↩

Prestens Lære-Digt

i Anledning af

Philopatreias Anmærkning:

om

Geistlighedens Indkomster

med vidtløftige dog ey overflødige Roter,

Gud forhindre hver Prest fra at vandre paa Bileams Vey faa skal selv Prophetens Lyst at forbande udbrede Velsignelse over Standen.

4de Mosebogs 22de og følgende Capitler, confereret med 2den Petri 2 Cap. 14, 15 Vers, og Aabenbar. 2 Cap. 14 Vers.

Nullibi 1771

2
3

Skiælv Præsteskab i sær! Philopatreias truer Den Stand med Undergang — see, hvilken Helt fremstaar! —

Alt vakler Rettergang; — Proprietairen Gruer; — (1.) Hvad Under da, hver Prest snart faaer sit Bane-Saar?

Men hvo er denne Helt! der frek sig saa formaster, At taarne sit Olymp' blot (2.) af Beskyldninger, Stolt vittig klavrer op, og Løgn paa Ondskab kaster, For at bestorme Dem, som Himmelen Har kiær?

(1.) Vor vittige Polyhistrio har (foruden sin sidste og værste Anmærkning om Geistlighedens Reduction, der visselig kroner Verket) skrevet tvende forudgaaende sprenglærde Stats-Marimer, hvis Qvint-Essents er: At faae Rettergang ophævet, og Herremanden lemlæstet.

(2.) Denne Allusion hensigter til den bekiendte Fabel om Titanerne eller Jordens Børn, der opkastede det store Bierg Olympus af mange sammenvæltede Bierge for derfra at bestorme Jupiter.

4

Vanartig Bie! der ey som Bien Honning trekker Af giftig Urt, men Gift selv af den søde Skrift. (3.)

Du Skrift-Fordreyer! trods din Mester Sathan frekker', Der mod Guds Tieneren udspruder Avinds-Gift.

Men Gud! — Du throner høyt, og leer ad dem Dig

spotte

I dem Du sender. — Du — fordærve skal hver een,

Der stolt og Ond sig tør mod Herren sammenrotte,

Ja Du bevarer vist Din egen Øye-Steen (4)

Forræder, blues da! — som troer: til Statens Ære Og Tarv det tiente, om den Stand meer Indpassskeer,

For

(3.) Vor smule Keiser (i det mindste i Projectmagernes Rige,) spotter de Geistlige, ligesom den affaldne Keiser Julianus fordum de Christne, med selv Christi Ord: salige ere de fattige, og flere misbrugte dyre Skriftens Sprog; og ligesom Fristeren til Frelseren Mathæi 4de udelader: paa dine Veye, saa glemmer og Philopatreias i dette saa ilde anvendte Sprog i Aanden ude (Math. 5. 3. v.) eller dog forandrer I til De (Lucas 6te 20de vers—) At jeg skal fortie hans Sophisterie om Disciplenes Fattigdom; ret som den Herres Christi Sendebud nu omstunder enten med Peder knude giøre Mirakler, eller med Paulo Tælte; eller som om Vi ligesaa lidet som Apostlerne vare Lemmer af Staten, og derfor uberettigede til anstændig Udkomme; eller som om Meenigheden endnu var sindet som fra Begyndelsen, at bære alting frem for Apostlernes Fødder — — ney vor blot vittige Forfattere driver endog Spot med Offringer, og vil aldeles have høytids Offer og Accidenser Afskaffet.

(4.) Zach. Proph. 2det Cap 8 vers. Conf. Ps. den 105, det 14 og 15. vers, giører mine Propheter intet ondt.

5

For hvilken Verden saa kun ringe Agt vil bære, Som ved meer Velstands Savn sig meer foragtet seer. (5.)

(5.) D. Eachards the Grounds and the occasions of the contempt of the Clergy and Religion — her spørger den engelske Forfatter: „ kan den Geistlige ey ligesaavel ligge paa Fiær som paa Straae, og er han derfor strax vellystig, lad, blødagtig? — og taber han vel alle himmelske Naadegaver, fordi han har en Spare Skilling tilovers til Livets Beqvemmelighed, ja vel og en god Bogs Anskaffelse?— eller er han strax stolt, yppig, hovmodig, fordi hans Huus just ey staaer paa Krykker, eller fordi Skorsteenen rager een Alen høyt over Straataget? — Hvordan kan vel en Mand i et poenitents-Kald opdrage sit heel eller halv dosin Børn? — hvilken Klædepragt! naar hans Velærværdighed i Aar kiøber sig en gammel vendt Prestekiol, for ad Aare at spare sammen til et par nye Buxer? — hvor vel sømmer det sig for den, der i Dag staaer for Herrens Alter, at han i Morgen selv skal staae paa sin Mødding at bryde paa? — Ja hvilket Syn! at skue den Guds Mand komme trækkende med sin eeneste melancholske Koe? eller see ham kiørende paa een blød men melet Mølle-Sæk, eller siddende paa en Kurv, hvori nogle Ender eller et par kalkunske Høns indsperres, hvis røde Hoveder stikke frem under den canoniske Kiortel? - - kan vel sligt Optog bestaae med meenighedens tilbørlige Ærbødighed eller blot middelmaadige Agtelse for Standen? Men uagtet Geistlighedens kummerlige Vilkor at ville paastaae: ovenmeldte at være overdrevet, eller dog slig Forhold ingen nødvendig Følge af deres Tvang, er at modsige Fornuft saavelsom Erfaring, saavidt D. Eachardt - og jeg vil taknemmelig lægge til: at det saavel er Dannemarks Ære som og maaskee vigtigste Fortrin fremfor Engeland, den bedre Forfatning og Befolding med Geistligheden; men dette sande Gode misunder Philopatreias ey blot Standen men Staten.

6

Da Prest maae Meenighed besvære, ja forsømme, (6.)

Fordi han en utrængt sit Kald kan forestaae;

(6.) Her maae igien min Engelskmand tale. „ Hvormangen Præst (siger han) maae for sit Huusfuld Børns skyld (der ey kand leve af Texter og Dispositioner) paa en utaalelig viis leve af sine Tilhøreres Maade; og nedlade sig til Nedertrægtighed , der nødvendig viis maae giøre ham forhadt og foragtet? — ja den Præst, der maae borge sig frem, og neppe fra Prædikestolen af tør kaste sit Øye paa nogen af Meenigheden af Frygt for at treffe een Creditor, og som formedelst Pengetrang end ikke tør see sin Degn frit under Øyne, hvor kan vel en saadan Prædike med Eftertryk og Frimodighed? Og latter et andet Sted heder det i denne Andleednig. „Man skulle før med Rette fordre Trøst og Opmuntring af en Mand, der plages paa eengang med Gigt, Podegra og Steen, end vente opbyggeligt ordentlig Fordrag af en beknyttet Præst, der mod Enden af Ugen lister sig hen for at Studere i en skummel Afkrog, hvor han foruden Concordansen og sin troe Postill, har en (dog kun saa liden) Bibel, at den umuelig af egne Kræfter kan blive liggende opslagen for ham. — Istæden for Boghyller ziires Veggen med et Reeb, en Øre og en Saug, der til at forekomme Præstegaardens totale Ruin, er ophengt nest ved den Mørke Gluk eller Vindue, hvorfra Presten midt i sine fordybede Betragtninger maa holde Øye med de befrygtede Exfeqverere fra Amt-Stuen, og hver Minut adspredes med ængstlig Nærings Sorg for Mad til paa Søndag. — etc. hvad Under? legger derfor D. Eachard til mod Slutningen af sin Bog (der hvorvel Trykt til London 1670. passer sig dog alt for meget paa Philopatreias Forslag net op 100 Aar efter) hvad Under, siger min Engelskmand, „ Om den Geistlige i Fortvivlelse forlader sin Mørkhedens Bolig, hvor Mad og Drikke sielden kommer, for at ombytte med Lysere og Lystigere Steder, hvor begge Deele findes i Forraad? Men her maae han, der ikke Bander selv, tangs høre paa dem, der giøre det; og hvorvel han giør

7

Og Tiende-Yder vil ved Tab for seent bedømme (7.)

sig Samvittighed over at lade den Forlorne gaae hen i Synd og Fordervelse, saa staaer han dog Fare, ved at Prædike Ordet i Utide, at gaae sit Søndags Maaltiid qvit; da en blot alt for alvorlig Mine til en al for kaad stor Herre let kand stille vor Geistlige ved Livets-Lyst og Baade. — Saa beqvemmer alt for mangen sig for Kummer, til at helliggiøre med deres Præste Nærværelse de Vanhelliges Forsamling, hvorved Lauget først kommer i sin rette Es, og naar Presten griber til Glasset, kalde de ham Hr. Magister, byde ham Drikke frit, og lade Skaalen gaae rundt.

(7.) Forslaget (med mindre man forud setter Vold og Uretfærdighed) det billige Forslag til Tælningens Ophævelse; og Tiendemaadens forandring er: at 1, 2 a 3 Vangeskifter, som gemeenlig udgiør 3, 6 a 9 Aar, sammes bevislig oppebaarne Tiende i Straaet ungefær anslaaes til Afgift i Skieppen efter Aaraangen, derpaa sammenlegges, og med 3, 6 a 9 divideres, hvorefter Aarlig Sæde afgift i Skieppen bestemmes. - Eller hvert Aars Tiende i Straaet, Hvis ungefære Afgift af Traven i Skieppen var udregnet, kunne efter hvert Aars Cappitels Kiøb anslaaes i Penge, og een proportioneret penge Afgift af den sammenlagde Penge Sums beløb for Fremtiiden Aarcig fastsettes — enten Grunden udviides eller indskrenkes, forbedres eller forverres, kort enten Tiendetageren eller Tiendeyderen derved vinder eller taber. — O hvor dette glimrende Project synes men det er Og alt — thi ved Følgerne lide saavel den ydende som nydende Part begge Skade. 1. Hvad mere ubilligt? end naar Jorden giver rigelig sin Grøde, og Sæden følgeligen Gielder mindst, at Tiendetageren da ey eene faaer mindre end ellers sin Rettighed efter Tælningen, men derhos dette lidet anseelig formindsket ved Sædevarenes formedelst rig høst forringende Priis? dog langt gruseligere 2 Fald! naar Agerne, for Exemempel: giødes, men med Blod, og Jorden ey Dyrkes men vel fortrampes af Heste, at Tiende yderen ligefuld

8

Forandring indbildt Ondt vist værre giøre maae (8.)

Skulle erlegge sin bestemte Afgift i Sæd eller Penge. — Dog ey blot i denne værste Fald, men selv ved mindste forefaldende Misvext, hvilken kiv da imellem Præsten og Decimanterne! og formodentligen fik han sin Betalning, naar all Verden først var udbetalt, Ja blev udsadt den visse Bebreydelse af en Mammons Dyrker, hvis Præste Sek bliver aldrig fuld, og hvis Hierte hænger ved Verden, den usle Verden! som kun de Verdslige troer sig eene berettiget til at elske. Til Beviis spørges Philopatreias: Hvi han, som en Viisdommens Søn skal gaae nøgen? en anden Sag er det med Daarligheds Prædikantere.

(8) Langt mindre Vanskelighed har det formeente Onde med Tælningen, hvorved knap Afgiften føles, og skeer ey med Ulyst og Tvang (som om det første blev til Paalæg og Stat) men med desto større Lyst jo meer haves at yde; eftersom det tilmed skeer paa den beqvemmeste Tiid og Maade, til Sikkerhed for Lageren og Lettelse for Giveren; med mindre begge Parter sinde sig tient med frivillig Accord, som hverken Herskab eller Andre i saa Fald med List eller Vold bør torde forhindre — Dog møder een Indvending mod Tælningen, nemlig Sinkelse og Tidsspilde, thi alle andre Misbruge, ere ved de viise Forordninger temmelig forebyggede; Men og denne Sinkelse kan forekommes—vel er jeg hverken Lovgiver eller Projectmager, men vil dog frililigen nævne een af mig brugelig Maade til uden al Tab at spare Møye for mig selv, samt vinde Tiid for mine Sogne.Mænd. — Dagen for Tælningen foresige de, som forlange talt, hver Aas i Vangen efter dens Beliggenhed, samt hvor mange Skifte eller Agre der indeholdes i Aasene, og hvilke blant Byemændene der have forskiellig slags Sæd i deres Skift, eller og udyrkede Agre i Aasen? denne Opskrift forelæses og bejaes af dem; hvorpaa neste Morgen tidligen (før Tælningen ellers kunde begyndes, hvor Regen skal endelig udtages) vælges een af ofte en heelsnees Bymænd, for hvilken i et par Timer aftælles (hvilket for hver i sær af Flokken ey

9

Og Levi-Slægt, hvis Arv var — og bor maaskes være — Blot god Opdragelse (9.) skal vorde Udyds Rov Naar Mood, Lyst, Tiid og Raad betages Dem som lære Børn Bøger Embed selv faaer viige Hungers Lov.

A 5 Da

forsigtigviis kunne skee ringere end et beeilt par Dage med een Tæller, og flere kan sicldcn skaffes, helst naar flere Byer paa een Dag fordre talt) har nu den der tælles for rigtig efter sin Angivelse, saa staae de alle til troende, og da det imidlertid lakker op ad Formiddagen, saa det er tienligt at kiøre ind, saa giver man mig net op min Andeel, Hverken paa beste eller værste Sted, men (efter at have forbeholdt sig Sædekorn og lidt mere) hvor jeg for resten vil have det. — Hvorved og al Tvist om det løse, der kaldes Slud, og i min Egn er fast meer end det bundne, falder bort, siden jeg tager de mig tilkommende Neger med deres tilhørige løft paahyllede Slud og intet videre. 2 har derimod den, som blev talt for, l eller flere Neger at yde i Tiende over sin Angivelse, saa have alle forud samtykt: at give lige saa meget over deres angivne Tal imod Regress til den, der blev greben i Tiendesvig; hvorved altsaa Tælleren kan viide sig tryg, og ingen fornærmes uden Fornærmeren, som lærer Selv og de andre med at angive ærligt een anden Gang. — I øvrigt treffes som tiest Accord, saa har jeg for Exempel i Aar af 90 Decimanter ikkun annammet en halv snees Traver

Byg in Natura.

(9.) Tilstaaer vi, hvorvel uden tilstrækkelig Grund, at Præsten skal kun fødes ey feedes; saa bør man og tilstaae os: at præstebørn, denne Videnskabernes plante Skole, bør (som et Seminarium til duelige Borgere i alle Stænder for fremtiden) arve noget mere end blot qvitercde Regninger i det mindste vid og Dyd; men kun dette erholdes ved god Opdragelse, hvilken igien fordrer Bekostning — I mangel af at kunne anvende noget paa vore Børn, bebreider endog Bapisten den gifte protestantiske Geistlighed, at det var fuldt bedre med Kloster Munken

10

Da først skal Prestemand til nærig Kiøbmand vorde, (10.)

Ja nedrig Pranger, Al hvis Vid kun Vinding blier. Sult Hyrden! det vist faaer undgiælde dine Hiorde — Elsk ham! saa troe han staaer, naar Leye-Svenden flyer.

Og hellig Preste-Dragt, hvad hialp den at forandre? Best Tarveligheds Skiul den lange Kiortel er,

at henleve ugift, end at Prestebørn til Standens Vanære ofte for Armod nødes at staae bag paa mangen maadelig Herres Charet, eller kiøre hans Heste. — leg til: hvor mangt eet Prestebarn, der reent forfalder, ja vel og offentlig afstraffes for slige Forbrydelser, som de vel neppe skulle grebet til, om en de forarmede Forældre før Tiden havde maattet slaae Haanden af dem. — O skam dig, Philopatreias! der selv til Statens Tab søger at skade endnu ufødte Slægter.

(10) Men vor Preste-Dadler opholder sig og over at, Geistligheden eyer Årtier — — O var dette kun sandt om ret mange, da var det vist godt. — Hvortil? til at en Prest ey skulle ligge en Skielm i sin Grav, og til ved Godgiørenheds Beviis at legge Vegt til vor Barmhiertigheds Præken, helst hver Stodder som kommer til Byes spørger allerførst: hvor boer presten? men de skulle før bande end takke, om man afspiiste dem med en spotviis saa kaldet Preste-Daler, nemlig den Høyestes Velsignelse. Confer. Jacobi 2 cap. 16 vers. Dog fik Philopatreias os vort lidet formindsket, hvo kunne da giøre vel og meddeele? Ja da nødtes vist hver Prest med eller uden Skumlerens Forlov at afgive virkelig Kiøbmand, og for Trang nedlade sig til at drive Forprang med baade Heste og Stude, og (som vel før er feet) med Jagtpidsken under Armen paa offentlig Market kikke hver Hest i Munden og maale Studen mellem Hornene, da en slags Nødvendighed i de kummerlige Kald (saasom paa Vesterkanten i Jylland) giør Presten mod sin Lyst meer stubeviis og hesteklog end Prangeren, ja nesten saa kyndig paa al slags Handel som Philopatreias selv.

11

Ja Lasters Skrek, (11.) Nu flux kan Prest ved Natten

vandre

Til Syge trygt fordi udmerket Dragt han bær.

(11.) Herpaa tiener til Beviis mangt et Selskab af Lastefulde, som betages af en vis Ærefrygt, naar den geistlige (kiændeliq ved sin Ordens Dragt) træder frem; da ofte den drukne vorder ædrue, den frekke feig, og Spotteren taugs. — Hvilket dog meest giælder om den gemeene Almue, der ey endnu have tabt al Ærbødighed for den Mand, dertaler i Guds Sted; thi den finere Deel, som ofte opholder Sandheden i Uretfærdighed, de forstumme vel neppe? men meget meere ansee for et Kald: at bande des Høyere, just fordi Presten kom til. — Dog lad ham end hverken i lang eller kort Kiortel kunde bedre disse Forhærdede, saa tiener dog hans Ordens Dragt ham selv til Hinder fra at tage alt formegen Deel udi visse Slags Forlystelser, saasom Viinhuse, Ball, Comoedier, hvor han formedelst Habiten falder alt for stærkt i Øynene. — Og hvorvel jeg i vor muntre Tids Alder er i største Forlegenhed med den authoriserede Forklaring: hvor ;Dants, Spil, Comoedier, Kroergang, kaldes altid Synd i sig selv, men om Helligdagene dobbelt Synd. Saa holder jeg derfor dog ey for pedanterie og Overtroe: at den Giestlige afholder sig fra Ball og Masquerade , Opera og Comoedie. — Dog borttag Prestens lange Kiortel! hvad giælder? der findes den lætsindige i vor Orden, om hvilken i det mindste fortælles: at de afkaste Aaget, sigende: der ligger presten her staar Manden; og hvilke altsaa ubehindret og uden al Blussel skulle rekke Samfunds Hænder til Youngs muntre og modige Centaurer, som med elastiske Spring hoppe hen over al Dyd og Ærbarhed, og træde Lov og Evangelium med Fødder — spørg selv den værdige Philaleth ( der saa vel svarer til sit Navn af Sandheds Elsker, og hvis saa syndige som sindige Svar for Geistligheden Philopatreias selv med al sin Spotte-Viid knap tør vove sig ved at modsige, og ingen Upartiist kan nægte sit fulde Biefald) han

12

Men Penge Løn, helst eens for Alle, hvad kan være Meer uviist? -— thi just nu Ulighed Lighed voldt; Forskiæl gav Skiællig Løn Fortienester til Ære (12.) Vend op og ned! saa mindst fortient mest Løn erholdt.

vidnee: at have kiændt meer end Een blandt disse Geistlige, efter hvilke Projectmageren vil have vor lange Kiortel reformeret, der ved sin mindre udmerkte Dragt frit har udøvet slig Forargelse, der forlængst skulle skilt en Luthersk Prest ved baade Kald og Kiortel.

(12.) At net op Ulighed i Indkomst udgiør langt meer proportioneret Lighed end om alle fik eens, dette er klart i meer end een henseende. Saaledes for Exempel faaer den, der boer Dør om Dør ved sin eene Kirke, ey just saa rig Indtægt af sin liden Meenighed, som den der er forefadt tvende folkerige vidtløftige Sogne; men saa har hiin igien mindre baade Udgift og Møye. — Saa er og Tienden, som den væsentligste Indtægt for Landsbye-Presten, ey slet saa indbringende paa udpiint Herremandssom paa Kongens-Gods; men saa oprettes atter dette Tab ved anseeligt Offer og adskillig Høflighed af de Herskaber og andre Folk af Stand som findes i Proprietair Prestens Sogne, isteden for mangen Kongens Prest paa høyt en Møller nær har forresten lutter Bønder til Sognefolk. — Og er disse Kald endda iblandt noget større end hiines, saa er og i de fleeste Egne en ganske anden og mindre bekostelig Levemaade. Fremfor nær ved Hofferne eller i Staden: Hvorfor og Presten yderst i Provintserne før efterlader sig lidet i sit ringe Kald, end den mavre Philopatreias seede Prester i de dem misundte store — Slig Forhold da mellem Møyen og Lønnen, og selv Forskiæl paa Egn og Levemaade, Indtægt og Udgift, ophæver temmelig den formeente Ulighed paa prestekald, naar Mangler og Fordele lige veyes, og Sagen fra alle Sider skues. — Imidlertid er og bør stedse være nogen Forskiæl i den geistlige saa velsom verdslige Stand; saaledes er det unægteligt bedre at være prest til Holmens fremfor til Anholtes Meenig-

13

Og Penge i et Land, hvor Penge er saa rare, Ja læt ved Krig og Nød kan vorde rarere, Saa tabes strax — og meer i Tiden —- saa staar Fare: At tiene uden Sold tidt Herrens Tienere. (13,)

hed; men mon og ey en Wöldike, Hviid, Bildsö, Hee, være gandske andre Mænd end Presten paa Anholt, Som Holberg i sin Peder Paars characteriserer? og hvi skal den geistlige Stand allene favne Fliids Opmuntring og Dyds Belønning? — Af disse Grunde er da Beviist: at Liggiørelsen i Indtægt just skulle forvolde den fornærmeligste Ulighed for de meest fortiente af Geistligheden, hvilke man i saa Fald kom til at aflægge med at vorde Hospitals Preste, hvorvel de formedelst dem betroet større Pund, og forhvervet meere Duelighed) vel kunne have Lyst at virke i en mere udviidet Cirkel, saafremt ey mindst Møye (efter vor umvedne Viises Forslag) fik meest Løn. (13.) Vort delphiste Orakul har og yttret et Ønske, men ey viist Mueligheden, at Forskaffe Presterne penge til vederlag for deres nu in Natura hævende Indkomster. — Men herved tabte i ald Fald alle Prester; thi hvo skulle holde Dem skadesløs? Tiende-Yderen vil og kand ikke: og var vel Kongen tient med at giøre det? saa maatte han i det mindste igien lade oppebære Geistlighedens Offer og Accidensier Sæde-og Qvæg-Tiender, med videre; De som nu skulle inddrive alt dette burde jo ey lønne sig selv, som burde de altsaa lønnes for Møyen? her gik jo allerede en stor Deel af Indtægten bort: — Men endda hverken kunne eller skulle De, enten saaledes lempe sig efter Bondens Leylighed, eller bringe nær det ud, som naar Presten selv in Natura hæver og best mueligt bruger sin Indtægt. Dog lad første Tab ey komme i Betragtning, hvad enten Presten skulle, eller Kongen ville lide det, og give Enhver fuldkommen Penge-Værdie — men det bliver stedse den ældste og største Indvending mod nok saa skadesløs og proportioneret Pengeløn; thi visse 100de Rixdalers Indkomst for-

14

Ey nævnes Siele-Sorg, til Spot det maatte tiene, — Og Prækener, de jo af Ermet rystes ud? —

Men verdsligt Bryderie og Skriverie, skal eene Prest giøre sit og alt, og tiene Skat og Gud, (14.)

slog langt meer for et Aarhundrede siden, og vil i Følge af den overhaand tagende Yppighed forslaae langt mindre om nok et Aarhundrede, da derimod Indtægten in Natura stedse stiger med Overdaadigheden. Og selv i de verste Fald kan Presten under værende Forfatning leve, om ey saa rundelig saa dog saa tarvelig, da Jorden stedse faaer dyrkes, alleslags Liv-Vahre tillegges, Brudefolk vies, Børn døbes med videre, hvoraf Presten stedse faar sin Andeel; da derimod Vederlaget i Penge let torde udeblive, naar de almindelig Pengekilder udtømmedes eller fortørredes, og selv Kongens Casse desformedelst blev tom. — Best derfor at Votere med Borgemester Bremenfeldt: ey af Lyst til at forblive ved det Gamle, men fordi den Gamle Tiende maade (§ 7 og 8) er beviist: at være mindst skadelig og meest tienlig for saavel Kongen og Staten, som Bonden, Borgeren og Presten. —

(14.) Var denne Ondskabs-Martyr værd at overbevise: om hvad Uret han giør Giestligheden, naar han vil formindske Dem Lønnen, som han kalder alt for stor i Forhold til Deres Arbeyde; saa ville Jeg just ey bede ham veye Siele-Sørgerens Ansvar og Møye, thi det forstaar han sig vel kun lidt paa? men som en politisk Atlas, der med sin Kiempehaand holder hele Staten i sin Ligevegt, burde han dog nedlade sig til at betenke: at Sogne-presterne saa villigen som pligtigen forrette adskillige Verdslige Sysler til Statens Tieneste, saasom Attester, Sundheds Sedler, Indberetninger, Regnskabs førelser. Tabeller, Mandtaller, og saa videre; og just nu, vi udi Extra Paabud liggiorte med de Verdslige, skiønsom glædes ved vor virkelig tunge Pligt Extra Skatten betreffende, see saa er Philopatreias Øye ondt fordi Kongen er os god, og saa bebreides vi af denne frekke: at have for lidt at bestille og formeget at leve af; Ja han udla-

15

Og deres Løn endda som altfor stor indskrenkes?

Ja nogle settes af som overflødige? —

Og dette Kirke Ran saa til Armeen skiænkes? Filoupatreias skiælv ved slig Forgribelse!

der sig paa een Maade: som ville han drage fra Biskop Stolene og lægge til hans Generalater, da dog ingen Bisp har fierde Parten til Indtægt af det en General (der dog ey var en Helgen hvor fanst. han kaldte sig) efter Rygtet har til Pension alleene — saa trues og Sogne-Presten med Afdrag for at lønne Obersten; ja han vil endog have nogle af Presterne reduceret; for (som det synes) dermed at recrutere Armeen. — Hans egne Ord „ere disse: bleve ikkun Geistlighedens Indkomster formindskede, da ville Vi vist finde flere lærde skiønt færre fede Preste; men saalænge en Biskopsstoel er bedre end et Generalat; og et Sognekald bedre end een Oberstes Charge, da vil neppe Hovmod, Gierrighed. Vankundighed uddøe af den geistlige Stand. pag. 34. Vi ville nu springe over den Sladder. om al den Ære han har for Standen i Almindelighed; thi Philopatreias Agtelse udgiør vist nok Standens Foragt; ligesom al hans Spottevid, Fedmehad, beskyldninger og Vanære, giør Geistligheden virkelig Ære men pag. 35 lægger han nok saa kiændelig partist til: „De Geistliges Au» tal er alt for stort, en Kirke kunne gierne besørges med mindre end 3 a 4 Preste, & c. og pag. 36 naar nu Lemmerne i den geistlige Stand bleve færre (som de gierne kunde være) kunde Overskuddet giøre Tieneste i en anden Cirkel; den militaire er alleene den, hvor ey Tallet lættelig kan blive for stort — — O! Hvilken Galimathias! — — Dog siden vor lærde us — us, som han selv kalder sig pag. 43, praler sammesteds at forstaae 12 adskillige Tungemaal, saa faaer jeg end engang bede ham hente Svar hos D. Eachardt, hvor han saaledes udtrykker sig. „Jeg kiender mange blandt de verdslige, der gemeenlig faare beknyttes for

16

Ak fæle Følger, som hver Biis med Redsel skuer Hvor Smag og Vid og Dyd og Fromhed lide skaar Naar Sædelighed man med Geistlighed forkuer Da rase Laster frit nyt Barbarie opstaaer.

Dog hvad: om sligt til Tab ey blot for Staten bliver Men Hovedet? —- thi hvo var meer Monarkens Ven? Hvo præker? Keyseren, det ham tilkommer, giver! Hvis Skyld? hver Borgers Skiød tryg Seng for Keyseren.

Hvis Raad sin eene Søn og sidste Skiærv erlægge;

At yde, lyde, hvad Guds Billede paabød. —

„Geistlighedens indvortes Siæle Tarv; og des Aarsag ret af Hiertet ønske dem en gandske liden Deel i det timelige, af Frygt de ellers maatte staae Fare for at liide skaar i det aandelige; — dog tænker Jeg: de kunne gierne spare sig denne Kummer, siden Hendrich den 8tende dog saa dybt har ydmyget Standen; thi da han kom i Udstand med Paven ved sin Dronning Catharines Forskyndelse, lod han sig selv udraabe for Kirkens Overhoved, aabnede saa Døren for alle Munke og Nonner, og bragte derved over for 25 tønder Guld af geistligt Gods til sig — og til Slutning lægger D. Eachardt til. Jeg vil just ey smigre mig med det søde Haab: At alle de store Indkomster, Kirken har mistet, skulle gives den igien; thi saa dydige Dage opleve vi vel neppe. — Jeg vil og — legger han strax til — ey her tale stort om de forrige Kon gers og Parlamenters Almagt, eller tvistes med nogen: om alle Hendricher af Verden, med samt deres mægtige Parlamenter, have havt Magt at anvende til andet Brug det, som eengang er henofret Gud og hans Tieneste? —

17

Mon Amtmand, Striidsmand, tidt kun spæde Herrer begge,

Mon de til Krigstiid vel Fortvivlelse afbrød? (15.)

en Prest ved Herrens Ord best Thronen kan betrygge. Kun Skriftens Bud og Trøst hver Pligt giør sød og

let. —

Hvi skal den Stand, hvis Lyst er efter Eed at bygge Regentens, Rigets Vel, fortrykkes? — er der ret?

(15.) Denne Betragtning læste Jeg for en halvsnees Aar siden paa det stærkeste forestillet i et da nyt udkommen Tydsk Skrift af Hr. Abt, von Verdienstbetitler; der ey blot giør sin Forfatter men selv Tydskland Ære; hvilket Jeg dog (af mangel paa Raad til at kunne kiøbe nye eller gamle, smaae eller store, smukke eller lærde Verker) ey selv har i Eye — men til min Trøst fandt Jeg dog et Interresant Stykke deraf anført af førnevnte Philaleth, Hvoraf Jeg intet Ord her vil afskrive, for at nøde min Læser selv at læse dette saa sagtmodige som friemodige Svar til Philopatreias. — hvilket først læst, saa er — — om just ey alle de smaae Piecer, der ere udkomne i denne Anledning, og hvor uliige de end ere, dog alle Have den beste Hensigt — - saa dog denne min Læredigt nesten overflødig. I det mindste har Jeg ey skrevet saa frie for al Passion fom Philalethes; men Prestens Læber har dog høgt at bevare. Sandhed, og nesten er

18

Viid! medens Prest er Prest, er Liv Vagt kun Parade;

Men hæv Religion! saa dræber Vagten først. (16.) Døm nu Monark! — hvem vil Philopatreias skade, Om de fornærmes, hvis Indflydelse er størst?

Selv

Jeg af de Tanker: at Enhver (paa mig selv nær) vil og bør holde mig min Nidkiærhed ja vel og Heftighed til Gode, da der hør skarp Luud til Philopatreias Hoved.

(16.) Denne Sats har den saa gode som store Gellert udført, i een (af den hældige Lodde oversadt Fortælling i Biekuben No. 16.) hvis Overskrift er: Prindsen og den fromme General; hvor hiin, som just er ingen Den af Religionen, i følgende Udtryk ongefær tiltaler den værdige Christne Helt:

O Printz!

Hvor for vil du min Troe med saadan Tale plage,

Og mig, mig arme Mand i Liv og Død betage All Trøst? hvad har jeg giort, som dig fortørnet har? Slet intet, sagde hin, du est en tapper Mand, Min allerbeste Underdan,

Din fromme Overtroe jeg kuns ey lide kan,

Giv denne over: „Ney, jeg den ey overgiver.„

19

Selv er jeg Prest; (17.) mit Navn, dog kun forseiglet, følger;

Ey heller, om jeg dig befaler det? „O Rey

Det er imod din Pligt; Gud ene er og bliver

En Herre af min Siæl, al Verdens Fyrster ey. „ Men om jeg af dit Liv nu skulde Herre være?

Det er du og; var Generalens Svar,

Jeg det i mange Slag for dig jo vovet har,

Nu vover jeg det for Guds Ære.

O Daare, raabte han, om ingen Gud var til?

Om jeg, at ingen er, dig nu bevise vil?

Jeg da ey efter Dyd, men Laster vilde tragte,

Og, var der ingen Gud, ey nogen Konge agte;

Ja, du forsikret være maae,

At mange tusende, som tænke ligesaa,

Udi din Krigs-Hær skulde være;

See, Printz, det flyder af din Lære! „

(17.) I Anledning af denne Bekiendelse faaer Jeg lidt nærmere udlade mig for min Helt, at han ey skal tælle mig blandt

20

Asfaphs feede prester, hvis Øyne blive borte for deres Ansigtes Fedme — — ney Philopatreias!

mine Øyne ere alt for store dertil, tilmed besidder jeg den væsentlige Fuldkommenhed: at være Skind-Mager; ja jeg har endog for ret at vinde din Agtelse, du løyer lige Fedmehader! giort mig den Umage at maale mig trindt omkring, og da udgiør mm heele Peripherie blot 27 Tommer i Omkreds; kort: jeg er saa tynd, som du Philopatreias, eller en anden forsulten Autor; der uden enten Kald eller Pund, Pligt eller Indsigt, griber til Pennen blot fordi Maven knurrer. — Efter denne givne Oplysning haaber jeg alsaa: du frit lader mig, eller mit visse Bud, indpassere først i hver sidste Maaned i Aaret, uden at beskylde mig for at være blandt de indviede, Aagerkarle, der have Mastapie med Jøderne; hvilket jeg desuden holder for en kun poetisk Fiction i din hvorvel prosaiske Anmærkning; modtag imidlertid Udfordringen i det smukke Brev til en Høy Herre ,og nevn frit, Du Frietaler! hvem og hvor disse Preste-Jøder ere? men viid i al Fald: at een ærværdig Prestemand veyer op mod et heelt Helvede fuldt af Uværdige — — dog Jødebeskyldningen angaar just ey Landsbye-Presterne; thi disse, seer Du kortsynede, reyse flokkeviis ind til Terminerne, for (som Du siger) at tage Rente af deres feede Kalds Overskud. — Ja, umgekehrt so wirdt ein Schuh daraus — thi medens vi endnu skrive 1700, seer jeg for min Part ingen rimelig Udvey at drage til Byen i dette Ærinde, men vel tvertimod for at give Rente af een anselig Debet, hvorfor jeg paa Legem

21

Det Bispen aabne! om min Konge det befaldt - (18.) og Siel nær har sadt alt i Pandt, og Caution aparte. Ey at nævne en ubetydelig mindre Capital, som min Ven fordum paanødte mig paa mit ærlige Ansigt, men just til denne sidste Termin (ventelig af Frygt: Philopatreias ville giere Rabat i mit virkelig gode Kald til lidt Zulage for en Fændrik, og at min Ven som Creditor fik lide derunder) pludselig opsagde mig, hvor tarvelig jeg end lever og hvor ordentlig jeg end betaler, blot fordi jeg er Prest,

(18.) Nu kunne jeg uden eet Ords Tillæg ende mit Blad, anbefalende Gud sine Tieneres Sag, og mig Selv Læserens upartiske Omdømme; men da et Par af mine Venner i dette heele Lære-Digt intet Ord have haft at erindre uden mod Maaden at være mit Navn bekiendt, den de (uden dog at kunde forklare sig) fandt underlig; saa bør jeg lægge eet ord til for at vise Grund til mit Forhold. — Aldrig kan vor Viise Monark see sin Majestet fornærmet

ved den velgrundede Tillid hver Undersaat har til ham: at han selv prøver alleting og vælger det beste; — følgelig nedlader sig til at høre: hvad endog den allerringeste af landets Børn har til sin og sines Brødres Frelse at skrive, før heele Standens Skiæbne bestemmes: — Altsaa maaskee allernaadist værdiger selv mit ringe Blad blot eet Øyekast. — Men under saa stort eet Haab om den blotte

22

Jeg vældig tale bør; -—— kun Trædskhed sig fordølger Bort feig Forsigtighed! hvor det Guds Ære galdt.

Muelighed, hvor streed det ey mod min allerunderdanigste Ærefrygt for Regenten at fortie mit i Øvrigt umagtpaaliggende Navn? og hvor burde det dernest vedborligere meldes: end hos min forefadte Øvrighed? — hvor det uden nogens Hinder rimeligviis bør henligge til min og enhvers ubekymrede Forglemmelse — — — men nu skriger den sig saa let forhastende Hob anført af Philopatreias hvilken Stolthed! Presten tør haabe at vorde læst af Kongen! — — dog Philosophen sparer mig Svaret: hvi skulle han vel ellers skrive? skulle han klopfægte for at forlyste Pøbelen? eller feide for at hævne sig paa Philopatreias? begge Deele vare alt for uselt for en Prest. — Tilmed frietager denne Linie Forfatteren for al Mistanke at ville misbruge Trykkefriheden til nedrig Skumlen eller fornærmelig Vinding, thi der er Forskiæl paa ordentlig Egenkiærlighed og skiden Egennytte — Derimod skulle Skriftet roses eller lastes som Presten var ung eller gammel havde Venner eller Frender til om Han uvist havde sadt sit Navn paa Titelbladet. — I øvrigt vil jeg tilsidst tiene Philopatreias med et godt Raad: at han ey befatter sig med ordentlig at igiend rive de imod ham anførte uimodsigelige Grunde: men med stiltiende

23

Foragt forbigaaer denne min Lære-Digt med samt dens Noter, og stolt trøster sig ved hans Mesterstykke om Æslernes Klagemaal over ham, og anseer mig som en Myg i hans Hestehale, der forgiæves kand standse hans modige løb, som han erklærer i Adresse Avisen dog skulle han endelig ville svare noget, da giør han best i at ridiculere med at have faaet tilsidst et Svar endog paa Riim og forresten blot declamere over nogle Exclamationer og aftvungne Æretitler imod ham; saa var det og ey utienligt: at udpille visse Udtryk, der for ham, og hver som tænker nedrigt, helst uden for deres Sammenhæng, maatte klinge alt for myndig:, eller for den Partiske synes egennyttige; heraf kunne han som en vittig Sophist dygtig bevise: at just Prestens Digt var Beviis paa Presternes Stolthed og Giærrighed: Endelig bevidner jeg i al Sandhed: at jeg af mit Hierte vender Ordsproget om, og blot hader Forræderiet i hans Skrift, dog uden at hade Forræderen, som jeg hverken har hørt eller spurgt: hvo er? men jeg er

skrevet paa Kongens Geburtsdag.

1771.

Geistlig Patriot.