Steenkulsøen! - -

212

ØNSKERNE. (1826).

En lang, en sygelig Drømmervei,
Derom, Alfader, jeg beder Dig ei;
Lad Skibet seile saa kort, Du vil,
Naar Fartøiet løber blot muntert til.

Lad ei som Mand mig forbande det,
Hvad Barnet velsigned som stort og ret;
Lad aldrig mig skue med Taareflod
Hvad tidligen varmed mit Hjerteblod.

Lad Sjælen elske den skjønne Jord,
Men glemme dog ei hvad der oven boer;
Hvor herligt der end er i Hjemmets Land,
Kun Afglands af hisset det være kan.

Den Mund, som svarte min Længsels Raab,
Lad den og i Døden tilhviske mig Haab;
Det Hjerte, som eengang har banket for mig,
Lad aldrig blot det forandre sig!

Og dem jeg elsker, men aldrig saae,
De henfarne Store, som nær Dig staae,
Med dem lad mig boe i Dit høie Huus,
Naar Jordebygningen synker i Gruus.

Men Æren i skinnende Sølvermor,
Hun svæve ned paa min Grav i Nord,
Hun kæmpe kjækt imod Glemsels Vold,
Og sjunge mit Navn for en yngre Old!

213

FRAGMENTER AF DEN SPANSKE KRØNIKE.

I kjender Alle den berømte Cid! -
Naar Driveren paa Pyrenæerbjerget
Sit Muuldyr fører nedad Skrænterne,
Da synger han ei om Napoleon -
O nei, han synger om Rodrigo Diaz,
Benævnet Gid; skjøndt Helten leved i
En længst henrunden Tid, besynges han,
Og dog har vor Tid havt en Palafox!

Hvad synges da vel om Rodrigo Diaz?
Der synges om hans Elskov til Ximena,
Der synges om, hvor smuk Ximena var -
Drøm Dig fra Danmark ned til Spaniens Himmel!

1.

Betænksom sad i guldbetrukne Sal
Ximena, tramped svagt med liden Fod
Og lytted efter sin Rodrigos Trin
Og bøiede det skjønne Hoved ned,
For om hun muligt kunde snappe op
En Lyd, en Klirren af hans gyldne Sporer,
En Raslen af hans Klinge stødt mod Væggen,
En Susen af hans mørkblaae Fløielskaabe; -
Men Trinet taug og Sporen klirred ikke,
Og Klingen rasled ei og taus var Kaaben,
Og Alt var tyst, som dengang Herrens Aand
Ved Skabelsen hensvæved over Vandet -
Da glimted Taaren udaf Pigens Øine:
»Forlænge lader han idag mig vente -
Hvad foraarsager vel Rodrigos Stolthed?
214 Hans Skjønhed dog vel ei? det er jo kun
En gammel Egenskab - Narcissus var det.
Hans Viisdom? Salomon var visere.
Hans ædle Herkomst? Alt Achilles stammed
Fra lutter Konger ned. Hans Tapperhed?
Hispanien har ingen feige Sønner.
Alt det, hvorpaa sin Stolthed han begrunder,
Er gammelt, gammeldags og længst nedarvet!« -

End meer hun klaged i sin Eensomhed:
»To Gange har hans Falk alt slaaet ned
I Gaarden paa min Dueflok; idag
Har med sin Klo den qvalt min Yndlingsfugl -
Den, som ei styre kan sin egen Falk,
Fortjener ei de gyldne Riddersporer,
Ei noget Haandtryk af en trofast Ven,
Og ei et Kys af nogen Piges Mund!«
Men da stod smilende Rodrigo Diaz
I Døren, som han havde holdt paaklem;
Han tog Baretten af med hviden Fjerbusk
Og hviskede med Trods de stolte Ord:
»Og dog gav Kongen mig den gyldne Spore,
Tidt trykked Prindserne dog denne Haand,
Og ikke sjeldent kyssed mig Ximena!«

Men paa hans Skulder sad den hvide Falk
Med brune, menneskeligtkloge Øine,
Med gule Been, den kostelige Falk,
Nedbragt til Spaniens rige, varme Klima,
Ned til Orangens og Cypressens Zone,
Fra Øen Island, hvor de varme Kilder kaage
Dybt under Jorden, men hvor Overfladen
Er skjult af Sneens sølverhvide Lillier
215 Og savner ellers alle grønne Urter.
Han tog den hvide Falk fra Skulderen
Og knuste den mod Marmorfliserne:
»Der ligger Falken« - sagde muntert han -
»Vær nu ei længer vred paa Falkens Eier,
Nu skal den meer ei jage Dine Duer.
Du havde mistet jo Din Yndlingsfugl,
Jeg vilde derfor ogsaa miste min,
I Stort og Lidet skal vi være eens!« -

»Dog« - sagde pludselig han alvorsfuld -
»Pas paa, Ximena, om en føie Tid
Vil Strid der opstaae mellem vore Fædre.
Da skal, i Andres Paasyn, ogsaa vi
See dobbelt koldt og vredent til hinanden;
Og Du skal saadan i Din Kjole tage
Paa begge Sider, gaae to Skridt tilbage,
Og neie stift og fornemt for Rodrigo.
Og jeg skal trække lidt paa Overlæben
Og bukke saare dybt; ja stundom skal
Jeg gaae foruden Hilsen Dig forbi
Og lade som med Villie jeg det gjorde,
Og Du skal vende Dig til Infantinden
Og tale ilde om »den stolte Dreng« -
Og det skal vare ved den ganske Dag!
Men hen mod Aften, elskede Ximena,
Naar Solen synker, er vi meer ei vrede,
Da lægge vi Forstillelsen tilside;
Da sniger jeg mig ind i Slottets Have
Og synger Sange under Vinduet,
Og lidt Du lytter da til Citharen,
Dog ei for længe, sagte sniger Du
Paa lette Fodspids Dig ned til Rodrigo -
216 Vee den, der tør forstyrre Dig og mig,
Naar tause ved Jasminerne vi sidde -
Den Lykke vare skal den ganske Aften!
Men naar den første Nattens Stjerne kommer
Og skræmmer bort mig fra Din elskte Nærhed,
Da skilles vi, da gaae vi Hver til sit -
Dog det skal ikke vare ved bestandig.
Snart fører jeg min Brud hjem til min Borg -.«

Da hørtes Fodtrin udenfor paa Gangen -
Ximenas Moder vil sin Datter see!
Da sprang Rodrigo Diaz ned i Haven:
Fjerbusken vaied og hans Klinge rasled
Og Vinden sused i hans Fløielskaabe;
Men for sin Moder dybt Ximena neied,
Bad om Velsignelsen og gik tilsengs.

2.

Og Zaragoza var i Maurerhænder;
Almoctad hed den alderstegne Konge.
Hvor gammel han end var, saa var hans Sjæl
Dog ung og kraftig; Haanden længtes efter
Erobringer, den vilde herske over
Det hele Spanien, ei kun en enkelt By.

Almoctad klædte som Zigeuner sig,
Achmed, hans Søn, iførtes samme Dragt;
Formummede da ginge Søn og Fader,
Som Speidere paa Veien hen til Burgos.
Men Achmed tog til Orde: »Herre Fader,
Profeten byder Aabenhjertighed,
Men Du gaaer skjult tilværks. Profeten byder:
217 Med krumme Sabel, lange Landser søg
Din Fjende paa den grønne Mark, og da
Vil selv Profeten føre Dig til Seiren!« -

Men Faderen var taus og mørk; han lod
Som om han Sønnens Ord ei havde hørt,
Og videre paa Veien ginge Begge.
Men Achmed tog til Orde: »Herre Fader,
Jeg vorder ræd, thi Veien er saa mørk,
Kan ei vi vende om? - Ei Mahomed
Vil hylle sig i List og Nat, den aabne
Profet foragter List og Nat, og ønsker
Begeistring kun og Dagens stærke Skin.
Ved dette rænkefulde Speidertog
Har Du Profetens Redlighed fornærmet:
Hans lyse Maane saaes paa fjerde Nat
Ei hvor den ellers altid for os lyste -
See Taagen har sig lagt om Træ'r og Buske.« -

Men Faderen var taus og mørk; han lod
Som om han Sønnens Ord ei havde hørt,
Og videre paa Veien gik de Tvende.

Men Achmed greb sin Faders Kjortelflig
Og kasted sig i Støvet for hans Fødder:
»Kald i Erindringen tilbage Dine
Forgængeres Historie, min Fader!
Hvor nu Du hersker, herskede Kalifer
Af den forgudede Ommeiaslægt.
Fra Ganges, over Asien, gjennem det
Forbrændte Africa, hid til Gibraltar
Sig strakte deres Rige, og saalænge
De gik med krummet Sværd den lige Vei
218 Og holdt med Alvor ved Profetens Lære,
Da fulgte Lykken dem - da blomstred Slægten!
Men da de optog vantroe Sæder, da
I Slaget meer ei flammed Mahoms Aand,
Men kun Begeistring, hvis urene Kilde
Var den forbudne Drik - da styrted Slægten!
Hixem den Tredie blev af Folket afsat;
Paa Torvet raabte Mængden aabenlydt:
Der er ei Held meer ved Ommeiastammen,
Den bringer Sorrig over Troens Børn! -
Da sprang paa Torvet frem den Sidste af
Den fordum store Ommeiadeslægt,
En Yngling var det, Hixems arme Søn,
Med Graad han raabte: giv mig een Dag Sceptret,
Og dræb den næste Dag mig, hvis Jer synes! -
Men Ingen hørte ham og han forsvandt,
Og gik til Africa, i Ørknen ud,
Og - Ørknens Løver aad med Hyl hans Liig
I Sandet. - Fader, o lad ei vor Slægt
Fortørne Herren, liig Ommeiastammen;
Lad os ei den Dag leve, at man seer
Dig styrte fra Din Throne, at man hører
Din Achmed raabe: giv mig een Dag Sceptret,
Og dræb den næste Dag mig, hvis Jer synes,
Hvad heller giv min Krop til Ørknens Løver!« - -

Da pegede den gamle Konning op
Imod den brede, mørktilslørte Himmel,
Og svarte barsk: »Profeten er ei vred,
Fordi jeg vil en mægtig Hersker være!
Nei, Mahomed er ikke vred, han gjemmer
Ikkun sin Maane, til den høitforbauset
Skal see Almoctad paa de Christnes Throne!« -
219 Men neppe havde Kongen sagt de Ord,
Før Maanen med sin skjønne, fulde Skive
Op af de sorte Uveirsskyer dukked,
Retsom en pragtfuld Blomst, der springer ud
Med yndigt Farveskjær blandt dunkle Blade.
Pletteret laae det rige Landskab for
Den gamle Konges Øie - see! da viste
Sig for hans Blik en ukjær Skikkelse:
Bagved en Hyldebusk stod alvorsfuld
I Fløielskaaben med de gyldne Fryndser
Rodrigo Diaz, lænet til sit gode Sværd
Og raabte harmfuld til den gamle Konge:
»Hvi gaaer som Tigger Du paa Speiderviis?
Tør ikke meer Du see os kjækt i Øiet?
Ha see! skjøndt Du er Mand med Vaar og Vintre,
Staaer Du tilskamme for en Ungersvend!
Kald dine vilde Horder sammen, sæt
I Sadlen Dig med Perler om Din Turban
Og smyk Dig med Din kongelige Dragt,
Da skal jeg møde Dig i vilden Slag.
Vi har alt længe ventet Dig: langs Grændsen
I vore Borge, Dag og Nat, med Bidsler,
Med Sadler vore muntre Heste stod -
Gaa skamfuld bort og bedre Dig, o Konge!«« -

Da svarte Kongen: »vel jeg kjender Dig,
Rodrigo Diaz, tæm Dit unge Sind!
Jeg møder Jer med List, thi listig er
Hver Christen, skjøndt han gjerne lader from -
Skal jeg fortælle Dig, hvordan I handle
Selv Eders Konger er Forbrydere,
Hvor lifligt end dem Krøniken vil sminke:
Det er ei længe siden, at Kong Sancho
220 Sin skyldfrie Broder, Antolin, lod smedde
Til Væggen fast og grusomt martred ham
I nitten Aar! hvert Aar blev Jernene
Gjort smallere, for at de kunde passe
Den meer og meer fortærte Knokkelhaand.
Men i det tyvende, det sidste Aar,
Da endlig Antolin var Døden nær,
Befalte Sancho, Lænken skulde løsnes.
Da raabte Antolin: lad Lænken sidde,
Med hvad jeg leved, vil jeg ogsaa døe! -
End i Zamora paa hans Gravsteen staaer
Udhuggen Antolin den Lænkebundne;
Da vi Zamora fra Jer tog, vi fandt
Hint Skjændselsmonument for Broderhadet!« -

Men dette krænkede Rodrigo Diaz,
Vredladen svarte han: »nu, Kong Almoctad,
Hin Liigsteen skal ei meer forarge Dig,
Med Guds Hjælp faae vi atter nok Zamora!«

Da lød med Haan den onde Konges Svar:
»End faaer Zamora Du, Du faaer dog neppe
Zamoras Kirkeklokker med det samme;
Dem nedtog vi af Kathedralen flux
Og bored Huller i dem langs ad Randen
Og fæsted Messinglænker i hvert Hul.
Omvendte, hænge de i Zaragoza,
Som Lamper, i den hvælvede Moskee!«

En Torden lød, et Lyn paa Himlen glimted,
Regndraaberne paa Skovens Kroner pladsked;
Iklædt en Handske, syet af sorte Skyer,
Trak Herrens Haand igjen tilbage til sig
221 Langt ind i Himmelen den gule Maane
Og mørknede det før saa lyse Landskab.
Imellem Buskene forsvandt Almoctad!
Men tankefuld til Burgos gik Rodrigo,
Thi Strid der var imellem begge Fædre.

3.

»Og var Ximena da saa meget smuk « -

Ja, Yngling, hun var smuk, saa smuk som Den,
Du end ei saae med legemlige Øine! -
Hvis Du er sytten Aar, da kommer snart
En Tid, da for Din Sjæl sig vise vil
Et Billed af en ung og deilig Pige:
Hun er ei klædt, som dem Du dagligt seer;
I Regnbuefarver hendes Klædebon
Vil svømme for Dit glædedrukne Øie.
Hun er ei jordiskt formet, vækker ingen
Nedværdigende, syndig Eftertragten;
Det er som om Du saae en Himlens Engel
Afspeilet i en sølvblaa Sommersø.
Paa Marken seer Du hende svæve hen,
I Skoven sidder stille hun bag Espen.
Paa Jord har ei Du hendes Lige seet,
Men dog Du haaber, snart at maatte finde
Den deilige, den gaadefulde Gjenstand.
Paa Baller søger Du veemodig hende,
Musikken klinger, o hvor tøver hun?
Du stirrer paa de røde Silkeschawler,
Hold op, Du stirrer til Dit Øie perler!
Gaa bort, gaa raskt fra Ballet, Yngling, flygt:
Hun er ei der, hvor Menneskene færdes!
222 Kun naar Du eensom gaaer i Natten ud
Og vandrer udenfor det Huus, hvor Dandsen,
Hvor Vinen, hvor Musikken sammenblandes,
Derudenfor, naar Du betragter Stjernen,
Der kommer deilig atter hun tilsyne
Og hvisker til Dig: »søg, saa skal Du finde!« -

Hint Billed, Yngling, veed Du, hvad det er?
Det er en Skabning, som Gud Amor kogler:
Han danner den af Morgenrødens Farver,
Af Uskylds Taarer og af Længsels Suk;
Det er et Sendebud fra ham til Dig,
Det melder Dig hans eget nære Komme;
Man kalder det - sit Ideal!

Saaledes,
Saa smuk, som syttenaarig Ynglings Drøm,
Saa reent, saa yndigt formet var Ximena -
Nu svar mig Du, var ei Ximena smuk?

4.

Ximenas Moder treen i Salen ind:
»Min Datter! dræbt i Tvekamp er Din Fader,
Din Faders Morder er Rodrigo Diaz;
Kom tag et Slør, tag sorte Fløielsklæder,
Klæd kulsort Dig, thi sort er nu vor Himmel!« -

Da græd den unge stakkels Elskerinde,
Hun svared': »tag de sorte Klæder bort!
Sorg eier ingen fast og enkelt Farve,
Den værste Sorg desuden kan ei sees.
Sorg har sig spredt i hele Skabningen,
223 Den har sin Andeel i hver Jordens Gjenstand
Og er forklædt i mange Skikkelser;
I hele vor Natur ei Væsen findes,
Der ei er bundet til den fælles Lov:
Hver Gjenstand og dens Farve kjender Smerte.
Derfor kan til min Sorgs Symbol jeg vælge
Det Blaae, det Hvide eller Røde mig -
Tag, Moder, kun de sorte Klæder bort!«

5.

De Voxlys brændte smukt i Klosterkirken,
De Munke sang saa lifligt om vor Frelser;
Paa Altertavlen malet stod hin Busk,
Hin Tjørn i Flammerne paa Sinai.
Da treen i Kirken ind Rodrigo Diaz,
Foruden Sværd, foruden Ridderkaabe,
Foruden Sporer (alting hang derhjemme),
For Altret knælte han og talte saa:
»Prælat, som staaer i hviden Messesærk,
Jeg kommer sorgfuld hid til Skriftemaal,
Thi viid: i Tvekamp dræbte jeg Grev Gormaz.
Nu er det tyst i Grevens Borg: hans Datter,
Min elskede Ximena, hader mig;
Hun ændser ei, hun hører ei min Klage,
Hun lytter meer ei til min Cithers Klang.
I Salene, hvor Munterheden dvælte,
Der ruger Tungsind, aldrig skinner Solen.
Istedetfor de muntre Gjæster kommer
I regelmæssige Besøg kun Lægen -
Prælat, beed Gud om Naade for Rodrigo!«

Da svared Herrens Tjener: »skrift, min Søn,
Men tael oprigtigt! Gormaz er hos Gud
224 Og hører hvert et Ord og melder selv til Herren,
Naarhelst en usand Lyd din Læbe siger.
Heel grusomt har Du endt den Sværdeleeg:
Et Saar var blodig Hevn - hvi dræbte Du -«

Men op mod Himlen hæved da sin Haand
Rodrigo Diaz, sagde: »Herrens Tjener,
Giv nøie Agt, Rodrigo taler sandt.
Jeg kom til Kredsen paa Tourneringspladsen,
Mit Følge holdt i Rader rundt i Kredsen;
Det var mit første Alvorsridt i Livet.
Paa Pladsen sank jeg hen i Grublerier:
Stundom jeg saae min gamle Faders Graad; -
Stundom Ximena hævede sin Haand
Og løfted Myrthekrandsen af sit Hoved
Og gav mig alle Grenene tilbage; -
Stundom jeg stirred i min egen Grav«,
Hvidt klædte gamle Qvinder mig, de lagde
Tilrette for mig i min Katafalk,
Og herreløs stod mine Fædres Borg.
I Kisten laae jeg selv, et mullent Liig;
Paa Kisten laae mit Sværd, ved Kisten sad
I Sølverslør Ximena, peged paa
Stamtavlen over Graven, og der stod
Med rødlig Skrift paa Tavlen nederst ridset:
»Rodrigo Diaz, sidste mandlig Arving,
Gud være Stammen naadig, hvor den er!« -
Det var en vaagen Drøm - og der kom fleer
Og værre Syner, da jeg sad paa Hesten:
Ti Aar var svundne hen, som lette Skyer!
Mig tyktes, jeg var paa en ukjendt Borg,
Ximena var der - med en fremmed Mand.
Den Ubekjendte klapped hendes Hals
225 Og spurgte hende: har Du glemt ham ganske?
Da nikked venligt hun og tog paa Skjødet
Et lille Barn og Barnet raabte: Moder!
Og see! i Gluttens favre Træk og Ansigt
Var ei et eneste af mine Træk,
I Mod'rens Sjæl ei Minde meer om mig!
Da mærked jeg, jeg drømte lutter Løgn,
Jeg løfted Haanden vredt mod Fristeren,
Mod Drømmens Gud, mod Løgnens gamle Fader,
Ham i den sorte Himmel, Satanas!
Jeg gjøs og spored uvilkaarligt Hesten,
Den steiled høit i Veiret og jeg vaagned.
Og da holdt ligeoverfor mig Gormaz,
Han smilte haanligt, meente vel, jeg frygted,
Da stred vi, atter jeg besinded mig,
Jeg vilde saaret ham i Skuldren - Sværdet
Løb nedenfor, og han sank baglænds ned -
Prælat, o beed om Naade for Rodrigo!««

Bevæget rakte Herrens Tjener ham
Sin Haand og atter talte da Rodrigo«.
»Prælat, som seer med Mildhed paa Rodrigo,
Jeg mere skrifte vil, Du skal erfare,
Hvorledes det ser ud nu i mit Hjerte.
Mit Øie hvile kan paa hele Jorden,
Eet Væsen kun tør ikke jeg betragte.
Naar En fortæller muntre Eventyr,
Da leger paa mit Ansigt tidt et Smiil,
Men een Ting maa Du ei med Ord berøre,
Hvis ikke Du vil see min Latter druknes
I Krampegraad, hvis ikke Du vil see
Min Munterhed til Dødsangst sig forvandle;
Kun een Ting maa i min Nærværelse
226 Du ikke tale om - det er om hende!
Thi denne Tanke forbeholder jeg
Mig selv, naar jeg foruden Selskab er.
Alt andet kan jeg tale om fornuftigt,
Men denne Tanke grændser nærmest til
Min Sjæls Fortabelse, til rædsomt Vanvid.
See, jeg er ung og smuk af Legeme
Med smidig Arm og sunde Ledemod,
Og jeg har en Fornuft, som Du og Andre,
Naar det alt Andet, kun ei hende gjelder;
Men i det Øieblik Du nævner hende,
Da svinder bort min Ungdomsskjønhed og
Min mennesk'lige milde Mine og
For hver en kold Betragter vil jeg tee
Mig som en Ulv, en Bjørn i kulsort Pelts,
Med Blodinstincter og med hviden Hugtand:
Min klare Indsigt gaaer fortabt og jeg
Nedsynker i en lodden Dyreverden -
Prælat, o beed om Naade for Rodrigo!«

Og Herrens Tjener fældte milde Taarer;
Han havde megen Medynk med Rodrigo,
Men videre da talede Rodrigo:
»Prælat, som græder over mine Sorger,
Giv mig et Raad, hvorledes jeg skal handle.«

Da sagde Herrens Tjener: »vend Dit Øie
Fra jordisk Elskov bort en stakket Stund;
Med Tiden blier Ximena vel Din Brud.
Stor Sorg er lagt omkring Dit unge Hjerte,
Dog lider Ingen hvad han ei kan bære;
Mangt Bismerpund er paa Din Skulder lagt,
Det maa vel tyde paa, at den er stærk.
227 I Zaragoza boer en maurisk Konge,
Almoctad, fientlig stemt mod alle Christne -
Erobre Zaragoza, kæmp for Christus,
Jeg vie skal Dit Sværd og lyse Kirkens
Velsignelse, Rodrigo, over Hjelmen!« - -

Den næste Dag Rodrigo sad paa Skimlen -
Saa lad ham ride da mod Zaragoza!

HJEMKOMSTEN.*)

Aldrig glemmer jeg den skjønne Dag,
Da jeg atter steg iland paa Stedet,
Der hvor Regnbue, Sol og Tordenbrag
Tidligt havde Drengen vakt og glædet;

Hvor min Pige med det mørke Haar
Havde siddet hos mig tæt ved Ganges,
Ildfuld, som mit Hjemland, ung af Aar,
Ændsende kun mit Blik, ei de Manges;

Trykkende min Haarlok til sin Mund,
Pegende paa Skyerne, der vandred -
Ak, som Himlens Skyer var ei hun,
Hun var fast og tro og uforandret.

Reist jeg var henover Bjerg og Dal,
Havde seet saa mange smukke Egne;

* 228

Ved hver Skjønhed følte jeg en Qval:
Jeg var fremmed Gjæst jo allevegne.

Hørt jeg havde mange Fugles Sang,
Hørt de Fremmede saa lifligt tale:
Bedst sang Fuglen dog i Indiens Vang,
Blødest taltes dog i Indiens Dale.

Men i saare lang Tid havde jeg
Ikke seet min Hjem og mine Frænder;
Frodigt groede Græsset paa min Vei,
Luget var der ei af Gartnerhænder.

Og forfalden laae mit smukke Huus
Og Platanen hang med sine Blade;
Haugen opfyldt var af Sand og Gruus,
Marmoret var sort i mine Bade.

Og min Hund var død, den smukke Hund!
Ei til Velkomst mod mig meer den gjøede;
Sorgfuld for min Sjæl var denne Stund:
Der var vistnok mange Flere døde.

Og jeg gik med ganske sagte Trin
Hen til Stedet, hvor min Pige boede,
Kiged listigt gjennem Ruden ind,
Hvor i stille Blund jeg hende troede.

Men Gardinet skjulte for mit Blik,
Om min Elskte ogsaa var derinde;
Sagte banked, efter fordums Skik,
Jeg paa Ruden hos den fagre Qvinde.

229

Men hun troede, det var Fugle, som
Hakkede paa Glasset, for at vække
Hende, der om Morgnen god og from,
Pleied van de Smaa lidt Korn at række.

»Lille Fugl,« hun nynned, »er Du alt
I den lyse Morgen ved min Rude?
Fra min skjønne Drøm har Du mig kaldt -
Jeg er vred og la'er Dig blive ude!« -

Da jeg raabte: »det er ingen Fugl,
Men det er din egen Drøm, der banker!
Ham det er, hvem i dit stille Skjul
Nu som før Du vier dine Tanker.«

»Mindes ikke Du en Yngling, som
Fordum reiste til de fjerne Lande?
Han er atter til sin Helligdom
Seilet over vilde, mørkblaae Vande.«

»Han har skuet fremmed Land og By,
Men ei glemt sin Barndoms troe Veninde;
Han har seet og elsket høit det Nye,
Men det Gamle skal ham tro dog finde.« -

Sagte lukked hun da Vindvet op,
Udaf Aabningen sprang hurtig Hunden,
Sprang med Logren og med lystigt Hop,
Glad ved mig og glad ved Morgenstunden;

Hunden, som jeg havde tænkt mig død,
Havde hun - min Elskte - tro bevaret:
Medens Stormen om mit Øre lød,
Havde hun mit Yndlingsdyr forsvaret.

230

SOMMEREN.

Nu er der grønt og smukt paa Landet,
Nu kjøre Bønderne med Hø;
Og Storken staaer i Mosevandet -
Den hvide Fisker fik en Frø.
Paa klare Himmel seiler Skyen,
Du lette Baad! tag mine Tanker med,
Mens jeg maa sidde her i Byen
Og kommer aldrig nok afsted.

Og Moskovitten næsviist synger,
Paa Engen hoppe brune Føl;
Paa Marken vandre Bondeklynger,
De svede stærkt og drikke Øl.
Og Piger gaae med Baand og Rive,
Med Ærmet kort og Skjørtet kort -
Men jeg kan kun paa Gaden drive
Og kan sletikke komme bort.

Nu blomstrer frodigt Keiserkronen
Og Gyldenlakken glimrer rød;
Nu gnaver Rotten i Melonen,
Nu tænkes ei paa Vildtets Død.
Forvaltren prygler paa de hovne,
Krakilske Bønder, med sin Stok -
Men jeg maa sidde her og dovne
Og stirre paa min Piges Lok.

Hvorledes blomstrer vel i Sommer
Min røde Pelargonium?
Er paa det store Træ, af Blommer,
Ret som ifjor, vel Grenen krum?
231 Og hvordan lever Hønsehunden?
Den løber vel i Skov grassat,
Imedens jeg maa sidde bunden,
Til Korrekturerne parat.

Nu spiser Tykmælk man af Bøtter;
Om Aftnen gaaer man ud og seer
Om Ole Røgter Qvæget flytter,
Om Engen ryger stærkt, med meer.
Derpaa man si'er god Nat til Fruen
Gaaer saa i Bad i kjøle Strand -
Men jeg har ikke her i Stuen
Et Hav, nei, knap en Flaske Vand!

Nu dreier sig den hele Kugle,
Den hele Jord om Axen om,
Og flyver, mellem Verdens Fugle,
En Pusling i det store Rum.
Frisk risler rundtom Livets Kilde
Og sprudler i en ung Natur,
Kun her i Kjøbenhavn maa stille
Jeg sidde fængslet i mit Buur.

Den Sommerfugl, der hist ved Hækken
Omflagre kan min Elsktes Bryn,
Den gad jeg kaste dybt i Bækken
Og selv mig glæde ved dens Syn.
Jeg selv gad kysse hendes Kinder,
Jeg selv gad elske, varm og nær,
Men, ak, kun mellem Fortids Minder,
Jeg smægte maa i Kamret her!

232

Nu svinger Karsesommerfuglen
Sig freidigt ud af Puppens Gjem;
Dens Hylster raadner dybt i Hulen,
Selv flyver den blandt Blomster frem:
Saa skal og Du dig freidigt svinge,
Min stille Aand, af Fængslet ud
Og Somren mine Kjærtegn bringe
Og hilse paa min fjerne Brud.

EFTERAAR OG VINTER.

»Nu er der i det hele Herred
Ei Blomst paa Stilk, ei Frugt paa Qvist;
Kun Asters sees og Rønnebærret,
De visne med, det veed jeg vist.
Jeg hører Stormen huult at tude,
Den fyger alt, den hvide Snee;
Undtagen Isens Flor paa Rude
Blier ingen Blomster meer at see.«

»Nu høres ikke Somrens Torden,
Den milde Sol har Banen endt;
Et sneekoldt Liig er hele Jorden,
Gud har sit Aasyn fra den vendt.
Vi brænde Lys nu; - i Kaminen
Der fyres i, saa godt vi veed -
Og Alting viser mig Ruinen
Af en forgaaet Herlighed. -«

Ja vist er mange Fugle fløine
Hen til det mere varme Strøg;
Der har de Løvværk jo for Øine,
233 Der gjør ei Vintren Voldsforsøg.
Og mangen Blomst er under Mulde,
Som Du i Sommer pragtfuld saae;
Bedrøvet indseer Du tilfulde,
At Snee og Riimfrost forestaae.

Dog vil jeg sige Dig til Lindring,
Naar Du begræder Somrens Død:
Du har jo mangen kjær Erindring
Om Somrens Glæder, som Du nød;
Og Du kan stedse freidigt haabe,
At Du vil atter Fuglen see,
Naar Vaaren med sin grønne Kaabe
Sig kaster over hviden Snee.

Ei vi blot stige op af Graven,
Ei vi blot gjensees over Jord:
Ad Aare springer ud i Haven
Hver Blomst af Isens Perlemoer.
Hvad der er godt og smukt skal leve,
Hver i sin Art, hver paa sin Viis:
For Fugl og Bonde, Blomst og Greve
Har Gud et særligt Paradiis.

Og er ei smuk den danske Vinter,
Og smukkest paa din Heregaard?
Er der ei røde Hyacinther,
Naar Rosen ikke meer bestaaer?
Der hvor sig mørkblaae Bølger vælted,
Der blier vel Iis istedet sat,
Men Du vil høre Klang fra Bæltet:
Der synge Svanerne ved Nat.

234

Og vil Du endlig Sommer have,
En Sommer midt i Vintrens Kuld,
Nu vel, Du kan det virklig lave,
Saa Du faaer Blomst paa frosne Muld:
Gaae til Ideens store Rige,
Elsk - hvad Du ikke seer paa Jord;
Befolk Dit Værelse, min Pige,
Med skjønne Tankers Blomsterflor!

Da kan Du roligt see fra Høien,
At Storken flygter fra vort Nord,
Du kan taalmodig see Levkøien
At sænke Hovedet til Jord;
Og naar de Rosenkinder falme,
Som Gud saa smukke danned Dig,
Da har i Sjælen Du en Palme,
Som trøstende forynger sig.

PIRATENS ENDELIGT.

Hei, mine Gutter, nu styrer Barkassen
Rask over Søe!
Hist paa Jamaica jeg skuer alt Pladsen,
Hvor jeg vil døe.
Brødre, som tankefuldt sidder i Baaden,
Standser kun Graaden!
Synger mig heller en Sang her paa vaaden
Vei til den engelske Øe.

Mangen en stolt Koffardimand jeg plyndred,
Brændte den op!
Spanieren troer vel, at Stormen har søndret
235 Svømmende Krop;
Nei, det var mig, der greb Skibet i Bringen,
Skaanede Ingen,
Alle de Mennesker sprang over Klingen -
Hei, det var pudsige Hop!

Her er jo Landgang! - for sidste Gang seiled
Jeg paa mit Hav;
Byttet Piraten for sidste Gang peiled,
Gjorde sit Krav.
Her, hvor kun Nordvinden fløiter i Sivet,
Lader jeg Livet;
Takker den Gud, som saa kjærligt har givet
Her mig den deilige Grav.

Her har min Himmel en svovelblaa Farve;
Vandet mon her
Alle smaa Stjerner fra Blaahimlen arve,
Hele dens Skjær.
Her er jo Udsigten fri over Bugten,
Liflig er Lugten,
Den som sig spreder fra Blomsten og Frugten,
Det vil I tilstaae Enhver!

Her skal I sætte Jer Høvding et Minde,
Lægge ham ned!
Marmorne Steen vil paa Skibet I finde,
Langagtig, bred.
Sæt paa min Grav Jer, naar Fuldmaanen blinker,
Drikker og klinker!
Det skal mig gotte, naar Bægret Jer vinker
Og naar jeg muntre Jer veed.

236

Rids saa i Stenen i vildeste Vending
Hurtig en Baad;
Rids mig en Entring, en Storm og en Brænding,
- Saa var min Daad.
Rids kun ved Midienat Laasenes Dirken,
- Saa var min Virken -
Rids saa et Mord og et Indbrud i Kirken,
Enkens og Børnenes Graad!

Løven i Ørkenen plyndrer og røver,
Modig og klog;
Tigeren kradser og myrder og kløver
Køer og Fjog;
Ørnen i Luften sit Bytte forfølger;
Haien ei dølger
Rovlysten under Atlanterets Bølger -
Hvorfor ei Mennesket og?

Byttet, jeg tog mig, var stedse det halve,
Tag I det Alt!
Fyr over Graven en kongelig Salve:
Drot blev jeg kaldt.
Seil saa med Skibet og anvend Kanonen!
Sceptret og Kronen
Tilhører Fleer, end de Smaafolk paa Thronen
- Nu har jeg fuldendt og talt.

BØRNEVISE.

»Naar kommer Vaaren vel?«
Naar den sortblaae Svale kommer
Og bebuder nære Sommer,
237 Naar den qviddrende ta'er Myggen,
Der vil tumle sig i Skyggen -
Da kommer Vaaren!

»Naar kommer Svalen da?«
Naar den lille Frø i Kjæret
Strækker Halsen op iværet
Og med Tungen slaaer paa Trommen:
»Nu er tykke Frømand kommen!« -
Da kommer Svalen!

»Naar kommer Frøen da?«
Naar den lange Stork er kommen,
(For at putte Frø i Vommen)
Og staaer med de røde Hoser,
Fiskende i brune Moser -
Da kommer Frøen!

»Naar kommer Storken da?«
Naar først Sneppen hid er fløiet
Og staaer, over Isen bøiet,
Borende sig der et Bæger,
Hvoraf den med Vand sig qvæger -
Da kommer Storken!

»Naar kommer Sneppen da?«
Naar først komme blot de Dage
At i Odense paa Tage
Stæren bygger høit sin Rede,
Hvor godt Folk ham Plads berede -
Da kommer Sneppen!

»Naar kommer Stæren da?«
Det kan Du jo nok begribe,
238 Først der komme maa en Vibe!
Først naar Viben, som en Blinker,
Til Armeen: »fremad!« vinker -
Da kommer Stæren!

»Naar kommer Viben da?«
Naar først efter Vintertide
Vintergjæk af Sneen hvide
Reiser sig med fine Blade
Og gjør alle Hjerter glade -
Da kommer Viben!

»Naar kommer Gjækken da?«
Naar Gudfader det behager,
Vinker han den frem af Ager;
Først naar Hans Befaling falder,
Først naar Han paa Blomsten kalder -
Da kommer Gjækken!

NÆSBYHOVED=SØ.

Naar modfaldent Hjertet i Brystet slaaer
Og ene Du vil med din Kummer være,
Tryk Hatten da fastere ned om dit Haar,
Lad Baaden paa rullende Sø Dig da bære,
Betroe kun den susende Vind dine Suk,
Lyt stille til Nattergalenes Kluk
Og drøm Dig i Nærheden af dine Kjære.

Naar natlige Stjerner sig speile ned
Med Glimten og Blinken og Funklen i Voven,
Og Stemmer fra Gud og fra Evighed
Henrasler i Toppen af Løvet i Skoven:
239 Lig stille paa Baaden, dit Hjerte faaer Fred,
Den mægtige Aand seer fra Stjernerne ned
Og lyser Velsignelsen venlig fra oven.

Naar Morgenens Sol stiger brændende op
Og hentørrer Duggens befrugtende Taare,
Naar Rørfuglen synger fra Sivenes Top
Og eensomme Fisker ta'er fat paa sin Aare,
Sid taus da i vuggende, skvulpende Baad,
Da høres i Bølgernes hulkende Graad
En Psalme, som var det ved kongelig Baare!

Naar Vinteren kommer saa stille, saa stiv,
Forstenende Alt hvad der rørtes paa Jorden,
Da finder paa Søen Du stedse dog Liv,
En Skøite nu Baad er og Vugge Dig vorden:
Den hvidklædte Pjerrot da staaer for dit Blik,
Men Harlekin sees, efter Foraarets Skik,
Bagefter med brogede Ridderorden.

Lad Træet kun suse, lad Natvinden gaae
Igjennem den danske Vinter og Sommer!
Lad aldrig dit Hjerte blot gaae istaae,
Det Øvrige nok med Tiderne kommer.
Lad Øret lytte til Gangerens Hov,
Til Luftdyrets Sang over Marker og Skov -
Den Klang er meer smuk, end Harper og Trommer!

Naar Munterhed funkler om Mund og i Blik,
Søg Næsbyhoved og søg dets Vande:
Dankonger før have drukket den Drik
Og kjølet i Bølgen den hede Pande.
240 I Slottets Sted kun en Mølle staaer,
Dog (republikansk) hin Nattergal slaaer
Hver Vaar og hver Sommer ved Søens Strande!

I Sorg, i Glæde til Indsøen ty,
Naar Vinterblæsten paa Grantræet pidsker,
Naar Vaarsolen prunker i blaanende Sky,
Naar Høstkarlen henne bag Negene smidsker:
Der toner en Trøst i den blanke Luft,
Der lever en Aand i Bladenes Duft,
Som hellige Fredsord til Hjertet hvidsker!

DAMPSKIBET »LØVEN«.

Farvel! Det stærke Dyr skal ud at svømme,
Sort stiger Dampen af dets Næseboer,
Og disse Dampe ligne mine Drømme,
Og Farven stemmer med hvad i mig boer:
Saa skummelsort som den er hver min Tanke,
Thi Dyret bærer bort min Helligdom -
Den seiler fra mig paa den lette Planke,
Og for min Sjæl staaer hele Verden tom.

Mit stakkels Bryst er Urnen liig, der gjemmer
En Haandfuld Aske af et fordums Liv;
Derinde lyde Skrig og vilde Stemmer,
I Asken selv er Gjæring end og Kiv.
Jeg selv, mit bedste Jeg i Urnen ligger
Som vandkoldt Liig midt i min Ungdoms Aar;
Jeg bærer Urnen rundt omkring som Tigger,
Jeg, som engang besad saa rig en Vaar!

241

Jeg bærer paa min egen Mumie; smykker
Med Blomster, pynter ud det kolde Liig,
Og sætter ned mig under Granens Skygger
Og skriver lange Vers, jeg over mig;
Hver enkelt Linie dannes af en Taare,
Hvert Ord af Sorg, hvert Bogstav af et Suk -
Ja, husk, at Sangen skrives ved en Baare,
Mørk skal den være kun, men ikke smuk.

- O Du, som hist paa Skibet herfra seiler,
Har jeg for sidste Gang inat Dig seet?
Det Øie, hvor sig hellig Troskab speiler?
Hvor Kjerligheden før har til mig leet,
Det Blik, det Skjønneste blandt mine Minder,
Den Sol, som her i Liv var meest mig kjær,
Er den en Stjerne vorden, som forsvinder
Bag denne kolde Morgenrødes Skjær?

Jeg har Dig elsket, hvad de saa end sige,
Saa høit som dette Hjerte elske kan;
Hvor Du var, der var og mit Himmerige,
Var mit forjættede, tilbedte Land.
Der gik en Straale fra din lyse Pande,
Som spredte Klarhed i mit mørke Sind,
Og liig et Soelblik paa de græske Strande,
Skjalv Smilet paa din foraarsfriske Kind.

- Dyrt maa den alvorsfulde Skjald betale
De smukke Fløitetoner paa sin Luth;
Den som skal trolig Andres Sorrig male,
Har sjælden selv et glædeligt Minut.
Der være maa et Jordskjælv i hans Indre,
En Ørken, sandet, gold, umaalelig,
242 Et Himmelstrøg, hvor ingen Stjerner tindre,
Og Vanvidshyl, som Leopardens Skrig.

I Smerte født og kun til Smerte baaren,
Har hans Natur slaaet Rod i Smertens Grund;
Igjennem Hjertet sidder stukket Kaarden,
Derfor staaer Kaarden atter af hans Mund;
Hans Bryst er en Ruin, hvor Jevndøgnsstormen
Udsynger mørk sin dybe Melodie;
Han selv tilhører Lidenskab, til Formen
I Gruset styrter, Aanden vorder fri.

- - Min Aand besøger de forsvundne Dage!
I Skoven vandre vi; det grønne Blad
Af Vinden viftes fremad og tilbage,
Forfrisket nys af Morgenduggens Bad;
Fordybet i os selv vi vandre, Ingen
Forstyrrer os; vi træffe Hindens Spor;
Beklemt jeg sætter paa din Finger Ringen -
Den smutter bort, ak see! den faldt paa Jord. - -

- Farvel! o gid jeg var den hvide Maage,
Som med de vilde Omsving og med Skrig
Forfølger Skibet gjennem Morgnens Taage
Og fæster sine stive Blik paa Dig!
Jeg vilde da paa Masten taus mig sætte
Og faae Kaptainen med sin Bøsse frem,
- Et Knald - og rask med Vingeslag saa lette
Min Aand da henfløi til et ukjendt Hjem.

Farvel! naar Du i fjerne Skove vandrer
Og Løvet rasler, Droslen tier stil,
Og Skyen sig fra hvid til sort forandrer
243 Og derpaa faaer et brandrødt Farvespil,
Og nær Dig da et Luftsuk sært forøger
Den Veemod, som fordølges i dit Sind, -
Min Aand det er, som tro Dig da besøger,
Mit Aandepust omsvæver da din Kind -

Min Aand det er da, eller og min Tanke,
Som hyller sig i Aftenvindens Suk
Og bryder drømmende hver jordisk Skranke
Og søger Dig igjennem klamme Dug.
Hos mig vil ikke mine Tanker være,
De træde synligt af min Pande frem
Og hylde trofast end den gamle Lære:
Hvor Du er, der er deres rette Hjem.

- »Farvel! jeg reiser blot jo for i Vinter,«
Saaledes lød jo før dit Afskedsord,
»Naar Vaaren kalder sine Hyacinther
Og sine Crocus frem af sorten Jord,
Naar Viben søger sig en pløiet Ager
Og Sneppen iilsom tyer mod Norden hen,
Da kommer ogsaa jeg; min Længsel drager
Paa Løvens Ryg mig atter til min Ven.«

Saa reis! men jeg vil i min Stue pleie
Et Crocusflor og smukke Blomsterløg,
Og naar saa Blomsten opstaaer af sit Leie,
Og Fuglen kommer fra de fjerne Strøg,
Da vil jeg selv gaae didhen, hvor min Tanke
Er forudilet, synge Vibens Priis,
Med Inderlighed klappe Løvens Manke
Og takke Ham, der smelted Snee og Iis.

244

J. CHR. A. (DØD I AUGUST 1845.)

»Hør Vennernes Sang,
Farvel de Dig sige!
Gaa freidig din Gang
Til Aandernes Rige!
Du salig har endt,
Nu kommer Lønnen,
Thi her Du trolig har tjent!«

Hvorfra disse Toner? - fra Kirken de komme!
For mig de klinge saa matte, saa tomme,
De jorde med Graad, med søvnig Klang
Den Mand, der elskede frydelig Sang!
Ham! Livets, Nydelsens, Glædens Ven
De følge med Flæben til Urnen hen!
Gaaer kun! jeg følger ei med! som han,
Jeg elsker med Fyrighed Livets Land.
Jeg begræder ei ham! langt heller
Jeg gaaer ned i den Afdødes Kjelder,
Jeg fremmaner Fortidens lystige Stjerner
Og drikker hans Gravøl i blank Falerner.

»Du elsked jo Sang,
Dig glæded jo Toner!
Ved Psalmernes Klang
Gaa til din Forsoner!
Den Gang er saa smuk,
Thi Du ledsages
Med mangt et inderligt Suk!«
245 »Et inderligt Suk!« - ja, sortklædte Skare,
De Ord i Psalmen var ægte Vare!
Af alt hvad han skrev, den elendige Skjald,
Var dette det skjønneste Tonefald!
Af alt hvad han skrev - baade Løgn og Tant -
Forbliver kun dette vist og sandt.
Men jeg vil ei sørge, jeg lystige Svend,
Med Smiil jeg mindes kun henfarne Ven.
Sæt Viinløvkrandsen blot om min Pande,
Saa skal ei Sorgen mig overmande.
Kom med i Kjeldren! drei om alle Haner,
Og skjænk os Sauterne og Syracusaner!

»Med liflige Chor,
Med Fredens Accorder
Høit over vor Jord
Hist hilset Du vorder!
Men her skal bestaae
Dit elskte Minde,

Mens hist Du er i det Blaae!
»Mens hist Du er i det Blaae!« de synge!
Jeg vil! jeg vil følge den sorte Klynge.
Jeg selv har jo skrevet hvad inde de sang,
Jeg følger om end saa Pulsaaren sprang.
Af Alt, hvad jeg skrev, baade Løst og Fast,
Kun dette fra Hjertet og Pulsaaren brast.
Min gamle, min gode, min udkaarne Ven,
Vi mødes hos salige, ærlige Mænd!
Jeg følger dit Liig - kan Du vise
Dig for mig bag Graven, da kom!
Hvis ikke - med Tillid vi prise
Den Dommer, der fælder den tause Dom!

246

JULIANE MARIE FIEDLER, FØD SPORON, EIERINDE AF BASNÆS.

»Imod Sydvest paa Sjællands friske Strande,
Der staaer fra Riddertid en Herregaard
Med Udsigt over Beltets mørke Vande -
Kom, følg mig, seer Du ikke, det er Vaar?« -
Det skrev jeg, da jeg selv stod midt i Vaaren
Og ændsed aldrig, der kom Vintertid!
Men kom nu, hvis af Vinterblæsten baaren,
Du ønsker et Minut at flyve did.

Derude fraader stadigt Østersøen,
De vilde Svaner skrige høit ved Nat
Og end sees Gaarden trygt paa Kant af Øen,
Det bange Raadyr springer i dens Krat.
Men der er Noget dog, som savnes inde,
Og Noget savnes i den frie Natur, -
Ak, det er Herregaardens troe Veninde,
Som meer ei trækker op det gamle Uhr.

Og der er Savn nu i de gamle Sale,
Nu seer man Pletter i det graae Paneel;
Claveret kan ei nu som fordum tale,
Der sprang en Streng og Tonen er ei heel.
Alt hvad hun yndiggjorde ved sin Virken,
Hver en Culturblomst, som hun klækked ud,
Den følger døende nu med til Kirken
Og danner Krandsen, naar hun staaer for Gud.

247

Der var paa Basnæs denne skyldfrie Glæde,
Midt mellem Adelsmand og Fattigmand,
Som ikkun ene Den kan vakkert klæde,
Der hjerteligt for Begge føle kan.
Solstraalen glimted, Moder, paa din Pande,
Det var din Vittighed, man øined strax;
Den gule Krands, som Dig ved Bæltets Strande
Paa Kisten lægges, er af Bondens Ax.

Sælg hver en Muursteen af den gamle Gaard
Og hvert et Træ, der rasler dybt i Skoven;
Sælg Duehusets gyldenbrune Maar,
Ja selv den skjønne Udsigt over Voven;
Sælg Sivets Susen; Vindens Symphonie
Og hver en Trækfugl, der i Vaaren kommer;
Sælg Hingstens Vrinsken i det grønne Frie.
Sælg Vintren, sælg den hele danske Sommer;

Kjøb Gaarden med Besætning og med Avl,
Med Bondens Onskab, med hans gode Villie;
Kjøb Storkens Rede hist paa Staldens Gavl
Og Havens Hyacint og hvide Lillie;
Kjøb Mosens Dyb, kjøb Lugt af nyslaaet Hø,
Og Isens Bragen, Hunden, Klappejagten;
Kjøb Krebsen kun i liden Dam og Sø,
Kjøb Gaardens Herlighed og dens Forpagten:

Du sælger ei den gamle røde Lade,
Saadan som den staaer præget i mit Sind;
Du sælger ei de Ansigtstræk, saa glade,
De Smiil, jeg saae paa Moders fine Kind;
Du sælger ei min Kjærlighed til denne Moder,
Ei hendes Billed i mit stille Bryst;
248 Du sælger ei min Ungdoms lyse Kloder,
Ei disse gamle Sales dybe Røst;

Du kjøber ikke denne Moders Minde,
Og ikke disse Gyldenlakkers Pragt;
Du kjøber ikke hvad der ligger inde,
Hvad hun af Skjønhed har i Blomsten lagt;
Du kjøber ikke Hjertet af vort Indre,
Det slaaer kun for den Døde og for os;
Du kjøber ei den Sol, som før mon tindre,
Du kjøber kun en stjerneløs Kolos.

Vi sælger ei den tabte kjære Moder,
Det smukke Billed bliver i vor Barm;
Vi samles stille, Søster med sin Broder,
Ved Hjertet holde vi den Døde varm:
Saa frisk som den, Ægypteren bevared,
Skal for vort indre Blik hun stedse staae,
Retsom det syntes, hendes Læbe svared,
Naar i vort Øie hun en Taare saae.

Vi alle Børn, de større som de mindre,
Vi see mod Firmamentets sølvblaae Hav,
Der hvor de mange Herrens Baade tindre,
Som bringe Sjælene fra Jord og Grav.
Vor Moder - sukke vi - hvor er Du henne?
Plantagen er ei meer, som fordum, smuk,
O, Moder, hvor med Smiil vi vandred Tvende,
Der gaaer nu Een og med tungsindigt Suk.

Hver Stjerne hist et Basnæs er, en Rude
Paa det umaalelige Storpallads,
Hvor Lyset indenfra naaer til os ude,
249 Men vi kan ei see gjennem Stjernens Glas.
Bereed saa nær Dig, som Du kan, en Plads
Hvorhelst i Stjernerne Du monne vandre;
Hvor Du ei er, der er os ei tilpas -
Du veed: vi ville mødes med hverandre.

MIGNON I GRAVEN.

Sover Du Lille? Øiet er lukket,
Lokken ei bølger, tyst er nu Sukket.
Mignon, Du Elskte, ak, vil Du ikke
Aabne de sorte, brændende Blikke?

Han, hvem Du elsked, trofast i Haabet,
Mærked ei Sukket, ændsed ei Raabet:
Derfor var ogsaa mægtig din Længsel,
End'lig at bryde Skranker og Fængsel.

Huset Du mindedes stedse andægtig,
Støtten, som standed marmorne prægtig,
Landet, hvor Løvet aldrigen falder,
Bjergenes hvidgraae, taagede Haller.

Citharens Toner bragte Dig Trøsten,
Ak, men saa Faa kun lytted til Røsten!
Sorgen boer ene - Glæden foragter,
Flyver forbi den med haanlige Fagter.

Haver ei Huss og haver ei Moder,
Har ingen Søster og har ingen Broder;
Stien er smal og knudret er Jorden -
Barnet er utaalmodigt nu vorden;

250

Søger og beder - kan ikke finde,
Banker og stirrer - Taarerne rinde;
Kraften er knuust og Trøsten ei funden -
Blomsten er aarle visnet i Lunden.

Barnet ei Hjem har lavt udi Byen,
Hjemmet er Himlen og Vuggen er Skyen;
Fader og Moder, Søster og Broder
Findes i hine lysende Kloder.

Sangen hentoner! - Mignon, Du sover!
Stille staae Barmens svulmende Vover.
Kjærlighed græder! Mignon vil ikke
Aabne de tause, brændende Blikke.

BALLADE.

»Hvo vover det? enten den skaldede Mand
Eller han med den tykke, rødlige Top
At gribe den store Bolle paastand
Og hælde dens Indhold i sin Krop?
Den Mand, der gjør det, har vundet Slaget,
Og han være Konge for hele Laget!«

Der sad Saamangen, hvis Næses Guld
Beviste dens Eiers daglige Flid;
De kiged i Bollen - den var saa fuld!
»Sligt gjør ei Nogen i vores Tid!«
Enhver bortvendte sit skaldede Hoved
Og Ingen af Gubberne Dysten voved!

Da reiste der sig en Parykmagersøn -
Den Ædling talte kun tretten Aar!
251 »Vel er jeg om Hagen temmelig grøn,
Men Lammet beskjæmmer de gamle Faar!«
Han hælded i Rallen nu hele Kruset
Og jublende Bravo gjenlød i Huset.

Der sad de gamle Brave,
De saae med lønlig Gru,
Hvorledes den Drengemave
Ei revned' brat endnu.

Den Slurk var ikke hæslig!
Stolt liden Rødtop stod.
Hans Ansigt, Ruder Es liig,
Flammed som friske Blod.

Men der han gik hjem over Gaden
Da snubled hans ene Been;
For tung blev Aftensmaden,
Han sank i en Rendesteen.

Med Hoe'det i Rendesteens Blødme,
Med Munden i Mudderets Grødme,
Med begge Been ivær!
Inddrikkende Bundfaldets Sødme,
Stod han i Aftenens Rødme,
Under Skyglands og Stjerneskjær!

EN FADERS TESTAMENT TIL SØNNEN.

Hør mig, min Dreng! - Forinden jeg bortreiser
Og gaaer den lange, magre Landevei,
Hvor ingen huggen Milepæl der kneiser
Og ingen Kro, hvor Man faaer Viin og Steg,
252 Da vil jeg tale med Dig her som Fader
Og give Dig et venligt Vink, et Raad:
Bær frit din Faders Ansigt og hans Lader,
Og varieer med Latter og med Graad!

Bær frit din Pande! og naar engang stormes
Bastillen skal og med en Bayonnet
Den gamle Verden skal paany omformes,
Fordi en Tidsaand har den dømt: »for let!«
Gaa Du foran! og tænk, at hvis Din Fader
End leved paa den løierlige Jord,
Han vilde sendt Dig til de første Rader,
Som Sansculott og Armods Ven og Bro'er.

Bøi Ryggen ei! selv Tidens Bonaparte
See frit i Øiet ind! som Tigger, Carl,
Du overholde Hjertets simple Charte,
Da blier i Pjaltekosten Du en Jarl.
Betragt ei Kongen, som om Tordenguden
Han var og reen for Støvets Smuds og Feil:
Tro mig! hver Drot har dog en Rem af Huden -
Ei Sølv, blot Qvægsølv danner blanke Speil.

Had ikke Rusland, sværm Du ei for Polen,
Det skader Dig og gavner ingen Mand!
Den Drot, der sidder eengang fast i Stolen,
Han drukner ei i Blæk, i Ord, i Vand.
Betragt med Taushed, Rolighed den Fjerne,
Hvem ei Du kan med Ord og Næve naae,
Men ønsk, at snarligt en Forsoner-Stjerne
Maa over alle Verdens Lande staae!

253

CANTATE. (MUSIKALSK SPØG.)

»Hoc ridere meum, tam nil, nullâ tibi vendo Iliade.«

Persius.

»Il y a un dieu pour les ivrognes.«

Proverbes de Salomon II.

ENKELT DAMESTEMME.

Død er nu Jesper!
Til sidste Vesper
Han spiste to Glas Grog
Og dermed fik han Nok.
Halvt Flag paa Stangen!
Han er nu gaaet som Saamangen,
Med blussende, begeistret Kind,
Til Evigheden ind.
Afsyng nu Sangen!

CHORUS.

Kaster Perikum
Paa den Tabtes Grav!
Gyd over den en Draabe Rum
Og af Geneveren et Hav!
Og sætter paa hans Gravsteen blot det Minde,
Som Skifteretten i hans Vest kan finde:
En uqvitteert Viintapperregning!
Det er den skjønne, sanddrue Tegning,
Den eneste, der fuldelig kan hædre
Den herlige, men trætte Vandringsmand,
Som reiste nys til Lysets Land
Og sidder glad tilbænks hos drukne Fædre.
Der sidder stolt han! o! langt rød're
I Kammen, end han før var! Brødre!
254 O, sørger ei!
Han gik jo glad sin Vei -
Dideldumdey!

QVINTET MED CHOR.

O! planter Solbær paa den Plet,
Der gjemmer Vennens Støv, som mæt
Har lagt sig her til Hvile!
Og kast Vestindiens Guavabær
Henover ham, som meer ei er,
Dem elsked han dog fremfor Taarepile.

RECITATIV.

En mægtig Aand! som Løven vandrer ud
I Ørkenen, i stille Morgenstund
Forladende det kjære sultne Afkom
For Klo at fæste i det fede Bytte;
Den brøler høit, forfærder mindre Dyr,
De værge sig, vil ikke ned i Svælget
Paa det uhyre Dyr! forgjæves kæmpe
De Stakler - efterhaanden vandre de
Ned i mysteriøse Underverden!
Saaledes vandred Jesper ud hver Morgen,
Og hvor han saae en Kneipe aaben staae,
Der iled ind han som en fyrig Elsker,
Betragtende med Kjenderblik og Vellyst
Varieteterne paa Flaskehylden;
Med Fenrisulvens Glubskhed slugte han
De Sopkners Legio, ei ændsende,
Hvor meget end de kribled eller krabled.
Og Vægterne, som sad i Skjænkestuen,
Med Kaffekoppen vederqvægende
Det trivelige lille Legeme,
255 Beundrede Naturens sjældne Gaver
Og faldt, med udspiilt Øie, plat i Staver
Og hviskede fortroligt til hinanden:
»Ja! Jesper, det er, gale mig! dog Manden!«

EN TENORSTEMME.

Salluster og Livier,
Dem haded han som Pest;
Han tumlede sig bedst
I natlige Convivier;
Hans Skræk var lange Taler,
Hans Glæde Bacchanaler.

SEPTET.

Ei altid monne Jesper gaae
Med Fryd i skumle Jorderige:
Vi har hørt sanddrue Mænd at sige,
At tidt hans Pung stod saa paa minus,
At ei engang han kunde faae
Sig paa Credit en Skraa
Leveret ud fra Augustinus!

CHOR.

Fra Stjerners Glandspunkt Jesper hører
Vort Afskedsqvad og leer polisk:
Carlsvognen nu han kjører,
Med sikker Haand han Tømmen fører
Og har en ganske ny elysisk Pidsk!

TIL BACHUS.

I Viindamp til min Vugge kom
Gud Bachus med en Flaske Rom
256 Og holdt mig over Daaben.
Han mælte saa: »min bedste Dreng!

Udmærk Dig fra det andet Slæng,
Fra Plebs, fra Skidenhoben.«
Jeg stirred i hans gyldne Blik,
Jeg drak hans dunkle Luedrik,

Jeg elsked ham som Fader;
Og hvor jeg gik i Mulm og Nat,
Har aldrig han mig end forladt,
I Glød han Sjælen bader.

Han sendte mig to Engle ned,
Min Viintørst og min Munterhed, -
De blev ei Alle givet.
Lad Verden gaae sin skjæve Gang,

Giv mig blot Latter, Viin og Sang,
Da har jeg nok i Livet.
Styrt Verdner ned i Støv og Gruus,
Følg Du mig blot, min Genius,

Som holdt mig over Daaben!
Da skal Du see mig som din Præst
Blandt Drikkebrødre drikke bedst,
En Gud for Skidenhoben!

DA THORA VAR SYG.

Thora, da de mumled her,
Du var syg og Døden nær,
Fuldelig da var det, som
Glæden gik, da Tidning kom;
257 Bølgekjølnet blev mit Blod,
Olding, tyktes mig, jeg stod.

Og jeg spurge, hvorfor Du
l dit friske Foraarsnu,
Fremfor Mange herlig fød',
Skulde gaae i dunkle Død:
Altfor skjøn og altfor varm
Var for Ormene din Barm.

Og jeg tøede Sjælens Iis, -
Røveren saae Paradiis!
Mine Hænder folded jeg,
Ak, de kjendte ei den Vei;
Bedre lød de mine Vink,
Naar det gjaldt et muntert Klink.

Englene med Undren saae,
Hvor paa Knæ for Gud jeg laae.
Hvad jeg sukked, ikke veed jeg,
Meget græd jeg, mere leed jeg;
Det jeg veed, saa inderlig
Bad til Gud jeg kun for Dig.

Hvad Du var mig, saae jeg grandt,
Da ved Døden jeg Dig fandt;
Sværmet har jeg vel for Mange,
Skrevet Galnings Elskovssange;
Elsket, Thora, tro Du mig,
Elsket har jeg ikkun Dig.

Over Byron, over Schiller
Jeg min elskte Thora stiller;
258 Paa den hele, vide Jord
Væsen kjærere ei boer;
O, betro Dig kun til mig,
Elske vil jeg ikkun Dig.

SØFUGLEN.

Hvide Søfugl, stands din Flugt,
Nærm Du Dig til denne Bugt.
Flygted Du for Ørnen vel,
Bringer Bud Du, bringer Held?
Minde fører Du tilbage
Om de svundne, glade Dage.

Seer Du hist en dunkel Sky
Eensom over liden By?
Saadan er den Elsktes Blik,
I det gjemmes Livets Drik;
Landet Regnens Sky velsigner, -
Mørke Blik, Du Skyen ligner!

Hvide Søfugl, hør min Bøn,
Bær mit Budskab Du i Løn!
Sving Du Dig ad Stranden hen,
Hils saa fra den fjerne Ven;
Ak, han vilde selv saa gjerne
See sin skjønne Ledestjerne!

Bær fornuftig Dig dog ad,
Hold i Næbet smukt mit Blad!
Stolt er Ørnen, - hører Du?
Tal beskeden, tal med Blu!
259 Ørneblodet, veed Du, gjærer,
Hvor mit Budskab Du henbærer.

Bort fløj Fuglen! - Ak, mon og
Den vil tee sig tro og klog?
Elskte, Du maa vredes ei,
Naar den møder Dig paa Vei,
Naar den siger, hvad mit Hjerte
Den at tale dristigt lærte.

Elsker Du, da vær Du tro,
Lad mit Minde hos Dig bo.
Lad din Læbe være stum
Og giv Tiden Raaderum:
Stundom læs i Kamret sagte,
Hvad i Næb Dig Fuglen bragte.

PROLOG.

Jeg følte en uendlig, stille Stræben
At sjunge det, mit indre Øie saae,
Og skjøndt jeg tidt fornam en trodsig Klæben,
Saa Ordet vilde ei fra Læben gaae:
Jeg troede dristig dog, at stundom Læben
Med Kraft udtalte, hvad for Blikket laae,
At ogsaa mig den Gave var forundet,
At tolke Livet, før det var hensvundet.

Jeg saae mig om, jeg stirred paa Naturen,
Der gjæred underfuldt et mægtigt Liv;
Jeg tænkte, skal i Bølgen og i Jordefuren
Livskraften svulme ved hans Skaberbliv,
260 Da maa ei kraftløs Mennesket bag Muren
Med Livets store Samklang staae i Kiv:
Han følge dristig Stemmen i sit Indre,
Den lyder, som hans Skjæbnes Stjerner tindre.

Men vil Du, Fædreland, vel mild forlene
Et Bifaldssmiil mig paa min første Gang?
Vil Du et ukjendt Navn vel og forene
Med dem, som livned mig ved deres Klang?
Du har, o Danmark, mange Ædelstene,
Du est en Moder af den første Rang:
Vil venlig Flinten Du, den simple, dunkle,
Indsætte mellem Stenene, som funkle?

Du vil det, skjønne Moder! kjærlig favner
Du selv din mindste, ubekjendte Søn;
Ei Aandens Spirer Varme hos Dig savner,
Hvor stille end de skyde frem i Løn.
Og derfor vist, saalænge Rygtets Bauner
Staaer over Folkene med Flamme skjøn,
Skal ogsaa Danmark skues i dens Straaler,
Hvor lidet Land end hendes Scepter maaler.

Men Du, Du elskte Væsen, - hvis dit Øie
Gaa.er livligt over Bogens tause Blad,
Og der en Gnist Du træffer fra det Høie,
Da veed Du vist, Du for mit Øie sad.
Men hvis min Norne grumt det skulde føie,
At ei Du skued, som mit Hjerte bad,
Da skal min Røst dog høit og frit udsige:
Du ledte dybest mig i Sangens Rige!

Frihed og Fædreland - de Idealer,
Som skjænker Ynglingen hans bedste Lyst,
261 Besjælende først Ædlingen tiltaler,
Naar Kjærlighed nedstiger i hans Bryst;
Først da med Ild han Livets Under maler,
Naar han sit Huus har bygt paa Drømmens Kyst,
Saa Frihed, Fædreland og Kjærligheden
En Himmelbro har dannet ham herneden.

Jeg stod paa Broen og saae ned paa Livet,
Og Sandhed stræbte jeg at stille frem;
Hvad Verden skjænkte, har jeg kun gjengivet,
Fra mig gaaer Billedet først til sit Hjem.
Og vakled Haanden end, som - stormrørt - Sivet,
Og har min Idræt ringe Kraft igjem:
En Stund mig bragte Fred de sære Drømme,
Ak, kunde den fra mig til Andre strømme!

EN VISION.

To store Dyr i Luften tumle sig
I kjærligt Favntag, stundom og i Kamp:
Blaaskimlen, det bevægelige Hav,
Med mange Rynker paa sin brede Hud,
Med mange Rædsler i det dybe Skjød; -
Jevnsides ligger kulsort Hoppe strakt,
Den dovne Jord med lysgrønt Skaberak.
Naar Skimlen stundom truer med sin Tand,
Da ryster Hoppen utaalmodigt sig,
Og Ilden spruder af dens Næseboer. -
Jeg elsker begge Dyr.
Det Middag var;
Jeg vandred paa det sorte Legems Ryg;
Hen over tætte Skov nedsendte Sol
262 En mægtig Lummervarme, saa at Alt
Mig syntes sjunken ned i Dødens Slum.
Taus Fuglen var, Insektet skjulte sig
I Græsset, selv jeg gisped efter Veir,
Og jeg var eensom i den stille Skov.
Da kasted jeg mig ned og lagde Øret til
Det sorte Dyr; ei noget Aandedræt
Fornam jeg at det sendte, - det var dødt;
Dets Aandepust bevæged intet Blad,
Men udenfor jeg hørte Skimlen vrinske.
Da tænkte jeg: nu er det Tid; i sligt
Moment kan jeg i Eenrum tale med
Det Væsen, der skal mig Oplysning give.
Den hemmelighedsfulde Sammenkomst
Forstyrres ei af nogen Dødelig,
Ei af Naturen selv, - den sover.
Og,
Som jeg det havde læst i Oldtidsbog,
Min Kaarde blotted jeg, nedstødte den
I Jord og kaldte trende Gange paa
Min Genius!
Da buldred det i Dybet,
Det var, som Lænker rasled, Tordnen lød
I Jordens Dyb; jeg greb et Grantræ fat
For ei at falde. Trende Alen fra
Min Fod en Revne blev, og op af Jorden
Steeg et besynderligt, et ukjendt Væsen
Med snedigt Slangeblik, sortladen Hud,
Et dunkelt Vingepar paa smidig Krop.
263 - O vee! er Du min Genius?!
- »Den Ene,
Din onde Genius!«
- Dig har jeg ikke
Paakaldt; forsvind igjen.
- »Du kalder snart
Mig atter!« og han svandt i Revnen; Jorden
Igjen sig lukked; Lænker rasled, Hyl
Jeg hørte nede; Dødssved følte jeg
Paa Panden risle. Dog jeg fatted mig.
Greb Kaarden, strakte den mod Himlen op
Og kaldte heftigt trende Gange paa
Min Genius!
Og see, - med Purpurflammer
I en azurblaa Sky nedsteeg en Mand
Af overjordisk Skjønhed; ogsaa han
Bar Vinger paa sin Skulder; med veemodigt
Bebreidende, dog venligt Smiil han saae
Mig stivt i Øiet; Lynglimt funkled fra
Hans hvide Klædebon. Han tog til Orde:
»Hvad vil Du mig? Kun sjeldent har din Aand
Søgt Trøst hos mig? Bestandig ved din Side
Du har din onde Genius; ham elsker
Du meer end mig; naar jeg i Mileviis
Er fjern fra Dig, staaer han tre korte Alen
Kun fra din Hu, din Tanke. Siig, hvad søger
Du hos den Gjæst, Du kun saa sparsomt kalder
Til Huset«
Rask jeg svarte: Vide vil jeg,
264 Hvad der hiinsides Jordelivet ligger.
Bedrager Anelsen mig, naar den hvisker,
At jeg skal gjensee alle mine Kjære,
At jeg skal selv forynget svinge mig
Af Graven, atter leve, evigt leve
Med Kraft, i Duft, skjøn, som Du selv, i Farven
Som Hyacinthen; skue Gud, indaande
Hans Ufortærlighed, Drot over Sølverstjerner,
Med lysblank Klarhed i en luttret Sjæl,
En Ætherskikkelse, en opfyldt Drøm,
En Gud, en Evighed, som Du? - Hvad heller
Er der en evig Grav, et evigt Mulm? Henvisner
For alle Tider dette Hjertes Blomst,
Naar Døden klamrer sig om Blomstens Blade?
Veemodigt svarte da min Genius:
»Hvad Du vil vide, veed selv ikke jeg!
Endnu har ingen Engels Øine seet
Ind i den Verden, der er forberedt
For Jordens Børn, forunderlige Væsner
Vi see hist i de fjerne Kloder gaae,
Men om det Jordens fordums Børn vel er,
Det veed vi ei: Haab Du det Bedste, men
Frygt heller ei det Værste«.
Kaarden greb
Jeg rasende, jeg hugged efter Englen,
Men Klingen gik som gjennem lyse Flammer,
Og uberørt, usaaret Englen stod,
Indtil jeg raabte: O, forsvind igjen,
Naar Engle veed ei Meer, end stakkels jeg.

265

ET SVAR TIL MIN SVOGER.

»At oversætte Byron!« - Søde Bro'er!
Der Du forlanger vist for Meget:
Jeg elsker Byrons Pegen hen mod Nord,
Men aldrig den Mand, der har sveget
Det engang givne, hellige Ord,
Hvad heller sveget tause Løftet om
Som Pair at værne Folkets Helligdom! -
- Lord Byron! Du, som døde,
Da Helios med pragtfuld Morgenrøde
Henkasted Lysskjær over
De svovlblaae, smukke græske Vover!
Lord Byron, Du, jeg kjender Dig,
For min Aand staaer Du som umaalelig.

Og Dig, Lord Byron, hvem i Ungdomstide
Begeistret jeg har slugt og ædt,
Dig skulde jeg nu døsigt slide
Og oversætte paa et Tavlebræt!
Der er Formeget, Byron, end tilbage,
Før jeg din Støvlepudser bli'er:
Jeg lever end i Kraftens Dage,
Og bortskudt er ei Hjortenes Gewier!

Selvstændig vil jeg staae og virke,
Opnaaelig i Feiltrin, søde Bro'er!
Men uopnaaelig udi at dirke
Paa den Laas, Republikken har i Nord.
Ja, kjære Ven! det er vel sagtens store Ord,
Men jeg forsikkrer Dig og Hver, som troer:
Der forestaaer vor Verden en ny Kirke!

266

En Kirke lys, en Kirke stor,
Et helligt Tempel, som sig smukt skal hvælve
Fra, hvor Kamschatkahvalens Næseboer
Med Sprudlen bringer Isen til at skjælve,
Hen til, hvor Jesuiten i den varme Zone
Beaander Pavens Tøffel med et Slik
Og gaaer i Seng saa med en Andens Kone,
Alt efter god og gammel Skik.

Den Kirke, den skal bygges! Aandens Kraft
Skal ved vor Ungdom heise Krandsen
Paa Bygningen: Kraft have havt
De Gamle, men de er gaaet bag af Dandsen.
Men ingen Byron bygger dette Huus,
Og ingen Lord kan tømre den ny Verden:
En simpel Mand skal af det simple Gruus
Omforme Jorden, byde ny Gebærden.

Et lidet Barn laae udi Bethlehem,
I Hestekrybben, svøbt i Pjalter;
Hans Billed staaer i hver en Christens Hjem,
Portraitet sees fast paa hvert Alter:
Det var en Gud, - det veed vi nok -
Men i sin Skikkelse han vandred
Fra Tømmermandens simple Flok,
Og Klodens Hjulgang han forandred!

Lord Byron! Det kan ikke Du!
Jeg elsker Dig, men vil ei være Slave!
Paa Nul staaer muligt mit Talent, min Hu,
Og Du kan mange flere Grader have!
Men een Ting forbeholder jeg mig dog:
»Jeg vil ei være Byrons danske Drog!«
267 Og dog! for Øiet glide de henrundne Tider:
Jeg har Dig elsket, Byron, og forstaaet!
Du leed af Høisind og - hvad Legemet lider,
Du var en Guldmønt for en bedre Verden slaaet.
Du er en Mønt, heel gangbar udi Coursen,
Men aldrig, Milord, skal Ressoursen
Til Livsophold jeg søge ved
At plante libanonske Ved
Paa en uhjemlig, om end vakker Bred.