[B.G Sporon] Grundede Tanker over Philopatreias Anmærkninger, saavidt Geistligheden i sær angaaer til høiere Eftertanke og Syge-Cassens Tarv, om noget ved Afsetningen vindes offentlig meddelte.

Grundede Tanker

over

Philopatreias

Anmærkninger,

saavidt

Geistligheden i sær angaaer

til

høiere Eftertanke

og

Syge-Cassens Tarv,

om noget

ved Afsetningen vindes

offentlig meddelte.

Kiøbenhavn 1770, trykt hos August Friderich Stein.

2

        

3

Calumniare audacter, semper aliqvid bæret.

Det er næsten ubegribeligt, hvorledes en Mand paa nogle Blade tør vove at tale bestemmende i 3 saa vigtige Poster, som Handelen, Retten, og Geistlighedens Indkomme. Man behøver næsten intet mere for at vide, hvad man kand vente sig. Og ingen Under, at lidt glimrende Vid, en vak-

4

4

lende Stiil og arrige Vendinger er det alt. Dog man finder noget mere: en umaadelig Dristighed, eller maaskee noget værre. Af Handelen og Rettergangs Maaden forstaaer jeg ei mere, end de almindelige Regler, en sund Fornuft, uden Erfarenhed kan vide. Men om den sidste Post veed jeg noget mere: i det mindste faa meget, at jeg her seer Philopatreias trave i et tykt Mørke. Og da han dog troer om sig selv, det er muligt, at han kan behøve Oplysning, byder jeg ham den, endskiønt jeg vist ikke er en geistlig Mand.

Hverken Frygt for mine eller mine Paarørendes Indkomster driver mig altsaa offentlig at vise Feilene i det Stykke om Geistligheden. Men det synes mig alt for skiendigt, at de Kortseende skulde bedrages og de Letsindige faae saa usel en Anledning til at giøre sig til gode paa en heel Stands Bekostning. Jeg vil tie med en vigtigere Aarsag. I det mindste vil jeg af den ikke sige mere, end at nogle, der i det Almindelige have stor Indflydelse, kunne let troe de giorte Anmærkninger vare rigtige, naar de bleve ubesvarede. Og disse kunne jo undskyldes, da de neppe kiende mere til denne Stand, end hvad de have hørt. Men dog troer jeg at Faren her er ikke stor. Thi der behøves

5

5

kuns en maadelig Indsigt og Betænksomhed til at see de Urigtigheder, der herske overalt i disse Tanker.

Strax af Devisen, som er sat foran, kiendes Forfatterens Sindelav mod Standen, om hvis Indkomster allene han vil ansees for at handle, og neppe skulde man troe, at det gieldte Geistligheden nu omstunder, uaar det Heder:

Ifti funt mores, hæ noftri temporis artes,

Vox eft Jacobi, manus eft immanis Efavi:

Da Skilderiet saa lidet passer sig paa Tiderne, og de Geistliges nærværende Opførsel, hvormed man har Aarsag at være mere fornøjet end nogensinde. Snart skulde man tænke, at Skribentens Præst greb ham for dybt i pungen og roeg selv, thi dette immanis seer saa farlig gevorbent ud, at man kan frygte for allehaande. Men hvi skrives da denne ene Mands Voldsomhed paa hans spagfærdigere Brødres Regning? og hvorledes bringes det Glubske ved saadan Egenskab i Forening med det Forlagne og Listige, der ligger i Artes, eller de Konstgreb, hvorover i foregaaende Linie er klaget?

6

6

Dog det maae vor Author forstaae, som Mester i deslige Konster.

Man behøver vist al den Lemfældighed, som Menneske-Kierlighed kan paastaae, for ikke at dømme meget slet om en Mand, der er skamløs nok, til aabenbar at fordreie den hellige Skriftes Ord: og i et Land, hvor Christi Lære ved Loven er stadfæstet, dertil at betiene sig af Christendommens foerne Fiendes, en ugudelig Julians, letfærdige Mundheld.

Forklarede man de af ham anførte Sprog efter hans Anbringelse, der ville vist komme en Mening ud, han ikke selv ville erkiende. Mon da ikke den Christne Stat skulle være den lykkeligste, hvori enhver var Betler fra Thronen til Hytten? thi i Ordene: salige ere de Fattige & c., skiønt de angaae Apostlene i Særdeleshed, er kiendelig nok en Beskrivelse paa de Egenskaber, der da maatte findes hos alle ægte Undersaatter i det Messianske begyndte Rige, uden Forskiel. Men det ville blive vemmeligt, om jeg ville nedlade mig til at vise disse Sprogs skammelige Misbrug, da der vel neppe er een af mine Læsere, som jo veed at giøre Forskiel paa Kirkens da og nu værende Tilstand.

7

7

ph . . . maae nu selv dømme, om der til den ægte Kierlighed for sit Fædreneland hører, at man skal fordreie Skriften, og andre saadanne Kunstgreb, som den kuns behøver, der har en slet Sag at forsvare. Er det ikke at give den bedste Egenskab, Kierlighed til Fædrenelandet, det hesligste Udseende?

Men vi vide; thi PH . . . har sagt det, at ikke Had mod Lærdommen, eller dens Lærere har bragt i Harnisk mod Geistligheden. Der ere alene i denne Stand visse Uordener, han vil have afhjulpne. Der ere vel i Verden ingen Indretninger saa gode, at der jo i Tidens Længde indsnige sig Uordener: Der er vel ingen, som jo kan tilstaae Ph... at Geistligheden kan have sine. Men her møder et tredobbelt Spørsmaal,

1. Om alt der er Uorden, som han udgiver derfor:

2. Om de kunne afhielpes, som han mener: og endelig

3. Om saa skeede; hvad publicum da vandt?

8

8

Dette synes mig den naturligste, korteste og frugtbareste Maade at samle de adspredte Betragtninger; der hos Forfatteren findes. Her lære vi at kiende Setningerne i deres Sammenheng, og det behøves, til at undersøge dem: i deres Virkniger, og det skal vi, inden vi vælge eller forkaste dem. Der ere 3 Hoved Arter af Skrifter, nogle slette, andre maadelige og faa gode. I de første hersker det Usle. I de andre, har dette Ligevægt med det Gode, men i de sidste, er dette blandet med noget af hiint. Der er da neppe noget Skrift saa ondt, at der jo deri er noget godt, og faa saa gode, at deri jo er noget slet. En nøie Undersøgelse efter den foreskrevne Plan skal lære os, til hvilken af disse, Ph... Anmærkninger om Geistligheden, mere end om dens Indkomster, henhøre. Og, at disse just ere af de farlige, fordi de, mellem en Mængde Urigtigheder, indstrøe noget sandt.

Havde hele Skriftet lignet Begyndelsen, ville ingen betænke sig paa at sette det blant de gode. Men hvad skal man sige til dets Forsvar, hvis første Side strax vanheldes med en aabenbare Usandfærdighed, hvorpaa dog siden alt bygges uden ringeste Beviis? Den Geistlige Stand, heder det, er umistelig i et Land, men dens Indkomster i Almindelighed for store & c. Kunne en Forfatters

9

9 myndige Sprog gielde for Grunde; da fattedes her intet. Det er aabenbar at Anmærkeren ikke kiender den Stand, han skriver om; eller maaskee han troer, Geistligheden er ei at ansee foren Stand, der skal have nogen Anseelse i Staten. Man skulle snart troe det sidste, af den Sammenligning, han giør imellem Præster og Christi Disciple. Og her ville vi opholde os lidet. Mon det er Taabelighed eller Ondskab hos dem, der giøre disse Sammenligninger? vare Disciplene Lærere beskikkede af Staten? Med hvad Ret kunne de paastaae ordentlig Underholdning af dem, der ikke havde kaldt dem? Og kunne de vel være en vis Stand i Staten, saa længe den Religion, de forkyndte, ei var den herskende? Ja, det ville være kiedsommeligt om jeg skulle gientage alle de Grunde, som aabenbare beskiemme disse Sammenligninger. Men det vi ville bestemme, er, om Geistligheden er en Stand, der i Staten har samme Rettigheder med Borger og Krigs-Standen. En Stands Rettighed i Staten maales uimodsigelig efter den Nytte, som den tilbringer. Nogle Stænder indbringe Formue: her have vi Bonden og Handelsmanden, Resten lever af det Indbragte: her have vi Konstneren, Soldaten, Præsten og Arbeidsmanden. Af disse nægter man ingen uden Præsten Borger-Ret, og det, fordi hans Arbeide synes mindst nødvendig til Statens Borgerlige

10

10 Velstand. Men all Erfaring har aftvunget end og dem, som foragte Religionen, denne Tilstaaelse, at Præste-Standen og har sine Rettigheder i Staten. Og herom er jo mellem os ingen Striid. Men Spørsmaalet er: hvordan skal dens Vilkaar være? Her heder det: dens Indkomster ere i Almindelighed for store. Den Nytte en Stand giør i Staten var det, som bestemte dens Anseelse. Er det nu ævig fandt, at Kundstab hos et Folk, og Religion, er de eneste Midler til at holde enhver til sine Pligter, og den altid mægtigste Mængde inden sine Grændser; da er der ubegribeligt, hvorfor den Stand skulle være den ringeste, i hvis Hænder saa vigtigt, og i Staten saa virksomt et Arbeid er betroet. Man afskaffe den: man giøre dens Kaar saadanne, at ingen, der til andet er dulig, vil træde i den; da er baade den og Religionen nær ved at foragtes af Almuen. Og har denne revet sig løs fra disse mægtige Baand, da skielver jeg for den offentlige Rolighed. Ja for Fyrstens Liv, naar den største og derhos ubesindige Hob ingen Religion har. Disse ere Sandheder, som Vankundighed selv undseer sig ved at nægte. Er nu den Nytte, Geistligheden virker, saa liden, at den skulle være blant de ringeste Stænder? Man beviser den neppe for megen Ære, om man lader den beholde det Sted, vore vise Love have anordnet den, og vore naadige Regenrere

11

11

hidtil har anseet den værdig til. Middel Standens Ære er neppe over Geistlighedens Fortienester. Ville vi kalde alle Rigers Historier til Hielp; der skulle neppe blive et enestes, der jo gav Geistligheden et høiere Sæde, end det her har. Og skulle Ph... her være dristig nok til at ansee sig klogere, end den gamle og ny Verdens Statskloge? I det mindste tager han vist ei her sin Tilflugt til det Protestantiske Engeland.

Uden at vove et uoverlagt Skridt, tør jeg nu vel paastaae, at Geistligheden i Dannemark ei har for stor Ære, helst, naar man af historien veed, hvad Deel den kan tilegne sig i een Forandring, som i Regierings Formen er skeet, til Statens almindelige Bedste, hvorfor Author, eller hans Tilstyndere, maaskee ønske den ved god Leilighed belønnet. Nu til Indkomsterne. Her har jeg paastaaet at Ph... neppe kiender den Stand han skriver om: og jeg troer at han maae tilstaae det med Glæde, for ei at blive skyldig i Ubillighed mod den Stand, som han dog vil ansees for at agte. Men her maae jeg giøre en Iagttagelse han har glemt. Det er Forskiellen mellem Landsbyen og Kiøbstæden, mellem denne og Hoved-Staden, og endelig mellem Provintserne. Han taler i Almindelighed. Men han kan ikke giøre det, uden at handle mod all Orden og Rigtighed. Lad os først betragte

12

12

Landsbyen. Her tør jeg beraabe mig paa de allerskarpeste Undersøgelser, og paastaae, at Geistligheden i Almindelighed har meget maadelige Indkomster. Mon en Landsby Præst kan have mindre end han har, uden at blive en Betler? i sær naar han i Skatter, og andre nødvendige Udgifter, maae betale en 100 Rdlr. Var Ph... saa færdig med Undersøgelser, som Anmærkninger; han ville af Tilstanden i Præstegaardene lære at føre et andet Sprog, om man kunne troe, det var hans Hensigt at tale Sandhed. Ph..., den over Folkemængden saa ømme, den mod de Catholske Ceremonier saa fiendske Ph..., ville dog ei forbyde Præster at gifte sig og avle Børn. Havde han Leilighed til at tælle Præstens egne og hans Tiende Neger, fik han Tid til at beregne alle de 2 ẞ., som falde til Højtider og Brylluper; han skulle paa Landsby Præstens Indkomster giøre andre Overslag, end han nu forstaaer, eller maaskee vil synes at vide. Men hvilke af disse Feil han end har; saa er det Tegn paa en fræk og farlig Tænkemaade, at skrive saa afgiørende om det, man ei forstaaer. Ved Præsterne i de smaa Kiøbstæder, ville vi kuns opholde os et Øieblik. Disse Stæders kiendelige Aftagelse, deres forarmede Indvaanere, lære os, at Ph... nok i hans Tid vil see deres Øine uden Kikkert.

13

13

Men jeg iler til Kiøbenhavns Præster. Dem er det egentlig han har værdiget sin Opmærksomhed. Alle hans Malerier skal forestille dem. Men hvor farlig ville ikke denne Mand være, om han kunne virke i Publico, som kalder nogle faa Mænd Geistligheden i Almindelighed. Hvorfra komme saadanne Usandheder? Mon fra den blotte Uvidenhed, eller Ubetænksomhed? Af Fabelen om Visdommens Skiebne skulle jeg snart troe, han ventede at træffe et Skiul for sin Nøgenhed. Men den milde og naadige Konge fattes ikke Indsigter. Han vil vist ikke tage Feil af ham og Visdommen.

Det var Kiøbenhavns Geistlighed, der var Middel-Punkten. ForMagelighed, Vellyst og Hofmod; thi disse Laster har jo Ph... lært os at komme af Overflødighed: og den have vi seer være fremmed i Restens Boliger. Her er det Præsterne holde Heste, Vogne, Tienere. Ville Ph... giøre sig den Umage at tælle hvor mange Præster, der holde Heste og Vogne, Tienere &c. Jeg troer Kiøbenhavn skulle ei kunne fremvise over to eller tre. Og det merkeligste, jeg troer ikke een Capitalist, Nei, om end en Mand paa sin Alderdom faaer nogle fede Indkomster: hans studere og første Embeds-Aars Maverhed vil give ham Gield nok at betale. Om det end var fandt at nogle faa Præste-Em-

14

14

beder vare større (thi der ere til visse kuns faa) end til et tarveligt Ophold; var det for meget om Staten havde dem at belønne fortiente Mænds Fliid med? Det er jo Statens Skyld, om den vælger flette. Og Phil. har jo selv tilstaaet, at der ere lærde og dulige Folk i den Geistlige Stand. Men jeg paastaaer, at om man søgte Mænd til Embeder, vilde der blive flere dulige end Staten kunne belønne med gode Indkomster. Hvad om der end i et Land var nogle faa udulige Præster med fede Indkomster? Der er ikke nogen Stand, hvor jo denne Uleilighed indsniger sig. Og skal en Stand spottes, fordi Staten har sat nogle udulige af dem paa urette Steder.

Det er nu beviist at Geistligheden er en Stand; kan ei, uden Ubillighed, nedtrykkes under Middelstanden, og ikke miste noget i Almindelighed, uden at fettes i Klasse med den ringeste Almue. Og, at det ikke er formeget, om en Stand har nogle faa gode Poster. Disse vare almindelige Sandheder, som nødvendig maatte være beviste, inden jeg med Eftertryk kunde udvikle alle de indflettede Feil, som findes i disse Betragtninger.

Nu vil jeg prøve dem Stykke fra Stykke; men allene forandre Ordnen efter min foresatte

15

15

Plan. Dog inden jeg giør det, skylder jeg Publicum et Begreb om Phl. Tænkemaade. Jeg behøver kuns ar anføre 2 a 3 aabenbare Usandfærdigheder, for at vise, hvor lidet man kan troe den, der ei skammer sig offentlig at lyve, og hvor gierne saadan en vil giøre det hemmelig. Kan noget Beviis være mere latterligt, ynkeligt og usandfærdigt, end at Udgifter ved Bryllupper hindre Folke-Mæng- Jeg veed, og Kirke-Regnskaberne i Kiøbenhavn maae vise, at et Kirke-Bryllup i Kiøbenhavn ei fordrer større Udgifter end 3 a 4 Rdlr. kan noget være mere latterligt, end at denne Sum skulle hindre Folke-Mængden? Men dette har Pbl. nok ei vidst; Men hvi skriver han om det, han ikke veed. Jeg vil tilstaae at nogle Kirke: Brylluper koster mere; Men hvi ville Brudefolkene have unødvendig Stats? Naar en Præst for en Rangs-Persons StueVielse faaer 6 a 8 Rdlr. da hindrer det FolkeMængden; men 50 Rdlr. Consumption ikke? Jeg ville for Phil. egen Skyld ønske, han ei her havde blottet sig faa meget. Men videre: Naar han har talt om Graveres og Klokkeres Capitaler; da siger han: Man dømme neden fra og op ad, da er Regningen let giort. Atter den største Usandfærdighed. Der ere de Kirker i Kiøbenhavn, hvor Klokkerne har meget mere end een af Capellanerne: var Regningen

16

16 nu ikke let giort, om man regnede neden fra og op ad? Dette maae ogsaa skrives paa Uvidenheds Regning. Men den er vist ikke saa let giordt, som hans om Præste-Indkomster. Nu atter en Opdigtelse. Om alle de Geistlige Rentererere, der ved Termins Tiderne indpassere. Nei dette er næsten for grovt. Kiendte Phil. Capitalisterne; han skulde nok faae at høre, hvor mange der klage over Præster, som ei kan betale deres Renter. Vil vi ikke giøre Philopatreias til Philokakias, da maa vi ved Rentererere forstaae, dem som betale Renter; thi med Uvidenhed kan faa mange dristige Opdigtelser ei længere undskyldes.

Vi vil forbigaae flere mistydede Sprog, og den bidende Skrive-Maade, som vores Patriot fører. Til hans Undskyldning ville vi troe, at han er vankundig; thi hellers var han en Spotter. Og hvad siger Loven om dem? Dog maaskee han vil have den sammendraget til den lille Bog, der skulde indeholde alle mulige Tilfælde, som enhver Skoeflikker kunde faae for godt Kiøb; hvorudi dette Spørsmaal ei kunde rommes. Hvilken Stats Forbeder? Nu til

Det første Spørsmaal.

Om alt det er Uorden, som Philop. holder for? Lader os høre Uordenerne: De

17

17 have for stor Løn efter Arbeider: Nogle holde Hest og Vogn: De faae Penge for Jords- Paakastelse & c. Der sees paa Lønnen i præstekald (som endog i Aviserne anføres). De oppebære Tiende, eie Gavn af Actier & c. Hvilken Ulykke?

De have for stor Løn efter Arbeidet. Lønnen have vi hørt. Hvad er Arbeidet? Intet. Han har Ret. Det som falder i Øinene er kuns lidet mod det Hele. Og dybere kan hans Betragtning ikke trænge. Gid vores Patriot kuns ei anseer Religionen for en blot Stats Indretning! Thi giør han ikke det, da maae han tilstaae, at det er dog noget Arbeide for en Præst at kiende enhver i sin Menighed. Men troer han dette er unødvendigt; maae han vide, at Mængden er alt for retsindig og nidkier til at tænke som han. Den Syge, der tænker paa det Tilkommende, og paa en Ævighed, som nærmer sig, ville med Rette klage, om han forgieves sendte Bud efter Præsten. Thi man erindre sig, Mængden troer et Tilkommende. En Menighed, som de fleste i Kiøbenhavn, hvoraf neppe een har under 10000 Kommunicanter, maae have mange Syge: men, paa adskillige Steder at besøge dem, er intet Arbeid? jo vores Patriot beviser smukt. Men jeg havde nær glemt, at han ingensteds skiøtter

18

18

om at trætte sine Læsere med Beviis, Nei, det er lettere ved vittige Indfald at forblinde, end med gyldige Grunde at overbevise. Af Præsternes Forretninger i Kirken og i Husene, kan man og see, hvor uoverlagt Phil. siger: Deres Antal er alt for stort: En Kirke kunde gierne besørges med mindre end 3 a 4 Præster. Atter en Usandhed. Hvilken er den Kirke i Kiøbenhavn, der har 4 Præster? og hvormange have 3? Nei! der er ingen Udkomme med en Mand, som lyver overalt. Jeg vil nu ikke her indlade mig i at vise, hvor trøstefuldt det er for den enfoldige Mængde at have en Præst, den elsker og troer; thi det er uden Tvil et Sprog, som en Mand, af Phil. Tænkemaade, ikke kiender det mindste til. Men jeg vil kuns vise, hvor rigtig han slutter fra andre Stænder til Præste-Standen. Alle andre Statens Embeder blive besørget med langt færre Betientere: ere hans Ord. Men han glemmer at giøre Forskiel paa de Embeds-Mænd, der kuns har med en heel Cirkel i Almindelighed at giøre, og dem, der have med hver Person i Særdeleshed. De Betientere, der i Staten have dette tilfælles med Geistligheden, ere der ei færre af, end af Præster, og der er dog ingen a falle, der har saa meget med enhver at giøre som disse. Men dette er en Forskiel, der enten kostede for megen Umage, eller

19

19

passede sig for livet med Mandens Hensigter, til at han skulle giøre den. Jeg maatte blive uendelig, om jeg vilde anføre alle de Steder, der udmærke Forfatterens Indsigt eller Hierte. Dette skal være den sidste Gang, jeg vil opholde mine Læsere dermed. Men jeg troer, at Falskheden er aabenbar af de Beviis, hvormed han har vildet gotgiøre, at Geistlighedens Tal og Løn er for stor.

De præster, som holder Hest og Vogn, ere intet Beviis for ham; thi hvor mange ere disse? og hvor mange i de andre Stænder, ei af større Fortjenester, giøre ikke det samme? Vi have allerede bestemt denne Stands Rettigheder. Der ere desuden flere Grunde, som vi ville giemme til deres rette Sted.

Det lader forunderlig: siger Phil. videre: At læse i Aviserne, naar et præsteBald er ledigt, at man altid setter hos dets Indkomster, ret ligesom Lønnen allene og ei Guds Tjenesten var Øiemerket af Geistlige Embeder. Skal Præster, og deres Familie gaae nøgne? skal de leve i usle Vilkaar, eller vil Kiøbmanden og Arbeideren skienke dem sine Vahre? Men skal de betale alting med de andre Stænder; maae de da ikke vide, paa hvad Vilkaar de modtage

20

20

et Embede, hvis Indkomster skal føde dem og deres Familie, der ei faaer det mindste omsonst? Min Gud! hvilke rasende Irettesettelser —

Lidet klogere ere disse Ord: Ere ikke Brudevielser, Børnedaab og Jordspaakastelse Embeds-pligter? Er det ikke aabenbare Uret, at jeg Stykkeviis skal betale dem for det, som er Følger af deres Embede? Men vores Patriot har nok glemt, at der ere mange Præster, hvis fornemmeste, om ikke næsten eneste Indkomster bestaaer i saadanne Fortienester. Er det ikke en forskrækkelig Ubillighed, at en Mand faaer det, hvoraf han har sit Leve-Brød? Men der er sandt, Phil. vil, at alle disse Udgifter skal ophæves ved en staaende Løn. Til vore Betænkninger om dette Forslag vil vi giemme hvad her mere burde siges. Dette allene burde vores Dadler her erindres om, at de Gamle, klogere end han eller hans Lige værdige at ansee dem for, have ei uden Overleg, til saadanne vigtige Perioder i det Menneskelige Liv fastsat Geistlighedens Indkomster, naar det ei kommer en Mand an paa nogle Udgifter mere eller mindre, ja, som de fleste da vilde giøre til mindre værdige Ting, end deres Præsters Underholdning er. Mon den Uret være stor, at Præsten for en Brudevielse faaer noget mere end Haarskie-

21

21

reren, og maaskee halv Parten af Stræberens Fortieneste? Haandværks-Manden og Kræmmeren betale Børne-Daab: og nu faaet Præsten Raad til at kiøbe nogle flere Vahre, og lade et Stykke Arbeid giøre mere: Faae disse da ikke deres Udgifter igien? thi Præsten var nød til at miste saadanne Beqvemmeligheder, naar han skulde giøre dette omsonst. Forstod vores Reformator noget af Staten, hvorom han snakked saa meget, da vilde han let indsee, al Geistligheden og de Stænder, som leve af uvisse Indkomster, tabe allermeest i de vanskelige Tider. Kiøbmanden setter paa sine Vahre. Haandværks-Manden lader sig dyrere betale. Begge lade det skorte paa Gaverne til Præsterne; men han faaer intet hos dem, uden til den sædvanlige Priis. Borgernes Trang er dog vel ikke Phil. fremmed. Han veed da, at Geistlighedens Indkomster maae have forværret sig. Og som en ægte Stats-Klog griber han dette beleilige Øieblik, at raabe om denne Stands store Indkomster, og lover Staten vigtige Fordele af deres Formindskelse. Skulde man troe, at de store Ofringer (jeg forbigaaer Her det latterlige Ordspil) Phil. vil have afskaffet,

ere ei almindeligere, end at i et Sogn paa omtrent 1500 Familier, kuns 100 Huusfædre omtrent, eller lidet derover, ofre Præsten, der dog er almindelig elsket?

22

22

Men Offerne maae dog være store, tænker Phil., siven vi see geistlige Mænd eie Actier i handels Compagniet. Men her raser Manden atter. Mon han har drømt, at en Præst altid fødes af Tiggere? Mon han troer, et bemidlet Fruentimmer ei kan gifte sig i en Stand, han har fundet for godt at spotte? Og han maae have laant Apulleis gyldene Æsel al sin politiske Fornuft; om han anseer det gavnligt for Staten, at en Præst lod sine Eiendomme ligge paa Kiste-Bonden? De smitte dog vel ikke Husene, eller føre Pest ind paa Handels-Compagniets Skibe. Dog det har ingen Nød. Jeg tør opfordre ham til at vise mange Exempler. Gid han til Sandheds Opdagelse kunde indhente Efterretninger fra hele Riget. Faa Exempler vilde han kun finde af Præster, der i deres Embede har samlet de Eiendomme, de kan udlaane. Men om der end vare flere: da har jo enhver Stand Formuende, og Geistligheden er jo og en Stand? Hvad han taler om indviede Aager-Rarle, ere Beskyldninger, som ubeviste, beskæmme ingen uden deres skiendige Opfinder, ja som selv Erfarenhed modsiger ham i Øinene.

Er det ikke utaaleligt, at denne dristige Mand tør tale saa myndig? Hvor staaer skrevet, at præsterne skal oppebære Tien-

23

23

der og andre Accidencer & c.? Det staaer skrevet i Loven, der heri kommer overeens med Guds vise Indretning fordum i sin egen Stat, og med de Apostoliske Slutninger, deraf dragne tvertimod Forfatterens yttrede Tanker. i Cor. 9, 6. & c. Men det er sandt, den er nok ikke heller denne vise Mand god nok. Kan noget tænkes dristigere og mindre ærbødig mod Landets Regiering, end med saadan Frekhed at afsige Dommen i en Sag, hvorom Monarken selv tviler, hvorom Landers omhyggelige, naadige og velmenende Herre indhenter Efterretning? Regentens Viisdom holder ham fra at giøre et Skridt, som ifald der feiler, engang i Tiden vil være den visse Undergang for Videnskaberne, og maaskee ei allene for dem. Men en Undersaats Dumdristighed tør bestemme det. Mageløse Frekhed! Gid jeg i mit Hierte kunde samle alle velmenende Danskes Oprigtighed og Indsigter, for her at fremsette Sandheden i sit fulde Lys. Gid mine Betænkninger maatte værdiges et Øiekast af Den, der med saa stor Omhyggelighed og Betænksomhed undersøger, inden han vil beslutte noget, som maaskee med de allerædelste Hensigter kunde blive hans Folk skadeligt.

Andet Spørsmaal.

Her vil jeg da undersøge det vigtige Sporsmaal: Om det er Staten nyttigt,

24

24

at Geistligheden faaer en vis Løn? Og om den med Billighed kan formindskes? thi disse ere de 2de Hoved-Piller, hvorpaa dette store Stykke af Statens Vel skulle opsores. Avelsmanden, saa vigtig en Deel af en Stat som Dannemark, er dog den, hvis sande Fordeel, alle Forandringer i Landhuusholdningen skal sigte til, og for den maae Præsternes vige. Men Spørsmaalet bliver, er Forandring i Tiende- Maaven ham til nogen sand Fordeel? De tre væsentlige Poster i al Betalings Billighed er: 1) At Betaleren ei giver a) mere end han skal, og det b) paa den Tid, det er ham mindst besværligt. 2) At Modtageren faaer sit til rette Tid, uden unødvendig Møie og Bekostninger. 3) At Staten derved har de største Fordele; thi derpaa berøer Udslaget. Den Tiende-Maade er da den beqvemmeste, hvor disse Poster meest og lettest erholdes. Om den end med nogle Uleiligheder skulde være forbunden, da kan disse billigere hæves, end for at undgaae dem, indføre langt større, væsentlige i Steden for tilfældige.

Orden, Rigtighed og Sandhed kræve, at man efter disse Hoved-Sætninger skal prøve de forskiellige Afgifts-Maader, og udvælge den, hvor disse Fordele meest og lettest erholdes. Og Dette vilde vi kort og tydelig her giøre. Vi

25

25

ville først vise de væsentlige Mangler i andre Afgifts - Maader, og endelig at de ikke findes i den sædvanlige. Men der ville vi og vise Uleilighederne i deres sande Skikkelse. Dog tillader mit Øiemeed mig ikke at gaae videre end til Præstens Tiende.

Forandring i deres Tiende i sær, og i al anden med, maae skee paa een af følgende Maader. I. At af hvert Tønde Hartkorn i Steden for den 10de Deel af Afgrøden, skulde erlegges en vis aarlig Afgift af Korn. II. Af Penge. III. Eller at Tiende Tageren overalt maatte fremvise deres Tiende Bøger, og deraf bevise, hvad deres Tienders Beløb i 3, 6 eller 9 Aar af hver Slags havde været. Disse, eller Udtog deraf skulde enhver Provinces Land-Commiffaire forelæse et hvert Steds Tiende Ydere, og af dem modtage Erklæring, at de vare rigtige. Da kunde de sammenligne de 3, 6 eller 9 Aars Tiende af hver Bye og dele Summen med disse Tal. Paa denne Maade kunde udregnes hvad Tienden af hver Slags Korn for hver Bye kunde anset es til. Foringen skulde efter et hvert Steds Beskaffenhed og Opbindings MaaDe nærmere bestemmes. Men Afgiften af Foringen, om Kornet efter Kapitels eller KirkeKiøb betales med Penge, dog i rette Tiid, tilføres, nemlig imell.den 1 Dec. og sidste Jan. Hvor

26

26

Tiende-Bøgerne, eller Udtog af dem ikke bleve indsendte, eller og hvor deres Rigtighed af Yderne blev paaanket, maatte det beroe ved Afgiften i Natura endnu det mindste i 3 Aar. Da Angivelserne paa begge Sider kunde paabydes, nøie at antegnes og bevares.

Maaderne, hvorpaa Afgifterne, paa anden end den sedvanlige kunde skee, ere nu viste. Vi ville nu og prøve enhver i sær af dem, efter de ovenanførte væsentlige Regler.

I. Af hver Tønde Hartkorn i Steden for den 10de Deel af Afgrøden at betale et vist Maal Korn, eller som Landmanden kalder det at tiende i Skieppen, fører nødvendig det Onde med sig; at Bonden i de ufrugtbare Aar ikke allene skal give ligesaa meget, men mere end i de frugtbare; thi da er baade det samme Qvantum Korn i langt høiere Priis, og giør et større Hul i Bondens Beholdning. En Bonde kom da til i slette Aaringer at erlegge langt over tiende Delen af sin Indhøstning. Og naar han havde solgt, eller til sin Huusholdning brugt formeget af sit Korn, hvor tungt faldt det ham da ei at betale. Bonden giver her mere end han skal, paa en Tid, langt besværligere end den, hans Neger endnu stod paa Marken. Og dette stred mod den 1ste Regel. Hvor skulde Tiende-

27

27

Tageren nu faae sit uden Tids og Penges Spilde? Der have vi den anden Uleilighed. TiendeTageren, der har meest Qvæg fik intet Foer: han maatte mangle. Bonden, der har mindst, fik tilovers. Han øver Halmen. Og boer han ei i Skov-Egnen, brænder han det. Der bliver mindre Foer, mindre Qvæg fødes, og her svækkes Staten. Om det end var mulig, at Bonden var Huusholder med Foret; hvad Ujevnhed er det ei, hvad Tids-Spilde, at flytte det fra et Sted til et andet? Staten lider endda. Og dette er den 3die Hoved-Feil. At tiende i Skieppen er da skadeligt.

2. Enhver Tønde Hartkorn kunde ansettes for en vis Sum Penge. Men atter samme Uleiligheder. Penges Priis stiger og falder. Hvilken af Delene der vil skee, kan ingen vide: thi ere ikke alle Rigers Historie fuld af saadanne Forandringer? Skulde Pengenes Priis herefter stige; stede Tiende- Yderen aabenbare Uret. Bliver den fremdeles ved at falde; leed Tiender Tageren den. Een af Delene skeer uundgaaelig. Der vilde da nødvendig skee Uret.

Men vidre Uleilighed for begge. Naar Bonden i Kiøbenhavn eller andre Kiøbstæder selger sine Vahre, ifører han sielden Pengene hiem med sig. Og er han ei saa god Huushol-

28

28

der, at han hver Gang sparer noget; hvorfra . skal han betale til Forfalds-Tiden? Det er ham langt besværligere, end om han betalte pau Marken. Man indvende ikke de kongelige Skatter; thi vi veed jo Restancerne. Og fik Bonden endnu mere, han skulle spare sammen fra; bleve De vist større. Men hvad, om Bonden solgte til Kiøbmanden, og hos ham tog Pengene til Afgifterne? jo, det var kuns at forhøje Priserne for de Fattige. Betalingen blev her atter Yderne sur, og Modtagerne uvis. Hvo skulle forsikre ham den? Landet vandt vist intet ved disse Ophold og Uordener.

Den Illdie Maade var vist den bedste af disse 3de. Dens Fordele ere: At alle da Klage-Maal, som ved Tiendens Afgift i Natura, kan møde, blive hævede. Men disses Grund vil vi snart komme til. Skeer Betalingen rigtig; synes, ved første øjekast, hverken den ene eller anden fornærmet. Men et meget sedvanligt Tilfælde kan dog lære os, at en Tiendes Ydere kan tabe. Tre eller fire siette Aar følge paa hinanden. Imedens maae han betale, som i de gode. Nu døer han. En Fremmed kommer til Gaarden, og da blive Tiderne bedre. Har den førstes Familie ikke tabt formeget?

29

29

Endskiønt denne Erstatnings-Maade hæver de ved den brugelige Tiende-Afgift hængende Uleiligheder; saa blive dog Manglerne ved den meget større, end dem, den hævede. Thi ved denne, saavelsom ved de forrige, og alle mulige Erstatnings-Maader findes disse Mangler. For Tiende-Giveren udbliver al den Lindring, han i de ufrugtbare Aaringer finder ved den brugelige Maade, da han ikkun tiendede, som han høstede til; men nu maae er, legge langt mere, end ham i det trange Aar hellers kunne tilfalde. Tiende-Tageren mangler Sikkerhed for Betalingens Rigtighed uden Restance, uden Proces, og det til alle Tider, i Fredens, saavelsom i Krigens. En Sag der giør den sedvanlige Tiende-Maade Landet saare vigtig. Endog i denne bedste Erstatnings-Maade, er der dog Strid, mod noget af alle 3 Hoved, Regler.

Men kunne Regieringen ikke, vil den Kortseende tænke, selv tage det altsammen til sig, og sette alle Landsbys Præster paa en fast Løn? Dette er vor Patriots Mening. Saa længe ingen Ulykker stoppe de Kilder, hvoraf de offentlige Indkomster har deres Udspring: med eet Ord: saa længe Regieringen ei fattes Penge, da var ingen for Bonden, Præsten og Lander jevnere og bedre Vei. Men, lader os forandre

30

30

Skuepladsen. Bondens Avling staaer feil: hans Qvæg døer: der kommer Sygdom blandt Hestene. Han kan da ikke betale Kongen alt. Handelen bliver ulykkelig. Borgerne fattige. Her taber Regieringen atter. Krig forkyndes. Kongen behøver alt til Udrustningen. Nu bliver intet til Geistligheden. Den bedste, den mildeste Konge maae da lade sine Undersaatter sukke under en bedrøvelig Vankundighed af Mangel paa Midler til at lønne deres Lærere. Ja jeg gyser ved at tænke længere ind i Følgerne. Skulde Tænke-Maaden forandres: vilde Skaden være ubødelig, og Bekostningerne blive umaadelige. Saa farligt er det Skridt, at at inddrage Præstens Tiender, og endda tør den kalde sig en Patriot, som faa letsindig før afgiøre det. Men disse ere endnu ikke alle de Ulykker, der flyde deraf. I Krigs-Tid vil Landet, ja Hæren selv føle dem paa en anden Maade. Vi veed enhver Præste-Gaard skal forsyne den med en Hest. Men naar Præsten ingen Løn faaer, hvorfra skal han skaffe den? Naar han intet Foer har; hvoraf føde den? Man stole ikke paa den Avls-Mand, der fik hans Jord i Brug; thi 50 til 60 Rdlr. kunne Præsten, som Avlsmand ikke sammenbringe, om ikke Avlingen, samlet med de andre Indkomster bragte det til Veie, som hver for sig ikke kunne. Ja Geistligheden, som det øvrige af Middel-

31

31

Standen, er een af Rigets vigtige Stytter. Saa længe den eier noget, fattes Regieringen ikke aldeles.

Disse farlige Sandheder har jeg ikke nok kundet udvikle og bevise. Gid! jeg havde giort det med al den Tydelighed og Styrke, som Tingens Vigtighed kræver. Gid! med det Eftertryk, som Publicum har Ret til at vente i saa betydelige Omstændigheder. Men, Sandheden har Styrke nok i sig selv. Den behøver ei fremmede Farver, for at skille sig fra glimrende Forblindelser.

Men vi skal endnu prøve den nærværende Tiende-Maade efter vor Forskrift. Vi ville her først betragte Fordelene; og siden Manglerne. Disses Forhold til hinanden skal afgiøre Sagen. Givernes Afgift laves efter deres Indtægt. De skatte som de høste til: mindre i de ufrugtbare, mere i de frugtbare Aaringer. En Sag, som for Almuen, der sielden oplegger fra et Aar til det andet, er meget vigtig. De betale Tiende med mindre Misfornøielse, end nogen anden Afgift. De ansee disse Afgifts-Dage, som Glædskabs-Dage, og ere desto bedre til Mode, jo mere de kan erlegge. Det er ei muligt, at de her kan fornærmes, eller give over det de bør; men vel at erlegge anseelig mindre.

32

32

Af 100de Bønder er der ikke een, som i Tiende erlegger den 10de Deel af sin Indhøstning. En Sag, som hver Bonde maae tilstaae. Ønskeligt var det, om Bonden i alt andet saavel var handthævet fra Uret og Fornærmelse. Betalerne lide her ingen væsenlig Uret. TiendeTagerne kan giøre en vis og ufeilbar Regning paa denne Afgift i slette, som i gode, i Krigs, som i Freds Tider. Den er ham uden Ophold, Tab og Søgsmaal vis. Det var den anden Hoved-Regel.

Visheden og Letheden er her saa betydelig, at Præste-Standen maae foredrage denne LønneMaade alle mulige, om de endog bleve anseelig høiere. Man indvende ikke her, at Præsten overlader ofte Bonden sin Tiende for Penge. Thi slige Accordter er frivillige. Ingen behøver at indgaae, hvad han agter sig fornærmeligt. Tiende-Tagerne kan fordre Sikkerhed, at Sogne-Mændene, som næsten altid skeer, skal indstaae til bestemte Tid, een for alle, og alle for een. Disse Accordter gielde kun for en kort Tid. Den som lider Tab, kan ophæve dem. Det er ei een eller to Aar, men Tidens Længde, der giør store Forandringer i Korn-Priserne. Der er derfor ingen Ligning imellem det Tab, een af Parterne ved en kort Contract kunne lide, og det, som vilde flyde af en Anordning, der i alle Tider og Omstændigheder skulde vare.

33

33

Vi maae og kiende denne Tiende-Maades Forhold tit Staten. Nytten er klar af det oven anførte. Man betænke, denne er den billigste og letteste for Giverne og Tagerne. Staten er jo intet uden en Samling af Enkelte: Og blandt dem udgiør disse 2de Slags den store Hob. Vi har tilforn viist, hvor nyttig denne Maade, skiøndt tilfældeligviis, er for Qvæg Avlingen. Et vigtigt Stykke af vores Stats Styrke. Vi have seet at denne Maade har alle de væsentlige Fordele, Betalinger kan have. Billighed og Skiønsomhed mane nu dømme.

Men den har og som alle Indretninger Mangler. Spørsmaalet bliver, om de ere saa store, som de andres. Og ere de ikke, da er det jo mod al sundt Overleg, for at undgaae mindre og tilfældelige Uleiligheder at indføre større og væsentlige.

Uleiligheden er det Ophold, Tiende-Give- ren maae lide i sin travleste Tid. Thi at Bonden afgiver 10de Delen af sin Halm-Foring, er, som jeg har viist, ei noget Onde. Vores vise Lovgivere have indskrænket den ved saa nøiagtige Forbud, at Sinkelsen umulig kand blive saa stor, at den skulde tilbringe Giveren nogen betydelig Skade. Man læse Forordningen af 9de Aug. 1708. Men endnu mere. Ved den Præsterne tillagde Tiende er denne Uleilighed vist nok mindst; da Præsterne og hans Decimanter ere

34

34 hinanden ikke ret langt fraliggende, og Misbrug af Sinkelse ingenlunde kan befrygtes af dem, som i mange Henseender baade maae og bør leve i god Forstaaelse med deres Sogne-Folk. Hvorover og Præsterne, skiønt ikke uden Tab, meest almindelig tillade Sogne-Mændene, at tilkiøre dem deres Tiende, naar og som de vil. Ja vare Uleilighederne store, vi ville nok høre Klagemaal og Processer. Her have vi nu Manglerne. Kan nogen Fornuftig sette dem i Ligning med de andre Afgift-Maaders.

Mon jeg nu taler ubeviist, om jeg paastaaer at vores Reformator er aabenbar vankundig, i det han foreslaaer. At det er eet af de farligste Trin for Geistligheden og Staten, om Præster i Almindelighed bleve satte paa en vis Løn. Jeg vil tie med ubeskrivelige Vanskeligheder, som i Lønnens Proportion med Arbeidet, Leve-Stederne & c. ville møde, eller med Forandring i Arbeidets Inddeling, om alle skulde settes paa een Fod. Med Kiøbstæd-Præsterne var denne Indretning mindre farlig; men ikke mindre vanskelig. Nu ofrer maaskee een Familie, af 12 eller 15. Og da deres Raad ikke er dertil, ville det være dem tungt, om Regieringen, for at indbringe Præsternes faste Løn, vilde paalegge dem Erstatning for det Offer, de ikke give. I en stor Menighed skeer idelige Forandringer. Familier forlade den. Nye komme. Andre forarmes. Indkomsterne

35

35

stige derved og falde. Hvilket Arbeide at holde Regnskab over alt dette: over hver Barn, som døbes, hver Liig, som begraves? Jeg troer de, som Regieringen maatte lønne for at iagttage alt dette, ville koste ligesaa meget, som der kunne indbringes. Er end Geistligheden en Stand, der maae intet have tilovers? maae ingen Gammel eller værdig, saa vel som i andre Stænder, have noget af Jordens Magelighed? Vel. Det er jo da lettere at undersøge hvilke paa Landet og i Staden, der have mere end til Nødtørst, rimeligere at paalegge saadanne Afgifter, end for disse Enkeltes Skyld, med en heel Stand at giøre saa farlig en Forandring.

Forfatteren af disse Anmærkninger maae ikke troe, at det er hans vilde og ugrundede Indfald, jeg har værdiget disse Giendrivelser. Nei, deres Fortieneste er her ikke større, end at de have været mig Anledninger til at spørge en Mands Anmærkninger til Raads, som maaskee til hans Ære snart vil blive offentlig bekiendte. Dog hans Fortjenester i sær i Landhunsholdingen ere saa store, at de neppe kan tage mod denne Tilvext.

Jeg troer nu det andet Spørsmaal er opløst. Om en fast Løn, og Indkomsters Formindskelse kan hæve de Uleiligheder, som findes i den Geistlige Stand. Mængden have vi seet ikke

36

36

kan have mindre. Maaden hvorpaa de Faas Overskud kunne bedst komme i Statens Hænder, har vi nylig viist.

Tredie Spørsmaal.

III. Om Staten vandt ved de af ham giorte Forslag kan let besvares ved Anvendelse af det vi have handlet om Landsbye og Kiøbstæd Præstens sande Beskaffenhed. Mange 100de Rdlr. vil den ved de største Forandringer ikke vinde. Og skal den af Fordelen have nogen sand Nytte, maae denne ved de mindste Vidtløftigheder bringes til sine rette Steder. Vil Staten her giøre Fordelen for stor, frygter jeg for, den vil staae i yderste Fare for engang at giøre Erstatning med ubodelig Tab. En Hoved-Forandrings Farlighed troer jeg at være aabenbar. Hoved-Sagen er nu afgiort. Hvad Phil. melder om Dragten, som ligegyldigt, er og sandt. Dog dette maae han erindres om, at den lange Kiole kan skiule en fattig Præstes maadelige Underklæder: at en ny Dragt neppe vil saa vel svare til sit Øiemed, som er at giøre Præsten kiendelig, og at skaffe ham Sikkerhed i sit Ærende ved Dag og Nat; endelig at de Eenfoldige støde sig over slige unødvendige og mere bekostelige Forandringer, og at Mængden deraf drage Slutninger, som ofte kan have betydelige Følger.

37

37 Phil. har nu uden Tvil faaet Oplysning om noget, han ei vidste. Han vilde maaskee af en Geistlig Mand, der talede for sine Ejendomme, og frygtede, om Hans Raad fandt Bifald, for Armod, blevet mægtigere igiendrevet. Intet skulde glæde mig mere, end om 1000 andre til Sandheds Oplysning kunne sige mere, end jeg har vidst. Paa denne og bedre Prøve-Stene, paa de af mig anførte Grunde, maae han forsøge Styrken af sin Vittighed og Indsigt. Men Hans Svar maae have en anden Skikkelse end Anmærkningerne, mine Grunde maae vises manglende; (thi urigtige, tagne af Tingens Væsen, kan de ikke være) om jeg skulle svare ham. Nogle af hans Indfald har jeg forbigaaet, fordi jeg ei ansaae Dem værd at besvare, f.Ex. at Præster endelig selv skulle tælle Gies og Høns. Men nogle fordi jeg ansaae dem alt for vigtige til med med vores Stasmand at afgiøre dem i et par Linier. Den Sammenligning ph. giør imellem Krigs-Standen og Geistligheden, bærer hans sedvanlige Overilelses Mærke. Til at giøre en retskaffen, hører mere udbredte Indsigter, grundigere Undersøgelser, end jeg har, eller her kan giøre. Den ærbødighed Enkelte skylde hele Stænder er mig for hellig til, at jeg uden at tale af klare og Umodsigelige Grunde, skulle bestemme det mindste. Men saa meget tør jeg uden mindste Undersøgelse paastaae, at Phil.

38

38

er for dristig, naar Han uden Indskrænkelse siger, at der af Krigsstanden neppe kan blive for mange. Er der ikke Forskiel paa store og smaa, paa adspredte og samlede Stater? Men jeg maae tie; thi her ikke at sige Alt er at sige Intet. Jeg behøver vist andre Grunde end Tingens Natur ved første Øiekast viser, inden jeg kan begribe det urimelige i at en Biskop havde Indkomster med en General. Dog endog dette er ikke sandt, i det mindste ei uden vigtige Indskrænkelser. Men disse elsker vor Patriot ikke, i hvor nødvendige de end ere til at skille Sandheden, fra de, den ei sielden lignende Urigtigheder. Nei, det er just vor Patriots Maade, saaledes at blande det ene med det andet, at Han kan forvilde og bedrage. Jeg har maattet bruge Indskrænkelser, ikke saa meget for at bevise Sandheden af mine Setninger, som at skille det falske fra det sande i min Modstanders. Thi dette blandet er en farlig Forfører for dem, der ei selv kan giøre Valget. For at vise, hvor lidet jeg agter at træde i hans fæle Spor, hvor nødig jeg ville at min Læser skulle forvildes, vil jeg i faa Ord sammendrage hvad jeg har beviist.

1. At vores Helts Hoved-Setning, det Uskyldigste i hele Skriftet, er grundfalsk; thi Geistlighedens Indkomster, i sær i Almindelighed, er ei allene ikke for store, men endog oftest ringere, end at de kan underholde en Familie, og

39

39 rekke til et maadeligt Tal Børns hæderlige Opdragelse, og altid saa maadelige, at der af de anseeligste, fast aldrig kan oplegges. 2. At Bevisene overalt ere usle, som naar Apostl. og Disciplenes Fattigdom, maae tiene til Skiul for hans nøgne 1) Vankundighed; thi havde han læst mere om dem, end det han havde i Sinde at bruge mod dem, han havde nok og vidst, at deres Underværker skaffede dem en Anseelse, uendelig større, end Geistlighedens, undertiden større end Menneskers: og som de derfor maatte afslaae. 2) Men det værste er, at intet uden et sort Hierte har kunnet bringe ham at kalde Præster indviede Aagerkarle & c. Hvor smukt har ikke Autor til det vigtige Brev fremesket ham til at bevise sin skammelig Beskyldning. 3. At Phil. yttrer en farlig, og saa længe den er ugrundet, strafværdig Løst til at forandre, indtil Klædedragt uden Nytte, og at forstyrre den brugelige Orden, uden at bevise en andens lettere Indførelse eller Billighed. Dog han anfører de Reformerte Præsters Exempel, som have en staaende Løn; men enten veed han ei, eller, for ei at synes partisk, vil han ei anføre deres Ny-Aars Gave; som vist veier op mod alt det Offer vores Geistlighed faaer. Og er det, ei det samme, enten det heder Offer eller Ny-Aars Gave?

40

40 Hvordan den Mands Hierte kan være, som tør opføre sin hele Bygning paa Løgn, som vender op og ned paa alting, tager fra og legger til for at udpine nogle ynkelige Beviis, ja, som griber til løgnagtige Beskyldinger for at bøde paa Svagheden af disse, maae den dømme, som veed alting. Men jeg og enhver Retsindig har Lov til at bede Forsynet redde os fra denne (jeg vil ikke sige onde) Mands farlige Raad. Gid den ville bruge en F—gs stærke Haand til at afklæde Philopatreias sin forføriske Dragt, sin Ærligheds Maske; thi jeg frygter, at Anti-Philopatreias bedste Hensigter mægte det ikke. Han taler for lidt af Grunde, og Philopatreias leer ad hans oprigtige Iver. Forfatteren af disse Tanker havde maaskee tavt, om han havde læst F—gs Brev, inden de bleve overgivne til Trykken. Havde ikke der mødt Forhindringer; vare de allerede for deres Dommere. Men han vover dog endnu at lade dem komme for Lyset, da hans Plan har givet ham Lejlighed at afhandle nogle Stykker, ei bedre, men Udførligere end F—g, og da Landet ikke kan give Gienlyd nok af den offentlige Foragt og ensstemmige Afsky et Skrift som Philopatreias, i sær om Geistligheden, fortiener.