↩

Philoaletheias

Grundige

Anmerkninger

over

Endeel af det,

Philopatreias

har skrevet om

Geistlighedens Indkomster

Dannemark og Norge.

Kiøbenhavn 1771.

Trykt hos H. I. Graae, boende ved Gammel Strand.

2
3

Hoc primum: nec fi miferum Fortuna Sinonem Finxit, vanum etiam mendacemqve, improba finget • • • • • • impius ex qvo

Tydides, fed enim fcelerumqve inventor Ulyffes, Fatale agresfi facrato avellere templo Palladium, cæfis fummæ Cuftodibusarcis,

Corripuere facram effigiem, manibusque cruentis • • • Talibus infidiis, perjurique arte Sinonis

Credita res; Virg. Æneid.

Iblant andre nyttige Læreregler, min Præcepror, en gammel og vel studerer Saxer, gav mig, var følgende ogsaa Een: Ikke mange, men gode, Bøgers flittig Læsning, giør en vel studeret Mand. Denne Regel har siden stedse lagt mig i Hukommelsen. Tiden er, i mine Tanker, alt for kostbar at anvende paa flette Bøgers Igiennemlesning. Dog kan jeg ikke med Sandhed aldeles fritage mig fra Nysgierigheds Skrøbelighed. Da Philopatreias kom frem paa Skueplads-

sen, drog til sig alle Tilskuernes Øine, og fyldte alle Ørne og Munde med er stort Opraab, lystede det ogsaa mig at see dette Phoenomenon. En Ven, isom i er Sælskab mærkede min Lyst, smilede og tilbød sig at ville laane mig denne rare Piece; ventelig vidste han, jeg ikke kiøber nogen Bog, førend jeg har læst, og kiender den, og værdiger den et Sted iblant mine Bøger eller ei. De fleste Tanker som ved Igiennemlæsningen indfandt sig hos mig, seer jeg nu, har været tilfældige med andre retsindige og rettænkende Læsere, hvilke ved Trykken har ladet samme komme for Lyset, og altsaa i den Deel forekommet mig, og betaget mig den Møie, at samle og forfatte dem i Pennen. Hvad Handelen angaaer, da har den Veltænkende Philodanus saa grundig og vel besvaret Philopatreias, at det maatte synes overflødigt at ville oplyse tydeligere eller anderledes Nexum Rerum.

Procuratorerne, som synes maatte være meest udsatte for Philopatreias farlige Pile, trænger allerminst til mit Forsvar, gid jeg lige saa lidet nogensinde maatte trænge til deres. Den Classe forsvarer sig uden Tvivl nok selv. Ved denne Lejlighed erindrer ieg mig en snosk Critiqve, som jeg engang hørte af en oprømt norsk Bonde om Studentere: De godt Folk sagde han, kan 100 Sprog og 1000 Skielm-

stykker; og da jeg sagde: det skulde han dog ei sige; thi iblant dem findes dog endeel redelige og christelig sindede; svarede han: Skielmstykkerne, forstaae de rigtig nok, men jeg har derfor ei sagt, at de just bruger dem alle.

Angaaende Geistligheden, hvis Brød Phiopacreias mener er for stort, og deres Klæder for lange; holder det altsaa fornøden, saaledes at skiære deres Brød, at det Efterdags ei mere skulde mulne, samt saaledes at klippe deres Klæder, at Møll ei meer skulle giøre dem skade, besynderlig neden til. Fornemmelig mener Philopatreias at de norske Præster, af hvlike endeel har Menfal, og endeel beneficerede Jordegods, har alt for fede Stykker. Ligesaa forarger han sig over, at en Biskop, en Hofpræst, en Stiftsprovst, og maaskee et Par andre Geistlige i Kiøbenhavn holder Vogn og Heste, da dog hverken jeg eller andre, som ei plages af Misundelse, seer eller finder derudi noget forargeligt, meget mere jeg holder det for anstændigt, billigt og tilbørligt, at disse Høiærværdige Mænd, som beklæde saa anseelige Æretrin i en Kongelig Residentz Stad, ere noget distingverede fra en Landsbye Præst, som uden Opsigt kan kiøre til Sogns paa en Fiælevogn. At see en Bisp eller Hofpræst med saadan Eqvipage at komme til Hove, vilde være temmelig spectaculeur, ja Byens Dren-

ge torde geleide de ærværdige Mænd afsted med Triumph. Saadant Optog lyster dog vel Philopatreias ikke at see, jeg ikke heller. Vel tilstaaer jeg, at de store Herrens Propheter og Apostler, gik omkring i Skindpelse, og dog heder det: Verden var dem, ei værd Ebr. II Cap. Følgelig vare disse af Verden ringe og foragtede Guds Mænd større og betydeligere, end vore Tiders Geistlige; Men, min kiæere Philopatreias, de veed vel det bekiendte Axioma: Diftingvendum eft inter Nunc & Tunc. Man maa giøre Førskiel paa nu og da. Hine levede in Ecclefia plantanda Ɔ: paa en Tid da Guds Kirke skulde plantes; disse in Ecclefia plantata, Da Guds Kirke for saa vidt er plantet. Hine havde et guddommeligt Creditiv, i hvis Kraft de kunde i nogle Aar tillukke Himmelen, at der ei kom en Regndraabe paa Jorden , slaae deres vanrroe Fiender med Spedalskhed og Blindhed, omvende hele Vandkar til Olie, opvække de Døde, udslukke Ildens Kraft, stoppe Løverne Munden & c. In Summa; giøre større Gierninger end Over Hyrden selv. Joh. 14 Cap. 12 v. Disse høie guddommelige Gaver oprettede mere, end noksom, deres simple Levemaade og udvortes uanseelige Dragt. Naar vore Tiders Geistlige havde, de samme Gaver, da tilstaaer jeg, at de hverken behøvede Ager eller Eng, Tiende eller Offer, men kunde

undvære det altsammen; ja de vilde da ei engang være med disse jordiske Sydsler bemøjede; Men saa længe de fattes dette forbemeldte store Creditiv, da er fornøden, de bliver i deres nu værende Circul, saa de i det udvortes pro tempore ere uforstyrrede, og i Fred og Roe, nyder den Underholdning og Løn pro labore; som vore Viise og christelige Konger engang har dem tillagt og bestemt. Dersom Philop. ei indseer den store Nytte, Geistligheden giør Statten i et Land og Rige, beklager jeg sandelig af Hiertet hans store Blindhed; dog saa star-blind maa en saa stoer og dristig Reformator vel ikke være! Seer han derimod den Nytte og Tieneste, Geistligheden giør Kongen og Publico; da er hans Skrift saa meget mindre at undskylde. Jeg forbiegaaer Hoved Nytten og Øiemedet af en Læreres Pligt og Embede, som er, at lede og føre Siele til Christum og hans Rige; Dette torde maaskee være Philopatreias og andre som ere Ejusdem farinæ, alt for stort et Paradox, om ikke en Spot eller Latter. Dog paa den store Aabenbarelses Dag, naar Hierternes skiulte Tanker skal aabenbares, og enhver skal faae Løn efter sine Gierninger, staaer Philopatreias vel den Sag med mere uden Difpyt at see. Hvilken fornuftig Hedning, meget mindre en Christen, nægter, at en Religion i et Land er jo højst fornøden, saa fremt

Sikkerhed paa Gods, Ære og Liv skal bestaae Ulysalig den Regent og Øvrighed i et Land, hvor ingen Religion er mere at finde! De hedenske Præster indprenrede jo Almuen om Gudernes Venskab og Vrede, Belønning og Straf, for at opmuntre de føielige og bøielige til at øve Dyden; derimod for at afskrække, om det var muelig, de Vanartige, fra Lasternes Vey. Til at naae dette Maal, har vel unægtelig den christelige Religion, som den fuldkomneste af alle, og som indeholder den allerhelligste Morale, Fortrinet for alle Religioner under Solen; den Sandhed behøves ei at bevise, nægtes og ikke heller af nogen, uden af aabenbare Guds Bespottere, og dem svarer man med det bekiendte gamle axioma. Contra prima principia negantem, non eft difputandum. Det synes, som philoparreias ei erindrer, eller maaskee ei behager at erindre sig, de store Tienester Geistligheden, har giort og giør Staten, saa vel i Freds som Krigs Tiber. Jeg vil nu ei tale om, at mange af deres Børn, som har opofret sig til Krigen, har, til Landets Forsvar og Ziir, viist sig som tappre Soldater, ere, for deres Helte Opførsel og Manddoms Bedrifter blevne ophøjede fra et til andet Æretrin. Ligesaa lidt vil jeg opholde mig ved, hvorledes adskillige af de Geistlige selv, har i paakommende Nøds Fald, besynderlig i Norge, i egen Person giort Fienden

anseelig Afbræk. Jaen ægte Kierligheds Drift til Kongen og Fædrenelandet har kommer endog saa Præstekoner til at spille Fienden de prægtigste Rouler og fortræffeligste Sratagemata, til Stæders Befrielse, Landets Nytte og det almindelige Beste. Den for sine Skrifter berømmelige og bekiendte Hr. Jonas Ramus, som var Præst, om jeg ret erindrer til Nordelhaug paa Ringe Riget, havde en Kone, som med sin store Snildhed og Klogffab opholdte, og eene hindrede en fiendlig Oberst og hans hele Regimente, fra at indtage og plyndre Kongsbergs Sølvværk; Mig synes denne Juditte fortiente at staae iblant Heltindernes Tal. Dog dette ere ikkun partieularia og beviser ei det ganske, som er hvorledes Geistligheden har giort og giør Konger og Lander anseelige, ja store, Tienester i Fred og Feide. Bærer ikke Geistligheden saa vel Byrden som Bonden og Borgeren? Ere de vel frie for almindelige og extraordinaire Skatter og Paalæg? Nei! de har jo i de 2de sidste Aar af deres Kalds Indkomster betalt (foruden Extra Skatte og alle andre Skatter) 10 pro Cento, altsaa 2 Rdlr. meer end den Civile Stand, af hvilke de fleste Classer har sluppet med sex pro Cento. Har Monfr. Philop. været paa Amt- og Regimentsskriver Stuerne & c. og der af Regnstabs-Berienterne ladet sig forevise hvor mange og store Skatter det hæderlige Præsteskab aarligen deponerer i Kongens Casse? En ærlig Revisor

og retskaffen Fiscal er dog saa billig og paa det eene Blad anfører en Betienres Indtægt, og paa det ander Blad Udgiften. Havde Pyilop. giort dette, vilde han bleven anseet for en bedre tænkende Patriot Beed vel Philop. hvad Onera og Afgifter til Kirker, Skoler, Hospitaler, Enker i Kalder & c. der hæfter paa de fleste Præstekald saa vel i Dannemark som Norge? Derom tvivler jeg storligen. Havde Philop. vidst, eller vilder vide saadant, og først derom erkyndiget sig hos troeværdige Mænd, da havde han nok skrevet mere moderat; ja maaskee, naar han havde seet og vidst saavel Præsternes i Stæderne som paa Landet, deres paa Intægt og Udgift Balance Regning, havde han fler ikke skrevet Geistligheden til Præjudice. Hvad mener Philop. om de vanskelige og besværlige Extra Skatter, Mandtaller med sine maamdlige Af- og Tilgangs-Lister Præsterne paa Lander nu i 8 Aar har været bebyrdede med at forfatte? har de dermed ikke som tro Betientere (Skiøndt der synes at være uden for deres Stand og Embede) troligen med all Hørsomhed og vigilance tient Deres Souveraine? Mig synes jo. Kan han vel, min kiære Philop.! sige mig, hvorledes denne Skat paa Landet kunde værer bleven inddrevet, og igien af Oppebærsels Betienterne paa behørige Stæder aflagt, uden største Confusion, og 1000de Klager, uden ved Præsternes Hielp

og deres Accuratesse! Hertil har den høie Øvrighed fundet Præsterne beqvemme, tienlige ja uomgiengelig fornødne. De ere paalagde 10 Rdlr. Straf for hver Person i deres Menighed, som kan overbevises dem formastelig at være udeladt af Mantallet, og 100 Rdlr. om de udebliver med samme over den dem foreskrevne Tid. Hvad Møie og Uleilighed, hvad Skriven og Arbeide, Strippen og Omløben, mener min Hr. Philop. dette ikke foraarsager de gode Præster paa Landet! De mange Fortrædeligheder og Chichaner, som mangen Præst af en malicieux Forvalter, en egennyttig og trættekiær Foged og Oppebørsels Betient jevnlig maa døie, vil jeg ikke berøre; det ville blive ligesaa vidtløftigt som kiedsommeligt. Imidlertid maa dog Præsten taale, at Extra Skatten for 3. 4 à 5 Maaneder bliver hos Bønder, Huusmænd og Indsider, under Udpantning og Straf NB. om Juule-Paaske- og Pindse-Aften inddreven; Følgerne heraf, og hvad Præsten maa savne i sit Offer paa Høitiderne, veed Philop. ikke; har og ventelig aldrig drømt derom. Ere ikke dette Uleiligheder og Byrder som deres Formænd aldrig har vidst af? Hvad Soulagement har vel Præsterne paa Landet for all denne besværlige Tieneste, da de maa være Skatte-Betientere & c. Mangen fredelig og gammel Præst gav gierne noget anseeligt, om han maatte være

forskaanet for denne ubehagelige Commission, som foraarsager ham saa betydelige Uleiligheder, og som oftest største Ugunst af sin Meenighed; thi alle ville gierne være frie, og meener, det staaer i Præstens Magt, og beroer allene paa hans for got befindende; og det Principium veed Fogderne, som inddriver Skatten, ret mesterlig at indprente Almuens Mand, Præsten ei til liden Præjudice; Alle disse Uleiligheder uagtet, maa dog Præsten for sin egen Person, Hustrue og Børn naar de ere over 12 Aar, og Tiunde betale aarlig 1 Rdlr. og har ikke engang en Dreng eller et Betler Barn, som han af Medlidenhed har taget til sig, frie, Ja mere; har desuden den meste Tid været ansat til Forhøielses Skat, og med andre, at betale for de Fattige og Uformuende i hans Sogn. Har den kiære Geistlighed da ei været haardere medtagen, og deres Byrder svarere, end deres Medborgere? Mig synes jo! Og dog har de aldrig hverken murret eller knurret, klynket eller klaget, men med all Taalmodighed baaret Dagens Byrde og Hede. Langt mindre tænkt paa nogen Uvittighed, men med all hørsomhed efterkommet sin Konges Ordre og Befalning. Tænker han maaskee, min kiære Philop. at det blotte blinkende Sværd, hængt over deres Hoved, skulde her være Mobile Primum til den hele Machines Bevægelse og ordentlige Gang? Tænker han saa, tænker

han vist nok feil. Nei en høiere Haand, et ypperligere Baand, en kraftigere Drivefier: En christelig, en sand, en ægte, ei en masqveret eller fingeret Religion, det gyldene Samvittigheds Baand, imod hvilket den hele Verdens Bygning og Vinding ei opveier, torde her, uden tvivl, være Causa Primaria. Den lærer, minder og tilskynder dem daglig in omnibus actis, at være Konger, Førster og de høie Heredømme underdanige; Ja som de der ere satte til til at være Hiordens Exempler, foregaae deres Menighed, med Fredsommeligheds, Lydigheds og Underdanigheds Exempel, samt troelig at giøre Bønner og Forbønner for dem som ere satte i Høihed og Ære, at vi NB. vi andre som ere udenfor Geistligheden, og befinder os enten i Militair, Borger eller Bondestand, maatte leve et stille og roligt Levnet med Ærbarhed og all Adstadighed.

Nærmer Fienden sig, og udstikker os sin Blodfahne; Meener du da min kiære Philop. at Præsterne ere skudfrie, eller Libertiner & pondus inutile terræ, Jordens unyttige Byrde, som du og dine? Vel ere deres Strids Vaaben ei kiødelige. 2 Cor. 10 Cap. 4 v. dog maa Philop. vide, at enhver retsindig Jesu Christi Stridsmand, strider som en Epaphras altid for eder i Bønnen. Colos. 4 Cap. 13 v. i fredelige, besynderlig i truble Tider, da

Krigs Luen raser i Landet. Det er og vitterligt, at vore christelige danske Konger, saa ofte de have været foruroligede af deres Fiender, har befalet, ja trolig anmodet Præsterne, daglig at stride med dem og for dem og hele Landet, i Bønnen, hvorom og en Paulus fordum saa trolig bad sine Romere. Rom 15 Cap. 30 v. Hvad Israel udrettede, saa længe Mose med opløftede Hænder, bad og stridede med Gud i Bønnen, kan sees. 2 Mos. B. 17 Cap. 11 12 v. Den Retfærdiges Bøn formaaer meget, naar den er alvorlig, Jacobi 5 Cap. 16 v.

Hvad Herrens troe Tienere, som staae i Gabet for Herrens. Vrede paa Nødens og Stridens Dag, har udrettet i Krigs Tider, torde maaskee være mere, end hele Armeer har bragt til veie. Dog hvorved? kanskee Bønnen, Guds Paakaldelse, Herrens Ord, Gudfrygtigheds Øvelse, ja den hele christelige Religion Er i Philopatreias Øine og Tanker Grimaser og Narerier og meget unyttigt Tøi; følgelig er denne Tieneste, Geistligheden efter sit Embedes Pligt, giør Kongen og Landet i Krigen, ikkun Phantasterie og Drømmeværk; Altsaa i hans Tanker ikkun daarligt at anføre saadan Tieniste; Thi maa jeg anføre noget af saadant, som Philop. kan med bægge Hænder tage og føle paa, efterdi hans Sentiment er grovt og ret masivt.

Kan de vel nægte min gode Philop. at jo Præsterne i Krigstider maa anskaffe Mand og Hest, Havre, Høe og Straae, ja Penge efter yderste Kræfter og Formue, saa vel som Bonden og Borgeren? Om denne Sandhed kan man sige: Nemo, nisi cæcus, non vidit. Dette Argument vil dog Philop. hverken spotte eller belee; thi her merrer jeg, han kan lukke Øinene til og føle sig for med Hænderne, om Geistligheden da giør Staten nogen Tieneste eller ey, og om Geistlighedens Antall er for stort eller for lidet naar her skal contribueres til en kostbar Krig at udføre. Alt hvad Philop. vil sige hertil er: Det er jo Præsternes Pligt, som i de fredelige Tider har høstet og nydt Landets Gode. Dette tilstaaer og bifalder Præsterne med mig, Philop.! uden mindste Dispytte.

Hvor kostbar Præsternes Huusholdning, besynderlig nær omkring Kiøbstederne er, veed neppe Philop.; En Mand, som ei kommer længer ud paa Landet, end til De nærmeste Tracteer Huuse, og ei til Præsterne, af hvilke han dog kunde faae en og anden nyttig og paalidelig Efterretning og Oplysning, maa man have undskyldt, om han ei veed, hvad der udfordres til en stoer og vidtløftig Oeconomie i en Præstes Huus.

Imidlertid er det alt for vist, at en Præst, som har Avling, maa i det mindste holde et Par Karle, og en Dræng til at kiøre Plougen, fløtte og vande Heste, og maa give enhver Karl 30 Rdlr. foruden at betale Extra Skat for ham; og dog kan saadan kostbar Karl, hverken giøre Ploug eller Harv, ja neppe en Rive, alt saadan Gaards Redskab maa Præsten lade Hiulmanden giøre. Men see! dette er just Vand paa Philop. Mølle. Var det altsaa ei best vil han svare, at Præsterne bleve skilte ved deres Avling saa ophørte jo all denne Bekostning, Klynken og Klagen. Dette er jo mit Project. Paa denne betydelige Sætning, seer jeg at fornuftige og rettænkende Mænd, i deres, mod Philop. udgivne, Anmærkninger, temmelig grundig og vel, allerede har svaret; altsaa betaget mig den Umage at svare derpaa; thi vil jeg have min Læser henvist til bemeldte udkomne Piecer; Saa meget vil jeg sige, for at explicere mig med faae Ord: Af to onde og uomgiængelige Ting, udvælger enhver Fornuftig det minste Onde, og, som han i forveien tydelig seer, vil have de minste skadelige og farlige Følger. Præstegaards Avling er unægtelig en Præst paa Landet en Byrde, og foraarsager ham mangen urolig Time; Men at see sig og Efterkommere i Embedet, skildt ved Avling, Tiende, smaa Redsler, Mensalig Offer, vilde have langt farligere og værre

svitter; og troe mig, min kiære Philop.! denne Lægedom blev langt værre end Sygdommen selv. Men jeg maa gaae igien tilbage, hvor jeg slap.

Hvad Indgreb den bedrøvelige Qvægsyge giør i Præstens smaa Redseler, fornemmelig hans egen Huusholdning, indseer enhver lettelig. Hvad mener han, min kiære Philop.! En stoer og vidtløftig Præstegaard, som maa kiøbes for Præstens egne Penge, og paa hans Pung aarlig holdes ved lige, koster? Dog paa denne Depense, saa vel som det hele lange Register af Udgifter, en Præst paa Landet har at bestride, har Philop. ikke tænkt, dermed vil han ei være bemøiet; det er ei hans Sag; hvorfore skulde han vel plage sig med en fremmet Byrde! Den Projectmager er mig en artig Politicus! Nei det er ei Geistlighedens store og mange Udgifter og Byrder, som trykker og plager Philop., men det er Præsternes og Geistlighedens altfor store Indkomster, som smerter og plager ham, Disse vil Philop. afklippe, at Præsterne ei af Fedme skal miste deres Syn.

Dog! maaskee det er en puur Kierligheds Drift til Fædernelandets Beste, og en Patriotisk Nidkierhed for at see Rigets Giæld i en haft betalt, og Kongens Casse, som siges at

være udtømmet, bragt i Stand. Forholder det sig saaledes, giør jeg og enhver, som har sadt Pen til Papier imod Philop., ham aabenbar, ja største Uret, og har Aarsag at bede ham Hiertelig om Forladelse. Men jeg og enhver som har dristet os til offentlig at modsige ham, samt mange 1000 Retsindige med os, som hører og læser hans hellige, men grundfalske, og til Rigets og Stattens Ruin og Fordervelse sigtende, Project, ere forvissede om,. Himmelen skee Ære! at vi har Gud som det alseende Øie, og Philopatreias egen Samvittighed (i fald der er nogle Rudera eller mindste Stump af hans Samvittighed endnu tilbage, det jeg dog troer; thi er den end, brændemærket, som en Apostel har sagt, veed jeg dog, den er endnu ei opbrændt) paa vor Side, som bevidner, at hvad som har bevæget ham til at forfatte, og i Pennen udtrykke sin Kierlighed til Fædernelandet under det rare Navn Philopatreias, ingenlunde forholder sig saa i Sandhed, men meget mere den blotte Ondskab, Fiendskab, Had og Misundelse mod Geistligheden; Det et soeleklart af det heele Skrift. Hvad Fortræd de kiære Folk har giort ham, siden han er dem saa bitterlig fiendsk, veed jeg vist ikke.

At han vil stille Præsterne, saa vel ved deres Præstegaards Avling, som Tiende og Mensal-Gaarden, røber ligesaa tydelig hans Misun-

delse og Ondskab, som store Vanvittighed og slette Indsigt i det politiske. Det synes som han aldrig nogensinde har lest den besynderlige og ret mærkværdige Antægnelse, som staaer i 1ste Mos. Bog om den store, kloge, viise, gudfrygtige, redelige og Indsigtsfulde Stads-Minister, som den store Konge Pharao fandt værdig og dygtig til at forestaae og regiere det hele Egypti Land, en Joseph. I de 7 frugtbare Aaringer anlagde han allevegne i Riget Magaziner, og fyldte dem med Landets Grøde; da de 7 Hungers Aar kom, og Undersaatterne begyndte at lide Nød, aabnede Joseph Magazinerne, og lod de Trængende faae Korn for Penge. Pengene bragte han, som en troe og ærlig Skatmester, rigtig nok i Kongens Casse; Da Undersaatterne ei længere og mere havde Penge at kiøbe Korn for, maatte de give ham deres Heste, Asner, Øxne og Fæe; denne Mængde blev altsaa lagt til Kong Pharaos Stutterie, Meieri, og anden Tieneste. Hungeren blev ved: den stod paa, som man veed, 7 Aar. Trang og Nøden blev følelig stoer over hele Landet. Livet er kiert, og hvad giver man ei til Priis for at beholde og opholde det! Ei Guldet er saa rød, det gives jo for Brød. Hungeren i Landet, drev altsaa Folket at komme igien og sige til Joseph: vi vil ei dølge for dig min Herre, at ei allene Pengene ere borte, men og Fæet, som vi eiede, er kommen til min

Herre; vore Legemer (NB. de vare endnu ei vaarnede) og vore Agre ere allene tilbage. Hvi skulde vi døe for dine Øine? - - - - Kiøb os og vor Jord for Brød, og vi med vor Jord vil være Pharaos Tienere; giv os Sæd, at vi maa leve og ikke døe - - Saa kiøbte Joseph all Egypti Jord til Pharao, og Egypterne solgte hver sin Ager, fordi den Hunger var svar over dem; og Landet blev Pharaos. Men hør og see nu, min kiære Philop.! om du ellers kan see, den merkelige Exception, som Guds Aand, der har holdt i Mose Pen og Haand, da han skred denne mærkelige Historie, sætter derhos. Allene Præsternes Jord kiøbte han ikke; thi Præsterne havde deres beskikkede Deel (Sc. den dem tillagde Jord) af Pharao, og de aade deres beskikkede Deel, som Pharao havde givet dem; Derfor solgte de ei deres Jord. 1 Mos. 47 Cap.; og i det 26 v. i samme Capitel heder det endnu en gang: Allene Præsternes Jord blev ikke Pharaos. Mener du ikke, min gode Philop.! at denne Viise Stads-Minister (thi du maa vide, han havde foruden en naturlig god Forstand, en Viisdom, som var ham given her oven fra, tog altsaa i sine Stads Maximer ei feil) indsaae langt bedre end baade du og jeg, om vi havde været der, hvad som kunde endog i Fremtiden være Statten gavnlig eller skadelig! Havde han endseet det som godt, og Riget nyttigt, at Præsternes

Jord havde blevet lagt under Kronen, det havde vist skeet. Pharao havde givet ham fuldkommen Magt at giøre og lade, som han selv best syntes, og fandt for godt; Men hvad som er allermeest betænkeligt i denne Act, er, at Præsterne vare hedenske Afguds Præster; følgelig duede deres Religion kuns lidt; Altsaa kunde Joseph ei giøre sig nogen Samvittighed over at stille disse Bachi Præster ved deres Jord. Hvad var da som holdt Joseph tilbage fra at giøre Dette Skrit? Intet uden Stads Raison. Han saae, at Religion i et Land, og de, som skal indprente Undersaatterne den, for at holde dem i Underdanighed og Tømme, er uomgiængelig fornøden; Deraf følger, som en Fornødenhed, at noget fast og ubevægeligt henlægges til deres Løn og Ophold, noget som Tyven ei kan løbe af med, eller en Fiende slæbe og bortføre med sig. Jorden bliver ubevægelig. Her seer vi hvor lang Tid, og hvor mange 100de Aar det er siden man fandt, efter fornuftige Stads Regler, for godt, og Statten tienlig, at give og tillægge Geistligheden Jordegods, ubevægelige og faste Eyendomme i Landet til Ophold og Løn.

Men nu at tage Philop. ved Haanden og vandre med ham igiennem nogle, ikke 100de, men 1000de Aars Historier, for igiennem nesten alle Circulis at vise ham Spor og Kiende-

tegn paa denne Anmerkning lige indtil nu, vilde blive Labor Herculeus. Hvad synes du dog, ret alvorlig talt, min gode Philop.! om denne Anmærkning? I Viinglassene paa Viinkiælderne har du vel ikke seet den; paa Jomfrue Huusene, har du ikke heller hørt den; I dit 5 Kort staaer den ikke heller. Nei den staaer i den Oprigtiges Bog, den ældste Rolde, der findes denne min tagne Anmerkning. I denne Bog burde Philop. læst, førend han giorde sine dristige og utidige projecter, saa vilde han fundet en langt trygere og ypperligere Veiviser, ja en Veiviser, som hele Helvedes Porte ei kan forstyrre, eller kuldkaste; Men den Bog merker jeg Philop. kiender kun lidet, og endnu finder langt mindre Smag udi; Derfor feiler han saa haandgribelig og skammelig i alle sine Sætninger. See! de forkastede Herrens Ord, hvad Viisdom skulde de da have. Jerem. 8 Cap. 7. v. maaskee en jordisk, naturlig, ja diedelsk. Jac. 3 Cap. 15 v.

Mener du ikke; min gode Philop.! at vor dyrebare Monark, vor elskelige og kiere Landets Fader, vil, som en David, confulere denne Herrens Bog, og bruge den, som sine Raadmænd, for derefter at indrette sit Regimente, paa det han engang! kunde see sine Lande og Riger i en blomstrende og lyksalig Stand? Ja jeg haaber det; David befandt

sig saa vel ved at randsage Herrens Ord, at han siger: Jeg er bleven klogere end alle de, som lærde mig; thi dine Vidnesbyrd have været min Betænkning. Jeg er bleven forstandigere end de gamle; thi jeg haver bevaret dine Befalninger, dit Ord er en Lygte for min Fod, og et Lys paa min Stie. Psal. 119. v. 99. 100-105. Derfore nedfløde Vandstrømme af hans Øjne, naar han saae og tænkte paa, at der var Mennisker omkring ham, og i hans Rige, som ikke agtede eller holdt Herrens Lov. Psalm. 119. v. 136. Tænker du, min gode Philop.! naar vor kjere og dyrebare Konge læser og randsager i dette Herrens store Liggendefæe, dette herlige Skatkammer, han jo vil selv efterslaae, og finde denne min Anmærkning, med mange flere endnu langt herligere Annotata, som den Viisdoms og Vittigheds Aand, der vil opholde sig ved og om hans Throne, og være hans Raadgiver og Vejleder, vist vil anvise ham. Saae du, mm Philop.! Hvorledes det alseende Øje har sin guddommelige Tilsyn med sin Salvede, du og dine ligesindede dristede sig da aldrig til at fremkomme for Hans Majestets Aasyn med Projecter, som er Landet og Staten skadelige, allene for at faae, om der var mueligt, det onde og misundelige Hjertes Ønske opfyldt. En hellig Skræk og Forfærdelse vilde holde dig tilbage med saadan

forgiftig Suurdei. Har du maaskee af Naturen en medfød Ondskabs Dumdristighed, til at fremkomme med saa aabenbare upatriotiske Projecter, da see dog og troe tillige, at der findes de, som har endnu saa megen Frimodighed tilovers, at de tør bære dir Portrait frem i Lyset, og uden Zitren og Banghed sige Dig Sandhed, og Textens Meening med sin rette Forklaring.

Jeg har allene berørt og mældet om Geistlighedens, besynderlig paa Landet i Dannemark, deres mange og svære Udgifter, som først og for alle Ting maa af deres Kalds Indkomster udredes, og, Naar samme ere dragne fra deres Indtrader, skulde Philop. neppe troe, uden han havde seet det hos troeværdige Mænd, hvor liden en Summa der bliver til overs for Præsten til det man kalder Velanstændighed. Til Velanstændighed, hører jo de Ting og den Udkomme, at en Mand ei er bebyrdet og plaget med sin Stand, men har det, hans Station udkræver. En Betler var kun lidet tient med, meget mere ilde deran, om en Konge giorde ham til Ridder, og ei gav ham det, som hørte til saadan høi Ære-Tittel. Baade Betleren og Standen vilde ikkun desto mere blive derved prostitueret. Men hertil vil Philop. svare mig: En Præst, besynderlig paa Landet, staaer jo ei i Rang-

Forordningen, følgelig kan han ei beraabe sig paa sin Stand, som den, der maatte udfordre store og kostbare figurer. Got! jeg kan dog ei troe, Philip, vil, at Præsten med Hustrue og Børn skulde spise ved fine Domistiqvers Bord. Nei, vil Philop. svare, det har jeg ikke sagt; det behøves ikke; lad Præsten længe nok sidde med sin Kone og Børn ved sit eget Bord i et andet Kammer, og spise sin Mad i Fred og Roe; Men hvor staaer skrevet, at Præsten skal holde Herre-Taffel? Hertil vil jeg svare min gode Philop.: Nogle uforsøgte, som ei har lært den Konst endnu, at indrette Udgift efter Indtægt, har vel nu og da saaledes rager afsted, men de har neppe seet sig om, førend de har staaet i Classe med den giældbundne Svend, og ere siunkne i Gield op til begge

Ørne; aft vero, una hirundo nonfacit ver ↄ:

En Svale giør vel ingen Sommer. Af et eller andet Exempel kan og maa dog ei all Resten dømmes. Men mueligt, Philop. dømmer, som Poeten skriver: accipe nunc Dardanaum insidias, & crimine ab uno disce omnes! ↄ: Hør engang deres Bedragerie, og naar du kiender en slet Person iblant dem, kan du slutte dig til, hvordan all Resten man være. Men her er den Regel falsk, og gielder hverken om Præst, Borger eller Bonde.

Skal, som sagt, en Mand svare Kongen og hver Mand sit, da vær forsikret om,

min kiere Philop.! en Præst paa Landet slipper nok at holde Herre-Taffel. Omstændighederne vil nok lære ham de fleste Dage i Ugen, efter Ordsproget, at spise af samme Gryde som hans Folk. Jeg troer, man uden Møie skal kunde tælle de Dage, der sees Viin paa en Landsbye Præstes Bord, naar man undtager en gang, Kirke-Patronen, Biskoppen eller Provsten, kommer for at visitere, eller og for at besøge Præsten; Og da troer jeg dog, Philop. er saa raisonabel og tilstæder, en Landsbye Præst har et Glas Viin til disse hæderlige og ærværdige Mænd. Boestab vil man ei berøre; jeg troer det er tarveligt og simpelt nok hos mangen Præst, og skal ei for sin Prægtigheds Skyld, opvække nogen Forargelse. Vær vis paa, hvor der er Leergulv i Præstens Sovkammers, daglige, saa vel som i hans Stoerstue, der skal man ei støde sig paa forgylte Lampeter paa Væggen.

En Præst med Hustrue og Børn, burde dog vel ogsaa, efter Velanstændighed og Billighed endog i daglig Klædedragt, være noget distingverede fra en Bonde, og hans Kone. De sidste kan med all Reputation, og uden deres Stands Forkleinelse gaae i en Skindpels som er baade varm og let, og dog ei kostbar. En Præst og hans Kone sømmer det ikke ret synderlig, men enhver vilde ansee det som no-

get der strider imod Velanstændighed, og en Præstemand ei convenable. Monne altsaa ei en standsmæssig Dragt, hvor tarvelig den end er, udfordrer dog nogen depense om Aaret; Og hvorfra skal den vel komme! Monne ei fra samme Kilde, hvoraf de andre Udgifter skal bestrides? Derpaa har Philop. ikke tænkt; Derimod er Præstens lange Kiole ham anstødelig og til Forargelse. Den er ham alt for lang, og burde maaskee klippes af ved Knæerne, at den kuude ligne en Kofte: Om det skedde, veed jeg dog ikke, om den geistlige Stand blev derfor ærværdigere, og Guds Ord, som Præsten forkynder, derover meere begierligt og behageligt. Den Sag mener jeg, er res diaphora ↄ: en ligegyldig Ting, og giør hverken fra eller til Hovedsagen. At en reformert, saa vel som en tydsk Præst og Theologus, i en sid og sort Kappe;. en svensk Præst i en Kofte, og en dansk Præst i en lang Kiole forkynder Christi Evangelium, giør intet Schisma i Lærdommen. Dog synes mig, og uden tvivl mange christelige sindede ligesaa, at den danske Præstedragt, lad være den just ei er den allerbeqvemmeste, er dog ret ærværdig, velanstændig, og ganske behagelig. Jeg seer med ligesaa stoer Fornøielse en Præst i en smuk Præstekiole overtragt med en reen og hvid Mæsseskiorte staae for et Alter, som jeg seer en Assessor eller Dommer i Højesteret iført en romersk Ridderdragt og en rød Fløiels

Kappe. Denne, som for en Souverain Throne afsiger Retfærdighed og Dom, klæder den røde lange Fløiels-Kappe, ret godt; Hin derimod som forkynder Fredens Evangelium, og uddeeler Guds Huuses gode Ting, klæder i mine Øine en hvid Messeskjorte uden paa en sort og fodsied Præstekiole, samt en smuk og reen Krave om Halsen ligesaa angenem og behagelig. Jeg seer ei paa denne Dragt noget Harlekindagtigt, som i mindste Maade med Føie og Billighed kan opvække Latter, eller foraarsage Forargelse, veed altsaa ei hvad Fortræd denne uskyldige Dragt har giort Philop., siden han vil have den afskaffet og forandret. Dog saa snart Philop. kan fremvise en, ikke efter sit grillenfænger Hoved, men en Facon, en Model og Mynster, modtaget og annammet af Gud selv, som fordum en Mose, der fik Beskrivelsen af Gud, hvordan den Ypperste Præst saavelsom Levitterne skulde være klædde; da vilde enhver Præst, ligesom det ogsaa var hans Pligt, strax og ufortøvet lade Philop. giøre sig saadan en, Himmelen selv behagelig, Præstedragt. Imidlertid maa man dog med Tilladelse spørge: hvad gavner eller stader, en lang eller kort Præstekiole Kongens Caffe eller Philop. Pung? Slet intet. Udfordrer da denne Dragt nogen Reformation eller Forandring? Aldeles ikke! Hvo veed, om ikke Philop. er bleven vred paa denne

uskyldige Dragt, fordi han ei er bleven værdig at gaae i en lang Kiole, og derfore vil vise sin Hævn. Høit hænger hun, og ubehagelig er hun, sagde Ræven i Fabelen, da han er naaede til Rønnebær-Klasen. Over disse Reben Sager havde jeg nær glemt ar melde om den Depense, som udfordres til en Præstes fornødne Bibliothech; lige saa vist, som det er, at en Haandværksmand behøver Reedskabe, og undertiden ret kostbare og dyre, lige saa vist er det, at en Præst behøver gode Bøger, og de falde gemeenlig dyre. Sandt er det: Bønnen er Nøglen til det theologiske Studium, dernæst en idelig og flittig Læsning. Det er daarligt at anskaffe sig et stort og kostbart Bibliothech, allene for at pryde en Veg i et Studeer-Cammer, uden at læse dem; Saaledes staaer vel mangen Bog 20. 30. ja 40 Aar, uden ar Eiermanden veed engang dens Indhold. Men som sagt, en Præst behøver Bøger; En Landsbye Præst kunde gierne behøve at kiøbe Bøger aarlig for 30 Rdlr., det blev 10 Rdlr. af hvert Høitids-Offer, og der skal dog neppe hans mange andre Udgifter taale og tilstæde ham Imidlertid henstilles gode Bøgers Indkøb og Læsning til enhver christelig Præstes beste Indsigt og Leilighed; jeg understaaer mig langtfra ikke at give det hederlige Præsteskab Formulam Methodumqve Studendi.

Denne vigtige Forskrift vil den store Læreme-

ster selv give dem; I mine Tanker studerer den Præst, nyttigst, opbyggeligst og best, som flittig randsager og læser i Herrens Bog. Es. 34 Cap. 16 v. 1 Tim. 4 Cap 13 v. Hvo dette Ord følger, vildfarer ei, har Lutherus sagt.

Men hvad siger du, min gode Philop.! om den christelige, den saa høit fornødne, nyttige og sømmelige Education, en Præst, et saa betydeligt Membrum af det borgerlige Societet, skylder Gud, Kongen, og Landet at give sine Børn, som inden en kort Tid, bliver enten nyttige eller skadelige Membra iblant den Slægt, som herefter skal komme og opstaae! En Præstes Embede, de mange og idelige Mandtallers Forfattelse, Huus Sydsler & c., flyer en Præst andet at tage vare, end at tælle Lam og Giæs hos Bonden, som Philop. spot-viis siger; og tilstæder ham ei selv, hvor gierne han vilde, at læse for sine Børn; thi maa han, naar Børnene bliver 4 à 5 Aar gamle, begynde at holde Informator til dem. Hvad mener man, denne Depente i 10 à 12, ja ofte flere Aar vel udfordrer? Maaskee just Mangel af dette har været, min kiære Philop.! deres Sorg, og er siden bleven deres store Fortræd. Qvo femel imbuta recens etc. Den Smag som først kommer i Karret, vil længst blive ved.

Nu skulde vi, min gode Philop.! tilsidst giøre en liden Lyst Tour til de norske Klipper, foe at see om de kiere Præsters Kald og Levebrød er for stort og for fedt. Men jeg frygter, Philop. vil undskylde sig med at hans

Pung ei tillader ham en saa lang og kostbar Lystreise. Nu vel an! jeg tilbyder ham frie Reise. Med Tankerne kan man uden Penge reise meget; I et Par Minutter kan man vandre all Verdens Riger igiennem; Ja det som mere er, i et Øieblik fare baade til Firmamen» ter, og Afgrunden. En ypperlig Egenskab af den os givne udødelige Siel, og et hærligt og kraftigt Beviis paa dens aandelige Væsen! Med denne Eqvipage vil vi, min gode Philop.! reise til Norge. Det meeste jeg frygter for, er, at jeg skulde være saa uhældig, og tabe min Philop. paa de fatale Veie og Reiser de fleste norske Præster har til deres Annexer, 3, 5, 7, ja somme Steder 10 à 12 Mile over Morads, Vand og Strømme, Bierge og Dale, som omvexles med hinanden. Man hører der desværre undertiden, at baade Præsten og Klokkeren (Sognedegne har man ikke i Norge, det er et Ministerium og Collegium, som allene har sir Sæde i Dannemark) ere paa deres Reiser ynkeligen omkomne, ja med dem hele store Baade fulde af Almuens Folk 30 à 40 i Taller.

Skulde jeg saa uhældig-viis forlore Philop. paa denne Rerse, var det jo ret harmeligt Men alvorligt talt: Havde den gode Philop. erindret sig, eller forestillet sig denne store Uleilighed, han vilde aldrig misunde de norske Præster det, dem benificerede, Gods; Ei heller statueret, ' at saa vel Præsternes Antal, som deres Kalds Indkomster befindes alt for stort.

Dette tilstaaer man Philop., at i Aggerhuus Stift findes endeel gode og behagelige Kald, men hvad vil en Situation af 12 à 16 Miile sige imod 300 Miiles Klipperige Strækning, som temmelig ligner de Alpiske Bierge. Dog min Agt er ei at giøre en Norriges Beskrivelse. Jeg vil kun sige: Havde Philop. conditioneret som Amanuenfis hos en Biskop i Aggerhuus-Tronhiem-Bergen- eller Christiansands-Stift, en halv Snees Aar; fulgt med sin Principal paa Visitats, fra et Kald til andet i Stiftet, ladet sig af gamle og troeværdige Præster, saavelsom af de gamle Documenter, som hist og her forvares i Kisterne, som staaer i Kirken eller Sacerftiet, erkyndige om et Kalds Indtægt, og de Donationer, som ere skienkede enten af Kronen eller private Folk til Kirkens eller Præstens Nytte; havde Philop. siger jeg, haft denne Kundskab om de norske Kalds Vilkor og Beskaffenhed,

kunde man have raisoneret med ham, som en fornuftig, kyndig og erfaren Mand, som skrev hvad han vidste af Erfarenhed, forvisset, at det han skrev var sant og paalideligt; Men nu driver jo Manden om, som et Skib, der hav mist Compas, og Seil, Roer og Anker. Saadant ulyksaligt Vrag maa jo alle Øjeblikke staae Fare for at støde an paa Klipper og Skiær; Her nødes jeg efter den borgelige Pligt at tage Philop. som en blind Mand ved Haanden, at jeg ikke ganske skulde tabe ham i de norske Labyrinter; Veed han vel, min gods Philop.! hvor mange Mensal- og beneficerede Gaarder, enhver af de norste Præster har? Dette Spørsmaal giør ventelig Philop. med eet stum. Jeg faaer selv at besvare Spørsmaalet kortelig. Somme har noget, andre lidet, og de fleste Præster slet intet. Hvor af kommer denne store Ulighed? Af en skiult Direction. Philop. veed neppe, at meget og maaskee det betydeligste af det faa kaldede beneficerede Gods, som de norske Præster har, er dem ved Testamenter og Gavebrev tillagt og givet af velgiørende Folk, paa samme Maade, som visse Legata., og Stipendia, der erelagde til Universiteter, Collegia, Skoler, Kirker, Hospitaler og Klostere. Paa denne Maade er nu en fuld Gaard, nu en øde Gaard, nu en Plads, nu 1., nu 1/2 Skippund, nu 1/4ding, nu en Hud, Skind, & c. snart med, snart

uden, Byxel, og Fæste - Rettighed af en Mand, i et Sogn eller andet, ved Gavebreve lagde til Kirker og Præsternes Indkomster, in Summa : Denne Articul at forklare, ville blive det famme, som at udvikle Genealogia Deorum, og give enhver sin Stamtavle; og maaskee et fremmet Tungemaal for Philop., Der er vel at tvivle paa at Philop., nogensinde har læst saadanne Testamenter og Gavebreve, som ere henlagde i Stifts-Kisterne, Capitler, Kirker og Sacristier til sikker Forvaring lige fra Reformationens Tiden. Ei at tale om, at en og anden Formuende Præst, som ei har efterladt sig Hustrue, Børn eller Familie, har testamenteret endeel af sine Eiendomme til Kirken, og endeel til at forbedre sine Eftermænds Indkomster i Kaldet. Havde Philop. læst nogle af saadanne Documenter, og seet de græsselige Maledidelser, som Giveren i Testamentet ønsker over dem, som borttager, berøver, eller i nogen Maade forvansker saadanne Eiendomme fra dem, og det Brug samme er tiltænkt, og giver; da troer jeg, hvor haarhiertet end Philop. er, at Haaret vilde styrle og reise sig op paa hans Hoved, og Lysten havde uden Tvivl forgaaet ham til at projectere, at Præsterne i Norge vel kunde og burde undvære deres benefic. Gods. Tænker han vel, min kiere Philop.; at en saa from og mild, en saa retfærdig og naadig Monark,

som vor kiere Konge er, vil, af deres løse og umodne Project, bevæges til at fratage Geistligheden i begge Riger, hvad hans salige og viise Forfædre, de danske Konger, enten i Tiende eller Jordegods, har til deres Ophold og Løn tillagt dem? det være langt fra! ja det som endnu mere er: Mener du vel, min gode Philop.! at en christelig og rerfærdig Konge vil tage fra en Guds Ords Tiener, en geistlig Mand, det som ikke han, Sc. Kongen, men private Folk har givet ham? Nei! Nei! Min gode Plilop., saadant er infam baade tænkt og skrevet, og passer sig paa den nedrige og Ondskabs fulde, men ingenlunde paa en retfærdig og naadig Konges Faderlige Tænkemaade! Saadanne Tanker ville være Milioner Mile langt fra hans Sind. Vor dyrebare Monarch vil befæste sin Throne, ja blive stoer og elsket af sine tro og kiere Undersaattere, formedelst Retfærdighed, Naade og Sandhed, men ingenlunde ved at følge Philop. uchristelige og skadelige Project. End mere, mener du vel, Philop., at en Konge, som har saa stor Aversion for at udøse Blod, ja som saa nødig underskriver end ogsaa en Misdæderes tilbørlige og velfortiente Døds Dom, at et saa ømt og Faderligt Hierte, siger jeg, vil have de overmaade græsselige Forbandelser over sin Throne, og hans Børn, som i den tilkommende Tid engang stal bestige samme?

Dog, mig synes allerede at høre paa denne Sætning , et Echo af Spotternes Svar, som siger: Saadanne Forbandelser, som maatte findes i ovenmeldte Testamenter og Gavebreve, ere vel ei andet end fulmina bruta, og ere ei mere farlige, end nu omstunder den pavelige Bulle. Godt! Men hør, min gode Philop., lyster du og andre dine ligesindede at have paa dit Hoved, en redelig og velmenende, ja hvo veed om ikke, en i Herren salig hensoved Mand, hans Forbandelse over dig, fordi du, i hans Tanker, vil nedbryde, og forstyrre i Guds Israel; Da vil jeg paa mine Knæ frabede mig saadanne Forbandelser; Men med Glæde vil jeg tage imod, ja agte mig det for en Lykke og Naade, at nyde en christrelig og sand Troende, døende Mands Velsignelser over mig og mit Huus. Nu skiemter jeg ikke, langt mindre phantaserer, men ædrueligen skriver betænksomme og sandrue Ord. Maaskee du vil Philop. komme til at sande mine Ord i den sidste Døds Stund og Time. Viisd. B. 4 Cap. 20 v.

Jeg havde, Herrens Navn være benedidet! en retsindig og gudfrygtig Fader, og fik, tillige med hans andre Børn, en christelig, og efter min Faders Vilkor og Stand, sømmelig og velanstændig Opdragelse, men, som Arv, ei en Skilling. Derimod har den Velsignelse,

Han lyste over mig i sin sidste Døds Time, og den jeg endnu erindrer, trængt sig indtil Sielen, fulgt mig daglig hidindtil Skrit for Skrit, og ikke er af hans Ord ere faldne paa Jorden. Har Verden ei glemt eller forsømt, ar fylde mit Bæger med Maræ Vand og Galde; det har dog altid blevet mig en Saligheds Kalk, som jeg med Taksigelse har kundet optage. Psal. 116. v. 13. Jeg har aldrig savnet hverken i det aandelige eller legemlige, Trøst, Raad, Hielp og Udkomme, meget mere fundet rigeligen altsammen; og jeg har stedse troed, troer endnu, at det er en Frugt af min Sal. Faders mig givne sidste Velsignelse. Hvorfore mener du Philop. at den vanartige og vantroe Esau græd saa bitterlig da han faae, at han gik glip af den sidste Velsignelse han ventede sig af sin Fader? Jo fordi han ventede og vist troede, at hans sidste Velsignelse vilde blive ham langt fordeelagtigere, end den forventede Broderlod af Arven. Derudi tog han ikke heller feil. i Mos. 27 Cap. 38 v.

Hvorfor tilstædde Gud ikke den Spaamand Bileam at forbande Israels Menighed? Hans Forbandelse havde jo ei andet været, end Skyer uden Regn, Torden uden Virkning? Nei Bileam maatte, five nolens, five volcns, enten han vilde eller ikke, velsigne Guds Israel, lad være han derover paadrog sig

Kong Balaks Vrede og store Unaade. 4 Mos 23 Cap. Hvorfore anfører Herren siden paa adskillige Steder denne Handel, og henregner den til en af de store Velgierninger, Naades og Barmhimigheders Bevisninger, han havde giort imod Israel, nemlig at han forekom, ja paa en miraculeus Maade afværgede Bileams græsselige Forbandelse? vide. 5 Mos. B. 23 Cap. 5 v. Josv. 24 Cap. 10 v. Nehem. 13 Cap. 2 v. Mich. 6 Cap. 5 v. Sagen er sandelig vigtig og værd at efterlæse. Endnu et merkeligt Exempel falder mig ind: Da Josva efter Herrens Befalning havde med skarpe Sverd ihielslaget Jerichos Indbyggere, og opbrændt Staden med Ild, soer Josva og sagde: Forbandet være den Mand for Herrens Ansigt, som opstiger og bygger denne Stad Jericho! Naar han lægger dens Grundvold koste det ham hans Førstefødde, og naar han setter dens Porte, koste det ham hans yngste Son. Josv. 6 Cap. 26. v. See dette var det Segl, Josva satte under Documentet. Monne dette Segl holdt Prøve, eller foer hen med Veier og Vind? Nei vi læser 1 Kong. 16 Cap. 34 v. Opfyldelsen udført med følgende Ord: I hans, Sc. Kong Achabs Dage, bygde Hiel den Beth-Eliter Jericho (han har ventelig tænkt, at Josvæ Forbandelse vilde ikke sige meget) Men hedder det: det kostede ham Abisam hans førstefødde Søn, her han lagde dens Grundvolde, og Segub

hans yngste Søn, der han satte dens Porte Efter Herrens Ord, som han havde talet ved Josva Nuns Søn. Her seer du, min gode Philop., at saadanne oprigtige Mænds Forbandelser har noget andet i sig, end Pavens Bulle.

Men her seer jeg, at denne min Anmerkning er bleven noget vidtløftig; dog ei aldeles imod min Villie; thi jeg maa sige den kiære Læser, at, naar Philop., forledet enten af Vanvittighed eller Ondskab, Gud veed, maaskee en Blanding af begge Dele, vil bringe Forbandelse, geleidet med Børne-Børns Suk og Taarer, over Kongens Throne, saa søger en Philodanus, en Philo-Cleresias, en Antiphilopatreias, en Philoaletheias, med flere, som har skrevet imod Philopatreias, af yderste Kræfter som troe Patrioter, at afvende all Ulykke og Fortræd fra sin Konges Stoel og Throne, men derimod at stadfæste og lyksaliggiøre hans Regimente, og tilvende ham den himmelske Velsignelses Dug, hvor ved hans Riges Spir og Septer maatte blomstre, Kongen selv slaae Rødder, voxe og udbredes som et Ceder Træ paa Libanon, under hvis Grenes Lye og Skygge, hans tro Undersaattere i alle Stænder maatte, som Himmelens Fugle, boe og bygge, ja formeres med Fryd og Glæde, som Sand ved Havets

Brædde. Synes ikke min kiære Læser, at Philop. er en rar Patriot? Svarer han ikke godt til sit Navn? Viser han ikke tydelig hvad Kierlighed han har til sit Fæderneland, som vil forstyrre den almindelige Rolighed og Fred; giøre mange 1000 Brødløse, bringe dem i Foragt, om ikke til Bætler Staven, føre Forbandelse over en Konges Throne? Er ikke dette den rette Ulysses og Ulykkes Fugl, som under en saa deilig Masque saa dristig tør trine op paa Theatrum, og udsprede iblant den eenfoldige og lettroende Almue, et Skrift af saa onde Desseins, som vilde, i fald han naaede sit Ønske, som Gud vel i Naade afvender, have saa bedrøvelige Følger, ja maaskee langt flere og farligere, end de, der allerede ere lagde for Dagen.

I alle christelige og rettenkende Folkes Øine, vil den Person ei mere foritene Navn af Patriot, meget mere ansees som en veritabel Diabolist, eller som jeg seer en anden i sin udgivne Piece translaterer hans Navn: Pfeudo Philopotreias, v. en falsk, en forestilt og fingeret Kierlighed til Fædernelandet; følgelig synes mig, en anden brav Mand har ikke taget feil, naar han circumscribcrer Philopatreias til Philokakias ɔ: Kierlighed til Ondskab.

Hvad de norske Præstekald paa Landet, for Resten i Almindelighed angaaer, da bestaaer vel deres fornemste og største Herlighed derudi, at en norsk Præst er ei udsat som et Maal for en malicieux Forvalter, en udhungret Ridefoged, en uretfærdig Forpagter, og en samvittigløs Herremands Chicaner; som har lukket Øinene paa saa: mangen brav Præst i Dannemark, og bragt ham mange Aar for Tiden til Graven. En norsk Præst slipper at skrive Suppliqver om Riis-Qvisterne, hvormed han skal indhegne sin Have og øvrige Eiendom, men kan, uden at give Skovridere, Skov-Fogder & c., Udvisnings Penge, og dyrt nok betale en Rulte-Riis, sende sine Folk til Skoven, om han har nogen, for at hugge det fornødne Brænde og Giærsel, ja andet mere; Kort sagt: Han disponerer med fuldkommen Frihed og ubundne Hænder sin Gaards Eiendom, og kan giøre sig de Herligheder, som derved findes, saa nyttig, som han best veed og kan; dependerer af ingen, undtagen Biskoppen og Amtmanden; og sandt at sige, da er dette en uskatteerlig Herlighed; Thi Friehed er uden Tvivl en af de største jordiske Lyksaligheder; og denne troer jeg har været, og er vel endnu, de norske Præster mere misundt end deres Kalds Indkomster selv. Hidindtil har det været Norges Lyksalighed, at Landet ei har været

plaget med mange Herregaarder, og Baarne-Rettighed; gid der og aldrig af disse Blod-Igler og slaviske Trældom, nogensinde maatte blive besværet.

For Resten veed enhver, som har nogen Kundskab om de norkse Kald, at, som de har sine Herligheder, har de ogsaa sine store Byrder og Besværligheder. De allerfleste har residerende Capellan, som nyder af Sognepræsten 100 á 130 Rdlr. som aarlig Løn, foruden en Mensal Gaard at boe pag, samt 2de Offerdage af Menigheden. De ovenmeldte 100 Rdlr. maa dog Sognepræsten af Kaldets Indkomster udrede; og endda undertiden taale; at hans Capellan, om han er af et maae deligt Gemyt, insinuerer sig hos Menigheden paa sin Sognepræstes Regning. Og dog bliver dete et Necessarium qvid, en Nødvendighed, som ei vel kan blive anderledes, formedelst de mange Anexer og lange Kirkeveie, da der blev en Sognepræst umueligt, i Høst og Vaar, og i de korte Vinterdage, allene selv at forrette der altsammen.

En Præst i Dannemark anskaffer allene i Krigstider en Soldat, og Stykhest; derimod maa en Præst paa Landeti Norge, hvor lidet Kald han end har, udrede endog i Freds-

tider, en Soldat; er Kaldet større, maa Præsten anskaffe en Dragon og Dragonmæssig Hest; og er der et Kald, som ansees for et af de beste, maa han udrede 2de Dragoner og 2de Heste; En Uleilighed og Byrde, som undertiden bliver betydelig nok.

Hertil kommer og, at en Præstes Familie i Norge er gemeenlig stærkere og talrigere end Præsternes i Dannemark; Thi, naar en dansk Præst har 3 á 4 Børn, seer man Stuen fuld at vrimle af Børn hos en norsk Præst; hvilket ingenlunde kommer af Nationens Geilhed, som jeg engang hørte af en vis dansk Mands Mund i et Compagnie; men af den kolde og sunde Luft og Clima, som føder er sangvinsk-colerisk blandet Temperament, hvis Natur, efter Physicorum Meening har en stærkere vim Multiplicandi, end den raae og seie danske Clima, som føder den blotte Phlegma, hvilket for det meste ere de Danffes, besynderlig den gemene Mands, Temperament; Da nu Gud saaledes velsigner de norske Præster med et Huus fuldt af Børn, (Børn ere dog Herrens Gave, og David siger: din Hustrue skal blive som et frugtbart Viintræ paa Siderne af dit Huus; dine Børn, som Olieqvisten omkring dit Bord. Ps. 128.) udfordres da ikke mere til 10 á 12 ja undertiden flere

Børns Underholdning, og Opdragelse, end 2 á 3., det seer vel enhver; In'Summa: Den evige Viisdoms alvise Indretning paa Jorden er Heel forunderlig; Det heder om Israels Børn, da de sankede Manna i Ørken, at en sankede mere, og en anden mindre, men, da de maalte det i en Omer, da havde de ikke til overs, som havde sanket meget; og den NB. fattedes ikke, som havde sanket mindre; de havde sanket hver faa meget, som han kunde æde. 2 Bos. B. 16 Cap. 17 18 v.

Nu min kiere Philop., skal vi reise videre og længere omkring i Norge, eller skal vi vende tilbage? For min Deel havde jeg nok Lyst endnu en gang at tale med de gamle ærlige og brave Nordmand, saa vel af geistlig som civil Stand. Jeg er vis paa, naar de fornam, jeg handlede og omgikkes dem ærlig og redelig, de vilde bevise mig alt got, og give ung paalidelig Oplysning om adskillige Præsters Adkomst til sit Gods & c. ja uden Tvivl vise mig mange rare Antiqviteter; Men mig synes, at Philop. har alt tabt Lysten til at reise videre; maaskee han frygter, der kunde endnu være flere ligesaa farlige, om ikke farligere Klipper at bestige endda, hvorpaa jeg har ført ham op; At bringe ham i flere Labyrinter vil jeg ikke, og endnu mindre føre ham paa vild Græs, eller

tabe ham efter mig i et Moras. Jeg seer, den arme Mand er ligesaa, ilde heran paa Biergene, som i Dalene; der bliver ham derfore radeligft, at vende om igien til det jevne Land, og efterdags aldrig mere udæske og opfordre de 3 Dele af 2de Rigers Indvaanexe imod sig til Strid, Kom den Krig ihu og prøv den ikke mere. Jobs 40 Cap.27. v.

Philoaletheias Grundige Anmekninger over Endeel af det, Philopatreias har skrevet om Geistlighedens Indkomster i Dannemark og Norge.

Philoaletheias

Grundige

Anmerkninger

over

Endeel af det,