Grundtvig til Ingemann.
Kristjanshavn. 4de Decbr. 1824.
Kjære Ingemann!
Inderlig Tak for Vennebrevet, der i alle Maader skal være mig et kjært Vidnesbyrd om din broderlige, mig saa dyrebare Følelse for mig, baade som Menneske og Skribent!s. 46Vist nok vil det hverken lykkes dig eller mig eller nogen, at forlige saa uforligelige Ting som Verden og den Aand, der driver mig; men det er derfor lige sandt, at jeg med min Ejendommelighed bestandig staar Fare for baade at støde, hvem jeg ikke vilde, og mer end jeg skulde; og jeg har virkelig det Haab, at Mindelserne derom med Guds Hjælp ej skal være ganske frugtesløse. Naar jeg derfor gjør en Indsigelse mod noget i dit Brev, da skal det kun være, fordi jeg føler, at adskilligt, som du anser blot for vedhængende, er saa dybt indgrot, at det kun i en fuld Opløsning kan skilles fra mig; thi det er baade min teologiske Hvashed og min poetiske Dunkelhed. — At jeg i min Stue og til daglig Brug kan være handelig, er ikke at takke mig for, og det er en Kristens hellige Pligt i personlig Omgang at lempe sig, saa meget som Sandhed taaler, efter alle, kommende vel i Hn, at han er selv et skrøbeligt, paa mange Maader fejlende Menneske; og i Henseende til Betragtningen af de store menneskelige Anliggender er jeg sædvanlig dertil kun alt for tilbøjelig, saa jeg tit maa bebrejde mig derved at have styrket Folk i deres Lunkenhed, eller dog, af overdreven Frygt for at støde, forsømt Lejligheden til at give Sandheden et varmt Vidnesbyrd. Vist nok er det ogsaa vigtigt, i den offentlige Kamp for Sandhed at vogte sig for den modsatte Overdrivelse; men dels er det vist: den maa, fornemmelig i vore Dage, ej tragte efter et fredeligt Skin, og kan, ligesom den daglige Omgang, ej gestalte sig ret ved Tilbageholdenhed i det enkelte, som gjør det hele mat og tvungent, men kun ved Væxt i Kærligheden, som er det eneste, der formaar at lempe sig efter alt, uden at svække Nidkjærheden eller gjøre Sandhed Afbræk.
I det jeg derfor nødes til at indrømme min store Fattigdom paa ret baade gudelig og menneskelig Kjærlighed, maa jeg savne den lige saa meget i min Føjelighed som i min Strænghed, skjønt andre naturligvis savne den mest heri, og jeg maa protestere mod Muligheden af med kristen Kjærlighed at tækkes Verden, ja, som Ordets Tjener, at undgaa denss. 47bitre Had, da jeg hører Kjærlighedens Apostel erklære, at Verden hadede ham, ja, da jeg hører Herren forkynde, at saa skal det være med alle hans Sendebud, fordi, siger han, Verden hader mig og hader min Fader (Kjærligheden selv), hader alt, hvad der vidner om den, at dens Gjerninger ere onde. Min eneste Bestræbelse i denne Henseende maa da kun gaa ud paa, at det stedse kan blive sandere og øjensynligere, at jeg hades uforskyldt; thi Hadet selv er uundgaaeligt, naar jeg vil, som jeg maa, uden Skaansel vidne om Verden, at dens Gjerninger ere onde og dens Ende Fordærvelse. Ulykken er kun, at min Harme over det forkerte Væsen sædvanlig er langt større end min Sorg; og ene hvad der udspringer af dette Misforhold, ene det tjener Verden til Undskyldning, og andet maatte ikke støde nogen; men vel véd jeg, at Ordets Tugt støder os alle, uden at jeg dog derfor enten tør skaane mig selv eller andre; og om dette Anstød skal det være nok til min Trøst at vide, [at] det er nødvendigt, især i en saa forrykket, fordrejet og forkjælet Tidsalder, og — at det er endeligt!
I det hele er det kun en, vel mellem os undskyldelig, men dog i Grunden uforsvarlig Utaalmodighed, som gjør, at jeg klager over Miskjendelse selv af de bedre; thi dels maa jeg jo selv bekjende, at jeg er meget for haardhaandet til ret at behandle danske Hjærter, og dels ligger det saa vel i Sagens Natur som i min Ejendommelighed, at min Skrift kun sent, og vel først naar den ligger paa min Grav, vil blive læst med de samme Tanker, den skulde betegne, og betragtet i sit historiske Lys. Da først tør jeg haabe, mit Ord vil befindes at have været en Lægedrik, mere besk end sød, stundum beskere, tit mere ildesmagende og surere, end det sig burde, men i det hele nødvendig og ej værre, end at jeg drak selv først, hvad jeg skjænkede for andre, og maatte endda tært en Tilsætning, som Verden gav mig oven i Kjøbet. — Om jeg kunde være skikket til i en enkelt aandelig Retning at frembringe noget,s. 48der var værdt at gjemme, det véd jeg ikke, og tvivler næsten derom, da jeg aabenbar er en Blanding, en Gjæring, der mister Livet, saa snart den vil klare sig; men det véd jeg, at mit Kald er det ikke: mit Kald er at udtrykke Gjæringen, saa kraftig levende og dog i Grunden saa kjærlig som muligt, udtrykke den som det [, den] er: Virkningen af den liden Surdej, som Guds Rige lignes ved, og [som] syrer hele Dejen, hvoraf Mennesket er dannet. — Gud gav mig et poetisk-historisk Øje, hvormed jeg i Herrens Lys skuer ud over det store Kaos, som den menneskelige Virksomhed paa mer og mindre vilde Veje udgjør; jeg ser en vidunderlig Sammenhæng i det hele, men i det meste skimter jeg den kun dunkelt, og mine Læsere skimte tit kun dunkelt, hvad der staar klart for mig, og se da kun idel Mørke, hvor jeg skimter dunkelt. Det er et urimeligt Forlangende af mig, at det skal være anderledes; men det er ogsaa et ubilligt Forlangende af mine Læsere, at jeg skal udtrykke noget klarere, end jeg ser det, eller fortie, hvad stort eller vidunderligt jeg ser, fordi det er, hvad det nødvendig maa være: dunkelt, og uagtet det klarede sig aldrig, hvis det ej fremtraadte af Mørket i sin nødvendige Dunkelhed, til Betragtning af dem, der føle, det er dog mer end Luftsyn: er dog udsprunget af en historisk Virkelighed, der efterhaanden maa kunne oplyses. — Naar man nu oven i Kjøbet vil forbyde mig at bruge det eneste Billede, hvori jeg kan fremstille Synet med nogen Klarhed, nemlig mig selv, og fordyber sig heller i den ørkesløse Betragtning over, hvor store Tanker jeg vist har om mig selv, end i den saare lærerige: hvad Mennesket i sin Personlighed dog har vidunderlig store Ting at betyde og betegne, naar han ser sig skabt i Guds Billede, — nu, saa kan jeg vist nok aldrig gjøre mig forstaaelig for saadanne Læsere, men maa vente paa et bedre Sæt, som med Guds Hjælp ogsaa fødes; thi i alt Fald, naar vi er døde, blive Læserne dog ikke staaende ved Tanken om, hvad vi trode om vor lille Person, men smile, hvis de synes, vi havde Indbildninger, og tænkes. 49saa efter, livad Ordet med eller uden vort Vidende betegner og udtrykker. — Du mener, jeg kunde nok synge klart, og synes, det er tilstrækkelig bevist derved, at jeg virkelig har sunget saa. Men Tingen er den, at med temmelig Lethed kan jeg tilegne mig en Del historiske Sangformer og deri sige min Mening, mine Tanker; men da er jeg ikke begejstret: saa snart jeg er det, da briste alle de Former, jeg kan tilegne mig, da griber jeg Brudstykker af dem alle og betegner derved hieroglyfisk, hvad jeg derigjennem umulig kan udtrykke. Siden, naar Synet efterhaanden har klaret sig, da kan jeg i en livlig, halv skjæmtende Tone udvikle det og være paa en Maade min egen Kommentator; men det er noget andet og gjælder naturligvis kun det mindste og nærmeste, jeg saa’: hvad jeg, saa at sige, kan faa Fingre paa. — Mit poetiske Tungemaal maa jeg da enten se til at glemme, eller tale saa dunkelt, knudret og tit skurrende, som det nu en Gang er; og da det første nu i det mindste for mig selv vilde være et Tab, som det af Livet, gjælder det kun om, at jeg kan blive taalmodig: høre taalmodig paa, at man kalder mine Kim formløse, meningsløse, smagløse o. s. v., ja, finde mig i, at selv poetiske, venlige Læsere ryste paa Hovedet, — taale det, uden enten at harmes eller tabe Modet; thi i begge Tilfælde taber jeg, dog mest i sidste, thi da taber jeg Begejstringen. — Du kan tro, jeg slaas tit nok med mig selv om en klar og tækkelig Form; thi hvem ønsker ikke, at hans Sang maatte tækkes og forstaas! men altid har jeg kun Valget mellem Liv og Død, og, slaas jeg for længe, ej en Oang det, saa i den Henseende er jeg lovlig undskyldt. Saaledes er det ogsaa med Axels Drape og med et Rim til Grev Danneskjolds Ihukommelse, som jeg har længe syslet med: vil jeg lade det gaa i sine egne Klæder og i sin egen Tummerumme, op og ned, fra Fjæld til Fjæld som Gemsen, og lukt over Havet som Slejpner, da gaar det, saa Hjærtet hopper mig i Livet; og finder jeg: nej, det er dog alt for galt, der maa dog være Maade med, da staar det og lader mig al Mags. 50til at udgrunde, hvor jeg vilde hen, i Fald jeg kunde komme. — At nu mine tøjleløse Udsvævelser ej kan tækkes dig, det er i sin Orden; men at jeg ret inderlig ønskede, du syntes, de dog i Grunden ikke klædte mig saa ilde, og havde adskillige gode Følger i uadskillelig Forening med sig, det er ogsaa i sin Orden, og derom er ej mer at sige end: hvem der er skabt til Sælandsfar, bli’r aldrig Jyde, og hvem der er skabt til noget af begge, og noget af et tredje, bliver ingen af Delene.
4
Nu om dit Forehavende at tale, da er jeg alt for prosaisk til at rympe Næse ad Prosa, som Krønnikerne kan bevidne; og det er for kort siden, jeg lovede ej mer at recensere Kyllingen i Ægget, til at jeg ikke mandig skulde modstaa Fristelsen, om jeg end, hvad det ej nytter at dølge, virkelig føler den. Det er nu ingenlunde saaledes at forstaa, som om jeg nødig saa’Danmarks Krønnike fortsat af dig; thi tvært imod har jeg i den sidste Tid ret for ramme Alvor tænkt derpaa, at du kunde gjøre det langt bedre end jeg, naar du blot ret fik Lyst dertil; men — Mellemting af Historie og Roman, det vil endnu ikke ret ind i mit historiske Hoved, skjønt jeg godt indser, at alle de gale Forsøg ej bevise mer, end at man bar sig galt ad, og maa naturligvis indrømme, at et historisk Digt godt kan tænkes uden Rim, da vi i Saxos første Bøger have mange saadanne. Altsaa tier jeg bomstille, lader dig i Guds Navn gjøre, hvad din Haand falder paa, ønsker dig af Hjærtet Lykke og Velsignelse dertil og glæder mig ved den Tanke at se, hvorledes godt gammelt kan blive saa godt som nyt igjen paa langt flere Maader, end jeg havde tænkt.
Kunde du ellers ikke ved denne gode Lejlighed give os et Skilderi af Henrik Løve, som vel havde nærmest Adkomst til at staa ved Siden ad Valdemar den store, men tog sig næppe værst ud ved Siden ad Sønnen! Farver kunde du vel til Dels faa til Laans hos Henrik Steffens, der i mine Øjne [ej] er gamle Henrik ulig, og det i flere Maader end jegs. 51ønskede! Hvad du siger om Walter 1), er jeg for saa vidt enig med dig om: at han virkelig er en god Tegnemester, skjønt jeg ikke kan lide ham, fordi han, som det Slags Folk ofte, lige saa gjærne tegner Kvæg som Mennesker, og tegner unægtelig det døde langt bedre end det levende. Ideer fristes vel ingen Aand til at borge hos ham; thi, ser jeg ret, er selv den fattigste Aand derpaa langt rigere end han, som, naar hver faar sit, næppe beholder mer end sin Blyant og — det forstaar sig: Guineerne; thi Aand er for ham hverken mer eller mindre end en naturlig, livagtig Gjenganger, hvormed han kyser Børn og kyser Penge af Gnierne; det er Aanden i Hamlet, han spiller, og gjør meget snildt Shakspeares Historier i Penge, og det til udødelig Ære for britisk Fabrikflid og mekanisk Talent. Saaledes tænker jeg selv i disse Dage om Sir Walters Poesi, skjønt han ikke kan leve et mere prosaisk Liv, end jeg i disse Dage, som forløbe mest ved Avktjonsbordet over Moldenhawers Bøger, hvor de britiske Pund Sterling spøge, saa knap Sorø Akademi, endsige da Kapellanen paa Amager, kan komme til Orde. Det er imidlertid min Lykke, at hvad jeg helst vil have, er der faa eller ingen Kommissjoner paa, saasom Irenæus, Gesta Dei per Francos og sligt, hvoraf jeg har faaot en Del og venter mere.
Nu venligst Hilsen til dig og kjære Kone fra Lise, og fra Jane, som var her et Øjeblik i Dag og fik netop at vide, hun skulde som en Jomfru i Folio gaa for to.
Du maa ellers ikke gjøre mig de Falsterinder storagtige ved at ligne dem med ægte sælandske Heltinder; thi, foruden al anden deraf flydende Ulejlighed, bliver jeg da til en Nathue i Raadet. Hils ogsaa venligst fra mig, og taal ham venlig som han er, poetisk talt, din sære Ven
N. F. S. Grundtvig.
4*