↩

17 Kritisk Fortegnelse

over alle udkomne

Skrifter,

siden

Trykfriheden.

Tredie Aargang, 2. Stykke.

No. 5.

Professor Nicolai Edinger Balles Taler ved sine theologiske Forelæsningers Begyndelse paa det Kiøbenhavnske Universitet den 21 Septbr. 1772. Trykt hos M. Hallager, og findes tilkiøbs hos Boghandler Gyldendal i Trompetergangen No. 112. for 1 Mk., stor 4 og et fierdendeel Ark Med. 8.

Professor Balle røber i disse 5 Taler, med hvilke han aabnede sine Forelæsninger, en sund og ædel Tænkemaade. - Aabenhiertighed, Beskedenhed, Læselyst, og en ivrig

Bestræbelse for den længe nok forkuede gode Smags Udbredelse i de theologiske Videnskaber, giøre denne Lærer fuldkommen værdig til den talrige Mængde Tilhørere, som daglig besøge hans Forelæsninger. Den første Tale er holdet ved de exegetiske Forelæsningers Begyndelse over det nye Testamente fra Klokken 8. til 9. om Morgenen. — Prof. skildrer der det exegetiske Studiums Nødvendighed, Nytte og Behagelighed for Gudslærens Dyrkere, opmuntrer dem til en bestandig Flids Anvendelse paa den hellige Philologie, og fremlægger den Plan, han agter at følge, for at lette Arbeidet for dem. I den anden Tale ved Forelæsningernes Begyndelse over det nye Testamentes Kirkehistorie fra Klokken 1. til 2. om Eftermiddagen anpriser Taleren Kirkehistoriens uundværlige Nytte og tækkelige Yndighed, dens store Indflydelse i de øvrige theologiske Videnskaber, f. E. i Dogmatiken, i Strid-Theologien, i de Bevisers Prøvelse, der føres for de apostoliske Breves guddommelige Gyldighed o. s. v. Til Lærebog har Hr. Prof. udvalgt sig Fabricii Institutiones Hist. ecclesiasticæ, som næst Walchs Grundsätze der Kirkengeschichte er den beste. — Den tredie Tale ved Begyndelsen af de dogma-

tiske Forelæsninger fra Klokken 3. til 4.

I denne opmuntres Theologiens Elskere til en opmerksom Flittighed i en Videnskab, der vil giøre dem som tilkommende Præster til store Velgiørere imod deres Menigheder. Lad os selv høre Prof. Erklæring over Dogmatikens vide Strækning langt uden for Systemets snevre Grændser. (S. 32.) „Mit troehiertige og velmeenende Raad vil jeg endelig heller fremsætte med klare Ord, end betyde med kunstlede Vendinger. Jeg raader dem, aldeles ikke at lade deres Begierlighed efter Lærdom tilfredsstille med den blotte dogmatiske Kundstab, og endnu mindre med et eeneste enkelt System; men tvertimod af alle muelige Kræfter, saavidt enhvers Leilighed paa nogen Maade kan tillade, at beflitte dem paa rigtige Indsigter, fornemmelig i Bibelens Forstand, derefter i Moralen, baade den philosophiske og theologiske, i Kirkehistorien, og i de Videnskaber, som bidrage meest til at danne den gode Smag, der i vore Tider er Prædikantere uforbigiængelig fornøden.„ Hvad for en Fremgangs Maade Prof. vil bruge i sine Forelæsninger over Milleri Institutiones Theologiæ Dogmaticæ, udlader han sig med S. 33., hvilket vi vil anbefale vore

20 Læseres Eftersyn. Den fierde Tale er paa Latin: Initio prælectionum in historiam dogmatum theologicorum fra Klokken 4. til 5. om Eftermiddagen. Forelæsninger over de theologiske Lærdommes Historie er forbunden med lige saa store Vanskeligheder, som Nytte og Behagelighed. Denne besynderlige Deel af de theologiske Videnskaber har hidindtil lagt saa udyrket, at Læreren maae selv søge de fleeste Ting i Kilderne, uden at kunde understøttes ved andres Flid, som kunde have arbeidet ham i Forveien. Lærerens Beskæftigelse bliver at dømme om de gamle og nye Læresætninger og Meninger enten de saa har lært ret eller vrangt; han skal fortælle ikke alleene hvad der tilforn og nu kan være tænkt af forskiellige Folk om adskillige Troens Lærdomme; men endog hvad Aarsager enhver har haft til at tænke saaledes, og følgelig maae han angive Kilden til deres adskillige Meninger og de Beviis de understøttes ved. Først opregner Hr. Prof. Vanskelighederne og siden Fordeelene ved denne Videnskab, og giver sine Tilhørere Anviisning til at arbeide i dette hidtil forsømte Stykke af Theologien. Den femte Tale ved Prækeøvelsernes Begyndelse Onsdag Eftermiddag. — Siden Forf. ved en Deel Prøver i den hellige Veltalen-

hed har forskaffet sig stort Bifald, kan ingen tvivle om hans Beqvemhed til at være en værdig Anfører for den academiske Ungdom i denne saa vigtige Videnskab.

No. 6.

Korte Betragtninger over Aarsagerne til Kornmangelen og de høie Kornpriser i Danmark, samt om de beste Hielpemidler til at forekomme samme, fremsatte i Følge det Kongelige Danske Landhuusholdnings-Selskabs offentlige Indbydelse i Aaret 1771. ved Johan Ludvig Lybecker. Et Priisskrift. Kiøbenhavn 1772. Trykt hos N. Møller, og sælges paa Børsen i No. 8. og i Trompetergangen No. 112. for 1 Mk., stor 4 Ark Med. 8.

Kuns alt for længe har de høie Korn-Priser ladet Danmark føle sine skadelige Virkninger, de have udsuet Kiøbstædborgeren, og tildeels forarmet Landmanden selv, de have giort alle Levnetsmidlerne saa overordentlig dyre, forhøjet Arbeidslønnen, standset vore beste Anlæg, og undertrykt vore Fabriker og Manufakturer; kort sagt, det er dem, der næst adskillige Statsfeyle, saa meget have bidraget til at sætte os i Undervægt med andre Nationer.

Saa vigtig en Sag maatte nødvendig drage vor patriotiske Landhuusholdnings Selskabs Opmærksomhed til sig; det fremsatte derfor i Aaret 1771. blandt andre sine Priismaterier, ogsaa en Opgave om Aarsagerne til de paa nogle Aar vedvarende høie Kornpriser, og om de beste Hjelpemidler til at forekomme samme for Fremtiden. Denne Materie er det vor brave Hr. Byefoged Lybecker i nærværende Priisskrift har foretaget sig at afhandle. Naturligviis maatte han først undersøge Aarsagerne for derefter at bestemme Hielpemidlerne. Aarsagerne inddeeles i de naturlige, hvortil han henfører de i nogle Aar vedvarende strænge Vintre m.v., og de moralske og politiske, hvoriblandt som Hovedaarsager angives, den umaadelige Brændeviinsbrænden, Folkemængdens Formeerelse ved nye Næringsveie i Kiøbstæderne, Bondens Uselhed og Agerbrugets slette Forfatning, alt for stærk Udførsel, og Mangel af betimelig Indførsel: Foruden disse Hovedaarsager skal endeel andre deels moralske, deels naturlige og politiske Biaarsager meget have ophiulpet de høie Kornpriser, saasom visse Proprietairers samt andres Kornpugerie, Capitelstaxtens Høide, den grasserende Qvægsyge, Fiskeriernes Forsømmelse, den Skade Vildtet paa

nogle Steder foraarsager, den fordervelige Land- og Forprang med Korn, og endelig Pengeroullancens Formeerelse. Hvad Indflydelse enhver af disse Aarsager har haft i Kornmangelen og de høie Priser, forklarer Forfatteren med megen Grundighed og Skiønsomhed, og viser dernæst, hvorledes de kunde hæves og indskrænkes, for saavidt nemlig saadant virkelig kan stemme med det Almindeliges Vel, thi at Folkemængdens og Pengenes Tiltagelse ikke henhører under det Fag, har Forfatteren selv troet, og enhver Fornuftig vil uden Tvivl troe det samme.

Til Slutning foreslaaes tvende Hovedhielpemidler til at afværge Kornvahrenes overdreven Dyrhed, nemlig, enten en bestandig, i det mindste for nogle Aar af Regenten bestemt Priis for Kornet, eller og Forraadshuses Anleggelse, især paa de Steder, hvor Kornavlingens Ringhed giør dem nødvendige; At sige vor Meening om Skriftet i det Heele, da maae vi tilstaae, at det er forfattet med saa megen Indsigt og Skarpsindighed, at det vist nok fortiente med Opmærksomhed at læses og overveies af dem, hvis dyre Pligter det er, at vaage for Landets Opkomst og Indvaanernes Velfærd.

Dog tør vi neppe gandske bifalde Forfatterens tvende Hovedmidler, nemlig Kornprisernes Bestemmelse og Magaziners Anlæg. Det vilde ikke blive vanskeligt at gotgiøre disse Midlers Utilstrækkelighed, de skulde desuden letteligen for Fremtiden kunde undværes; Vornedrettens Ophævelse og frie Korn-Indførsel vilde giøre dem aldeeles unødvendige.

Forfatteren angiver selv pag. 34. Bondestandens personlige Friehed som et Middel til Landvæsenets Forbedring, og hans Meening er fuldkommen rigtig; Vornedrettighedens Afskaffelse, det eeneste Middel at ophielpe Bonden uden Proprietærens Fornærmelse, vilde Tid efter anden bringe Agerdyrkningen tilligemed hele Landoeconomien til sin rette Fuldkommenhed; det vilde snart forekomme al befrygtende Mangel, og Priserne skulde aldrig kunde overstige deres naturlige Forhold, naar kuns Regieringen tillod en bestandig Friehed i Kornhandlen, hvis Nytte Reimarus og Münchhausen have beviist med de tydeligste og tilstrækkeligste Grunde.

No. 7.

Joh. Christ. Fabricii, der Oeconomie öffentlichen Lehrers Anfangsgründe der oeco-

nomischen Wissenschaften, zum Gebrauch academischer Vorlesungen. Flensburg, gedruckt mit Serringhausenschen Schriften, 1772., 23 og et halv Ark 8vo. Faaes tilkiøbs hos Forfatteren i Snaregaden No. 11. for 3 Mk. 8 Skill.

Endelig fremkom den længe ønskte Periode, at de oeconomiske Videnskaber skulde opleve i Danmark, ved offentlig at læres paa Universitetet. Christians lykkelige Tider helligede dem en egen Lærestoel, og vi tør frit paastaae, al denne Stiftelse kan blive et af de vigtigste Skridt, der i lang Tid er giort til Landets Opkomst; De kommende Slægter skal sige dens Lov; Slægter, som maaskee blot havde Næringsveienes Forbedring ved ordentligere Indsigter i Statens Oeconomie at takke for deres Tilværelse. — Hvor behagelige disse Udsigter! — og hvorfor skulde de ikke være grundede? — Det er jo unægteligt, at al varig Lyksalighed i det Almindelige forudsætter faste, ordentlige og visse Grundsætninger, ikke blotte Meeninger, om Høihed og Ælde endog havde givet dem al muelig Ærværdighed; Og skulde man da ikke med Tiden kunde haabe de allerskiønneste Frugter af en Indretning, der lige sigter til at ud-

brede Statsvidenskaberne, og at biebringe den Ungdom, der opvoxer til Statens Betieninger, en nøiagtig Kundskab om de Pligter, der siden kunde kræves af den. Dette Haab er saa meget desmeer grundet, da Hr. Professor Fabricius, som denne betydelige Post er anbetroet, paa den værdigste Maade bestræber sig at opfylde den beste Konges menneskevenlige Hensigter. For des vissere at naae dette store Maal, og for at lette Arbeidet, har Hr. Professoren udgivet denne Lærebog, til Brug for sine academiske Forelæsninger, og ønskeligt om alle vore Professorer efterfulgte saa priseligt et Exempel.

Værket er, efter den af andre allereede antagne, og i sig selv naturlige Maade, inddeelt i fire Hovedafdeelinger, af hvilke den første indbefatter Landhuusholdningen, eller Landprodukternes Cultur, efter de tre Naturens Riger. Den anden Deel afhandler Kiøbstædhuusholdningen, eller Landprodukternes Forarbeidelse og Stædernes Næringsveies Opkomst ved Haandværker, Manufakturer, Handel, Konster og Videnskaber. Politievidenskaben udgiør den tredie Deel, og viser hvad Regieringen i Almindelighed har at iagttage, til Indvaanernes Formeerelse, Sundhed og

Sikkerhed, samt til Næringsstandens Forbedring, saavel paa Landet, som i Kiøbstæderne; Den fierde Deel, eller Cameralvidenskaben, beskæftiger sig med Statens egentlige Formue og de landsherlige Indkomster af Domainerne, Regalierne, de ordentlige og overordentlige Skatter og Afgifter, og afhandler tillige Statens almindelige Udgifter. Landhuusholdningskonsten udgiør meere end den halve Deel af heele Værket; men hvad Under, da den uden Modsigelse er den allervigtigste, den er Grunden til alle de øvrige, det er den, som i Danmark først burde tages til Hierte, og det er den, som maaskee meest behøver det. —

At roese nærværende Lærebog skulde være unødvendigt, den anpriser sig selv, og behøver kuns at læses, for at biefaldes, man vil allevegne spore Grundighed, Nøjagtighed og en udbredet Indsigt, understøttet af de beste og nyeste Bemærkninger; Neppe skal man savne noget af alt det, som for Begyndere i de oeconomiske Videnskaber kan være nødvendigt, vi troe meget meere, at enhver som med vedbørlig Opmærksomhed har giort sig disse korte Læresætninger bekiendt, vil derved have lagt saa ordentlig en Grund til videre Fremgang i Oeconomien, at han altid med

Nytte og uden Vanskeligheder kan give sig af med større Værkers Læsning og med specielle Afhandlinger, som angaae en eller anden enkelt oeconomisk Materie. — Skulde vi have noget at erindre, saa blev det alleene Værkets, maaskee alt for store Korthed; vi kunne ikke nægte, at vi jo ønskede adskillige Ting noget nøiere, noget udførligere detailleret, men hvis dette endog var en Feil, saa er det dog en Feil, som er sædvanlig ved slige Bøger, hvis videre Forklaring forbeholdes til Forelæsningerne selv.

At Hr. Forfatteren har skrevet Værket paa Tydsk, dertil har han selv angivet Aarsagerne i sin Fortale, og vi see os ikke berettigede at indvende noget derimod, saa meget desmindre, da Hr. Professoren læser paa Dansk, og derved viser vores Sprog den Agtelse, det med Billighed kan fordre af enhver, som betiener noget offentlig Embede i Hans Majestæts Kongens danske Stater.

Kuns eet Ønske maae vi giøre, eet patriotisk Ønske, at nemlig Hr. Professoren vor Fabricius maatte see sin oeconomiske Høresal opfyldt med saa mange lærvillige Tilhørere, som hans Flid og Indsigter fortiene;

Antallet vilde da vist nok blive meget anseelig. — Men hvad om han har kuns faa — tør vi vel sige det uden Undseelse — kuns gandske faa Tilhørere. — Hvad Haab for Oeconomiens Forbedring! — Hvad Ære for vore unge Cameralister. — Skade, ak den nye oeconomiske Profession ikke har tillige faaet de sædvanlige academiske Laugsrettigheder; thi vi troe dog at det gamle System engang vil staae ved Magt; — men større Skade, at man skal nødes, til Videnskabernes Opkomst, at fremønske en Slags Tvang, der altid vilde være unødvendig, naar enhver indsaae sine Mangler, og de Pligter han skylder Staten, i hvis Forfatning Tiden ikke sielden kan formodes at give ham en Indflydelse, der ofte, i Forhold med hans Fortienester, bliver alt for vigtig.

No. 8.

Idyller og Samtaler. Trykt og tilkiøbs

hos Aug. Frid. Stein for 20 Skilling, stor 8 og et halv Ark 8vo.

Glade og roelige Timer paa Landet, siger Forf., have frembragt dette Foster. — Vi synes at kunde spore Sandheden deraf ved Giennemlæsningen. Alt deri karakterise-

rer det muntre Genie og yttrer de meest levende Fornemmelser. Samtalerne, som findes her, ere for den største Deel imellem gamle danske Hyrder og Hyrdinder, og disse udmærke sig ved et besynderlig simpelt, naiv og ædelt Sprog. Vi vilde udskrive til Prøve lidet af Samtalen imellem Sarraka og Beive: Beive: „En Smiil af dig, du sortøiede Pige, er meer end al den Glæde Jumala eier. Naar du yndig, skalkagtig leer, din lille Mund trækker sig i Folder, da synes mig den liflige Maane at male sit Skin i de svævende Bølger. Min Sands, mit Syn, min Forstand forgaaer ved at see paa dig; De ere heftede paa dine Øine, paa din Mund, paa din Hals, paa dine sneehvide runde Bryste; Lad mig der samle dem op igien.„ Sarraka: „Du begierer dit eget; Ræk mig din lille Mund, farved med Morgenrødens Farve, lad mig see din Aande i mig; Læber hefte til Læber, vore Tunger kysse hinanden; Ak at jeg var hos dig! Dog dit Billede staaer indpræntet i min Siel, i mit Hierte; Jeg tænker ikke i mig, men i dig. Men Ak søde Nærværelse!

31 du er snart forsvunden, Lampen er næsten udbrændt; Veien er lang: Nødvendigt er det at skilles ad; Tænk paa din Kiereste.„

Vi have intet at tillegge, uden dette Ønske, at Forfatteren ofte maae nyde saadanne Timer, der kunne frembringe saa smukke Fostere.

No. 9.

Samtale imellem en Norsk Bonde, Biug Leguison, og en Dansk Bonde, Tomes Pedersen, angaaende den førstes Lyksalighed i hans Friehed, og den sidstes Ulyksalighed i hans Trældom, i Anledning af det niende Stykke i Samlingen af Forsøger i de skiønne og nyttige Videnskaber og Bibliothekets No. 10. Betænkning derover. Trykt og sælges hos A. H. Godiches Efterleverske for 8 ß., 2 Ark 8. Denne Forfatter taler, som han kunde være indblæst af en Siellandsk Bondeplager; Han veed intet at sige om Nordmandens lykkelige Friehed, men alle hans Besværligheder og Byrder veed han levende at male, hvilket gaaer saa vidt, at han vil indbilde os, at den trælbaarne og fortrykte Siellandske Bondes Vilkaar endnu ere taalelige og lykkelige frem for den frie Nordmands. Men at den

Norske Bonde, som Bonde, har sine Besværligheder, og at Friehedens Fordeele ikke ere fuldt saa glindsende i sig selv, som Hr. Bulls maleriske Poesie har foreviist dem — dette behøvede Forf. ikke at spilde 2 Ark Papiir for at sige os.

No. 10.

Skole-Atlas, indeholdende Jordbeskrivelsens Videnskab efter de Homanniske Landkorters Anviisning, og uddragen af det Büschingske Geographiske Værk ved Nicolay Jonge, Sognepræst for Allerslev Meenighed i Sielland. Hos Forlæggeren J. G. Rothe i No. 8. paa Børsen for 2 Mk., 19 Ark 8.

Alt, hvad der hielper til at lette Underviisnings-Arbeidet saavel for Lærerne, som den uerfarne Ungdom, har Ret til vort Bifald og bør altid være os velkommen: I den Henseende bifalde vi ogsaa gierne deres Begæringer, der have formaaet Forf. til at giøre denne liden Lærebog almindelig brugelig. — Den er paa Dansk, (og hvi skulde vi ikke have saadan en Bog i Modersmaalet?) og har det Fortrin, at den sparer Begyndere den kiedsommelige Provintzers og Steders Eftersøgning, hvis Beliggenhed her er bestemt. Hvad dens Nøjagtighed for Resten angaaer, da er det nok at sige, at den er et Udtog af Büschings fortreffelige Verk.

Fortegnelsen over Trykkefrihedens Skrifter III, stk. 2

17

Kritisk Fortegnelse

over alle udkomne

Skrifter,

siden