Ingemann, Bernhard Severin BREV TIL: Ingemann, Bernhard Severin FRA: Ingemann, Bernhard Severin (1824-09-12)

Ingemann til Grundtvig.
Sorø. d. 12. Septbr. 1824.

Kjære Ven!

Til Lykke og Velsignelse med den lille og dog i flere Henseender store Dreng! thi, uden Hensyn paa hans Væxt, har han jo allerede vist sig som en dygtig Karl, i det han ikke har fulgt Strømmen, men har dristet sig til at vise sig som Dreng i et Pigeaar og derved med det haandgribeligste Argument reduceret baade dig og din Kone og mig ad absurdum i vor uforgribelige Mening, at han skulde være en Pige. At jeg ingen Profet er, har han helt og uimodsigelig bevist, men derved tillige svækket Troværdigheden i min Paastand: at han, paa Grund af sin tidlige Oppositjon mod den almindelige Mening, vil blive en ivrig og sejerrig Opponent mod den nærværende Tidsalders Fordomme.

s. 31Uden derfor at give mig af med at stille Drengens Nativitet, ønsker jeg dig og din Kone ret megen Glæde og Velsignelse af ham. Gud ske Lov, at din Kone befinder sig saa vel! hils hende ret hjærtelig baade fra mig og min Kone! Fru Blicher og Jomfru Jane vil vel nok sørge for, at hun ikke springer for tidlig ud af Dynerne for at danse med sine tvende Drenge.

I Onsdags var jeg hos Olsen i Lynge ¹⁾[G.’s Ven, Præsten Kristen Olsen i Ljunge ved Sorø.], hvor Præsten Tryde ogsaa var, og hvor vi venlig erindrede din Fødselsdag og klinkede for dig, saa det maa have sjunget for dine Øren.

Hvad du i dit forrige Brev siger om Drømmepoesien, hvortil jeg ogsaa henregner en stor Del og maaske det bedste af, hvad jeg har skrevet, derom er jeg aldeles enig med dig, som ogsaa deri, at Guds Ord er Kilden til alt sandt og godt og følgelig til alt skjønt. At vi ikke skal gruble over Vejene, naar de kun føre til Guds Rige, og at det er lige saa forgjæves som urigtigt at gaa i Rette med hinanden om Syn og Følelse, deri har du visselig ogsaa Ret; men just derfor kan jeg ikke altid faa Øje paa, hvad du fra dit højst ejendommelige Stade ser i og uden for Tiden; og derfor kan jeg ikke begribe, at det nogen Sinde i hvilken som helst Betydning kan blive dit Ønske eller din Lod at sige Danmark Farvel, saa længe dit Hjærte banker levende i Fædrenes Land; thi hvad Gud har forenet, kan jo intet Menneske og ingen Menneskeslægt adskille.

Du kalder højst træffende den vendiske Afgudstro en aandelig Røverkule, fyldt med Tyvekoster eller Vikingsrov fra Syden og Norden. Dens Slægtskab med den nye nordtyske Filosofi kan jeg ikke bedømme; men at den, saaledes som jeg har set den selv i den nyeste nordtyske Poesi, har umiskjendelige Familietræk, synes mig især den genialske Hoffmanns dæmoniske Poesi og hans dybe smertelige Ironi, selv over det guddommeligste i Livet, at være et interessant,s. 32skjønt i Grunden frygteligt, Bevis paa. Hvad den formentlige Opdagelse angaar af de Mindesmærkers Uægthed, hvorpaa jeg til Dels grunder min Formodning om denne Gudelæres Betydning, da maa først Tysklands bedste Antikvarers saa vel som Arendts Vidnesbyrd kuldkastes; og det kan ikke Kancelliraad Thomsen, ved at bevise, at et Par Offerknive og ubetydelige Bradepander i Radegasts Køkken savne den ægte gamle Bust. I alt Fald kan han ikke afskrabe den ægte Rust i Billederne hos Saxo, Helmoldus og Botho; og stort mere behøvede man maaske ikke til at faa de samme Resultater.

Gid du nu maa finde Steffens, som du ventede ham! Eders Fætterskab, ogsaa det aandelige, kan der ingen Tvivl være om. Jeg er egentlig for lidet indviet i hans filosofiske Mysterier til at kunne vente mig noget væsentligt aandeligt Udbytte af at se ham og tale en Gang med ham. For hans Aand og Geni har jeg stor Højagtelse. Dersom han véd noget af mig at sige, saa bring ham en Hilsen fra mig som en læg Beundrer af den verdslige Visdom, helst hvor den, som hos ham, tager Gud og Kristus med sig!

Mange Hilsener til Barselkonen, hendes Moder og Søstre og den hele Familie fra

din hengivne Ven
Ingemann.