↩

Philocleresias

Anmærkninger,

over

Philopatreias

Anmærkning

om

Kiøbenhavn 1771, sælges i Bogladen No, 8, paa Børsen.

2
3

At elske sit Fædreneland er en nu omstunder ligesaa usædvanlig og landflygtig Dyd, som Troen, der neppe er at finde paa Jorden. Dog har man i disse Tider tilegnet sig Navnet, Philopatreia i et lidet Skrift. Hvorvidt Løf-

4

tet holdes, som Lyden af Ordet, Philopatreia giver os, skal man ikke kunde giette af Skriftet selv, undtagen det maaske skal bestaae i saadanne Forslag, som: at giøre Geistligheden et Indgreb i sine Indkomster. Det lader som Forfatteren af dette Skrift, tænker paa at omstøbe Geistligheden, og at sætte den i een efter hans Tanker, bedre Forfatning, dvs. ved dens Omdannelse at forfremme det almindelige Beste, men om det Heele bliver ophjulpet, fordi en Deel af det Heele bliver nedtrykt, er et Hoved-Spørsmaal.

5

Han klager over den ubillige Uliighed, som gives imellem Kirke-Betienternes Indkomster. For saavidt kand Han nogenlunde synes at tænke paa sit Fædrenelands Beste. End videre: at Geistligheden paa Landet ey burde være sysselsat med at tælle Tiende-Giæs, Lam, Æg m. v. for derved desbedre at kunde beopagte sit Embedes - Pligter. Han kand ogsaa herfor berømmes. Men i sær, dersom han havde vist os en saadan Vey til sit patriotiske Øyemed, som kunde være tienlig Baade for det Almindelige og Geistlige,

6

og, som tillige kunde opmuntre den studerende Ungdom til at bestræbe sig for at

blive duelige Præster, skulde Hans Ærestøtte have staaer ved Siden af Hr. v. Voltaires. Men vee Geistligheden! om det stod i saadanne Folkes Magt at omdanne den.

Endskiønt Forfatteren undertiden stræber at bestrøe sin Galde mod Geistligheden med Sukker, for derved at skiule den, saa skal Han dog aldrig overtale os til at troe, at Han er Geistlighedens Ven.

7

Vi spørger om det er overeensstemmende med Billigheds-Regler eller med et ædelt Hierte: fordi man i Norge har kiendt en uværdig Præst, og måske destoverre! fleer af samme beklagelige Suurdey, at spille med ligesaa skiændige som vittige Udtrykke, som, i hvordan det vendes, geraader til mange brave Mænds Forkleinelse, og allerhelst, naar det kommer i vrange Læseres Hænder, som enten af Had, Skrøbelighed eller barnagtig Uforstandighed deraf tager Anledning til endmere at giøre sig til Gode paa endogsaa de retskafneste

8

Mænds Bekostning. Vi tør vel i vore Tider, uden at blive udleet, neppe lade os mærke med den sande Agt, man skylder denne Stand, og hvor bliver den af, naar man offentlig ikke allene taler, men endog skriver til dens Foragt. Herre Gud! hvor let er det ikke for, en nedrig Vittighed at tage alle Ting paa den verste Side. Og hvor sælsom lyder ikke saadan en Compliment til Geistligheden: Jeg ærer deres Stand, og dog alligevel Classeviis at hægle enhver i fær igiennem i samme Stand, og det paa saadan en Maade, som ikke

9

kand andet end anrøre heele Standens Lemmer. Man kunde jo ligeledes f. Ex. sige: Jeg ærer den militaire Stand af mit Hierte, og strax derpaa: Generaler bør ikke blive syge, naar deres Embede fordrer dem i Marken mod deres Fiende. Officierer bør ikke leve saaledes den ene Dag, at der skal fattes en Portion i deres Mad-Spand den anden. De bør fremdeles ikke fløyte, støye, prale, prygle, laane og tillige bedrage Creditorerne o. s. m. Man kunde jo iligemaade sige om Forfatterens Skrift, at det indeholder Tanker, som synes

10

at være Uddunstningerne af en Bolle-Pounch, eller, at det var forfattet ved et Partie Billard, hvor der sielden enten tænkes eller tales til Guds Ords eller Guds Ords Læreres Fordeel, o. a. m. af samme Suurdey. Ney! en ædel Tænkemaade forbyder alletider at fornedre sig til saa uanstændige Klygter. Vi har allene villet Viise, hvor let det er at angribe enhver ærlig Stand, naar man 1) allene vil tage de Uværdige af samme Stand i Betragtning, og 2) naar man ingen Regnskab skal giøre for sin Kaadhed og Overmod.

11

Vi befatter os ikke med andet, end, hvad der i Skriftet vedkommer Geistligheden, og deraf skal ikkun endda nogle faae Tanker blive Gienstanden for vores Undersøgning. For Resten overlader vi til enhver at forfægte sig og sine. Vi vil endnu engang erklære Forfatteren sin for de tvende omtalte Poster, fortjente Berømmelse. Og havde Han foredraget disse hans Forslag med mindre Ubeskedenhed, havde Han ikke indlagt sig Skam, men større Ære. Hans falske og bedragelige Vittigheds Blink er det vi agter at bestride og skille fra Sandheds klare Lys.

12

Han bebreider de Geistlige sin Fedme; ligesom ingen kunde være en brav Præst, uden han tillige var vindtør. Han kalder den hellige Skrift til Hielp, hvem tør vel saa tvivle om, at en sund og hyldig Legems Forfatning jo er et Brændemærke paa en Præst. Enten dette Forfatterens Indfald har Misundelse eller Bagvaskelse til Moder, skal vi ikke forvist sige, men svarer her med Poeten:

Man veed de Galdefulde fattes og misunde

Al Glæde. Svage Sværm! Du vilde om

du kunde,

13

Du vilde dræbe os, men Fiendskab

uden Magt

Bestrides med et Smiil og dæmpes

med foragt.

O Skam '(siger han) at lægge Told paa Salighedens Midler. Han sigter ventelig til Sacramenterne: Een glimrende og voldsom, men bitter urigtig og intet betydende Satning. Klokkeren faaer Tegne-Penge, fordi der ere de Formuende, af hvilke han ellers aldrig fik sin Løn som Arbeyder uden

14

ved saadanne Leyligheder. Af de min dre Formuende faar han fra 4 til 8 Skil. ja endogsaa slet intet, hvilken Capital ingen har nødig at grue for. Toldens Natur fordrer, at intet af det betoldede maae indføres eller bruges frit: De uformuende og deres Børn bliver deelagtiggiorte i begge Sacramenterne uden nogen Told eller Betalning følgelig kand Forfatterens flygtige og af Toldens laante Billede ikke henegnes paa disse Salighedens Midler. Ordet som er det ene Saligheds Middel er tilba-

15

ge. Gud har forordnet, at Lærerne skal leve af Ordet, og, naar de saaer den aandelige Sæd for Tilhørerne, da at høste Deres legemlige Frugter, følgelig har jo Gud (om jeg tør bruge denne Talemaade i samme Forstand som Forfatteren) lagt Told paa dette Saligheds Middel. Og den ryggesløseste og forvovneste selv skiælver del ved at skamme Gud ud derfore. Dog ere vi ikke saa ubillige, at vi troer Forfatteren at have tænkt her paa. Og har desuden en Kirke-Betient giort sig vel

16

lidt af sin Meenighed , med deeler den ham i allehaande gode Ting, om Børne-Daab eller anden saadan Leylighed aldrig gaves. Det er ogsaa formodentlig, at han allene har taget nogle af de Kiøbenhavnske Kirke-Betientere under Betragtning, da han saae Geistlighedens Indkomster igiennem Forstørrelses Glas.

Offringerne ere ophørte idet nye Testamente derfor bør der intet offres til Præsterne. Et afsindig Beviis.

17

Det vilde være utidigt, at bestræbe sig med at blotte eller opdage det vilde, - vilde mavre og urigtige i denne faa sandsynlig,

falske Slutning. Men, naar Dekket er taget bort staar i steden for Vittighed en ildesindet, frievillig og egensindig Uvii denhed igien. Han slaar ogsaa om sig med Bibelens Sprog: Salige ere de fattige. Mon han har, skal vi troe? været sig selv mægtig, da han forpiinte og fordreyede disse Ord derhen, at Geistlighedens Indkomster skulde indknibes. Og,

hvi? har han forglemt de sidste Ord:

18

i Aanden, som tiener til de forriges Forklaring. Det er jo at læmleste, ja næsten at radbrække den hellige Skrift. Og hvem læser Bibelen stråledes —? Saaledes er han fuld af Vittighed og Ild , men en Ild, som meere brænder og blinder, end varmer og oplyser hans efter Foregivende elskede Fædreneland. Om han end meente det got, giør han sig dog modbydelig ved saa falske Grunde. Man fatter Mistilliid til ham. Denne Mistilliid føder Agtsomhed ved de Grunde hvorpaa Angribelserne bygges.

19

og denne Agtsomhed finder saadanne Kien» detegn deels paa Ondskab deels paa Afmagt, at den Frugt Forfatteren haabede af sit arbeyde visner og forsvinder, og, at man maae skye ham som en Pseudo Philopatreia. Det var høyst ubilligt om Armod skulde giøre Standen tung og foragtet (siger Forfatteren) og saae Lienier heroven for heder det anderledes. Christu Disciple vare fattige...; Deres Efterfølgere bør være ligesaa.

20

Det er at sige: De bør ikke være fattige og de bør være fattige. Saaledes kyste Judas og forraadte.

Dersom et Par Brude-Folk ikke kand undvære en 8 til 10 Rdlr. til Kirke Betienterne burde de ikke tænke paa at gifte sig; thi hvad kand Følgen af saadan et Ægteskab være andet, end, at saadan en Familie bliver Staten til Byrde. Desuden har man ikke hørt nogen at lade sig afskrække fra Ægteskab formedelst Kirke-Udgifterne. Men dyre Tider, Skat-

21

ters Paalag, denne Klage lyder allevegne fra. Vi troer ogsaa at, dersom de fleeste Brudevielser blev helligholdte med meere Andagt og mindre Overdaadighed, skulde man ingen Aarsag finde hos de nu værende Brudevielser til Folkemægdens Aftagelse.

Det vilde blive for vidtløftigt at besvare Forfatterens Anmærkninger imod Geistligheden ved at undersøge hver Linie. Derfor maa dette være nok. Dog en Anmærkning: Forfatterens sidste Alle-

22

gorie om Æslerne, hvormed han kroner sit Værks Fortienester, er en skiændig og skammelig Bitterhed, som aldrig burde seet lyset. Det dybe, som skal ligge skiult deri, er af den Beskaffenhed at vi overlader dens Besvarelse til et vist Selskab ved gammel Strand. Er det hans Natur er han at undskylde, men har han forskaffet sig det ved Konst og Fliid, tilgiver og beklager vi ham.

Trykt hos A. S. Stein.