[Chr. Thura] Svar paa Publici Vegne til Philopatreias paa adskilligt af hans umoedne Forslage fra en patriotisk Sandsiger.

Svar

Paa

Publici Vegne

til

Philopatreias

paa adskilligt af hans umoedne Forslage

fra

en patriotisk Sandsiger.

Kiobenhavn,

trykt hos Paul Herman Horcke 1771.

2

        

3

Selv kaldte Philopatreias! Dit Skrift har været som en Surdey, hvilket har sat alle Skrive-Syge i en stærk Raskning eller Giæring. Siden det udkom, har man seet mange Piecer at komme for Lyset, hvoriblant de fornuftigste klapper dig lystigen af, og dog er du saa ublue, at du i din Fortsættelses Fortale tør sige: at dit Skrift har fundet Publici Biefald. Enten maae du holde de Personer for heele Publicum i hvis Faveur du allene skriver, eller og du forstaaer ikke hvad Publicum er. Ney Philopatreias! du har ikke engang fundet heele den Stands Biefald i hvis Faveur du skriver, langt mindre heele Publici Biefald. Men jeg vil sige hvo det er (thi jeg saavel som du undtager jo alle Partiiske og Egennyttige) det er: den brave, sindige, erfarne, lærde, upartiske og særdeles fornuftige Mand, som kalder sig selv Philodanus, han har faaet Publici Biefald, baade af Geistlig-Sran-

4

4

den, de fornuftigste af Militair-Standen, og de skionsomme af Borger-Staben, ja endog af upartiske Jurister. Dette Biefald, det kan kaldes Publici Biefald. Der have været nogle Fremfusende, som ganske har i Førstningen antaget dit Skrift, der have og været nogle, som gandske har forkastet det. Men ingen af Deelene kan kaldes Publicum. Publicum er et stort Corpus som bestaaer af mange Lemmer, og jeg tør vist forsikkre paa, at neppe en 3die Deel af Publico, veed noget af dit Skriftes Indhold, og af denne 3die Deel, ere der meget faae, som lægger dit Snak paa Hiertet! Hvorledes kan du da med Sandhed sige: at du har fundet Publici Biefald? Ney Philopatreias! Deler let at see, at alt hvad du skriver om Handelens og Borgerstandens, saavelsom Militairstandens Opkomst, det har du ikkun skrevet, for at skaffe dig et Anhang af disse 2de Stænder, paa det du desbedre kunde faae Leylighed til, med Force at angribe Geistlig-Standen; thi du har meent, at alle Folk havde Hornet i Siden paa Geistlig-Standen ligesom du; fordi Seistlighe-

5

5

undertiden for Samvittigheds og Embeds Skyld, nødes til at sige Folk nogle ubehagelige Sandheder, hvilke ere ildelidte, det første de blive talte, men naar de siden blive eftertænkte, skaffer langt større og bestandigere Venstab end Hykleri og smigrende Løgn, som først forskaffer Gunst men siden Had. Om du nu tusinde Gange kaldte tilbage hvad du har strevet imod Geistlig-Standeu, saa kan dog ingen Fornuftig troe dig mere. Jeg blev i Begyndelsen, da du havde udgivet dit Skrift, beskyldt for at være Autor dertil, efterdi, der indløb noget, som saa nøyelignede det, som jeg selv i Sælskaber ofte har sagt, saa at jeg studsede derved, og meente, at een kunde have opsnappet mine Ord, for at kunde have noget at broute med (thi dette er hændet mig tilforn) men da jeg overbeviiste de samme got Folk om, at den lumske, løgnantige, bespottiste og fremfusende Aand, som dit Skrift allevegne røber, aldrig fulgte med mine private Taler, langt mindre med Publiqve Skrifter, gave de sig tilfreds, og nogle faldt paa at tænke., at du havde rapset

6

6

sammen Ondt og Godt for at være den første der Vilde bevise, at vi havde faaet Skrive-Friehed i Dannemark; andre meente, at nogle mægtige Frietænkere i Riget, havde anmodet dig om at skrive, først, noget som skulde klinge vel i Borgerens Øren, hvilke meestendeels bekymre sig ikkun for deres Huusholdning og Næring, dernæst skulde du og snakke noget om Rettergang og Procuratorer, hvilke Almuen heller ikke har gode Tanker om; i alt dette skulde du ikke glemme at tale i Faveur af Krigsstanden; og naar du saaledes havde stiaalet Hiertet fra de tvende Talriigste Stænder, saa blev det siden en læt Sag, uden Fare at udspye din Galde paa Geistlig Standen. Dette kan stuttes af dine Anmærkninger om Geistligheden, hvilke ere affattede just i de almindelige Frietænker Udtrykke. Du skal ikke kunde bevise at noget af alt det, som du har skrevet om Geistlig Standen, enten sigter til Guds Ære, Religionens Forfremmelse, og Geistlige Personers sande Beste; ikke heller, at dine foreslagne Midler ere i Stand til at opnaae nogen af de anførte priselige

7

7

Hensigter. Jeg har ellers anmærket, at du overalt beder Folk om at give dig Oplysning næsten i alle de Ting, som angaaer Handelen; men jeg synes at du havde giort bedre, om du havde holde reent inde med alle dine Anmærkninger og Forflage, indtil du havde samlet saa stor en Forraad paa Kundskab, at du kunde have Ære af at lade dig høre.

Her kan det gamle Ordsprog passe sig: Si tacuifles, Philofophus habitus fuiffes.

Men da det nu er den lykkelige Tid, Da manges Hierters Tanker skal aabenbares: saa har jeg og vildet benytte mig af vores allernaadigste og viiseste Konges Naade. Ja jeg kunde maaske med rette faae Utak af mange Retsindige, om jeg, som i private Samtaler ofte tilforn har talt reent udaf Skiægget, ikke nu giorde det, da vor allerkjæreste Konge af pure Kierlighed til Sandhed har allernaadigst tilladt, ja saa got som befalet Skrive-Friehed. Jeg slutter, at det er skeet af pure Sandheds Kierlighed; saa at, om end nogen skrev noget som streed imod Hans

8

8

Majestets egne Tilbøyeligheder, Vildfarelser eller andre Skrøbeligheder, vilde Hans Majestet dog ikke blive den unaadig; thi saa sandt som det er, at Kongen, som er vor Nordens Salomon, er bleven forliebt i de tvende deylige Jomfruer, Viisdom og Sandhed, saa vist bliver han og alle dem Naadig, som kan skaffe ham disse tvende velskabte Søstre ind i hans Cabinet: Ja jeg vædder, at han skal ikke tage det nnaadigt op, om de end bleve indbragte splitter nøgne; thi fra Hoved-Isse indtil FoedSaale findes ingen Lyde paa nogen af dem, og naar de ere udpyntede og paaklædte, ere de ingenlunde saa indtagende. Jeg har aldrig hørt, aten Brudgom blev vreed, fordi man tilbragte ham hans forønskede Brud, bliver han vreed for hendes Ankomst, og paa dem som bringer hende, er der et unægteligt Beviis paa, at han ikke elsker hende.

Saadanne Tanker giorde jeg mig, allernaadigste Konge! da jeg deels af Aviserne deels af andres Skrifter blev overbeviist om at Deres Majestet havde givet Skrive-Frihed. Jeg vil denne gang ikke meere tale

9

9 om dit, Allerkiereste Konges! Philosophiske Sindelaug, paa det jeg ikke skal synes at vilde opfylde mit Skrift med hykkelske Lovtaler, paa hvilket Lapperie Regientere aldrig kan have Mangel. Men jeg vil aabenhiertet vende min Tale til Philopatreias, som den der først har talt, og tillige begyndt at spørge. Dette giør jeg sandeligen ikke paa mine egne, men paa Publici, det er: paa de Retsindiges i heele Riget, deres Vegne. Jeg meener, at jeg best kan giøre det, da jeg ingenlunde gaaer frugtsommelig med nogen Pave, ikke heller er nogen Adel, Borger eller Handelsmand, lang mindre nogen Præst, undtagen af den Sort, som gaaer med røde Buxer, og altsaa haaber jeg, at Philopatreias, som mest strider i Faveur af Krigs-Standen, maae dog vel skamme sig for, at beskylde alle dem for partiiske og egennyttige, som siger ham imod, og tillige engang lave af at broute af almindelig eller Publici Biefald. Du skulle ikke engang have faaet saa lang en Fortale, dersom du i din Fortsættelse ikke havde selv tillagt dig den Roes, at du havde almin-

10

10

delig Biefald, hvilket er aabenbare Usandfærdighed. Dette lidet Skrift begyndte jeg at skrive nogle Dage efter at dit Skrift udkom. Jeg blev just færdig med Concepten da den brave Philodanus udgav sit Skrift. Da jeg læste hans Undersøgelser, og saae at han vidste saa læt at jage Ræven udaf Buskene, stod jeg noget i Tvil, om jeg og vilde komme frem med mit Skrift. Men da du begyndte publice at lyve, og at bede Folk om Oplysning i det som du tilforn havde lovet at oplyse andre i, syntes jeg at siden din Hierne der ikke var bleven cureret ved det Middel, som Philodanus har tillavet, meente jeg, at du maatte have en meget forstokket Natur, som snarere ved skarpe end gelinde Medicamenter kunde hielpes; og derfore kommer jeg med dette, saadant som det er. Jeg vædder, at det skal curere dig, om du vil bruge det. Men da den Galenskab pleyer at være ved andre Skrueløse Hoveder, at de ikke vil tage mod nogens Hielp, troer jeg ikke heller at du vil tage mod min.

Her er det, saadant som det nu er.

11

Sandsigerens Discours med Philopatreias om hans patriotiske Sindelaug.

Min gode Philopatreias: Du har alt for kiendeligen røber din Ondskab, i det du uden al Forskiel, angriber det heele ærbærdige Geistlige Navn. Hvem giver dig Lov til, at giøre Klokkere, Gravere og Pikkere (thi StoleKoner har du i dit super kloge Skrift forglemt) til Geistlige Personer. Jeg kan forsikkre paa, at jeg aldrig har læst, saadan en urimelig og fremfusende Snak, som det Skrift er, hvilket du kalder Philopatreias. Jeg veed ikke, at disse Personer har andet i Kirken at forrette, end at giøre reent, lukke Stolene op og i, grave

12

12 Graver, korteligen: som andre verdslige Tienere, at giore verdslige Sysler og Forretninger; meener du maaskee, at disse Folk bør kaldes Geistlige, fordi de giøre deres Opvartning i Kirken, en, saa skulde jo og Snedkere, som giøre Stoelene, Muurfolk, som giør Muure, Tømmer-Mænd, som giør Tømmer Arbeyde, Malere, Billedhuggere og Steenhuggere som zirer Kirken med deres Arbeyde, Kobber- Grov- og Klein-Smedde, Uhrmagere og andre som har Forretning i Kirkerne være Geistlige Personer. Men, maaskee du vil svare, at disse Haandværks Folk ere ikke tiere ved Kirken, end naar de har noget at forrette og fortiene, og altsaa maa de ikke hedde Geistlige; men da kan dertil svares: at Klokkere, Gravere og andre verdslige KirkeBetientere, kommer ikke heller tiere i Kirken, end der er noget for dem at forrette. Men, maajke du vil sige: at de bør ansees for Geistlige, fordi de har et stadigt Levebrød og Fortjeneste ved Kirken; men da kan dertil og svares: at der ere viste Haandværks Folk, som iligemaade har deres Aarlige Fortjeneste ved Kirken, hvilke dog hverken ansees for eller kaldes Geist-

13

13 lige: Men, maaske de skal kaldes Geistlige, forbi de i Kirken gaaer med forte Klæber, og uden fore gaaer med hvad de vil, da kan jeg fortælle dig, i fald du har glemt eller ikke seer det, at Fattiges Forstandere, endskiønt de mestendeels ere Bryggere, Bagere, Brændeviins-Brændere og andre honette Borgere, gaaer iligemaade forte, naar de gaaer med Tavlen i Kirken, og dog Hverken kaldes eller ere de Geistlige. Naar nu Klokkere, Gravere, Arbeyds-Karle, Ringere og andre Betientere ved Kirkerne, hverken ihenfeende til Forretningen, eller ihenfeende til Betakningen, eller ihenfeende til Klæderne kan ansees for eller kaldes Geistlige, saa sees jo tydeligen, at du har intet tydeligt Begreb om Geistlige Personer. Og da fager jeg at ynkes over dig, og sige: hvilke Folk egentlig bør kaldes Geistlige eller Aandelige; og da er det for det 1ste alle de, som ere Jgienfødte og drives af Guds Aand, i hvad Forretning de end ellers have at leve af. Og dernæst bør for det 2det allene de kaldes og ansees for Geistlige, som have virkelige Geistlige Forretninger; det er: Profeffores & Doctores Theologiæ ved Academi-

14

14

erne, Biskopperne, Superintendenter, Provsterne, Præsterne, Catecheterne, Skoleholdere, Rectores, Collegæ, Lectores, Cantores, Degne, Substituter, Hørere i Skolerne, ja endog Organister, som med deres Instrument, Assisterer Cantores og Meenigheden ved Guds-Tienesten, de ere ihenseende til deres Tieneste Geistlige; korteligen, alle de, som efter Guds Ords Lydelse, arbeyde i Ordet og i Lærdommen, alle disse og ingen andre ere Geistlige, thi de behandle Guds Ord, som er aandelig, og deraf faae de deres Navn. De andre, kan ikkun kaldes Kirke-Betientere, og det endog de HaandværksFolk, som har nogen staaende og fast Forretning og Løn ved Kirkerne; til disse Kirke-Betientere, kan og henføres Kirke-Skrivere, Kirke-Værger og Forstandere, disse kan ikke heller kaldes Geistlige, men allene Kirke-Betientere. Nu maatte jeg gierne vide, om der er Kirke-Betientere som der ere efter din Grille for mange af, og som har for meget at leve af, eller det er de opregnede virkelige Geistlige. Hvad Klokkere og Gravere ere angaaende, da tilkommer dem vel efter Loven intet Offer, men Menighedernes egen

15

15 Goddædighed haver nu ved den lange Sædvane forskaffet dem Hævd og Ret til at tage imod det, som Folk af deres egen Genereusite paa en Høytid eller ved en anden Anledning giver dem. Og Hvorfor vil du misunde dem det? de som intet have tilovers, kan jo intet give; og af dem kan de jo intet faae eller fordre. End om Meenighederne faldt paa at ofre til Kirke-Værgerne, Forstanderne, Ringerne og Kirkens Haandværksmænd, da skulde man høre en Skraal af dig og dine Lige. Du kunde med mere Skin af Rimelighed have klaget over, at endeel af de virkelige Geistlige mister deres tilbørlige Offer derover, at Almuen giver Offer til Kirke-Betientere, som efter Loven ikke ere berettigede til at tage imod Offer. Men da dit Skrift ikke har Hensigt til at gavne Geistligheden, men snarere at skade dem, saa har du efter din dumme Klogskab nok taget dig i agt derfor.

Fremdeles siger du i dit taabelige Skrift, at der ere for mange Geistlige. Naar du vil giøre den Forskiiel paa Geistlige og Kirke-Be tientere, som jeg nylig har viist dig og andre

16

16

Præstehadere, saa skal du snarere befinde at de ere for faae end for mange, item at de fleeste af dem som vi have, ere alt for slet og sultent aflagde; hvo vilde sige: at en Landsbye-Skoleholder; som har 24 Rdlr. i Løn og nogle Lpd. Høe og Halm, at han har formeget at leve af. NB. (En Skoleholder er en virkelig Geistlig, thi han maa sandelig arbeyde i Ordet og i Lærdommen) hvor mange Catechetere ere her vel, og de her ere; har jo ikke mere end 100 Rdlr., kan det være mindre i en Kongelig Residence Stad, som tillige er begge Rigernes Hovedstad? hvor mange Præster og Capellaner ere der ikke i begge Rigerne, som neppe har det tørre Brød? Og dog siger du i Almindelighed om heele Geistligheden, at de har formeget at leve af. See hvor aabenbarlige du røber din Ondskab og Dumhed! Men maaskee du vil forhielpe de fattige Geistlige til at faae noget Mere at leve af, det var sandelig et nobelt Indfald, dersom det var giørligt! men du maae sandeligen ophitte nogle fornuftigere Midler og Veye, end de du har givet tilkiende; thi om du vilde at der skulde tages fra de Geistlige som kunde synes at have formeget at

17

17 leve af, og lægges til dem som have forlidet, faa seer jeg dog ikke at det var billigt, at man med Befalining eller Magt skulde tage fra dem som har en stor og riig Meenighed at forestaae, og altsaa meere Arbeyde, og Løn for Arbeydet, og lægge til dem, som har en mindre Meenighed, mindre Arbeyde og mindre Løn. Ligesom det vilde holdes for latterligt, uretfærdigt og ubilligt, om man vilde bede Hans Majestet om, at han skulde befale sine egne Laqvaier at give noget fra sig af deres Løn, til andre Her« (Fabers Tienere som faaer meget mindre Løn. En anden Sag var det, om de rigeligen aflagde Geistlige af egen Drift og Velvilligbed hvert Aar henlagde noget i en Casse til at hielpe de fattige Geistlige med; det vilde være en evig Ære og Velsignelse for dem Selv! men ingenlunde for dig og andre dine Lige!

Men jeg gad gierne vide, hvem det er som du meener at overtale med dit Skrift til saaledes at beskade, forhaane og formindske Geistligheden; dersom det er Religions Spottere, Præstehaderne og andre vankundige og onde Folk

18

18

iblant os, saa giør du for saa vidt dem en Fornøyelse, at du er deres Forgjengere og Anførere; men de vil neppe takke dig for Inventionen, thi, jeg har endog førend denne Konge blev født, hørt ligesaadan Snak af Fritænkere. Er det de enfoldige og oprigtige Folk, faa hører og læser de lige saavel hvad jeg og andre skriver og siger, som hvad du skriver, faa antager de saa meget for Sandhed, som de bliver overbeviste om faa at være, og de holder al din Tale ikkun saalænge for Sandhed, indtil de hører noget andet som har mere Fynd, og saa forkaster de alt hvad du har skrevet. Men dersom det er de Kloge og Retsindige i Landet, faa indseer de strax, at du, er en aabenbar Løgnere, Falskner, Religions Spotter, Guds og hans Tieneres og Fædernelandets Fiende. Men du vil maaskee spørge, hvorledes de kan komme til at indste dette? da maa jeg erindre dig om hvad du selv har skrevet, nemlig du har sagt: at verdslige Kirke-Betientere vare Geistlige, dette har jeg jo beviist at være Usandfærdighed! du har sagt: at de Geistlige ere for mange, og jeg kan bevise, at de ere alt for faae! du har sagt: at de havde for-

19

19

meget at leve af, og jeg har og kunde vidtløftigere bevise, at de fleeste har alt for lidet! Du siger: at Geistligheden sælger Sacramenterne, og dette vil du bevise dermed, at Klokkerne, som ere verdslige Kirke-Betientere, tager imod Tegne-Penge, er dette da ikke en skammelig Løgn; thi, dersom du kunde overbevise en Præst om, at han for Penges Skyld havde antaget en Religions og Guds-Bespotter til Herrens-Bord, faa burde saadan en Geistlig strax udstødes af den Geistlige Orden; men det kan du ikke, alt« faa er dette og Usandfærdighed. Synes du ikke nu, at dette er Usandfærdighed nok til at give dig Titul af en Løgnere. Fremdeles: du har anført vor Høylovlige Ferlseres Jesu Christi Ord ligesaa bespottisk, som den fra Gud affaldene Keyser Julianus; nemlig: du vil have, at de Geistlige skal være Fattige, fordi Christus siger: Salige ere de Fattige i Aanden, men det Ord i Aanden lukker du ude. O du Daare! Du veed nok, at det er ikkun de Fattige i Aanden, og ikke de Fattige i Verden, som Christus priser Salige. Mon dette er ikke Religions og Guds Bespottelse.

20

20

I det øvrige røber jo heel dit Skrift om Geistligheden, dit store Had til Geistligheden. Du spørger, hvor der staaer at de skal kiøre i Karreter , men jeg spørger, hvor staaer det, at de maae ikke kiøre ligesaavel som Verdslig Stands Folk, og jeg kan iligemaade spørge, hvor staaer det at Verdslig Stands-Folk har alle Lov til at benytte dem af allehaande jordiske Beqvemmeligheder, men Geistlig Stands-Folk skal allene være udelukke derfra? Du siger: at Apostlerne gik allene til Fods, dette er pure Usandfærdighed; thi jeg kan af Apostlernes Gierninger bevise, at de gik, kiørte, reed og seylede, ligesom Leyligheden og Omstændighederne udfordrede det. Du spørger: hvor det staaer, at de skal gaae med Silke Klæder? og jeg spørger: hvor staaer det, at de, som ere Sendebud i Christi Stad ikke ligesaavel som de Mennesker, som ere Sendebud i jordiske Kongers Sted, maae gaae i Silke Klæder? I der mindste troer jeg, at Christi Sendebud ere ligesaa værdige dertil, som jordiske Kongers Sendebud eller Ambaffadeurer. Nu skulde jeg og snakke lidet med dig du høyoplyste og ædelmodige Mand om Geistlighedens Ind-

21

21

komster, og da mener, du at fordi de ere faa see: De, derfor kommer her faa feede Præster ind ti Rente-Terminerne, for at hente Renter af deres udlaante Capitaler. Du veed meget vel, du ondskabsfulde Aand, at imod at en gammel Præst kommer for at hente Renter, kommer her vel 10 ja en heel Snees for at betale Renter, og iblant dem som betale Renter, ere der til din store Ærgrelse mange seede! nu vil du jo, at deres Indkomster skal saaledes formindskes, at de ikke skal blive saa feede; men det kan jeg sikkert spaae, at baade Præsierns Koner, Børn og fornemmelig Tienestefolk kommer til at vansmægte as Hunger; thi skal Præsten selv, som Huusfader, have saa lidet i aarlige Indkomster, at han skal æde sig mager, saa kan man let slutte hvorledes det vil gaae hans Huusfolk; endeligen vilde jeg ogsaa gierne vide, hvorfore Præster og Geistlige i det Nye Testamentes Tid ikke maae tage imod Offer eller frievillige Gaver? Her snakker du ligesaa honet, som da du fremførte Christi Ord om de Fattige; har du ikke læst, at Christus gav sine Apostler Lov til at tage uden Samvittighes Anstød, imod det som

22

22 got Folk tilbød dem og fremsatte for dem. Jeg mener at det var den Herre Christus selv, som begyndte det Nye Testamentes Oeconomie. Ja Geistligheden er fuldkommen berettiget til at tage imod alt det Gode, som deres Tilhørere og Disciple vil meddeele dem, efter St. Pauli Ord: den skal deele i allehaande gode Ting med Læreren, den som Ordet læres.

Hvad Tiender angaaer, da har det Nye Testamentes Præster, lige saa god Ret til at tage imod dem, som det gamle Testamentes Geistlige, deels fordi Christus, som er den sande Souveraine Verdens Konge og al Jordens rette Ensermand, har ved de nys anførte Ord tilstaaet dem det; deels fordi Konger og Fyrster af Lydighed imod deres Overherre, har i mange Aars hundrede uden deres Riges og Herredømmes Skade tillagt dem det; og endeligen, fordi Unfaatterne selv, fra den Tid at regne , da de, jeg taler om de Danske fornemmeligen, bleve ved den paafølgende haarde og retfærdige Straf, nemlig ro Mars gruelig Hungers Nød tugtede og bragte til Lydighed imod Gud og Kongen,

23

23 som havde paalagt dem at give Tiender til Præsterne, har uden mindste Knur givet dem Tiende. Altsaa har jo Geistligheden fuldkommen Hævd og Ret til Tiender, derfore kan Tienden ikke fratages Geistligheden , uden man skulde giøre dem aabenbare Vold og Uret. Nu skulde vi lidet tale om Geistlighedens Gaarde og Jordsmon. Du vil jo ikke heller, at de maae have Agerdyrkning, og derfore allene er der, at du taler ilde derom; men da Præste-Gaardene har ikke mere Jordsmon, end en anden Bonde Gaard, og samme Jord er tillige med Gaarden ved Testamenter skienket og givet til Gud og hans Tienere af de christelige Forfædre, som har bygget Kirkerne. Disse samme Testamenter, tillige med de andre Geistlige Rettigheder, ere baade af Kongerne for Souverainitetet og af de Souveraine Monarcher ved deres Regierings Tiltrædelse stadfæstede, altsaa har jo ogsaa Præsterne Ret til at beholde dem. Men du vil vel sige, at nogle af dem ikke forstaaer eller og ikke kan for deres Embeds Forretnings Skyld drive Avlingen; og da vil jeg paa deres Vegne sige; de som hverken kan eller forstaaer

24

24

at drive Avlingen, finde vel selv, foruden dit Raad, paa at forpagte den kort, tabe de da ved Forpagtningen, saa skades jo ingen uden de Selv; men vinde de, faa er der jo ingen græmmer sig derover, uden du og de andre Præstehadere, og det kan være ligemeget. Men det er sandt! Du vil og lade, som du er paa Guds Partie; du frygter for, at Præsterne skal, ved at have med verdslige Ting at giøre, hendrages af Kierlighed til Verden; men heri lyver du ligesom du pleyer. Jeg vil snart sige dig hvad det er, som fornemmeligen drager Hiertet til Verden, og da er det Fattigdom i Verden, men ikke i Aanden; thi dersom en Gierrig bliver fattig, saa kan han ingenlunde vogte sig for at stiele, eller at optænke ulovlige Veye til at forskaffe sig noget; og dersom en Fattig ikke er Gierrig, faa nøder dog Mangel ham til ideligen ar pønse paa Verden, faaer han da Lykke til at forskaffe sig noget, faa kan han letteligen faae Lyst til at forskaffe sig mere og mere, og faa er det alt klar med ham, og han er da allerede henrevet af Kierlighed til Verden. Seer du vel her at Fattigdom er skadelig for Geistligheden! Og dog er du saa syg for at faae

25

25 dem giort fattige. Men jeg havde nær glemt, at du vil de skal leve honet, og have en anstændig Løn; men baade gad jeg vide din Mening om hvor stor du holder fore ar Præsternes Løn skulde være; den blev vel ikke meget mere end en Snees Rigsdaler (thi naar du i Almindelighed siger: at Geistligheden har formeget at leve af, da dog Skoleholderne har ikkun 24 Rdlr. i Løn) faa bliver vel Præsternes honette Løn ikke meget over en Snees; ja jeg ønskede iligemaade at faae at vide, hvorfra den skulde komme; maaske du ville, at Kongen skulde indcassere alle de Geistlige Indkomster, og faa af den Snmma Uddeele noget til enhver Geistlig i sær; men det kan han jo ikke giøre, uden at giøre den ærværdigste Stand i Riget en aabenbare Vold og Uret. Ja du vilde kanskee endog, ved det almindelige Frysvantse-Argument overtale ham dertil; nemlig: Naar Hans Majestet hvert Aar fik faa stor en Summa indkasseret fra Almuen, som baade, de virkelige Geistliges og Kirke-Be- tienternes Indkomster kunde beløbe sig til, saa kunde derfra rages en stor Summa, som merkeligen kunde forøge Kongens Cassa, Men for

26

26

det første, saa er det aabenbare Vold og Uret, at en Konge beklipper en anden Konges Tieneres Løn. Forestil dig! Om vor Konge vilde paastaae, at en anden Konges Minsteres, Domestiqvers og Tieneres Løn, Accidencer og Sportler, skulde indkasseres og bringes i hans Skatkammer, paa det at han kunde først trække til sig af deres Løn hvad han vilde, og siden lade dem faae tilbage saa meget som han undte dem, mon dette var ikke at fornærme den anden Konges Myndighed, Are og Høyhed? og mon dette ikke tillige blev anseet for Vold og Uret af den Konges Ministre, Domestiqver og Tienere? hvilket det og i Sandhed var! Hvad skulde man nu tænke, om vor Konge var ligesaa ugudelig og taabelig, som du vil have ham? og lod sig forlede af dig og andre, Guds og Religionens Hadere, til at giøre det samme ved Geistligheden her i Rigerne, som ihenseende til deres Embede ingenlunde ere Kongens, men Christi, Kongens egen Herres, Tienere, hvilke hverken ihenseende til Embedet skal eller bør tiene ham, ikke heller faaer deres Løn af ham, men af Christo selv, formedelst de Mennesker som de tiener med

27

27

deres Embede. Naar baade du og enhver betragter dette, sees lettelig, hvor megen Ret en Konge har til at fordre Gage-Skat af Geistligheden, som ikke faaer nogen Gage af Kongen; Men du vilde vel sige: ja, de har dog i 2de Aar maattet give den, ja endog dobbelt, det er sandt, men det giør ikke Sagen ret; item: det er en Ære for Geistligheden, at de taalmodigen har lidt Uret og godvillig givet dobbelt; thi det beviser ikkun, at Geistligheden er ikke saa stridig, stolt og uregierlig, som de ellers af Præstehadere udraabes for, saavelsom og, at de snarere lade sig som Faar flaae Huden af, uden at give et Skrig derved, end at de skulde, som Præstehaderne sige: oprøre Folket. Men maaskee du vil sige: ja, de har ikke turdt tale! Men jeg vil svare: de vare maaskee ikke heller blevne hørte, og altsaa var det og fornuftigt giort at tie stille, indtil andre Retsindige upartiske antog sig deres Sag. Thi du maae og troe, at der findes Folk i verdslig Stand endnu, og Religions Foragt er endnu i vor Tid her i Dannemark ikke saa almindelig, som du forestiller dig. De samme som elske Gud, elske og hans Tienere, og

28

28

de har Forstand til at dømme, om Geistligheden i vor Tid skeer Ret eller Uret, ligesaavel som der eg fandtes Folk i Dannemark i ReformationsTiden, hvilke med Magt toge deres Lærer i Forsvar imod de Tiders onde verdstige Øvrighed, som med Magt ville undertrykke Sandheds Lærere og Guds Tienere. Det er sandelig noget besynderligt, som nok er værd at legge Mærke til, at heele Præsteskabet er i Kiøbenhavn i vor Tid, og har været i lang Tid, enten høyroesværdigt eller i det mindste ulasteligt, naar jeg undtager 2de, hvoriblant den ene synes at være en Hyklere, og den anden et gandske unyttigt Meubel (hvorledes de øvrige Præster ere i Dannemark og Norge, veed jeg ikke) men dette troer jeg dog, at de ere ulastelige, efterdi man hører sielden noget Ondt om dem, og Præstehaderne vilde sandeligen i vor Tid ikke glemme at legge deres Laster for Dagen, i Fald de kunde finde nogen Sag imod dem; og dog bliver Geistlige Personer begegnede med saadant Had, Foragt og Forfølgelse, da dog Historierne bevise, at de forrige Tiders Geistlige bleve meget mere ærede, elskede og adlydte, endskiønt ingen-

29

29

lunde vare saa lærde, og førte et saa exemplaristk Levnet. Men jeg skal ved en anden Leylighed vise den sande Aarsag og Anledning til dette, som synes saa underligt. Dette vil jeg allene sige: at megen ond Snak forderver gode Sæder, og at mange Folk tale ilde om Geistligheden, allene fordi de forstaae ikke bedre; hvilke ingenlunde giorde det, i Fald de havde den fornødne Kundskab. Men jeg faaer at discurere lidt mere med dig, super kloge Philoparreias. Du erindrer vel, at jeg har kaldet dig Fædrene« landets Fiende, og du vilde dog vel, at jeg skal bevise det, thi ellers faaer jeg vel Skam for Umagen; thi det Navn, Philopatreias, maae du være meget forliebt i, og jeg merker nok, at du under dette Navn mener ar kunde narre hele Landets Indbyggere, i Fald de vare ikkun faa lettroende, som du ønsker og haaber. Du veed vel selv, med hvad Hiertelaug du antastede hele Landets Geistlighed, men du tænker vel, at deraf flyder ikke; at du er Fædrenelandets Fiende; jo i al Sandhed! Jeg skal snart vise dig det. Geistligheden er i ethvert Rige Kiernen og som Qvint Effencen af Fædernelandet; thi de ere jo

30

30

allesammen Landets Børn; de ere giftede med Landets indfødde Døttre; de ere Sønner, Sviger-Sønner og Svogre med Landets indfødde Indbyggere. Du skal ikke (Bondestanden undtagen) kunde fremvise en eneste af de andre Rigets Stænder eller Stater, som er faa dansk, som Geistligheden; (thi Den, Stands Folk, som du mener her, kan aldrig blive for meget af, ere ikke meget danske, i det mindste formaaer de indfødde Danske iblant dem ikke ret meget; thi paa hvad Maade de Fremmede faaer sig indfledsket eller ey, faa kan jeg dog med god Grund bevise, at Dannemark, som fordum besherskede fremmede Lande, er paa en snedig Maade blevet indtaget og i lang Tid behersket af Fremmede) See denne Stands Folk, jeg mener Geistligheden, som alle ere ægte Danske, de blive faa foragteligen og fiendtligen angrebet af dig. Mon jeg eller andre ægte Danske kan med god sund Fornuft antage dig for Fædrenelandets Ven? Ney! for dets aabenbare Fiende! For den, som mere hader end elsker vort kiert Dannemark! Thi endskiønt vi for kort Tid siden skeede den Tort, at vi bleve befalede, at

31

31 være Tydskernes Abe-Katte i at afskaske nogle Helligdage, som vi med større Ære og Nytte kunde have beholdt; faa synes du jo dog, at den Tort er ikke nok endnu: Vore Præster skal endelig Have deres Klæder omdannede efter de Reformerte Præsters. Mon den, som er faa forpikket paa at faae sin Nation omstøbt efter fremmede Folkes Sæder, Moder og Lov, kan holdes for en Patriot? Du veed jo, ligesaavel som jeg , at de Danske blive af Tydsken og andre holdte for dumme Folk, og saadanne, som veed ikke at finde paa noget, uden hvad de skal lære af Fremmede, endskiønt de, for at føye de fremmede Beherskere, ofte blive nødte til at lade, som de hverken kan tænke eller troe mere, end hvad de fremmede Giester vil tillade dem at tænke; og dog vil du, at de danske Lærde og skal giøres til Dosmere, og i alle Ting conformeres med de Tydske, og det ikke engang med de Tydske, som ere vores egne Religions-Forvandte, men med de andre Fremmede udenfore. End videre: Dersom Kongen fulgte dit daarlige Raad og onde Forstag, og saaledes tog sig for at beskadige hele Geistlig-Standen, som er Kiernen af Fædrene-

32

32

landet, saa beskadigede han ey allene Gejstlige Personer selv, men endog alle deres Paarørende, som iligemaade ere Fædrenelandets ægte Børn-, hvilket ikke vilde gaae af uden Splid og Uenighed. Og mon det er at være Fædrenelandets Ven, at giøre saa stor en Ulykke, som det er, at stifte Uenighed imellem Kongen og Kiernen af Fædrenelandet? Det er alle dem, som ved noget af Fædrenelandets Historie, bekiendt, af Souverainitets - Acten at Geistligheden contribuerede allermest til at skaffe Hans Majestet en absolut Regiering. Er dette da den Tak, som de skal have for deres Troeskab imod det regierende Huus? Du beskyldte en vis Mand for Forræderie, fordi han havde sagt: at Borgerne burde saaledes udmattes indtil de bandt deres Skoe med Bast! Det er sandt: det var meget lumpent og skarnagtigt talt; men den samme Mand, havde aldrig udgivet sig selv for Fædrenelandets Ven, som du giør! og dog kan du neppe bevise, at samme onde Mand har taget sig for, at stifte saa stor en Ulykke og Uenighed imellem Kongen og nogen af Rigets Stænder. Men du vil vel sige: du stifter ingen Uenighed

33

33 imellem Kongen og Rigets Stander; men jeg vil svare dig: dersom alle Rigets Stander bliver fuldkommen fornøyede med Kongens Regiering, da kommer det allene deraf, at han ikke adlyder, hvad du og andre Præstehadere sladdrer; men følger han din Snak, saa vil jeg saa vist spaae ham heele Rigets Misforneyelse, som om han allerede havde den. Du spørger fremdeles faa daarligen, hvad Geistlige have at bestille med at satte Penge i Banqven, Handels Compagnier, eller andre Publiqve Casser? De kunde atter sporge: hvad det kom dig ved? Men paa det at de got Folk, som har læst dit forargelige Skrift, ikke skal tage af din onde Snak Anledning til Forargelse; saa vil jeg giøere dem Regnskab, men ingenlunde dig. Det er jo ganske bekiendt, at de fleste Præster ere fattige Studentere, som længe har maattet vente inden de endelig ved en Slumpe-Lykke naaer et Kald (jeg siger med Fliid, Slumpe-Lykke! thi Maaden til at kalde Prsster paa, er stridende baade imod Religion og Billighed) naar de nu har naaet det, ere de baade fattige og forgieldede, altsaa blive de nødte til at see sig om et rigt Giftermaal;

34

34

er det da ikke gandske fornuftigt og billigt, at de conserverer saa meget, som de kan af deres Kones indbragte Midler ved at sætte dem i Banqven eller andre Stæder, hvor de kan konserveres; derved tiener de jo Publico ligesaavel som andre, der hensetter deres Penge i Banqven. Men maaskee Philopatreias ogsaa misunder dem at saae skikkelige Giftermaale? Men du vil maaske sige: du har giort dit Forslag for ar hielpe Kongen udaf hans Gield; men Hvorfor skal da de betale Kongens Gield, som have slet ingen Skyld deri? Hvorfor giorde du ikke heller Forslag, til at føre de Personer frem til Regnskab, som ved deres flette Anstalter har, da Kongen har betroet alleting i deres Hænder, trukket Kongen op, hvorved baade Kongen og Riget er kommen i saadan Gield. Det havde været retfærdigt og priisværdigt, om du havde foreslaget saadanne Midler, hvorved saadanne Bedragere kunde komme til at spye der ud igien, som de havde opsluget. Men det er aabenbare Uret, at de Personer skal betale Gielden, som aldrig nyde noget af Kongen, og som ikke egentligen staae i hans Tieneste, og ingenlunde ere skyld i Gieb-

35

35 den. Endeligen er dette uretfærdige Forslag ikke nyt, thi adsikillge Rigers Historier viser, at naar Regentens Ministre enten havde trukket Regenten ved Næsen, og forødet alting for ham, eller han Selv ved sin Vellyst, Pragt og Overdaadighed eller Uduelighed i Oeconomie Havde forspildt sit Riges Midler, faa har strax Præstehaderne henviist Regenten til de Geistliges Indkomster, hvilket gemeenligen har lykkedes ham saa vel, at han er dandset baade fra Krone og Scepter; og dette er skeet undertiden ved Geistlighedens Medvirkning, men mestendeels ved en Guddommelig Bestyrelse uden Geistlighedens Medvirkning, undertiden ved de andre Rigets Stænders Nidkierhed; thi naar de andre Rigers Stænder har seet, at Regenten saaledes begynder at husere med Kiernen af Riget, saa kan de ligesaa lidet vide sig sikker, som den Stand han først begyndte at tyranisere med, og altsaa nødes de naturlig viis til at blive eenige om at kaste saadant et utaaleligt Aag af Halsen.

Fremdeles, dersom Geistlig Stand skal endelig bringes i saadan Foragt, Fattigdom og

36

36 Slaverie, saa begriber jo alle Folk i Riget, at de, som har sat deres Børn i Latinske Skoler, for at have den Ære og Glæde at see dem engang i Velstand ved den ærværdige Geistlige Orden, at de ere meget blevne bedragne, ikke just derved, at de ikke efter lang Ophold kunde komme i Geistlige Embeder, men derved, at deres Børn, omendskiønt de omsider komme i Geistlig Orden, kan dog derved ikke blive hiulpne, Men bleve ikkun satte i den fletteste Stand. Fremdeles begriber heele Almuen ganskje vel, at naar Præsternes Indkomster skal endeligen bringes ind i Kongens Casse, faa maae de, som nu ere uvisse og saaledes beskafne, at de dependerer af Folkets eget Gotbefindende, giøres faste, visse og saaledes, at de ikke skal mere dependere af Menighedernes egen Genereusitet, men af en vis Taxt, som enhver Person i Riget skal ansættes for at svare til Kongen. Mon dette ikke blev en uophørlig stor Skat? Mon man skulde troe at Almuen, som nu allerede ere kiede af de mange Aars Skat og Plagerie, skal kunde finde sig vel hiulpne ved at faae en nye Skat dem paalagde, som de aldrig kan have Haab om

37

37

at faae afskaffet. Endeligen indseer vel Borger-Standen omsider, at det bliver en Fornø-denhed for dem, at de tillige med Geistlig Standen ligesaavel nu som ved den sidste Regierings Forandring blive nødte til at grorceer med Geistligheden; thi da de af lang Erfarenhed ere blevne overbeviiste om, at de i steden for at have Adelige Friheder og Privilegier, som dem for deres beviiste Troeskab imod Regieringen den Tid bleve forundte, nyder i Gierningen selv ikke andet end Frihed til at svare langt mere Skat end de svarede for Souverainitetet, endskiønt de 3de Stænder den Tid maatte faa got som allene bære heele Regieringens Byrde (hvilket letteligen af Skatte-Taxter, saavelsom og af troeværdige gamle Folkes Vidnesbyrd kan bevises) saa ere de ikke saa Heste dumme at de jo kan indste, at man under gode Løfter agter at bedrage dem. Nu mener jeg at jeg har beviist, at du er Fædrenelandets Fiende. Der ere, du Fædernelandets Fiende! fornemmelig 2de Ting, som Stats Hyklere og Tyraner stoler paa; den ene er: at de tænker, at have Fremgang med deres Ondskabs fulde Opfindelser, fordi ingen

38

38

tør tale om, enten de regiere ilde eller vel; det andet er: de haabe ved deres snedige Opfindelser at kunde sætte Mængden Briller paa Næsen, og naar de saaledes har Mængden paa deres Side, saa mener de, at de faa retsindige og fornuftige Folk i Riget kan ikke formaae noget imod dem, om de endskiønt havde baade Mod og Forstand nok til at udføre hvad de allene feyle Magt til at udføre. Men troe mig det vil omsider gaae med Tyranerne og Hyklerne, som med Philisterne i Samsons Dage; thi endskiønt de Retsindige maae lige som han, til Straf for deres egne Synder, som blinde Æsler Trælle en lang Tiid for de Onde, faa voxer dog imidlertid de Retsindiges Vrede, Styrke og Mod, og da staaer det ikke længe paa førend de resolverer til at kuldkaste disse Philistre, omendskiønt de skal selv omkomme tillige med. Fremdeles maae du ikke tænke, at jeg hader Souverainitetet, efterdi jeg taler saa aabenhiertet og reent ud, ney ingenlunde! Jeg kan bevise, at jeg har arbeydet mere uden Hensigt til Løn for at conservere vor Konges Souverainitet, end de fleeste af dem, som han har ophøyet og be-

39

39

lønnet for smaae Ting, men jeg holder den Souveraine Regierings Form for den beste, naar den ikkun ikke vanflægter til Pavedom, Tyranie eller Despotismun, det er: at den ikke gaaer uden for Gudfrygtigheds, Billigheds og RetfærdighedsGrendser, eller naar den bliver saadan, som vi finde den oprettet i den hellige Skrift. Thi naar en Souverain Monarch vil efter sin Caprice afskaffe og paabyde den udvortes Religion, for derved at vise, at han er ingen Dependant af Gud, men Kirkens synlige Overhoved, faa har han forvandlet sit Souverainitet til et Pavedom; og naar han er partisk og plager og nedtrykker en Stand i Riget mere end en anden, og det uden Aarsag, saa er han Tyranisk; og endelig naar han sætter al Ret og Billighed til Side, og ikke regierer uden allene for at vise at han er Herre, og vil have sin Villie, i hvordan den og er til en Lov, saa er han despotisk, hvilket er det samme som Tyran. Disse 2de Regierings Former har alle fornuftige Mennesker største Afskye for, fornemmelig den Pavelige, som bestaaer deri: at en Regent gier sig selv til Souverain Herre baade over Guds Lov, den

40

40 udvortes Rellgion og de Borgerlige Love, det er: sætter sig op imod Gud og Christum, og vil regiere baade over Menneskenes Siele og Legemer; Ney, det er formeget! Saadant Tyranie bør ikke engang en fornuftig Hedning beqvemme sig til, end sige Christne Folk, til hvilke det heder: I ere dyrt kiøbte, vorder ikke Menneskens Trælle. De andre 2de ere næsten af samme Suurdey; thi naar Undersaatterne, først har været saa taabelige at indrømme Regenten saa stor Myndighed, at baade de og deres Børn ere hans Livegne, saa at han imod al Ret og Billighed, kunde tage baade Liv og Gods fra dem naar han lyster, saa har de allerede skammelig forseet sig imod den Guddommelige evangeliske Friheds Regel, som jeg ovenfor anførte, og de kommer engang til at fortryde deres alt for store Velvillighed imod Regenten; thi endskiønt det kan gaae vel til, saa længe en Gudfrygtig og Dydig Herre er paa Thronen, saa maae de dog ideligen frygte for, at der kunde komme en anden til Regieringen, som kan henfalde til skadelige Regierings Principia, som enten, ved offentligen at foragte Gud og Religionen bilder

41

41

sig ind, at vi! kyse sine Undersaatter, og vil dermed ligesom sige: Seer Mennesiker! som ere mine fødte Slaver, jeg agter ikke Gud! saa kan I, om I har sund Fornuft, nok vide, hvormeget jeg agter Eder. Saadan en kan vel, dog med stor Møye, ligesom Nero, en lang Tid fordølge sin Ondskab, men han kan sandelig ikke sin heele Livs Tid, uden Gud omkommer ham paa Veyen, det er: forkorter hans naturlige Leve-Tid, skiule sine Ulve-Kløer. Eller og ved at drage Rigets kriigs- Magt paa sin Side giøre sig befrygtlig og forvandle sil Souverainitet til Despotismum. Du har sagt: at man kan aldrig faae nok af Militien, men jeg kan med større Sandhed sige; at jo mere man giør af Militien;jo mere man styrker Malicen; thi i Freds Tid bliver de af deres gode Gage, som de giøre slet intet for, som og af deres fingerede Rang, forsølvede og forgyldte Klæder hovmodige, vellystige og uregierlige; saa at de reent foragter Folk af de andre Stænder, endskiønt de andre Stænder i Riget maae allesammen arbeyde fuldsurt for at have noget at skaffe Kongen, som han igien skal udgive til den store Mængde, som i

42

42

Freds-Tider ikke er Riget til nogen synderlig Nytte. Du er forkiert i heele din Tænkemaade! der er intet Rige i Verden opkommet for Militiens Skyld, men Militien er opkommen for Rigernes Skyld, det er: til at beskierme og bevare Regenten og Undersaatterne; dersom disse blive for mange og for mægtige i en Stat, saa vil de hærske baade over Regenten og Undersaatterne, hvilket alle Rigers Historie med mangfoldige Exempler beviser. Siden du ikke kan faae for mange af det flags Folk, da siig mig, hvad de skal bruges til i Freds-Tider, jeg kan ikke begribe andet, end at de maae blive heele Statens utaalelige Byrde! betænk, om ikkun det halve var bleven henlagt i et almindeligt Skatkammer af det, som den danske Krigsmagt har kostet i de 50 Aar, som Dannemark har haft Fred, hvad vilde det ikke være en uhørlig stor Summa Penge, og om ikkun det halve Antal af samme Krigsfolk havde været gifte, avlet Børn, dyrket Jorden og næret sig saa godt, som de kunde, hvilken stor Mængde Mennesker kunde de ikke have frembragt, som nu ere paa de lumske, hoeragtige Maader dræbte. Vi klage over Folke Mangel, og dog bruger øvrigheden al deres Kunst i at hindre Folk fra lovlige Ægteskabe, og derimod ligesom autoriserer enten Horerie eller ulovlige Ægteskabe. Det er jo ikke længe siden, det blev Krigsstanden saa got som forbuden, Geistligstanden blev det

43

43

i Pavedømmets Tid reent forbuden ved aabenbarlig Vold og Magt, og i Lutherdommets Tid er det ved allehaande Rævestreger enten blevet dem forbuden formedelst yderlig Fattigdom, som de studerende ere satte i eller og forhalet saa længe, at de ikke har duet til at avle Børn; see, saadan en Mængde af hoer og Mord Skyld er Riget belæssed med, foruden Religions Spottene og Guds Foragt, de Fattiges undertrykkelse og andre Synder; og dog vil vi bilde os ind at Skaberen skal give Lykke til vore Oeconomiske Bestræbelser; jeg mener, at enhver Fornuftig har jo nok kundet see at Gudstugtende Haand var over vore Lande ihenseende til Qvægsygen; jeg troer ingenlunde at den borttages ved Helligdages Afskaffelse eller Religionens aabenbare Foragt, eller ved at bringe Geistlig-Standen, hvoraf de fleeste ere allerede usle nok, i større Uselhed og Foragt; jeg frygter snarere for at den gamle Tragoedie skal fornyes, nemlig: en 10 eller flere Aars Jordens Ufrugtbarhed skal komme; har du ikke læst, at det sidste Dannemarks Undersaatter ikke vilde unde Geistligheden den Tiende som Gud ved Mosen havde anordnet til Geistligheden, og Kong Knud paa samme Tid anordnede til den danske Gejstligheds Levebrød, at de bleve strax derpaa saa haard straffede med Hunger og Ufrugtbarhed i i 10 Aar, at Riget har aldrig været i saadan yderlig Elendighed. Dannemark er et Korn-Land, og har ingen Metaller, dersom vi tillige med

44

44 Kiødet mister Brødet, saa er det ude med os; skal vi et Aar efter det andet sende Penge, som vi ikke heller har for mange af, ud til Fremmede for Brød, saa vil uden Tvivl Død og Hunger giøre Ende paa vort Rige. Jeg synes sandeligen, at det var langt bedre, at vi med samlede Hierter anraaber Gud om Maade; og snarere opretter Bededage, end at vi afskaffe Festerne, snarere at vi afskaffer vore mange utidige Forlystelser, allerhelst da vi slet ingen Aarsag har til at giøre os saa glade, end at vi anrette ugentlige Forlystelser, som skal være saa accurate, at vi ikke engang kan lade Sabbaten være frie; det var bedre, at den ene Stand i Riget blev opmuntret til at befordre den andens sande Beste, end at den ene søger at Undertrykke den anden. Det er bedre for Borgerstanden, at det ene Laug ophielper det andet, end at det ene Laug angiver det andets Fordeele af pure Misundelse; thi det Laug, som chicanerer det andet, bliver dog ingenlunde hjulpen derved, at det andet bliver ruineret. Det er tienligere for Kongen og hele Riget, at her i Freds-Tider holdtes ikkun en gandske liden Armee, som kunde være Garnison i Fæstningerne, end at holde en stor Arme til slet ingen Nytte. Det Principium er gandske falskt, at Ægteskab giør Folk feye; Men tvertimob! det giør dem meget mere behjertede og troe, efterdi de da i Krigs-Tid

45

45 kommer til at stride ikke allene for Kongen og dem selv, men endog for deres kiereste Kierligheds Panter, nemlig Kone og Børn. Det er tvertimod Guds og Naturens Lov ar forbyde eller forhindre Ægteskab, og baade jeg og enhver Fornuftig maae undre over, at Regentere tør understaae sig til at forbyde eller forhindre Ægteskabe, nu ved Geistligstanden, nu ved Krigsstanden, da dog St. Paulus har udtrykkelig, mere end 8te Hundrede Aar tilforn advaret Menneskene om dette ugudelige Regierings Principio, naar han siger: Aanden siger klarli-gen: at de sidste Tider skal blive vanskelige Tider, thi der skal komme Mennesker, som føre Dievle Lærdomme, og forhindre Ægteskab. Maaskee du vil svare: de af Krigsstanden har for lidet Lening, altsaa kan de ikke heller gifte sig; saa vil jeg svare: at naar det unyttige store Tall af dem, samt de høye Officierers alt for store Gage blev formindsket, og baade de afgaaendes Gage og Overskuddet af de høye Officierers Gage blev lagt til enhver Soldats Lening, da kunde de have nok at leve af; men denne Forandring burde heller ikke skee paa engang, men lidt efter lidt, alt som de nærværende enten døde, eller bleve afskedigede, indtil det kom til det Tal, som var fornødent til Fæstningernes Guarnison og Kongens Liv-Vagt og LivGuarde, de samme som vare da Guarnifon i

46

46

Fæstningerne ulde iligemaade flittig exerceres i Artillerie Videnskab, og deres Officierer burde alle forstaae Ingenieur-Kunsten. I øvrigt kunde man gierne finde paa, at giøre begge Rigernes unge Mandkiøn fra 18 til 30 Aar, til en eneste stor og Talriig Arme, og det saale.des, at den hverken kostede Kongen eller Riget noget, og ingen sulde finde sig fornærmet derved, og dog være i Stand til i paakommende Tilfælde, at udrette langt mere end den nærværende Armee i Dannemark Har i lang Tid og i nogle Aarhundrede udrettet. Iligemaade kunde man ogsaa efter haanden finde paa at giøre en Deel Kirkes Detientere til nyttige Borgere i Staten, nemlig: Klokkere og Gravere, burde tages af Studentere og kunde befales at være Skoleholdere tillige, de kunde deele hele Menighedens Fattige Børn imellem sig, og saa leve af de Indkomster som Klokker- og Graver-Tiennesterne indbringer. Om Søndagene og Prædikens Tiden, kunde enhver have sine Discipler med sig i Kirken, og da giøre deres sædvanlige Opvartning, og derfore burde de Fattige Skoler ikke afgaae; men saasom Skoleholderen har formange Børn at besørge, saa kunde ethvert Barn desbedre blive underviste naar de vare deelte imellem saa mange, som og lettere kunde forrette deres Arbeyde. Om Eftermiddagen kunde de henvises til Fabriqver, og burde da Lærerne skiftes til at have Inspektion med Fabris-

47

47

qven, og aldrig tillade Piger at komme paa en Fabriqve med Drengene, eller at de ikke flittig arbeydede paa Fabriqven, eller sang SkiøgeViiser eller giorde noget andet uanstændigt, hvorved det Gode som om Formiddagen var indpræntet i Lærdoms-Tiden, skulde om Eftermiddagen paa Fabriqven blive forrykket. Det tilkommer Præsterne at være Ober- Inspecteurer og Directeurer over enhver Menigheds Skoler, og kunde dette Arbeyde saaledes deles, fornemmelig ved de Kirker hvor der ere 2de Præster, at den ene var det ene Aar Directeur og den anden Inspecteur i samme Aar. Iligemaade kunde den som var Directeur i det 1ste Aar, gaae tilbage til at være allene Ober- Inspecteur, og den anden som for var Inspecteur, skulde i det Aar være Directeur. Men da det er Publicum, som vedligeholder saadanne Gudelige Stiftelser, saa burde baade Directeuren og Inspecteuren publice giøre Regnskab for hver Aars Direction, naar Aaret var omme, da Menigheden kunde Søndagen tilforn af Prædikestolen ombedes paa en vis Dag i Ugen at samles i Kirken, for at anhøre og forevises Regnskabet for Skolens Casse. Da Menighedens Forstandere, KirkeVærger og Kirkens Patroner endeligen enten selv eller deres Fuldmægtig burde være tilstæde, Regnskabet at efterses, underskrive og qvittere. Jeg blev for 9 Aar siden af Sal. Græv Hol-

48

48

stein befalet at giøre et viseligere Informations Metode, end den nu brugelige, samme har jeg færdig tillige med de Manuscripter som dertil hører. Denne kunde anordnes for alle SkoleLærere, saasom jeg er vis paa at den rekker til det Maal som Skole Methoden bør have. Men jeg vil en anden Gang give mit Forlag ud baade om Geistlige Krigs- og Borger-Standens Forbedring, naar jeg først seer, hvorledes Publicum optager denne min Discours med Philopatreias. Dette vil jeg allene som en ærlig Mand love, og med Guds Bistand ogsaa holde det ærværdige Publico, at ingen af mine Forslage skal smage af Fritænkerie, Præstehad, Religions Foragt, ikke heller sigte til nogen Stands Undertrykkelse, men allene til enhver Stands sande Beste. Jeg faaer ikke Tid denne Gang at discurere mere med dig du selvkaldte Philopatreias, altsaa vil jeg ønske dig baade ihenseende til Siel og Legeme at leve vel om du kan; og forbliver en oprigtig Sandsigere som tilforn saa og fremdeles; endskiønt jeg længe har været og endnu er nødt til at være end Præst med et par røde buxer Adieu.