↩

161 Kritisk Fortegnelse

over alle udkomne

Skrifter,

siden

Trykfriheden.

Tredie Aargang, 11. Stykke.

No. 53.

Bibel- og Kirkehistorie fra Verdens Begyndelse

indtil det 18 Seseculum efter Christi Fødsel — med mueligste Flid og Accuratesse udgivet af Owe Thorning, Sognepræst ved Toftlund Menighed i Riber-Stift, 1ste og 2den Deel. Kiøbenhavn 1771. trykt hos Høpsfner, som første Forlægger, og findes sammesteds tilkiøbs for 8 Mark. Stor 60 Ark 4to.

Tilskriften er til Geheimeraad og Græve Thott. Af en Hiertelig Eenfoldighed overøser

2

162

han Hans Excellence med saa stor en Skok overdrevne Berømmelser, enhver Dødelig, ihvor beqvem en Adgang han end kunde have havt til Indsigters Indsamlelse, behøvede dog meer end 3 Menneskealder for at indsamle — Hvo troer ikke, at hans Mæcenas frabeder sig saadanne ydmygende Lovtaler? See Sid. 4. iblant andet disse Ord: " Deres store Bibliothek veed ikke mere, end Deres store og Vidt« løftige Læsning i alle Sciencer — " En unaturlig Veltalenhed, en tom Høitravenhed, en Samling af de ubeqvemmeste Billeder udmærker denne Tilskrift, og giør den til Original i sit Slags. Forstiger han sig ikke, naar han svinger sig i Veiret med følgende Ordrighed i Munden? "Hvilken Ære og Glands for de stakkels Videnskaber, at

de berøres af saa lustre en Person — Deres herlige Navn udskyder sine funklende Straaler ved høi Viisdoms Glands i de høieste Ærestrapper og vigtigste Charger at gouvernere i et Rige, hvor de fineste Statssciencer giøres behov, igiennem Lærdommens Vigtigste Spidser, hvorhen den største Vindskibelighed baner Veien — skal skinne uden Avinds fordunklende Maane indtil Verdens Ende — —" Med hvad Ret Forfatteren kan indskyde sig

3

163

under Pauli Benyttelse og besmykke sin Sag med hans Exempel, er ikke saa let at giette. Han siger: Paulus ligesom hav viist os dette snedige Greb, som en lovlig

Iagttagelse, da man pynter meest det ringeste — Naar han kalder sin Svaghed fuldkommen, kan vi give ham fuldkommen Bifald, i det ringeste, naar han skal skrive Tilskrifter, og maaskee vi nødes til samme Tilstaaelse, naar vi har læst hele Skriftet igiennem.

Til dette Skrifts Bedømmelse tør vi ikke trække et eneste Bogstav, førend vi med den helligste Ærefrygt faae hørt af Forfatterens egen Mund de Tanker han har om Konstdommeres Forhold, og de Regler han ønsker at de vilde iagttage. S. 8-9. læser han de Herrer Konstdommere deres Text for i den myndigste Tone; forepræker dem deres Pligter og skildrer deres Barskhed med livagtige Farver. Midt under disse Irettesættelser er dog ingen Dommer meer ubillig end han er. De andre Konstdommere paatoge sig allene at dømme lærde Mænds Forstand, i den Tanke at Hiertets Bedømmelse hørte til den alvidende Hiertekienderes Overret. " Clericus, siger han, bedømmer Caves Verk om de Christnes Liv

4

164

og Levnet saa snedig, at han meer vil kalde

ham en Panegyrikus end en Historikus, og det fordi at Cave skriver af et frommere Sind end Clericus.

Scioppius er en smigrende og falsk

Dommer. I Øinene roser han Baronium og i hans Fraværelse skiærer han Næse og Øren af ham. Om Casaubonus dommer Clericus at han Havde giort bedre, om han havde bleven ved at udgive græske Autorer." Effterat Forfatteren har forberedt sine Læsere ved et vidtløftigt Register over de lærde Mænd i Kirkehistoriens Fag, der ikke har kunnet slippe frie for at føle Kritikens Svøbe, lader han sin egen Perfon stikke frem, og lover sig langt fra ikke en bedre Skiæbne end sine lærde Formænd : Det er en mægtig Trøst, mener han, at komme paa Liste med grundlærde Mænd, som Kritiken har tugtet. I faa Ord siger han os, hvor vel skikket Han er til at være Forfatter, og hvor billig hans Fordring er paa alle Læseres, især Konstdommeres Forbarmelse og Skaansel. " Som mine Kræfter ere kun ringe, curta suppellex, mit Hoved ei oplagt derefter, men min Intention redelig, min Villie god og bedre end Gierningen, saa vilde jeg ydmygst som kierligst bede, at min høi-

5

165

gunstige Læser vilde ikke spidse sin Pen alt for Haardt imod mig, og falde an med sin skarpe Kritikes Strænghed paa saa ringe et Subjectum, men heller bruge Kierligheds Kaabe og ansee Villien for Gierningen. Den Inklination jeg i min Ungdom har havt til dette Studium, og især fornøiede mig udi, da jeg havde den Lykke at gaae paa den store Grams store Bibliotheqve, har animeret mig dertil, men de slette Omstændigheder, jeg siden den Tid er bleven nedtrykt udi, har forvoldet, at jeg ei har kunnet gaae høiere." Saavidt Forfatterens Fortælling. Vi vilde nok see den Kritikus, der besad det haarde Hierte, at bedømme den Mands Skrift, der har saa fortreffelige Gaver til at sætte sig neden for, og frabede sig al Kritik? Et Skrift saa fuldt af Feil, som Hr. Thornings, skrevet i saa barmhjertig en Stiil, blottet fra al Henviisning til Kilderne, sammenskrabet af de tarveligste Kompendier, giør kun maadelig Opsigt i vore oplyste Tider, da denne Videnskab behandles med den største Iver ved Universitetet, og forbereder den akademiske Ungdom til at fatte Afskye for at drikke af Vandrenderne, saa længe de kiende Kilderne og deres Fortrin; Ja hvi skulde de og bygge Reder i upaa-

6

166

lidelige Kompendier og Haandbøger? I den Uerfarnes Haand er Hr. Thornings Skrift en skarp Kniv, et Lys, den Uforsigtige kan spøge saa længe med, indtil han faaer giort Skade, eller sat alleting i lys Lue.

Dog det har vel ingen Nød. Stilen kyser alle dem langt bort, som har faaet en med Tiderne, vi leve i, overeenssiemmde Opdragelse. For Præster og Degne paa Landet holder Forfatteren for, at Skriftet er umisteligt. Vi tilstaae gierne, at det er en af de mildeste Straffe man kan paalægge dem iblant de Lærde paa Landet, som ganske har svøbet sig ind i Ledigheds Arme, at dømme dem til at læse dette Skrift, som dog kan enten vedligeholde den almindelige Kundskab, de allerede har, og, ifald de feiler den, forsyne dem med den, naar de kun om Vinteraftener vilde finde sig i at moroe hinanden ved at ombytte den Bogs med andre mindre nyttige Historiebøgers Læsning.

No. 54.

Dissertationem inauguralem de rernediorum indigenorum ad morbos cuivis regioni endemicos expugnandos efficacia, Præside Christiano

7

167 Friis Rotböll, Consiliario Justitiæ, Med. Profess. publ., Facultatis Medicæ p. t. Decano, Societ. Regiæ Havniens. & Nidrosiens. Membro, disqvisitioni eruditorum pro Gradu Doctoris submittit JOHANNES GERHARDUS KÖNIG, Regiæ Societ. Dan. ad cursum Evangelii in India oriental, promov. in Tranqvebar Medicus, Reg. Societ. Nidrosiens. & Naturæ curiosor. Membrum. Die 24 Februarii Anno MDCCLXXIII. - Havniæ, typis Orphanotrophii Regii excudit Gerhardus Giefe Salicath. Stor 5 Ark 8.

De indenlandske Lægemidlers Kraftighed imod indenlandske Sygdomme bliver altid en merkværdig Sag, om man end allene vilde betragte den paa den oeconomiske Side; Thi lad være den saa kaldede polerede Deel af Folkene har ved fremmed Levemaade paadraget sig fremmede Sygdomme og Trang til fremmede Lægemidler, saa kommer Almuen i denne Henseende desto mere i Betragtning, som den der endnu ikke har antaget saa høi en Grad af Politur, og har gemeenlig ikke Leilighed at betale de udenlandske Specerier

8

168 enten for at fordærve eller forbedre Sundheden.

Forfatteren af denne Dissertation har paa sine mange Reiser i saa meget forskiellige Climater havt Leilighed at samle adskillige Iagttagelser, som bekræfte denne Sag. Og disse er det, han her efter nogle almindeligere Betragtninger bekiendtgiør tilligemed nogle andre nyttige eller artige Anmerkninger.

Efterat Forf. har handlet noget om sit Fødeland (Lifland) og om Danmark, kommer han til Island, hvor han har opholdt sig i halvandet Aar. Skorbutiske Sygdomme har han fundet at være rare der, ligesaavel som Planter med korsagtig Blomster, og de som findes af disse ere næsten uden Smag og Kraft. — Af Fucus crispus blive Faarene, efter en troeværdig Mands Forsøg i kort Tid fede. — Fucus faccharinus ædes ogsaa af Hestene om Vinteren. — Manna Græs forekommer hist og her, og kunde formeres, om Indbyggerne kiendte det. — Af Polygonum viviparum og Phleum nodosum spises Rødderne ogsaa her. — Endelig anføres et og andet om de Stæder Forf. har besøgt paa sin Reise til Indien;

9

169

men de Anmerkninger, han har samlet i Indien selv, ere her for Rummets skyld udeladte.

No. 55.

Dissertatio medica inauguralis de usu medico acidi vitriolici. — Qvam Præside Christ. Friis Rotböll, M. D. S. R. M. a consiliis justitiæ, P. P. O. Membro Societat. Scient. Reg. Havniens. placido eruditorum examini submittit Auctor FRIDERICUS LUDOVICUS BANG, Anno MDCCLXXIII. die 24 Februarii. — Havniæ, typis Aug. Frid. Steinii. Stor 13 Ark 4to.

Denne med en philosophisk Ordentlighed udarbeidede Dissertation har 3 Sectioner. Den første fremsætter Vitriol-Syrens almindelige Egenskaber og Kiendetegn. I den anden afhandles dens 4 slags Lægekræfter, nemlig: 1) Dens Kraft imod Forraadnelse (antiseptica). 2) Styrkende (tonica). 3) Tempererende, og 4) at dæmpe Alcali (antalina). Enhver af disse har sit Capitel, hvor Forf. definerer den Kraft der handles om; beviser, at den findes i det omtalte Lægemiddel, forklarer dens Virknings Maade og endelig be-

10

170

stemmer Graden deraf i Sammenligning med andre Lægemidler af det Slags. Om Vitriol-Syrens Anvendelse i Lægekonsten handler den sidste Section i to Capitler: 1) Om den Form, i hvilken denne Syre kan blive et sikkert, kraftigt og behageligt Lægemiddel. 2) Om dens beleilige Brug imod Sygdomme, som kommer enten af Forraadnelse; af Vædskernes alt for stærke Bevægelse; eller af Atonie, hvorved Forf. forstaaer enhver unaturlig Bevægelighed i Fibrerne, enten den er for stor, eller for liden.

Hr. B. anfører overalt de beste Lægers Skrifter, og bestyrker endeel af sine Sætninger ved egne Forsøg og Erfaringer.

No. 56.

Dissertationem medico practicam inauguralem de usu corticis peruviani medico, Præside Christiano Gottlieb Kratzenstein, in Acad. Havn. Med. & Physic. exp. P. P. O. Regiæ Societ. scient. Havn. & Acad. Imp. Petropol. & Cæsar. Leopold, natur. curios. Membro, modesto eruditorum examini sub- mittit Auctor NICOLAUS FRI-

11

I71

BORG, Sædlando Danus, Anno MDCCLXXIII. D. xx. Marti h. 1. g. s. — Havniæ, ex officina Berlingiana. Stor 6 1/2 Ark stor 8.

Forfatteren forbigaaer med Flid Kina-Barkens botaniske Beskrivelse og Historie, opholdende sig allene ved dens medicinske Brug. Denne afhandler Hr. F. i 4 Stykker. I det første forklares og bevises denne Barks Lægekræfter. Deraf udledes i den anden Afdeling den Omstændighed, som i Almindelighed raade til eller fra dens Brug. Derefter handles om Maaden at indgive Kina; dens rette Dosis i enhver slags Form, og dens Forbindelse med andre Lægemidler, hvorved dens Kræfter forhøies eller forbedres. Endelig beskrives Kinabarkens rette Brug og Anvendelse i de Sygdomme, imod hvilke den fortiener at kaldes enten et specifisk eller i det mindste et tienligt Middel. Dette sidste Stykke udgiør den største Deel af Skriftet, og indeholder tillige adskillige Historier meest af Forfatterens egen Praxis.

* * *

De tvende Inbydelses-Skrifter, som ere udstædte i Anledning af disse akademiske

12

Høitideligheder, undersøge adskillige Meninger om det omtvistede Ord ימים 1 Mos. B. XXXVI., 24.

No. 57.

Secilia Anders Datters anden Skrivelse til Argus! — Som Giensvar, paa det til hende fra ham udkomne No. 40. af hans Blade anden Aargang. — Kiøbenhavn 1772. Trykt og tilkiøbs hos Morten Hallager, boende paa Nørregade No. 245. for 4 Skilling, 1 Ark 8.

Vi have med tilbørlig Berømmelse anmeldet det første Brev, (See Fortegn, forr. Aarg. No. 382.) her have vi det andet, og faaer vi ikke flere fra Secilia Anders Datters egen Haand, er det Publikums skyld; thi Brevet sluttes med følgende "P. S. Til det respective Publikum. Kunde Secilia Anders Datter være saa lykkelig at finde Yndest hos endeel af sine kiere Landsmænd, at de vilde have den Godhed at kiøbe og læse hendes Blade, for at understøtte hende, at hun kan bekoste samme til Trykken, da forsikrer hun, at giøre sig Umag for at fornøie dem med sit enfoldige Qvindfolk-Sludder, ja maaskee mange store og vig-

13

173

tige Sandheder kan derved opdages, som hidindtil have været skiulte, o. s. v.“ Endnu et Træk af denne Forfatters veltalende Vittighed. (S. 9.) " Men tillad mig, at jeg vedbliver min Pølsesnak, De veed selv, at naar Kieften kommer i Gang paa Qvindfolkene, at den ei er saa let at tilstoppe igien. " — Vore Læsere veed uden Tvivl allerede, hvor ynkelig det seer ud, naar Næringer, Handel, Fabrikvæsen falder i saadan Skribents Hænder.

No. 58.

Det rene og uforfalskede Guds Ord.

Det er: Kort Anviisning til at blive frelst og salig her i Tiden, og hisset i Evigheden, og det efter Guds vor Frelseres JEsu Christi og hans Apostlers egen sande Lærdom udi Spørsmaal og Giensvar. Forfattet af den, der af Hiertet ønsker alle Mennesker lige Naade og Salighed med sig. Kiøbenhavn 1772. Trykt hos M. Hallager, og sindes tilkiøbs hos Buch paa Nørregade for 1 Mark, 7 1/2 Ark 8.

Det rene og uforfalskede Guds

Ord sinde vi rigtig nok i denne Piese; thi ethvert Spørsmaals Besvarelse er næsten ikke

andet

14

174 andet end en Dynge, ofte 2, 3, ja undertiden 4 Sider lang af citerede bibelske Sprog; men om dette Guds Ord ikke kunde været foredraget i en beqvemmere Orden, i større Korthed og dog tydeligere og fuldstændigere, det er et andet Spørsmaal. Bogen begynder med Spørsmaale om Menneskets oprindelige Tilstand, hvilke afgiøres paa et par Sider, derpaa igiennemgaaes JEsu Levnets og Lidelses Historie; Resten gaaer ud paa at vise, at Troen paa JEsu er den eneste Vei til at blive frelst og salig i Tid og Evighed. Vi ønskede her, at Forf. havde brugt et beqvemmere Sprog, til at forklare sig, end det, der stødte os ikke længe siden hos en anden Forf. (Vi mene Forf. af en opbyggelig

Passions-Samtale & c., See

Fortegn. 10. Stykke No. 52.) Vi ønskede fremdeles, at han havde udbredet sig noget over de sande Troendes Levnets Beskaffenhed; at han havde viist Gudsfrygts og Dydens nødvendige Følge af Troen, og uundværlige Besiddelse hos dem, som skal frelses. Hvor ofte blive dog disse vigtige Ting, Troen paa JEsu, Forløsningen ved JEsum m. m. saaledes foredragne, at de blive hos Eenfoldige mere Indbildningens end Forstandens Beskæftigelse! Hvor varsomme bør vi ikke være i at

15

175 nævne og beskrive dem, naar vi have med Mennesker at giøre, der blive staaende ved de første Forestillinger, under hvilke Tingene vises dem, og ere (naturligviis er Mennesket jo saaledes) magelige nok, for at blive hængende i det Ideale, især naar det Praktiske forudsætter saa megen Alvorlighed i Bestræbelser, som Religionen! — Vi ønskede endelig hos Forf., at han ikke havde trættet vor Taalmodighed, med immer at igientage et og det samme: Den Undskyldning, hvormed han i den Henseende vil forekomme os, er os noget uforstaaelig: " At der i disse Blade," siger han, " ofte igientages een og den samme Beskrivelse i Henseende til Veien og Maaden, paa hvilken man langer til Saliggiørelse, det kommer deraf, fordi der er kun een Salighed, og een Saliggiører, og følgelig ikkun een Vei, o. s. v. " Forfatterens Stiil ville vi ikke bedømme; den slutte Læserne vel selv.

No. 59.

Brave Danskes Sang og Ønsker paa

Arve-Prinds Friderichs Geburtsdag den

11 Oktober Anno 1772. Trykt og tilkiøbs

Hos Höecke for 2 Skilling, 1/2 Ark 8.

16

176

Vor elskte Arveprindses sidstafvigte Geburtsdag foranledigede hos den Skiønsomme lettelig Erindringen af den samme Aar skeete Statsforandring — en Erindring, som igien Maatte opvække varme Følelser af Erkendtlighed mod Himlen, og mod Himlens værdige Redskaber, og af disse synes denne Sang at være en Virkning, som for Resten er i en temmelig flydende og let Poesie, men jevn og almindelig af Tanker.

No. 60.

Adolphi Drøm. Kiøbenhavn 1773. trykt og faaes tilkiøbs hos Aug. Fridr. Stein for 4 Skilling, 1 Ark 8.

Adolphi Drøm er efter samme Idee, som Voltaires le temple du gout — Vi faae en kort og upartisk Dom over de Mænd, som enten i Videnskaberne eller ved store og ugemene Handlinger have udmærket sig til Verdens Forundring eller Høiagtelse — Det forstaaer sig, at disse Domme paa saa lidet et Rum ere ikke omstændelige og udførlige — men de ere dog fyndige, og, vi troe for største Delen, velgrundede, og give os en god Idee om Forfatterens Bekiendtskab i den lærde Verden, hans rensede Smag og fra Fordomme rensede Tænkemaade.