Grundtvig, Nikolai Frederik Severin BREV TIL: Ingemann, Bernhard Severin FRA: Grundtvig, Nikolai Frederik Severin (1824-11-27)

Grundtvig til Ingemann.
Kristjanshavn. 27de Novbr. 1824. ²⁾[Dette Brev er afsendt sammen med det foregaaende Nr. 15.]

Kjære Ingemann!

Mit Brev af Gaars Dato kan være godt nok til at vise dig, hvad jeg syntes om Steffens, da han var her, og hvor gnaven jeg bliver, naar jeg egentlig kommer i Tanker om mig selv og den respektive, d. e. den reputerlige, Del af den danske Læseverden; og derfor vil jeg heller ikke undertrykke det; men i øvrigt er det dog lidt for tomt til at opveje Postpengene, og meget for mørkt til at betegne, hvad der, Gud ske Lov! er min herskende Stemning. Jeg glæder mig saare til Julen, ogsaa i det glade Haab at samles med dig, skjønt det ej kan være mange Timer, man ses i faa Dage, der have mangesteds Ærende; thi det er visselig et af mine største Savn i denne By, at jeg fattes en i Grunden ligestemt Ven, som er inde i den store Kamp, der nu om Stunder føres mellem Liv og Død overalt, hvor Døden ikke, som i Aftenbladet, har vundet afgjørende Sejer. Langt ers. 37det fra mig at misunde dig din Lykke, den store Lykke: at kunne tiltale det gode og ædle overalt, hvor det findes, udtrykke klart, hvad du har til fælles med os alle, og skjule dig deri; meget mere glæder det mig ret inderlig, og gid du dybt bevæget maa altid føle det! det er det eneste, der kan overveje den bitre Følelse, som er uundgaaelig for Varmen, naar den mødes af skærende Kulde, for Hjærteligheden, naar den tørner af paa det stive, latterlig fornemme, men sørgelig stødende Væsen! Men med mig er det nu en Gang ikke saa: jeg er Aandens Vaabendrager, langt mere skikket til at gjøre mig forstaaelig for Fjender end for Venner, kan klart udtrykke min Ejendommelighed, min strænge, bevidste Modsætning til det gemene, selvkloge, aandløse i Tiden, men kun saare dunkelt mit Fællesskab med alle dem, der have Hjærte for Aand; kun i Kirken lykkes det mig. Gud ske Lov! efterhaanden lidt bedre; og det maa da slet ikke undre, skulde slet ikke forstemme mig, at min Tale og Sang ej sjælden støder hartad alle, de gode med de slette; thi det kan ej anderledes være; dels fordi faa kan skjelne mellem kjødelig og aandelig Personlighed, og dels fordi det er umuligt, at jeg selv skulde trække saa skarpe Grænser, at de jo stundum spillede over i hinanden. Men just derfor trænger jeg, endogsaa langt mer end jeg mangen Gang føler, til gode Venner — ej til Jabrødre, som af Naturen er mig modbydelige og vilde være en Pestilens for min Virksomhed — og kan hartad aldrig fattes i det mindste én, som lader min Hensigt og Virksomhed vederfares Eet, kan hjælpe mig til at le ad det forvendte og undgaa det stødende, der ej er nødvendigt, — ej fattes en saadan, uden tit at blive enten bitter eller modfalden. Ja, sandelig, ingen trænger mer til deltagende, baade revsende og trøstende Venskab end den Skribent, der, som jeg i det hele, maa være fortrolig med det tyranniske Valgsprog: oderint, dum metuant! Og at dette dog maa være mit Valgsprog mod den hele Klynge af selvgjorte Statholdere i Aandens Rige, derom kan intet stærkere overbevise mig, end dens. 38gemene Maade, hvorpaa man alt mer og mer, og ret øjensynlig sidst i Aftenbladet, stræber at lamme og, om muligt, tilintetgjøre din pootiske Virksomhed; thi naar jeg her ser det samme dødelige Fjendskab, som jeg har fristet, vise sig mod den allerfredeligste Aabenbarelse af Aanden, da er det mig soleklart, at alt hvad man, med eller uden Føje, bebrejder mig for Maaden, hvorpaa jeg taler Aandens Sag, er kun et velkomment Paaskud for det Fjendskab mod Aanden selv, man ogsaa uden det føler og maa vise. Ja, det er aabenbart: vist nok ikke af Visdom, men af Naturdrift, har man mer og mer grebet de Vaaben imod vor Virksomhed, som efter vor Egenhed, d. e. vor Skrøbelighed, vare os de farligste: fornem Kritik mod dig og fornem Ignoreren, Ligegyldighed mod mig; men saa snart Kunstgrebet er opdaget, er det som alle Mørkets Redskaber afbrugt, det er, som Bønderne sige, kun en Videnskab; thi naar enhver Kritik over dig avler et Angreb af mig, maa de velvise Herrer snart indse, der er ikke andet for, end at ignorere dig og bekæmpe mig eller rømme Marken; og i begge Tilfælde er det Aanden og os, for saa vidt vi ere dens villige Redskaber, som sejrer. — At jeg ikke har sat mit Navn under Trøstebrevet, kan maaske hos Fjenderne vække den Tanke, at jeg er bange for min Trøje, og det skader ikke; selv om det vækker samme Tanke hos en Del halve Venner og Bekjendtere, siger intet; kun hos min Ingemann maatte det ikke vække den, og skjønt det vist ikke heller er Tilfældet, vil jeg dog sige dig, hvad der bestemte mig dertil, og hvad jeg nu lover mig deraf. Lise og Jane, mine eneste Raadgivere for Øjeblikket, vare, som du nok kan vide, uagtet al deres Fredelighed, enige om, at her maatte føres Krig; men, som det vel gaar i alle Krigsraad: om Operatjonsplanen vare Stemmerne delte; men dog vandt jeg (uden at gjøre Brug af mine to Reservestemmer) de fleste Stemmer for, at Krigen burde føres med lette Tropper; og selv den dissentierende Stemme vandt jeg ved den Eftergivelse i Formen,s. 39at jeg ej selv skulde træde frem for alles Øjne som Anfører for Friskytterne, hvortil jeg ogsaa ved nøje Overlæg fandt mig bevæget, fordi det jo virkelig var at vente, at en Del Øjne, der kun er vant til at se mig i Præstekjole, og som er blinde for Kampen, kunde synes, jeg spillede Harlekin. Da jeg nu til Lykke forud i Nyaarsmorgen har ladet Grundtvigs Mening om Valdemar trykke saa tydelig, at det kan læses uden Glarøjne — som den Bogs Læsere ellers højt kunde behøve —, fandt jeg, der var intet tabt ved at lade Gjengangeren trøste de døende, som ikke vil tale med Præsten, og lover mig nu stor Fordel deraf, hvis vedkommende nu eller en anden Gang forlanger mere Trøst; thi da staar Doktor Stagefyr, Bedemanden, Graveren, Klokkeren etc. til Tjeneste; og vil de saa endelig tale med Præsten, nu da, saa faar han vel at komme paa Embeds Vegne, skjønt hans Tale ved en saadan Grav næppe vil finde synderligt Bifald!

Dog, de døde begrave deres døde! nok om dem! Hvorledes lever du? I hvad Selskab, mener jeg, tilbringer du nu dine glade Timer? Vel maa du være lidt betænkelig ved at aabenbare det for mig, der, som en ægte Recensent, er værst ved de Bøger, jeg ikke har læst, og hvis Recensjon af Valdemar som et Epos, før jeg vidste, hvad jeg talte om, vel ved Aftenbladet er rundet dig i Tanker; men nu, da Valdemar har lært mig, at Dronningen lige saa godt kan sidde paa Blomster, som Blomster paa Dronningen, naar du blot lemper dem efter hinanden, nu tror jeg dog, jeg vilde lade Recensjonen bero, til jeg havde læst Bogen, og overlod da sagtens Aftenbladet Æren. Dog herom og om mere, vil Gud, tales vi vel ved til Jul. — Nu, min Ven! er da Brevet blevet tykt nok, om ikke andet, og i Morgen begynder det tredje Kirkeaar her; det maa jeg ogsaa betænke, at Apostelen ej forgjæves skal sige i Texten: nu skinner det sande Lys. — Hilsen og Broderskab!

Grundtvig.