Ingemann, Bernhard Severin BREV TIL: Grundtvig, Elisabet Kristine Margrete FRA: Ingemann, Bernhard Severin (1851-02)

Elisabet Kristine Margrete Grundtvig,
født Blicher,
hendes kjære Efterladte tilegnet 1).
(Februar 1851.)

Tit gamle Seer
Bøjer sit Hoved tavs:
Ak! hun er borte —
Hun, som ham elsked mest;
Ej mer han hører
Ordet med Kjærligheds
Lifligste Hjærterøst
Fra Livets Sommer.

s. 308Ej mer han skuer
Øjet, som minded ham
Om Nordens dybe
Herlige Himmelspejl;
Den Sjæl, som stille
Lytted til Skjaldens Flugt,
Flyver nu over ham
Paa Himmelstraaler.

Men graanet Seer
Løfter sit Tankeblik:
Hans Aand fornemmer
Straalen fra Livets Hjem;
Fra Aandens store,
Evige Fædreland
Hvisker hans Ungdomsbrud:
Guds Fred! du kjære!

Og atter ser han
Øjet, som minded ham
Om Markens Kornblomst
Og om det dybe Hav;
Han atter hører
Køsten med Skovduens
Yndigste Hjærteklang
Fra Livets Sommer.

Til djærve Sønner
Flyve Velsignelser
Med Dannekvindens
Fryd i forjættet Land;
Til Hjærtets Datter
Aander hun Himmelfred
Og til hin Sjæleblomst
I Barnevuggen.

s. 309Guds Fred hun aander
Ud fra sit Paradis
Til dem, hun elsked,
Og — dem, hun aldrig saa’.
Dybt Skjalden føler
Paradis-Luftningen,
Ser i Guds Rige ind
Med stille Lovsang.

B. S. Ingemann.