↩

Om Philopatreias

trende

Anmærkninger.

I et Brev til En høi herre

fra

F * * * g.

Gud velsigne Kongen, at det maa gaae Landet vel.

Kiøbenhavn 1770.

Selges for 8 ß, Adresse-Contorets Syge- og Spiisnings-Casse til Fordeel.

2
3

Deres Excellence & c.

Naadige Herre!

Den Befaling at igiennemlæse Philopatreins trende Anmerkninger & c. og skriftlig sige Dem mine Tanker om dem, bør jeg adlyde. Men mit Brev vil Deres Excellence have i Morgen, og da tillige mine Forklaringer — herudi har jeg maattet overvinde mig selv, Vel sandt, Deres Excellence vil besinde at der hø-

rer intet mindre end Eftertanke og Overlæg til at dømme dette Skrift. Forfatteren opholder sig kun ved Barren og det yderste af Tingene; man behøver derfor kun et maadeligt Syn til ar oversee og indsee alle hans Sætninger. Det er altsaa ikke for Skriftets Skyld jeg frygter at sende mine Tanker. Men hvad jeg skriver, det skal læses af en oplyst og eftertænksom Herre, af en Herre med Deres Excellences Indsigt og Tænkemaade, af Deres Excellence selv. Jeg bevidner i Sandhed at der behøves just Deres Excellences

egen Høie Befaling til at bringe mig hertil, og derfor med desto større Haab beder jeg underdanigst at Deres EXCELLENCE tilgiver de heri forefundne Mangler , hvori den mig forelagte Tids Korthed og har Skyld. Det er i den Henseende Umueligt for mig at optage Alting fra Grunden af. Jeg maa derfor i Forveien erindre at Deres Excellence maa ikke vente andet end de almindeligste og allermeest bekiendte Sandheder; for at føl-

ge min Mand behøver jeg ikke at gaae videre. Han seer kun paa Skallen og Tingenes Overflade ; det vil derfor i disse Linier kun blive mit Øiemeed at undersøge om han der seer rigtig eller ikke. Men jeg troer at jeg har sagt nok til at haabe Deres Excellences naadige Overbærelse med dette mit ufuldkomne Svar.

Jeg har da læst dette Skrift — Philopatreiastrende Anmerkninger : 1. Om de dyre Tider, og Handelens Svaghed. 2. Om Rettergang, 3. Om Geistlighedens Indkomster. Kortelig : Om tre vigtige Stats-Artikler skriver denne Forfatter. Neppe saae jeg Titlen førend jeg ønskede, at det maatte være got, og jeg haabede det. Jeg fornøiedes over Fortalen, den smagde af idel Patriotisme, Redelighed, Kierlighed til Sandhed, jeg begav mig nu til Skriftet selv; jeg læste som den der venter at finde noget got, som den der har allerede sat sig for at samtykke og beundre. Men Deres

Excellence forestiller sig ikke, hvor Meget jeg blev nedslaaet. Ach! tænkde jeg, er der een iblant os, som offentlig tør skrive os disse Ting for, og endda give sig ud for Landsmand, Patriot, Fædernelandes Ven! Er det mueligt at denne elsker Sandhed, at han vil os alle vel. Det var kun lidet, at jeg forestillede mig ham som et ubesindigt og selvklogt Menneske, som havde nogen Vittighed uden Erfaring, som havde været hældig nok til at kaste sig løs fra nogle plumpe Fordomme, men som ikke havde Kundskab, ikke Indsigt nok, ikke Sandheder nok til at bøde paa det Tomme, som ved Fordommenes Bortjagelse var blevet i hans Forstand. Thi jeg troer, Naadige Herre! at naar et Menneske arbeider paa at giøre sig løs fra Fordomme, at stille sig ved indgroede Vanesætninger, da giør han det store Skridt til, enten at blive klog, om han tillige skaffer sig Kundskab, eller til at blive øer i Hovedet, om han lader det beroe med Forstandens Dyrkelse. Saa mildt tænkde jeg om ham i Førstningen,

men omsider, Ja, Deres EXCELLENCE! omsider gruede jeg; thi jeg afsener den, som for det ærværdige Publicum tør fremkomme med afskyelige Principer, ugudelige Sophisterier, Usandfærdigheder, og fornærmende Beskyldninger imod Personer, Stænder, Embedsmænd. Sandt nok ; hans Skrift indeholder nogle Sandheder, nogle gode Sandheder, som han har den Fortieneste at han dristigen har sagt offentlig. Men skulde man ikke kunde foreene samme Dristighed med Hiertets gode Egenskaber, med Sanddruhed og Redelighed, da gid ingen Dansk have saadan Dristighed. Han dadler vore Feil, laster vore Urigtigheder, seer alt, tør alt, og Tak være vore mange Uordener, han har ofte Ret. Men nogle af hans Lægemidler ere forfærdelige, hans Tanker uoverlagte, hvert Skridt ubesindigt, og hans Gang overalt tumlende. Men jeg vil begive mig til Skriftet. Der staaer da om de dyre Tider nogle rigtige Sætninger, men han fortiener ingen Tak for Opdagelserne. Alle

have i lang Tid hørt disse Klager, og Forfatreren har maaskee selv hørt dem 100 Gange. Det er ingen Fortieneste ar skrive dette, men det er en Fortienefte at raade Bod derpaa og at give Forslage dertil. Han vil da ogsaa have Denne Fortieneste. S. 11. begynder han sine Underviisninger. Vi vide alle hvor vel vor Konge saae til for os, da han forbød Kornets Udførsel, og alle Undersaatter brændte af Erkiendtlighed imod denne faderlige Omsorg. Saa vise Anstalter vil vist fremdeles standse den dyre Tid, som faa længe har plaget os uden Misvæxt og Uaar. Men om der derfor var got at tillade Kornets frie Indførsel, behøver vel meer til Beviis, end en simpel Forsikring. Jeg tør derfor ikke med denne Mand ønske at Det maatte behage Kongen at tillade Kornets frie Indførsel, og han burde ikke offentlig have giort dette Ønske, uden han tillige havde, med meget og vigtigt, forklaret sine Tanker. Er det got, da gid det maa behage Kongen, men det vil da vist blive undersøgt først. Han

indvender imod sig selv at adskillige Jordegodseiere vilde blive ødelagt ved Kornprisernes Nedsættelse. Og har De nogensinde Naadige Herre! hørt et forskrækkelige Svar end dette: En slet Feldskiær, som ei afhugger et lille Lem for at redde det hele Legeme. Nei den Allerhøieste bevare os fra saadanne Stats-Operateurer. Lemmerne i Staten hænge vel sammen som Lemmerne paa vort Legeme. Men de hænge og sammen paa en anden Maade. Ikke allene have de alle et Forhold til hinanden formedelst det heele, men de slutte i hinanden, den eene bevæger den anden de ere ligesom lænkede i hinanden. Vel kan et Leed af denne Kiede udvides, indskrænkes, men brækkes maa den ikke. Vee den Statsmand og Vee det Rige som bestyres af saadan en Statsmand, der troer at han kan skiære og afskiære i Staten naar han lyster, som bruger Love og Befalinger, Paabud og Forbud, som en Feldskiær sin Kniv. Han er da en slet Statslæge.

Klogere raisonerer en anden Forfatter. „ De usunde Stater maa helbredes ligesom syge Legemer ; pludselige Forandringer ere farlige, og Udfaldet meget uvist. Altid maa Lægen være uforfærdet men sielden dristig; vi maa beredes og ledes, ikke stødes eller drives til Sundhed (*)„. Ingen kan meere end jeg ønske de fordervelige høie Prisers Nedsættelse ; ingen tillige meer end jeg ønske lette Kronpriser. Ingen meer end jeg ønsker Kongens priselige Hensigter opfyldte med det afskyelige Bonden-Slaveries Udryddelse. Men naar man ikke drives af Had og Avind imod Jordegodseierne, kan man ikke være tilfreds med deres Ødelæggelse om der end som nok saa meget got deraf. De have kiøbe bona fide, de have sat deres egne Penge deri, man kan endog ikke fortænke dem, om de har villet profitere. Godserne er jo nu deres virkelige Eiendomme. Jeg vilde have ønsket at

(*) See Prisskriftet: Om Mod og Sindighed i Forsøg af de skiønne Videnskaber 8 Stykke. S. 238.

de ikke havde været saa hidsige paa at kiøbe, og derved kiøbt saa dyrt, at ingen havde kiøbt, som skulde forrente for meget. Men nu er det giort. De ere dog Regieringens Sønner og Landets Børn. Meget mindre kan man ønske deres Ødelæggelse, naar man har Begreb om hvad Ulykker deraf vil følge. Disse Jordegodsejere kan ikke ødelegges uden at de skal ødelægge mange andre Mennesker, og disse igien flere, og alle disse kan ikke ødelægges uden at hele Landet stal tabe Credit, Liv, og Aande. At enhver Jordegoseier tabte noget formedelst en eller anden nyttig Forandring og Lettelse i deres Brødres, Borgers og Bondes, Kaar det er noget andet, dette bør de, og jeg er forsikret om mine danske Landsmænd at de vil. Retskafne Patrioter iblant os have og allerede talt i denne Tone. De have ivret sig imod Misbrugene paa Landet, men de have talt med Indsigt og Forstand. Oeder, Dyssel, og Forvalter Baden i hans smukke Skrift, som for nylig er kommet ud, melde intet om slige

Feldskier-Operationer. Ved saadanne Grundsetninger maa Indvoldene røres i et Folk, som er vant til at leve i Danmark under Konger af den høistpriselige og milde Oldenborgske Stamme. Hans sidste Forslag om at sælge store Godser i smaa Stykker er baade ædlere og klogere, men det har der længe været talet om; hvad Vanskelighed vilde ikke derved møde i disse Tider, og hvo vilde finde Kiøbere. Korn-Magaziner har jeg altid holdet for noget got, under samme Vilkor som denne Forfatter, at de nemlig skulde aabnes naar Kornpriserne blive faa høie og lukkes naar de bleve faa lave. Man skal og kunne bevise at der har været tænkt derpaa før; alt dette troer jeg er rigtigt, i det mindste smager det af ingen ond Kilde. Men det han siden anfører om at indføre Kiød, Smør og Ost uden Told fra Engeland og Irland, for at formindske Priserne hos os, anseer jeg for noget ubetænkt og uoverlagt. Lad os spørge vore Naboer om de giøre saaledes. Men overalt;

alle Levnetsmidlers frie Indførsel — og det nu i denne Crisi — med et — Gud lade aldrig dette blive til noget, uden det bliver nøie overveiet og befundet uden Skade. Mig smager det af Feldskier-Operationer.

See Naadige Herre, saadanne Sætninger, saadanne Forslag, saadanne Indfald findes her imellem adskillige gode, velbekiendte og ofte paaraabte Sandheder. Han kommer nu nærmere til Handelen. Men intet Nyt, intet vigtigt. At Told og Consumtion i visse Ting er for høi hos os, det troer jeg med ham og ønsker dens Nedsættelse. Jeg troer ogsaa at dette vilde hielpe vor Handel, vor Skibsfart, at det vilde befordre Folkemængden, ophielpe den trykkede Almue, give alle Stænder Kraft og Styrke. Men jeg troer tillige at der vil meget meer til, og at de indsigtsfulde og erfarne allene kan sige os det.

Nu til den anden Afhandling: Om Rettergang. Hvad meener Deres Excellence vel at vi finder her? jeg har nu læst det igiennem, og jeg begriber nesten intet. Begyndelsen deraf er færdig at ønske os Lov og Ret ud af Landet: „Jeg veed ei, om man gjorde det menneskelige Kiøn større Skade eller Gavn, da man bragte Lovkyndigheden til et System, og gjorde Den til en Videnskab. — Jeg vil ei igjennemløbe alle vilde Folks Historie for deraf at bevise at man blot efter Naturens Lys kan handthæve en almindelig Retfærdighed.,, Er dette ikke noget forunderligt, noget sært? Men til Lykke dog! iblandt de sædelige og under en ordentlig Regiering levende Folk finder han at Dit og Mit udæske Love og udkræve Lovkyndighed. Vel er det da! Skal vi da vende tilbage til Skovene heller end boe i Byer, heller boe i Dyreboliger end i Huuse, heller bisse om paa Markerne, end gaae, ride, og kjøre paa en ordentlig Maade, og efter kloge Hen-

sigter, heller være uden Orden, uden Regler, uden Sikkerhed, end leve under en viis Regiering og rette os efter gode og faste Love. Hvad har dette her at giøre ? Skal vi maaskee danne os efter de vilde Folk, tage dem til vore Mynstre og endnu i vor ordentlige Stat indrette vore Anstalter efter dem; skal vi giøre Love om til Vedtægter, bruge Lodkastning i steden for Dom. Der er mig ikke mueligt at see hvor denne Mand vil hen, og hvad hans Hovedøiemeed er, thi nu strax skal jeg forklare, hvad der staaer i disse Blade. Det første er bitre og galdefulde Beskyldninger imod alt, hvad der hos os har Navn af Jurister og Rettens Betjente. Jeg vil udskrive noget som skal vidne at Forfatteren har en forunderlig Dristighed. Naar for Exempel, siger han, en Sag ved en Underret henstaaer, naar jeg har beriget en Skriver med et halvhundrede Rixdaler og mere for nogle vidtløftige med Procurator-Snak opfyldte og Alen lange Bogstaver skrevne Acter; naar Dommeren er

betalt med et par Sneese Opsættelser, og jeg har laant Penge for at give en ublue Procupator pro arrha; faaer jeg mange Gange en Dom, som er bygget mere paa Parternes end Lovenes Grundvolde — Jeg gaaer med denne til en Overret, hvor de fleste Stemmer gielde, men Stemmerne oftest ere et Echo af Yndest og Had o. s. v.„ Forskrækkeligere Billede har vel ingen hørt paa Rettens Forvaltning hos os. Hvor ere de baade af os selv og fremmede saa ofte anpriste ypperlige Anstalter til Rettens Haandhævelse. Man har nu og da hørt ved Underretterne en urigtig ja vel og maaskee en partisk Dom, men man har og hørt den ved Overretten underkiendt og Dommeren straffet. Men en Overret, hvor Stemmerne oftest ere et Echo af Yndest og Had — Gode Gud! er dette Højesteret eller hvilken er det? Jeg tier og gruer. Dette har jeg aldrig forestillet mig.

Nn behage Deres Excellence at høre hvorledes han vil have det med os: „en hver

Mand som geraader i Trette skulle selv andrage sin Sag for Dommeren der burde indkalde Contraparten, examinere Vidner pro & contra„ Procuratorerne vil han først have afskaffede, som dem, der ere Aarsag til Kneb og Udflugter, men Sagen vil han overlade til Dommeren. Det er at sige, en Ukyndig leverer sine Beviser til en Mand, som er Dommer og der er Sagføreren sikrere end hos den anden Mand fordi han er Procurator. Denne Dommer skal kunde oplyse Sagen paa bedre Maader og meer oprigtig end 2 Procuratorer, hvoraf hver gjør sin Beste for sin Part. Dommeren skal blive mere redelig, mere paapassende naar han har allene med de ukyndige og ofte vankundige Parter at gjøre, end nu, da han oppasses af 2 drevne Lovkyndige. Lovkyndige, siger jeg, thi vel kiender jeg nogle flette Rabulister, men jeg tiender og duelige og redelige Underrets-Procuratorer, jeg kiender Flindt, Gram og flere.

Naadige Herre! Summen paa alt bliver da dette, ar vore Dommere, vore Procuratorer og alt hvad der har Navn af Rettens Betiente fra der Øverste til det Nederste er uretfærdigt, at den Fattige udsues og bedrages i stedet for ar faae Ret. Om dette er sandt bør Deres Excellence have at vide fra andre Steder, jeg kan ikke indlade mig videre, thi det meeste han her foredrager er ikke grundet paa Sætninger men paa Facta, for Resten er her ingen betydelig Sætning, intet vigrigt Be viis, men ikkun Beskyldninger og Fornærmelser. Gud bedre os om det var, som han klager, og Gud hjelpe os, om han skulde destillere vore Ting, thi da ville vi i en Hast faae at see alting forandlet til Spiritus og ExtraCter og omsider til Røg og Damp.

Tredie Afhandling: Om Geistlighedens Indkomster — Jeg fornøier mig nu

at Deres Excellence kan være fuldkomen forsikket at jeg ingen personlig Fordeel kan have ved at skrive øm denne Stand, som jeg dog ellers faa høit ærer. Men jeg maa her paa nye udbede mig Naade og Bevaagenhed, om jeg maaskee skulde blive overilet, thi jeg vil vist behøve at have for Dine al den underdanige Ærbødighed, som jeg bør bære for Deres Excellence, og vir» kelig bærer, om jeg ikke skal blive bragt til at ivre mig imod dette udydige Stykke — Geistlighedens Indkomster ere for store og hindre det Almindeliges Fremvext. Denne er hans Hoved-Sætning. Ja ja, dette ivrer mig ikke. Endfliønt det er falsk, har han dog Lov til at sige det, og derved kan man ikke bringes i Harnisk med større Ret end ved alle falske Domme og Sætninger. Men videre: „Christi Disciple vare fattige, ydmyge og arbejdsomme, deres Efterfølgere bor være ligesaa„, dette er et Beviis. Her dølger det Onde sig. Hvad mon Ydmygheden og Arbejdsomheden har hos Fattigdommen at gjøre; de høre ikke uadskillelig

tilsammen, allermindst burde de her været sammenføiede. Baade han og jeg, De ogsaa, Naadige Herre! og vi alle bør være ydmyge og arbejdsomme, ikke fordi Christus og hans Disciple vare det, men fordi det desuden er een af vore Pligter. Men at nogen skal være fattig, derom taler hverken Philosophie eller Bibel — Gud tilgive ham dette Sophisterie — Salige ere de Fattige: sagde Keiser Julian til de Christne, naar han plagede og røvede dem. Dog vor lille Forfatter bør ikke komme i Ligning med denne store Keiser; han har intet tilfælles med ham uden dette eene, og maaskee han har laant det af ham. De første Christne vare fattige og forfulgte, følger deraf at vi stal være ligeledes? Skulde Deres Excellence ikke kunne betiene sig af sin Vogn og sine Heste, fordi de første Christne gik til Fods undertiden med bare Fødder. Det eene er ligesom der andet, og jeg undseer mig at opholde Deres Excellence derved. Skulde vel saadanne Ting kunne skrives uden af den

som foragter Publicum, og har sat sig for at trodse al sund Sands. I de første Tider vare alle Christne fattige fordi de vare for« fulgte, og fordi de under de udydige Regenter, som den Gang i Rom regierede Verden ved ligesaa slette Befalingsmænd, ikke hørde til Staten, men udelukkedes derfra og neppe maatte beholde Sted i Verden; Men Fattigdom og Besværlighed har aldrig udgiort nogen Pligt i Religionen for noget Menneske eller nogen Stand. Dette er saa ofte forklaret baade paa Tydsk og Dansk (*); at vi ikke let skulde

(*) Mosheims grundige Tanker & c. see Kritiske Journal No. 47. 1770. S. 368. Conferenceraad 368. Conferenceraad Suhms nærværende 18 Seculi Caracteer I St. Man læse hos Conferenceraaden disse Ord, og mere: „Men man maa dog ei fordre af dem (Præsterne) meer fuldkommenhed og Strenghed i Levnet end af andre, og som Religionen foreskriver alle; thi det giøre ikkun de som ere ilde oplyste om deres egne Pligter, og meene at Religionen ei forbinder dem til at leve lige-

de vente slige ynkelige Eventyrer af en Mand, der troer sig at være Oraclet, der i vore Tider stal adspørges til Landets Frelse. — Ogsaa Huustavlen beraaber han sig paa — Hvad mon der staaer i Huustavlen andet end at en Præstemand skal være ædruelig, sædelig og forstandig. Mon vi ikke alle bør være dette, og

fordi der her siges til Guds Ords Tienere,

siges der derfor ingen Sted til alle Mennisker? Der staaer og: som gierne laaner Huus. Han kan følgelig have Huus, ja meer Huus end han behøver. Hvad videre mon der vel siges i Huustavlen andet end dette, ar vi bør deele med dem, som Ordet lære, at en Arbejder er sin Løn værd, og meget andet af samme Tone, som denne Mand neppe eftersaae da han skrev dette. Men nu maa jeg lade min Mand tale noget med. „Geistlighedens Indkomster hindre„

saa gudeligen som deres Præster, eller og de, som ere Hadere af Religionen, hvilke sidste gierne vilde bringe Geistligheden til Bettelstaven, og derfor stedse tale om Apostlernes Armod & c.

„hindre meget det Almindeliges Fremvæxt. Skal et Par Folk giftes, strax trykke Præsternes og de andre Kirkebetienteres Udgifter. Skal et Barn døbes, en Død begraves, ligeledes: Det er ei allene en Hinder i Ægteskabs Formerelse, (en vigtig Post i et Land) men i andre Dele et Besvær, at man ved ovenanførte Leiligheder skal betale ei allene Kirkens Præster, men Klokkere, Gravere og den hele Forsamling„. At Klokkere og Gravere her ere blandede imellem Præsterne, som Forfatteren nys talte om uden videre Selskab, og som han siden atter taler allene om, anseer jeg for et lille Kneb. Disse Betiente, i sær Graverne, ere ved Kirken af meget mindre Vigtighed end Præsterne, og man bør ikke tale om dem paa eengang. Gravere, disse som ere her i Kjøbenhavn, og som jeg troer ikke er nogensteds i Riget uden i Kjøbenhavn, kan Kirken vel undvære, lad dem da blive indskrænkede, afskaffede, hvad man vil, men man blande ikke det eene i det andet.

Dog bør jeg vel erindre dette at det blot er føielighed, som tilsiger mig disse Ord, thi jeg har aldrig anseet der for en Feil i en Stat at der ere Embeder og Levebrød af liden Vigtighed, end ikke, at der ere nogle Embedsmand, som have Indkomster, allene for at skrive deres Navn nogle Gange. Der ere mange flere Folk, end Gravere, som paa lige Maade efter hans Talemaade trykke det Almindelige: Disse kunde og indskrænkes ja afskaffes, men hvad blev Frugten? mindre Familier, mindre Told, Consumption og Accise, mindre Styrke i Staten. At de lønnes og underholdes af det Almindelige bør ikke giøre nogen vred. Den eene i Staten underholder den anden fra den Øverste til den Nederste; det er derfor en usel Politik, som taler om at Folk har for meget. Jo meere Folk har at leve af, jo flere andre kan de sætte i Arbeide, og da er der altid vundet for Staten.

Men jeg forlod Sagen: Klokkere, Gravere og den hele Forsamling. — Paa

Landet beløber denne hele Forsamling til 2 Personer, Præst og Degn, men jeg vil forlade Klokkere og Gravere; her er nok om Præsterne. „Man behage kun at legge mærke til, ved de tvende Termins Tider, og see hvor mange Geistlige Renterere her indpassere af Landsbye-Præster & c.„ Om nu og dette var sandt, om her kom nogle for at tage imod lovlige Renter. Kortelig; om nogle Præster havde Midler? — Hvo i en Stat er frem for andre berettiget til at eie Penge, hvem frem for andre har lov til at spare for at legge noget op til Kone og Børn, hvem uden Staten profiterer ved at Konen ikke behøver Pension og Almisse, og Børnene ikke offentlig Opdragelse i Opfostringshuus eller maaskee siden offentlig Straf for Forbrydelser som de ikke havde grebet til, om de havde havt nogen Hjelp at komme fort ved. Men jeg kan tænke: Christus og Apostlerne vare fattige — Gud velsigne dette onde Menneske — næsten forgaaer Taalmodigheden mig, ved at fo-

vende Beskyldninger, disse sidste kan vel ikke med større Ret udraabes for Publicum end for enhver ærværdig Forsamling. Det er vist nok, at der kan være mange, endog ædle Aarsager hvorfor en Forfatter ikke vil sætte sit Navn paa sit Skrift; men Stykket bør dog være saaledes beskaffet at han kunde have skrevet sit Navn uden at frygte for Straf paa Ære og Velfærd, uden at tabe et got Navn og Rygte, uden at blive til Afskye for retskafne Folk. Jeg længes efter at vide, om ikke baade dette og de nylig berørte skammelige Steder vil nøde dem iblant os, som ere betroede Politie og god Orden, til at giøre allerunderdanigst Forestilling, enten i een eller anden Henseende.

Naadige Herre! det er blot og bar allene i underdanig Ærbødighed for Dem at jeg læser meere deraf og at jeg skriver meere derom — „Præsterne burde have staaende Løn„ — Og hvoraf skulde denne tages? jeg veed at den-

ne Sag har tilforn været i Betænkning af færde og duelige Mænd, men at disse ikke have vovet at giøre Forandring. Dette Menneske kan — „Præsterne burde have staaende Løn„ Nu voxer paa Landet Præsternes Indkomster op af Jorden/ de lønnes uden nogen føler det. Det kan han i Øieblik giøre paa fordeelagtigereMaader. I Kiøbstæderne lønnes de for den største Deel ligeledes. Jeg begriber ikke hvad herpaa kan være at sige. Men „Præsterne burde have staaende Løn„ uden at betænke at dette vilde neppe lade sig giøre uden at der maatte opkomme en Lighed i Indkomster, som alle erfarne og kyndige Statsmænd maa ansee som ufordelagtig for Vindskibelighed og Stræbsomhed, fordi ingen kan da faae noget bedre, ingen forflyttes til noget bedre, alle har Haab til et og det samme, og den beste ikke bedre Haab end alle de andre. Vilde saadan Søvnagtighed og Ustræbsomsomhed blive nyttig for Staten? Men der er meer, som vor Statsmand hverken har læst

30 eller tænkt paa.. — hvor ofte skulde denne Løn forbedres? Er det ikke efter al Erfaring i Verden, at Pengenes Værdie, i Forhold til Vare og Arbeide, forringes, at 100 Rdlr var for 100 Aar siden meget mere end nu, og at de om 100 Aar ikke blive det som de ere nu. Jeg taler nu uden Hensigt til vore høie Priser, uden Hensigt til vore oeconomiske Uordener; thi Verdens Historie lærer os at det kan skee af andre Aarsager, af Opfindeldelser, Forandring i Levemaade, ja og af Hændelser. Men disse Betientere skal altid kunne leve. Man betænke hvem det er, som, saa længe man kan huske, have begieret allernaadigst Tillæg i deres Løn, og jeg er vis paa at man da vil finde at det er dem, som have staaende vis Løn, og for hvilke den er bleven regleret længe tilforn. Da den blev fastsat var Hen stor nok, men ikke meere den Gang da man gjorde saadan Ansøgning. Dette har man ikke nødig at frygte for, naar Jordens Grøde og frivillige Gaver bestemme Lønnen.

31 Den første tiltager og falder i Værdie ligesom Omstændighederne forandres til; de sidste proportioneres ogsaa efter Tiden og Lejligheden. Ved Handel og Vandel, Konsternes og Videnskabernes Udbredelse forandres Levemanden narurligviis, og bliver overflødigere; men den som er formedelst Handel og Vandel, formedelst Konster og Videnskaber, bleven riig, kan nu og yde mere til den, som han ved at han bør yde noget. „Der lader forunderligt at læse i Aviserne, naar et Præstekald er ledigt at man altid sætter hos dets Indkomster, ligesom Lønnen allene og ikke Gudsords Tienesten var Øjemedet af geistlige Embeder.„ — Det er en Straf at skrive saadanne Ting. Gudsords Tienesten er vel ikke Hensigten ved Præstekald paa anden Maade end Rettens Forvaltning ved et Dommerembede, og saaledes ved alle ærlige Handteringer. Der hører enten Ondskab eller Taabelighed til at fortænke nogen, som heller tar et Præstekald hvor han har til Indkomst dobbelt saa meget

32 end et, hvor havde dobbelt saa lidet; og skulde nogen vælge Det sidste, da var det, for en forstandig, Tegn nok til at han ikke var saa rigtig i Hovedet, at man kunde betroe ham enten det eene eller det andet.

Nu behage Deres EXCELLENCE naadigst

at høre de Fordeele som vilde flyde af hans Indretninger. „Naar nu ingen Embedsforretning blev betalt; men al Opvartning i Kirken skeede omsonst, da vædder jeg, (siger han) at vi skulde see flere Brudepar end nu.„ — Ligesom mange Brudepar i og for sig selv var en Lykke for Staren; ligesom det var en Lykke at løbe sammen, blive Tiggere, og føite om med Børn paa Ryggen, thi dette og intet andet vilde bliven Følgen, om intet Høitideligt, intet Helligt, ingen Vanskelighed foraarsagede nogen Betænkning. Egteskaber ere vist nok Statens Styrke, og der er vel tænkt at opmuntre dertil. Men naar alting er rigtigt i Staten,

Priserne ikke for høie, Levnetsmidler allevegne tilfals, Maaden at ernære sig paa, let, uindskrænket, og sikker, naar der ere mange Opmuntringer til Tarvelighed og Arbejdsomhed, faa eller ingen til Overdaad og Ørkesløshed, da skrække vist ikke de faa Udgifter til Præsten nogen fra at gifte sig. Der har været i Mands Minde den Tid i Danmark og i Kiøbenhavn at en Handverksmand eller Konstner kunde, naar han satte sig ned, faae at laane paa sit ærlige Navn saa meget som han behøvede, og arbeide det afigien; en Handelsmand, som ikke eiede noget, faae Credit og give Credit, betale naar Tid var, og faae Betaling. Nu spørges om Pant, Caution og rede Penge; men hvor mange Begyndere har rede Penge eller kan skaffe Pant, og hvem vil nu give Caution da ingen har noget at vove. Dette og meget andet er Aarsag til Egteskabers Aftagelse, og man behøver ikke at søge Raison dertil i Præsternes Indkomster. Videre: „Vi see jo geistlige Mænd eie Artier i Handels-Com-

34 pagnier. Hvad have de der at bestille? Ere saadanne verdslige Sysler for dem, og skal en Præst være Kiøbmand.„ Er nogen Kiøbmand fordi han eier en Actie i et Handels-Compagnie; hvad er dette for Snak? Naar en Præst har faaet Penge, naar han justo titulo eier Midler, hvad skal han giøre med dem? En anden Mand end Forfatteren vilde ikke finde noget at sige paa, at enhver, som har Midler leverer dem til at understøtte Statens Indretninger, og til at bestyres til Starens Beste. Skal en Præst frasige sit Embede, naar ham tilfalder en Capital; skal en, som allerede eier en Capital, derfor ikke ville være Præst. Om Præsterne dreve Handel og borgerlig Næring, da var det først tid at raabe: „hvad haver de der at bestille?„ Men vi høre ham forklare sig. „Var det ei smukkere for dem, som studerede Mænd, at de anvendte den megen Tid, som er tilovers fra Embeds-Forretninger paa at udbrede deels de theologiske deels andre Vi-

denskabers Lys?„ — Ligesom dette ikke kunde bestaae med Actier i Handels Compagniet, men det er desuden høistmodbydeligt at høre saadanne Ord af en Forfatter, som røber tydelig nok, at det ikke er hans Ønske, at Præsterne skal være i Stand til at kiøbe et nyt Skrift eller en kostbar Bog; jeg taler nu ikke om at eie en Bogsamling af nogen Be tydenhed og Værdie, at formeere den aarlig, hvilket jeg og mange har ønsket også vore Landsbyepræster Raad og Lejlighed til. Dette er for en stor Deel Aarsag, at vi aldrig eller dog saa sielden see noget af Vigtighed fra dem. Og faae de dog nu noget færdigt, da kan det ikke blive trykket af Mangel paa Forskud; endnu mindre tør nogen Præst vove noget, ei heller har han Raad og Leilighed til at tabe noget paa et Skrifts Udgivelse, som ikke er til alles Brug. Men dog taler denne Forfat-' ter om Videnskabernes Udbredelse ved Præsterne, og paa samme Tid om deres Indkomsters Formindskelse. — Saa fiint hænger

hans Grundsætninger sammen. "Bleve ikkun Præsternes Indkomster formindskede,

da ville vi — — —

Ja Naadige Herre; Nu just kommer Deres Tiener og forlanger mit Brev; og glad er jeg, at jeg befries fra at læse og tænke meer paa denne Forfatters Concepter. Her er man« ge smukke Ting tilbage endnu. Æslernes Klage er det sidste. — Hvilken Fortælning! Hvilken Respect for Publicum! Hvilken Mand! — Skulde der oftere fra denne Forfatter komme Anmærkninger ud, da udbeder jeg mig underdanigst at det ikke meer bliver mig befalet at læse dem eller skrive om dem. Jeg har den Ære at være & c.

den 15 December 1770. F *** g.

Trykt hos H. J. Graae, boende ved Gammel Strand.

Om Philopatreias trende Anmærkninger. I et Brev til en Høi Herre fra F***g.

Om Philopatreias

trende

Anmærkninger.

I et Brev til En høi herre

fra