↩ je m'en vais chercher un grand peut-être: »Je m'en vais chercher un grand peut-être; tirez le rideau, la farce est jouée!« siges at være François Rabelais' (1495 283 -1553) sidste Ord (Franz Freiherr v. Lipperheide: Spruchwörterbuch, Berlin 1907, S. 943). Jomfru Coccinella med den røde Kjole og de røde Gardiner er ikke længer Skjøge og boer ikke mere paa Salen: muligvis den samme Kvinde, som omtales i »Erindringer fra et Ungkarls=Liv i Kjøbenhavn« (nærværende Udg. S. 157): »en vis Stine L. . . ., en Nymphe her i Byen, .... som havde drevet det til at bo i en Sal i Anthoniestræde.« Bagger behandler et Par Gange den samme Dame i sine Strøtanker: Der er Tale om en Atheists Fornægtelse af et Liv efter Døden: »Men hvilken behagelig Overraskelse for ham, naar han ved det borgerlige Skuespils Slutningsscene pludselig, mod Forventning, seer sig henflyttet til andre Dekorationer; samme Akteurer og Aktricer, men forandret Kostume. O Glæde flux at gjensee Cousine Coccinella med mindre Fødder og en beskednere Kjole end den punscherøde med dyb Nedringning« (Vilh. Møller I. S. 336). Og et andet Sted: »Naar jeg ærgrer mig over mine store Fødder, trøster jeg mig med, at Cousine Coccinella kan passe Sko med mig« (ibid. 337). Bagger har uden Tvivl kendt en Skøge, som yndede at smykke sig selv og sin Stue med puncherøde Farver, og han giver hende derfor Kælenavnet Coccinella (ital. og spansk = Mariehøne, af denne udvindes et Stof, som bruges til at farve rødt med).