Fortegnelsen over Trykkefrihedens Skrifter III, stk. 8

113

Kritisk Fortegnelse

over alle udkomne

Skrifter,

siden

Trykfriheden.

Tredie Aargang, 8. Stykke.

No. 35.

Priisskrift om Folkemængden i Bondestanden, ved Joh. Dit. Wilhelm Westenholtz, Compastor for Gierløv og Ensløv Menigheder i Aarhuus Stift.

— Si qvid bene feci aut consului fideliter, non videor meruisse lau- dem, culpa caruisse arbitror. Plau- tus. — Kiøbenhavn, trykt hos Nicolaus Møller, Kongelig Hof-Bogtrykker, 1772. Stor 18 Ark 8vo.

At klage over Folkemangel og raabe paa Folkemængdens Formerelse er en iblant vore

2

114

Tiders politiske Moder. Vi vil ikke her af- giøre, hvad der er overdrevet deri, eller om det ikke er at begynde fra den urette Kant, naar man sætter disse Bestræbelser foran i en Stat, hvis Næringer ere i Uorden. Materien er dog altid af Vigtighed, og denne udførlige Afhandling derom fortiener i mere, en een Henseende en nogenledes udførlig Anmeldelse.

I Fortalen anfører Forfatteren først det af General-Landvæsens-Collegio fremsatte Spørsmaal, som har givet Anledning til dette Skrift: "Hvilke ere Aarsagerne, som hindre Folkemængdens Tiltagelse i Bondestanden i Danmark? og hvorledes kunde disse beqvem- mest hæves, saavel ved Love immediate, som ved andre Indretninger mediate?"

Han taler derefter om de Kundskaber, som udfordres til at besvare Spørsmaalet, og Kilderne, hvoraf disse skulle hentes. "End videre (siger han S. 4.) er i Særdeleshed nødvendigt, at den, som vil besvare Spørs- maalets anden Part, ikke maae philosophere; Han maae ei tage sine Tanker og Forslag ud af philosophiske Grundsætninger. Det er en nødvendig Cautel; og at iagttage

3

115 denne er ei saa let, som det synes. — — Aasagen er, fordi Philosopher gierne vil have alting fuldkommen, og det kan ei gaae

an. — — — Derfor mener jeg, at man

ved slig Materie, som vort Spørsmaal handler om, maae tage sig i Agt for Phi- losophien." Uden at have et meget urigtigt Begreb om Philosophien, kan vel ingen bifalde disse Hr. W-s Tanker. Tvertimod: Mangel af Philosophie og især af den Kunst at iagttage og at slutte grundig af sine Erfaringer er uden Tvivl Hoved-Aarsagen til de mange politiske Misfostere, som komme for Lyset. Hr. W. siger selv (S. 10. og 11.) at de ældre Philosopher har været hans Læremestere. I denne Henseende giver han følgende Regel: "Vil man søge Love og Indretninger til et Folks Velfærd, saa skal man søge dem hos Nationers første Lovgi- vere." En Regel, som dog vil taale mange Undtagelser.

Det 1ste Cap. indeholder Forerindringer. For nogenledes at bestemme Folkemængdens Tilstand i Dannemark, antager Forf. en Landsbye til Model, hvori af 204 Bønderfolk ere 66 Gamle, Børn og Skrøbelige, af de øvrige 138 lever 86 ugifte,

4

116

24 i ufrugtbart og 28 i frugtbart Ægte- skab, hvilke avle omtrent 3 eller 4 Børn. Paa Grund af saadan Beregning antager Forf. 5 Børn hvert Aar fødte af 200 Men- nesker i Dannemarks Bondestand. Vi anmærke ikkun herved, at for at skiønne, hvorvidt Folke-Formerelsen i et Land behøver Befordring, maae først vides, om Folkemængden aarlig tager af eller til, eller om den bliver omtrent i samme Stand, men hertil er det ingenlunde tilstrækkeligt at kiende Forholdet imellem de levende Mennesker og de Børn, som aarlig avles af dem, naar man ikke tillige veed, hvorledes de Føddes Tal forholder sig til de Dødes, eller almindeligere talt, Folkemængdens Afgang imod dens Til- vext.

Det 2det Cap. om den første Hoved-Hindring for Bondestandens Folkemængde, nemlig om ugifte Personer i Bondestanden, og de Aarsager, hvorfor de lever ugifte. Naar Forf.

her paastaaer, at de katholske Lande lide ikke mere i Henseende til Folkemængden ved deres mange Klostere, end Dannemark ved dets ugifte Folk i Bondestanden, samt at Dannemarks Folkemængde ingen synderlig Forhin-

5

117 dring har havt af de mange Geistlige for Reformationen; da kan vi ikke bifalde ham, uden der kunde gives nogen Grund, hvorfor der i de katholske Lande ikke kunne leve lige saa mange ugifte Folk uden for Klosterne, som i Danmark. Og de mange ugifte Geist- lige maae jo endelig skade Folkemængden i de andre Stænder, hvorfra deres Afgang skal oprettes. — Aarsagerne hvorfor saa mange Bønderfolk lever ugifte angives at være Mangel paa Næring og Boepæl. Grunden til disse Mangeler finder Forf. igien 1) i Bøndergaardes og Huses Nedleggelse, 2) i Fællesskabet, 3) alt for store Bøndergaarde og 4) Levnetsmidlers høie Priis. Hr. W. afhandler det sidste udførlig, og igiendriver en ubenævnt Skribent i det oeconomiske Magazin, som vil at Almuen skal opvækkes til Vindskibelighed ved Levnetsmidlers Dyrhed. Om Bøndergaardes Størrelse taler Forf. ikkun kortelig, efterdi derom var udsat et adskilt Priis-Spørsmaal. Vi har tilforn kortelig anmeldt det udkomne Priisskrift over den Materie, (see Fortegn, forr. Aarg. No. 426.) og legge her allene til: At dersom den Mening om smaae Gaardes Fordeelagtighed, som nu er bleven saa meget Mode, skulde giøre for meget Indtryk paa Regie-

6

118 ringerne, er den i Stand til at fordrive den Formue og Kræfter, som endnu i nogle Lande kan være tilbage i Bondestanden. —

S. 81. anviser Forf. Midler til at skaffe unge Bønderfolk Boepæl og (S. 88.) Underholdning. Derefter handler han videre (S. 94.) om nye Næringsgrene for Bondestanden, (S. 96.) hvorudi den kunde læres fordeelagtigere Brug af de forhaanden værende. (S. 98.) om Midler, at lære Bonden saa- dant og andet. (S. 103.) Beviis, at BondeAlmuen let kunde bringe sine Manufacturer til Fuldkommenhed. Hr. W. kommer derefter (S. 105.) til saadanne Aarsager, som foruden de allerede anførte hindre Giftermaale i Bondestanden. Disse ere Bondekarlens Forbindelse til det Gods, hvor han er fød; de mange slags Tienester, som udkræver ugifte Folk; At unge Folk enten ikke kan faae Forældrenes Gaard, medens de lever, eller de tør ikke antage den, fordi en liden Gaard ikke taaler nogen Afgift til de Fratrædende; Og endelig Bondens Misfornøielse med sin Stand. Dette Capitel besluttes med Betragtninger over ugifte Bønderfolks Levemaade som en Aarsag til mange ufrugtbare Ægte-

7

119

Om videre Aarsager tit disse ufrugtbare Ægteskabe handler det 3die Cap. De ere fornemmelig følgende: Bøndernes Tænkemaade, der ere saa langt fra at giøre Børne-Avling til Hoved-Hensigt af deres Giftermaal, at de heller søger at undgaae dem; Ulige Ægteskaber af Enker med unge Karle; Slet Diæt og Medicin især i Ung- dommen; Sildige Giftermaale, hvis Skadelighed for Folkemængden her vises ved Beregninger. Den naturligste Alder til at gifte sig hos os sætter Forf. for Mandfolk imellem 20 og 30, og for Fruentimmer imellem 15 og 25 Aar. Endelig anføres Sorg og andre smertelige Affecter, samt at Ægte- folk med Forsæt afholde sig fra hverandre. Hr. W. fremsætter Midler til at hæve disse Aarsager, og giør iblant andet, for at skaffe fattige Børn Opdragelse og gode Omstændigheder, det Forslag: At børnløse Folk ikke maatte forhindres af Husbonde, eller andre, at tage fattige Børn til sig med Forældrenes gode Villie, og at de maatte have baa- de Forældres og Husbondes Rettighed over saadanne Pleiebørn, som skulde nyde en Arvepart efter dem.

8

220

Det 4de Capitel angiver som den tredie Hovedhindring for Folkemængden, at saa

mange Bønder forlade deres Stand og begive sig ud af Riget. Mange Bønderfolk gaaer over til andre Stænder, hvilket Forf. ikke holder for skadeligt. Her kunde dog vel være endeel at erindre, især fortiente Overdaadigheds Virkninger i denne Henseende at tages i Betragtning. — Mange blive til Betlere, hvis Antal i Dannemark Forf. beregner til 61712. Endelig rømmer mange Folk aarlig ud af Landet til Holsteen, Holland og Engeland, hvortil anføres følgende almindelige Aarsager: 1. Misfornøielse paa Stedet, hvor man er. 2. Haab om bedre Lykke andensteds. Og 3. Tvang at blive paa Stedet, hvor man er.

At Forf. i det 5te Cap. sætter Tiender i sig selv som en Hindring i Bondestandens Folkemængde, fordi den formindsker Bondestandens Næring; deri kan vi ikke bifalde ham, thi det samme kan siges om alle Bondens Afgifter. Skal Bonden afgive noget, og det maae han jo dog, saa skal det tages af hans Avling, og dette mister han, enten han saa afleverer det in natura, eller han giør det i Penge først. Ved denne

9

121

Leilighed savner vi Betragtninger over Bondestandens Afgifter i Almindelighed, om ikke nogen Forbedring til Folkemængdens Fordeel kunde have Sted i Henseende til deres Indretning, Fordeling, Oppebørsel o. s v.

Det 6te Cap. om Handelen i Danmark, som en Hindring for Folkemængden. Med Kiøbstæderne handler Bonden til sin Skade. — Over Stude-Handelens Skadelighed giør Fors. en udførlig Beregning, som fortiener at undersøges nøiere, end vort Rum tillader. — Herregaardenes Korn-Handel lastes fornemmelig som Aarfag til Hoverie og Hovedgaardenes Udvidelse. Tilsidst sætter Hr. W. som Hovedmidler til at befordre Danmarks Folkemængde, Frugtbarhed og Lyksalighed: 1. Eiendom eller i det mindste Arvefæste for enhver Agermand. 2. Friehed for Hoverie, og Friehed at nære sig ærlig. 3. Fællesskabets Ophævelse. 4. En Lov, at ingen Gaard maatte være større, end at den kunde bearbeides af 6 Personer. 5. Enhver Gaard indrettet efter Horatii Ønske:

— Modus agri non ita magnus,

Hortus ubi & tezlo vicinus jugis aqvæ fons,

Et paulum fylvæ super his foret.

10

122 Hvortil Forf. lægger en Fiskedam og levende Gierder om Markerne.

Dette maae være nok for at give et Begreb om dette Skrift, som indeholder en Mængde af gode Erindringer og nogle merkværdige Forslag, og er et af de fuldstændigste i sit Slags.

Forsøg til en moralsk Afhandling om Tarveligheds Indflydelse i et Folks Tilstand, Virksomhed og Sæder. Af Jens Bech, S. St. Minist. Cand. — Sunt certi - - - fines, qvos ultra citraqve neqvit consistere rectum. HORAT. — Kiøbenhavn, 1772. Hos Forlæggeren Gyldendal i Trompeter-Gangen No. 112. for 10 Skill. Stor 3 Ark 8vo.

En Materie fremsat af Selskabet til de skiønne Videnskabers Forfremmelse foranledigede Forfatteren til at opsætte dise Tanker. — Han giorde sig en Plan, som han troede at stemme med Selskabets Hensigt. Almindelige Betragtninger, indklædte i en ziirlig Stiil, tænkte han, maatte være dets hele Fordring: Men Materien blev paa nye udsat, og For-

11

123

dringerne udvidede over de Grændser, som han hidindtil havde havt for Øine: Dette tilligemed Tidens Omstændigheder tillod Ham ikke at vove sig ud paa Banen. Hvad han Havde tænkt og skrevet foreviste han en Velynder, hvis gunstige Dom giorde ham dristig nok, til at lade der see Lyset, og underkastes steres Dom. — Saaledes fortæller Forf. i sin Forerindring Anledningen til denne Afhandlings Udgivelse, paa hvilken intet kan være at sige. Vi kan derfor ingenlunde bifalde Recensenten i No. 1. af den nye kritiske Journal, naar han paastaaer, at Hr. B. maae vente en skarpere Bedømmelse, fordi han vover, at lade sit Forsøg trykke, endskiønt det ikke vandt Prisen, og fordi Læserne ved at betale det, tilkiøbe sig Rettighed at dømme. Vi, og uden Tvivl flere med os, ere overbeviste om, at et Skrift kan være meget læseværdigt, omendskiønt det ikke opfylder de Hensigter, som et Selskab kan have for Øine ved en Præmies Tilkiendelfe. Og da Priisskrifter i Almindelighed blive betalte ligesaavel som andre, indsee vi ikke hvorledes de 10 Skilling, dette lidet Skrift koster, kan give Kiøberen Ret, til at fordre mere deraf, end om det virkelig var bleven kronet. Vi i det mindste dømme just tvert-

12

124

imod, og synes altid med Grund at kunne paastaae en høiere Grad af Fuldkommenhed hos et Priisskrift.

Vi har læst denne Afhandling med megen Fornøjelse, ikke at den er uden Feil, men fordi den er fuld af smukke Tanker, fremsatte paa en behagelig Maade. Men nøjagtige Bestemmelser og Undersøgelser har Forf. ikke lovet, de findes her ikke heller. Som en Prøve paa Hr. B**s Skrivemaade ville vi, for at spare Rummet, allene anføre følgende af S. 21. "Ville vi nu vide den

fortienstlige Borger, den ærede Mand, i en yppig Skat: da gaaer han der, udmærket ved en Pragt, som fordømmer en be- undrende Mængde til Armod: Hist boer han, hvor larmende Vellysters Tilberedelser daglig gienlyde af alle Husets Vinkler, hvor ti Familier berøves Staten for at være eens Overdaadigheds Befordrere. Her fortrylles de uroelige Dage og tankefulde Nætter ved en bestandig Fornuftens Isøvndysselse. — Og dog er her Middelpunkten for den almindelige Høiagtelse! Behøve vi nu at spørge, hvad Ære er hos et overdaadigt Folk? o. s. v."

13

125

No. 37.

Fortegnelse paa de Priismaterier og Præ- mier, som der Kongelige Danske Land- huusholdings-Selskab udsætter for Hans Kongelige Majestæts Riger og Lande for Aaret 1771. — Kiøbenhavn. Trykt hos Nicolaus Møller, Kongel. Hof-Bogtrykker, 1772. Med. 8.

No. 38.

Fortegnelsen paa det Kongelige Danske Land- huusholdings-Selskabs nu værende Medlemmer. — Kiøbenhavn. Trykt hos Nicolaus Møller, Kongel. Hof-Bogtrykker, 1772. Med. 8.

Selskabet udgiver Hvert Aar saadanne Lister. Vi bebreide os, at de ere forbigaaede i de forrige Aargange af denne Fortegnelse, og derfor endnu anmelde disse sidste, endskiønt det er allerede længe siden de kom ud.

Præmierne ere denne Gang 22 for theoretiske Materier og ligesaa mange for practiske. Deriblant ere 2 Kongelige til Selskabet overdragne Præmier og 2 af private Patrioter. Indholden forbigaae vi, eftersom den alt mere end eengang er bekiendtgiort i de

14

126

offentlige Tidender, og nogle af Præmierne allerede vundne.

Af Medlemmer (hvis Antal dog siden Listens Udstædelfe skal være anseeligen forøget) opregnes her 15 Overordentlige, 217 Ordentlige og 84 Corresponderende.

I denne Liste finder man tillige (S. 33. o. f.) Selskabets Vedtægter, hvilke ere at anfee som Tillæg til dets Love.

No. 39.

Kiøbenhavns Aften-Post, begyndt med

den 17 Januar. 1772. Første Aargang. Udgaaer fra Adresse-Kontoiret imod 1 Rdlrs. Erlæggelse.

Den navnkundige 17 Januarii begyndte en Periode, der vilde blive vigtig ogsaa for Nysgierrigheden. Mange efterfølgende Dage skulde udvikle den store Dags Tildragelser med deres Aarsager og Følger. Fordommene vare store, som man havde fattet om de Ulykkeliges Forbrydelser, Behandling og Dom; og Begierligheden efter at see sine Spaa- domme retfærdiggiorte var ikke mindre. Den nysgierrige Mængde kiende vi: den føder sig

15

127

Heller med tom Snak, løse Rygter, naar disse svare til Fordommen, end med aabenbare Sandhed, naar den ikke opfylder Forvenrelsen. Og leverer man den Sort paa

Hvidt til Forsikring, da bliver enhver Fortælling ret vigtig; da sluger Nysgierrigheden med Graadighed ethvert Nyt, og Lettroenheden sværger en dyr Eed paa den groveste Løgn. Hvor velkommen maatte ikke i saa- dan Forfatning et Blad være, der hver Uge vilde meddele vort Publikum Efterretninger om saa vigtige Sager, som de, hvilke den Gang vare ligesaa meget Formaale for den hedeste Nysgierrighed, som tillige indhyllede i et slags Mørke! — Ja vi beundre den Snildhed, der førte Ophaveren til AftenPosten paa den lykkelige Tanke, at begynde et Ugeblad med den Titel og med den Forkyndelse af Indhold, hvormed det første Stykke begynder! Bladet skulde egentlig være den 17 Januariis Journal. Publikum skulde her faae hemmelige Efterretninger om alle Tildragelserne, der fulgte af og paa den merkelige Dag. Det kunde nu vel ikke andet være, end at Bladet maatte vinde Elskere og Kiø- bere. Men hvad fortæller nu Aften-Posten os, som saa meget skulde interessere? — Jo! i den første halve Colonne igietages de

16

128

offentlige Tidender, og lægges noget til, da er det Byesnak eller ugrundede Gisninger. Resten af Bladet, og det er den største Deel, opfyldes med tørre moralske Tanker, stiaalne Historietter o. s. v. saa at Indholden kunde tage imod hver anden Titel ligesaa got som imod den af Aften-Post. — Men dette Blad maatte ogsaa heri ligne den øvrige beslægtede 17 Januariis's Yngel.

No. 4O.

De Kiøbenhavnske Løgnere. Et Politisk og Patriotisk Ugeskrift. Semper ego auditor tantum? Nunqvamne reponam — vexatus toties? JU- VENAL. Tilkiøbs hos Gyldendal i Trom- petergangen No. 112. for 8 Skilling, 2de Num. Stor 2 Ark 8.

Dette Ugeskrift, der standsede med det 2det Num., var dog af sin Natur ikke bestemt til en saa hastig Undergang. Det er skrevet i en god Smag, og indeholder en ganske nyttig og moersam Satire. Men vort Publikum er saa længe drillet med Ugeblade, at det omsider har lukket baade Hierte og Pung for dem. Sandt nok, naar Ukrudet skulde udryddes, er dette det sikkerste Middel, men vi tænke dog herved paa Lignelsen om

Klinten og Hveden!