↩

Nye

Tanker

over

Indholden

af

Philopatrejas Anmærkninger.

Kiøbenhavn Trykt hos Paul Herman Höecke, boendes i store Hellig-Geist Stræde, 1771.

2
3

At nægte denne Mand, som har skreven og til Trykken ladet udkomme

de fremsatte 3de Anmærkninger, den Roes, at han har lært at udføre sin Meening i en reen, tydelig og for alle meget fattelig Stiil, (som var at ønske alle Skribentere ville efterfølge) var høist ubillig, og at nægte, der ei skulle findes de Feil og Laster, som han anfører i de Haandteringer og hos nogle af de Personer, som handles om, det var at stride imod den aabenbare Sandhed; Men at hans Kundskab jo er alt for

4

liden til at kunde med Rette giøre een saa saare ringe Undtagelse blant saa stor en Hob af de opreignede Stænder, for de Feil og Laster, det kan enhver fornuftig lettelig fatte.

Til at kunde kiendes for en god Skribent, udfordres et got Hierte og et godt Judicium; men at ingen af disse Deele findes hos Philopatreias, er kiendelig nok af hans Skrift; thi da var han hverken saa ukiærlig dømmende om sin Næste, eller saa forvoven og dristig i hans Skrivemaade, og han kunde ei paa nogen tydeligere Maade røbe hans slette Judicium, end ved de fremsatte Midler til Feilenes Afskaffelse; ligesom og hans onde Hierte frembryder for Lyset ved de beskiemmelige Characterer, som han tillegger heele Stænder, fast uden nogen Fritagelse.

5

Han vil have Told og Consumption nedsadt, som er temmelig nær skreven mod Majestætens Høihed; thi var slige Paabudder ikke udkrævende, saa bør hverken han eller nogen anden tænke at de bleve paalagt, og af alle Paabudder er ingen taaleligere for Almuen i Almindelighed, end Told og Consumption, da samme rammer meest paa Overdaadighed i fremmede Sager, og paa de Ting af vort eget som best kan undværes til Livets nødtørftige Ophold. Salt-Afgivten var vel det som i sin Tid, saa længe Paabuddet varede, noget, i Henseende til Uliigheden trykte den Fattige, der lidet eller intet Salt brugte, men kiøbte meest alt behøvende hos andre, som havde nedsaltet der, og dog alligevel svarede det samme som de Riige, der ikke alleene brugte en storre Deel til egen Huusholdning, men endog saltede meget meere ned til Udsælgelse; Men dette Paabud er jo for længe siden ophævet.

6

Han vil have en saa kaldet fri Handel; men man kan just ikke vide, hvad hans egentlige Meening er; thi Ordets Bemærkelse kan strekke sig meget vidt. Skal det være en saadan fri Handel, som ville omstøde Landet med nogle Tønder Gulds Bekostning, og de til mange Menneskers Ophold oprettede Fabriqver og Manufakturer, vil nok ikke mange tilstaae ham det i sig selv givne og tilegnede ypperlige Navn af Patriot. Nei, Ulven i Faareskind vil snart blive røbet; og vil han i Almindelighed unde Folk fri Handel og fri Haand i alt hvad dem lyster, gaaer han endnu videre og meget for nær søger at kuldkaste Justitien, om det stod til ham. — Man maatte gierne vide naar Skibsfarten til og fra Kiøbenhavns Reed var større end den nu er. Philopatrejas maae have et Øie at ansee det med efter Behag for stort, som ikkun er lidet, og et andet, at ansee det for lidet, som i sig selv

7

er stort. Men hans slette Indsigt i samme Ting, eller saadant, som enhver kan begribe noget af, røber ham, at han har

givet sig paa et Dyb med hans Raisonnements over vor Handels Beskaffenhed udi

de længstfraliggende Verdens Deele, som han ei vel kan komme i Land af. Han gjorde vel udi at lade andre dømme derom, som Baade har Lejlighed og Capacitet til at undersøge en saa vigtig Sag.

Han vil have alle Under-Rets Procuratorer jaget paa Døren, og jeg veed ikke hvor han vil hen med dem; Men han veed vel ikke hvor lidet et Tal han fik over heele Riget at jage med; thi de fleeste som agerer til Under-Retterne, ere tillige Ober-Rets Procuratorer. Han veed vel heller ikke, at det er i den første Instance Sagens rette Grund skal anlegges,; og feiler det, skal det kun lidet udrette hvad en Procurator for Ober-Retten foretager der-

8

med. Det synes at han vil mestre den høieste Magt i Riget og sammes høipriselige Foranstaltning, som gaaer derhen, at end ikke den groveste Misdæder maae stilles for Retten, eller den mindste Forseelse bestraffes forsvarsløs.

Uretfærdige og uretviise Dommere maae enhver tilstaae er høist strafværdig; men mon saadant ikke har været taget i Agt, førend denne gode Mand underrettede os derom. Det finder dog neppe nogens Bifald, at det skulle være grundet enten i Guds eller Naturens Lov, at tage Livet af en Mand, fordi hans Dom ei kunde staae Prøve igiennem alle Retter; hvor ofte hører man ei en Hiemtings Dom bliver underkiendt for Ober-Retten, men igien confirmeret ved Høieste-Ret. Det skulle nok være rart at producere nøjagtig Beviis paa en Dommeres saa store Mishandlinger, enten under Sagens Procedur

9

eller ved Doms Afsigt, at det kunde fortiene Dødsstraf. Kiære Philopatrejas! lad os være lidet meere barmhiertig, lad ham dog beholde Livet og straf ham paa Kroppen og Pungen, naar han ei gior, hvad Ret er, ja set ham af med Bestillingen; Men lad os derhos see, om det og er muelig at faae alle vores Dommere af saadan Retsindighed og Capacitet, at eenfoldige Folk kan være betrygget ved dem, alleene at lade examinere deres Sag, saa at alle dens Omstændigheder bliver lagt for Lyset. Jeg tvivler meget derpaa; thi der vil dog alletider voxe nogen Klinte iblant Hveden. At statuere et Studium saa ondt og ugudeligt, at ingen stulle være gode deriblant, eller at finde den saa hellig og reen, at ingen onde havde indsneget sig der iblant, er heel absurd og urimeligt; Men mon vi kunde have Aarsag at befrygte, at onde og slette Dommere ville des lettere faae Adgang at forfordeele

10

got Folk i deres Ret, naar de raade alleene for Sagen og ingen Lovkyndig Mand maatte være tilstæde paa den Eenfoldiges Vegne, at paa-agte at alting behandledes med Sagens Undersøgning, som det sig burde, og paa hvad Maade skulle saadan Dommers flette Forhold enten blive lagt for Dagen eller vorde bestraffet; den han ville favorisere i Dommen, havde han Lejlighed at favorisere saaledes i Rettergangen, at han kunde faae Grunde nok til at forsvare den paafølgende i sig selv uretfærdige Dom. Vel sandt og aldeeles unægtelig, at en Deel Sagers Acter og Domme bliver, formedelst egennyttige, uretviise og efterladne Procuratorers Fyldekalk og Væverie, saavel som og ved nærige Skriveres vidtløftige Skrivemaade giort utilladelig store; men lad kun saadanne blive straffet og indskrænket, og lad først en simpel kortere Modus Procedendi blive indført, førend alting til got Folkes Rets

11

Udførelse, efter den Orden det er udi, bliver kast over Ende.

Philopatrejas lader sig vel forlyde med at have kiendt Handelen og Søefarten til Hoved-Staden større end den nu er, samt Rettergangen bedre tilforn; men det maae ufeilbarligen være i den blotte Indbildning, eller han tænker med sin Veltalenhed at bilde os det saa ind. Man havde kun, hvad det sidste angaar, at forelegge ham til Eftersyn gamle Ting-Bøger, hvor man kan finde paa et Blad 3 a 4 Sager være begyndt, ageret og paadømt. Ja, vil han sige, det er Vand paa min Mølle, det er Processerne som paastaaes forkortet. Jeg er ligesaavel derfor som han, og i saa Fald er vi eenige; men naar man betragter paa hvad Maade denne gammeldags Procedur er gaaet frem paa, maae man væmmes ved at høre Udfaldet. Naar et par Folk har været i

12

Skienderie og U-eenighed, og een af dem, der efter Hændelseviis har mistet en Hest, Koe eller andet Kreatur, eller hans Koe ikke har malket saa godt, som den pleiede, muelig fordi den er bleven forsømt med sit Foeder eller Græs; strax har den anden ei undseet sig for, at søge sin Vederpart som en Troldmand, og der behøvedes ikke meget meere til at faae ham dømt for Troldoms Udøvelse. Een kommer frem og tiltaler sin Vederpart for det eller det, og strax giør sin Eed paa det er rigtig; Den Saggivne træder strax frem og sværger

at det ikke forholder sig saaledes, hvorved en Dommer, med Salomons Viisdom begavet, bliver sat i Forlegenhed, og fast ei paa anden Maade kan redde sig deraf end med von Bremenfeld sige: at de har begge Ret. Af slige Procedurer og Rettergangs Maade kunde Hr. Philopatrejas legges mange Exempler for fra de gamle Dage, da processerne vare korte; Men

13

var det ikke smukt, saaledes at spilfægte med Retten.

Rettens Pleie og Guds Ords Lærere er det, som Philopatrejas fornemmelig har skaaret sin Pen imod. Nu synes han Præsterne har for store Indkomster, og deres Velstand stikker ham for meget i Øiet; Men hvorfor? Fordi det er ondt. Dersom han ikkun vidste, eller formedelst et ondt og skievt Øie ikke giorde sig uvidende derom, nemlig hvor lidet en Deel Præster har for dem og deres, kunde han ikke have Aarsage at misunde dem det; har nogle en riigere Udkomme end just til Nødtørftighed: saa er det i saa Fald ikke anderledes med dem end med andre Stænder. Hvor mange smaa og ubetydelige Bestillinger i verdslig Stand, ere ikke bedre aflagde end Embeder af langt større Vigtighed; Hvorfor tager man da i den Fald alleene fat paa Præsterne? og om det end

14

skulle synes, nogle havde meere Indkomst, end de paa det knappeste kunde komme ud med, saa lad det kun blive for dem ligesom med andre.

Er nogen geistlig Mand enten ved Arv, Giftermaal, en fornuftig Huusholdning, eller paa anden lovlig Maade bleven Eiere af en Capital, liden eller stor, med hvad Slags Ret kan den ham enten betages eller misundes, og om han deraf tager den i Landet gangbare Rente? Er det ikke dumdristig og uforskammet derfor at betitle ham som Aagerkarl. At fremsette Skriftens Ord om Salighed i Fattigdom, og udelukke den egentlig og rette Fattigdoms Beskaffenhed i saa Fald, accorderer med den Maade, Diævelen selv brugte til sin intendeerte Fordeel, og stemmer meget vel overeens med de Spotte-Ord, som en Hedensk Keiser brugte, da han ville berøve de Christne deres Gods og Formue; Men

15

til Lykke har Philopatrejas ei den Magt i Hænderne, som denne Hedenske Keiser havde. Men nogen maatte spørge; Er der da slet intet godt i Philopatrejas Betænkninger og Forslag? Jo, saare meget: Det er en stor Uskiønsomhed hos Folk, som plat forkaster alting i et Skrift, saasnart de finder noget Lapperie derudi. Autors yttrende gode Sindelaug til at af hielpe den nu værende dyre Tid paa Føde-Vahre og at forekomme samme i Fremtiden, er jo uden al Modsigelse saare berømmelig, naar han ikke for meget med sit eene stieve og onde Øie ville see alt for meget og alleene derpaa; men tillige lade sit andet Øie falde hen paa at beskue Landmandens Trang, naar han enten har mistet sit Qvæg eller havt en stor Misvæxt paa sit Korn, ja tillige oversee med begge sine Øine, paa hvad Maade en saa taalelig Priis kunde holdes vedlige for Landmanden i frugtbare Tider, at han kunde

16

have noget til sine Skatter og Udgifters Udreedelse.

Enhver maae da billig ønske ham til Lykke, til at udføre, eller rettere fremlegge den Plan; og man har Aarsag at bede ham give sig Tid til god Overveyelse, om han og dertil har Kræfter nok; Men feyler han det, og render frem hermed, ligesom hans andre Forslag, i fuld Firespring, vil det visselig blive til Vind.