↩

Nogle faa Tanker,

I Anledning af

Philopatreiæ

Trende

Anmærkninger,

Om de dyre Tider og Handelens Svaghed, om Rettergang og Geistlighedens Indkomster, skrevne

og over samme Materier udi

Trende

Afhandlinger

forfattede af

von Erdenkloß,

hvornæst følger

hans Ansøgning til Kongen for hans nærmeste Ven Philantropos.

Den første Afhandling.

I. Om de dyre Tider, hvad der foraarsager samme, og hvorledes de kan forekommes.

Il. Om Handelen, samt dens Svaghed og Opkomst.

Kiøbenhavn, 1771.

Er tilkiøbs hos A. Bruun, boende hos Brændeviinsbrænder P. Jørgensen i store Strandstrædet.

Det bør os alle at aabenbares for Christi Domstoel, at enhver maae faae Vederlag for det han haver giort her i Livet, enten got eller ont. 2 Cor. Cap. 5. v. 10.

Fortale.

Krig, Pestilentz og Nød for Brød Er Riis, hvormed Gud tugter Et Folk, som er i Synden død, Og deraf ilde lugter.

For saadan Tugt Gud Danmark har I mange Aar forskaanet,

Og des er bleven aabenbar Fortørnet og forhaanet,

Ja, man vil flux afsette Gud ,

Og Gudsfrygt har ey Sæde Hos mange, da man mod hans Bud Hinanden vil opæde,

I det at hver, der ikkun kand,

Udsuer Folk og trænger,

Til mangen fattig Qvind' og Mand Kan ikke leve længer;

Men, kiere Landsmænd! tænker I,

At I, som saadant giøre,

Skal for Guds Tugt og Straf gaae fri. Og ey hans Røst skal høre?

Fortale.

Ney, Gud kan eder ramme vist,

Ja Gud, om ingen anden,

Lad være, man er Antichrist ,

En Atheist og Fanden.

Betænker dog, at Verden er Ey ikkun skabt for eder,

Men hver, som Frygt for HErren bær, Og ham om Naade beder,

Og giører saa hver Ret og Skiel,

At andre og kan leve,

Saa vil Gud eders arme Siel Ey ind til Regnsfab kræve;

Men I skal faae Lyksalighed,

Og eders Gield udsluttet,

Ja Riget, som Gud har bereed Sit Folk og det forjættet.

At dette eder da maae skee,

Er just, hvorfor jeg skriver, Som eders beredvilligste

Indtil min Død forbliver.

Sædegodland den 10 Augusti 1771

von Erdenkloß.

Den første Afhandling.

Om de dyre Tider, hvad der foraarsager samme, og hvorledes de kan forekommes.

Kiere Landsmænd!

Dyr Tid i en Stat eller et Land, er Mangel eller for høy Priis paa de til Underholdning og Velstand udfordrende Ting.

At vi have dyr Tid, en allene paa alle Velstands Midler, men endog paa alle flags Levnets-Midler og Føde-Vahre her i Danmark, og i sær i

Kiøbenhavn, hvor den nu frem for tilforn, foruden den meenige Mand ved Garnisonen, og den Kongelige Søe-Magt, tilligemed deres Hustruer og Børn, haardest trykker de smaae og fattige Kongelige og andre Betientere, de Beklagelige, som i disse Tider blive brødløse, maaskee ogsaa mangen fattig Officier , fattige Kunstnere og Haandværks-Folk, Daglønnere, de fattige Studerende, fattige Enker og umyndige Faderløse, Huus-Arme, og saavel Svage, som Sengeliggende, det maae enhver tilstaae, i Besynderlighed de, som have været her for 30 Aar og kortere Tid siden; thi man maae jo betale alle disse Vahre 3 til 4 og flere gange dyrere nu, da de fleste Indvaanere ere fattige, og her er for mange lidet eller intet at fortiene, end i de Tider, da her var Velstand, og alle, som vilde arbeyde, kunde fortiene Brødet, for Ex. i Steden for, at en Tønde Ruug kostede da ikkun 6 til 7 Mark, har den nu kostet 5 til 6 Rdlr., og i Steden for, at en Tønde Smør galdt 14 til 15 Rdlr., har man nu maattet betalt 40 Rdlr., og mere derfor, uden at melde om, at de Fattige her i Staden maatte sidstleden Vinter betale Høkere og Prangere over 2 Mark for Pundet. Vil vi eftergrandske Aar-

sagerne hertil, da kand de ikke findes hos Gud; thi han haver sat os i eet af de beste Korn-Lande, og ikke straffet os med Misvext paa nogen slags Sæde-Vahre, ey heller med nogen anden Lande-Plage, undtagen den meget paaberaabte Qvæg-Syge, hvilken i og for sig selv betragtet, og da Kiødet af det syge Qvæg, maaskee ligesaa lidet bliver nedgravet og spildt, som Talgen og Huden, men kryber uden vort Vidende i os, hvorpaa vi daglig have Exempel her i Staden, langt fra ikke har kundet giort det; men de maae findes hos os selv, eller rettere at skrive, hos de onde og giftige Creature, der ere iblant os. Jeg vil da korteligen anføre de fleste Aarsager til de dyre Tider og Kiøbenhavns store Trængsel, som ere:

1) Folke-Mængden og Mangel paa tilstrækkelig Tilførsel af Levnets-Midler; thi, naar de ankommende graadige Kiøb- og Handels-Mænd ere ikkun faa, og føre ikkun lidet med sig, men see tusinde for een Kiøbere for sig, holde de deres Vahre saa dyre, som de kan, saa at de, der kan kiøbe noget, maae betale det i Dyrendom, og de, som ikke have Penge nok at kiøbe for, naar Tid er, maae miste, og omsider omkomme af Hunger, hvilket forgangen

Vinter nær ved havde truffet de Fattige her i Staden.

2) Er det, som Philopatreias melder, egen Nytte, eller uordentlig og umaadelig Begierlighed efter Gods og Formue, der aldrig kan være samlet med den almindelige og indbyrdes Kierlighed, hvortil alle Statens Lemmer, ingen undtagen, ere forbundne, og ellers kaldes Gierrighed; thi denne onde og fordømmelige Last herfter, desværre! nu omstunder hos alt for mange Mennesker, ikke allene dem, som af Naturen ere gierrige, men ogsaa andre, og iblant andre hos dem, som have noget at selge og handle med, hvad enten de saa ere paa Landet eller i Kiøbstæderne, saasom Jordegods-Eyere, deres Fogder og Forpagtere, ja ogsaa Bønderne, de skadelige Korn-Pugere, alle flags Prangere og Høkere, som ellers kaldes Kiøb- og Han dels-Mænd, og findes i Flokke-Tal saavel inden, som uden for Staden, Bryggere (disse sidst bemeldte ere jo, saavidt man veed i Almindelighed, indskrænkede; men, da jeg erindrer mig den Elendighed, som dem nu skal være paakommen derved, at deres Malt skal maales to gange til Formahlingen, først af Stads-Maalerne hiemme hos dem selv, og

siden paa de Kongelige Malt-Møller, og at af een og den samme Qvantitet Malt ikke kan, efter deres Foregivende, udkomme eet og det samme Maal, naar det bliver ommaalt, faa at de nu des formedelst maae idelig betale Mulcter: synes mig, at det var best, om Maltet blev ikkun maalt een Gang, og paa samme Sted, som forhen, nemlig: paa Malt-Møllerne, og det saaledes, at det, uden mindste Stød og Skumpen, blev kastet med en Skuffe saa Haardt i Tønden, som en Karl kan, enten af Stads-Maalerne i Consumtions-Betienternes Overværelse, eller og af deres egne Folk, i een eller flere Politie-Betienteres, tilligemed Consumtions-Betienternes Paasyn: thi da kunde Bryggerne blive hjulpne af denne Klemme, og Kongen, saavelsom Publicum nyde deres. Fandt Hans Majestæt det imidlertid for got, at Bryggerne, siden de saaledes bleve foraarsagede, af føre 14 vel maalte Tønder Malt ti! Møllerne, og det ved Maalingen da kunde hende sig, at der blev 1 Skieppe, eller meere deraf til Overmaal; da maatte enten saae det overblivende formahlet, tilligemed de 14 Tønder, imod den ordinaire Consumtions Erleggelse, eller og tage det til sig igien uden Confiscation, dog imod,

at de strax og under følelig Straf paa Pungen bragte det bort igien fra Møllerne, var det des bedre; men , om Bryggernes Omgang blev ophævet, var det endnu bedre, baade for Kongens Cassa og enhver, som skal have deres Øll,) Bagere, Brændeviinsbrændere, Viintappere, Slagtere, Bønderne paa Amager, (at Amagerne skammeligen udsue Indvaanerne i Kiøbenhavn, er en vel bekiendt Sandhed) ja endog Strand- og de paa Gaderne sig opholdende Selge-Kierlinger, der opkiøbe og opsnappe den ferske Fisk, Æg og mange andre Føde-Vahre,

3) Alt for høn Told, Consumption og Accise. (Herved synes vel en Konges Cassa at skulle vinde, men snarere taber, i det, at den gior Vahrene desto dyrere for enhver, og de, der søge deres Næring af de Vahre, hvoraf saadanne Paalæg skal svares, see til, at de faae det vel betalt igien af andre, saa at man nødes til ar fortære det mindste mueligt er, vel ogsaa ikke har Raad til at faae, hvad man behøver, hvortil kommer, at Undersaatterne søge des mere at besvige deres Konge.)

4) Vore egne Producters bestandige Udførsels Tilladelse og Forbud paa Fremmedes Indfør-

sel; thi desformedelst bliver ikkun lidet eller intet i Landet.

5) Jordegodsernes høye Priser, som Philopatreias end videre skriver, at man gemeenlig beraaber sig paa, og den Godsernes Eyere formeentlig overhengende Ruin, ifald Føde-Vahrenes Priser skulle falde; men at dette skal og bør være en gyldig Aarsag, hvorfor Vahrene altid skal holdes i umaadelig høy Priis, tilstaaer jeg aldeles ikke. Hvi have Jordegods-Eyerne i disse Tider drevet Godserne i saa høy Priis for hinanden? Hvad har skyndt dem og fremdeles skynder de Formuende til at kiøbe Godserne saa dyre? Ey andet, end deres syndige og fordømmelige Hensigt til at ville i Tiden udsue deres Medborgere.

Om da denne deres onde Attraae og Gierrighed, der ikke kan tilveyebringe andet end Rigets Undergang, forvandles engang til en Strikke om deres Hals, kan det ikke fortryde nogen ærlig Dannemand; dog vil jeg formane dem til, at de hellere nedhugge Skovene, om de ikke have giort det strax ved Godsernes Tiltrædelse, for at faae Opreysning for det de nu omstunder kan have givet for meget for Godserne, eller og hellere følge Philopatreiæ Raad, end at de hænge sig.

6) Ødselhed eller Overdaadighed; thi ligesom Sværmeren giver i alle Maader mere ud, end hans og hans Families Underholdning og Velstand udfordrer; saa indkiøber han og flere Føde-Vahre, end han behøver, vel ogsaa giver de Handlende alt Hvad de vil have; og, naar saadan een enten er en Handelsmand, der har forøvet sin Formue, eller er kommen i Knibe, eller een, der vil begynde at handle, tragter han ublueligen efter egen Nytte og Fordeel, for at komme sig igien, og at kunde leve herlig og vel.

7) Fraadserie og Drukkenskab, eller Umaadelighed i Mad og Drikke. Ligesom denne Last er en Vane og Tilbøyelighed til at æde og drikke meere, kostbarere og andet, end Naturen og Livets Ophold Udkræver, saa har den og, i Henseende til Fødeog Drikke-Vahrene, samme Virkning, som Ødselheden

8) Ære-Syge eller Ærgierrighed.

Denne Last synes vel ikke at kunde giøre noget til de dyre Tider; men den er dog virkelig een af Aarsagerne dertil; thi, naar Handelsmænd eller andre, som have havt noget at selge, have været befængte af denne Svaghed, men have derhos ikke

Havt Midler nok til deres attraaede Ære-Stand, have de drevet deres Vahre i høyeste Priis, og naar De Hrr. Gourmand, den høytravende Ambitiofus, og den af smigrende og taabelige Folk høytagtede Opulentus, som saavel per nefas som per fas havde sammenskrabt en stor og betydelig Capital, samt hans Sønner, den selvkloge Stultus, den prægtige Vanus og den yndige Jomfrue-Knægt Cupido, der var forlovet med den sig til Ærens-Top listende Sciuri Høybaarne Frøken Dotter Deformitas, foruden mangfoldige flere, som ikke have besiddet de Fuldkommenheder, hvorfor de kunde agtes høyt af andre, have enten tilbetlet eller kiøbt sig et andet Navn, (en Caractere, som ikke bedre har kundet passet sig paa dem, end et gylden Heste-Smykke paa en Muulæsel eller et ringe Bonde-Øg) have enten de selv eller deres Damer, saafom Fruerne Voluptas, Vanitas, Prodigalitas, Arrogantia, ja ogsaa Frue Sordities, som ellers ikke lættelig kan faae Haanden i Penge-Tasken, og Huusholdersken la Demoilelle de Fontange, skullet fundet paa at leve standsmæssig, og følgelig iblant andet at have daglig herlige og overflødige Rætter for Næsen, at anrette store Giestebude, for at tage

imod Lykønskninger og underdanige Complimenter og Opvartninger, og at celebrere Deres og Deres Høyædle Families Fødsels- og Navne- Dage, saa at der i saadanne Folkes Huse er bleven forbrugt, forbrændt, fordervet, og spildt ti, om ikke flere gange meere af Føde-Vahre, end een sparsommelig og fornuftig indrettet Huusholdning udfordrer.

9) Den store Daarlighed, som jeg haver fornummen hos mange af Pøbelen, (jeg forstaaer ved Pøbelen ey) allene de ringe og fattige iblant Folket, som efterabe Adelens, de Mægtiges og Riges Klæde-Dragt og Leve-Maade, tilligemed deres Laster, men endog alle Vankundige og Lastefulde, hvad enten de saa ere ædle eller uædle, fornemme eller ringe, rige eller fattige) og bestaaer derudi, at de holde for, at de ikke ere anseete for brave og smukke Folk, der veed at leve, med mindre at deres Taffel er daglig dækket med kostbar, lækker og overflødig Mad og Drikke, og de derved fylde sig saaledes, at andre øyensynligen kan see det, (disse kan man ikke ansee for Folk; thi de søge deres Ære <Ere i deres Skiendsel, og, om de ere fattige, bedrage og optrække hver Mand) hvorover de Handlende des snarers afsette deres Vahre, og man endelig haver almindelig Mangel.

Disse ere da de fleste Aarsager til den af Menneskene giorte dyre Tid, for saavidt jeg nu erindrer mig, og Hielpe-Midlerne, formedelst hvilke saadan dyr Tid kan forekommes, ere:

1) Naar Kongen lader sig nøye med maadelig og billig, det er: saa høy Told, Consumtion og Accise, som tilligemed de øvrige Kongel. Indkomster kan være nok til Regieringen og de dertil, saavelsom til hans og hans Kongel. Huses anstændige Underholdning og Hof-Stat, udfordrende Udgifter og Bekostninger at bestride.

(Skulle en Konge eller hans Rige være i Gield, og han, for at saae saadan Gield betalt, paalagde Undersaatterne een eller anden taalelig Skat, seer jeg ikke at det var billigt, at nogen, som kunde, ville vægre sig for at betale samme; lad være, at Gielden ikke just var kommen af store Krige eller for Staten nødvendige og nyttige Foranstaltninger og Bekostninger; men af hans Fædres Gavmildhed og deres Ministres, Huusholderes og øvrige Tieneres til egen Nytte sigtende Tienstagtigheder og Flatterie, ja Utroeskab.)

2) Naar Udførsel af Land-Producterne, i sær de nødvendigste Sæde- og Fødr-Vahre i gode Aa-

ringer ikke bliver tilladt, førend Stæderne i Kongens Riger og Lande, og frem for alle Kiøbenhavn er bleven forsynet dermed; men i dyre Tider, nemlig: naar man haver Misvext paa nogen flags Sæde-Vahre, eller Omgangs-Syge enten imellem Horn-Qvæget eller noget flags Creature, under exemplarisk Straf, saasom Vahrenes Confiscation, store-Mulcters Erleggelse og Fæstnings-Arbeyde med videre, aldeles forbuden. Hertil udfordres, at øvrighederne, faafom Stiftamtmænd og Amtmænd, Fogder og Told-Betientere, indtil Strand-Riderne blive i saa Fald befalede, at see Nøye til, at intet bliver udsneget imod Forbudet, enten igiennem Stæderne, eller fra Søe-Kanterne, og at Skippere og andre, som nogensteds fra enten udføre eller lade udføre deslige Vahre med kiendelige og troeværdige Attester beviise, ar Vahrene til indenrigs Stæder eller Losse-Pladser ere bragte; og naar disse øvrigheds og Tilsyns Mænd herudinden ikke iagttage deres Pligt, dem da vorder tilkiendt dobbelt Straf imod dem, som enten udføre eller lade udføre Vahrene.

3) Naar Indførsel af fremmede Korn- og Føde-Vahre, hvorpaa man haver Mangel, bliver derimod i slette Aaringer tilladt.

4) Naar i frugtbare Aaringer bliver anlagt Forraads-Huse i Stæderne, saavel til Korn, som andre fornødne Føde-Vahre, saa at man kan tage deraf i paakommende svage Tider, og naar saadanne Huse aarlig og betids blive forsynede i Kiøbenhavn, at de Fattige om Vinteren der kan faae for billig Betaling saa lidet og meget, som de behøve og formaae at faae til Kiøbs.

5) Naar alle, som have eller forpagte Jordegods, og drive nogen Avling, blive tilholdte, faalænge Horn-Qvæget døer, at legge des flere andre Creature til, saasom Faar, Sviin, Giæs & c.

6) Naar de Land-Eyere, der tvinge deres Bønder til at overlade dem deres Korn-Vahre og Qvæg, for derpaa at giøre dyr Tid, skal kagstryges og brændemærkes; og naar de Jordegods-Eyere og Kiøbmænd, som befindes at selge deres Vahre til Fremmede for ringere, end den her i Landet gangbare Pris, eller at lade dem henligge i deres Lader og Pak-Huse, for at holde dem bestandig i høy Priis, skal, som Statens Fiender, og de, der rive Brødet af Munden paa deres Medborgere og Landsmænd, uden mindste Naade og Persons Anseelse straffes med Galgen, samt, naar

tre Bønder, som af Gierrighed eller Ryggesløshed bortselge alle deres Vahre, saa at de ikke allene tilligemed de hos dem værende Fattige, savne Brødet; men endog ikke engang have Let fornødne Sæde-Korn, skal ligeledes haardeligen afstraffes.

7) Naar alle Korn-Pugere, Prangere og Høkere blive udryddede, og naar de antreffes, de da tilfindes, ey allene at have de hos dem befindende Vahre forbrudte, men endog at straffes ligesom Jøderne, der indsnige sig uden Leide-Brev, hvorfra Spæk-Høkerne i Kiøbenhavn for de fattige Indvaaneres Skyld, dog maae undtages, saa længe der ere ingen Forraads-Huse. NB. Ved denne Post maae jeg erindre Bryggerne, Bagerne og andre, som behøve store Qvantitæter af Korn- og andre Vahre, at de bør tilforhandle sig samme fra første Haand, og enten afhente dem, eller og lade sig dem tilføre fra Provincerne.

8) Hvad den dyre Tid, som Bønderne paa Amager giøre, angaaer, da kan den hemmes, naar det a) bliver Bønderne alvorlige og under stor Straf forbuden, enten at befaae deres Jorder med noget flags Korn eller andet, end Kiøkken-Urter, eller at lade endog det mindste Stykke due-

lig Jord ligge udyrket, eller og at holde paa deres Urter og Frugter, indtil de forraadne, saalænge Amager Land skal være Kiøbenhavns Kiøkken-Hauge; (Hermed burde Amtmanden under større Straf have tilbørlig Tilsyn) og naar der b) i Amager-Port bliver sat Prøvere eller Vragere til at vrage og confisqvere deres afskummede og med Vand forblandede Melk, hvilken Forretning kan, som en liden Byens Bestilling, paalegges Kiøbenhavns Brændeviinsbrændere, Spæk-Høkere og øltappere, eller deres Hustruer, der for den største Deel ere fødde og opdragne paa Landet, og altfaa forstaae sig best derpaa, imod at den confisqverede Melk skal være dem skienket for saadan deres Forretning, og tilladt at udselge for sit Værd, samt naar Bønderne c) tilholdes for den confisqverede Melk at erlegge Mulcter til Kongen eller een af de meest trængende Stiftelser, nemlig 4 Skilling for hver Pot. NB. Mulcterne for disse og mange andre Forbrydelser kunde maaske hielpe meget til de fattige Stiftelsers og Hospitalers Opkomst, ifald Hans Majest. ikke selv ville tage dem.

9) Naar den, saavel af Fremmede, som vores egen Nation, ringeste og fattigste i Kiøbenhavn

sammenløbende Pøbel, der er unyttig, skadelig, og sig selv og andre til Byrde, ja, om end nogle deraf kand forhverve sig et Borger-Brev, ere dog Betlere, og avle saa mange Betlere, at Stadens Hospitaler, Opfostrings- og Tugt-Huse ikke kan romme dem, udryddes saaledes: at de fremmede Betlere, Landstrygere, Gøglere og Spitzbuber uddrives af Riget; men at Bønder-Karle og Drenge, hvoraf en stor Deel kan være undvigt fra Godserne uden Pas og Besikeed, vorder for saavidt de ey behøves til Kudske, Stald- og Gaards-Karle eller Arbeyde hos Borgerne, tilligemed de paa egen Haand henliggende og af ulovlige Gierninger sig ernærende Bønder-Qvinder, igien hiemviist til Godserne, og at de øvrige friske og modtvillige Leediggiængere, hvoraf omsider avles Betlere, Bedragere og Spitzbuber, hensettes til Arbeyde, (jeg vil ikke melde meget om fornemme Landløbere, som efter eens eller fleres daarlige Indfald, eller og, fordi egennyttige og ildesindede berømme dem, blive indkaldede i et Land: saasom den Sultene Grif, der for endeel Aar siden blev indkaldet i et vist Rige, som den der skulle beskierme det under sine Vinger, imod de mægtige Fiender, som man al-.

drig faae, og fordi at han var saa troe og ærlig, at han endelig fløy bort med en stor Deel af samme Riges Krigs-Folk og Casse, ja kunde i Tilfælde have bortført baade Kongen og Riget, skal nu være tillagt en anseelig og standsmæssig aarlig Pension; thi dette foraarsager egentlig ikke strax Mangel paa Levnets-Midler, men ikkun paa Penge, saa at hele Riget, ifald det formedelst Øvrighedens Ubetænksomhed og Mangel paa gode til Statens Velgaaende tienende Raad, faaer mange saadanne lykkelige Giester, kan blive, om det ikke er, forarmet og magtesløs, ja til Spot hos andre Folk.)

10) Naar det bliver alle fattige Qvinder, saafom Matros- og Soldater-Koner og Døttre, samt de Forarmede af den saa kaldede Borger-Stand strengeligen formeent, at opkiøbe og at sidde eller omvanke paa Stadens Stræder og Gader med nogen slags Føde-Vahre eller Frugter, hvad Navn de end have kan, og de derimod vorde tilholdte at tage imod Arbeyde, og fortiene deres Brød ved Manufacturerne og Fabriqverne; men saafremt de der ey kan faae noget at fortiene, og Arbeyds-Lønnen bliver af de sig der befindende Inspecteurer, Mestere og andre saaledes afknappet og afkortet, at

Arbeyderne ikke kan fortiene det tørre Brød derved, saa, paa det, at disse Fattige af Nød og Trang da ikke skal gribe til ulovlige Gierninger, vil denne Post falde bort af sig selv.

11) Naar der efter Tidernes Beskaffenhed settes en billig Taxt paa alle slags Sæde- samt Føde- og Drikke-Vahre, dog ikke paa de Fremmede, uden at man veed for vist, hvad Vahrene have kostet Kiøbmændene, og samme under den i den 2 §. berørte Straf, baade skal holdes efterretlig af alle, som have noget at selge og handle med, det være sig Proprietairer, Forpagtere, Bønder eller andre, hvoriblant man ikke bør fritage de Hrr. Matadorer, som i Kiøbenhavn sidde, som det kaldes, for borgerlig Næring, saa og af øvrighederne baade paa Landet og i Stæderne (hvorunder ikke kan forstaaes den i Kiøbenhavn forhen værende Magistrat og Politis, der, saafremt jeg drømmer vist, levede i deres Magelighed, som Fyrstelige Mænd, fubtraherede Fittet fra Skittet, og lod fem være lige, naar der kom ikkun Penge ud, ligesom og Politiens Betientere levede vel med Hore-Værterne, og sammenskrabte deres Gage af Rendestenene og Mødingerne; men den nu værende) Nøye holdes over;

dog maae jeg, endskiønt der hører skarp Lund til skurvede Hoveder, allerunderdanigst overlade til Hans Kongl. Majestæts selv, for alle Forbrydelser at determinere Straffen og dens Maade,

12) Naar Øvrighederne i Stæderne og paa Landet blive befalede, enten selv eller ved Rettens eedsvorne Betientere og kyndige Mænd, Nøye og under Straf at inqvirere og have Tilsyn med dem, som have noget at handle med eller at tillave og behandle for andre, om de ved Vægt og Maal formindske eller i nogen Maade forringe Vahrene ex. gr. om Viinhandlerne forfalske og forplumre Vinene, om Bryggerne tage mere Øl af

Maltet, end dem er tilladt, om Bagerne

giøre Brødet mindre og ringere end de bør, eller formindske Huus-Bager-Brødene, hvilket iblant andet kan skee, naar de, om ikke af Siderne eller Enderne, for Mærkernes Skyld, saa dog neden fra med en fittet Traad skiere af den til Brød opslagne Den, om Kræmmerne selge flette,

fordervede og forfalskede Vahre for gode, om Slagterne selge Kiødet af gammelt selvdødt Qvæg for friskt Oxe-Kiød, om Brændeviinsbrændernes Brændeviin holder sine Grader,

øm Møllerne forfalske eller borttage Meelet, og om de, som selge Øl og Melk, forfalske samme med ringere Øl eller Vand; og dem, som saa underfundigen skille Næsten af med sit, bliver tilkiendt skiendig Straf for skiendige Gierninger.

13) Naar ingen Jordegods-Eyere eller Han: delsmænd faaer Sæde i det Kongel. Geheime-Conseil eller Cancellie-Kammer- og Commerce-Collegierne, og ligesaa, naar ingen, som handler eller bruger nogen Slags, faa kaldet, borgerlig Næring, bliver anfortroet nogen Magistrats Bestilling; thi, saafremt de ere begierlige efter syndig og ubillig Vinding, kan hine under Patriotiske Masqver altid faae udvirket, ja selv give Tilladelse til alt for mange Levnets-Midlers Udførsel, og derimod faae giort Forbud paa al Indførsel, og disse være saa gode imod sig selv og deres Laugs-Brødre, at andre Statens Lemmer derover tage stor Skade, hvilken kan blive des større, ifald nogen af forbemeldte Personer skal sette Taxterne.

14) Naar det vorder Eyerne af Jordegodserne formeent, at nedsette sig, som Borgere og Handelsmand i Stæderne, eller der at puge og høkre med deres Vahre; og endelig

15) Naar Hans Majestæt, Kongen, i Følge den ham overdragne Høyeste Magt, vil allernaadigst lade det være sig magtpaaliggende, at fremme Statens almindelige Lyksalighed, og til den Ende lade alle egennyttige og selvraadige Undersaatter afstraffe, hvorom ingen kan eller bør tvivle, siden han, ligesom han besidder Viisdom, Kundskab og en igiennemtrængende Forstand, saa at Han hverken lader sig bedrage af listige og egennyttige Raadgivere, ey heller følger daarlige og skadelige Kierlinge-Raad, saa ogsaa, som en gudfrygtig, dydig og god Regent, haver et naadefuldt, redeligt og Patriotisk Hiertelaug til alle sine Undersaatter; og naar I, der ere Statens lykkelige Lemmer, som ellers kaldes de Store, og jeg for Høfligheds Skyld ikke tør kalde Landsmænd, skulle antræffe nogen, som formedelst at sladre født og got af et falskt Hierte, giøre Luft-Spring, agere Pikkelhæring og faa videre, for unge og godhiertige Folk til Hove, ville tragte efter at rive Verdens Ære og Gods til sig til Statens Skade, I da, som de der kan gaae ind, hvor andre med mig maae staae uden for, oprigtig stræbe at afvende det, og inderligen bede for saadanne Strudser eller flug-

vorne Personer, at de ikke maae være saa ilde plagede og besatte af Dievelen; samt naar alle I andre, mine kiere Landsmænd, tilligemed de Store og Mægtige derimod i alle Maader, og som I bør, forholde eder lydige og underdanige imod Gud og Kongen, fatte Afskye for alle Synder og Laster, hvormed I forstyrre baade eders egen og hele Statens Lyksalighed, flye eders Konge alt for meget at bestille, og fortørne Gud, som uformodentligen kan hiemsøge eder saaledes, at I skal fornemme og tilstaae, at det er suurt og bittert, at I have forladt HErren eders Gud, (dette er ikke skrevet for dem, som hverken kiende eller vil vide af Gud at sige, en heller give agt paa, om deres Gierninger er gode eller onde, og ey heller kan slutte med Fornuften, at de afdøde Mennesker maae nødvendig opstaae og faae Liv igien; thi det ville maaskee være forgieves, og de maae tvinges, som det vilde Fæ) og derhos aldeles forbande eders egen almindelige Lov, nemlig: dette skammelige, skadelige og af et gammelt ulasteligt Latinsk Adagium vrangeligen udtydet Ordsprog: Enhver er en Tyv i sin Næring, hvormed enhver, der foruretter sin Næste, pleyer at besmykke Sagen: saa skal den selv-

giorte dyre Tid ufeylbarligen forekommes og afvendes, og I skal alle faae det, som de fleste af eder anses for det høyeste Gode, som er Ære, Brød, Gods og Penge nok, i det, at enhver faaer og beholder sin af Gud beskikkede Deel, ja I skal da først komme paa Veyen til den sande Lyksalighed, og finde Naade hos Gud.

Dette maae være nok om de dyre Tider, og jeg vil nu

II.

meddele eder mine faa og ringe Tanker,

Om Handelen, dens Svaghed og Opkomst:

Handel er Vahres Omvexling med Penge eller Vahre, eller og Penges Omvexling med Vahre, og den Handel er god, hvorved man kan vinde noget, eller forskaffe sig og andre de til Underholdning og Velstand fornødne Ting for billige Priser.

Ligesom nu Agerdyrkningen, Qvægs eller Fæes Avling og Opdragelse, Fiskerier og Jagt med videre, er, i Henseende til Næring og Legemets Skiul, aldeles umistelig i en Stat eller et Rige, saa er og, i mine Tanker, en god Handel det beste

Middel, hvorved en Stat kan blive beriget, prægtig og mægtig.

Hvad den Danske Stats Handel angaaer, da kan jeg ikke sige, at den er god, men derimod bevidne, at den er meget slet, skadelig og fordervelig, efterdi Pengene, Guldet og Sølvet gaaer bestandig ud af Kongens Riger og Lande for udenlandske Vahre, saasom Chinesiske, Bengalske, Franske, Spanske og andre, som man for den største Deel kunde undvære, og saadanne Vahre forblive her i Landene, saa at Staten vinder intet derved; og lad være, at Handels-Compagniernes Interessentere, samt Smause- eller Puge-Kræmmerne, der allene for egen Nyttes Skyld tilforhandle sig Vahrene af nogle, og igien udfelge dem til andre deres Medborgere, profitere derved, faa taber dog Staten i Almindelighed, og bliver jo længere jo mere forarmet og udmattet, ja Tabet bliver des større, naar man for at faae bemeldte Vahre uden Hinder og Skade hiemført, giør store Bekostninger paa Slagsmaal med Tyrker og Hedninger, eller og tilbetler sig deres Gunst og Bevaagenhed med kostbare Foræringer, ja med Riis, som man selv kan faae Pidsk paa Røven af.

Jeg troer ogsaa, at den Danske Handel er, som Philopatreias skriver, meget svag; men jeg samtykker ikke med ham i det, som han raaber alt for meget paa, nemlig: at den alt for høye Told og Handelens for megen Indskrænkelse ere de første og største Aarsager til Handelens Svaghed; thi jeg veed ikke, at Kongen der sørger for og, som en god Regent, bør sørge for, at hans Folk kan leve og blive talrigt og Formuende, har lagt saa meget høy Told paa de nødvendige Levnets-Midler, som paa de udenlandske Vahre, der af Undersaatterne forbruges allene til Vellyst: saasom alle slags Vine, Brændevine, Caffe-Bønner, Tobak, Specerier og mere, hvorpaa han med al Føye og Billighed kan legge endnu større Told; thi, naar Undersaatterne kan forskaffe sig meget deraf, for at fornøye deres lækkre Gane, og desformedelst hielpe til, at en utroelig Hob Penge bliver til Statens største Skade, aarlig udslæbt til Fremmede: er det og billigt, at deres Konge nyder noget got med dem. Synes I ellers, kiere Landsmænd! at I maae svare for høy Told, Consumption og Accise af de nødvendige Levnets-Midler, og at I dermed, saavelsom med andre Skatter ere for Haardt bebyrdede: saa

kan I jo beklage det for Kongen, og bede om Aagets Lættelse.

Ey heller veed jeg, at Handelen er saa overmaade meget indskrænket; thi Kongen har jo ikke forbudet Indførsel af nogen Ting, som Staten behøver, undtagen de slags Vahre, som den selv haver nok af, og de, som udi Manufacturerne og Fabriqverne blive forfærdigede, og mindre Udførsel af de indenlandske Vahre.

For saavidt, som jeg begriber Philopatreiæ Mening, vil han have ubehindret og frie Indførsel af alle Slags fremmede Vahre, følgelig ogsaa af de Slags, som her blive forfærdigede; Dette Forslag er ikke heller urimeligt, for saavidt, som de Fremmede Nationer ventelig holde de til de her forfærdigende Vahre udfordrende Materialier, Ingredientzer og Redskaber des dyrere, naar de mærke, at man ikke afhandler dem de deraf giorte Vahre, og vore Fabriqveurer lade sig tillige betale vel, og det maaskee ofte for meget slette Vahre, saa at man kunde faae bedre udenlandske Vahre for bedre eller billigere Kiøb; men naar saadanne Vahres Indførsel blev tilladt, maatte vore Fabriqver, som dog maae være anlagde til den Ende, at Arbeyds-

Lønnen kunde forspares fra Fremmedes Hænder, Pengene kunde forblive i Riget, fattige Undersaattere kunde faae Anledning til at lære noget, arbeyde, og fortiene Brødet, og at Staten kunde blive folkerig, ufeylbarligen gaae under; hvorfra skulle da Hans Majestæt faae Opreysning for de mange Penge, som hans høyst salige Hrr. Fædre have anvendt derpaa? Hvormed skulle de mange Haandværks-Folk, som derved fortiene Brødet, ernære Sig og Sine? Mon de bleve at formaae til at tage godvilligen Tieneste, som Soldater og Matroser? Mon Hans Majestæt og behøvede dem, og mon de alle duede dertil? Mon de alle formaaede at reyse til fremmede Stæder, og mon de der kunde faae Arbeyde? Ja, mon Staten, ifald de droge bort, kunde taale det Forliis paa Folke-Mængden? Jeg tænker, at saavel Kongen, som Staten, og disse Haandværks-Folk kom derved til at tage Skade; og, som Fabriqvernes Afskaffelse og Undergang, hvilken allerede af sig selv skal nærme sig, blev saaledes skadelig paa den ene, men det paa den anden Side kunde maaskee være bedre for de Handlende og Staten, om Fabriqverne ikke vare til: maae jeg Her standse, og vover

ikke at decidere i denne Sag; men I, kiere Landsmænd! maae saavelsom jeg allerunderdanigst indstille den til Hans Majestæts eget allernaadigste Gotbefindende.

Ellers holder jeg for, at Aarsagerne til Handelens Svaghed, kan iblant andre være disse, nemlig: at de, som i disse Tider have havt Penge, have hellere sat dem i Jordegods, end i Handel; at de fleste Handlende have ikkun lidet eller intet at sette deri; at mangen maaskee enten ikke forstaaer sig ret paa Handelen, eller og ikke tager den vel nok vare, og at mange Handelsmænd maaskee leve og opføre sig saaledes, at de hverken kan have Credit inden- ey heller udenlands, ja spilde Crediten for de redelige Handelsmænd; saa er og Handelens urigtige Anlæg, Brug og Beskaffenhed, som Philopatreias anfører i sine Anmærkninger, og er til visse urigtig, for saavidt de fremmede Vahre føres allene til disse Lande, og ey videre, baade skadelig for hele Staten, som før er meldt, saa og en virkelig Aarsag til Handelens Svaghed.

Jeg erindrer mig, at Philopatreias skriver end videre, at Skibs-Masterne forestille en Skov i fremmede Havne, og Kiøbenhavns feylbare

Reed og Havn derimod en Udørken; men han har her ikke betænkt, at hine Stæder ere rette Handels-Stæder, der ernære sig af Handel og Vandel, hvilket ikke kan siges om Kiøbenhavn.

Han andrager ogsaa, at Kiøbenhavn eller Kongens Riger og Lande have adskillige Producter at overlade andre; men Amsterdam eller Holland næsten ingen. Det første er sandt, men det sidste usandt; thi lad være, at Hollands Land bragte intet frem, saa blive der dog mange Ting forfærdigede og bortsolgte til andre Folk, og desuden have jo Hollænderne mange frugtbare Lande, ja hele Kongeriger i Indien; og endelig fortæller han os, at Amsterdam er riig og mægtig. Dette er ikke at forundres over; thi Hollænderne have altid været et frit Folk, og have altsaa ubehindret kundet giort deres Lykke paa alle Maader og paa alle Stæder i Verden, de have ogsaa været samdrægtige, og stræbt for deres fælleds Velfærd.

Tilsidst vil jeg, endskiønt jeg fattige Stymper, hvem de fleste af eder for min slette Skiebnes Skyld see meget høyt over Skuldren, hverken er, ey heller agter at blive en Handelsmand, meddele eder mine ringe Tanker om, hvorledes Handelen til Kongens og hele Statens Beste, skal kunde opkomme og blomstre, nemlig: for alle Ting maae den slette Handel, som vi hidindtil Have havt, i

Henseende til Anlægget og Beskaffenheden forandres saaledes, at ingen fremmede hertil ankommende Vahre maae, uden for saavidt man nødvendig behøver dem, forblive her i Landet, men allene gaae igiennem Landet, og tilligemed vore egne, som vi kunde have for mange af, saasom Danske, Norske, Vestindiske, Islandske og andre, afhændes til Fremmede; Ligesom og de Handlende ey heller maae betale de fremmede Vahre med det lidet vi kan have tilbage af reede Penge, Guld eller Sølv; men derimod søge med al Fliid, og saavidt mueligt er, at faae Vahre ombyttet for Vahre fra første Haand; og, saafremt dette ikke skeer, holder jeg for, at det var tienligst, at alle octroyerede eller bevilgede Compagnier og Handlinger bleve ophævede, fremmed Handel aldeles forbuden, og vi imidlertid vente os til at behielpe os med vore egne Producter; men dette vilde foraarsage Kongens Cassa et alt for stort Tab, som den da i des større Mængde indkommende Consumption ikke kunde bøde tilstrækkelig paa igien, og man maaskee ikke lætteligen kunde finde paa, at faae oprettet paa andre Maader.

Ellers synes mig, at det kunde hielpe meget til at faae Handelen i Velstand, naar Hans Majestæt paa sin Side tager ingen Told eller Afgift af de indenlandske udgaaende Vahre, og ikkun en

taalelig og billig af Undersaatternes Levnets-Midler, og de til Underholdning uomgiengelig fornødne Ting; men derimod den største af fremmede Vahre, som allene forbruges af de Rige og Vellystige; lader oprette en offentlig Laane- og Vexel-Banqve, om her ingen er, hvor de Handlende altid kan blive forstrakte med Penge imod nøyagtig Caution; seer derhen, at Oprigtighed og Redelighed opholdes iblant Undersaatterne, og til den Ende lader en streng Vexel-Ret holdes i gang; lader de onde Skyldnere ved haarde Midler tvinges til at betale, og Banqverouterer forfølge til det yderste, ja lader dem hensette paa Vand og Brød deres Livs-Tid; forsyner baade Academierne med vidt berømte Lærere, som med deres Lærdom kan drage fremmede Studerende herind, saa og Stæderne med saadanne Kunstnere og Haandværks-Folk, hvis Arbeyde Fremmede kan blive begierlige efter, med videre; og naar vore Kiøb- og Handelsmænd paa deres Side holde sig Kongens Anordninger og Befalinger efterretlige, overveye vel, paa hvad Vahre og paa hvilke Stæder de kan vinde meest, ikke søge deres Fordeel og Vinding hos deres Medborgere, hvilket er skammeligt og strafværdigt, men meest hos Fremmede, og mage det saa, at de kan være i god Anseelse og have Credit hos de Fremmede.

Naar dette saa skeer, haaber jeg, at den Danske Handel skal blive god nok.

Dog, kiere Landsmænd! tænker jeg, at den kunde blive endnu langt større og bedre, og at baade Kongen og Staten derved kunde vinde meget mere, end nogen vil troe, samt blive mægtigere og rigere paa Folk og Penge, end nogen anden Konge eller Stat, saa at Kongen kunde forskaane eder for en stor Deel af Told, Consumption og Skatter: enhver vinde noget anseeligt pan sine Penge og faa Skillinger, de Allerfattigste faae mangen en feed Smaus for ringe Arbeyde eller et got Ord, og jeg, om jeg oplever den Tid, med Fornøyelse, og uden at det skulle falde eder i ringeste Maade besværligt, blive indbuden af eder til et herligt Maaltid; dersom I kunde (jeg mener med Penge, og ikke med Magt; thi det vilde maaskee ikke gaae vel af) forhielpe Kongen til at giøre Kiøbenhavn til et Oplags-Sted for alle Slags af alle Verdens Vahre, hvor alle Fremmede, som komme enten fra Nordeller Øster-Søen, kunde faae hvad de behøvede og forlangte for lidet mere, end Vahrene havde kostet fra første Haand med Fragt og Omkostninger; aber wir haben gut sagen und machen, das Schif gehet doch nicht ohne Ruder, und an Gottes Segen ist alles gelegen.

Farer vel.

Nogle faa Tanker, i Anledning af Philopatreiæ Trende Anmærkninger, […]. skrevne og over samme Materier udi Trende Afhandlinger forfattede af von Erdenklosz, hvornæst følger hans Ansøgning til Kongen for hans nærmeste Ven Philantropos.

Nogle faa Tanker,

I Anledning af

Philopatreiæ

Trende

Anmærkninger,